En forvirret filosof

Indledning 

Ingen helligholdte tåbeligheder havde overlevet i denne verden, hvis man ikke havde tysset på barnets indvendinger. – Michelet. 

Hvorfor denne undersøgelse? 

Skønt Herbert Spencer forholder sig til meget, som endnu diskuteres, er der ingen grund til at tvivle på, at han i dag – 1892 – er på førstepladsen blandt hans samtidige i den intellektuelle verden. Og det i en større kreds end nogen nulevende, måske endog blandt alle i dette århundrede, anses han for at være en velfunderet, original og autoritativ tænker – af mange endog for at være den største tænker, verden endnu har set.

Området, som hr. Spencers skrifter spænder over, er så stort, de specielle grene af viden, han har givet bidrag til, er så mange, og så vanskelige for almindelige hjerner er de teorier, han har behandlet, og det sprog han har skrevet i, at han nyder stor anseelse hos det store flertal af intelligente mennesker, der imidlertid accepterer disse ting som en trossag snarere end som resultatet af en fornuftig overvejelse. Men dette øger snarere end forringer omdømmet hos folk i almindelighed; for hvad der står mindre klart for os, synes ofte af den grund at være særlig vigtigt, og hvad vi ikke kan måle, synes tit at være des mere dybsindigt. Hr. Spencers anseelse som en af de største, for mange den allerstørste, blandt filosoffer savner heller ikke sikker støtte hos dem, der regnes for at være kompetente til at vurdere intellektuel styrke.

John Stuart Mill beskrev ham som “en af de mest skarpsindige metafysikere i nyere tid, en af de mest livskraftige såvel som mest frimodige tænkere, som engelsk tænksomhed endnu har frembragt”. Profesor Ray Lankester omtalte ham som “en skarpsindig iagttager og eksperimentariker, kyndig i fysik og kemi, men frem for alt grundigt uddannet i videnskabelig metodik”. Richard A. Proctor karakteriserede ham som “den klareste af alle tænkere”. G.H. Lewis sagde “det er tvivlsomt, om der i dette århundrede er fremkommet en tænker af en finere kaliber, og at han alene af alle britiske tænkere har opstillet en filosofi”. Professor David Masson bedømte ham til at være “den af alle vore tænkere, der har grundlagt det største system af systematisk filosofi”. Dr. McCosh, der grundlæggende adskilte sig fra ham, sagde “hans dristige generaliseringer er altid lærerige, og nogle af dem vil måske vise sig at blive anset som grundlæggende love for universet, som vi kender det”. St. George Mivart, der er katolik og derfor har afvigende holdninger i vigtige sager, siger “vi kan ikke nægte titlen ‘filosof’ til en sådan tænker som hr. Spencer, som på strålende vis sammenknytter forskellige og hidtil fremmede emner ved at anvende det klare og brede udviklingsprincip, der hverken er en altomfattende eller en åndelig antagelse”. Professor Tyndall kalder ham “Forkynderen af forståelse”. Hans “grundlæggende og energiskabende skrifter” har professor Huxley kaldt “legemliggørelsen af Descartes’s ånd i vore dages erkendelse”. Darwin omtalte ham som “vores store filosof”, hilste ham som “den store udlægger af udviklingsprincippet” og skrev til ham at “enhver der har øjne at se med og øren at høre med bør bøje knæ for Dem”. Professor Stanley Jevons placerede hans arbejde på linje med Newtons Principia. John Fiske, der ubestridt repræsenterer holdningen hos et stort antal intelligente og indflydelsesrige mennesker, erklærer, at hans skrifter har samme kaliber som Aristoteles’ og Newtons, men “overgår deres skrifter i fremstillingen på samme måde som jernbanen overgår bærestolen, eller som telegrafen overgår brevduen”. Præsident Barnard sagde i den forbindelse: “hans filosofi er den eneste, der tilfredsstiller et alvorligt spørgende sind med den tilføjelse, at vi har i Herbert Spencer ikke kun vor tids mest grundlæggende tænker, men alle tiders bedst egnede og magtfulde intellekt. Aristoteles og hans herre var ikke længere forud for pygmæer, der var før dem, end han er forud for Aristoteles. Kant, Hegel, Fichte og Schelling famler i mørke sammenlignet med ham”.

Disse skøn er ikke ubestridte. Forskellige meninger kan citeres fra mænd på høje poster. Men den mest udbredte tankegang, præget af vor tids vidunderlige videnskabelige fremskridt, har samlet sig stærkt, næsten uimodståeligt, til støtte for ideer, der kendetegner hr. Spencer, opsugende, skræmmende og tilbagedrivende modstand, selv hvor denne synes stærkest befæstet, indtil det at spørge stort set tages som bevis ikke alene på uvidenskabelig tro, men også på ligegyldighed eller overtro. Lige meget hvordan fremtiden bliver, har hr. Spencer, som anses for at være den store udviklingsfilosof, for sin egen tid vundet sig en godkendelse og berømmelse, som ingen tidligere filosof nogensinde har kunnet nyde. Derfor repræsenterer de citerede skøn den holdning, der har haft den stærkeste tilslutning og den største virkning, og det giver vægt af høj autoritet til enhver erklæring, hr. Spencer giver om et emne, der har fanget hans opmærksomhed. Det er sådan en erklæring, fremsat velovervejet i hans seneste, og – som han selv og hans beundrere bedømmer det – hans mest modne og allervigtigste arbejde, jeg vil undersøge i det følgende.

Jeg foreslår ikke at diskutere hr. Spencers filosofi eller at se tilbage på hans skrifter, undtagen hvor de er omfattet af eller knyttet til et emne, han behandler. Dette er skønt af største praktiske vigtighed et emne, hvorom det ikke er nødvendigt at have specialkendskab eller være fortrolig med metafysiske udtryk, ligesom det ikke er nødvendigt at kunne begribe vanskelige abstraktioner; det er et emne, hvorom rigtigheden af fornuftige overvejelser kan bedømmes af enhver, der har almindelige evner og færdigheder.

Mit primære formål er at forsvare og fremme et princip, hvori jeg ser den eneste mulighed for frigørelse fra meget af det, der fastholder, degraderer og forvrider, ændrer lys til mørke og godt til ondt, snarere end at måle og veje en filosofi. Dog skal den undersøgelse, jeg foreslår, kunne føre til en klar bedømmelse af begge dele. Da hr. Spencers behandling af dette princip begyndte med hans første bog og slutter med hans sidste, har vi deri et tværsnit af hans lære, der gennemgår kendte forhold og almindelige antagelser, hvorom vi, der kun har almindelig viden og almindelige evner, kan afprøve for os selv hans intellektuelle evner og, hvad der er det vigtigste, hans intellektuelle ærlighed. For lige meget i hvilken udstrækning vi ellers kan holde evner og ærlighed adskilt med respekt for talentet og mistro til mennesket, kan disse begreber ikke adskilles på filosofiens område. Filosofi er søgen efter sandhed, og den filosof, der i sin undervisning viger uden om sandheden for at skaffe sig fordele eller af frygt for ubehageligheder, forbryder sig imod sandheden og taber derved anseelse som filosof.

Heller ikke er sammenhængen mellem praktiske problemer, der vælder ind over vores civilisation, og dybsindige spørgsmål, som tænksom filosofi jo handler om, noget personligt eller tilfældigt. Denne sammenhæng hører under det menneskelige sinds natur, under vores forhold til universet, hvori vi vågner til bevidsthed. Og ligesom den sammenhæng, der udviklede sig, mens jeg arbejdede med at skrive Fremskridt og fattigdom, førte mig fra en undersøgelse af økonomiske fænomener til overvejelser, der gik på tværs af hr. Spencers teori om samfundsudviklingen og rejste overordnede spørgsmål, så som om Gud er til og om menneskers udødelighed, så finder jeg nu, at en lignende sammenhæng trænger sig frem, sammenhængen imellem hr. Spencers ytringer om de mest vigtige sociale spørgsmål og hans synspunkter om de videre og dybere emner, der har givet ham hans store anseelse.

Dette – at et spørgsmål af største praktisk vigtighed således fører os ind på andre spørgsmål, ved siden af hvilke under vore dybere øjeblikke det praktiske synker ned i ubemærkethed, og at filosoffen, hvis autoritet nu kaldes frem for at nægte masserne enhver ret til deres fysiske livsgrundlag i denne verden, også er den filosof, hvis autoritet for mange formørker alt håb for livet herefter – er det, der har fået mig til at synes det værd at påtage mig denne undersøgelse, som i sin form må være personlig, og vil kræve en længere afhandling end den, jeg umiddelbart ville være kommet med i anledning af de af hr. Spencers ytringer, som jeg vil diskutere.

Jeg vil ikke bede læseren acceptere noget, jeg fremkommer med. Jeg beder kun om, at læseren for sig selv bedømmer den erklæring, hr. Spencers har offentliggjort.

Respekten for autoriteter, forudindtagelsen der begunstiger dem, der har vundet intellektuel berømmelse, begrænses dels af forsigtighed og dels af, hvad der anses for at være passende.

Den bør ikke gå for vidt, og især bør alle bruge deres egen dømmekraft og fastholde en fri meningsdannelse. For ikke blot viser verdenshistorien, at overdreven ærbødighed for autoriteter åbner mulighed for, at fejlopfattelser får gyldighed og overtro gøres ‘evigt’varende; der er også områder for tanker, inden for hvilke selv de stærkeste magter og de største kapaciteter hverken kan værge sig imod vildfarelser eller sikre sig en dybere indsigt. Man kan stå op på en kasse og se hen over hovederne på andre, men udsynet til stjernerne bliver ikke bedre herfra. Teleskopet og mikroskopet afslører dybder, der er skjulte for det blotte øje, men de bringer os ikke nærmere til at forstå, hvorfor der er sole og mikrober. Og for at bruge disse apparater må betragteren lukke øjnene for det, der ligger lige foran ham. At større muligheder opnås på bekostning af rækkevidde ses både i den intellektuelle og i den fysiske verden. En mand med specialviden kan være et tossehoved, hvor det handler om almindelige forhold. Og at den, der går for at være intellektuel overlegen, kan have en dårlig moral, findes der rigtig mange eksempler på.

Vi går til skomageren for at få gode sko og til skrædderen for at blive velklædt, og når det gælder specielle områder af viden, går vi til dem, der har studeret disse ting. Men mens omdømme beror på forudindtagethed, og autoritet på respekt, så lad os ikke undervurdere vores egen styrke i spørgsmål, der angår fælles forhold og almindelige vilkår. Skønt vi hverken er videnskabsfolk eller filosoffer, er vi dog mennesker. Lad os huske, at der ikke er nogen religiøs overtro, der ikke er blevet prædiket af professionelle undervisere af religiøse sandheder; at der ikke er nogen almindeligt udbredt økonomisk fejltagelse, der ikke kan findes i skrifter af professorer; ingen sociale problemer blandt de “uvidende”, der ikke har rod blandt de “lærde og kulturelle”. Evnen til at ræsonnere korrekt om generelle emner læres ikke i skoler, heller ikke opstår den med specialviden. Den kommer af omhu med adskillelser og sammensætninger, af vanen med at spørge sig om meningen med de ord, vi bruger, og af at sikre os én etape, før vi bygger den næste oven på den – og frem for alt kommer den af trofasthed mod sandheden.

Lad os derfor give hr. Spencer den hengivenhed, der tilkommer hans omdømme, men lad os samtidigt opfordre læseren til at bruge sin egen fornuft og overveje den sag, jeg lægger frem.

Herbert Spencers sidste værk Justice indeholder hans seneste udtalelse om jordspørgsmålet – det spørgsmål, der efter min mening rummer den eneste løsning på alle vor tids omstridte og truende sociale og politiske spørgsmål. Ledsaget, som dette værk nu er, af hans tilbagetrækning af sine tidligere afhandlinger, placerer det ham afgørende ved siden af dem, der hævder, at den private ejendomsret til jord kan der ikke med rette ændres ved; en holdning, der er det modsatte af, hvad han tidligere hævdede med stor dygtighed.

Mens meningerne hos en mand, der har et så vidt udbredt omdømme og en så stor indflydelse angående et spørgsmål, der allerede behandles i praktisk politik og snart vil blive tidens brændende spørgsmål, bør vises den største opmærksomhed, bliver hans meninger af endnu større vigtighed på grund af hans ændrede holdning. For en ændring fra en klart begrundet mening til dets modsætning forventes at være gjort efter en rimelig og grundig overvejelse. Og hvis begrundelserne for denne ændring er fyldestgørende, og der ikke er mistanke om skjulte motiver, vil det, at en mand fordømmer meninger, han havde tidligere, øge beundringen, vi havde til ham tidligere; vi må føle en øget beundring for den, der har vist, at han hellere vil være korrekt end være fastholdende.

Hvad der øger interessen for denne sag er, at hr. Spencer i sine begrundelser for ændringen ikke nævner, at der er tale om en ændring, men først gør det i konklusionen, hvor han til støtte for den private ejendomsret til jord nu hævder det samme princip om lige frihed, hvorudfra han tidligere udledte sin fordømmelse af dette synspunkt. Hvad der har ledt ham til denne forandrede holdning, bliver således et yderst interessant spørgsmål, ikke kun ud fra selve emnets store vigtighed, men også i betragtning af lyset, det kaster over de logiske processer, der anvendes af en så velanskrevet filosof.

Da nu ingen anden har forsøgt det, synes det at påhvile mig at undersøge denne forandring og årsagerne hertil.

For ikke blot er min holdning den, som hr. Spencer nu imødegår, men jeg er både direkte og indirekte blevet indblandet ved at have medvirket til en større udbredelse af hans første konklusioner, end hans egne bøger bevirkede. Det er derfor passende, at jeg udbreder kendskabet til hans afvisning af disse konklusioner så vidt omkring, som jeg kan, og derved retter de fejltagelser, der bragte os sammen omkring synspunkter, som han nu tager afstand fra.

Til rimelig afvejning af hr. Spencers nuværende mening om jordspørgsmålet, og til forståelse af hans grunde til ændringen er det nødvendigt at forstå hans tidligere holdning. Idet jeg begynder med hans første erklæring, vil jeg derefter følge hans offentliggjorte tekster om emnet op til nu og, for ikke at gøre ham uret, trykke teksternes fulde ordlyd. Derefter vil læseren finde, hvad hr. Spencer har publiceret om jordspørgsmålet fra 1850 frem til 1892, og – gjort muligt ved brug af forskellig typografi og indryk – kunne skelne hans ytringer fra mine kommentarer.

***

Udgivet som paperback sent i 2019 (efter jul)
Fremsendes ikke som pdf.