Henry George: Samfundsspørgsmål
14 – Maskinernes virkninger

Hvordan uvidenhed om, tilsidesættelse af og ringeagt for menneskerettigheder kan gøre et samfundsgode til et samfundsonde, ser vi klart, når vi eftersporer virkningerne af de arbejdsbesparende opfindelser.

Det er ikke alene af blind modvilje mod nyindretninger, at selv de mere tænksomme og intelligente kinesere modsætter sig indførelsen af den vestlige civilisations arbejdsbesparende maskiner i deres tæt befolkede land. De ser godt de fortrin, som opfindelserne i mange retninger har givet os, men de mener, at disse fortrin til syvende og sidst må betales alt for dyrt. Østens opfattelse af de større kræfter, som vestens civilisation råder over, svarer i virkeligheden til den europæiske middelalders opfattelse af de kræfter, som man troede at kunne opnå herredømme over ved hjælp af den »sorte kunst«, men som man til sidst måtte betale med et ødelagt legeme og en fordømt sjæl. Og der er meget i vor civilisations tilsyneladelser og tendenser, som kan styrke denne kinesernes opfattelse.

Det er klart, at de opfindelser og opdagelser, der i løbet af dette hundredår så mægtigt har øget den formuefrembringende evne, ikke har vist sig at være et ublandet gode. Deres velsignelser bliver ikke alene ulige fordelt, men de fremkalder rent ud skadelige virkninger. De ophober kapital og øger denne kapitalophobnings evne til at monopolisere og udøve tryk; de gør arbejderen mere afhængig; de berøver ham de fordele, som dygtighed giver, og lejligheden til at opnå dygtighed; de mindsker hans herredømme over sine egne kår og hans håb om at forbedre dem; de indsnævrer hans ånd og nedbryder og afkræfter i mange tilfælde hans legeme.

Jeg synes, det er umuligt at iagttage den nuværende industrielle udviklingsgang uden at føle, at hvis denne er uundgåelig, da har de kinesiske tænkere ret, og da må de kræfter, som vi har taget i vor tjeneste, til sidst ødelægge os. Vi gør produktionsomkostningerne mindre; men ved at gøre dette forkrøbler vi børnene, gør kvinderne uskikkede til deres moderpligter og nedværdiger mændene til at blive rene maskinfodrere. Vi mindsker ikke tilværelseskampens vildskab. Skønt vi arbejder med en kraft og ihærdighed, som ikke levner ret mange af os tid til noget andet, vokser dog livets bekymringer for os i stedet for at tage af. Sindssygdom tager til, selvmord tager til, tilbøjeligheden til at undgå ægteskab tager til. Vi udvikler på den ene side umådelige formuer, på den anden side rene pariaer. Dette er sygdomssymptomer, som ikke kan opvejes af nogen vinding.

Dog er det åbenbart urigtigt at tilskrive de forbedringer og opfindelser, der således ændrer de industrielle og sociale forhold, noget i sig selv godt eller noget i sig selv ondt. De øger simpelthen magten – og magt kan virke godt eller ondt, efter som den er under fornuftens herredømme eller ikke.

Lad os overveje virkningerne af de arbejdsbesparende maskiners indførelse, eller rettere virkningerne af alle de opdagelser, opfindelser og forbedringer, som øger den produktion, et vist mål af arbejde kan give.

I det primitive samfund, hvor hver enkelt familie ved sit eget arbejde tilfredsstiller sine fornødenheder, vil enhver opfindelse eller opdagelse, som øger evnen til at tilfredsstille een af disse fornødenheder, øge evnen til at tilfredsstille dem alle, da det arbejde, som spares på eet område, kan ofres på andre områder.

Når arbejdsdeling har fundet sted, og de forskellige dele af produktionen er overtaget af forskellige mennesker, vil den fordel, som opnås ved en arbejdsbesparende forbedring i een produktionsgren, på tilsvarende måde udlignes på dem alle. Hvis der f.eks. indføres forbedringer i klædevævning og jernudvinding, vil følgen blive, at man kan få mere klæde og mere jern for en hektoliter korn, og landmanden kan skaffe sig en vis mængde af de ting, han har brug for, ved mindre arbejde end før, eller en større mængde ved det samme arbejde som før. Og det samme er tilfældet med andre producenter.

Selv når forbedringen holdes hemmelig, eller opfinderen i nogen tid værnes ved et patent, kan de gode virkninger kun delvis holdes tilbage. Der er i almindelighed det ejendommelige ved de arbejdsbesparende forbedringer, i alt fald efter at et vist færdighedstrin er nået, at det af økonomiske grunde er nødvendigt at producere større mængder. Og de, som har monopolet, drives af deres lyst til større fortjeneste til hellere at producere mere til en lavere pris end at producere samme mængde til den tidligere pris; derved sættes de, som producerer andre varer, i stand til ved mindre arbejde at skaffe sig de ting, som er blevet til ved den arbejdsbesparende produktion, og således spredes en del af fordelene, og det i reglen den største del, over hele industriens område.

På denne måde har alle arbejdsbesparende opfindelser tilbøjelighed til at øge det samlede arbejdes produktive evne, og for så vidt de ikke monopoliseres, bliver hele fordelen derved på denne måde fordelt. For hvis arbejde i eet fag blev mere fordelagtigt end i andre, ville arbejdskraften drages derhen, indtil ligevægt i de forskellige erhverv var genoprettet. Den samme tendens vil, hvis den ikke ad kunstig vej hindres, ligeledes give kapitaludbyttet en vis almenhøjde. Den direkte virkning af de forbedringer og opfindelser, der øger produktionsevnen, er – det bør man lægge mærke til – altid øget arbejdsudbytte, aldrig øget kapitaludbytte. Den fordel, som opnås ved forbedringer, der ved første øjekast snarere synes at spare kapital end arbejde – f.eks. en opfindelse, der sparer tid ved garvning af huder – bliver arbejdets fordel og ejendom. Grunden er, for ikke at komme ind på en udførligere forklaring, at arbejdet er den aktive faktor i produktionen. Kapitalen er kun dets redskab. Den store vinding, som visse kapitalister opnår ved at udnytte forbedringer, er ikke kapitaludbytte, men i almindelighed monopoludbytte; dog kan det undertiden være udbyttet af vovemod eller driftsdygtighed. Rentefoden, som er målestok for kapitaludbyttet, er ikke steget med vort århundredes mægtige arbejdsbesparende forbedringer, tværtimod, den har stadig haft tendens til at synke. Men det større kapitalbehov, som gerne er ejendommeligt for de arbejdsbesparende forbedringer, kan gøre det lettere for dem, som har store kapitaler, at oprette monopoler, hvorved de kan opsnappe, hvad der naturligt ville tilkomme arbejdet. Dette er imidlertid snarere en virkning af arbejdets mangel på evne til at inddrage fordelen af produktionsforbedringer, end det er en årsag dertil.

For at finde årsagen må vi gå videre. Medens arbejdsbesparende forbedringer øger arbejdsevnen, kan ingen forbedring eller opfindelse frigøre arbejdet fra dets afhængighed af jorden. Arbejdsbesparende forbedringer øger kun evnen til at frembringe rigdom af jorden. Og idet jorden er taget i privat eje af visse mennesker, som derved kan hindre andre i at bruge den, kan hele merudbyttet, der oprindelig tilkommer arbejdet, af jordejerne afkræves arbejderne i form af højere jordrente og højere varepriser. Som vi ser, har forbedringernes og opfindelsernes fremmarch altså hverken øget kapitalrenten eller arbejdslønnen, men dens almindelige virkning har overalt været at hæve jordværdien. Hvor man har opnået højere løn, skyldes det sammenslutning eller særlige årsagers sammenspil; men hvad arbejdet på sådan måde har vundet ud af den øgede produktivitet, som oprindelig knytter sig til arbejdet, er forholdsvis ubetydeligt. En del deraf er gået til forskellige andre monopoler, men den langt overvejende del er gået til jordmonopolet, har øget jordlejen og forhøjet jordværdien.

Jernbanen f.eks. er en mægtig arbejdsbesparende opfindelse. Den gør ikke, at landmændene kan avle mere korn, eller at fabrikanterne kan frembringe flere varer; men ved at nedsætte transportudgifterne øger den den mængde af forskellige ting, som kan fås i bytte for de frembragte produkter. Og dette er praktisk talt det samme.

Fordelene derved tilfalder oprindelig arbejdet; dvs., den fordel, jernbanen giver på vedkommende landområde, er at spare arbejde, at sætte den samme arbejdskraft i stand til at frembringe mere rigdom. Men som vi ser alle vegne, hvor jernbaner bygges, er det alligevel ikke arbejdet, der får udbyttet. Når jernbanen er et monopol – og i USA er den et praktisk talt uindskrænket monopol – bliver så stor en del af udbyttet som muligt, fraregnet et rimeligt vederlag for den indsatte kapital, opsnappet af direktørerne, der ved at opdigte driftsomkostninger, ved at udvande aktier og ved forskellige andre midler søger at maskere deres udsugelser, og i almindelighed plyndrer de aktionærerne, samtidig med at de flår publikum. Resten af udbyttet – den fordel, som efter disse fradrag endnu er tilovers til arbejdet – inddrager jordmonopolets indehavere. Når arbejdets produktivitet stiger, ja, endogså når der er udsigt til, at den vil stige, stiger jordværdien, og arbejdet, der må betale så meget mere for jorden, er afskåret fra enhver vinding. Erfaring har lært os, at vi ikke skal vente nogen stigning i arbejdslønnen, når en jernbane åbner adgang til ny egne; det, vi venter stigning i, er jordværdien.

New Yorks sporveje er store arbejdsbesparende indretninger, som gør det muligt i langt kortere tid og med langt mindre arbejde at føre folk fra den ene ende af byen til den anden. De har gjort de åbne pletter i den øvre del af øen tilgængelige for den nedre dels tætpakkede befolkning. Men de har ikke øget arbejdets løn, heller ikke gjort det lettere for den simple arbejder at leve. En del af udbyttet er blevet opsnappet af Cyrus Field, Samuel J. Tilden, Jay Gould og andre driftige og snedige folk. Hvad der derefter var til overs, er gået i jordejernes lommer. Sparing af tid og udgifter ved transporten har gjort en mængde ledig jord tilgængelig for en alt for tæt sammenstuvet befolkning, men efterhånden som denne jord er blevet tilgængelig, er dens værdi steget, og lejekaserne-befolkningen er så tæt sammenpakket som nogen sinde. Jernbanedirektørerne har tjent nogle millioner, ejerne af den pågældende jord nogle hundrede millioner; men New Yorks arbejderklasse er ikke blevet bedre stillet. Hvad de vinder ved forbedret samfærdsel, må de betale i højere leje.

Og sådan går det med enhver forbedring og ethvert materielt gode. Sæt, at de meget rige mænd i New York lige med eet blev besjælet af en sådan almenfølelse som den, der har givet sig udslag i Astor-biblioteket og Cooperinstituttet, og at det skulle blive dem en sådan lidenskab, at det fik dem til at ruinere sig selv i en kappestrid om at gavne deres bysbørn. Sæt, at en mand som hr. Gould gjorde kørslen på sporvejene fri, påtog sig udgifterne til brandvæsenet og gav hvert hus fri telefonforbindelse! Eller sæt, at hr. Vanderbilt for ikke at stå tilbage påtog sig udgifterne ved brolægning og gaderengøring og lod heste-sporvognene køre gratis! Og sæt, at Astor’erne byggede biblioteker i hver bydel. Sæt, at mænd med 50, 20, 10 eller nogle få millioner, drevne af den samme lidenskab, hver for sig eller i fællesskab, af deres egen lomme ville yde midler til rigelig vandforsyning, gratis varme, lys og drivkraft, forbedring og underhold af skolerne, åbning af teatre og koncertsale for folket, indretning af offentlige haver, bade og torve, åbning af lagre, hvor alt kunne købes en detail for den lavest mulige engros pris, kort sagt ville ofre alt muligt for at gøre New York til et billigt og behageligt opholdssted! Resultatet ville blive, at eftersom byen ville være så meget mere ønskværdig at bo i, ville flere mennesker søge dertil, og jordejerne kunne da tjene så meget mere på deres privilegium. Alle de nævnte velgerninger ville sætte huslejen op.

Således vil fordelen af enhver forbedring, af hvad art denne end måtte være, altid til sidst komme i jordejerens hænder, så længe jorden er monopoliseret. Hvis man nåede så vidt med arbejdsbesparende opfindelser, at arbejde ikke længer var nødvendigt til formuefrembringelse, ville resultatet blive, at jordejerne var herrer over al den rigdom, som kunne frembringes, og havde ikke engang nødig at give arbejdet, hvad der var nødvendigt til dets underhold. Øgedes selve jordens evner og kræfter, ville vindingen derved blive jordejernes. Ja, om det så var forbedringer i henseende til arbejdsevne og arbejdsdygtighed, ville det alligevel blive jordejerne, ikke arbejderne, der høstede fordelen.

Da jord er uundværlig for arbejdet, kan de, som har jordmonopolet, selv fastsætte vilkårene for arbejdet. Eller rettere: konkurrencen mellem dem, som ikke kan beskæftige sig selv og dog må have beskæftigelse eller dø af sult, vil tvinge arbejdslønnen ned til det laveste punkt, hvor det lige lader sig gøre for arbejderklassen at opholde livet og forplante sig. Ved dette punkt vil lønnen for det simple arbejde holde sig i alle lande, hvor jorden er helt monopoliseret, imod dette punkt vil lønnen for alt andet arbejde søge, idet den kun kan holdes oppe af de særlige forhold – kunstige eller ikke – der giver højere arbejdsløn i visse erhverv end i andre. Altså kan ingen forbedring, ikke engang i selve arbejdskraften – hvad enten den skyldes uddannelse, ligefrem øgning af muskelkraften eller evnen til at kunne nøjes med mindre søvn og tåle længere arbejdstid – hæve arbejdslønnen over dette punkt. Det ser vi i de lande og i de erhverv, hvor kvinders og børns arbejde er taget i brug for at hjælpe den naturlige forsørger med at tjene til familiens underhold. Og en større sparsommelighed og stræbsomhed ville kun kunne sænke arbejdslønnen, ikke højne den.

Dette er »arbejdslønnens jernhårde lov«, som tyskerne kalder den – den lov, som holder lønnen nede ved det lavmål, hvor det lige er muligt for arbejderne at leve og forplante sig. Den anerkendes af alle socialøkonomer, om end de fleste af dem tilskriver den andre årsager end den eneste sande. Den er tydeligvis et uundgåeligt resultat af, at jorden, som alle skal leve af, er gjort til nogle få menneskers udelukkende ejendom. Den, der er herre over jorden, er nødvendigvis også herre over de mennesker, som lever på den. De er lige så sandt og lige så helt hans trælle, som hvis hans ejendomsret til deres kød og blod var godkendt. Konkurrencen imellem dem om hos ham at opnå midler til livets ophold må tvinge dem til at afgive al deres fortjeneste til ham, på nær den nødvendige slaveløn, dvs. netop tilstrækkeligt til at holde deres arbejdsevne og deres mængde vedlige. Ligesom ingen tænkelig forhøjelse af trællens arbejdsevne eller nedsættelse af udgifterne til hans underhold kan komme ham selv til gode, således kan det, så længe jorden er monopoliseret, heller ikke komme den til gode, der ikke ejer andet end sit arbejde. Det kan kun øge jordværdien – den del af produktionen, som går i jordejerens lomme. Og som følge deraf bliver den større anvendelse af maskiner, den større arbejdsdeling, den større ulighed i formuefordelingen til direkte skade for arbejderhæren – gør arbejdernes kår tungere og mere håbløse, jo større de materielle fremskridt er. Selv en højere oplysning gør kun lidelserne større. Hvis trællen skal blive ved at være træl, er det en grusomhed at give ham nogen uddannelse.

Alt dette gør vi os endnu ikke helt klart, fordi den industrielle omvæltning, som begyndte med dampens indførelse, endnu kun er i sin vorden, og fordi befolkningens udbredelse over et nyt fastland lige op til vor tid har mindsket det sociale tryk, ikke alene her, men endog i Europa. Men det nye fastland bliver nu hurtigt indgærdet, og den industrielle omvæltning går sin gang med stadig større fart.

Fortsættes: Slaveri og slaveri