Svar til Hertugen af Argyll,
i Profeten fra San Francisco
Originalens titel: Reduction to Iniquity
»Det har her ikke været min hensigt at argumentere«, siger hertugen af Argyll i slutningen af sit indlæg med titlen Profeten fra San Francisco. Det er sædvanligvis ørkesløst at svare dem, der ikke argumenterer. Alligevel griber jeg anledningen til at svare, dels på grund af min agtelse for hans andre skrifter og dels for sagen hvorom det drejer sig. Men idet jeg indlader mig derpå må det være mig tilladt først at forklare det personlige moment, hvortil hertugen hentyder, og som han synes at have misforstået. Ved at sende ham et eksemplar af Fremskridt og Fattigdom var det ikke min hensigt at vise en uforskammethed og jeg var mig ikke noget usømmeligt bevidst. Tværtimod, jeg ydede ham en stor kompliment. For, som jeg også bemærkede i følgeskrivelsen, jeg sendte ham med min bog, var det ikke blot for at bevidne forfatteren af The Reign of Law min højagtelse, det var fordi jeg anså ham for en mand, der var hævet over tilfældighedens stilling.
Jeg mindes endnu stedse den nytte jeg drog af Reign of Law og erindrer levende den glæde bogen forårsagede mig. Det, der tiltalte mig mest var imidlertid ikke, hvad hertugen synes at formode, det såkaldte »nonsens kapitel«. Tværtimod, den tanke, at det er nødvendigt at pålægge arbejdet bånd, finder jeg særlig uforenelig, ikke alene med frihandel, men med tanken om naturlovenes fremherskelse og harmoni, som han udvikler så ypperligt i de foregående kapitler. Hvor sådanne restriktioner som fabrikslove synes nødvendige i arbejdets interesse, forekommer denne tilsyneladende nødvendighed mig at fremstå ved foregående restriktioner, i hvis fjernelse og ikke forøgelse, det sande hjælpemiddel bør søges. Hvad der fængslede mig i The Reign of Law, var den måde hertugen påviser de fysiske loves tilværelse og deres hensigtsmæssighed, der tvinger tanken, der beskæftiger sig dermed, til at anerkende den skabende hensigt og dens formål. I den forstand har hertugens bog været mig til nytte og kærkommen, ligesom jeg ikke tvivler på, at den var for mange andre.
Min bog, tænkte jeg, kunne til gengæld være hertugen kærkommen og til nytte – ville kunne yde ham noget af dette »overvættes og inderlige velbehag«, der, som han udtaler, opstår ved erkendelsen af de universelle loves enkelhed og uudsigelige harmoni. Og på det område, hvor jeg, efter hvad jeg antog, havde udrettet noget for at påvise lovens herredømme, er denne glæde måske endnu fyldigere end på det område, hertugen havde behandlet. Thi i fysikkens love erkender vi kun intelligens og kan blot hengive os til håbet om, at alvisdommen også indbefatter algodheden. Men i de sociale love kan betragteren erkende godheden såvelsom intelligensen; erkende at menneskets moralopfattelse er en opfattelse af virkeligheder; og finde et støttepunkt for den blivende tro, at den menneskelige sjæls bestemmelse ikke begrænses af dette korte livs varighed. Jeg kendte kun hertugen af Argyll gennem hans bog. Jeg havde endnu aldrig været i Skotland og lært hans karakter som jorddrot derovre at kende. Det var min hensigt at vise en høflighed, en artighed mod en borger i den litterære republik, ikke at irritere en godsejer. Jeg antog ikke, at en intetsigende titel og en plet jord kunne lænke en tanke, som havde underholdt sig med naturen og fordybet sig i betragtning af årsag og begyndelse. Min fejltagelse beroede på uvidenhed og eftersom hertugen af Argyll offentligt har henledt opmærksomheden derpå, yder jeg ham derfor ligeså offentligt min afbigt.
Hertugen erklærer, at det ikke er hans hensigt at argumentere. Dette er indlysende. Men jeg kunne have ønsket ligeså indlysende, at det ikke havde været hans hensigt at misrepræsentere. Han synes at have skrevet for et publikum, som ikke har læst de skrifter, han kritiserer; men eftersom den del af publikum, der har læst dem, danner en højst respektabel part af læseverdenen, kan jeg trygt lade hans misrepræsentationer uænsede, idet jeg føler mig forvisset om, at de straks vil falde enhver, som læser mine skrifter, i øjnene, og at det utrolige nonsens, han pådutter mig, kun har hjemme i hans egen fantasi og forvanskninger. Og i det jeg her har at fremføre, foretrækker jeg at møde ham på hans eget felt og holde mig til selve spørgsmålet4. Jeg accepterer »reduktionen til uretfærdighed!«
Forunderligt nok ytrer hertugen mistillid til selve tribunalet, hvortil han appellerer. »Det er en kendsgerning,« fortæller han os, »som man bør holde vel for øje, at moralfølelsen ikke så bestemt oprøres imod uretfærdighed som fornuftfølelsen imod det absurde.« Såfremt dette forholder sig rigtigt, hvorfor er da, om jeg tør spørge, hertugens hele indlæg rettet til moralfølelsen? Hvorfor taler han om ret og uret, om retfærdighed og uretfærdighed, om ære og vanære, om mine »umoralske doktriner« og »ryggesløse konklusioner«, «den uudsigelige nederdrægtighed og det storartede bedrageri og snyderi«, som jeg foreslår? Hvorfor kalde mig »en uretfærdighedens apostel, hvortil verden aldrig har set magen«, og så fremdeles? Såfremt hertugen tillader, vil jeg sige ham det, for sandsynligvis forstår han ikke selv at omskrive sine egne ord, hvorved han afgiver et eksempel på, at de, der mener at være filosoffer og benægter den menneskelige forstands love, undertiden selv ubevidst er underkastet dens love. Hertugen appellerer til moralfølelsen af samme grund, som alle andre mennesker, gode og slette, lærde og ulærde, tager deres tilflugt til moralfølelsen, så snart de bliver ivrige i debatten; og grunden derfor er den instinktive fornemmelse, at moralfølelsen er dybere og mere pålidelig end forstandsfølelsen; at moralfølelsen med større sikkerhed oprøres imod uret end den intellektuelle følelse imod tåbelighed. Hertugen appellerer til moralfølelsen, fordi han instinktmæssigt føler, at dens afgørelse nyder den højeste sanktion hos alle mennesker: og når han senere hen søger at svække dens autoritet, er det fordi denne selvsamme moralfølelse tilhvisker ham, at hans sag ikke er god.
Min anskuelse med hensyn til de moralske og intellektuelle opfattelsers henholdsvise større sikkerhed er den modsatte af hertugens. Det forekommer mig sikkert, at den moralske opfattelse danner en mere pålidelig rettesnor end den intellektuelle, og at, hvad vi visselig aldrig burde forglemme, det ingenlunde hidrører derfra, at de moralske evner er upålidelige, men fordi de kunne sløves ved, at man nægter dem lydighed, at de kunne forvanskes ved egenkærlighedens indskydelser. Så pålidelig, så uudslettelig er moralfølelsen, at dér hvor egenkærlighed eller hensynsløshed vil voldtage den, bliver de intellektuelle evner stedse kaldt til hjælp for at tilvejebringe en undskyldning.
Ingen uretfærdig krig blev nogensinde indledt, uden et påskud om at værne en ret eller afværge en uret eller for at tilføre de besejrede et større gode, om end tiltrods for dem selv; ingen rapsende tyv, uden at han søger at undskylde sig hos sig selv. Det er tvivlsomt om nogen selvbevidst brøde nogensinde er begået; det er vist, at ingen række af misgerninger nogensinde er fortsat i længere tid, uden at der udvikledes en teori for at sløve og dysse moralfølelsen i søvn.
Og medens der med hensyn til genstande, som udelukkende kunne opfattes intellektuelt, har hersket og endnu hersker de højst forskellige opfattelser og sådanne opfattelser stedse forandres ved kundskabens udvikling, har stedse en slående overensstemmelse gjort sig gældende med hensyn til moralopfattelsen. På alle den sociale udviklings trin og under alle religionsformer, ligegyldigt hvor forvanskede de blev ved egenkærlige motiver og fornuftfordrejelser, har sandheden, retfærdigheden og velgørenheden stedse været skattet, og alle vore åndelige fremskridt har ikke givet os højere moralske idealer end de, der herskede blandt de mest primitive folkefærd. Selve forvanskningen af moralfølelsen, den tilsyneladende forskel i morallæren til forskellige tider og hos forskellige folkeslag, viser kun en væsensfrihed. Hvor den moralske følelse har afveget eller afviger, kan forstyrrelsen føres tilbage til årsager, der havde deres udspring i selvkærlighed og blev vedligeholdt på fornuftstridig måde, hvorved moralevnen blev forvansket og sløvet. Det forekommer mig, at Skaberen, som hertugen af Argyll, lige såvel som jeg, erkender at stå bagved såvel de fysiske som de åndelige love, ikke har overladt os til at famle i mørke, men i virkeligheden givet os et lys, hvorved vore skridt kunne sikkert ledes – et kompas, hvorefter under alle den sociale udviklings forskellige trin, vejen til de højeste goder med sikkerhed kan følges. Men ligesom kompasset, hvormed sømanden styrer sin kurs over det sporløse dyb i den mørkeste nat, kan forstyrres ved andre tiltrækningskræfter og derved blive misvisende og hæmmet, således er det også med moralfølelsen. Dette er åbenbart ikke en verden hvori menneskene må være enten vise og gode, men en verden hvori de kunne tilvejebringe både godt og ondt, eftersom de benytter de kræfter, der er dem givne.
Jeg omtaler dette, fordi anerkendelsen af moralens herredømme og pålidelighed synes mig at belyse andre ellers dunkle problemer, og ikke fordi det er nødvendigt her, eftersom jeg endnu mere ureserveret end hertugen, anerkender den domstols kompetence, for hvilken han stævner mig. Jeg er villig til at underkaste ethvert spørgsmål i nationaløkonomien etikkens prøvelse. Såvidt jeg kan se, gives der ingen sociallov, som ikke stemmer overens med moralen, og intet socialt spørgsmål, som ikke kan afgøres hurtigere og mere bestemt ved en appel til moralen end til fornuften.. Ejheller kan der herske nogen tvist imellem os, hvorom stridsspørgsmålet drejer sig. Han bebrejder mig, at jeg forsvarer et brud på moralloven ved at foreslå plyndring. Jeg indrømmer, at plyndring er et brud på moralloven og derfor ubetinget og uden omsvøb bør fordømmes.
Med hensyn til, hvad der danner begrebet »plyndring«, vil vi vist begge være enige om, at det består i at tilegne sig, hvad der med rette hører næsten til. Det, der med rette hører ham til, vel at mærke, ikke hvad der lovmæssigt måtte tilhøre ham. Hvorvidt og i hvilket omfang menneskelige love kan skabe rettigheder ligger udenfor denne betragtning, for hvad jeg foreslår er at forandre, ikke at bryde loven. Denne forandring erklærer hertugen uretfærdig. Derved appellerer han til moralloven, som eksisterer forinden og er ophøjet over alle menneskelige love og ifølge hvilken de sidste har at bedømmes. Lad os fastholde dette punkt. Jordejerne kunne have valget mellem at lade sagen afgøre enten ved den menneskelige lov eller ved moralloven. Når de påstår, at jorden er deres retmæssige ejendom i kraft af menneskelige love, da kan de ikke anklage os, der vil forandre disse love, at vi forfægter plyndring. Men når de søger at påvise, at en sådan forandring af loven vil være det samme som plyndring, da må de godtgøre, at jord kan være retmæssig ejendom også uden menneskelige love.
For jord hører ikke til den slags genstande, hvortil forudsætningen om retmæssig ejendomsret knytter sig. Denne knytter sig kun til ting, som strengt taget betegnes formue og er produkt af arbejde. Sådanne genstande må fra begyndelsen af have en ejermand, eftersom de er opstået ved menneskelig flid, og ejendomsretten, som knytter sig hertil, har sin kilde i ethvert individs åbenbare og naturlige ret til sig selv og nydelsen af sine egne frembringelser. Dette er det moralske grundlag for ejendomsretten, som gør visse ting til retmæssig ejendom, uanset de menneskelige love. Det ottende bud erhverver ikke sin gyldighed som menneskeligt lovgivningsværk. Det er skrevet på naturlige kendsgerningers grundvold og er selvindlysende for den menneskelige opfattelse. Om der kun var to mennesker til i verden, ville de fisk, den ene fangede i søen, vildtet han nedlagde på jagten, frugten han indsamlede og den hytte han byggede være hans retmæssige ejendom, som den anden ikke uden at bryde moralloven, kunne berøve ham. Men hvorledes kan nogen af dem gøre fordring på verden som sin retmæssige ejendom? Eller om de enedes om at dele den mellem sig, hvilken moralsk vægt kan en sådan overenskomst tilkendes overfor det følgende menneske, som betrådte verden?
Men det er overflødigt at fremhæve, at ejendomsretten til jord alene hviler på menneskelige foranstaltninger, der til enhver tid kan forandres uden brud på moralen. Ingen benægter dette for alvor. Undertiden fremhæves der, at ejendomsretten til jord er fremstået ved tilegnelse. Men de, der siger dette, mener det næppe for alvor. Tilegnelse kan ikke give berettigelse. Den, som øser et bæger vand fra floden, erhverver ret til dette bæger vand, og ingen tør med rette gøre ham det stridigt; men denne ret er fremstået ved den derved knyttede anstrengelse, ikke ved tilegnelse. Hvorledes kan han erhverve ret til selve floden ved simpelthen at tilegne sig den? Columbus drømte ikke om at tilegne sig og sine arvinger den nye verden; han var blevet anset for vanvittig, om han havde forsøgt derpå. Nationer og fyrster delte den nye verden mellem sig, men det var på grundlag af »magtens ret«. Denne, og den alene, er det, der giver tilegnelsen gyldighed. Og denne er det åbenbart, der menes, når der tales om retten ved tilegnelse.
Denne »erobringens ret«, denne »de stærkeres ret« er det eneste grundlag for jordejendomsretten, hvortil hertugen drister sig at hentyde. Han gør det, idet han spørger, hvorvidt den udelukkende ejendomsret til Californiens territorium, som ifølge hans mening hviler hos folket i Californien, ikke er baseret på erobring, og »hvis så, kan det da ikke med samme ret erhverves af enhver, der er stærk nok til at tilegne sig det?« Derpå svarer jeg bekræftende. Såfremt udelukkende ejendomsret erhverves ved erobring, da ikke blot »har det stået åbent for enhver sejrrig hær«, som hertugen siger, »og enhver erobrende feltherre i alle tidsaldre, fra alle verdens lande, at indrette et lignende ejendomsforhold;« men det er endnu stedse underkastet det samme, og nårsomhelst mængden i Skotland har magten dertil og skulle beslutte at berøve hertugen de godser, han for tiden besidder, da kan han ikke, såfremt dette er grundlaget for hans egne rettigheder, beklage sig med rette. Men jeg har aldrig indrømmet, at erobring eller anden magtanvendelse kan give rettigheder. Ejheller har jeg nogensinde påstået, men tværtimod benægtet, at den nuværende befolkning i Californien, eller noget andet land, har udelukkende ret til jorden eller på nogen måde kan erhverve en sådan ret. Jeg hævder, at den nuværende, den tidligere og den fremtidige befolkning i Californien, og i ethvert andet land, har ikke, har ikke haft og kan ikke opnå anden ret end netop benyttelsen af jorden, og at med hensyn hertil er rettighederne lige. Jeg hævder med Thomas Jefferson, »at jorden er til nyttebrug for de levende og at de døde hverken har magt eller ret derover.« Jeg hævder, at jorden var ikke skabt til, at én generation kunne disponere derover, men at den er skabt til bolig for alle generationer; at den nuværende slægt ikke er bundet ved nogetsomhelst gave- eller skødebrev, som er oprettet af fortidens slægter, og at den lige så lidt kan afhænde de fremtidige slægters rettigheder. Jeg hævder, at hvis hele Californiens folk, eller et andet folk, ville forene sig om at disponere over arealet, hvorved en eneste af deres fællers lige ret ignoreredes, ville de begå en uretfærdighed – og at selvom de kunne afhænde deres egne rettigheder, er de magtesløse til at beskære deres børns naturlige ret. Og på grund deraf hævder jeg ligeledes, at de skøder som De Forenede Staters regering nu for tiden udsteder, ikke har mere moralsk gyldighed end skøderne på de britiske øer, der historisk påviseligt kun hviler på en almindelig udplyndring af folket.
Hvorledes jordejendomsretten erhvervedes i fortiden, kan ingen somhelst betydning have for nutidens behandlingsmåde af jordspørgsmålet; desuagtet er en undersøgelse deraf ret interessant, for at påvise denne institutions natur. Hertugen af Argyll har skrevet en hel del om grundejeres rettigheder, men såvidt jeg ved, har han aldrig fortalt os noget om disse rettigheders historiske udspring. Han har talt om sine egne godser. Dette er, som jeg ved, et delikat spørgsmål, hvorfor jeg ikke skal pressere det. Men medens man ikke bør bebrejde nogen forfædrenes synder, bør der lige så lidt profiteres derved. Og det er et almindeligt faktum, at den udelukkende ejendomsret til jord har overalt haft sin kilde i magt og bedrag, i egennyttig havesyge og hensynsløs snedighed. Den har sin oprindelse, som alle slette institutioner, i menneskenes slette lidenskaber, ikke i deres opfattelse af hvad der er ret eller deres erfaring om, hvad der er visdom. »Menneskelige love,« fortæller hertugen os, »er udviklede af menneskelige instinkter«, og »i selvsamme forhold som de vedtagne ideer, hvorpå de hviler, er virkelig almindelige, i selvsamme forhold kunne de fordre at betragtes som det naturlige og legitime udtryk for de fundamentale sandheder«. Når han på denne måde vil benytte den private jordejendomsrets almindelige eksistens som et argument for dens berettigelse, hvad, må jeg da spørge, vil han sige til det meget stærkere argument, der således kunne føres til fordel for polygami og slaveri? Men det er et faktum, som jeg vel næppe behøver at minde ham om, skønt det turde være ubekendt for mindre velunderrettede, at behandlingen af jorden som privat ejendom er af forholdsvis moderne oprindelse og er ikke blevet drømt om af mindst de 999 ud af hvert tusinde, der har levet her på kloden.
Det er i de sidste to århundreder, ved afløsningen af de feudale lensforpligtelser og undertrykkelsen af klan- og stammeforrettighederne, at det vandt fuldstændig indpas hos vort folk. Og i sandhed, selv hos os har det næppe endnu nået sin fulde udvikling. Thi ikke alene spreder vi os endnu stedse ud over arealer, der hidtil ikke har været underkastet individuel ejendomsret, men der findes endnu rester af fællesretten (common rights) i lovgivningen såvelsom i hævdsretten i Storbritannien, der er overleveringer fra dette ældgamle system. Den oprindelige og universale menneskelige opfattelse fandt sit udtryk i indianerhøvdingen Sorte Falks erklæring: »Den store ånd har sagt mig, at jorden ikke bør gøres til ejendom, som anden ejendom. Thi jorden er vor moder!« Og denne oprindelige opfattelse af alle menneskers ret til benyttelsen af jorden, hvorfra vi alle må drage vor næring, har aldrig kunnet dølges, undtagen ved en fortsat række af usurpationer og undertrykkelser.
Men det er unyttigt at diskutere sådanne spørgsmål med hertugen. Der findes et højere grundlag, hvorpå vi kan mødes. Han tror på en intelligent skaber; han ser i naturen tanke og hensigt; han indser, at kun ved at afpasse sine handlinger i henhold til de universelle love, kan mennesket hævde sin stilling og opfylde sin bestemmelse.
Lad mig da anmode hertugen om at se sig om i verdens rigeste land, hvor kunst, videnskab og magt, som hidrører fra benyttelsen af de fysiske love, er blevet ført til den højeste tinde, som hidtil er nået, og bemærke hvor få af befolkningen der er i stand til at drage sig disse civilisationens fordele fuldstændig til nytte. Kampen for tilværelsen er så voldsom hos massen, at hertugen selv erklærer det nødvendigt ved lov at hindre, at forældre lader deres børn arbejde sig syge og til døde!
Lad ham betragte disse livsbetingelser, som indesluttes i sådanne fakta – betingelser, der desværre fremtræder overalt, og da spørge sig selv, hvorvidt dette stemmer med naturens hensigt?
Hertugen af Argyll har i Reign of Law oplyst os om de formålstjenlige egenskaber, hvormed fjedrene i en fugls vinger er indrettet til at give den flyveevnen; han har fortalt os, at kloen på flagermusens vinger er indrettet til, at den kan klavre.
Vil han tillade mig at anmode ham om at betragte de menneskelige skabninger omkring sig på samme måde? Betragt, o hertug! de små børn, der vokser op i byernes pesthuler, der arbejder i gruberne og i modbydelige arbejdsrum; de unge piger, lænkede til maskiner hele dagen eller strejfende på gaden om natten; kvinder, der står bøjede over smelteovne eller benyttes som lastdyr i de skotske højlande; mænd, som hele livet igennem må opofre deres livskraft i kampen for tilværelsen. Betragt dem, som De har betragtet fuglen og flagermusen. Hvis flagermusens klo har til hensigt, at den skal klavre, og fuglens vinge, at den skal flyve, hvad hensigt er da vel knyttet til de menneskelige skabningers legemlige og åndelige evner, der under vilkår som de eksisterende, i lande som Storbritannien, kun tilsteder nogle få at glæde sig derved og benytte sig deraf?
Den, der ikke ser beviser for en bevidst og planmæssig fornuft i naturen, kan tænke, at dette er ganske, som det bør være, men den der erkender i Hans værk en alvis Skaber, hvorledes kan han et øjeblik betænke sig på at slutte, at den umådelige forskel, der viser sig mellem åbenbar hensigt og dens faktiske udførelse, er forårsaget, ikke ved modstridende naturlove, men ved disses fornægtelse? Ejheller behøver vi at gå langt for at finde bekræftelse på denne slutning. Så snart vi efter en større målestok undersøger til hvilken dyreart mennesket bør henregnes, da ser vi i de vigtigste sociale institutioner et brud på naturens hensigt, der tilstrækkeligt forklarer nøden og elendigheden og den derfor mislykkede udvikling.
Sæt at et skib sendtes til søs med rigelig proviant for hele besætningen. Hvad må der ske, dersom nogle af besætningen lægger beslag på proviantkammeret og nægter resten andel deri?
Sæt en klode skabt og indrettet således at fornuftige væsner kunne drage deres næring rigeligt i enhver henseende. Må der ikke opstå jammer og nød på en sådan klode, såfremt nogle af disse skabninger gør dennes overflade, og hvad der befinder sig derpå, til deres udelukkende ejendom og berøver de andre adgang til benyttelsen? Her, såvelsom på enhver anden klode vi kan forestille os, udgør to og to fire og alt fradraget hvadsomhelst giver intet til rest. Hvad vi tydeligt indser ville hænde på enhver anden klode finder sted på vor.
Hertugen ser hensigt i naturen. Det samme gør jeg. Det, der svarer til denne hensigt, er naturligt, vist og retfærdigt; det, der modarbejder denne, er unaturligt, dårskab og uretfærdigt. Derom er vi enige. Lad os da føre denne institution, som jeg angriber og han forsvarer, frem for dette forum.
Sæt en godsejers nyfødte barn nøgen mellem et dusin arbejderbørn, og hvem formår at skelne imellem dem? Er den menneskelige lov, der erklærer det ene barn født til at besidde hundrede tusind acres jord, medens de andre ikke har ret til en kvadrattomme, overensstemmende med naturens hensigt eller ej? Er det, når det bedømmes på denne måde, naturligt eller unaturligt, vist eller tåbeligt, retfærdigt eller uretfærdigt? Læg en hertugs og en bondes legemer på dissektionsbordet og bring, om De kan, den kirurg, der ved at fremlægge hjernen eller ved at undersøge indvoldene er i stand til at erklære, hvem der er bonden og hvem hertugen? Er de ikke begge landpattedyr af samme slags, med de samme organer og den samme nødtørft?
Er det ikke åbenbart naturens hensigt, at de begge skal leve på jorden og benytte jorden på samme måde og i samme omfang? Er det derfor ikke et brud på naturens hensigt, når de menneskelige love giver den ene mere jord end han på nogen måde kan bruge og nægter den anden alt?
Lad mig bede hertugen, fra naturbetragterens standpunkt, overveje et jordløst menneskes stilling, en skabning, hvis samtlige organer og evner er indrettet til at benytte jorden, tvunget ved sine fornødenheder til at benytte den, men desuagtet nægtet al ret dertil. Må han ikke føle sig berøvet sit element, ligesom fuglen uden luft, fisken uden vand? Og kan vel noget klarere bryde naturens hensigt end menneskelige love, der frembringe sådanne anomalier?
Hertugen bedes bemærke, at hvad naturen lærer os er ikke blot, at mennesket var ligelig bestemt til at leve på jorden og at benytte den, og at det derfor oprindeligt havde lige rettighed dertil, men at det endnu er bestemt til at leve derpå og benytte den, og at derfor de nuværende rettigheder til jorden er lige. Der siges, at fisk, der berøves lyset, efter generationers forløb vil miste øjnene, og inden for visse snævre grænser er det sikkert, at naturen tillemper nogle af dens levende skabninger efter de betingelser mennesket bestemmer. I sådanne tilfælde kan det siges, at naturen har tillempet sin hensigt efter menneskets eller rettere, har omfattet den. Men der gives ingen sådan tillempelse i nærværende tilfælde. Naturens hensigt, at alle menneskelige skabninger skulle benytte jorden, åbenbarer sig ligeså tydeligt hos de børn, der fødes i dag, som det kan have åbenbaret sig hos de tidligere generationer. Hvor tåbeligt da at sige, at skønt retten til jord oprindelig var lige, er denne lighed gået tabt ved tidligere generationers handlinger eller samtykke? Hvor ulogisk af dem, der erklærer, at medens det ville være rigtigt at hævde denne lige ret i et nyt lands lovgivning, hvor folk nuomstunder nedsætter sig, ville det være uretfærdigt at omforme lovene derhen nu, hvor de allerede længe har været bosatte? Har naturen nogensinde og på nogen måde vist sig villig til at underkaste sig, hvad vi kalder lovmæssige rettigheder? Er et barn som kommer til verden i et nyt land, anderledes beskaffent end et sådant, som kommer til verden i et gammelt?
Moralsk ret og uret, må hertugen indrømme, retter sig ikke efter vore forskrifter. Gentagelsen af en uret kan sløve den moralske sans, men ikke gøre den til ret. Røveri bliver røveri, om det gentages tusind millioner gange lige såvel som første gang. Dette glemte de, der erklærede slavehandel for røveri, medens de legaliserede trældommen for de allerede slavebundnes vedkommende. Dette glemmer de, der indrømmer lighed i naturlige rettigheder til jorden, men erklærer, at det vil være uret at hævde den nu. For såvist som det at holde en mand i slaveri er et ligeså stort brud på naturrettighederne, som om det var forøvet mod hans fjerneste stammefader, således er røveriet ligeså åbenlyst tilstede under den nuværende fornægtelse af de naturlige rettigheder til jorden, som i det oprindelige, der ved magt og bedrag brød disse rettigheder. De som siger, at det vil være uretfærdigt at kræve disse folkets naturlige rettigheder til jorden tilbage, uden vederlag til de nuværende holdere, sammenblander ret og uret ligeså tydeligt som de, der betragtede det som en forbrydelse om én slave løb sin vej, uden først at betale sin markedsværdi til ejeren. De har aldrig dannet sig et klart begreb om, hvad ejendomsret til jord virkelig betyder. Det betyder ikke blot nogle menneskers vedvarende udelukkelse fra det element, som det klart nok er naturens hensigt, at de skulle benytte, men det betyder en vedblivende konfiskation af arbejdet og dets frugter. Hertugen af Argyll har, efter hvad der siges, store indtægter af jord. Men kommer disse indtægter virkelig fra jorden? Hvis der ingen mennesker befandt sig derpå, hvor meget kunne da vel hertugen nyde i indtægt udover, hvad hans egne hænder indbragte? Ganske som indtægten ved slavehold repræsenterer denne indtægt en tilegnelse af arbejdsfortjenesten. Følgen af at tillade hertugen at behandle disse jorder som sin ejendom, er at gøre så og så mange andre skotter helt eller delvis hans trælle – at forpligte dem til at arbejde for ham uden betaling eller at sætte ham i stand til at tage deres fortjeneste fra dem uden erstatning. Sandelig, om hertugen vil betragte sagen i denne belysning, vil han indse, at uretfærdigheden ikke består i at ophæve en sådan institution, der tillader en mand at plyndre andre, men i at fortsætte den. Han må indse, at enhver fordring fra jordejernes side om erstatning, er ikke en fordring om vederlag for, hvad de hidtil har taget, men om vederlag for, hvad de i fremtiden måtte tage, ganske som slaveejerens fordring ville være – hvis rette beskaffenhed ytrer sig i det faktum, at han ville forlange mere for en kraftig slave, af hvem han endnu kunne vente meget arbejde, end for en affældig, som allerede næsten var opslidt.
Ved at forudsætte at benægtelsen af retten til at eje jord danner indledningen til et angreb på ejendomsretten overhoved, underkender hertugen den væsentlige forskel der er tilstede imellem jord og genstande for retmæssig ejendomserhvervelse. De genstande, der danner formue eller kapital (som er formue anvendt til produktion) og hvortil ejendomsretten retmæssigt knytter sig, er frembragt ved menneskeligt arbejde. Deres substans består af det materiale, der var til forinden mennesket fremtrådte, og som det hverken kan tilvejebringe eller tilintetgøre. Deres væsen – det der giver dem egenskab af formue – er arbejdet, som er nedlagt deri og omdanner materialets beskaffenhed. Deres tilstedeværelse skyldes menneskets fysiske virksomhed og ligesom dettes fysiske form har de en vedblivende tilbøjelighed til atter at vende tilbage til naturens samlingssteder for materien og kræfterne. Jord derimod er den del af det ydre univers, hvorved og hvorpå mennesket alene kan leve; det samlingssted af materie og kræfter hvorfra det må hente sine fornødenheder. Dens tilværelse skyldes ikke mennesket og kan kun tilskrives den magt, hvorfra det selv har sit udspring. Den vedvarer, medens han kommer og går og vil vedvare, såvidt vi formår at se, efter at han og hans værk er svundet. Begge genstandsarter har værdi; men den enes værdi afhænger af det arbejdskvantum der gøres fornødent for at fremstille den; jordens værdi derimod, beror på den magt som dens forvandling til ejendom giver, til at kræve arbejde eller arbejdsudbytte, uden genydelse. Anerkendelsen af ejendomsretten til formue eller genstande fremstillet ved arbejde, er derfor blot en anerkendelse af den i enhver menneskeskabning iboende ret til sig selv og resultatet af sit arbejde; medens anerkendelsen af en tilsvarende ret til jorden nødvendigvis er en forulempelse og fornægtelse af den sande ejendomsret.
Lad os vende os bort fra principper og holde os til kendsgerninger. Hvad enten vi ser hen til nationalkraften eller til nationalkarakteren, til folkemængden eller dens fysiske og moralske helbred, til velstandsproduktionen eller dens ligelige fordeling, frembringer frugten af den oprindelige uret, som opstår ved at jorden hvorpå og hvorved hele befolkningen skal leve, gøres til nogle få af det samlede tals ejendom, kun onder og intet uden onder.
Om dette skulle forekomme nogen at være en altfor stærk påstand, ligger det deri, at de forbinder begrebet individuel jordejendomsret med begrebet om fast besiddelse og sikkerhed for jordforbedringerne. Det sidste er vistnok nødvendigt til jordens bedst mulige benyttelse, men afhænger så langt fra den individuelle ejendomsret, at de kunne sikres uden den sidste i langt højere grad. Dette ses klart ved nærmere betragtning. At det nuværende system på ingen måde sikrer besiddelsen og forbedringerne på den for benyttelsen og dens varighed bedst egnede måde, ses klart allevegne og nærmest i Storbritannien, hvor jordejer og jordbruger som oftest er forskellige personer. I mangfoldige tilfælde har brugeren ingen sikkerhed fra år til andet, hvilket kun er den private jordejendomsrets logiske udvikling og så slående uretfærdig mod brugeren, så åbenbart skadelig for samfundet, at i Irland, hvor dette system blomstrede i udstrakt målestok, har staten set sig tvunget til at gribe ind på yderst vilkårlig måde. I andre tilfælde, hvor jorden er bortforpagtet på åremål, plages brugeren ofte af indskrænkninger der hindrer forbedringer og øver virkning på brugen; ved forpagtningens udløb berøves han ikke blot sine forbedringer, men er ofte genstand for afpresning, beregnet på besværligheden ved flytning og det derved forbundne tab. Hvor jeg har været i Storbritannien, fra Lands End til John O’Groat’s og fra Liverpool til Hull, har jeg stadig hørt om hindrede forbedringer og standset drift, fremkaldt deraf – i tilfælde der drejer sig om fra hindret opførelse af et udhus, maling af et hus, ombygning af en kirke, omlæggelse af en landevej, udgravning af en dok til spærring af en grube, demolering af en landsby, oprykkelse af jernbanespor eller anvendelse af jorden til vildtparker i stedet for til menneskers ernæring. Jeg kunne nævne utallige eksempler, hvert for sig betegnende for en særlig række, men det er unødvendigt. I hvor stor udstrækning brug og forbedringer indskrænkes og hindres ved den private jordejendomsret står muligvis kun klart for ganske få, men særlige tilfælde er almindeligt kendt. Hvorledes usikkerheden af besiddelse og forbedringer hindrer boligernes anstændige vedligeholdelse i byerne, hvorledes den foruroliger jordbrugeren, hvorledes den fylder butikslejeren med ængstelse efterhånden som lejemålet udløber, alt dette er ofte fremdraget under den senere diskussion, i det mindste til en vis grad og ialfald blev der stillet forslag om statsindblanding, mere eller mindre voldsom, vilkårlig og ødelæggende for det sande princip, at mennesket bør være berettiget til at styre sin ejendom, som ham tykkes bedst.
Tyder ikke denne indblanding og fordring derom på, at privatejendomsretten til jorden ikke medfører heldige resultater, at den ikke yder den nødvendige stabilitet til besiddelsen og sikkerhed for forbedringerne? Må ikke en institution, der nødvendiggør slig idelig flikkeri, være forfejlet fra grundvolden af? At jordejendomsretten nødvendiggør en fra enhver anden ejendomsret forskellig behandling, indrømmes nu af alle eller næsten af alle. Beviser det ikke, at jorden overhovedet ikke bør være privatejendom? At det, at den behandles som individuel ejendom, svækker og udsætter den sande ejendomsret for fare?
Hertugen af Argyll påstår, at vi i De Forenede Stater har gjort jorden til privatejendom, fordi vi har fundet det nødvendigt derved at sikre os nybyggere og udvikling. Intet er fjernere fra sandheden. Lige så vel kunne hertugen påstå, at vor toldlovgivning er et bevis for »beskyttelsessystemets nødvendighed«. Vi har gjort jorden til privatejendom, netop fordi vi er europæere, omplantet på en anden jordbund, hildede i de forældede fordomme, og vi har så meget mere beredvilligt fulgt systemet, fordi de onder, der i længden fremspirer deraf, springer mindre i øjnene i et nyt land, sålænge befolkningens overvejende del synes at drage fordel deraf – de tilstedeværende drage fordelen til skade for de efterfølgende. Men det er så langtfra at dette system har fremmet bebyggelsen og opdyrkelsen, at netop det stik modsatte er tilfældet. Hvad det har fremmet, er befolkningens splittelse over hele landet og dens uforholdsmæssige koncentration i byerne til skade for produktionen og til velværets formindskelse. Det har tvunget familier ud i urskove, medens der var tilstrækkelig plads i velordnede naboskab, opført lejekaserner på ledige tomter, bortødslet arbejde og kapital i landeveje og jernbaner, der endnu var overflødige, aflåst naturlige hjælpekilder som ellers ville være blevet benyttede, gjort mænd til vagabonder og dagdrivere som, om de havde haft adgang dertil i rette øjeblik, med glæde ville have anvendt deres arbejdskraft, og har givet vort jordbrug en karakter, der hastigt og vedvarende formindsker jordbundens produktivitet.
Hvad den politiske korruption i USA angår, som jeg har fremhævet i Samfundsspørgsmål og hvortil hertugen henholder sig, da hidrører den, hvad jeg der har påvist, ikke af for meget men af for lidt demokrati og væsentligst fra vor undladelse af at anerkende ligheden i naturlige rettigheder lige såvel som i politiske. Ved at sammenligne de to lande bør det ikke tabes af syne, at afsløringen af misbrug sker hurtigere og skrappere i De Forenede Stater end i England og at de misbrug, der i det ene land fremtræder i deres nøgenhed, i det andet til en vis grad dækkes af respektabilitetens og vanemagtens kåbe. Men dette være som det vil, de reformer, jeg foreslår vil, i stedet for at formere korruptionen, ødelægge dens righoldige kilder. Vor beskyttelsestarif, vor accisebeskatning, vort demoraliserende lokalbeskatningssystem ville ved deres direkte og indirekte indflydelse korrumpere hvilkensomhelst regering, selv om den ikke fremmedes ved det offentlige landtyveris korrumperende virkninger; men det første skridt jeg foreslår vil bortvejre disse indflydelser, og til sådanne reformerede regeringsmaskiner, under en samfundsordning hvori den hensynsløse kamp om rigdom vil være formindsket ved udelukkelse af frygten for nød, er det at jeg ville give, ikke bestyrelsen af jorden og ledelsen af virksomheden, men administrationen af det fond, der opstår ved appropriationen af den økonomiske jordrente.
Hertugen kalder mig pessimist. Men hvor pessimistisk jeg end er med hensyn til de nuværende samfundstendenser, nærer jeg en fast tillid til den menneskelige natur. Jeg er overbevist om, at opnåelsen af en redelig regering alene afhænger af omdannelsen af samfundsinstitutionerne i samklang med moralloven. Når vi udfører dette, da er der i mine øjne ingen grund til mistvivl om, at vi i de for den offentlige ledelse passende kredse vil finde mænd ligeså redelige og pålidelige som om de varetog deres privatinteresser.
Men for at komme tilbage til »reduktionen til uretfærdighed«. Prøv den private jordejendoms institution på dens frugter, hvorsomhelst den findes. Tag Skotland. Hvad er resultatet dér? At vildt og kvæg er blevet menneskelige skabningers efterfølgere; at dalstrøg, der førhen fremsendte deres tusinder af stridsmænd, nu er beboede af nogle få kvægrøgtere, at der findes en elendighed og forkommelse, som ville bringe barbarer til at rødme; at ungdommen forkrøbles og omkommer af mangel på tilstrækkelig næring; at kvinder tvinges til at udføre arbejde, der egner sig for dyr; at unge piger, som burde udvikles til ægtefæller og mødre, tvinges til møjsommeligt slid i fabrikkerne, medens andre, hvis skæbne er endnu tungere, sværmer på gaden; alt medens nogle få skotter har slotte og palæer, må over en tredjedel af Skotlands familier bo i etværelses lejligheder og henved to tredjedele i ikke mere end to værelser; at tusinder af acres anvendes til sport og jagtgrunde for fremmede, medens mængden ikke ejer tilstrækkeligt af deres fædrenejord til at opelske en blomst, – er udelukket selv fra moradser og fjelde; ikke vover at tage en forel fra fjeldsøen eller en laks fra havet.
Når hertugen mener, at alle klasser har nydt fordel af civilisationens fremskridt, lad ham da besøge højlandenes lerhytter. Der vil han finde sine landsmænd, mænd og kvinder, hvad naturlige færdigheder og moralsk karakter angår enhver adelsmands og adelsfrues lige, hvem vor tidsalders vidunderlige fremskridt ingen fordel har bragt. Han vil finde, at de pløjer jorden med krumspaden, mejer sæden med en segl, tærsker med en plejl, renser kornet ved kastning tilvejrs og maler som forfædrene for tusinde år tilbage. Han vil finde spinderok og hjul endnu i gang, og røgen fra arnen i hyttens midte at stige op igennem stråtaget, for at den dejlige varme, der koster så meget slid at skaffe tilveje, kan spares så meget som muligt. Disse menneskelige væsener er, hvad naturlige anlæg og egenskaber angår, netop ligedan indrettede som dem, man træffer ved kongelige hofballer, ved videnskabsdyrkeres, opfinderes, industridrivendes og handelsherrers sammenkomster. At de lever og slider således sker ikke på grund af større enfoldighed, men formedels deres fattigdom – den direkte og ubestridelige følge af, at de er berøvet deres naturlige rettigheder. De hindres ikke blot i at deltage i det almindelige fremskridt, men de er positivt værre farne end forfædrene, forinden kulturen havde slikket Højlandene, og den moderne æra af arbejdsbesparende opfindelser begyndte. De blev fordrevet fra de gode jorder til de slette. Medens deres forpagtningsafgift steg, formindskedes deres jorder og de berøvedes deres græsgange. Hvor de engang holdt kvæg, kan de nu ikke holde en høne eller et æsel, og deres kvinder må udføre det arbejde, der hidtil udførtes af dyr. Med samme velbetænkte opmærksomhed som hertugen skænkede ørnens flugt i luften, lad ham betragte det syn han må have iagttaget så ofte, – en skotsk kvinde stavre op ad fjeldet med et læs gødning på nakken, og derpå – anvende »reduktionen til uretfærdighed«!
Hertugen bør ingenlunde svælge for meget i nydelsen ved synet af de bekvemme og hyggelige store forpagtergårde, der så stærkt fremkalder hans beundring. Han må besøge lerhytterne, der bebos af daglejere, sammenstuvede som kvæg, og erfare, som det sig bør, at den skotske daglejers lod – en lod, hvorfra hverken flid eller udholdenhed kan frelse ham – er, at dø i arbejdshuset eller som almisselem, »på sognet«, om han er ulykkelig nok at overleve sin arbejdsevne. Eller han kan besøge disse arme, nedbøjede skabninger, der hellere finder sig i hvad det skal være, end tåle den ydmygelse der klæber ved arbejdshuset; som piner sig igennem de sidste levedage på nogle få shillings fra sognet og hvad der kan falde af ved de folks godgørenhed, der næsten er ligeså fattige som de selv. Lad ham betragte dem og om han har lidt fantasi tilovers, indbilde sig at være i deres sted; hvorpå han kan forsøge sig på »reduktionen til uretfærdighed«.
Hertugen kan gå til Glasgow, Skotlands hovedstad, og han vil i underjordiske kældere og usle våningsrum finde hele familier sammentrængte, der er fordrevne til den store stad fra deres fødested – nogle, fordi de ikke måtte fornærme vildtet – at konkurrere indbyrdes om beskæftigelse til enhver pris og opnå, at deres børn ødelægges ved den daglige omgang med alskens skarns pak. Han kan lørdag aften forlade det distrikt, hvori de rigere klasser lever, og tage en kort vandring i de gader der bebos af arbejdsklassen, og iagttage de forkrøblede skikkelser og forkomne ansigtstræk. Laster, drukkenskab, den sorgløshed der indfinder sig, hvor alt håb er borte, vil han ligeledes se. Hvorledes skulle ikke sådanne betingelser fremkalde sådanne virkninger? Men han vil også iagttage, om han behager at se skarpt, djærv, kæk og hårdnakket kamp – arbejdsmanden som, han gøre hvad han vil, ikke er istand til at finde regelmæssig beskæftigelse; forsørgeren, ramt af sygdom; enken, kæmpende for at frelse sine børn fra arbejdshuset. Og når hertugen har iagttaget og overvejet alt dette, da er det tid at – anvende »reduktionen til uretfærdighed«.
Eller han kan gå til Edinburgh, det moderne Athen, hvorom Skotterne taler med stolthed. Her vil han i bygninger, hvorfra en bueskytte kunne ramme en snes kirkespir, finde menneskelige skabninger vegetere, således som han ikke ville tilstede sin usleste hund. Der må han arbejde sig op ad trapperne i disse vældige bygninger og da træde ind i et af disse mørke huse og lukke døren efter sig; i det uhyggelige mørke vil han kunne forestille sig, hvordan livet må være derinde. Lad ham da forsøge »reduktionen til uretfærdighed«. Og når han kom til den skikkelige velgørenhedsanstalt, (ak, hvor intetsigende er velgørenhed uden retfærdighed!) hvor man tager vare på små børn, medens mødrene er på arbejde, og ernærer dem, idet de ellers ville gå hungrende omkring, da vil han se diende børn, hvis lemmer er sammenskrumpede af mangel på næring.
Måske man da vil fortælle ham, som de fortalte mig, om en lille pige, barbenet, pjaltet og forsulten, som da de gav hende brød hævede øjnene og foldede hænderne og takkede vor Fader i himlen for hans godhed mod hende. De, der fortalte mig det, drømte såvidt jeg ved ikke om den forfærdelige mening, der stak deri. Dog, jeg spørger hertugen af Argyll, har dette, for denne usle gave så taknemmelige pigebarn, erholdt hvad vor Fader tiltænkte hende? Er Han så karrig? Hvis ikke, hvad er det, hvem er det, der stiller sig mellem disse børn og vor Faders velgerninger?
Hvis det er en institution, er det da ikke vor pligt mod Gud og næsten ikke at hvile, før vi har udryddet den? Er det et menneske – var det ikke bedre for ham selv, om en møllesten hængtes om hans hals og han kastedes i søen, hvor den er dybest? Der kan ikke være spørgsmål om overbefolkning – intet påskud, at naturen bar bragt flere mennesker i tilværelsen, end den har skaffet forråd tilveje for. Skotland er sandelig ikke overbefolket. Meget jord henligger ubenyttet; meget jord anvendes til ringere brug, fx. til at opdrætte vildt og kvæg, og kunne anvendes bedre; der findes urørte mineralske hjælpekilder; rigdommen, der drages fra søen, er ringe imod hvad den kunne bringe. Men det er ørkesløst at argumentere derom. Hverken i Skotland eller andetsteds kan man påvise overskud af befolkning udover de kræfter, naturen har sørget for at skaffe tilstede. Den fattigdom, der gør sig så pinlig gældende der, skyldes åbenbart ligesålidt overbefolkning, som sammenstuvningen af to tredjedele af de skotske familier i et til toværelses lejligheder, skyldes mangel på rum til at opføre huse på. Og ligesom befolkningstrængslen i altfor indskrænkede boliger direkte kan tilbageføres til den institution, der tillader at tilbageholde ubenyttet jord, som behøves til byggeformål, for derved at udpresse en monopolpris, således kan fattigdommen hos befolkningens masse kun henføres til den kendsgerning, at de således er berøvede de midler, naturen har skænket dem til ved anvendelse af deres arbejdsevne at tilfredsstille deres fornødenheder.
Tag øen Skye, for eksempelvis at påvise fattigdommens årsag i hele Skotland efter en mindre målestok. Befolkningen på Skye er fattig, meget fattig. Mon det er fordi, der er for mange mennesker? Forklaringen ligger nærmere – en forklaring, som ville fastslå fattigdommens årsag, ligegyldig hvor lille befolkningen end var. Om der blot var et eneste menneske på Skye, og alt hvad det producerede periodisk toges fra det og bortførtes, ene med undtagelse af det nødvendigste til at friste livet, måtte dette menneske nødvendigvis være fattig. Dette er tilfældet med befolkningen på Skye. På en befolkning af henved 17.000 sjæle findes der, om min hukommelse ikke slår fejl, 24 godsejere. De få godsejere, som lever på øen, har fine huse og lever luksuriøst, skønt de intet udretter for at frembringe velstand, medens den større del af forpagtningsafgiften føres bort og udgives andetsteds. Ikke alene at altså rigdomsproduktionen stadig afledes; men evnen til at producere den forringes derved umådeligt. Efterhånden som folket berøves evnen til at samle formue, fortsættes produktionen på den mest primitive måde og med det mindst mulige udbytte.
Når der virkelig fandtes for mange mennesker i Skotland, hvorfor formår man ikke grundejerne til at udvandre? De er ikke alene bedst udrustede dertil, men det ville virkelig volde en lettelse. De forbruger mest, ødelægger mest, slæber mest ud af landet og producerer mindst. Som grundejere producerer de faktisk intet; de forbruger og ødelægger udelukkende. Økonomisk betragtet øver de den samme indflydelse på produktionen, som en røverbande eller en piratflåde. Overfor nationalformuen forholder de sig som bæveren på kornloftet, som rotter på varelageret, som måren i dueslaget.
Hertugen af Argyll besværer sig over, hvad han kalder min påstand, at grundejere ikke er producenter og at forpagtningsafgiften ikke repræsenterer, eller ialfald kun i mindre grad, kapitalrenten. Hertugen ville retfærdiggøre sin besværing, om han påviste, hvorledes besiddelse af jord kan producere nogetsomhelst. Ude af stand dertil må han indrømme, at skønt den samme person kan være arbejder, kapitalist og grundejer, kan en grundejer som sådan ikke være producent. Og visselig ved han, at betegnelsen »rente«, som den benyttes i nationaløkonomien, aldrig repræsenterer kapitalrente men udelukkende refererer sig til det beløb, der betales for benyttelsen af de til jorden knyttede egenskaber.
For at godtgøre grundejernes nytte, fortæller hertugen:
»Min egen erfaring rækker nu over den bedste del af fyrretyve år. I dette tidsrum har jeg opført mere end 50 hjemsteder, komplet for folk og besætning. Jeg har drænet og indvundet mange hundrede og indhegnet adskillige tusind acres. I den betydning har jeg »lagt hus til hus og ager til ager«, ikke – som prædikestolstalere oftere har forudsat i lignende tilfælde – at jeg måtte »bo ene i landet«, men for at arbejderen kunne leve behageligere og forsynes med midler til jordens bedre benyttelse.« Og endvidere fremhæver han, at han i de sidste fire år på en ejendom, har anvendt £ 40.000 til jordforbedringer.
Jeg frygter, at hertugen af Argyll har holdt sit lys under en skæppe i Skotland, thi hans version af måden hvorpå han har »lagt hus til hus og ager til ager«, varierer betydeligt fra den, hans egne landsmænd angiver. Dog, dette er en genstand, hvori jeg ikke skal blande mig. Hvad jeg derimod kunne ønske at spørge hertugen om er, hvorledes han var istand til at opføre de femti hjemsteder og indvinde de tusinde acres? Dog vel ikke ved de egne hænder? Ved hans penge derimod, naturligvis! Hvor mon disse penge kommer fra? Vel ikke fra den jordrente eller forpagtningsafgift, som jordbrugeren betalte? Mon ikke disse jordbrugere, om pengene var forblevet i deres hænder, havde kunnet anvende dem til bygninger og jordforbedringer ligesåvel som han? Forudsat at hertugen anvendte alt, hvad han tog i forpagtning med fradrag af udgifter til eget forbrug, på disse forbedringer, ville ikke netop disse forbrugsomkostninger være lige så meget spild med hensyn til de nævnte forbedringer? Ville der ikke dertil være et så meget større fond tilstede, om hertugen ingen afgift fik og havde at arbejde selv for at ernære sig?
Dog ikke alle skotske godsejere udfører selv tilsvarende forbedringer som hertugens. Der findes godsejere, der anvender deres indtægter til væddeløb, ryggesløshed og til ting, som om de end ikke er ligefrem skadelige, dog er ligeså unyttige for folk og fæ, som de arbejder en nys salig hensovet engelsk hertug ødelagde millioner på: at grave under jorden som en muldvarp. Hvad de skotske godsejere kalder deres forbedringer har navnlig bestået i at opføre slotte, udlægge lystparker, forøge forpagtningsafgiften og drive deres stamfrænder fra hus og hjem. Og den opmuntring, der selv ved virksomme jorddrotter som hertugen af Argyll, skænkes jordbruget, ligner slående den ligeså nyttige, der ydes samfærdslen ved hertugen af Bedford, idet han underholder to eller tre gamle folk for at åbne og stænge de bomme, han har opført på Londons gader. At den overvejende del af godsejernes indtægter går ligeså fuldstændig til spilde for alle produktive formål, som om de var kastet i havet, er utvivlsomt. Men at selv den lille part, der helliges produktive formål, for en stor del er spildt, påviser hertugen af Argyll selv klart, idet han omtaler, hvad der også fra andre kilder er mig bekendt, at de store godsejeres betydelige udlæg kun svarer et meget ringe udbytte og ofte slet intet. Åbenbart ville kapitalformuen være langt betydeligere om jordbrugerne havde tilbageholdt kapitalen, idet de i de fleste tilfælde lider mangel derpå og ofte har at svare de blodigste ågerrenter.
Godsejernes påstand, at de i egenskab af godsejere hjælper produktionen, ligner ganske den tilsvarende i sin tid fra slaveholdernes side, at de sørgede for deres slavers underhold. Og jeg er overbevist om, at såfremt hertugen af Argyll betragtede sagen mere fra filosoffens standpunkt end fra godsejerens, ville han indse den grove inkonsekvens han begår ved de udtalte anskuelser om negerslaveriet og den stilling han indtager til jordejendomsretten.
I systemet er begge principper væsentligt de samme: at tilegne sig udbyttet af andres arbejde. Idet det er af og på jorden, at menneskene må leve, om de da skal leve, bliver menneskelige væsner derfor ligeså fuldstændig trælbundne, når jorden hvorpå de subsisterer bliver andres ejendom, som om selve legemet gøres dertil. Og i det mindste efter et vist udviklingstrin er det slaveri, der går ud på at røve menneskets lovlige ret til jorden, langt grusommere og yderligere demoraliserende, eftersom forholdet mellem herre og træl her er mindre direkte og iøjefaldende end ved det andet, der medfører at selve legemet bliver andenmands ejendom.
Og når vi holder os til kendsgerninger, må hertugen indse, om han agter at se, at de to systemers virkninger er væsentligt de samme. Han er fx. arvelig lovgiver, beklædt med den magtfuldkommenhed at give love, som andre skotter, der har liden eller ingen indflydelse på lovgivningen, må lyde under straf af pengebøder, fængsel eller – at hænges. Han har denne magtfylde5, der væsentligt er identisk med den herren har at tvinge sin træl, ikke fordi nogen antager at naturen skænker de ældre sønner større visdom og fædrelandskærlighed end de yngre, eller nogle familier mere deraf end andre, men i kraft af at han er lovlig ejer til en betydelig del af Skotland, er han anset for at have større ret til at udstede love end andre skotter, der kun kan leve i deres fødeland, når de betaler derfor til dets lovlige ejere.
At denne magt over mennesker hidrører fra ejendomsretten til jord, ligeså fuldt som fra ejendomsret til deres legemer, kan hertugen se af adskillige fremtoninger, om han vil. Den skotske godsherres magt, selv over de store forpagtere og i de mindre byer over de velhavende købmænd og håndværkere, er umådelig. Endog hvor det er brugt at leje på langt åremål og større kapitaler gøres fornøden, vil konkurrencen, i mange tilfælde med bistand af hypoteker, sætte godsejeren i stand til at gøre en større indflydelse gældende. At mange velhavende jordbrugere er blevet drevet fra hus og hjem og ødelagt, fordi de stemte eller antoges at stemme imod deres jorddrots ønske, er kun altfor bekendt. En mand, der havde ord for at være en af de dygtigste agerdyrkere i Skotland, fordrev man på denne måde fra sin gård for få år siden, da han politisk fornærmede sin godsherre. I Leeds erfarede jeg om en skotsk læge, der var død kort forinden. Han befandt sig oprindelig i god praksis i en landsby på et hertugeligt gods. Fordi han havde afgivet sin stemme for en liberal kandidat, gaves der ordre til godsherrens agent, at man ikke mere burde søge hans bistand og befolkningen frygtede at trodse dette vink, hvorfor han blev nødt til at begive sig bort. Ankommet til Leeds, hvor han ikke fandt tilstrækkelig søgning, hentæredes han af græmmelse og ville være død i yderste fattigdom, om ikke nogle menneskevenner havde tilskrevet kandidaten, for hvis skyld denne boykot havde fundet sted. Denne ankom til Leeds og tog sig af ham for de få dage, han endnu havde tilbage og af hans børn. Til ære for hans dåd skal jeg nævne hans navn; det var Sir Sydney Waterlew.
Under mit seneste besøg i Højlandene, hørte jeg idelig af velhavende folk, at de ikke vovede at give deres mening tilkende eller deltage i nogen handling, som jorddrotten eller hans agent kunne tage forargeligt op. Et sted besøgte folk mig ved nattetid, og idet de opfordrede mig til at holde foredrag udtalte de ligefrem, at de ikke vovede at leje lokale, men anmodede mig om at gøre det, da jeg stod udenfor det tyranni, de havde at frygte. Når dette er de velhavendes stilling, kan man tænke sig husmændenes. En af disse sagde mig: »Vi frygter godsejeren mere end Vorherre, agenten mere end godsejeren og fogden mere end agenten.« Men der findes en endnu lavere stående klasse end disse husmænd – indsidderne – som med 48 timers varsel kan kastes på døren, fra det man af høflighed benævner deres hjem, og afhænger af de store forpagtere, der står mellem dem og godsherren. Tag denne klasse eller den, der består af ligefremme daglejere og holdes i barakker; kan hertugen udpege mig et amerikansk slavehold, der boede og ernæredes som disse hvide slaver og nød mindre af livets goder?
Sydens slaveholdere har aldrig i noget mig bekendt tilfælde blandet sig i deres slavers religionsøvelse, og hertugen af Argyll vil uden tvivl indrømme, at dette er en myndighed, der ikke tilkommer noget menneske over det andet. Desuagtet må det være ham vitterligt, at efter spaltningen i den skotske statskirke for henved 40 år siden, har skotske jorddrotter ikke blot fordrevet de forpagtere, der sluttede sig til den frie kirke, og i mange tilfælde var fordrivelse ensbetydende med ruin og død – men de afslog ligefrem at afhænde byggelodder til kirker og selv tilladelse til at forsamle sig under åben himmel og dyrke Gud ifølge egen samvittighed. Hugh Miller meddelte mig i The Cruise of the Betsy, hvorledes en præst, hvem man nægtede tilladelse til at leve på landjorden, nødsagedes til at opslå sin bolig på en liden skude på søen. Store menigheder måtte holde gudstjeneste i fjeldkløfter, uden læ mod storm og uvejr, selv ved strandbredden, medens tidevandet flød dem om knæerne under altergangen. Dog, måske den ved jordmonopolet medførte trældom i Skotland falder krassest i øjnene i et tilfælde, hvor en skotsk hertug, efter i over seks år at have hindret menigheden i at forsamle sig på hans godser, endelig nådigst indvilligede i, at den dertil benyttede en sandgrube, hvorpå den tilstillede ham en underdanig takadresse!
I de store byer kan et lignende tyranni naturligvis ikke øves, men dog er det i de store byer, at det slaveri, der fremstår ved privatejendomsretten til jord, fremtræder med de mørkeste farver. Negerslaveriet havde vistnok sine rædsler, men hverken så mangeartede eller så dybe, som de der uafbrudt vise sig her. Egeninteresse, om ikke personlig sympati eller hensyn. til den offentlige mening, ville have hindret slaveejere fra at fodre, indlogere og udbytte deres slavers arbejdskraft på den måde, som mange såkaldte frie mennesker i civilisationens midtpunkter fodres, indlogeres og udbyttes.
Med muligste hensyn til fordommene, der kunne gøre sig gældende hos en stor godsejer, er det desuagtet vanskeligt at fatte, hvorledes hertugen af Argyll kan anse det et oplivende syn, der tildrog sig under den skotske landbrugsudviklings forløb siden 1745. Henholdende mig til dette årstal og det faktum, at han er Højlænder, antager jeg, at han væsentligt sigter til Højlandene. Men som parallel til disse oplivende tildragelser mindes jeg ikke nogen bedre end en beretning af en nationaløkonom af hertugens skole, der blandt de egne iagttagelser under et besøg i Skotland for omtrent en menneskealder siden anfører, hvilken nydelse det havde været ham ved, i et arbejdshus han besøgte, at iagttage hvorledes begge køn og enhver alder, selv ned til børn på to og tre år, fortjente deres livsophold ved at pille værk; eller ved det udtryk af sand stolthed hvormed en polsk adelsmand i forrige århundrede til en engelsk besøgende udpegede nogle elendigt udsende skabninger og fremhævede, at dette var prøver af hans livegne, hvem han kunne tildele et livfuld hug så ofte han lystede!
»Tusinde og atter tusinde acres« siger hertugen, »er blevet indvundet fra morads og gold hede; uvidenhed er veget for kundskab, barbariske sædvaner af umindelig hævd ombyttet med fornufts- og forretningssædvaner. Dette er billedets ene side, men uheldigvis er der også en bagside – høvdinge, der drager sig klansmændenes ærbødige hengivenhed til nytte, samt deres ukendskab til et fremmed tungemål og fremmede love for at nedtrykke disse klansmænd i en tilstand af faktisk trældom; at plyndre dem for den jord hvorved de fra oldtiden af havde glædet sig; at opløse det gensidige tillidsbånd, der knyttede høvding til vasal og vasal til høvding, med den egennyttige mammondyrkelses kolde maksime; at drive dem fra deres bosted, for at fårehjorder kunne indtage deres plads og overlevere folkene til de større jordbrugeres ømme barmhjertighed.
»Der avles som følge deraf« siger hertugen, »mere korn, kartofler, roer; der produceres mere mælk, smør, ost, okse- og fårekød, flæsk fjerkræ og æg.« Men hvor bliver det af?
Hertugen må vide, at den sædvanlige almuekost er melklid og kartofler; og at mange ikke får tilstrækkeligt selv deraf; at mange ligefrem ville sulte ihjel, om de ikke blev holdt i live ved veldædighed. Selv vildtet, som deres forfædre kunne tage frit, tør de ikke røre nu.
En fattiglæge i Højlandene, hvis distrikt befinder sig på et fremragende liberalt parlamentsmedlems gods, fortalte mig nys om den skrækkelige fattigdom, der herskede blandt de folk, han praktiserede for, og hvorledes de utilstrækkelige og ensformige næringsmidler begyndte at fremkalde lignende sygdomme som Pellegria i Italien; han besvarede mit spørgsmål om, hvorvidt befolkningen ikke, trods vildtvogterne, kunne tage lidt vildt og fisk og derved bevirke en liden variation i levemåden, derhen: »De tænker ikke derpå, de føler sig for forkuede. Så snart det rygtedes eller der opstod svageste mistanke om, at de nærede smag for agerhøns eller foreller, ville de øjeblikkeligt jages fra godset som gale hunde!«
Foruden de artikler og tidsskrifter hertugen af Argyll omtaler, findes der et andet skrift, som enhver, der ønsker at underrettes om denne genstand kan læse med fordel om end ej med fornøjelse. Det er kaldt »Highland Clearances« og udgivet i Inverness af A. Mc. Kenzie. Der gives under de mest barbariske forhold intet, der kan måle sig med den heri optegnede koldblodige og grusomme krigsførsel mod klansmændene fra deres side, der var deres naturlige beskyttere. Afbrændte huse; fordrivelse af gamle og unge; bortrydning af skur, der rejstes til ly for svangre kvinder og spæde børn mod den barske nattefrost; trussel om lignende fremgangsmåde mod alle og enhver, der ydede dem husly og vederkvægelse; stakkels værgeløse skabningers voldelige indskibning i udvandrerfartøjer, der førte dem til fjerne, fremmede lande, hvor deres tungemål ikke blev forstået for i mange tilfælde at omkomme som kvæg eller styrtes i dybeste elendighed. En opløftende skildring, i sandhed! Store distrikter, engang befolkede af en slægt – rå, det er muligt og slavisk mod dens høvdinge, men desuagtet et kuld med mandige dyder, tapper, ømhjærtet og gæstfri – nu kun beboet af kvæg, får, agerhøns og vildt! Ingen kan læse denne skildring af grusomheder forøvede mod det skotske folk, i den periode, der kaldes »Højlandenes udviklingsperiode«, uden at gribes af en følelse af yderste foragt for de mænd, der skønt løver udenlands, hjemme var slige får at de tålte disse skændigheder uden at slå løs, ligemeget om forgæves. Dog forklaringen heraf afslører en forøget dybde i »reduktionen til uretfærdighed.« Årsagen til denne Højlændernes tamme underkastelse overfor skændigheder, der burde have fremkaldt fortvivlelsens mod hos de frygtsomste, findes i misbrugen af religionen. Højlænderne er et overmåde religiøst folkefærd, og præsteskabet foreholdt dem under fordrivelsen, at dette var den Almægtiges hjemsøgelse og tilskikkelse, som de havde at underkaste sig under straf af salighedens fortabelse!
Jeg traf tilfældigt en dame i Skotland, af den mindre godsejerklasse, og samtalen førtes hen på Højlændernes fattigdom. »Javist er de fattige« sagde hun, »men de fortjener det. De er så skrækkeligt grisede. Jeg har ingen medynk med kvinder, der ikke gider holde deres hus propert og deres børn nette.«
Jeg indvendte, at man næppe turde fordre properhed hos kvinder, der dagligt har at slæbe fuldproppede kurve med tørv og søgræs på nakken.
»Vistnok« sagde hun, »har de at arbejde strengt. Men det er dog langtfra så sørgeligt, som det liv deres arme heste fører. Har De nogensinde tænkt på de stakkels bæster? De har at arbejde hele livet igennem, til de ikke orker mere. Det stemmer mig vemodigt hver gang jeg tænker derpå. Der burde være anstalter, hvor heste kunne anbringes, når de har arbejdet i nogle år, så de fik tid til at nyde livet inden de døde.«
»Men menneskene« indvendte jeg, »de må også arbejde til de segner!«
»Det er fuldkommen sandt« svarede hun, »men mennesker har en sjæl, og når de end har det hårdt her på jorden, kommer de, når de dør og vare gode, i himlen og blive lykkelige der. Men de stakkels bæster har ingen sjæl og når de ingen glæde har her i livet, har de slet ingen udsigt til nogensinde at glæde sig. Det er dog for hårdt!«
Kvinden var ædru og mente det i ramme alvor; og det forundrer mig ikke, om hun ikke så nogenlunde repræsenterer meget af det, der i Skotland forkyndes som Kristendom. Dog endelig – Gud være lovet – det begynder at dages, og den blasfemi der hidtil er forkyndt som religion vil ikke blive tålt ret længe mere. Den skotske Land Restoration Leagues manifest, der retter et opråb til det skotske folk om at slutte sig sammen i et ubrødeligt forbund for at udrydde jordejendomsvæsnets skammelige misgerninger, er morgengryets lærkekvidder.
Som i Skotland, således overalt. Jeg har særlig dvælet ved Skotland, fordi hertugen gør så. Dog overalt, så langt vor civilisation rækker, bærer den samme arvelige uret den selvsamme onde frugt. Men overalt begynder den samme sandhed endelig at bryde sig frem!
PROFETEN FRA SAN FRANCISCO 14
Af Hertugen af Argyll
Der er unægtelig adskillige fordele forbundet med at være borger i den litterære republik – selv en ganske ringe borger. Den der nogensinde har skrevet et og andet af en mere alvorlig natur, som andre har læst med interesse, vil snart komme i berøring med en aparte slags åndsmennesker. Ømme sympatiske sjæle vil strømme over for ham i en retning, medens ikke mindre ømme, antipatiske sjæle strømmer over i den modsatte, men begge er de ofte interessante og lærerige i allerhøjeste grad.
For en del år tilbage var en af mine venner, hvis mening jeg højagter, så venlig at tilkendegive mig sit bifald med hensyn til en lille bog, jeg netop dengang havde skrevet. Eftersom det var en mand af smag og følgelig langt snarere tilbøjelig til kritik end til samstemning, voldte hans bifald mig megen glæde. Men da manden også var ærlig og oprigtig, var han forsigtig nok at tilføje, at dette hans bifald ikke var ubetinget. Han syntes meget vel om bogen i sin helhed, undtagen et enkelt kapitel, »hvori« efter hvad han sagde, »der forekom en god del nonsens.«
Jeg behøvede ingenlunde at spørge om, hvilket kapitel det var. Jeg vidste det meget vel. Det kunne ikke være andet end et, der var betegnet »Politikkens Love«, omhandlende spørgsmålet om, hvorvidt man på samme eller i alfald muligst analog måde, kunne påvise at den samme lovs herredømme, der gør sig gældende i de menneskelige handlinger og foretagender også gør sig gældende i de fysiske videnskaber. Der var adskilligt i dette kapitel, som min ven var forud indtaget imod. For det første var han en praktisk politiker og derfor selvfølgelig tilbøjelig til at betragte ethvert argument, der sigtede til at fremstille hele hans livsgerning som alene et resultat af omstændigheder, at være ligeså unaturligt som uretfærdigt. Dernæst var han væsentligst frihandelsmand, og denne skoles ledende tanke er, at ethvert forsøg på ved lov at indblande sig i noget, som vedrører handel og industri, er dårskab om ikke en ligefrem forbrydelse. Nuvel, et hovedpunkt i dette mit »nonsens« kapitel, gik netop ud på at bevise, at denne lære var usand som absolut læresætning. Den skelnede mellem to slags lovgivning, hvoraf den ene slags vistnok havde vist sig skadelig, medens den anden fuldt ud havde vist sin nødvendighed. Der blev påvist, at beskyttelse, der tilsigtede at bestemme en vares værdi eller pris, var forkastelig. Men der påvistes ligeledes, at beskyttelse havde vist sig rigtig og nødvendig for så vidt den gik ud på at værne om liv, helbred og moralske interesser. Som historisk faktum påvistes at der i vort århundrede var fremtrådt tvende bestemt udprægede retninger i parlamentet – en tilbageskridende og en fremskridende. Trin for trin havde lovgivningsmagten opgivet alle forsøg på at regulere de udelukkende økonomiske interesser; medens den ligeledes trinvis og ikke mindre standhaftig havde efter en stedse større målestok beskæftiget sig med at regulere de højere interesser. Jeg havde ydermere vovet at fremstille begge disse retninger som af lige stor betydning – bevægelsen for beskyttelse i den ene retning at være fuld så nyttig som den hen imod beskyttelse i den anden; og var det en selvfølge, at min ven ikke kunne indrømme denne sammenstillings selv blot tilnærmelsesvise berettigelse. For den ene bevægelses fremme havde han ofret en livsgerning, og den sandhed, den indesluttede, var for ham en genstand for den varmeste overbevisning. Overfor den anden bevægelse havde han i heldigste tilfælde forholdt sig som en passiv tilskuer, eller fulgt dens fremtræden med kold og kritisk toleration. At fremstille disse tvende bevægelser som ligeberettigede og på nogen vis som fremskridt i regeringskunsten kunne ikke andet end forekomme ham som »nonsens«. Men kritikere kunne selv kritiseres; og undertiden kommer forfattere i den heldige stilling at se, hvad der ligger bagved såvel den ros som den dadel der ydes. I denne sag er jeg angerløs. Jeg er fast overtydet om, at det princips sociale og politiske rigtighed, der medførte tilbagekaldelsen af alle de love, der tilsigtede at regulere priser, ikke er større end det andet princips, der medførte de mange love til arbejdets beskyttelse. Hvis fabrikslovene og mange andre i lignende retning ikke var fremmede, da måtte vi i en lang række år være forberedte på »smerteskrig« for hver enkelt, der nu anklager os, og det sociale spørgsmål, der stedse konfronterer os, ville da være endnu farligere og vanskeligere at løse.
Sikkert er det imidlertid, at når den tankeretning, der førte til dette resultat, var ubehagelig for nogle, viste det sig desto mere tiltrækkende for andre. Og derom fik jeg nogle år senere et særligt bevis. Jeg modtog fra den anden side af jorden, fra en fuldkommen fremmed, et høfligt brev, ledsaget af en bog i foræring. Forfatteren havde læst min og sendte sin egen. Trods mulige fordomme, forudsatte han en upartisk bedømmelse. Brevet var fra hr. Henry George og bogen Fremskridt og Fattigdom. Begge var de dengang af ukendt ry; ejheller var det mig muligt tilfulde at påskønne høfligheden, forinden jeg udfandt, at det bogen søgte at bevise var, at næsten alle de menneskelige lidelser skyldes grundejernes eksistens og at jorden, ifølge guddommelig ret, burde tilhøre alle i almindelighed og ingen i særdeleshed.
Den tillid, at være modtagelig for argumenter, er en stor ting i og for sig og selv den største veksel derpå kan ikke ret vel gøres til genstand for anke. Og derfor kunne jeg ikke andet end føle mig smigret, da denne appel på politikkens område efterfulgtes af en anden på videnskabens. En forfatter til var så venlig at skænke mig sin bog; og jeg fandt at den gik ud på at bevise, at alle fejltagelser i nutidens fysiske filosofi er opstået ved den herskende anskuelse, at vor planet er en kugle. I virkelighed er den flad. Omhyggeligt udarbejdede kapitler og ligeså omhyggeligt udarbejdede diagrammer leverede beviset i så henseende. Jeg tænkte først, at det hele skulle være en spøg ligesom ærkebisp Whately’s »Historiske Tvivl«. Men jeg blev snart overbevist om, at forfatteren mente sagen i ramme alvor ligesom hr. Henry George. Senere har jeg bemærket, at begge disse forfattere har talt i offentlige forsamlinger og høstet stærkt bifald; og i betragtning af, at alle ydre fremtoninger og den dagligdags tale er imod den engang vedtagne kopernikanske lære, er det måske mindre forunderligt at de folkelige forsamlinger, der har lyttet til disse tvende reformatorer, åbenbart har været næsten lige inkompetente til at opdage den enes fejltagelser som at gennemskue den andens bedrageriske logik. Dog, den californiske filosof har en umådelig fordel fremfor den anden. Ingen har nogen personlig interesse af at tro, at jorden er flad. Men mange kunne have interesse, og sandelig en meget personlig endda, i at tro at de har ret til at tilegne sig deres nabos vingård.
Der er i det mindste nogle få grundsætninger i livet, som vi er berettigede til at undlade at diskutere. Selv de mest skeptiske ånder har handlet derefter. Voltaires åndsretning var vistnok ikke skikket til ubetinget at antage nogen af de læresætninger, der lå til grund for det rådne politiske system, han kendte og hadede. Han var en af dem, som overfaldt det med alle slags våben og til sidst styrtede det. Blandt hans medhjælpere til dette arbejde herskede der en sand rus af rebellion og vantro. I den brogede række af nyfanglede anskuelser, der begyndte at fremtræde på scenen, medens han endnu befandt sig derpå, var denne specielle om ejendomsret til jord blevet forfægtet af den berømte »Jean Jacques«. Voltaire kastede sit mægtige blik derpå, og således behandlede han det:6
B. Avez-vous oublié que Jeau-Jacquus, un des pères de l’Eglise Moderne, a dit, que lu premier qui osa clore et cultiver un terrain fut l’ennemi du genre humain, qu’il faillait l’exterminer, et que les fruits sont à tous, et que la terre n’est à personne? N’avons nous pas déjà examiné ensemble cette belle proposition si utile à la société?
A. Quel est ce Jean-Jacques? Il faut que ce soil, quelque Hun, bel esprit, qui ait écrit cette impertinence abominable, ou quelque mauvais plaisant, buffo magro, qui ait voulu rire de ce que le monde entier a de plus sérieux …
Jeg for min part indrømmer imidlertid, at Voltaires spottende ånd ikke er den, hvori jeg nogensinde føler mig fristet til at betragte det kommunistiske bedrag. Ganske afset fra den anmodning, der stilledes mig af den omtalte forfatter, har jeg altid følt den dybe interesse, der knytter sig til dette bedrag, formedels den proteusagtige skikkelse den stedse har tilbøjelighed til at antage, opstå på ny og vise sig igen, samt formedelst den fordring den stiller til os, fra tid til anden at undersøge og identificere de fundamentale love, der virkelig behersker den menneskelige tilstand. Muligvis aldrig har kommunistiske teorier antaget en mere besynderlig form eller hengivet sig til mere frugtbare analytiske processer end i Henry Georges skrifter. Disse skrifter omfatter ligeledes et bind Samfundsspørgsmål, der nylig er udkommet. Det repræsenterer de selvsamme ideer, der er fremsat i Fremskridt og Fattigdom. De er ofte udtalt med næsten de samme ord, men frembyder dog nogen udvikling og anvendelser, der er af høj interesse og megen vigtighed. Ved nærværende skal jeg referere til begge, men for øjeblikket kun indlade mig på samlet at gruppere nogle af de mere fremtrædende egenskaber, som karakteriserer denne nye politiske filosofi.
Først og fremmest er det ikke lidet mærkværdigt at finde en af de mest ekstreme kommunistiske doktriner forsvaret af en mand, der er borger i De Forenede Stater. Vi har været vant til at knytte dette land sammen med begrebet om de mest uudtømmelige hjælpekilder og en næsten ubegrænset fremtid. Det har i tvende århundreder været, og er endnu, tilflugtssted og det forjættede land for millioner af menneskeheden. Og blandt alle de stater, som der er »forenede«, bliver de, der er beliggende i det fjerne vesten, anset for at deltage i den større part af denne overflod i nutiden, og den endnu større i fremtiden. Desuagtet er det fra disse selvsamme Forenede Stater og tilmed fra den ene stat, der måske fremfor alle andre har erhvervet ry for rigdom, at vi hører en enlig røst, der spår os en fremtid af utålelig ve. Han erklærer, at al den gamle verdens elendighed allerede er kommet til fuld udvikling i den nye. Han erklærer, at denne elendighed tiltager i stedse stigende forhold, vokser med folkets vækst og tiltager i styrke med dets tilsyneladende kraftudvikling. Han fortæller os om overbefolkede byer, forpestede boliger og om mænd og kvinder, der kæmper for at opnå de aller simpleste beskæftigelser, om konkurrencens rastløshed og fattigdommens og rigdommens yderligheder – kort sagt, om alle de uligheder i kår, om al den trængsel og kval, der ledsager kampen for tilværelsen i de ældste og mest overbefolkede samfund i verden.
Jeg agter ikke at acceptere dette billede som en tro fremstilling af sandheden. I bedste tilfælde er det kun en skildring af de mørkeste slagskygger, med komplet udeladelse af lyssiderne. Forfatteren er fremfor alt pessimist og føler sig åbenbart fristet til at fremstille netop denne farvetone. Han opstiller en særegen teori om hjælpemidlet mod alle disse menneskelige lidelser; og dette hjælpemiddel, ved han, bliver betragtet med uvilje såvel af de forstandige som af de samvittighedsfulde blandt hans landsmænd. Han kan alene forvente held ved at søge at overbevise samfundet om, at det er angrebet af en dødelig sygdom. En sådan fristelse kan man indrømme meget. Dog, efter at have gjort enhver mulig indrømmelse, vedbliver det at være en højst mærkelig fremtoning, at et sådant billede oprulles af en borger i De Forenede Stater. Dette billede er vistnok, i det mindste hvad mange af Unionens store byer angår, fuldkommen naturtro og kunne være lige så træffende for mange af Europas store byers vedkommende. Og med hensyn til befolkningen i Staterne som et hele har også andre meddelere berettet om det febrilske liv, der ledsager den rastløse higen efter rigdom og om den nervøse anspændelse, der overalt giver sig tilkende for opnåelsen af livsstilling og nydelse, som aldrig erhverves undtagen af de få. For såvidt, i det mindste, kunne vi antage hr. Georges fremstilling at være bekræftet ved fordomsfrit vidnesbyrd.
Men her møder os en anden, højst mærkværdig omstændighed i hr. Georges bøger. Den mand der udkaster denne mørke, næsten sorte, skildring af det amerikanske fremskridt, er den samme som med indignation afviser den lære, at befolkningen overalt har tendens til at trænges henimod underholdsmidlernes grænse. Dette er som bekendt den almindelige doktrin, det er historisk knyttet til Malthus navn, skønt andre forfattere før ham ubevidst har følt og forudsat den samme sandhed. Siden den tid er den næsten blevet almindelig antaget, ikke som teori men som faktum, og det et af de klarest påviselige af alle i den økonomiske videnskab. Men som alle kommunister hader hr. George selve navnet Malthus. Han indrømmer og overdriver endog kendsgerningen om trængsel og tryk med hensyn til befolkningen i Amerika. Han indrømmer dens anvendelse på befolkningen i Europa, i Indien og i Kina. Han indrømmer den som en mere eller mindre iøjefaldende kendsgerning hos ethvert folk på kloden. Men han vil ikke tilstede, at dette faktum fremsættes som lov. Han vil ikke tilstede det fordi en sådan generalisation forudsætter en årsag, han benægter, og udelukker en anden, som han hævder. Men dette er ingen lovlig grund til at nægte at udtrykke fremtoninger i former, ligeså omfattende og almindelige, som deres virkelige fremkomst. Lige meget med årsager til vi har klart opfattet kendsgerninger, men når disse er klart opfattede, lad os da optegne dem uden frygt, i udtryk så omfattende som sandheden kræver. Når der intetsteds på jorden findes et folk, der ikke frembyder det faktum af mere eller mindre stærk tryk på eksistensmidlernes område, lad os da i det mindste erkende dette i hele sit omfang og betydning. Forskelligheder i love og institutioner, i sædvaner og skikke, er næsten ubegrænsede. Dog blandt alle disse forskelligheder er dette ene faktum gennemgående. Hr. George selv er det seneste vidne derom. Han indser, at det er et faktum frygteligt og foruroligende, efter hans mening anvendt på det unge og håbefulde samfund i den nye verden. I et land, hvor der ingen fyrste er, intet aristokrati, ingen gamle familier, intet fideikommissarisk bånd på jorden, ingen stående hær værdig at nævnes, ingen pensioner, ingen hofmænd, hvor alle er absolut lige for loven, dér, selv dér i dette demokratiets paradis, fortæller hr. George os, at mængdens tryk på subsistensmidlerne og livsnydelsen bliver stedse voldsommere, og at menneskenes ulighed bliver så udstrakt og skrigende, som i de ældste samfund i Asien og Europa.
Modsætningen mellem denne forunderlige bekræftelse af malthus’ doktriner og den hidsige anklage imod malthus’ »lov«, hører sandelig til litteraturens kuriosa. Men forklaringen ligger nær. Hr. George indser, at kendsgerninger, der er så almindelige hos mangfoldige folkefærd, må skyldes en årsag, der må være lige så almindelig som virkningen. Men på den anden side ville det ikke passe ind i hans teori at indrømme, at denne årsag muligen kan være mennesket medfødt, eller ligge i den naturs system, hvorunder vi lever. Fra denne betragtning bortvender han derfor stadig sit åsyn. Der gives et antal sådanne kendsgerninger, forbundet med vor ånd – et andet antal forbundet med legemet og endvidere et antal forbundet med de menneskelige tilfældigheder. Men alle disse forbigår hr. George – for desto stærkere at fængsle opmærksomheden på et enestående faktum – nemlig, at hos alle nationer har enkelte mennesker, og enkelte kredse af mennesker, hidtil haft tilladelse til at erhverve større og mindre jordstrækninger og betragte disse som deres egne.
Forskellen mellem naturlove og positive institutioner er vistnok en sådan, der ikke tør frakendes betydning. Men det er en af de allerdybeste filosofiske genstande og der er meget, der taler for, at hr. George har udmålt dens bundløse dyb med en meget for kort sondeline. Menneskelige love er udviklet af menneskelige instinkter, og disse findes blandt naturens gaver. Fornuften kan forfalske disse instinkter, og fornuften er så meget lettere i stand dertil, når den begynder at spinde logiske væv ud af sit eget indre. Men det kan sikkert siges, at i selvsamme forhold som de menneskelige love og de vedtagne ideer, hvorpå de hviler, er virkelig almindelige, i selvsamme forhold kunne de fordre at betragtes som det naturlige og legitime udtryk for de fundamentale sandheder. Undertiden er de samme mænd, der optræder som reformatorer imod disse love, og fordømmer selv de største nationer som »stupide«7, der har underkastet sig dem, ubevidst underkastede de selvsamme ideer og udarbejde kun en forvansket anvendelse af disse.
Thi atter her støder vi på en ny mærkværdig omstændighed ved hr. Georges skrifter. Jeg har omtalt hr. George som borger af De Forenede Stater og også borger af den særegne stat Californien. I den sidste egenskab af borger under en demokratisk regering, er han medlem af denne regering, der er en regering af hele folket. Nuvel, hvad er det mest betegnende udtryk for den magt denne regering fordrer og faktisk håndhæver hver eneste dag? Det er magten til at udelukke hele det menneskelige samfund helt og holdent fra en stor del af jordens overflade, undtagen på særegne betingelser – en udstrækning så stor, at den omfatter ikke mindre end 99 millioner acres eller 156.000 engelske mil af eng og mark, bjerg og høj, indsø, flod- og søkyst. Desuagtet har dette samfund, der fordrer og udøver denne udelukkende ejendomsret over dette umådelige landområde, kun, i forhold til dets udstrækning, en håndfuld befolkning. Hele staten Californiens befolkning repræsenterer kun den brøkdel af 5,5 til kvadratmilen; er mindre end en fjerdedel af Londons. Hvis de alle blev samlet på en plads, ville de næppe udgøre en sort prik i det vældige landskab, om det kunne overses med et teleskop. Således er det lille menneskesamfund beskaffent, der fordrer absolut og udelukkende ejendomsret til dette umådelige territorium. Desuagtet er det et medlem af dette samfund, der drager om i verden og prædiker en lære om guddommelig ret, at jorden bør være så fri som luften, der er alles fælles ejendom og hvortil ingen udelukkende ejendomsret kan fordres af nogen. Det er vistnok sandt, at hr. George fordømmer sin egen regerings handlemåde, betræffende dens dispositioner af jord. Men besynderlig nok angriber han den ikke, fordi den fordrer denne udelukkende ejendomsret; tværtimod, han angriber den fordi den nogensinde går ind på at skille sig ved den. Ikke jorden alene, men selve Californiens atmosfære – for at benytte hans egen udtryksmåde – bør vedligeholdes som absolut og udelukkende dette samfunds ejendom, så det aldrig bør skille sig derved, undtagen som forpagtning og for sådan årlig leje, som regeringen måtte bestemme. Hvo skænkede dette særegne samfund denne udelukkende ejendomsret over dette umådelige territorium? Var det ved erobring? Og om så var, kan det ikke med samme ret erhverves af enhver, som er stærk nok til at tage det? Og når udelukkende ejendomsret erhverves ved erobring, har det da ikke stået åbent for enhver sejrrig hær og enhver erobrende feltherre i alle tidsaldre, fra alle verdens lande, at indrette et lignende ejendomsforhold og handle dermed efter forgodtbefindende?
Det er på dette punkt at vi erholde sigte på én side af hr. Georges teori, hvori den i det mindste er i stand til en fornuftig forklaring. Spørgsmålet, hvorledes et forholdsvis lille samfund af mænd, som de første guldgravere i Californien og deres efterkommere, kan til egen fordel på bedste måde benytte og anvende dette udelukkende krav på ejendomsret over en så umådelig landstrækning, er ganske vist et åbent spørgsmål. Et er det for et givet politisk samfund at nægte at dele dets ledige territorium mellem individuelle besiddere, noget helt andet derimod for et politisk samfund, der i tidsaldre har anerkendt en sådan ejendomsret og opmuntret den, at bryde bona fide, tro, lige overfor dem, som har opnået denne ejendomsret og levet og arbejdet, købt, solgt og borttestamenteret i tillid dertil. Når hr. George kan overtyde den stat, hvoraf han er borger, og den regering, hvoraf han i den forstand er medlem, at det ville være rigtigst aldrig mere at sælge et stykke uopdyrket jord til det enkelte individ, lad ham i Guds navn gøre det, og nogle rimelighedsgrunde ville vel kunne opdrives til forsvar derfor. Men der er stærk sandsynlighed derimod, såvelsom imod ham selv. Spørgsmålet, om den rigtigste måde at disponere over sådant territorium, har foreligget enhver af vore store kolonier og De Forenede Stater i adskillige menneskealdre; og det almindelige instinkt hos samtlige har ført til, at den individuelle ejendomsret til jord er den eneste store tiltrækning, de kunne byde nybyggere, som det er deres højeste formål at tiltrække og se trives. De ved, at et lands jorder aldrig er så godt »nationaliserede«, som når de er overdraget i sådanne mænds eje i hvis interesse det ligger, at de yde det størst mulige udbytte. De ved, at der under ingen betingelse kunne findes folk villige til at rydde jorden for uigennemtrængelig urskov, at vande den fra øde ørken, dræne den fra giftig sump, indhegne den mod vilde dyr eller forsvare den mod vilde horders indfald. Og følgelig har deres afgørelse været enstemmig; og den blev afgivet under forhold, hvori de var fri for alle traditioner undtagen dem, de førte med sig som del af deres indre natur, i harmoni og overensstemmelse med den tingenes beskaffenhed, de omgaves af. Jeg skal ikke opholde mig ved at drøfte spørgsmålet her; men derimod hellere dvæle for at påvise, at begge løsninger, den ene fuldt så vel som den anden, indeslutter jordens udelukkende besiddelse af individer og læren om absolut ejendomsret, hvormed de forskellige folkesamfund er forlenede, lige overfor alle øvrige mennesker. Begge er de lige uforenelige med den bombastiade, at sammenligne den udelukkende besiddelse af jorden med den udelukkende besiddelse af luften. Forudsæt at nybyggere fandtes villige til at hellige år af arbejde og flid, der gøres fornøden for at kultivere urjorder, uden anden sikkerhed end den under en »længere forpagtning«, naturligvis enten mod, i et længere tidsrum, at være fritaget for alle afgifter eller en sådan, som måtte være ren nominel; forudsæt at dette lod sig iværksætte, desuagtet ville hele arealet i hvilket som helst distrikt snart være i udelukkende besiddelse for længere tidsrum af et begrænset antal agerdyrkere og ikke stå åbent længere for alverdens fattige. Således er den absolutte ejendomsret, som hr. George erklærer at være en bespottelse af Gud og naturen, alligevel hævdet til fordel for en brøkdel af menneskeslægten, og denne absolutte ejendomsret er atter udstykket til dette lille samfunds medlemmer, og til dem alene, i sådanne dele, som det anser mest hensigtsmæssigt og bedst lønnende for eget vedkommende.
Og atter her, for tredje gang, støder vi på en højst mærkelig sammenstilling af fakta i hr. Georges bog, hvis betydning og rækkevidde han åbenbart ikke fatter. Naturligvis er spørgsmålet, om hvorvidt det er fordelagtigst for ethvert givet samfund at eje og bearbejde dets egne jorder særskilt eller fælles, et spørgsmål der væsentlig afhænger af regeringsformens natur, motiver og karakter sammenlignet med de individuelle menneskers. I dispositionen og anvendelsen af rigdommen, såvel som i erhvervelsen deraf, er menneskene vel hæderligere og ærligere, når de handler i egenskab af medlemmer af regerings- og lovgivningsmyndighed, end når de handler i deres private egenskab mod medmennesker? Er ikke, som bekendt, det modsatte tilfældet? Er det ikke klart, at mænd ville handle og bestandig ses at handle som politikere således, som de ville skamme sig ved i privatlivet? Og er det ikke påvist under alle regeringsformer, som historien kan opvise? Endelig vil jeg stille et andet spørgsmål. – Er det sandt, for at sige det mindst mulige, at denne medfødte tendens til korruption ikke er blevet hæmmet under demokratiske regeringsformer, i de mange »nye verdener« hvorfra konger er udelukkede og aristokratier endnu ikke haft tid til at udvikle sig?
Disse er netop de spørgsmål som hr. George besvarer med en ikke usikker røst; og det er umuligt at overse dette vidnesbyrd. Han erklærer atter og atter, i et sprog der strømmer over af dydig harme, at regeringen i De Forenede Stater overalt mere og mere korrumperes. Ikke alene er de lovgivende forsamlinger korrumperede, men selv de værste samfunds sidste tilflugtssted – domstolene – er det med. I intet af den gamle verdens lande er selve navnet politiker sunket så dybt som i Amerikas demokratiske stater. Ejheller ville det være sandt at påstå, at det er de rige klasser, der har korrumperet deres vælgere. Disse – i det mindste i en meget vid udstrækning, er selv korrumperede. Mulig, at intet Demos-eksempel er mere smittet af korruption end Demos i New York. Dets ledelse af lokalforvaltningen siges at være et system af skændigt jobberi. Nuvel, det vidunderlige er, at alt dette er hr. George fuldstændig fortrolig med. Han indser det, og gentager det i alle mulige tonarter. Lad os høre en enkelt sætning:8
»Det sømmer sig at skue kendsgerninger lige i øjnene. Forsøget med folkelig regeringsform i De Forenede Stater har været et åbenbart misgreb. Ikke, at det er et misgreb overalt og i alt. Et forsøg af denne natur behøves ikke at udføres helt ud for at kunne vise sig at være et misgreb. Men, ved at tale i almindelighed om hele landet, fra det Atlantiske til det Stille Hav og fra søerne til golfen, har vor regeringsform ved folket været, og bliver stedse i større grad, en regering af de mægtige og samvittighedsløse.«
Jeg gentager atter, det er rigtigst at erindre, at hr. George er pessimist. Men medens vi mindes dette og gør denne egenskab al mulig indrømmelse, bør vi ej heller forglemme, at hans vidnesbyrd ikke står alene. I De Forenede Stater, fra borgere der endnu stedse føler sig stolte af deres land og udenfor De Forenede Stater, af repræsentative amerikanere, er der personlig blevet mig fortalt om transaktioner, der afgjort forudsætter en tingenes tilstand, der nøjagtig svarer til hr. Georges udtalelser. Under alle omstændigheder er vi berettigede til den slutning, at det ikke er blandt repræsentativ- og regeringsorganerne i De Forenede Stater, vi har at søge de bedste prøver for redelighed og dyd.
Desuagtet er det disse organer – lovgivende, administrerende og dømmende han udsteder et sådant skudsmål – hr. George vil tildele retten til absolut ejendom af jorden. Det er disse organer, han vil beklæde med den eneste og almindelige grundejendomsret, og det er dem han vil betro det hverv at påligne og anvende hver mands jordrente over samtlige staters areal. Han fortæller os, hvilken umådelig sum – stor nok til at underholde en af de mægtige herskere, der var så talrige i den gamle verden – som kunne bespares ud af halvdelen af »den ødselhed og stjælen«, der finder sted under de kommunale forhold i hans eget San Francisco. Hvor meget ville den »ødselhed og stjælen« beløbe sig til, såfremt sådanne regeringsorganer kunne disponere over stater som Californiens, Texas, Illinois og Colorados samlede landbrugs- og mineralskatte?
Men dette er ikke alt. Hr. Georges vidnesbyrd om de amerikanske regeringsorganer nu for tiden er intet imod hans egne skrifters vidnesbyrd om hvad det vil blive – om man gik ind på hans system og nogensinde lyttede til hans lære. Som alle kommunister betragter han ikke samfundet som bestående af individer, hvis særlige velvære danner grundlaget for det heles, men som en stor abstrakt personlighed, hvori al magt skal centraliseres og alle særskilte rettigheder og interesser vil have at underordne sig. Om dette blev rettesnoren, da turde vi i det mindste have håbet, at der til en, i forhold til individet, med stor magtfylde udrustet regeringsmyndighed, var knyttet tilsvarende pligter og ansvar lige overfor den enkelte, som en uafviselig nødvendighed. Når fx. et politisk samfund som helhed er en blivende og bestemt personlighed med vedvarende rettigheder over alle dets medlemmer, burde vi i det mindste vente, at den blivende forpligtelse om hæderlighed og ære blev respekteret som lige forpligtende for denne personlighed, i dens forhold lige overfor den, som er dens magt undergivne. Men dette er slet ikke hr. Georges mening. Tværtimod, han prædiker systematisk, ikke alene denne høje forrettighed, men også den positive repudiationspligt. Ikke alene er han ikke tilfreds med at insistere på, at ikke flere stykker udyrket jord nogensinde bør afhændes, men han påstår tillige, at ejendomsretten til ethvert stykke jord, der allerede er solgt, skal tilbagefalde uden erstatning til nybyggeren, der har købt det og anvendt arbejde derpå i åremål og fra først til sidst stolet på statens sikkerhed og regeringens hæderlighed. Der findes ikke en tilsvarende korruptionsdåd, som den værste administrative korporation i noget land nogensinde er blevet sigtet for, der kan måle sig med den uhørte vanære, der ligger til grund for dette forslag. I gamle dage, under egenrådige og griske regenter, plejede profeterne i Judæa og Israel at hæve deres røst mod enhver form af uret og plyndring, og de udtalte en særlig velsignelse over dem, der vidnede, selv til egen skade og ikke veg tilbage. Men den nye profet fra San Francisco er af en modsat mening. Ahab kunne have sparet sig al møje og Jezebel undgået det kvalfulde rænkespil, såfremt de ved deres side havde haft hr. Henry Georges røst. Elias var en nar. Hvad ret havde vel Naboth til at tale om sine »fædres arvelod«?9 Hans forfædre kunne ikke have mere ret til at erhverve ejendomsret til hine agre på Jezreels højder, end han selv havde til at fortsætte usurpationen deraf. Ligegyldig hvilken hans påståede adkomst end var, intet menneske og intet repræsentativt organ kunne give ham den; – ikke Josva eller dommerne; ejheller Saul eller David; eller Salomon i al sin herlighed – kunne tilsikret Naboths forfædre denne del af Guds jord, imod de udødelige retskrav som statens hoved og repræsentanten for hele Israels folk havde.
Men nu åbner sig et andet syn af konsekvenserne heraf. Såfremt den lære vandt tilslutning, at man ikke behøvede at øve ærlighed mod ejere af jord, – vil ikke dette samme princip kunne anvendes overfor forpagtere såvelsom ejere? Når ét slægtled ikke kan binde det næste til at anerkende et køb, kan da ét slægtled binde det næste til at anerkende en forpagtning? Når ét løfte tør brydes, og bør brydes, hvorfor bør man indrømme det andet mere bindende kraft? Når den opsparede værdi, der fremstår ved mange års og slægtrækkers arbejde, kan og bør approprieres, er der da vel nogen retmæssig hindring tilstede mod at snappe denne værdi hvert år, efterhånden som den fremstår? Såfremt dette nye evangelium er et virkeligt evangelium, hvorfor skulle ikke denne californiske facon af »utrofast tro«, vedvarende holde os og for bestandig »løgnagtig sanddru«?
Og endnu ét, er der nogen grund hvorfor denne repudiations-lære skulle indskrænkes, ene til forpligtelser med hensyn til forpagtning og ejendomsret til jord? Dette spørgsmål måtte naturlig rejses af enhver tænkende, som læste Fremskridt og Fattigdom med forstand, da den først kom ud. Men den udstrækning, hvortil dens moralske læresætninger kunne anvendes, var dengang mere en formodning, hvor selvindlysende den end var. Når alle jordejere, store og små, skulle udplyndres og bør plyndres for det, som samfundet i umindelige tider har indrømmet og opmuntret dem til at erhverve og kalde sit; når de tusinder af mænd, kvinder og børn, der direkte og indirekte lever af jordrente, enten i form af betaling for jordens forbedring eller som hypotek til kapitalisten, livrente til enker, børns arveandele, når alle på lige måde skulle ruineres ved konfiskationen af det fond, hvoraf de afhænger, gives der ikke også andre fonds, der ligeledes ville inddrages i samme nidets og voldsdåds garn? Specielt, hvad ville der blive af det store fond, hvoraf ligeledes tusinder og atter tusinder afhænger – mænd, kvinder og børn, oldinge, enker og faderløse – det fond, som staten har lånt, der danner nationernes gæld? Selv i Fremskridt og Fattigdom findes der dunkle antydninger og enkelte sætninger, der angav endemålet af diskussionen i denne retning. Men mænds forstandskister er netop nu så omtågede på dette område og de ynder så meget at ryste på hovedet, når ejendom til jord sammenlignes med ejendom til andre genstande, at sådan mistanke og formodning om rækkeviden af hr. Georges argumenter ville hos mange have syntes overdrevne. Heldigvis har han i sit senere værk følt overbevisningens mod, og konklusionen af de falske præmisser har hærdet hans moralsans imod uretfærdigheden af selv de mest vanærende slutninger. Al nationalgæld er ligeså uretfærdig som jordejendom; den bør slettes med en svamp. Og da man ikke skylder jordejere noget hensyn for deres tillid, så lidt som nogen af dem der afhænge af disses hjælpekilder, da bør tilliden ejheller varetages med hensyn til ejere af statsobligationer, så lidt som mod nogen, der afhænger af de indkomster, der er dem tilskrevne. Jøden, der måske har udlånt en million, og den lille forretningsmand, der har udlånt sine få spareskillinger til staten – formynderimidler – alle er de et lige offer for repudiationen. Når vi forestiller os det umådelige beløb, som Europas og Amerikas statsgæld beløber sig til, og de utallige personer af enhver stand og rigdomsgrad, hvis ejendom er anlagt i »løfter at betale«, kunne vi måske danne os en svag forestilling om den ruin, som et sådant gigantisk snyderi, der forfægtes af hr. George, ville afstedkomme. Tag England alene. Henved syvhundrede og femti millioner pund sterling er beløbet af dets statsgæld. Denne uhyre sum holdes af 181.721 personer, hvoraf det overvejende flertal – omtrent 111.000 – modtager dividender, det selv kan være fri for nødvendigheden at underkaste sig beskatning.
Selvfølgelig finder vi som sædvanlig, at hr. George besidder en vidunderlig ærlighed i at vedkende sig, hvad hidtil den uoplyste verden har været enig om at betragte som uærligt. Men denne gang fremkommer vedkendelsen under omstændigheder, der fortjener særlig påagtning. Vi ved alle, at for ikke mange år tilbage var De Forenede Stater indviklet i en hårdnakket borgerkrig, på et vist stadium tilsyneladende af tvivlsomt udfald og hvoraf den nationale tilværelse var afhængig. Jeg hørte til dem – for øvrigt ikke altfor mange hertillands – der fra begyndelsen af denne frygtelige kamp antog, at »Norden« havde ret til at føre denne krig. Lord Russell påstod ved en bekendt lejlighed, at de kæmpede om »herredømme«. Javel; og for hvad andet har nationerne nogensinde kæmpet og hvorved ellers, på den ene eller den anden måde, er store nationer nogensinde opstået? Demos har ganske vist ikke større ret til at kæmpe om herredømme end kongerne; men det har den samme. Dog bagved og udover Unionens vedvaren som nation var fremdeles det spørgsmål på dagsordenen, hvorvidt man i dette nittende århundrede af den kristelige tidsregning, burde tåle oprettelsen af et stort civiliseret statslegeme, der havde negerslaveri som hovedbetingelse og grundlag for dets forfatning. På begge disse store spørgsmål havde folket i nordstaterne – lige meget hvorledes udfaldet måtte berøre de enkelte – en så hæderlig sag, som nogensinde har kaldt et folk til våben. Det er en sag, der til evig tid vil være knyttet i menneskeslægtens erindring sammen med en stor skikkelse – Abraham Lincolns – den bedste og nobleste repræsentant for det amerikanske folk under denne forfærdelige krise. I intet har dette folks opførsel været mere beundringsværdigt end i denne mængdens villige og tålmodige underkastelse som én mand, ikke alene under det ødelæggende spild af liv, der var knyttet dertil, men under den tunge og langvarige beskatningsbyrde, som var ligeså uadskillelig derfra. Det er sandelig sørgeligt – intet hvad jeg nogensinde har mødt i litteraturen har slået mig med så oprigtig sorg – at på dette døgnets tidspunkt hvor, ved udholdenhed og fortsat velvære, byrden er blevet forholdsvis let og der foreligger en nær udsigt til dens endelige forsvinden, at der nu skulle findes en eneste amerikansk borger, der så ringe erkender sit lands hæder, at han er i stand til at udtale en beklagelse over, at de ikke indledte denne store kamp ved en handling som tyveri. Dog dette er tilfældet med hr. Henry George. I konsekvent følgeorden med hans uærlige læsesætninger om repudiation af statsgældsforpligtelser og idet han véd, at krigen kunne ikke være blevet ført uden pengemidler, taler han med fuldendt bitterhed om den dårskab af regeringen, at den »bævede« tilbage for på én gang at tage det hele eller alt, med fradrag af en brøk af de få individuelle borgeres ejendom, der havde ord for at være forholdsvis rige. Når det fx. var bekendt at en mand havde erhvervet en formue på £ 200.000, da burde regeringen i Washington ikke være »bævet« tilbage for at tage det hele undtagen måske £ 200, hvilken rest, som en stor velvilje, turde være levnet den tidligere ejer tilligemed den gavn den kunne yde. Og ved et antal af lignende konfiskationer over samtlige stater, ville krigen derved muligvis kunne være ført til fordel for alle og på bekostning af nogle få.10
Det er værd at udmale, hvorledes dette ville have virket i et enkelt tilfælde. Da jeg for få år siden befandt mig i New York, var en af de seværdigheder, man henledte min opmærksomhed på, et hus af stort omfang og skønhed, såvel hvad materiale som arbejde angik. I det mindste i disse henseender, om ikke i arkitektur, kunne det måle sig med hvilket som helst palads der ejedes af private borgere i enhver af den gamle verdens rigeste hovedstæder. Det var fuldstændig opført af purt, hvidt marmor og ejeren, utilfreds med de amerikanske marmorsorter, havde ikke skyet den udgift at indforskrive italiensk marmor dertil.
Dette skønne og kostbare hus, blev mig endvidere sagt, tilhørte en skotte som var indvandret til Amerika uden anden formue og kapital end sin egen gode hjerne. Han begyndte med at sælge bånd. Ved at sælge billigt og mod kontant, men tillige varer af bedste beskaffenhed, erhvervede han sig snart et navn, fordelagtigt for begge parter. Men de der købte var publikum, og snart forøgedes dette publikum for at sikre sig nytten ved fordelagtige indkøb hos en så billig og ærlig handlende. Med sin races flid forbandt han også dens medfødte driftighed, og ved stadig at omsætte sin kapital i forøget målestok, forenet med egne moderate udgifter, medførtes der bestandig større opsparet formue. Denne blev atter kløgtigt anvendt til fremme for offentlige foretagender, der lovede fordel til det adopterede fædreland, og ene ved at opfylde dette løfte kunne være rentabelt. Og ved en fremgangsmåde, der trin for trin viste sig at være til umådelig fordel for det samfund, hvoraf han var et medlem, blev han til sidst, hvad der kaldes en millionær. Ejheller havde han ved at anvende sin rigdom handlet anderledes end bidraget til at fremme sit lands smag og glans, såvelsom dets befolknings lukrative beskæftigelse. Hele naturen er opfyldt af kærlighed til prydelse, og skabningernes boliger, selv de laveste på tilværelsens trin er rige i farvepragt, og i udarbejdelse undertiden af den mest udmærkede og fuldendte beskaffenhed. Det er kun uvidenheden og udannelsen der benægter denne samme kærlighed til prydelse hos mennesket, og det er en tåbelig lære, der deri ikke vil se andet end en bortødslen af midler. Den store købmand i New York havde visselig bygget sit hus med betydelig bekostning; men det er blot en anden form for at sige, at han havde udgivet store pengesummer til denne bys håndværkere og i tilsvarende forhold bidraget til deres beskæftigelse, hvorved de ene have at leve. Derfor var denne millionær i enhver forstand, såvel med hensyn til erhvervelsen som til anvendelsen af pengene, en ære og velgører for sit land. Det er denne mand, mod hvem dette samme land skulle have været opægget i henhold til hr. Georges teori, at se med misundelsens onde øjne og berøvet ham hele hans fortjeneste. Det er ikke så meget den uærlighed og vold, der ligger i en sådan lære, der slår os mest, det er langt mere dens uudsigelige nederdrægtighed. At en stor nation, der har en stor sag i vove og fremtræder i verdens historie under en kamp på liv og død mod barbariske institutioner, burde have indledt denne mindeværdige kamp med at plyndre nogle få af dens egne borgere – dette er sandelig det forsmædeligste dyb, der nogensinde er nået af nogen politisk filosofi.
Og ikke mindre belærende end resultaterne af denne filosofi er hans fornuftslutninger, hans måde at illustrere og fremstille kendsgerninger på. Heraf kunne vi ikke påvise et bedre eksempel end det vi nys gengav, hvori hr. Henry George udvikler staternes og individernes ret til at repudiere en nedarvet gæld. Det er godt man kan se, at den mand, som forsvarer den mest uhæderlige fremgangsmåde fra regeringens side, ligeledes forsvarer en sådan fra de privates. Sætningen er et typisk eksempel på det stof, hvormed hr. Georges værker er fyldt. Rimelighedselementet deri er den idé, at en mand ikke burde holdes ansvarlig for løfter, hvortil han ikke selv var en samtykkende part. Denne tanke er fremstillet for sig selv, med forsigtig udeladelse af de betingelser som gør den uanvendelig på den foreliggende sag. Arvelig gæld hæfter ikke på personen, undtagen i tilfælde af, at der også er arvelig besiddelse tilstede. Skal denne besiddelse beholdes, medens de tilsvarende forpligtelser afvises? Hr. George er højtravende om absurditeten i forlangendet, at han skal honorere oldefaderens forpligtelse, men er tavs med hensyn til at opgive de midler hans oldefader måtte have efterladt. Mulig, at han kunne slippe over vanskeligheden ved at hævde, at han ikke ville tillade nogen ejendom at passere fra en generation til en anden – selv fra fader til søn – at ved enhvers død efterladenskaberne bør konfiskeres af staten. Et sådant forslag ville ikke være en smule mere voldsomt eller mere ødelæggende for samfundet end de andre, han vedkender sig. Men så vidt jeg har bemærket, er denne konsekvens af hans slutninger enten ikke fremsat eller holdt skjult. Med al hans åbenbare og lejlighedsvise ærlighed i at vedkende sig resultater, ligegyldig hvor anarkiske, er der tillige temmelig tydelige tegn, at han forstår at skjule hestefoden. Den fremragende plads han tildeler sin agitation i angrebet på en særlig klasse af kapitalister, de der ejer jord, og den totale eller forholdsvise tavshed han iagttager om sit ønske, at plyndre obligationsholdere af enhver slags og specielt de offentlige kreditorer, er et tydeligt tegn på en strategi, mere snedig end ærlig. Og derfor kan det vistnok hænde, at han fornægter al arvelig gæld, fordi han vil ødelægge arveret af enhver slags. Men det må vel bemærkes, at han ikke selv da kan slippe bort fra den modsigelse, jeg har fremhævet, forsåvidt den berører offentlig gæld. Denne er blevet kontraheret med det formål at udføre store nationale foretagender, såsom vedligeholdelsen af den nationale selvstændighed, erhvervelsen af territorier eller de nødvendige forberedelser til det nationale forsvar. Staten kan ikke gøres arveløs med hensyn til de fordele og besiddelser, der på denne måde er blevet den sikrede, således som individer ved at berøves faderens erhvervelser. Det er derfor uimodsigeligt, at immoraliteten i hr. Georges argumenter om statsgæld er ligeså fremtrædende som barnagtigheden af hans bevisførelse.
Men der er andre eksempler, der vidner lige så slående om hans bevisførelses utrolige absurditet, og umiddelbart forbundne med denne hans fremherskende idé om jordejendom. Således den forestilling, at fordi alle naturlige og elementare bestanddele, som råmaterialet til den menneskelige velstand, er substanser taget fra jordbunden, derfor må alle former af denne formue sluttelig have tendens til at koncentrere sig i deres hænder, der ejer jorden; denne idé må slå alle jordejendomsbesiddere, som én der er en dårekistekandidat værdig. Man vil måske ikke med et øjebliks varsel være i stand til fuldt ud at afsløre alle de løgnagtige begreber, hvorpå den hviler, men man kan endda øjeblikkelig erkende al det forrykte logiske gøgl, der tjener til at besnære den uvidende. Man behøver ikke at være grundejer for øjeblikkelig at se, at konklusionen er falsk. Vi har blot at prøve denne idé i det små for klart at indse dens uholdbarhed. Således kunne vi til eksempel fremsætte følgende anvendelse deraf: Alle huse er bygget af materialer, der er frembragt af jordbunden, af sten, kalk, mursten, træ eller alt dette tilhobe. Af alle disse materialer er de tre ikke blot produkter af jordbunden, men dele af selve dens substans og materiale.
Deraf må man følgelig slutte, at hele bygningsværdien ligesåvel til sidst må overføres på deres hænder, der ejer disse materialer i stenbrud, teglværker, kalklejer og skove. Det er uheldigt for grundejerne, at denne vidunderlige bevisførelse ikke viser sig på en eller anden måde at holde stik i praksis.
Dog hr. Henry Georges fremgangsmåde ved fornuftslutninger er ikke absurdere, end hans påstande med hensyn til fakta. Hele tankegangen er baseret på den forudsætning, at grundejere ikke er producenter og at jordrenten ikke repræsenterer kapitalrenten eller kun repræsenterer den i højst ubetydelig grad. Selv en amerikaner burde være bedre underrettet. Endskønt der i De Forenede Stater gives umådelige præriestrækninger, som er rede for ploven næsten uden indledende arbejde, er der selv i den nye verden endnu mere udstrakte arealer, hvor jordbunden kun ved anvendelse af det hårdeste og mest udholdende arbejde kan tvinges til at frembringe menneskelige fornødenheder. Men i de gamle lande i Europa, og særlig i vort eget, ved enhver jordejer meget vel, og andre burde vide det nogenlunde, at jordbundens nuværende beskaffenhed er resultatet af slægtrækkers kostbare forbedringer og fornyede og ofte gentagne udlæg til vedligeholdelsen af disse. Dog om denne genstand frygter jeg, at mange er næsten lige så uvidende som hr. George. Min egen erfaring rækker nu over den bedste del af fyrretyve år. I dette tidsrum har jeg opført mere end 50 hjemsteder, komplet for folk og besætning, jeg har drænet og indvundet mange hundrede og indhegnet adskillige tusind acres. I den betydning har jeg »lagt hus til hus og ager til ager«, – ikke som prædikestolstalere ofte har forudsat i lignende tilfælde – at jeg måtte »bo ene i landet«, men for at arbejderen kunne leve behageligere og forsynes med midler til jordens bedre benyttelse. Jeg kender ikke noget mere oplivende end den oversigt, der bydes os i artikler og tidsskrifter over landbrugsforbedringerne i Skotland, siden borgerkrigens slutning 1745. Tusinde og atter tusinde acres er blevne indvundne fra morads og gold hede. Uvidenhed er veget for kundskab, barbariske sædvaner af umindelig hævd ombyttet med fornuft- og forretningssædvaner. I ethvert grevskab var de store jordejere, og meget ofte også de mindre, pionerer i en udvikling, der forvandlede hele jordens overflade. Og denne udvikling er endnu i fuld virksomhed. Når jeg mindes mit eget tilfælde er det fordi jeg ved, at det ikke er enestående, og at andre har arbejdet efter en endnu større målestok. I de fire år siden hr. George viste mig den ære at sende mig en bog, der påstår, at jordejere ikke er producenter, har jeg på én ejendom alene anvendt 40.000 £, udelukkende til jordens forbedring. Fremdeles ved jeg, at dette udlæg for eget vedkommende, såvel som lignende udlæg fra naboers side, er så langt fra at koncentrere alle andre rigdomsformer i vore hænder og ude af stand til at yde et tilsvarende udbytte, som lignende kapitalanlæg ville indvinde i mange andre entrepriser – og lettelig indvinde. Jeg besidder pålideligt vidnesbyrd om, at det årlige udlæg på ét stort jordbrug i England beløb sig til £ 35.000, udelukkende til landbrugsforbedringer, medens udlæggene i de sidste fyrretyve år, til kirker og skoler indbefattet, har beløbet sig til to millioner pund sterling. Til sådanne udlæg er godsejerne ofte meget villige, ene af kærlighed til et livligere landskabsbillede og en bedre stillet befolkning. For meget af den således anlagte kapital søger de aldeles intet vederlag og sandelig, af en meget ringe del opnår de nogensinde et stort renteudbytte. Produktionen er forøget i større forhold, medens profitten ved denne merproduktion kun er lille for ejeren. Der avles som følge deraf mere korn, kartofler, roer; der produceres mere mælk, smør, ost, okse- og fårekød, flæsk, fjerkræ og æg; og alle disse artikler bliver solgt til folket for en lavere pris, ganske i forhold til den større overflod deraf. Når nogen foreholder mig og fremhæver ved fornuftgrunde, som han praler om at være uomtvistelige, at ved alt dette har jeg og andre kun tjent vore egne interesser – ja, tilmed at vi derved kun har gjort »de fattige endnu fattigere« end de var i forvejen – da ved jeg ved mig selv, om jeg kan afsløre falskheden eller ej, at han har fremsat det argeste nonsens og han må, hvor spidsfindig og veltalende han forresten end er, være sammensat af en stærk blanding af en fanatiker og en – gås.
Og her har vi atter på ny et fingerpeg på bestanddelene af denne vældige påstand om kendsgerninger, den påstand, at rigdommen bliver stedse mindre spredt – »de rige bliver rigere, de fattige fattigere«. Der udfordredes ikke de af hr. Giffin nysudgivne, fortrinlige statistiske oplysninger for at overtyde mig om, at denne påstand er falsk. Det er umuligt for én, der har været betydelig arbejdsgiver i et tidsrum, der omfatter en menneskealder, ikke at indse og finde fuldkommen påviseligt, at alle klasser har deltaget i landets blomstring og ingen klasse i fyldigere mål end netop den, der lever ved arbejde. Han må vide, at arbejdslønnen er mere end fordoblet – undertiden langt mere – medens de vedvarende skattenedsættelser har haft tilbøjelighed til og faktisk har medført, at næsten samtlige levnedsmidler er betydelig billigere end tredive år tilbage. Og udover det simple legemlige arbejdes område hos de klasser, der beskæftiger sig med industri og omsætning, har jeg rundt om på mine ejendomme haft lejlighed til at iagttage de klassers umådelige tilvækst, hvis indtægter må anses at være jævnt gode uden at være betydelige. Deres landsteder og disses udstyrelse, haverne, disses beplantning og prydelser, alt dette og tusind andre småting viser den stigende velstand, der er langt mere udbredt end forhen, om end ikke almindelig.
Når personlig erfaring sætter mig i stand til afgjort at modbevise en af hr. Georges påstande, sætter mine officielle erfaringer mig ikke mindre istand til at modbevise en anden. Personlig er det mig bekendt, hvad den private jordejendomsret har udrettet her; officielt har jeg haft altfor god anledning til at vide, hvad statens ejendomsret til jorden har undladt at udføre andetsteds. Indien er et land, hvor staten i det mindste teoretisk er eneste, almindelig grundejendomsbesidder, og i en stor del af landet tager staten faktisk sin andel af bruttoproduktionen, der fuldstændig repræsenterer den sædvanlige jordrente. Dog er det netop her vi finder befolkningens masse så nedtrykt af fattigdom, at millioner kun lever fra hånd til mund, og når der finder en kun delvis misvækst sted, står hundrede tusinder i fare for at sulte ihjel. Den indiske regering er ikke korrumperet, andre mangler upåtalte, og et udstrakt territoriums jordrente kunne langt snarere betros dens hænder, end overlades sådanne folkelige regeringer, som de af hr. George angrebne i Amerika. Men på en eller anden måde bliver de funktioner og pligter, som i mere civiliserede lande udøves gennem den private jordejendomsrets institution, ikke så ganske vel forvaltede af den indiske regering. Endvidere undgik det ikke mit blik da jeg havde andel i Indiens styrelse, at den med hensyn til velstand bedst udviklede part netop er den, hvor regeringen har afhændet sin ret til jordrenten og samtykket i en affindelse en gang for alle. Mange indiske statsmænd har misundelig betragtet den rigdom, der udviklede sig i Nedre-Bengal, og beklaget den politik, der hindrede staten fra at tilvende sig den. Men tvende spørgsmål stod stedse tydeligt for mig, hver gang denne beklagelse fandt udtryk – først: hvorvidt vi også virkelig var forvissede om, at Nedre Bengals velstand ville være opstået, ifald dets hjælpekilder ikke var betryggede på denne måde; dernæst, hvorvidt det var sikkert, at selv den bedste regering ville være bedre skikket til at anvende velstanden til det almene bedste end de private, der har erhvervet den på almindelig måde. Disse betragtninger er, såvidt jeg ved, aldrig blevet underkastet en alvorlig drøftelse. Men hvordan end udfaldet ville være blevet, er der i det mindste ét punkt, hvorom alle engelske statsmænd er enige – og det er, at løfter, der af regeringen engang er afgivet, lige meget hvor langt tilbage i tiden, ufravigeligt bør holdes. Når grundejendom er købt og solgt og nedarvet i Bengalen i henved tre generationer – siden 1793 – under regeringens garanti, at jordrentebeskatningen har at forblive en bestemt fastslået årlig sum, da har mig bekendt ingen offentlig størrelse nogensinde antydet, at den offentlige tillid burde krænkes. Og ikke nok hermed, men der har tilmed gjort sig en tilbøjelighed gældende, at udlægge disse regeringsforpligtelser på en overdreven måde, og den fordring blev stillet, at de således beskyttede grundejere derved måtte være fritagne for enhver anden beskatning, der kunne gøre indgreb i disse indtægtskilder. Som statssekretær for Indien havde jeg og kolleger at beskæftige os med dette spørgsmål i kabinettet, og resultatet vi nåede indeholdes i en depeche, der præciserede de grundsætninger så klart, som her burde gøres gældende, at de synes at være vedtagne i Indien som endelig afgørende. Jordskatten var et specielt pålæg på jordrenten. Løftet lød, at dette pålæg aldrig skulle forøges, eller i de oprindelige ord: at der ikke skulle finde nogen »forøgelse af de offentlige skattepålæg sted, som en følge af jordegodsets forbedring.« Dette indesluttede ikke, at disse indtægtskilder ikke turde underkastes andre skatter, forudsat at det ikke var specielle pålæg, men ligelig fordelt på andre indtægtskilder også. Under denne fortolkning kunne Bengalens stigende velstand rammes af samme beskatning, som enhver anden forøget velstandsgenstand og ikke anderledes. Staten ville ikke konfiskere mere af den stigende jordværdi end af enhver anden forøget værdi, under påskud at stigningen ikke var fortjent. – Og på den anden side fritog staten ejheller den forøgede jordværdi fra samme beskatning, som var ligelig pålagt hele det øvrige samfund.
Derved udsonede og fastslog vi tvende store principper, som for kortsynede teoretikere måske kunne synes modstridende. Det ene var, at det ligger i ethvert samfunds interesse at give alle dets medlemmer lige og absolut sikkerhed i deres stræben efter rigdom; det andet: at når det offentlige tarv fordrer forøgede indtægtskilder, bør formuen under enhver skikkelse kunne beskattes ligelig.
Der ville såvel i London som i Calcutta være sparet os mange anstrengte og vanskelige debatter, om vi havde følt os overbevist om, at regeringen i 1793 ikke kunne forpligte regeringen i 1870. Det ville have ydet os endnu friere spillerum, om vi havde næret den formening, at tro og love ikke burde overholdes over for grundejere, og at vi havde en guddommelig ret til at beslaglægge, ikke blot de bengalske Zemindarers rigdom, men også den rigdom, der hidrørte derfra og er tilvokset siden 1793, fordelt og benyttet af et stort antal umiddelbare deltagere, der stod imellem de virkelige jordbrugere og deres repræsentanter, hvem løftet oprindelig var givet. Men én læresætning er hårdnakket blevet hævdet af »det stupide engelske folk«, i styrelsen af dets mægtige indiske rige, og den er: at vor ære er den højeste skat vi ejer og en absolut tillid til denne ære, det stærkeste grundlag for vor magt.
Det har her ikke været min hensigt at argumentere. En simpel fremstilling og belysning af nogle få af de resultater hvortil hr. Henry George fører os, var alt hvad jeg havde til hensigt at give. At udforske, hvad der ville være den praktiske konsekvens af enhver som helst tankeretning, er en ligefrem vinding. Og der gives tilfælde hvori en sådan vinding er noget værd. I matematisk fornuftslutning gælder »reduktionen til absurditet« som én af de mest yndede fremgangsmåder, for modbevis. I politisk fornuftslutning burde »reduktionen til uretfærdighed« have en lignende betydning. Og om det ikke gælder for alle tankeretninger, hidrører det fra menneskekarakterens ejendommelige beskaffenhed, der danner nøglen til dens korruption og de hæslige former den antager. Ved at fordybe mig i andre undersøgelser, har jeg nylig haft lejlighed til at bemærke forskellen i denne retning, mellem vore moralske- og udelukkende intellektuelle evner, som den viser sig.11 Vor fornuft har den beskaffenhed, at den umiddelbart er istand til at opfatte visse fundamentale sandheder, og at enhver fornægtelse af disse viser sig absurd øjeblikkelig. Men i moralens og religionens langt højere sfærer, synes det, som om vi ikke havde en ligeså pålidelig ankergrund til erkendelse af pligt og sandhed. Der gives ingen lære, hvor ryggesløs og forkastelig dens anvendelse end var, som man vægrede sig ved at anerkende på grund af denne ryggesløshed. Intet, hvor forfærdeligt det end er, kan man være sikker på vil forfærde. Når den opstår ifølge en falsk tro eller fejlagtig fortolkning, vil man optage den og undertiden med barbarisk fanatisme endda fryde sig derover. Det er en kendsgerning, man bør holde vel for øje, at moralfølelsen ikke så bestemt oprøres imod uretfærdighed, som fornuftfølelsen imod det absurde. Historien vidner derom ved talrige eksempler, og det er den eneste mulige forklaring af tusinde rædsler. Sjældent er der fremstået et mere slående eksempel end hr. Henry Georges umoralske lære. Her står en mand lige overfor os, der muligvis oprigtig tror sig en Kristen og opkaster sig til filosof, men desuagtet ikke i mindste måde gyser tilbage ved konsekvenserne, der ophæver de ti bud og fornægter de første pligter af den offentlige såvel som den private æresfølelse. Det er et besynderligt tidens tegn og fortjener vistnok nærmere påagtning. Hvori består de fejlagtige gerninger – hvori består de abstrakte forslag – der således overvælder moralfølelsen og, hidrørende fra spekulationens område, fører til slige skændige forslag? Herpå skal jeg muligvis komme tilbage, ikke med udelukkende henblik til én mands skrifter men til mange andres, der har forsøgt at give de love, der behersker den menneskelige udvikling, et videnskabeligt præg og derved forunderlig nok glemt naturens fundamentale sandheder.