af Professor E. Geismar (1928)

Politiske idealer

Når jeg i denne og de følgende artikler vil gøre regnskab for Retsforbundets grundtanker, således som de i sammenhæng tegner sig for mig, så vil jeg begynde med at betone det politiske. Retsforbundet mener, at der også for det politiske liv og deltagelsen deri er idealer, som vi skal underordne os, idealer af den art, at dersom vi krænker dem, så er det moralsk en forbrydelse, selvom ingen statslov overtrædes.

Den måde, hvorpå der nu for tiden med en vis nødvendighed drives politik, finder vi forkastelig. Man kalder det realpolitik eller interessepolitik og forstår derved en politik, hvis væsentlige indhold er brydningen mellem de forskellige samfundsklassers interesser, navnlig de økonomiske interesser. Partierne kan ligefrem deles på den ene led i landbopartier og bypartier, på den anden led i de velhavendes og de ubemidledes. For de fleste mennesker, der er vokset op under disse forhold, står det som noget selvfølgeligt, at det er den eneste rimelige måde at drive politik på, og at vi må være nogle underlige upraktiske idealister, når vi ikke kan indse dette.

Ja, vi er idealister, og vi vil vedblive at være det. Og imod alle de kloge hoveders indvendinger vil vi svare to ting:

1) Det er en forbrydelse at bruge statsmagten til fremme af sit eget, sit partis, sin stands eller sin klasses interesser. Og netop fordi denne bevidsthed er ved at uddø, derfor trænges der til, at den bliver betonet med stor energi. Når indre mission i gamle dage holdt sig borte fra politik som djævelskab, så var der det berettigede deri, at politik i denne form, som en tovtrækning mellem samfundsklassers økonomiske interesser, er synd, og kristne mennesker skal undlade at drive politik på den måde, og de skal bekæmpe enhver teori, der siger, at det er den eneste måde at drive politik på; thi sådanne teorier giver de forbryderiske vaner en magt, som de uden denne teoretiske støtte ikke ville have.

2) Og når man så svarer, at der overhovedet ikke er nogen anden måde at drive politik på: politik er interessepolitik, så kan vi godt indrømme, at således er det: men samtidig må vi betone, at denne moralske nød, at man er tvunget til at drive politik på en aldeles ukristelig måde, den har sin grund i de forhold, der nu råder i det politiske liv. Så længe staten blander sig i erhvervslivet på den altrådende måde som nu, så at lovgivningen får vidtgående økonomiske følger for dem, der deltager i erhvervslivet, så kan det vistnok ikke undgås, at deltagelse i det politiske liv bliver interessepolitik. Det er systemet, det er ordningerne, der fremtvinger det. Thi om de ydre ordninger ikke kan gøre mennesker gode, kan de, som i dette tilfælde, være af den art, at de gør det yderst vanskeligt at gøre det gode.

Retsforbundets første moralske grundsætning lyder altså således, at enhver, der deltager i det politiske liv, skal være klar over, at denne side af vort liv bør leves under evigt gyldige idealer, så vel som enhver anden, og han skal være klar over, hvilke disse idealer er, og han skal arbejde på at skaffe sig indsigt i, ad hvilke veje disse idealer skal gennemføres. Nu er det straks klart, at de ordninger, som lovene giver, ikke må favorisere noget menneske eller nogen gruppe, men at de ligeligt skal være til gavn for alle. Og heri ligger allerede, at det ideal, som gennem deltagelsen i det politiske liv skal tilstræbes gennemført i staten og i det offentlige liv, er retfærdigheden. Retten. Retsforbundet er altså en sammenslutning af mennesker, som mener, at lovgivningen alene har den opgave at skaffe retfærdighed til veje, i det økonomiske liv økonomisk retfærdighed. Når vi danner et politisk parti, er det altså ikke for at varetage nogles særlige interesser, men for at rive statsstyrelsen ud af den fordærvelige skure, den er kommet ind i, og for at grundfæste verden ved retfærdige ordninger for menneskenes indbyrdes samliv.

Den fare, at de, der er i besiddelse af statsmagten, misbruger den til fordel for sig selv, er selvfølgelig til stede under enhver statsmagt. Akab kan misbruge sin kongestilling til at berøve Nabot hans vingård, og den tyske regering kan misbruge sin magt til ved pengeforfalskning at berøve de rige hver pfennig, de ejede, så at en million mark blev lige så meget værd som en pfennig. Og profeterne i det gamle testamente udslynger deres veråb over de rige magthavere, der, sammenspiste med de velhavende, ikke tager sig af uretten mod de fattige. Men faren bliver selvfølgelig større, når den regerende er et demokrati, og når der ingen grænser er mellem, hvad statsmagten kan blande sig i, og hvad der er tabu for statens indgriben. Det har vel været berettiget, at enevælden blev afløst af demokrati. Men dersom de demokratiske stater ikke kender grænserne mellem statens myndighed og den enkeltes selvstændighed, så har demokratiet ikke ført den frihedens dag frem, som man drømte om. Derfor skal demokratiets sejr knyttes sammen med statsmagtens begrænsning til at varetage de interesser, som fremmer det fælles tarv, nemlig retfærdighedens idealer. Hvad et demokrati i modsat fald kan føre ind i, ville jeg gerne illustrere ved en gammel samtale fra den græske oldtid; thi det problem, som vi her behandler, beror ikke på en grille hos Retsforbundets tilhængere. De to optrædende personer i det kostelige lille drama er den gamle Perikles, demokratiets største skikkelse i det gamle Athen i dets storhedstid, og hans slægtning, den unge Alkibiades, den unge, ærgerrige radikaler med aristokratblod i årerne og med politisk skepsis i hjertet. Samtalen refereres i Xenophons forsvarsskrift for Sokrates.

Alkibiades: Sig mig, Perikles, kan du oplyse mig om, hvad der forstås ved ordet “lov”?
Perikles: ja vist.
A.: Så oplys mig for guds skyld derom; Thi jeg hører undertiden mennesker rose sig af at være lovkyndige; men jeg tror ikke, at nogen, der ikke ved, hvad “lov” er, med rette kan rose sig deraf.
P.: Ja, men det er slet ikke noget vanskeligt, du begærer, når du ønsker at vide, hvad “lov” er. Love er nemlig alle de skriftlige bestemmelser, som mængden kommer sammen og vedtager om, hvad man skal gøre, og hvad man ikke må gøre.
A.: Når den bestemmer det gode eller det onde?
P.: Jeg mener minsandten det gode, min unge ven, og ikke det onde.
A.: Men dersom det nu ikke er mængden, men – som hvor der er fåtalsregimente – er nogle få, der holder forsamling og skriver bestemmelser om, hvad man skal gøre, hvad er så det?
P.: Alle de skriftlige bestemmelser, som den magt, der råder i byen, efter rådslagning vedtager om, hvad man skal gøre, kaldes lov.
A.: Og dersom altså en tyran, som har magten, udsteder skriftlige bestemmelser om, hvad borgerne skal gøre, så er også det lov?
P.: Ja, også alt det, en tyran, når han har magten, skriftligt formulerer, kaldes lov. – – –
A.: Men vold og lovløshed, Perikles, hvad er det? Er det ikke, når den stærkere, ikke ved overtalelse, men ved vold tvinger den svagere til at gøre, hvad den stærkere finder for godt?
P.: Det synes jeg i alt fald.
A.: Ja, og så er jo altså alt det, som en tyran gennem skriftlige bestemmelser ikke overtaler, men tvinger borgerne til at gøre, lovløshed?
P.: Ja, det synes jeg. Jeg må så tage det tilbage, at de skriftlige bestemmelser af en tyran skulle være lov, når de ikke gennemføres ved overtalelse.
A.: Men nu de skriftlige bestemmelser, som de få gennemfører overfor de mange, ikke ved overtalelse, men ved magt, skal vi sige, at det er vold eller ikke?
P.: Jeg synes, at alt, hvad én tvinger en anden til at gøre, det være sig ved skriftlige bestemmelser eller på anden måde, er, når det ikke gennemføres ved overtalelse, snarere vold end lov.
A.: Ja, og så måtte altså alt det, som den samlede mængde, når den har magten over de besiddende klasser, affatter skriftligt, uden at gå frem ved overtalelse, snarere være vold end lov?
P.: Så sandelig, Alkibiades, om ikke også vi i din alder var dygtige til sådan noget. Den slags ting, som du nu netop synes at gå og spekulere på, det gik vi også og spekulerede på og filosoferede over.
A.: Å, gid jeg havde været sammen med dig, da du var sådan på højden af din dygtighed!

Idealet i det politiske liv er retfærdigheden.

Inden vi går videre i fremstillingen af retsstatstankerne, må vi først være klare over, at det ideal, der skal foresvæve dem, der har ansvaret for statsstyrelsen, er gennemførelsen af retfærdigheden og ikke gennemførelsen af kristelig kærlighed. Jeg ved godt, at denne sætning skurrer i manges ører; men jeg er egentlig overbevist om, at enhver, der forstår, hvad sætningen siger, forstår, at dermed siges ikke noget ukærligt eller ukristeligt, men noget, der er i overensstemmelse med statens væsen og opgave. Sagen er, set indvendig fra, den simple, at kærlighed kun eksisterer, når der er en person, der handler ud af et sind, hvor kærlighed bor. Handlinger, der har ydre lighed med kærlighed, men ikke udspringer af en virkelig hjertets kærlighed, er i kristelig forstand slet ikke kærlighed. Det gælder allerede om den enkeltes handlinger. Således har i alt fald Paulus forstået Kristus, når han i det trettende kapitel af første Korintherbrev siger: “Og uddeler jeg alt mit gods til de fattige, og giver jeg mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, da gavner det mig intet.” Derfor er det, at Gud elsker en glad giver, thi kun en sådan giver med kærlighed.

Denne tanke, hvormed alle mine tanker begynder, synes mig så selvfølgelig, at jeg synes, at man blot behøver at udtale den, så forstår enhver den. Men da jeg på mange måder overbevises om, at mennesker har svært ved at blive fortrolige med den, så at de i deres tanker om statens opgave drager konsekvensen deraf, så vil jeg gerne stadfæste mennesker i denne tanke ved at citere et sted hos Kierkegaard, der illustrerer den:

Og evigheden holder det urokkelig fast, at barmhjertigheden er det vigtigste. Ingen tænker kan være så hårdnakket, som evigheden er det i forhold til sin tanke, ingen tænker er så rolig, så uforstyrret af øjeblikkets skynden og øjeblikkets fare, der synes at indskærpe, at det dog er det vigtigste, at der på enhver måde bliver ydet hjælp; ingen tænker er så rolig, så uforstyrret som evigheden. Og ingen tænker er så sikker på, at menneskene dog til sidst må give køb og tænke hans tanke, som evigheden er det; thi den siger: Bliv kun, vi tales ved i evigheden, og dér tales vi ved ene og alene om barmhjertigheden og ene og alene om den forskel, barmhjertig—ubarmhjertig. O, at jeg kunne fremstille det ansigt, evigheden vil sætte op, når den rige på spørgsmålet, om han har været barmhjertig, svarer: Jeg har givet hundrede tusinde til de fattige! Thi evigheden vil se på ham, forundret som den, der ikke kan få det i sit hoved, hvad det er, han taler om, og da vil den atter forelægge ham spørgsmålet: har du været barmhjertig? Tænk dig, at en mand gik ud til et bjerg for at tale med det om sine anliggender, eller at en indlod sig med vinden om sine bedrifter: Mere vil evigheden ikke forstå af, hvad de rige taler om de hundrede tusinde, og af, hvad den mægtige taler om at have gjort alt.”

Jeg vil gerne gøre mit til, at denne betydning af ordet kærlighed skal stå fast, og jeg er overbevist om, at det er den kristelige mening af ordet. Men så snart man har opfattet dette klart, så bliver det blændende klart, at ingen stat nogensinde vil være i stand til at udøve nogen brøkdel af kristelig kærlighed. Og man bliver da opmærksom på, at når Paulus i det trettende kapitel i Romerbrevet taler om, hvad statens opgave er, den, hvortil Gud har beskikket den, så siger han ikke, at den er Guds tjener i kærlighedens gerning, men, at den er Guds tjener til retfærdighed. Og deri ligger intet uåndeligt eller ukærligt eller ukristeligt, men tværtimod en respekt for de kristelige ord, at man ikke forfladiger dem.

I modsætning til denne klare sondring mellem statens opgave, som er at gennemføre retfærdighed ved magt, og den enkelte kristnes opgave, som er at gennemføre kærligheden ved offervillig lidelse, står en sammenblanding, som en gang i den tyske tænkning har fundet en gennemtænkt form, nemlig hos filosoffen Hegel. I et af hans skrifter, som har det forunderlige navn Die Phänomenologie des Geistes, behandler han det kristelige bud: Du skal elske din næste som dig selv. Derom siger han da, efter at have gjort opmærksom på, at den kærlighed, der er ment, selvfølgelig må være en fornuftig og aktiv kærlighed, således:

“Men den forstandige væsentlige kærlighedshandling er i dens rigeste, vigtigste skikkelse statens forstandige almene handlen, en handlen, i sammenligning med hvilken den enkeltes gerning som enkelt overhovedet er noget så ubetydeligt, at det næsten ikke er umagen værd at tale derom.”

Jeg er blevet opmærksom på den himmelvide forskel mellem Hegels og Kierkegaards forståelse af ordet kærlighed, og jeg har sagt til mig selv: Det er Kierkegaard og ikke Hegel, der har ret. Det vil sige: Hegel har i den forstand ret, at hans ord afbilder en udvikling, der var begyndt længe før Hegel, og hvormed det forholder sig således: I middelalderen var det kirken, der gennem klostrene udøvede kristelig kærlighed i stor stil, men denne ordning ophørte ved reformationen. Og den moderne stat overtog mere og mere af de såkaldte “barmhjertighedsgerninger”. Men derved skete det uafvendelig, at disse barmhjertighedsgerninger blev noget, der fik skin af kærlighed, men manglede det, der er ejendommeligt for kristelig kærlighed; thi i den kristne kærlighed kan kun en person eller en frivillig sammenslutning af personer være subjekt. Det kan også let ses på følgende måde: Når den kristne kærlighed gør en kærlighedens gerning, så bringer vedkommende et offer, men netop fordi det er et kærlighedens offer, er der en festlig glæde derover. Når derimod staten gør en kærlighedens gerning, så er der intet frivilligt offer, men tvang, idet midlerne skaffes ved skattepålæg. Men det er nu en gang en parodi på kærlighed, når flertallet ved skattepålæg skaffer sig midler til “godgørenhed”.

Den mildeste opfattelse, jeg har af alt dette, er denne, at der er en hel del mennesker, der ved et fjernere eller nærmere kendskab til kristendommen er vænnet til at tænke mildt og venligt på dem, der lider, så de gerne ville bringe nogle ofre for at lindre nøden; men disse mennesker indser, at dersom det hele sættes i scene frivilligt, så vil mange af de rige, der bedst kunne punge ud, luske sig derfra, og det skal de ikke have lov til; det ville jo være uret mod de få, der var kærlige; det ville gå alt for meget ud over de fromme. Og således er det, der sker, en sammensmeltning af kristendomsvirkninger og en slags retfærdighedsbetragtning, der er så som så. Og dog er denne opfattelse, som jeg udtrykte mig, den mildeste; thi man kan jo ikke være blind for, at under de nuværende forhold, hvor flertallet bestemmer statens kurs, betyder systemet ligefrem en plyndring under lovlige former af dem, der er ubemidlede, overfor dem, der ejer noget, og at det skulle være en form for kristelig kærlighed, tror jeg ingen ville driste sig til at påstå.

Hvad betyder den nuværende offentlige “barmhjertighed”?

Når staten ikke skal udøve kristelig kærlighed, fordi den simpelt hen ikke kan, da den ikke er nogen person, skal så alle de barmhjertighedsgerninger, som stat og kommune nu udfører, høre op? Dersom man tænkte sig det gennemført, så ville der jo blive en uoverskuelig elendighed i mangfoldige hjem. Kan i virkeligheden nogen, som ikke er hjerteløs eller teoretisk ensidig, ønske, at noget sådant skulle ske? Vi kan måske nok synes, at det nuværende system går for vidt, men er der ikke for os alle noget betryggende i at vide, at mennesker ikke lider sult og kulde i umenneskelige grader? Er vi ikke så meget kristne, at vi ganske simpelt ikke kunne holde den tanke ud?

Jo, ganske sikkert er vi det. Og man kan ikke på nogen måde afskaffe det nuværende offentlige godgørenhedssystem, så længe den sociale uretfærdighed vedbliver at bestå. Det er statens opgave at sikre økonomisk retfærdighed, så at ingen skaffer sig eksistensmuligheder ved at tilvende sig nogen del af udbyttet af andres arbejde. Men denne opgave løser staten ved sin nuværende lovgivning ikke. Så kan den heller ikke undslå sig for at give dem, der lider under den økonomiske forurettelse, erstatning, og det gør staten gennem den offentlige godgørenhed, der således betragtet ikke er nogen virkelig barmhjertighed, men kun en meget mangelfuld form, hvorunder der dog gøres noget for at råde bod på den uretfærdighed, som samfundslovene for tiden tolererer. Så længe den enkelte er i stand til at udelukke sin næste fra arbejdet med den jord, som Gud gav os som arbejdssted i fællesskab, så længe er både landbrug og handel og industri i stand til at udbytte arbejdet, og så længe er det statens selvfølgelige pligt at gøre noget for at genoprette den forurettelse af arbejdet, som dens love stadig gør lovlig.

Men denne måde, ved en slags udjævning, der følger efter, at skaffe retfærdighed, er såre mangelfuld. For det første, fordi den føles som en vilkårlighed, der aldrig kan blive retfærdig. Under det nuværende system har den velhavende ikke indtryk af, at han gør sig skyldig i nogen uretfærdighed; han synes, at det, han ejer, med rette tilkommer ham, og at han, som manden i lignelsen, har ret til at gøre med sit, hvad han vil, og at skatteplyndringen er en topmålt uretfærdighed, og når denne metode fortsættes, vil han fyldes med bitterhed, og der er ingen tvivl om, at den metode at berøve ham store dele af hans fortjeneste i det lange løb svækker arbejdsenergien. Og endnu mere skade gør systemet nedad, ja, selve dette stygge ord – nedad – vil vække forbitrelse, samtidig med at arbejdsenergien svækkes, når man har ret til underhold uden arbejde. Det fører altid til dårlige forhold, når man ophæver de to grundregler for samfundets økonomiske liv, at “arbejderen er sin løn værd”, og at “den, som ikke vil arbejde, heller ikke bør have føde”. Og disse to grundregler er sat ud af kraft ved samfundets nuværende ordning, hvad enten man ser på de ordninger, der tillader udbytning, eller på de foranstalt­ninger, hvormed man råder bod på denne første uretfærdighed. Fredsommelighed, arbejdsomhed og sparsommelighed tager skade.

Og så må man ikke glemme, at det i sidste instans er humbug, når man bilder sig og andre ind, at man kan råde bod på ordningernes uretfærdighed ved at lægge store skattebyrder på de velhavende og ved de således indkomne midler at hjælpe de ubemidlede på de utallige måder, som den moderne stat bruger. I toppen af samfundet, der, hvor skattebyrderne lægges på, der vil man naturligvis efter evne vælte dem fra sig ved at forhøje varepriserne, og det vil jo sige, at de, der til syvende og sidst kommer til at betale omkostningerne ved hjælpen til de ubemidlede, er de ubemidlede selv, nemlig som forhøjelser af varepriserne.

Ville man således påstå, at en familie, bestående af mand, kone og tre børn, altså fem mennesker, årligt som deres andel af de offentlige udgifter betaler 300 kr. pr. mand, altså 1500 kr., så ville man naturligvis blive mødt med en erklæring om, at man åbenbart slet ikke kendte skattelovene. Men indsigelsen er ugyldig. Den fattige familieforsørger betaler sandsynligvis langt mere end 1500 kr. gennem de forhøjede varepriser, som skatterne har ført til. Det er let nok at betragte sagen i dens nærmeste virkninger, men så får man ikke fat på sagens kerne, at der ikke er nogen måde, hvorpå man kan skaffe retfærdighed til veje, når man har tilladt uretfærdigheden at herske i samfundsordningerne.

De nuværende offentlige udgifter til social forsorg i dens mangfoldige former skal altså ses under synspunktet af udjævnende retfærdighed i anledning af de uretfærdige økonomiske ordninger, som samfundet opretholder. Og disse udgifter har hverken kærlighedens udspring i et kristent sindelag eller kærlighedens virkninger. Derimod kan retfærdige sociale og økonomiske ordninger såre godt være udtryk for en dybtliggende kærlighed, der ytrer sig gennem retfærdigheden; der behøver slet ikke at være noget modsætningsforhold mellem retfærdighed og kærlighed. Retfærdigheden kan være kærlighedens udtryk. Således er det jo tilfældet i erhvervslivet; der venter ingen af os gaver; den måde at udøve kærlighed på er uanvendelig. Kærlighed i erhvervslivet viser man ved ærlighed og retfærdighed og respekt for andres ret. Og i statslivet er retfærdigheden det minimum af hensyntagen, som staten har til opgave at tilsikre enhver, og derved giver staten et overordentlig vigtigt bidrag til kærlighedslivets trivsel, så vigtigt, at det er ganske uundværligt, så længe vi ikke er engle, men syndige mennesker, der er under opdragelse, og som har svært ved at fastholde kærligheden, når ordningerne er uretfærdige.

Hvad er økonomisk retfærdighed?

Dersom det nu var umuligt for os at vide, hvad retfærdighed på det økonomiske område er, så var Retsforbundets arbejde forgæves. Men sandheden er, at der er egentlig intet spørgsmål, der angår moralen, som det er så let at opnå enighed om, som dette spørgsmål. Et fingerpeg i den rigtige retning er forståelsen af, at det er statens opgave at våge over “ejendomsrettens ukrænkelighed”. Det er det utvivlsomt, når man blot forstår ordet ejendomsretten, som det skal forstås. I almindelighed tænker man ved dette slagord på den faktiske besiddelse, og man mener, at det er statens vigtigste opgave at våge over, at det ene menneske ikke berøver det andet noget af det, det faktisk besidder; det er i den sammenhæng ligegyldigt, på hvilken måde et menneske er kommet i besiddelse af det, han faktisk besidder. Med mindre han har skaffet sig det ved røveri eller tyveri eller handlinger, som står i klasse dermed. Det er denne populære tankegang, som Retsforbundet har erklæret uforsonlig krig. Vi mener, at der er lovlige måder at komme i besiddelse af penge og livsgoder på, som er bunduretfærdige, så uretfærdige, at det er statens opgave at hindre dem med alle de midler, der står til statens rådighed. For at vinde klarhed på dette område er det nødvendigt at stille det spørgsmål skarpt og bestemt: hvad besidder et menneske med rette? Hvad har han ejendomsret til på en sådan måde, at selve besiddelsen ikke indeholder nogen uretfærdighed? Retsforbundets svar på dette spørgsmål er det simple: et menneske ejer med rette sit arbejdes produkt, og begrundelsen for denne sætning er den simple, at det arbejde, som han har anvendt, gør produktet til hans ejendom. Og vi mener, at denne tanke er så selvindlysende, at det er en moralsk brist hos vore modstandere, at de ikke kan indse dens selvfølgelighed, når tanken er udtalt. For at gå så langsomt som muligt frem i denne vigtige sag, skal jeg tillade mig at gribe lidt længere tilbage.

Tænker man over verdens indretning, således som Gud nu en gang har givet os den, så er det klart, at jorden rummer eksistensbetingelser for os alle; der er slet ikke tale om, at jorden skulle være overbefolket. Men Gud har stillet en betingelse, som vi må opfylde for at blive forsørgede. Gud har ikke givet os føden i form af færdiglavet risengrød, han har heller ikke lært os at dyrke ris eller at udvinde jernet af jorden eller at forarbejde det til vore dyrkningsredskaber; vi må selv gøre alt, således at vi ved et fremadskridende civilisationsarbejde gennem tiderne opnår mere og mere i retning af at gøre os jorden underdanig. Og dersom disse tekniske fremskridt fortsættes og alle mennesker arbejder, så kan vi trøstig blive ved at formere os. Gud skal stå ved sit bud i tidernes morgen: opfyld “jorden og gør eder den underdanig”.

Set i denne belysning er det blændende klart, at ethvert forsøg på at klare sig og skaffe sig livsunderhold uden tilsvarende arbejde er en forbrydelse mod Guds grundordning for verden og mod hans første befaling til menneskene: du skal arbejde. Så længe jeg lever, vil jeg blive ved med at vidne for menneskene, at enhver ordning, der tillader mennesker at skaffe sig indtægt, hvor de ikke har hjulpet samfundet med et arbejde, der svarer til indtægten, er en økonomisk uretfærdighed. Og de, der er sat til at styre vort samfund, har ansvaret, dersom de ikke sætter alle evner ind på at tilintetgøre sådanne ordninger. Og til den enkelte vil jeg sige: du skulle skamme dig, at du tænker på at klare dig uden at slide i det. Det må jo dog være dig klart, at når Gud har givet os føden på betingelse af, at vi arbejder, og når du skaffer dig den uden arbejde, så er der kun den mulighed, at du skaffer dig den ved at tage udbyttet af andres arbejde. Og jeg kan ganske vist godt forstå, at når samfundet vedblivende opretholder sådanne uretfærdige ordninger, der tillader det og gør det lovligt, så har du en slags undskyldning, og det vil jeg også sige til politikerne; men du har nu, da du har indset sammenhængen, tillige selv ansvar, dersom du vedblivende tilvender dig udbyttet af andres arbejde ved lovlige midler.

Vigtigheden af økonomisk retfærdige ordninger.

Inden jeg går videre, forekommer det mig. At det er nødvendigt at indskærpe vigtigheden af at skabe økonomisk retfærdige ordninger. Den indser nemlig vore politikere ikke. Når man taler med dem derom, så svarer de regelmæssigt, at det vigtigste er at gøre dagens gerning, det vil sige at tage fat efter ordet: Hvad du evner, kast af i det nærmeste krav. Jeg forstår godt denne tankegang, og den er i det store og hele rigtig. Blot med den undtagelse, at dersom der er en grundfejl, som gør hele bygningen faldefærdig, så kan det ikke nytte at gøre dagens gerning, så må man undersøge, hvor fejlen er og få den rettet, inden man går videre. Dersom jeg går i Gribskov og vil ud til Esrom Sø, og jeg kommer i tvivl om, hvorvidt jeg går i den rigtige retning. Så kan det ikke nytte, at jeg bare fortsætter. Jeg må have kort og kompas frem og undersøge, om ikke hele retningen er fejl, og det er netop denne undtagelse, der foreligger. Så længe der er ordninger, der i stor stil tillader udbytning, det vil sige, at det ene menneske beriger sig ved udbyttet af det andets arbejde, så længe er samfundet af lave i grunden, så længe er retningen gal, og det er falsk politik at gøre dagens gerning, hvilke skader gør da de økonomisk uretfærdige ordninger? De berøver mennesker deres moral og religion. For mig er det en religiøs befrielse at indse, at vi ved vore uretfærdige ordninger selv har skylden for den samfundsnød, vi lever midt i. Dersom jeg måtte tro, at skylden lå i verdensindretningen, så ville det være langt vanskeligere at tro på Guds kærlighed. Hvorledes skulle jeg tro, at Gud har villet, at 90.000 mennesker i Danmark skulle gå arbejdsløse, når jeg dog ved, at Gud netop vil, at vi mennesker skal leve af vort arbejde. Hele tilværelsen kommer religiøst og moralsk i uorden ved den tanke.

Men når jeg indser, at grunden til uretfærdigheden er vore egne uretfærdige ordninger, som vi vedblivende opretholder, så kan Gud stå hellig og ren, og det er kun os, der har skylden. Og jeg forstår meget godt, at når uretfærdigheden gør et så dybt indtryk på mig, der dog ikke direkte lider under den, så må den i langt højere grad gøre indtryk på dem, der på grund af de uretfærdige ordninger lever på livets skyggeside uden udsigt til nogen nævneværdig forandring. De mister troen og glæden, og så er det selvfølgeligt, at de knytter hænderne mod dette samfund.

Thi det må man huske, at det ikke lader sig påstå, at der i denne forbitrelse blot er skjult ondskabsfuld misundelse. Hvad det drejer sig om, er dog f.eks. det spørgsmål, om hustruerne i de fattige hjem også skal bidrage til familiens underhold, så at hjemmet opløses og børneopdragelsen tager skade; der er mange af livets bedste og mest opdragende værdier, som mennesker er udelukket fra, når de er fattige.

Men samtidig med, at jeg således forsøger at tale til det bedste hos overklasserne, vil jeg også gøre opmærksom på, at vi lever på en vulkan, og at den konservatisme, der overhører råbet om social retfærdighed, den er uhyre kortsynet; thi intet i verden kan hindre den fordring “retfærdighed skal være” i at gøre sig gældende, i så fald på en samfundsomvæltende måde. Ad hvilken vej det sker, er for så vidt ligegyldigt. Muligvis vil man gå frem ad politisk vej. Så vil vi få en vidtgående skatteplyndring, der ødelægger erhvervslivet. Men dersom denne vej viser sig ufarbar – og det vil den sandsynligvis –, så vil man bruge skrappere midler, “thi retfærdighed skal være”.

Vil man nærmere analysere dette råb og den energi, det giver mennesker, så skal jeg villig indrømme, at det er sammensat af flere bestanddele, der ikke alle er lige ædle. Der er en del procent ligefrem misundelse og bitterhed og had; men der er også en idealitetsfølelse med i spillet; thi retfærdighed er noget idealt; det er altså et ideal, man kæmper for, og det er ens hjem, man kæmper for. Og så bindes det alt sammen ved en let forståelig logik. Og det forholder sig med denne blanding ligervis som med krudt, der netop også er en blanding. Blandingskarakteren giver netop den eksplosive kraft. Thi bitterheden og hadet giver den personlige voldsomhed, og idealitetsfølelsen giver forsvaret for de voldsomme fremgangsmåder. Og jeg ved i alt fald for mit eget vedkommende, at jeg vil ikke røre en finger for at modvirke skatteplyndringen og voldsomhederne, så længe som de uretfærdige ordninger opretholdes; thi så er det samfundet, der har uret, og så er det dets første pligt at afskaffe uretten, og før det har gjort det, har det ingen god samvittighed, når det bekæmper de forurettedes selvtægt.

Jeg ved godt, at dette er meget skarpt sagt, og jeg ved også, at jeg har en stilling, der giver mig et ualmindelig stort ansvar for, hvad jeg siger. Men netop derfor har jeg også et meget stort ansvar, dersom jeg tier i en sådan tid. Mine tanker, de georgistiske, om, ad hvilke veje der skal skaffes økonomisk retfærdighed, turde jeg aldrig fremsætte med den voldsomhed; thi til at opfatte dem hører der samfundsteknisk viden, som det ikke er enhvers sag at have, og jeg kunne jo også selv tage fejl. Men når jeg møder mennesker, hvem det ikke er muligt at vække til forståelse af det forfærdende i opretholdelsen af de ordninger, der tillader udbytning, så er det min pligt at vidne, at denne mangel på forståelse er synd, og det er min pligt at tilføje, at denne synd vil hævne sig på den rædselsfuldeste måde.

Retfærdighed imellem staten og den enkelte.

Som retfærdigheden er grundlov for de enkelte menneskers forhold til hverandre, således skal retfærdigheden også være grundlov for forholdet mellem de enkelte og den moderne stat. Så længe man havde følelsen af, at monarken var regent af Guds nåde og derfor i egentlig forstand regerede sit folk, i en vis forstand besad det som sin retmæssige ejendom, så længe var der mening i, at regenten pålagde skallebyrde. Meningen med de frie forfatninger var at frigøre borgerne fra et vilkårligt skattepålæg fra regentens side; men i virkeligheden kom denne forandring til at betyde en ganske ubegrænset myndighed hos flertallet til at pålægge skatter og bruge det ved skallepålægget indkomne, som flertallet vil. Det er dette, der efter min mening rummer en »ret« til ubegrænset uret. Mennesker, der godt forstår, at den enkelte ingen ret har til at afkræve sin næste penge og bruge dem til, hvad den krævende vil, mennesker, som godt forstår, at en sådan handlemåde ikke bliver mere i overensstemmelse med ret og billighed, selvom man er mange om det, har aldeles ingen følelse for, at den samme handlemåde rummer noget, der er i strid med den mest elementære retsbevidsthed, når man blot foretager formueberøvelsen ved en folketingsbeslutning; så er det selvfølgelig retfærdigt. Denne selvfølgelighed pålister sig mennesker gennem det gådefulde ord »staten«. Når et folketingsflertal foretager formueberøvelser, principielt uden grænser, så er dette ikke uretfærdigt, fordi det er »staten«, der gør det. Og her drejer det sig ikke om en spidsfindig teori. Vi har jo oplevet, at mennesker, der var i besiddelse af uhyre formuer, ved statshandlinger blev gjort subsistensløse. Det skete på forskellig måde i Tyskland og Rusland. I Tyskland ved den forfalskning af pengenes værdi, der med fuldt overlæg iværksattes ved udstedelse af pengesedler, i Rusland ved konfiskation. Og den første art af statsretfærdighed har vi jo praktiseret her i landet med regeringens billigelse, idet man først forrykkede formueforholdene således, at ganske vilkårligt valgte mennesker blev berøvede tredjedelen af deres ejendom, og bagefter andre mennesker fik deres formuer forøgede med et tillæg af halvdelen. Sig så ikke, at vi maler fanden på væggen. “Statens”, dvs. flertallets “ret” til at berøve ejendom er trods grundlove ikke blot teoretisk ubegrænset, men også praktisk realiseret indenfor meget vide grænser. Derfor er det spørgsmål praktisk så uhyre vigtigt: hvor vidt har “staten”, dvs. flertallet, ret til at berøve mindretallet dele af deres ejendom? Hvorfor bliver en sådan “ret” ret ved en rigsdagsbeslutning? Vil man svare: fordi der slet og ret ikke er nogen anden mulighed for at skaffe pengene til de formål, som staten må opfylde, så lader det sig høre: nød bryder alle love; man måtte så dog sørge for at rejse så stærke værn som muligt mod overgreb fra flertallets side. Men en sådan eftergivenhed for det, der dog altid vil komme til at rumme mulighed for uret, skal man kun indlade sig på, dersom der ikke er nogen tænkelig retfærdig måde, på hvilken staten kan skaffe sig midler til at opfylde de formål, man med rette må stille til staten. Det vigtigste politiske spørgsmål af alle er derfor det: gives der en måde, på hvilken staten kan skaffe sig midler til opfyldelsen af dens pligter, uden at berøve nogen af dens borgere vedkommendes retmæssige ejendom. Når vi er os bevidst, at et menneskes retmæssige ejendom er det, han ved sit arbejde har erhvervet sig, så reducerer politikkens første spørgsmål sig til det: gives der økonomiske værdier, som ikke er blevet til ved bestemte menneskers arbejde, men ved samfundets udvikling som helhed? Såfremt der gives sådanne værdier, så er det klart, at man, inden man indlader sig på de metoder, der sikkert medfører farer for uretfærdighed, bør prøve, om man ikke ved disse samfundsskabte værdier kan bestride udgifterne til de opgaver, som er nødvendige for staten.

Nu er der økonomiske værdier af den omspurgte art. Hvilke? Jordens!

Jeg har hørt, at der er dem, der nægter, at jorden har en værdi, blot som jord. Men det kan kun mennesker mene, der slet ikke tænker over sagen. Ethvert stykke jord, som er af den beskaffenhed, at mennesker vil give penge for at få lov til at benytte det, har værdi i og for sig. Når en, der skal leve af sit arbejde, vil betale noget for at få lov til at bruge jorden, så må det komme af, at han kan få mere ud af sit arbejde ved at bruge den jord, end han kunne have fået på anden måde, og derfor har jorden værdi. Og for den fordel, som han får ved at bruge værdifuld jord, bør han betale noget, nemlig det, som jorden er værd for ham, når han bruger den.

Hvorpå beror jordens værdi.

Jorden har sin værdi, fordi den er uundværlig for mennesker. Den er deres leveplads, og den er den kilde, hvorfra alle de stoffer fås, der forarbejdes til føde, klæder, husly og fornøjelse for mennesker, den er den absolut uundværlige betingelse for menneskenes liv. Alligevel ville den ikke have nogen pengeværdi, dersom den på ethvert sted kunne fås i ubegrænset mængde i forhold til forbruget. Således er jo luften også den uundværlige betingelse for alle menneskers liv og er derfor uendelig værdifuld for dem; men den har ingen pengeværdi, fordi der på ethvert sted er ubegrænsede mængder af den. Det er således klart, at der i jordens værdi både gør sig et naturligt moment og et socialt gældende. Vi vil omtale begge hver for sig.

Jordens naturlige værdi beror på forskellige omstændigheder. For det første er det klart, at den, alt andet lige, er afhængig af, hvilke stoffer jorden indeholder. I et landbrugsland som Danmark er det i så henseende afgørende, hvilken bonitet den har, hvor rig afgrøde den vil give, når den bliver bearbejdet på den almindelige måde, på hvilken det nu sker i vort land; det er dens næringsstoffer for landbrugsprodukterne, det kommer an på. Andre steder er det de stoffer, som kan udvindes af jorden, der giver den dens værdi, snart er det ting, som er nødvendige som råprodukter i det menneskelige arbejde, som jern, kul eller olie, snart er det mere “unødvendige ting”, som menneskene dog sætter stor pris på, og som der ikke findes ret meget af, som diamanter. Dernæst beror jordens værdi på de andre erhvervsmuligheder eller skønhedsmuligheder, som jorden ejer. Jord, der er beliggende ved havet eller floder, giver mulighed for fiskeri og transport ad søvejen. Eller den giver som de norske elve kraft, der med fordel kan tvinges til at yde menneskene arbejde. Et enkelt vandfald kan give elektricitet til store landstrækninger. Et smukt sted, helst ikke for langt fra en større by, er der stor efterspørgsel efter som følge af mulighederne for at søge vederkvægelse der.

Allerede nu er det klart, hvorledes jordens værdi tillige er bestemt ved et socialt hensyn. Et stykke ufrugtbar jord er uendelig meget mere værd i det indre København end på Jyllands hede, og et stykke jord ved strand er ligeledes meget mere værd ved Øresund end på Sejerø. Det hænger åbenbart sammen med, at jorden stiger uhyre i værdi overalt, hvor mennesker bor tæt sammen. Der stiger nemlig efterspørgselen, og jorden er derved forskellig fra alt andet, der er stærk efterspørgsel efter: Den kan ikke forøges; ingen magt i verden kan lægge noget til jordens mængde; kun undtagelsesvis kan det ske ved hjælp af opfyldning. Jordens værdi stiger altså ved en beliggenhed på eller i nærheden af tætbeboede steder, eller ved lettere trafikforhold. Ja, enhver teknisk opfindelse får hele jordværdien til at stige. Opfindelsen af elektrisk lys gør jorden dyrere. Grundene ved rådhuspladsen steg i værdi, da rådhuset blev bygget. Den danske agerbrugsjord er steget mægtigt ved andels­væsenet. Ja, også alle forbedringer af sam­fundsforholdene medfører rent automatisk stigning i jordværdien; blot en forøgelse af alderdomsunderstøttelsen sætter husværterne i stand til at sætte huslejen op, hvorved jordværdien forøges. Af loven om befolkningstætheden følger ligefrem, at enhver moder, der sætter et barn i verden, bidrager til at øge værdien af Danmarks jord, målt i penge.

Ser vi nu tilbage på alle disse faktorer, der betinger jordens pengeværdi, så er det os klart, at jordens værdi ikke beror på bestemte menneskers arbejde. Disse ting, jordens indhold af værdifulde stoffer, dens beliggenhed, folketætheden og børnefødslernes antal, de tekniske opfindelser, de sociale fremskridt, alt det beror ikke på den enkelte jordejers arbejde, men på noget, der er givet fra naturens hånd eller er fremkommet ved samfundsudviklingen i det hele. Dette er den indre berettigelse for retsstatsmændenes fordring om, at renten af jordens fulde nøgenværdi skal betales til stat og kommune af dem, der nyder fordelen af at være i besiddelse af jorden. Tanken bæres af den retsgrundsætning, at ethvert menneske kun har ret til at eje de værdier, der er blevet til ved hans arbejde. Således og kun således kan der tilvejebringes retfærdighed i forholdet mellem staten og den enkelte, idet de enkelte får fuld rådighed over de værdier, de ved deres arbejde har produceret, medens staten får fuld rådighed over de værdier, der skyldes naturen og samfundets udvikling som helhed.

Kun to bemærkninger er det nødvendigt at tilføje. Der er undtagelsestilfælde, hvor jordens værdi er blevet til ved en ejers særlige arbejde, f.eks. hvor en jordejer har fyldt en del af en sandbakke ned i en mose og derved gjort det muligt at dyrke den, eller hvor jord er blevet til ved udfyldning, som er bekostet af en bestemt gruppe af mennesker. I sådanne tilfælde er det meget let teoretisk at drage konsekvensen af retsgrundsætningerne: sådanne forbedringer må ved ansættelsen af jordens værdi komme den til gode, der har forbedret jorden. Vanskeligheden kan blot være den: praktisk at bestemme, hvor meget og hvor længe.

Derimod er der en anden betragtning, som man undertiden hører, som er ganske ugyldig. Det siges, at jordens værdi i Danmark netop er blevet til ved ejerens flid; thi dersom jorden ikke blev dyrket, havde den ingen værdi. Det sidste er nu, som enhver ved, ikke tilfældet. Jord, der ved dyrkning vil kunne give godt udbytte, har værdi. Men i det store og hele må man regne med den gennemsnitsdyrkning, som bliver den danske jord til del. Landbrugsjord, liggende omtrent på samme sted, med lige god bonitet og lige gode afsætningsvilkår, må beregnes til samme værdi, så at den landmand, der dyrker sin jord bedst, får fordel frem for sine naboer, og ikke som nu bliver beskattet højere, fordi han er flittig og dygtig.

Grundskyld og kapitalrente.

Inden vi går videre, er der et spørgsmål, som vi må have klaret. Når vi er blevet enige om, at den eneste retfærdige måde at modtage fortjeneste på, er som vederlag for arbejde, så synes deraf at måtte følge, at ikke blot jordrente, men al rente er af det onde. Dertil vil jeg sige, at jeg også mener, at det er det bedste, når renten er så lille som muligt, og at jeg også i så henseende venter mig noget af gennemførelsen af grundskylden. Jeg ved godt, at andre tænker anderledes; men det forekommer mig, at kapitalrentens fald må blive følgen. Der er jo nemlig nu såre mange sparepenge bundet i jorden, i hvilken de har prioritet. Når grundskylden gennemføres, bliver der ingen plads for denne anbringelse af sparepenge; staten har den eneste prioritet, der kan være tale om, i jordens værdi. Disse sparepenge må, synes det mig, så anbringes i handel og industri, og der vil derfor sandsynligvis blive rigeligere tilbud og derfor også lavere rentefod, og dette anser jeg for et stort gode for erhvervslivet.

At rente ikke kan ophøre, beror på, at den moderne teknik har ført alt erhvervsliv ind i tilstande, hvor det er umuligt at arbejde med håb om udbytte, dersom man ikke har kostbare arbejdsredskaber, maskiner og fabrikker, lagre og transportmidler, hvori der er bundet store formuer. Den således i arbejdsforudsætningerne bundne formue kaldes kapital, og det ligger derfor i den moderne tekniks fremskridt, at arbejdet kræver megen kapital til sin forudsætning. Dersom der nu ingen rente var tilladelig, så ville denne kapital ikke blive tilbudt, og kapitalfattigdommen ville være dræbende for erhvervslivet. Både direktøren og funktionærerne og arbejderne har kapital behov, og de vil ikke få den, dersom de ikke betaler rente derfor. Men det vil jo netop sige, at kapitalen gør erhvervslivet en tjeneste, og betalingen for denne tjeneste er renten; den kan altså først og fremmest betragtes som lejeindtægt af maskiner, fabrikker, lagre og transportmidler.

Ja, men ganske på samme måde er jo også jorden nødvendig som arbejdsforudsætning, og så måtte jo også jordrenten betragtes som retfærdig betaling for jorden, som leje af jorden? Ja, ganske vist, men netop fra dette synspunkt bliver georgismens princip gennemskueligt i dets indre konsekvens. Af alle arbejdsforudsætninger skal der betales leje. Men der er den væsentlige forskel mellem jord og andre arbejdsforudsætninger, mellem jord og kapital, at alle andre arbejdsforudsætninger tilvejebringes ved arbejde, og derfor skal lejesummen betales til dem, som har arbejdet med tilvejebringelsen; jorden derimod er ikke bleven tilvejebragt ved noget menneskes arbejde og kan ikke tilvejebringes ved menneskers arbejde; derfor tilfalder leje­indtægten af den ikke noget menneske, men staten, som må tænkes at udleje jorden, således at grundskylden er lejeafgiften af jorden, og den skal netop være så stor som den fordel, jordbrugeren har ved adgangen til denne arbejdsforudsætning.

Har vi således set, at kapital er forarbejdet arbejdsforudsætning, og at den ikke kan und­væres, dersom ikke hele erhvervslivet skal gå i stå, så løber vi lige på en meget vigtig omstændighed ved det sociale problem, som man endelig ikke må glemme. Det er jo såre forståeligt, at man fra de mindre bemidledes side arbejder på, at der kan tages en del af det store arbejdsudbytte fra “toppen af samfundet” og uddeles til “bunden af samfundet”: jeg har altid haft den største sympati for denne bevægelse og vil altid vedblive at have det; det har fra begyndelsen af været min hovedinteresse, da jeg begyndte at beskæftige mig med de sociale spørgsmål. Men her møder man en vanskelighed, som jeg først efterhånden har fået øjet op for. Dersom man tænkte sig denne udvikling med at tage fra toppen og dele ud i bunden fortsat, så ville der blive kapitalfattigdom. Og det ville blive skæbnesvangert. Det er det samme forhold, der gør, at det er absolut umuligt at stille sig til rigdom på samme måde som Kristus i det nye testamente, navnlig i Lukas evangeliet; der er ved den moderne tekniks udvikling sket det, som ingen magt i verden kan forandre, at kapital er nødvendig arbejdsforudsætning i en grad, som slet ikke var tænkelig på det nye testamentes tid.

Jo dybere jeg nu får indsigt i denne vanskelighed, des mere synes jeg at forstå, at georgismen alene gør det ikke. Der må en ny form for samarbejde mellem kapital og arbejde indføres, et samarbejde, der gør arbejderne ved en virksomhed økonomisk interesserede i virksomheden, idet de indskyder kapital; når denne tanke forbindes med tanken om tantieme, så kommer man til den udbyttedeling, som allerede i min ungdom var prøvet i England, og som Fog & Mørup har indført i deres bedrift. Det forekommer mig at være den bedste fremtidsvej. Således vil den komplet umoralske institution, aktieselskabet, afløses af interessentselskaber, hvor de samme mennesker er arbejdere og ejere af arbejdsforudsætningerne. Først så er man ude over alle betænkeligheder ved rentetagningen; der vil altid føles en mangel ved det forhold, at kapitalen ganske vist arbejder og derfor må have udbytte, men kapitalisten arbejder ikke. Efter min mening er jordrentens inddragelse under det offentlige og aktieselskabernes omdannelse til interessentselskaber to udviklingslinjer af stor betydning for hele erhvervslivets sundhed; men det fundamentale er sikkert grundskyldens indførelse.

På landet.

Allerede i min sidste artikel var der en vis usikkerhed. Og den hænger sammen med hele min måde at tænke på. Så længe jeg bevæger mig omkring de evige idealer, kærligheden og retfærdigheden og deres indbyrdes forhold i den enkeltes og i statens liv, så har jeg en bevidsthed om, at dette er sandhed, som ethvert menneske i sin samvittighed vil bøje sig under; der hører kun to ting dertil, den ene er stilhed, så man lytter til, hvad det inderste i en siger; den anden er oprigtighed.

Så snart jeg derimod giver mig til at tænke over, hvorledes disse idealer tager sig ud i det praktiske liv, er jeg mig altid bevidst, at her kommer det ikke blot an på stilhed og oprigtighed, men der behøves også en hel del viden og tænkning, og i begge henseender er det muligt at tage fejl. Ved denne dybt indgribende bevidsthed er jeg garderet mod at blive fanatiker; en fanatiker er, efter min opfattelse, et menneske, der sætter ind i sager, hvor der hører viden og tænkning til, og hvor der derfor kan tages fejl, med den personlige myndighed, som kun hører hjemme, hvor det virkelig drejer sig om de evige idealer; for det evige kan ingen blive fanatiker; det evige skal nemlig eje ham ubetinget.

Og dog må jo enhver også i sager, hvor der hører viden og tænkning til, tage sit standpunkt efter bedste forstand, indtil han bliver overbevist om noget bedre. Kun med den bestemte begrænsning har jeg sluttet mig til Retsforbundet, og kun indenfor denne grænse siger jeg, hvad jeg derom siger.

Men når jeg da vil gøre mig selv regnskab for, hvorfor jeg, med den viden og den tænksomhed, jeg har, mener, at georgismen rummer en væsentlig lægedom mod tidens sociale onder, så tænker jeg ofte over, hvor stor en skade der er forvoldt derved, at grundskylden ikke var indført, da ved verdenskrigen de store katastrofer styrtede ind over hele vor kulturverden. Og så betyder det for mig meget, at netop georgismen synes mig at have kunnet magte de store kriser; thi hvad der kan magte de tider, hvor all forrykker sig, kan magte dem, fordi det er selvregulerende, det forekommer mig er bedre end ethvert statsregulerende system.

Tænker jeg mig da, at Retsforbundet havde bestået ved krigens begyndelse, og at man havde lyttet til os, da forekommer det mig, at landbrugskriserne ville være blevet i høj grad mildnede. Landbrugsprodukterne steg umådeligt. At det betød, at grundværdien steg i samme tempo, det blev man snart opmærksom på; det havde man for øvrigt kunnet sige sig selv. Havde der nu været en grundskyld, så havde staten ved dennes stigning fået den merindtægt, som den trængte til under de ekstraordinære forhold, ved den stigende grundskyld, og den havde fået den på det sted, hvor en uhyre indtægt var tilfaldet mennesker uden noget videre arbejde ud over det sædvanlige; det ville have været retfærdigt; og staten havde ikke behøvet at gribe til merindtægtsskat, hvorved man berøvede mennesker overskuddet i de opadgående tider, uden at være parat til at erstatte dem tabet i de nedadgående tider. Og dette havde haft til følge, at vi var blevet fri for al den jordsælgen, der før eller senere ville have til følge, at fremtidens jordbrugere, der havde købt til de dyre priser, kom til at sidde der med uoverkommelige byrder. Og en såre tydelig vinding for hele landet ville være følgen deraf. Når den offentlige prioritet, som grundskylden er, var steget så meget, som jordens værdi steg, så havde vi ikke fået denne overprioritering af jorden, som nu er ulykken, og som vi har set så grelle eksempler på, hvorimod den offentlige prioritet, som grundskylden er, af sig selv ville falde i det rigtige leje, når tiderne rykkede sig i lave igen. Og således havde vi beholdt vor dygtige, stabile, menneskelig lykkelige landbostand, og vi havde ikke fået den tilstrømning til byerne af mennesker, der havde vundet mange penge ved at sælge den jord, som de burde være blevet ved.

Men det, jeg her har sagt, det er jo i virkeligheden udtryk for, at med hensyn til vort lands vigtigste næringsvej, dér er grundskylden den retfærdigste, ja, den egentlig retfærdige beskatning, fordi den beskatter i samme grad, som fortjenesten ved ens arbejde bliver større, vel at mærke ikke ved nogen forøgelse af arbejdets tempo eller beskaffenhed, men udelukkende ved faktorer, som er uafhængige af den enkeltes arbejde. Og dette, som under katastrofale forskydninger træder så klart frem, det finder hele tiden sted. Afgifterne af de prioriteter, der hviler på jorden, er afgifter af noget, der ikke er blevet til ved nogens arbejde, afgifter, som nu tilegnes af private mennesker, men burde gå i samfundets fælles kasse.

Og det vidunderlige ved denne form for beskatning er netop dens vidunderlige evne til at regulere sig selv, så at det retfærdige altid bliver resultatet. Jordværdiens stigning holder skridt med det udbytte, som jorden under de vekslende forhold kan give, og som jordbrugeren derfor kan svare afgift af, og denne afgift hindrer ikke i nogen måde jordbrugeren i at disponere ganske frit; og ligger der ved siden af hinanden to stykker jord af samme beskaffenhed og beliggenhed, men den ene er dygtigere og flittigere end den anden, så kommer de to til at betale lige meget i grundskyld, så at den flittige og dygtige beholder hele virkningen af, at han er dygtigere, ubeskåret, hvorimod han nu må betale skat af den vinding, han har af at arbejde med flid og dygtighed. Men det siger sig selv, at dersom man beskatter resultatet af flid, så virker man skadelig ind på arbejdsenergien som helhed, men dersom man beskatter arbejdsforudsætningen, som Gud har givet, og som ikke er resultat af arbejdet, så fremmer man flid og dygtighed.

Ja, det er sådanne tanker, der på dette område bevæger mig til at have den overbevisning, at retsstatstilhængerne har ret, og den mening bliver jeg ved, indtil nogen ved klare grunde har påvist mig, at de grunde, der synes mig klare og overbevisende, rummer fejltagelser.

Byggeriet.

Det er sagt så til, og det er så uimodsigeligt, at den gennemførte grundskyld giver de bedste muligheder for sunde boligforhold. Intet steds træder det urimelige og uretfærdige i den nuværende ordning grellere frem, end når mennesker, der ejer jord i omegnen af de store byer, tjener ganske uforholdsmæssigt store summer uden at gøre arbejde for en øre, bare ved at lade jorden ligge; der fortælles morsomt om en mand, der var blevet mange­millionær ved at sidde i fængsel i 30 år: han ejede en del af den jord, hvorpå Chicago blev bygget. All, hvad det har kostet at bygge rådhuset i København, kunne være skaffet til veje ved skyld af værdistigningen af de omliggende grunde.

Når grunden beskattes til dens fulde værdi, tvinger man ejeren til at benytte jorden således, at han får den størst mulige indtægt af den; thi han skal jo betale en stor årlig skyld; og han har ingen interesse i at lade den ligge “for at spekulere i værdistigningen; thi en stigning vil i tilsvarende grad forøge grundskylden. Selvfølgelig kommer grundskylden igen som en andel af huslejen; men denne andel i huslejens størrelse bliver så også den eneste afgift til det offentlige, man overhovedet kommer til at svare. Og den frie konkurrence hindrer en større beskatning af lejerne, end ret er.

Dette, som er georgismens ABC, ville også nu træde tydelig frem, dersom ikke de ved krigen skabte forhold havde bragt fuldkommen forvirring på dette område. Så længe man i en og samme by har huslejer af 2 forskellige højder, så længe kan der ikke komme nogen orden i byggeforholdene. Principielt bør vanskelighederne på dette område netop løses ved grundskyld og fri husleje. Det ser ud til at måtte føre til en pludselig og ublu stigning i huslejen. Men man må her ikke glemme to ting.

For det første vil grundskylden fremtvinge bebyggelse af jord, der er byggemoden, og konkurrencen vil hindre en urimelig stigning af huslejen; i alt fald regulerer det sig i løbet af et par år.

Og dernæst vil stigningen i huslejen opvejes ved den fritagelse for andre skatter, som netop står på vort program. Jeg har jo selv prøvet midt i den værste tid at komme til København som tjenestemand; men jeg antager, at den eventuelle stigning af huslejen ville være blevet opvejet ved fritagelse for skat i øvrigt.

 

Og i denne sammenhæng er der noget, jeg gerne vil spørge kyndige mennesker om. Jeg husker, jeg som præst i Trinitatis sogn var oppe at besøge en familie, som tidligere havde levet meget fattigt, men nu tjente manden 5­6000 kr. om året, og dog boede de under de elendigste forhold på en femte sal; de kunne ikke bruge deres forøgede indtægt til at skaffe sig sundere bolig for; jeg tror, megen demoralisation kunne være undgået, dersom der havde været mulighed for at anvende forøget indtægt på denne sunde måde.

Nu ved jeg jo godt, at en tvang i denne retning ved grundskyld ville ikke have klaret alle vanskelighederne; og jeg føler mig noget på gyngende grund, når jeg giver mig til at skrive om noget, jeg ikke kan se til bunds i; men tænker jeg galt, så vil jeg gerne lade mig belære.

Det, jeg ved, er, at selv med grundskyld ville en kapitalanbringelse i bygninger have været lidet rentabel; thi både bygningsmaterialer og arbejdsløn var ekstraordinært høje.

Med hensyn til materialerne er jeg blevet opmærksom på, at i alt fald et af dem er blevet fordyret ved monopolpriser, cementen; jeg husker tydelig en langvarig proces, der endte med, at konkurrenten blev slået ned, så at cementpriserne kunne holdes oppe netop i en tid, hvor det fra samfundssynspunkter var meget om at gøre at fremskaffe billige byggematerialer.

Efter mine tanker – jeg ved ikke, om andre er enige med mig – ville det være en opgave for staten at beskatte sådanne indtægter af faktiske monopoler; og det ville atter efter mine tanker være en opgave for staten at beskatte den stigning i huslejen i de gamle bydele, som havde sin grund i, at konkurrenterne byggede med langt dyrere materialer. Jeg kunne tænke mig, at det dog havde været muligt i nogen grad at overvinde vanskelighederne.

Med hensyn til arbejdslønnen synes det mig hensigtsmæssigt at stille et spørgsmål netop overfor byggefagene, hvor spørgsmålet om told ikke kan forvirre begreberne.

Jeg stiller det til bygningshåndværkerne.

Lad os antage, at 100 arbejdere bygger en bygning for arbejdere. Når så bygningen er færdig, viser det sig, at arbejderne ikke har råd til at betale den leje, lejlighederne vil koste. Et sådant forhold er så oplagt meningsløst, at enhver må kunne se, at anvendelsen af offentlige midler til at holde sådan virksomhed ved lige, er sindssvag; det kan intet samfund holde til. Nu er man rask til deraf at drage den slutning: altså må arbejdslønnen ned. Hele min fortid ømmer sig ved denne raskhed; men hvis slutningen er rigtig, så er den jo rigtig. Dog vil jeg først spørge: er der andre, mig ukendte grunde til den dyre husleje? Er det måske de overordnede ved byggevirksomheden, der tager for megen fortjeneste uden tilsvarende ydelse? Eller er det samfundet, der ved afgifter og omsvøb fordyrer boligbyggeriet? I så fald er det urigtigt ensidigt at fæste opmærksomheden på huslejens størrelse. Allerførst måtte man dog ophæve alle afgifter, der hviler på byggevirksomheden, og i det sted fremtvinge virksomhed og konkurrence ved hjælp af grundskyld.

Når jeg slutter disse betragtninger med spørgsmål, så kunne man med en vis ret kræve, at jeg selv undersøgte, hvorledes alt dette forholdt sig.

Men et menneskes arbejdsevne er desværre begrænset. Jeg har mit arbejde, der kræver en mand helt, og dog håber jeg om ikke alt for længe at kunne fordybe mig mere indgående i disse spørgsmål. Indtil da vil jeg nødig skrive eller tale om ting, jeg dog ikke er kommet til bunds i. Man må derfor tjene mig med at opfatte min relative tavshed ikke som mangel på iver for Retsforbundet, men som ulyst til at tale om, hvad jeg ikke forstår til bunds.

Jeg vil derfor kun slutte alle disse betragtninger om, hvorfor jeg er retsstatsmand, med nogle tanker om arbejdsløshed og arbejdsløn og med nogle overvejelser om retsstatsstandpunktets åndelige mening.

Arbejdsløn og arbejdsløshed.

Også jeg har en gang troet, at det var muligt at bestemme arbejdslønnen vilkårligt, og jeg har så været tilbøjelig til at mene, at en langt større del af arbejdsudbyttet burde tilfalde arbejderne. Og jeg er heller ikke nu i tvivl om, at der lader sig opnå og er opnået en del i den retning. Alligevel synes jeg, at forholdene tvinger en til at se, at der er love for arbejdslønnens størrelse, som man ikke kan komme udenom. Det lader sig ikke gøre at opretholde lønninger, der gør konkurrence med udlandet i industrier, vi har forudsætninger for at udøve, umulig. Og den nuværende situation, hvor vi har ødelagt en hel del af vor industri, så at der er arbejdsløshed, og derefter giver disse arbejdsløse understøttelse, den er absolut uholdbar. Og jeg føler det som en samvittighedssag at sige det, selvom jeg ved, at jeg derved kommer til at sige noget, der er ilde hørt af dem, som jeg med hele mit hjertes sympati føler mig knyttet til.

Men jeg har i høj grad undret mig over, at der ikke fra arbejdsledernes side bliver tilbudt overenskomst på de betingelser, at først og fremmest direktørgager og bestyrelsesmedlemmers fortjeneste og aktieudbytter forringes; det er så inhumant som vel muligt at lægge fordringerne tungest der, hvor der er mindst mulighed for at sætte fordringerne til livet ned. Og vil man i den anledning svare mig, at det, der kunne spares ved den overordnedes og bestyrelsesmedlemmernes tantiemer og andet lignende, dog er så forsvindende, at det i henseende til arbejdernes lønninger ikke ville betyde noget nævneværdigt, så er jeg ude af stand til at nægte en sådan påstand: derimod vedbliver jeg at synes, at netop det at give sagen denne vending, er det soleklareste bevis på den ukærlighed, hvormed der tænkes over disse spørgsmål. Når man nemlig tænker ud fra den forudsætning, at man har med levende mennesker at gøre, så er man ikke en logisk regnemaskine, men man bestræber sig for at føle således, som det må blive følt af levende mennesker; man bestræber sig for at forstå, at det, der virker, er den mere eller mindre godt underbyggede tanke om, at en nedskæring af lønnen sker til fordel for mennesker, der ikke tilnærmelsesvist har fortjent udbyttet som de, der arbejder; man burde have en betydelig mere psykologisk måde at tage disse ting på, mindre logisk.

 

 

Men når jeg så tænker videre i den retning, så er det i mine øjne lige uimodsigeligt, at man ikke kan have vidt udstrakt arbejdsløshed og samtidig opretholde de bestående lønninger; det er og bliver en umulighed, og ethvert samfund, der forsøger derpå, brækker halsen derpå. At fagforeningsbevægelsen tilsyneladende kan gennemføre det, beror øjensynlig på, at der har været betalt arbejdsløshedsunderstøttelse i vid udstrækning: derfor står vi nu midt i en krise af uberegnelig betydning, og en krise, der ikke kan og ikke skal behandles overfladisk. Principielt er der, når der har udviklet sig dette sammenspil mellem løn og arbejdsløshed, intet andet middel mod lave lønninger end at ophæve arbejdsløsheden. Kan man ikke det, så vil det være umuligt at gøre noget ved lønningerne; dette bør være samfundsøkonomiens ABC, og enhver, der har ansvar i denne tid, bør på enhver måde få de interesserede parter til at forstå rækkevidden af denne erkendelse. Thi det betyder uimodsigeligt, at fagforeningernes politik er kommet til et punkt, hvor det uhjælpeligt er åbenbart, at de ikke ved deres levende råd.

Der er også kun et råd: Skaf den danske arbejder billig jord ved indførelse af grundskyld, så bliver en del af den danske bondestands ungdom beholdt for landbruget, og tilstrømningen til København vil formindskes. Det er den sammenhæng mellem arbejdsløshed og løn og grundrente, som Retsforbundet stadig har påpeget. Vi har tid til at vente, men samfundet har ikke råd til i en så skæbnesvanger tid at fortsætte med at lappe skader, hvor der skulle en omorganisation fra grunden af til.

Jeg forstår godt, at denne simple sammenhæng har været skjult for de danske socialdemokrater; det har været naturligt, så længe det ikke var åbenbart, at arbejdet for lønstigningen har sine faste grænser, som ingen menneskelig magt kan overskride uden at styrte samfundsøkonomien i uløselige vanskeligheder. Men nu oplever vi det; det er blevet os åbenbart, og vi har ikke lov til at lukke vore øjne derfor.

Derimod synes vel den tilsyneladende så simple udvej, som de konservative stadig anbefaler, at sikre arbejde ved toldbeskyttelse, i første omgang fortrinlig, men den vil på så mange måder få bagslag, at den fører fra asken i ilden; den vil føre til prisforhøjelse; i bedste fald vil den modvirke den prisnedgang, der er nødvendig, og derved vil den forøge produktionsomkostningerne for al vor virksomhed. Det at standse importen fører altid til prisforhøjelse. Og kan vort landbrug bære den? Og kan andre industrigrene bære den?

Kulturelle synspunkter.

Jeg vil gerne slutte disse overvejelser med en fremhævelse af retsidéernes kulturelle betydning. Man har hidtil ment, at en kulturel udvikling på nationalt grundlag bedst kunne ledes af staten. Det tror jeg ikke. Jeg tror tværtimod, at staten langt mere skader end gavner det åndelige liv. Jeg kan godt se, at kunst og videnskab og folkeoplysning og religion står sig økonomisk ved at tages under armene af staten; men det kan kun ske på bekostning af disse åndsområders frie selvstændighed; det vil uvægerligt blive de herskende politiske partier, som bestemmer, i hvilken retning kursen skal gå, hvad der skal fremmes og beskyttes, og hvad der skal undertrykkes. Således bestemte de styrende i sin tid, at Brandes skulle undertrykkes, og jeg tror, det har været til ubodelig skade for den åndelige udvikling i Danmark. Jeg tror på ånd, og jeg tror, at åndelige bevægelser har bedst af at være underkastet de samme betingelser som alt andet, at de må kæmpe for deres eksistens, også økonomisk; det kan være, at det nye og berettigede så må kæmpe en lang og hård kamp med økonomiske vanskeligheder; men det er min overbevisning, at netop sådanne forhold egner sig bedst til at sigte, hvad der bør være indsats til at skabe en bedre fremtid. Eller tror nogen, at det, Jesus Kristus ville, ville være blevet fremmet bedre, dersom han havde haft statens økonomiske støtte i ryggen? Ånd er nu en gang kamp, og det er bedst, at det, der er kamp, får kampvilkår, ellers mister saltet for let sin kraft.

Under kampen er det så min overbevisning, at til trods for alt det berettigede, som Kierkegaard har sagt om, at mængden er usandheden, så vil dog menigmand have et sundt skøn i åndelige spørgsmål, dersom det ikke ødelægges ved stemmeflerhed og ved agitation. Det er forståeligt, om end ikke undskyldeligt, at frasemagere bruger idealistisk klingende fraser i agitationens tjeneste; vor tid er just som skabt derfor; thi der er så megen gammeldags religiøsitet, at fraserne endnu får nogen magt over sindene hos mennesker, der ikke gennemskuer hulheden; og der er så lidt religiøsitet, at agitatorerne ikke har nogen hellig ærefrygt, der hindrer dem i at misbruge idealerne på den skammelige måde. Hele denne overhåndtagende fare for hulhed og frasemageri florerer ypperligt under statsvælde og flertallets regimente i åndelige ting. Men hvor dette agitationshensyn ikke spiller med, hvor der intet er at opnå fra statens side, der tror jeg, at der er et sundt instinkt, der forbyder folkeledere at bruge hule fraser og lader den menige mand skønne, hvem der har myndighed i sin tale og færd.

Og allermest tror jeg, at således forholder det sig med hensyn til religionen. Når jeg ikke optræder agitatorisk for en adskillelse af stat og kirke, er det, fordi jeg synes, at de åndelige kræfter, det religiøse liv ejer, er så ringe, at efter al menneskelig sandsynlighed ville under frikirkeforhold en endnu mere fordærvelig magt gøre sig gældende end statens: pengemændenes magt; altså er forholdet til staten et religiøst svaghedstegn. Thi uhyggeligt er det, at statens og kirkens sager er således sammenfiltrede, at de kirkelige partier har interesse af at vinde de forskellige politiske partiers gunst; det fører til en byzantisme, der ikke bliver bedre, fordi det ikke er en østromersk kejsers gunst, man bejler til, men et rigsdagsparti; det er det modsatte af ordet: ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Herren.

Fra den anden side synes jeg, at del nuværende forhold til nød kan gå an, da der jo dog for så vidt er frihed i forholdet til kirken, at enhver kan træde ud og derved forberede tilstande, hvor adskillelsen er en selvfølgelighed. Og så længe det overvejende flertal af landets beboere lader deres børn døbe, og kirken lader delte ske, så kan man ikke samtidig fordre en adskillelse; thi man har ved denne praksis med hensyn til dåben i realiteten identificeret stat og kirke. Der er altså spørgsmål af vidtrækkende betydning for kirken også, som først måtte overvejes, inden der kunne skrides til en adskillelse.

Disse overvejelser fører mig til at ønske adskillelsen, men jeg har ikke mod til at agitere særlig derfor; jeg tror, at det er tilrådeligst at bie på Guds time, når han danner forholdene således, at man skønner, at nu er det tid.