Midlets brug

Fremskridt og fattigdom
8 – Midlets brug

Indhold
– Privat jordejendomsret er uforenelig med den bedste udnyttelse af jorden 
– Hvorledes lige ret til jorden kan vindes og bevares 
– Forslaget prøvet på reglerne for en fornuftig beskatning 
– Tilslutning og indvending

***

Privat jordejendomsret er uforenelig med den bedste udnyttelse af jorden
Af tilbøjeligheden til at sammenblande væsentligt og uvæsentligt er der opstået en vildfarelse, som lovskriverne har gjort deres bedste for at øge og udbrede – den vildfarelse nemlig, at privat jordejendomsret er nødvendig for ordentlig brug af jorden, så det ville være at vende tilbage til barbariet, om man atter gjorde jorden til almen ejendom.

Denne vildfarelse kan sammenlignes med den forestilling, som efter Charles Lambs fortælling så længe herskede blandt kineserne, efter at man tilfældigvis ved nedbrændingen af Ho-Tis hytte havde opdaget, hvor godt stegte smågrise smagte, nemlig at man for at stege en gris måtte sætte ild på et hus. Men medens det var nødvendigt, at en vismand fremtrådte for at lære folket, at man kunne stege grise uden at afbrænde huse, så behøver man ikke at være vismand for at se, at hvad der kræves til jordens forbedring, er ikke uindskrænket jordejendomsret, men sikkerhed for udbyttet af de forbedringer, man udfører. For det er jo en dagligdags ting, at brug og ejendomsret er adskilt, at jord forbedres af mennesker, som ikke ejer den. Størstedelen af Storbritanniens jord dyrkes af folk, som ikke ejer den, størstedelen af husene i London er opført på lejet grund, og selv i De Forenede Stater råder det samme system overalt i større eller mindre udstrækning.

Dersom man nu ikke anerkendte nogen privat jordejendomsret, men det var ordnet på den måde, at jordens indehaver betalte jordrente til staten, ville da ikke jorden blive brugt og forbedret lige så godt og lige så sikkert som nu? Jo, naturligvis ville den det.

Det er ikke nødvendigt at sige til nogen: »Denne jord er din«, for at få ham til at dyrke eller forbedre den. Det er tilstrækkeligt at sige til ham: »Hvad du ved arbejde og kapitalanvendelse frembringer på denne jord skal være dit.« Giv en mand sikkerhed for at kunne høste i fred, og han vil så; giv ham sikkerhed for besiddelsen af det hus, han ønsker at bygge, og han vil bygge det. Dette er arbejdets naturlige løn. Menneskene sår for at høste, bygger for at få sig et hus. Ejendomsretten til jorden har ingenting hermed at gøre.

Det var for at vinde denne sikkerhed, at så mange af de mindre jordejere i begyndelsen af feudaltiden afstod ejendomsretten til deres jord til en krigshøvding, idet de fik tilbage af ham brugsretten i form af løn eller fæste, og knælende, med blottet hoved og deres hænder i hans, svor at tjene ham med liv og lemmer og al ære.

Det er ikke »ejendomsrettens trolddomskraft«, som Arthur Young sagde, der har forvandlet det flamske sand til frugtbare marker. Det er arbejdssikkerheden. Arbejdet kan sikres på anden måde end ved at gøre jorden til privatejendom; lige såvel som man kan frembringe den varme, der behøves for at stege en gris, på anden måde end ved at afbrænde huse. Alene det løfte, en irsk godsejer gav om i tyve år ikke at kræve nogen afgift, fik irske bønder til at forvandle et nøgent bjerg til have. Blot med sikkerhed for, at grundafgiften ikke skal blive forhøjet i en række år, opføres i byer som London og New York de kostbareste bygninger på lejet grund. Om vi giver alle forbedrere en lignende sikkerhed, kan vi rolig afskaffe den private ejendomsret til jord. Alting kunne gå for sig på samme måde som nu, og dog kunne den fælles ret til jorden hævdes, ved at man anvendte jordrenten til fælles bedste. Midt i San Francisco findes der et jordstykke, hvortil indbyggernes fælles ret endnu er lovlig anerkendt. Dette areal er ikke delt i en uendelighed af små stykker, ejheller henligger det ubenyttet og øde. Det er bebygget med smukke huse, som er privatfolks ejendom og står der i fuldkommen sikkerhed. Den eneste forskel mellem dette jordstykke og de omkringliggende er den, at jordrenten af det ene går til folkeskolefondet, af de andre i privatfolks lommer. Hvad skulle der være i vejen for, at et helt lands jord på samme måde kunne være folkets ejendom?

Det turde være vanskeligt at finde noget sted, hvor de forhold, som efter den gængse opfattelse skulle gøre det nødvendigt at gøre jorden til privat ejendom, findes i højere grad end på de små øer St. Peter og St. Poul, som vi ved købet af Alaska erhvervede af Rusland. Disse øer er yngleplads for den art sæl, som leverer det kostbareste skind – et så sky og forsigtigt dyr, at den mindste støj bringer det til at forlade sit sædvanlige tilholdssted og aldrig mere vende tilbage. Fangstmændene må gå ganske stille omkring blandt de sæler, som ligger rundt på klippekysten, indtil de frygtsomme dyr blot langsomt vralter af vejen. Da bliver de, som uden skade for bestanden kan dræbes, langsomt og forsigtigt drevet ind over land, hvor de, udenfor de andres syns- og hørevidde, dræbes med køller. Hvis en sådan jagt lagdes åben for alle og enhver, ville det føre til, at jagten inden ret mange år var fuldstændig ødelagt, som lignende jagter i andre have er blevet ødelagt. Men det er dog på ingen måde nødvendigt at gøre disse øer til privat ejendom. Selvom man ellers (af lidet fornuftige grunde) har ladet vort folks udstrakte statsjorder gå over til privat ejendom så rask, som man kunne blive af med dem, har man dog bortforpagtet disse øer. De har allerede indbragt staten 10 mill. kroner og udgør fremdeles med uformindsket værdi en fællesejendom for vort folk.

Det er ikke anerkendelsen af den private ejendomsret, som er nødvendig for en ordentlig udnyttelse af jorden; netop det modsatte er tilfældet. At jorden er privat ejendom hindrer ofte en ordentlig udnyttelse af den. Blev jorden behandlet som offentlig ejendom, ville den blive brugt og forbedret, så snart som det tiltrængtes, medens nu den enkelte ejer kan hindre andre fra at bruge eller forbedre det, som han ikke selv kan eller vil udnytte. I England f.eks. ser man mange steder store jordstrækninger ligge ubrugte for at tilfredsstille ejerens lune. I de tæt befolkede dele af De Forenede Stater er der jord nok til at kunne underholde en tre eller fire gange så stor befolkning som den nuværende; men den ligger ubrugt, fordi dens ejere holder den for højt i pris, og indvandreren drives meget længere væk for at søge sig et hjemsted. I enhver by kan man se værdifulde byggepladser henligge ubenyttede af samme grund. Dersom den bedste udnyttelse af jorden skal være prøvestenen, da er den private jordejendomsret dømt. Det er en lige så ødsel og usikker måde at sikre sig jordens fulde udnyttelse på, som afbrænding af huse er en dårlig måde at stege grise på.

Hvorledes lige ret til jorden kan vindes og bevares
Vi har nu prøvet enhver indvending og fundet, at der hverken findes noget retfærds- eller nyttehensyn, som kan afholde os fra at gøre jorden til fælles ejendom ved at tilegne os jordrenten.

Men et praktisk spørgsmål står tilbage. Hvorledes skal dette gøres?

Man ville ganske vist kunne tilfredsstille retfærdighedens lov og alle økonomiske krav ved med ét slag at annullere alle private skøder, erklære al jord for offentlig eje og leje den ud til de højestbydende i passende lodder på sådanne vilkår, at den private ret til alle forbedringer nøje sikredes.

En sådan plan er ikke et vildt, uudførligt fantasifoster, men er blevet forsvaret af en så fremragende tænker som Herbert Spencer (blot med den indskrænkning, at han tilråder at give de nuværende jordejere erstatning). Han siger i »Social Statics« om en sådan ordning, at den »er forenelig med det højeste civilisationstrin, kan gennemføres uden at medføre ejendomsfællesskab og behøver ikke at forårsage nogen særdeles betydelig omvæltning i de bestående indretninger. Det hele ville blot være en bytten godsejer. Ejendomsretten ville blive overført på folket. … I stedet for at betale afgift til Lord den-og-dens godsforvalter, ville man betale til statens opkrævere. … En sådan tingenes tilstand ville være i fuld overensstemmelse med moralloven. Under den ville alle mennesker i lige grad være godsejere, og det stod alle mennesker frit for at blive forpagtere. … Utvivlsomt ville derfor jorden under et sådant system kunne hegnes, bebos og dyrkes i fuld overensstemmelse med loven for alles lige frihed«.

Men selvom et sådant forslag sikkert lod sig udføre, synes det mig dog ikke at være det bedste. Jeg foreslår at opnå det samme på en simplere, lettere og roligere måde end ved således formelig at beslaglægge jorden og leje den ud.

Denne fremgangsmåde ville nemlig på unødig måde såre nuværende sæder og tankesæt og nødvendigvis medføre en udvidelse af regeringsmaskineriet og let foranledige partiskhed og bestikkelse.

Det er en grundsætning i statskunsten – som de heldige grundlæggere af tvangsregimente har forstået og fulgt – at store forandringer bedst tilvejebringes under de gamle former. Vi, som vil frigøre menneskene, bør tage den samme sandhed i agt. Det er den naturlige fremgangsmåde. Når naturen vil frembringe en højere type, tager den en lavere og udvikler den. Dette er også loven for samfundsudviklingen. Lad os gå frem efter den.

Jeg foreslår hverken at købe eller konfiskere privatejendomsretten til jorden. Det første ville være uretfærdigt, det sidste er unødvendigt. Lad de mennesker, som nu besidder jord, om de ønsker det, fremdeles sidde inde med den. Lad dem vedblive med at kalde den deres jord. Lad dem købe og sælge, borttestamentere den og lade den gå i arv. Vi kan rolig overlade dem skallen, når vi får kærnen. Det er ikke nødvendigt at beslaglægge jorden, vi behøver blot at tage jordrenten.

Det er hertil ikke nødvendigt at skabe noget nyt forvaltningsmaskineri, vi kan tværtimod simplificere og indskrænke det, vi har.

Noget af jordrenten tager vi allerede i skat. Vi behøver kun at foretage nogle ændringer i vore beskatningsmåder for at kunne tilegne os den hele.

Hvad jeg derfor foreslår som den simple og dog virksomme vej til at hæve arbejdslønnen, forøge kapitaludbyttet, udrydde fattigdommen og arbejdsløsheden, give de menneskelige kræfter frit spillerum, højne moral og dannelse og føre civilisationen til endnu ædlere højder, er – at lade det offentlige ved beskatning tilegne sig jordrenten.

På denne måde kan staten blive den almene jordejer uden dog at kalde sig så, og uden at påtage sig et eneste nyt hverv. Formelt ville ejendomsretten til jord forblive uforandret. Man behøver ikke at fordrive en eneste jordejer fra sin ejendom, ikke at sætte lovbegrænsning for, hvor megen jord den enkelte må sidde inde med. Tages jordrenten af staten som skat, så vil jorden – ligegyldig i hvis navn den står opført, eller i hvor store stykker den er delt – i realiteten være fælles ejendom, og enhver have andel i de fordele, som ejendomsretten medfører.

Da nu jordværdibeskatningen nødvendigvis må forøges, efterhånden som vi afskaffer andre skatter, så kan vi give forslaget praktisk form ved at foreslå:

At al beskatning ophæves med undtagelse af skat på jordværdier.

Som vi har set, er jorden fra først af værdiløs; men jo mere samfundet udvikler sig, desto større bliver værdien. I ethvert civiliseret land, selv det yngste, er jordens værdi tilstrækkelig til at bestride alle offentlige udgifter, i de mere udviklede lande langt mere end tilstrækkelig. Hvor jordrenten således overstiger de nuværende statsindtægter, vil det være nødvendigt i tilsvarende grad at forhøje den skattesum, man kræver, og blive ved dermed, alt som samfundet videre udvikler sig. Men dette er så naturligt og ligefremt, at man kan anse det for underforstået i forslaget om at lægge al beskatning på jordværdien. Dette er det første skridt, om det vil kampen komme til at stå. Er den fælles ret til jorden først forstået så vidt, at man har afskaffet alle skatter undtagen jordværdiskatten, så er der ingen fare for, at der i længden skal blive levnet ret meget til jordejerne.

Erfaringen har lært mig, at hvor tanken om at samle al beskatning på jordværdien vinder tilstrækkelig forståelse til at blive virkelig overvejet, dér får den stedse mere og mere fodfæste, men også, at der netop i de klasser, som mest ville vinde ved forandringen, kun er få, som straks kan forstå dens fulde betydning. Det kniber for lønarbejderen at komme bort fra den idé, at kapital og arbejde står i modsætningsforhold til hinanden. For den mindre landbruger og husejer er det vanskeligt at rive sig løs fra den tanke, at dersom man lagde al skat på jordværdien, ville de blive ubillig beskattede. Både for arbejderen og bonden er det vanskeligt at frigøre sig for den tanke, at kapitalens fritagelse for beskatning ikke er ensbetydende med at gøre den rige rigere og den fattige mere fattig. Disse forestillinger skyldes imidlertid uklarhed i tankegangen. Men bag ved uvidenheden og fordommen står der en mægtig interesse, som hidtil har behersket litteraturen, skolen og den offentlige mening. En stor uretfærdighed er altid sejlivet, og den store uretfærdighed, som overalt fordømmer hele folkeslag til fattigdom og nød, lader sig ejheller udrydde uden bitter kamp.

Forslaget prøvet på reglerne for en fornuftig beskatning
Da den foreslåede reform har antaget skikkelse af en skattereform, bør vi nu prøve, hvorvidt den stemmer med grundreglerne for en fornuftig beskatning.

De skatter, hvorved de offentlige indtægter bedst kan tilvejebringes, er åbenbart de, som nærmest opfylder følgende vilkår:

  1. at de tynger og hæmmer produktionen så lidt som mulig.
  2. at de kan opkræves let og billig og falder så direkte som muligt på de virkelig skatskyldige, så at der tages så lidt som muligt fra folket ud over det beløb, fællesskabets styrelse får.
  3. at de kan pålignes simpelt og sikkert, så at de frembyder så lille lejlighed som muligt til vilkårlighed, bestikkelse eller omgåelse af loven.
  4. at de hviler ligeligt, så at ingen begunstiges eller forfordeles i forhold til andre.

Lad os nu undersøge, hvilken form for beskatning der bedst opfylder disse vilkår.

1). Skatternes virkning på produktionen.
Alle skatter må åbenbart komme fra jordens og arbejdets produkter, da der ikke gives nogen anden formuekilde. Men skat af en vis størrelse kan, alt efter beskatningsmåden, have en meget forskellig indflydelse på produktionen. En skat, som formindsker producentens udbytte, formindsker nødvendigvis også lysten til produktion; skat, som falder på virksomheder, opstiller en kunstig hindring for frembringelse af formue. En skat, som falder på arbejde, på kapitalanvendelse eller på jordbrug, vil åbenbart virke langt mere hæmmende på produktionen end en lige så høj skat, der lægges på arbejderne, uanset om de arbejder eller morer sig, på formuen, uanset om den anvendes produktivt eller ej eller på jorden, uanset om den dyrkes eller ligger øde.

Beskatningsmåden er i virkeligheden lige så vigtig som skattebeløbet. Ligesom en lille, men dårligt anbragt byrde kan skade en hest, der med lethed kunne bære en meget større, men vel anbragt byrde, således kan et folk udarmes og dets produktionsevne ødelægges ved en skattebyrde, som det let kunne have tålt, dersom den havde været anderledes pålignet. En skat, som Mehemed Ali lagde på daddelpalmer, bragte de ægyptiske fellaher til at nedhugge deres træer; men en dobbelt så høj skat på jorden medførte ingen sådanne følger. Den skat på 10% af alle salg, som hertugen af Alba lagde på Nederlandene, ville, dersom den var blevet stående, have ødelagt så godt som al handel, uden at indbringe stort.

Denne produktionshæmning er mere eller mindre betegnende for de fleste af de skatter, hvorved staterne nu til dags skaffer sig indtægter. Alle skatter på fabrikation, handel, kapital og forbedringer hører hertil. Deres tendens er af samme art som Mehemed Alis skat på daddelpalmer, og de burde derfor undgås, hvor der er mulighed for at skaffe indtægter ved skatter, som ikke hæmmer produktionen. Dette bliver muligt, alt som samfundet udvikler sig og der ophobes rigdom. Skat på prangende pomp tilfører simpelthen statskassen summer, som ellers ville være blevet spildt på forfængelig stads for at vække opsigt. Og skat på rigfolks arv hæmmer vistnok kun i ringe grad lysten til at dynge rigdomme sammen, for når denne lyst rigtig har fået tag i et menneske, bliver den en blind lidenskab. Men de væsentligste skatter, der kan pålignes uden at skade produktionen, er skat på monopoler; for monopolgevinsten er i sig selv en skat på produktionen, og at beskatte monopolerne vil således kun sige at tilføre statskassen noget, som produktionen under alle omstændigheder må betale.

Der er hos os forskellige slags monopoler. Således findes der f.eks. de ved patent- og forfatterretten skabte monopoler for et bestemt tidsrum. At beskatte disse ville være uretfærdigt og uklogt, da de jo blot er en anerkendelse af arbejdets ret til sine ikke håndgribelige frembringelser. Fremdeles findes der de tidligere omtalte tyngende monopoler, som skyldes storkapitalernes sammenslutning til foretagender, som har monopolkarakter. Det ville imidlertid være yderst vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at lave skattelove således, at skatten faldt udelukkende på monopolgevinsten og ikke også på produktion eller omsætning. Langt bedre vil det være fuldstændig at afskaffe den slags monopoler. For en stor del skyldes de, direkte eller indirekte, fejl eller mangler ved lovgivningen; mange af dem ville f.eks. bortfalde ved beskyttelsestoldens afskaffelse. De foretagender, som efter deres natur er monopoler, må siges med rette at høre ind under og burde overtages af det offentlige. De grunde, som har ført til, at staten besørger brevposten, taler også for, at den burde overtage telegrafvæsenet, og jernbanerne burde tilhøre det offentlige ligesom landevejene.

Alle andre monopoler er dog ubetydelige i sammenligning med jordmonopolet; og jordens værdi, som helt og holdent er monopolværdi, egner sig i enhver henseende for beskatning. Medens nemlig værdien af en jernbane, prisen på gas osv. ikke blot er monopolværdi, men også er et udtryk for arbejds- og kapitalvirksomhed, så er jordens værdi slet og ret et udtryk for den fordel at kunne beslaglægge en part af frembringelsen. En skat på jordværdien vil ikke i mindste måde hæmme produktionen, for i modsætning til skatter på varer, handel eller kapital eller på tilvirkning og redskaber hviler den slet ikke på selve produktionen. Den nøgne jords værdi er ikke udtryk for noget udrettet arbejde, således som værdien af afgrøde, bygninger, forbedringer eller andre ting. Jordværdien er et udtryk for monopolets handelsværdi. Den er aldrig frembragt af den, som ejer jorden; den er skabt ved samfundets udvikling. Derfor kan samfundet helt og holdent tage den tilbage uden i mindste måde at svække folks lyst til at frembringe. Man kan forøge skatten på jordværdi, indtil hele jordrenten er beslaglagt af staten, uden at arbejdslønnen eller kapitalens udbytte derved formindskes med en tøddel, og uden at prisen på en eneste vare forhøjes.

Ja, mere end dette. Ikke alene hæmmer skat på jordværdien ikke produktionen, den fremmer den tværtimod ved at tilintetgøre jordens spekulationsfordyrelse og den værkflidshæmning og de »dårlige tider«, som derved fremkaldes. Var jorden beskattet endog kun tilnærmelsesvis op til sin værdi, kunne ingen overkomme at beholde jord, som han ikke brugte, og følgelig ville al ubrugt jord stå åben for dem, som ville benytte den. Landets bebyggelse ville ikke blive så spredt, og arbejde og kapital følgelig blive i stand til at producere mere. Allerede af, hvad nu er sagt, er det klart, at med hensyn til produktionen er skat på jordens værdi den bedste, som kan pålægges. Beskatter man varer, hæmmes varefabrikationen; beskatter man forbedringer, udføres der færre; beskatter man handelen, aftager omsætningen; beskatter man kapitalen, flytter den. Men om så hele jordværdien bliver taget i skat, vil følgen kun være den, at næringsfliden får et opsving, at der for kapitalen åbner sig nye lejligheder til nyttig anvendelse, og at formueproduktionen øges.

2). Opkrævningens lethed og billighed.
Med undtagelse måske af visse nærings- og stempelafgifter, der kan indrettes således, at de så godt som indgår af sig selv (men som ikke yder noget videre), er en skat på jordværdien den af alle skatter, som lettest og billigst kan opkræves. For jorden kan ikke skjules, den er let at vurdere, og når skattelægningen engang er iværksat, behøves der blot et indbetalingskontor til at modtage beløbet.

Og da nu allevegne en del af de offentlige indtægter består af jordværdiskatter, så findes det nødvendige maskineri allerede og kan lige så godt benyttes til at opkræve al skat som en del deraf; og følgelig ville alt, hvad det nu koster at opkræve de øvrige skatter, helt og holdent kunne spares, når de afløstes af skat på jordværdien. Hvilken umådelig besparelse det ville være, kan man slutte sig til af de sværme af embedsmænd, som nu anvendes til at opkræve de forskellige skatter.

Dette er jo allerede meget. Men at sætte jordværdiskat i alle andre skatters sted vil, på en endnu mere virksom måde, formindske forskellen mellem, hvad skatterne koster skatteyderne, og hvad de indbringer. En skat på jordværdien forhøjer nemlig ikke varepriserne, og betales således direkte af de personer, den falder på, hvorimod alle skatter på ting, hvis mængde ikke er uforanderlig, forhøjer priserne, overflyttes fra sælger på køber og vokser på den måde mere og mere undervejs. Lægges der, som man ofte har forsøgt, en skat på pengelån, så vil långiveren vælte skatten over på låntageren, der bliver nødt til at betale den eller slet ikke få lånet. Og anvender låntageren pengene i sin forretning, så må han igen vælte skattebeløbet over på sine kunder. Lægger vi skat på indenlandske eller indførte varer, så vil fabrikanten eller importøren tage mere for dem af grossereren, denne af købmanden og denne igen af forbrugeren. Og så må forbrugeren oven i købet ikke blot betale skattens beløb, men desuden profit på dette beløb til hele rækken, for enhver handlende beregner sig lige så vel avance på det, han har betalt i told eller skat, som på, hvad han har betalt for selve varen. På denne måde skubbes alle skatter, som øger priserne, fra hånd til hånd, voksende undervejs, indtil de til sidst væltes over på forbrugeren, som således må betale meget mere, end staten får. At varernes pris således drives op, når der lægges skat på dem, skyldes forøgelsen af produktionsomkostningerne og indskrænkning af tilførslen. Men jord er ikke noget arbejdsprodukt, og en værdiskat på jord kan ikke forårsage en indskrænkning af tilførslen. Pålæg af jordværdiskat sætter derfor ikke jordejerne i stand til at få mere for deres jord. Tværtimod, da skatten på jordværdi tvinger dem, som holder jord på spekulation, til at sælge eller bortforpagte den for, hvad de kan få, så forøger en sådan skat konkurrencen mellem jordejerne og driver derved prisen på jord ned.

Således er en skat på jordværdien den skat, der giver staten den største nettoindtægt i forhold til det beløb, som tages fra folket.

3). Påligningens sikkerhed.
Sikkerheden er en vigtig side ved beskatningen; for jo mere opkrævningen af en skat afhænger af opkrævernes nøjesyn og redelighed og skatteydernes almenånd og hæderlighed, des mere vil der frembyde sig lejlighed til overgreb og bestikkelse på den ene side og til omgåelse og svig på den anden.

Den måde, hvorpå hovedmassen af vore offentlige indtægter tilvejebringes, er forkastelig allerede af denne grund. Den grove bestikkelse og svig, der foregår i De Forenede Stater som følge af brændevins- og tobaksskatten, er noksom bekendte; den stadige undervurdering af varerne ved toldklarering, den til det latterlige grænsende urigtighed af selvangivelse til indkomstskat og den fuldstændige umulighed af at få en nogenlunde rigtig skattevurdering af den rørlige formue er almindelig kendte ting. De omkostninger, som på grund af sådan usikkerhed må udredes af folket – ud over, hvad der kommer ind i statskassen – er meget store. Da i beskyttelsestoldens tider Englands kyster var besat med en hær af toldbetjente, som skulle søge at hindre smugling (og med en tilsvarende hær af smuglere), måtte jo tydeligvis omkostningerne ved begge hæres underhold, – smuglernes profit lige så vel som toldbetjentenes løn og bestikkelser, – hvile som en ekstraskat på folkets næringsflid, udover det skattebeløb, som gik i statskassen.

Men det værste ved sagen er, at skatter, der træffer usikkert, har den mest fordærvelige indflydelse på moralen. Vore skattelove kunne som helhed med føje bære følgende indskrift: »Forordninger til fremme af bestikkelighed, til undertrykkelse af redelighed, til præmiering af mened og til at gøre skilsmisse mellem lov og ret.« Dette er deres virkelige art, og virkningen udebliver ikke. En »toldbodsed« er blevet til en spotteglose; mænd, som er stolte af deres uangribelige hæderlighed og absolutte redelighed i handelsaffærer, bestikker embedsmænd og giver urigtige skatteangivelser, og uophørlig bliver man vidne til det demoraliserende syn, at folk, der har solgt ustemplede tændstikker eller lignende, slæbes for domstolene sammen med mordere og røvere.

Jordværdiskat har derimod større sikkerhed end alle andre skatter. Den kan pålignes med en usvigelighed, der har noget ved sig af jordens egen ubevægelighed og uskjulbarhed. Den blotte jords vurdering er ikke tilnærmelsesvis så vanskelig som vurderingen af alt andet – bygninger, maskiner, grundforbedringer og løsøre. Var alle skatter lagt på den blotte jords værdi, så ville hele beskatningssystemet være så simpelt og klart, og den offentlige opmærksomhed så stærkt rettet på det, at skattevurderingen kunne og ville gå for sig med den samme sikkerhed som den, hvormed en ejendomshandler kan sige, hvor meget en grund er værd.

4). Den ligelige fordeling af skattebyrden.
Den sædvanlige opfattelse – som vi her til lands, om end forgæves, har forsøgt at føre ud i livet ved at beskatte alt muligt – er, at enhver skal betale skat i forhold til sine midler eller »i forhold til den indtægt, som han under statens beskyttelse nyder godt af« (Adam Smith).

Men bortset fra de uovervindelige praktiske vanskeligheder herved, så er det øjensynligt, at retfærdigheden ikke kan ske fyldest på denne måde.

Her er f.eks. to mænd med lige store indtægter, hvoraf den ene har en stor familie at forsørge, den anden bare sig selv. På disse to mænd falder de indirekte skatter meget ulige, da den førstnævnte jo ikke kan undgå at betale de skatter, som falder på de levnedsmidler, klæder osv., som hans familie bruger. Er skatten direkte, så at begge betaler det samme beløb, er den alligevel uretfærdig. Den enes indtægt skal forslå til 6, 8 eller 10 personers underhold, den andens ikke. Og med mindre man vil drive Malthus’ lære så vidt, at man anser opfostringen af nye borgere for en landsskadelig ting, så foreligger her en grov uretfærdighed. – Lad os da vende os til naturen og læse retfærdighedens bud i dens love.

Naturen skænker sine gaver til arbejdet og til arbejdet alene. Selv i en Edens have ville mennesket sulte ihjel, hvis det ikke arbejdede. Men her er nu to mænd med lige store indtægter – den enes kommer fra hans arbejde, den andens fra afgift af jord. Bør begge bidrage lige meget til statens udgifter? Øjensynlig ikke. Den enes indtægt er noget, som han selv skaber; den andens kun noget, som han tager fra andre, uden at give noget igen. Den enes ret hviler på naturens egen lov; den andens er blot en rettighed, skabt ved statsforordninger i strid med naturens love. Den familiefader, til hvem man siger, at det er hans pligt ved sit arbejde at forsørge sine børn, må indrømme dette, for det er naturens egen forskrift; men han kan da også med rette fordre, at der ikke bliver taget en øre fra den indtægt, han tjener ved sit arbejde, så længe der endnu findes en øre tilbage af indtægter, som kommer fra en eneret til de naturfordele, som naturen upartisk byder alle, og hvortil hans børn har lige så stor medfødt ret som nogen anden.

Som forsvar for ligelig beskatning af al mulig slags ejendom anføres i reglen, at ejeren »nyder godt af den under statens beskyttelse«. Grundlaget for denne tankegang er åbenbart den antagelse, at det er staten, der sætter os i stand til at nyde godt af vor ejendom, at selve samfundet som sådant fremkalder en værdi, som man derfor med rette kan kræve skal dække de offentlige udgifter. Men hvilke værdier kan dette med rette siges om? Ene og alene om jordens værdi. Det er netop en værdi, som ikke opstår, førend et samfund har dannet sig, og som, i modsætning til andre værdier, vokser med samfundets udvikling. Lad det største samfund, der findes på jorden, opløse sig igen, og den nu så kostbare jord vil ikke mere have nogen værdi. Jordens værdi følger enhver tilvækst eller aftagen i befolkningen. Dette er kun tilfældet med, hvad der efter sin natur er et monopol, som ejendomsretten til jord er det.

Skatten på jordværdien er derfor den retfærdigste og ligeligste af alle skatter. Den falder kun på dem, som samfundet yder en særegen og værdifuld fordel. Ved den tager samfundet til sit brug den værdi, som er skabt af samfundet selv. Når staten ved beskatning tager al jordrente til samfundsbrug, vil den lighed komme i stand, som naturen byder. Først da vil virkelig enhver få, hvad han fortjener.

Tilslutning og indvendinger
De grunde, hvoraf vi har draget den slutning, at skat på jordværdien er den bedste måde at tilvejebringe offentlige indtægter på, er udtrykkelig eller stiltiende blevet erkendt af alle fremragende socialøkonomer, lige siden man blev klar over jordrentens natur.

Ricardo siger således: »En skat på jordrenten ville helt og holdent falde på jordejerne og kunne ikke væltes over på forbrugerne. En skat på jordværdi ville ikke afskrække fra at opdyrke ny jord, for sådan jord betaler ingen jordrente og ville altså være ubeskattet.«

John Stuart Mill erklærer endog udtrykkelig, at en særlig skat på jordrenten både er hensigtsmæssig og retfærdig, idet han spørger, hvad ret jordejerne har til den tilvækst i rigdom, som ved samfundets almindelige fremskridt tilfalder dem uden arbejde, risiko eller sparsommelighed fra deres side; og selvom han misbilliger alle indgreb i jordejerens adkomst til jordens nuværende værdi, så foreslår han dog, at staten skal tilegne sig hele den fremtidige værdiforøgelse som tilhørende samfundet ved naturlig ret.

At jordrenten både af hensigtsmæssigheds- og retfærdighedshensyn burde være den egentlige genstand for beskatningen, ligger i virkeligheden allerede i det almindeligt anerkendte forhold, at jordværdien ikke skabes af enkeltmand, men af samfundet. At man ikke har fulgt disse grundsætninger til ende, skyldes åbenbart dels utilbøjeligheden til at såre de umådelige interesser, som knytter sig til den private jordejendomsret, og dels den falske forestilling om, hvad der er årsag til fattigdommen.

Der har dog været en skole af socialøkonomer, der tydelig indså det naturlige og rigtige i at inddrage indtægterne af den fælles ejendom, jorden, i statskassen til fælles brug. De franske fysiokrater i forrige århundrede, med Quesnay og Turgot i spidsen, foreslog netop det samme, som jeg har foreslået: at al skat burde afskaffes med undtagelse af en skat på jordens værdi. »Fysiokraterne«s bevisførelse var muligvis mangelfuld, men selve den socialøkonomiske kendsgerning, at jordejeren får en »indtægt« uden arbejde, forstod de; og de fordele, der ville opstå af næringsflidens og handelens frigørelse ved at indføre en eneste skat på jordrenten i stedet for alle de skatter, som hæmmer arbejdet, så de uden tvivl lige så klart som jeg. En af de ting, som man mest må beklage ved den franske revolution, er, at den bortskyllede disse ideer, netop som de begyndte at vinde forståelse hos tænkende mennesker og at få indflydelse på skattelovgivningen.

Uden at kende noget til Quesnay og hans lærdomme er jeg nået til den samme praktiske slutning ad en vej, som ikke kan bestrides, og har støttet den på grunde, hvis gyldighed ikke kan benægtes.

Den eneste af socialøkonomer fremførte indvending mod skatten på jordværdi er en, som indrømmer dens fordele; det er den indvending, at når vi beskatter jorden, vil vi kunne komme til samtidig at beskatte noget andet. Mac Culloch f.eks. erklærer, at skat på jordværdi er uheldig og uretfærdig, fordi værdien af selve jordens naturlige kræfter ikke klart kan udskilles fra forbedringernes værdi. Macaulay siger etsteds, at dersom indrømmelsen af tyngdeloven stred imod nogen betydelig pekuniær interesse, så ville det ikke skorte på argumenter imod tyngdeloven – en sandhed, som Mac Culloch’s indvending er et oplysende eksempel på. For selv om vi antog, at det var umuligt fuldstændig at skille jordens værdi fra værdien af forbedringerne, ville så det, at vi fremdeles måtte beskatte nogle forbedringer, være nogen grund til at fortsætte med at beskatte dem alle?

Men i virkeligheden forholder det sig så, at jordens værdi altid let kan skilles fra forbedringernes. I mange af vore stater bliver jordens og forbedringernes værdi da også takseret hver for sig, om de end siden igen slås sammen under navnet »fast ejendom«. Selv hvor jorden i umindelige tider har været i brug, er der ingen vanskelighed ved at bestemme værdien af den blotte jord; ofte tilhører jo da også jorden en og bygningerne en anden. Selv i det ældste land i verden ville der ikke være nogensomhelst vanskelighed ved en sådan skelnen, når man da ikke forlanger andet end at adskille værdien af de tydelig kendelige, i et overskueligt tidsrum, udførte forbedringer fra jordens værdi uden disse. Og dette er åbenbart alt, hvad der med rimelighed kan kræves. Absolut nøjagtighed nås jo ingensteds, og at forsøge at skille alt, hvad menneskeslægten i tidernes løb har lavet, fra det, naturen oprindelig har givet, ville selvsagt være meningsløst. Et af romerne udtørret mosedrag vil i dag lige så fuldt høre med til de britiske øers naturfordele, som om udtørringen skyldtes et jordskælv eller et jordskred. At værdien af sådanne varige forbedringer efter længere tids forløb må anses for at være smeltet sammen med jordens værdi, og som følge deraf bliver beskattet, kan ikke virke hæmmende på sådanne forbedringsarbejder. Ethvert slægtled bygger og forbedrer for sig selv og ikke for en fjern fremtid.

Imidlertid kunne der gøres en indvending af en anden art. Man kunne sige, at hvor den politiske magt er i hele folkets hånd, bør beskatningen ikke falde på en enkelt klasse, jordejerne, men på alle, for at enhver, som har politiske rettigheder, også kan være interesseret i statshusholdningens sparsommelighed. Skatteydelse og valgret, vil man sige, er det farligt at skille ad.

Man må dog ikke tro, at vælgerne under det nuværende skattesystem har en sådan bevidsthed om de offentlige byrder, der påhviler dem. Indirekte skatter udredes i uhyre målestok af folk, som betaler lille eller ingen direkte skat. I De Forenede Stater vokser med rivende fart den klasse, som ikke blot bryder sig fejl om beskatningen, men endog er lige glade, enten statsstyrelsen er god eller dårlig. I vore største byer bestemmes valgene for størstedelen ikke af hensyn til det offentliges vel, men af den art hensyn, der afgjorde valgene i Rom, da masserne ikke længere bekymrede sig om andet end brød og skuespil.

En ombytning af de nuværende mangfoldige skatter med én eneste på jordens værdi ville derimod hæve selv de fattigste over den tilstand af yderlig fattigdom, der kvæler al interesse for offentlige spørgsmål, og samtidig beskære de kæmpeformuer, som gør deres besiddere lige glade med, hvordan landet styres. De politisk farlige klasser er de meget rige og de helt fattige. Det er ikke bevidstheden om at betale så og så meget i skat, som giver et menneske interesse for sit land og dets styre, men bevidstheden om, at han udgør et levende led af samfundet, at dets lykke er hans lykke, dets vanære hans skam. Føler blot borgeren dette, kan samfundet stole på ham, om det så gælder liv og blod. Men fædrelandssindede vælgere frembringes lige så lidt som fædrelandsforsvarere ved skatteydelse.

Men man vil måske spørge: dersom skatten på jordværdi virkelig er så fortræffelig, hvoraf kommer det da, at alle statsstyrelser foretrækker alle mulige andre skatter fremfor den?

Svaret ligger nær for hånden: skatten på jordværdi er den eneste skat af nogen betydning, som ikke lader sig skubbe videre. Den falder på jordejerne, og der findes ikke nogen måde, hvorpå disse kan vælte byrden over på andre. Følgelig er en stor og mægtig klasse direkte interesseret i at holde skatten på jordværdi nede og i stedet lægge skat på alt andet, således som da det for 200 år siden lykkedes Englands jordejere at få indført en accise, der faldt på alle forbrugere, til at træde i stedet for de forpligtelser, som påhvilede deres feudalgodser.

Således træder da en bestemt og mægtig interesse fjendtligt op imod skat på jordværdi; de andre skatter derimod møder ingen sådan særlig modstand. Statsmænd har øvet deres kløgt på at udtænke skatter, som suger arbejdets løn og kapitalens udbytte, ligesom vampyren efter sigende udsuger sine ofres hjerteblod. Næsten alle disse skatter bliver i sidste instans betalt af dette ubestemmelige væsen, »forbrugeren«, og han udreder dem i så små beløb og ad sådanne omveje, at han ikke mærker det, og at der ikke er nogen rimelighed for, at han vil gøre sig den ulejlighed for alvor at protestere. Tilmed er der andre mægtige interesser, som drager fordel af de prisstigninger, som sådanne skatter forårsager.

Næsten alle vore mangfoldige skatter er blevet pålagt mere af hensyn til privat fordel end for at skaffe staten indtægt, og den største hindring for at gøre beskatningen simplere ligger i disse privatinteresser, hvis repræsentanter, så snart en skattenedsættelse er på bane, stikker hovederne sammen i rigsdagens forhal, for at sørge for, at man ikke nedsætter de skatter, som de har nytte af. Beskyttelsestolden f.eks., som De Forenede Stater er plaget med, har man disse privatindflydelser at takke for og ikke troen på de absurde beskyttelsesteorier. Alskens bevillings- og tilvirkningsafgifter er ligeledes gerne velset af dem, de falder på, særlig de større fabrikanter, da de holder andre borte fra vedkommende forretningsgrene. Således misbruges da endog folkelige statsstyrelser – hvis anerkendte formål er at gøre det så godt som mulig for så mange som mulig – så de i stedet skaffer et lille mindretal en tvivlsom fordel, til stor ulykke for de mange.

Dog, når den sandhed, som jeg har forsøgt at gøre klar, engang er blevet forstået af de brede lag, da er det let at forudse hvorledes en sammenslutning af politiske kræfter, stærk nok til at føre den ud i livet, vil blive mulig.

Fortsættes: Midlets virkninger