Henry George: Fremskridt og fattigdom
2: Befolkning og livsfornødenheder

Indhold:
– Malthus’ lære, dens oprindelse og dens støtte
– Kendsgerningernes vidnesbyrd
– Analogislutninger
– Gendrivelse af Malthus’ lære

***

Malthus’ lære, dens oprindelse og dens støtte
Bag den teori, vi har undersøgt, ligger en anden. Den herskende lære om kilden til og loven for lønnen finder sin stærkeste støtte i en lige så almindelig antaget lære – den lære, som bærer Malthus navn, – at befolkningen har en naturlig tendens til at tiltage hurtigere end livsfornødenhederne. Disse to teorier danner, sammenføjet, det gængse svar på den store opgave, vi forsøger at løse.

I det foregående tror jeg at have bevist, at den lære, at lønnen bestemmes af forholdet mellem kapital- og arbejdermængde, er så fuldstændig grundløs, at man må forundre sig over, at den har kunnet holde sig. Ganske vist er det let at forstå, at sådanne forestillinger har kunnet opstå under samfundsforhold, hvor hovedmassen af arbejdere med hensyn til beskæftigelse og løn tilsyneladende er afhængig af en særskilt kapitalistklasse, og at de har kunnet holde sig hos den store mængde, som sjælden gør sig den umage at skille skin fra virkelighed. Men det er overraskende, at en sådan grundløs lære har kunnet blive antaget af den ene efter den anden af de mange skarpsindige tænkere, som i dette århundrede har viet deres kræfter til den socialøkonomiske videnskab.

Forklaringen ligger i den almindelige antagelse af Malthus’ lære. Den herskende lære om lønnen er aldrig ordentlig blevet undersøgt, da den, støttet på Malthus’ lære, syntes socialøkonomerne at være en selvindlysende sandhed. Begge disse teorier griber ind i hinanden, styrker og forsvarer hinanden. Tilsammen giver de en tilsyneladende fyldestgørende forklaring på de foreteelser, der fremtræder i udviklede og fremskridende samfund, og dette har så forhindret nærmere undersøgelse.

Hvilken af disse to teorier der kan gøre fordring på historisk forrang, er vanskeligt at sige. De opstår og udvikler sig ganske naturlig ved siden af hinanden. Og de falder så nøje sammen og udfylder hinanden så fuldstændig, at Buckle hovedsagelig giver Malthus æren for at have afgørende bevist den herskende lønteori derved, at han fremsatte læren om befolkningens tryk på livsfornødenhederne. Han siger i sin »Civilisationens Historie i England«:

»Det attende århundrede var næppe forbi, da det afgørende blev bevist at arbejdslønnen ene og alene afhænger af to ting, nemlig størrelsen af det nationalfond, som alt arbejde betales af, og antallet af de arbejdere, som dette fond skal fordeles imellem. Dette store fremskridt i vor viden skylder vi hovedsagelig, om end ikke udelukkende, Malthus, hvis værk om befolkningen ikke blot sætter tidsskel i den spekulative tænknings historie, men allerede har frembragt betydelige praktiske resultater og sandsynligvis vil føre til andre endnu større.«

Denne navnkundige lære, som lige fra sin første fremtræden har indvirket så mægtig på tænkningen (og det ikke blot på socialøkonomiens område, men også i højere egne), blev af Malthus formuleret i den sætning, at det er befolkningens naturlige tendens at fordoble sig i det mindste hvert 25. år og således tiltage i geometrisk progression (som 1-2-4-8-16 osv.); medens de livsfornødenheder, som kan fås af jorden, under de heldigste omstændigheder ikke kan vokse hurtigere end i aritmetisk progression (som 1-2-3-4 osv.) og således for hvert 20. år kun tiltage med lige så meget, som nu produceres. Helt naivt tilføjer Malthus: »De uundgåelige følger af disse forskellige forøgelsesforhold er meget overraskende, når man stiller dem sammen.« Og i kap. I stiller han dem sammen på følgende måde:

»Lad os anslå Englands befolkning til 11 millioner, og lad os antage, at dets nuværende produktion er tilstrækkelig til dette antals underhold. Efter de første 25 års udløb ville da befolkningen være 22 millioner, og da midlerne til livsophold ligeledes ville have fordoblet sig, ville forholdet mellem befolkning og livsfornødenheder vedblivende være det samme. I de næste 25 år ville befolkningen stige til 44 millioner, medens midlerne til underhold kun ville slå til for 33 millioner… Og ved slutningen af det første århundrede ville befolkningen beløbe sig til 176 millioner, medens midlerne til underhold kun ville strække til for 55 millioner, så at en befolkning på 121 millioner mennesker ville være fuldstændig uforsørget.

Tager vi hele jorden i stedet for blot England, kommer udvandringsmuligheden ikke i betragtning… Menneskeslægten ville forøges som 1, 2, 4, 8 16, 32, 64, 128, 256, men midlerne til livsophold derimod som 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9. Efter to århundreders forløb ville befolkningen forholde sig til livsfornødenhederne som 256 til 9, inden tre århundreder som 4096 til 13, og om to tusinde år ville misforholdet være næsten uberegneligt«.

Et sådant resultat hindres naturligvis fra virkelig at indtræffe ved den fysiske umulighed af, at der kan eksistere flere mennesker end de, som kan finde midler til livsophold, og Malthus drager da den slutning, at befolkningens tendens til ubegrænset forøgelse holdes i tømme enten ved forplantningens indskrænkning, som følge af selvbeherskelse eller ved de forskellige årsager, som forøger dødeligheden, og som han deler i laster og elendighed. De årsager, som indskrænker forplantningen, kalder han den forebyggende hindring; de, som forøger dødeligheden, den positive. Dette er den navnkundige malthusiske lære, således som han selv har udviklet den i sin »Afhandling om befolkningen«.

Det er ikke umagen værd at dvæle ved den sofistiske brug af geometriske og aritmetiske forøgelsesforhold (den står endogså under hin bekendte sofisme om haren og skildpadden hvori haren i al evighed forfølger skildpadden uden nogensinde at nå den). Kærnen i hele læren er, for at bruge Malthus’ egne ord, »at der i befolkningen er en naturlig tendens og en stadig stræben efter at forøge sig ud over midlerne til livsophold«.

Malthus’ lære, således som den nu opfattes, kan i sin mindst angribelige form udtrykkes således:

Befolkningen, der stadig stræber efter at forøge sig, må, hvis den ikke holdes i tømme, til sidst udøve tryk imod de ganske vist ikke faste, men eftergivelige skranker for midlerne til livsophold, så det bliver mere og mere vanskeligt at tilvejebringe disse. Følgelig må der, overalt hvor forplantningen har haft tid til at udøve sin virkning, og ikke bliver hæmmet af forsigtighedshensyn, findes en sådan grad af mangel, som er i stand til at holde befolkningen indenfor livsopholdsmidlernes grænser.

Selvom denne teori i virkeligheden ikke er mere i strid med forestillingen om en ved Skaberens godhed og visdom indrettet harmonisk verdensorden end den ligeglade ‘ikketeori’, som uden videre kaster ansvaret for fattigdommen og dens følgeskab over på forsynets uransagelige rådslutninger, så gør den dog i tydelige ord last og elendighed til nødvendige følger af en naturdrift, hvortil de reneste og ømmeste følelser knytter sig, og kommer derved i skarpt sammenstød med forestillinger, der er dybt rodfæstede i menneskets sind; og den blev da også lige fra sin første fremtræden bekæmpet med en bitterhed hvori iveren ofte var mere iøjnefaldende end logikken. Men den har sejrrig bestået ildprøven, og trods alle de pile, som fornuftgrunde, spot og hån og sårede følelser har udskudt imod den, står den den dag i dag i tankens verden som en sandhed, endog de må bøje sig for, som helst ikke ville tro på den.

Årsagerne til dens sejr, kilderne til dens styrke er klare nok. Tilsyneladende støttet på den uigendrivelige sandhed, at den stadig tiltagende befolkning til sidst må vokse ud over jordens evne til at levere føde eller endog plads til at stå på, styrkes Malthus’ lære ved analogier i dyre- og planteverdenen, hvor liv overalt knuses mod de skranker, som holder det i tømme – analogier, som den moderne tænkning har givet større og større vægt ved at udviske grænserne mellem de forskellige livsformer. Ligeledes bestyrkes den tilsyneladende ved mange åbenbare kendsgerninger, som f.eks. fattigdommens, lasternes og elendighedens fremhersken i tætte befolkninger, den hurtige folkeforøgelse i nybyggerlande og den tydelige indskrænkning i forøgelsen i tættere befolkede lande ved dødeligheden i de til mangel dømte samfundsklasser.

Malthus’ lære giver en almen grundsætning, som forklarer disse og lignende kendsgerninger og forklarer dem på en måde, som stemmer overens med den gængse lønteori. Denne lyder jo på, at lønnen synker, så snart en forøgelse i arbejdernes antal nødvendiggør en yderligere deling af kapitalen; efter Malthus’ lære viser fattigdommen sig, så snart en forøgelse af befolkningen nødvendiggør yderligere deling af livsfornødenhederne. Der behøves nu ikke andet end at gøre kapital ensbetydende med livsfornødenheder og arbejderantal med befolkning (en sammenblanding, der er meget almindelig), og de to sætninger er gjort lige så overensstemmende i form, som de er af indhold.

Ricardo gav Malthus lære en yderligere støtte, idet han forklarede jordprisernes stigning ved at henlede opmærksomheden på, at jordrenten måtte vokse, alt som den tiltagende befolknings behov tvang den til at dyrke stedse ringere jord. På denne måde blev der dannet et slags tremagtsforbund hvorved Malthus’ lære blev godt afstivet på begge sider. – Den tidligere udformede lønlære og den senere antagne jordrentelære blev kun særskilte eksempler på virkningen af den almene grundsætning, som bærer Malthus’ navn – lønnens synken og jordrentens stigen med befolkningens vækst var jo kun forskellige former, hvorunder befolkningens tryk på livsfornødenhederne åbenbarede sig.

Dernæst stemmer Malthus lære godt med en opfattelse, som i hvert fald i ældre lande er almindelig rådende blandt de arbejdende klasser. For håndværkeren og fabriksarbejderen ligger årsagen til de lave lønninger og til vanskeligheden ved at få arbejde klart som dagen i den konkurrence, der skyldes de mange arbejdssøgende. Og når man kaster blikket ind i fattigdommens smudsige boliger, hvad synes da klarere, end at der er for mange mennesker?

Men hovedgrunden til lærens sejrrige fremgang er dog den at den ikke i ringeste måde truer nedarvede rettigheder eller mægtige interesser; tværtimod, den er ganske overordentlig beroligende og behagelig for de klasser, som i kraft af deres rigdom har så stor indflydelse på den offentlige mening. På et tidspunkt, da gamle støtter begyndte at give efter, kom den til undsætning for de særrettigheder, i kraft af hvilke nogle få beslaglægger en så stor del af denne verdens goder, idet den forkyndte en naturnødvendig årsag til den nød og elendighed, der, hvis det var politiske indretninger, der havde skylden, måtte have fordømt enhver regering, hvorunder den fandtes. Malthus’ »Afhandling om befolkningen« var jo netop et svar på William Godwins værk »Undersøgelse om den politiske retfærdighed«, som trådte i skranken for grundsætningen om menneskelig lighed, og dens mål var at retfærdiggøre den bestående ulighed ved at vælte ansvaret derfor over på skaberens love. Heri lå egentlig intet nyt; men tidsforholdene var sådan, at de gjorde sådanne ideer særlig tiltalende for en mægtig klasse, hos hvem udbruddet af den franske revolution havde vakt en heftig frygt for alt, hvad der rokkede ved det bestående.

Nu ligesom den gang tjener Malthus’ lære til at afvise alle reformkrav og beskytte egenkærligheden mod samvittighedsnag. Den leverer en filosofi, i kraft af hvilken den rige i sin polstrede kirkestol rolig kan bede Gud Fader om hans gode gaver uden at føle ansvar overfor den skrigende elendighed, som råder i næste gade. Fattigdom, mangel og sult kan efter denne lære hverken lægges personlig havesyge eller sociale misforhold til last; de er uundgåelige følger af verdenslove, som det er om ikke ligefrem ugudeligt, så dog lige så unyttigt at kæmpe imod som mod tyngdeloven. Fra dette synspunkt har den, der midt i fattigdommen har ophobet rigdomme, kun afgærdet sig en lille oase mod flyvesandet, som ellers ville have opslugt den. Og selv om de rige bogstavelig ville opfylde Kristi bud og dele med de fattige, var intet vundet. Befolkningen ville kun på ny trænge op imod grænserne for livsfornødenhederne, og ligheden kun blive lighed i fælles elendighed. På denne måde afvises som håbløse de reformer, der ville træde de magthavende klassers interesser for nær. Da moralloven forbyder at foregribe de fremgangsmåder, hvorved naturloven skaffer et overskud af befolkningen af vejen og hæmmer en tendens til folkeforøgelse, der i og for sig var stærk nok til at pakke menneskene sammen på jorden så tæt som sardiner i en dåse, så kan der i virkeligheden intet udrettes, hverken ved enkeltvise eller forenede bestræbelser, ud over at sætte sin lid til oplysning og præke forsigtighed.

En lære, som på den ene side stemmer overens med de fattige klassers tilvante tænkemåde, og som på den anden side retfærdiggør de riges havesyge og de mægtiges egenkærlighed, må nødvendigvis udbrede sig hurtigt og slå dybe rødder.

Og i de senere år har Malthus’ lære fået ny understøttelse ved den raske omvæltning i anskuelserne om menneskets afstamning og arternes oprindelse. Ligesom løn- og jordrentelærens hjælpetropper forenede sig om at hæve Malthus’ lære til at blive anset for en grundsandhed således har udbredelsen af den idé, at udviklingen af liv i alle dets former sker i kraft af tilsvarende love, givet den en endnu højere og uindtageligere stilling. Darwin siger selv, at kampen for tilværelsen »er Malthus’ lære anvendt med mangedobbelt kraft på hele dyre- og planteriget«.

Det synes mig imidlertid ikke ganske rigtigt at sige, at læren om udvikling ved naturudvalg eller ved de bedst egnedes overlevelse er en udvidet malthusianisme; for Malthus’ lære indesluttede ikke oprindeligt og indeslutter ikke nødvendigvis fremskridtstanken i sig. Men denne blev snart føjet til den. MacCulloch tilskriver »folkeforøgelsens grundsætning« samfundets forbedring og kunstnernes fremskridt og erklærer, at den fattigdom, den afføder, virker som en mægtig spore til næringsflidens udvikling, videnskabernes udbredelse og opsamling af rigdom, og at uden denne spore ville samfundet hurtig synke ned i dvale og forfald. Hvad er vel dette andet end en anerkendelse for det menneskelige samfunds vedkommende af de udviklede virkninger af »kampen for tilværelsen« og »de bedst egnedes overlevelse«, som jo, efter hvad naturvidenskabens autoriteter nu siger os, har været de midler, naturen har anvendt til at frembringe alle de uendelig forskellige, efter forholdene vidunderlig afpassede livsformer på jorden. Hvad er det vel andet end en anerkendelse af den kraft, som, hvor grusom den end kan synes, dog i løbet af talløse tidsaldre har udviklet muslingen fra en endnu lavere dyreart, aben fra muslingen, mennesket fra aben og det nittende århundrede fra stenalderen?

Således støttet og tilsyneladende bevist, står da Malthus’ lære nutildags almindelig anerkendt som en utvivlsom sandhed, i hvis lys alle samfundets foreteelser må forklares, ganske som i gamle dage stjernehimmelens fænomener forklaredes ud fra den forudsætning, at jorden stod stille, eller geologiens kendsgerninger forklaredes på grundlag af den mosaiske skabelseshistorie. Den anerkendes af politikere og socialøkonomiske videnskabsmænd så vel som af fagforeninger, af kirkeligt sindede og af materialister, af stokkonservative og de radikaleste radikale, ja af mange, som aldrig har hørt tale om Malthus og ikke har mindste anelse om, hvad hans teori egentlig er for noget.

Ikke desto mindre håber jeg, at ligesom grundlaget for den herskende lønteori sank sammen for undersøgelsens lys, vil også grundlaget for denne teori, dens tvillingsøster, falde sammen. Ved at føre bevis for, at lønnen ikke tages af kapitalen, har vi allerede løftet denne Antæus op fra jorden.

Kendsgerningernes vidnesbyrd
Den autoritet, hvormed Malthus’ lære fremtræder, og den almene anerkendelse, den har, gør det nødvendigt at undersøge dens grundlag og de årsager, der i forening har givet den en så overvældende indflydelse ved behandlingen af samfundsspørgsmål.

Men underkaster vi læren selv en uforbeholden undersøgelse, så vil den, tror jeg, vise sig lige så fuldstændig uholdbar som den herskende lønlære.

Jeg går lige løs på sagens kerne, når jeg siger, at hverken erfaring eller analogier retfærdiggør påstanden om, at der hos befolkningen findes nogen tendens til at øges hurtigere end livsfornødenhederne. De kendsgerninger, der anføres som bevis, godtgør kun, at hvor på grund af befolkningens tyndhed (som i nye lande) eller hvor på grund af formuens ulige fordeling (som blandt de fattigere klasser i gamle lande) menneskelivet går op i at tilvejebringe de fysiske vilkår for tilværelsen, er tendensen til forplantning så stærk, at dersom den holdt sig uforandret, ville den kunne overstige livsfornødenhederne. Men heraf kan man ikke med rette slutte, at tendensen til forplantning ville vise sig lige så stærk dér, hvor befolkningen var tættere og rigdommen ligelig nok fordelt til at løfte et helt samfund op over nødvendigheden af at vie alle kræfter til en kamp for den blotte tilværelse. Og selv om man indrømmede, at tendensen til folkeforøgelse til sidst måtte frembringe fattigdom, så var det dermed ikke afgjort, at den bestående fattigdom må tilskrives denne årsag, før man havde påvist, at der ikke findes andre årsager, der kan forklare den, – hvad der under de nuværende love og samfundstilstande åbenbart er umuligt.

Dette bevises til overflod af selve »afhandlingen om befolkningen«. Størstedelen af bogen er optaget af, hvad der i virkeligheden er en gendrivelse af den teori, bogen opstiller; for Malthus’ oversigt over, hvad han kalder de positive hindringer for folkeforøgelsen, viser simpelthen, at de resultater, han tilskriver overbefolkningen, i virkeligheden skyldes andre årsager. Af alle de tilfælde, han anfører (og han henter dem fra næsten hele jordkloden), hvori laster og elendighed hæmmer befolkningens vækst, er der ikke et eneste, hvori lasterne og elendigheden kan afledes af, at mundenes antal er vokset hurtigere end hændernes evne til at føde dem. Overalt viser det sig, at de skyldes samfundsskadelig uvidenhed og havesyge eller misregering, uretfærdige love eller hærgende krige.

Og hvad Malthus ikke formåede at bevise, har heller ikke nogen siden hans tid bevist. Forgæves vil man gennemsøge jordkloden og historien fra ende til anden efter noget eksempel på et landområde af kendelig størrelse, hvori fattigdom og mangel med rette kan tilskrives trykket af en voksende befolkning. Hvilke mulige farer en ubegrænset forøgelse af menneskene end kan indebære, hidtil har de ikke vist sig; endnu har for stærk folkeforøgelse aldrig været menneskeslægtens ulykke. Befolkningen skulle altid have tendens til at overskride grænsen for sit livsophold! – Men hvoraf kommer det da, at denne vor jordklode efter alle de tusinder, ja, som man nu tror, millioner år, hvori der har været mennesker på jorden, endnu er så tyndt befolket? Hvoraf kommer det da, at så mange arnesteder for menneskeligt liv nu er forladte, at fordum opdyrkede marker er bevoksede med krat, og at dér, hvor det fordum vrimlede af flittige mennesker, slikker nu vilddyret sine unger?

Det er en kendsgerning, som vi vel er tilbøjelige til at glemme når vi tæller vor befolknings milliontilvækst, men som ikke desto mindre er en kendsgerning, at så vidt vi kender verdenshistorien, er aftagning af befolkningen lige så sædvanlig som forøgelse. Hvorvidt jordens samlede befolkning nu er større end på noget tidligere tidspunkt, er noget, vi kun kan fremføre gisninger om. Siden Montesquieu i begyndelsen af forrige århundrede udtalte (hvad der sandsynligvis dengang var den almindelige mening), at jordens befolkning siden vor tidsregnings begyndelse var aftaget betydelig, har vistnok opfattelsen forandret sig. Men de nyere opdagelser og undersøgelser har begyndt at vække større tillid til de gamle historieskriveres og rejsendes fortællinger, som før har været anset for overdrevne; der er bragt kendetegn for dagen på, at der tidligere har eksisteret tættere befolkninger og højere civilisationer, end man før anede, og på, at menneskeslægten er ældre på jorden, end man har troet. – Vi er let tilbøjelige til at undervurdere den befolkningstæthed, som den intensive jorddyrkning, der var ejendommelig for de tidligere civilisationer, var i stand til at underholde, især hvor man havde indført kunstig vanding. Som man kan se af de omhyggelig dyrkede egne i Kina og Europa, kan en meget stor befolkning med tarvelige livsvaner let bestå med meget ringe handelssamkvem og uden at have nået ret vidt i de erhvervsgrene, som kendetegner det moderne fremskridt, og uden den tilbøjelighed, som moderne befolkninger har, til at pakke sig sammen i store byer.

Den eneste verdensdel, som vi kan være fuldt sikre på nu har en større befolkning end nogensinde, er Europa; – men dog ikke alle dele af Europa. Ganske sikkert har Grækenland og det europæiske Tyrkiet, sandsynligvis også Italien, haft større befolkning end nu, og det samme kan også være tilfældet med andre egne.

Amerika er også vokset i folkemængde, siden vi lærte det at kende; men denne forøgelse er ikke så stor, som man gerne tror. Hvor mange store folkeslag der har afsluttet deres bane, hvor mange riger der er opstået og faldet i »denne nye verden, som er den gamle«, kan vi blot dunkelt ane. Men mægtige ruiner vidner endnu om en civilisation, der gik forud for inkaerne, og var endnu mere storartet; midt i de tropiske skove i Yucatan og Centralamerika findes rester af store byer, der var gået i forglemmelse allerede før den spanske erobring, og over en stor del af De Forenede Stater er der strøet gravhøje, som viser en engang forholdsvis tæt befolkning.

For Afrikas vedkommende kan der ingen tvivl være. Det nordlige Afrika kan kun have en ringe befolkning mod, hvad det havde i gamle dage; Nildalen havde engang en umådelig meget større befolkning end nu, medens der syd for Sahara ikke er noget, som tyder på, at befolkningen er vokset i den historiske tid; det er snarere rimeligt, at slavehandelen har forårsaget en vidt udbredt affolkning.

Hvad Asien angår, så er der tegn på, at både Indien og Kina engang havde større befolkning end nu. Den mærkeligste forandring er dog foregået i Lilleasien, Syrien, Babylonien og Persien, kort sagt i de vidtstrakte egne, som måtte underkaste sig Alexanders erobrersværd. Hvor der engang var store byer og vrimlende folkemasser, er der nu kun elendige landsbyer og ufrugtbare ørkener.

Det er klart, at befolkningen har haft på ét sted ebbe, på et andet sted flod; nye folkeslag er opstået, gamle gået til grunde; men så langt tilbage, som vi kan gå uden at fortabe os helt og holdent i gisninger, er der intet, som tyder på en uafladelig tilvækst, ja ikke engang noget, som klart beviser, at menneskeslægten i sin helhed er øget i tidernes løb. Bag riger, vi dunkelt aner, ser vi utydeligt omrids af endnu mere skyggeagtige riger. At jordens befolkning må have haft sine små begyndelser, lader sig med sikkerhed antage, for vi ved, at der var et geologisk tidsrum, hvori der ikke kan have været mennesker til, og vi kan ikke tænke os, at alle mennesker opstod med ét som af de dragetænder, Kadmos såede; men helt tilbage gennem historien og i oldtidsforskningens svage lysskær skimter vi store befolkninger. Selv i disse uendelig lange tider har imidlertid folkeforøgelsen ikke været stærk nok til at fylde jorden eller blot fremkalde en øjensynlig forøgelse af dens befolkning i sin helhed. I sammenligning med sin evne til at underholde menneskeliv er jorden som et hele betragtet endnu meget sparsomt befolket.

Der gives en anden betydningsfuld kendsgerning, som må slå enhver, der retter sit blik ud over det moderne samfund. Hvis der virkelig er en lov som den af Malthus opstillede, så må den overalt, hvor befolkningen har nået en vis tæthed, være lige så iøjnefaldende som enhver anden af de store naturlove, der overalt er anerkendt. Hvoraf kommer det da, at vi hverken hos de klassiske folk eller hos jøderne, ægypterne, hinduerne, kineserne eller noget andet folk, som har grundlagt religioner og skrevet lovbøger, finder nogensomhelst forskrift, der svarer til Malthus’ forebyggende hindringer?

Og så har der jo endda eksisteret samfund, der garanterede ethvert af sine medlemmer beskæftigelse og underhold. John Stuart Mill siger etsteds, at ville man gøre dette, uden at staterne med det samme også regulerede ægteskaberne og fødslerne, ville det medføre almindelig elendighed og fornedrelse.

»Disse følger«, siger han, »er så ofte og så klart blevet påvist, at uvidenhed om dem hos dannede mennesker ikke længere er tilgivelig.« Og dog synes man i Sparta, i Peru, i Paraguay at have levet i fuldstændig uvidenhed om disse skæbnesvangre følger af en naturlig tendens.

Og dersom forøgelsestendensen er så overvældende, som malthusianismen forudsætter, hvordan kan det da være, at slægter så ofte uddør, – slægter, i hvilke mangel er ukendt? Hvoraf kommer det, at selvom der i arvelige titler og besiddelser ikke blot ligger en opmuntring til at skaffe sig afkom, men også til at bevare kundskaben om stamtræ og byrd, så uddør der alligevel i et aristokrati som det engelske så mange adelsslægter, at overhuset kun kan holdes oppe fra århundrede til århundrede ved nye udnævnelser?

For at finde det enestående eksempel på en familie, som har levet i et betydeligt tidsrum, må vi gå til det uforanderlige Kina. Konfucius’ efterkommere findes endnu dér og nyder særegne forrettigheder, idet de i virkeligheden danner det eneste arvelige aristokrati. Ifølge den antagelse, at befolkningen har tendens til at fordoble sig hvert 25. år, skulle de beløbe sig til 859.559.193.106.709.670.198.710.528 sjæle, nu 2150 år efter Konfucius’ død. Men i stedet for et så utænkeligt antal udgør de kun omtrent 22.000. Det er jo unægtelig en betydelig forskel og endnu mere slående, når man mindes, at den anseelse, som denne familie står i for sin stamfaders, »fortidens helligste lærers« skyld, har forhindret indvirkningen af de positive hindringer, medens Konfucius’ lærdomme indskærper alt andet end de »forebyggende hindringer«.

Nu kunne man sige, at selv denne forøgelse er stor nok. 22.000 mennesker, som i 2150 år nedstammer fra et eneste par, er unægtelig langt under Malthus’ overslag, men kunne dog alligevel nok vække forestilling om mulig overbefolkning. – Efterkommernes voksende tal er jo imidlertid ingenlunde entydigt med forøgelse af befolkningen. Slægtleddenes forhold til hverandre kan sammenlignes med et fletværk eller med diagonallinierne i et stykke tøj. Går man ud fra et punkt i dets øvre del, så følger ganske vist øjet linjer, som nedentil løber ud langt fra hinanden, men går man ud fra et punkt nedentil, så løber linjerne ikke mindre fra hverandre opad.

Dog lad os gå fra disse betragtninger over til en mere bestemt undersøgelse. Jeg påstår, at de tilfælde, man sædvanlig anfører som eksempler på overbefolkning, ikke kan tåle en nærmere prøvelse. Indien, Kina og Irland er de mest udprægede af disse eksempler. I alle disse lande er store menneskemasser omkomne af sult, og hele klasser er trykket ned i forfærdelig elendighed eller tvunget til at udvandre. Men skyldes dette virkelig overbefolkning?

Indien og Kina er langtfra de tættest befolkede lande på jorden. Efter Behms og Wagners beregninger er Indiens befolkning kun ca. 2.800, Kinas 2.500 mennesker pr. kvadratmil, medens Belgien har 9.300, England 8.900 og Japan 4.900. I begge landene ligger tilmed store naturlige rigdomskilder fuldstændig unyttede hen, og arbejdet drives på den mest ufuldkomne måde. Dette skyldes ikke nogen medfødt underlegenhed hos disse folk; for hinduen er jo af samme æt som vi selv, og Kina besad en høj civilisation og begyndelserne til de vigtigste moderne opfindelser, da vore forfædre endnu var omstrejfende vilde. Det skyldes den form, som samfundsordenen har antaget i begge lande, og som har bagbundet produktionen og frarøvet fliden dens løn.

I Indien har i umindelige tider de arbejdende klasser ved udsugninger og undertrykkelser været sat i en tilstand af hjælpeløs og håbløs fornedrelse. Jordens dyrkere har regnet sig selv for lykkelige, om magthavernes krav lod dem beholde nok til at friste livet og skaffe sig sædekorn; kapital kunne ingensteds samles i sikkerhed eller anvendes i nogen videre udstrækning til at fremhjælpe produktionen; al formue, som kunne vristes fra folket, ejedes af fyrsterne (og de var ikke bedre end røverhøvdinge), eller også var den i deres yndlinges hænder og bortødsledes på unyttig eller værre end unyttig overdåd, medens religionen, der var sunket ned til kunstig og uhyggelig overtro, øvede det samme tyranni over menneskenes sjæl, som de verdslige magthavere over deres legeme. Under disse forhold var de eneste færdigheder, som kunne gøre nogen fremgang, de, som tjente de stores pragt og overdåd. Rajahens elefanter strålede af de mest kunstfærdigt udarbejdede guldsmykker, men bondens plov var kun en tilspidset stok.

Er det ikke klart, at dette tyranni og denne usikkerhed har forårsaget Indiens fattigdom og udsultning, og at det ikke, som Buckle mener, er befolkningens tryk på livsfornødenhederne, der har frembragt mangelen, og mangelen igen tyranniet? William Tenant, præst i det Ostindiske Kompagnis tjeneste, skriver i 1796, to år før udgivelsen af Malthus’ skrifter:

»I betragtning af Indiens store frugtbarhed er det virkelig forbavsende hvor hyppigt hungersnød indtræder. Den skyldes åbenbart ikke ufrugtbarhed i jordbund eller klima. Ondet må komme af en anden politisk årsag; og der kræves kun liden skarpsindighed for at opdage, at årsagen er de forskellige styrelsers rovgerrighed og udpresninger. Den store spore for næringsfliden, sikkerheden, er taget bort. Derfor er der ingen, som dyrker mere korn, end hvad der netop er nødvendigt for ham selv, og det første uheldige år frembringer således hungersnød.

Stormogulens styre var et væv af vold og oprør, forræderi og straf, hvorunder hverken handel eller håndværk kunne trives eller agerbruget få nogen art. Dette styre efterfulgtes af en endnu elendigere tilstand, for anarki er værre end misregering. Det muhamedanske styre var usselt nok; men europæerne har ikke fortjenesten af at have styrtet det. Det faldt under vægten af sin egen råddenskab og er allerede blevet efterfulgt af et mangehovedet tyranni under småfyrster, hvis udnyttelse af bønderne er lige så grænseløs som deres havesyge. Grundskatterne indkræves to gange om året af ubarmhjertige banditter i skikkelse af soldater, som jager de ulykkelige bønder ad skovene til og hensynsløst ødelægger eller tager med sig alt, hvad der falder i deres smag eller tilfredsstiller deres havesyge. Ethvert forsøg fra bøndernes side på at forsvare sig indenfor deres landsbyers jordvolde nedkalder blot endnu grummere hævn over disse nyttige, men ulykkeligt stillede mennesker. De bliver da omringet og angrebet med geværer og kanoner, indtil modstanden er knækket, hvorpå de overlevende bliver solgt og deres bolig brændt og jævnet med jorden. Derfor vil man tit finde bønder beskæftigede med at sammenskrabe de adspredte levninger af, hvad der i går var deres hjem; men oftere vil man efter en gentagen hjemsøgelse kun finde rygende ruiner, uden at synet af et menneskeligt væsen afbryder ødelæggelsens skrækkelige tavshed.«

På denne ubarmhjertige rovgerrighed, som ville have frembragt elendighed og hungersnød, selv om der kun havde levet 10 mennesker på hver kvadratmil, og landet havde været en Edens have, fulgte i den første tid af det britiske herredømme i Indien en lige så ubarmhjertig rovgerrighed, støttet på en ganske anderledes uimodståelig magt. I sin skildring af Lord Clive siger Macaulay derom:

»Umådelige formuer blev hurtigt dynget sammen i Calcutta medens millioner af mennesker blev styrtet i den yderste elendighed. De havde været vante til at leve under tyranni, men aldrig under et tyranni som dette. De fandt det Ostindiske Kompagnis lillefinger tykkere end Surajah Dawlahs lænder. Det lignede mere en regering af onde ånder end af menneskelige tyranner. Stundom underkastede de sig i tålmodig elendighed, stundom flygtede de for den hvide mand, som deres fædre havde været vant til at flygte for maharajaen, og den engelske rejsendes bærestol blev ofte båret gennem tavse landsbyer og stæder, som efterretningen om hans ankomst havde gjort tomme og øde.«

Men den lovløse frækhed i det tidligere engelske styre er for længe siden tøjlet. Englands stærke hånd har givet denne store befolkning en mere end romersk fred; hele det store land er blevet gennemtrukket med jernbaner, store vandingsarbejder er udført osv. Men ikke desto mindre har hungersnød hyppigere og hyppigere fulgt på hungersnød, hærgende med bestandig større heftighed over stadig videre strækninger.

Er så ikke dette et levende bevis for Malthus’ teori? Viser det ikke, at han havde ret, når han påstod, at det at lukke de sluser, hvorigennem den overflødige befolkning bortskylles, kun er at tvinge naturen til at åbne nye. Ja, sådan lyder den ortodokse forklaring. Men som man kan se af de afsløringer engelske tidsskrifter nylig har bragt, er sandheden den, at disse hungersnødens hærgninger, som har bortrevet millioner, intet som helst har at gøre med »befolkningens tryk på livsfornødenhedernes naturlige grænser«.

Indiens millioner har bøjet nakken under mange erobrere, men værst af dem alle er det engelske herredømmes stadige, knugende vægt, der bogstavelig trykker millioner ud af tilværelsen og, som engelske forfattere har påpeget, uundgåeligt bærer hen imod et forfærdeligt og vidtrækkende sammenbrud. Også andre erobrere har levet i landet, men så slet og tyrannisk deres styre end var, forstod de dog folket og blev forstået af det; nu derimod ligner Indien et stort gods som tilhører en fraværende, udenlandsk herre. Overmåde kostbare militære og borgerlige indretninger bliver opretholdt, ledet og styret af engelske embedsmænd, der kun betragter deres ophold i Indien som en slags forbigående landflygtighed; og en umådelig sum, der kan anslås til mindst 360 mio. kr. årlig (opkrævet i et folk, hvor arbejderne mange steder er fornøjede med i gode tider at arbejde for 12-30 øre daglig), går til England i form af pensioner, regeringsomkostninger osv. – en tribut, som der ingen erstatning kommer tilbage for. De umådelige summer, der er blevet anvendt på jernbaner, har været nedlagt i uproduktive anlæg; de store vandingsanlæg er for størstedelen lige så mislykkede som kostbare. I store dele af Indien har englænderne i ønsket om at skabe en jordejerklasse givet absolut besiddelsesret over jorden til arvelige skatteopkrævere, som ubarmhjertig udplyndrer bønderne ved opskruede forpagtningsafgifter. I andre egne, hvor afgiften endnu går til staten i form af grundskat, er beløbene så høje, og skatterne inddrives så hensynsløst, at bønderne, som selv i gode tider lever overmåde usselt, drives i kløerne på rovgriske ågerkarle. På salt, der overalt er en nødvendighedsartikel, og da særlig her, hvor man næsten kun bruger planteføde, hviler en skat af næsten 1200%, så at store lag af folket ikke kan skaffe sig det strengt nødtørftige deraf til sig selv og sit kvæg. Og virkningen af den engelske lovgivning med dens strenge regler og dens for de indfødte gådefulde fremgangsmåde har kun været at lægge et mægtigt plyndringsredskab i hænderne på de indfødte ågerkarle, som har let ved at få bønderne til at påtage sig forpligtelser, som de ikke forstår meningen af. H.M. Hyndman viser, hvorledes der blev udført levnedsmidler selv fra de af hungersnød hærgede egne til betaling af skatterne, og hvorledes hele Indien er underkastet en stadig og udtømmende udsugning. For mindst en tredjedel af landets hele vareudførsel får det ikke nogensomhelst godtgørelse; det er en tribut, som engelskmænd i Indien sender hjem, eller omkostningerne ved den engelske afdeling af det indiske styre. Han viser, at regeringsomkostningerne er vokset umådeligt under det engelske statsstyre, at den ubarmhjertige beskatning af en befolkning, der er så ludfattig, at den store mængde kun med nød og næppe kan spise sig halvmæt, berøver den dens ringe midler til at dyrke jorden, at antallet af okser (Indiens trækdyr) tager af, og at de usle agerbrugsredskaber falder i hænderne på ågerkarle, af hvem »vi, et forretningskyndigt folk, tvinger bønderne til at låne til 12, 24, 60 % for at kunne bygge og forrente store offentlige arbejder, som endnu aldrig har givet 5%«.

Nu som i tidligere tider kan kun det mest overfladiske syn på forholdene lægge skylden for mangelen og hungersnøden i Indien på landets svigtende evne til at yde befolkningen dens livsfornødenheder. Den virkelige årsag til nøden har været og er fremdeles menneskenes havesyge, ikke naturens karrighed.

Hvad der gælder Indien, gælder også Kina. Ikke den tætte befolkning, men de årsager, som hindrer samfundets naturlige udvikling og berøver arbejdet dets fulde udbytte, er det, som holder millioner netop på grænsen af hungersnøden og nu og da driver millioner over grænsen. At den hinduiske arbejder anser sig for svært heldig, når han får en håndfuld ris, at kineseren æder rotter og hunde, skyldes lige så lidt befolkningens tryk, som at Australiens indfødte æder de orme der findes i råddent træ.

Forstå mig ret. Jeg mener ikke bare, at Indien og Kina under en højere civilisation kunne underholde en større befolkning, for det ville enhver malthusianer underskrive. Malthus’ lære nægter ikke, at et fremskridt i de produktive erhverv ville kunne skaffe en større befolkning underhold, men Malthus’ teori påstår – og det er dens kærnepunkt – at hvor stor et lands produktionsevne end er, så går befolkningens naturlige tendens ud på at indhente den, og ved det således opstående tryk at afføde »den last og elendighed, som er nødvendig for at hindre videre forøgelse«. Jeg derimod siger, at mangelen ingensteds med rette kan tilskrives befolkningens misforhold til frembringelsesevnen, og at de laster og den elendighed, man giver overbefolkningen skyld for, overalt kan føres tilbage til krig, tyranni og undertrykkelse, som hindrer kundskaben i at nyttiggøres og øder den sikkerhed, som er nødvendig for produktionen. Dette er tydeligt nok for Indiens og Kinas vedkommende som overalt, hvor man ikke bliver stående ved en overfladisk betragtning.

Irland er det af alle Europas lande, der hyppigst anføres som det store eksempel på overbefolkning. Bøndernes yderligere fattigdom, den lave arbejdsløn, den irske hungersnød og den irske udvandring bliver stadig anført som et levende bevis for Malthus’ lære, ført lige for øjnene af den civiliserede verden. Jeg tror ikke, man kan anføre et mere slående eksempel på hvorledes en forudfattet mening kan gøre menneskene blinde for tingenes virkelige sammenhæng. Sandheden er øjensynlig den, at Irland endnu aldrig har haft en så stor befolkning, at ikke landets naturlige kræfter, alt efter de produktive erhvervs standpunkt til enhver tid, rundelig kunne underholde den. På den tid, da befolkningen var størst (1845), havde Irland noget over 8 millioner indbyggere. Men en meget stor del af dem boede i usle rønner, var klædt i pjalter og levede omtrent udelukkende af kartofler. Da kartoffelsygen kom, døde de i tusindvis. Men var det jordens manglende evne til at ernære en så stor befolkning, der tvang så mange til at leve på denne usle måde og udsatte dem for hungersnød ved en eneste afgrødes misvækst? Tværtimod, det var den samme samvittighedsløse havesyge, som frarøvede den indiske bonde frugterne af hans arbejde og lod ham sulte ihjel midt i naturens overflod. Vel drog ingen ubarmhjertig røverskare af skatteopkrævere plyndrende og pinende gennem landet, men arbejderne blev lige så fuldstændig udsugede af en lige så ubarmhjertig skare godsejere, mellem hvem jorden var blevet delt som deres absolutte ejendom, uden hensyn til befolkningens ret.

Hvorledes var de produktionsvilkår, som disse otte millioner levede under, indtil kartoffelsygen kom? Stillingen var en sådan, at de ord, Tenant bruger om Indien, med rette kan anvendes på den: »den store spore for næringsfliden, sikkerheden nemlig, var borttaget.« Landbruget blev for største delen drevet af forpagtere uden fast kontrakt, som, selv om den afgift, der blev dem aftvungen, havde levnet dem mulighed derfor, ikke vovede at udføre forbedringer, der kun ville have været signal til en forhøjelse af afgiften. Arbejdet blev derfor drevet på den mest sløsede måde og arbejdskraft spildt i lediggang, som, hvis der havde været udbyttesikkerhed, ville være kommet til nytte. Men selv under disse vilkår ernærede Irland faktisk mere end otte millioner mennesker. Selv da dets befolkning var på sit højeste, udførte det næringsmidler. Ja, endog under selve hungersnøden blev korn og kød, smør og ost transporteret til udførsel ad landeveje, som var indhegnet med sultende og døende. For denne udførsel af levnedsmidler, eller i det mindste for en stor del af den, kom der intet igen. For så vidt det angik det irske folk, kunne disse levnedsmidler lige så godt være opbrændt eller kastet i havet. De gik ud af landet som betaling til fraværende godsejere, som en skat, der blev producenterne aftvunget af folk, som ikke på nogen måde havde bidraget til produktionen.

Havde derimod jordens dyrkere fået lov til at beholde og bruge den kapital, deres arbejde havde skabt, havde sikkerhed ansporet næringsfliden og muliggjort hensigtsmæssige driftsformer, så ville der have været mere end nok til den største befolkning, Irland nogensinde har haft, og kartoffelsygen kunne være kommet og gået uden at berøve et eneste menneske et ordentligt måltid mad. For det var ikke »de irske bønders mangel på forsynlighed«, som engelske økonomer så koldt siger, der fik dem til at gøre kartoflen til deres hovedføde. Når de irske udvandrere kan skaffe sig noget andet, lever de ikke af kartofler, og i De Forenede Stater udmærker irlænderne sig i retning af at lægge noget til side til trangere tider. De levede af kartofler, fordi de opskruede afgifter fratog dem alt andet.

Sandheden er, at Irlands fattigdom og elendighed aldrig med føje har kunnet tilskrives overbefolkningen.

MacCulloch skrev i 1838:

»Befolkningens overordentlige tæthed i Irland er den umiddelbare årsag til den yderlige fattigdom og den fortrykte stilling for størsteparten af folket. Det er ikke for meget sagt, at der i dette øjeblik lever dobbelt så mange mennesker i Irland, som det med sine forhåndenværende produktionsmidler er i stand til fuldt at beskæftige eller underholde i nogenlunde velstand.«

Irlands befolkning i 1838 var omtrent otte millioner. Forandrer vi nu MacCullochs negative sætning til en bekræftende, skulle altså Irland efter overbefolkningsteorien have været i stand til fuldt at underholde i nogenlunde velstand noget mindre end fire millioner. Nu vel, da Swift i begyndelsen af det foregående århundrede skrev sit ‘beskedne forslag’, (A Modest Proposal) var Irlands befolkning omtrent to millioner. 

Da nu hverken produktionsmidlerne eller de produktive erhverv i mellemtiden havde gjort noget nævneværdigt fremskridt i Irland, så skulle der, efter MacCulloghs egen antagelse, i 1727 have været meget mere end nogenlunde velstand for alle de to millioner mennesker. Men dette var så langt fra tilfældet, at det irske folks yderligere fattigdom og fortrykte stilling i 1727 var en sådan, at Swift med skærende, sviende ironi foreslog at bøde på overbefolkningen derved, at man gav almenheden smag for stegte småbørn og årlig bragte 100.000 irske børn til torvs som en lækkerbisken for de rige.

For den, der har sat sig ind i den litteratur, som drejer sig om den irske elendighed, er det vanskeligt i sømmelige udtryk at tale om den veltilfredshed, hvormed, selv i værker af højsindede mænd som Mill og Buckle, Irlands nød og lidelser, tilskrives overbefolkning. Jeg kender intet, som er bedre egnet til at bringe blodet i kog end de kolde skildringer af det røveriske, oprivende tyranni som det irske folk har været underkastet, og som ene bærer skylden for Irlands nød. Og dersom man ikke tager hensyn til den udmarvning, som, hvad historien viser, overalt er følgen af håbløs fattigdom, ville man have vanskeligt ved at værge sig mod en følelse af foragt overfor et folkeslag, der er blevet ægget så utålelig og endda kun i ny og næ har myrdet en godsejer!

Om overbefolkning nogensinde har frembragt fattigdom og hungersnød får være et åbent spørgsmål; men Irlands nød kan lige så lidt tilskrives denne årsag, som man kan give Afrikas befolkning skylden for slavehandelen eller anse livsfornødenhedernes mangel på evne til at holde skridt med befolkningens vækst for grunden til Jerusalems ødelæggelse. Havde Irland fra naturens hånd været en lund af bananer og brødtræer og dets kyster opfyldt af guanolejer som Chincha-øerne, ville alligevel de samfundsvilkår, som har hersket have voldt fattigdom og hungersnød. Hvor kunne det være anderledes i et land, hvor bonden i virkeligheden var en ussel træl, der når som helst ved et vink kunne fordrives fra sin faldefærdige rønne og blive en hjemløs, forsulten omstrejfer, som ikke engang turde plukke jordens vilde bær eller fange en hare. Er ikke forarmelse og sult en selvfølgelig ting, hvor de, som producerer, er tvunget til at arbejde under vilkår, som berøver alt håb, al selvagtelse og energi; hvor fraværende godsejere tilegner sig mindst fjerdeparten af jordens nettoudbytte, og hvor arbejderne desuden må underholde de i landet bosatte godsejere, deres heste, hunde, forvaltere og fogder, og dertil en forhadt og fjendtlig statskirke og en hær af politi og soldater, hvis opgave det er at knuse enhver modstand mod dette uretfærdige system? Er det ikke ugudelighed langt værre end ateisme at gøre naturlovene ansvarlige for den elendighed, der fremkommer på sådan måde?

Hvad der gælder disse tilfælde, vil ved nærmere prøvelse vise sig at gælde i alle. Så langt vor viden når, kan vi trygt benægte, at befolkningsforøgelse nogensinde har øvet et sådant tryk på livsfornødenhederne, at den har avlet laster og elendighed. Hungersnøden i Indien, Kina og Irland kan lige så lidt tilskrives overbefolkning, som de tilfælde af hungersnød der er i det sparsomt befolkede Brasilien. De laster og den elendighed, som nøden afføder, kan lige så lidt tilskrives naturens karrighed, som udryddelsen af de gamle briter og af Vestindiens oprindelige befolkning.

Analogislutninger
Vender vi os nu fra kendsgerningernes vidnesbyrd til de analogier, som fremføres til støtte for Malthus’ lære, finder vi dér den samme mangel på beviskraft.

De genfrembringende kræfters styrke i dyre- og planteriget – sådanne kendsgerninger som de, at et eneste kaninpar, dersom det blot nogle år beskyttedes mod sine naturlige fjender, kunne udbrede sig over en hel verdensdel, at kort sagt overalt i naturen enhver art, hvis den ikke bliver holdt i skranke ved sine fjenders tal, virkelig når til at trænge op imod de yderste grænser for livsfornødenhederne – anføres bestandig som bevis for, at også befolkningen har en sådan tendens, og at dersom den ikke holdes i tømme på anden vis, må der nødvendigvis derved fremkaldes en så lav arbejdsløn og en sådan mangel, at folketallet holdes indenfor livsfornødenhedernes grænse.

Men gælder virkelig denne analogi? Formeringskraftens større styrke i plante- og dyreriget, den kendsgerning, at alt det, som tjener til at opholde menneskelivet, er i stand til at forøge sig mangefold – nogle arter mange tusinde, andre endog millioner gange – medens mennesket kun fordobler sit antal, tyder da snarere på, at befolkningens tilvækst aldrig kan overstige livsfornødenhederne, selv om den foregik så rask som mulig. Dertil kommer, at vel trænger enhver dyre- og planteart op imod de grænsesættende vilkår, men disse er ingensteds urokkelige. Ingen art når den yderste grænse for jord, vand og solskin, men begrænses af sine medbejleres og fjenders tilværelse og af fødens mængde. Mennesket kan derfor udvide tilværelsesgrænserne for de arter, der tjener det til nytte, og således forårsage, at disse arters formeringsevne giver sig fuldt udslag. Når mennesket blot skyder høgene, så øges de spiselige fugles tal, fanger han ræve, bliver harerne mangfoldige.

Selv om vi ikke tør antage, at den stærke genfrembringende kraft hos planter og dyr er til, for at de kan tjene menneskets behov, og at derfor de lavere livsformers tryk på livsfornødenhederne ikke tyder på, at det forholder sig på samme måde med mennesket, så er der dog en forskel, der ophæver analogien. Af alle levende væsener er mennesket det eneste, som kan frigøre formeringskræfter, som er mægtigere end dets egne, og hvorved det forsynes med føde. Dyr og fugle tager kun, hvad de finder; når de har nået grænsen for fødens mængde, må denne forøges, før de selv kan øges i tal. Men menneskenes mangfoldiggørelse medfører forøgelse af deres næringsmidler. Var der, i stedet for mennesker, udskibet bjørne fra Europa til Amerika, så ville der for øjeblikket ikke have været flere bjørne dér end på Columbus tid, for bjørnenes føde ville ikke være blevet øget ved denne indvandring. Derimod findes nu alene i De Forenede Stater 45 millioner mennesker, hvor der dengang kun var nogle få hundrede tusinde, og endda findes der nu indenfor dette område mere føde for hvert menneske end dengang. Og det er ikke næringsmidlernes forøgelse, som har forårsaget denne befolkningstilvækst, men omvendt. Der er flere næringsmidler, simpelthen fordi der er flere mennesker.

Deri består en af forskellene mellem dyret og mennesket. Både høgen og mennesket æder kyllinger, men jo flere høge, desto færre kyllinger, derimod jo flere mennesker, desto flere kyllinger. Både sælhunden og mennesket æder laks, men når en sælhund fanger en laks, så er der en laks mindre, og formerer sælhundene sig over en vis grænse, må laksen aftage. Mennesket derimod kan ved kunstig fiskeavl forøge laksetallet udover den mængde, det bruger, så hvor stærkt end menneskenes tal vokser, behøver det aldrig at overstige laksenes.

Kort sagt, livsfornødenhedernes mængde afhænger for menneskets vedkommende af mennesket selv. Mennesket kan ikke trænges op imod grænserne for sit livsophold før jordklodens grænser er nået. Og vel at mærke, dette gælder ikke blot det hele, men også alle delene. Ligesom man ikke kan sænke overfladen i den mindste bugt uden samtidig at sænke overfladen ikke blot i det tilgrænsende hav, men i alle verdens have, således er grænserne for livsfornødenhederne på et sted ikke stedets grænse, men hele jordens. 2? kvadratmil kan på landbrugets nuværende standpunkt blot give nogle tusinde mennesker underhold, men på de 2? kvadratmil, som London omfatter, lever omtrent 3? million mennesker. Og byen kunne for så vidt gerne vokse til en befolkning på 100 eller 1000 millioner, for den henter sine livsfornødenheder fra den hele jord, og de grænser, livsfornødenhederne sætter for dens befolkningstilvækst, er selve grænserne for jordklodens evne.

Her vil imidlertid en anden tanke, som Malthus’ lære har en stærk støtte i, dukke frem – tanken om jordens aftagende ydeevne, om at udover et vist punkt kaster jorden mindre og mindre af sig i forhold til den forøgede anvendelse af arbejde og kapital (og at derfor også vanskeligheden ved at skaffe livsfornødenheder må vokse med befolkningen).

Trænger man tilbunds i sagen, vil man imidlertid finde, at det ingenlunde gælder absolut, men kun rummer en relativ sandhed. At mennesket ikke kan udtømme eller formindske naturens kræfter, følger af stoffets og kraftens uforgængelighed. Egentlig kan vi hverken frembringe eller forbruge. Om så hele menneskeslægten arbejdede i al uendelighed, kunne den ikke øge eller formindske summen af de stoffer og kræfter, hvis uophørlige kredsløb opholder alt liv. Ligesom det vand, vi tager fra havet, må vende tilbage til havet, således er den føde, vi tager fra naturens forråd, fra det øjeblik, vi tager den, på vej tilbage til dette forråd. Hvad vi tager fra et begrænset jordområde, kan for en tid formindske denne jords ydeevne, fordi erstatning kan tilfalde anden jord, men denne mulighed ophører, når der er tale om hele jorden. Livet opbruger ikke de kræfter, som opholder livet. Vi træder ind i verden uden at bringe noget med os, og vi tager intet bort, når vi forlader den. Fysisk set er mennesket kun en forbigående form af stof og kraft; stoffet forbliver, og kraften vedvarer. Og heraf følger, at jordens befolkningsgrænse kun kan være den, som pladsen ligefrem sætter.

Men denne pladsbegrænsning – denne fare, at menneskeslægten kan vokse ud over muligheden for at finde albuerum, – er så fjern, at den ikke har større praktisk betydning for os end isperiodens genkomst. Men hvor fjern og skyggeagtig den er, er det dog denne mulighed, som giver Malthus’ lære dens tilsyneladende selvindlysende præg. Men trænger vi tilbunds i sagen, vil selv denne skygge forsvinde. At plante- og dyreverdenen har en tendens til at trænge op imod rummets grænser, beviser ikke, at det samme er tilfældet med mennesket.

Selv om vi også indrømmer, at mennesket kun er et højere udviklet dyr, ja i slægt med planterne og endnu den dag i dag underkastet de samme love som planter og dyr, så er der dog den forskel mellem mennesket og alle andre dyr, at mennesket er det eneste dyr, hvis krav vokser, alt som de tilfredsstilles, det eneste dyr, som aldrig kan få nok. En okse i vore dage stræber ikke efter mere, end oksen gjorde, dengang mennesket først lagde åget på den. De måger, som i den britiske kanal svæver over den rappe damper, kræver ikke bedre føde eller bolig end de måger, som kredsede rundt, da Cæsars krigsskibe for første gang landede ved Englands kyst. Af alt, hvad naturen frembyder, om det end er i nok så stor overflod, har alle levende væsener, med undtagelse af mennesket, kun brug for så meget, som er nok til at tilfredsstille deres uforanderlige behov; den eneste brug, de kan gøre af voksende forråd, er at formere sig. 

Men ikke således med mennesket. Ganske vist trænger vi ligesom dyret først og fremmest til føde og til ly mod vejr og vind; har vi dette, da gør forplantningsdriften sig gældende, som også tilfældet er med dyret. Men dermed ophører følgeskabet. Dyret går aldrig videre, men mennesket har kun sat sin fod på det første trin af en uendelig udviklingsstige – en stige, som fører bort fra og ud over dyret.

Selve de krav, mennesket har tilfælles med dyret, bliver forædlede og højnede: det rå skjul bliver til et hus, den gensidige tiltrækning mellem kønnene omformes og forfines, og det dyriske livs tørre stamme skyder knop og blomst i former af ynde og skønhed. Alt som menneskets evne til at tilfredsstille sine ønsker øges, vokser også kravene til livet. Vi ser det, selv hvor det holder sig nede på lavere områder: tolv vildsvin steges på spid, for at den mundfuld kød, Antonius skal have, kan være netop tilpas; alle naturens riger ransages for at gøre Cleopatra end mere bedårende. Kommer vi til livskravets højere former, da ser vi vågne hos mennesket, hvad der slumrede i planten, og hvad der kun nu og da rørte sig i dyret. Sjælens øjne åbner sig, og han længes efter viden. Han trodser ørkenens hede og ishavets storme, men ikke for fødens skyld; han våger om natten, men det er for at iagttage stjernernes evige kredsløb. Han føjer møje til møje for at tilfredsstille en hunger og tørst, som intet dyr har følt.

Ud i naturen, ind i sjælens dyb, tilbage gennem den tåge, som skjuler fortiden, frem gennem det mørke, som indhyller fremtiden, trænger den rastløse længsel, som våger, når de dyriske behov tilfredsstillede slumrer. Bag de synlige ting søger menneskeånden de usynlige love; den vil vide, hvorledes jordkloden blev formet og stjernerne sat på himlen. Den vil følge livets kilder lige til deres udspring. Og efterhånden som menneskets ædlere natur udvikles, opstår i sjælen det endnu højere ønske – lidenskabernes lidenskab, håbet over alle håb – det ønske, at vi, også vi, må bidrage til at gøre livet bedre og lysere ved at tilintetgøre mangel og synd, sorg og skam. Den ædle underkuer og tæmmer dyret i sig, han overlader det til andre at dynge rigdom sammen, at strække sig i den korte dags varme solskin. Han arbejder for dem, han aldrig så og aldrig vil få at se, for et ry eller måske kun for en knapt tilmålt anerkendelse, som først kan komme længe efter, at jorden er skovlet ned på hans kiste. Midt under samtidens spot og hån, der skærer som knive, bygger han for fremtiden; han baner den sti, som den fremadskridende menneskeslægt senere kan udvide til en alfarvej. I stedse højere livskredse stiger hans længsel, og en stjerne, som står op i østen, leder ham videre. Og se, hans puls banker med guddomslængsler – gerne hjalp han til at bane solenes gang!

Er ikke kløften for vid til, at analogien skulle kunne spænde over den? Giv bedre livsbetingelser, og dyret kan kun formere sig; mennesket vil udvikle sig. Hos den ene kan udvidekraften kun øge enkeltvæsnernes antal, hos den anden vil den uundgåelig stræbe efter at udvikle tilværelsen til højere former og rigere kræfter. Mennesket er et dyr, men et dyr plus noget andet. Det er sagnenes verdenstræ, hvis rødder hviler i jorden, men hvis top skyder blomstrende op i himlen.

Hvorledes den end vendes og drejes, viser det sig, at den tankeslutning, der ligger til grund for læren om befolkningens stadige tendens til at trænge op mod livsfornødenhedsgrænsen, har afgørende brist. – Det er en ren synsskuffelse af samme art som den, der længe hindrede menneskene i at indse, at jorden er rund og bevæger sig, en indbildning lig den, at hvad der er under os, på den anden side jordkloden, må styrte ud i verdensrummet. 

For så vidt man overhovedet kan drage nogen slutning fra kendsgerninger og analogier på dette område, så må det være den, at loven for befolkningens forøgelse frembyder lignende skønne tilpasningsforhold, som forskningen allerede har påvist indenfor andre naturlove, og at vi har lige så lidt grund til at antage, at forplantningsdriften under naturlig samfundsudvikling har tendens til at frembringe elendighed og laster, som vi ville have til at antage, at tyngdekraften vil slynge månen ned på jorden, eller til af den omstændighed, at vand i almindelighed bliver tungere ved afkøling, at drage den slutning, at ved enhver frost måtte floder og søer bundfryse og jordens tempererede zoner følgelig blive ubeboelige. At der foruden Malthus’ positive og forebyggende hindringer endnu findes en tredje, der gør sig gældende overalt, hvor velstanden øges og det åndelige liv udvikles, det er der mange velbekendte forhold, som peger på. Det er en kendsgerning, at antallet af fødsler forholdsvis er større i nybygder, hvor kampen mod naturen giver ringe lejlighed til åndsliv, og i de ældre landes fattigklasse, som midt i rigdommen må friste en næsten dyrisk tilværelse, end den er i samfundsklasser, som tiltagende velstand har bragt sikkert udkomme, fritid, hygge og et indholdsrigere liv. Denne kendsgerning, der har fundet udtryk i det engelske ordsprog »rigmand lykke, fattigmand børn«, blev også iagttaget af Adam Smith, som fortæller, at det ikke er ualmindeligt i de skotske højlande at finde en fattig, forsulten kvinde, som er moder til 23 eller 24 børn; forholdet er i det hele taget så iøjnespringende, at det kun behøver i forbigående at nævnes.

Dersom den virkelige befolkningslov er således, som dette synes mig at pege på, så er tendensen til forøgelse ikke ensformig; den er stærk dér, hvor større folkemængder ville betyde forøget velvære, og hvor slægtens beståen er truet af den dødelighed, som ugunstige forhold medfører, men formindskes, så snart en højere udvikling af det enkelte menneske bliver mulig, og slægtens vedvaren er sikret. Med andre ord, befolkningsloven er afhængig af åndsudviklingens love, og nogen fare for, at der skulle blive sat menneskelige væsener ind i en verden, hvor der ikke kan blive sørget for dem, opstår ikke af naturnødvendighed, men af sociale misforhold, som fordømmer mennesker til mangel midt i rigdommen. Sandheden af dette, håber jeg, vil blive afgørende bevist, når vi først har ryddet grunden og kommer til at opspore de virkelige love for samfundsudviklingen. Men herom senere. Er det blot lykkedes mig at godtgøre, at Malthus’ lære ikke kan bevises ved de grunde, som anføres til dens understøttelse, så er det for øjeblikket tilstrækkeligt. I næste kapitel agter jeg at gå over til det positive bevis og godtgøre, at den står i modstrid med kendsgerningerne.

Gendrivelse af Malthus’ lære
Det er ikke vanskeligt at sætte Malthus’ befolkningsteori på den sidste og afgørende prøve, kendsgerningernes. Spørgsmålet om, hvorvidt befolkningens forøgelse nødvendigvis må nedtrykke lønnen og frembringe nød, er åbenbart ensbetydende med spørgsmålet om, hvorvidt den nødvendigvis må formindske den formuemængde, som en vis mængde arbejde kan frembringe.

Det er dette, den herskende lære påstår. Den antager, at jo mere man kræver af naturen, desto mindre gavmild er den, så at det dobbelte arbejde ikke kan give det dobbelte produkt, og at følgelig befolkningens forøgelse må have tendens til at nedtrykke lønnen og medføre dybere fattigdom. John Stuart Mill udtrykker den samme tanke på følgende måde:

»På et hvilketsomhelst civilisationstrin gælder det, at et større antal mennesker kan ikke blive så godt forsørget som et mindre. Naturens karrighed, ikke samfundets uretfærdighed, er årsagen til den straf, der følger overbefolkning. En uretfærdig fordeling af formuen forværrer ikke ondet, men gør det i det højeste noget tidligere følbart. Det hjælper ikke at sige, at alle munde, som menneskeslægtens forøgelse bringer ind i tilværelsen, bringer to hænder med sig. De nye munde kræver lige så megen føde som de gamle, men hænderne frembringer ikke så meget. Dersom alle produktionsmidler var hele folkets fælleseje og alle produkter fuldstændig ligelig fordelt, og dersom i et således indrettet samfund fliden var lige så virksom og udbyttet lige så stort, så ville der ganske vist findes nok til at bringe hele den nuværende befolkning i en overordentlig velstand. Men når denne befolkning havde fordoblet sig, som den med folkets nuværende vaner og ved en sådan opmuntring utvivlsomt ville gøre i løbet af godt tyve år, hvordan ville så dens vilkår være? Dersom ikke de produktive erhverv samtidig var gået frem i en næsten eksempelløs grad, så ville den dårligere jord, man måtte gribe til, og den mere møjsommelige og dårlig lønnende dyrkning, man måtte anvende på den bedre jord for at kunne skaffe en så meget talrigere befolkning føden, med uundgåelig nødvendighed gøre hvert menneske i samfundet fattigere end før. Dersom befolkningen vedblev at vokse i samme målestok, ville der snart komme en tid, da ingen havde mere end det nødvendigste, og snart efter ikke engang det, så døden til sidst ville sætte en grænse for al videre forøgelse.«

Alt dette benægter jeg. Jeg påstår, at netop det modsatte er sandhed. Jeg påstår, at på hvilket som helst givet civilisationstrin kan et større antal mennesker blive bedre forsørget end et mindre. Jeg påstår, at samfundets uretfærdighed, ikke naturens karrighed, er årsagen til den mangel og elendighed, som tilskrives overbefolkning. Jeg påstår, at medens de nye munde ikke kræver mere føde end de gamle, kan de hænder, de bringer med sig, under naturlige forhold producere mere. Jeg påstår, at hvor der hersker lighed, må befolkningens naturlige forøgelse stadig have en tendens til at gøre hvert menneske rigere i stedet for fattigere. Jeg stiller således påstand skarpt mod påstand. Kendsgerningernes prøvelse må nu afgøre sagen. – Men læg vel mærke til, at det spørgsmål, hvorom vor undersøgelse egentlig drejer sig, er ikke: på hvilket befolkningstrin frembringes der flest livsfornødenheder? men derimod: hvilket befolkningstrin fremviser den største formuefrembringende kraft? Evnen til at frembringe en hvilken som helst art af formuegoder er ensbetydende med evne til at frembringe livsfornødenheder, og forbrug af formue i hvilken som helst form ensbetydende med forbrug af livsfornødenheder. Der kræves gennemsnitlig lige så meget arbejde til at frembringe et diamantsmykke som til at producere så og så mange tønder mel af samme værdi. En væddeløbshests røgt og underhold kræver arbejde og bekostning, som kunne forslå til mange arbejdsheste. Og at holde et regiment soldater vil sige det samme som at anvende arbejdskræfter, der kunne underholde mange tusinde mennesker, til uproduktive formål. En befolknings evne til at frembringe livsfornødenheder må derfor ikke måles efter de livsfornødenheder, som faktisk frembringes, men efter dens hele produktive kraft.

Spørgsmålet er altså nu dette ligefremme: aftager den relative formuefrembringelseskraft, alt som befolkningen tiltager? Kendsgerningerne er så tydelige, at man blot behøver at henlede opmærksomheden på dem. Vi har i nyere tid set mange lande tiltage i folkemængde. Er de ikke samtidig tiltaget endnu hurtigere i velstand? Forholder det sig f.eks. ikke så, at medens De Forenede Staters befolkning har fordoblet sig hvert 29. år, har formuen fordoblet sig i langt kortere tid? Er ikke, under for øvrigt ensartede forhold, det tættest befolkede land også det rigeste? Er ikke vore østlige stater rigere end de mere sparsomt befolkede vestlige stater? Er ikke England, hvor befolkningen er endnu tættere, også i forhold rigere? Hvor ruttes der mest med formue til uproduktive formål – kostbare bygninger, lystyachter osv. – hvor finder man flest af sådanne folk, som underholdes af den almindelige produktion, uden at de selv udretter produktivt arbejde: rentiers og fine lediggængere, tyve, politimænd, tjenere, sagførere, forfattere og lignende? Er det ikke netop dér, hvor befolkningen er tæt? Hvorfra er det, kapitaloverflod kommer strømmende for at søge fordelagtig anvendelse? Kommer den ikke fra de tæt befolkede lande til de sparsomt befolkede? Alt dette viser uimodsigeligt, at formueproduktionen ved en vis mængde arbejde tiltager, alt som befolkningen øges.

Lad os tage et særskilt tilfælde, et tilfælde, der ved første øjekast synes bedre end noget andet at understøtte den gængse teori, – et samfund, hvor lønnen er sunket stærkt, medens folkemængden er vokset betydelig, og hvor det er en åbenbar kendsgerning, at naturens gavmildhed er aftaget. Dette samfund er Californien. – Da den første indvandringsbølge skyllede over Californien, fandt den et land, hvor naturen var i det mest gavmilde lune. Årtusinders glitrende bundfald kunne med det simpleste værktøj samles på flodernes bredder og banker i sådan mængde, at man tiljævns kunne holde en dagløn af 16 dollars. De med saftigt græs bevoksede sletter vrimlede af talløse flokke af heste og kvæg, så talrige, at det stod enhver frit for at lægge sin sadel på en ny hest eller at dræbe en okse, dersom han trængte til et stykke kød, når han kun efterlod ejeren huden. Fra de rige marker, som først kom under dyrkning, skød efter pløjning og såning en sådan afgrøde frem, som vel i det hele ikke kan vindes i ældre lande eller i alt fald kun ved den rigeste gødskning. Midt i denne naturens gavmildhed var i disse Californiens tidligere dage løn og rente højere end andre steder i verden.

Denne naturens jomfruelige gavmildhed er senere uophørlig veget for de større og større krav, som en stigende befolkning har sat til den. Dårligere og dårligere guldgraverpladser er blevet taget under behandling, indtil der nu ikke er flere at finde, som er værd at tale om, og guldminedriften nu kræver megen kapital og er vanskelig og risikabel. Landmændene har måttet begynde at benytte gødning, og der lægges jord under ploven, som uden kunstig vanding næppe kan give afgrøde tre år af fire. Samtidig er løn og rentefod stadig gået nedad. Mange arbejder nu gladelig en hel uge for mindre, end de før forlangte om dagen, og penge udlånes til en rente for året, som man engang næppe ville have fundet overdreven for måneden. Er nu sammenhængen mellem naturens formindskede ydeevne og den lavere løn ikke en sammenhæng af årsag og virkning, så lønnen er lavere, fordi arbejdet er mindre givtigt?

Tværtimod! Arbejdets produktivitet er ikke mindre i 1879, end den var i 1849, men sikkert større. Tager man i betragtning, hvor umådelig arbejdets ydeevne er forøget ved anlæg af veje og jernbaner, indførelsen af maskiner osv., tror jeg ikke, nogen kan nære tvivl om, at arbejdet nu giver langt større udbytte, end den gang man havde de åbne guldlejer og den jomfruelige jordbund. Forøgelsen i den menneskelige faktors kraft har mere end opvejet nedgangen i naturfaktorens. At det forholder sig således, kan ses af, at forbruget nu er langt større end den gang i forhold til arbejdernes antal. Medens befolkningen den gang næsten udelukkende bestod af mænd i deres bedste alder, består den nu for en stor del af kvinder og børn, og tilmed er overdådigheden steget langt mere, end lønnen er faldet. Hvor de bedste huse før var pap- eller sejldugshytter, findes der nu boliger, der i pragt kappes med europæiske paladser, vogne med livréklædte tjenere ses nu på San Franciscos gader, og lystyachter i dens havn; – kort sagt, i alle retninger finder man de mest slående beviser på, at produktionen er tiltaget med endnu større hurtighed end befolkningen, og at når folk har mindre end før, så skyldes dette kun den større ulighed i fordelingen.

Og således overalt: de rigeste lande er ikke de, hvor naturen er yppigst, men de, hvor arbejdet drives med størst kraft, – ikke Mexico, men Massachusetts, ikke Brasilien, men England. De lande, hvor befolkningen er tættest og trykker hårdest på naturens ydeevne, er under ellers lige forhold også de, hvori man kan anvende mest til luksusbrug, og hvor der findes overflod på kapital, så de, f.eks. i krigstilfælde, kan tåle det største kapitalafløb. I et nyt land er hele kraften sat ind på at producere; alle arbejdsføre mennesker er med i frembringelsesarbejdet. Der findes ingen fattiglemmer eller rige lediggængere, ingen udelukkende litterær eller videnskabelig klasse, ingen forbryderklasse, som lever af at røve fra samfundet, eller politihære til at beskytte det. Men skønt hele samfundets kraft således står i produktionens tjeneste, er der dog ikke råd til et forbrug som det, der finder sted i de gamle lande. Vel kan alle tjene føden, men få eller ingen kan leve i noget, man i ældre lande ville kalde luksus eller blot velvære. – Altså er i de ældre lande forbruget forholdsvis større, selvom forholdsvis mindre arbejde anvendes produktivt: færre arbejdere frembringer mere.

Man kunne imidlertid indvende, at ældre landes overlegne rigdom ikke må tilskrives overlegen produktionsevne, men den ophobning af formue, som de nye lande endnu ikke har haft tid til.

I virkeligheden lever dog samfundene (ligesom den alt overvejende del af enkeltmenneskene) fra hånd i mund. Formue er ikke holdbar. Jordens råstoffer, som jo, når de ved arbejdet er blevet bragt i brugelig form, udgør hvad vi benævner formuegoder, er bestandig på tilbagevejen til deres oprindelige tilstand. Nogle slags formue varer kun nogle få timer, andre nogle få måneder eller år; og der er meget få, som kan gå over fra den ene slægt til den anden. Tænker man sig arbejdet i et land standset, ville formuen forsvinde næsten lige så hastig, som strålen i et vandspring ville standse, når der lukkes af for vandet. Men lad arbejdet igen komme i virksomhed, og der vil næsten øjeblikkelig opstå formuer på ny. I Chicago er der for tiden ikke mindre formue, fordi den store brand lagde byen i aske i 1870. På de afsvedne tomter har der under arbejdets hånd rejst sig endnu prægtigere bygninger, og den fremmede, som går gennem disse storartede gader, ville ikke kunne ane, at for nogle få år siden lå alting sort og øde. At formuen således stadig nyskabes, er iøjnefaldende i enhver ny by. Ingen, som har set Melbourne eller San Francisco, kan tvivle på, at dersom Englands befolkning blev ført over til New Zealand, men efterlod hele sin ophobede formue, ville New Zealand snart være lige så rigt, som England nu er; og omvendt, dersom Englands befolkning svandt ind til det ringe tal, som New Zealand har, ville den trods sin ophobede formue snart være lige så fattig. Ophobet formue synes med hensyn til samfundsorganismen at spille en lignende rolle som forrådsnæring for legemet. Et vist mål af ophobet formue er nødvendigt og kan til en vis grad tages i brug i nødstilfælde; men den formue, der er produceret af tidligere slægter, kan lige så lidt bidrage til nutidens forbrug, som den mad, man spiste i fjor, kan give arbejdskraft i dag.

Men selv bortset herfra er det klart, at større formueforråd blot kan forklare det større forbrug i sådanne tilfælde, hvor den ophobede formue tager af. Men den fremskridtstilstand, som betegnes ved befolkningsforøgelse, giver sig jo tydelig nok til kende ved en forøget ophobning af formue, ikke blot i det hele taget, men også forholdsvis. – Befolkningstilvækst, så vidt den endnu nogetsteds er gået, betyder altså ikke formindskelse, men forøgelse af den gennemsnitlige produktion.

Årsagen hertil er klar: Selv om befolkningens tilvækst svækker produktionens naturfaktor, ved at man tvinges til at tage dårligere jord i brug osv., så vokser dog den menneskelige faktors kraft så overordentlig, at det mere end opvejer tabet. Tyve mand, som arbejder sammen, hvor naturen er karrig, kan producere over tyve gange så meget som én mand kan producere dér, hvor naturen er allermest gavmild. Jo tættere befolkning, desto mere økonomisk produktion. Derfor er netop den fuldstændige modsætning til Malthus’ lære sandhed: indenfor de grænser, vi har al grund til at antage, at der overhovedet vil ske befolkningsforøgelse, kan på ethvert civilisationstrin et større antal mennesker producere forholdsvis mere, bedre skaffe sig udkommet, end et mindre antal kan.

Kan noget være klarere, end at årsagen til den fattigdom, der fostres i selve civilisationens midtpunkter, er ikke de produktive kræfters svaghed? I de lande, hvor fattigdommen er dybest, er de produktive kræfter øjensynlig stærke nok til, dersom de blev fuldt anvendt, at skaffe selv de ringeste ikke blot velstand, men endog overflod. Kriserne skyldes øjensynlig ikke mangel på produktionskraft. Hvad der end er i vejen, er fejlen tydeligvis ikke bristende frembringelsesevne.

Malthus’ teori, der giver frembringelsesevnens formindskelse skylden for nøden, kan da øjensynlig ikke forklare misforholdet. Denne teori står fuldstændig i strid med alle kendsgerninger. Den er ikke andet end et vilkårligt forsøg på at give guds love skylden for tilstande, som vi tør antage i virkeligheden kommer fra menneskelig misordning. At det er så, vil blive soleklart, når vi får påvist, hvad det da er, som fremavler fattigdom i den voksende rigdoms skød.

Fortsættes: Formuefordelingens love