Henry George: Fremskridt og fattigdom
4 – Det materielle fremskridts virkning på formuens fordeling

Indhold
– Problemets bevægende kræfter 
– Befolkningsforøgelsens virkning på formuefordelingen 
– Produktionsfremskridtenes virkning på formuefordelingen
– Virkningen af de ved fremskridtet vakte forventninger

***

Problemets bevægende kræfter
Vi har nu klargjort, at det er jordrenten, der sluger det øgede udbytte, som fremskridtet skaber, og at interessestriden ikke – som folk gerne tror – står mellem arbejde og kapital, men mellem på den ene side arbejde og kapital, på den anden jordejendomsretten. Derved er vi nået til en slutning, som har stor praktisk betydning. Men det er ikke værd at dvæle ved dette nu, for vi har endnu ikke fuldstændig løst den opgave, vi i begyndelsen satte os. At sige, at lønnen holder sig lav, fordi jordrenten stiger, er omtrent som at sige, at et dampskib bevæger sig, fordi dets hjul går rundt. Det næste spørgsmål må blive: hvad er det, som bringer jordrenten til at stige? Hvad er det for en tvingende magt, der forårsager, at jo mere produktionskraften tiltager, desto større bliver jordrentens part?

Det eneste, Ricardo (og senere forfattere) anfører som årsag til jordrentens stigning, er befolkningstilvæksten, som ved at kræve flere næringsmidler gør det nødvendigt at udstrække agerbruget til dårligere jord.

Selvom det nu uden tvivl er rigtigt, at det tryk, en forøget befolkning øver, og som gør det nødvendigt at tage ringere produktionsfelter i brug, må bringe jordrenten til at stige, så tror jeg dog ikke, at alle de slutninger, man sædvanlig drager af dette forhold, holder stik, eller at det heltud forklarer jordrentens stigning hånd i hånd med fremskridtet. Der gives åbenbart andre medvirkende årsager. For at udfinde disse årsager og se, hvorledes de virker, vil vi undersøge fremskridtets virkning på fordelingen.

De forandringer, som tilsammen udgør det materielle fremskridt eller bidrager dertil, er 3 slags: befolkningens tilvækst, fremskridt i produktion og omsætning og fremskridt i oplysning, statsstyre og moral, for så vidt disse øger evnen til formuefrembringelse. I alle tre henseender er de fremadskridende folkeslag gået frem i de senere tider, om end i forskellig grad. Da imidlertid stigende oplysning, forbedret statsstyre osv. økonomisk set har samme virkning som tekniske fremskridt, så er det unødvendigt at behandle dem særskilt. Hvad betydning fremskridt i oplysning og moral i og for sig har for vor opgave, kan vi senere tage under overvejelse.

Vi vil nu først undersøge befolkningstilvækstens indflydelse på formuefordelingen, og dernæst den virkning, de tekniske fremskridt har.

Befolkningsforøgelsens virkning på fordelingen
Grunden til, at den voksende befolkning bringer jordrenten til at stige, er efter de sædvanlige forklaringer den, at den ved folketilvæksten fremkaldte forøgede efterspørgsel efter livsfornødenheder driver produktionen ud på dårligere og dårligere jord, hvorved altså den bedre jord får stedse større værdi.

Her er det, Malthus’ lære ved de gængse forklaringer af jordrenteteorien får den understøttelse, som jeg talte om, da jeg opregnede de årsager, som i forening har givet denne lære et næsten ubestridt herredømme over folks tankegang. Efter Malthus’ lære bliver befolkningens tryk på livsfornødenhederne stærkere og stærkere, efterhånden som den vokser, og selvom der med hver ny mund også kommer to hænder ind i verden, bliver det »vanskeligere og vanskeligere for de nye hænder at forsørge de nye munde«. Ifølge Ricardo og hans efterfølgeres forklaring har den stigning i jordrenten, som ledsager befolkningens vækst, sin årsag deri, at en større levnedsmiddelproduktion kun kan opnås ved forøgede omkostninger, hvorved befolkningen tvinges til at ty til ringere og ringere produktionsfelter, og jordrenten forhøjes i tilsvarende grad. Således bliver da jordrenteloven kun en særlig side af den mere almene lov, som Malthus har forkyndt. – Jeg berører dette igen, fordi det nu ligger nær at betragte den vrangforestilling, som har bevirket, at jordrentelæren er blevet brugt til at afstive en teori, som den i virkeligheden ingen støtte giver.

Det vrangsyn, jeg her tænker på, og som nødvendigvis må rettes, hvis man skal få en rigtig forståelse af befolkningsforøgelsens virkning på formuefordelingen, er den overalt herskende forestilling, at produktionens udstrækning til ringere felter nødvendigvis må medføre mindre middeludbytte i forhold til det anvendte arbejde. 

Det er almindeligt anerkendt at dette ikke gælder hvor der samtidig sker tekniske femskridt. Men det gælder heller ikke nødvendigvis, hvor der ingen sådanne fremskridt er sket, og hvor nedgangen til ringere produktionsfelter er en åbenbar følge af en forøget befolknings større krav. For befolkningsforøgelse medfører i og for sig, uanset de tekniske fremskridt, en forøgelse i arbejdets produktivitet. Tusinde menneskers arbejde vil under for øvrigt lige vilkår frembringe langt mere end ti gange så meget som hundredes; og således bliver med hvert nyt par hænder arbejdets produktionskraft øget mere end forholdsvis. Derfor kan, hvor befolkningen øges, nedgang til et ringere produktionsfelt finde sted ikke blot uden formindskelse i den gennemsnitlige formueproduktion i forhold til det anvendte arbejde, men også uden formindskelse selv på det ringeste felt. For man må ikke glemme (hvad der imidlertid ofte bliver glemt), at hverken jordens eller arbejdets produktivitet kan måles med en enkelt ting, men må måles ved sit forhold til alt, hvad man ønsker sig. En nybygger og hans familie kan vistnok på jord, der ligger en snes mil fra nærmeste menneskebolig, avle lige så meget korn, som hvis jorden lå midt i en folkerig egn. Men i den folkerige egn kunne de med det samme arbejde skaffe sig et lige så godt udkomme på meget ringere jord, fordi midt i en stor befolkning ville deres arbejde blive langt mere indbringende – måske ikke målt i korn, men målt i formuegoder overhovedet eller med andre ord ved tilvejebringelsen af alle de fornødenheder, som er det virkelige formål for deres arbejde.

Men selv hvor arbejdets produktivitet ved lavgrænsen virkelig går ned, er følgen ikke den, at arbejdets gennemsnitsudbytte formindskes; for normalt vil udbytteforøgelsen på den bedste jord langt opveje udbyttenedgangen ved det arbejde, der er trængt ud til ringere naturforhold.

Forskellige tilfælde kan tænkes at indtræde: var forholdet f.eks. således, at den ved befolkningens vækst fremkaldte fremgang i arbejdets produktivitet netop opvejede den nyoptagne jords ringere produktivitet, så ville virkningen af befolkningstilvæksten være den, at jordrenten ville stige, fordi dyrkningsgrænsen blev lavere, medens lønnen ville holde sig uforandret, i og for sig, men komme til at udgøre en mindre part af det hele. Men hvis derimod forskellen mellem den dårligste jord, der tidligere var i brug, og den, der nu blev opdyrket, var så stor, at arbejdets øgede produktivitet ikke formåede at opveje den, så ville ikke blot jordrenten stige, men lønnen falde, ikke blot forholdsvis, men absolut. Men hvis ikke nedgangen i den dårligste jords godhed var ganske eksempelløs stor, ville selv i sådanne tilfælde gennemsnitsproduktionen vokse; – men fordelingen ville blive mere ulige.

Men medens således befolkningens tilvækst (skønt den gerne fremkalder forholdsvis større produktion) driver jordrenten i vejret ved at tvinge befolkningen til at tage ringere naturforhold i brug, er det en misforståelse at anse dette for den eneste grund til, at jordrenten vokser med befolkningen. Befolkningsøgelse driver jordrenten op uden hensyn til jordens naturbeskaffenhed. Befolkningstilvækst øger nemlig ikke blot arbejdets produktivitet i al almindelighed; den giver visse jordområder evne til at øge netop det arbejdes produktivitet, der er knyttet til disse bestemte områder, en evne, der altså ligesom de geologiske egenskaber er uadskillelig fra vedkommende jord og følger med besiddelsesretten.

Lad os tænke os en ubegrænset, grønklædt slette, hvor græs og blomster, træer og bække uafbrudt ser ligedan ud, så øjet trættes af ensformigheden. Så kommer den første nybyggers lastvogn. Han ved ikke, hvor han skal slå sig ned – det ene jordstykke forekommer ham lige så godt som det andet. Adgangen til ved og vand, frugtbarheden og beliggenheden er overalt lige gode. Til sidst løber det rent rundt for ham, og han bliver træt af at søge efter en plads, der er bedre end de andre. Han slår sig da ned på det første det bedste sted og begynder at bygge sig et hjem. Jordbunden er jomfruelig og rig, der findes vildt i overflod, vandløbene vrimler af ørreder. Naturen overgår så at sige sig selv. Han ejer alt, hvad der ville gøre ham rig, hvis han var i en folkerig egn; men alligevel er han yderst fattig. For ikke at tale om de åndelige krav, der ville få ham til at modtage selv den bedrøveligste fremmede med åbne arme, så arbejder han under alle ensomhedens materielle besvær. Til større arbejder kan han ikke få en håndsrækning, ud over hvad familiens medlemmer kan give. Selvom han har kvæg, smager han sjældent fersk kød, da han, for at få sig en bøf, må slagte en stud. Han må være sin egen smed, vognmager, tømmermand og skomager – kort sagt have »19 håndværk og 20 ulykker«. Han kan ikke skaffe sine børn nogen skolegang, da han, for at kunne det, måtte holde huslærer. Alt, hvad han ikke selv kan producere, må han købe ind i store partier eller også undvære det; for han kan ikke uafladelig forlade sit arbejde og gøre en lang rejse til civilisationens ydergrænse; og bliver han nødt til at gøre det, så kan afhentningen af en flaske medicin eller erstatningen af et itubrækket bor koste ham hans eget og hans hestes arbejde i dagevis. Under sådanne forhold er naturen ødsel, men mennesket fattigt. Det er en let sag for ham at skaffe sig noget at spise, men ud over dette formår hans arbejde kun på den tarveligste måde at tilfredsstille hans simpleste behov.

Snart kommer en ny tilflytter. Selvom hver eneste del af den endeløse slette er lige så god som alle de andre dele, betænker han sig ikke et øjeblik på, hvor han skal slå sig ned. Skønt jorden overalt er ligedan, er der dog ét sted, som åbenbart er bedre for ham end noget andet, og det er dér, hvor han kan få en nabo. Han slår sig ned ved siden af den først ankomne, hvis kår derved øjeblikkelig forbedres betydeligt, idet meget nu bliver muligt for ham, som tidligere var umuligt; for to kan hjælpe hinanden til at udføre ting, som én mand aldrig ville kunne magte.

En ny tilflytter kommer, og så én til og én til, indtil en snes naboer har samlet sig omkring den først ankomne. Arbejdet forslår nu ganske anderledes: skal der udføres et sværere arbejde, tager nybyggerne fat i fællesskab og udretter tilsammen på én dag, hvad der for den enkelte ville kræve år. Slagter en af dem en stud, får de andre en del af den og gør gengæld, når de slagter, og således har de ferskt kød til alle tider. De antager i fællesskab en lærer, og hver enkelt får således sine børn undervist for en ringe del af, hvad det ville have kostet den første nybygger. Det bliver en forholdsvis let sag at få bud til nærmeste by; for stadigvæk rejser så den ene og så den anden. Imidlertid er sådanne rejser ikke så nødvendige mere. En smed og en hjulmand indretter sig snart værksteder i egnen, en butik åbnes, et postkontor kommer snart til og skaffer regelmæssig forbindelse med den øvrige verden. Derpå kommer en skomager, en tømmermand, en sadelmager, en læge, og snart rejser der sig en lille kirke. Man finder tilfredsstillelse for sin selskabelige og åndelige trang – for den del af mennesket, der rager op over dyret. Sympati, kammeratskab og kappestrid gør livet videre, fuldere og mere afvekslende. Man glæder sig med de glade, sørger med de sørgende. Ungdommen kommer sammen til majsbladning, æbleskrælning osv. Og skønt dansesalen kun har lergulv, og orkestret er en enlig violin, er der alligevel fortryllende toner i dens strenge, og Amor er med i dansen. Lejlighedsvis kommer der en omrejsende foredragsholder og åbner et indblik i videnskabens, kunstens og litteraturens verden; i valgtiden kommer de politiske talere, og borgeren hæver sig til en følelse af værd og magt, når hele rigets velfærd bliver ham forelagt til afgørelse i skikkelse af modkandidaterne hr. Per og hr. Poul. Og så kommer ved given lejlighed den cirkus, som man allerede i måneder har talt om, og åbner for børnene, hvis synskreds hidtil har været prærien, alle indbildningskraftens riger: eventyrverdenens prinser og prinsesser, brynjeklædte korsfarere og turbanprydede arabere; løver, som de, der lagde sig for Daniels fødder; kameler, som de, der stod hos, da Josefs onde brødre slæbte ham op af vandgraven og solgte ham som træl; elefanter, som de, der fik makkabæernes sværd at føle, – og først og sidst den herlige musik!

Gå til vor nybygger nu og sig til ham: »Du har så og så mange frugttræer, som du selv har plantet, en brønd, en lade, et hus, kort sagt, du har ved dit arbejde øget denne ejendoms værdi så og så meget. Din jord er ikke i og for sig fuldt så god. Du har taget mangen afgrøde af den, og snart vil den trænge til gødning. Jeg vil betale dig den fulde værdi for alle dine forbedringer, hvis du vil give mig ejendommen og atter drage med din familie ud over grænsen for det beboede land.« Han vil le dig ud. Hans jord giver ganske vist næppe mere hvede eller flere kartofler end før, men hans arbejde på den indbringer ham dog langt mere af alle livets behov og behageligheder. De andre nybyggeres nærværelse – befolkningsforøgelsen – har givet det arbejde, der udføres her, en større produktivitet, og herved får jorden en overlegenhed over al jord af samme naturlige godhed, hvor der endnu ikke findes nybyggere. Dersom der ikke er anden jord tilovers end sådan, der er lige så langt borte fra befolkede egne som vor nybyggers, dengang han kom, da vil værdien af hans jord svare til hele denne forøgede ydeevne. Hvis der imidlertid, som vi har antaget, findes en sammenhængende strækning af lige god jord, som befolkningen nu er i færd med at udbrede sig over, så er det ikke nødvendigt for nybyggere at gå ud i ødemarken, således som den første gjorde. De kan slå sig ned ved siden af de andre og få fordelen af naboskabet. Prisen på vor nybyggers jord vil da blot afhænge af den fordel, han har af, at hans jord ligger i befolkningens midte, ikke i dens ydergrænse.

Befolkningen vedbliver fremdeles at tiltage. Da vor første nybyggers jord ligger midtvejs, er butikken, smedjen og hjulmagerens værksted bygget på den eller deromkring, og her opstår nu snart en landsby, som hurtigt bliver til en købstad, omsætningsmidtpunktet for alle egnens folk. Medens dens frugtbarhed ikke er større nu end fra først af, begynder denne jord nu at udvikle en produktivitet af en højere art. Hvededyrkeren kan ganske vist drage videre og finde jord, hvorpå hans arbejde frembringer lige så megen hvede; men håndværkeren, fabrikanten, købmanden, lægen osv. finder, at deres arbejde her, i omsætningens brændpunkt, indbringer dem meget mere, end det ville gøre selv i ringe afstand derfra; og denne jordens merværdi kan jordejeren gøre fordring på, aldeles på samme måde, som han kan gøre fordring på sin jords mulige merværdi til kornavl. Og således sættes vor nybygger i stand til at sælge nogle få tønder land af sin jord til byggepladser for priser, som hans jord aldrig kunne have indbragt ham, hvis den skulle være brugt til hvededyrkning, om så dens frugtbarhed var blevet fordoblet mange gange. Med den forøgede indtægt, han får, bygger han sig et fint hus og udstyrer det smukt. Eller rettere sagt: de folk, som ønsker at benytte hans jord, bygger huset til ham på det vilkår, at han vil tillade dem at drage nytte af den højere produktivitet, som befolkningsforøgelsen har givet jorden.

Befolkningen vedbliver fremdeles at vokse og giver således jorden større og større værdi og dens ejer mere og mere rigdom. Byen er blevet til en storstad – et St. Louis eller et Chicago – og vokser fremdeles. Produktionen drives nu i stor målestok med de bedste maskiner og de ypperste hjælpemidler, arbejdets deling er drevet til det yderste; omsætningen har sådan omfang og fart, at den foregår med et lavmål af spild. Her er, kort sagt, hjertet og hjernen i den store samfundsorganisme, som er vokset op efter de første nybyggere. Her mødes alle veje: har man noget at sælge, så er markedet her, skal man købe, så findes her det største og bedste udvalg. Her er den åndelige virksomheds brændpunkt, her fødes de tændende gnister ved åndernes sammenstød. Her er de store biblioteker og samlinger, de lærde professorer, de berømte specialister. Hertil kommer de store skuespillere, talere og sangere fra hele verden. Kort sagt, her er et midtpunkt for menneskelivet i alle dets brogede former.

Så umådelige er de fordele, som denne jord nu byder arbejdet, at man i stedet for en eneste mand, som med sit spand heste overfarer mange tønder land, nu på enkelte steder på en skæppe land kan tælle tusinder af arbejdere i stokværk på stokværk over hinanden, medens der under jordens overflade stønner maskiner, som udvikler tusinder af hestekræfter. – Alle disse fordele er bundet til jorden: det er på denne jord og ingen anden, at de kan udnyttes, for her er brændpunktet for ombytningen, markedspladsen og værkstedet for næringsflidens højeste former. De produktive kræfter, som befolkningens tæthed har givet denne jord, har samme værdi, som om dens oprindelige frugtbarhed havde forøget sig hundrede, ja tusind fold. Og jordrenten er steget i tilsvarende grad. Vor nybygger eller den, som er indtrådt i hans ret til jorden, er nu millionær. Ligesom en anden eventyrprins kunne han gerne have lagt sig til at sove til nu, han ville vågne rig, – ikke i kraft af noget, han selv har gjort, men i kraft af befolkningens forøgelse. Der findes grunde, som lader sig sælge for større summer, end der behøvedes til at brolægge dem med guld. I hovedgaderne knejser bygninger af granit og marmor; og dog er de ikke så meget værd som den jord, de står på – den samme uforandrede jord, som aldeles ingen værdi havde, da vor første nybygger slog sig ned på den.

At dette er den måde, hvorpå befolkningens tilvækst mægtigt bidrager til jordrentens stigning, kan enhver, der vil se sig om i et fremadskridende land, selv overbevise sig om; det sker lige for vore egne øjne. Den tiltagende forskel i jordens ydeevne, der forårsager jordrentens stigning, kommer ikke så meget fra, at der må tages ringere jord i brug, som fra den forøgede værdi, som forøget befolkning giver den jord, der allerede er i brug. Den mest værdifulde jord på vor klode er ikke jord af overordentlig frugtbarhed, men jord, som særlig tæt befolkning har givet særligt værd, hvad enten det nu er en opfyldt sump som St. Petersborgs grund, frugtbart land som Philadelphias eller en nøgen sandørken som i størsteparten af San Francisco.

Selv dér, hvor værdien synes at skyldes overlegne naturlige egenskaber som dybt vand og god ankergrund, rige kul- og malmlejer eller svære tømmerskove, vil en nærmere undersøgelse vise, at disse egenskaber først kaldes frem, gøres tilgængelige ved en befolkning. Pennsylvanias kul- og jernforekomster, som nu er umådelige summer værd, var for 50 år siden værdiløse. Hvad er den egentlige årsag til denne forskel? Simpelthen forskellen i befolkning. Wyomings og Montanas kul- og jernlejer, som nutildags er værdiløse, vil om halvtredsindstyve år være millioner og atter millioner værd, simpelthen fordi befolkningen i mellemtiden vil være tiltaget stærkt.

Det er et vel provianteret skib, det, hvorpå vi sejler gennem verdensrummet. Når det ser ud til at blive knapt med kød og brød på dækket, behøver vi blot at åbne en luge, og nye forråd, som vi tidligere ikke havde drømt om, kommer for en dag. Og stor magt til at tilegne sig andres tjenester er dem givet, som, når lugerne åbnes, har lov til at sige: »Dette er mit!«

Produktionsfremskridtenes virkning på formuefordelingen
Vi har nu set, at befolkningens vækst bringer jordrenten til at stige, snarere ved at forøge end formindske arbejdets produktivitet.

Hvis det nu kan påvises, at uafhængig af befolkningens forøgelse vil også fremskridt i produktion og omsætning drive jordrenten til vejrs, så har Malthus’ teori – og alle de teorier, som står i sammenhæng med den – fået sin endelige og afgørende gendrivelse, for vi har da gjort rede for det materielle fremskridts tendens til at trykke lønnen ned og forværre de laveste klassers stilling, uden at tage vor tilflugt til teorien om det tiltagende tryk på livsfornødenhederne.

At tekniske fremskridt har en sådan virkning, viser sig nu ved den ringeste eftertanke. – Virkningen af opfindelser og andre produktionsfremskridt er den, at der spares arbejde, dvs. opnås samme resultat ved mindre, eller større resultat ved samme arbejde.

Tænker man sig nu en samfundstilstand, hvori den forhåndenværende arbejdskraft formåede at tilfredsstille alle materielle ønsker, og hvor der ingen mulighed var for, at nye ønsker skulle opstå, ville virkningen af arbejdsbesparende forbedringer simpelthen være den at formindske arbejdet: men sådan en samfundstilstand kan, hvis den overhovedet findes (hvad jeg ikke tror), kun findes, hvor mennesket står dyret meget nær. I den såkaldte civiliserede samfundstilstand er forholdet i hvert fald det stik modsatte. Efterspørgselen er ikke bestemt afgrænset, den vokser i ethvert enkelt menneske med hans evne til at skaffe sig de ting, han ønsker. Mennesket er ikke nogen okse, som lægger sig ned og tygger drøv, når den har ædt sig mæt, det er snarere i slægt med blodiglen, som bestandig vil have mere. Hvad der frembringes, mætter ingensteds begæret, og kravene stiger med enhver ny mulighed for at tilfredsstille dem.

Under sådanne forhold vil arbejdsbesparende fremskridt bevirke en forøgelse i produktionen. Men til produktionen behøves jord. Derfor vil der opstå forøget efterspørgsel efter jord, og hvor man har nået grænsen for jord af den godhed, som allerede er taget i brug, vil man bringe jord af ringere naturlig ydeevne under dyrkning. Og medens således den oprindelige virkning af arbejdsbesparende forbedringer er at forøge arbejdets kraft, er følgevirkningen den, at jorddyrkningen udstrækkes, og at jordrenten stiger overalt, hvor dyrkningsgrænsen derved sænkes. Hvor al jorden er taget fuldstændig i besiddelse, som i England, eller hvor den, som i De Forenede Stater, enten er taget i besiddelse eller kan tages lige så rask, som trangen til den opstår, dér vil den endelige virkning af arbejdsbesparende maskiner og lign. være at drive jordprisen til vejrs uden at forhøje løn eller rente.

Det er af vigtighed, at man fuldt ud forstår dette; for det viser, at virkninger, som de gængse teorier tilskriver befolkningsforøgelsen, i virkeligheden skyldes opfindelsesfremskridt, og det forklarer den ellers ubegribelige kendsgerning, at arbejdsbesparende maskiner ingensteds gavner arbejderne.

Dog må man for fuldstændig at forstå denne sandhed huske på, at det ikke blot er de fremskridt, som medfører besparelse i det arbejde, der ligefrem anvendes på jorden (til frembringelse af fødevarer osv.), men alt, hvad der på nogen måde sparer arbejde, der har tendens til at drive jordpriserne op. For en forbedring, som medfører besparelse i det arbejde, der fordres til at frembringe én art af ting, er jo ensbetydende med en forøgelse af kraften til frembringelse af alle, og vil da også medføre forøget produktion af disse.

Jeg kan vanskelig tænke mig nogen slags formue, hvis efterspørgsel ikke ville forøges ved besparelse i det arbejde, som kræves for at producere alt andet. Som eksempel på ting, som der efter al sandsynlighed ikke vil blive større efterspørgsel efter, er nævnt ligvogne og ligkister, men selv for disse gælder det kun med hensyn til mængden. At voksende arbejdsproduktivitet vil medføre efterspørgsel efter mere kostbare ligvogne og ligkister, kan ingen tvivle på, som har lagt mærke til, hvor stærkt ønsket er om at hædre de døde ved kostbare begravelser.

Heller ikke efterspørgselen efter levnedsmidler er begrænset, således som det hyppigt, men fejlagtigt, antages i socialøkonomiske undersøgelser. Man taler ofte om livsfornødenhederne, som om de var en fast bestemt mængde. Adam Smith siger, at begæret efter føde er begrænset på grund af menneskemavens ringe omfang; men dette er åbenbart kun sandt i den forstand, at når maven er fuld, da er sulten stillet. Efterspørgselen efter næringsmidler har derimod ikke nogen sådan grænse. En Ludvig den Fjortendes, Femtendes eller Sekstendes mave kunne ikke optage eller fordøje mere end en fransk bondes, men medens nogle få skæpper land var tilstrækkelig til at levere det sorte brød og de urter, som udgjorde bondens føde, behøvedes der tusinder af tønder land for at tilfredsstille kongens behov, hans eget ødsle forbrug så vel som, hvad der medgik til hans tjenere, heste og hunde. I den by, hvor jeg sidder og skriver, lever en mand – i virkeligheden kun en type for en slags mennesker, man kan træffe overalt – som plejede selv at koge sine bønner og stege sit flæsk, men som nu, da han er blevet rig, ejer et hus i byen, så stort som et første klasses hotel, foruden to-tre landsteder med udstrakte parkanlæg, et stort væddeløbsstutteri osv. Der kræves sikkert nu flere tusinde gange så meget jord for at tilfredsstille denne mands behov, som da han var fattig. – Enhver forbedring eller opfindelse, af hvad art den end er, der sætter arbejdet i stand til at producere mere, fremkalder således forøget efterspørgsel efter jord og jordens umiddelbare produkter og virker således til at sænke dyrkningsgrænsen, har altså netop samme virkning som befolkningstilvæksten. Da dette er tilfældet, så har enhver arbejdsbesparende opfindelse, enten det nu er en dampplov, en forbedret måde at smelte malm på, en mere fuldkommen bogtrykkerpresse eller en symaskine, den virkning at forhøje jordens pris.

Lad os, for at se dette endnu tydeligere, tænke os et land, hvor (som overalt i den civiliserede verden) jorden kun ejes af en del af folket, og hvor der samtidig er sat en uoverstigelig skranke for al videre befolkningsforøgelse (f.eks. ved en strengt overholdt Herodeslov). Nu gøres der opfindelser osv., der formindsker, lad os sige med 1/10, det arbejds- og kapitalforbrug, der kræves til den hidtidige produktion. Enten vil da en tiendedel af arbejde og kapital blive fri, eller også vil produktionen øges i tilsvarende grad. Men her som i alle civiliserede lande er næringsflidens ordning sådan, at arbejde og kapital, og da navnlig arbejdet, må skaffe sig beskæftigelse på hvilket som helst vilkår, at simple arbejdere ikke er i den stilling, at de kan kræve deres andel af fremskridtets udbytte, og at enhver indskrænkning i anvendelsen af arbejde, i det mindste i begyndelsen, må antage den form, ikke at give enhver arbejder lige så meget for mindre arbejde, men at gøre nogle af arbejderne arbejdsløse og ikke give dem noget som helst. Som følge af den større produktivitet, fremskridtene har forårsaget, kan man imidlertid nu ved naturforhold, hvis godhed kan betegnes ved 18, opnå et lige så stort udbytte som før ved 20. Hvis nu arbejdets og kapitalens trang til nye virkefelter, der jo ganske sikkert ville udvide produktionsgrænsen, drev denne ned fra »20« til »18«, ville jordrenten altså overalt forøges med 2, medens løn og kapitalrente ikke ville blive større end før, og mindre i forhold til den hele produktion. Der ville da være større formuefrembringelse, men jordejerne ville høste hele fordelen. – Det samme vil nu gentage sig ved hvert nyt fremskridt på opfindelsernes vej: alt som arbejdets produktivitet vokser, vil produktionsgrænsen blive trykket lavere og lavere ned, og jordrenten uafladelig stige, selv om befolkningen bliver den samme som før.

Jeg vil ikke dermed sige, at sænkningen af produktionsgrænsen altid nøjagtig vil svare til forøgelsen i produktiv kraft, eller at processen altid vil gå for sig i skarpt begrænset trinfølge. I visse tilfælde kan jordrenten vokse raskere, end udbyttet øges, og løn og rente vil da gå ned; i andre vil fremskridtet være raskere end jordværdiens vækst, og løn og rente altså få nogen del i fremskridtets frugt. Ej heller er det absolut rigtigt, at alt det arbejde, der frigøres ved en eller anden opfindelse, tvinges til at søge produktiv beskæftigelse. Nogle får råd til at holde op at arbejde, og nogle vil gå over i de immaterielle arbejderes rækker, som gerne vokser med samfundets fremskridt.

Dette er imidlertid uvæsentligt og forrykker ikke den kendsgerning, at selv uden nogen forøgelse i befolkningen virker fremskridt i opfindelser stadig til at give jordejerne en større og større del af udbyttet, arbejde og kapital en mindre.

Og da vi jo ikke kan sætte nogen grænse for opfindelsesfremskridtet, så kan vi heller ikke sætte nogen grænse for jordrentens stigning. For hvis de arbejdsbesparende opfindelser vedblev, indtil man havde nået fuldkommenheden, så man slet ikke mere behøvede arbejde for at producere, da ville jo dyrkningsgrænsen synke til nulpunktet. Der ville ikke længere være tale om løn og rente, jordrenten ville sluge det altsammen. Da jordejerne uden arbejde kunne få alt, hvad der kunne afvindes naturen, så ville der ikke være nogen brug hverken for arbejde eller kapital, og det ville være umuligt for dem at tiltvinge sig nogen andel. Og hvor stor eller lille end befolkningen var, så ville den være afhængig af jordejernes lune eller barmhjertighed – ville enten blive underholdt for jordejernes fornøjelse eller som fattiglemmer leve af deres nåde.

Denne de arbejdsbesparende opfindelsers absolutte fuldkommenhed er vel umulig at nå; men den er dog det mål, som opfindelserne dag for dag nærmer sig til med stigende fart. Og i befolkningens udtyndelse i Storbritanniens landbrugsegne, hvor små ejendomme bliver slået sammen til store, så vel som i de store, med maskiner bearbejdede hvedemarker i Californien og Dakota, hvor man kan ride milevidt gennem bølgende korn uden at se en menneskelig bolig, findes der allerede antydninger af det endemål, som hele den civiliserede verden iler hen imod. Dampploven og mejemaskinen skaber i den moderne verden umådelige godser i lighed med dem, som fremkom i det gamle Italien ved tilstrømningen af trælle, vundet i udenlandske krige. Og for mangen fattig stakkel, som stødes ud og drives bort fra det sted, hvor han har været vant til at leve – på samme måde, som de romerske bønder nødtes til at slutte sig til verdensstadens proletariat eller sælge deres blod for brød i legionernes rækker –, kan det ikke se anderledes ud, end som om disse arbejdsbesparende opfindelser i sig selv er en forbandelse, og vi hører folk tale om arbejdet, som om trættende kropsligt slid i og for sig var noget ønskværdigt.

Det er næppe nødvendigt at sige, at den foran skildrede virkning af opfindelser osv. kun gælder dem, der har vundet almindelig udbredelse. Så længe de er monopoliserede, så kun nogle få høster fordelen af dem, indvirker de ikke i nævneværdig grad på formuefordelingen i almindelighed. – Til de fremskridt, der driver jordprisen op, hører imidlertid ikke blot de, der direkte forøger produktionen, men også sådanne forbedringer i statsstyre, sæder og moral, der indirekte forøger den. Et slående eksempel herpå har man i beskyttelsestoldens afskaffelse i England. Frihandelen har i uhyre grad forøget Storbritanniens rigdom uden at formindske fattigdommen. Den har simpelthen forøget jordrenten. Og dersom det gennemrådne styre i vore store amerikanske byer forvandledes til mønstre på redelighed og økonomi, så ville virkningen deraf kun være den, at værdien af jordbesiddelsen forøgedes, men ikke, at enten løn eller rente steg.

Virkningen af de ved fremskridtet vakte forventninger
Vi har nu set, at både befolkningsforøgelsen og alle de fremskridt, der øger arbejdets produktivitet, virker i retning af at forhøje jordrenten. Den forøgede formueproduktion tilfalder til sidst jordejerne; og selvom også enkelte andre kan opnå fordele, er der dog i alle disse fremskridt ikke det mindste, der har tendens til i sin helhed at øge enten arbejdets eller kapitalens indtægt.

Der findes imidlertid endnu en omstændighed, som man må tage i betragtning, når man fuldt ud vil forklare fremskridtets indflydelse på fordelingen. Vi har hidtil antaget, således som man plejer at gøre det ved undersøgelser af jordrenteteorien, at den virkelige dyrkningsgrænse altid falder sammen med, hvad man kunne kalde dyrkningens nødvendige grænse, dvs. at ringere jorder først tages i brug, når det er blevet nødvendigt derved, at de bedre er fuldstændig udnyttet.

Dette er sandsynligvis tilfældet i meget langsomt fremadskridende samfund, men i de hurtig fremadskridende, hvor den raske og uafladelige stigning af jordrenten bringer folk til at gøre sikker regning på endnu yderligere stigning, er det ikke tilfældet. I sådanne samfund bevirker forventningen om højere jordpriser, at mere eller mindre jord holdes tilbage fra benyttelse, hvorved dyrkningsgrænsen altså trykkes lavere ned, end produktionens krav nødvendiggør.

Denne årsag må til en vis grad øve sin virkning i alle fremadskridende samfund. Men særlig i samfund som De Forenede Stater, med deres vidtstrakte jordområder, virker den med uhyre magt. Vor befolknings umådelige spredthed er et bevis herfor. – Den mand, som drager ud fra østkysten for at søge dyrkningsgrænsen, hvor han kan få jord gratis, må ligesom den mand, der svømmede over floden for at hente sig en drik vand, gennemvandre vide strækninger, der kun er halvt opdyrket, gennemkrydse store vidder af jomfruelig jord, før han når det punkt, hvor man kan få jord for intet. Han drives meget længere bort, end han ellers ville have gået, på grund af, at disse ubenyttede landstrækninger holdes på spekulation i forventning om en kommende værdiforøgelse. Og når han slår sig ned, så vil også han i sin tur, om han da kan, tage mere jord, end han har brug for, i den tanke, at den snart vil få værdi; og således bliver de, som kommer efter ham, igen drevet længere bort, og dyrkningsgrænsen trykket ned til områder, hvor udbyttet er endnu mindre, fordi afstanden er endnu større.

De samme forhold kan man iagttage i enhver hurtig voksende by. Blev den godt beliggende jord altid fuldstændig udnyttet, inden man greb til dårligere, så ville der ikke findes ubebyggede grunde eller elendige rønner midt iblandt kostbare bygninger. Disse tomter, der sommetider er af overordentlig stor værdi bliver holdt tilbage fra benyttelse, eller i det mindste fra fuld udnyttelse, fordi deres ejere, der ikke er i stand til eller ikke ønsker at bebygge dem, foretrækker – i forventning om en stigning i jordværdien – at holde dem i højere pris, end de kan få af folk, som nu har lyst til at bebygge dem. Og som følge af, at denne jord bliver holdt tilbage fra benyttelse, bliver bygrænsen skudt så meget længere ud. Og når vi kommer til den voksende bys grænser – den virkelige grænse for bebyggelsen, den, som svarer til dyrkningsgrænsen i agerbruget, så finder vi ikke nogen jord til salg til dens landbrugsværdi, som tilfældet ville være, dersom prisen simpelthen blev bestemt af øjeblikkets krav; derimod finder vi, at langt ud over byens grænser har jorden spekulationspris, som grunder sig på den tro, at den engang i fremtiden vil blive brugt til bebyggelse.

Eller for at tage et tilfælde af en anden art: i Marin County, hvorhen man let kan komme fra San Francisco, findes der en skovstrækning med udmærket bygningstømmer. Men den står endnu urørt, – og tømmer, der er hugget mange mile længere borte, bliver daglig ført på jernbanen dér forbi – da ejeren foretrækker at vente på den højere pris, han i fremtiden vil kunne få. Ved at denne skov således afspærres, drives grænserne for produktionen af tømmer så meget længere ud, mod nord og syd, langs kysten. At malmlejer, som findes i privat eje, ofte bliver holdt tilbage fra benyttelse, medens man bearbejder langt fattigere lejer, er vel bekendt, og i Unionens nyere stater er det ganske almindeligt at finde folk, som kaldes »jordfattige«, det vil sige folk, som forbliver fattige, ja af og til ligefrem lider nød, fordi de stivsindet holder jord, som de ikke selv kan bruge, oppe i en pris, som ingen bruger kan betale. Hvad alle disse eksempler samler sig i, er altså dette, at spekulationen fremkalder en kunstig jordmangel, hvorved arbejdet tvinges til at nøjes med et ringere arbejdsfelt, altså lavere udbytte, medens jordpriserne drives ekstraordinært op, så resultatet af arbejdets voksende produktion bliver lavere arbejdsløn og rente og uforholdsmæssig stigning af jordejerens part. Dette er under alle omstændigheder en vigtig kendsgerning, som man ikke kan undlade at tage hensyn til i en udtømmende undersøgelse af formuefordelingen i fremadskridende lande.

Det er disse forhold, som, idet de virker med særlig kraft i de nye lande, bringer dem – tilsyneladende længe før tiden – de gamle landes samfundssygdomme, gør arbejdere til hjemløse vagabonder og fremavler fattiglemmer på jord, hvis rigdomme endnu næppe er rørt.

Vi ser et voldsomt udslag af den ved fremskridtet fremkaldte forventning om jordværdistigning i den mani for jordspekulation, der er så ejendommelig for nye lande i opkomst; men om end dette kun er en abnorm og forbigående foreteelse, er det dog uimodsigeligt, at det samme forhold stadig gør sig gældende – med større eller mindre kraft – i alle fremadskridende samfund. – Den årsag, som indskrænker spekulationen i varer (nemlig de stigende prisers tendens til at fremkalde forøget tilførsel), kan ikke indskrænke spekulationen i jord, da jorden jo hverken kan forøges eller formindskes ved menneskelig virksomhed.

Men der gives dog en grænse for prisen på jord, det lavmål nemlig, som arbejde og kapital fordrer som vilkår for overhovedet at tage fat. Var det muligt uafladelig at sænke arbejdslønnen, lige til man nåede nulpunktet, så ville det også være muligt uafladelig at forhøje jordrenten, indtil den slugte hele udbyttet. Men nu sætter altså arbejdets og kapitalens lavmålsfordringer en sådan grænse for spekulationsforhøjelsen. Derfor kan spekulationen i lande, hvor arbejdsløn og rentefod allerede er lavmålet nær, ikke have så frie hænder til at forhøje jordprisen som i lande, hvor de står betydelig derover. At jordrentens spekulationsstigning ikke desto mindre i alle fremadskridende lande har en stadig tilbøjelighed til at overskride grænsen og derved lamslå produktionen, viser sig i de stadig tilbagevendende kriser – en sag, som vil blive nærmere undersøgt i næste afsnit.

Fortsættes: Opgaven løst