Henry George: Samfundsspørgsmål
10 – Menneskerettigheder
Der er mennesker, som, når det passer i deres kram, siger, at der ingen naturlige rettigheder er, men at alle rettigheder stammer fra bevillinger eller indrømmelser, givne af den øverste politiske magt. Det ville være tidsspilde at strides med sådanne mennesker. Der er kendsgerninger, som er så åbenbare, at ingen drøftelse af dem er nødvendig. Og en af disse kendsgerninger, der godkendes overalt på jorden, er den, at der er rettigheder mand og mand imellem, som eksisterede, inden nogen regering dannedes, og vil vedblive at eksistere trods alle myndighedsmisbrug, at der er en lov, som står over alle menneskelige love, nemlig skaberens lov, som er indpræget og åbenbaret i naturen. Naturen er forud for og hævet over alle menneskelige love, og disse har kun gyldighed, hvis de er i overensstemmelse med den. At nægte dette er det samme som at påstå, at der overhovedet ikke er nogen målestok, hvorefter loves og institutioners retfærdighed eller uretfærdighed kan måles, at påstå, at ingen handling i sig selv er retfærdig og ingen handling i sig selv uretfærdig, at et lovbud, der pålagde mødre at dræbe deres børn, skulle modtages med samme agtelse som en lov, der forbød barnemord.
Disse naturlige rettigheder, denne højere lov danner det eneste sande og trygge grundlag for samfundsordningen. Ligesom vi, når vi vil fremstille en god maskine, må tage hensyn til de fysiske love, tyngdeloven, forbrændingsloven osv., og ligesom vi, hvis vi vil vedligeholde vor legemlige sundhed, må tage hensyn til de fysiologiske love, således må vi også, hvis vi vil opnå en fredelig og sund samfundstilstand, indrette vore institutioner efter de store morallove – love, som vi er ubetinget underkastede, og som står lige så højt over vor kontrol som stoffets og bevægelsens love. Og ligesom vi, når vi mærker, at en maskine ikke vil arbejde, slutter os til, at man ved dens bygning har overset eller trodset en eller anden fysisk lov, således kan vi også, når vi opdager en samfundssygdom eller et politisk onde, slutte os til, at man ved ordningen af samfundet har krænket moralloven og ignoreret de naturlige menneskerettigheder.
Disse naturlige menneskerettigheder er fremsat i den amerikanske uafhængighedserklæring som det grundlag, hvorpå et retmæssigt styre alene kan hvile:
»Vi hævder som selvindlysende sandhed: at alle mennesker er skabt lige, at de fra Skaberens hånd er udstyret med visse uafhændelige rettigheder, hvoriblandt ret til livet, ret til frihed og ret til at stræbe efter lykke, at regeringer, der kun har deres retfærdige magt i kraft af de regeredes samtykke, er oprettet mellem mennesker for at hævde disse rettigheder, at når som helst en regeringsform virker ødelæggende for disse formål, er det folkets ret at ændre eller ophæve den og at indrette en ny regering, der hviler på disse principper og har sin myndighed organiseret således, som folket finder det mest tjenligt for hævdelsen af dets sikkerhed og lykke.«
I indledningen til USAs grundlov gøres de samme grundsætninger gældende:
»Vi, USAs folk, vedtager og fastsætter denne grundlov for »Amerikas Forenede Stater« for at danne et mere fuldkomment forbund, gennemføre retfærdighed, hævde den indre fred og ro, sørge for det fælles forsvar, fremme det almene vel og sikre os selv og efter slægten frihedens velsignelser.«
Og således er også i den store menneskerettigheds- og borgerrettighedserklæring, som Frankrigs nationalforsamling udstedte i 1789, den samme fundamentale og selvindlysende sandhed fremsat:
»Det samlede folks repræsentanter, samlede som nationalforsamling, har, da uvidenheden om, tilsidesættelsen af og ringeagten for menneskerettighederne er den eneste årsag til landenes ulykker og regeringernes fordærvelse, besluttet i en højtidelig erklæring at fastslå menneskets naturlige, umistelige, uforanderlige og hellige rettigheder…. Altså anerkender og hævder nationalforsamlingen i det højeste væsens nærværelse og under dets forsyn følgende rettigheder for ethvert menneske, enhver borger:
- Menneskene fødes og forbliver fri og lige i rettigheder. Social forskel kan kun grundes på hensynet til det almene vel.
- Enhver politisk sammenslutnings mål er bevarelsen af menneskenes naturlige og umistelige rettigheder. Disse er: frihed, ejendomsret, sikkerhed og ret til modstand mod undertrykkelse.«
En ting er det at hævde de evige grundsætninger, som de hævdes i oprørte tider, når mænd med overbevisning og med overbevisningens mod er de førende; en anden ting er det for et folk, som lige er ved at træde ud af uvidenhedens og overtroens nat og er trælbundet af en tænkemåde, der er præget af uret og undertrykkelse, at holde fast ved disse grundsætninger og føre dem ud i livet. Det franske folk har ikke været tro imod sine grundsætninger, heller ikke vi trods vore langt gunstigere vilkår. Og dette, skønt l’ancien regime med sin gudsbespottelige »guddommelige ret«, sin bastille og sine lettres-de-cachet er afskaffet i Frankrig. En »rød rædsel« og en »hvid rædsel«, anarki, maskeret som frihed, og imperialisme, støttet ved almindelig stemmeret, er kommet og har nået sin højeste udvikling i en sådan sølle indretning som vore dages franske republik. Og her hos os, hvor vi har vor jomfruelige jordbund, hvor vi er uberørte af udenlandske forviklinger og fri for mægtige og fjendtligsindede naboer, her er alt, hvad vi kan opvise, en anden sølle indretning af en republik med ringe og truster, med jernbanekonger, der har herredømme over hele stater, med demoralisationssygdom, der æder sig dybere og dybere ind imod det politiske hjerte, med landstrygere og strejker, med pralende uretfærdig rigdom, med børn, der slides op i fabrikkerne, og med kvinder, der arbejder sig til døde for brød.
Det er muligt for mennesker at se sandheden og hævde sandheden, gang efter gang høre og gentage talemåder, som indeholder sandheden, uden at have en virkelig levende forståelse af alt det, som denne sandhed rummer. Mænd, som underskrev uafhængighedserklæringen eller bifaldt den, mænd, som år efter år læste den, hørte den og ærede den, gjorde dette uden at tænke på, at de evige retsgrundsætninger, som den påkaldte, lige så vel fordømte negerslaveriet som Georg den Tredjes tyranni. Og mange, som vågnede til en fuldere sandhedserkendelse og hævdede de uafhændelige menneskerettigheder overfor slaveriet, indså ikke, at disse rettigheder indeholdt langt mere end en fornægtelse af ejendomsretten til menneskeligt kød og blod; de havde den forfængelige tro, at de fuldt ud havde hævdet disse rettigheder, når de havde frigjort slaverne og givet dem stemmeret, akkurat som deres fædre troede, at de til fulde havde hævdet menneskerettighederne, når de unddrog sig lydigheden over for den engelske konge og oprettede en demokratisk republik her.
Nutidens amerikanere har almindeligvis den opfattelse, at imellem os er de lige og uafhændelige menneskerettigheder nu fuldt ud anerkendt. Fattigdom, forbrydelse, lav arbejdsløn, »overproduktion«, politisk fordærvelse osv. hører nu engang til naturens orden – eller, om nogen vil have det mere bestemt udtrykt: det eksisterer, fordi Gud, Skaberen, vil, at det skal eksistere. Jeg mener dog, at disse onder påviseligt skyldes det, at vi ikke fuldt ud anerkender de lige og uafhændelige rettigheder, som alle mennesker har fra gud, deres skaber – det, der i uafhængighedserklæringen hævdes som selvindlysende sandhed.
Jeg tror, den franske nationalforsamling havde ret, da den, inspireret af den samme ånd, som gav os politisk frihed, for et hundredår siden erklærede, at den store årsag til samfundsulykker og regeringsfordærvelse er uvidenhed om, tilsidesættelse af og ringeagt for menneskets rettigheder. Og ligesom hungersnøden, der dengang hærgede Frankrig, regeringens bankerot og fordærvelse, arbejderstandens dyriske nedværdigelse og aristokratiets demoralisation alt sammen direkte kunne tilbageføres til fornægtelsen af de lige, naturlige og umistelige menneskerettigheder, således har de sociale og politiske spørgsmål, som nu truer den amerikanske republik og for øvrigt hele den civiliserede verden, deres udspring fra den samme kilde.
Lad os nøjere undersøge sagen! Den lige, naturlige, uafhændelige ret til liv, frihed og lykkestræben, indeholder den ikke ethvert menneskes ret til frit at bruge sine evner til at skabe et udkomme for sig og sin familie, kun begrænset af alle andres lige så store ret? Kræver den ikke, at enhver skal have frihed til at frembringe, opspare og nyde så megen rigdom, han kan, uden at gøre indgreb i andres lige så store ret? Kræver den ikke, at ingen skal kunne tvinges til at yde arbejde for nogen anden eller til at afgive sit arbejdsudbytte til nogen anden? Kræver den ikke, at ingen skal have lov til at fravriste nogen anden hans arbejde eller arbejdsudbytte? Alt dette er så selvfølgeligt. At anerkende alles lige ret til liv og frihed og samtidig fornægte ejendomsretten – menneskets ret til sit eget arbejde og dets fulde udbytte – ville være spilfægteri.
Men det er jo netop det, vi gør. Vor såkaldte anerkendelse af de lige og naturlige menneskerettigheder er for masser af vort folk intet andet end spilfægteri, og efterhånden som det sociale tryk vokser, bliver det en stadig beskere hån imod større og større masser, fordi vore institutioner undlader at sikre menneskene retten til deres arbejde og dets fulde frugt.
At denne fornægtelse af menneskets første og vigtigste rettigheder er årsag til fattigdommen på den ene side og de overdrevne rigdomme på den anden og til al den ødselhed, demoralisation og korruption, som følger af den skammelig ulige rigdomsfordeling, er let at se.
Da jeg jo taler om tilstande, der er almindelige over hele den civiliserede verden, vil jeg først som eksempel omtale et andet land; vi ser nemlig ofte vor næstes fejl meget klarere end vore egne. England, hvorfra vi har vort sprog og vore institutioner, er bag efter os i den formelle anerkendelse af politisk frihed; men der er lige så stor industriel frihed der som her, ja i visse henseender større; for skønt England endnu ikke har fået frihandel, er det dog blevet den beskyttelsessvindel kvit, som vi endnu kæler for. Og englænderne – de stakler! – er som helhed tilfredse med deres frihed og praler af den. De har den idé, for det har været præket så længe for dem, at de fleste troskyldigt tror derpå: at englænderne er det frieste folk i verden; de synger »Briter bliver aldrig slaver«, så man skulle tro, det var sandt, at slaver ikke kunne ånde i britisk luft.
Lad os iagttage en mand af dette folks brede lag – en »fribåren englænder«, som gennem mange slægtled nedstammer fra »fribårne englændere« i Wiltshire eller Devonshire eller Somersetshire. Han bor på en jordbund, som man, hvis man kunne efterspore hans afstamning, ville finde, at hans fædre havde dyrket lige fra den tidlige angelsaksiske tid af. Han vokser op til manddom; vi vil ikke opholde os ved at undersøge hvorledes. Efter naturens orden tager han sig en hustru. Her står han nu som en mand iblandt sine lige i en verden, som skaberen har sat ham i, for at han skal skaffe sig livsopholdet ved arbejde. Han har visse fornødenheder, og efterhånden som han efter naturens orden får børn, bliver fornødenhederne flere; men han har i sin hjerne og sine muskler en naturskabt evne til at tilfredsstille disse fornødenheder fra naturens forrådskammer. Han forstår at grave og pløje, så og høste, og dér ligger den rige jord, lige så rede til nu som for tusinde år siden at give velstand i vederlag for arbejde. Regnen falder, solen skinner, og som kloden vandrer rundt i sin bane, følger vår efter vinter og sommer efter vår. Det er denne mands første og klareste ret at tjene sit brød, at omsætte sit arbejde i rigdom, at eje denne rigdom selv og bruge den til sit eget underhold og sit eget bedste og til underhold og til bedste for dem, som naturen har sat i afhængighedsforhold til ham. Han har ingen ret til at kræve noget andet menneskes fortjente løn, heller ikke har noget andet menneske ret til at kræve noget af det, han har tjent. Han har ikke ret til at tvinge noget menneske til at arbejde til fordel for ham, heller ikke har andre ret til at kræve, at han skal arbejde til fordel for dem. Denne ret til sig selv, til brugen af egne evner og til udbyttet af egen stræbsomhed, er en naturlig og selvindlysende ret, som fornuftigvis ikke kan bestrides, undtagen ud fra den gudsbespottelige påstand, at nogle mennesker er skabt til at arbejde for andre. Indrømmer man manden denne første og naturligste ret til sit eget arbejde og til frugterne deraf, da kan han i rigeligt mål producere, hvad han og hans familie har brug for. Hans arbejde vil efter naturens orden frembringe formue, som når den efter gensidigt ønske ombyttes med rigdom, som andre har frembragt, vil kunne forsyne hans familie med alle materielle livsgoder, og, bortset fra alvorlige uheld, sætte ham i stand til at føre sine børn frem og lægge så meget til side, at han og hans hustru kan hvile sig og tilbringe deres livs aften, de år, da kræfterne efterhånden svigter, uden at bede om nogens almisse eller være nogen anden end »Vor Fader, som er i himlen«, tak skyldige for milde gaver.
Men hvorledes stiller sagen sig i virkeligheden? Virkeligheden er den, at denne «fribårne englænder«s ret til sit eget arbejde og frugterne deraf er ham så fuldstændig nægtet, som om han ved lov var blevet gjort til slave; han er lige så sandt tvunget til at arbejde for at berige andre, som han ville være, hvis engelsk lovgivning havde gjort ham til en anden mands ejendom. Efter landets lov er han ingen træl; tværtimod, loven siger udtrykkeligt, at han er en fri mand – han har frihed til at arbejde for sig selv og frihed til at nyde frugten af sit arbejde. Men en mand kan ikke arbejde uden at have noget at arbejde på, så lidt som han kan spise uden at have noget at spise af. Det ligger ikke i menneskets magt at lave noget ud af intet. Det har ikke været Skaberens plan. Naturen lærer os, at den, som ikke vil arbejde, må sulte; men samtidig forsyner den os med alt, hvad der er nødvendigt for at kunne arbejde. Føde, klæder, husly og alle de ting, som tjener til at tilfredsstille vore ønsker, og som vi kalder formue, kan frembringes ved arbejde, men kun når det råmateriale, som de skal dannes af, kan hentes fra jorden.
At kaste en mand midt ud i Atlanterhavet og sige til ham, at han har fuld frihed til at gå i land, ville ikke være mere bitter ironi end at sætte en mand på et sted, hvor al jord er taget i privat eje af andre mennesker, og så sige til ham, at han er en fri mand, han har frihed til at arbejde for sig selv og nyde udbyttet af sit arbejde. Det er den stilling, vor englænder finder sig hensat i. Han er netop så fri, som han ville være, hvis han tørstende i ørkenen fandt det eneste kildevæld, der var i miles omkreds, befæstet og vogtet af væbnede mænd, som sagde ham, at han ikke kunne få noget at drikke, med mindre han indgik en »frivillig overenskomst« med dem om vilkårene. Havde englænderen levet for mange menneskealdre siden, i sine angelsaksiske forfædres tid, ville han, når han var blevet myndig og havde fået sig en hustru, have fået sig tilmålt en byggelod og en agerlod, han ville have haft sin ligelige andel i de store marker, som landsbyens beboere dyrkede i fællesskab; han ville frit kunne samle sit brændsel eller jage vildt i den fælles skov og græsse sit kvæg på de fælles græsgange. Endnu for få menneskealdre siden, efter at den jordtilegnelse, som begyndte under Tudor’erne, var gået for sig i adskillige hundrede år, ville han i de bestående almindinger have fundet svage levninger af den ældgamle grundsætning, at denne klode er tiltænkt alle mennesker, ikke nogle mennesker. Men nu finder han hver eneste fodsbred jord afspærret. De marker, som hans forfædre dyrkede og delte ligeligt, haves nu i privat eje af »Hans Herlighed«, der lejer dem ud til store forpagtere for så høj afgift, at de for at få en normal rente af deres penge må presse sveden ud af deres arbejdere. De ærværdige skove er indhegnet af høje mure med glasskår ovenpå; vildtfogder patruljerer med ladt bøsse og med myndighed til at føre enhver uvedkommende for øvrigheden, som gerne sætter ham i fængsel. Den gammeldags alminding er blevet til hans herligheds store lystpark, hvor hans fedekvæg græsser, hvor hans letfodede dyr yndefuldt afbider de friske skud. Selv de gamle fodstier, som gennem hasselkrat og langs rislende bække dannede genveje fra vej til vej, er nu afspærrede.
Dog, denne »fribårne englænder«, denne »brite, som aldrig skal blive slave,« kan ikke undvære jord. Han må finde en lille bid af jordens overflade, hvor han og hans hustru kan bo, et sted, de kan kalde deres »hjem«. Men, når undtages landevejene, findes der ikke så meget af fædrelandets jord, som de kan dække med deres fodsåler, som de må bruge uden at spørge et eller andet menneske om forlov. Og på landevejene ville de ikke få lov til at lægge sig hen, end mindre til at bygge sig en løvhytte. For at få et bosted i sit fædreland må vor »fribårne englænder« da gå ind på at arbejde så og så mange dage om måneden for en af Englands »ejere«, eller, hvad der bliver det samme, sælge sit arbejde eller frugterne deraf til en tredjemand og betale »ejeren« af en vis del af jorden for retten til at bo på jorden. Efter at vor »fribårne englænder« således har ofret en del af sit arbejde for af en af sine medskabninger at få tilladelse til at leve på jorden, må han, hvis han kan, begynde at arbejde på at frembringe føde, klæder osv. Men da han ikke kan arbejde uden jord at arbejde på, tvinges han til, i stedet for at tage fat på at arbejde for sig selv, at sælge sit arbejde til dem, som har jord. Dette må han gøre på betingelser, som de fastsætter, og disse betingelser er sådan, at han kun er i stand til at opretholde livet på den usleste måde. Med andre ord: hele frugten af hans arbejde bliver taget fra ham, og han får kun så meget af den tilbage, som selv den mest hårdhjertede slaveejer ville være nødt til at give sin slave – lige netop nok til at opholde livet. Han bor i en ussel rønne med et sønderbrudt gulv på den bare jord og et forfaldent stråtag, som regnen drypper ned igennem. Han arbejder fra morgen til aften, og hans hustru må gøre det samme; deres børn må til at arbejde, omtrent så snart de har lært at gå; de må luge, jage krager bort eller gøre andre lignende småtjenester for jorddrotten, der allernådigst lader dem leve og arbejde på sin jord. Sygdom er ofte følgen og alt for ofte også døden. Så er der ingen anden udvej end sognet eller »fru gavmild«, dvs. hustruen eller datteren af »egnens Vorherre«, som Tennyson kalder ham – eller hans almisseuddeler. Han, ejeren, om ikke skaberen, af denne del af verden, uddeler således i form af krænkende, nedværdigende nådegaver små knebne bidder af den rigdom, han har tilegnet sig ud af denne og andre lignende familiers arbejde. Såfremt arbejderen ikke »opfører sig ydmygt og ærbødigt overfor alle sine overmænd«, såfremt han ikke river sin fattige hat af sit tungnemme hoved, hver gang »Hans Nåde« eller »Hendes Nåde« eller »Hans Velbårenhed« eller nogen anden af deres håndlangere går forbi, såfremt han ikke opdrager sine børn til den ydmyghed, som disse folk finder passende og klædelig for de »lavere klasser«, såfremt der er mistanke om, at han kunne have taget sig et æble eller sat snare for en hare eller lumskelig fanget sig en fisk i bækken, mister denne »fribårne englænder« både almisserne og arbejdet. Han må da på sognet eller sulte. Han bliver bøjet og stiv før tiden. Han hustru er gammel og udslidt allerede i den alder, da hun endnu burde blomstre af kraft og skønhed. Hans døtre – de af dem, der lever – gifter sig, som han selv har gjort det, for at begynde et liv som deres moders, eller de bliver måske forført af »overordnede« og derefter med nogle få pund sterling sendt til en stor by for få år efter at dø i et utugthus, et hospital eller et fængsel. Hans sønner vokser op, uvidende og rå; de kan ikke forsørge ham, når han bliver gammel, selv om de ville, for de får selv for lidt tilbage af deres arbejdsudbytte. Den eneste tilflugt, de to ægtefæller har på deres gamle dage, er fattighuset, hvor disse udslidte trælle får lov til at være, til de dør, fordi man for skams skyld ikke vil lade dem sulte ihjel på landevejen. I fattighuset bliver manden skilt fra sin hustru, og det gamle par, til hvem statskirkens sognepræst har sagt: Hvad Gud har sammenføjet, må intet menneske adskille«, fører hver for sig en fængselslignende tilværelse, indtil døden kommer som en frigørelse.
I hvilken henseende er en sådan »fribåren englænder«s livsvilkår bedre end en træls? Og dog, hvis det billede, jeg har tegnet af de engelske landarbejderes kår, ikke er rigtigt, så er det kun, fordi jeg ikke har dvælet ved de mørkeste skygger – disse nedværdigede og forkuede menneskers fuldkomne uvidenhed, råhed og lave moral. I henseende til føde, klæder, husly, hvile og adspredelse og i henseende til moral var sydstaternes slaver gennemsnitlig utvivlsomt bedre stillet end de engelske landarbejdere nu til dags; deres liv var sundere, lykkeligere og mere indholdsrigt. Så længe en trivelig, velholdt, kraftig neger var 1000 dollars værd, ville ingen slaveejer, han være nok så selvisk og hjerteløs, byde sine negre de kår, som store masser af »fribårne englændere« må leve under. Men disse hvide slaver har ingen pengeværdi. Det er ikke arbejdet, der har kapitalværdi, men jorden, som behersker arbejdet. Man kan købe en mands arbejde for 9-12 shillings om ugen mindre end det ville koste at holde en slave i god sælgelig stand – og børns arbejde for 6 pence om ugen. Og når de er udslidt, kan de få lov at dø eller »gå på sognet«.
Nogle siger, at negrene er af en lavere race. Men disse Englands hvide slaver hører til den stamme, som har givet England dets videnskabsmænd og digtere, dets filosofer og statsmænd, dets handelsmænd og opfindere, der har været bolværket om det havomgjordede øland og har båret »meteorbanneret« ud over hele jorden. De er uvidende, nedværdigede og forkuede, de lever trællens liv og dør den fattiges død, simpelt hen fordi man har frataget dem deres naturlige rettigheder.
I samme nabolag, hvor man finder sådanne mennesker, hvor man ser snavsede arbejderhytter, i hvilke menneskelige væsener er stuvet sammen som svin, kan man også se prægtige herresæder, liggende i store, fløjlsbløde, egesmykkede parker; det er opholdsstedet for de lokale »almægtigheder«, som hofdigteren kalder dem, og som hine dybt sunkne englændere også næsten synes at regne dem for. De udfører aldrig noget arbejde – de praler af, at deres forfædre i hundreder af år aldrig har bestilt noget; de ser med den dybeste ringeagt, ikke alene på den stand, som arbejder, men også på den, hvis bedstefædre måtte arbejde. Alligevel lever de i den yderste luksus. De har byejendomme og landejendomme, heste, køretøjer, livréklædte tjenere, lystyacht og hundekobler; de har alt, hvad rigdommen kan give i retning af litteratur og uddannelse og rejseliv. Og de har rigdom tilovers, som de kan sætte i jernbaneaktier eller statsgældsobligationer, og som de kan købe jord for i USA. Men ikke et gran af denne rigdom har de frembragt. De har den, fordi det indrømmes dem, at de ejer jorden. De mennesker, der frembringer rigdommene, må nemlig af den grund afgive fortjenesten til dem.
Her er da, klart og synligt, udspringet, den oprindelige årsag til den ulighed i formuefordelingen, som i England volder en så gruelig, sjælsødelæggende fattigdom side om side med et sådant overmål af luksus. Og i byerne ses dette endnu mere åbenlyst end på landet. Her er, klart og synligt, grunden til, at arbejdet synes værdiløst, og at arbejdslønnen i alle de fag, hvor simple arbejdere kan bruges, søger nedad mod det yderste lavmål for livsopholdet. Berøvet den naturlige ret til jorden, behandlet som »uvedkommende« på Guds jord, tvinges mennesker til en unaturlig konkurrence om retten til en rent dyrisk tilværelse, en konkurrence, der i fabriksbyerne og i storstædernes fattigkvarterer nedsænker menneskene i et dyb af elendighed og fordærvelse, et dyb, hvori væsener, som er skabt i guds billede, står lavere end dyrene.
Og den samme ulighed i kår, som vi ser begynde her hos os, har den ikke sin grund i den samme oprindelige årsag? Amerikansk borgerskab medfører ingen ret til amerikansk jord. Den første og væsentligste menneskerettighed – retten til liv, frihed og stræben efter lykke – fornægtes her lige så fuldstændigt som i England. Og de samme resultater må følge deraf.
Fortsættes: Affald fjernes