Henry George: Samfundsspørgsmål
2 – Politiske farer

For den, der har syslet med fortidens historie, er det vanskeligt at tænke på den enestående storhed, som De Forenede Staters hurtige udvikling giver løfte om, uden en vis rædsel – noget af den følelse, som fik Amasis af Ægypten til at bryde sit forbund med den lykkelige Polykrates, fordi »Guderne tillader ikke dødelige en sådan lykke«. Eet kan vi i alt fald være visse på: den fart, der er i udviklingen, medfører farer, som kun en årvågen intelligens og en alvorlig fædrelandskærlighed kan værne os imod.

Der er en meget talende kendsgerning, som må gøre indtryk på enhver, der tænker over de svundne tiders og civilisationers historie! De store, rige og mægtige nationer har altid sat deres frihed over styr; det er kun små, fattige, isolerede samfund, der har bevaret friheden. Det er så kendt en sag, så at digterne altid har sunget om, at friheden elsker klipperne og bjergene, men gyser tilbage for rigdom og magt og glans, for den tætbefolkede by og det travle marked. Det er så kendt en sag, så at visse filosoferende historikere har søgt grunden til folkenes demoralisation og trælbundethed i deres rigdom på materielle hjælpekilder.

Friheden er det naturlige. Den oprindelige opfattelse er den, at alle borgere har lige ret, og politisk ordning går altid ud fra dette som grundlag. Det er først, når samfundsudviklingen skrider frem, at magten efterhånden midtsamles, og institutioner, som er grundlagt på lige ret, går over til at blive institutioner, som gør de mange til de fås trælle. Hvorledes dette går til, skal vi se. Enhver institution, hvortil der er knyttet regeringsmyndighed, har, efter som samfundet udvikles, en tilbøjelighed til at sætte sin egen virksomhed højt og centralisere sin magt; og de stærkeste af disse institutioner har desuden en tilbøjelighed til at opsluge de andres magt. Tendensen i den sociale udvikling går således i retning af at overdrage styrelsen til en særlig klasse. Og efterhånden som folkemængden vokser, og den enkelte får mindre og mindre magt og betydning i sammenligning med helheden, glider styrelsen efterhånden uden om massernes medvirken og kontrol. Føreren for en håndfuld krigsfolk eller matadoren i en lille landsby kan kun kommandere eller regere med alles samtykke, og enhver, der bliver forurettet, kan let appellere til sine ligemænd. Men når den lille flok bliver til en nation og landsbyen til et tætbefolket land, bliver overhovedets magt uden nogen formel tilføjelse i virkeligheden langt større. For efterhånden som mængden af hans handlinger tager til, bliver den kritiske prøvelse af dem vanskeligere, og det bliver mere og mere håbløst at føre klage over dem; den samlede magt, som han repræsenterer, bliver uimodståelig overfor den enkeltes magt. Og lidt efter lidt – efterhånden som magten således samles – går de oprindelige grundsætninger i glemme, og man vænner sig til den tanke, at masserne kun er født til at tjene magthaverne.

Der ligger således alene i samfundets vækst en fare for, at regeringen lidt efter lidt forvandles til noget, der er uafhængigt af og ophøjet over folket, og at en herskende klasse lidt efter lidt tilriver sig magten. De fremgangsmåder, som sætter indbyggerne i en lille by, hvor enhver kender sin nabo, og hvor alt, hvad der har fælles interesse, ligger lige for alles øjne, i stand til frit at styre sig selv – de samme fremgangsmåder kan, som vi så tit har set, i en stor by sætte en organiseret ring af plyndrere i stand til at vinde og fastholde regeringsmagten. Dertil kommer, som vi ser i vor kongres, ja endog i de enkelte staters lovgivende forsamlinger, at landets udvikling og den større mængde af særinteresser gør, at det bliver en mindre og mindre del af en repræsentants stemmeafgivning, som hans vælgere ved noget om eller bryder sig om at vide noget om. Og på samme måde har også de udøvende og dømmende myndigheder en stadig tilbøjelighed til at undslippe folkets kritiske tilsyn.

Men til de ændringer, som skyldes befolkningstilvæksten, kommer hos os de ændringer, som forbedrede industrielle metoder medfører. Dampkraft og maskiner fører til deling af arbejdet og til midtsamling af rigdommen og magten; arbejdere sammenstuves i hundredvis og i tusindvis for at tjene en enkelt mand eller et enkelt firma; små urtekræmmere og købmænd bliver ekspedienter og kommiser i store handelshuse. Vi har allerede aktieselskaber, hvis indtægter og lønningslister langt overgår de største staters. Og med denne koncentration bliver det lettere og lettere for disse store forretningsinteresser at indgå forbindelse med hinanden. Hvor nemt går det ikke for jernbaneselskaber, kul- og stålproducenter, ja, selv tændstikfabrikanter at slå sig sammen om at fastsætte priserne eller udnytte regeringsmagten. Der er i alle industrigrene tilbøjelighed til at danne ringe, som den enkelte står hjælpeløs overfor, og som udøver deres indflydelse på regeringen, når som helst de kan tjene deres egne interesser derved.

Det er ikke alene positivt, men også negativt, at ophobede formuer, hvad enten de er i enkeltmænds eller i selskabers hænder, har tilbøjelighed til at demoralisere regeringen og drage dem udenfor folkemassernes kontrol. »Intet er mere ængsteligt af sig end en million dollars – det skulle da være to millioner.« Storformuen støtter altid det parti, der er ved magten, hvor fordærvet det end måtte være. Den ivrer ikke for nogen reform, for instinktmæssigt er den angst for forandring. Den kæmper aldrig mod dårligt styre. Når den trues af dem, der har politisk magt, agiterer den ikke imod dem og appellerer heller ikke til folket; den køber dem bort. Det er fuldt så meget på denne måde som ved direkte indgriben, at den ophobede formue demoraliserer regeringen og hjælper til at gøre politik til en handel. Disse store pengeinteresser plejer også at yde bidrag til politiske fonde efter den regel: man skal holde sig på den rigtige side af dem, som har magten – ligesom jernbaneselskaberne lader præsident Arthur rejse frit, når han skal til Florida for at fiske.

Jo mere demoraliseret en regering er, des lettere kan rigdommen udnytte den. Hvor lovgivningsmagten kan købes, laves lovene af de rige; hvor retfærdighed er til salg, finder de rige øre hos domstolene. Og selv om storformuen ikke absolut foretrækker en fordærvet regering for en hæderlig regering, øver den alligevel en demoraliserende indflydelse. Et samfund, der er sammensat af meget rige og meget fattige, bliver let et bytte for enhver, som kan tilrive sig magten. De meget fattige har ikke ånd og intelligens nok til at gøre modstand, og for de meget rige står der for meget på spil.

Den dannelse af vældige formuer, som finder sted i De Forenede Stater, og den umådelige ophobning af rigdom i private selskabers hænder fører nødvendigvis til, at folket mister kontrollen med regeringens handlinger. Demokratiske regeringsformer kan opretholdes; men der kan være fuldt så meget tyranni og misregimente under demokratiske former som under andre – en demokratisk regeringsform er i virkeligheden yderst rede til at række hånd til tyranni og misregering. Romerne jog deres konger ud af landet og vedblev at nære afsky for kongenavnet. Men de krøb senere for mænd, der var langt mere tyranniske end deres konger havde været, kun at disse mænd kaldte sig cæsarer og imperatorer, hvilket fra først af ikke betød andet end vort »boss«. Vi har allerede under det populære navn »boss« udviklet politiske cæsarer både i vore kommuner og i vore stater. Hvis denne udvikling fortsættes, vil der med tiden komme en nationalboss. Vi er unge, men vi vokser. Den dag kan komme, da »Amerikas boss« bliver for den moderne verden, hvad Cæsar var for den romerske verden. Så meget er i det mindste vist: Demokratisk styre kan kun eksistere af navn, hvor rigdommen ikke er nogenlunde ligeligt fordelt – hvor den store masse af befolkningen ikke er personligt fri og uafhængig, hverken lænkebundet af deres fattigdom eller gjort til trælle af deres rigdom. Der er, når alt kommer til alt, nogen sund sans i en valgret efter formue. Den mand, som har en eller anden herre at takke for sit livsophold, Er ikke en fri mand. At give trælle valgret er kun at give deres ejere flere stemmer. At almindelig valgret kan øge rigdommens politiske magt i stedet for at mindske den, ser vi, når fabriksejere og minedriftsherrer får deres folk til at stemme. Friheden til at stemme må gå hånd i hånd med friheden til uden frygt og uden gunst at tjene sit brød. Kun på den måde kan man sikre sig et sundt grundlag for republikanske institutioner. Hvordan kan man sige om en mand, at han har et fædreland, når han ikke har ret til en eneste kvadrattomme af dets jord, når han ikke ejer andet end sine bare hænder, og når han, drevet af sult, må underbyde sine kammerater for at få lov til at bruge disse hænder? Når det kommer dertil, at landstrygere får stemmeret, så er visse grundsætninger ført ud til en latterlig og farlig yderlighed. Jeg har kendt valg, som blev afgjort ved, at man kørte »lemmer« fra fattiggården til valgstedet. Men en sådan afgørelse kan næppe være tjenlig for et godt styre.

Nede under alle politiske spørgsmål ligger det sociale spørgsmål om formuefordelingen. Dette opdager folk i almindelighed slet ikke, og de lytter til kvaksalvere, som vil helbrede symptomerne uden at røre ved sygdommen. »Lad os vælge gode mænd til de offentlige stillinger!« siger kvaksalverne. – Ja, lad os fange små fugle ved at strø salt på deres hale!

Det tjener os bedst at se tingene lige i øjnene. Forsøget med folkestyre i De Forenede Stater er øjensynligt slået fejl. Ikke just at det er slået fejl alle vegne og på alle punkter. Et forsøg af den art har ikke nødig at gennemføres fuldt og helt for at vise sig som et fejlgreb. Men når der er tale om hele landet i almindelighed, lige fra Atlanterhavet til Stillehavet, lige fra Søerne til Mexicobugten, er vort folkestyre i høj grad blevet og vil i endnu højere grad blive et styre af de stærkeste og mest samvittighedsløse.

Folket bliver naturligvis ved med at have stemmeret; men det mister mere og mere sin magt. Penge og organisation får mere og mere at sige ved valgene. Både i kommunernes, i staternes og i unionens politik er »valgmaskinen«s magt i stadig stigning. Mange steder er den blevet så stærk, at den jævne borger ikke har mere indflydelse på det styre, han lever under, end han ville have i Kina. Han hører i virkeligheden ikke til en styrende klasse, men til en styret. Det kan hænde, at han af lutter lede stemmer på »den anden kandidat« eller »det andet parti«; men han opdager i almindelighed, at han kun har opnået at skifte herrer, eller at han har beholdt de samme herrer under andre navne. Og han begynder at finde sig i sin skæbne og at overlade politikken til politikerne som noget, en hæderlig mand, der har agtelse for sig selv, ikke kan give sig af med.

Vi udskiller mere og mere en regerende klasse eller rettere en klasse af prætorianere, som gør det til en forretning at vinde politisk magt og derefter sælge den. Typen for den vordende partifører er ikke tidligere dages taler eller statsmand, men den snu direktør, som ved, hvordan man skal behandle arbejderne, hvordan man skal knytte de pekuniære interesser sammen, hvordan man skal tjene penge og bruge dem, hvordan man skal samle sig tilhængere og sikre sig deres troskab. Den ene partimaskine samvirker med den anden; politikerne har nemlig ligesom jernbane-direktørerne opdaget, at samarbejde betaler sig bedre end konkurrence. Således gør man ringene uovervindelige, og de store pengeinteresser når deres mål, hvordan valgene end spænder af. Der er selvstyrende stater, som er så fuldstændig i hænderne på ringe og sammenslutninger, så det synes, som om intet mindre end en revolutionær opstand vil kunne afkaste åget. I virkeligheden er det et stort spørgsmål, om ikke regeringen allerede nu står hævet over folkets kontrol. Vist er det, at selve det at være indehaver af regeringsmagten i nogen tid har sikret indehaverne besiddelsen. Og i det mindste een gang har der på præsidentstolen siddet en mand, som ikke var valgt til det. Dette skyldtes naturligvis skævheder hos de, som var valgt, og mangel på fasthed hos de, som støttede ham. Men det hændte altså ikke desto mindre.

De store jernbanedirektører kan sagtens sige: »Blæse være med folket!« Når de har brug for folkets kræfter, køber de folkets herrer. Man farvelægger amerikakortet for at vise skellene mellem de enkelte stater og territorier. Et kort over den virkelige politiske magt ville lade hånt om statsgrænserne. Her ville være en stor plet, som betegner Vanderbilts landområde; hist ville en lysende plet betegne staten Jay Gould; een farve ville afmærke kejserdømmet Stanford og Huntington, en anden det nyere rige Henry Villard. De stater og dele af stater, som står under Pennsylvania-jernbanens herredømme, ville blive adskilt fra dem, som beherskes af Baltimore- og Ohiojernbanens og så fremdeles. Man tror, at det er de selvstændige forbundsstater, der er repræsenteret i vort senat, men hvad der faktisk er repræsenteret, er jernbanekongerne og de store pengeinteresser, selv om også en minespekulant fra Nevada eller Colorado nu og da får lov til at købe sig sæde for ærens skyld, når han kun ikke er fjendtlig sindet imod de herskende magter. Og domstolene er lige så vel som senatet ved at blive fyldt med korporationernes håndgangne mænd. En jernbanekonge gør sin sagfører til højesteretsdommer, ligesom en stor herremand i fordums dage gjorde sin kapellan til biskop.

Vi får ikke engang en billig regering. Vi kunne holde en hel kongelig familie, bygge den paladser som Versailles eller Sans Souci, give den hoffolk og livvagt, garderobemestre og parkvogtere, lade den holde baller, der var kostbarere end fru Vanderbilts, og bygge den lystbåde, der er finere end Jay Goulds – alt sammen for meget mindre end det, der spildes og stjæles under vort såkaldte folkestyre. Hvilken smuk indtægt ville ikke en hertug af New York, en Marquis af Philadelfia eller en Greve af San Francisco have, hvis han ville styre disse kommuner for halvdelen af det, der nu går til spilde eller stjæles.

Folket er i stor udstrækning klar over dette, og der er megen utilfredshed blandt masserne. Men der savnes noget af den intelligente interesse, som er nødvendig for at afpasse den politiske organisation efter de skiftende forhold. Det synes at være den almindelige opfattelse, at reformer kun består i personskifte eller partiskifte, ikke i systemskifte. Politiske børn, som vi er, tilskriver vi slette mennesker eller slette partier det, som i virkeligheden udspringer af dybtliggende almene årsager. Vore to store politiske partier har i virkeligheden ikke noget andet mål end det at bevare taburetterne eller at tage dem fra det andet parti. På partiernes yderste fløj står dels de såkaldte »greenbacks«, der, med deres mere eller mindre klare tanker om, hvad de skal gøre ved pengespørgsmålet, står som repræsentanter for en vag social misfornøjelse, dels civiltjeneste-reformatorerne, der håber at fuldbyrde politiske reformer uden at give sig af med politik, og dels de, der vil afskaffe monopoler, men kun foreslår at tøjre lokomotiver med sejlgarn. Selv arbejderorganisationerne synes ængstelige for at gå videre i deres program end til sådanne forslag som ottetimers arbejdsdag, bureauer for arbejderstatistik o. lign.

Alt dette viser mangel på fatteevne og angst for at tænke. Det er ikke ved et tilfælde at regeringen demoraliseres og slipper ud af folkets hænder. Hvis vi virkelig vil skabe og opretholde en regering af folket, for folket og ved folket, må vi følge vor politik med den alvorligste opmærksomhed; vi må være rede til at gennemprøve vore meninger, at opgive gamle tænkemåder og antage nye; vi må give slip på fordomme og dømme med frisind. Den skipper, som uden at tage hensyn til vindskifte stadig har den samme sejlføring og holder den samme kurs, når aldrig i havn.

Fortsættes: Den kommende forøgelse af det social tryk