Henry George: Samfundsspørgsmål
6 – Fejlen i de nuværende sociale vilkår

Den trøstefulde teori, at det er naturens orden, at nogle skal være fattige og andre rige, og at den store og stadigt voksende ulighed i formuefordelingen ikke betyder, at der er nogen fejl ved vore institutioner, gennemsyrer vor litteratur og læres gennem pressen, i kirken, i skolen og på universitetet.

Vort land er et frit land, siger man til os – hver mand har en stemme, og hver mand har en chance. Arbejderens søn kan blive præsident; den, der er en fattig dreng i dag, kan være millionær om 30 eller 40 år, og millionærens børnebørn bliver måske fattige. Hvad kan vi ønske mere? Dersom en mand har energi, virkelyst, klogskab og fremsyn, kan han nå frem til stor rigdom. Dersom han ikke har dygtighed dertil, må han ikke anke over dem, der har. Hvis nogle nyder meget og yder lidt, er det, fordi de selv eller deres forældre havde store egenskaber, som satte dem i stand til at »erhverve sig ejendom« eller »lave penge«. Når andre må arbejde hårdt og alligevel kun har lidt, så er det, fordi de endnu ikke har fået begyndt, fordi de er uvidende, upraktiske, uvillige til at gennemføre den sparsommelighed, som er nødvendig til den første opsamling af kapital, eller fordi deres fædre havde mangler i disse henseender. Ulighed i vilkår stammer fra ulighed i den menneskelige natur, fra forskel i anlæg og evner hos de forskellige mennesker. Når en må slide 10-12 timer om dagen for nogle få hundrede dollars om året, medens en anden, som kun arbejder lidt eller slet ikke, har en indtægt af mange tusinde, kommer det af, at det, den første yder til øgning af det fælles forråd, ikke er stort andet end den bare muskelkraft; han kan ikke vente sig stort mere end dyret, fordi det ikke er stort andet end dyriske evner, han sætter ind i spillet; han er kun en menig i industriens store hær; han har at stå stille eller marchere, efter som det bliver ham befalet. Den anden er organisatoren, generalen, som styrer og leder hele den store maskine, som må tænke, lægge planer og tage forholdsregler; hans større indkomster svarer kun til de langt højere og sjældnere evner, han virker med, og den langt større betydning, hans virksomhed har. Skal uddannelse ikke have sin løn og dygtighed sin betaling? Hvad skulle spore nogen til at lære at udføre et arbejde godt, hvis ikke store belønninger ventede dem, der lærte at udmærke sig? Det ville ikke alene være en grov uretfærdighed, om en Rafael eller en Rubens ikke måtte få mere end en stakitmaler, men det ville hindre udviklingen af store malere. At afskaffe uligheden i kår ville være det samme som at afskaffe tilskyndelsen til fremskridt. Og dersom man med vold og magt ville dele rigdommen ligeligt, ville man ikke opnå andet end at gøre fortræd; inden ret længe ville der være lige så stor ulighed som før.

Dette er i det væsentlige den tale, vi stadig hører. Nogle tager den for god vare, fordi den smigrer deres forfængelighed, stemmer med deres interesser eller tilfredsstiller deres forhåbninger; andre fordi den er blevet hamret ind i deres bevidsthed. Som alle andre falske teorier, der opnår almindelig tilslutning, indeholder den megen sandhed. Men det er sandhed, som er løsrevet fra anden sandhed eller blandet med usandhed.

Det ville være håbløst at prøve på at pumpe et skib, der har et hul i skroget; men dermed er ikke sagt, at en læk ikke kan stoppes og skibet pumpes tørt. Det lader sig ikke nægte, at under de nuværende vilkår ville formueuligheden gøre sig gældende igen, selv om man vilkårligt udjævnede den for en lille tid; men det beviser ikke, at de vilkår, hvorfra denne ulighedstendens udspringer, ikke kan ændres. Og fordi der er forskel i menneskelige anlæg og evner, er det ikke givet, at den herskende formueulighed dermed er forklaret. Jeg har set både meget hurtige og meget langsomme sættere; men den dygtigste, jeg nogen sinde har set kunne ikke sætte dobbelt så mange typer som den langsomste, og jeg tvivler om, at forskellen er større i andre fag. Imellem normale mennesker er en højdeforskel på 1/6 eller 1/7 en stor forskel; den højeste kæmpe, man nogensinde har kendt, var næppe mere end 4 gange så høj som den mindste dværg, man har kendt. Og jeg tvivler om, at nogen god iagttager vil sige, at menneskenes åndelige ulighed er større end den legemlige. Men allerede nu har vi mænd, som er hundreder af millioner gange rigere end andre.

At den, som frembringer, skal eje, at den, som sparer, skal nyde, er i overensstemmelse med menneskelig fornuft og med naturens orden. Men den ulige rigdomsfordeling kan ikke forsvares på det grundlag. Hvor mange store formuer er der i grunden, som det med sandhed kan siges om, at de er ærligt tjent? Hvor mange af dem består i rigdomme, som er frembragt af ejerne selv eller af dem, som de nuværende ejere har fået dem fra? Mon der ikke skulle høre noget mere med til dannelsen af alle disse formuer end fremragende foretagsomhed og dygtighed? Egenskaber som disse kan give det første skub. Men når formuerne begynder at løbe op i millioner, vil der altid kunne findes en eller anden monopoldannelse, en eller anden tilegnelse af formue, som andre har frembragt. Ofte er der slet ingen fremragende foretagsomhed, dygtighed og selvfornægtelse til stede, men kun et større held eller en større hensynsløshed.

En mand, som jeg kendte, døde for nylig i San Francisco og efterlod sig 4 millioner dollars, som skal overgå til arvinger, der må opsøges i England. Jeg har kendt mange, der var mere driftige, mere dygtige og mere mådeholdne end denne mand, men som ikke har efterladt sig og ikke vil efterlade sig en eneste skilling. Denne mand blev ikke rig ved sin driftighed, sin dygtighed og sin afholdenhed; han har lige så lidt frembragt rigdommen som hans heldige slægtninge i England, der nu ikke har nødig at udrette noget resten af deres liv. Han blev rig derved, at han i tidligere dage havde fået fat i et stykke jord, der, efterhånden som San Francisco voksede, blev meget værdifuldt. Hans rigdom var ikke et udtryk for, hvad han havde tjent, men for, hvad eneretten til denne bid af jordens overflade satte ham i stand til at tilegne sig af, hvad andre tjente.

Forleden dag døde en mand i Pittsburg og efterlod sig 3 millioner dollars. Enten han nu har været særlig flittig, dygtig og økonomisk eller ikke, så var det i hvert fald ikke i kraft af disse egenskaber, han blev så rig. Han blev rig, fordi han rejste til Washington og hjalp til med at »lirke« et lovforslag igennem, som under udseende af at »beskytte de amerikanske arbejdere imod det europæiske fattigmandsarbejde« gav ham den fordel, der er at vinde ved en told på 60 %  Til sin dødsdag var han en trofast beskyttelsesmand og sagde, at frihandel ville ruinere vor »unge industri«. Det er klart, at disse 3 millioner dollars, som han kunne lægge til side fra sit eget lille englebarn af en »ung industri«, ikke er et udtryk for hans bidrag til den fælles produktion. Det var den fordel, toldtariffen gav ham, der satte ham i stand til at skovle dem sammen af andre folks fortjeneste.

Analyserer man de store formuer, vil man altid finde, at en sådan bestanddel af monopol, tilegnelse eller plyndring i stor udstrækning ligger til grund for dem.

Der er to slags mennesker, der altid taler, som om store formuer havde deres grund i kapitalens evne til at vokse: dem, der hævder, at den nuværende samfundsordning er, som den bør være, og dem, der fordømmer kapitalen og vil have kapitalrenten afskaffet. Typisk for den første slags er den mand, der opsparer sin fortjeneste og bruger overskuddet deraf til yderligere at øge produktionen og således bliver rig ved kapitalens naturlige vækst. Den anden slags udregner, hvilken umådelig sum en dollar, udsat til 6 %  rente og rentes rente, vil løbe op til i 100 år, og siger, at vi må afskaffe kapitalrenten, hvis vi vil undgå de store formuers vækst.

Men jeg tror, det vil være vanskeligt at påvise nogen stor formue, som virkelig skyldes den retmæssige vækst af en kapital, der er blevet til ved arbejdsomhed.

Rotschildernes store formue har sit udspring fra de rigdomme, som Landgreven af Hessen-Kassel samlede sig ved at sælge sit folk til England til at kæmpe imod vore forfædre, dengang de stred for deres uafhængighed. Den begyndte med de blodpenge, som denne lille tyran modtog fra store tyranner som betaling for sine undersåtters liv. Og den har nået sin nuværende vældige størrelse ved ågerrenter af lån som Europas fyrster rejste for at kunne holde undersåtterne i ave eller for at kunne påføre hinanden ødelæggende krige.

Den store formue, som Hertugen af Westminster, den rigeste af alle Englands rige mænd, råder over, er udelukkende et resultat af tilegnelse. En engelsk konge, der for længe siden er død, gav en af den nuværende Westminster-hertugs forfædre et stykke land, som London nu har strakt sig ud over – dvs. gav ham et privilegium, som det tungnemme engelske folk endnu godkender, og som sætter den nuværende hertug i stand til at tilegne sig store dele af det, som så mange tusinde af vor tids englændere tjener.

Eller for at vende tilbage til USA – tænk på familien Astor’s store formue! Den første Astor sluttede en overenskomst med nogle mennesker, der levede på hans tid, og i kraft af denne overenskomst har hans børn nu ret til at tage skat af andre folks børn, til at tage en meget stor part af det, som tusinder af New Yorks indbyggere tjener. Hovedbestanddelen deraf er hverken skabt ved produktion eller opsparing.

Tænk på den store Vanderbilt-formue! Den første Vanderbilt, som var færgemand, tjente penge ved hårdt arbejde og sparede dem op, men det var ikke arbejde og sparsommelighed, der satte ham i stand til at efterlade sig en så mægtig formue. Det var plyndring og monopolret. Så snart han havde fået penge nok dertil, brugte han dem som et våben til at fravriste andre deres arbejdsfortjeneste. Han ødelagde konkurrerende linier og skaffede sig eneret på visse dampskibsruter. Så gav han sig i lag med jernbaner og brugte der den samme taktik.

Eller tag den store Gould formue! Det er muligt, at hr. Gould fik sin første lille driftskapital ved særlig stor driftighed og selvfornægtelse. Men det er ikke det, der har gjort ham til herre over et hundrede millioner. Det blev han ved at ruinere jernbaner, underkøbe dommere, demoralisere lovgivningen, oprette ringe, truster og sammenslutninger for at kunne hæve eller trykke aktiekurser og fragttakster.

På lignende måde med de store formuer, som pacificbanen har skabt. De er blevet til ved en ad bagtrappepolitikkens vej gennemfart skamløs bortskænkning af jorder, obligationer og pengeunderstøttelser, ved monopolisering og bedrageri. Således er det også med de formuer, der er lavet af sammenslutninger som Standard Oil Company, Bessemer-Stål-Ringen, Whisky-Skat-Ringen, Lucifertændstik-Ringen og de andre ringe, der tjener til at »beskytte den amerikanske arbejder imod det europæiske fattigmandsarbejde«.

Eller tænk på de formuer, som laves ud af vellykkede patenter! Ligesom den del af så mange formuer, der kommer af den voksende jordværdi, er også disse en følge af rene og skære monopoler. Og skønt jeg ikke her skal drøfte patentlovenes hensigtsmæssighed, vil jeg dog i forbigående sige, at i langt de fleste tilfælde er de mænd, som skaber sig en formue ud af patenterne, ikke de mænd, som gør opfindelserne.

Læg mærke til den vigtige rolle, jordværdistigningen i USA har spillet og stadig spiller ved dannelsen af formuer! Her er der naturligvis et rent og skært monopol. Når jord stiger i værdi, betyder det ikke, at dens ejer har øget den almindelige velstand. Ejeren har måske aldrig set jorden eller gjort noget som helst for at forbedre den. Han bor måske – hvad der ofte er tilfældet – i en fjerntliggende by eller i et andet land. En stigning i jordens værdi betyder simpelt hen, at ejerne i kraft af deres rådighed over noget, som var til før mennesket, har magt til at tage en endnu større del af den rigdom, som frembringes ved andres arbejde. Både vort toldvæsen og vort indre skattevæsen har skabt monopoler og givet fordele til de hensynsløse; tænk hvor meget disse monopoler og fordele, hvor meget jernbane-, telegraf-, gas- og vandforsynings- og andre lignende monopoler har bidraget til at koncentrere rigdommen! Særtakster, truster, ringe, opkøberspekulation, aktieudvanding, børsspil, ødelæggende brug af rigdommen til undertrykkelse eller bortkøb af konkurrence (hvilket publikum naturligvis til syvende og sidst må betale) og meget andet, som vi herved kommer til at tænke på – overvej, hvorledes alt dette har medvirket til at skabe store formuer, og det vil i det mindste vise sig, at den ulige formuefordeling i stor udstrækning skyldes ren og skær plyndring; det vil vise sig, at grunden til, at de der arbejder så hårdt, har så lidt, medens mange af dem, der kun arbejder lidt, har så meget, især er den, at den ene klasses arbejdsudbytte på en eller anden måde rapses fra den for at øge den anden klasses indtægter.

At enkelte stadig hæver sig op fra den klasse, der får mindre, end de tjener, til den klasse, der får mere, end de tjener, beviser lige så lidt, at denne tingenes tilstand er den rette, som det, at søhandelsfolk stadig blev sørøvere og fik del i sørøveriets udbytte, ville bevise, at sørøveri var i sin orden, og at der ikke burde gøres noget for at hindre det.

Jeg fordømmer ikke de rige; heller ikke søger jeg ved at tale om disse ting at opvække misundelse og had. Kapitalen er et gode. Kapitalisten er en hjælper, dersom han da ikke tillige er en monopolist. Vi kan roligt lade enhver blive så rig, som han kan, når han kun ikke plyndrer andre derved.

Der er dybtgående fejl i den nuværende samfundsindretning; men det er ikke fejl, som ligger i selve den menneskelige natur eller i de samfundslove, der med lige så stor ret kan kaldes Skaberens love som de fysiske naturlove. Det er en fejl, der hidrører fra en slet ordning, som det står i vor magt at ændre. Den ideale samfundstilstand er ikke den, hvori alle får lige meget rigdom, men hvori enhver får i forhold til sit tilskud til den fælles beholdning. Og under en sådan samfundstilstand ville der ikke være mindre tilskyndelse til at gøre sig umage, end der nu er; tværtimod, der ville være langt mere. Menneskene vil blive mere virksomme og mere moralske, bedre arbejdere og bedre borgere, når enhver får, hvad han har tjent, og går hjem til sin familie dermed, end når de alle kaster fortjenesten i en pulje og spiller om den, indtil nogle har fået langt mere, end de kunne have tjent, og andre kun har fået lidt eller ingenting.

Fortsættes: Er denne verden den bedste af alle verdener?