Edourd Geismar
Retsforbundet
Først udgivet 1919
Digitaliseret 2023

I Kr. Kolding Danmarks Retsforbund (1958) omtalt som titel Retsstaten og med følgende omtale:

Geismar, der var en skarpsindig tænker, var som ung blevet kendt med Darwins lære om kampen for tilværelsen som loven for alt liv og havde indset, at det var umuligt at forene denne lære med det kristne kærlighedsevangelium.
Senere overbeviste Henry George’s skrifter ham om, at Darwin havde uret. Der var plads nok til alle, og fremskridtene skete gennem samarbejde i frihed og på lige vilkår. Af Søren Kierkegård, hvem han især studerede, lærte han, at menneskene selv må tage ansvar for deres liv. Men det var jo netop det, som velfærdsstaten, dog navnlig den socialistiske stat, ville fritage menneskene for. Det var, forstod han, at angribe deres menneskeværd.
Ud fra dette grundsyn er “Retsstaten” skrevet med en enestående klarhed og så letfattelig, at enhver læser uden vanskelighed kan forstå den. E. Geismars “Retsstaten” er stadig den bedste indførelse i retsstatstanken.

“Retsstaten” af Geismar findes ikke — men pjecen handler om Retsstaten  og ikke Retsforbundet.
Man kan så mene, at Kolding ikke har fejlciteret, men snarere givet pjecen dens rette titel.

I. En verden i undergang og en kristen præst

Jeg glemmer aldrig hine augustdage i 1914; de kaldte frem i mindet hin scene i Babylon, hvor midt under gæstebuddet en usynlig hånd skrev sit “talt, talt, vejet og delt”. Med angst forstod jeg, at nu begyndte den europæiske civilisations selvopsplitning; der gik dom over denne verden. – Så sluttede krigen; og de fleste dage efter våbenstilstanden var det, som om der pludselig blev mening i tingen; store grundlinjer for en nyorientering i de nationale forhold kom til syne. Men nu er de grundlinjer for længst udviskede; og efter krigen mellem nationerne er fulgt krigen, mellem klasserne; og ingen aner, hvorledes der i den skal blive sluttet fred. En lavine ruller, og river hele det samfund, hvori vi lever, ned i afgrunden, hvor alt opløser sig i lovløshedens kaos.

Og under denne verdenssituation er jeg præst i den kristne kirke, står som forkynder af det evangelium, der er en guds kraft til frelse, som uddeler af det brød, der kan give verden liv; og jeg kan ikke skjule for mig selv, at den kristne menighed har en væsentlig medskyld i den verdenskatastrofe, vi oplever.

For det første har den i sin forkyndelse af Kristi kors ganske ensidig dvælet ved syndernes forladelse og den enkeltes frelse og de små samfund; den har glemt, at det vigtigste var den levende strøm af kærlighed, som ville forvandle verden; bjergprædikenen trådte i skygge for Paulus’ budskab om forsoning.

Og derfor tav den til den samfundsuretfærdighed, der gjorde det muligt for nogle mennesker at leve hver dag i herlighed og glæde, væsentlig ved udbytte af andres arbejde; den forstod ikke, at dette var en forbrydelse mod Guds hellige grundordning for menneskelivet. Den udslyngede ingen forbandelse mod de velhavendes udbytning; og da arbejderbefolkningen så selv måtte rejse sig til modstand, da talte den om arbejderklassens oprørsånd og kristendomsfjendskab; og den gav anledning til, at man vrængede ad den:

For sulten – en tekst om Kanaan og Eden!
For huslejen – veksler på evigheden!

Kirken skulle have kastet hellig ild imod samfundsuretfærdigheden; det forsømte den ; og da andre på grund af denne forsømmelse kastede vanhellig ild, så mandede den sig op til fordømmelse.

Den havde slet ikke opdaget, at man kan ikke bygge en kærlighedens verden på en grundvold af uretfærdighed. Man har ikke kunnet det i national henseende: en fred, som rummer uretfærdighed, vil afføde krig, om så verdens fire stormagter blev enige om den fred og om det såkaldte folkenes forbund. Og ganske på samme måde i de sociale forhold. Lad samfundet bygges på uretfærdige ordninger, og præk så kun kærlighed og forsonlighed! Uretfærdigheden i ordningerne vil virke som en vulkan, der sprænger i stykker det kærlighedens rige, man forsøgte at bygge.

De to ting er uimodsigelige, at kirken har medskyld, og at den som vil bygge kærlighedens rige på jorden, må kaste sig i kamp mod de uretfærdige grundordninger hvor de findes. Disse to betragtninger gør, at jeg som kristen præst ikke kan være rolig tilskuer, men må med i kampen..

I lang tid opfattede jeg det som en kristen præsts væsentlige pligt i denne sammenhæng at kaste ild mod uretfærdigheden; og det har jeg gjort, hvor jeg har kunnet; men samtidig var jeg ængstelig omhyggelig for ikke at give positive vejledninger; det måtte praktiske, kloge mænd og kvinder gøre; jeg ville nødig, at myndigheden i mine ord skulle svækkes, ved at de positive vejledninger var ukloge og let angribelige. Og jeg havde ikke nogen central bærende tanke. Georgismen syntes mig en fortrinlig udvej, men dens indførelse nu forekom mig umulig; og jeg kunne ikke nægte, at individualismens indvendinger mod socialismen var der god mening i; og dog måtte jo udviklingen gå i retning af socialisme. Under denne søgen traf jeg den svenske kammerherre Schvan, som havde arbejdet med de sociale problemer ud fra helt andre personlige forudsætninger; men hans tanker om måden, hvorpå retfærdighedskravet kunne ske fyldest i samfundsordningerne, virkede i høj grad befriende og klarende for mig.

Den mulighed er der naturligvis, at andre kan finde klogere og bedre normer for retfærdigheden end dem, jeg hylder; det står da de andre frit for, og jeg skal glæde mig, om sagen kan gennemføres bedre, end jeg havde tænkt.

Jeg taler kun, fordi jeg må.[1] Man pådrager sig også ansvar ved ikke at handle.

II. De samfundsomvæltende kræfter.

Gud har givet de 10 bud; de står i 2. Mosebog. Men langt tidligere, på det første blad i biblen står Guds tidligste bud til alle jordens slægter: du skal arbejde! Opfyld jorden og underlæg eder den! Den hele verden er anlagt på dette, at Gud sørger for menneskene gennem deres arbejde. Bryd det bud, – så kommer undergangen.

Men over dette første bud former sig let og ligetil den første grundsætning for en retfærdig social ordning: ethvert menneske har ret til udbyttet af sit arbejde. Og hvor denne retsordning krænkes ved uretfærdige “retsordninger”, dér sættes samfundsomvæltende kræfter i virksomhed. Så kan man godt påstå, at det er agitatorer, der sætter de samfundsomvæltende kræfter i virksomhed; sådan ser det ud; men for en dybere og sandere betragtning er det de uretfærdige retsordninger, som sætter det hele i virksomhed, både agitatorerne og politikerne og de skæbnesvangre hjælpemidler og de hule fraser o alle de samfundsomvæltende kræfter; det er hjul i et stort maskineri, og alle fejlene har deres oprindelse fra grundfejlen, de uretfærdige retsordninger.

Der var mennesker, som kunne leve i overdreven luksus uden at gøre noget arbejde, som stod i rimeligt forhold til deres livskår; de levede ved udbyttet af andres arbejde; det mente de, de havde ret til; thi det var i overensstemmelse med samfundets retsordninger. De andre, som blev udbyttede, kom derfor til at friste en kummerlig tilværelse. Det gik, så længe underklasserne håbede på evigt liv; men da tvivlen sivede ned, så gik det ikke længere; og det var godt, det ikke gik længere. Også tvivlen er guds engel.

Denne udbytning bekæmpede man ved hjælp af arbejdsnedlæggelser. Men det synes nu at blive en skrue uden ende. Hver gang arbejdslønnen er sat op, og arbejdstiden er reduceret, så hæves også priserne, ikke dyrtid blot med det tilsvarende beløb, men med lidt til; thi kapitalen er stærkest; og den bruger sin styrke til at sikre sig, at de højere omkostninger tages ikke fra kapitalens udbytte, men fra kunderne, dvs. blandt andet fra arbejderne selv. Og under denne prisstigning må den store stab af statens og kommunernes tjenestemænd have lønforhøjelse; derved forøges skatterne, særlig for de velhavende; en gang til sættes priserne op; kapitalen er stærkest og formår at vælte denne nye byrde over på kunderne osv. Hvordan det skal ende, er ikke godt at se. Måske ender det med forfærdelse, når den gule race leger med og konkurrerer os alle sønder og sammen ved den billige arbejdskraft. Måske tager Kinas og Japans arbejdere mod læren fra os og drejer med på den samme skrue uden ende. Foreløbig tager Amerika téten, medens vi lægger arbejdsmuligheder øde.

Arbejdernes andet kampmiddel var stemmesedlen, og vi oplever nu, at arbejdernes politiske kamp har ført til et vidt forgrenet “barmhjertighedsarbejde” uden barmhjertighed fra stats og kommuners side; de millioner, der således strøs ud, kan efter behag forøges ved trusler om samfundsomvæltninger. Alt dette var ganske vist nødvendigt under krigen, fordi manglen på råmaterialer skabte på den ene side faktiske monopoler og en dertil svarende uretfærdig berigelse, på den anden side arbejdsløshed, som ingen kunne råde bod på. Men systemet synes at skulle fortsættes; og vi oplever det mærkværdige, at der samtidig er arbejdsløshed – og mangel på arbejdskraft.

Alt dette er iværksat med socialdemokraterne ved roret. De havde et slagord om barmhjertighed, som kunne være god nok (til at kimse ad), men retfærdighed var bedre. Men tilstanden blev den, at kolossale formuer opdyngedes på enkelte hænder uden tilsvarende arbejde, ofte ved samfundsskadeligt spekulationsarbejde; kapitalen, hvis opgave skulle være at gøre produkterne billige, fattede omspændende planer om at fordyre alt for at berige sig selv; og planerne lykkedes. Og alt dette rådede man bod på netop ved -barmhjertighed.

Disse tilstande, som betød en hån mod Guds grundordninger, fik de skæbnesvangreste følger både opad og nedad. Opad udfoldedes en vanvittig luksus; man tjente mange hundrede procent om året; og der vaktes voldsom harme i underklasserne – selvfølgelig. Og når så flertalsregimentet aftvang de rige masser af penge i form af skat, følte de det med en vis ret som et overgreb: flertallet satte magten i rettens sted og delte frimodigt ud af andres penge; og derved demoraliseredes arbejderbefolkningen.

Og det må indrømmes, at metoden har ganske forfærdende virkninger nedad. Den påstand, at danske arbejdere hellere ville leve af almisser end af hæderligt arbejde, ville jeg for 5 år siden harmfuldt have afvist som skammelig bagvaskelse: det gjaldt kun vagabonder. Men nu er det desværre nit for sandt, at mange regner ud, at når man kun får 10-15 kr. Mere ved at arbejde, så kan det ikke betale sig at arbejde. Således er princippet om at leve uden tilsvarende arbejde trængt ned i det brede samfundslag; og hvor skæbnesvangert det er, ligger for dagen.

Staten har altså ikke skaffet retfærdige ordninger, men ladet uretfærdigheden bestå og hjulpet efter ved barmhjertighed. Ved siden deraf har staten i vid udstrækning udøvet en regulerende og kontrollerende virksomhed overfor erhvervslivet. Og det har været nødvendigt under de faktiske monopolers tilstand. Men det har netop vist sig, hvor ilde faren erhvervslivet i længden ville være ved statens kontrol. Manden hed Ove Rode; og han var vistnok så dygtig og uegennyttig som nogen i vort land. Og alligevel føltes de mange forordninger som utålelig snærende bånd, fordi de betegnede lige så mange indgreb på områder, hvor livet har sine egne love, som selv den bedste kontrol ikke kan undgå at komme i konflikt med. Varepriser og’ avancer og afleveringspligt og markers tilsåning og alt det kan nu en gang ikke fastsættes ved magtsprog fra oven.

Og hertil kommer, at hvor dygtig en mand end er, kan hans viden ikke omspænde alt; han må have rådgivere; og Ove Rode har med stort tålmod lyttet til mange rådgivere; men nu ligger det i sagens natur, at rådgiverne på de forskellige områder må netop være de betydeligste mænd i vedkommende branche. Og alene det ville bevirke, at de gode råd ikke altid var uegennyttige. Vi har da også haft en uhyggelig fornemmelse af, at nogle af dem melede deres egen kage; og når de påstod, at dette ikke stod i forbindelse med deres stilling som rådgivere og deres privatforhold til ministeriet, har vi andre ikke kunnet undgå at trække på smilebåndet.

Hele denne bureaukratiske kontrolmetode skaber derhos en stab af funktionærer, som fordyrer hele statshusholdningen, samtidig med at systemet svækker energien hos de dygtigste på erhvervslivets område og frister til at omgå de mange bestemmelser, der synes vilkårlige, fordi de ikke er udsprunget af erhvervslivets egne love og står i harmoni med dem. Vi har fået en stille, men stærk belæring om, at det frie initiativ løser en opgave, som staten ikke kan løse og i almindelighed ikke skal løse.

Til den anden side virker systemet ødelæggende for det politiske liv og dets moral, der i forvejen står på svage fødder. Der er ingen grund til at vente, at det flertal, der tilfældigt har magten, skal lade sig lede udelukkende af tanken om retfærdighed; og det ville være meningsløst at antage, at det havde indsigt nok til at bane retfærdigheden vej ved hjælp af love. Ingen kan være i tvivl om, at en lov om jordværdistigningsskat, givet et års tid før krigen, ville have haft til følge, at vi nu sad langt bedre i det, og i sig selv ville have været retfærdigt. Men politikerne havde travlt med at dænge hinanden til og tærske langhalm på modstandernes udtalelser mange år tilbage; hele maskineriet virker tungt, uden initiativ og uden store idealer. Det gælder om at komme til magten og bevare magten; for det formåls skyld serveres meget valgflæsk; og statens store kasse må holde for, når det gælder at opfylde de vælgeres ønsker, hvis stemmer holder partiet ved magten. Værre bliver det selvfølgelig, når man må dele ud af statens kasse af frygt for samfundsomvæltende revolter fra det samfundslag, der lig børnene i omegnen af Pompeji truer sig almisser til. Ingen ved, hvor det kan bære hen. Det samfundslag kan ikke indse, at truslerne er uberettigede, så længe der kan tjenes så svimlende aktieudbytter og spekulationsgevinster; og det er måske heller ikke så let at indse.

Under alt dette bliver princippet i statens forvaltning af pengene planløsheden sat i system. Man tager og deler ud, hvor kravet føres pågående frem. – Ja, tog man endda direkte! Nej man låner; og statsgælden stiger. “Efter os kommer syndfloden”. Ja, hvis den venter så længe. Thi under disse forhold er der jo ingen grænser for, hvad det parti, der er ved regeringen, kan øse ud til de formål, partiet favoriserer, og i hvilken grad det kan .skåne dem, partiet ikke gerne må støde for hovedet, f.eks. ved eksportafgifter for landbrugsprodukter. Og i alt dette er politikerne enevældige. Politik bliver en kunst med indviklet teknik; det væsentlige bliver de taktiske manøvrer; vi andre synes, det går rent fortvivlende; men vi har ingen ting at skulle have sagt.

Men der er en stormagt, der løber af med profitten; det er kapitalen; den dirigerer bladene og dermed den offentlige mening; og den har magten over regeringens handlinger. Tror nogen, at regeringen kan give, hvilke love den vil, når den må gøre knæfald for bankdirektørerne for at få penge til låns? Metoden er den ganske simple, at jo mere staten trænger til penge, des mere bliver den afmægtig overfor kapitalen; og derfor vil socialismens tanke om, at staten skal bryde kapitalismens magt, vise sig at være ganske uigennemførlig. “En mand fra nissen ville flytte, men det blev ham til ingen nytte.” Både arbejdet og staten trænger til kapital; for så vidt er kapitalen det moderne livs uundværlige hjælper. Men netop derfor har kapitalen kunnet svinge sig op til at være jordens herre, stærkere end fagforeningerne, stærkere end staten.

“Mon kapitalen også skulle være stærkere end syndikalismen? – Det får komme an på et forsøg.” Ingen undervurdere disse knappe sætningers indhold! Der er dynamit i dem; thi man vil, at kapitalens vælde skal brydes. Den opdagelse, at kapitalen er stærkere end staten, er det, som har tændt lunten og tager sceptret ud af hænderne på den rettroende statssocialisme: for veg, for veg er herskerens bue.

Syndikalismen har sine sjælelige forudsætninger i fortiden. De socialdemokratiske blade har sået had og mistænkeliggørelse mod enhver, som ikke var “arbejder”. Hverken kirken eller intelligensen indså det berettigede i arbejdernes kamp; de kom til at stå ene; og kampen måtte føres med voldsomme midler. Nu er der en retfærdig nemesis i, at man overser intelligensens betydning; den betød intet i den kamp, hvor det gjaldt retfærdighed mod “arbejderne”. Men i hadets jordbund trives syndikalismen – til skræk for dem, der tidligere har sået hadet.

Vi skal ikke komme ind på de voldsomme fremgangsmåder i andre lande. Her i Danmark virker den ved systematisk driveri og direkte aktion.

Det at nedsætte arbejdsydelsen har været et forståeligt, om end beklageligt middel i arbejdernes kamp. Når arbejdsgiveren sætter lønnen, efter hvad den dygtigste kan præstere, så ve den dygtigste, om han præsterer, hvad han kan! Det kommer jo til at gå ud over de andre. Og desuden bliver der arbejde til flere, når de, der arbejder, ikke præsterer for meget. Men nu er nedsættelsen af arbejdsydelsen et middel til at chikanere arbejdsgiverne og gøre dem møre. Og det er et middel, kapitalen ikke kan komme om ved; thi en stadig vågen over arbejdstempoet bliver lige utålelig for begge parter, og ganske uigennemførlig; og intet forlig kan sikre mod dette kampmiddel.

Direkte aktion hånd i hånd med det bruger syndikalismen den direkte aktion, dvs. arbejdsnedlæggelser, når det passer, uden hensyn til indgåede overenskomster. Juridisk set er forkasteligheden selvfølgelig; der idømmes da også store mulkter, som bare ikke betales. Moralsk er det vanskeligt at bedømme de enkelte tilfælde under en så pludselig stigning af alle livsfornødenheder; bliver der ikke brug for et slags moratorium på det område også, under ekstraordinære forhold? Og har overenskomsterne med langt sigte, som var nødven­dige for at skaffe arbejdsro, ikke forbrudt sig mod det princip, at også arbejdet er en vare, hvis pris stiger og falder med konjunkturerne?

Men som midlet nu anvendes, fører det til fuldkommen lovløse tilstande; der skabes i alle arbejdsforhold en sådan utryghed, at det bliver noget af et helvede at være arbejdsgiver; men det er også syndikalisternes mening; de forveksler endnu stadig den kyndige driftsleder med den profitbegærlige kapitalist. Som det nu er, kan ingen arbejdsgiver træffe dispositioner for fremtiden; thi han risikerer arbejdsnedlæggelse når som helst og efter et forlig systematisk driveri. Al virk somhed lammes.

Det er forståeligt, at arbejderne i deres kortsynethed drømmer om et forråd af herligheder, som de velhavende jo har del i, drømmer om, at når man blot bruger skrappe midler, så kan man tiltvinge sig måske broderparten af disse herligheder; de kan åbenbart ikke fatte den simple logik, at når arbejdet stanser, fordi al foretagsomhed lammes, så bliver der ingen herligheder at dele; og de aner ikke, at dyrtiden i verden ikke først og fremmest skyldes nogle ildesindede kapitalister, men endnu mere de fortvivlede midler, syndikalister og bolsjevikker bruger mod kapitalismen; thi lammet produktion fører nødvendig til stigende priser.

Det er en skæbnesvanger blindhed, som imod dyr tiden anvender midler, der med rivende fart forøger dyrtiden. Et par gode høstudbytter verden over ville kunne råde bod på krigens økonomiske skade og bringe priserne ned; men så længe erhvervslivet lammes’ over hele verden, kan ingen i verden råde bod på dyr­tiden; dertil er resolutioner ganske afmægtige.

Thi staten ejer intet middel til at tvinge masserne til at arbejde; og om den ejede det – det ville blive lige demoraliserende for slaverne og slavefogederne. Derimod kan staten blive ved at dele ud til de nødlidende – og låne, indtil pengene intet gælder mere, og møllen står stille, og sulten hærger landene. – Og hvad så?

Alt dette er et forsøg på en udvej fra kapitalismens almagt; og den fører til målet: at berøve kapitalen magten, – netop, som manden, der tog sig selv af dage af angst for koleraen, opnåede at slippe for koleraen, kapitalen mister sin magt – på bekostning af, at en verden slås i ruiner; og det åbenbares, hvor ulykkebringende det var, at man lod arbejderne alene om at kæmpe for social retfærdighed.

Jeg maler ikke fanden på væggen; men det er gud, der gennem de vældige begivenheder skriver sit: talt, talt, vejet og delt.

III. Vejen frem.

Det er umuligt at opleve en sådan tid og forstå, hvor de samfunds­omvæltende kræfter fører hen, uden at spejde efter en vej frem, om muligt en, der kunne føre udenom katastrofen, men hvis det ikke er muligt, så dog i det mindste en vej, der gennem katastrofen kunne føre til lysere tider. Det er grundreglen for social retfærdighed, at ethvert menneske har ret til det fulde udbytte af sit arbejde, har ret til de af det menneske selv skabte værdier. Ud fra denne grundsætning ligger det nær at spørge: er rente overhovedet tilladelig indtægt? Man får jo ved den sin ejendom forøget uden at præstere noget tilsvarende arbejde. Der står jo da også i det gamle testamente ligefrem forbud mod at tage rente (5. Mos. 23, 20; 2. Mos. 22, 25). Oversættelsen “åger” er urigtig. Efter moseloven er al rente åger.

Nu hviler imidlertid hele vort økonomiske liv på rentetagning; det er noget, som teknikkens udvikling med nødvendighed har ført med sig.

Fabrikant Petersen og en del mennesker ønsker at tjene deres brød ved væveri. Rentier Holm har for 500,000 kr. bygget et væveri med maskiner og al ting. Det er jo uimodsigeligt, at fabrikant Petersen og hans vævere ved hjælp af dette væveri som arbejdsforudsætning kan få langt mere ud af deres arbejde, end hvis de stod der med bare hænder; denne fordel må de betale for; og det kan ikke kaldes udbytning, at de må betale for dem. Det simpleste ville nu være, om fabrikant Petersen og hans vævere købte dette væveri af rentier holm; men det kan de ikke; de har ingen penge; de lejer det da og betaler lejeafgift, ganske som man betaler husleje. Denne lejeafgift er renter.

Dersom rentier Holm ikke fik denne lejeafgift, ville han ikke have bygget væveriet, men benyttet sine penge til at spise østers og rejse til Italien. Ganske vist kunne rentier Holm som en slags velgørenhed gøre fabrikant Petersen og hans vævere den store tjeneste at bygge væveriet mod efterhånden at få de udlagte penge tilbage; men så omsorgsfulde er mennesker i almindelighed ikke. Følgen af rentetagningens afskaffelse ville blive, at fabrikant Petersen og hans vævere ikke ville få noget væveri, og grosserer Bruun ville ikke få noget lager; og der ville hverken blive bygget huse eller skibe; kort sagt: hele erhvervslivet trænger til kapital; og det mere, jo højere teknikken er udviklet; og denne kapital vil ikke komme erhvervslivet til gode, medmindre den kan tage renter.

Men ud fra disse overvejelser frembyder statssocialismen sig som en nærliggende udvej. Dersom muligheden for at tjene penge uden arbejde beror på, at privatmand ejer maskiner, så afskæres denne mulighed ganske ved gennemførelsen af et økonomisk system, hvor privatmand ikke ejer maskiner, men kun stat og kommune har ret til det. Tanken kunne udføres enten således, at staten blev den store arbejdsgiver for alle, eller således, at al bankvirksomhed var statsvirksomhed.

Betegner en sådan statssocialisme vejen frem? Ja, her skilles vejene. Jeg overbevises med hver dag mere og mere om, at vejen er ufarbar; det viser sig da også, at hvor socialdemokraterne får magten, “glemmer” de socialiseringen, af hvis gennemførelse de havde lovet arbejderne så meget. Det er denne glemsomhed, som gør vor tid så svanger med eksplosionsstof.

Alle de ulemper vi har opdaget ved statens reguleren og kontrolleren, ville komme igen i langt højere grad, når staten skulle organisere og dirigere al erhvervsvirksomhed.

Alle bureaukratiets farer ville vise sig langt grellere; den dyre drift; vanskeligheden ved at få de dygtige frem; tvangsforanstaltninger, der dog ikke kunne skabe arbejdsvillighed; vilkårlige indgreb og lammelse af initiativet; en uhyre magt, lagt hos flertallet eller hos den af flertallet valgte økonomidirektør eller dennes uansvarlige rådgivere; demoralisation af hele det politiske liv, idet magten over erhvervslivet tildeltes efter politiske hensyn; et flertalsvælde, som ville føles aldeles utåleligt. Trods alt det forfærdelige, som individualismen har på sin samvittighed, har den dog umistelige værdier. Den mand, der har kniven på struben og ved, at hans fremtid afhænger af hans dygtighed, disponerer bedre end trygge statsfunktionærer.

Hertil kommer en anden væsentlig ting. Lad os tænke os de forskellige staters erhvervsliv organiseret med staten som midtpunkt, – i en sådan verden ville staterne selv blive storkonkurrenter. Faren for krig ville øges, særlig når konkurrenterne kunne ødelægge hinanden ved nærgående toldlove.

Statssocialismen vil således få skæbnesvangre følger både indadtil og udadtil. Vi må stræbe at forbinde socialismens dybeste motiver med individualismens umistelige værdier; og vi må ikke lade os skræmme af, at det synes at være et forsøg på at tegne en rund firkant; det må være muligt at skabe en individualisme, grundet på retfærdige retsordninger.

Overvejelserne angående rentetagningens berettigelse har allerede lagt enkelte brudstykker til opgavens løsning nær. Vi skal allerede her fremstille dem, selvom de kun er brudstykker, der først kommer til deres ret ved at indføjes i en større helhed.

Kapitalens indtægt i form af rente er der ingen mulighed for at undgå; den er en af grundbetingelserne for vort økonomiske liv; derimod er den måde, hvorpå kapitalens indtægt sikres i aktieselskaber, aldeles forkastelig. Mennesker sætter penge i en virksomhed, hvis gæld de ikke kommer til at hæfte for med mere end netop aktiekapitalen, en virksomhed, i hvilken de ingen virksom del tager, og af hvilken de dog kan få uhyre spekulationsgevinster, som atter kan kapitaliseres og spilles med. Dette er et slag i ansigtet på al tanke om retfærdighed. Aktieselskaberne må omdannes til interessentselskaber, hvor kun de navngivne personer, der deltager i virksomheden, har ret til gevinst, medens alle andre, som indskyder kapital, bør nøjes med et renteudbytte, som ved lånets stiftelse fastsættes under rimelig hensyntagen til foretagendets risiko.

I øvrigt kan man ved kooperative sammenslutninger hindre, at kapitalen gennem handel og industri skaffer sig for stort udbytte. Vore danske bønder har netop ved deres brugsforeninger og andelsvirksomheder peget på vejen. Forholdet mellem arbejde og kapital kan ordnes således, at det er selve dem, der arbejder i en virksomhed, som er kapitalens ejere. Det er ikke gennemført i andelsmejerierne; der er det kun leverandørerne, ikke mejeriarbejderne, som ejer virksomheden; derfor kan mejeristerne også etablere strejke mod andelsselskaberne. Alligevel er her for os danske peget på en vej frem. Det havde været til gavn, om vore socialdemokratiske førere i stedet for at give gyldne løfter med hensyn til velsignelsen af statsdrift var gået denne vej med energi og dygtighed. Derved kunne de – ad konkurrencens vej – have begrænset kapitalens udbytte; og de havde opdaget den initiativrige dygtigheds værdi.

Men alle sådanne brudstykker ville vise sig illusoriske i det lange løb; det vil også med hensyn til dem gælde, at alle forbedringer til sidst indkasseres af jordejerne, idet de fører til en stigning af jordværdien. Det er virkningen af al fremgang i samfundsudviklingen, al befolkningsforøgelse, alle tekniske fremskridt, alle sociale forbedringer. Der kan således heller ikke være tvivl om, at andelsvæsenet her i Danmark mægtigt har bidraget til jordværdiens stigning.

Denne grundlov er Henry Georges epokegørende opdagelse; enhver plan om samfundsreform, der ikke går ud fra den kendsgerning, er forfejlet. I Fremskridt og fattigdom har Henry George alsidigt belyst denne grundlov i det økonomiske liv. Det er privat­ejendomsretten til jorden, der gjorde Chicago-jordens ejere til mangemillonærer uden arbejde; det var privates besiddelse af jord, der gjorde en brat ende på de gyldne tider i Californien, da både arbejde og kapital fik rigeligt udbytte. Tænk at der midt i Atlanterhavet skød et stort fastland op, hvis jord kunne benyttes af enhver uden afgift! Arbejdslønnen over hele den øvrige verden ville stige mægtigt; det at arbejdet ikke kan få adgang til jord, det er det, som er roden til al social elendighed.

Den nærmere udredning af dette forhold kan der ikke blive plads til i en lille pjece; her skal kun gøres gældende, at jordens værdi er ikke resultat af noget menneskes arbejde. At jorden i København har større værdi end jorden dybt inde i Canada, beror ikke på, at jorden i København er bearbejdet af noget menneske, men ganske simpelt på samfundets udvikling. Hvis det da er grundregien for social retfærdighed, at ethvert menneske har ret til det fulde udbytte af sit arbejde og ikke til andet, så er det klart, at intet menneske har ret til at eje jordens værdi; den er skabt ved samfundets udvikling, tilhører samfundet, og skal anvendes til samfundets fælles behov. Den privatmand, der bruger jorden, er forpligtet til at betale samfundet en årlig jordskyld for den fordel, han derved opnår, en jordskyld, svarende til jordens fulde værdi som jord slet og ret.

Der er ganske tydelige forskelle mellem denne georgistiske tankegang og ideen om statssocialisme. En maskines værdi er blevet til ved menneskers arbejde, og brugen af den må der betales for til de mennesker; men jordens værdi er ikke blevet til ved menneskeligt arbejde; derfor har intet menneske, men kun samfundet som helhed ret til at tage mod betaling for brugen af jorden. Og medens statens overtagelse af maskiner, lagre osv. vil føre til statssocialismens tvangsinstitution, vil statens overtagelse af jordskylden kunne foregå uden indgreb i noget menneskes arbejdsfrihed. Vi står altså foran en simpel og retfærdig retsordning, som forener den lidenskab for retfærdighed, der besjæler socialismen i dens ædleste former, med den respekt for individets frihed, som vi ikke kan opgive.

Sagen i og for sig kan der ikke være tvivl om. Det ville have umuliggjort mange former af social uretfærdighed, hvis jordværdien aldrig var blevet privatmands eje, men samfundet havde haft den fulde jordskyld til bestridelse af de nødvendige samfundsudgifter. Vanskeligheden ligger i, at faktisk er jordværdien kommet i privatmands besiddelse; og det samfund, som er jordværdiens retmæssige ejer, har ved sine love givet sit minde til denne privatejendomsret, som i sig selv er en uretfærdighed. Det synes da at være uretfærdigt af samfundet at inddrage ved jordskyld de værdier, som jorden repræsenterer, men lade alle andre værdier, kapitalværdier, forblive i privatmands eje; det beror dog nærmest på en tilfældighed, om mennesker er kommet til at anbringe deres penge i jord eller i en industrivirksomhed.

Denne vanskelighed syntes mig uovervindelig, indtil det øjeblik jeg mødte kammerherre Schvans tanker om en progressiv stigende formueafgift en gang for alle, lige op til 50% for de største formuer.

Derved kommer man jo for det første udenom den påpegede uretfærdighed i udelukkende at inddrage de værdier, der er bundet i jorden; og dernæst skaffer man sig midler til at lette overgangen til jordskyld for de nuværende jordbrugere. Og netop på nuværende tidspunkt, hvor krigen har dynget formuer sammen i vort land, ville en sådan formueafgift betyde mere end til andre tider; og formuen ville komme landet til gode, ikke ødes ud til automobiler og al udenlandsk luksus.

Spørgsmålet er imidlertid, om en sådan formueafgift er retfærdig. Og dertil må der svares ja. Når det har været muligt at samle betydelige formuer sammen, skyldes det dels jordmonopolet, dels de af krigen skabte forhold; og i begge tilfælde er formuerne samlet ved ordninger, som betegner en uretfærdighed. Under krigen har der på mangfoldige områder været skabt monopollignende tilstande; statens reguleringer har ikke magtet at hindre, at disse faktiske monopoler uretfærdigt dyngede rigdomme sammen på enkelte hænder. Og før krigen er det klart, at de rigdomme, de store jordejere samlede, blev til ved selve den uretfærdighed, som jordmonopolet var. Men også kapitalens udbytning af det produktive arbejde på industriens og handelens område blev muliggjort ved jordmonopolet. Havde det været muligt for byarbejderne at tjene deres brød ved at dyrke jord, som blev overladt dem mod jordskyld, så havde de på den måde kunnet modarbejde kapitalens udbytning. Så er det da ubestrideligt, at de store formuer er blevet til ved uretfærdighed; og man kan da ikke skabe retfærdige ordninger alene ved for fremtiden at gøre det umuligt at berige sig ved andres arbejde. Fortidens uret må sones; dens resultater må, i alt fald i nogen grad, ophæves. Og dersom det er sandt, at vi har valget mellem at skabe de retfærdige retsordninger eller at opleve det kaos, hvori alt bryder sammen, så turde måske dog de nuværende ejendomsbesiddere være villige til ved en sådan soning af uretten at afvende katastrofen.

Men denne formueafgift skulle have endnu en anden anvendelse foruden den at lette inddragelsen af jordværdien. Den skulle bruges til afvikling af al den nuværende stats- og kommunegæld. Vi har sikkert alle en følelse af det usunde i en finanspolitik, der, medens landet rummer svimlende formuer, låner og låner og derved lægger byrderne over på en fremtid, der sandsynligvis vil være forarmet i en grad, vi knap kan forestille os; det er uret at lægge vore byrder på fremtidens skuldre. Så længe den nuværende skattemetode ikke er afløst af jordskyld, skal de formuer, vi nu ejer, bære de byrder, der nu hviler på os. Fremtidens borgere er jo end ikke ved stemmeflerhed gået ind på at bære dem; det hele er en uretfærdighed mod fremtiden. Altså er atter de store formuer blevet til ved en uretfærdighed, her ved en uretfærdig aflastning af byrder; og det er de formuers pligt at gøre den uret god igen.

Ved disse foranstaltninger vil det være muliggjort at gå over til de nye retsordninger.

IV. Livet under de nye retsordninger.

Vi skal i korthed skitsere de nye retsordninger, man ad denne vej når til, i deres indflydelse på statens finanser, på arbejdsforholdene, forsørgelsesvæsenet, åndslivet og forsvarsvæsenet. Når jordskylden er indført, ophører alle skatter. Hvert menneske får fri rådighed over de af ham skabte værdier; samfundet anvender til sit behov de ved samfundsudviklingen skabte værdier, nemlig jordskylden. Ud over den får staten kun den renteindtægt, som flyder fra retten til seddeludstedelse, en ret, som alene tilhører staten. Sedlernes antal skal stå i et bestemt forhold til jordskylden. Under disse forhold vil der blive ydet hel eller delvis erstatning for de tab, overgangen til de nye retsordninger forvoldte; for de besiddende klassers vedkommende navnlig ved afskaffelsen af de direkte skatter, for de ubemidlede navnlig ved afskaffelsen af toldskatterne, der altid hviler tungest på de fattige. Mangen lille jordbruger får rigelig erstatning for jordskylden ad den vej. Toldskatter betyder altid fordele for nogle på andres bekostning; de drager landets næringsliv ind i en unaturlig skure, og de giver anledning til rivninger mellem nationerne. Kun under arbejdsløshed giver det mening ved told at fordyre varerne for at skaffe mennesker arbejde; men som vi om lidt skal se, løses arbejdsløshedsproblemet sammen med jordspørgsmålet; og toldskatter vil altså under de nye retsforhold blive ganske unødvendige. Når staten så for fremtiden skal leve ikke af lån, men af jordskyld, bliver den i udøvelsen af sine funktioner uafhængig af pengemagten; det bliver ikke som nu bankerne, der regerer; staten bliver stærkere end kapitalen.

Ved jordskyldens indførelse får arbejdsforholdene en sund og naturlig ordning. En mængde jord vil blive frigjort; og der vil blive mulighed for at overlade hver voksen mand eller kvinde så meget jord, som vedkommende selv med familie kan dyrke, selvfølgelig mod erlæggelse af jordskyld. Enhver, der ikke ønsker at dyrke jord, har ret til at få overladt byggegrund på samme vilkår; desuden skal staten give et nærmere bestemt byggelån på samme rentevilkår, som gælder for seddeludstedelsen.

Derved dannes en naturlig regulator i lønspørgsmålet og boligspørgsmålet. Dersom kapitalen skaffer sig ublu fortjeneste ved at trykke arbejdslønnen ned, da står det arbejdskraften frit for at oprette selvstændige jordbrug; arbejdslønnen vil da reguleres efter det, som en familie kan tjene ved selv at bearbejde jorden; og en sådan regulator vil virke langt sundere end al kunstig reguleren. Samtidig vil arbejdsløshedsproblemet være løs .

Når så tillige aktieselskaberne omdannes på den tidligere omtalte måde, så at kun de, der tager del i virksomheden og bærer ansvaret, får gevinsten, vil der i det store og hele være sikret ethvert menneske det fulde udbytte af dets arbejde. Skulle fremtiden afsløre nye muligheder for uretmæssig vinding, vil det være statens opgave ved dertil sigtende retsordninger at hindre sådant, navnlig hvor der kommer til at foreligge faktiske monopoler.

I øvrigt har borgerne selv mulighed for ved kooperative sammenslutninger at frigøre sig for overgreb fra kapitalens side, både på handelens og industriens område. Staten kan derfor overlade erhvervslivet til borgernes frie initiativ, idet den kun sikrer arbejdsfred og bundethed ved trufne aftaler. At der ved arbejde og dygtighed kan tjenes flere penge end ved dovenskab og udygtighed, er i sin orden; det er betingelsen for, at mennesker anspores til at yde det bedste, de kan; ingen kan ønske at skaffe dette retfærdige forhold bort fra erhvervslivet; der må blot sikres, at man ikke beriger sig ved andres arbejde.

Idet hverken stat eller kommune har ret til at opkræve skatter, men må sætte tæring efter næring, må staten høre op med en del af sine hidtidige funktioner. Det har jo også vist sig, at den nuværende ordning under flertalsvældet har ført til en principløs tagen fra nogle menneskers lommer og læggen i andres eller til en anvendelse af borgernes midler efter det rådende flertals forgodtbefindende, begge dele i strid med tanken om den frie rådighed over udbyttet af ens arbejde.

Hele det hidtidige system med offenlig velgørenhed og tilhørende tvangsudskrivning er usundt.

Det demoraliserer nedad. Det er en sund regel, den, Paulus formulerede i sætningen om, at den, som ikke vil arbejde, bør heller ikke have føde; den grundregel bryder man ikke ustraffet. Mennesket kan ikke tåle at være udenfor livets hårde tvang og ved livets trussel om nød at tvinges til opfyldelsen af Guds første bud: du skal arbejde. Så længe uretfærdigheden fra oven bestod, var der ikke andet at gøre end at råde bod på dens følger ved offentlig “barmhjertighed”; men når livet grundes på retfærdige retsordninger, og alle får mulighed for ved arbejde at skaffe sig en menneskeværdig eksistens, kan kun omsorgen for de uarbejdsdygtige, dvs. de værgeløse børn og de åndelige eller legemlige invalider, blive en statsopgave.

Sagen er jo tillige den, at den kristelige kærlighed til dem, der lider nød, ved at blive sat i system og fremtvunget af staten, er blevet noget andet end kærlighed. De, der modtager den, modtager en ret; og de, der yder den, gør det under tvang; og det demoraliserer. Også i fremtiden vil der blive brug for hjælpsomhed og velgørenhed; men det bliver private foretagender; og livet selv vil lade en forskel træde frem, som statens tvang nu skjuler, forskellen mellem dem, som af kærlighed er glade givere, og dem, som ikke giver. De kristne vil få en mulighed for at aflægge et livets vidnesbyrd ved offervillig kærlighed, et livets vidnesbyrd, som de under det tvungne velgørenhedssystem ikke kan aflægge.

Det er en meget betænkelig sag at lade staten øve barmhjertighed; den skal øve retfærdighed.

Denne statens opgave betones ganske tydelig i det nye testamente, i Romerbrevets 13. kapitel. At afværge uretfærdighed med magt er statens af Gud givne opgave; og denne opgaves løsning skal i vore dage udstrækkes til at gælde ordningerne for det økonomiske liv; det er der brug for i en ond verden, hvor mennesker vil gøre hverandre uret, netop på dette område. Idet staten således gør sig til tjener for den sociale retfærdighed, skal det finde sit klare udtryk, som hidtil uklart har været udtrykt i det tvungne velgørenheds­system: statens sociale ide.

Så længe en tid og dens kultur var en åndelig enhed, båret af samme livssyn, kunne man uden at forurette nogen benytte statsmagten til støtte for dette livssyn og dets forskellige kulturområder; men sådanne idylliske forhold er i alt fald nu ikke til. Vi lever i en åndelig splittet tid uden enhed i livssyn og åndelige livsmål. I en sådan tid vil det altid føre til uretfærdighed, når staten støtter de forskellige kulturvirksomheder og selvfølgelig gør dette i overensstemmelse med det herskende flertals livssyn; det er en uretfærdighed mod mindretallene, og det giver de forskellige åndsområder en utryghed, fordi de er under indflydelse af politiske hensyn, der er dem ganske uvedkommende; det har vi noksom oplevet på det kirkelige område. For at sige det kort: det er lige urimeligt, at Edvard Brandes skal give bidrag til præsternes løntillæg, og at pastor Moe skal yde tilskud til balletten på det Kongelige Teater; det er flertalstyranni. Skal der blive retfærdighed og åndelig frihed, må disse åndelige virksomheder overlades til borgernes frie sammenslutninger. Ja også undervisningens livssyn må bestemmes, ikke af folkeflertallet, men af dem, der ene har ret og pligt til det, børnenes forældre. Man må derfor arbejde på en afvikling af statens forhold til disse åndsvirksomheder og en ordning med flydende skolepenge, så forældrene kan ordne deres børns åndelige opdragelse efter deres egne idealer, blot der ikke gøres børnene livsvarig uret ved at berøve dem de elementære kundskaber.

Med hensyn til vort lands forsvar har jo krigen lært os adskilligt. Mig synes, at den tekniske udvikling, navnlig på flyvervæsenets område, har gjort det til en meget betænkelig sag at forsøge på at forsvare vort land; og begivenhederne efter krigens ophør har vist, at de sejrherrer, der har magten, bruger ikke magten til alene at afværge uret; så selv en forsvarskrig bliver en moralsk betænkelig sag. Men om disse ting vil meningerne som hidtil være delte; derimod er det en konsekvens af frihedens ide, at den almindelige værnepligt må ophøre.

V. Udførelsen.

Hvorfor jeg nu har skrevet denne pjece? Ja, anledningen var den, at en kreds af mænd og kvinder har besluttet at danne Retsforbundet for at arbejde for disse tankers gennemførelse; og så skrev jeg dette for at klarlægge Retsforbundets principper, således som de er blevet levende for mig.

Vi er gennemtrængt af overbevisningen om, at disse tankers gennemførelse er det eneste middel til at redde vort land fra den truende katastrofe. At bygge en fredens og kærlighedens verden på uretfærdige “retsordninger” vil i enhver fremtid være en umulighed; der må skaffes retfærdighed.

Derfor er det nødvendigt at indgyde mennesker lidenskab for retfærdighed, en lidenskab med dyb inderlighed ved forpligtelsen overfor en hellig ide, en flammende ildhu, som ved, at vanskeligheder er til for at overvindes, og en klar indsigt, som ikke lader sig forvirre af det forviklede, men baner vej, fordi den er stærkere end den kløgt, som i egoismens interesse påstår, at retfærdighed er umulig.

Vi er ikke blinde for, at de politiske vanskeligheder ved sagens gennemførlighed er store; men vi er overbevist om, at sagen skal gennemføres; og vi tror, at det er muligt at samle mennesker om en stor og klar ide, så at sagen ikke forfuskes ved at blandes ind i stridigheder mellem de nuværende politiske partier.

Tiden synes egnet dertil. Thi dersom man ikke bryder frem til den nye retsorden, så står vi foran katastrofen. Måske vil vor regering indføre jordskylden stykkevis, ikke båret af de her fremsatte synsmåder, uden ophævelse af alle andre skatter; og da vil jordskyldens indførelse ikke blive en retfærdighedshandling, men en ny plyndring; måske vil nogle georgister gå med til et sådant forræderi mod mesterens tanker; men deraf vil den velsignelse ikke oprinde, som han drømte om; tværtimod: de muligheder, som jordskylden rummer, vil ødes til ingen nytte. Det vil kun blive et skridt på vejen mod den statssocialisme, som alt synes at bære hen imod; og den vil ikke afvende katastrofen.

[1] Årene siden 1903 har gjort mine tanker om verdenskatastrofen og muligheden for redning mere konkrete end i min Kristendom og udvikling (s. 212 f.), men ikke ændret dem.