Indhold
Den almindelige indledning
Bog I: Meningen med nationaløkonomien
Bog II: Naturen af formue
Bog III: Produktionen af formue
Bog IV: Fordelingen af formue
Bog V: Penge – ombytningsmiddel og værdimål
Den almindelige indledning
I denne bog vil jeg i klar og systematisk form gøre rede for hovedprincipperne for den nationaløkonomiske videnskab.
Mit standpunkt vil ikke være som lærerens, der forklarer, hvad man skal tro, men snarere som rejselederens, der udpeger, hvad der er at se. I stedet for at bede læseren blindt følge med, vil jeg opfordre ham til ikke at godkende nogen forklaring, han ikke selv kan afprøve med sin egen fornuft.
Dette siger jeg ikke som en undervurdering af mig selv eller som en tom høflighed mod læseren, men på grund af nationaløkonomiens natur og dens nuværende tilstand.
Af alle videnskaber er nationaløkonomien den, som er af størst praktisk betydning for nutidens civiliserede mennesker. For den er videnskaben om naturen af formue og om naturlovene for produktion og fordeling af formue; man kan sige, at den handler om det, som de fleste menneskers fleste tanker og anstrengelser drejer sig om, nemlig anskaffelsen af livets nødvendigheder. Den omfatter de fleste af de problemer, der ligger dybt i vores politiske liv og lovgivning, i vore samfundsmæssige og administrative teorier, og – i langt større udstrækning, end man først skulle tro – i vore filosofiske og religiøse forestillinger. Det bliver den videnskab, der skal løse spørgsmålene, som man her ved afslutningen af det nittende århundrede med den største materielle og videnskabelige udvikling, verden endnu har set, ser samle sig i fremtidshorisonten i alle civiliserede lande – den eneste videnskab, der kan sætte vores samfund i stand til at afværge katastrofen, der allerede nu truer os.
Og alligevel, skønt den nationaløkonomiske videnskab er overordentlig vigtig i det praktiske liv, må dén, der i dag vil gøre sig klare og sikre tanker om, hvad denne videnskab kan lære os, selv formulere sine tanker. For ingen institution har en acceptabel sandhed; der findes ingen bred, enig og anerkendt autoritet, som man uproblematisk kan godkende. I alle andre anerkendte grene af videnskaben, kan en spørger finde grundregler, der anerkendes af alle og modsiges af ingen af dem, der arbejder med den pågældende viden i praksis, og hvorpå man med sikkerhed kan basere sin behandling af nutidens oplysninger og erfaringer. Men trods lang tids udvikling og mange professorer kan man endnu ikke finde sådan et grundlag i den nationaløkonomiske videnskab. Hvis man accepterer, hvad én underviser eller skole lærer fra sig, kan man finde det modsagt af andre skribenter og andre skoler. Det gælder ikke blot, hvad angår indviklede og vanskelige spørgsmål, men gælder også helt elementære spørgsmål. Selv i spørgsmål, som i andre videnskaber for længst er afgjort, vil dén, der i dag søger vejledning om almindeligt accepterede synspunkter i nationaløkonomien, finde et kaotisk væld af uafklarede meninger. Så fjernt er man fra enighed om primære principper, at det endnu er et kildent spørgsmål om beskyttelse af erhvervslivet eller frihandel kan bidrage mest til fremskridt – et spørgsmål som nationaløkonomien burde være i stand til at besvare lige så let som hydrodynamikken kan besvare spørgsmålet, om et skib bør være bredere end det er langt, eller længere end det er bredt.
Det er ikke, fordi man mangler emner for systematiske undersøgelser. Ikke blot er ingen emner så vidt og så hyppigt diskuteret som dem, der ligger inden for det nationaløkonomiske område, men hvert universitet og enhver læreanstalt har nu sin egen videnskabelige professor, hvis særlige opgave det er at studere dette og undervise i det. Men ingen steder er utilstrækkelighed og forvirring tydeligere end i disse menneskers skrifter; heller ikke er der noget, der så tydeligt giver indtryk af, at der hverken er udviklet eller kan udvikles en virkelig nationaløkonomisk videnskab.
Men mens denne disharmoni viser, at dén, der virkelig har til hensigt at studere nationaløkonomien, ikke har en autoritet at holde sig til, er der intet, der forhindrer, at den pågældende ved at bruge sin egen fornuft i ærlig søgen efter sandheden, kan nå frem til faste og sikre konklusioner.
For i nationaløkonomiens overordnede, praktiske vigtighed er det muligt at finde årsagen, der har holdt og fortsat holder nationaløkonomien under diskussion og har forhindret udviklingen af en institution, der har en accepteret og sikker mening.
Under de nuværende forhold i den civiliserede verden drejer menneskers største bestræbelser sig om at erhverve og besidde formue. Ville det så ikke være tåbeligt at forestille sig, at videnskaben, der beskæftiger sig med produktion og fordeling af formue, skulle være undtaget fra påvirkning af denne kamp? Macaulay har sagt, at hvis en stor økonomisk interesse ville være kommet i vanskeligheder ved anerkendelse af tyngdelovens tiltrækningskraft, ville denne den mest indlysende af alle kendsgerninger endnu ikke være blevet accepteret. Hvad kan vi så forvente af undervisningen om en videnskab, der netop drejer sig om den mest magtfulde af ‘tilsikrede rettigheder’, der handler om lejeværdien af jord, om løn og renter, om skatter og toldafgifter, om privilegier, fritagelser og tilskud, om valutaer, jordforpagtning/-leje og offentlig gæld, om de ideer som fagforeninger er baseret på, og om de undskyldninger, som sammensluttede kapitalinteresser forsvares med? Under de eksisterende forhold skal den økonomiske sandhed ikke blot overkomme inertien, der næres af ugidelighed og vaner; det ligger i dens hele natur, at den er underkastet undertrykkelse og forvridning på grund af indflydelsen fra den mest magtfulde og årvågne elite. Den skal ikke kun arbejde sig frem; den skal ustandselig være på vagt. Af sikkerhedsmæssige grunde kan denne sandhed ikke betros til en udvalgt forsamling af mennesker, og af samme grund kan man ikke have tillid til dem, der har magten til at lave love og administrere offentlig virksomhed.
I dag er det især sandt, at alle store politiske spørgsmål på bunden er nationaløkonomiske. I studiet af den nationaløkonomiske videnskab er der blevet indført det samme forstyrrende element, som yppede kiv mellem mennesker, der studerede teologi, og som med blod skrev en lang side i verdenshistorien, hvilket i det mindste i en periode påvirkede også studiet af astronomien så vidt, at autoriteterne nægtede at anerkende, at jorden bevægede sig omkring solen, selv længe efter, at dette var bevist. Organiseringen af politiske partier, førerstillingen de indtager og magten de samler sig, samt de stærke fordomme de optænder, er altid fjendtlige over for dem, der søger sandheden, og over for anerkendelse af sandheden.
Og mens læreanstalter og universiteter og lignende institutioner, der angiveligt blev oprettet for omhyggeligt at undersøge og redeligt finde sandheden, ikke er undtaget og ikke kan undtages fra den indflydelse, der forstyrrer studiet af nationaløkonomien, er de under de nuværende betingelser afskåret fra på redelig og tilfredsstillende vis at behandle denne videnskab. For i den civiliserede del af verden er intet mere klart, end at der sker en dyb og udbredt fejl ved fordelingen af producerede formuegenstande, ja nok allerede ved produktionen af dem. Det er nationaløkonomiens pligt at afsløre denne fejl, og en absolut redelig og ærlig udlægning af videnskaben vil afsløre den.
Men lige meget hvad denne uretfærdighed kan være, så er de kollegier og universiteter, der fungerer i dag, ved loven om deres eksistens udelukket fra at kunne afsløre den. For hvad uretfærdigheden end vil vise sig at være, har den formuende klasse i hvert fald forholdsvis fordel af den, og denne klasses synspunkter og ønsker dominerer kollegierne og universiteterne. Ligesom da slaveri endnu var tilladt, kunne vi på kollegier, universiteter og andre godkendte institutioner for undervisning og holdninger i vore sydlige stater og for den sags skyld også i de nordlige, have kigget forgæves efter forslag om ophævelse af denne uretfærdighed; så under de nuværende betingelser må vi ved sådanne steder kigge forgæves efter en troværdig behandling af nationaløkonomien. Den, der accepterer en lærestol i nationaløkonomi må gøre det på aftalte betingelser om, at han ikke vil finde frem til det, som det er hans professionelle opgave at finde frem til.*
Det er disse ekstraordinære vanskeligheder, og ikke vanskeligheder i selve nationaløkonomien, der er grunden til, at dén der i dag – efter alle de bestræbelser, der siden Adam Smith skrev om sine tanker, har været helliget undersøgelsen – ønsker at vide, hvad nationaløkonomien virkeligt kan oplyse, finder ingen steder ubestridte læresætninger, som han med sikkerhed kan acceptere; og han kan kun henvende sig til kollegierne og universiteterne i forvisning om, at dér finder han ikke sandheden.
Ikke desto mindre, selv om nationaløkonomien er den eneste videnskab, det ikke er tilrådeligt at overlade til specialister, og den eneste videnskab, som det er nødvendigt, at alle medborgere kender noget til, er det også den videnskab, som folk i almindelighed nemt kan studere. Studiet kræver ingen fysiske redskaber, ingen særlige apparater, ingen speciel oplæring. Emnerne, der undersøges, behøver man ikke lede efter i laboratorier eller på biblioteker, de findes rundt omkring os alle og trænger sig ind på os hver eneste dag. Principperne, som undersøgelsen skal bygges på, er sandheder, vi alle kender til, og som vi til dagligt lægger til grund for vore overvejelser og handlinger. Og processerne, der mest er analyser, kræver kun omhyggelig skelnen imellem, hvad der er væsentligt, og hvad der er mere tilfældigt.
I forslaget til mine læsere om at følge mig ved udarbejdelsen af hovedprincipperne for den nationaløkonomiske videnskab, beder jeg dem ikke om at tænke på sager, de aldrig før har tænkt på; men om at de, når de tænker over sædvanlige sager, da gør det med den største omhu og systematik. For vi kender allesammen til en del af nationaløkonomien. Man kan godt sige, at man ikke véd noget om astronomi, kemi, geologi, filosofi, og at man oprigtigt finder, at disse emner er aldeles ligegyldige. Men kun få kan ærligt sige, at de ikke kender noget som helst til nationaløkonomi. Mange af dem, der siger det, gør det, fordi de ikke ved, hvad ordet betyder; men i samme åndedrag vil de med stor selvsikkerhed udtrykke deres mening om nationaløkonomiske emner, så som årsager, der påvirker lønninger, priser og profitter, om virkninger af toldtariffer, virkninger af arbejdsbesparende maskiner, hvordan penge fungerer, og hvad penge egentlig er, om årsagen til ‘de svære tider’ og ‘de gode tider’, og så videre. For mennesker, der lever i samfund, der jo er den naturlige måde for mennesker at leve på, må have en ide om og en holdning til samfundets økonomi – god eller dårlig, rigtig eller forkert. Måden, hvorpå man kan sikre sig, at ens ideer er rigtige, eller – hvis de ikke er rigtige – måden, hvorpå man kan udskifte dem med sande ideer, er en systematisk og omhyggelig undersøgelse, som den jeg foreslår i denne bog.
Men ved sådan en undersøgelse er der noget, der er af så stor vigtighed, at jeg ikke for tidligt og ikke for stærkt kan anbefale det for læseren. Det er, at under studiet af nationaløkonomien må man først af alt, og for hvert et skridt man tager, sikre sig meningen med de ord, man bruger, så de altid har den samme mening.
Ord er symboler, hvormed vi i tale og skrift udtrykker vore tanker til hinanden. Det er kun ved at lægge en almindeligt forstået mening i ord, at vi kan kommunikere med hinanden ved talens brug. Og for at kunne forstå hinanden nøjagtigt, er det nødvendigt, at det samme ord altid dækker præcist den samme mening. Når to personer ser på havet fra det samme punkt, kan den ene ærligt sige, at der er tre skibe i sigte, mens den anden ligeså ærligt kan sige, at der kun er to, hvis den ene bruger ordet ‘skib’ i dets almindelige betydning af et søgående fartøj, mens den anden bruger ordet i dets tekniske betydning af et søgående fartøj med tre master og råsejl. Det er en sådan brug af ord i forskellige betydninger, der er særdeles farlig ved filosofiske drøftelser.
Men ord er mere end midlet til at give udtryk for vore tanker. De er også symboler for det, vi tænker – etiketter på vore tanke-skuffer eller vores tanke-arkiv, hvori vi lægger de forskellige ideer, som vi håndterer mentalt efter deres påskrift. Vi kan ikke tænke præcist, hvis ikke vi i erindringen bruger præcise ord. Undladelsen af at gøre det er en væsentlig årsag til fejltagelser og gentagelser af fejl.
I alle studiegrene er det vigtigt, at vi hæfter bestemte meninger til de udtryk, vi bruger. Men det er især vigtigt i nationaløkonomien. For i andre studier bruges de fleste ord til at betegne helt specielle ting. Ord brugt i kemien, for eksempel, bruges kun af kemikere. Det gør studiet af kemi vanskeligt i begyndelsen, for studenten må tilegne sig de nye ord. Men senere afværger det vanskeligheder, fordi ordene kun bruges i kemien, og deres mening vil sandsynligvis ikke blive fordrejet ved en brug, der er forskellig fra den bestemte mening, kemikerne bruger.
Nu er begreberne, der bruges i nationaløkonomien, ikke udtrykt ved ord, der kun bruges der. De bruges også i hverdagssproget, og dagliglivet kræver, at vi affinder os med det, og at vi i daglig tale accepterer meninger, der adskiller sig fra de nationaløkonomiske. Men ved studiet af nationaløkonomien, ved overvejelser af et hvilket som helst problem, er det absolut nødvendigt, at vi giver en præcis mening til begreber som Formue, Værdi, Kapital, Jord, Arbejde, Jordrente, Leje, Løn, Penge, og så videre; og at disse ord i nationaløkonomien KUN bruges til at udtrykke denne mening – en mening, der i vidt omfang adskiller sig fra den dagligdags mening; men selv efter at vi har givet de nationaløkonomiske begreber en bestemt mening, må vi i almindelig daglig tale og læsning fortsat acceptere dem brugt i deres dagligdags betydninger.
Ved manglende afgrænsning af brugen af begreber i nationaløkonomien pådrager man sig et ansvar for tankemæssig forvirring. Den, der er ligeglad med begreberne, kan ikke gå et skridt uden at blive offer for denne forvirring, og selv medborgere, der almindeligvis er omhyggelige, bliver ansvarlige for at skabe forvirring, hvis de for et øjeblik slapper af fra deres årvågenhed. De mest eminente skribenter om nationaløkonomi har givet eksempler på, hvordan et vagt afgrænset begreb har forvirret dem selv såvel som deres læsere. For at imødegå denne risiko er det nødvendigt, at man er omhyggelig helt fra begyndelsen, og at fortsætte med denne omhu. Jeg skal derfor her i bogen bestræbe mig på at definere ethvert begreb, så snart det dukker op, og derefter, når det bruges som et økonomisk begreb, kun bruge det i dets præciserede betydning, og ikke i nogen anden.
Så lad os nu fra begyndelsen overveje rækkevidden og naturen af nationaløkonomien, så vi kan se dens oprindelse, og hvad der var meningen med den, hvad den omfatter, og hvad den ikke omfatter. Hvis jeg herunder inviterer læseren til at følge mig videre end nationaløkonomiske forfattere plejer at gøre, skal man ikke tro, at jeg er ved at forlade emnet. Den, der vil bygge en tårnhøj bygning af teglsten og marksten, som under pres og belastning skal stå fast og sikkert, må grave ud til dens fundament helt ned til den solide klippegrund.
Skulle vi undslå os besværet med at lægge fundamentet til en stor videnskab, der skal kunne bære så meget?
Ingen andre steder end i filosofien er det i så høj grad klogt at gøre ‘som manden, der bygger et hus og graver dybt for at fundere det på klippegrund’.
* Om dette emne kan man endnu med stort udbytte læse Adam Smith’s mening om kollegier og universiteter (Artikel II, del III, kapitel 1, bog V, Wealth of Nations (Nationernes velstand)). o.b.
Udgivet som paperback og som ePub
Kan ikke leveres som pdf.