Henry George: Samfundsspørgsmål
21 – By og land

Cobbet sammenlignede allerede i sin tid London med en stor svulst på Englands fagre åsyn. Der er sandhed i en sådan sammenligning. Der er ikke noget, der tydeligere viser usundheden i de nuværende samfundsforhold end dette, at menneskene i stadig større mængde sammenstuves i de store byer. Omtrent 12.000 stk. hornkvæg slagtes hver uge i New Yorks slagtehuse, og desuden kommer der fra Chicago omtrent 2.100 kvægkroppe om ugen, foruden hvad der går igennem byen til udførsel. Tænk, hvad alene denne del af en storbys fødevareforsyning betyder i henseende til jordens frugtbargørelse! I stedet for at føres tilbage til jorden, hvorfra de kommer, skylles alle disse frugtbargørelsesstoffer gennem kloakkerne ud i havet. Det gale ved denne sag er da også, at vi driver et udpinende jordbrug, som nedsætter jordens ydeevne år for år og i virkeligheden formindsker det område af jord, der lader sig bruge til at give vore voksende millioner næring.

I alle menneskelivets forhold kan lignende virkninger iagttages. Den vældige folkemængde i disse store byer er fuldkomment afspærret fra naturens hele mildnende indflydelse. De allerfleste af storbyens indbyggere sætter fra årets første til dets sidste dag aldrig deres fod på den moderlige jord, plukker aldrig en vild blomst, hører aldrig bækkens rislen, kornaksenes raslen eller bladenes hvisken, når den sagte vind suser gennem skoven. Alle naturens yndige og frydefulde indtryk er de lukket ude fra. Naturens lyd druknes i gadens tummel og naboernes sladder. Udsynet til naturen er stænget af høje husrækker. Sol og måne står op og går ned, og i højtidelig rækkefølge vandrer stjernebillederne hen over himmelen; men storbyens indespærrede mennesker ser dem kun, som man kan se dem nede fra bunden af et dybt stenbrud. Den hvide sne falder om vinteren, men bliver kun til et snavset sjap på stenbroen, og når solen om sommeren går ned, kastes en varme, der er værre end middagsheden, tilbage fra murenes og gadernes sten. Viseligt har myndighederne i Philadelphia sat navneplade på hvert træ i anlægget, for hvorledes skulle de børn, der vokser op i en sådan by, ellers kunne kende det ene træ fra det andet? Og hvordan skal de kunne skelne mellem græs og kløver?

Dette liv i de store byer er ikke det naturlige menneskeliv. Mennesket må under sådanne omstændigheder udarte både i legemlig, sjælelig og moralsk henseende. Og dog ender ondet ikke hermed. Det er kun den ene side af det. Det unaturlige liv i de store byer giver også et unaturligt liv på landet. Ligesom en svulst eller en byld ved at drage legemets sunde safter ind i sin giftige hvirvel udpiner alle de øvrige dele af legemet, således udmarver menneskesammenstuvningen i de store byer også livet ude på landet.

Mennesket er et selskabeligt dyr. Det kan ikke leve af brød alene. Lider det både legemligt og sjæleligt ved at være for tæt pakket sammen med sine medmennesker, så lider det også ved at være alt for fjernt adskilt fra dem. Naturens skønhed og storhed bliver uden interesse for mennesket, når det ikke kan komme sammen med andre mennesker; dens uendelige mangfoldighed bliver til ensformighed, hvor der ikke er noget menneskeligt samliv. Det legemlige velvære bliver fattigt og tarveligt, de ædlere evner slappes. Alt, hvad der gør mennesket til et højere væsen end dyret, må lide ved savnet af den oplivelse, menneskenes indbyrdes samvær giver. Se, hvor tomt den afsidesboende landmands liv er – hvor kedsommelig den rundgang i arbejde og søvn er, som en stor del af det glider hen med! Se, hvad der er endnu værre: den ensformige tilværelse, som hans hustru er dømt til – ingen adspredelse eller oplivelse, ingen tilfredsstillelse af smagen eller af harmoni- og skønhedsfølelsen, men den evindelige række af bekymringer og slid og slæb, der gør kvinder udslidte og rynkede, medens de endnu burde være i deres blomstring. Selv den uhygge og de onder, der er knyttet til livet i de tætpakkede lejekaserner, er ikke værre end den uhygge og de onder, der knytter sig til et sådant liv. Men alligevel, efterhånden som byerne vokser og på sundhedsskadelig måde sammenpakker mennesker lagvis, familie på familie, adskilles menneskene også ude på landet på usund måde. Alle vegne, hvor denne sammenstuvning i byerne går sin gang, virker den i retning af at gøre livet ude på landet fattigt og trangt og at unddrage det den sociale oplivelse og den sociale tilfredsstillelse, der er så nødvendig for menneskelige væsener. Det gamle sunde landsbyliv og bymarkliv er alle vegne ved at forsvinde. I England, Skotland og Irland er udtyndingen af befolkningen i landbrugsegnene lige så åbenlys som sammenstimmelen i byerne. Kører man hen ad landevejene i Irland, vil kusken, i alt fald hvis han er en ældre mand, pege på den ene plet efter den anden, hvor der i hans drengeår lå folkerige landsbyer, der i sommeraftenerne genlød af børnenes latter og ungdommens glade spøg, men som nu er fuldstændig øde og ikke har andet spor af menneskelig beboelse end en ensom, elendig hyrdehytte hist og her. I Skotland, hvor menneskene i en by som Glasgow lever så sammenpakkede, at de to tredjedele af familierne bor i lejligheder på et eneste værelse, og hvor man, når man går gennem gaderne en lørdag aften, kommer til at tænke på, at disse stakkels skabninger måtte misunde endog selve ildlænderne – i Skotland er der store strækninger, som fordum var folkerige, men som nu er overladt til kvæg, til hønsefugle og dyrevildt, dale, som fordum udsendte deres tusinde hærmænd, men som nu kun bebos af enkelte vildtfogeder. Således også hinsides Tweed; medens London, Liverpool, Leeds, Manchester, Nottingham er vokset, er landsbylivet i »det glade England« næsten uddød. To tredjedele af den samlede folkemængde er indstuvet i byerne. Tætbyggede landsbyer som dem, Shakespeare og hans fæller efter sagnet så gemytligt færdedes i, er der ikke mere. Landsby grønningen, hvor majstangen stod, og hvor den båndsmykkede pil fløj fra langbuen til skydeskivens centrum, er nu pløjet op eller indesluttet af en eller anden herskabelig ejendoms mure. Hist og her står der dog en levning, som på een gang minder om en svunden tro og en bortdragen befolkning, nemlig en anselig kirke eller kirkeruin – en kirke, som nu aldrig ville kunne fyldes, medmindre menigheden blev hentet hid fra købstaden på et »billigt søndagstog«.

En lignende udviklingsgang kan iagttages i landbrugsegnene i vore ældre stater; men det er dog i de yngre stater, man finder det mest fuldkomment tilkendegivet – i stor-græsgangene, der måles i kvadratkilometer og kun bebos af halvvilde hyrder, hvis sociale liv indskrænker sig til det spændende ved en kvægindfangning eller til en lejlighedsvis »svir« i en stationsby – i de store sædemarker, hvor om foråret ens øje trættes ved at se ud over have af bølgende korn, indtil det finder hvile ved en enkelt bolig – landbrug, hvor arbejderne bor i bræddeskur, og hvis opsynsmand er den eneste, der nyder den luksus at have en hustru.

At den nuværende udviklingsgang jager det moderne samfund hen imod en uundgåelig katastrofe, fremgår tydeligt om ikke af andet så af den stadigt tiltagende befolkningssammenhobning i store byer. For et hundredår siden rummede New York og dens forstæder omtrent 95.000 sjæle; i 1883 var der allerede over 2 millioner. En tilsvarende vækst i det følgende hundredår ville give en folkemængde af 160 millioner. En sådan by er en umulighed. Men hvad skal vi sige om byer på 10-20 millioner, som vore børn, der nu er født, skal få at se, dersom den nuværende udviklingsgang vedvarer?

Dette vil jeg imidlertid ikke dvæle ved. Jeg ønsker kun at henlede opmærksomheden på, at denne menneskeophobning både forarmer samfundslivet på yderkanterne og forgifter det i midtpunkterne, at den er lige så ødelæggende for landmanden som for byboeren.

Denne unaturlige fordeling af befolkningen er lige så vel som den unaturlige formuefordeling, der giver een mand hundreder af millioner og gør andre til vagabonder, et resultat af de ny industrielle kræfters virksomhed under samfundsforhold, der ikke er afpasset efter dem. Den udspringer først og fremmest af, at jorden behandles som privat ejendom, og dernæst også af, at vi forsømmer at tage de samfundsopgaver op, som det materielle fremskridt påtvinger os. Fjernes årsagerne, vil følgen blive en naturlig fordeling af folkemængden, så at enhver får både tumleplads og naboskab.

Deri ligger den store vinding, som landmanden ville opnå ved de forholdsregler, jeg har foreslået. Ved genindførelsen af den fælles ret til jorden ville overbefolkningen i byerne spredes og den spredte befolkning på landet blive tættere. Når ingen enkeltmand kunne finde fordel ved jordens værdistigning, og når ingen havde nødig at ængstes for, at hans børn kunne blive berøvet deres naturlige rettigheder, ville ingen attrå mere jord, end han med fordel kunne udnytte. I stedet for dårlige, slet drevne gårde, som er adskilte ved store ødemarker, ville der komme til at ligge hjem ved hjem. Udvandrere ville da ikke have nødig at kæmpe sig frem gennem udyrkede egne, og sæden skulle ikke føres tusinder af kilometer forbi halvt opdyrket agerland. Maskinerne ville ikke gå af brug: hvor stordrift ville være det mest økonomiske, ville de gå deres gang, men ved monopolernes afskaffelse ville arbejdslønnens stigen og den bedre formuefordeling ville den slags drift gå over til at blive samvirke- eller andelsdrift. Landbruget ville høre op med at være rovdrift og blive mere intensivt, ville få mere ud af jorden og give den det lånte stof tilbage igen. Tættere bebyggelse ville medføre besparelse i alle retninger. Arbejdet ville blive langt mere produktivt, og livet på landet ville få del i de behageligheder, den adspredelse og den oplivelse, som nu kun de velstillede klasser i storbyerne kan opnå. Jeg kan ikke se rettere, end at når jordmonopolet er tilintetgjort, vil landbolivet atter vende tilbage til sin oprindelige skikkelse i landsbyer, der er omgivne af dyrkede marker og fælles græsgange og skove. Dog, hvorledes dette end måtte blive, ville den arbejdende landmand fuldt ud få del i alle de umådelige besparelser og fordele, som samfundet kan opnå ved at sætte ordnet samvirke i stedet for den hensynsløse, griske kamps anarki.

At de menneskemasser der nu rådner op i lejekasernerne i vore byer under vilkår, der avler sygdom og død, last og forbrydelse, skulle, hver familie for sig, få egne sunde hjem med have omkring, at den arbejdende landmand skulle blive i stand til at tjene sit livsophold ved 23 timers arbejde om dagen, der tilmed snarere var at ligne ved sund adspredelse end ved slid og slæb, at hans hjem skulle blive udstyret med alle de gode ting, der nu regnes for luksus, at det skulle blive forsynet med lys og varme og, om det var ønskeligt, med drivkraft, samt få telefonforbindelse med nabohjemmene, at hans familie skulle få fri adgang til bogsamlinger, til foredrag, til videnskabelige apparatsamlinger og til undervisning, at de skulle blive i stand til at gå i teater, på koncert eller opera, så tit de havde lyst, og til nu og da at rejse en tur til andre egne af landet eller til Europa, at, kort sagt, ikke alene den heldige, den enkelte af tusinde, men den almindeligt begavede, den jævnt forstandige mand skulle nyde alle de goder, som den fremadskridende civilisation kan yde til højnelse og udvidelse af menneskelivet – alt dette synes, når det ses i den forhåndenværende virkeligheds lys, så vild en drøm, som nogen sinde er opkommet i nogen hashish-æders hjerne. Og dog, de kræfter, som allerede nu står til menneskenes rådighed, gør det let opnåeligt.

Hvor lidt er det dog ikke, det, som vi i vor vilde kamp for at komme oven på hverandre opnår af de gode ting, som den rundhåndede natur byder os! Tænk engang på dette, at for det store flertal af folkene i lande som England, ja, endog i stor udstrækning her i USA, er frugt en luksusvare! Og dog er moder jord ingenlunde karrig med sin frugt. Dersom vi selv ville, kunne vi have rækker af frugttræer langs hver landevej.

Fortsættes: Slutning