Tale holdt i San Francisco, 4. juli 1877.
Originalens titel: Ode to Liberty

Vi hylder friheden i ord og udtryk. Vi rejser hendes statuer og lader hendes pris lyde. Men vi har ikke fuldt ud troet på hende. Og med vores vækst vokser også hendes krav. Hun vil ikke tjenes halvt! Frihed! det er et ord at leve op til, ikke til at kildre øret med i tomt praleri. For Frihed betyder Retfærdighed, og Retfærdighed er den naturlige lov – loven om sundhed og symmetri og styrke, om broderskab og samarbejde.

De, der ser på Friheden, som om hendes mission blev fuldført, da hun afskaffede nedarvede privilegier og gav mennesker stemmeret, som mener om hende, at hun ingen forbindelse har til hverdagslivets sager, har slet ikke set hendes virkelige storhed – for dem må de sangere, der har sunget hendes pris, virke som rhapsodister, og hendes martyrer som narrer! Som solen er livets herre, såvel som lysets; som dens stråler ikke alene gennembryder skyerne, men støtter al vækst, sikrer al bevægelse og fremkalder alt det, der ellers ville være en kold og ubevægelig masse, alle de utallige variationer af væren og skønhed, således er Friheden for menneskeheden. Det er ikke kun for en abstraktion, at mennesker har stridt og er døde; at Frihedens vidner til alle tider er stået frem, og at Frihedens martyrer har lidt.

Vi taler om Frihed som én ting, og om dyd, velstand, viden, opfindsomhed, national styrke og national uafhængighed som noget andet. Men til alle disse er Friheden kilden, moderen, den nødvendige forudsætning. Hun er for dyd, hvad lyset er for farve; for velstand, hvad solen er for korn; for viden, hvad øjnene er for synet. Hun er opfindsomhedens ånd, den nationale styrkes muskler, ånden i den nationale uafhængighed. Hvor friheden rejser sig, gror dyden, vokser velstanden, udvikles indsigten, forøges de menneskelige kræfter af opfindsomheden, og i styrke og ånd hævder den friere nation sig iblandt sine naboer, som Saul iblandt sine brødre – højere og smukkere. Når Friheden daler, blegner dyden, velstanden mindskes, indsigten glemmes, opfindsomheden forsvinder, og riger, engang mægtige i styrke og kunst, bliver et hjælpeløst bytte for friere barbarer!

Kun i brudte glimt og svagt lys har Frihedens sol endnu strålet imellem mennesker, men alle fremskridt har hun kaldt frem.

Friheden kom til en slaverace, der krøb under ægypternes piske, og førte dem ud af trældommens lænker. Hun styrkede dem i ørkenen, og gjorde dem til en race af sejrherrer. Den frie ånd i den mosaiske lov førte deres tænkere til højder, hvor de oplevede Guds enhed, og inspirerede deres poeter med stemninger, der endnu udtrykker tankens yderste grænse. Frihed ramte den fønikiske kyst, og skibe passerede Herkules’s søjler for at pløje det ukendte hav. Hun kastede et svagt lys på Grækenland, og marmor voksede til udtryk for ideel skønhed, ord blev redskaber for de ypperste tanker, og imod de frie byers sparsomme militær brød Den mægtige Konges utallige skarer igennem, som vand fra en klippe. Hun kastede sine stråler på de italienske småbønders landbrug, og affødt af hendes styrke voksede en kraft frem, som erobrede verden. De strålede fra tyske krigeres skjolde, og Augustus begræd sine legioner. Ud af natten, der fulgte hendes formørkelse, faldt hendes skrå stråler på frie byer, og en glemt lære kom til live igen, den moderne civilisation begyndte, en ny verden blev afdækket; og som Friheden voksede, voksede også kunst, velstand, kraft, viden og raffinement. I hvert lands historie kan vi læse den samme sandhed. Det var styrken affødt af Magna Charta, der vandt Crecy og Agincourt. Det var den genopstandne Frihed efter Tudor-tidens despoti, der herliggjorde den elizabethanske periode. Det var den ånd, der bragte en kronet tyran til blokken, og som her plantede sæden til et stort træ. Det var energien i oldtidens frihed, som i det øjeblik den var blevet en enhed, gjorde Spanien til den mægtigste magt i verden, for kun at falde ned i dyb svaghed, da en tyran afløste friheden. Se på, hvordan i Frankrig al intellektuel vigør døde under det syttende århundredes tyranni, for at genopstå i herlighed som den vakte Frihed i det attende, og på de franske bønders stemmeret under den franske revolution, grundlagt på den vidunderlige styrke, der i vor tid har modstået nederlag.

Skal vi ikke tro hende?

I vor tid, som i tidligere tider, kryber de lumske kræfter frem, som ved at skabe ulighed ødelægger friheden. I horisonten begynder skyerne at sænke sig. Friheden kalder på os igen. Vi må følge hende yderligere; vi må tro på hende fuldt ud. Enten må vi acceptere hende helhjertet, eller også vil hun ikke blive. Det er ikke nok, at mennesker stemmer; det er ikke nok, at de i teorien skulle være lige for loven. De må have frihed til at drage nytte af livets muligheder og midler; de må have lige vilkår med hensyn til naturens overflod. Enten dette, eller også fjerner Friheden sit lys! Enten dette, eller også falder mørket på, og de selvsamme kræfter, som fremskridtet har udviklet, bliver til magter, der fremkalder undergang. Dette er den evigtgyldige lov. Dette er århundredernes lære. Medmindre den sociale struktur funderes på retfærdighed, kan den ikke stå.

Vores første sociale tilpasning er en benægtelse af retfærdigheden. Ved at tillade et menneske at eje den jord, hvorpå og hvoraf andre mennesker skal leve, har vi gjort dem til slaver i en grad, som stiger i takt med den materielle fremgang. Dette er den subtile alkymi, der på måder, som de ikke forstår, tager fra masserne i alle civiliserede lande det, der er frugten af deres trættende slid; det er indføringen af et hårdere og mere håbløst slaveri til erstatning for det, som er blevet destrueret; det er at bringe politisk despoti ud af politisk frihed, og det må snart omforme demokratiske institutioner til anarki.

Det er dette, der forvandler den materielle fremgangs velsignelser til en forbandelse. Det er dette, som tvinger mennesker sammen i nøjsomme kældre og faldefærdige lejekaserner; som fylder fængslerne og bordellerne; som ægger mænd til begær og fylder dem med grådighed; som berøver kvinder den perfekte kvindeligheds ynde og skønhed; som tager glæden og uskylden i livets morgen fra små børn.

En civilisation på et sådant fundament kan ikke fortsætte. Universets evige love forbyder det. Ruinerne fra døde imperier vidner om det, og det vidne, der findes i hver eneste sjæl, svarer, at dette må ikke forekomme. Det er noget større end Menneskekærlighed, noget mere ophøjet end Barmhjertighed – det er Retfærdigheden selv, der forlanger af os, at vi fjerner denne uret. Retfærdighed, som ikke kan nægtes; som ikke kan tilsidesættes – Retfærdigheden, der sammen med vægten bærer sværdet. Skal vi afværge slaget med liturgi og bønner? Skal vi besvare uforanderlige lovkrav med at rejse kirker, når sultne børn jamrer og udslidte mødre græder?

Skønt det kan antage bønnens sprog, så er det blasfemi at tillægge Forsynets uudgrundelige befalinger den lidelse og råhed, der kommer af fattigdom; at vende sig med foldede hænder mod Alfaderen og pålægge Ham ansvaret for nøden og kriminaliteten i vore store byer. Vi nedgør det Evige. Vi bagtaler Den Retfærdige. Et barmhjertigt menneske ville have indrettet verden bedre; et retfærdigt menneske ville med sin fod knuse en sådan forpestet myretue!! Det er ikke den Almægtige, men os, der er ansvarlige for den synd og den nød, der trives i vores civilisation. Skaberen overøser os med sine gaver – mere end nok til alle. Men som svin, der roder efter føde, træder vi dem ned i sølet – træder dem ned i sølet, mens vi river og flår hinanden!

I selve vores civilisations centre er der i dag nød og elendighed nok til at gøre enhver, som ikke lukker sine øjne og hærder sine følelser, syg om hjertet. Tør vi vende os imod Skaberen og bede Ham løse det? Hvad nu hvis bønnen blev hørt, og at der på det bud, ved hvilket universet opstod, skulle skinne en stærkere kraft i solen; ny dyd fylde luften; fornyet kraft jorden; at der for hvert græsstrå, der nu gror, skulle vokse to op, og at sæden, der nu øges halvtreds gange skulle øges hundrede gange! Ville fattigdommen blive udryddet eller nøden fjernet? Tydeligvis nej! Hvilket nyt udbytte, der end ville opstå, ville kun være midlertidigt. De nye kræfters strøm igennem universet ville kun kunne udnyttes ved hjælp af jord. Og med jord, som jo er privat ejendom, ville de klasser, der nu har monopol på Skaberens overflod, monopolisere al den nye overflod. Kun jordejere ville nyde godt af det. Jordrenten ville stige, men lønningerne ville stadig ligge omkring sultegrænsen!

Dette er ikke kun en nationaløkonomisk udledning; det er i virkeligheden en erfaring. Vi ved det, fordi vi har set det. I vor egen tid, for vore egne øjne, har den Kraft, der er over alt, og i alt og igennem alt, den Kraft, for hvilken hele universet kun er en manifestation, forøget overfloden, som mennesker kan nyde, så sandt som hvis naturens frugtbarhed var blevet forøget. I den enes sind strømmede den tanke, som betvang dampen i menneskets tjeneste. I en andens øre blev den hemmelighed hvisket, som tvinger lynet til at bære et budskab rundt om kloden. I alle retninger er naturlovene blevet afsløret; i enhver del af industrien har der rejst sig arme af jern og fingre af stål, hvis effekt på produktionen af velstand har været præcis den samme som en stigning i naturens frugtbarhed. Hvad har resultatet været? Simpelthen at jordejerne får hele gevinsten. De vidunderlige opdagelser og opfindelser i vort århundrede har hverken hævet lønnen eller lettet sliddet. Effekten har ganske enkelt været, at de få er gjort rigere; de mange mere hjælpeløse!

Kan det forekomme, at Skaberens gaver således bliver uretmæssigt tilegnet uden straf? Skal det tages let, at arbejdskraften berøves sine indtægter, mens grådigheden ruller sig i rigdom – at de mange skal lide nød, mens de få bliver overfodret? Vend Dem til historien, og på hver eneste side kan den lektie læses, at en sådan uretfærdighed aldrig går ustraffet hen; at den Nemesis, som følger uretten, aldrig vakler eller sover! Se Dem omkring i dag. Kan denne tingenes tilstand fortsætte? Kan vi endog sige: “Efter os, syndfloden!”? Nej; statens piller vakler allerede nu, og selve samfundets fundament begynder at skælve af ophobede kræfter, som gløder underneden. Kampen, der enten må bringe nyt liv, eller kollapse i ruiner, er nær, hvis den ikke allerede er begyndt.

Ordren er gået forud! Med damp og elektricitet, og de nye kræfter født af fremgang, er en styrke kommet ind i verden, som enten vil tvinge os op på et højere niveau eller overmande os, som nation efter nation, civilisation efter civilisation er blevet overmandet før. Det er vildfarelsen, der går forud for destruktionen, der i den folkelige uro, hvormed den civiliserede verden feberagtigt pulserer, kun ser en midlertidig effekt af forbigående årsager. Imellem demokratiske ideer og den aristokratiske tilpasning af samfundet er der en uforligelig konflikt. Her i USA, som i Europa, kan man se den rejse sig. Vi kan ikke fortsat tillade mennesker at stemme og tvinge dem til at vagabondere. Vi kan ikke fortsat uddanne drenge og piger i vore offentlige skoler og så nægte dem retten til at tjene en ærlig løn. Vi kan ikke fortsætte med at snakke om menneskets umistelige rettigheder og så benægte dets umistelige ret til Skaberens overflod. Lige nu begynder den nye vin at gære i gamle flasker, og naturkræfterne samler sig til striden!

Men hvis vi vender os mod Retfærdigheden, mens der stadig er tid, og bønfalder hende, hvis vi tror på Friheden og følger hende, så må de farer, som nu truer, forsvinde, de kræfter, der nu truer, vil blive midler til forbedring. Tænk på de kræfter, der nu spildes; på de uendelige felter af viden, som endnu skal udforskes; om de muligheder, hvorom dette århundredes opfindelser kun giver os en anelse. Med nøden udryddet; med grådigheden omdannet til storsindede følelser; med et broderskab født af lighed som erstatning for den jalousi og frygt, som nu stiller mænd op imod hinanden; med mentalt overskud, frigjort af forhold der giver den mest ydmyge tryghed og frihed; og hvem skal måle de højder, som vor civilisation kan nå? Ord kan ikke rumme tanken! Det er Den gyldne Tid, som poeter har sunget om, og højtstående seere har fortalt om i metaforer! Det er det strålende syn, som altid har hjemsøgt mennesker med glimt af en ustadig pragt. Det var det han, hvis øjne på Patmos var lukket i trance, så. Det er kristendommens kulmination – Guds By på jorden, med dens vægge af jaspis og perleporte! Det er Fredsfyrstens styre!

––––––––

And Emma Lazarus’ world famous sonnet:
(ikke oversat til dansk)

The New Colossus:
Not like the brazen giant of Greek fame
With conquering limbs astride from land to land;
Here at our sea-washed, sunset gates shall stand
A mighty woman with a torch, whose flame
Is the imprisoned lightning, and her name
Mother of Exiles. From her beacon-hand
Glows world-wide welcome; her mild eyes command
The air-bridged harbor that twin cities frame.
“Keep, ancient lands, your storied pomp!” cries she
With silent lips. “Give me your tired, your poor,
Your huddled masses yearning to breathe free,
The wretched refuse of your teeming shore.
Send these, the homeless, tempest-tost to me,
I lift my lamp beside the golden door!”

–––––

In 1883, an appeal came to Lazarus from a committee that was planning to set up on Bedloe Island in New York Harbor a colossal statue, called “Liberty Enlightening the World”.
Emma Lazarus was asked to write a poem that would appear on the pedestal of the statue.
She wrote the 14 lines above, that have become immortal.

“The lines were to endure forever after as the voice of Liberty itself.”
Henry George and Emma Lazarus:
voices of Liberty, dreamers of Justice, symbols of Eternal Hope.
(Jack Schwartzman)