Hvad vi må gøre

Henry George: Samfundsspørgsmål
18 – Hvad vi må gøre

Trods fare for at trætte læseren vil jeg kortelig gentage:

Hovedkilden til de vanskeligheder, som truer os, er den tiltagende ulighed i formuefordelingen. Alle moderne opfindelser synes at bidrage dertil, og bevægelsen fremskyndes ved den politiske råddenskab og ved de privatmonopoler, som er indført ved misbrug af lovgivningsmagten. Men den oprindelige årsag ligger åbenbart i den grundlæggende indretning af samfundet – i de forhold, som vi har tilvejebragt mellem arbejdet på den ene side og arbejdsmaterialet og arbejdsmidlerne på den anden – mellem mennesket og den klode, som er hans bosted, hans værksted og hans forrådskammer. Ligesom jorden må være grundlaget for ethvert materielt bygningsværk, således må de institutioner, som regulerer jordens brug, være grundlaget for enhver samfundsordning og må påvirke denne ordnings hele væsen og udvikling. I et samfund, hvor lighed i de naturlige rettigheder hævdes, kan der åbenbart ikke være nogen stor formueulighed. Ingen uden de legemligt uduelige vil være afhængige af andre; og ingen vil være tvunget til at sælge deres arbejde til andre. Der vil være ulighed i henseende til formue, fordi der er ulighed mellem menneskene i henseende til energi, duelighed, fremsyn og flid; men der kan hverken være nogen meget rig klasse eller nogen meget fattig klasse. Og da hvert slægtled for sig får ligelig adgang til naturens erhvervskilder, vil ingen som helst formueulighed, der opstår i eet slægtled, have tendens til at vedvare gennem flere slægtled. I et sådant samfund må den politiske ordning, hvilken form den end har, være grunddemokratisk.

Hvad virkningen af en fortsat forbedring af de industrielle fremgangsmåder vil blive, når dette fastlands jord overalt er »indgærdet«, som den i løbet af få år vil blive, kan vi skønne, når vi overvejer, hvorledes virkningen af arbejdsbesparende opfindelser ville have vist sig i Europa, hvis ingen »ny verden« var blevet lukket op.

Det kan imidlertid siges, at jeg, idet jeg påstår, at hvor jorden er privatejendom, tilfalder fordelen af de industrielle fremskridt til syvende og sidst jordejerne, ikke agter på kendsgerninger og tillægger en enkelt grundsætning mere vægt, end den egentlig har, eftersom det er tydeligt, at en stor del af den øgede formue, der skyldes moderne forbedringer, ikke er tilfaldet jordejere, men kapitalister, fabrikanter, spekulanter, jernbaneejere og indehavere af andre monopoler end jordmonopolet. Det kan påpeges, at den rigeste familie i Europa er Rotschild’erne, som mere er lån-jobbere og bankmænd end jordejere, at de rigeste mennesker i Amerika er Vanderbilt’erne og ikke Astor’erne, at Jay Gould vandt sine penge ikke ved at skaffe sig jord, men ved børsspekulationer og ved at plyndre folket og ved hjælp af lejede sagførere, underkøbte dommere og demoraliserede lovgivningsmyndigheder.

Man kan spørge mig, om jeg ikke tillægger det toldjobberi og toldrøveri, der går under navn af »beskyttelse for det amerikanske arbejde«, nogen betydning eller det taskenspilleri, der drives med vort pengesystem.

Jeg har i de foregående kapitler givet svar på alle sådanne indvendinger; men for at gentage det i sammentrængt form vil jeg her svare: jeg overser ikke nogen af disse ting; men de afkræfter på ingen måde den selvindlysende sandhed, at når jorden er privat ejendom, må fordelen af alle forbedringer i produktionen til syvende og sidst tilfalde jordejerne.

Man tænke sig en ø, hvis jord ejes af nogle få af indbyggere! De øvrige indbyggere på øen må da enten leje jord af disse jordejere og svare afgift af den eller sælge deres arbejde til dem for en vis løn. Efterhånden som folkemængden tager til, må konkurrencen mellem ikke-jordejere om arbejde eller arbejdsmidler drive jordlejen op og arbejdslønnen ned, indtil de kun får det nødvendigste til livets ophold, og jordindehaverne får resten af øens produktion. Man tænke sig dernæst, at der indføres en eller anden forbedring eller opfindelse, som øger arbejdets ydeevne; det er da åbenbart, at så snart den bliver almindelig indført, må konkurrencen mellem de jordløse give hele fordelen deraf i hænderne på jordejerne. Det er ligegyldigt, hvor stor forbedringen er, den kan kun føre til dette endelige resultat. Dersom forbedringerne bliver så store, at al den formue, som øen kan frembringe, eller som jordejerne bryder sig om, kan tilvejebringes med halvt så megen arbejdskraft som før, kan jordejerne lade den ene halvdel af arbejderne sulte ihjel eller jage dem ud i havet; de kan også, hvis de er »fromme« mennesker af den gængse slags, som tror, at Gud, den Almægtige har villet, at disse arbejdere skulle leve, uagtet han ikke har sørget for nogen jord til dem at leve på, give dem fattigunderstøttelse eller sende dem over havet til et andet land, ligesom den engelske regering sender de »overflødige« irlændere bort. Men hvad enten de nu lod dem dø eller holdt dem i live, ville de ingen brug have for dem, og dersom opfindelserne skred frem, ville de få brug for færre og færre af dem.

Dette er den almindelige regel.

Men lad os tænke os, at der foruden denne befolkning af jordejere og forpagtere eller arbejdere, er en købmand, en opfinder, en spiller og en sørøver på øen for at vor ø helt kan være i overensstemmelse med den moderne virkelighed, vil vi forudsætte, at spilleren er en højst agtværdig spiller, en af dem, der stifter skolelegater og giver bidrag til hedningernes omvendelse, og at sørøveren er en meget dannet sørøver, som på sin lette krydser har en yachtklubs flag vajende og ikke et flag med en trold eller en dødningehoved som i gamle dage, men som alligevel tager sin told, og det endda mere regelmæssigt og mere virkningsfuldt end den gammeldags sørøver.

Lad os tænke os, at købmanden, spilleren og sørøveren hver for sig sidder godt i det og tjener gode penge. Så kommer opfinderen og siger: »Jeg har en opfindelse, som i høj grad vil øge arbejdets ydeevne og sætte jer i stand til at producere meget mere på denne ø end hidtil, så at I altså vil få meget mere til deling. Men betingelsen for, at jeg giver jer oplysning om denne opfindelse, er, at I går ind på at give mig procenter af dens udnyttelse.« – Dette går de ind på, opfindelsen tages i brug, og den øger i høj grad frembringelsen af formue. Men det gavner ikke arbejderne. Konkurrencen imellem dem tvinger dem stadig til at afgive en så høj jordrente eller nøjes med en så lav arbejdsløn, at de ikke bliver en smule bedre stillede end før. De kan fremdeles lige opretholde livet. Men hele udbyttet af opfindelsen går i dette tilfælde ikke til jordejerne. Opfinderen får en stor indtægt ud af sine procenter, og både købmanden, spilleren og sørøveren får meget større indkomster. Vi kan meget godt tænke os, at hver især af disse fire får en større indtægt, end nogen af jordejerne får, og at deres udbytte står i den mest slående modsætning til arbejdernes fattigdom. Arbejderne føler sig bittert skuffede ved, at de ikke får nogen del i den øgede rigdom, som var en følge af den indførte forbedring. De føler, at der er noget, der ikke er, som det bør være, og en og anden iblandt dem begynder endog at mumle noget om, at øens skaber sikkert ikke har dannet øen alene til bedste for nogle få af dens indbyggere, men at de selv, der lige så vel som de andre er Guds skabninger, også har en vis ret til at bruge øens jord.

Sæt da, at én stod op og sagde: »Hvad kan det nytte at drøfte sådanne abstrakte spørgsmål som jordspørgsmålet? Det kan jo ikke komme til at foreligge i praktisk politik i nogen nær fremtid, og det kan kun vække splid og almindeligt ubehag; desuden lugter det af kommunisme, og I ved meget godt, I arbejdere, som ikke ejer andet end den smule pjalter, I går i, at det er noget meget slemt og farligt noget, noget i lighed med plyndring af enker og faderløse, noget, der strider imod religionen! Lad os være praktiske! I arbejdere er fattige og kan næppe få føden, fordi I bliver snydt af købmanden, beskattet af opfinderen, narret af spilleren og udplyndret af sørøveren. Jordejere og ikke-jordejere, vi har fælles interesser overfor disse vampyrer. Lad os slutte os sammen om at standse deres udsugelser; købmanden tager en opgæld på 10-15 %  af alt, hvad han sælger. Lad os danne en brugsforening, som uddeler alting til indkøbspris, så arbejderne kan blive rige ved at spare købmandens overpris på alt, hvad de bruger! Opfinderen, ja, han har allerede fået nok; lad os gøre en ende på hans tagen procenter! Der vil da blive så meget mere til deling imellem jordejerne og de jordløse, og spilleren og sørøveren, nu vel, lad os gøre en brat ende på deres ufærd og jage dem væk fra øen!« 

Lad os tænke os, at der lyder et vældigt bifaldsråb – og så er disse forslag ført ud i livet! Hvad så? Så ville jordejerne blive så meget rigere. Arbejderne ville intet vinde, medmindre de skulle vinde en klarere forståelse af, hvad der er den inderste årsag til deres fattigdom. For selv om de, når de blev af med købmanden, ville kunne leve billigere, ville den indbyrdes konkurrence imellem dem snart tvinge dem til at afgive denne fordel til jordejerne enten i form af lavere arbejdsløn eller i form af højere jordrente. På lignende vis ville afskaffelsen af opfinderens, spillerens og sørøverens indtægter kun gøre jorden mere værdifuld og øge jordejernes indkomster. Hvad der sparedes ved at slippe af med købmanden, opfinderen, spilleren og sørøveren, ville komme jordejerne til gode, lige så vel som den øgede produktion, opfindelsen medførte.

Vi kan indse, at alt dette er rigtigt, som jeg har påvist det. Jernbanesystemets udvikling har, for at tage et eksempel, haft til følge, at næsten hele landets transportvæsen er kommet i hænderne på kæmpemonopolselskaber, som for det meste tager »alt, hvad trafikken kan bære«, og som tit på den skammeligste måde gør forskel på her og der. Som det fremgår af klager over dette, er virkningen deraf den, at jorden taber i værdi. Alt dette kunne imidlertid rettes, uden at arbejdslønnen højnedes, eller arbejdsvilkårene bedredes. Jorden ville kun blive værdifuldere derved, eller med andre ord: arbejdet ville til gengæld for det, der sparedes ved transportlettelsen, komme til at svare en højere afgift af jorden.

Således med alle monopoler – og der er masser af dem. Selv om alle monopoler undtagen jordmonopolet blev afskaffet, ja, selv om omsætningsomkostningerne ved hjælp af samvirkeforeninger eller andre påfund blev sparet, så at varer kunne føres fra frembringer til forbruger for næsten ingenting, selv om styret blev reformeret, så det blev fuldkomment i henseende til renhed og økonomi – intet som helst ville der derved være opnået i retning af ligelighed i formuefordelingen. Konkurrencen mellem arbejderne, der, når de ingen ret har til jorden, ikke kan komme til at arbejde uden andres tilladelse, ville øge jordværdien og tvinge arbejdslønnen ned til det mindst mulige, livet kan opholdes ved.

Misforstå mig ikke! Jeg siger ikke, at løsningen af alle samfundsspørgsmål ligger i hævdelsen af ethvert menneskes ligelige og uafhændelige ret til de naturelementer, hvoraf livet må næres og fornødenhederne tilfredsstilles. Jeg erkender fuldt ud, at der vil være meget tilbage at gøre, efter at vi har fuldbyrdet dette. Vi kunne hævde den lige ret til jorden, og dog kunne tyranni og røveri vare ved. Men hvad vi end ellers gør, så længe vi undlader at hævde den ligelige ret til naturens elementer, vil intet kunne afhjælpe den unaturlige ulighed i formuefordelingen, som rummer så mange onder og så mange farer. Vi kan reformere så meget, vi vil, så længe vi ikke gennemfører denne grundlæggende reform, kan vore materielle fremskridt kun virke i retning af at adskille vort folk i de umådelig rige og de grufuldt fattige. Hvor stor formuetilvæksten end bliver, vil folkets store mængde fremdeles blive trykket ned til lavmålet for livets ophold – og vi må fremdeles beholde vore talrige forbryderklasser, vore fattiglemmer og vore landstrygere, mænd og kvinder, der drives til nedværdigelse og fortvivlelse, fordi de er ude af stand til at tjene deres brød på en hæderlig måde.

Fortsættes: Den første store reform