Fra tidsskriftet RET –
12. årgang, oktober 1915 – september 1916
Oversat af IB

En dag for 28 år siden lod redaktøren af det ansete tidsskrift North American Review indbyde Henry George og en fremragende jurist, David Dudley Field, til frokost for at få en samtale i stand mellem de to herrer om Henry Georges reformforslag, hvilken samtale redaktøren ønskede at optage i sit tidsskrift. Alt, hvad der udtaltes mellem de to herrer om sagen, blev derfor optegnet stenografisk.

Om denne samtale bemærkede redaktøren ved en senere lejlighed:

De to herrer havde ikke truffet hinanden før, men de lærte hurtigt at skatte hinanden og gled snart ind i en hjertelig, letflydende tankeudveksling, som var præget af gensidig agtelse. Et mærkeligt træk ved denne samtale var den store korrekthed i udtryksmåde, som man fra begge sider lagde for dagen. Så fuldendt udtrykte begge herrerne sig, at der, når undtages typografiske fejl, ikke blev foretaget en eneste rettelse, hverken i manuskript eller korrektur. Konversationen var et vidunder af klar tænkning og koncis fremstilling.

Vi gengiver nedenfor denne meget interessante samtale, som findes ordret optaget i Joseph Fels’ udgave af Henry Georges samlede værker.

Som læseren vil se, repræsenterer juristen Field de anskuelser, der hidtil var gængse i visse socialt interesserede kredse, som i deres overvejelse af nødvendige sociale forandringer aldeles har forbigået så vigtige faktorer som skatter, jord og jordrente. Field synes imidlertid at være en ærligt søgende sjæl, og han giver gennem sine mange spørgsmål Henry George lejlighed til at opklare adskilligt, som er dunkelt for mange.

En samtale med Henry George om jord- og skattereformen.

Mr. David Dudley Field: Vil De være så venlig at forklare mig, hvorledes De tænker Dem læren om jordrentens inddragelse til det offentlige gennemført i det virkelige liv?

Mr. Henry George: Ved at afskaffe alle andre skatter og samle al beskatning på jordværdierne.

Field: Lad os da antage, at A er ejer af 1000 tdr. land jord ved Hudsonfloden. Det er hovedsagelig agerbrugsjord, men på denne har han bygninger af forskel lig art samt besætning, redskaber og inventar. Hvorledes skal han behandles efter Deres teori?

George: Han skal beskattes efter sin jordværdi, men ikke af værdien af sine forbedringer eller sin besætning.

Field: Hvad enten hans jordværdi var steget ved hans opdyrkning eller ikke?

George: Jordværdien stiger i virkeligheden ikke på grund af opdyrkning. Den værdiforøgelse, som fremkommer ved opdyrkning, er jordforbedringsværdi, og den vil jeg lade være skattefri. Jeg vil beskatte jorden efter dens nuværende værdi og bortse fra alle forbedringer. En sådan jordejer skal altså ikke betale mere i skat end ejeren af 1000 tdr. land jord af samme art og beliggenhed, men som ligger uopdyrket.

Field: Men antag, at en ejer af et sådant jordstykke har ladet det ligge øde i mange år, medens den landmand, jeg har talt om, har anvendt sin tid og sine penge på at forbedre værdien af sine 1000 tdl. land, vil De da beskatte begge disse jordstykker aldeles ens?

George: Ja, aldeles ens.

Field: Lad os antage, at B, en jordejer lige ved siden af, har jord, hvorpå der aldrig er høstet et græsstrå eller noget andet end ukrudt, og at A, der er landmand, overtog sin jord i sådan øde stand, da han købte, men ved flid og bekostning forbedrede sin jord, så at den nu, også uden bygninger, besætning og inventar, er 5 gange så meget værd som B’s tusind tdr. land. B beskattes med, lad os sige 50 øre pr. td. land. Vil De da også beskatte A med 50 øre pr. td. land?

George: Jeg vil afgjort ikke beskatte ham højere end B, thi med den værdiforøgelse, som A har frembragt, har han i samme forhold bidraget til forøgelsen af landets samlede formue, og af denne tjeneste bør han ubeskåret drage fordel. Følgen af vort nuværende system, som beskatter en mand efter de værdier, han frembringer gennem arbejde og kapitaludlæg, er at fliden mulkteres og at forbedringer og fremskridt modarbejdes. Jo flere bygninger og jo bedre høstudbytte landmænd opnår i landet, desto bedre er det for os alle, og vi skader kun os selv ved at beskatte produktionen af sådanne ting.

Field: Hvorledes tænker De Dem værdien beregnet af jord, når den forstås som udyrket grund?

George: Gennem salgsprisen. Jordværdien kann beregnes lettere og mere sikkert end nogen anden værdi. Jorden ligger uden for vore døre. Enhver kan se den, og i ethvert nabolag kan man erholde pålideligt kendskab til dens værdi.

Field: Lad os da tænke os en ejer af tusind tdr. land i Adirondack-distriktet, hvor skoven er bort Hugget, og at der ved siden af ham findes tusind tønder land med god skov. Hvordan vil De vurdere dem?

George: Naturlig skov er en en del af jorden. Har skoven værdi forøger den jordens værdi.

Field: Et ryddet skovareal skal altså beskattes lavere end jord, som har skoven endnu stående?

George: Principielt skulle dette være tilfældet, dersom jordværdien var forringet gennem rydningen.; men når det er som i Adirondack, hvor en særlig lovgivning forbyder at rydningen forceres, kan det tænkes, at den (velholdte) naturlige skov  opfattes som en arbejdsskabt forbedring, hvilket da lige så lidt som plantet skov skulle øge dens kattepligtige værdi.

Field: Antag da, at en mand har tusind tdr. land oprindeligt skovareal og at han har ryddet skoven samt dyrket jorden, opført bygninger og i almindelighed forbedret den; vil De da beskatte ham lavere end den mand, som beholdt jordens i dens oprindelige stand med skoven stående på?

George: Jeg vil beskatte jordværdien, uanset de forbedringer han måtte have udført, hvadenten de består i brydning, pløjning eller byggevirksomhed. Jeg vil med andre ord beskatte den værdi som skabes gennem samfundets vækst og ikke gennem enkeltmands anstrengelser. Et jordstykke har ikke værdi just på grund af forbedringer, som er udført på det. Ejheller på grund af dets naturlige beskaffenhed. Jordværdien fremkommer ved, at befolkningen øges og samfundet vokser, og jordværdien stiger forholdsmæssigt med befolkningstilvæksten og det almindelige fremskridt. Værdien af den jord, på hvilken denne bygning står, hvori vi her befinder os, er, for at tage et eksempel, umådelig meget større nu end for et antal år siden – ikke på grund af noget, som dens ejer har udrettet. Men på grund af New Yorks vækst.

Field: Jeg taler ikke særlig om New York by. Jeg taler om jord i almindelighed.

George: Det antydede forhold har almen gyldighed. Når en nybygger slår sig ned på den åbne mark, indhegner og opdyrker jord, så har hans jord ingen værdi så længe anden jord af samme beskaffenhed kan erholdes gratis. Den værdi, han skaber, er alene jordforbedringsværdi; men når mennesker kommer til, opstår der en værdi på selve grunden. Det er denne værdi, jeg ønsker at beskatte.

Field: Lad os da antage, at forholdene i det omgivende samfund i det fjerne vesten bliver uforandrede, og at to mænd rejser sammen derover og køber to jordområder på tusind tdr. land hver. Den ene lader sit område ligge urørt med en værdifuld skov på; den anden rydder skoven, dyrker grunden og skaber et lønnende jordbrug. Vil De beskatte den mand, som lod skoven stå urørt højere end den anden, under den forudsætning, at de omgivende forhold forblev uforandrede?

George: Jeg vil beskatte dem begge efter værdien af deres jord i det øjeblik beskatningen finder sted. Til en begyndelse er, antager jeg, jordens rydning en værdifuld arbejdsskabt forbedring. For denne, ligesom for værdien af hans øvrige forbedringer kunne jeg ikke ønske nybyggeren beskattet. Beskatningen måtte altså blive ens for dem begge. Med tiden kan befolkningsforøgelsen måske give værdi til den ikke ryddede skov, som da, ved at indgå i jordværdien, bør medføre højere skat for den mand, som lod jorden forblive i dens oprindelige stand, end for den anden, som har forvandlet sin grund til agerland.

Field: En mand, som flytter ud i vesten og tager jord op, betaler statens pris, men gør ingenting ved jorden; hvordan skal han beskattes?

George: Lige så meget som den mand, der har indhegnet et lige så stort område sammesteds og opdyrket det. Vort nuværende skattesystem er uretfærdigt og skadeligt, fordi det beskatter dyrkeren, medens den, som blot er ejer, går fri. Nybyggeren tager jord op, rydder den, bygger hus og frembringer afgrøder; fordi han på denne måde øger formuen i landet, bliver han øjeblikkelig straffet gennem skat på sit arbejde. Denne beskatning undgår den, som lader sin jord ligge øde, og han bliver desuden sædvanligvis beskattet lavere for sin jord end de, der har bragt deres arealer i kultur. Overalt i landet beskattes brugt jord højere end ubrugt.
Dette er uret. Den mand, som holder på jord og forsømmer at forbedre den, forhindrer dermed også andre i at dyrke den jord. Han burde betale det samme i skat for den mulighed, han på denne måde sløser med, som den person, der ordentligt udnytter en lignende mulighed.

Field: Så vil De altså beskatte den landmand, som har et jordbrug af 1000 dollars værdi, ligeså højt som hans nabo, der på ey lignende jordområde har frembragt værdier til en værdi af 100.000 dollars. Er det deres tanke?

George: Ja, netop! Forbedringer, som udføres af kapitalister, vil ikke skade jordbrugeren, men de vil gavne hele samfundet, og jeg kan på ingen måde ønske at modvirke dem.

Field: Hvem skal have ejendomsretten til jorden, staten eller den enkelte, som nu?

George: Jeg vil lade selve ejendomsretten urørt.

Field: Deres teori berører ikke jordejendomsretten og heller ikke måden at overdrage jord til andre hænder, men den har udelukkende at gøre med beskatning af jordejendomsretten?

George: Hvad formen angår, ja; men dens virkning vil, om reformen føres så vidt som jeg kunne ønske, medføre dette, at samfundet blev den virkelige jorddrot (godsejer, overejer), og at de forskellige nominelle ejere praktisk talt blev besiddere (arvefæstere, underejere), som betaler jordrente i form af skat (skyld*).

*Overs. har her måttet benytte de gamle danske ord ‘jorddrot’, ‘overejer’ og ‘underejer’, ‘arvefæste’, for at udtrykke Georges tanke rigtigt, skønt slige ord ikke forekommer på engelsk-

Field: Tillad mig, inden vi går over til at drøfte den metode, gennem hvilken De vil frembringe dette resultat, at stille følgende spørgsmål til Dem: A, en stor grundejer i New York, ejer 100 huse, hvis værdi er, lad os sige 25.000 dollars stykket og spredt i forskellige dele af byen. Efter hvilke grundsætninger vil De beskatte ham?

George: Af hans huse skal ingen skat svares. Jeg vil beskatte ham efter værdien af hans byggegrunde.

Field: Som ubebyggede grunde?

George: som om hver eneste en var ubebygget, medens omgivelserne med samt deres forbedringer og rigdomme var uforandrede.

Field: Når De ønsker at lade ejeretten urørt, skulle altså A, som ejer et 10.000 dollars hus og grund i byen, fremdeles vedblive at være ejer, ligesom det er tilfældet nu?

George: Han skulle vedblive at være ejer, men efterhånden som skatterne på jordværdien øgedes, skulle han, medens han stadig nyder den fulde fordel af ejeretten til huset, erholde mindre og mindre pekuniær fordel af ejeretten til grunden, hvilken sidste fordel i større og større grad overgik til det offentlige, indtil endelig det offentlige fik hele fordelen, nemlig når jordværdiafgiften førtes så langt, at hele grundværdien inddroges. Og selvom den private mand nominelt fremdeles vil være ejer, vil han i realiteten være en brugshaver (under-ejer) med en for bestandig betrygget besiddelsesret – så længe han fortsatte med at betale skatten, der da såvel i form som af indhold vil være en jordrente.

Field: Antag nu, at A ejer en bygrund med bygning vurderet til 500.000 dollars. Hvem skal da udstede skøde på den til B?

George: A skal udstede skøde.

Field: Men antag, at A ejer 20 grunde med 20 bygninger på. Grundenes værdi, som ubebyggede, er 1.000 dollars for hver, og bygningernes værdi er 49.000 for hver. B ejer 20 grunde af samme værdi, ubebyggede, men på dem findes ingen bygninger. Vil De beskatte A og B lige højt?

George: Ja, det vil jeg.

Field: Antag, at B for at købe 20 byggegrunde har lånt penge og prioriteret grundene for beløbet; hvordan vil De i så fald fordele skatten?

George: Jeg vil lade jorden være sikkerhed for skatten. I sådanne tilfælde, hvor det viser sig at være nødvendigt at regne med forholdet mellem prioritetsejeren og den prioriterede, vil jeg behandle dem som samejere.

Field: Dersom A ejer en bygrund med hus på, og bestemmer sig for at sælge den til B, mener De da, at prisen skAl bestemmes alene efter bygningens værdi?

George: Når man er nået så langt frem med jordværdiafgiften, at den udgør hele jordrenten, så vil dette være tilfældet.

Field: Lad os gøre dette klart med et eksempel. Antag, at A har en bygrund, der som ubebygget har en årlig renteværdi af 10.000 dollars, og at der på den står en bygning af 100.000 dollars værdi. Han sælger hele ejendommen til B. De mener altså, at prisen skal svare til blot bygningsværdien, dvs. 100.000, såfremt beskatningen har nået den fulde renteværdi af grunden.

George: Aldeles rigtigt.

Field: Til hvilket formål mener de, at de penge, som indkommer gennem Deres skattesystem, skal anvendes?

George: Til de sædvanlige statsformål og desuden til sådanne formål som forsyning med vand, belysning, kraft, jernbanedrift, offentlige parker, biblioteker, højskoler samt andre almennyttige formål, som efterhånden måtte opstå. Endvidere til at værne om de syge og trængende, til underhold for enker og forældreløse, og jeg er tilbøjelig til at tro, at endogså et lille, fast beløb kan udbetales til enhver borger, når han har nået en vis alder.

Field: Mener De, at penge, der er indkomne gennem beskatning, skal anvendes til borgernes underhold?

George: Jeg ser ingen grund til, at sligt ikke skulle kunne ske.

Field: Vil de føde og klæde ham på det offentliges bekostning?

George: ikke nødvendigvis, men jeg antager, at et vist beløb vel skulle kunne udbetales, når han har nået en alder, hvor han mister evnen til at føde og klæde sig selv for resten af sit liv.

Field: Lad os komme til et praktisk resultat. Skatteprocenten i New York by er, kunne vi antage, 2,3 % af takseringsværdien. Takserings­værdien formodes at være 60 % af den virkelige ejendomsværdi. Jord, der er takseret til 60.000 dollars, er i virkeligheden 100.000 værd, og 2,3 % af 60.000 vil altså sige 1,4 % af den virkelige værdi. Nu ønsker De at forhøje skatteprocenten til De har nået et beløb, der svarer til endog hele jordrenten?

George: Ja, det ønsker jeg.

Field: Som vi jo kan antage at være 5 mio. Er det rigtigt?

George: Lad os gå ud fra det.

Field: Deres plan går altså ud på at inddrage 5 % af den virkelige værdi af al fast ejendom, forstået som ubebygget og ubenyttet grund. Pengene skar bruges til de formål, De har nævnt. Har De tænkt på den forøgede mængde embedsmænd, som vil blive følgen af, at en så umådelig pengesum skal opkræves og administreres?

George: Det har jeg.

Field: Hvad mener De da derom?

George: At opkrævningen vil betydeligt formindske den nuværende hær af embedsmænd. En skat på jordværdi kan pålignes og opkræves med bistand af et langt ringere antal personer, end der behøves til vore mange forskellige skatter; jeg er tilbøjelig til at tro, at den plan, jeg foreslår, vil direkte og indirekte gøre det muligt at afskedige 3/5 af de embedsmænd, som er nødvendige til de nuværende statsformål. Regeringsmaskineriets simplificering vil meget bidrage til at rense vort politiske liv. Jeg er også fuldt opmærksom på den forbedring af de sociale forhold, som en forandring i retning af vor plan vil medføre, ved at formindske det kapløb, hvormed jagten efter rigdom nu drives, og ved at tilstede fremvæksten af sådanne tænkemåder og livsvaner, at vi for det offentliges behov kan sikres lige så megen intelligens og hæderlighed, som der nu står til tjeneste for ledelsen af store, private foretagender.

Field: Forudsæt, at det er rigtigt, at det vil formindske opkrævningsomkostningerne. Vil De så dog ikke til administration af de store summer behøve et langt større antal dygtige personer, end der nu behøves?

George: Nej, det mener jeg ikke. Men enten det vil blive tilfældet eller ej, så kan den fuldstændige plan, jeg foreslår, kun gradvis gennemføres. Og indtil mindst hele den sum, som behøves til, hvad der nu betragtes som rene statsformål, bliver tilvejebragt gennem ren jordværdiafgift, vil der kunne fremkomme en betydelig mindskning og ikke nogen stigning i antallet af embedsmænd.

Field: Hvorledes tænker De Dem skatteindtægterne fordelt mellem stat og kommune?

George: Ligesom de er fordelt nu. Men med hensyn til sådanne spørgsmål, er det tidsnok at afgøre dem, når princippet er vedtaget.

Field: Deres teori går altså ud på at indkassere næsten 4 gange så mange penge i New York by, som nu. Hvor mange embedsmænd vil der behøves til at anvende denne uhyre pengesum til de forskellige formål?

George: Min teori kræver ikke nødvendigvis, at midlerne skal anvendes til de formål, jeg nævnte. Men blot, at de skal anvendes til almennyttige formål.

Field: Tror De ikke, at den nuværende skatteindkomst er mere end tilstrækkelig til alle statsformål?

George: For den samfundstilstand, som jeg tror vil fremstå, vil de nuværende indkomster være mere end tilstrækkelige til de nuværende formål. Vi vil behøve langt færre udgifter til skatteopkrævning, til politi,  fængsler  domstole, fattighuse mm.

Field: For altså at sammenfatte, kan man sige, at De i øjeblikket ikke tilstræber nogen anden ændring i de bestående forhold, end at de midler, som indkommer gennem alle de nuværende skattemetoder, skal opkræves af fast ejendom med fradrag af bygninger og jordforbedringer.

George: Til en begyndelse, ja.

Field: Nå, men hvad vil De så, at denne plan skal udmunde i?

George: Inddragning af hele jordrenten til gavn for hele folket. Jeg hævder, at jorden tilhører alle med lige stor ret, at jordværdierne opstår som følge af alles tilværelse, og at alle bør have sin lige andel i dem.

Field: Og dette resultat vil De tilvejebringe ved en skat på jordværdierne, således at skøde, ret til at sælge, leje eller testamentere forbliver ligesom nu?

George: Ja.

Field: Deres teori forekommer mig at være uigennemførlig. Jeg tror, at anbringelsen af en så uhyre pengesum i statens kasser for at anvendes på den måde, De tænker dem, vil føre til en sådan korruption i statslivet, som vi endnu aldrig har oplevet. Deres hensigt, at grundigt forbedre folkets livsvilkår er værd at lægge mærke til. Jeg tror, at De og jeg, som har det godt her i verden, og andre, som er i samme situation, forsømmer og har forsømt vor pligt mod dem, som er mindre heldigt stillede, og at vor højeste pligt er så langt vi formår, at lette deres byrder, som lider under fattigdom og nød. I stedet for at ringeagte Deres teori under søger jeg den tværtimod med agtelse og opmærksomhed, idet det er mig om at gøre at få ud af den alt, hvad den måtte indeholde af godt, medens jeg må forkaste, hvad jeg finder at være forkert. Taget som helhed, sådan som De har forklaret den, kan jeg ikke se andet, end at planen er uigennemførlig.

George: Men Deres indvendinger imod den som uigennemførlig gælder blot det, endnu meget fjerne, punkt, da indtægterne fra jordværdierne vil blive større end de nuværende skatteindtægter. Synes De, det er uigennemførligt at erstatte de nuværende, korrumperende, demoraliserende og trykkende skattemetoder med en eneste afgift på jordværdierne?

Field: Jeg tror, at det er muligt at samle al beskatning på jorden (jordværdierne), dersom dette skulle menes at være den bedste metode. Der er mange økonomer, som holder på, at skatter burde lægges på jorden alene, idet de går ud fra, at jordrente i virkeligheden betales af enhver forbruger, men de indbefatter i ‘jord’ alt, hvad der findes i og på den jord, fra hvilken jordrente erholdes.

George: Så kan vi følges ad et langt stykke; og når det punkt kommer, da vore meninger skilles, kan det hænde, at vi var i stand til at se, at et renere statsliv, end det vi nu har, ville blive muligt. Her er i sandhed kærnepunktet i hele spørgsmålet. Dersom menneskene er for selviske, for dybt moralsk sunkne til at samarbejde om det fælles bedste, så må fattigdom og lidelse fremdeles finde sted.

Field: Efter min statsteori er statens hovedfunktion at holde fred mellem individerne og at tillade enhver at udvikle sin egen natur til at skabe sin egen lykke. Jeg vil ikke opkræve en eneste dollar til andet end rent nødvendige statsformål. Jeg tror, at demoralisationen i vor politik skriver sig fra den opfattelse, at statsembederne er et bytte for partiførerne. Der er opstået en mængde mennesker iblandt os, som modtager deres livsophold fra staten, dvs. fra folket. Vi må gøre os fri fra disse mennesker og i stedet for at skabe nye embeder må vi indskrænke antallet af de nuværende.

George: Her er jeg i hovedsagen enig med Dem. Men på ingen anden måde kan vi i den grad indskrænke embedsmændenes antal og fjerne fristelsen til at snylte på samfundets bekostning end ved at opkræve alle samfundets indtægter af jordrenten, da disse afgifter er lette at taksere og at opkræve og derfor ikke åbner nogen mulighed for underslæb eller for prisstigning.

Skønt jordværdiafgiften har form af en skat, er den i virkeligheden en rente; den tager ingenting fra folket, men opsamler blot, hvad der retmæssigt tilhører folket selv. Den største og vigtigste opgave, staten har, er at sikre alles fulde og lige frihed. Men på grund af det civiliserede livs stigende indviklethed, og på grund af de opstående store økonomiske sammenslutninger og truster, overfor hvilke individerne står magtesløse, føler jeg mig overbevist om, at det ikke er nok, at staten sørger for at holde fred mand og mand imellem. Hvis det ikke forslår at den blot regulerer dem, så må den selv drive sådanne forretninger, som indeholder en særret, og den må i stadig større omfang godkende og kontrollere egentlige andelsforetagender. Om jeg kunne se nogen anden udvej til at modarbejde den uretfærdighed, som ligger i de voksende monopoler, af hvilke vore privat ejede jernbaner er en slags, end ved yderligere at forøge statens opgaver, så ville jeg helst undgå en sådan forøgelse, thi hele min tidligere tænkning gik i den retning, De angiver, og som falder sammen med det demokratiske partis anskuelser i hele den sidste menneskealder. Men jeg ser ingen anden udvej. Hvis det imidlertid skulle vise sig, at en yderligere udvikling af statens opgaver skulle føre til demoralisation, kunne overskuddet af statens indtægter tænkes fordelt pr. hoved; men det synes mig dog, at der i den menneskelige natur må findes muligheder for et i en rimelig grad rent statsliv, når statens formål af alle erkendes at være: at fremme det fælles vel.

Field: jeg tror ikke på røveri, og jeg kalder det røveri at tage en mands ejendom og give den til en anden. Kommunisternes plan, som jeg forstår den, synes mig at være ikke blot usund, men også samfundsnedbrydende. Jeg ønsker ikke hermed at have sagt, at De er en af kommunisterne. Jeg mener tværtimod, at De ikke er det.

George: Med hensyn til ejendomsrettens ukrænkelighed er jeg helt og fuldt enig med Dem. Som De forleden sagde i en artikel om andelsvæsen i North American Review: “At tage noget fra den ene, imod hans vilje, som han ejer, og give det til en anden, vil være at øve vold imod det rets instinkt, som er indpodet i ethvert menneskes sind, kort sagt en vold imod den højestes højeste lov”. Min indvending imod det nuværende system er just, at sådant fortiden sker! Jeg mener, at det, som et menneske frembringer, rettelig er hans og hans alene, at det ikke bør fratages ham til noget som helst formål, end ikke til samfundets behov, så længe der eksisterer nogen offentlig ejendom, som kunne bruges til det formål; og derfor vil jeg fritage for beskatning alt, hvad der består i produktiv kapital, personlig ejendom eller forbedringer, kort sagt al ejendom, som er resultat af menneskenes arbejde. Men jeg hævder også, at jorden retfærdigvis ikke kan være privat mands fulde og udelukkende ejendom. Som De selv siger, kan ingen have privat ejendomsret til et privilegium. Hvis jorden tilhører hele folket, som jeg tror, den gør, så er besiddelsen af en plet af jorden et privilegium, for hvilket den private indehaver bør vederlægge samfundet som jorddrot, i forhold til privilegiets monetære værdi. At gennemføre dette vil ikke medføre, at nogen blev berøvet sin retmæssige ejendom: men det vil tværtimod gøre ende på det røveri, som nu foregår. Deres artikel i Review viser, at De stræber imod det samme mål: at forbedre arbejdets kår, at tilvejebringe et samfund, bygget på retfærdighed. Forekommer det Dem ikke, at der tiltrænges noget mere end en sådan blot og bar andels­plan, som De foreslår, hvilken i bedste fald blot kunne finde begrænset anvendelse, og som ifølge sagens natur kun ville blive kunstig?

Field: Uden tvivl. De antydninger, jeg har gjort i den artikel, De nævner, ville kun berøre et vist antal personer og ikke hele samfundslegemet. Jeg er ganske på det rene med, at der tiltrænges adskilligt mere; der tiltrænges mere medfølelse og mere gensidig hjælp. Jeg tror, som jeg fremhævede, at vi i høj grad svigter vore pligter imod menneskene omkring os, og jeg vil gerne gøre alt, hvad der står i min magt for at hjælpe dem og deres børn. Jeg tror ikke, vi har nået den rette opfattelse af vor pligt, enhver amerikansk borgers pligt, imod alle andre amerikanske borgere.

George: Deri tror jeg, De har ret. Men forekommer det Dem ikke, som om det lå udenfor den magt, som den blotte medfølelse indebærer, godgørenheden, at udrette noget virkeligt godt. Er det ikke åbenbart, at der bag ved alle sociale misforhold ligger en uretfærdighed, og indtil denne uretfærdighed er erstattet af retfærdighed, må godgørenheden og den dermed forenede medfølelse arbejde forgæves? Den kendsgerning, at der iblandt os findes stærke og arbejdsvillige mennesker, som er ude af stand til at finde et arbejde, hvorved de kan skaffe et hæderligt udkomme for sig selv og familie, er i høj grad skæbnesvangert. Det fortæller os om en uret, som, hvis den ikke fjernes, må styrte samfundet i grus. Det kommer, tror jeg, deraf, at vi, medens vi sikrer enhver borger lige politiske rettigheder, forsømmer at sikre de endnu mere betydningsfulde naturlige rettigheder, som består i lige ret til jorden, på hvilken og af hvilken man skal leve. For mig står det aldeles klart, at alle mennesker, således som også vor uafhængighedserklæring hævder, af Skaberen er udstyret med visse umistelige rettigheder, og at den første af disse rettighder – som i sig selv indeslutter alle de andre, og uden hvilken ingen af de andre kan udnyttes – er den lige ret til jorden. Børn fødes til verden på denne dag i New York, og de er ikke udstyret med nogen anden ret end tilladelsen til at kæmpe så godt de kan i et land, hvor de ikke kan spise, sove eller arbejde uden at købe retten dertil af en eller anden af disse menneskelige væsener, lig dem selv, men son gør krav på at eje som deres private formue denne del af den fysiske verden.

Field: Jeg talte ikke om godgører til hjælp – hjælp til selvhjælp. Det er sådan hjælp, jeg tilstræber, og ikke godgørenhed, som ydmyger menneskene.

George: I så fald er jeg af hjertet enig med Dem, og jeg betragter den art medfølelse som det kraftigste middel til at forbedre samfundet. Men medfølelse er lidet bedre end hykleri, ifald den ikke er villig til at øve retfærdighed, og retfærdighed kræver, at alle skal stilles lige hvad de naturlige muligheder angår.

Field: Hvordan vil De tilvejebringe en sådan ligestilling? Vi kan tænke os et barn, som er født i dag i en lejekaserne i et af disse værelser, som siges at være beboet af flere familier, og et andet barn, der samtidigt er født i et af de rigeste hjem i byen. Det førstnævnte barns forældre er uordentlige, fordrukne, snavsede. Det andet barns forældre er økonomiske, afholdende og renlige. Hvordan vil De kunne sikre det første barn lige muligheder med det andet?

George: Lighed i alle muligheder kan ikke tilvejebringes. Gode forældre er altid en fordel, dårlige en ugunst. Men lighed i henseende til de naturlige muligheder kan altid betrygges på den måde, jeg har foreslået, og midt i en civilisation, hvor alles lige ret til skaberens gaver var anerkendt, tror jeg, ikke der ville findes lejekaserner og kun få, eller ingen forældre som dem, de taler om. Laster og forbrydelser og nedværdigelse, der trives så stærkt i vore store byer, er snarere en følge af, end en årsag til fattigdommen.

Field: Det princip, som uafhængighedserklæringen giver udtryk for, og som De hentyder til, er et af hovedprincipperne for den amerikanske stat – alle menneskers umistelige ret til “liv, frihed og stræben efter lykke”. Men det betyder ikke, at alle mennesker er lige med hensyn til muligheder og social stilling. Et barn, som fødes i dag, er lige så berettiget til frugten af sine forældres arbejde, som de selv er, indtil barnet er i stand til at forsørge sig selv. En af drivfjedrene til flid er omsorgen for afkommet. Den amerikanske civilisations formål burde være at sikre, så langt som det kan ske med retfærdighed, ethvert barn, som fødes til verden, lige så god mulighed som ethvert andet barn for at arbejde sig frem til en selvstændig stilling. Dette er imidlertid et teoretisk standpunkt. I praksis er det umuligt at give hvert barn lige ret. Hvad vi bør stræbe efter er, tilnærmelsesvis at nå en sådan tilstand. Dette er filantropens og den kristnes opgave. Kort sagt, jeg tror, at den sandeste fremstilling af social etik og socialøkonomi genfindes i den kristne religions lære.

George: Også heri er jeg fuldt ud enig med Dem; men den kristendom, som ikke hævder menneskenes naturlige rettigheder, som ikke protesterer imod, at jorden, der erklæres at være skabt af den almægtige til hjem for alle hans børn, gøres til udelukkende privatgods for nogle af dem, mens andre nægtes deres fødselsret, – den synes mig at være en uægte kristendom. En kristen har også pligter som borger og lovgiver. Vi må bygge vore sociale reformer på kristne principper, dersom vi vil have et virkelig kristent samfund. Men for at vende tilbage til uafhængighedserklæringens tale om den lige ret til liv, frihed og stræben efter lykke: indeholder så ikke dette nødvendigvis lige ret til jorden, uden hvilken hverken liv, frihed eller stræben efter lykke er mulig?

Field: De foreslår ikke at give hvert barn et stykke jord. De foreslår blot at sikre dets ret ved, om jeg har forstået Dem rigtigt, al beskatte jorden som nøgen grund på den måde, De har angivet.

George: Det er det hele, men det er tilstrækkeligt. I det indviklede samfund, vi nu har nået, ville det være umuligt at tilvejebringe ligestilling ved at lade enhver få et stykke jord, eller at bibeholde denne ligestilling, om den engang var opnået. Ved at behandle al jorden som hele folkets ejendom, vil vi gøre hele folket til overejer, og den enkelte, besidderen, vil som under-ejer blive afgiftspligtig til samfundet som helhed, hvorved enhver sikredes sin lige ret.

Field: Hvis det gælder om at opnå den lovgivning, De ønsker, hvor lang tid vil det da tage at komme til den tilstand, De angiver?

George: Jeg tror, at et betydeligt skridt fremad imod ligestilling ville kunne opnås straks; en sådan ligestilling, som vil gøre ende på det sørgelige syn af mennesker, der ikke kan få arbejde, og som vil sikre alle menneskeværdige kår uden alt det hårde slid og de trykkende bekymringer, som de fleste af os nu er underkastede. Den store fordel vil ikke så meget ligge i inddragningen til det offentlige af de ufortjente indtægter, som nu går til private, men meget mere deri, at der åbnes muligheder for arbejdets udøvere, og i den opmuntring til nye forbedringer og øget produktion, som følger af, at sådan jord og naturrigdomme, som nu ligger ubrugte, åbnes til brug, og at de skattebyrder, som hviler hæmmende på de produktive kræfter, bliver fjernet. Ved at jordværdierne blev hele folkets eje vil alle sociale fremskridt blive fremskridt hen imod ligestilling. Medens andre værdier har tendens til at synke med civilisationens fremskriden, stiger jordens værdi uafbrudt. En sådan stor kendsgerning synes at vidne om en skaberens hensigt og mening. Og hvad denne hensigt er, kan man, synes det mig, finde ved at betænke, at hvis denne værdi – en værdi, som ikke skabes af det enkelte individ, men af hele samfundet – anvendes til det heles vel, så vil samfundets fremskriden uafbrudt stræbe mod at gøre forskellen mellem de stærkke og de svage mindre betydningsfuld og således tilvejebringe en tilstand af større og større lighed i stedet for de umådelige yderligheder, som civilisationen nu fremviser.

Field: Hvis jeg altså har forstået Deres forslag, så er det dette, at staten skal beskatte grunden og grunden alene, og ved at gøre dette skulle jorden opfattes således som den fremkommer fra Skaberens hånd uden noget, som mennesker har udført på den; at al anden ejendom, kort sagt alt, hvad mennesker har udført ved arbejde, skal kunne erhverves, nydes og omsættes på samme måde som nu; at skatteprocenten helt skulle svare til jordrenten, og at indkomsterne skal anvendes ikke blot til statsformål men til ethvert andet formål, som lovgivningen tid efter anden måtte anse for ønskeligt, endog så vidt, at hver eneste borger erholder en bonus, dvs. så og så meget udbetalt pr. hoved.

George: Dette er i alt væsentligt rigtigt.

Field: Jeg er glad for at have fået lejlighed til at høre Deres forklaring, selvom jeg ikke kan være enig med Dem anderledes end så vidt, som jeg alt har angivet. –

Efterskrift

Det viser sig altså, at hvad hr. Field hænger sig i, er så godt som udelukkende den for os nulevende borgere næsten utænkelige udsigt, at jordværdiafgiften, konsekvent gennemført, ville indbringe så rige midler til det offentlige, at de langt ville overstige hvad det nuværende skattevæsen indbringer. Den sædvanlige indvending mod Georges forslag er jo ellers, at jordrenteindtægterne ville vise sig aldeles utilstrækkelige til at muliggøre en afskrivning af vore nuværende skalter. Det må virke ejendommeligt på sådanne tvivlere at stilles overfor den modsatte anskuelse. Field går øjensynlig til den modsatte yderlighed, når han forudsætter en så umådelig guldflod til det offentliges kasser, at selve overflødigheden kommer til at virke demoraliserende.

Derimod kan Field, som det var at vente af en mand med blot nogenlunde skolet retsfølelse, ikke indvende noget imod retfærdigheden i Georges store reform. Også dette bør give mange, som så hastigt er færdige med deres dom, anledning til at revidere deres egen opfattelse.

Tilbage bliver i virkeligheden kun Fields slutningsbemærkninger om at Henry Georges reform er “uigennemførlig”. Men denne indvending er – i hvert fald som den i reglen forstås –intet sagligt argument, men kun en formodning om, at reformen faktisk vil møde så megen modstand, at den ikke kan virkeliggøres.

Men om denne formodning er rigtig, er et politisk spørgsmål, nemlig om, hvorvidt reformens modstandere har større politisk magt end reformens venner, – altså om magten er stærkere end retten.

Og da reformens modstandere er = indehaverne af de økonomiske privilegier, som Henry George vil ophæve, medens reformens venner er det hele folk, som udbyttes af hine gennem monopolerne, – så kan en sådan udtalelse kun være et personligt vidnesbyrd om, at man ikke tror på, at det menige folk skal kunne overvinde sine økonomiske tyranner.

Men herimod kan vi passende til slut sætte et andet ord af Henry George, nemlig dette:

“Under alle regeringsformer ligger magten til syvende og sidst i folkets hænder. Intet sted er det konger eller stormandsvælde eller jorddrotter eller pengemænd, som i virkeligheden trælbinder folket. Men det er kun folkets egen uvidenhed, der er dets virkelige tyran”.

Henry Georges store livsgerning var da netop at oplyse folket således, at denne uvidenhed om mål og midler kan forsvinde, og folket selv kan erholde magten til at gennemføre rettens herredømme i landene til gavn for alle.

Som et led i denne oplysnings gerning for folket udgives hermed denne hans lærerige samtale med mr. Field.