Hvorfor jordejeren ikke kan lægge skat på jordværdi over på andre

Ledende artikel i The Standard
Originalens titel:
Why the landowner cannot shift the tax on land values.

En meget udbredt indvending imod forslaget om at samle alle skatter på jordværdierne er, at jordejeren blot ville lægge denne øgede skat på den leje, som hans forpagtere skal betale. Det er denne tanke, at forøget beskatning af jordværdi vil ende på brugernes skuldre, ikke på jordejernes, der måske mere end noget andet forhindrer folk i at se de vidtrækkende og gavnlige virkninger af at slippe af med de skatter, som nu er lagt på arbejde eller på frugterne af arbejde, og i stedet for tage til offentlig anvendelse de værdier, som tillægges jorden i takt med vækst og fremgang i samfundet.

At skatter, der lægges på jordværdi, eller, for at bruge et nationaløkonomisk udtryk, skatter lagt på jordrenten, ikke rammer brugeren af jorden, og ikke kan blive overført af jordejeren til forpagteren er alle betydelige økonomer enige om. Hvor meget de end kan skændes om andre spørgsmål, er dette hævet over enhver diskussion. Hvilke luftige årsager hver af dem end må have fundet det hensigtsmæssigt at anføre for at forklare, hvorfor jordrenten ikke i højere grad skulle inddrages, så indrømmer de alle, at skat på jordrente udelukkende formindsker profitterne for jordejeren, ikke kan overføres til brugeren af jorden, og ikke kan forøge priserne eller for den sags skyld mindske produktionen.

For ikke at henvise til et stort antal autoriteter, vil det være tilstrækkeligt at citere John Stuart Mill. Han siger (Del 2, Kapitel 3, 5. Bog, Nationaløkonomiske Principper): “En skat på jordrente rammer udelukkende jordejeren. Der er ingen midler, hvormed han kan dele byrden med nogen anden. Den berører ikke værdien af eller prisen på landbrugsprodukter, for denne bestemmes af produktionsomkostningerne under de mest ufavorable omstændigheder, og under disse omstændigheder, som vi så ofte har set det demonstreret, bliver der ikke betalt jordrente. En skat på jordrente har derfor ikke anden virkning end den indlysende. Den tager blot en given sum fra jordejeren og overfører den til staten.”

Grunden til dette vil ses klart af enhver, som har tilegnet sig den almindeligt udbredte teori om jordrente – den teori, som man har givet navnet Ricardo, og som man, som John Stuart Mill siger, blot behøver at forstå for at se bevist. Og det vil stå klart for enhver, der vil overveje sagen et øjeblik, selv hvis han aldrig før har tænkt over årsagen til jordrenten eller dens natur. Jordrenten er et udbytte, som jordejeren får i kraft af sit ejerskab, et udbytte udover det, der er tilstrækkeligt til at tilskynde til udnyttelse – den er en afgift betalt for udnyttelsesretten. At tage, ved beskatning, en del af eller hele dette ekstra udbytte påvirker på ingen måde tilskyndelsen til udnyttelse eller udbyttet ved udnyttelse; det mindsker på ingen måde mængden af jord, der er at udnytte, ejheller besværliggør det erhvervelse med udnyttelse for øje. Således er der ingen måde, hvorpå en skat på jordrente eller jordværdi kan overføres til brugeren. Det, som staten måtte kræve af dette ekstra udbytte, formindsker blot det nettoudbytte, som besiddelse kan indbringe, eller den pris, som vil kunne fås ved videresalg, hvilket selvfølgelig blot er jordrenten, eller den forventede jordrente, kapitaliseret.

Her er for eksempel et stykke jord, som har en værdi – det kan ligge hvor som helst. Dets jordrente, eller værdi, er den højeste værdi, som nogen vil give for det – den er en afgift, som den, der vil udnytte jorden, må betale til den, der ejer jorden, for retten til at udnytte jorden. Hvis nu der lægges en skat på denne jordrente eller værdi, vil dette på ingen måde føre til større vilje for nogen til at ville betale mere for jorden end tidligere; det forøger heller ikke på nogen måde ejerens mulighed for at forlange mere. Faktisk er det at tro, at jordejerne vil kunne vælte en sådan skat over på forpagterne, det samme som at tro, at ejerne af jord ikke allerede får dét for deres jord, som den kan indbringe; det er at tro, at de, når de har lyst, kan sætte priserne i vejret, som de ønsker det.

Dette er, selvfølgelig, absurd. Der ville ingen grænser være for priserne, hvis fastsættelsen af dem udelukkende var op til sælgeren. Om en pris for hvad som helst, der vil blive fremsat og modtaget, må to viljer kæmpe mod hinanden – køberens behov eller vilje, og sælgerens behov eller vilje. Den ene ønsker at betale så lidt, som han kan slippe afsted med, den anden at få så meget, som han kan, og det punkt, hvor handelen finder sted, er dér, hvor disse to ønsker kommer i balance, eller fører til et kompromis. Med andre ord er en pris bestemt af forholdet mellem udbud og efterspørgsel. Og, indlysende nok kan beskatning ikke påvirke en pris, medmindre den påvirker den relative styrke i en eller flere af elementerne i dette forhold. Det nøgne ønske hos sælgeren om at få mere, det nøgne ønske hos køberen om at betale mindre, kan hverken hæve eller sænke prisen. Intet kan hæve priserne, medmindre det mindsker udbuddet eller øger efterspørgslen. Intet vil sænke priserne, medmindre det enten øger udbuddet eller mindsker efterspørgslen. Jamen, beskatningen af jordværdi, som blot er statens inddrivelse af en del af den bonus, som jordejeren kan få for tilladelsen til at udnytte jord, får hverken efterspørgslen efter jord til at stige eller udbuddet af jord til at falde, og derfor kan den ikke få den pris til at stige, som jordejeren kan få af brugeren. Det er derfor umuligt for jordejerne at vælte en sådan skat over på jordbrugerne ved at hæve forpagtningsafgiften. Alt andet uændret, vil forpagtningsafgiften ikke blive højere end før, mens salgsprisen på jord, som bestemmes af nettoudbyttet, vil blive meget mindre. Hvem der end køber jord vil komme til at betale mindre til sælgeren, fordi han skal betale mere til staten.

Men medens beskatning af jordværdi ikke vil hæve forpagtningsafgiften, så vil den, særligt i et land som dette, hvor så megen værdifuld jord ligger uudnyttet hen, i høj grad kunne være med til at sænke den. I alle vore byer, og over hele landet, er der megen jord, som ikke udnyttes eller ikke udnyttes bedst muligt, fordi den bliver holdt på et højt prisniveau af mennesker, som ikke ønsker, eller ikke kan, udnytte den selv, men som beholder den ud fra en forventning om at profitere på den, på grund af den stigende værdi, som befolkningsforøgelsen i fremtiden vil forårsage. Effekten af en beskatning af jordværdien vil være, at disse mennesker tvinges til at finde lejere eller købere. Jord, hvorpå der ikke er lagt skat, kan selv en fattig mand let forlange høje priser for, for jord spiser ikke noget. Men beskat den hårdt, så vil selv en rigmand være tvunget til at finde sig lejere eller købere, og for at finde dem bliver han nødt til at sænke den pris, som han forlanger, istedet for at hæve den; for det er ved at forlange mindre, ikke forlange mere, at de, som har noget, som de er tvunget til at slippe af med, må finde købere. Han vil ikke fortsætte med at betale høje skatter på jord, som intet afkast giver ham, og som med fremtidens værdistigninger ikke kan give ham forventning om profit, da værdistigning vil betyde øgede skatter; han vil hellere forære den væk eller overdrage den til staten. Således vil de, som over hele landet holder jord, som de ikke selv kan udnytte, ude af hænderne på dem, som hellere end gerne vil udnytte den, blive nødt til at slippe deres greb. En beskatning af jordværdier helt op til den fulde værdi vil fuldstændigt undergrave de spekulative priser, og den vil mindske alle forpagtningsafgifter, som de spekulative priser fører til. Og hvor grundløst det er at forudsætte, at jordejere, som har forpagtere, vil kunne lægge en skat på jordværdi over på deres forpagtere, kan man let aflæse af den effekt, som det vil have på jordejere, der ikke har forpagtere. Det er, når forpagtere søger jord, ikke når jordejere søger forpagtere, at forpagtningsafgiften går op.

Lad os, for at stille det op på en måde, så det let kan forstås, tage to eksempler. Det ene, hvor den til rådighed værende jord fuldt ud bliver udnyttet, og hvor konkurrencen forpagterne imellem har fået forpagtningsafgiften til at vokse til et niveau, hvor forpagteren betaler jordejeren alt, hvad han overhovedet kan tjene, bortset fra det, der lige netop skal til for at sikre hans overlevelse. Det andet hvor ikke al den til rådighed værende jord udnyttes, og hvor den jordrente, som jordejeren kan opnå fra forpagteren, er begrænset af de betingelser, under hvilke forpagteren kan få adgang til uudnyttet jord. Hvordan ville jordejeren i hvert af tilfældene, hvis skatten blev opkrævet af jordværdien (eller jordrenten), kunne tvinge forpagteren til at betale den?

Det bør bemærkes, at en skat på jordværdi ikke er en skat på jord. De afviger meget fra hinanden, og afvigelsen bør man bemærke sig, for en forvirring af begreberne på dette felt kan føre til den formodning, at en skat på jordværdi ville ramme brugeren. Hvis vi ser bort fra den effekt, som det ville kunne have på spekulationen, så ville en skat på jord – det vil sige en skat på så og så meget pr. hektar, eller så og så meget pr. fod på al jord – ramme brugeren. For en sådan skat, som ligeligt pålignes al jord – på de fattigste og mindst fordelagtigt beliggende jorder, så vel som på de rigeste og bedst beliggende – ville blive en byrde lagt på brugen af al jord, som ingen ville kunne undslippe, og som ejerne af udlejningsjord derfor ville kunne lægge oveni forpagtningsafgiften. Den ville fungere på samme måde som en skat på enhver fremstillet artikel, og den ville som resultat have en reduktion af udbuddet af jord, som ville kunne bære at betale skatten. Men en skat på jordrente eller jordværdi ville ikke hvile på al jord. Den ville kun ramme værdifuld jord, og den ville ramme i forhold til denne værdi. Den ville ikke skulle betales af den magreste jord, der blev udnyttet (som altid bestemmer forpagtningsafgiften), og den ville ikke blive en byrde ved udnyttelsen, eller begrænse mængden af den jord, som ville kunne udnyttes med overskud. Derfor kan jordejerne, hos hvem skatten ville blive afkrævet, ikke lægge den over på brugerne af jorden. Denne forskel, mellem skat på jordareal og skat på jordværdi både hvad angår deres natur og deres effekt, er det nødvendigt at erindre sig.

Det er også nødvendigt at erindre sig, at værdien af jord er helt forskellig fra værdien af forbedringer. Det er en værdi, som opstår, ikke ved udøvelsen af nogen individuel indsats, men ved vækst og fremgang i samfundet. En skat på jordværdi vil derfor aldrig mindske belønningen ved arbejde eller opsparing. Den tager simpelthen, til gavn for samfundet, den værdi som hele samfundet skaber.

Mens det ikke er sandt, at en skat på jordværdi eller jordrente rammer brugeren, og dermed sendes videre gennem øgede priser, så er det sandt, at de fleste af de skatter, hvormed det offentlige henter sin indtjening, gør netop det. Derfor rammer skatter på kapital, generelt, ikke ejerne af kapital, men brugerne af kapital, og fra dem overføres den på forbrugerne af dette eller hint, som kapitalen anvendes til at producere; skatter på bygninger eller byggematerialer må i sidste ende betales af brugerne af bygninger igennem forhøjede leje- eller købspriser; omkostninger ved produktion eller told på importvarer må i sidste ende pålægges forbrugeren af varerne. Dette faktum er meget langt fra at være almindeligt anerkendt, for hvis det var det, ville masserne aldrig støtte det system, hvorved størstedelen af vore offentlige indtægter opkræves. Men ikke desto mindre er det den vage formodning om dette, som, på grund af en sammenblanding af tankegange, fører til den opfattelse, at en skat på jordværdi nødvendigvis må hæve forpagtningsafgiften. Denne opfattelse vil forsvinde, hvis det overvejes, hvorledes det kan lade sig gøre, at den person, som først pålægges en hvilkensomhelst skat, får mulighed for at lægge den over på andre ved hjælp af en prisstigning.

En skat på tændstikker vil, som vi ved af erfaring, f.eks. sætte fabrikanten eller sælgeren af tændstikker i stand til at kræve en højere pris. Hvordan? Helt indlysende ved at den øger omkostningerne ved at producere og sælge tændstikker, og således hæmmer udbuddet af tændstikker, indtil prisen hæves tilstrækkeligt til at kompensere for skatten. Det er denne viden om, at skat vil forøge omkostningerne ved produktion og derfor, under en vis pris, styrer konkurrencen på udbud, der gør sælgeren i stand til at hæve prisen på sit lager af tændstikker, så snart skatten er blevet pålagt, eller tvinger ham til at sænke den, så snart skatten ophæves.

Men en skat på jordværdi forøger ikke prisen på at fremstille jord. Jord er ikke et resultat af menneskeligt arbejde. Mennesker fremstiller ikke jord! Den findes allerede, når han kommer til verden. Dens pris er derfor ikke fastsat af udgifterne ved produktion, men er altid den højeste pris, som nogen kan give for det privilegium at udnytte en bestemt jordlod. Jord har, i modsætning til ting, som konstant må produceres ved hjælp af arbejdskraft, ingen naturlig værdi baseret på produktionspris, men afviger i værdi fra ingenting til de enorme værdier, som opstår på favorabelt beliggende steder i storbyer, eller på minerallejer indeholdende umådelige rigdomme, når befolkningstilvæksten forårsager et krav om deres udnyttelse.

Derfor giver en skat på jordværdi ikke jordejeren mulighed for at kræve så meget som en ekstra penny. Tværtimod bliver det meget dyrere for ham at lade jorden ligge ubenyttet hen, snarere synes den at ville forøge den mængde jord, som ejerne må kæmpe for at skaffe lejere eller købere til. Således bliver effekten af en skat på jordværdi en forøgelse af den mængde jord, som ejerne må kæmpe for at skaffe lejere eller købere til. Derfor bliver effekten af en skat på jordværdi ikke en forøgelse af den leje, som lejeren må betale ejeren for at udnytte jorden, men snarere en reduktion af den. Og da skatten skal betales ud af det, som jorden indbringer ejeren, vil effekten være, at prisen, som jorden direkte vil kunne blive solgt for, bliver reduceret.

Lad os sige, at der her er en grund på den vigtigste, mest eksklusive gade i en by, med en årlig udlejningsmæssig værdi på $10.000. En sådan grund vil nu kunne indbringe en salgspris på omkring $250.000. En forøget skat på jordværdi vil ikke reducere lejeværdien, bortset fra at den vil kunne have den effekt at presse uudnyttet jord, selv i en større afstand fra bymidten, i anvendelse. Men da mindre af lejeværdien vil tilfalde ejeren, vil salgsprisen blive mindre. Og hvis en skat på jordværdi kunne indføres med en sådan teoretisk nøjagtighed, at hele jordrenten blev opkrævet af fællesskabet, så ville ejeren miste både sin indkomst fra den nuværende værdi og enhver forventning om en fremtidig værdistigning. Mens jorden stadig vil være lige så meget værd for brugeren som før, vil den intet være værd for den, der blot ejer. I stedet for at repræsentere en salgsværdi på $250.000 vil det ikke kunne indbringe noget som helst, da den pris, som brugeren betalte for det privilegium at udnytte jorden, fuldt ud tilfalder fællesskabet. Under et skattesystem som dette, skønt det ikke kunne indføres med teoretisk nøjagtighed, ville den, der blot besidder jord, forsvinde. Ingen ville ønske at eje jord, medmindre han ville ønske at forbedre eller udnytte den.

Det grundlæggende princip, som styrer skattebyrdens fordeling, er dette: En skat på en eller anden ting, eller på metoder eller midler til at producere sådanne ting, hvorpå prisen er holdt nede af evnen til at fremstille forøgede mængder af tingene, vil, på grund af stigningen i produktionsomkostningerne, hæmme udbuddet, og således hæve prisen på denne ting, og i sidste ende ramme forbrugeren. Men en skat på en eller anden ting, hvoraf udbuddet er konstant eller monopoliseret og produktionsomkostningerne derfor ikke er et styrende element, da de ikke har nogen effekt på styringen af udbuddet, forøger ikke priserne, og rammer alene ejeren.

I lyset af den indsats der er gjort for at lægge tåge over de folkelige forestillinger på dette punkt, har jeg fundet det besværet værd at påvise, hvorfor skatter på jordværdi ikke af jordejerne kan pålægges deres lejere. Men det faktum, at en sådan skat ikke kan sendes videre, har ihvertfald jordejerne indset. Hvorfor dog ellers denne modstand mod grundskylden, og hvorfor råbet om “konfiskation”? Vores erfaring her til lands fortæller os, som erfaringerne i et hvilket som helst andet land, at de, som pålægges at betale en skat, som de kan sende videre til andre, sjældent eller aldrig går imod den, men ofte støtter den, og at de, når den først er indført, almindeligvis går imod dens ophævelse. Men har man nogensinde hørt jordejere byde en skat på jordværdi velkommen, endsige gå imod ophævelsen af en sådan skat?