Axel Dam:
Retsmoralen i det offentlige liv.
Vejen til social og international fred.
Udgivet af Danmarks Retsforbund (1937)

Dobbeltmoralen. 

Den såkaldte sociale udvikling har ført med sig, at der synes at gælde en helt anden moral i det offentlige liv end i privatlivet. Det mest typiske eksempel herpå er krigen. At slå sine konkurrenter ihjel er ikke tilladt borgerne i nogen civiliseret stat. Men mellem staterne indbyrdes er ‘jern og blod’ stadig et anerkendt middel til at skaffe sig ‘en plads i solen’, som det hedder.

Det er dog ikke blot i de internationale mellemværender, man sætter sig ud over de ærværdige moralbud om ikke at slå ihjel, røve eller stjæle. Også i det offentlige liv indenfor de enkelte landes grænser er de mest elementære moralbud sat ud af kraft. Staterne respekterer ikke deres egne borgeres menneskerettigheder. Hvorledes skulle de da kunne respektere fremmede nationers og fremmede racers? Gennem den såkaldte værnepligt tiltager statsmagten sig rådigheden over borgernes liv, gennem skatteudskrivningen rådighed over deres ejendom. Alle stater er blevet mere eller mindre kommunistiske; lovgivningen betragter principielt alt som fælleseje, i hvert fald så langt, som ‘almenvellet’ menes at kræve det. Derfor former de politiske kampe sig som en slags civile borgerkrige, hvor det for hvert parti gælder om at komme til magten. Derved får nemlig partiet gennem skattebevillingsretten nøglen til alle offentlige og private pengekasser i landet og kan for de således røvede penge tilfredsstille alle de partiønsker, som der ikke ad frivillighedens vej kunne skaffes midler til.

Selv medens våbnene hviler, er der på ingen måde fred mellem menneskene. Krigen føres blot ved andre midler end kanoner og bajonetter. Arbejdere og arbejdsgivere fører økonomisk krig med hinanden ved strejker og lockouter. Landene fører økonomisk krig med hinanden gennem fjendtlige toldlove, der vil udelukke borgere i det ene land fra frit at udveksle varer med borgere i et andet land.

Prlvatmoralen. 

Til trods for den gennemførte uhæderlighed i alle landes lovgivning, findes der dog endnu mærkværdig nok mennesker, som i deres privatliv er fuldt ud hæderlige og retskafne og aldrig ville drømme om at begå sådanne handlinger, som de lader deres politiske repræsentanter bemyndige statsmagten til at udøve – formodentlig ud fra den tro, at det ikke kan være anderledes.

Men det både kan blive anderledes og bør blive anderledes – og det på en meget simpel måde –, nemlig ved at gøre den selvsamme moral, som den retskafne borger følger overfor sin nabo, til uomgængelig rettesnor også for statsmagten, dvs. i alle det offentlige livs anliggender.

Hvilken er da denne moral? Det lå jo nær at vente, at det i såkaldte kristne lande måtte være den kristne næstekærligheds moral; men det er det slet ikke; bjergprædikenens moral bruges mest til søndagsopbyggelse. Til hverdagsbrug anvender retskafne mennesker en anden og endnu ældre moral, som man kan kalde retsmoral. Hvis nogen tvivler herom, da prøver han blot at besvare følgende spørgsmål: mon det er af ren næstekærlighed eller hjælpsomhed at urtekræmmeren forsyner os med kaffe, sukker, mel osv.? Svaret må vist blive: nej, det er for selv at tjene opholdet for sig og sin familie. Og når vi redeligt betaler ham vor regning, mon det da er af kristelig medlidenhed med den nød, hans familie ville komme til at lide, hvis han blev snydt for betalingen? Nej, det er ganske simpelt, fordi vi skylder ham pengene, og fordi han har ret til at kræve dem af os.

Trods al tale om broderskab og almindelig næstekærlighed er det i samfundslivet, i handel og forretning, ikke næstekærlighed, men såkaldt borgerlig hæderlighed eller almindelig retskaffenhed, der er rettesnoren for moralsk, dvs. samfundsmæssig opførsel.

Jeg skal nu forsøge at besvare de to spørgsmål:

1. hvori denne retsmoral består og
2. hvorledes livet i og imellem staterne ville forme sig, hvis den også blev respekteret i det offentlige liv.

Retsmoralen. 

Retsmoralen har kun to bud, et positivt: du skal holde dine løfter, og et negativt: du må ikke begå overgreb på andres person eller ejendom. Den formulerer i disse to bud minimumsbetingelsen for fredeligt samliv mellem mennesker. Vil man have retsmoralen endnu kortere formuleret, kan man bruge den ældgamle, klassiske definition på retfærdighedsbegrebet, nemlig suum cuique; enhver sit. Da menneskene imidlertid er ufuldkomne, og selv mod deres bedste vilje kan komme til at begå uret, så følger deraf, at de to bud må suppleres med et tredje: du skal gøre din uret god igen ved at yde erstatning eller vederlag til den forurettede. Kun derved genoprettes den retfærdige ordning: enhver sit. 

Hvor denne ordning foreligger, mangler der enhver berettiget grund til fredsbrud, det vil sige til vold mod andre, det følger ganske simpelt af, at en voldelig forandring i det bestående jo i så fald ville være et brud på retfærdigheden; altså uret; og at uret aldrig kan være berettiget, er jo simpelt hen en tautologi.

Men da livet jo ikke er stilstand, men bestandig omskiftelse og forandring, må tingene, dvs. livsgoderne, også på retfærdig måde kunne skifte ejer. Dette sker ved bytte, handel, gave og arv, for så vidt omsætningen sker under fuld frivillighed fra begge parters side. Nogen anden målestok for retfærdigt vederlag gives der nemlig ikke. I enhver retskaffen handel er fordelen gensidig; den, som for penge køber en vare, vil hellere have varen end pengene; ellers købte han ikke; og den, som sælger, vil hellere have pengene end varen; ellers solgte han ikke. Forudsætningen for, at vurderingen kan være fuldt ud frivillig fra begge parters side, er imidlertid, at ingen tredje part med magt griber ind og forfalsker priserne; men at det står alle – på lige vilkår – frit for at producere de varer, der er efterspørgsel efter, at der med andre ord er fuldstændig fri konkurrence – uden monopoler og uden særbeskatning eller særbegunstigelse af noget erhverv.

Gave og arv kunne synes at stå i strid med retfærdigheden og med vederlagsprincippet, men gør det i virkeligheden ikke. Når en gave ydes frivilligt, betyder det jo, at giveren ikke ønsker andet vederlag end den mulige taknemlighedsfølelse hos modtageren. Hvad arv angår, har man tit især fra socialistisk side forlangt arveretten afskaffet ud fra den motivering, at det er uretfærdigt, at den ene (grevesønnen) skal fødes som arving til millioner, den anden (husmandssønnen) måske til slet ingen arv. Men dette er at betragte retsspørgsmålet fra den gale ende. Arveretten skal ikke udledes af arvetagerens ret til at kræve nogen arv, men af arveladerens ret til at råde over sin ejendom, som han vel i reglen vil foretrække at efterlade til sine nærmeste frem for til fremmede eller til det offentlige. Hvis han besidder sine millioner med rette, så begås der ikke nogen uretfærdighed ved, at han lader dem gå i arv til sine børn; og hvis han ikke besidder dem med rette, så er det ikke arveretten, der trænger til at afskaffes eller forandres, men de sociale forhold, der har sat ham i stand til at samle uretmæssig rigdom.

Ejendomsretten. 

Hermed er vi fra spørgsmålet om ejendomsrettens flytning, der retmæssigt kun kan ske under fuld frivillighed, kommet over til spørgsmålet om ejendomsrettens oprindelse og moralske begrundelse – og her er det, at retsmoralens betydeligste forfatter i norden, dr. Severin Christensen, har gjort sin indsats ved at påvise, at det princip, hvorved ejendomsflytning alene kan retfærdiggøres, nemlig vederlagsprincippet: lige for lige, vederlag for ydelse, eller ækvivalent kompensation, også er det eneste princip, hvorved oprindelig ejendomsret kan skabes. Kun de værdier, der skabes ved indsats af menneskeligt arbejde og dygtighed, kan med rette blive privat ejendom. Og arbejdsproduktet er netop det naturlige vederlag for den indsats af arbejde og dygtighed, hvormed det er skabt. Anden bestemmelse af retfærdig arbejdsløn kan ikke gives. Når jeg af eget materiale og med eget værktøj har lavet et par støvler, så er støvlerne mine, og min arbejdsløn i penge er, hvad jeg kan sælge dem for på det frie marked, lidt eller meget, det retter sig efter markedsprisen; synes jeg, det er for lidt, kan jeg beholde mine støvler, men jeg har intet krav på, at man skal give mig mere for dem, end der kan købes tilsvarende støvler for andet steds. Fri konkurrence er den naturlige lønregulator. Men den kan kun virke, hvor ikke adgangen til arbejde for egen regning er spærret. Og det er den netop for lønarbejderen under de nuværende sociale forhold. Med de bare hænder fægtende i luften kan intet produktivt arbejde udrettes. Dertil behøves både værktøj, eventuelt maskiner samt råmateriale og en arbejdsplads at stå på. Værktøj og maskiner er selv arbejdsskabte og kan derfor med rette være privateje; men råmaterialet og jorden er arbejdsbetingelser, som intet menneske har skabt, og som derfor ingen med retsmoralsk begrundelse kan gøre krav på at besidde som ubetinget personligt særeje. Jorden med dens rigdomskilder var til, længe før den nulevende slægt blev født, og vil vedblive at være til, når vi for længst er døde. Jordoverfladen er menneskehedens fælles virkeplads i fortid, nutid og fremtid; og det ene menneske fødes med nøjagtig lige så megen ret til at være her som ethvert andet menneske. – Det vil i virkeligheden sige, at skal jorden betragtes som ejendom, så kan den ikke være enkelte menneskers særeje, men må betragtes som menneskehedens fælleseje. Deraf følger dog ikke, at den enten må fordeles i lige værdifulde portioner til alle, ej heller at den må dyrkes eller udnyttes ved socialistisk fællesdrift. Alt arbejde gøres bedst, når det udføres på eget ansvar og på egen risiko, altså som privatdrift, og som frit valgt arbejde af dem, der har lyst og anlæg for det pågældende arbejde; og menneskenes ligeret til de naturskabte arbejdsbetingelser fyldestgøres netop på den mest fuldkomne og hensigtsmæssige måde ved, at de stilles til rådighed for dem, der er villige og i stand til at give det øvrige samfund det højeste vederlag for den særret, der er knyttet til rådigheden over naturgoderne.

Fælleseje og fællesopgaver. 

Der opstår herved et fællesfond, hvoraf udgifterne til samfundets fællesopgaver, såsom retsvæsen, vejvæsen – og hvad der ellers måtte være nødvendige fællesanliggender, kan udredes uden at berøve nogen borger en eneste øre af hans arbejdsfortjeneste eller af hans arbejdsskabte formue.

Retsmoralen vil med andre ord kunne gøres gældende også i forholdet mellem staten og dens enkelte borgere og ikke blot som hidtil mellem retskafne borgere indbyrdes.

Dette vil være den væsentligste eller i hvert fald den mest umiddelbare og mest synlige virkning af retsmoralens efterlevelse i det offentlige liv, at alle bliver fri for at betale skatter, ja, måske endog får udbetalt en årlig bonus af det mulige overskud, der kan blive, hvis grundskylden overstiger det beløb, der medgår til de nødvendige offentlige fællesudgifter, hvad den sikkert i fremtiden vil gøre, når disse udgifter indskrænkes til det nødvendige. En sådan bonus vil da kunne bruges til alderdomsforsikring eller selvpensionering og for børnenes vedkommende – da disse jo også er medejere af fællesfonden – til bekostning af deres undervisning.

Indirekte vil fjernelsen af skattetrykket fremkalde en opblomstring af produktion og omsætning gennem det prisfald på alle produktionsomkostninger, som skattefriheden vil medføre.

Åndslivets frihed. 

Alle de kulturgoder, som staten nu ‘støtter’ – som det hedder – med røvede penge, må borgerne da naturligvis selv betale, hvad de imidlertid også let vil blive i stand til, når de fritages for de tvungne skatter, der nu – i hvert fald i Danmark – beløber sig til over en fjerdedel af deres indtægter. Der er da heller ikke retsmoralsk set nogen mening i, at den ene borger skal betale f.eks. for den anden borgers gudstjeneste eller teaterbesøg, som han måske for sit vedkommende fordømmer. Staten har hverken ret eller kompetence til at være formynder for borgernes åndsliv, der til alle tider trives bedst i frihed. Den kristne kirke nød ikke på apostlenes tid nogen statsstøtte. Tværtimod. Og der var næppe mindre levende kristendom af den grund, end efter at den blev ophøjet til statskirke.

Retsplejen. 

I retsplejen, som bliver statens hovedopgave, vil retsmoralen indføre en radikal reform af vort straffevæsen. Forbryderne bliver nu under stor bekostning fra det offentliges side statspensionerede under den ‘humanest’ mulige behandling; men man glemmer at være human mod de forurettede, som forbrydelsen er gået ud over. Det er nu heller ikke humanitet, men simpel retfærdighed, de har krav på. Og denne går ud på, at forbryderen skal yde dem erstatning for den uret, de har lidt.

At forbryderen indespærres for et vist tidsrum kan vel være en nødvendig sikkerhedsforanstaltning mod farlige forbrydere; men i mange tilfælde hindrer det ham kun i at gøre sin uret god igen. Hvis dommen derimod gik ud på, at han under politiopsyn skulle arbejde sin gæld af gennem afdrag, der eventuelt blev tilbageholdt i hans løn, ville der langt lettere kunne tilvejebringes i hvert fald delvis erstatning for den skade, han har forvoldt. Og hvad forbryderens moralske forbedring angår, kan vel ingen human behandling være virksommere end den anskuelsesundervisning i retsmoral, som det er at få vederlagsprincippet indprentet gennem et strafarbejde, hvis varighed det står til forbryderen selv at forkorte, når straffens størrelse ikke afmåles i tid, men i arbejdsmængde.

De forbrydere, der af hensyn til den offentlige sikkerhed måtte indespærres, skulle naturligvis gennem deres straffearbejde først og fremmest udrede omkostningerne ved deres egen forsørgelse, ved deres domfældelse og deres bevogtning. Hvis det viser sig nødvendigt at anbringe dem i eneceller, kunne deres arbejde bestå i ved at dreje på et sving at frembringe arbejdskraft, som benyttedes udenfor cellen, og automatisk kunne der da falde f.eks. femogtyveører ned til dem i forhold til det arbejde, de præsterede. Når de ikke fik anden føde end den, de kunne tilkøbe sig for de således erhvervede femogtyveører, ville en sådan ordning sikkert virke mere opdragende end nogen prædiken eller undervisning i ord.

Naturligvis er der forbrydelser, f.eks. mord, som aldrig vil kunne vederlægges på denne måde; men dommen kan i hvert fald indprente forbryderen omfanget af hans skyld, så langt denne lader sig anslå i penge, f.eks. ved en familieforsørgers drab.

Ingen retsordning kan gøre en sket forbrydelse usket eller skaffe den bestjålne fuld erstatning, når den eneste, der er forpligtet til at yde denne erstatning, nemlig tyven, ikke er i stand dertil. At lade andre, altså uskyldige mennesker udrede den, ville være en uret mod disse – med mindre det da ordnedes som en slags gensidig forsikring. Men et kan og bør staten gøre, nemlig selv undlade at begå sådanne retskrænkelser, som den putter private folk i tugthuset for, f.eks. pengeafpresning i form af tvungne skatter, eller tvungen meddelagtighed i mord på nabostaters borgere.

Statsgæld. 

At skrive falske veksler anses for en forbrydelse, når den udføres af private, men staterne gør sig skyldige i nøjagtig samme forbrydelse, når de laver statsgæld, som skal betales af sagesløse efterkommeres arbejdsfortjeneste, uden at disse er blevet spurgt, om de vil vedgå en sådan gæld. Efter min mening er de moralsk berettigede til at nægte det, når da gælden ikke er omsat i aktiver, som de selv nyder godt af eller kan realisere til gældens beløb. Hver generation bør kunne leve af sit eget arbejde, ikke af efterkommernes.

Som barn lod jeg mig engang af en mere forretningskyndig kammerat forlede til et forsøg på at købe kager på kredit. Da man spurgte mig, på hvis regning det skulle skrives, angav jeg navnet på en lige overfor boende isenkræmmer, som jeg havde hørt skulle være meget velstående og sikkert havde meget bedre råd til at betale kagerne end jeg eller mine forældre. Som man ser, handlede jeg i god overensstemmelse med de politikere, der mener i slagordet ‘skat efter evne’ at have fundet en tilfredsstillende besvarelse af spørgsmålet om, hvem der skal betale gildet, når de flotter sig med at være rundhåndede eller humane med andres penge. Retsmoralen vil vænne politikerne af med at købe kager på isenkræmmerens regning, med at skrive falske veksler eller på anden måde røve og stjæle fra folket.

Flertallets ret. 

Demokrati vil efter Oscar Wildes definition sige, at folket prygler folket for folkets skyld. Demokratiets moralske grundskade består i den overtro, at partipolitikere ved at rotte sig sammen og blive flertal får en ret til at disponere over andres ejendom, som om den var deres egen. Men det er dog selvindlysende, at den, som ingen medejendomsret har, men straffes som forbryder, hvis han forgriber sig på andres ejendom, ikke kan få nogen sådan medejendomsret ved at rotte sig sammen med nok så mange andre, som heller ikke har det. Retsmoralen er det eneste grundlag, hvorpå demokratisk styre kan hvile, idet den begrænser flertalsafgørelser til at angå, hvad der er menneskenes fælleseje og nødvendige fællesopgave, og disse betaler altid sig selv gennem den forøgelse af grundrenten, som de afkaster. Når der anlægges veje eller andre samfærdselsmidler og offentlige gader, stiger værdien af de arealer, hvor man kan nyde godt af disse goder.

International moral. 

Hvad den såkaldte udenrigspolitik angår, da forsvinder dette begreb fuldstændigt, når retsmoralen først er bragt til anvendelse i det offentlige liv indenfor de enkelte stater. Hemmeligt diplomati er der naturligvis ingen brug for, da retskafne stater intet har at hemmeligholde. Det er ikke retsmoralens skyld, at det lyder som en vittighed og virker som et paradoks, når man kræver, at der skal indføres offentlighed i det offentlige liv. Men retskafne stater har heller ikke brug for noget offentligt diplomati til at varetage deres interesser overfor andre stater; thi hvor staterne er indrettede efter retsmoralens krav, dér eksisterer ingen interessepolitik. Hvor individernes menneskeret er anerkendt – deres ret til at handle med hvem på hele jordkloden de vil uden at hæmmes af toldgrænser eller andre fjendtlige og splittende foranstaltninger, hvor enhver har lov til at have hvilken religion han vil, bruge hvilket sprog han vil, dyrke hvilke historiske minder og nationale følelser han vil, der behøves hverken handelstraktater mellem staterne eller andre traktater – og derfor er der heller ingen kontrakter at bryde og altså ingen anledninger til krige af den grund. Og når adgang til udnyttelse af jordens rigdomskilder står åben på lige vilkår for alle, nemlig mod at svare den stedlige grundskyld, der er der ingen grund til krig om, hvilke stater der skal eje kolonierne. Alle de såkaldte landegrænser bliver uden større betydning end de nuværende sognegrænser.

Der er intet, som hedder, at en by ved en ny grænseregulering kan blive afskåret fra sit naturlige opland, som det hed sig om Flensborg, da striden stod om, hvorvidt den skulle indlemmes i Danmark eller være tysk købstad. Oplandet er for hver handelsplads hele verdensmarkedet, så langt som dygtighed og foretagsomhed kan gøre virksomhederne konkurrencedygtige.

Retsmoralen som fredstifter. 

Ligesom de økonomiske grunde til krig mellem staterne falder bort, når de undlader at blande sig i menneskenes erhvervsliv – undtagen naturligvis som retsværner overfor tyverier, bedragerier og brud på retsgyldige løfter og overenskomster, således falder naturligvis også al anledning til krig på grund af national undertrykkelse eller religiøs forfølgelse bort, når der tilstås alle mennesker i alle lande den fulde personlige frihed i disse henseender, som de har retsmoralsk krav på.

Kun ved at fjerne årsagerne til krige vil krige kunne forebygges, og det sker ikke, før retsmoralen er bragt til anerkendelse i det offentlige liv i og imellem nationerne. Så længe staterne begår uret ved at blande sig i menneskenes private anliggender, deres erhvervsvirksomhed og deres personlige kultur, vil der også findes mennesker, som ikke vil finde sig i denne uret, når den går ud over dem. Nok så mange voldgiftsdomstole vil ikke hjælpe, så længe man ingen garanti har for, at de vil dømme retfærdigt. Rent skønsmæssige afgørelser af stridigheder mellem røverstater, der ikke indadtil opfylder retsmoralens krav overfor deres egne borgere, vil intet folk på forhånd bøje sig for, når det tror sig mægtigt nok til at trodse voldgiftskendelsen. Først når de principper, hvorefter der skal dømmes, er så klart formulerede og så almindeligt anerkendte, at intet retskaffent menneske kan være i tvivl om, hvorledes der i hvert tilfælde må dømmes, hvis dommen skal være retfærdig, først da vil en verdensdomstol få den autoritet i menneskenes sind, som samvittigheden har hos de enkelte individer; men da vil der ikke blive nogen brug for voldgiftsdomstole til at dømme staterne imellem. De internationale domstole vil kun komme til at dømme mellem private individer og private institutioner af forskellig nationalitet efter fælles retsmoralske love.

Uden retfærdige ordninger vil man aldrig kunne grunde nogen varig fred, og det er utopisk at tro, at der kan skabes fred imellem staterne, så længe disse opretholder den økonomiske krig og lægger det frie, fredelige handelssamkvem og kultursamkvem hindringer i vejen.

Retsstaten. 

Det er indenfor de enkelte stater, at fredsarbejdet må begynde. Dér må først og fremmest betingelserne for fredeligt samkvem respekteres, ved at der stilles samme moralske krav til staten som til dens enkelte borgere, at disse ikke må røve, stjæle eller bedrage, f.eks. forfalske varepriserne gennem told.

Retsmoralen er ingen ny opfindelse; den har instinktmæssigt været praktiseret mand og mand imellem, så længe der har levet retskafne mennesker på jorden.

Det nye er at kræve den respekteret i det offentlige liv. Og opfyldelsen af dette krav er den eneste vej til fredsagens sejr.