Af Henry George
Oversat af S.J. Loria 1911
Originalens titel, oprindelse etc. kendes ikke)

“Og folkenes dag ej viser spor
Af al det solskin, så længe forjættet;
Kartover tale i lærernes sted,
Og tiden udpines i slid og guld.
Og håbet visner, erindringen dør,
På arne og alter er ilden udslukt;
Dog ej forgæves den stærke tro leved – “
Så kvædede skjalden og standsede brat!

Frances Brown

Gud og udødelighed
Fra mine nationaløkonomiske undersøgelser fremstod der noget, som jeg ikke ventede at finde, og en tro, som var død, levede atter op.

Længslen efter et tilkommende liv er naturmæssig og dyb. Den vokser med åndsudviklingen, og muligvis føler ingen det mere end de, der har begyndt at erkende verdensaltets størrelse og de fjernbliks umådelighed, som hvert fremskridt i videnskaben åbner os, fjernblik, der ville kræve en evighed at udforske. Dog i vor tids åndelige atmosfære forekommer det menneskenes overvejende flerhed, for hvem den blotte tro har tabt al indflydelse, umuligt at betragte denne længsel som andet end et barnligt, forfængeligt, fra menneskelig egenkærlighed stammende håb, der ialfald synes uforenelig med positiv viden. 

Kommer vi derimod til at analysere og efterspore disse forestillinger, der på denne måde ødelægger håbet om et tilkommende liv, da tror jeg, man vil finde, at de ikke har deres rod i naturvidenskabens åbenbaringer, men snarere i visse politiske og sociale lærdomme, der i hver henseende har gennemtrængt åndsretningen. De har rod i lærdomme som at der består en tendens til at frembringe flere mennesker, end der kan forsørges; at naturlovene er skyld i elendighed og last såvel som i de midler, hvorved udviklingen foregår, samt at det menneskelige fremskridt sker ved en langsom raceudvikling. Disse som anerkendte sandheder gældende lærdomme gør, hvad naturvidenskabens udvikling ikke gør – bortset fra de derved farvede videnskabelige fremstillinger – at individet nedværdiges til intet; de ophæver forestillingen om, at der ved verdensordningen er taget ringeste hensyn til den enkeltes tilværelse, og at det, vi kalder moralegenskaber, kan være anerkendt. 

Det er vanskeligt at sammenknytte udødelighedstanken med den bevidsthed, at naturen idelig bortødsler menneskeliv og sætter dem i tilværelsen, hvor der ingen plads er for dem. Man kan umuligt forsone tanken om en alvis og algod skaber med den tro, at den elendighed og nedværdigelse, der bliver så mange menneskers lod, er ifølge hans anordning; medens den anskuelse, at mennesket åndeligt og legemligt er resultat af arvelig forplantede modifikationer, uimodståelig fremmaner den ide, at det er race og ikke det individuelle liv, der er vor tilværelses endemål. Således svandt og svinder endnu mere hos mange af os den tro, der yder den bedste og kraftigste trøst i livets modgang. 

Vi imødegik disse lærdomme og indså deres vildfarelse. Vi så, at befolkningen ikke har tendens til at overskride ernæringsgrænsen; at bortødslede menneskekræfter og lidelsers overmål ikke hidrører fra naturlove, men fra menneskelig uvidenhed og egennytte, idet de vægrer sig ved at lyde naturlovene og at handle i henhold til dem. Vi så, at det menneskelige fremskridt ikke ændrer menneskets natur, men at denne altid bliver sig selv lig. 

Derved bandlyses det mareridt, der i nutiden har bortskræmt troen på et tilkommende liv. Ikke, at alle vanskeligheder dermed er bortryddet – thi hvorhen vi vender os, stedse støder vi på ting, vi ikke forstår – men i det mindste er de vanskeligheder, der syntes bevisførende og uovervindelige,  ophævet. Og derved fremspirer håbet. 

Når vi fremdeles indser, at den sociale udvikling hverken styres af et særligt forsyn eller en ubønhørlig skæbne, men af en lige så uforanderlig som velgørende lov; når vi indser, at den menneskelige vilje er hovedfaktoren, og at menneskene almindeligvis selv tilvejebringer deres forhold; når vi indser, at den økonomiske og den etiske lov væsentligt falder sammen, og at den sandhed, som forstanden efter møjsommelig anstrengelse griber, ej er en anden end den, hvortil moralfølelsen efter en let betragtning selv fører, da spreder sig et lysskær henover det individuelle livs problem. Disse talløse millioner væsners liv, der, som vi, vandrer og har vandret på denne vor jord, ved deres glæder og sorger, deres møje og stræben, deres længsel og bæven, deres kraftige opfattelse af ting, der ligge udover vor forstand, deres fælles følelser, som selv de fra hinanden mest afvigende trosformer viser – deres kortvarige liv forekommer os ikke længere som en hensigtsløs bortødslen. 

Den store kendsgerning, som videnskaben i alle dens grene kundgør, er naturlovenes altomfattenhed, deres universalitet. Overalt hvor de kan følges, det være ved et æbles fald eller en dobbeltstjernes løb, ser astronomen den samme lov at virke, som viser sig i de allermindste afsnit, hvori rummet kan deles, som i de uendelige afstande, hvormed videnskaben beskæftiger sig. I de fjerne dybder, som hans teleskop nægter at udmåle, fremtræder et verdenslegeme og forsvinder igen. Så vidt han formåede at følge dets løb, holdt loven ikke stik. Siger han nu, at her er en undtagelse? Tværtimod, han siger, at det kun er en del af dets kredsløb, at loven hævdedes under teleskopets område. På grundlag deraf stiller han sine beregninger, og de stadfæstes, om end efter århundreder. 

Udgransker vi nu de love, der behersker det menneskelige samfundsliv, da finder vi, at de er ens i det største som i det mindste samfund. Vi finder, at de tilsyneladende afvigelser og undtagelser alene er tilkendegivelser af de samme principper, og at – overalt hvor vi kan følge – den sociale lov løber sammen og stemmer overens med moralloven; at retfærdigheden ufravigeligt finder sin løn og uretfærdigheden sin straf i samfundets liv. I det individuelle liv fremtræder dette mindre tydeligt. Iagttager vi udelukkende dette, da undgår vi at se, at universallovene står i fjerneste forbindelse til godt og ondt, ret og uret. Bør vi derfor påstå, at den i det sociale liv gældende lov ej er universallov? Videnskabelig ville denne påstand være uholdbar; thi om intet andet ville den hævdes. Er det ikke langt rigtigere at sige: den beviser kun, at vi ikke ser hele det individuelle liv. 

De love, som nationaløkonomien opdager, stemme overens, ligesom den fysiske naturs kendsgerninger og forhold, med det, der synes at være den åndelige udviklingslov – er ikke et tvungent og uvilkårligt fremskridt, men et fremskridt, hvori menneskeviljen er den ledende kraft. Dog i livet, så vidt vi kender det, er den åndelige udvikling kun i stand til at tilbagelægge en kort strækning. Ånden er knapt vækket, før legemskraften begynder at svinde; kun dunkelt bliver den det vældige for sig liggende felt bevidst – den begynder først at spore sin kraft og at bruge den, at erkende forhold og udvide sine sympatier – da svinder den hen ved legemets død! Medmindre der gives et mere, synes her at foreligge et brud, en fejlslagning. Det være en Humboldt eller en Herschel, en Moses, der skuer ned fra Pisga, en Josua, der fører hærskarerne eller en af de milde, blide sjæle, der lever i snævre kredse og udstråler liv, så synes der, når den hernede udviklede ånd og karakter ikke kan skride videre, at foreligge noget hensigtsløst, der er uforenelig med det, vi iagttager i den sammenkædede, universale følgerække. 

Ifølge vor åndelige fundamentale lov, den lov, hvortil nationaløkonomien faktisk støtter sig ved alle dens slutninger, er vi ikke i stand til at tænke os et middel uden formål, en plan uden genstand. Overalt i naturen, så vidt vi kommer i samkvem med den her i verden, frembyder den menneskelige forstands vedligeholdelse og virksomhed et sådant formål, en sådan genstand. Men såfremt mennesket ikke evner at tilvejebringe noget højere eller at stige højere, da er dets tilværelse ufattelig. Så kraftig er denne metafysiske nødvendighed, at den, der frakender individet det, der ligger udover det fysiske liv, er tvunget til at overføre fuldkommenhedstanken på slægten. 

Dog vi har allerede set – og det kunne være fyldigere argumenteret – at intet tyder på en væsentlig raceforbedring. Det menneskelige fremskridt består ikke i væsnets fuldkommengørelse. De fremskridt, hvori civilisationen består, opnås ikke i menneskets men i samfundets forfatning. De er derfor ikke fastslåede og varige, men kan gå tabt til enhver tid – ja, er endog tilbøjelige dertil. Og når menneskelivet ikke rækker udover det jordiske, da står vi over for den samme vanskelighed for slægtens som for individets vedkommende. Thi det er ligeså sikkert, at racen som individet må dø. Vi ved, at der herskede geologiske forhold, hvorunder menneskeliv var umuligt; vi ved, at de må komme igen. Selv nu, hvor jorden kredser i sin anviste bane, fortættes efterhånden de nordlige isbækkener, og den tid nærmer sig, hvor dets isbræer atter vil flyde, og sydhavets nordpå strømmende bølger vil oversvømme den nuværende civilisations sæde, forvandle det til en havørken, således som de i dag muligvis ruller henover en civilisation lige så højt udviklet som vores. Og udover disse perioder skimter videnskaben en død klode, en udslukt sol, en periode, hvori det i sig selv sammensynkende solsystem opløses, for på ny at begynde umådelige vandringer og forvandlinger. 

Hvad betyder livet da nu, det absolut og uundgåelig af døden begrænsede liv? For mig stiller det sig kun forståeligt, som begyndelse og indgang til et andet liv. Og dets kendsgerning forekommer mig alene forklarligt ifølge en teori, der kun kan gives udtryk i myte og symbol, hvori menneskene overalt og til alle tider søgte at gengive deres dybeste følelser og give dem en eller anden form. 

De menneskers hellige skrifter, der er kommet og gået, bibler, Zend-avestaer, Vedaer, Dhammepadaer, koraner, de ældgamle filosoffers hemmelighedsfulde lærdomme, de groteske religioners indre betydning, de økumeniske konciliers dogmatiske grundlag, Fox’, Wesleys, Savonarolas prædikener, de røde indianeres overleveringer og negrenes tro, har et fælles hjerteslag og den samme kerne, hvor de stemmer overens, et noget, der ligner en oprindelig sandheds mangfoldigt forplumrede opfattelser. Og fra den tankerække, vi har fulgt, synes et usikkert lysglimt at vise sig, som ile svagt opfattede – en skyggeagtig stråle af endelige forbindelser, der, når den søges skildret, uundgåeligt må udtrykkes i billede og allegori; en have, hvori træet for det gode og onde er plantet; en vingård, hvori herrens arbejde må udføres; en overgang – fra det nuværende til det hinsidige liv; en kamp og prøvelse, hvis udfald vi ikke kan overskue. 

Se dig om i dag. Se hist! Her, nu i vort civiliserede samfund har de ældgamle allegorier endnu beholdt deres mening, er de ærværdige myter endnu sandfærdige. Pligtens sti fører endnu ofte gennem dødens skyggedal. Endnu stedse kæmper Ormuzd med Ahriman, lysets konge med mørkets magt. For den, der er rede til at lytte, gjalder Hejmdals­hornet. 

Hvor de råber og kalder, kalder skingrende indtil det hjerte svulmer, der lytter dertil! Kraftige sjæle og kernefuld stræben har verden behov for i dag. Skønheden sidder endnu fængslet og malmhjul rulle henover det gode, sande og skønne, der kunne fremspire af mangfoldige menneskers liv. 

Og de kæmpende ved Ormuzds side – kender de end ikke hverandre – et sted, engang vil mønstringsrullen kalde. 

Om end sandhed og ret ofte synes underkuet, vi formår ej at overskue det hele. Hvorledes skal vi kunne det? Alt, hvad der tildrager sig selv her, ved vi ej engang noget om. Stoffets svingninger, der gengiver lysets og farvens opfattelse, bliver ukendelig for os, så snart et bestemt punkt overskrides. Selv dyr har sanser, som vi mangler. Og denne jord? Sammenlignet med solsystemet er den et ukendeligt punkt, og selv solsystemet skrumper ind til intet, målt med universets dybder. Formår vi at sige, at det der undgår vort blik, nedsænkes i forglemmelsens hav? Nej, og atter nej; langt, langt udover vor synskreds øver de evige love deres herredømme. 

Det håb, der løfter, er alle religioners hjerteslag! Digtere har besunget det, seere har kundgjort det, og menneskehjertets dybeste pulsslag banker dets sandhed i møde. Plutark udtaler det, der til alle tider i alle tungemål er sagt om dem, der med rent hjerte og åbent blik så at sige stå på tankens fjeldets tinde, og idet de skuer ud over det mørkladne hav, ser landet dukke frem: “De her med legeme og lidenskaber udrustede menneskesjæle har intet samkvem med gud, uden for så vidt de ad filosofisk vej, som en drømmende, kan danne sig en forestilling om ham. Dog, når de frigøres fra legemet og flytter til de usete, usynlige, uoverstigelige og rene regioner, da er denne gud deres fører og fyrste, som de hist, ligesom fuldstændig, vil hænge ved og aldrig trættes af beskuelse af en herlighed, som mennesker forgæves søger udtryk for.” 

Når civilisationens historie er afsluttet, når intet yderligere kan siges om vor nuværende tilværelse, spørger mennesket uvilkårlig sig selv, hvorvidt nu det hele er udtømt, om han vel er nået til tingenes ende? 

 Guizot.