Henry George: Samfundspørgsmål
20 – Den amerikanske landmand

Man påstår tit, at intet forslag om hævdelse af alles lige ret til jorden vil kunne få praktisk betydning i USA, fordi landmændene, som er selvejere, og som udgør den største del af vor befolkning, vil sætte sig derimod. Og de har en overvældende politisk magt, hvis de vil gøre brug af den.

At nye tanker langsommere baner sig vej iblandt landboerne end iblandt byboerne, er sandt, selv om det vistnok mindre gælder i USA end i noget andet land. Men for øvrigt er jeg af den mening, at de, der tror, USAs mindre jordbrugere danner et uovervindeligt værn om den private jordejeret, regner meget fejl.

Selv om man gik ud fra, hvad jeg ikke gør, at landmændene sikkert ville modsætte sig reformer, der medførte store almene goder, når det måtte antages, at disse reformer stod i modstrid med deres personlige småinteresser, er det alligevel ikke sandt, at de forslag, jeg har fremsat, står i modstrid med de fleste landmænds interesser. Tværtimod, de foreslåede forholdsregler ville være lige så afgjort til fordel for landbrugere som for lønarbejdere. Den almindelige landmand ville måske nok lige straks studse ved tanken om, at jorden virkelig skulle gøres til fælles ejendom; men når han får tid til at drøfte og overveje sagen, vil de, der nu søger at overbevise ham om, at det at lægge al skat på jordværdien er det samme som at lægge al skat på ham, ikke have mere udsigt til at nå deres mål, end slaveejerne havde, da de prøvede på at bilde negrene ind, at nordstaternes hære havde til opgave at indfange dem og sælge dem til Cuba. Landmanden kan i almindelighed læse, skrive og regne – i sager, der vedrører hans egne interesser, regner han endda særdeles nøjagtigt. Han står ikke uden for de store tankekstrømninger, om de end måske påvirker ham noget langsommere, og han er alt andet end en velfornøjet bonde, der er uvidende-tilfreds med tingene, som de er, og uimodtagelig for nye tanker. Han er allerede utilfreds og bliver det mere og mere. Hans hårde og indholdsfattige liv synes ham endnu hårdere og fattigere, når det sammenlignes med den spænding og glans, der er over livet i byerne, det liv, som han stadig læser om, selv om han ikke ret tit ser det. Og de store formuer, der ophobes af mennesker, som ikke yder noget bidrag til den samlede rigdoms forøgelse, vækker hos ham en følelse af uretfærdighed. Han begynder i det mindste at føle, at han bærer mere end sin rimelige del af samfundsbyrderne og nyder mindre end sin rimelige del af samfundsgoderne. Og skønt han endnu ikke er rigtig vågen, vender hans opmærksomhed sig mere og mere mod de økonomiske og sociale spørgsmål, efterhånden som de gamle politiske stridsemner går ud af spillet.

Det er indlysende, at den beskatningsændring, jeg foreslår som middel til at hævde og opretholde menneskenes ligelige ret til jordoverfladen, ville være til fordel for de landmænd, der bruger jord, som tilhører andre, være til fordel for dem, hvis gårde i virkeligheden ejes af prioritetshavere, og for dem, som gerne vil have gård at drive. Desuden er det ikke alene således, at de landmænd, hvis modstand man stoler på – de, der selv ejer deres gård – kun udgør et aftagende mindretal af de jordbrugende vælgere (hvilket jeg senere skal påvise), og kun udgør et lille og endnu stærkere aftagende mindretal af samtlige vælgere, men ændringen ville så åbenbart blive til fordel for de mindre landmænd, der udgør den store masse, at de, når de kommer til at forstå den, vil støtte den i stedet for at modsætte sig den. Det er vel sandt, at den landmand, der med sine egne hænder driver sin egen lille gård, er jordejer; men han er i endnu højere grad arbejder og som ejer af besætning, bygninger, redskaber osv. kapitalist. Det er ved arbejdet, som støttes af hans kapital, langt mere end ved nogen fordel, som jordværdien repræsenterer, at han skaffer sig sit livsophold. Hans interesse er først og fremmest producentens interesse, ikke jordejerens.

For nogle år siden levede der i Dublin en vis hr. Murphy; »rare Murphy«, kaldtes han for nemheds skyld, og fordi han var sådan en hyggelig Murphy. Han ejede jord i Tipperary; men da han havde en forvalter i Tipperary til at indkassere jordrente og til at smide forpagterne ud, når de ikke betalte, boede han selv i Dublin, hvor der var mere hyggeligt at være. Omsider opdagede han, at det dejligste sted i Dublin, ja det allerdejligste sted på jorden, var – i sengen. Følgelig gik han i seng og blev der i omtrent otte år; slet ikke fordi han var syg, men fordi han godt kunne lide at ligge i sengen. Han spiste sin mad, drak sin vin, røg sine cigarer, læste, spillede kort, modtog gæster, reviderede sin forvalters regnskaber, trak sine anvisninger på banken – altsammen i sengen. Da han havde ligget således i otte år, blev han træt af det og stod op og klædte sig på, og i nogle år gik han omkring som andre mennesker. Så døde han. Men hans familie var akkurat lige så velstående, som om han aldrig var gået til sengs, ja, endda mere; for medens hans indtægter ikke i mindste måde blev ringere ved, at han lagde sig i sengen, blev hans udgifter det.

Denne Murphy var en ægte jordejer, en ren og skær jordejer. Men lad nu den arbejdende landmand overveje, hvad der ville blive af ham og hans familie, dersom han og hans sønner lagde sig til sengs og blev liggende dér! Han ville da blive klar over, hvor meget hans interesser som arbejder er større end hans interesser som jordejer.

Den arbejdende landmand har ingen særlig fatteevne nødig for at indse, at afskaffelsen af al skat undtagen skatten på jordværdien i sandhed ville blive til hans bedste, hvordan den så end ville påvirke de større jordejere. Lad den arbejdende landmand overveje, hvorledes de indirekte skatters vægt hviler på ham, uden at han er i stand til at vælte dem af sig og lægge dem over på andre; hvorledes den øger prisen på næsten alt det, han skal købe, uden at øge prisen på noget af det, han har at sælge; hvorledes den tvinger ham til at bidrage forholdsvis meget mere til samfundshusholdningen end de, der er meget rigere end han – og han vil indse, at han i rigt mål vil vinde ved, at direkte beskatning træder i stedet for indirekte beskatning. Lad ham fremdeles overveje, og han vil indse, at han i endnu rigere mål vil vinde ved, at den direkte beskatning indskrænkes til jordværdien alene. Den arbejdende landmands jord er »forbedret« jord, og værdien af forbedringerne og den besætning, der bruges i driften, er i reglen meget stor i forhold til »nøgenjordsværdien«. Da nu ikke al værdifuld jord er således forbedret som den arbejdende landmands, idet der er langt mere værdifuld jord end forbedret jord, ville en ombytning af den nuværende skat på forbedringer og besætning med en skat på nøgenjordsværdien uden hensyn til forbedringer åbenbart blive til fordel for dem, der ejer forbedret jord, og især for de små ejere. Værdien af de forbedringer, der er knyttet til de små landejendomme, er nemlig langt større i forhold til jordværdien, end tilfældet er ved større ejendomme. En af følgerne af, at forbedringerne regnes for at være et passende beskatningsgrundlag, er da også den, at den mindre landmand beskattes langt hårdere, endog af sin jordværdi, end de større jordejere bliver.

Den arbejdende landmand har kun nødig at se sig om for at blive klar over dette. I nærheden af sin gård, der har 30-60 hektar land, vil han finde strækninger på 200-400 hektar, ja, nogle steder endog på flere tusinde hektar lige så værdifuld jord, hvor forbedringer, besætning, redskaber og inventar er forholdsvis langt ringere end på hans egen lille gård, eller hvor der slet ingen forbedringer er og ingen udnyttelse finder sted. I landsbyerne vil han finde jordlodder på nogle tusinde kvadratmeter, som helt eller delvis er uudnyttede, men som er mere værd end hele hans gård. Ser han længere ud, vil han se strækninger af jord med minerallejer eller med andre fortrinlige naturbetingelser, jord, som har en umådelig værdi, men som kun har få eller ingen skattepligtige forbedringer. Og ser han hen til de store byer, vil han finde tomme byggegrunde på nogle få hundrede kvadratmeter, der er mere værd end et helt »gods« af landbrugsjord af samme slags som hans egen. Går han ind i byernes indre, vil han finde yderst pragtfulde bygninger, der er mindre værd end den grund, de står på, og byggegrund efter byggegrund, der er mange gange mere værd pr. facademeter end hele hans jordlod. At lægge hele skatten på grundværdien vil åbenbart være enstydigt med både relativt og absolut at nedsætte de skatter, som den arbejdende landmand skal udrede.

Lægges alle skatterne på jordværdien, vil dette langt fra virke til fordel for byerne på landbrugsegnenes bekostning; tværtimod, det omvendte vil tydeligvis blive tilfældet. Den store jordværdistigning finder sted i byerne, og bliver tilvæksten ved at gå i samme spor som nu, vil dette fortsættes på samme måde. At lægge skatterne på jordværdien ville være at lette skatten i landbrugsegnene i forhold til skatten i byerne. Og dette ville kun være retfærdigt; for det er ikke alene folkemængdens tilstedeværelse i selve byerne, der giver byjorderne værdi, det er også tilstedeværelsen af den mere spredte agerdyrkende befolkning, som byerne er industrielle, kommercielle og financielle midtpunkter for.

Ved første øjekast kan landmanden måske nok synes, at det at afskaffe skatterne på alle andre ting end jordværdien ville være ensbetydende med at fritage de rigere byboere for skat og lægge den uforholdsmæssigt over på ham selv. Men drøftelse og eftertanke vil sikkert vise ham, at det omvendte er tilfældet. »Rørlig« ejendom bliver ikke, er aldrig blevet og kan aldrig blive retfærdigt beskattet. Den rige mand slipper altid lettere fri end den mand, der kun ejer lidt; og byen slipper lettere fri end landet. Skatter, som øger varepriserne, falder lige så hårdt på beboerne i tyndt befolkede egne som på beboerne i store byer, ja, i mange tilfælde meget hårdere på den arbejdende landmand, hvis ejendom for en stor del består af forbedringsværdier, end på ejerne af uudnyttet, værdifuld jord eller på de ejere, hvis jord har høj værdi i forhold til forbedringerne, som f.eks. i byerne.

Sandheden er, at den arbejdende landmand i høj grad ville vinde ved forandringen. Hvor han ville komme til at svare mere af jordværdien, ville han også blive fritaget for de skatter, der nu lægges på besætningen og forbedringerne, og for alle de indirekte skatter, der nu tynger ham så hårdt. Og da det at lægge skat på uudnyttet jord lige så fuldt som på udnyttet jord vil være det samme som at tvinge dem, der kun er ejere, til at sælge og til at tilintetgøre de værdier, der kun er spekulationsværdier, vil landmanden i de sparsomt befolkede egne kun få liden eller ingen skat at svare. Han vil ikke komme til at svare nogen nævneværdig skat, førend al den omliggende jord, der er lige så god som hans egen, var taget i brug, og han dermed havde opnået alle de fordele, der er ved at bo i en velbebygget egn.

Det, som den landmand, der selv ejer sin gård, ville miste, er jordens salgsværdi; men jordens nytteværdi ville være lige så stor som før, ja, i virkeligheden større end før, eftersom han ville få større udbytte af sit arbejde på den. Da salgsværdien af andre jorder ville blive påvirket på samme måde som hans, ville det nævnte tab ikke gøre det vanskeligere for ham at få en anden gård, hvis han ønskede at flytte. Og det ville blive lettere for ham at sætte sine børn i vej eller skaffe sig mere jord, når han med fordel kunne drive mere. Tabet ville være tilsyneladende, vindingen ville være virkelig. Det er bedre for den mindre landmand, og især når han har en voksende familie, at arbejdet er dyrt, end at jorden er dyr. Det kan synes meningsløst, men det er dog sandt, at små jordbrugere ikke vinder ved jordens stigning i værdi. Tværtimod, de går til grunde derved.

Så længe som den store mængde er tåbelig nok til at tillade det private jordeje, bliver dette med rette regnet for den sikreste af alle besiddelser. Jorden kan ikke brændes eller ødelægges ved nogen ulykkelig hændelse; den kan ikke bortføres; den har tilbøjelighed til stadig at stige i værdi, efterhånden som folkemængden øges og næringsfliden udvikles. Jordejendom er et synligt tegn på sikker velstand, og efterhånden som konkurrencen bliver skarpere, løfter den ejermanden op i en stilling som herre eller gud overfor de menneskelige skabninger, der ikke har nogen lovlig ret til denne planet; den medfører derfor social agtelse og ærbødighed. Af disse grunde holdes jorden i en højere pris i forhold til den indkomst, den yder, end noget andet, og den mand, for hvem øjeblikkelig indtægt er vigtigere end sikker pengeanbringelse, finder det billigere at leje jord end at købe jord.

Derfor var det, at de små jordejere i England, da jorden steg i værdi, ikke alene fristedes eller nødtes af livets omskiftelser til at sælge deres jord, men det blev mere fordelagtigt for dem at sælge den end at eje den, idet de kunne leje jorden billigere, end de kunne leje kapital. Ved at sælge og derefter leje jord opnåede den engelske landmand, der således var forvandlet fra jordejer til forpagter, i det mindste en tid lang at kunne udnytte mere jord og mere kapital, og ejendomsretten til jord gled således ud af hænderne på dem, hvis hovedopgave det var at skaffe sig livsopholdet, og over i hænderne på dem, hvis hovedopgave det var at få deres penge sikkert anbragt.

Denne udviklingsgang må også finde sted i USA, efterhånden som jorden stiger i værdi. Vi kan allerede iagttage den nu. Det er i de nyere dele af vore voksende byer, vi finder jævnt velstående folk boende i huse, som de selv ejer. Hvor jorden er værdifuldere, finder vi samme slags folk boende i lejede huse. I sådanne byer bliver husrække efter husrække bygget op og solgt almindeligvis på prioriteter, til familier, som på denne måde søger at få eget hjem. Men jeg tænker, det er den almindelige erfaring, at efterhånden som årene går, og jorden får større værdi, går disse huse og grunde fra de nominelle ejere, der bor i dem, over i hænderne på storgrundejere og bliver beboet af lejere. Således også i landbrugsegnene. Det er på steder, hvor jorden kun er steget lidt i værdi eller slet ikke steget, at vi finder hjem, som længe har været i en og samme arbejdende families eje. En mand, der havde ansættelse ved en af de store hovedjernbanelinjer, har fortalt mig, at den store vestgående udvandring af landmænd havde vakt hans opmærksomhed for jordspørgsmålets mægtige betydning; for ved en omfattende undersøgelse var han kommet til det resultat, at denne udvandring skyldtes jordværdistigningen. Efterhånden som jorden stiger i værdi, finder den arbejdende landmand det mere og mere vanskeligt for sine sønner at få gårde selv, medens den pris, han kan få, når han sælger, sætter ham i stand til at skaffe sig et betydelig større areal der, hvor jorden er billigere. Eller måske fristes eller tvinges han til at optage prioritetslån, og prioriteterne æder og æder, indtil de æder ham ud, eller indtil han finder det klogest at redde den sum, der udgør forskellen mellem prioritetsgælden og gårdens salgspris – og så drage vestpå. Og i mange tilfælde begynder han så forfra med prioritetsåget på nakken; for som nybyggeriet nu går for sig, bliver meget af den jord, som jernbaneselskaberne og spekulanter sælger til nybyggerne, solgt mod prioriteter. Og hvad resultatet sædvanligvis bliver, kan man slutte sig til, når man ser sådanne kundgørelser som dem, der er opslået på jernbanestationen i Counsil Bluffs. I disse kundgørelser udbydes tusindvis af oparbejdede landejendomme til salg på billige vilkår med hensyn til betaling. En mand køber ejendom på prioriteter, kan ikke betale, hvad han skal, eller bliver ked af det, og flytter bort, og ejendommen, som han har arbejdet op, sælges til en anden, ligeledes mod prioriteter. I almindelighed bliver udfaldet til syvende og sidst det, at panthaveren og ikke pantsætteren bliver den egentlige ejer. Jordbrug på prioriteter er i virkeligheden overgangsformen mellem jordbrug, der drives af små selvejere, og jordbrug, der drives af store ejere eller forpagtere.

Sagen er, at den typiske amerikanske landmand, den mand, der selv dyrker sin egen lille landejendom, er fremstået under forhold, hvor arbejdskraften var dyr og jorden billig. Efterhånden som disse forhold ændres, og arbejdskraften bliver billig, men jorden dyr, må han forsvinde her, som han er forsvundet i England.

I vore ældre stater er det allerede nu blevet umuligt for en mand, der begynder med sine bare hænder, at blive ejer af en gård ved hjælp af sit eget arbejde. Efterhånden som statsjorderne forsvinder, vil det blive umuligt overalt i USA. Og efterhånden som de små jordejere ved livets ulykker og omskiftelser drives fra deres ejendom eller finder det umuligt at konkurrere med den kapitalistiske stordrift, vil de ikke mere kunne komme på benene og må altså øge forpagternes og arbejdernes store hær. Således skrider jordejendomssammenhobningen fremad og må vedblive at skride fremad, dersom den private jorejeret bliver ved at stå ved magt. Det er langt fra at være i den arbejdende landmands interesse at forsvare den private jordejeret; tværtimod, jordejerettens fortsatte godkendelse betyder, at hans børn, om ikke han selv, skal miste enhver ret til deres fødelands jord – skal synke ned fra den fri mands kår til trællens kår.

Fortsættes: By og land