Forelæsning holdt for studenter på
University of California, 9. marts 1877,
offentliggjort i
The Popular Science Monthly, marts 1880.
Originalens titel: The Study of Political Economy

Jeg forstår, at disse forelæsninger er tænkt at skulle være mere inspirerende end belærende, og mit formål med det, som jeg skal sige til Dem, vil blot være at tilskynde Dem til selv at tænke. Jeg skal ikke forsøge at opkaste lovmæssighederne for nationaløkonomien, og heller ikke engang, hvor mine egne synspunkter er klare og gennemtænkte, berøre ubesvarede spørgsmål. Men jeg vil gerne vise Dem, hvis jeg kan, enkelheden og sikkerheden i en videnskab, der alt for ofte regnes for at være sammensat og ubestemmelig, demonstrere den lethed, hvormed faget kan studeres, og antyde årsager til, at studiet er Deres opmærksomhed værdigt.

Om vigtigheden af de spørgsmål, som nationaløkonomien beskæftiger sig med, er det næppe nødvendigt at tale. Den videnskab, som undersøger lovmæssighederne for produktion og fordeling af velstand, beskæftiger sig med sager, som optager mere end ni tiendedele af den menneskelige indsats, og måske ni tiendedele af den menneskelige tankegang. Alt hvad der har med arbejdslønninger og kapitalgevinster at gøre ligger inden for dens faggrænser; alle handelsaftaler; alle spørgsmål om møntfod og finanser; alle skatter og offentlige udgifter – kort sagt, alt, hvad der på nogen måde kan påvirke den velstandsmængde, som et samfund kan sikre, eller det forhold, efter hvilket velstanden vil blive fordelt mellem individer. Skønt det ikke er statsvidenskab, så er det grundlaget for statsvidenskaben. Skønt nationaløkonomien direkte kun beskæftiger sig med det, som kaldes for de selviske instinkter, inddrager den alligevel ved at gøre dette grundlaget for alle højere egenskaber. De lovmæssigheder, som den søger at opdage, er dem, ved hvis gode virkninger stater vokser sig rige og befolkede eller forfalder og går under; de lovmæssigheder, som behagelighed, glæde og muligheder i vore egne liv afhænger af. Og da udviklingen af de ædlere sider af menneskenaturen er kraftigt modificeret af de materielle forhold, hvis den ikke er totalt afhængig af dem, så er de lovmæssigheder, som nationaløkonomien søger efter, også dem, der i sidste ende kontrollerer menneskehedens mentale og moralske, såvel som fysiske tilstand.

Utvivlsomt er denne videnskab den af alle videnskaber, som har størst betydning for os. Nyttige og fremragende, som de videnskaber er, der åbner Naturens hemmeligheder for os – som læser historien om den fjerne fortid for os, eller udfinder lovmæssighederne for vores fysiske og psykiske sammensætning – hvad er deres praktiske betydning sammenlignet med den videnskab, som beskæftiger sig med de forhold, som alene gør dyrkelsen af de andre mulig? Sammenlign på dette grundlag nationaløkonomiens praktiske anvendelighed med alle andre, og dens forrang giver næsten sig selv i Grækernes svar: “Nej, jeg kan ikke spille violin; men jeg kan fortælle dig, hvordan man ud af en lille landsby skaber en stor og pragtfuld by!”

Hvordan kan det være, vil der naturligt blive spurgt, at så vigtig en videnskab er så upåagtet? Vedvarende krænker vore love dens første og vigtigste principper, og at den uvidenhed, der således eksemplificeres, ikke er forbeholdt det, som vi kalder de udannede klasser, kan man se af debatter i vore lovgivende forsamlinger, af afgørelser i vore retssale, af vore partilederes taler, og af lederne i vore aviser. Der er gået et århundrede, siden Adam Smith udgav sin “Nationernes Velstand”, og tres år siden Ricardo forkyndte sin jordrenteteori. Og ikke blot har nationaløkonomien ikke undergået nogen grundlæggende udvikling siden Ricardo, men mens tusinder af nye opdagelser indenfor andre grene af den menneskelige viden er blevet taget i besiddelse og alment anvendt, og de mest revolutionære konklusioner i andre videnskaber er blevet del af den accepterede fond af viden, så synes de sandheder, som nationaløkonomien udbreder, ikke at have gjort noget stort indtryk, og det er endog stadig et debatemne, om der overhovedet findes, eller kan findes, en sådan videnskab.

Dette kan ikke skyldes manglen på nationaløkonomisk litteratur. Der er skrevet nok bøger om emnet i de sidste hundrede år til at fylde et mægtigt bibliotek, ligesom alle vore væsentligste læreanstalter har et professorat i nationaløkonomi under en eller anden form, og sager, hvori principperne for denne videnskab direkte indgår, bliver konstant diskuteret under intens offentlig bevågenhed.

Det synes mig, at årsagerne til, at nationaløkonomien er så upåagtet, dels skyldes videnskabsgrenens egen natur, og dels den måde, hvorpå den udøves.

For det første stiller vigtigheden af de emner, som nationaløkonomien beskæftiger sig med, hindringer i vejen for den. Andre videnskabers opdagelser kan måske udfordre skadelige ideer, men nationaløkonomiens konklusioner inddrager økonomiske interesser og skræmmer derfor den følsomme sans for pengepungen. For ligesom ingen sociale ændringer kan findes uden at interessere en større eller mindre klasse, der understøttes af den, således er nationaløkonomien ved ethvert skridt udsat for at komme i kontakt med den ene eller anden slags økonomiske interesser, der agter den som de sølvsmede i Efesus, der blev belært om det unyttige ved at bringe ofre til Artemis. Macaulay har formuleret det godt, at hvis der var en større økonomisk interesse ved at benægte tyngdekraften, så ville denne, den mest synlige fysiske lov, ikke mangle skeptikere. Det er netop denne vanskelighed, som har forhindret og stadig forhindrer fremskridt i nationaløkonomien. Det menneske, som har, eller tror han har, interesse i bevarelse af beskyttelsestolden, vil måske acceptere, hvad professorer vælger at fortælle ham om solens bestanddele eller arternes oprindelse; men ligegyldigt hvor klart man demonstrerer det unyttige spild ved handelshindringer, vil han ikke lade sig overbevise. Og ligeså vil man til den person, som håber at tjene penge på tilskud til jernbanedrift, forgæves forsøge at bevise, at sådanne midler til at ændre arbejdets og kapitalens naturlige retning vil forårsage større tab end gevinst. Hvad vil det være for en modstand, som nødvendigvis vil møde en videnskab, der beskæftiger sig med told og tilskud, med bankforhold og obligationsgæld, med fagforeninger og koncerner, med skatter og licenser og jordbesiddelse! Det er ikke blot uvidenhed, der giver modstand, det er modstand støttet af økonomisk interesse, hidset op af lidenskab.

Og, da disse således ophidsede økonomiske interesser udgør drivkraften, gør det sammensatte felt af fænomener, som nationaløkonomien beskæftiger sig med, det let at affeje den ved ureflekteret at udgive allehånde absurditeter for nationaløkonomi. Og, når alle mulige forskellige holdninger således fremføres i dens navn, er det kun naturligt, at det store flertal af befolkningen, som henholder sig til andre for selv at slippe for besværet med at tænke, må se på nationaløkonomien som et felt, hvor enhver kan finde, hvad han har lyst til. Men hvad der er langt værre end et hvilket som helst mål af fordringsfuldt kvaksalveri, er det, at videnskaben, som den videregives af eksperterne, i høj grad er usammenhængende og svævende. Som nationaløkonomien fremlægges i de bedste lærebøger, er den som en velformet skulptur, men kun halvt udhugget af stenen – som et landskab, hvor en del af den ligger synligt og klart, men hvor der over resten stadig hviler en tåge. Dette er et emne, som jeg, i en forelæsning som denne, ikke kan komme nærmere ind på; men at det forholder sig således, kan De selv forvisse Dem om ved at bemærke, hvorledes nationaløkonomien har været ude af stand til klart og sammenhængende at forklare de væsentligste praktiske spørgsmål – såsom de industrielle kriser, der er så fremtrædende et fænomen i vor tid, og i den tankemæssige forvirring, som De tydeligt vil opdage, hvis De opmærksomt studerer selv de bedste teorier. Omhu og behændighed er blevet spildt på intellektuelt ordkløveri og overdetaljering, i verbale diskussioner og debatter, mens fagets hovedveje er forblevet uudforskede. Og derfor er der blevet tilført denne enkle og tiltrækkende videnskab et utiltalende skær af uforståelighed og usikkerhed.

Og, synes det mig, ud fra den samme grundlæggende årsag har der rejst sig en ide om nationaløkonomi, som har mobiliseret følelser og fordomme imod den blandt dem, som har mest at vinde ved udviklingen af den. Nationaløkonomiens navn er konstant blevet påkaldt imod ethvert forsøg fra arbejderklassen på at få deres lønninger hævet eller arbejdstid nedsat. Den uhellige doktrin, som altid prædikes for undertrykte af undertrykkerne – det blasfemiske dogme, at Skaberen har fordømt den ene del af hans skabninger til et liv præget af slid og nød, mens han har tiltænkt den anden del at nyde “alle jordens frugter og dens fylde” – er blevet prædiket for arbejderklassen under navn af nationaløkonomi, præcis som dommedagsprædikanter plejede at prædike den guddommelige tilladelse til slaveri i kristendommens navn. For så vidt angår det virkelig påtrængende spørgsmål i dag synes nationaløkonomien af de fleste professorer at blive betragtet som en videnskabelig retfærdiggørelse af alt, hvad der findes, og med den bekvemme formular om udbud og efterspørgsel synes de at mene en metode, som Forsynet har til at fastsætte lønniveauet, så at det aldrig kan blive forhøjet ved nogen handling fra de ansattes side. Det er ikke blot uvidende distanceblændere, som således nedgør nationaløkonomiens navn og begrebsapparat. Denne egenskab er blevet så eftertrykkeligt påstemplet videnskaben som gangbar, og lært videre så at ikke engang mænd som John Stuart Mill har været i stand til at frigøre sig. Selv de intellektuelt modige har trukket sig fra at betvivle principper, som kunne true store kapitalinteresser; mens andre, mere skuppelløse, har vist deres opfindsomhed ved at fjerne alt fra videnskabens felt, som ville kunne genere disse interesser. Tag den bedste og mest udbredte lærebog. Mens de insisterer på frihed for kapitalen, mens de på grundlag af nytteværdien retfærdiggør den selviske grådighed, som søger at dynge formue ovenpå formue og den gerrigheds ånd, som gør hjertet til stål imod angstfyldte skrig, hvilken antydning af et væsentligt løfte giver de til arbejderen, bortset fra at han bør afholde sig fra at få børn?

Hvad kan vi forvente, når hænder, som burde tilbyde brød, således tilbyder sten? Ligger det i den menneskelige natur, at menneskets store masser, – som vagt, men ivrigt opmærksomme på uretfærdigheden i de eksisterende samfundssystemer, føler at de på en eller anden måde hæmmes og såres, uden at vide hvad der hæmmer og sårer dem, – skulle byde sandheden velkommen i denne ufuldkomne form; at de skulle gå til en videnskab, som, således som den fremlægges for dem, blot synes at retfærdiggøre uretfærdigheden, at helliggøre egoismen ved at lægge nyttens glorie om den, og at præsentere Herodes fremfor Vincent de Paul som menneskehedens typiske velgører? Er det underligt, at de i deres uvidenhed vil vende sig til den absurde beskyttelse og de skøre teorier, som almindeligvis fremføres under navn af socialisme?

Jeg har forsøgt at finde frem til, hvorfor nationaløkonomien i den folkelige opfattelse har fået karakter af ubestemmelighed, dunkelhed og egoisme, blot for at jeg lettere vil kunne være i stand til at overbevise Dem om, at ingen af disse kvaliteter retteligt passer på den. Jeg vil gerne gøre Dem interesseret i studiet af den ved at vise Dem, hvor klar, enkel og velgørende en videnskab, den er, eller rettere burde være.

Skønt nationaløkonomien beskæftiger sig med forskellige og komplicerede fænomener, så er disse dog fænomener, som lader sig opløse i simple elementer, og som blot udtrykker velkendte principper. Præmisserne, hvoraf den uddrager sine slutninger, er sandheder, som vi alle er opmærksomme på, og hvorpå vi konstant i hverdagslivet baserer vore tanker og handlinger. Dens processer, som hovedsageligt består af analyser, rummer stor sandsynlighed, omend den ikke kan forudsige nøjagtige resultater, men kun tendenser, da alle de årsager, hvorfra den henter sin viden, hele tiden afføder andre årsager.

Og skønt vi i studiet af nationaløkonomien ikke kan anvende den kraftfulde metode med eksperimenter under kunstigt skabte omstændigheder, som er så værdifuld i de fysiske videnskaber, så kan vi dog i det menneskelige samfunds vrimmel finde eksperimenter, som allerede er udført for os; men derudover står der til vores rådighed en metode, som svarer til kemikerens, i det, som kan kaldes et tankeeksperiment. De kan isolere, kombinere eller fjerne forhold i Deres egen bevidsthed, og på den måde efterprøve kendte princippers funktionsmåde. Dette synes mig at være nationaløkonomiens vigtigste redskab. Det er en metode, som De må være bekendt med, og uden tvivl anvender hver dag, skønt De måske ikke har analyseret processen. Lad mig illustrere, hvad jeg mener, med noget, som slet ikke har forbindelse til nationaløkonomi.

Da jeg var dreng, gik jeg ned til kajen sammen med en anden dreng for at se det første ståldampskib, som nogen sinde havde krydset havet for at komme til vores havn. Nu virkede det at høre om et ståldampskib på os, som om vi hørte om en blydrage eller et trækomfur. Men vi havde ikke været længe ombord på hende, før min kammerat hånligt med en tone fuld af foragt sagde: “Øv! Jeg kan se, hvad der gør det. Hun er foret med træ; det er derfor, hun flyder.” Jeg kunne på det tidspunkt ikke gå imod ham, men jeg var ikke tilfreds, og mens jeg sad på bolværket, efter at han var gået, begyndte jeg at prøve med tankeeksperimenter. Hvis det var træet indvendigt, som fik hende til at flyde, så ville hun ligge højere, jo mere træ der var; og i tanken fyldte jeg hende op med træ. Men, da jeg var bekendt med processen med at lave både ud af træblokke, forstod jeg pludselig, at hun, i stedet for at ligge højere, ville synke dybere. Så tog jeg i tankerne alt træet ud af hende, ligesom vi huggede træ ud til vore træbåde, og indså at hun, således lettet, ville ligge endnu højere. Så lavede jeg, i fantasien, et hul i hende, og så, hvordan vandet ville løbe ind i hende, og hun ville synke, som vore træbåde gjorde, når de fik en blykøl som ballast. Og således så jeg, så tydeligt som hvis jeg faktisk havde kunnet udføre disse eksperimenter med dampskibet, at det ikke var træbeklædningen, som fik hende til at flyde, men hendes hulhed, eller, som jeg nu ville formulere det, hendes fortrængning af vandet.

Og netop sådanne tankehandlinger foretager De utvivlsomt hver dag, og ved at gøre dette anvender De den tankeeksperimentelle metode, som er så anvendelig i nationaløkonomiske undersøgelser. De kan, på denne måde, vende og dreje en teori eller et fænomen i Deres sind og betragte den eller det fra alle sider, isolere det, analysere, lade det indgå i andre forbindelser, eller lægge det under den mentale lup, som vil afsløre manglende sammenhæng som reductio ad absurdum. Lad mig atter illustrere:

Før jeg havde læst så meget som en linje om nationaløkonomi, kom jeg engang til at overhøre et langt og velanbragt argument til fordel for en beskyttelsestold. Indtil det tidspunkt havde jeg anset “beskyttelse af den hjemlige industri” for at være en god ting; ikke fordi jeg nogensinde havde tænkt over sagen, men fordi jeg havde accepteret denne konklusion på det grundlag, at mange mænd, som jeg anså for at være klogere end mig, sagde det samme. Men denne særlige taler var, ihvertfald ifølge en af hans tilhørere, gået over grænsen. Hans argumenter fik mig til at tænke, præcis ligesom da jeg som dreng var begyndt at tænke som følge af min kammerats løsning på jernskibsmysteriet. Jeg sagde til mig selv: Effekten af en told er at forøge udgiften ved at importere fra udlandet. Hvis således dette er godt for et land, så er alle besværligheder, farer og forhindringer, som forøger udgiften ved at importere varer fra udlandet, på samme måde et gode. Hvis denne teori er korrekt, så er den by, hvortil det er vanskeligst at komme, i den mest begunstigede situation: pirater og skibbrud bidrager til den nationale vækst ved at øge prisen for fragt og udgiften til forsikring; og udvikling indenfor navigation, jernbanedrift og dampskibsfart er ødelæggende. Dette er åbenbart absurd.

Og jeg gik så længere. Taleren havde dvælet ved det tåbelige i, at et stort land som USA eksporterede råstoffer og importerede forarbejdede varer, som lige så godt ville kunne frembringes hjemme, og jeg spurgte mig selv “Hvad er motivet, som får folk til at eksportere råstoffer og importere forarbejdede varer? Jeg fandt frem til, at det ikke kunne tilskrives andet end det faktum, at de på denne måde kunne få varerne billigere, det vil sige, ved hjælp af mindre arbejdskraft. Jeg så på transaktioner mellem individer for at finde paralleller til denne handel mellem landene, og jeg fandt mange af dem – landmanden, som sælger sin hvede og køber mel; fåreavleren, der sender sin uld på markedet og vender hjem med linned og tæpper; garveren, som køber læder tilbage i form af sko, i stedet for selv at frembringe dem. Jeg så, da jeg gik i gang med at analysere dem, at disse ombytninger mellem lande var nøjagtig det samme som ombytninger mellem individer; at de i virkeligheden ikke var andet end ombytninger mellem individer i forskellige lande; at de var ansporet af begæret og førte til det resultat at få mest udbytte af mindst mulig anvendelse af arbejdskraft; at sociale forhold, hvorunder sådanne ombytninger ikke fandt sted, var Terra del Fueganernes nøgne barbari; at i forhold til fordelingen af arbejde og markedets vækst var væksten i velstand og fremgang for civilisationen afbalanceret. Og således kom jeg, ved at følge op, vende og dreje, analysere og efterprøve alle told-fortalerens argumenter, til konklusioner, som jeg siden har troet på.

Og netop sådanne tankeeksperimenter er alt, hvad der kræves i studiet af nationaløkonomi. Der kræves ikke mere (men det kræves også) end altid at tænke sig godt om – at være sikker på hvert eneste skridt uden at forcere konklusionen. Denne vane med at forcere konklusioner – at betragte grundlæggende forskellige ting som det samme på grund af en eller anden overfladisk lighed – er kilden til de mange og skadelige fejl, som nationaløkonomien må kæmpe imod.

Men ved hjælp af nogle få eksempler kan jeg sikkert lettere end på nogen anden måde vise Dem, hvad jeg mener. Hvis jeg stillede Dem barnespørgsmålet: »Hvad er tungest, et pund bly eller et pund fjer?«, ville De utvivlsomt blive stødt; og hvis jeg for alvor spurgte Dem: »Hvad er mest værdifuldt, for en dollar guld eller for en dollar af et eller andet andet?« ville De måske også føle, at jeg fornærmede Deres intelligens. Ikke desto mindre er den tro, at for en dollar guld er mere værd end for en dollar af noget som helst andet, udbredt og vedholdende. Den har dannet store nationers politik, dikteret aftaler, anført hære, skabt flåder, udkæmpet krige, konstrueret og indført spidsfindige og irriterende skattesystemer og sendt mænd i tusindvis i fængsel og til galgen. Der er sandelig en stor del, muligvis et stort flertal, af folk i USA – inklusive mange universitetsuddannede, medlemmer af det, som kaldes det akademiske samfund, senatorer, folkevalgte, forfattere og redaktører – som synes ude af stand til fuldt ud at fatte, at for en dollar af et eller andet er lige så meget værd som for en dollar af de ædle metaller, og som konstant diskuterer, argumenterer og forhandler ud fra den antagelse, at det samfund, som ombytter guld med varer lider et tab, og at det er klogt at forhindre en sådan ombytning for at “holde pengene i landet.” På denne absurde antagelse bygger i dag USA sit økonomiske system, og, hvis De vil se efter, så vil De se det springe frem under relevante diskussioner i et utal af former. Selv her, hvor de ædle metaller udgør en af vore stabiliserende faktorer, og længe udgjorde vores eneste stabiliserende faktor, kan man se kraften i den selvsamme holdning. De anti-kinesiske klubber klager over “drænet af penge til Kina”, men tænker aldrig på at beklage sig over drænet af mel, hvede, kviksølv eller rejer. Og de førende aviser i San Francisco, som anser deres eget intellektuelle niveau for at være umådeligt højere end de anti-kinesiske klubbers, lader aldrig, mener jeg, en uge gå uden at gratulere deres læsere med, at vi nu er holdt op med at importere den ene eller anden vare og på den måde beholder mange penge, som vi før sendte til udlandet, eller begræder, at vi stadig sender penge afsted for at betale for det ene eller andet, som ville kunne fremstilles her. Men at vi sender vin og uld, frugt eller honning afsted betragtes aldrig som sørgeligt, tværtimod. Hvad er dette andet end den antagelse, at for en dollar guld er mere værd end for en dollar af noget andet?

Denne fejlslutning er synlig absurd, når vi går over til at reducere den til en generel antagelse. Men ikke desto mindre kommer den, på grund af vanen med at forcere konklusioner, til at syne særdeles naturlig for mennesker, som ikke stopper op og tænker. Penge er vores standard eller værdimåler, som vi anvender til at udtrykke alle andre værdier. Når vi taler om at opnå velstand, taler vi om “at tjene penge”; når vi taler om at miste velstand, taler vi om “at tabe penge”; når vi taler om en rig mand, taler vi om ham, som indehaver af mange penge, skønt han i virkeligheden, og sandsynligvis, ikke har ret mange rede penge. Og på den anden side, da penge er det almindelige middel til ombytning, ombytter man almindeligvis, i processen med at skaffe sig ting, som man gerne vil have, for ting, som man gerne vil skille sig af med, først de sidstnævnte for penge, og ombytter så pengene til de ting, som man vil have. Og da antallet af mennesker, som ønsker ting af alle mulige slags må være væsentligt større end antallet af mennesker, som ønsker en bestemt ting, hvad end det er, man ønsker at ombytte, så vil enhver vanskelighed, der kan opstå i udførelsen af ombytningen, almindeligvis forekomme i transaktionens første del; for for at ombytte et eller andet for penge, må man finde en, som ønsker denne særlige ting, mens, ved ombytning af penge for en vare, vil hvem som helst, som ønsker en vare eller service, være villig til at tage imod mine penge. Nu får denne vane med at værdiansætte i penge og med at tale om gevinst eller tab af velstand som gevinst eller tab af penge, og denne vane med at overføre problemer med ombytning i individuelle tilfælde til vanskeligheden med at erhverve penge, konstant folk, som ikke tænker klart, til at komme til den konklusion, at penge er mere værdifuldt end noget andet. Alligevel ville den mindste tankevirksomhed vise dem, at velstand aldrig består af penge, bortset fra i ganske få tilfælde; at vanskeligheden ved individuelle ombytningstransaktioner ikke har forbindelse med pengenes relative værdi og forsvinder, når man betragter et stort antal individers ombytninger, kort sagt, at en dollar i penge ikke er mere værd end for en dollar hvede eller klæde; og at ombytning af penge til andre varer i stedet for at være bevis på en uheldig handel, er bevis på en heldig handel, for hvis vi ikke ønskede varerne mere end pengene, ville vi ikke foretage ombytningen.

Eller, for at tage et andet eksempel: i forbindelse med diskussionen om den kinesiske immigration har De utvivlsomt igen og igen hørt det fremført, at billig arbejdskraft, som vil nedbringe fremstillingsprisen, er nøjagtigt det samme som arbejdskraftbesparende maskiner; og som maskiner er med til at forøge velstanden, således vil også den billige arbejdskraft være det. Denne konklusion er fremkommet på det grundlag, at billig arbejdskraft og arbejdskraftbesparende maskiner på samme vis reducerer fabrikantens udgifter til fremstilling. Men hvis vi, i stedet for at drage denne konklusion, analyserer den måde, hvorpå udgiftsreduktionen i hvert tilfælde fremkommer, vil vi opdage fejlslutningen. Arbejdskraftbesparende maskiner reducerer omkostningerne ved at øge arbejdskraftens produktive styrke; en lønreduktion reducerer omkostningerne ved at nedskære den del af produktet, som tilfalder arbejderen. For arbejdsgiveren kan effekten være den samme; men for samfundet, som omfatter både arbejdsgivere og arbejdere, er effekten meget forskellig. I det ene tilfælde forekommer der en stigning i den generelle velstand; i den anden sker der blot en ændring i fordelingen – hvad den ene klasse vinder, mister den anden klasse nødvendigvis. Derfor er effekten af billig arbejdskraft nødvendigvis meget forskellig fra den, der stammer fra forbedrede maskiner.

Og præcis mage til denne fejlslutning er det, som synes så naturligt for mænd af en anden klasse – at fordi indførelsen af billigere arbejdskraft i et samfund faktisk, i den nuværende samfundsorganisation, synes at reducere det generelle lønniveau, så gør importen af billige varer det samme. Også dette – men det må jeg overlade til Dem at analysere – stammer fra en tankemæssig forvirring, som ikke skelner mellem helheden og dens elementer, mellem velstandsfordeling og velstandsfrembringelse.

Hvis tiden tillod det, kunne jeg fortsætte tilfælde for tilfælde med at vise Dem hvor gennemsigtigt fejlagtig mange antagne holdninger er – nogle endog mere udbredte end nogle af dem, som jeg har talt om – når de efterprøves af de enkle metoder, som det er nationaløkonomiens opgave at anvende. Men mit ærinde er ikke at føre Dem til konklusioner. Jeg ønsker udelukkende at give Dem et indtryk af den ægte enkelhed i det, som almindeligvis dømmes som en dunkel videnskab, og den udprægede lethed, med hvilken den kan udøves. Til det nationaløkonomiske studium behøver man ikke særlig viden, enorme biblioteker, kostbare laboratorier. Man behøver ikke engang lærebøger eller lærere, hvis man blot vil tænke sig om. Alt hvad man behøver er evnen til omhyggeligt at reducere komplekse fænomener til deres grundlag, at skelne det grundlæggende fra det tilfældige og at anvende de enkle lovmæssigheder for menneskelig handling, som De er bekendt med. Tag ikke nogens holdning for givet; prøv alt og hold fast i det, som er godt. På den måde vil andre meninger hjælpe Dem igennem forslag, udeladelser og rettelser; ellers vil de blot være som en papegøjes gentagelser for Dem.

Skønt der måske ikke var andet at fremhæve til fordel for det nationaløkonomiske studium end den tankemæssige træning, det vil give, så ville det dog stadig være Deres dybeste opmærksomhed værdigt. Det studium, som vil lære mennesker at tænke selvstændigt, er det af alle studier mest påkrævede. Uddannelse er ikke indlæring af sandheder; det er udviklingen og optræningen af de mentale evner.

Hele rækken af professorer og alle indlæringsmetoder kan ikke uddanne en mand. De kan udelukkende hjælpe ham til at uddanne sig selv. Her vil De kunne erhverve redskaberne; men de vil kun være nyttige for den, som kan benytte dem. En abe med et mikroskop, et muldyr optaget i et bibliotek er dækkende billeder på de mænd – og de er desværre talrige – som går igennem hele uddannelsessystemet og blot kommer ud som belæste idioter, fyldt med viden, som de ikke kan anvende – des mere ynkværdige, des mere foragtelige, des mere i vejen for virkelige fremskridt, fordi de, indbyrdes og blandt andre, går for at være lærde mennesker.

Men skønt det synes mig, at intet kan være mere fremmende for livlig mental aktivitet og intellektuel selvtillid end det studium, som optræner os til at anvende tankemæssig analyse på hverdagslivets forhold, og som i konstant omskiftelige fænomener ser beviset på uforanderlig lovmæssighed; hvilket fører os til at skelne det virkelige fra det tilsyneladende, og til at bemærke, under de sydende strømhvirvler af interesse, lidenskab og fordom, de store væsentlige spørgsmål i vor tid – så er det ikke ved sådanne forhold, at jeg ønsker at dvæle. Der er motiver, som er så meget større end tørsten efter viden, som den noble lidenskab er større end magtbegæret og grådigheden efter guld.

I sine kalkulationer tager videnskaben om velstand kun ringe hensyn til – nej, den udelukker ofte sympatiens virkningsfulde kraft, med samt de følelser, som får mennesker til at slæbe, til at kæmpe, endog til at dø for det gode for andres vel. Og dog er det disse højere følelser, disse ædlere impulser, som mest ihærdigt taler for dette studium. Nationaløkonomiens løfte ligger ikke så meget i, hvad den kan gøre for Dem, som hvad den sætter Dem i stand til at gøre for andre.

Jeg går ud fra, at De har følt tilskyndelsen fra denne vældigste af ambitioner – lysten til at være nyttig i sin tid og sin generation; håbet om, at de, som kommer efter, på nogle områder, vil være klogere, bedre og lykkeligere, fordi De har levet. Eller, hvis De aldrig har følt dette, går jeg ud fra, at følelsen blot ligger skjult, klar til at springe frem, når De ser behovet.

Mine herrer, hvis De blot ser efter, vil De få øje på behovet! De er blandt de få heldigt stillede; for det faktum, at De er her, studenter på et universitet af denne type, tyder på et held, som kun bliver de få til del, og De kan endnu ikke forstå, som De hen ad vejen vil forstå, hvordan den hårde kamp, som er så manges lod, kan forkrampe og binde og forvride – hvordan den kan sløve de ædleste evner og køle de varmeste impulser, og kværne glæden og poesien i livet ud af mennesker; hvordan den kan gøre dem til samfundets spedalske, som skulle være dets pryd, og forvandle dem, hvis hjerne og muskler skulle bidrage til samfundets berigelse, til bærme, som snylter på det, og til vilde dyr, som griber efter dets strube. Disse ting har måske endnu aldrig tvunget sig vej til Deres opmærksomhed; men, hvis De vil tænke over det, så kan De ikke undgå at se nok af nød og fordærv, selv i vort eget land i dag, til at blive grebet af sorg og medlidenhed, til at bevæge Dem til stor beslutsomhed; til at vække i Dem den sympati, som vover, og den indignation, som brænder efter at kuldkaste en uretfærdighed.

Og når De opdager disse ting, vil De så villigt gøre noget for at afhjælpe nøden, for at udviske uvidenheden, for at omstyrte ondskaben? De må vende Dem mod nationaløkonomien for at lære deres årsager at kende, for at De kan lægge øksen til ved foden af ondets træ. Ellers vil alle Deres anstrengelser være forgæves. Filantropi uden hjælp fra et intelligent kendskab til årsagerne, kan måske forværre eller forbedre, men den kan ikke kurere. Hvis velgørenhed kunne udrydde nød, hvis forkyndelse kunne gøre mennesker moralske, hvis bogudgivelse og skolebyggeri kunne fjerne uvidenheden, ville ingen af disse fænomener være kendte i dag.

Og der er det største behov for, at De gør Dem bekendt med de nationaløkonomiske principper i det faktum, at spørgsmål, som falder inden for nationaløkonomiens område i den nærmeste fremtid vil få større og større betydning. For at handle intelligent i den kamp, som De kommer til at tage del i – for positivt eller negativt ladet må De hver især bære Deres vægt – må De kende noget til denne videnskab. Og det, tror jeg, står klart for enhver, som tænker over de kræfter, som samler sig – at kampen vil blive hårdere og mere omfattende end de kampe, som er overstået.

Der hersker iblandt os den komfortable tro, at vi endelig har brudt med fortiden, og at alle disse onder ved hjælp af det, som vi kalder fremskridt, vil opløse sig selv. Acceptér ikke denne doktrin uden at undersøge den. Fortidens historie underbygger den ikke, nutidens tegn garanterer den ikke. Mine herrer, se på tendenserne i vor tid, og se om intelligente mænds ærlige arbejde ikke er påkrævet.

Se endog her. Kan et tænkende menneske se på udviklingen af vores stat med udelt tilfredshed? Ved vi ikke godt, at præcis som byen over bugten vokser i velstand og befolkningstal, så vil, under de nuværende omstændigheder, fattigdommen vokse og uærligheden tage til; at præcis som de overdækkede hestevogne vokser i antal, så gør tiggerne det også; at præcis som de behagelige rigmandsvillaer skyder op langs kysten, så vil larmende etagehuse hæve sig op i byens slumkvarterer. Jeg har iagttaget San Franciscos vækst med glæde og stolthed, og min fantasi dvæler stadig med fryd ved det billede af fremtidens store by, Stillehavets dronning – måske den pragtfuldeste by i verden. Men hvad er gevinsten? Nutidens San Francisco med tre hundredetusind indbyggere er, for de klasser som er afhængige af deres egen arbejdskraft, ikke så godt et sted, som et San Francisco med tres tusind indbyggere; og når de tre hundredetusind bliver til en million, vil San Francisco, hvis tendenserne forbliver uændrede, frembyde det samme kvalmende syn, hvormed gaderne i New York chokerer mennesker fra vestkysten.

Det er den mørke side af vores stort opblæste fremskridt, den Nemesis som synes at følge efter med utrættelige skridt. Hvor velstand er mest udbredt, der er fattigdom værst; hvor luksus forefindes mest, maser den uhyggeligste nød sig frem. I byerne, som er landenes lagerbygninger, kræver sultedøden hvert år sine ofre. Hvor de dyreste kirker rækker de højeste spir mod himlen er der behov for en stående hær af politifolk; som vi bygger nye skoler, bygger vi nye fængsler; hvor de største bidrag rejses til at sende missionærer til verdens ende for at prædike det glade budskab om fred og kærlighed mellem mennesker, kan man iagttage elendighed og ondskab, som ville skræmme en hedning. I møller, hvor dampens gigantiske kraft driver maskiner, som forøger menneskets kraft med hundreder og tusinder gange, arbejder der små børn, som burde lege eller gå i skole; dér hvor ombytningens mekanik er blevet udviklet til det yderste, er der tusindvis af mennesker som forgæves forsøger at ombytte deres arbejdskraft med livsnødvendigheder!

Hvorfra stammer denne mørke skygge, som føjer sig til det, som vi er vant til at kalde “materielle fremskridt”, det som vores gældende filosofi lærer os at håbe på og arbejde for? Her er vort grundlæggende spørgsmål. Vi må besvare det eller gå under, som forudgående civilisationer er gået under. For ingen kæde er stærkere end dens svageste led, og vores pragtfulde statue med hoved af guld og skuldre af messing har endnu blot lerfødder!

Kun nationaløkonomien kan give svaret. Og hvis De følger lovmæssighederne for produktion og velstandsombytning, således som jeg har forsøgt at antyde dem, så vil De opdage årsagerne til social svaghed og sygdom i de love, som egoisme har påtvunget uvidenhed, og i misforhold helt og holdent under vores egen kontrol.

Og De vil øjne midlerne. Ikke i vilde drømme om rød samfundsomstyrtelse eller i svage projekter om at gøre mennesker til marionetter for en tomhjernet abstraktion ved navn staten, men i de enkle midler, som retfærdigheden tillader. De vil i lyset se det virkningsfulde middel, i friheden den store problemløser. De vil indse, at den sande lovmæssighed for det sociale liv er kærlighedens lov; frihedens lov, loven om en for alle og alle for en; at moralens gyldne regel også er velstandsvidenskabens gyldne regel; at de højeste udtryk for religiøs sandhed rummer den bredeste generalisering indenfor nationaløkonomien.

Der vil hos Dem vokse en stadig dybere forståelse af det menneskelige broderskab, som ingen morallære ville kunne give; De vil få en voksende overbevisning om Guds faderskab. Hvis De nogensinde tankeløst har accepteret den tanke, som er værre end ateisme, at nød og elendighed og brutal adfærd sker på Skaberens befaling, eller hvis De, i oprør med den ide, har følt, at det eneste synlige i verdensordenen var en blind og ubarmhjertig skæbne, ligeglad med menneskets ønsker og ufølsom for dets lidelser, vil disse tanker forsvinde fra Dem, når De indser hvor meget af alt det, som er ondt, og af alt det, som er forvirrende under de herskende sociale forhold, simpelthen vokser frem af vores uvidenhed om loven – når De når til at indse, hvor meget bedre og lykkeligere mennesker kan gøre menneskelivet.