Henry George: Samfundsspørgsmål
17 – Regeringens opgaver

For at regeringen ikke skal blive demoraliseret og tyrannisk, bør den være så enkel som muligt, både i sin sammensætning og i sine arbejdsmetoder. Dens virksomhed bør indskrænkes til det, som er nødvendigt for det almene vel, og i alle sine dele bør den være så nær knyttet til folket og så direkte under dets kontrol, som det lader sig gøre.

Vi har på mange måder ladet hånt om disse grundsætninger, og resultatet er blevet korruption og demoralisation; folket har mistet sin kontrollerende indflydelse på regeringen, og regeringsmagten er blevet misbrugt til fordel for de få og til udplyndring af de mange. I det mindste i een henseende må reformerne gå i retning af større simpelhed.

Regeringens første og største opgave er vidunderligt udtrykt i det storslåede dokument, som vi amerikanere holder så højt i ære og lader så hånt om – uafhængighedserklæringen. Opgaven er den: at sikre menneskene de ligelige og uafhændelige rettigheder, som Skaberen har givet dem. Jeg skal i det følgende vise, hvorledes indførelsen af det eneste middel, der i et civiliseret og fremadskridende samfund kan sikre den første af disse uafhændelige rettigheder – den ligelige ret til jorden – på een gang både vil gøre regeringen meget enklere og fjerne demoraliserende indflydelser. Men derudover er endnu en yderligere simplificering mulig, og den bør tilstræbes alle vegne, hvor den lader sig gennemføre. Da politisk korruption gør det lettere at modstå reformkrav, er alt, hvad der kan gøres for at rense politikken og stille regeringen under folkets forstandige tilsyn og kontrol, ikke alene i sig selv et attråværdigt formål, men et middel til at opnå større mål.

Den amerikanske republik har ikke mere brug for sit narreværk af en flåde, end en fredelig kæmpe ville have for en polstret kølle eller en bliksabel. Den holdes udelukkende for officerernes og flåderingenes skyld. I fredstid er den en kilde til udgift og korruption; i krigstid ville den være til ingen nytte. Vi er for stærke til, at nogen fremmed magt kan angribe os, og vi burde være for store til overmodigt at angribe andre. Dersom krig nogen sinde skulle blive os påtvunget, ville vi trygt kunne sætte vor lid til videnskaben og opfindsomheden, der allerede nu kasserer flåderne hurtigere, end de kan bygges.

Ligeså med vor hær. Alt, hvad vi trænger til, hvis vi for øvrigt trænger til det nu mere, er en grænsepolitistyrke, omtrent som man har det i Australien og Canada. Stående hære og flåder er uforenelige med demokratisk ånd, og det burde være vor stolthed, som det er vor pligt, at vise verden, at en stor republik kan undvære begge dele. Og i ordningen så vel som i væsen er både vor flåde og vor hær stridende imod den demokratiske idé. I dem begge opretholder vi et skel imellem officerer og menige soldater eller matroser, et skel, der sattes i Europa dengang, da adelen, som officererne stammede fra, regnedes for at være en højerestående race end de bønder og trælle, som rekrutterede de meniges rækker. Hele systemet er en hån imod demokratiet og burde fejes væk.

Vort diplomatiske system er ligeledes en slavisk efterligning af kongernes færd, den, de øvede, da de i gamle dage, inden oceandamperen og telegrafen var opfundet, lagde råd op imod folkenes frihed. Det tjener intet andet formål end at lønne samvittighedsløse politikere og kæltringer og nu og da demoralisere en poet. Ved at afskaffe det ville vi spare udgifter, undgå korruption og hævde vor nationale værdighed.

I retsplejen er der en vid mark for radikale reformer. På det område har vi også slavisk efterlignet engelske forbilleder og har fundet os i, at juristerne lavede love efter deres egne klasseinteresser, så at retten er blevet et kostbart lykkespil, som den fattige mand ikke har råd til at ty til. Det er ikke en regerings opgave at gøre menneskene dydige eller gudfrygtige eller at værne dårerne imod følgerne af deres egen dårskab. En regering bør ikke gribe hindrende ind, undtagen hvor det er nødvendigt for at hævde friheden ved at værne enhvers ligeret imod andres overgreb. Så snart hindrende indgreb fra regeringens side går ud over denne grænse, står de i fare for at modvirke selve det formål, de havde til opgave at tjene. For på den ene side vil love, som hindrer eller påbyder, hvad den moralske sans ikke hindrer eller påbyder, have tilbøjelighed til at fremkalde ringeagt for lov og ret og avle hykleri og lovomgåelse, og på den anden side vil forsøg på ved lov at fremme moralen på områder, hvor det ikke ligefrem drejer sig om krænkelse af andres frihed, snarere svække end styrke den moralske indflydelse. Målestokken for ret og uret bliver derved rent juridisk, og den, der snildelig kan undslippe lovens straf, sættes i stand til at undslippe al straf. Der er således, for at tage et eksempel, ingen tvivl om, at hæderligheden i handel og vandel ville stå meget højere, hvis der ingen lov var om inddrivelse af gæld. I alle sådanne sager holder den snu gavtyv sig inden for loven eller omgår loven, medens det, at der er et juridisk lavmål, sænker det moralske lavmål og svækker den offentlige menings dom.

Hindringer og forbud imod og indblanding i uskadelig handlefrihed er i sig selv af det onde, og skønt sådanne midler måske nu og da kan være nødvendige, kan de dog for største delen lignes ved lægemidler, der kun undertrykker og mildner visse sygdomssymptomer uden at mindske sygdommen. Og i almindelighed er det således, at hvor hindrings- eller forbudslove bliver nødvendige, kan de onder, som de skal tjene til at afværge, spores tilbage til forudgående indskrænkninger, forudgående indgreb i naturlig rettigheder.

Det ligger i tidens tendens, at de mindre samfund opsluges, og at de områder, hvor ensartethed i lovgivning og administration er nødvendig eller ønskelig, udvides. Men af selve den grund bør vi alle vegne, hvor det er muligt, med så meget større sejghed holde fast på det lokale selvstyres grundsætning — den grundsætning, at indbyggerne i enhver samfundsafdeling, det være sig kommune, amt eller stat, skal styre deres egne sager.

Ved at simplificere vore valgmetoder kan vi også gøre meget for at indskrænke partivælden og gøre afstemningerne til et sandt udtryk for vælgernes vilje. Også en anden grundsætning er der, som vi i høj grad har ignoreret, men som altid bør huskes, den nemlig, at folket ikke kan magte enkeltheder og heller ikke med forstand vælge mere end nogle få mænd til offentlige stillinger. At kræve af den almindelige borger, at han ved hvert valg skal stemme på en lang række af kandidater, som han for største delen ikke ved noget om, hvis han da ikke er politiker af fag, er at overlade valgene til stiller-kliker og politiske ringe. Og at dele magten er ofte at ødelægge ansvarligheden og at fremkalde, ikke hindre, magtstræb.

Jeg kan kun kort pege på disse sager, skønt de i og for sig fortjener megen opmærksomhed. Det er især nødvendigt at gøre styret så enkelt som muligt, og så vidt det lader sig gøre, forbedre, hvad man kunne kalde regeringsmekanikken, fordi de virksomheder, som regeringen må overtage, stadigt bliver flere, samtidig med at samfundsudviklingen skrider frem. Det er kun i samfundets barndomsalder, at regeringsvirksomheden passende kan indskrænkes til det at sørge for det fælles forsvar og at værne de svage imod de stærkes fysiske magt. Efterhånden som samfundet udvikler sig i lydighed imod helhedens og den stigende sammensatheds lov, som jeg omtalte i de første kapitler af denne bog, bliver det nødvendigt for at sikre ligheden, at andre bestemmelser tages og sættes i kraft. Og på regeringens grundlæggende, ordnende virksomheder hviler atter det, som vi kunne kalde de kooperative virksomheder, og som regeringen må påtage sig; undlader den at gøre dette, vil det i mange tilfælde lige så afgjort føre til ringeagt for de enkeltes rettigheder, som hvis den påtager sig retledende og ordnende opgaver, der ikke med rette henhører under den.

Efterhånden som civilisationen og den industrielle udvikling går fremad, virker den koncentration, som følger af, at større kræfter og forbedrede arbejdsmetoder tages i brug, mere og mere i retning af at hindre og udelukke konkurrence og indføre rene monopoler. Dette ser man meget tydeligt ved jernbanerne. Det er det rene spild af kapital og arbejde at bygge den ene jernbane lige ved siden af den anden; og selv hvor dette er blevet gjort, fører en uimodståelig tilbøjelighed til sammensmeltning eller sammenslutning, ja selv på de såkaldte konkurrerende punkter er konkurrencen kun forbigående. Sammensmeltning af selskaber, der lader til i løbet af nogle få år at skulle samle hele USAs jernbanedrift i et halvt dusin direktioners hænder, samling af indtægterne i en fælleskasse og overenskomster vedrørende forretningsgangen og taksterne, som endog på de konkurrerende punkter udelukker konkurrence – alt dette skyldes en tendens, som ligger i selve jernbanesystemets udvikling, og som det ikke kan nytte noget at klage over.

Da det er regeringens første opgave og formål at hævde alles naturlige ret og ligelige frihed, må alle de erhverv, som indeholder monopol nødvendigvis reguleres af regeringen, og erhverv, der af naturen er ægte monopoler, bør rettelig gøres til statsforetagender. Efterhånden som samfundet udvikler sig, må staten overtage disse virksomheder, der af naturen er kooperative, for at hævde alles lige, ret og frihed. Det vil med andre ord sige: efterhånden som den enkelte under samfundets udvikling til en enhed bliver mere og mere afhængig af og underordnet under helheden, bliver det nødvendigt, at regeringen, der jo er det eneste samfundsorgan, hvorigennem alle de enkelte i samling kan virke, i alles interesse påtager sig visse virksomheder, der ikke trygt kan overlades til enkelte. Ud af den grundsætning, at det er regeringens rette endemål og opgave at hævde den enkeltes naturlige ret og ligelige frihed, fremstår der således en anden grundsætning: det påhviler regeringen at udrette det for samfundet som helhed, der ikke kan udrettes, eller dog ikke så godt kan udrettes af enkeltmand. Som det er ved arternes udvikling, at hele væsenets bevidste livsvirksomhed må få større og større betydning i forhold til de enkelte deles automatiske virksomhed, således er det også ved samfundets udvikling. Dette er socialismens sandhedskerne, som vi er så sene til at godkende, skønt den påtvinges os ved industriens fremskridt og samfundets udvikling.

I den legemlige organisme kan svækkelse og sygdom skyldes såvel funktionernes overspænding som deres uvirksomhed. På lignende måde kan en regering lige såvel fordærves, og offentlige ulykker lige såvel opstå ved, at regeringen undlader at tage sig af virksomheder, der rettelig påhviler den som kontrollerende organ ved varetagelsen af de almene interesser, som ved, at regeringen blander sig i sager, der rettelig henhører under den enkeltes virkeområde. Dette kan vi se her hos os selv. I henseende til det, vi søger at gøre gennem regeringen, og det, vi lader ligge ugjort, er vi at ligne ved en mand, som ville lade sin maves luner sørge for middagsmaden, medens han søgte at styre sin fordøjelse ved hjælp af sin vilje – eller ved en mand, som, når han skulle gå igennem en stærkt befærdet gade eller på en dårlig vej, ville fæste hele sin opmærksomhed på sine benbevægelser og ikke agte på, hvor han gik hen.

For at nævne nogle eksempler: det er ikke regeringens sag at blande sig i noget menneskes trosforhold eller gudsdyrkelse, så længe han ved udøvelsen af disse sine personlige rettigheder ikke går andres ligelige ret for nær; regeringsindgreb på det religiøse område har altid ført til hykleri, demoralisation, forfølgelse og religionskrig. Det er ikke regeringens sag at påtage sig ledelsen af arbejdskraftens beskæftigelse og kapitalens anbringelse, eller at opelske industrier på andre industriers bekostning; forsøg på at gøre dette fører til alt det spild, alle de tab og al den fordærvelse, som følger med toldbeskyttelsen.

På den anden side er det regeringens opgave at udstede penge. Dette kan ses, så snart pengene, denne store, arbejdsbesparende opfindelse, afløser byttehandelen. Fik alle og enhver, som måtte have lyst dertil, lov til at udstede penge, ville det volde almindeligt besvær og tab, stærkt friste til kæltringestreger og stille de fattigere samfundsklasser meget uheldigt. Disse tydelige kendsgerninger har alle vegne, så snart samfundet blev nogenlunde ordnet, ført til forståelse af, at møntprægning udelukkende var et regeringshverv. Når det under samfundets fremadskridende udvikling bliver muligt at indføre en yderligere arbejdsbesparende forbedring ved at bruge papir som pengemateriale i stedet for ædle metaller, bliver der endnu stærkere grunde til at gøre pengeudstedelsen til et regeringserhverv. De onder, der er opstået af svindel-bankdrift i USA, huskes så godt, at man ikke har nødig at omtale dem. Den lovlige bankforretning – sikker opbevaring og udlån af penge, kreditydelse og kreditudveksling, kan passende overlades til enkeltmand eller selskaber; men ved at overlade pengeudstedelsen til dem, selv om det kun er delvis og med indskrænkninger og under garantier, lider USAs befolkning et årligt tab af mange millioner dollars og øger føleligt den indflydelse, som virker demoraliserende på regeringen.

Det princip, som viser sig så tydeligt her, kan ses i et endnu stærkere lys på et andet område af samfundslivet.

Det store »jernbanespørgsmål« med sine farer og sit vildrede er et højst slående eksempel på de onde følger, som kommer af, at staten undlader at påtage sig opgaver, som rettelig henhører under den.

På samfundsudviklingens lave trin, og hvor regeringen, samtidig med at den forsømte sine egentlige opgaver, var optaget af at føre unødige krige og nedlægge skadelige forbud, overlades bygning og vedligeholdelse af landeveje til enkeltmænd, der som vederlag fik lov til at opkræve »bompenge«. Det blev imidlertid fra først af godkendt, at sådanne afgifter skal være underkastet regeringens kontrol og regulering. Men det store besvær, som dette system voldte, og de tunge skattebyrder, det, til trods for reguleringen, man søgte at iværksætte, lagde på produktionen, har, efterhånden som samfundsudviklingen er gået fremad, ført til, at regeringen har overtaget landevejenes bygning og vedligeholdelse. I samfundsudviklingens løb kom opfindelsen af jernbanerne, hvorved den opgave at bygge og vedligeholde veje smeltede sammen med den opgave at transportere varer og rejsende på disse veje. Dette er måske årsagen til, at man fra først af ikke indså, at de samme grunde, som taler for, at staten skal bygge og vedligeholde offentlige veje, med endnu større vægt taler for, at regeringen skal bygge og drive jernbanerne.

At indlade sig på nogen vidtløftig påvisning af, at staten bør eje jernbanerne og påtage sig deres drift, er ikke nødvendigt. Kendsgerningernes logik har allerede godtgjort det med tilstrækkelig tydelighed. Intet er klarere – i det mindste i USA, hvor tendensen i den moderne udvikling langt tydeligere kan ses end i Europa end at statens overtagelse af jernbanedriften er uundgåelig. Det er muligt, at vi ikke er glade for det, men vi kan ikke undgå det. Enten må regeringen råde over jernbanerne, eller jernbanerne må råde over regeringen. Der er ingen anden udvej. At undgå det ene horn er det samme som at blive spiddet på det andet.

Jeg undervurderer ikke de farer, der er ved at overdrage regeringen flere opgaver, end den nu har, tværtimod, jeg gør mig flid for at påvise, hvor påtrængende nødvendigt det er at forenkle og forbedre regeringen, for at man trygt kan overlade den de nye opgaver, som samfundsudviklingen pånøder den. Det er ikke alene nødvendigt at hindre regeringen i at blive mere demoraliseret og evneløs, skønt vi lige så lidt kan gøre dette ved hjælp af en negativ politik, som en sømand kan dreje bi i storm uden afdrift; det er nødvendigt at gøre regeringen langt mere effektiv og langt mindre demoraliseret. De farer, der truer os, er ikke tilfældige; de hidrører fra en verdenslov, som vi ikke kan undslippe. Det er den lov, jeg påpegede i første kapitel af denne bog: at ethvert fremskridt medfører ny farer og kræver en højere og mere vågen intelligens. De store, materielle fremskridt, som de moderne opfindelser har sat os i stand til at gøre, nødvendiggør tilsvarende sociale og politiske fremskridt. Naturen kender ingen »pattebarns-lov«; vi må leve i overensstemmelse med dens krav eller helt lade være med at leve.

Det er min opgave her at påvise, hvor vigtigt det er, at vi simplificerer statsstyrelsen, renser politikken og forbedrer de sociale forhold. Jeg gør dette som indledning til en påvisning af, hvor meget der i alle disse henseender kan opnås ved een enkelt stor reform. Men skønt jeg er nødt til at gøre det kortfattet, er det dog umagen værd, selv om det gøres kort, at henlede opmærksomheden på visse grundsætninger, der ikke bør glemmes, når man overvejer spørgsmålet om statens overtagelse af sådanne virksomheder som jernbanedriften.

For det første tror jeg, det må tages som en grundsætning, der er godtgjort ved erfaring, at enhver større interesse, som nødvendigvis må have noget med regeringen at gøre, virker mere demoraliserende på denne, når den virker udefra, end når regeringen selv har overtaget den. Et skib, som midt ude på havet kaster ankeret og kættingen udenbords, frigøres vel nok for noget af sin last, da vandet jo bærer en del af ankerets og kættingens vægt, men alligevel vil skibets fart blive sinket og det selv blive helt ustyrligt, da det ikke vil kunne lystre roret. Men når ankeret og kættingen optages som en del af skibet og stuves hen på rette sted, øver de ingen kendelig indflydelse på skibets gang.

En stående hær øver en fordærvelig indflydelse og er en fare for folkefriheden; men hvem turde hævde, at det af den grund ville være klogere, når man nu skal have en stående hær, at lade privatmænd hverve og lønne den og så igen leje den ud til staten? En sådan hær ville være langt mere demoraliserende og langt farligere end en hær, som underholdes direkte af staten, og den ville snart gøre sine førere til herrer over staten.

Jeg tror ikke, stats-postvæsenet med sine vidtstrakte forgreninger og sine mange embeds- og bestillingsmænd truer med at blive en så vigtig faktor i vor politik eller med at ville øve en så demoraliserende indflydelse, som tilfældet ville være, dersom dette »væsen« var i hænderne på et privat selskab, der stadig ville fristes eller nødes til at blande sig i politik for at opnå gunstige eller afværge ugunstige love.

Den ugavn, ødselhed og korruption, som man i almindelighed tillægger statsdriften, findes mest i de afdelinger, som ikke kommer offentligheden for øje, og som kun lidet eller slet ikke vedrører folkets bekvemmelighed. Hvor vidt de seks ny panserkrydsere, som leverandørerne ved deres ihærdige bagtrappepolitik fik kongressen til at bestille, er godt eller slet byggede, får det amerikanske folk aldrig noget at vide om ud over det, de læser i aviserne, og sagen i sig selv vedrører ikke deres egen hygge og bekvemmelighed mere end syningen af sultanens ny bukser eller de nyeste ændringer i officersuniformerne, som det har behaget marineministeren at foreskrive. Men lad postsagerne gå galt i byen eller postbudet forsømme sin rundtur, og straks bliver der hallo! Postvæsenet styres med større nyttevirkning end nogen anden afdeling af forbundsregeringen, fordi det kommer folket så nær ind på livet. Det kan i det mindste siges, at det styres lige så tilfredsstillende, som noget privat selskab kunne styre en så mægtig virksomhed, og i det hele taget vistnok lige så økonomisk. På lignende måde drives telegrafvæsenet, pakkeforsendelsen og sparekassevirksomheden i England bedre og mere økonomisk af regeringen end fordum af private selskaber.

Ligesom disse virksomheder – og måske endda i højere grad end dem – er jernbanedriften noget, der foregår direkte for folkets øjne. Den vedrører så umiddelbart den store mængde menneskers interesser, velvære og tryghed, at den under offentlig ledelse ville fremtvinge den nøjeseende og levende agtpågivenhed, som sikrer en virkningsfuld driftsordning.

Det synes mig, at vi i henseende til offentlige anliggender alt for letsindigt godtager den påstand, at trofast og dygtigt arbejde kun kan opnås ved håb om pengefordel eller frygt for pengetab. Der gøres trofast og dygtigt arbejde ved vore universiteter og lignende institutioner uden dette, for ikke at tale om hæren og flåden eller om regeringens postvæsens- og undervisningsvæsensafdelinger. Men lad det være dermed, som det vil, vore jernbaner forvaltes faktisk af mennesker, som, lige nede fra sporskifteren og op til generaldirektøren, ikke har nogen anden pengelig interesse i driften end den at få deres som oftest usle og utilstrækkelige løn og at beholde deres stilling. Under regeringens ledelse ville de i det mindste have alle de samme tilskyndelser til troskab og tjenesteduelighed, som de nu har; for at statslig jernbanedrift må medføre en reform af det civile tjenestevæsen, er en selvfølge. Selv det menneske, der mest afgjort støtter plyndringssystemet, ville vist ikke gerne betro liv og lemmer til maskinfolk og bremsemænd, der var valgt for deres politiske tjenesters skyld.

Hvad jeg har sagt om jernbanerne, gælder naturligvis også telegraf- og telefonvæsenet, byernes forsyning med gas, vand, varme og elektricitet – kort sagt alle virksomheder, der af naturen er monopoler. Jeg omtaler kun jernbanerne, fordi statens overtagelse deraf, på grund af driftens store omfang, er det mest skæbnesvangre af den slags foretagender.

Virksomheder, der af naturen er monopoler, er med rette statsopgaver. Staten må enten føre kontrol med dem eller selv påtage sig dem, dels for at værge sig selv, dels for at værne om borgernes ligelige rettigheder. Men ud over dette vil det område, hvorpå staten med held kan virke som udøvende organ for den store samvirkende sammenslutning, som den sande civilisation stræber at omskabe samfundet til, yderligere udvide sig med statsstyrelsens forbedring og samfundsåndens vækst.

Vi har allerede gjort et vigtigt skridt i den retning i vort offentlige skolevæsen. Vore folkeskoler holdes ikke for de fattige således som de engelske almueskoler, hvor der desuden kræves betaling af alle, som kan betale; heller ikke er hovedformålet med dem at værne staten imod uvidenhed. Det er kun underordnede bevæggrunde. Men hovedbevæggrunden til, at vi holder folkeskoler, er den, at langt den største del af vort folk anser dem for at være det bedste middel til børnenes opdragelse. Det amerikanske samfund er i virkeligheden ved regeringens medvirken ordnet i samvirkende undervisningssamfund, og det med så gode resultater, at intet forslag om at afskaffe folkeskolesystemet ville blive taget alvorligt i nogen stat, hvor det har vundet indpas. Trods al demoralisation i vor politik er vore folkeskoler i det hele taget meget bedre end private skoler; og idet de samler børn af alle klasser, rige og fattige, jøder og hedninger, protestanter og katolikker, republikanere og demokrater, er de af uvurderlig betydning med hensyn til at nedbryde fordomme og hæmme klassefølelsens vækst. Det må også siges med hensyn til vore folkeskoler, at fordærvelig indflydelse snarere stammer fra, at vi ikke er gået vidt nok i retning af statsledelse, end fra, at vi er gået for vidt. I nogle af vore stater anskaffes de bøger, som børnene bruger, på offentlig bekostning og betragtes som skolens ejendom, der overlades eleven, når han optages i skolen eller klassen, og tilbagegives, når han forlader den. I de fleste af staterne må eleverne imidlertid selv anskaffe sig bøger, undtagen når forældrene ikke har råd til at købe dem. Erfaring har vist, at den første fremgangsmåde er langt den bedste, ikke alene fordi der, når bøger anskaffes til alle, ikke er nogen fristelse til falskeligt at udgive sig for uformuende, og fordi de, der virkelig er uformuende, ikke lider nogen ydmygelse derved, men også fordi der ikke er brug for nær så mange bøger, og fordi de kan købes billigere. Dette medfører ikke alene, at den samlede udgift bliver langt mindre, men at en vigtig korruptionsårsag bliver langt ringere; for kampen imellem de store skolebogsudgivere om at få deres bøger indført i folkeskolen, en kamp, hvori de fleste af dem ikke undser sig ved at gøre brug af stikpenge, når de kan komme af sted med det, har gjort meget til at nedværdige skolerådene. Denne demoraliserende indflydelse kan kun ryddes af vejen ved, at man lader skolebøgerne udarbejde på offentlig bekostning, som foreslået i mange af staterne.

Folkebogsamlingssystemet, der har sin oprindelse fra den folkeligsindede by Boston, vinder indpas over hele landet; og i forbindelse dermed holdes for offentlig regning både læsestuer og udlånsbogsamlinger til fri afbenyttelse. Også dette er et eksempel på en heldbringende udvidelse af regeringens kooperative virksomhed. Det samme er tilfældet med de offentlige parker og lystanlæg, som vi har begyndt at indrette.

Det er ikke alene muligt at gå endnu langt videre i retning af på offentlig bekostning at drage omsorg for folkets sundhed, uddannelse og adspredelse og for offentlig opmuntring til videnskab og opfindsomhed, men dersom vi kan forenkle og rense statsstyrelsen, vil det på mange andre måder og i langt rigere mål blive muligt for samfundet i dets forskellige underafdelinger at opnå de fordele for sine medlemmer, som frivillige samvirkeselskaber nu søger at opnå. Ikke alene kan man på denne måde opnå de mægtigste økonomiske fordele, men den stigende tilbøjelighed til falskneri og uhæderlighed, der er lige skæbnesvanger for den sjælelige og den legemlige sundhed, ville blive hæmmet, og man kunne i det mindste nå til en sådan ordning af industrien, at storkapitalens evne til at rive til sig vil blive meget mindre, og at visse kampe, der kan sammenlignes med krige, undgås. Samfundsudviklingens naturlige fremskridt går tydeligt i retning ad samvirke, eller, om man måtte foretrække dette ord: i retning ad socialisme, skønt jeg ikke holder af et ord, som der knyttes så forskellige og uklare meninger til. Civilisation er den kunst at leve sammen i inderligere forbindelse. At menneskeheden skulle bo sammen i enhed, er øjensynligt den guddommelige tanke, den guddommelige vilje, som er udtrykt i den fysiske og moralske tilværelses uforanderlige love, der lønner den lydige og straffer den ulydige. De farer, som truer det moderne samfund, er kun vrangsiden af de velsignelser, som det moderne samfund kan opnå. Den koncentration, som finder sted i alle industrigrene, er et nødvendigt udslag af vor fremgang i materiel udvikling. Den er ikke i og for sig et onde. Dersom dens følger i noget tilfælde er onde, skyldes det simpelt hen vore slette sociale indretninger. Den verden, som vi lever i, er indrettet således, at tusinde mennesker, der arbejder i fællesskab, kan frembringe mange gange mere end de samme tusinde mennesker, når de arbejder hver for sig; men dette nødvendiggør ikke, at de 999 er den enes trælle.

Lad mig gentage det, selv om det bliver atter og atter, for det synes mig at være den store lære, som de forhåndenværende sociale kendsgerninger indprenter den, der studerer dem, og som det er yderst vigtigt for os at agte på: de naturlove, som tillader sociale fremskridt, kræver, at disse fremskridt lige så vel skal være intellektuelle og moralske som materielle. De naturlove, som giver os dampskibet, lokomotivet, telegrafen, bogtrykkerpressen og alle de tusinde opfindelser, som øger vort herredømme over stoffet og de materielle forhold, kræver større samfundsintelligens og et højere mål af samfundsmoral. Først og fremmest kræver de mere og mere bydende den retfærdighed imellem menneskene indbyrdes, der hviler på godkendelse af de naturlige rettigheders ligelighed.

»Søg først Guds rige og Hans retfærdighed (rigtig eller retfærdig handling), så skal disse ting gives eder i tilgift.« Det første skridt henimod en naturlig og sund ordning af samfundet består i at tilsikre alle mennesker deres naturlige, ligelige og uafhændelige rettigheder til den materielle verden. At gøre dette er ikke at gøre alt, hvad der er nødvendigt; men det er at gøre alt det øvrige lettere. Og gør vi ikke dette, er der intet andet, der nytter noget.

Jeg har i dette kapitel kortelig rørt ved emner, som ville kræve langt mere plads, hvis de skulle behandles grundigt. Det har været min opgave at påvise, at statsstyrelsens forenkling og rensning bliver yderst nødvendig for de virksomheders skyld, som den industrielle udvikling påtvinger regeringen, og fordi det tydeligere og tydeligere viser sig, at der er endnu flere virksomheder, som regeringen til fælles bedste burde overtage. I det følgende skal jeg søge at vise, hvorledes statsstyrelsen i høj grad kan simplificeres og demoraliserende indflydelse udelukkes, ved på en praktisk måde at hævde alle menneskers ligelige og uafhændelige ret til deres lands jord. For det er virkelig sandt, hvad den franske nationalforsamling udtalte, at landenes ulykker og regeringernes fordærvelse udspringer af uvidenhed om, forsømmelse af og ringeagt for de menneskelige rettigheder.

I dette kapitel og andetsteds, hvor jeg taler om regering, stat, samfund osv., bruger jeg naturligvis disse ord i deres almindelige betydning uden hensyn til bestående politiske inddelinger. Hvad der med rette henhører under kommune, under amt, under stat eller under sådanne statsforbund, som det utvivlsomt er civilisationens opgave at udvikle, er en sag, som jeg ikke er kommet ind på. Med hensyn til regeringens rette organisation og til magtens fordeling er der endnu meget, som trænger til at gennemtænkes.

Fortsættes: Hvad vi må gøre