Fremskridt og fattigdom
9 – Midlets virkninger
Indhold
– Den private jordejendoms uretfærdighed
– Arbejdernes trældom det endelige resultat af den private jordejendomsret
– Jordejernes krav på erstatning
– Den private jordejendomsret historisk betragtet
– Jordejendomsretten i De Forenede Stater
***
Virkningen på produktionen
Der fortælles om den ældre Mirabeau, at han betragtede Quesnays forslag om at indføre en eneste skat på jordværdi i stedet for alle andre skatter som en opdagelse af ikke mindre betydning end opfindelsen af skrivekunsten.
Enhver, som tænker over sagen, vil snarere anse denne udtalelse som et bevis på skarpsindighed end på lyst til overdrivelse. Fordelene ved at ombytte de talrige nuværende skatter med en eneste, på jordværdien hvilende skat, viser sig af større og større betydning, jo mere man overvejer dem. »Jeg kan ikke spille på noget strengeinstrument,« sagde Themistokles, »men jeg kan sige Eder, hvorledes der af en lille landsby kan gøres en stor og herlig stad.« Jordværdiskatten er den hemmelighed, som ville gøre en stor stad af den lille landsby. Fjernedes alle de byrder, som nu trykker og lammer al virksomhed, så ville produktionen vokse med en fart, som man nu ikke drømmer om. Det ville igen medføre en stigning i jordens værdi – et nyt overskud til samfundets almene brug. Når vi blev befriet fra de misforhold, som nu gør, at vort skattevæsen afføder svig og bedrag, og at lovgivningen bliver et redskab for særinteresser, kunne det offentlige overtage mange virksomheder, som det under nutidens indviklede samfundsforhold helst skulle varetage, men som tænkende mennesker nu må nære betænkelighed ved at inddrage under det offentlige af frygt for politisk demoralisation.
At afskaffe skatter, som nu direkte og indirekte hæmmer ethvert hjul i ombytningsmaskineriet og trykker på enhver form af næringsfrihed, ville være det samme som at tage en umådelig vægt af en stærk springfjeder. Produktionen ville vågne med ny energi, og forretningslivet få en fart, som ville føles lige til dets fjerneste pulsårer. Det nuværende skattesystem virker på handelen som kunstige ørkener og bjergkæder; det koster mere at bringe varer gennem toldboden end at transportere dem jorden rundt. Det virker på flid, dygtighed og driftighed som et bødesystem. Har jeg arbejdet strengere og bygget mig et godt hus, medens du nøjes med at leve i en rønne, så kommer skatteopkræveren nu hvert år og afkræver mig en bøde for min driftighed. Har jeg sparet, medens du ødslede, så bliver jeg pålagt bøder, medens du går fri. Bygger én et skib, så lader vi ham betale for denne hans frækhed, aldeles som om han havde udført en statsskadelig handling; oprettes en fabrik, så tager vi hvert år ved beskatning så meget, som ville udgøre et ganske pænt udbytte. Vi siger, at vi trænger til kapital, men dersom nogen samler kapital eller bringer den hid, så lader vi ham betale afgift som for et privilegium. Vi skatlægger den mand, som klæder øde marker med bølgende korn; vi pålægger den bøder, som rørlægger sumpe. Sådanne skatter er åbenbart i slægt med den ægyptiske paschas skat på daddeltræer. Bevirker de ikke, at træerne bliver fældet, så holder de i det mindste folk tilbage fra at plante.
Men afskaffede vi alle disse skatter, kunne staten i stedet for som nu at sige til producenten: »Jo mere du øger nationens formue, desto højere skal du beskattes!« sige til ham: »Vær så flittig, så foretagsom, som du kan, du skal beholde din løn ubeskåret! Vi ønsker ikke at straffe den, der får to strå til at vokse dér, hvor der før kun voksede ét.«
Og vil ikke staten vinde ved således at lade være med at slagte den gås, som lægger guldæg, at binde munden på den okse, som tærsker? Samfundets lov er én for alle, lige så vel som alle for én. Ingen kan beholde for sig selv det gode, han gør, lige så lidt som det onde. Når en mand planter et frugttræ, vil også andre nyde godt af den forøgede tilførsel af frugt; fuglene, som det giver ly, flyver vidt over landet, regnen, som det hjælper til at fremkalde, falder ikke alene på ejerens mark; ja endog den, hvis øje blot i afstand hviler på det, giver det et indtryk af skønhed. Og således med alt: opførelsen af et hus eller en fabrik, bygningen af et skib eller en jernbane gavner ikke blot dem, som det bringer direkte fordel. Naturen ler ad gnieren. Han er ligesom egernet, der gemmer sine nødder og siden glemmer at grave dem op igen: de spirer og bliver til træer!
Staten kan roligt lade den enkelte producent beholde alt, hvad der ægger ham til virksomhed, lade arbejderen beholde den fulde løn for hans arbejde og kapitalisten hele udbyttet af hans kapital. For jo mere arbejdet og kapitalen producerer, desto større bliver det almene formueforråd, som alle kan nyde godt af. Og i jordens værdi har denne almene gevinst sit bestemte og håndgribelige udtryk. Her er et fond, som staten kan tage, medens den lader kapital og arbejde beholde deres fulde løn. Og fondet vokser med den voksende virksomhed.
Men at flytte skatten fra produktion og omsætning over på jordværdien ville ikke blot give al produktion ny fart, men også åbne nye virkefelter for den. Under sådanne forhold ville ingen beholde jord, som han ikke brugte, og den jord, som nu unddrages benyttelse, ville overalt åbnes for dyrkning. Jordens salgspris ville falde, jordspekulationen ville få sit dødsstød. Millioner af tønder land spekulationsjord, som nybyggerne nu holdes ude fra på grund af opskruede priser, ville af de nuværende ejere skyndsomst blive solgt til lav pris. I mindre end 25 mils afstand fra San Francisco ville tilstrækkelig jord blive lagt åben til – selv med den nuværende dyrkningsmåde – at forslå til en agerdyrkende befolkning så stor som den, der nu lever spredt lige fra Oregon til den mexicanske grænse – en afstand på hen imod 200 mil. Om det så er i det tæt befolkede England, ville en sådan skattepolitik åbne dyrkerne adgang til mange hundrede tusinde tønder land, som nu bruges til private parker, dyrehaver og jagtmarker.
Og dette gælder ikke blot agerjord, men al jord. Også byggegrunde og malmlejer ville blive gjort tilgængelige. Ingen ville i længden kunne holde jord midt i en by udelukket fra den mest fordelagtige benyttelse, eller i byens omegn kræve mere for den, end hvad den i øjeblikket virkelig er værd til brug. Beskatningen ville ikke som nu virke som en bødestraf for forbedringer, men tværtimod som en spore til forbedring. Den, som lå inde med udyrket jord, ville blive lige så højt beskattet, som om hans jord var oversået med huse og lader, med afgrøder og kvæghjorder. Ejeren af en øde tomt i en by ville komme til at betale lige så meget for den fornøjelse at holde andre folk borte fra den, som hans nabo, der havde bygget et smukt hus på sin grund. Det ville koste lige så meget at have en række faldefærdige rønner stående på værdifuld jord som et stort hotel eller prægtige forretningsbygninger.
Således ville den præmie forsvinde, som nu overalt må betales netop dér, hvor arbejdet er mest produktivt, inden man kan få lov at tage fat. Landmanden behøvede ikke at udbetale halvdelen af, hvad han ejer, eller pantsætte sit arbejde i årevis, for at få jord til dyrkning; den, som byggede sig et hus i en by, ville ikke behøve at give lige så meget for en smule grund, som huset selv vil koste. Og den jordværdiafgift, som årlig måtte betales til staten, ville træde i stedet for alle de skatter, som nu lægges på forbedringer, maskiner og varer.
Hvad ville ikke en sådan forandring betyde for arbejdsmarkedet. Konkurrencen ville ikke længere være ensidig, som nu. I stedet for, at arbejderne nu konkurrerer indbyrdes om beskæftigelse og derved trykker lønnen ned til grænsen for det strengt nødtørftige, ville arbejdsgiverne overalt komme til at konkurrere om arbejdere, og lønnen stige til sin højdegrænse: arbejdets fulde værd. For den største af alle »arbejdsgivere« ville da være kommet ind på arbejdsmarkedet – en konkurrent, hvis efterspørgsel ikke ophører, før al mangel er ophørt – arbejdernes egen efterspørgsel. Arbejdsgiverne ville ikke blot blive nødt til at overbyde andre arbejdsgivere (alle ansporet af livligere forretningsvirksomhed og voksende udbytte), men måtte også overbyde, hvad arbejderne selv så sig i stand til at tjene på egen hånd, da naturen lå åben for dem, frigjort for monopolisering. – Vi skulle da ikke længere have det triste skuespil for øje: arbejdsvillige mennesker, som ikke kan komme til at anvende deres arbejde på at skaffe sig, hvad de trænger til. De stadig tilbagevendende lammende kriser ville høre op, efterspørgsel og tilbud ville holde skridt med hinanden, og velstanden stige over det hele.
Virkningen på fordelingen og derigennem på produktionen
Selvom fordelene ved at tilvejebringe al offentlig indtægt gennem skat på jordværdi er tydelige, så kan virkningen dog ikke værdsættes fuldt ud, før vi også har klaret os den indflydelse, dette ville have på fordelingen.
Grundårsagen til den bestående og voksende ulighed har vi fundet i det forhold, at efterhånden som civilisationen går frem, giver den private jordejendomsret jordejerne en stedse større magt til at tilegne sig, hvad arbejdet og kapitalen frembringer. At kaste hele skattebyrden over på jordrenten vil derfor modvirke denne tendens til ulighed.
Når hele jordrenten blev taget af det offentlige, ville altså den samlede frembragte formue blive todelt: den ene part ville (i form af arbejdsløn og kapitalrente) tilfalde de enkelte producenter; den anden part ville tilfalde samfundet som helhed til ligelig brug til alles gavn. I denne part ville alle få lige andel – den svage lige så fuldt som den stærke, barn og olding, krøblinge og blinde såvel som de sunde og arbejdsdygtige. Og det med rette; for medens den ene part skyldes hver enkelts personlige virksomhed, skyldes den anden den kraft, hvormed samfundet understøtter os alle. – Da nu fremskridtet virker til at forhøje jordværdien, så ville altså – når denne kom det offentlige til gode – selve den årsag, som nu fremkalder stadig større ulighed, i stedet virke til at frembringe stadig større lighed.
Men hertil kommer endnu noget andet: – Vi har set, at arbejdsløn og kapitalrente overalt bestemmes af jordrentelinjen, dvs. af det udbytte, arbejde og kapital kan få af jord, som der intet betales for; at altså det samlede beløb, som tilfalder arbejde og kapital, er summen af den producerede formue minus det, der tages som jordrente. – Vi har set, at det materielle fremskridt, under de nuværende forhold, driver jordpriserne spekulationsmæssig tilvejrs, så der fremkommer unaturlig lav arbejdsløn og rente. Nu er det klart, at inddragningen af jordrenten ville give jordspekulationen sit dødsstød, og løn og rente ville derfor stige betydelig, idet jordpriserne ville drives ned, og der åbnedes adgang til naturfordele, som nu er monopoliserede. Arbejde og kapital ville således ikke blot blive fri for de skatter, de nu må bære, men også absolut vinde ved jordprisernes nedgang fra spekulationshøjden.
Men herved ville der fremkaldes nye og stedse livligere fremskridt, der ville bringe jorden til at stige i værdi, ikke på bekostning af løn og rente, men ved ny fremgang i produktionen; og da jordrenten jo nu gik i statskassen, ville stigningen komme alle samfundsmedlemmer til gode. Og således ville da med fremskridtet massernes stilling uafladelig forbedres. Ikke blot en enkelt klasse ville blive rigere og bedre stillet, men alle. For den forøgede produktionskraft, som fremkaldes ved forøget folkemængde, arbejdsbesparende opfindelser osv., kunne nu ikke monopoliseres af nogen. Hvad der ikke direkte kom arbejde og kapital til gode i form af forhøjet arbejdsløn og rente, ville gå til staten, det vil sige til samfundet i dets helhed. Den frihed og lighed, som man nu blot kan finde i sparsomt befolkede egne, ville da kunne forenes med alle de umådelige materielle og åndelige fordele, en tæt befolkning medfører.
Og hvorledes ville ikke denne udjævning i formuefordelingen virke tilbage på produktionen, hindre kraftspild og øge kræfterne. – Var det muligt i tal at udtrykke det ligefremme pengetab, som samfundet lider ved de sociale misforhold, der nu fordømmer store folkelag til fattigdom og last, ville summen blive til at forfærdes over. England underholder på det offentlige fattigvæsen over en million fattige! Men de summer, der gives ud af offentlige midler og ved privat velgørenhed, er endda kun den mindste post i det lange regnskab. Al den tid og kraft, som går tabt, omkostningerne ved det sløseri og dagdriveri, som på denne måde fremkaldes, det pengetab (for ikke at tale om tab af anden art), som åbenbarer sig i den frygtelige dødelighed, særlig blandt børnene, i de fattigere klasser, den ødselhed, hvorom de brændevinsslotte og knejper vidner, der vokser i tal efterhånden som fattigdommen øges, den skade og udgift, der forårsages af det samfundets udskud, som avles af fattigdommen og elendigheden: tyve, tøjter, tiggere og landstrygere, – alt dette udgør poster i den sum, som den nuværende uretfærdige og ulige formuefordeling tager fra den samlede indtægt, samfundet ellers kunne nyde godt af. Men ikke engang hermed er regnskabet sluttet. Den uvidenhed og last, letsindighed og mandighed, som uligheden avler, giver sig udslag i regeringsuduelighed og uredelighed, der medfører overordentlige misbrug og store tab.
Når derimod arbejdslønnen stiger, og der åbnes nye udsigter til beskæftigelse, indgydes der arbejdet ny kraft. Det er en gammel sandhed, at arbejdet er mest produktivt dér, hvor lønnen er højest. Dårlig lønnet arbejde er altid sløjt. Det viser sig ved sammenligning mellem landbrugsarbejderne i Englands forskellige egne, hvor lønnen er forskellig; i De Forenede Stater ved sammenligning mellem slavearbejdet og det frie arbejde; det ses i Indien og Kina af det forbavsende antal håndværkere og tjenere, man dér behøver for at få noget udrettet – det bekræftes overalt i verden. Arbejdets produktivitet vokser bestandig med den gennemsnitlige arbejdsløn; for højere løn betyder forøget selvagtelse, intelligens, håb og handlekraft. Mennesket er ikke en maskine, som kan udrette så og så meget og ikke mere. Det er sjælen, ikke musklerne, der er den store bevægekraft i produktionen. Den legemskraft, som mennesket besidder, er kun ringe, men den menneskelige åndsmagt kan beherske naturens uimodståelige kræfter. Forøger man folkets brede lags velvære og uafhængighed, da beriges deres ånd, hjernen kaldes til hjælp for hånden, det daglige arbejde besjæles af den åndskraft, som har forstået at måle infusionsdyret og følge stjernernes baner.
Allerede med de nuværende metoder ville fremgangen i produktionsevne være uberegnelig, men netop når lønnen er høj, går opfindelse og indførelse af forbedrede fremgangsmåder og maskiner for sig med hurtighed og lethed. At hveden i det sydlige Rusland endnu skæres med segl og tærskes med plejl, kommer simpelthen af, at lønnen er så ringe. Den amerikanske opfinderånd, amerikanernes tag på at anvende arbejdsbesparende fremgangsmåder og maskiner, skyldes den forholdsvis høje løn, der har været betalt i De Forenede Stater. Havde vore arbejdere været fordømt til den ægyptiske fellahs eller den kinesiske kulis lave arbejdsløn, så havde vi endnu draget vand op med håndkraft og benyttet menneskeskuldre til varetransport. Større udbytte for arbejde og kapital ville endnu yderligere anspore opfinderevnen og fremskynde indførelsen af forbedrede arbejdsmetoder, og disse ville da fuldt ud vise sig som det, de i virkeligheden er: et ublandet gode. De arbejdsbesparende maskiners skadelighed for de arbejdende klasser, som man nu så ofte bliver vidne til, og som gør, at så mange folk trods alle fornuftgrunde betragter maskiner som et onde i stedet for en velsignelse, ville da forsvinde. Enhver ny i menneskets tjeneste anvendt kraft ville forbedre alles kår; og ud af den almene intelligens og åndsvirksomhed, som ville blive følgen af den almene forbedring i kår, ville der fremgå nye kraftudfoldelser, som vi nu ikke engang kan drømme om.
Men jeg vil ikke benægte og ønsker heller ikke at lukke øjet for den kendsgerning, at den ligeligere formuefordeling på den anden side ville formindske stræbet efter rigdom. Det syn, man nu har for øje, at mennesker, som dog kun har nogle få år at leve i, borttræller deres tid for blot at kunne dø rige, er i sig selv så unaturligt og urimeligt, at i en samfundstilstand, hvor frygten for mangel er uddød, og dermed også den misundelige beundring, hvormed mængden nu ser på ejerne af store rigdomme, ville den, som slider og slæber for at erhverve mere, end han vel kan bruge, blive betragtet med de samme øjne, hvormed vi nu til dags ville betragte en mand, som stablede et halvt dusin hatte på sit hoved. Er enhver sikker på at kunne få nok, vil ingen bryde sig om at gøre sig til pakæsel.
Men selv om denne spore til produktion faldt bort, kunne vi da ikke klare os den foruden? De farer, som truer vor civilisation, skyldes ikke produktionsdriftens stagnation. Hvad den lider af, og hvad den må dø af, dersom der ikke bliver anvendt noget middel derimod, er fordelingens ulighed.
Virkningen på enkeltmennesker og klasser
Når man foreslår at lægge alle skatter på jordværdien, så vil rimeligvis i begyndelsen alle jordejere komme i oprør, og man vil sikkert forsøge at indgyde de små jordejere på land og i by frygt og fortælle dem, at dette forslag går ud på at berøve dem deres surt erhvervede ejendom. Men et øjebliks overvejelse vil vise, at reformen må tiltale alle dem, som ikke i langt højere grad er jordejere, end de er arbejdere eller kapitalister eller begge dele. Ja, det vil endog vise sig, at selvom de større jordejere vistnok relativt vil tabe, vil dog selv de absolut taget vinde på grund af det ved reformen fremkaldte opsving i al virksomhed – for ikke at tale om de endnu langt større fordele, som sundere samfundsforhold fører med sig.
I et foregående kapitel har jeg undersøgt spørgsmålet om, hvad man skylder de nuværende jordejere, og har påvist, at de ikke har noget retmæssigt krav på erstatning. Men der er endnu en anden grund til, at vi kan lade al tanke om erstatning fare. De vil nemlig i virkeligheden ingen skade lide.
Det falder af sig selv, at den forandring, jeg foreslår, i høj grad vil gavne alle dem, som lever af løn, enten det nu er for håndens eller åndens arbejde, – daglejere, håndværkere, kontorfolk og alle slags fagmænd. Det er også tydeligt, at det vil bringe alle dem fordel, som lever dels af løn, dels af kapitalindtægt – købmænd, fabrikanter osv., lige fra bissekræmmeren og fragtmanden til dampskibsrederen. Og ligeså tydeligt er det, at den vil øge deres indkomst, hvis indtægter kommer fra pengeanlæg i andet end jord (dog måske med undtagelse af ejerne af statsobligationer og lignende, der giver fast rente, og som sandsynligvis på grund af rentefodens stigning vil synke i salgsværdi selvom indtægten af dem vil vedblive at være den samme).
Lad os nu tænke os en husejer, – en håndværker, købmand eller anden næringsdrivende, som har skaffet sig en grund og et hus, hvor han bor, og som han har glæde af at tænke sig som et sted, hvorfra hans familie i tilfælde af hans død ikke skal kunne fordrives. Han vil ikke komme til at lide nogen skade ved reformen, tværtimod. Salgsværdien af hans grund vil ganske vist synke eller endog helt forsvinde. Men derved lider han dog kun et tab i samme forstand, som en mand, der har købt sig et par støvler, lider tab ved et senere fald i prisen på fodtøj: hans støvler vil gøre ham den samme nytte som før, og det næste par, han køber, kan han få billigere. På samme måde med husejeren; han vil have samme nytte af sin grund som før, og om han siden vil bygge huse til sine børn, når de vokser op, så vil han ganske anderledes let kunne få byggegrunde. Også i andre henseender ville han straks vinde betydelig. For selvom han kom til at betale større skat af sin jord, ville han blive befriet for alle skatter på hus og forbedringer, på løsøre, fødevarer og klæder, hvortil kommer, at hans arbejdsfortjeneste ville vokse betydelig ved arbejdslønnens stigning, arbejdsløshedens ophør og opsving i al næringsflid. Kun hvis han ønskede at sælge sin jord uden at skaffe sig anden i stedet, ville han lide tab, men dette tab ville være ringe i sammenligning med den store gevinst.
Og på samme måde med bonden. Jeg taler ikke nu om de landbrugere, som aldrig rører ved en plov, men dyrker tusinder af tønder land; men jeg taler om de arbejdende landbrugere, mænd, der dyrker jord ved familiens hjælp, og måske en og anden lejet hjælper, og som man i Europa ville kalde selvejerbønder. Hvor urimeligt det end kan forekomme dem, før de har forstået den fulde rækkevidde af denne plan, så er det dog sikkert, at af alle over den egentlige arbejderklasse vil netop de have størst fordel af, at alle skatter lægges på jordværdien. At de ikke nu har et så godt udkomme, som deres hårde arbejde burde give dem, føler de i almindelighed godt, selvom de ikke er i stand til at se årsagen. I virkeligheden falder vor nuværende beskatning særlig hårdt på dem. De må svare skat af alle deres forbedringer: bygninger, afgrøder og besætning. Det løsøre, de har, kan ikke så let skjules eller undertakseres som de mere værdifulde genstande, der særlig findes i byerne. Ovenikøbet bliver deres jord i almindelighed højere beskattet end jord, der holdes tilbage på spekulation. Fremdeles falder alle forbrugsskatter og særlig de skatter, der, som beskyttelsestolden, pålægges i den hensigt at forhøje varernes pris, uden formildende omstændigheder på bonden. For i et land som De Forenede Stater, der udfører landbrugsprodukter, kan bonden ikke »beskyttes«. Hvem der end vinder, han må tabe. For nogle år siden udgav frihandelsforeningen i New York en plakat med billeder af de forskellige nødvendighedsartikler, som er toldpligtige, og oplysninger om tolden derpå. Den lød omtrent således: »Bonden står op om morgenen, tager sine bukser på (40% skat!) og sine støvler (30%), tænder sit lys med en tændstik (200% skat!) og så fremdeles, følgende ham hele dagen og hele livet igennem, indtil han plaget til døde ved idelige skatter bliver sænket ned i graven ved hjælp af et tov (45%).« – Bonden ville vinde betydeligt ved i stedet for alle disse skatter at få en eneste: skatten på jordværdien; for jordværdiskatten ville ikke falde med sin største tyngde på landbrugsegnene, hvor jordens værdi er forholdsvis ringe, men på byerne, hvor den er høj. Og i sparsomt befolkede egne ville bonden næppe nok komme til at betale nogen skat. Da skatten skal pålægges efter den nøgne jords værdi, ville altså den veldyrkede ejendom med sine bygninger, frugthaver, kvægbesætning osv. ikke blive beskattet højere pr. tønde land end ubrugt jord af samme godhed. Følgen ville være, at jordens spekulative værdi ville holdes nede, og opdyrkede ejendomme ville være så godt som fri for skat, indtil al den omkringliggende jord var blevet taget i brug.
Men den store fordel, som den arbejdende bonde ville få af denne reform, bliver dog først rigtig klar, når man har tænkt sig ind i den virkning, den ville få på befolkningsfordelingen. Spekulationsprisens tilintetgørelse ville virke i retning af at sprede befolkningen, hvor den var for tæt, og samle den, hvor den var for tynd. Lejekasernen ville vige pladsen for små hjem med haver. Byfolkene ville således få mere af landets rene luft og solskin, landfolk mere af byernes bekvemmeligheder og samfundsliv.[1]Bondens opvoksende børn ville da hverken lokkes så stærkt som nu til at søge ind til byen med dens adspredelser eller drives så langt bort for at søge sig egen jord. De ville finde ordentlige livsvilkår lige for hånden i deres hjemegn.
Mere eller mindre gælder, hvad ovenfor er sagt, alle jordejere. Mange større jordejere er jo også arbejdere. Og de, som ikke er arbejdere, er jo da næsten altid ikke blot jordejere, men også kapitalister. Medens altså indførelsen af en eneste skat på jord betydelig ville reducere alle storformuer, ville den ikke i noget tilfælde gøre den rige mand til stodder. Hertugen af Westminster, som ejer en betydelig del af Londons grund, er sandsynligvis, den rigeste jordejer i verden. Inddrog man al den jordrente, han får, i statskassen, ville han dog beholde sine bygninger og al indtægten af dem og desuden utvivlsomt meget løsøre. Han ville endnu have alt, som han på nogen måde kunne nyde, – og dertil et meget lykkeligere samfund at nyde det i. Og således, tror jeg, vil man finde, det blev tilfældet helt igennem.
Rigdommen som helhed ville ikke blot vokse umådelig, den ville også blive ligelig fordelt. Ikke at alle mennesker ville få lige meget. Det ville jo ikke være ligelig fordeling, så længe menneskene har forskellige evner og krav. Men enhvers indtægt ville komme til at stå i forhold til den flid, duelighed, kundskab eller omtanke, hvormed han deltog i produktionen. Den store årsag til, at formuen nu samles i skødet på dem, der intet frembringer, og tages ud af deres hænder, som virkelig frembringer noget, ville være forsvundet. De uligheder, som blev tilbage, ville være naturens eget værk og ikke kunstige uligheder, fremkaldt ved fornægtelsen af naturens lov.
Al frygt for storformuer kunne man da lade fare; for når enhver får, hvad han ærlig fortjener, kan ingen få mere. Og hvor mange mennesker gives der mon, som virkelig fortjener en million dollars?
Samfundsordningens og samfundslivets ændring
Vi har her kun med sagens hovedlinjer at gøre. Det vil ikke være muligt uden altfor stor vidtløftighed at opregne alle de forandringer, som en reform, der ville omlægge selve samfundets grundvold, ville afføde. Men nogle hovedtræk skal jeg dog pege på.
Iøjnefaldende er den store simpelhed, som ville blive mulig i statsforvaltningen. At opkræve skatterne, hindre og straffe omgåelser, bogføre og kontrollere de indtægter, der flyder ind fra så mange forskellige kilder, udgør nu en overmåde stor part af statsforvaltningens forretninger. Dette umådelige og indviklede regeringsmaskineri ville blive overflødiggjort. – Indenfor retsvæsenet ville en lignende lettelse finde sted. De talløse jordejendoms-tvistigheder ville ophøre, når staten praktisk talt var eneste jordejer og alle besidderne blot afgiftspligtige brugere. Den med fattigdommens udryddelse sammenhængende højnelse af moralen ville medføre en lignende formindskelse i andre borgerlige retssager. Stigningen i arbejdslønnen, den øgede mulighed for at skaffe sig let og bekvemt udkomme, ville straks formindske antallet af tyve, bedragere og andre forbrydere, som fostres af den ulige formuefordeling, og snart aldeles udrydde dem. Således ville retsplejen ophøre med at drage en så stor del af samfundets livskraft og opmærksomhed til sig. Vi ville ikke blot blive fri for en mængde dommere, skrivere og sluttere, men også for den store hær af sagførere, som nu underholdes på producenternes bekostning; mangen begavelse, som nu bortødsles på juridiske spidsfindigheder, ville blive rettet mod højere formål.
Heller ikke kan jeg tænke mig, at statsgælden og de stående hære, som historisk skyldes lensbesiddelsernes overgang til privatejendom, ville kunne holde sig ret længe, efter at man var vendt tilbage til det oprindelige: at et lands jord tilhører folket. Statsgælden ville let kunne blive betalt ved en skat, som hverken gjorde skår i arbejdslønnen eller hæmmede produktionen, og de stående hære måtte den voksende oplysning og uafhængighedsfølelse i de brede lag (måske understøttet af opfindelsesfremskridt, der vender op og ned på krigskunsten) snart bringe til at forsvinde.
Samfundet ville således nærme sig det Jefferson’ske demokratis ideal, Herbert Spencers forjættede land: landet uden regering, det vil da sige regering blot som ledende og hæmmende magt. Men samtidig og i samme grad ville det blive muligt for samfundet at virkeliggøre socialismens drøm. Efterhånden som regeringens nuværende virksomheder faldt bort eller indskrænkedes, ville den kunne overtage nye opgaver. Staten kunne lige så godt besørge telegrambefordringen som brevposten, lige så godt bygge og drive jernbaner som anlægge almindelige landeveje. Følgen af beskatningen af jordværdien ville være et stort og voksende overskud; for fremskridtet ville stadig forøge jordrenten. Denne fra den fælles ejendom flydende indtægt kunne så anvendes til det almene bedste, ligesom det skete med Spartas statsindtægter. Vi behøvede ikke at indrette offentlige måltider – de ville være overflødige. Men vi kunne indrette offentlige bade, biblioteker, høresale, teatre, universiteter, tekniske skoler, legepladser, gymnastiksale osv. Varme, lys og drivkraft kunne, lige så vel som vand, på offentlig bekostning ledes gennem vore gader, langs vore veje kunne frugttræer plantes, opdagere og opfindere kunne belønnes, videnskabelig forskning understøttes, og på tusinde måder kunne fællesskabets indtægter anvendes til at fremkalde virksomhed for fællesskabets vel. Vi kunne nå socialistens ideal, men uden statsstyrelsestryk. Regeringen ville forandre karakter og blot blive en slags bestyrelse for et stort andelsforetagende, det virksomme redskab, hvorigennem den almene ejendom forvaltedes til fælles bedste.
Når talen er om samfundsordningens muligheder, er man tilbøjelig til at antage, at begær er den stærkeste af menneskets bevæggrunde, og at statsstyre blot kan grundlægges på den tankegang, at frygten for straf er nødvendig for at holde menneskene ordentlige, – at de selviske interesser altid er stærkere end almenfølelsen. Intet kan være fjernere fra sandheden.
Hvad fremkalder denne tørst efter profit, som får menneskene til at trampe alt rent og ædelt under fode og forskertse al livets højere udvikling, som forvandler fædrelandskærligheden til en talemåde og religionen til hykleri, og som gør en så stor del af vor ‘civiliserede’ tilværelse til en ismaelitisk krigsførelse, hvis våben er list og bedrag? – skyldes den ikke netop den nød, der findes i verden?
Carlyle siger etsteds, at fattigdommen er det helvede, som nutidens englænder er mest ræd for. Og med rette. Fattigdommen er det ubarmhjertige helvede med det vidt opspærrede gab under det civiliserede samfund. Og den er et helvede, som forslår. Vedaerne indeholder ikke noget sandere ord end det, at fattigdom er den mest tærende pine, der findes. For fattigdom er ikke blot mangel, den betyder også skam og nedværdigelse, den svider de mest følsomme dele af vor sjæl som med glødende jern, den hindrer udfoldelsen af vore stærkeste livskrav, vore varmeste følelser, den slider i selve livsnerverne. Du elsker din hustru, dine børn; men ville det ikke være bedre at se dem dø end at se dem dømt til den bitre nød, som mangfoldige lever under i alle højt civiliserede lande? Den stærkeste naturdrift er den, hvormed vi klynger os fast til livet; men i civiliserede samfund er det en dagligdags begivenhed, at mennesker af frygt for fattigdom tager livet af sig; og for hver én, som gør dette, findes der sandsynligvis hundrede, som helst gjorde det samme, men holdes tilbage af instinktmæssig rædsel, religiøse hensyn eller familiebånd.
Det er ganske naturligt, at menneskene gør alt muligt for at undgå dette fattigdommens helvede. Ikke blot selvopholdelsesdriften, men også ædlere følelser driver dem frem i striden. Mangen mand begår en uretfærdig, en lav handling for at sikre sin moder, sin hustru eller sine børn mod nød eller frygten for nød.
Og ud af denne tingenes tilstand fremvokser der en offentlig mening, som gør, at en af de stærkeste drivfjedre for menneskelig handling bliver medvirkende til at ophidse folk til at skrabe til sig: anerkendelsestrangen, den følelse, der driver os til at søge at vinde vore medmenneskers agtelse, beundring og sympati, er almenmenneskelig. Skønt den undertiden er uhyggelig vanskabt, kan den dog overalt genkendes; vi møder den hos den vilde såvel som hos det højest dannede medlem af den mest udsøgte kreds. Den er mægtigere end kærligheden til fred og ro, end smertefølelsen, ja end dødsfrygten. Den er drivfjeder til de ubetydeligste så vel som til de vigtigste handlinger.
Barnet, som netop har begyndt at gå eller pludre, gør nye anstrengelser, så snart det ser, at dets småstreger vækker opmærksomhed og morskab; den døende verdenshersker ordner folderne af sin toga, for at han kan gå herfra, som det sømmer sig en konge; kinesiske mødre vanskaber deres døtres fødder, og europæiske kvinder ofrer deres egen og deres afkoms velvære på modens bud. Det er den samme følelse, som opildner selv til den håbløse strid, det er den, som bringer den blege granskers lampe til at lyse. Det var den, som rejste pyramiderne og satte ild på templet i Efesos.
Nu er det, at menneskene beundrer det, de attrår. Hvor velsignet synes ikke den sikre havn for den stormslagne, læskedrikken for den tørstige, styrken for den svage, kundskaben for den, i hvis sjæl trangen til viden er blevet vakt! Og således bringer også fattigdommens brod og frygten for nød menneskene til at skatte rigdom højere end alt andet. Skaf dig penge – om mulig på ærlig måde, men i ethvert fald skaf dig penge! Det er den lære, samfundet dag ud og dag ind tuder os i øret. Menneskene beundrer instinktmæssigt dyd og sandhed, men fattigdommen bringer dem til endnu højere at beundre den rige og den heldige. Det er godt at være ærlig og rettænkende; men den, som ved bedrag og uretfærd erhverver sig en million, vil nyde mere agtelse og beundring, mere øjentjeneste – om end ikke hjertetjeneste – end den, der ikke vil indlade sig på noget sådant. Den ene tør vel håbe på løn i det tilkommende, og på at have sit navn indskrevet i livets bog; men den anden har sin løn i det nærværende. Hans navn indskrives i listen over »vore betydeligste borgere«, han bliver hyldet af mændene og smigret af kvinderne, han har den bedste stol i kirken og nyder højagtelse hos den veltalende præstemand, som i Kristi navn prædiker den rige mands evangelium. Han beriges og forfines ved omgang med intelligente mennesker. Hans almisser føder den fattige og bringer solskin til øde steder, og stolte offentlige institutioner holder hans navn og ry i live. – Det er ikke i skikkelse af et afskrækkende uhyre med horn og hale, at Satan frister menneskenes børn, det er i skikkelse af en lysets engel han lover ikke blot alverdens riger, men også åndslivets fyrstendømmer og magter.
Mod fristelser, som således taler til de stærkeste drifter i vor natur, formår loven og religionens bud kun lidt. At menneskene under de nuværende forhold ikke er langt mere havesyge, troløse og selviske, end de er, viser den menneskelige naturs godhed og rigdom, den uophørlige strøm fra de kilder, der nærer den. En moder har vi alle haft, de fleste af os har børn, og således kan troen, renheden og uselviskheden aldrig helt og holdent blive landflygtig i verden, hvor ussel end samfundsordenen er.
Men hvad der er mægtigt i det ondes tjeneste, kan gøres mægtigt for det godes. Den reform, jeg har foreslået, ville tilintetgøre de forhold, som nu forkvakler drifter, der i og for sig er heldbringende, og forvandle kræfter, som nu truer med at opløse samfundet, til kræfter, som ville virke til at gøre det fast og rent.
Gav man blot arbejdet frit felt og fuld fortjeneste, anvendte man til hele samfundets nytte det fond, som skabes af selve samfundsudviklingen, så ville mangel og frygt for mangel forsvinde, produktionens drivfjedre ville blive sat fri, og selv de fattigste få gode kår. Menneskene ville ikke behøve at have mere bekymring for at finde beskæftigelse, end de nu har for at finde luft at indånde; de ville ikke behøve at føle mere uro for det materielle end liljerne på marken.
Når således nød og frygt for nød svandt bort, ville beundringen for rigdom tabe sig, og folk ville søge at vinde agtelse og anerkendelse på anden måde end ved rigdom og glans. På denne måde ville ledelsen og forvaltningen af offentlige sager og virksomheder kunne komme til at nyde godt af den dygtighed og redelighed, som man nu kun kan gøre regning på, hvor det gælder privatinteresser. Prisen ved de olympiske lege, som fremkaldte den ivrigste kappestrid over hele Grækenland, bestod jo blot i en krans af olivenblade; for en stump bånd har menneskene utallige gange udført, hvad ikke kunne købes for penge.
Kortsynet er den filosofi, der regner med selviskheden som hovedbevæggrund for menneskets handlinger. Når det for alvor gælder at bevæge mennesker til handling, hvad må man så appellere til hos dem? Ikke til deres pengepung, men til deres fædrelandskærlighed, ikke til deres selviskhed, men til deres medfølelse. Egennytte er som en mekanisk kraft, ganske vist mægtig og i stand til at udrette store ting. Men der er i den menneskelige natur noget, som man snarest kunne sammenligne med en kemisk kraft, noget, som smelter og forbinder og overvælder, og for hvilket intet synes umuligt. »Alt, hvad et menneske ejer, giver det for sit liv« – det er selvkærlighed. Men i lydighed mod højere drifter ofrer menneskene endog livet.
Det er ikke selviskheden, som har beriget folkenes historie med helte- og helgenskikkelser. Det er ikke selviskheden, som på ethvert blad af verdenshistorien bryder frem i ædle handlingers stråleglans eller gløder med et velsignelsesrigt livs milde lys. Det var ikke selviskheden, som bød Jomfruen af Orleans at tage sværdet fra alteret, samlede spydstagerne i Winkelrieds barm, eller lænkede Vincent de Paul til galejslavens bænk. Kald det fædrelandskærlighed, medfølelse, begejstring for menneskelighed eller kærlighed til Gud – giv det hvad navn du vil – der gives i hvert fald en kraft, som overvinder og fortrænger selviskheden, en kraft, som er åndslivets elektricitet, en kraft, ved siden af hvilken alle andre er små. Overalt, hvor mennesker har levet, har den vist sin magt. Det menneske, som aldrig har set den og aldrig følt den, er dybt at beklage. Blandt ganske dagligdags mænd og kvinder, midt i hverdagslivets sorg og strid, ja i nødens uhyggelige tilholdssteder, allevegne finder man nu og da mørket oplyst af dens sitrende strejflys. Den, som ikke har set det, har vandret omkring med lukkede øjne. Den, der vil, kan, som Plutark siger, se at »sjælen besidder medfødt godhed og er født til at elske lige så vel som til at iagttage, tænke og erindre«.
Og denne kræfternes kraft, som nu forspildes eller forkvakles, kunne vi – om vi blot ville – bruge til at styrke, opbygge og forædle samfundet på samme måde, som vi udnytter naturkræfter, der engang kun syntes at være ødelæggende magter. Alt hvad vi har at gøre, er blot at give den frihed og virkefelt. Den uretfærd, som skaber nød og frygt for nød blandt menneskene, som fornedrer dem åndelig og ødelægger dem moralsk, den er det, som ene hindrer en harmonisk samfundsudvikling. »Vi er skabt til samarbejde, ligesom fødder, hænder, øjenlåg og mundens tænder er det.«
Der gives mennesker, i hvis hjerne der aldrig har rørt sig en tanke om en bedre samfundstilstand end den nuværende, og som indbilder sig, at den forestilling, at der kunne gives en samfundstilstand, hvori havesygen var bandlyst, fængslerne stod tomme, personlige interesser var underordnet det heles vel, og hvor ingen længer ville søge at plyndre og undertrykke sin næste, kun er et fantasifoster af upraktiske drømmere, for hvem disse praktiske fornuftmennesker, der roser sig af at kende verden tilbunds, nærer en inderlig foragt. Men sådanne mennesker tænker i virkeligheden ikke, – selvom der iblandt dem findes både skribenter, professorer og præster. Var de vant til at spise i sådanne spisekvarterer som dem, der findes i Londons og Paris’ afkroge, hvor knivene og gaflerne er lænkede til bordene, så ville de sikkert tage det for givet, at mennesket har en naturlig, uudslettelig tilbøjelighed til at stjæle de knive og gafler, det har spist med.
Lad os tænke os et selskab af velopdragne mænd og kvinder, som spiser sammen. Der findes ingen kamp om maden, ingen forsøger at få mere end sin nabo, at sluge i sig eller stikke noget til sig. Tværtimod; hvis nogen skulle vise den mindste tilbøjelighed til en sådan adfærd, så ville den hurtige og skrappe straf af kredsens foragt snart lære ham noget andet.
Alt dette er så dagligdags, at man næppe lægger mærke til det, men anser det for en given sag. Og dog er det ikke i mindste måde mere naturligt, at menneskene ikke skulle være grådige efter mad, end at de ikke skulle være grådige efter rigdom. De er grådige efter mad, når de ikke er sikre på, at der vil blive en så ligelig fordeling, at enhver får nok. Men så såre de er sikre på den ting, ophører de at være madgrådige. Og på samme måde er menneskene under de nuværende samfundsforhold grådige efter rigdom, fordi mange kan være sikre på at blive fordømt til mangel. Det er dette »fanden tage den bageste«, som forårsager det kapløb, den rift om rigdom, hvori alle hensyn til retfærd, medfølelse og religion trampes under fødderne, hvori menneskene glemmer deres egen sjæl og kæmper lige til gravens rand for noget, som de dog ikke kan tage med sig.
På de overfyldte dampere i den gamle Californien-rutes tid mærkede man ofte en fremtrædende forskel mellem kahyts- og mellemdækspassagerernes opførsel, som betegnende viste dette menneskelige grundtræk. Mad i rigelig mængde fandtes der begge steder; men på mellemdækket fandtes der ingen ordning, som gjorde en ordentlig servering af maden mulig, og følgen var, at man reves om den. I kahytten derimod, hvor enhver havde sin bestemte plads, og ingen var bange for ikke at få nok, reves man ikke om maden, og der blev heller ikke noget ødelagt, således som tilfældet var på mellemdækket. Forskellen lå ikke i menneskenes forskellige karakter: havde man flyttet første plads’ passagerer over på mellemdækket, så ville de have revet lige så grådig til sig, og havde man flyttet mellemdækspassagererne, ville de straks have opført sig sømmeligt og høfligt. Den samme forskel ville vise sig i samfundet i dets helhed, hvis den nuværende og uretfærdige fordeling afløstes af en retfærdig.
Der gives samfundstilstande, hvor alle må gå bevæbnet, enhver holde sig rede til med våben i hånd at forsvare liv og ejendom. Er vi nået udover dette stade, må vi også kunne nå videre.
Men man kunne indvende, at når nøden og frygten for nød ophørte, ville også drivfjederen til virksomhed slappes, så menneskene ganske simpelt ville blive dagdrivere, og en sådan lykkelig tilstand af almen velstand og tilfredshed derfor blive fremskridtets død. Dette er det gamle slaveejerargument, at menneskene blot med pisken kan drives til arbejde. Intet kan være mere usandt.
Nøden kunne ophøre, men ønskerne ville blive tilbage. Mennesket er det aldrig tilfredsstillede dyr. Det har først nylig begyndt sit opdagertogt, og hele verden ligger foran det. Hvert nyt skridt åbner nye udsigter og vækker nye ønsker. Mennesket er det opbyggende dyr; det bygger, det opfinder, og jo større ting det udretter, desto større ønsker det at udføre. Det er mere end et dyr. Hvad nu end den fornuft monne være, som ånder gennem naturen, så er det i dens billede, at mennesket er skabt. Dampskibet, som af sin stønnende maskine drives gennem vandet, er lige så vel en skabning som hvalen, der svømmer under det, om end mindre fuldkommen. Teleskopet og mikroskopet, hvad er de andet end tillægsøjne, som mennesket har lavet sig? Vi mennesker må udrette noget eller i det mindste indbilde os at gøre noget, for skaberdriften gærer i os; den, som bare ønsker at strække sig i solen, er ikke et naturligt, men et abnormt menneske.
Så snart et barn vinder herredømme over sine muskler, begynder det at lave kager af sand eller at klæde dukker på; dets leg er kun en efterligning af de voksnes arbejde, selv dets ødelæggelseslyst skyldes tilfredsstillelsen ved at se sig selv udrette noget. Der findes egentlig ikke noget sådant som jagt efter fornøjelser for fornøjelsernes egen skyld. Selv vore adspredelser morer os kun for så vidt, som de er eller synes at være noget, hvorved vi lærer eller udretter noget. I det øjeblik, de ophører at nære vor videbegærlighed eller vor lyst til handling, ophører de at interessere os. Det er spillets usikre udgang og den dygtighed, det kræver, som gør det muligt for kortspilleren at slå tiden ihjel ved at sidde med nogle kortblade i hånden. Folk, som fører hvad der kaldes et liv i modens og fornøjelsens verden, ville dø af kedsomhed, hvis ikke de havde den tro derved at kunne vinde en samfundsstilling, skaffe sig venner eller forbedre deres børns udsigter. Indespærrer man et menneske og nægter det beskæftigelse, må det enten dø eller blive vanvittigt.
Det er ikke arbejdet i og for sig, som er mennesket imod, det er ikke virksomhedens naturnødvendighed, som er en forbandelse; det er kun det frugtesløse arbejde. At slide dag efter dag og dog kun tjene nok til netop at opholde livet ligner den djævelske straf at tvinge et menneske til at pumpe for ikke at drukne. Blev menneskene blot udfriet fra denne tvang, ville de arbejde så meget hårdere og bedre; for da ville de kunne arbejde netop efter lyst og evne, og det ville stå for dem, som de virkelig udrettede noget for sig selv og andre. Førte Humboldt en lediggængers liv? Fandt Franklin ikke tilstrækkelig beskæftigelse, da han trak sig tilbage fra sin bogtrykkerforretning med nok at leve af? Hører Herbert Spencer til de dovne? Var det for føde og klæder, Michelangelo malte?
I virkeligheden bliver det arbejde, som forbedrer menneskeslægtens kår, udvider dens kundskabskreds og magt, ikke gjort for levebrødets skyld. Dette er ikke et værk af trælle, som drives til arbejde af pisk eller sult. Det er arbejde, udført for dets egen skyld, ikke for at få mere mad eller stads. I en samfundstilstand, hvor nøden var fordreven, ville arbejde af den art øges umådelig.
Jeg er tilbøjelig til at tro, at jordrentens inddragning, på den måde, jeg har foreslået, ville føre til, at overalt, hvor man havde brug for store kapitaler, ville virksomheden antage form af andelsforetagender, fordi den mere ligelige formuefordeling ville gøre folk i almindelighed til både kapitalist og arbejder. Men om det ville gå således eller ej, er for øvrigt af ringe betydning. Det rent mekaniske arbejdes tunge slæb ville i hvert fald forsvinde, arbejdslønnen ville blive for høj og adgangen til fortjeneste altfor let til, at noget menneske længere ville finde sig i at kue og kvæle sin naturs højere anlæg. I enhver virksomhed ville hjernen hjælpe hånden. Arbejdet, selv grovarbejdet, ville ikke være trælsomt, og den moderne produktions arbejdsdeling ville ikke medføre ensformighed eller evne-forkrøbling hos arbejderen: kort arbejdstid, passende veksling af ånds- og legemsarbejde, ville gøre arbejdet let. Følgen ville ikke blot være, at produktive kræfter, som nu går til spilde, og viden, som nu kun halvvejs udnyttes, ville blive taget fuldt i brug; arbejdets bevægelighed og den fremvoksende åndsvirksomhed ville sikkert afføde fremskridt i produktionsmetoderne, som vi nu om stunder ikke kan gøre os nogen forestilling om.
For det største af alle de umådelige tab, som samfundets nuværende indretning medfører, er tabet af åndelig kraft. Hvor uendelig få er ikke de kræfter, som virker med til civilisationens fremgang, i sammenligning med de kræfter, som ligger unyttede! Hvor få tænkere, opdagere, opfindere og ledere gives der ikke i sammenligning med folkets store masse! Og dog fødes der jo mange sådanne, men forholdene tillader kun ganske få at udvikle sig. Der findes iblandt menneskene uendelige forskelligheder i evner og anlæg, lige så vel som i ydre skikkelse. Men forskellen i naturgaver er næppe større end forskellen i udseende eller legemskraft. Tænk på de store mænds levnedsløb og se, hvor lidt der havde behøvedes, for at man aldrig skulle have hørt tale om dem. Var Cæsar udgået af en proletarfamilie, var Shakespeare blevet sat i lære hos en skoflikker eller skorstensfejer, havde Isak Newton ved skæbnens tilskikkelse fået en landarbejders opdragelse og slidfulde kår, eller havde Herbert Spencer været tvunget til at tjene sit brød som fabriksarbejder, hvad havde så deres naturgaver nyttet dem? Men, vil man sige, så havde vi fået en anden Cæsar, en anden Shakespeare osv. Det er sandt. Og det viser, hvor frugtbar den menneskelige natur er.
Ligesom den almindelige arbejdsbi i nødsfald forvandles til en dronning, således kan den, som ellers ville have gået for et ganske almindeligt menneske, når omstændighederne begunstiger hans udvikling, blive helt eller fører, opdager eller lærer, vismand eller helgen. Så vidt og bredt har sædemanden spredt sæden, så stærk er den spirekraft, som driver den til blomst og frugt. Men ak, for hver en, som når til fuld og hel udvikling, hvor mange er der ikke, som forkrøbles eller misdannes?
Viljen i os er bevidsthedens højeste udslag; og dog, hvor lidt skylder selv de bedste af os sig selv for hvad vi har af kundskaber, stilling, ja selv sindelag, hvor meget derimod de indflydelser, som har formet os? Vil ikke enhver, som med åbne øjne er nået livets middagslinje, stundom have følt genklang i sig af den fromme englænders ord ved synet af en forbryder, der blev ført til galgen: »Havde det ikke været for Guds nåde, så gik jeg nu dér.« Hvor lidt formår ikke slægtsarv i sammenligning med de ydre forhold! Dette menneske, siger man, er resultatet af tusindårigt europæisk fremskridt og hint af tusindårig kinesisk forstening; og dog, blev et europæisk barn flyttet over til Kina, ville det blive aldeles som sine omgivelser med undtagelse af de lige øjne og hårets farve, det ville tale det samme sprog, tænke de samme tanker og have samme smag. Byt Lady Vere de Vere i vuggen med et barn fra en skidden smøge, så får I se, om »blodet af hundrede jarler« gør hende til en fin og dannet kvinde.
At fjerne nøden og frygten for nød, at give alle fritid, uafhængighed og lejlighed til åndelig udvikling, ville være som at lede vand ind i en ørken. De tørre steder, hvorfra livet syntes bandlyst, ville snart blive oversået med skyggende træer og genlyde af fuglenes sang. Evner, som nu ligger skjult, dyder, som nu ingen aner, ville træde frem og berige og forædle menneskelivet. – Hvilke muligheder åbner sig ikke for det samfund, der gav alle sådanne forhold.
Indbildningskraften må udfylde billedet; dets farver er for strålende til, at ord formår at gengive dem. Tænk blot på, hvorledes ethvert samfunds medlemmer er lænket sammen ved tusinder af tråde, og hvorledes under de nuværende forhold selv de få begunstigede på samfundspyramidens top lider under de nedre lags fattigdom og fornedrelse, selv om de ikke ved af det. Tænk på alt dette og sig så, om ikke den reform, jeg foreslår, ville blive til virkelig fordel for alle, selv for den største jordejer. Kunne han ikke være mindre bekymret for sine børns fremtid, om han i et sådant samfund måtte gå bort uden at efterlade dem en skilling end om han efterlod dem den største formue i det nuværende? Hvis en sådan samfundstilstand fandtes et sted, ville det da ikke være billigt for ham at betale for adgang dertil med alle sine besiddelser?
Hvor store end de problemer, vi har behandlet, er, så går de dog op i endnu større – i de største, som menneskeånden kan søge at fatte. Jeg vil da bede den læser, der har fulgt mig hertil, om at følge mig endnu et skridt op imod endnu højere egne. Dog kan der ikke her blive tale om udtømmende at behandle de spørgsmål, som trænger sig frem. Kun antydningsvis kan jeg fremsætte nogle tanker, der måske kan tjene som vink for videre tænkning.
[1]Dette ville også medføre stor besparelse i jordens produktive kraft. En sammenhobet bybefolkning, ernæret ved udpinende dyrkning af store, tyndt befolkede strækninger, medfører bogstavelig, at frugtbarhedselementerne føres ud i havet. Hvor umådeligt dette spild er, kan man se af de beregninger, der er blevet gjort over værdien af gødningsstofferne i vore byer.
Fortsættes: Loven for menneskelige fremskridt