Fremskridt og fattigdom
7 – Midlets retfærdighed

Indhold:
– Den private jordejendoms uretfærdighed 
– Arbejdernes trældom det endelige resultat af den private jordejendomsret 
– Jordejernes krav på erstatning 
– Den private jordejendomsret historisk betragtet 
– Jordejendomsretten i De Forenede Stater

***

Den private jordejendoms uretfærdighed
Når man foreslår at afskaffe den private jordejendomsret, så rejser sig i første linie spørgsmålet om retfærdigheden af et sådant skridt. Skønt retfærdighedsfølelsen ofte fordrejes ynkeligt ved vane, overtro og selviskhed, ligger den dog dybt rodfæstet i menneskesjælen, og ved enhver strid, som rejser lidenskaberne, vil kampen mindre rase om spørgsmålet: »Er det klogt?« end om spørgsmålet: »Er det ret?«

At folkelige meningskampe således gerne kommer til at dreje sig om ret og uret, har sin gode grund. Det skyldes en vag og instinktmæssig erkendelse af måske den dybeste sandhed, vi formår at fatte: det alene er klogt, som er retfærdigt; kun det kan bestå, som er ret. Indenfor den enkeltes livs og handlingers snævre grænser kan denne sandhed ofte blive fordunklet, men på folkelivets videre felt træder den overalt frem.

Jeg bøjer mig for en sådan dom: Dersom vor undersøgelse af, hvad det er, som gør fattigdom til fremskridtets ledsager, har ført os til en rigtig slutning, så må den kunne tåle denne overflytning fra økonomiens til etikkens område, må kunne pege på en uret som kilden til samfundsonderne. Er privat jordejendomsret retfærdig, da er det middel, jeg foreslår, falskt; er privat jordejendomsret derimod uretfærdig, så er dette middel det rette.

Hvad er det, som danner det retmæssige grundlag for ejendom? Hvad er det, som tillader et menneske med fuld ret at sige om en ting: »Den er min?« Hvorfra udspringer den følelse, som siger os, at han, og han alene, har denne ret? Er det ikke, når det kommer til stykket, fra menneskets ret til sig selv, til at bruge sine egne kræfter og nyde frugterne af eget arbejde? Er det ikke netop det forhold, at ethvert menneske udgør et uafhængigt hele, at hvert enkelt par hænder adlyder en særlig hjerne osv., der ene retfærdiggør individuel ejendomsret? Som et menneske tilhører sig selv, så ejer det også sit eget i konkret form overførte arbejde, så ingen i hele verden kan forbyde frembringeren at forbruge eller tilintetgøre, bortbytte eller bortgive det. Ingen anden kan med rette gøre fordring på det, og ejerens udelukkende ret krænker ingen. – Således eksisterer der altså for alt, hvad der er frembragt ved menneskelig virksomhed, en klar og ubestridelig ret til særskilt besiddelse og brug.

Den pen, jeg skriver med, er med fuld ret min. Intet andet menneske kan med rette gøre fordring på den, for på mig er frembringerens ret gået over. Den er blevet min, fordi jeg har købt den af købmanden, som fik ejendomsretten til den af fabrikanten, efter at denne sidste ligeledes ved køb havde erhvervet sig deres ret, som havde draget stoffet frem fra jorden og omformet det til en pen. Således hviler min ejendomsret til pennen på enkeltmenneskets naturlige ret til at bruge sine egne evner.

Dette er imidlertid ikke alene den oprindelige kilde, hvorfra alle begreber om udelukkende ejendomsret udspringer – hvad der fremgår af folks naturlige tilbøjelighed til at påberåbe sig den, når nogen vil bestride menneskets ejendomsret –, men det er nødvendigvis også den eneste kilde. Ingen virkelig ejendomsret kan eksistere, uden den kan føres tilbage til frembringerens ret, som hviler på menneskets naturlige ret til sig selv. Der kan ikke gives nogen anden retmæssig adkomst, for det første, fordi der ikke er nogen anden naturlig ret, hvorfra adkomst kunne afledes, og for det andet, fordi anerkendelsen af anden adkomst er uforenelig med frembringerens ret og ville tilintetgøre den.

Hvilken anden ret findes der, hvorfra retten til udelukkende besiddelse af en ting kunne afledes? Hvilken anden magt er mennesket af naturen udrustet med end magten til at bruge sine egne evner? Hvorledes kan det på anden måde indvirke på tingene eller andre mennesker: Lam bevægelsesnerverne, og mennesket har ikke mere ydre indflydelse eller magt end en træklods. Fra hvad andet skulle da retten til at besidde og beherske ting kunne afledes? Naturen anerkender ikke nogen ejendomsret eller noget herredømme fra menneskets side uden som resultat af arbejde. På ingen anden måde kan dens skatte fremdrages, dens kræfter udnyttes. Den gør ingen forskel på folk. Når sørøveren hejser sine sejl, fylder vinden dem lige så godt som sejlene på en fredelig koffardifarer eller et missionsskib; fuglene flyver ikke hurtigere på skud for godsejeren end for krybskytten; om fisken bider eller ikke, afhænger ikke i mindste måde af, om krogen bliver kastet ud af en rar lille dreng, som går i søndagsskole, eller af en skarnagtig fyr, som skulker; solen skinner på retfærdige og uretfærdige i flæng. – Naturens love er Skaberens bud. Der står ikke i dem skrevet nogen anerkendelse af anden ret end arbejdets; men bredt og tydeligt står skrevet i dem: alle menneskers lige ret til at bruge og nyde godt af naturen, til at anvende deres arbejde på den og eje dets løn.

Denne arbejdets ret udelukker mulighed for enhver anden ejendomsret. Har man ret til udbyttet af sit arbejde, så kan ingen have ret til noget, som ikke middelbart eller umiddelbart er fremgået af hans arbejde. Når det er frembringelse, der giver frembringeren ret til udelukkende besiddelse og brug, så kan der ikke retmæssigt gives nogen udelukkende ejendomsret til noget, som ikke er frembragt ved arbejde, og anerkendelsen af privat ejendomsret til jord er altså uretfærdig. Når ikke-producenter i form af jordrente kan gøre fordring på en del af, hvad producenterne skaber, så fornægtes producenternes ret.

Denne slutning kan man ikke komme uden om. Vil man hævde, at et menneske retmæssig kan gøre krav på ejendomsret til sit arbejdes frugt, må man benægte, at nogen retmæssig kan gøre fordring på udelukkende ejendomsret til jord. At hævde retmæssigheden af privat jordejendomsret vil sige det samme som at anerkende en fordring, der ikke har noget naturligt grundlag, og som står i skarp modstrid til den ejendomsret, der hviler på menneskelivets og den materielle verdens love.

Hvad der mest hindrer folk i at indse det uretfærdige i privat ejendomsret til jord, er den vane at sammenfatte alt, der gøres til genstand for besiddelse, under en eneste kategori: Ejendom, eller, dersom man gør forskel, da at drage linjen efter juristernes uvidenskabelige grænsebestemmelse mellem »løsøre« og »fast ejendom«. Den sande, naturlige forskel er mellem ting, som er frembragt ved arbejde, og ting, som er naturens frie gaver, altså mellem formue og jord.

Disse to er vidt forskellige, og at slå dem sammen til ét under navn af ejendom er at bringe forvirring ind i al tænkning om det retmæssige og uretmæssige ved ejendom. Både et hus og det jordstykke, som det står på, er »ejendom«, »fast ejendom« i juridisk forstand. Men de er dog yderst forskelligartede. Huset er frembragt ved arbejde, er altså formue. Grundstykket er en del af naturen, hører altså til det, som i socialøkonomien sammenfattes under udtrykket jord, dvs. alt, hvad der eksisterer uafhængig af menneskelig virksomhed.

Så snart man har fået øje på denne forskel, ser man også, at naturlig retfærdighed billiger ejendomsretten til det første, men ikke til det andet; at medens anerkendelsen af den ene stiller alle mennesker på lige fod og sikrer enhver løn for hans arbejde, er anerkendelse af den anden en fornægtelse af menneskenes lige ret og tillader dem, som ikke arbejder, at tilegne sig de arbejdendes naturlige løn.

Med retfærdsgrunde kan altså den private jordejendomsret i hvert fald ikke forsvares. Alle menneskers lige ret til at bruge jorden er så klar som deres lige ret til at indånde luften og er en simpel følge af den kendsgerning, at de er til. For vi kan ikke antage, at nogle mennesker har ret til at være i denne verden og andre ikke.

Brugsretten til jorden er naturlig og uafhændelig; det er en ret, som gives ethvert menneske ved dets indtrædelse i verden og kun begrænses af andres lige ret. Der eksisterer overhovedet ingen absolut ejendomsret til jord; ingen magt på jorden kan retmæssig skænke en sådan. Selv om alle nulevende mennesker blev enige om at bortgive deres lige ret, så kunne de dog ikke bortgive efterkommernes. For hvad andet er vi end lejere for en dag? Har vi skabt jorden, så at vi skulle kunne foregribe deres ret, som skal benytte den efter os? Den almægtige Gud, som skabte jorden for mennesket og mennesket for jorden, har ved en lov, der er indskrevet i selve verdenslivets grundlov, bestemt den for alle slægtled af menneskebørn; og denne lov kan ingen menneskelige bestemmelser afkræfte eller indskrænke. Om der end fremlægges aldrig så mange pergamenter, om end besiddelsen har varet aldrig så længe, den naturlige retfærdighed kan dog ikke anerkende et menneskes ret til frem for alle andre at eje og udnytte jord. Selvom slægtled efter slægtled stiltiende har fundet sig i hertugen af Westminsters ejendomsret til hans jordegodser, så har dog det fattigste barn, som i dag fødes i London, lige så megen ret til denne jord som hertugens ældste søn.*1 Selvom staten New Yorks suveræne folk indrømmer familien Astor ejendomsret til dens jordbesiddelser, så har dog det ringeste barn, som klynkende kommer til verden i den usleste lejekaserne, lige så stor ret dertil som millionærerne. Og det er tyveri at nægte det denne ret.

Vore tidligere slutninger, som i og for sig er uigendrivelige, står sig altså for den højeste og afgørende prøve: Vi ser, at det er en uretfærdighed, som er kilden til de onder, der vokser med det materielle fremskridt. – Fra den store grunduret: at jorden, hvorpå og hvoraf vi alle skal leve, er blevet gjort til særeje for nogle, udspringer alle de uretfærdigheder, som fordrejer og truer den moderne udvikling, som dømmer frembringeren til fattigdom, medens ikke-frembringeren lever i overdådighed, som lader lejekaserner opstå ved siden af paladset, planter bordellet i kirkens skygge og tvinger os til at bygge lige så mange fængsler, som vi åbner nye skoler.

Der er intet besynderligt eller uforklarligt i de begivenheder, som nu forfærder verden. At fremskridtet bærer så beske frugter skyldes ikke, at fremskridt ikke i sig selv er et gode, eller at naturen har kaldt børn til verden, som den har undladt at sørge for, eller at Skaberen har plettet naturlovene med en uretfærdighed, som endog menneskeånden oprøres imod. At mennesker sulter ihjel midt i vor højeste civilisation, skyldes ikke naturens karrighed, men menneskenes uretfærdighed. Last og nød er ikke naturnødvendige følger af befolkningens vækst og næringsflidens udvikling; de følger blot med som følge af det brud på retfærdsloven, som sker, hvor der gives nogle mennesker udelukkende ejendomsret til det, som naturen yder alle.

Anerkendelsen af individuel jordejendomsret er en uret, som må give sig udslag i uretfærdig fordeling. Når én er herre over den jord, som andre må arbejde på, kan han tilegne sig deres arbejdsudbytte som betaling for tilladelsen til at arbejde. Således krænkes den naturgrundlov, at arbejde er betingelsen for eje. Og medens den ene bliver uretmæssig beriget, bliver de andre plyndret. Til denne grunduret kan således den uretfærdige formuefordeling føres tilbage.

Hvorfor skulle de, som lider under denne uret, et eneste øjeblik nøle med at rydde den af vejen? Hvad er vel disse jordejere, at de skal have lov at høste, hvor de ikke har sået?

Overvej et øjeblik, hvor fuldstændig absurd grundlaget er for de skøder og dokumenter, hvorved vi højtidelig overdrager retten til udelukkende besiddelse af denne vor jord fra Per til Povl. I Californien f.eks. skyldes adkomsten regeringen i Mexico, som tog jorden fra den spanske konge, der igen havde fået den af paven, da denne med et pennestrøg fordelte lande, som endnu ikke var opdagede, mellem spanierne og portugiserne – eller, om man vil, den hviler på erobring. I England går den tilbage til de normanniske erobrere og så fremdeles. Overalt er dens grundlag ikke ret, som forpligter, men magt. Og når adkomsten således alene beror på magt, kan man ikke beklage sig, om magten igen ophæver den. Beslutter folket at annullere disse adkomstdokumenter, kan der ikke i retfærdighedens navn gøres nogen indvending derimod. Der har levet mennesker, som har haft magt til at tilegne sig eller give til andre udelukkende herredømme over dele af jordens overflade, men når og hvor har der levet et menneskeligt væsen, som har haft ret dertil?

Retten til besiddelse af et hvilket som helst menneskeligt produkt er klar. Uanset, hvor manges hænder det er gået igennem, den første i rækken var altid en eller anden, som ved sit arbejde skaffede det til veje, og som derfor havde utvivlsom adkomst dertil og med fuld ret kunne overdrage det til andre. Men hvor er det endepunkt i rækken af overdragelser, hvor man kan påvise en tilsvarende adkomst til nogen del af verdensaltet? Til alle forbedringer kan man ganske vist påvise en sådan oprindelig adkomst, men kun til disse, ikke til jorden selv. Om jeg rydder en skov, eller fylder et morads, så er alt, hvad jeg med rette kan gøre fordring på, den værdi, der er frembragt ved denne virksomhed. Den giver mig ingen ret til selve jorden.

Man vil imidlertid kunne gøre den indvending, at der gives forbedringer, som i tidens løb ikke bliver til at skelne fra jorden. Ganske vist, da kommer retten til forbedringerne til at gå op i retten til jorden; den enkeltes ret taber sig i den fælles ret. Naturen udgår ikke fra mennesket, men mennesket fra naturen, og til naturens skød må mennesket og alle dets gerninger vende tilbage.

Der er ingen vanskelighed ved at trække grænselinjen mellem den enkelte jordbrugers ret og fællesskabets ret. Værdien afgiver en fin og nøjagtig målestok. Jordens pris er jo, som vi har set, betaling for et monopol. Et jordstykkes værdi er et nøjagtigt udtryk for den særlige fordel ved dets besiddelse, og jordrenten angiver nøjagtig, hvad besidderen bør betale samfundet for at fyldestgøre alle andres lige ret. Når vi derfor indrømmer besidderne uforstyrret brugsret til jorden, men inddrager jordrenten i samfundets fælleskasse, vil vi under ét tilvejebringe den besiddelsessikkerhed, som er nødvendig for at få folk til at forbedre deres jord, og en fuld og hel anerkendelse af alles lige ret til jorden.

Der er nogen, der mener, at individuel jordejendomsret kan begrundes på den førstkomnes ret; men dette er om muligt den mest urimelige grund at anføre til dens forsvar. Det, først at have taget jorden i brug, skulle medføre absolut og stedsevarende ret til den jords overflade, hvorpå talløse slægtled følger efter hinanden! Havde da det forrige slægtleds mennesker større ret til at bruge denne jord end vi nulevende? Havde hulemenneskene, mastodontens og den tretåede hests samtidige eller de talløse slægtled, der endnu længere tilbage i den grå urtid fulgte efter hinanden på den jord, som vi nu bebor – havde de en bedre ret end vi? – Har den, som kommer først til et gilde, ret til at vende alle stolene og fordre, at ingen af de andre gæster skal have lov til at tage del i måltidet, førend de har indgået aftale med ham? Får den første rejsende, som stiger ind i en jernbanevogn, ret til at brede sit tøj ud over alle siddepladser og tvinge de rejsende, som kommer ind efter ham, til at blive stående?

Disse tilfælde er fuldstændig af samme art. Aldeles på samme måde, som en rejsende kan brede sig over så mange pladser, han vil, indtil der kommer andre rejsende til, således kan en nybygger tage og bruge så meget land, han finder for godt, indtil andre også trænger til det – hvad der viser sig ved, at jorden får værdi. Da må hans ret begrænses ved den lige store ret, som alle har. Dersom dette ikke var tilfældet, da kunne den mand, der kom først, tiltage sig og overdrage, til hvem han ville, ikke blot den udelukkende ret til 120 eller 500 tdr., men til et helt sogn, en hel stat, en hel verdensdel.

I sin yderste konsekvens fører anerkendelsen af enkeltmands ejendomsret til jord til den åbenhare urimelighed, at et eneste menneske, om det kunne lykkes ham at samle ejendomsretten til et helt land, ville kunne fordrive alle dets indbyggere.

Men hvad der således kunne tænkes at ville ske, det går i virkeligheden faktisk for sig i mindre målestok. Storbritanniens jorddrotter har gang på gang fordrevet store landområders indfødte befolkning, hvis forfædre har boet der i umindelige tider, – drevet dem til udvandring, ind i fattiglemmernes rækker eller til hungersdøden. Og på ubeboede landstrækninger i det unge Californien kan man se de røgsværtede skorstene af boliger, hvorfra nybyggerne er blevet fordrevet som følge af love, som intet hensyn kender til naturlig retfærdighed; og store strækninger, som kunne være folkerige, ligger øde, fordi anerkendelsen af den udelukkende ejendomsret har givet en enkelt mand magten til at forbyde sine medmennesker jordens brug. Det par jordejere, som ejer de britiske øers overflade, ville kun gøre, hvad den engelske lov giver dem fuld magt til at gøre, dersom de fordrev det britiske folk fra dets fædrene øer. En sådan uddrivelse ville ganske vist falde mere i øjnene, men ville ikke i mindste måde være mere oprørende mod den naturlige retfærdighedsfølelse end det skuespil, man nu har for øje: hovedmassen af folket tvunget til at betale umådelige summer til nogle få medborgere for tilladelse til at leve i det land, som folket dog kalder sit, og som er blevet det dyrebart gennem så mange minder, og for hvilket det er enhvers pligt, om nødvendigt, at ofre liv og blod.

»Den, jorden tilhører, ham tilhører også dens frugter,« er en gammel sandhed, som falder desto mere i øjnene, jo mere jorden samles på enkelte hænder, jo tættere befolkningen bliver og jo mere fremskridtet øger produktionskraften; men den har sin gyldighed overalt – lige så vel i vore nye stater som på de britiske øer eller ved Indusflodens bredder.

Arbejdernes trældom det endelige resultat af den private jordejendomsret
Er slavehold uretfærdigt, da er privat ejendomsret til jord det også.

For omstændighederne være som de vil, ejendomsretten til jord vil altid medføre herredømme over mennesker, mere eller mindre udtalt, alt eftersom jordtrangen er større eller mindre. – Sæt hundrede mennesker på en ø, som det ikke er muligt at slippe bort fra, og enten du da gør en af dem til absolut ejer af de andre 99 eller til absolut ejer af øens jord, vil det komme ud på et og det samme. – I det ene som i det andet tilfælde vil den ene være absolut herre over de 99, og hans magt vil strække sig endog over liv og død; for nægter han dem tilladelse til at leve på øen, så er dette det samme som at drive dem ud i havet.

I større målestok og under mere indviklede forhold må den samme årsag virke på samme måde, og det endelige resultat, arbejdernes trældom, komme mere og mere til syne, jo mere det tryk vokser, som tvinger dem til at leve på og af jord, der behandles som andres udelukkende ejendom. Tag et land, hvor jorden ikke er i en enkelt mands hænder, men fordelt mellem adskillige ejere, og hvor, som sædvanligt nu til dags, kapitalister og arbejdere er forskellige personer, og industri og handel har udsondret sig fra landbruget. Selvom forholdet mellem jordejerne og arbejderne her er mindre ligefremt og iøjnefaldende, vil det dog også her, alt som befolkningen vokser og næringsfliden gør fremskridt, udvikle sig i retning af absolut herredømme på den ene side og ussel hjælpeløshed på den anden. Efterhånden som det bliver stedse vanskeligere eller umuligt at drage ud på billigere jord, vil arbejderne, ligegyldig hvad de producerer, blive tvungne ned til det blotte og bare livsophold, og deres indbyrdes konkurrence vil, da jorden er monopoliseret, bringe dem kår, som i virkeligheden er trældom, selvom man pynter dem med frihedens navn.

Der er intet forunderligt i den kendsgerning, at trods vort århundredes umådelige tilvækst i produktionskraft, tenderer arbejdslønnen i de laveste og bredeste lag overalt hen mod trælleløn – netop tilstrækkelig til at holde arbejderen arbejdsfør. For når vi hævder nogle menneskers udelukkende ret til jorden, hvoraf alle skal leve, så dømmer vi andre mennesker til trældom, lige så fuldt som om vi ligefrem havde gjort dem til slaver.

Under enklere samfundsforhold, hvor produktionen hovedsagelig består i ligefremt jordbrug, træder den trældom, som er det nødvendige resultat af at give nogle den udelukkende ret til jorden, klart for en dag som livegenskab og hoveri.

Slaveholdet havde sin oprindelse i bortførelsen af krigsfanger; men selvom det til en vis grad har fundet sted på alle egne af jorden, var det dog kun af ringe omfang og ubetydelig virkning i sammenligning med den trældom, som har sin oprindelse fra tilegnelsen af jorden. Intet folk har nogensinde som helhed været gjort til slaver under mennesker af dets egen race. De manges underkastelse under de få, som vi møder overalt, hvor samfundet har nået en vis udvikling, skyldes jordens tilegnelse som særejendom. Ejendomsretten til jorden er det som overalt medfører ejendomsret til mennesker. Det er trældom af denne art, som de store pyramider og kolossale mindesmærker i Ægypten endnu bærer vidnesbyrd om, og om hvis oprindelse vi måske har en dunkel overlevering i den bibelske fortælling om den hungersnød, hvorunder Farao opkøbte folkets jord. Det var trældom af denne art, Grækenlands erobrere i historiens morgendæmring pålagde landets oprindelige indbyggere, idet de gjorde dem til Heloter ved at lade dem betale afgift for deres jord. Det var væksten af Latifundia, de store jordegodser, som forvandlede det gamle Italiens befolkning fra en slægt af stovte bønder, hvis mandhaftighed erobrede verden, til en slægt af krybende livegne. Det var høvdingenes tilegnelse af jorden som absolut ejendom, der lidt efter lidt forvandlede ætlingerne af de lige og frie galliske, teutoniske og hunniske krigere til hoveripligtige fæstebønder, og som gjorde de uafhængige slavoniske odelsbønder til russiske livegne og polske trælle. Hvorhen man end vender øjet, kan man se nye eksempler på den almengyldige sandhed, at de, som ejer jorden, er herrer over de mennesker, som bor på den.

Den absolutte magt, som ejendomsretten til jord giver over mennesker, forklarer, hvad der ellers er uforklarligt: at indretninger og anskuelser, som i og for sig er så fuldstændig stridende mod den naturlige følelse af frihed og lighed, har kunnet opstå og brede sig. – Så snart tanken om personlig ejendomsret (der så naturlig knytter sig til alt, hvad mennesker har frembragt) bliver udvidet til at gælde jorden, går alt det øvrige af sig selv. De stærkeste og kløgtigste skaffer sig let den største andel i denne slags ejendom, der ikke vindes ved arbejde, men ved tilegnelse; og idet de bliver herrer over jorden, bliver de nødvendigvis også herrer over deres medmennesker. Jordejendom er aristokratiets grundlag. Det var ikke adelskabet, som gav adelsmændene jord, men besiddelsen af jord, som gav jordejerne adelskab. Alle det europæiske adelskabs umådelige rettigheder i middelalderen skrev sig fra dets stilling som jordens ejere. Så snart lensherrens ret til jorden var anerkendt og hævdet, så kunne de, som levede på den, kun gøre det på de vilkår, han foreskrev. Efter hine tiders sæder og forhold hørte der hertil personlige tjenester og forpligtelser så vel som produkt- eller pengeafgifter, men det egentlig tvingende lå i jordejendomsretten. Den engelske jordejer nu til dags har i kraft af den lov, som anerkender hans udelukkende ret til jorden, i det væsentlige ganske den samme magt, som hans forgænger, lensbaronen, havde. Han kunne pålægge forpagterne personlig tjenesteydelse. Han kunne tvinge dem til at klæde sig i liberi, antage en bestemt religion, knæle, når han talte til dem, eller ofre deres kvinders ære til ham, dersom de da hellere ville finde sig i dette end lade sig drive bort fra hans jord. Og de engelske godsejere udøver virkelig også sådan magt i så vid udstrækning, som tidens tænkemåde giver dem lyst til. Da de har skubbet forpligtelsen til at sørge for landets forsvar af sig, har de ikke længere brug for forpagternes våbentjeneste; og da man ikke nu til dags bruger at stille sin rigdom og magt til skue ved et langt tog af følgesvende, bryder de sig nu ikke mere om personlig tjeneste. Men de fører sædvanligvis opsyn med deres forpagteres stemmeafgivning og lader dem på mange måder føle, at de er undergivne. »Den højærværdige Guds mand«, biskop Lord Plunkett, fordrev en hel del af sine irske forpagtere, fordi de ikke ville sende deres børn i de protestantiske søndagsskoler. Den ene familie efter den anden har kold, beregnende profitjagt jaget på landevejen. Den grundsætning, som tillader dette, er den samme, som i mere rå tider og under enklere samfundsforhold bragte menigmand under åget og drog den dybe kløft mellem adel og bonde. Hvor bonden blev trælbunden, skete det simpelthen ved at forbyde ham at forlade det gods, han var født på: man frembragte således på kunstig vis den tilstand, vi tænkte os på øen. I tyndt befolkede lande er dette nødvendigt for at frembringe fuldstændig trældom, men hvor jorden er fuldt optaget, kan konkurrence frembringe væsentlig de samme forhold. Sammenligner man den udsugede irske forpagter og den russiske livegne, var fordelen i mange måder på den sidstes side. Den livegne sultede ikke.

Den samme årsag, der således til alle tider har fornedrer og kuet de arbejdende masser, er det, som endnu den dag i dag udøver sin virkning i den civiliserede verden. Personlig frihed – det vil sige frihed til at drage, hvorhen man vil – er overalt indrømmet, og af uligheder i politisk og retslig henseende er der intet spor tilbage i De Forenede Stater, og selv i de mindst civiliserede lande kun lidt. Men ulighedens hovedårsag består og giver sig udslag i den ulige formuefordeling. Slaveriets egentlige kerne er, at den fratager arbejderen alt, hvad han frembringer, undtagen netop nok til livets ophold, og mod dette lavmål stræber under de nuværende forhold umiskendelig også lønnen for det frie arbejde.

Således er massernes kår i alle civiliserede lande en virkelig trældom under frihedens former eller er i alt fald på vej til at blive det. Og måske er af alle arter trældom denne den grummeste og ubarmhjertigste. For arbejderen berøves sit arbejdsudbytte og tvinges til at slide for det blotte livsophold; men hans arbejdsfogeder optræder ikke længere i menneskelig skikkelse, det synes ikke længere at være det ene menneske, som driver det andet til rastløst og slet lønnet arbejde, men derimod »de ubøjelige love for tilbud og efterspørgsel«, som ingen særskilt er ansvarlig for. Censoren Catos grundsætning – som dog vakte afsky selv i en så grusom tid som hans –: at når man havde udvundet så meget arbejde som muligt af en træl, skulle han jages ud for at dø, – bliver den almindelige regel; og selv den egennyttige interesse, som driver herren til at påse, at trællen har det godt, går tabt. Arbejdet er blevet en vare og arbejderen en maskine.

Når slaveejerne i Syden betragtede de frie arbejderes kår i de mest fremskredne civiliserede lande, er det ikke mærkeligt, at de fik sig selv til at tro, at slaveriet var en guddommelig indretning. At sydens markarbejdere, som klasse betragtet, fik bedre føde, bolig og klæder, at de havde færre bekymringer og flere fornøjelser end landarbejderne i England, kan der ikke være tvivl om; og slaveejerne kunne endogså ved deres besøg i nordstaternes byer få ting at se og høre, som umulig kunne finde sted under, hvad de kaldte deres »arbejdsorganisation«. I sydstaterne ville i slavetiden den herre, der havde tvunget sine negre til at arbejde og leve således, som masser af frie mænd og kvinder må leve i frie lande, være blevet betragtet med afsky, og selv om ikke den offentlige mening havde holdt ham tilbage, så ville hans egen interesse i at holde slaverne i god stand have gjort det. Men i London, New York og Boston (blandt mennesker, som har ofret og ville være villige til atter at ofre penge og blod for at frigøre slaverne, og hvor ingen offentligt kan mishandle et dyr uden at blive arresteret og straffet) kan man se børn barfodede og lasede på gaden selv ved vintertid, og kvinder slide sig ihjel i usle tagkamre og overfyldte kældere for en løn, som ikke forslår til føde og brændsel. Er det noget under, at kravet om slaveriets afskaffelse stod for sydens slaveejere som hykleriske talemåder?

Og nu, da slaveriet er afskaffet, finder sydens plantere, at de ikke har lidt noget tab. Deres ejendomsret til den jord, som de frigivne må leve på, giver dem i virkeligheden lige så meget herredømme over arbejdet som tidligere.

De følelser, som altid gør sig gældende, hvor der er et personligt forhold mellem herre og træl til at mildne trældommen, viste sig også i de mere rå former af livegenskab, som betegnede de tidligere tidsrum af den europæiske udvikling, og fremkaldte efterhånden faste sædvaner, der satte en vis grænse for jordejernes udbytning af trællen eller bonden. Konkurrencen mellem udarmede mennesker om adgang til livsfornødenhederne blev derfor ingen steder drevet til det yderste i retning af udnyttelse og fornedrelse. Grækenlands Heloter, Italiens halvbrugere, Ruslands og Polens livegne osv. gav en bestemt andel af deres avl eller arbejde til deres jorddrotter og blev i almindelighed ikke udpresset yderligere. Men de indflydelser, som således gjorde sig gældende til at begrænse jordejernes udbytning, går tabt i den mere skjulte form, som livegenskabet antager under nutidens indviklede produktionsforhold. For derved skilles de, hvis arbejdsudbytte bliver dem berøvet, så fuldstændig og ved så mange led fra dem, der tilegner sig det, at forholdet mellem medlemmerne af de to klasser bliver fuldstændig upersonligt. I det moderne samfund kan konkurrencen uhindret presse arbejderen til det yderste, og med hvilken forfærdelig magt den virker, kan man skønne af de laveste klassers kår i selve midtpunkterne for rigdom og virksomhed. At sådanne usle kår ikke er endnu mere udbredte, skyldes den store masse frugtbar jord, som hidtil har været frit tilgængelig i Amerika, og som har været et tilflugtssted for en voksende befolkning: fra ét land, Irland, har udvandringen endogså været så stor, at den faktisk har formindsket folkemængden. Men denne udvej kan ikke vare evig. Den begynder allerede hurtig at tilstoppes, og når den er lukket, må trykket blive hårdere og hårdere.

Den fattigdom, som store masser af mennesker i nutiden er fordømt til, er ikke den frihed for uro og fristelser, som vismænd har søgt og prist; den er en fornedrende trældom, som lænkebinder det ædlere i vor natur, sløver alle finere følelser og driver menneskene til handlinger, som dyr ikke ville begå. Det er ind i denne hjælpeløse og håbløse nød, de arbejdende klasser drives af en magt, der virker på dem som en uimodståelig og følelsesløs maskine. Flipfabrikanten i Boston, som betaler sine arbejdersker 7 øre i timen, kan beklage deres kår, men han beherskes ligesom de af konkurrencen, og vil han fortsætte, kan han ikke betale dem mere, for forretning bestemmes ikke af følelser. Og således er det gennem alle mellemtrin lige op til dem, som i form af jordrente tilegner sig, hvad arbejderne har fortjent, uden at give noget i stedet. Overalt synes det at være den ubønhørlige lov for tilbud og efterspørgsel, overfor hvilken den enkelte står magtesløs, der trykker de lavere klasser ned i fattigdommens trældom. Men i virkeligheden er årsagen den samme nu som før.

Vor lovpriste frihed bærer trældom i sig, så længe vi opretholder den private jordejendomsret. Indtil denne er afskaffet, vil uafhængighedserklæringer og slavefrigørelsesakter være forgæves. Så længe ét menneske kan gøre fordring på udelukkende ejendomsret til den jord, andre mennesker må leve på, vil trældommen vedvare og må vokse og skærpes, efterhånden som de materielle fremskridt tiltager!

Det er dette, som sker i den civiliserede verden. Den private jordejendomsret er den underste møllesten, fremskridtet den øverste. Mellem disse to knuses de arbejdende klasser under et stadigt voksende tryk.

Jordejernes krav på erstatning
Flertallet af mennesker i de civiliserede lande betragter alt det bestående som retfærdigt, indtil dets uretfærdighed er blevet bevist atter og atter, og i regelen er de rede til at korsfæste dem, som først vover at påtale uretten.

Men ingen kan studere socialøkonomi, eller i det hele tænke over produktion og fordeling, uden at indse, at ejendomsretten til jord er helt forskellig fra ejendomsretten til, hvad mennesker har frembragt, og kan ikke forsvares ud fra retfærdsgrundsætninger.

Dette indrømmes enten udtrykkelig eller stiltiende i alle økonomiens hovedværker, men oftest dog kun ved vage antydninger. Opmærksomheden afledes i almindelighed fra sandheden, omtrent som en, der holdt foredrag over moralfilosofi for en forsamling af slaveejere, ville søge at bortlede opmærksomheden fra en alt for nøje betragtning af menneskenes naturlige rettigheder. Den private ejendomsret til jord accepteres uden videre som en kendsgerning eller forudsættes som nødvendig for en ordentlig udnyttelse af jorden og for civilisationens beståen.

Den undersøgelse, vi har foretaget, har imidlertid afgørende bevist, at den private ejendomsret til jord ikke kan forsvares af nyttehensyn, men tværtimod er den store grundårsag til den samfundssygdom, som truer den fremadskridende civilisation. Nyttighedshensyn forener sig derfor med retfærdighedsfølelsen om at forlange dens afskaffelse. Og hvorfor skulle man da nøle?

Hvad der bringer endogså dem til at nøle, som klart indser, at jorden retmæssig set er almen ejendom, er den idé, at da vi så længe har tilladt folk at betragte jorden som privat ejendom, ville vi ved at afskaffe denne forurette dem, som har gjort regning på, at den ville blive opretholdt, og da det har været tilladt at have jord som retmæssig ejendom, ville man ved på ny at gøre samfundets ret gældende handle uretfærdigt mod dem, som har købt jorden. Man påstår derfor, at hvis vi vil afskaffe jordejendomsretten, kræver retfærdigheden, at vi må give fuld erstatning til de nuværende ejere på samme måde, som den engelske regering ved slaveriets ophævelse i britisk Vestindien udbetalte slaveejerne 360 mill. kr.

Endogså Herbert Spencer, som i sin Social Statics så klart har bevist ugyldigheden af enhver formentlig adkomst til udelukkende ejendomsret til jord, forsøger at støtte denne opfattelse ved at erklære, at en retfærdig vurdering og udligning af de nuværende jordejeres krav er »en af de mest indviklede opgaver, samfundet en gang vil få at løse«.

Det er denne tankegang, der har affødt det forslag, som finder sine talsmænd i Storbritannien, at regeringen skulle indkøbe al landets jordejendom, og det var denne tankegang, som bragte John Stuart Mill, selvom han klart indså det grunduretfærdige i privat jordejendomsret, til at gøre sig til talsmand ikke for fuld tilbagetagelse af jorden, men blot for en inddragning af dens fremtidige værdistigning.

Bortset fra de praktiske vanskeligheder, som ville være forbundet med udførelsen af sådanne planer, ligger deres uanvendelighed i, at det er umuligt ved noget kompromis at slå bro over grundforskellen mellem ret og uret. I samme grad, som man skånede jordejernes interesser, ville folkets interesser og ret blive tilsidesat. At opkøbe jordejendomsrettighederne ville blot være ved beskatning at opkræve for jordejerne den samme andel i arbejdets og kapitalens udbytte, som de nu kan tilegne sig i form af jordrente. Ganske vist ville der opstå en fordel for folket i dets helhed, når jordens prisstigning havde drevet det beløb, som jordejerne ville have fået under det nuværende system, op over renten af købesummen; men foreløbig ville den byrde, der blev lagt på arbejde og kapital til de nuværende jordejeres fordel, endog blive betydelig forøget. For jordens nuværende markedspris skyldes tildels forventningen om fremtidig værdiforøgelse, og at indkøbe jorden til markedspris og forrente købesummen ville således ikke blot være at påbyrde producenterne at forrente jordens nuværende virkelige brugsværdi, men også dens fulde spekulationsværdi.

Mills plan ville ganske vist ikke øge den nuværende formuefordelings uretfærdighed, men den ville heller ikke afhjælpe den. Al yderligere spekulationsstigning af jordprisen ville holde op, og folket ville fremtidig indvinde forskellen mellem jordens fremtidige værdi og det beløb, som den ansloges til ved vurderingen. Men for al fremtid ville dog en enkelt klasse forblive i besiddelse af de umådelige fordele, som den nu har over alle andre. Alt, hvad der kan siges om denne plan, er, at den vel nok ville være bedre end intet.

Drøftelsen af sådanne utilstrækkelige og uudførlige planer er imidlertid allerede et lovende tegn, da det viser, at spidsen af sandhedens kile begynder at trænge ind. Når retfærdigheden vover sig til en begyndende protest imod en af tiden helliget uret, anslår den gerne i sine forkynderes mund en krybende ydmyg tone; vi engelsktalende folk bærer endnu det angelsaksiske trællehalsbånd og er blevet opdraget til at se på jordejernes »lovlige rettigheder« med hele den overtroiske ærbødighed, hvormed de gamle ægyptere betragtede krokodillen. Men når tiden er moden for ideerne, vokser de og breder sig, selvom de fra først af syntes aldrig så ubetydelige. Der kom en dag, da tredjestanden satte hattene på, når kongen gjorde det. En kort stund efter, og hovedet af en søn af den hellige Ludvig rullede ned fra skafottet! Bevægelsen for slaveriets ophævelse i De Forenede Stater begyndte med, at man talte om at give slaveejerne erstatning, men da fire millioner slaver med ét slag blev frigivet, fik ejerne ingen erstatning og vogtede sig vel for at kræve nogen. Og når først folket i et land som England eller De Forenede Stater har fået en så levende forståelse af uretfærdigheden og misfordelene ved den private jordejendomsret, at de vil forsøge at gøre jorden til nationalejendom, så vil de også være rede til at gøre det på en meget mere ligefrem og let måde end ved køb. De vil ikke gøre sig nogen bekymring for erstatning til jordejerne.

Ejheller ville det være ret at tænke på noget sådant. At en mand som John Stuart Mill kunne lægge så stor vægt på erstatning til jordejerne, kan alene forklares af, at de gængse socialøkonomiske teorier blændede hans syn for den fulde virkning af den private jordejendomsret. Hildet, som han var, i den malthusianske læres net, tilskrev han, som han udtrykkelig siger, »naturens karrighed, ikke menneskenes uretfærdighed«, den nød og elendighed, som han så omkring sig; og derfor syntes jordens nationalisering ham at være en forholdsvis ubetydelig sag, som ikke kunne bidrage noget synderlig til at udrydde elendighed og fattigdom. Så stor og ren, som han var, med sit varme hjerte og ædle sind, kom han dog aldrig til at se den virkelige harmoni mellem de økonomiske love eller til at indse, hvorledes fattigdom, laster og nedværdigelse udspringer af denne ene store grunduret. Ellers kunne han aldrig have skrevet denne sætning: »Irlands jord, jorden i ethvert land tilhører landets folk. De personer, som kaldes jordejere, har hverken fra moralens eller retfærdighedens synspunkt nogen ret til andet end jordrenten eller jordens salgsværdi.«

Hvilken selvmodsigende snak. Når et lands jord tilhører landets folk, hvad ret har da i moralens og retfærdighedens navn nogle enkelte personer, som kaldes jordejere, til jordrenten? Hvorfor skal folket betale for sin egen ejendom?

Herbert Spencer siger: »Dersom vi havde med de mennesker at gøre, som oprindelig frarøvede menneskeslægten dens arvelod, så kunne vi gøre kort proces med dem.« Men hvorfor ikke gøre processen kort alligevel? Dette er jo ikke lig et heste- eller pengetyveri, som er forbi med det samme. Det er et fortsat, uafladeligt rov. Jordrenten tages ikke af fortidens frembringelser, men af nutidens. Det er en afgift, som stadig og uafladelig afkræves arbejdet. Hvert øksehug, hvert stempelslag betaler tribut; den beslaglægger kapitalens retmæssige rente og frugterne af opfinderens ihærdighed; den tager små børn bort fra leg og fra skole og tvinger dem til at arbejde, før knoglerne i deres lemmer er hærdet. Den fornedrer menneskene, gør dem dyriske og bitre. Den fylder brændevinsknejper og ølstuer med dem, som ikke har nogen hygge i hjemmet, den gør ynglinge, som kunne være blevet nyttige borgere, til bøller og tugthuskandidater, og fylder bordellerne med unge piger, som kunne have følt de rene moderglæder; den sender begærlighed og alle onde lidenskaber hærgende ud over samfundet, ligesom en hård vinter driver ulvene til menneskenes boliger; den undergraver vor tro til menneskene og fordunkler den retfærdige og kærlige Skabers tanke, så vi kun får en blind og grusom skæbne at se.

Den er ikke blot et fortidsran, den er et nutidsran – et ran, som berøver de børn, der kommer til verden, deres fødselsret! Hvorfor skulle vi da nøle med at gøre kort proces med et sådant system? Er det, at jeg blev bestjålet i går og i forgårs og dagen før, nogen grund til, at jeg skulle lade mig bestjæle i dag og i morgen? Er der nogen grund til deraf at drage den slutning, at tyven har erhvervet hævdsret til at bestjæle mig?

Dersom jorden tilhører folket, hvorfor da vedblivende tillade jordejerne at tage jordrenten, eller på nogen måde erstatte dem tabet af den? Jordrente er jo ikke en betaling for noget, som jordejerne har udrettet. Den er udtryk for en værdi, som det hele samfund har skabt, og tilhører derfor også nødvendigvis det hele samfund.

Lad os anstille en prøve af jordejernes sag på grundsætningerne for den borgerlige lovgivning, hvorved folks indbyrdes rettigheder bestemmes. Jordejerne kan da i hvert fald ikke beklage sig over en sådan afgørelse, for hele vor lovgivning er opbygget af og for jordejerne. Hvad indrømmer nu loven den sagesløse besidder, i fald den jord, som han har betalt sine penge for, viser sig at være andres retmæssige ejendom? – Aldeles intet. Loven siger ikke som John Stuart Mill: »Jorden tilhører A, derfor har B, som anså sig for dens ejer, ikke ret til noget andet end erstatning for dens værdi.« Loven siger ganske simpelthen: »Jorden tilhører A, lad derfor øvrigheden sætte ham i besiddelse af den.« Og ikke engang det alene: ifølge den borgerlige lovgivning kan man, efter at have udleveret jorden med alle dens forbedringer, oven i købet gøres ansvarlig for de indtægter, ejendommen har givet i den tid, man har haft den i besiddelse.

Anvendte vi nu i denne sag: folket kontra jordejerne, de samme retsgrundsætninger, behøvede vi altså ikke blot at lade være med at tilkende jordejerne nogen skadeserstatning, men havde endog rettighed til at fratage dem alle forbedringer og alt, hvad de ellers ejer.

Men jeg foreslår ikke at gå så vidt. Det er nok, når folket tager sin ejendomsret til jorden tilbage. Lad jordejerne uforstyrret beholde deres forbedringer og personlige ejendom. I denne retfærdige forholdsregel ville der ikke ligge noget overgreb, ingen skade for nogen som helst samfundsklasse. Og jordejerne selv ville få del i den almindelige vinding. Selv for de store jordejere ville det være en virkelig fordel, og for de mindre jordejere ville vindingen blive umådelig, for retfærd er kærlighedens tjenerinde. Hvor menneskene byder hende til huse, følger fred og fylde i hendes spor og bringer deres gode gaver, ikke til nogle, men til alle.

Hvor sandt dette er, skal vi se i det følgende.

Når jeg i dette kapitel har talt om retfærdighed og hensigtsmæssighed, som om det var forskellige ting, har det kun været for at imødegå indvendinger fra dem, som taler således; retfærd er altid i højeste og sandeste forstand hensigtsmæssig.

Den private jordejendomsret historisk betragtet
Hvad der mere end noget andet står i vejen for, at folk kan indse den private jordejendomsrets grundlæggende uretfærdighed og redelig give sig i lag med at overveje de forskellige forslag til dens afskaffelse, er den tankevane, folk har, at anse alt, som har bestået længe, for naturligt og nødvendigt. De fleste mennesker er derfor også ude af stand til at tænke sig, eller rettere sagt, det falder dem aldrig ind at tænke sig et samfund, hvor jorden ikke er i privat eje; og et menneskes jord anser de for noget så fuldstændig og så retmæssig ham tilhørende, at han kan sælge, bortgive eller borttestamentere den, ligesom huse, kvæg og møbler. »Ejendommens hellighed« er blevet præket så ihærdigt og virksomt, i særdeleshed af juristerne (disse »bevarere af gammelt barbari«, som Voltaire kaldte dem), at de fleste mennesker anser den private jordejendomsret for civilisationens sande grundvold; så når man bringer på tale atter at gøre jorden til fælles ejendom, betragter de fra første øjeblik sagen enten som et fantastisk hjernespind eller som et forslag til at omstyrte samfundet og bringe barbariet tilbage.

Selv om det var sandt, at jorden altid har været behandlet som privatejendom, så ville dette ikke bevise retfærdigheden eller nødvendigheden af også for fremtiden at lade den vedblive at være det, lige så lidt som slaveriets tilværelse over hele jorden ville kunne bevise retfærdigheden eller nødvendigheden af at gøre mennesker til anden mands ejendom.

For ikke lang tid tilbage syntes kongedømmet at være en uundværlig samfundsindretning, og ikke blot kongerne selv, men også de fleste af deres undersåtter troede virkelig, at intet land kunne klare sig uden konge. Ikke desto mindre klarer Frankrig, for ikke at tale om Nordamerika, sig nu uden konge; og dronningen af England har ikke stort mere indflydelse på sit riges styrelse, end gallionsfiguren i forstavnen på et skib har på skibets kurs.

For omtrent hundrede år siden erklærede biskop Butler, at »en statsforfatning uden en statskirke er et hjernespind, som der ikke gives ét eneste eksempel på«. At der ikke på den tid gaves et eneste eksempel på et sådant forhold, deri havde han vistnok ret. Ikke desto mindre har vi nu i De Forenede Stater allerede i et århundrede praktisk bevist, at det er muligt for en stat at bestå uden statskirke.

Selv om jorden altid og overalt havde været behandlet som privat ejendom, ville dette altså dog ikke bevise, at den altid måtte vedblive dermed. Men det forholder sig slet ikke så. Tværtimod har man oprindelig overalt anerkendt den fælles ret til jorden, og den private jordejendomsret er ingen steder opstået uden som resultat af overgreb. Menneskeslægtens oprindelige, fast indgroede opfattelse er, at alle har lige ret til jorden; den mening, at privat jordejendomsret skulle være nødvendig for samfundet, er kun et udslag af en nærsynet uvidenhed – en tankegang af forholdsvis nyere dato, lige så kunstig og grundløs som forestillingen om kongernes guddommelige ret.

Rejsendes iagttagelser og de kritiske historikeres forskning, som i den nyere tid har gjort så meget for at genopbygge folkenes glemte forhistorie, beviser, at overalt, hvor menneskesamfund har dannet sig, har man anerkendt menneskenes fælles ret til at benytte jorden, og ingen steder frivilligt indført uindskrænket privat ejendomsret til den. Både historisk og etisk set er den personlige jordejendomsret et rov. Ingen steder kan den støtte sig på rets- eller hensigtsmæssighedsgrunde, men har overalt sin oprindelse fra krig og erobring eller egennyttigt misbrug af lovene og folks overtro.

Overalt i verden, hvor vi kan spore samfundets tidligste historie, har jorden – hvad der ligefrem følger af dens nødvendighed for alt menneskeliv – været anset som en fælles ejendom, hvortil alle de havde lige ret, hvis menneskelige rettigheder anerkendtes. Det vil sige, at alle medlemmer af samfundet (alle borgere, som vi nu ville sige) havde lige ret til at bruge og udnytte samfundets jord. Denne fælles ret til jorden udelukkede ikke fuld anerkendelse af den enkeltes ret til ting, som skyldes arbejde; ej heller blev den fælles ret opgivet, da agerbrugets udvikling gjorde det nødvendigt at anerkende retten til privat besiddelse for at sikre brugeren frugterne af det arbejde, som han anvendte på jordens dyrkning. Jordens deling mellem de industrielle enheder, enten det nu var familier, stammer eller enkeltmennesker, gik kun så vidt, som det var nødvendigt for dette formåls skyld, medens græsgange og skove bibeholdtes som fælles; og for agerjordens vedkommende sikredes ligheden derved, at der enten, som hos de germanske folkeslag, tid efter anden foretoges en ny fordeling, eller, som efter Moseloven, al afhændelse var forbudt.

Denne oprindelige ordning findes endnu mere eller mindre uforandret i landsbykommunerne i Indien og Rusland, i de svejtsiske bjergkantoner, hos kafferne i Sydafrika og urindbyggerne på New Zealand, kort sagt, overalt hvor ydre indflydelser har ladet den oprindelige samfundsindretning uberørt. – »I alle oprindelige samfund«, således sammenfatter M. de Laveleye resultatet af en undersøgelse, som ikke har ladet nogen del af jorden uudforsket, »var jorden stammernes fælles ejendom og tid efter anden underkastet fordeling mellem familierne, for at alle skulle kunne leve af deres arbejde, som det er naturens bud. Enhvers velstand afhang således af hans handlekraft og forstand; under alle omstændigheder var ingen uden livsfornødenheder, og en fra slægt til slægt voksende ulighed således forhindret.«

Har M. de Laveleye ret i denne slutning, og det kan der ikke være tvivl om, hvorledes kan det da være, vil man spørge, at jorden nu almindeligvis er gået over til privat ejendom?

De årsager, som har virket til at fortrænge den oprindelige tanke om lige ret til benyttelse af jorden og sætte tanken om de ulige eneret i dens sted, kan, tror jeg, overalt spores. De er overalt de samme som dem, der har ført til fornægtelse af lige personlige rettigheder og til dannelse af privilegerede klasser, nemlig i korthed sagt: magtens samling i hænderne på høvdingerne og krigerklassen som følge af en krigstilstand, der satte dem i stand til at tilegne sig fælles jord; følgerne af fremmed erobring, der fornedrede de overvundne til en slags trælbunden underklasse, hvis jord fordeltes mellem erobrerne og særlig deres høvdinge; endvidere den indflydelse, som et særligt præsteskab ofte fik, hvor et sådant opstod, og indflydelsen fra en professionel juristklasse, hvis interesser befordredes ved indførelsen af privat i stedet for fælles ejendomsret til jord. Og er uligheden først opstået, så vokser den i kraft af en slags tiltrækningslov.

Det var kampen mellem tanken om lige ret til jorden og tendensen til at monopolisere den som personlig ejendom, som fremkaldte de indre stridigheder i Grækenland og Rom. Det var bremsningen af denne tendens – i Grækenland ved sådanne samfundsordninger som Lykurgs og Solons, i Rom ved den licinske lov og de påfølgende jorduddelinger – som gav begge stater deres tidsrum af kraft og ære; og det var denne tendens’ endelige sejr, som ødelagde begge. Store jordegodser ødelagde Grækenland, ligesom siden »store jordegodser ødelagde Italien« (Plinius); og efterhånden som jorden, til trods for store lovgiveres og statsmænds advarsler, gik over på nogle fås hænder, aftog befolkningen, kunsten forfaldt, åndslivet tabte sin kraft og fylde, og navnet på det folk, hvori menneskelivet havde nået sin mest strålende udvikling, blev til et øgenavn og skældsord.

Tanken om en absolut, personlig jordejendomsret, som den moderne civilisation siden lånte fra Rom, nåede dér først sin fulde udvikling i den historiske tid. På det tidspunkt, da verdens vordende herskerinde først tonede frem, havde hver frimand sit lille uafhændelige jordstykke, og det øvrige, »det agerland, som var offentligt område«, benyttedes i fællesskab. Det var af dette offentlige område, som stadig udvidedes ved erobringer, det lykkedes de patriciske familier at tilegne sig store godser. Som følge af den magt, hvormed det store drager det lille til sig, knuste disse store godser til sidst, – trods indskrænkninger fra tid til anden ved begrænsningslove og gentagne fordelinger, – alle de små jordejere; deres små odelslodder lagdes til de riges umådelige godser, medens de selv enten blev gjort til trælle eller afgiftspligtige forpagtere eller også drevet ud i de nyerobrede fremmede provinser, hvor legionernes veteraner fik jord, eller til hovedstaden for at fylde proletariatets rækker, som ikke havde andet at sælge end deres stemmer.

Cæsarisme, som snart gik over til et utøjlet østerlandsk despoti, var den uundgåelige politiske følge heraf, og riget var, selv på den tid da det omfattede verden, i virkeligheden kun en hul skal, som alene blev hindret fra sammenbrud ved det sundere liv i grænseområderne, hvor landet var delt mellem krigernybyggere, eller hvor de oprindelige sædvaner holdt sig længst. Men de store jordegodser, som havde fortæret Italiens kraft, åd sig stadig videre omkring og inddrog Siciliens, Afrikas, Spaniens og Galliens jordområde i nye storgodser, dyrket af trælle eller forpagtere. Den mandhaftighed, som den personlige uafhængighed havde fostret, døde ud, rovdrift udmagrede jorden, og vilde dyr afløste menneskene, indtil endelig barbarerne med en styrke, der var fostret af lighed, brød ind. Rom gik under, og af den fordum så stolte civilisation blev kun ruiner tilbage.

Således hændte dette utrolige, som i den romerske stortid ville have syntes lige så umuligt, som det nu ville synes os, at indianerne skulle erobre De Forenede Stater eller lapperne ødelægge Europa. Hovedårsagen skal søges i ejerskabet til jord. For det første resulterede fornægtelsen af fælles ret til jord i forfald; for det andet gav lighed styrke.

»Frihed« siger M. de Laveleye (Primitive Property, p 116) »frihed og, som konsekvens heraf, ejerskab til en del af den fælles ejendom, som ethvert familieoverhovede havde lige ejendomsret til, var grundlæggende rettigheder i de germanske landsbyer. Dette system af fuldstændig lighed prægede den enkelte, og dette forklarer hvordan små grupper af barbarer gjorde sig til herskere over det romerske rige, på trods af dette riges dygtige administration, dets perfekte centralisering og dets borgerlige love, som har bevaret sit ry for fornuft«.

Guizot har levende skildret det kaos, som i Europa fulgte efter det romerske riges fald – et kaos, der, som han siger, »bar alting i sit skød«, og hvorfra den moderne samfundsbygning kun langsomt rejste sig. Det er et maleri, som ikke kan gengives i nogle få linier, og det får her være nok at sige, at resultatet af denne indblanding af råt, men kraftigt liv i det romerske samfund var, at både den germanske og den romerske samfundsbygning forstyrredes, og der fandt en sammenblanding sted af forestillingen om fælles ret til jorden med forestillingen om privat ejendomsret. Feudalsystemet, som blev optaget så redebont og spredte sig så vidt, opstod ved en sådan blanding; men under og ved siden af feudalsystemet opvoksede eller genoplivedes en mere oprindelig ordning, der hvilede på indbyggernes fælles rettigheder, og som har efterladt sig spor overalt i Europa. Den oprindelige ordning, som giver alle lige andel i den dyrkede jord og fælles brugsret til den udyrkede, og som eksisterede i det gamle Italien såvel som i England, har holdt sig i live under enevælde og livegenskab i Rusland, under muhamedansk tyranni i Serbien og er i Indien ganske vist blevet trængt til side ved de på hinanden følgende erobringer og de mange århundreders undertrykkelse, men er dog ikke helt og holdent blevet ødelagt.

Men selv feudalsystemet anerkendte, i det mindste i teorien, tydelig nok, at jorden tilhører samfundet i dets helhed. Selvom feudalsystemet var et udslag af en tidsalder, hvori magt gik for ret, så vidt dette overhovedet er muligt (for retfærdighedens idé er uudslettelig indpræget i menneskesjælen og må ytre sig i den ene eller den anden form, selv i en røverbande), gav det dog ikke noget menneske uindskrænket ret til jorden. Et len var betroet gods, og til rådighedsretten knyttede sig forpligtelser. Lensfyrsten, der teoretisk var repræsentant for hele folkets samlede magt og rettigheder, var den eneste absolutte jordejer. Og selvom jorden var overdraget til private, var der dog til besiddelsen knyttet pligter, ved hvis opfyldelse de, der oppebar indtægten, antoges at yde staten gengæld.

Under feudalsystemet bar krongodserne offentlige udgifter, som nu bestrides af borgerne; kirkegodserne bar omkostningerne ved gudstjeneste, undervisning og omsorgen for syge og fattige, medens krigerlenene sørgede for forsvarsvæsenet. I den forpligtelse, som påhvilede lensmanden: at stille en så og så stor styrke i marken i krigstilfælde, så vel som i den bistand, han havde at yde, når kongens ældste søn blev slået til ridder osv., lå en vel ufuldkommen, men dog utvivlsom anerkendelse af den for mennesket så naturlig indlysende kendsgerning, at jorden ikke er privat, men fælles ejendom.

Heller ikke havde jordbesidderen ret til at råde over jorden længere end på livstid. Selvom arveretten snart fortrængte udvælgelsen, således som det altid må gå, hvor magten koncentreres, så fordrede dog feudalretten, at der altid skulle være en repræsentant for lenet, som lige så vel var i stand til at opfylde de pligter, der påhvilede et stort jordegods, som til at nyde fordelene ved det, og hvem dette skulle være, var på forhånd nøje bestemt. Derfra skrev sig formynderskab og andre lignende feudalindretninger. Førstefødselsretten var i sin første begyndelse ikke en sådan urimelighed, som den siden er blevet.

Feudalsystemet grundlagdes på forestillingen om absolut jordejendomsret, som barbarerne havde tilegnet sig hos den overvundne befolkning; men feudalismen overbyggede dette grundlag med en højere ret, hvorved de enkeltes herredømme underordnedes en højere magt, som repræsenterede nationen. Jordejerne var enerne i systemet og uindskrænkede herrer hver på sit område, hvor de udøvede beskytterherredømme. Feudalsystemets værk var at sammenbinde disse enere til nationer og underordne de enkelte lensbesidderes magt og rettigheder under samfundet, repræsenteret af alles lensherre, kongen.

Samtidig hermed indskrænkedes den magt, jordbesiddelsen gav, på en vis måde også nedenfra, idet bøndernes opsigelige forpagtninger meget almindelig gik over til fæste, og den jordrente, som godsejeren kunne kræve af bonden, blev fast og bestemt.

Og midt under feudalsystemet vedvarede eller opstod agerbrugssamfund, der mere eller mindre var underkastet feudale pligter, men drev jorden i fællesskab. Og selvom herrerne, når og hvor de havde magten dertil, gjorde fordring på omtrent alt, hvad de anså det for umagen værd at tage, så var dog tanken om den fælles ejendomsret til jorden stærk nok til sædvaneretslig at knytte sig til en betydelig del af landet. Almindinger må i feudaltiden have indtaget en meget stor del af de fleste europæiske landes landområder. I Frankrig udgør de endnu efter M. de Laveleys angivelse 8 millioner tdr. land, selvom adelen tilegnede sig den ene strækning efter den anden århundreder igennem, og selvom der under revolutionen og det første kejserdømme fandt store uddelinger og salg sted. Almindingernes udstrækning i England under feudaltiden kan man slutte sig til af den kendsgerning, at selvom adelen allerede under Henrik den Syvende havde begyndt at tilegne sig almindingerne, blev der i kraft af love fra efter 1710 indhegnet ikke mindre end ca. 6.000.000 tdr. land fællesjord, deraf 450.000 først efter 1845. I Frankrig fandtes der desuden lige til revolutionen en skik med fuldstændig lovskraft, hvorefter enhver havde ret til uforstyrret at så og høste på jord, som ejeren forsømte at dyrke.

Ikke blot svejtsernes »alminding«, ditmarskernes »mark«, de serbiske og russiske landsbykommuner, ikke blot de lange åser, der ofte ses på jorder i England, der nu er privat ejendom, og som sætter oldtidsforskeren i stand til at opspore de landstrækninger, hvor man i tidligere dage drev trevangsbrug, og hvoraf enhver bymand årlig fik sin lod, men selve de samfundsindretninger, hvorunder den moderne civilisation har udviklet sig, beviser, hvor almindelig den fælles ret til at benytte jorden har været anerkendt, og hvor fast denne opfattelse sad. Endnu den dag i dag er, ifølge de engelsktalende folks lovgivning, landsherren den eneste virkelige jordejer. Og de formaliteter og omstændigheder, som endnu kræves ved overdragelse af jordejendom, er intet andet end en nu meningsløs og unyttig levning af det højtidelige samtykke, der fordum krævedes for overdragelse af rettigheder, som man ikke betragtede som tilhørende enkeltmand, men alle medlemmer af slægten eller stammen.

Den moderne civilisations udvikling siden feudaltiden har arbejdet på at udrydde den naturlige og oprindelige forestilling om alles ret til jorden. Hvor selvmodsigende det end kan synes: – frigørelsen fra lensvæsenets lænker ledsagedes af en tendens til end yderligere at underkaste jorden den form af ejendomsret, som medfører de arbejdende klassers trældom, og hvis virkning nu begynder at føles stærkt over hele den civiliserede verden som et jernåg, hvis tryk ikke kan mildnes ved nogen udvidelse af blotte politiske rettigheder, og som socialøkonomerne fejlagtig tilskriver naturlovenes tryk, og arbejderne »kapitalens« tyranni.

Så meget er sikkert, at i vore dage er i Storbritannien folkets ret til dets fædrene jord meget mindre anerkendt, end den var i feudaltiden. Der er forholdsvis langt færre jordejere, og deres ejendomsret er meget mere absolut. De engang så vidtstrakte almindinger, som betød så meget for de lavere klassers uafhængighed og livsophold, er omtrent fuldstændig gået over til privat besiddelse: de store kirkegodser anvendes nu til at berige enkeltmennesker; de forpligtelser, som påhvilede krigerlenene, har man rystet af sig og kastet byrderne både ved militærvæsenet og ved den umådelige statsgæld, som man har pådraget sig ved krig, over på hele folket i form af skatter. Krongodserne er for det meste gået over i privatbesiddelse; og til underhold af den kongelige familie og dens påhæng må den engelske arbejder betale skat af sit øl og sin tobak. Den engelske bondestand, denne mandhaftige slægt, som sejrede ved Crecy, Poitiers og Azincourt, er lige så uddød som mastodonten. Den skotske klansmand, hvis ret til jorden mellem hans hjemlands bjerge var lige så ubestridt som hans høvdings, er blevet fordreven for at give plads for denne høvdings efterkommeres fåregræsgange eller dyreparker; irlændernes stammeret er blevet forvandlet til vilkårlig opsigelige forpagtninger. Tredive tusinde mennesker har lovlig magt til at fordrive befolkningen fra fem sjettedele af den britiske jord, og det umådelige flertal af det britiske folk hår ingen som helst ret til sit fædrelands jord, når undtages gaden og landevejen. På dette folk kan med rette anvendes den romerske folketribuns ord: »I mænd af Rom,« sagde Tiberius Gracchus, »I kaldes verdens herrer, og dog har I ikke ret til en fodsbred af dens jord. De vilde dyr har huler, men Italiens krigere har kun vand og luft.«

Grunden til, at der hånd i hånd med udvidelsen af den personlige frihed er gået en udvidelse af den private ejendomsret til jorden, er efter min mening den, at da med civilisationens fremskridt de grovere former af den herskermagt, der var forenet med jordbesiddelsen, bortfaldt eller afskaffedes, så blev opmærksomheden afledt fra de mere skjulte, men i virkeligheden mere virksomme former, så at det blev let for jordejerne at stille jordejendom på samme grundlag som anden ejendom. – Dertil kommer, at rigsmagtens udvikling, enten i form af kongedømme eller parlamentarisk styre, berøvede de store herrer deres personlige magt, deres dommermyndighed og hals- og håndsret og virkede således til afskaffelse af de åbenbare misbrug. De store lensgodsers udstykning, der bidrog til at forøge jordejernes antal, og afskaffelsen af stavnsbånd og lignende, hvorved herrerne havde søgt at holde arbejderne tilbage på godserne så længe befolkningen endnu var fåtallig, virkede også til at aflede opmærksomheden fra den uretfærdighed, privatejendomsretten til jorden rummer. Samtidig trængte ideerne fra den romerske ret videre og videre frem og udslettede den naturlige forskel mellem ejendomsret til jord og til ting.

Lensbaronernes politiske magt blev desuden ikke brudt ved oprør af de klasser, som tydelig kunne føle jordejendomsrettens uretfærdighed. Sådanne opstande fandt ganske vist sted gang på gang, men blev undertrykt med frygtelig grusomhed. Hvad der brød baronernes magt, var håndværker- og handelsstandens vækst, og mellem disses arbejdsløn og jordrenten findes der ikke en så iøjnefaldende forbindelse. Disse klasser havde desuden udviklet sig under et system af gilder og laug, indretninger, der, som tidligere omtalt, satte dem i stand til i nogen grad at forskanse sig mod virkningen af den almindelige lønløv, og som dengang meget lettere kunne holdes oppe end i vore dage. Disse klasser så ikke, og ser fremdeles ikke, at det er jordejendomsforholdene, som til syvende og sidst bestemmer vilkårene for det industrielle, sociale og politiske liv. Således er da alt gået i retning af at sammensmelte begrebet jordejendomsret med begrebet ejendomsret til arbejdsprodukter. Ja, man har endog gjort ligefremme tilbageskridt, der er blevet hilst som fremskridt. Den franske grundlovgivende forsamling troede i 1789, at den bortfejede en levning af tyranniet, da den afskaffede tienden og bestemte, at præsteskabet skulle underholdes af den almene beskatning. Abbed Sieyes stod alene med den erklæring, at man ganske simpelt eftergav jordejerne en skat (som var et af de vilkår, på hvilke de havde overtaget deres jord), for i stedet at lægge den på folkets arbejde, men forgæves. Da Sieyes var præst, så man i ham en forsvarer af standsinteresser, skønt han netop forsvarede menneskerettighederne. Var denne tiende blevet bibeholdt, ville det franske folk derigennem have sikret sig en stor og stadig statsindtægt, der ikke tog en øre fra arbejde eller kapital.

Noget tilsvarende gælder ophævelsen af de militære len i England i midten af det 17de århundrede. Denne bestemmelse var ikke andet end en udslettelse, hvorved lensbesidderne befriede sig for forpligtelser, der påhvilede dem som indehavere af folkets fællesgods, og i stedet lagde dem på hele folket ved at beskatte alt forbrug; og dog går og gælder det endnu for en sejr for frihedsånden. Men netop her ligger kilden til Englands umådelige statsgæld og tunge skattebyrde. Havde man i stedet for ændret formen for disse lensforpligtelser på tidssvarende måde, så havde de engelske krige aldrig behøvet at pådrage folket et eneste punds statsgæld, og Englands arbejde og kapital havde ikke behøvet at blive beskattet med en eneste shilling til underhold af et hærvæsen Alt dette ville jordrenten have ydet, og denne jordrente har jordejerne lige siden tilegnet sig til egen fordel. De engelske jordejere fik deres jord på vilkår, som endog under normannertidens tynde befolkning pålagde dem forpligtelsen til på opbud at stille i marken 60.000 fuldt udrustede ryttere og desforuden udrede forskellige afgifter. Efter en lav beregning ville pengeværdien af disse byrder og afgifter sandsynligvis svare til halvdelen af jordrentens værdi. Havde jordejerne været holdt til at opfylde disse forpligtelser, og havde man ikke tilladt dem at inddrage fællesjord, undtagen på lignende vilkår, så ville den indtægt, som i vore dage årlig var kommet det engelske folk til gode fra Englands jord, udgøre en mange millioner større sum end kongerigets samtlige indtægter for øjeblikket. England kunne da have nydt en absolut nærings- og handelsfrihed. Man havde ikke behøvet nogen told eller afgifter, ingen indtægtsskat, og ville alligevel have kunnet bestride alle de nuværende statsudgifter og anvende et stort overskud til andre almennyttige formål.

Når vi ser tilbage på tidligere tider, så langt der findes en stråle af historiens lys til at vejlede os, finder vi, at alle folk oprindelig har anerkendt den fælles ejendomsret til jorden, og at den private jordejendomsret er et overgreb afledt af vold og svig.

Som Madame de Staél siger: »Friheden er gammel.« Opsøger vi de ældste traditioner, vil vi altid finde, at retfærdigheden har førstefødselsretten.

Jordejendomsretten i De Forenede Stater
På civilisationens første stadier ser vi overalt jorden blive betragtet som fælleseje. Og i virkeligheden er grundopfattelsen selv i vor egen tid den samme: når mennesker bringes under forhold, hvor vane- og opdragelsesmagt over dem er svækket, anerkender de instinktmæssig ligeretten til naturens goder.

Opdagelsen af guld i Californien bragte i et nyt land mennesker sammen, som overalt havde været vant til at betragte jorden som retmæssig privat ejendom, og af hvem næppe én af tusinde havde drømt om at gøre forskel på jordejendomsret og ejendomsret til alt muligt andet. – Nu stod disse mennesker af angelsaksisk race for første gang overfor »guldjord«: jord, af hvilken guld kunne udvaskes på simpleste vis.

Havde den jord, de således tog i brug, været agerbrugsjord, græsgange og så fremdeles af særlig rig natur, eller havde det drejet sig om vandkraft af særlig stor værdi eller kullejer, ville disse mennesker sikkert have behandlet jorden som de var vant til hjemmefra, så den var blevet gjort til private, navnlig større ejendomme.

Men guldjorden var noget nyt og ukendt. Og uvilkårlig faldt menneskene tilbage til den rent primitive opfattelse; og med alment samtykke blev det fastslået, at de guldførende områder skulle være og forblive almeneje, så ingen enkeltmand måtte forbeholde sig mere end han kunne udnytte, – og ingen havde ret til længere, når han ophørte med guldudvaskningen. Regeringen godkendte denne bestemmelse; og så længe det simple guldvaskeri vedblev at gå for sig, gjorde ingen forsøg på at komme systemet til livs. Ordningen var naturligvis primitiv, men tilstrækkelig under de primitive forhold og skønt selve arbejdet var et slags lotteri, gjordes der i hovedsagen ret og skel: chancen var lige for alle. Grundprincippet var: enhver monopolisering til udbytning af andre skulle forhindres.

Og det samme princip gennemførtes i Mexicos minelove, i Australien såvel som på Sydafrikas diamantfelter, fordi det føltes som værende i overensstemmelse med naturretten.

Men da den primitive udvaskningsmetode ikke længere forslog, sejrede den tilvante forestilling om »ejendomsret«, og en ny lov tillod privatbeslaglæggelse, så »ejerne« kunne udelukke alle andre eller tvinge dem til at betale for brugsretten til alt, hvad ejerne ikke selv ville bearbejde. Og ofte ser vi nu værdifulde minefelter afspærrede fra enhver brug, ligesom byggegrunde i en by kan være det. Derimod har den nyskabte private jordejendomsret på ingen måde sikret udbyttet for dem, der blot er brugere, – og de er jo nu langt de fleste af minedriftens udøvere.

Havde de første engelske nybyggere i Nordamerika begyndt under forhold som disse, ville de sikkert have handlet efter samme grundopfattelse af fællesretten, ligesom de gjorde det med hensyn til deres offentlige styre. Man ville ikke have fundet sig i at have private jordejere, lige så lidt som man ville vide af kongedømme eller adelsvælde.

Men nu var det jo således, at det land, der stod dem åbent, var et vidtstrakt, ubegrænset fastland, så jordspørgsmålet på en måde slet ikke eksisterede. Ligeretten syntes sikret, blot alle kunne få jord i rigeligt mål. Den trældom, som på et senere stadium udvikler sig af den private jordejendomsret, var endnu ikke indenfor synsvidde.

I Virginia og Sydstaterne, hvor nybygget var aristokratisk præget, fandt senere de store jordegodser deres naturlige folkehold i negerslaveriet. Men i New Englands nybygder blev jorden delt – som 1200 år før i gammel England –, således at hvert familieoverhoved fik sin bymark og hjemmemark, medens alt land udenfor var fælled. Den klasse storgodsejere, som de engelske konger søgte at skabe, blev ikke vel optaget af nybyggerne. Men jordens foreløbige rigelighed svækkede folkets interesse for at bevare ligeretten, og således gik det da til, at nytidens store republik lige fra begyndelsen af kom til at acceptere den private ejendomsrets princip, som i sin tid havde ødelagt oldtidens republikker, og at et folk, der højtideligt forkyndte alle menneskers ret til »liv, frihed og søgen efter lykken«, uden indvendinger har godtaget et princip, der ufravigelig må tilintetgøre denne frihed og lighed, ja, at et folk, der gennem en blodig krig fremtvang negerslavernes frigivelse, nu tillader slaveri af en mere vidtrækkende og farlig art at udvikle sig i vort land.

Vort uhyre vidtstrakte landområde har bevirket, at vi ikke virkelig har gjort os det klart, hvilken grunduret privatejendomsretten til jord er. De vide, endnu uoptagne landstrækninger har ikke alene afbødet privatrettens tryk, men tilsløret uretten, fordi enhver, der så, at forgængeren havde beslaglagt jorden og nu afkrævede alle nykommere adgangspenge, jo blot selv kunne drage et lille stykke videre ud og selv bære sig ligesådan ad. Ja, selv de formuer, som således er indtjente af jordejere – og som er en stadig beskatning af arbejdet – har syntes en rimelig præmie til de dygtige, energiske og forsynlige arbejdere for deres pionerarbejde. I alle de unge stater, og selv for en stor del i de gamle, er vort jordejeraristokrati endnu i første generation. De fleste er mænd, som er begyndt uden en skilling i lommen. Og selv fattigmand bliver derfor tilbøjelig til at se på disse monopolformuer som glimrende præmiegevinster i arbejdets eget lotteri.

Kort sagt, det amerikanske folk har været ude af stand til at se det grunduretfærdige i den private jordejendomsret, fordi vi endnu ikke har fået dens farlige virkninger rigtig at føle, det umådelige, endnu åbne offentlige område har lige fra først af været bestemmende for vor nationalkarakter, vort hele sindelag. Det er ikke fordi vi har afvist ethvert arveligt aristokrati og forbudt fideikommiser, eller fordi vi vælger og afsætter alle vore embedsmænd – fra skoledirektørerne til præsidenten – eller fordi vore love gives i folkets navn, ikke i en konges eller fyrstes, fordi vi ingen statskirke har eller fordi vore dommere ikke bærer paryk – at vi har været forskånet for de ulykker, som grundlovsfesttalere gerne afmaler som hjemsøgende de usle enevoldsriger i den gamle verden. Vort folks vågenhed, virkelyst, dets evne til at optage fremmedelementer i sig og gøre dem til ægte amerikanere med amerikansk uafhængighedsånd, er ikke årsager, men virkning; de er vokset op fra det åbne, uafspærrede land. Dette offentlige område er det, som har forvandlet de forsagte, fortrykte europæiske bønder til selvsikre farmere i vestens stater. Ja, selv for beboerne i byernes overfyldte kvarterer var det frie land et håbets kildespring, endog for dem, der ikke drømte om at flytte ud. En folkets søn i Europa opdager snart, at alle pladser ved livets festbord er »reserveret«, så han er henvist til at slås med sine kammerater om de krummer, der falder fra de riges bord, hvortil han kun har en tusindedel af en chance for at kunne mase sig frem. Amerikaneren derimod måtte uvilkårlig føle, at pladserne var utallige. Og dette har afgørende præget vort folks hele livssyn, så vi fik et præg af velvilje overfor alle andre, af uafhængighed og fremdrift: var der ikke fri jord overalt og ikke langt borte og al jord derfor billig. Men nu er vor fremrykkende folkehær nået Stillehavets kyst. Mod nord begynder vi allerede at strømme ind i den røde flods dalføre og opfylde Washington-territoriet; mod syd ind i West Texas og de dyrkbare dele af Mexico. Republikken er trådt ind i et nyt tidehverv, en tid, da monopoliseringen af dens jord vil give sig udslag med voksende fart og styrke. Offentlige områder, der betyder noget, er der snart ikke flere af. Californien, vor jordrigeste stat, står opført med 100 millioner acres offentlig jord; men fakta er, at så meget ejes af jernbaneselskaber, så meget kun er dyrkbart ved kostbar kunstig vanding (og vandet er i privatbesiddelse), at det er vanskeligt at pege på et sted i vort land, hvor en indvandrer kan slå sig ned med rimelig udsigt til at klare sig.

Ikke at der i virkeligheden er jordmangel. For så mægtigt er vort land, at det engang i fremtiden nok skal komme til at huse en befolkning så stor som Frankrigs; men beslaglæggeren er kommet forud for indvandreren og sørger for stadig at komme ham i forkøbet.

Inden det 19. århundrede udløber, kan man regne med at USA vil have en befolkning på over 80 millioner, mere end dobbelt så mange som i 1870. Der er ingen tvivl om, at vort land kan underholde en sådan befolkning – og mange hundrede millioner flere. Men hvorledes vil det under sådanne forhold gå vort frie jordområde? Inden ret længe vil utvivlsomt ethvert stykke jord, der overhovedet er anvendeligt, have en ejermand.

Men de farlige virkninger af at gøre et helt folks jordområde til eksklusivt privat eje viser sig længe før alt offentligt land er beslaglagt. Vi behøver ikke at forestille os, hvad der kan ske i fremtiden. Virkningerne viser sig med tilstrækkelig tydelighed lige for vore øjne og vokser fra dag til dag med folkets vækst. Vi opdyrker nye marker, åbner nye miner, grundlægger nye byer, omspænder vort land med jernbaneskinner og telegraftråde; vi bygger skoler og universiteter – og trods alt bliver det stedse vanskeligere for folket at skaffe sig sit livsophold. Rigmandsklassen bliver stedse rigere; kløften mellem klasserne uddybes. Tiggerne er blevet så mange, at medens det tidligere nærmest blev betragtet som en forbrydelse at nægte den, der bad, et måltid mad, smækker vi nu porten i lås og løser pladshunden. Og vi vedtager love mod vagabonder i stil med dem fra Henry VIII’s tid.

Vi kalder os selv det mest udprægede fremskridtsfolk i verden. Men hvad er dette fremskridts endemål, når de frugter, vi plukker på vejen, har så besk en smag?

Storbesiddelserne vokser; den del af vort folk, som ingensomhelst jordret har, øges fra dag til dag! Alle må kunne se det. Selv hovedstadsbladene erkender det. Jeg læser i et par af dem:

»Jordejere, som ikke bebor deres ejendom, men lever i hovedstaden ligesom de irske godsejere, begynder stærkt at sætte deres præg på store landområder i New Englands stater. Jordpriserne og forpagtningsafgifterne stiger, og brugernes stilling forringes. … Der bliver stedse færre selvejere, avlen går nedad, såvel som lønnen, kvinderne må slide med hårdt landbrugsarbejde, og befolkningens uvidenhed vokser.«

Alt dette er kendsgerninger. Og den samme udvikling går for sig i de yngre stater, hvis storlandbrug minder om de Latifundia, der ødelagde det gamle Rom. I Californien forpagtes allerede nu en meget stor del af jorden for blot et år ad gangen – og for en afgift, der udgør en fjerdedel, ja op til halvdelen af den samlede høst.

De trange tider, den formindskede arbejdsløn og den voksende fattigdom er simpelthen resultatet af de socialøkonomiske kræfter, vi har peget på, lige så universelle og afgørende som tyngdekraften.

Det er ikke nok til vor store fristats grundfæstelse og levedygtighed, at vi i sin tid slyngede uafhængighedserklæringen om menneskenes umistelige rettigheder i synet på tyrannerne og magthaverne. Vi vil aldrig kunne opbygge vort folkehjem, før vi giver denne erklæring reelt indhold ved at sikre selv det fattigste barn ligeret til fædrelandets jord. Vi afskaffede ikke trældommen, da vi fastslog negerslaveriets ulovlighed. For at gøre menneskene virkelig frie, må vi afskaffe den ubegrænsede, private jordejendomsret. Hvis ikke, vil alle vore fremskridt kun øge trykket på folkets brede lag og knuge det yderligere i støvet.

 *1 Denne naturlige og uafhændelige ret til brug af jorden er så klar, at den altid har været anerkendt af menneskene, hvor ikke magt eller vane har sløvet deres naturlige omdømme. For kun at anføre et eneste eksempel: De hvide nybyggere på New Zealand fandt det umuligt at få fuldstændig jordejendomsret; for selv om en hel Maori-stamme var gået ind på salget, fordrede de dog ved ethvert, nyt barns fødsel et tillæg til betalingen, gående ud fra den betragtning, at de vel kunne afstå deres egne rettigheder, men ikke kunne sælge de ufødtes. Regeringen var nødt til at gribe ind og ordne sagen på den måde, at den købte jorden for en årlig afgift til stammen, hvoraf ethvert nyfødt barn så skulle have sin andel.

Fortsættes: Midlets brug