C. Lambek
Retsmoralske grundrids (1928)

1. Ejendomsprincippet

I et samfund hvor ingen regulerende kræfter virkede, ville den tilstand komme til at herske, som man har kaldt alles krig mod alle. Mennesket er jo, i lighed med planter og dyr, et væsen hvis hele tragten går ud på at gribe, fastholde og udnytte livsmidler. Kulturens indflydelse på menneskesindet er ikke gået i retning af at formindske livsbegæret, men har snarere udvidet kredsen af forskelligartede livsstrømninger, som den enkelte organisme rummer, hvilket udadtil viser sig i, at kredsen af livsmidler, som individet søger at erhverve sig, bliver stedse mere udstrakt og broget, og kampen for tilværelsen ikke fornemmelig en kamp mellem mennesket og naturen, men mere og mere tillige en krigstilstand mellem menneskene indbyrdes. I stedet for at løse samlivsproblemet har kulturen skærpet det.

Praktiseret i sin fulde udstrækning er det sociale system, der betegnes som alles krig mod alle, fuldkommen utåleligt, ikke blot for de mindre heldigt udrustede individer, men for alle. Når enhver river til sig efter evne og med alle midler, den stærkere med magt og trusler, den svagere med list, snigløb og bedrag, kommer der ikke til at eksistere trygget sikkerhed på noget område. Enhver vil kun få de livsmidler, han i stadig kamp med de andres agtpågivenhed kan bemægtige sig, og besiddelsen vil kun vare, så længe gunstige tilfældigheder lader den bestå. Et umådeligt værdispild bliver følgen; meget går til grunde ved de ødelæggelser, som altid ledsager rivninger; megen energi og en stor del af de forhåndenværende værdifrembringelser må anvendes uproduktivt til sikringsforanstaltninger. Da besiddelse overalt må opretholdes gennem personlige kraftopbydelser af både sjælelig og legemlig art, bliver individets aktionsradius nødvendigvis ringe, dets værdifrembringende evne afkortes til de mest nærliggende forsyninger. En almindelig værdifattigdom opstår, som forøges yderligere derved, at interessen svækkes for at skabe livsværdier gennem arbejde; dels vil det jo altid synes lettere at tage fra andre end at oparbejde selv, og dels har man ingen sikkerhed for at beholde sit arbejdes frugter. Indbyrdeskrigen er således i bund og grund et selvmorderisk socialt system, førende til almindelig værdifattigdom, som holder udviklingen nede på et lavt stade; ikke blot de små og svage, også de mægtige kommer til sidst til at lide under den almindelige ynk og kræfternes lammelse.

Derfor har den sociale indbyrdes krig heller aldrig fundet billigelse hos herskerne. For at kunne florere måtte de sørge for, at der under dem, i de afhængige samfundslag, fandtes noget at tage af, jo mere des bedre. Intet under derfor, at samfundenes magthavere som regel har været talsmænd for en vis social orden og borgerfred. Hvad der i tidernes løb er udrettet for at tilvejebringe samlivsfred mellem menneskene, er for den allerstørste del præget af at være udgået fra magthavere, som, støttet på deres overlegenhed i midler og indflydelse, har sat forskellige tvangsordninger i kraft, hvorved de borgerlige forhold indenfor pågældende områder reguleredes. For disse tvangsordninger haves det fælles navn: juridisk ret.

Da vistnok enhver tænkelig samfundsorden, endogså det mest skattetørstige enevoldsregimente, er mere tålelig end den lovløse uorden, hvor alt overlades til de personlige kræfters frie spil, bliver det forståeligt, at ikke blot herskerne, men også de beherskede samfundslag har ment sig bedst tjent med at opretholde det forhold, som overalt møder os i historien: samfundenes tvangsstyrelse gennem magthaveres lovgivning. Endvidere kan måske nok den moderne form for tvangsstyrelse, flertalsherredømmet, bære prisen fremfor alle tidligere tiders regimente. Men hvad ingen kan påstå, er, at dermed nogensomhelst løsning af det menneskelige samlivsproblem er opnået. Fred og tvang er modsætninger. Enhver tvangsordning har en tilfældig karakter og står på usikre fødder. Ejheller har nogensinde den samlivsfred, som magtstyret tilvejebragte været gennemgribende. Kun en vis ydre ro og overfladisk orden, nogenlunde tålelige rammer for den enkeltes udvikling, er opnået ad den vej. Under overfladen, bagved de bestående loves grove net, har der bestandig været drevet en ganske livlig borgerkrig, udsprungen af mange slags interessemodsætninger. Ethvert samfund har fra øverst til nederst været spækket med brydninger, som ved deres udbredelse og uophørlighed har virket utvivlsomt lige så værdispildende og livshindrende som de blodige fejder mellem folkeslagene. Det er så langt fra, at nutidens demokratiske tidsalder med dens umådelige lovgivnings postyr har bragt nogen bedring heri. Den stigende oplysning, den øgede selvhævdelseskraft i alle befolkningslag har snarest gydt olie i ilden, jo mere indviklet samfundsmaskineriet blev, desto flere veje åbnedes der til gensidig underminering, til snigløb, til begunstigelse på andres bekostning. Organisation er tidens løsen, det vil sige: fra alle kanter bobler komplotter op, så man kun kan nære sig ved modkomplotter. Så langt fra at have løst det menneskelige samlivsproblem synes den demokratiske udvikling at have skærpet det. Sandsynligvis går vi tider imøde, da dette problem vil kræve en langt mere gennemgribende løsning, end man hidtil har nøjedes med.

Efter retsmoralsk opfattelse gives der kun én social ordning, som tilbunds løser samlivsproblemet, og, såvidt dens gennemførelse strækker sig, afskaffer individernes indbyrdes krig. Det er ejendomsordningen. Ideen ejendom eller “enhver sit”, går ud på at indføre den rettesnor: jeg får mit, som du respekterer, mod at du får dit, som jeg respekterer. Dette forslag, udrustet til princip, er retsmoralens grundsætning. Da ejendomsforhold jo findes trindtom i alle samfund, afledet af og støttet til stedfunden lovgivning, kan ideen forsåvidt ikke kaldes ny, men den retsmoralske udformning af ejendomsprincippet, som i det følgende vil blive skitseret, har muliggjort, at det kan opstilles som den sociale rets grundsætning.

Der gives næppe anden mulighed for fred på jorden og frugtbar samvirken mellem menneskene, på tværs af alle interessemodsætninger, end at give hvermand hans fulde ret og som pris for den kræve hans ubetingede respekt for andres. Skal dette tilstræbes, bliver det først og fremmest fornødent, at der klart og gyldigt kan gøres rede for, hvad og hvor meget der tilkommer enhver. Samlivsproblemet løses kun ved at finde de naturlige grænser, individerne kan gå til overfor hinanden uden at så storm i hinandens sind, men som ingen kan overskride uden at komme i modstrid både med sit eget indre og med uafviselige krav fra andre. Ejendomsprincippet synes at opfylde dette dobbelte krav, både at ramme den naturlige fredsgrænse mellem individerne og at hvile på forudsætninger, hvorfra ingen kan frigøre sig.

Retsmoralens tilhængere samstemmer med de såkaldte individualister i den anskuelse, at individet, ikke samfundet, er den værdiskabende ener, den eneste egentlige organisme for tilvirkning og udvalg af livsværdier og derfor også udviklingens fundamentale værksted. At bygge samfundsorganismer op på bekostning af individerne, ved beskæringer og indskrænkninger af den individuelle livsudfoldelse, vil altid føre til uholdbare forvoksninger, magtudartning, forfald. Ad denne vej vil udviklingen, ligesom hidtil, blive en rækkefølge af lammende amputationer. Et fast grundlag vil der være bedre udsigt til, når samfundsmagten og de sociale fordringer til den enkelte holder sig indenfor de grænser, som ejendomsprincippets logiske udformning og individernes fri samarbejde afsætter.

Ejendomsordningen fører kun til den ene frihedsindskrænkning, at der sættes bom for enhver art af overgreb mod andres ejendom, åndelig såvelsom materiel; til forhindring af sådanne overgreb er magt på sin plads, thi pågældende lider ingen positiv skade ved at blive tvunget til at holde sig til sit eget. Har overgreb fundet sted, kan den skyldige med rette tvinges til at genoprette skaden eller erstatte de skete tab.

I samme øjeblik forslaget, at der skal herske ejendomsordning, ophøjes til moralsk princip, hvis bud man forlanger, at alle skal lyde, skylder man bevis for, at ingen, der vil leve i samfund med andre, kan bestride princippets gyldighed. Kun dersom ingen anden social grundregel kan opstilles, hvis konsekvente gennemførelse nogetsomhelst menneske kan eller vil foretrække, bliver det berettiget at anvende tvang overfor enhver, der ikke underordner sig ejendomsprincippet. Til en fuldstændig begrundelse fordres en eftervisning af, at mennesker af enhver tænkelig støbning kan med logikkens kraft tvinges til i deres indre at godkende princippet, og at de selv nødes til at opstille netop det samme princip overfor deres medmennesker som den uundgåelige betingelse for et ordnet samfundsliv.

Angående denne begrundelses enkeltheder må henvises til den retsmoralske litteratur. Der findes to forskellige bevisførelser, den ene væsentlig grundet på sociale studier, den anden psykologisk. Severin Christensen er ophavsmand til den førstnævnte (i bogen “Naturlig Ret”), den anden findes i mit skrift “Udkast til en sjælelig bevægelseslære” III, kap. 5[1], og er suppleret i “social retfærdighed”. Begge bevisførelser går ud fra, at moralen er en samfundsforeteelse, opkommen af forholdet til medmenneskene. Min opfattelse går ud på, at det moralske problem ikke blot opstår af ydre grunde – ud fra trangen til en social modus vivendi, som på tilfredsstillende måde regulerer samlivet – men også har sin rod i, at individet må forlige sig med sine forestillinger om andre mennesker, må som organisme harmonisere sig, så at der intet fundamentalt modsigelsesforhold bliver mellem jeg’et og bevidstheden om medmenneskene. Løsningen af samlivsproblemet vil på flere punkter vise sig ufuldstændig, medmindre denne harmonisering er indbefattet deri. Moralens sluttelige holdepunkt, den dybestliggende tvingende grund for enhver til godkendelse af de moralske krav, er efter min opfattelse den vilje og trang til positiv, sammenhængende opbygning, der hersker og må herske i enhver organisme. Fornægtelse af disse krav, af ejendomsprincippets konsekvenser, bliver umulig, fordi den sluttelig viser sig at betyde selvopløsning, principløshed, der gør organismen til en tumleplads for luner og omkastninger, så at hvad den ene dag bygger, bliver den næste tilsidesat eller revet ned. Selvmodsigelse er af væsen organisk forødelse, som intet levende væsen kan gøre til sit princip. Sat i system er tankeløshed og tøjlesløshed rent og skært selvmord. Efter Severin Christensens opfattelse bliver moralen ikke til ved indre korrespondens – gensidig bearbejdning – mellem jeg’ets forestillinger og forestillingerne om medmenneskene, men ved objektiv korrespondens mellem individerne, som en erkendelse af uundgåelige samlivsvilkår. Der er ingensomhelst grund til strid mellem disse to opfattelser. Det øger kun retsmoralens styrke, at den kan underbygges både ved en “ydre” og en “indre” bevisførelse.

Retsmoralens tilhængere vil på ingen måde beslaglægge ordet etik eller moral, således at der herved kun må forstås, hvad der logisk kan afledes af ejendomsprincippet. Om ords definition kan der strides i det uendelige. Der ligger for os ikke vægt på, om andre måske vil kalde retsmoralen for blot en afdeling af etikken, omhandlende retfærdighed i det indbyrdes forhold mellem menneskene. Vi pointerer netop, at store områder af menneskers ideale stræben ligger udenfor retsmoralen. Sit forhold til de højeste livsværdier, til de religiøse og kulturelle livsmål, må hvert enkelt individ bestemme i fuld frihed. Retsmoralen afhandler kun grænserne mellem individerne, de tilladelige midler, enhver i sin stræben må benytte, og de uberettigede, som rummer overgreb mod andre.

Skønt retsmoralen således kun tilsigter at regulere en ret begrænset del af menneskelivet, nemlig samkvemmets grundbetingelser, knytter der sig dog i betydeligt omfang kulturelle forhåbninger til den. Stadig tydeligere synes det, som om den vil vise sig stærk til at fremme social fred og skabe klare sociale ordningslinjer. Når det hidtil har været sådan, at moral – retsfølelsens og pligtfølelsens bud – har haft vanskeligt ved at trænge ind i sindene, må grunden vistnok søges i moralbegrebernes uklarhed, i deres alt for vide stræk i forhold til livsenkelthederne, hvorpå de skulle anvendes, og i en vis upraktisk fordringsfuldhed. Retsmoralens evne til analytisk indtrængen og klarlæggelse af samlivsforeteelserne har allerede bestået mangen prøve. Ejendomsbegrebet har nær til hvert menneskes levende interesse. I stedet for at gå løs på folk uden forberedelse med fordringer, mod hvilke den menneskelige inerti sætter sin sejge modstand, taler retsmoralen i første linje om rettigheder: dette kan du fordre, dette er dit, til disse grænser kan du gå! Tilføjelsen er på engang blid og fast: men heller ikke længere! Dette er ikke dit! Alle retsmoralske fordringer har den ifaldne skylds, gældspostens karakter. De er særdeles vanskelige at sige imod, vanskelige at sidde overhørige. Tankens pres er bydende. Ved klarheden og bestemtheden i sine ordningsregler har retsmoralen betingelser for at vinde indpas i det praktiske, daglige tankeliv og imødekomme den levende trang til retsindighed, som, trods forsømmelse og mishandling, er almindelig udbredt.

II. Princippet lige for lige.

Med retsmoralens grundsætning, at der skal herske ejendomsordning i samfundet, indgår gengældsprincippet lige for lige en nøje forbindelse. Men de to principper falder ikke ganske sammen. Ejendomsprincippet er det tilgrundliggende. Det er ejendomsprincippet, der afføder begreberne overgreb eller skade, i betydning af tilføjet tab hos et bestemt individ, og erstatning, som skal tages af skadevolderens ejendom. Før man har bestemt, at der skal eksistere ejendom, kan der ikke tales om individuelt tab og individuel erstatningsydelse.

Ejendomsprincippet siger: enhver skal bygge på sit eget og være sin egen lykkes smed. Princippet lige for lige føjer til: hvad man tager fra andre eller ødelægger af andres, skal man yde ækvivalent erstatning for, i alle mellemværender gælder lige for lige. Dette princip medvirker også ved ejendomsordningens udformning i enkelthederne, bestemmelsen af, hvad og hvor meget enhver skal have som sin ejendom. Ved den sociale udveksling af værdier kræver princippet, at ydelse og modydelse skal opveje hinanden, at samarbejde skal bygges på ligelig gensidighed.

Princippets indhold er væsentlig af logisk art. Det hævder, at ejendomsordningen skal bygges logisk efter almengyldige regler, ens for alle. Og endvidere, at ejendomsordningen skal udstrækkes til alle mennesker, uanset subjektive forskelle, f.eks. ulige udvikling, forskellig personligt værd; selv om man mener sig i besiddelse af højere kultur og ædlere blod end næsten, bliver det ikke derfor berettiget at anlægge en forskellig målestok; begges ve og vel skal vejes på samme vægt.[2]

Kollisioner mellem forskellige forpligtelser, man har pådraget sig, anerkendes ikke som gyldig grund til frigørelse for nogen af de pågældende skyldigheder. Men hvis man uden egen skyld befinder sig i den situation, som er blevet kaldt handlingstvang – så at både handling og undladelse af handling medfører ansvar, f.eks. lægen ved en sygeseng – har man kun ansvar for valget mellem de foreliggende muligheder. Lægen har ret til en smertefuld operation, til amputationer, som medfører varige tab, når helbredelse, som betyder mere, kun kan formodes opnåelig derigennem. Hvis bestående uretfærdige samfundsforhold kun kan ophæves ved en regulering, der indebærer forurettelse mod enkelte, bliver sådanne krænkelser berettigede fremfor at lade uretten vedvarende bestå, såfremt dennes vægt er afgjort større end krænkelsernes.

III. Ejendomsordningen.

Efter denne korte antydning af ejendomsprincippets betydning og grundlag, rejser sig det praktiske spørgsmål, om ejendomsbegrebet virkelig lader sig udforme således, at det omspænder hele menneskelivet og overalt rammer de naturlige grænser for, hvad i samlivet og det sociale samarbejde der skal reguleres, og hvad der skal lades frit. Man har kunnet udforme beskæringsregler for frugttræer, men kan der også dannes beskæringsregler for noget så sammensat som menneskeslægtens liv på jorden? Hvordan ser den ejendomsordning ud, der skal formå at trække grænser mellem holdbar og uholdbar frihed? Det drejer sig her om det kunststykke at betrygge og værne den menneskelige livsudfoldelse uden at værnet tillige danner et hæmmende panser om den.

Menneskehedens nuværende driftskapital, de arbejdsskabte værdier, som allerede findes på jorden, kan retsmoralen ikke udpege den retmæssige fordeling af. Det ville være håbløst at forsøge at udfinde de rette ejermænd til hver enkelt af disse værdier. I årtusinder har uretmæssige erhvervelsesmåder, med eller uden de juridiske loves billigelse, drevet deres spil i samfundene. Vold, tyveri, bedrag, sociale overgreb, alskens prispolitik har virket jævnsides med og ofte i sammenhæng med hæderlig erhvervelse; fortidens sammenslyngede tråde er ikke til at oprede. Man må lade den fordeling, der med lovenes medhold består for tiden, gælde som udgangspunkt og indskrænke sig til at anlægge rettesnore på fremtiden. I så henseende vil opgaven da bestå i at undersøge de forskellige livsfornødenheder og livsmidler og udfinde 1) hvorvidt de kan ejes, dvs. indgå under individers rådighed, og 2) i så fald på hvilke måder de retmæssigt kan erhverves.

Enhver er den fødte ejer af sin personlige organisme med alle dens værdier: sin tid og opmærksomhed, evner og kræfter af enhver art, viden og færdigheder. Ikke blot er disse værdier hovedsagelig utransportable til andre individer, thi de beholder kun deres egentlige værd og betydning ved at forblive som virkende led i den organiske sammenhæng, hvori de er indlejrede. Men i denne forbindelse kan de heller ikke have anden styrer og råder end individet selv; andres herredømme over dem er et unaturligt, al økonomi ødelæggende indgreb. Kun gennem min indvilligelse og formidling kan en anden styre mine muskler, sætte mine tanker mål. I de utallige værdifrembringelsesprocesser, der til stadighed foregår i enhver af os, endog i søvne, er al fremmed indblanding malplaceret. Og hvis noget i verden er andre uvedkommende, må vel de indre omsætninger i individet være det. Hvad man tilvirker i sit indre, kan ingen andre gøre nogen ejendoms- eller råderet gældende over. Enhver forstyrrelse, hvert voldeligt greb deri er en utvivlsom ejendomskrænkelse. Det er dette, der menes med ordene: den personlige frihed. Heri indbefattes også protest mod indirekte tvang, hindring af livsudfoldelser, spærring af adgangen til livsmidler. De eneste skranker, mennesker må sætte for hinanden, er ejendomsrettens.

Ingen kan afhænde sig selv, sælge eller bortlove herredømmet over sig selv. Det er nemlig en selvmodsigende transaktion. Det ville være det samme som at afstå fra alt eje og enhver mulighed for fremtidigt eje. Men den, der intet har at råde over, kan heller intet ansvar have for den indgåede forpligtelses opfyldelse. Det kunne lige så godt fortolkes som den mest absolutte frihed til at foretage sig hvadsomhelst, “ejeren” ikke med magt hindrede. Man kan bortleje f.eks. visse specielle dele af sin arbejdskraft. Det gør tjenestefolk, embedsmænd, foredragsholdere. Men udover det bestemte mål af ydelser er pågældende sin egen herre. Tjenestefolk f.eks. skylder arbejdslydighed, men derudover ingensomhelst personlig undergivenhed, speciel ærbødighed eller deslige. At fremkalde sådan selvopgivenhed er forkasteligt. Man kan støtte og vejlede sin næste, især sine nærmeste, men det må ske ifølge vedkommendes på en eller anden måde udtrykte anmodning.

Visse naturstoffer som luft og vand, der er livsfornødenheder for enhver, må opstilles som fælleseje for alle, i det mindste i den udstrækning, at ingen bliver afspærret fra at erholde det fornødne deraf. Der må være grænser for beslaglæggelse og privateje af slige naturgoder, også for forurening af dem. Det afgørende er, at udespærring fra dem betyder en trussel på livet, en underminering af de udespærredes hele eje. – En lignende betragtning kan anlægges på færdselsrettighederne. Privateje til jordarealer kan ikke udstrækkes derhen, at “adgangen til verden” spærres for nogen. Også spærringen af søveje er et overgreb mod alles lige ret. Megen ejendom bliver forringet i værdi, når transport og udveksling hindres. Kun afspærringer, der ikke indebærer hindringer for andres ejendomsudnyttelse, bliver berettigede. – færdselsret til naturnydelse, f.eks. adgang til skov og strand, kan forlanges opretholdt overalt, hvor den har gammel hævd, thi afspærringen ville i så fald skabe en ny fordel for arealets besidder, og sådanne ny fordele kan ikke siges at være allerede bestående ejendom, hvorimod udelukkelse fra tilvant naturnydelse betyder en faktisk ejendomsbeskæring.

Som naturskabt, forefunden ting er jorden fælleseje for alle mennesker. Om vi har gjort uret mod dyrene ved at opkaste os til jordens herrer, bliver en sag for sig, der ialtfald ikke spiller ind i retsforholdet mellem menneskene. Overfor jorden og dens indhold af natur skabte rigdomme står vi med lige ret. Den går i arv fra de døde til samtlige fødte. Arvelodden er ufortabelig, uafhændelig – og dermed uerhvervelig for andre til absolut privateje. En afhændelse vil nemlig kunne vises at have lignende konsekvenser som afhændelse af person og selvstændig vilje. Jorden er alle værdiers kilde og bærer. Den, som har mistet fodfæsteretten, forbindelsen med værdikilden, ville aldeles have mistet frihed og selvbestemmelse, ville kunne tvinges til alt og derfor savne de nødvendige betingelser for at være et moralsk individ, et pålideligt samfundsmedlem. Jordens overgang til absolut privateje indeholder en modsigelse af ejendomsretten overhovedet.

Ligedeling af jorden mellem alle forbyder sig selv af flere praktiske grunde. Udnyttelse i fællesskab ligeledes. Der er ingen anden rimelig udvej end privatbesiddelse. Ligeretten må så hævdes gennem en taksering af de særfordele, der er knyttet til besiddelsen af pågældende arealer, og opkrævning af tilsvarende afgifter hos besidderne. Imod retfærdigheden af sådanne afgifter kan ingen holdbar indvending rejses. Takseringen kan måske ikke blive absolut retfærdig, men her hersker handlingstvang, derfor er den retfærdigst mulige taksering fuldt forsvarlig og kan kun angribes af den, der anviser en mere retfærdig takseringsmåde. Det eneste retfærdighedsproblem i denne sag er, hvordan overgangen til jordværdiafgift skal ske fra de nuværende forhold.

Den vigtigste vej til erhvervelse af retmæssig ejendom er det personlige arbejde. De værdier eller værdiforøgelser, man skaber gennem sine energiudfoldelser, står man i et ejendommeligt nærhedsforhold til. De er oprundne af det personlige indhold, hvis ubetingede ejer man er, derfor føler man dem som sine, næsten som om selvet havde strakt sig ud i dem og var udvidet til at omfatte dem. Ved at blive afskåret fra rådighed over dem ville man derfor føle et utvivlsomt ejendomstab. Det er også klart, at man ved at beholde det frembragte ikke berøver andre noget. Disse lider intet afbræk eller tab derved. Ifølge den personlige frihed havde man lov til at undlade frembringelsen, men ganske ensbetydende hermed er det, om man beholder det frembragte aldeles for sit eget brug, i begge tilfælde får de andre lige meget, nemlig intet. Det forudsættes, at det eventuelle materiale til den frembragte værdi, og ligeledes arbejdsredskaberne, var frembringerens retmæssige ejendom, f.eks. erhvervet gennem tilbytning.

Det enkelte individ kan, navnlig under nutidens forhold, umulig selv oparbejde alle sine fornødenheder. Mangfoldige udvekslinger af værdier individerne imellem bliver en økonomisk nødvendighed. Herom må der i hvert enkelt tilfælde ske overenskomst. Hver af parterne må selv skønne og afgøre, om det, der modtages, opvejer det, der afgives. Handelen kan meget vel være til fordel for begge, idet handelsemnerne som følge af ulige individuelle situationer og forudsætninger kan have større værdi for modtageren end for afgiveren. Handelen som næringsvej beror på disse muligheder for værdistigning gennem ejerskifte. Tilbyttet eller købt ejendom er retmæssig, såfremt overenskomsten var frivillig på begge sider, uden direkte eller indirekte tvang og uden svigagtige foregivender. Under begrebet udveksling falder leje- og renteindtægter ind.

Retmæssig erhvervelse kan endvidere ske ved gave og arv. Når en retmæssig ejer af værdier har lyst til uden vederlag at overlade disse til bestemte individer, vil hans og modtagerens ret til overdragelse ikke kunne bestrides. For den øvrige menneskehed betyder den intet tab; ingen adkomst overfor den forrige ejer, heller ingen overfor den ny, det går lige op. At angribe overdragelsesretten eller at tage procenter af det overdragne – som arveskatten gør – er i virkeligheden ensbetydende med at angribe eller beskære giverens oprindelige ejendomsret til værdierne, altså ren og skær konfiskation.

Ligesom det ikke er praktisk økonomi, at individerne hver for sig beholder deres arbejdsprodukter og lever udelukkende på egen forsyningsbasis, således er det heller ikke praktisk, at enhver strikt holder sig på sit eget åndelige og materielle ejendomsgebet. Derved ville samlivet og bevægelsesfriheden hæmmes på en måde, der var til tab og plage for alle. Der finder da også udveksling af tilladelser og friheder sted, ganske ligesom der sker udveksling af varer. Begge dele er kun bytte af ejendom. Man opgiver visse rettigheder, mod at andre gør det samme. Det er lige for lige, den moralske berettigelse hviler på gensidigheden. Den almindelige ytringsfrihed, visse henvendelses- og spørgefriheder, er eksempler herpå, det er egentlig krænkelser af andres tid, opmærksomhed og sindsro, men enhver får valuta ved selv at nyde samme frihed overfor andre. Samlivet kan ikke undvære disse tilladelser. Der kan også opstå positive forpligtelser gennem den art gensidighed, idet man f.eks. nyder godt af de almindelige høflighedsskikke, bliver man forpligtet til sådanne anstrengelser, der følger med gængs høflig optræden. Nogen direkte social overenskomst er ikke sket angående mange af disse rettighedsudvekslinger, men frihederne har tilstrækkelig moralsk begrundelse i gensidighedens lige for lige. Man skylder at tillade andre de samme friheder, man selv benytter, eller som almindelig skik lader stå enhver åben.

Disse grundtræk af ejendomsordningen giver vel egentlig ikke det indtryk, at her er tale om synderlig revolutionerende anskuelser. Er disse regler for retmæssigt eje ikke ganske ligefremme og nærliggende for den gængse retssans? Ikke desto mindre ville en klar og fuld gennemførelse af disse jævne grundsætninger betyde en næsten fuldstændig revolution af nutidens politiske liv og mange indgribende forandringer i den gængse sociale retsopfattelse.

Om den lethed, hvormed ejendomsbegrebet lader sig anvende som retsgrundsætning på forskelligartede livsområder, kan måske følgende små tilføjelser give en antydning. Trosfrihed, forenings- og forsamlingsfrihed er direkte afledninger af ejendomsprincippet. Det drejer sig herved kun om individers råden over egen person og ejendom. Trykkefrihed og agitationsfrihed er derimod forgreninger af ytringsfriheden, som hviler på gensidig indrømmelse. Enhver pågående agitation er utvivlsomt overgreb, en overskridelse af det almindelige samlivsbehov og dårlig gensidighed overfor al stilfærdig, frisindet noblesse. Geskæftige medborgere, som løber om med allehånde bidrags- og underskriftslister udøver ofte et sandt rædselsherredømme, idet de ingenlunde er sindede at stille deres ofre frit. Det samme gælder kolportører, de tager sig ofte fuldstændig uforsvarlige friheder i retning af at lægge pres ind i situationen.

Det umoralske overgreb i løgnen ligger deri, at man ved sine urigtige opgivender forleder modtageren til ejendomstab. Thi der må gås ud fra, at denne vil benytte de givne oplysninger, bygge tankegange og handlinger på dem, og disse opbygninger er udsatte for forlis. Ved løftebrud gælder samme betragtning. Aftaler er gensidige løfter, hvilende på hinanden. Løftet er en ejendomsoverdragelse. Man er løst fra en aftale, så snart modparten ikke holder sin del af overenskomsten.

Ved at øve tvang mod andre indsætter man sin vilje i stedet for deres, som er borttrængt. Derved overtager man ansvaret for det skete, både for al skade, den tvungne lider, og for hvad tab andre måtte lide gennem tvangshandlingen og dens følger.

Enhver handel er en overenskomst, og da overenskomster for at være gyldige må være fri, følger, at kunder ikke kan ejes. Loyal konkurrence er ikke indgreb i andres ejendom.

At nedslå sin næstes mod, svække hans selvtillid eller hans tiltro til andre mennesker, er at angribe værdier, som tilhører ham. Selv om man tror, han bygger på vildfarelser, er det ikke grund nok. Man må i det mindste være sikker på, at det sindsindhold, han får i stedet, er ham tjenligere end det ødelagte. Selv da er indgrebet betænkeligt. Ligeså er det ejendomskrænkelse at spotte andres tro eller følelser, at håne deres interesser eller fornøjelser. Det er jo angreb på det, de holder sig levende ved. Et menneskes åndelige værdier kan være ham lige så nødvendige som hans helbred eller hans materielle ejendom. Enhver ville vel genere sig for at sætte gift for sin nabos kreaturer eller fylde hans brønd med råddenskab, men hans navn og rygte har man mindre respekt for, skønt det er lige så forkasteligt at ruinere hans samlivsforbindelser som at øve hærværk mod hans gods.

Straf for forbrydelser må kun bestå i tvangsbehandling af misdæderen, indtil han har genoprettet hele den tilføjede skade, heri indbefattet alle tab, ubehageligheder og udgifter, forbrydelsen har voldt privat og offentligt. Anden eller yderligere straf er en krænkelse af forbryderens ret. Det ville være at besvare forbrydelsen med en ny forbrydelse.

IV. Retsstaten

Af nutidens statsformer er ingen i overensstemmelse med retsmoralen. Dennes krav går ud på, at staten lige så lidt må krænke den enkelte borgers ejendomsret og rådighedssfære, som borgerne må begå overgreb mod hinanden indbyrdes. Ligesom borgeren må staten holde sig til sit eget, til den ejendom og myndighed, som på retmæssig vis er den overdraget.

Der gør sig i nutiden mange forestillinger gældende, angående hvad man kalder samfundets ret overfor den enkelte. Individets velfærd er på mange måder betinget af den sociale helhed, de herskende forhold og tilstande, f.eks. af næringsvejenes trivsel, oplysningen, befolkningens flid, ædruelighed, vederhæftige livsvandel, videnskabens og kunsternes fremgang osv. Hvad helhedens tarv eller almenvellet således begærer, opstiller man da som “højere hensyn”, for hvilke den enkeltes ønsker og rettigheder må vige. Man tager med rund hånd fra individerne, både deres ejendom og deres rådighedsret, for at pleje, styrke og udvikle helheden, det almenvigtige. Man gør det med den begrundelse, at værdierne gennem samfundsforbedringernes tilbagevirkning på befolkningens individer kommer yderne tilgode igen og blot betyder en fornuftig omsætning, som staten har foretaget for dem, og som enkeltmand ikke kunne gennemføre.

Dette, at staten skal optræde som kulturskaber og kyndig forsorgsudøver, er en ide, der har vundet overordentlig stor tilslutning, ikke mindst i de såkaldte selvstyrende samfund. Der er bare to ubehagelige anmærkninger at gøre. For det første svarer virkeligheden, resultatet af de utallige læge- og styrkemidler, man giver samfundsorganismen, i besynderlig ringe udstrækning til teoriens yppige løfter. Det ligner mere danaidernes kar. Man lægger ustandselig plastre, og ustandselig bryder på ny steder dårligdom frem. Man styrker og fremmer cirkulationen og kræfterne i samfundslegemet, snart her, snart der, men af forstoppelse og lamhed er der stadig lige meget, nogle mener mere. For det andet går systemet ud på at tage fra nogle og give til andre. Enhver beskæring, der kan samles flertal for, bliver lovlig og fortræffelig, den må jo være en helhedsforbedring, efterdi nyderne er flere end ofrene. En smule eftertanke vil dog vistnok give medhold for, at konsekvenserne er temmelig foruroligende. Flertalsherredømmet vil i sin fulde blomstring, der endnu langt fra er nået nogetsteds, vise sig skrappere end den sletteste enevælde har været, der dog aldrig var helt blottet for fornuft og hensyn til sit eget underlag, undersåtterne. Er mange herrer bedre end een? Har et flertal større ret til at gøre sig fordele på mindretallets bekostning, end et “fornuftigt” mindretal har til at beskatte flertallet? Kan ikke enhver enkeltmand lige så vel som en sammenløben flok af borgere hævde, at hans overgreb mod medborgeres person og ejendom har til formål at fremme almenvellet eller kulturen? Forskellen mellem flertalsovergreb og almindelige borgerlige forbrydelser vil vise sig fuldstændig udflydende. Garantien for velfærdsforanstaltningernes loyalitet og virkningsfuldhed vil være lige skrøbelig, enten iværksætteren er et individ eller et flertal. Nej, samfundets påståede ret til krænkelse af den enkeltes ejendom og rådighedssfære kan hverken forsvares moralsk eller kulturelt. Hverken ret eller klogskab tilsiger at gøre samfundet til en stor amme-institution.

Ud fra sådanne overvejelser har tanken om en retsstat begyndt at udforme sig. Severin Christensen er her gået i spidsen, og som naturlig følge deraf er det danske retsdemokratis program i alt væsentligt bygget op efter hans anskuelser. Hovedpunkterne er følgende: enhver borger må tilsikres den fulde råderet over sine personlige værdier, sjælelige såvelsom legemlige, og den fulde ubeskårne ejendomsret til alt, hvad han ved arbejde, køb, arv eller gave erhverver af arbejdsskabte værdier. Naturgoder og samfundsskabte værdier har alle borgere ligelig andel i. Privatbesiddelse – monopolisering – af sådanne må vederlægges gennem årlige afgifter, som indgår i borgernes fællesfond, statskassen. Disse fællesmidler må kun anvendes til formål, som kommer alle borgere i lige grad til gode. Af sådanne virkelige fællesopgaver fremhæves: den indre retsbeskyttelse, gratis retshjælp for alle borgere i alle civilretlige sager, visse hygiejniske foranstaltninger til afværgelse af offentlig sygdomsfare, sikring af kommunikationer, uden hvilke ejendomsretten vilde være illusorisk. Et ydre værn som retsbeskyttelse mod internationale lovløsheder; tvungen værnepligt afskaffes, i stedet hvervning af frivillige korps. Forsorg for børn og andre umyndige som vederlag for deres andel i fællesfondets midler. Kvinders ligestilling med mændene. Indførelse af fri valgret. Den styrende forsamling afgør, hvorledes fællesfondets midler skal fordeles mellem de anerkendte fællesopgaver og mellem de forskellige formål indenfor disse, men forsamlingen kan ikke udskrive tvangsskatter.

Til denne opbygning af retsstaten har jeg nogle anmærkninger at gøre, dels ændringer, dels tilføjelser. Det vigtigste deraf vil bedst træde frem gennem en samlet fremstilling.

En stat er et lovgivningsområde. Lovens væsen er tvang, og denne kan ikke ændres, da enhver lov er meningsløs uden den gensidighed, som ligger i, at den skal gælde for alle uden hensyn til individuelle forgodtbefindender. Retsstaten fremkommer da gennem sådanne love, som kan tvangsmæssigt gennemføres uden retskrænkelse mod nogen, og gennem en forfatning, der åbner alle borgeres rettigheder lige adgang til at gøre sig gældende.

Statens virksomhedsområde falder i to hovedgrupper af opgaver: I. De nødvendige statsopgaver, hvis udførelse fremgår af almengyldig undersøgelse, og som skal udføres, fordi borgerrettigheder er på uløselig måde indbefattet i dem. II. De fri statsopgaver, som fremgår af selvstyre og løses af selvstyreorganer.

Af nødvendige statsopgaver bliver der mindst fire afdelinger, måske flere. 1. Fyldestgørelse af forpligtelser stiftede gennem statshandlinger. 2. Ordning af alle tilfælde af forurettelser, som konstateres at stamme fra gældende samfundsforhold, og for hvilke derfor enkeltpersoner ikke kan drages til ansvar, herunder også mangler i den sociale organisation. 3. Forvaltningen af borgernes fælleseje bl.a. fastsættelse og opkrævning af monopolafgifter, bestyrelse af statsejendom. 4. Undersøgelse og fastsættelse af samtlige almindelige retsforhold i det private og offentlige liv, herunder bl.a. straffelovgivningen, reglerne for tilladelig civil retsforfølgning, selvstyrets retsregler (privatrettens grænser og de retmæssige måder, hvorpå private rettigheder kan samvirke).

De fri statsopgaver, – selvstyresagerne – falder med hensyn til rådighedsreglerne i to afdelinger, dels sådanne som ifølge forholdenes natur kræver en fælles løsning for hele statsområdets vedkommende, dels sådanne som ikke har denne karakter, men beror på fri sammenslutning. Til adskillelse kalder jeg de første fællesborgerlige anliggender, de sidste sammenslutningsanliggender. Ingen af dem er på forhånd statssager, men bliver det først gennem beslutning. En almindelig flertalsbeslutning (folkeafstemning) kan gøre de anliggender, der ved almengyldig undersøgelse er godkendte som fællesborgerlige, til statssager, og lægge dem ind under statsomfattende selvstyreorganer. Sammenslutningsanliggenderne kan kun opnå samme karakter og blive statsomfattende gennem en fællesskabsbeslutning, der for at være gyldig skal vedtages enstemmigt.

Da retsmoralen fordrer, at enhver skal råde over sin ejendom (selvstyre), kan styreret kun opstå af ejendomsret. Den enkeltes forgodtbefindende eller interesse er ikke tilstrækkelig, sådan som tilhængere af “samstyre” erklærer. De nødvendige statsopgaver, der alle angår grænserne mellem ret og uret, må afgøres ad saglig vej, ikke gennem afstemninger. Før ret og uret er afgjort, ejendomsforholdene klarlagte, svæver selvstyret i luften. I de fællesborgerlige sager foreligger for hver enkelt borger kun en partiel råderet. Forholdene giver da handlingstvang, hvoraf følger, at mindretallets ret bortfalder overfor flertallets, som vejer mere. Sammenslutningsanliggenderne – f.eks. trafikvæsen – vedrører emner, som i deres sociale udgangspunkter ligger helt indenfor enkeltpersonernes rådighedssfære. De kan kun indgå under fællesstyre gennem en frivillig fællesskabstiltrædelse, en beslutning, hvorved pågældende ejere afgiver ejendom og råderet i et bestemt omfang til fælleseje. Er fællesskabsbeslutning taget, bliver sammenslutningsanliggender at styre ligesom fællesborgerlige; selvstyret, der egentlig kun er effektiv i fællesskabstiltrædelsens akt, går over til at blive fællesstyre, flertalsstyre. Kun forholdet fælleseje kan, såvidt det er mig muligt at se, ophæve mindretallets ret, idet denne derved kommer til at stå i udelukkelsesforhold til en ret af større vægt.

Selvstyre og dets afledning fællesstyre er meget forskellig fra det parlamentariske folkestyre, som hersker overalt under de såkaldte fri forfatninger, hvor folkevalgte forsamlinger gennem flertalsbeslutninger afgør, hvilke sager der skal være statssager, og hvorledes de skal ordnes. To kapitale overgreb begås derved. For det første tiltager lovgivernes eller vælgernes flertal sig myndighed til at afgøre, hvad der er ret, og hvad der er uret, kan altså i kraft af tallets magtfaktor frakende borgere deres ejendomsret og selvbestemmelsesret, i samme udstrækning som den tilfældighed indtræder, at et flertal af borgere ser deres fordel derved. At undergive principperne for ret og uret en flertalsafstemning, betyder intet mindre end en ophævelse af selve kravet om selvstyre. Flertals magtstyre er navnet. Betragtet som selvstyre er disse forfatninger selvmodsigende. For det andet bestemmer det gængse flertalsregimente omfanget af statens virksomhed, dikterer borgerne fællesskab eller ophæver stedfindende fællesskab. Men når fællesskabet hviler på dette vilkårlige grundlag, ophæves mindretallets ret ikke.

Sammenslutningsanliggender, som ikke kan vinde almen tilslutning, må enten nøjes med at spænde over mindre områder – provins, amt, sogn – hvor enighed kan opnås, eller søges fremmede gennem private foreninger.

En ejendommelig stilling indtager retsplejen. Det kunne være fristende at betegne enhver art af retsbeskyttelse, den borgerlige og den internationale, som obligatorisk i retsstaten, såvidt almengyldige retsregler overhovedet lader sig formulere. Rettens gennemførelse er jo det grundkrav, hvorpå retsstaten selv hviler. Og endvidere hører en moralsk retsorden til de foranstaltninger, som kan gennemføres tvangsmæssigt uden uret mod nogen. Ikke desto mindre må efter min opfattelse retsplejen blive et selvstyreanliggende. Grundene dertil er flere.

Retsplejen er forbundet med udgifter, og når ret skulle være, tilkom det egentlig retsovertræderne at udrede omkostningerne, men dette ville aldrig kunne opnås. Forholdet vil blive det i og for sig uretmæssige, at borgerne må betale for at få deres ret. Dette kan de beslutte sig til (og vil de uden tvivl alle som een indvillige i), men at pålægge dem det, eller hvad der er det samme, tage udgifterne af borgernes fællesfond statskassen, ville principielt set være tvangsbeskatning. Hertil kommer, at en retsorden, som i lige grad beskytter al ejendom og personlig råderet, ikke hidtil kendes, med en sådan ideel retspleje har det endnu lange udsigter.

Men sålænge retsplejen er ufuldkommen, f.eks. mere beskyttende materiel ejendom end åndelige værdier, vil den sociale gensidighed i retsordenen være ulige. Uretten heri kommer man ud over, når borgerne hver for sig ved at bevilge omkostningerne til et bestemt foreliggende retssystems hævdelse får lejlighed til at acceptere dette som værdifuldt i dets helhed. I nuværende dansk retspleje indgår jo f.eks. politiets medvirkning til gennem førelse af allehånde uretfærdige rigsdagsbeslutninger, så at vi borgere betaler for at få overgreb mod os selv gennemtrumfede. Var retsplejen absolut pletfri og uden påviselig ensidighed, kunne den med større føje gøres obligatorisk i retsstaten. Endelig kræver retsordenen, at borgerne skal afgive råderet, idet de, fraset nødværgeretten, må afvente myndighedernes indgriben ved enhver forurettelse, de lider. Også af denne grund bør de have lejlighed til at sanktionere retsplejen.

Almengyldige retsregler kan gennemføres af en hvilken som helst sammenslutning, flertal eller mindretal, da gennemførelsen ikke gør indgreb i nogens ejendom eller råderet. Det er kun udgifterne, der behøver bevilling fra alle deltagernes side. Statsomfattende fællesskabs beslutning behøves derfor ikke. Borgere, som ikke vil deltage i omkostningerne, kan naturligvis heller ikke kræve retsmyndighedernes bistand; mens de selv bliver undergivet tvang til retsydelse, må de på egen bekostning skaffe sig retsnydelse. – Retsbeskyttelse udadtil mod andre stater har vistnok en mere fællesborgerlig karakter. Skulle den f.eks. føre til ekspropriationskrav, vil disse utvivlsomt med rette kunne gennemføres af et flertal. Af de samfundsmæssige indtægter, de i statskassen indgående monopolafgifter, tages obligatorisk alle udgifter til bestridelse af de nødvendige statsopgaver. Den del af de samfundsmæssige indtægter, som ikke medgår hertil, tilfalder borgerne med lige andel til hver, med andre ord: undergives selvstyret.

Der bliver to lovgivende forsamlinger, som hver behandler sine sager, et underhus, selvstyretinget, der afgør og iværksætter selvstyreanliggender, og et overhus, retsværnetinget, der varetager de nødvendige statsopgaver, overhovedet alt hvad henhører under retssagkundskabens afgørelse. Almengyldig undersøgelse og fastsættelse af retsprincipperne, samt disses logiske udformning, bliver denne forsamlings opgave. Den trækker retsgrænserne både for det private og offentlige liv, bl.a. også grænserne mellem fællesborgerlige anliggender og sammenslutningsanliggender. Som politisk højesteret overvåger den, at selvstyreorganerne ikke overskrider deres bemyndigelse. Hvordan valgene til denne retssagkundskabens domstol kan tænkes betryggende ordnet, hvilken arbejdsmåde og hvilke beslutningsformer der kan tænkes, som vil kunne sikre afgørelsernes absolut saglige karakter, kan ikke her overvejes. Opgaven er vanskelig, men hele retsstatens ide står og faldet med, om en tilfredsstillende løsning kan findes. Nogen garanti mod misbrug af den politiske domsmagt vil ligge deri, at forsamlingen væsentlig kun er retsudarbejdende, ikke retsudøvende undtagen for statsforpligtelsers og almene samfundsforpligtelsers vedkommende, idet omkostningerne til den øvrige retspleje bevilges af selvstyreorganer. Disse får derfor hånd i hanke. Også af den grund bliver det rettest, at retsplejen ikke gøres obligatorisk.

Vanskelighederne, som dette forslag om et retsværneting vil møde, skal ikke tilsløres, thi de rammer just i centrum af det problem, retsmoralen søger drøftet i videste omfang. Der må tages standpunkt overfor den kendsgerning, at der i det store og hele hersker retløse tilstande ikke blot på det internationale område, men også på det socialpolitiske. Kun i personlige mellemværender træffes fuld retskaffenhed, træffes den samlivsatmosfære af tryghed, klarhed og noblesse, som uvilkårligt følger med gensidig retsydelse. Er det umuligt at opklare og lovordne de sociale og internationale forhold ud fra de samme retssynspunkter, som har vundet ubestridt gyldighed på private livsområder mand og mand imellem? Noget fyndigt forsøg herpå er ikke gjort.

Sindene synes nu opsatte på at få en international retsorden oprettet, men det er indlysende, at sålænge den hjemlige politik, de sociale brydninger indenfor statsgrænserne, står i magtfaktorernes tegn, vil forsøget falde kummerligt ud. Det problem, som først ligger for at løse, er retsstaten. I den udenrigske som i den indenrigske politik er spørgsmålet det samme: kan retten findes? Eller må vi fremdeles blive stående i den dobbelte krigsstilstand, mellem borger og borger som mellem stat og stat? Retsmoralen gør ikke fordring på at have besvaret dette spørgsmål udtømmende, men betegner et skridt henimod den principielle drøftelse, som er fornøden.

[1] Udarbejdelsen dersteds samt de fire første kap. af “Social retfærdighed” – er upåvirkede af Sev. Christensens arbejder, idet manuskriptet til disse fire kap. og manuskriptet til “Naturlig Ret” udveksledes mellem de respektive forfattere til samtidig gennemlæsning. Siden da har naturligvis mit forfatterskab angående retsmoralske emner udformet sig i tilslutning til og med benyttelse af den øvrige retsmoralske litteratur. Også nærværende udarbejdelse står i adskillig gæld til denne.

[2] Man har indvendt mod min bevisførelse for ejendomsprincippet, at den ikke forklarer, hvordan vi kan forlige os med vore overgreb mod dyr: vivisektion, slagtning, husdyrhold, jagt osv. Men selv om vore sympatiske følelser er således indrettede, at vi i nogenlunde lige grad må udstrække dem til alle levende væsener, hos hvem vi finder evne til lyst og lidelse, er der andre forhold, der afskærer os fra at betragte dyrene som vore lige i moralsk henseende. Vi finder ikke hos dem den erindringssammenhæng og de abstrakte begrebssondringer, hvorpå vor ansvarsbevidsthed hviler; vi kan absolut ikke holde nogen moralsk regnskabsførelse vedlige overfor dem; hele begrebsopstillingen brister. Som vi behandler pattebørn og åndssvage formynderisk, således sætter vi os også over dyrene. Brist i den fulde konsekvens overfor laverestående væsener er vistnok fælles for alle moralsystemer.