Hvad det er, og hvorfor vi går ind for det
Artikel offentliggjort i The Christian Advocate 1880
og derefter i forskellige tidsskrifter i USA og England.
Originalens titel: The single tax – what it is and why we urge it.
Jeg skal kort fremføre de fundamentale principper for det, som vi, der går ind for det, kalder Fuld Grundskyld.
Vi foreslår afskaffelse af alle skatter, bortset fra denne ene baseret på jordværdi, uden værdien af forbedringer af eller på jorden.
Hvad vi foreslår, er ikke en skat på fast ejendom, for fast ejendom omfatter også forbedringer. Det er heller ikke en skat på jord, for vi vil ikke beskatte al jord, men kun den jord, som har en værdi uafhængigt af dens forbedringer, og vi vil beskatte den i forhold til denne værdi.
Vores idé betyder ikke indførelse af en ny skat, da vi allerede beskatter jordværdi ved at beskatte fast ejendom. For at føre ideen ud i livet behøver vi kun at afskaffe alle skatter, bortset fra skatten på fast ejendom, og afskaffe alt det af den, som nu beregnes af bygninger eller forbedringer, så at kun den del, som beregnes for den bare jord, bliver tilbage og øge den, så at næsten hele jordrenten betales.
At jordværdien alene skulle være tilstrækkelig til at dække alle nødvendige offentlige udgifter – kommunale, amtslige, statslige og nationale – er der ingen tvivl om. For kort at demonstrere, hvorfor vi går ind for denne ændring, vil jeg behandle 1. dens hensigtsmæssighed, og 2. dens retfærdighed.
Af Fuld Grundskyld kan vi forvente følgende fordele:
- Den vil overflødiggøre en hel hær af skatteopkrævere og andre offentligt ansatte, som de nuværende skatter kræver, og give statskassen en langt større del af det, som tages fra folk, foruden at den ved at gøre administrationen enklere og billigere også vil gøre den mere renfærdig. Den vil fjerne skatter, som nødvendigvis fremmer svindel, mened, afpresning og korruption, som leder mennesker i fristelse, og som beskatter det, som landet mindst af alt kan undvære – ærlighed og samvittighed. Da jorden ligger udenfor og ikke kan fjernes, og da dens værdi er yderst let at vurdere, kan den skat, som vi foreslår, indkasseres med et minimum af udgift og med mindst pres på den offentlige moral.
- Den vil øge produktionen af velstand ganske betydeligt –
a. Ved at fjerne de byrder, som nu tynger på industri og initiativ. Hvis vi beskatter huse, bliver der færre og dårligere huse; hvis vi beskatter maskiner, bliver der færre maskiner; hvis vi beskatter handel, bliver der mindre handel; hvis vi beskatter kapital, bliver der mindre kapital; hvis vi beskatter opsparinger, bliver der færre opsparinger. Derfor er alle de skatter, som vi burde afskaffe, dem, som undertrykker virkelysten og mindsker velstanden. Men selv om vi beskatter jordværdi, bliver der ikke mindre jord.
b. Tværtimod har beskatningen af jordværdi den effekt, at det bliver lettere for virkelystne at skaffe sig jord, fordi det bliver vanskeligere for ejere af værdifuld jord, som de ikke selv vil udnytte, at lade den ligge ubenyttet til priserne stiger. Mens afskaffelsen af skatter på arbejdskraft og på produkterne af arbejde vil frigøre produktionens aktive element, så vil inddragelsen af jordværdien gennem beskatning give adgang til det passive element ved at umuliggøre de spekulative jordværdier og forhindre jord, som der er behov for at anvende, i at ligge ubenyttet hen. Hvis nogen blot ville se sig omkring i dag og bemærke den uanvendte eller halvt-anvendte jord, den ubenyttede arbejdskraft, den uanbragte eller dårligt anbragte kapital, så ville vedkommende få et indtryk af, hvor enorm produktionen af velstand ville være, hvis alle produktionskræfterne frit kunne sættes ind.
c. Beskatningen af arbejdets processer og produkter på den ene side, og den utilstrækkelige beskatning af jordværdi på den anden, skaber en uretfærdig fordeling af velstanden, som bygges op i hænderne på de få, med formuer mere utrolige end verden nogensinde før har set det, mens folkemasserne til stadighed bliver relativt fattigere. Disse skatter rammer nødvendigvis de fattige hårdere end de rige; ved at øge priserne, nødvendiggør de større formuer i alle professioner og giver derved store kapitalkoncentrationer en fordel; og de giver, og er i nogle tilfælde udformet til at give, særlige fordele og monopoler til koncerner og truster. På den anden side gør den utilstrækkelige beskatning af jordværdi mennesker i stand til at skabe store formuer på jordværdi – formuer, som ikke repræsenterer en af dem skabt forøgelse af den almene velstand i samfundet, men blot tilegnelse af hvad andres arbejdskraft skaber.
Denne uretfærdige fordeling af velstanden udvikler på den ene side en klasse, som er ubeskæftiget og uøkonomisk, fordi dens medlemmer er for rige, og på den anden side en klasse, som er ubeskæftiget og uøkonomisk, fordi dens medlemmer er for fattige. Den berøver mennesker kapital og muligheder, som ville gøre dem til mere effektive producenter. På den måde dæmper den i høj grad produktionen.
d. Den uretfærdige fordeling, som giver os hundredefolds-millionæren på den ene side og vagabonden og den fattige på den anden, udvikler tyve, spillere og samfundsparasitter af alle slags, og kræver store omkostninger i penge og energi fra vægtere, politifolk, domstole, fængsler og andre metoder til forsvar og undertrykkelse. Det fostrer en grådighed efter gevinst og en tilbedelse af velstanden, og den skaber en bitter kamp for eksistensen, som fører til drukkenskab, forøger vanviddet og får mennesker, hvis energi burde helliges ærligt arbejde, til at bruge deres tid og indsats på at snyde og hugge fra hinanden. Foruden det moralske tab, indebærer alt dette også et umådeligt økonomisk tab, som Fuld Grundskyld ville redde os fra.
e. De skatter, som vi vil afskaffe, rammer hårdest i de fattige landbrugsegne, og de driver befolkningen og værdierne herfra til de store byer. Den skat, som vi vil øge, vil ødelægge jordmonopolet, som er den største årsag til denne fordeling af befolkningen, som presser folk for tæt sammen nogen steder, og spreder dem for langt fra hinanden andre steder. I byerne bor familier ovenpå hinanden, på grund af de enorme spekulationspriser, som ledige jordlodder sættes til salg for. På landet bor de for langt fra hinanden til at have socialt samvær og nytte af hinanden, fordi enhver, i stedet for at tage den jord, som han kan udnytte, tager alt, hvad han kan få, i håbet om at profitere på den stigende værdi, og den næste, der ankommer, må drage længere væk. Derfor har vi store mængder af familier, som bor under samme tag, og andre familier, som bor i udørker på prærien, langt fra naboerne – nogle bor for tæt til at have moralsk, sjælelig eller fysisk velbefindende, og andre bor for afsides til at nyde den stimulerende og forfinede indflydelse fra fællesskabet. Tabene på sundhed, på mental stabilitet og på unødvendig transport resulterer i store økonomiske tab, som Fuld Grundskyld ville redde os fra.
__________
Lad os vende os mod den moralske dimension og overveje spørgsmålet om retfærdighed.
Retten til ejendom hviler ikke på menneskeskabte love; de har ofte overset og krænket den. Den hviler på naturlovene – det vil sige, Guds lov. Den er klar og absolut, og enhver krænkelse af den, hvadenten den begås af et menneske eller en nation, er en krænkelse af budet “Du må ikke stjæle.” Det menneske, som fanger en fisk, dyrker et æble, opfostrer en kalv, bygger et hus, syr en frakke, maler et billede, konstruerer en maskine, har, i forhold til enhver af sådanne ting, en personlig ejendomsret, som indebærer retten til at give, sælge eller testamentere denne ting bort.
Men hvem har skabt jorden, at noget menneske kan påberåbe sig et sådant ejerskab over den, eller dele af den, eller retten til at give, sælge eller testamentere den bort? Da jorden ikke er skabt af os, men blot er et midlertidigt opholdssted, på hvilket den ene generation af mennesker følger den forrige; da vi befinder os her, håndgribeligt er her med lige ret fra Skaberen, er det klart, at ingen kan have nogen personlig ejendomsret til jord, og at alle menneskers ret til jord må være lige og umistelig. Der må være en personlig ret til jordbesiddelse for det menneske, som anvender jorden, må have garanteret besiddelsesret til den for at kunne nyde frugten af sit arbejde. Men hans besiddelsesret må begrænses af alle andres lige ret, og bør derfor være betinget af besidderens betaling til fællesskabet i forhold til det særlige, værdifulde privilegium, som tilstedes ham.
Når vi beskatter huse, afgrøder, penge, møbler, kapital eller velstand i en hvilken som helst af deres former, tager vi fra individer, hvad der retteligt tilhører dem. Vi overtræder ejendomsretten, og i statens navn begår vi røveri. Men når vi beskatter jordværdier, tager vi fra individer, hvad der ikke tilhører dem, men tilhører fællesskabet, og som ikke kan overlades til individer uden at andre individer bliver berøvet.
Overvej, hvad jordværdi er. Den har intet at gøre med produktionsomkostninger, som værdien af huse, heste, skibe, tøj eller andre ting, frembragt ved arbejde, har, for jorden er ikke produceret af mennesket, men skabt af Gud. Jordværdien stammer ikke fra anvendelse af arbejdskraft på jord, for den derved frembragte værdi er værdi af forbedring. At der sættes værdi på et stykke jord betyder, at dette stykke jord er mere efterspurgt end den jord, som andre borgere måske erhverver, og at de er villige til at betale en bonus for tilladelse til at anvende den. Derfor kræver retfærdigheden, at denne bonus på efterspørgsel skal opkræves til gavn for alle for at sikre alle lige ret.
Overvej forskellen mellem værdien på en bygning og jordværdien. Værdien af en bygning er, ligesom værdien af varer eller enhver anden veludført værdi, produceret ved individuel anstrengelse, og derfor tilhører den retmæssigt individet; men jordværdien stiger udelukkende ved vækst og udvikling i samfundet, og derfor tilhører den retmæssigt samfundet. Det er ikke på grund af det, som ejerne har gjort, men på grund af tilstedeværelsen af hele den umådelige befolkning, at jord i New York er millioner værd pr. acre. Denne værdi er derfor den rette til at finansiere de offentlige udgifter for hele befolkningen; og det må gøres udbredt at straffe for udøvelse af jordspekulation og monopoldannelse, da dette vil føre til kunstig mangel, hvor Skaberen har sørget for overflod til alle, som Hans forsyn har kaldt til live. Det er derfor en krænkelse af retfærdigheden at beskatte arbejde, eller ting frembragt ved arbejde, og det er også en krænkelse af retfærdigheden ikke at beskatte jordværdi.
Disse er de fundamentale grunde til, at vi går ind for Fuld Grundskyld, idet vi finder, at den er den væsentligste og mest fundamentale reform. Vi tror ikke, at den vil ændre den menneskelige natur. Det kan mennesket aldrig afstedkomme; men den vil medføre forhold, hvor menneskenaturen kan udvikle det, som er bedst, i stedet for det, som det nu mange steder er tilfældet, som er værst. Den vil tillade så umådelig en produktion, at vi dårligt kan begribe det. Den vil sikre ligelig fordeling. Den vil løse arbejdsløshedsproblemet og sprede de mørke skyer, som nu samler sig over vores civilisations horisont. Den vil gøre ufortjent fattigdom til et ukendt fænomen. Den vil sikre kontrol med den sindsfortærende grådighed efter vinding. Den vil sætte mennesker i stand til i det mindste at være så ærlige, så sandhedskærlige, så omsorgsfulde og så ædle, som de har lyst til at være. Den vil fjerne fristelsen til løgn, mened, afpresning og lovbrud. Den vil gøre en fremgangsrig civilisations bekvemmeligheder, behageligheder og muligheder tilgængelige for alle, selv for de fattigste. Den vil derfor, det tror vi oprigtigt, berede vejen for det sande og retfærdige kongeriges komme og den deraf følgende overflod, fred og glæde, for hvilket Mesteren bad sine disciple bede og arbejde. Det er ikke, fordi det er en lovende opfindelse eller en fiffig indretning, at vi regner med, at Fuld Grundskyld vil udrette alt dette; men det er, fordi den indeholder en tillempning af de vigtigste og mest fundamentale elementer i samfundet til den højeste retfærdigheds lov, fordi den indebærer en basering af de vigtigste af vore love på princippet, at vi skal gøre mod andre, som vi ønsker, andre skal gøre mod os.
Læserne af denne artikel, må jeg antage, tror, som jeg tror, at der er en verden for os efter denne. Den begrænsede plads har forhindret mig i at give Dem mere end materiale til eftertanke. Lad mig konkluderende give to mere:
- Hvad ville være resultatet i himlen, såfremt de, som kom der først, indførte privat ejendomsret på himlens overflade, og delte den ud mellem hinanden som absolut ejendom, sådan som vi deler jorden ud?
- Da vi ikke kan fatte en himmel, hvor Guds børns lige ret til Faderens nåde er dem nægtet, således som vi nu nægter dem den på jord, hvad er det så den pligt, som kristne deler i den daglige bøn: “Dit rige komme, Din vilje ske, på jorden som den sker i himlen?”