Henry George: Beskyttelse eller frihandel
29–Praktisk politik
30–Slutning

Praktisk politik
Følger man frihandelstanken helt ud til dens logiske fuldendelse, dér hvor den rammer beskyttelsen i selve roden, da kan man virkelig imødegå enhver indvending og appellere til det mest pålidelige af alle instinkter og den stærkeste af alle bevæggrunde. For da ses frihandelen ikke bare som en finansiel reform, men som en bevægelse, der har intet mindre end fattigdommens afskaffelse til mål. Da vokser den til en sag, der er stor nok at leve for og stor nok at dø for, og som både hos den enkelte og i folket kan tænde den levende ildhu.

Det er sandt, at en kamp for frihandelen i dens hele fylde ville vække modstand hos interesser, som er langt stærkere end de, der nu står vagt om beskyttelsestolden. Men på den anden side ville den kalde nye kræfter til frihandelsfanen, kræfter, som ikke kan undværes, hvis kampen skal lykkes. Og hvad de, der ønsker at opildne til eftertanke, har at frygte, er ikke så meget modstand som ligegyldighed. Uden modstand kan man ikke vække den opmærksomhed og fremkalde den energi, som skal til for at overvinde trægheden, der er de bestående misbrugs stærkeste bolværk. Det er lige så umuligt at samle et parti om en sag, der ingen modstand møder, som at bringe dampen op til arbejdsspænding i et åbent kar.

Arbejderklassen i De Forenede Stater, som hidtil har udgjort beskyttelsens vælgerstyrke, vil nu kunne samles om en virkelig frihandelsbevægelse. Deres tro på beskyttelsen er blevet undergravet. Har de ikke lært, at beskyttelsen ikke kan hjælpe dem, så har de dog i det mindste lært, at den ikke gør det. De har fået øjet åbnet for den kendsgerning, at der er en eller anden grundfejl i samfundsordningen, selvom de ikke klart indser, hvad det er for en fejl. De har lidt efter lidt fået en følelse af, at der skal radikale forholdsregler til, hvis arbejdet skal frigøres, selvom de måske ikke ved, hvilke forholdsregler det er, der skal til.

Og spredt i den store mængde, der således begynder at røre på sig og famle sig frem, er der en stærkt voksende skare af mænd, som virkelig ved, hvori denne grundfejl består – mænd, som indser, at kun ved at anerkende alles lige ret til det element, der er nødvendigt for liv og arbejde, kan vi håbe at råde bod på den sociale uretfærdighed.

Det er til sådanne mænd, jeg særlig ønsker at tale. De er den surdej, som har kraft til at gennemsyre hele dejen.

At afskaffe den private jordejendomsret er et foretagende så stort, at det ved første øjekast kan synes uigennemførligt. Men den tilsyneladende uigennemførlighed beror kun på, at folkets sind endnu ikke er tilstrækkelig indstillet på denne store omdannelses retfærdighed og nødvendighed. Det er folkets vækkelse til eftertanke, det gælder. Hvorledes folk stemmer er noget, vi ikke har nødig at bryde os stort om. Hovedsagen er, hvorledes de tænker.

Nu er det således, at drøftelse er det bedste middel til at fremme tænkning. Og for at fremkalde en omfattende og virkningsfuld drøftelse af et spørgsmål er det nødvendigt, at det indføres i den praktiske politik, så at vælgerne, som skal afgive deres stemme for eller imod, tvinges til at tænke over det og tale om det.

De, som kæmper for en stor grundtanke, bør aldrig kende til at slutte »forlig«. De bør forkynde den i hele dens fylde og pege på, at målet kun nås ved dens fuldstændige gennemførelse. Men forkæmperens iver trænger til at suppleres med politikerens kløgt. Medens den ene ikke skal være bange for at vække opposition, bør den anden søge at formindske modstanden. Den politiske kunst består ligesom krigskunsten i at samle den største styrke imod det svageste punkt; og for hurtigst og med størst mulig virkning at kunne føre en sag ind i den praktiske politik, må den forholdsregel, som skal bære den frem, være så moderat, at den – uden at svigte princippet – både kan vinde størst mulig støtte og vække mindst mulig modstand. For om det første skridt er langt eller kort, gør mindre til sagen, det er det første skridt, som koster.

Det er altid på denne måde, store slagsmål træder ind i den politiske handling. Vigtige politiske kampe begynder med ubetydelige forpostfægtninger. Således kom slaverispørgsmålet i De Forenede Stater ind i den praktiske politik gennem en diskussion om at udvide slaveriet til nye landsdele; men denne forpostfægtning blev dog midlet til at virkeliggøre, hvad slaverimodstanderne forgæves ville have forsøgt at fuldbyrde ad direkte vej.

Således også med toldspørgsmålet. Om vi har beskyttelsestold eller finanstold er i og for sig af ringe betydning; for selvom beskyttelsens afskaffelse ville øge produktionen, ville tendensen til ulige formuefordeling snart ophæve fordelen. Men hvad der således er mindre vigtigt som endemål, er yderst vigtigt som middel. Det er vel sandt, at beskyttelsen kun er en lille røver, men den er skildvagt og forpost for den store røver; den er den lille røver, som ikke kan ryddes af vejen, uden at kampen føres ind i selve den store røvers borg. Den store røver er så godt bevogtet, og folk har så længe været vant til hans plyndringer, at det er vanskeligt at vække dem til ligefrem kamp imod ham. Men at hjælpe dem, der ligger i kamp mod den lille røver, er at åbne den letteste udvej til at angribe hans herre og at vække den ånd, som skal bære længere frem.

For at tilsikre alle den fri brug af deres arbejdsevne og den fulde nydelse af deres arbejdes frugter, må ligeretten til jorden hævdes.

Til at sikre alle lige ret til jorden er der på det nuværende civilisationstrin kun een udvej. Sådanne forholdsregler som at skabe selvejerbønder, indføre jordejendomsbegrænsning eller forbeholde virkelige nybyggere den rest, der endnu er tilbage af statens jordegods, går ikke i retning af målet; de fører bort fra det. Det kan kun gavne forholdsvis få, og det rent midlertidigt; resultatet ville blive, at jordmonopolet styrkes i stedet for at svækkes, idet en større mængde bliver interesseret i, at det opretholdes. Den eneste udvej til at afskaffe den private jordejendomsret er grundskyldens vej. Den vej er tydelig og ligefrem. Den består simpelthen i at afskaffe den ene efter den anden af de nuværende skatter og ty til jordværdien som kilde til offentlige indtægter. For at nå til jordens og arbejdets fuldkomne frigørelse er det naturligvis nødvendigt, at hele dennes værdi inddrages til fælles bedste; men dette vil uundgåeligt følge efter, når skattereformens første skridt er taget – ganske som en sejrrig hærs indtrængen i en by følger efter forsvarsstyrkens nederlag.

Vi har i toldspørgsmålets rejsning et middel til en sådan oprulning af hele skattespørgsmålet og derved til at sætte hele det sociale spørgsmål under debat. Enhver drøftelse af toldspørgsmålet må i vore dage gå videre og dybere, end antikornlovs-agitationen i Storbritannien omkring 1840 gik, for formuefordelingen er nu tidens brændende spørgsmål. Rejser vi nu toldspørgsmålet, må det i enhver avis, ved ethvert folkemøde fremkalde ordskifte om spørgsmål vedrørende arbejde og arbejdsløn, kapital og arbejde, beskatningsforhold, ejendomsretten og dens natur, og om det spørgsmål, som alle disse spørgsmål udmunder i – spørgsmålet om menneskenes forhold til den planet, de lever på. På denne måde kan der gøres mere for den folkelig-socialøkonomiske oplæring i eet år, end der ellers ville kunne gøres i årtier.

Derfor er det, at jeg tilskynder alle alvorlige mennesker, som har arbejdets frigørelse og samfundsretfærdighedens hævdelse for øje, til at kaste sig ind i frihandelsbevægelsen af alle kræfter og tvinge toldspørgsmålet frem i forgrunden. Ikke alene stemmer frihandelen overens med arbejdernes interesser; og ikke alene kan arbejderne ikke nå til nogen forståelse af deres virkelige rettigheder, så længe de betragter arbejdet som en sølle fattig fugl, der trænger til at »beskyttes« og må tage sin beskæftigelse som en almisse fra nådige kapitalister eller faderlige regeringer – men frihandelsbevægelsen er i virkeligheden forpostfægtningen i kampen for arbejdets frigørelse. Den vej må tyren gå for at få tøjret viklet af pælen. Angrebet mod den nuværende beskyttelsestold er et arbejde på at inddrive den tynde ende af kilen. Det gør derfor heller ikke noget, at mange af dem, vi vil komme til at samarbejde med i bevægelsen, ingen forståelse har af, hvad virkelig frihandels mål må være. Vi forener ikke vore kræfter med deres, for at de skal gøre brug af os, men for at vi skal bruge dem.

Og loven for sådanne bevægelser er, at de må blive mere og mere radikale.

Ved en indrømmelse i yderste øjeblik fra magthavernes side standsedes frihandelens fremmarch i England i 1846 på halvvejen. Men selv i Storbritannien kan frihandelsbevægelsens uundgåelige fremtidsvej tydeligt ses. Ikke alene har beskyttelsens afskaffelse ryddet vejen for langt større spørgsmål, der nu begynder at træde ind i den britiske politik, og ikke alene gav frihandelsagitationen stødet til reformer, der vil lægge den politiske magt i de manges hænder; men det arbejde, der udførtes af mænd, som begyndte med at modarbejde beskyttelsen, men ikke lod sig nøje med dette første skridt, har været meget stærkt medvirkende til at fremskynde den revolution, som nu er i sin vorden – en revolution, der ikke kan standses, førend det britiske folk er blevet genindsat i sin naturlige arveret til sit fødeland.

Richard Cobden indså, at kampen om toldspørgsmålet til sidst måtte gå over til at blive en kamp om jordspørgsmålet, og jeg er tilbøjelig til at tro, at hvis han endnu levede iblandt os og var i sin fulde kraft, ville han være fører i kampen for at genindsætte det britiske folk i dets naturlige ret til fødelandets jord. Der er endnu frihandelsmænd af Manchester-skolen, der – om end de ville vige tilbage for direkte angreb på jordejendomsretten – dog er kloge nok til at indse, at frihandel betyder såvel indtægtstoldens som beskyttelsestoldens afskaffelse. Og idet de slår løs på den indirekte beskatning, kommer de nødvendigvis også til at rette stærke stød mod den private jordejendomsret og underminerer således selve aristokratiets grundvolde. Ved at fremstille den indirekte beskatnings historie viser de nemlig, hvorledes de, som blot var forpagtere af nationens jord, gjorde sig til virkelige ejere; og ved at foreslå genindførelse af den direkte skat på jordværdierne rejser de en kamp, som må komme til at dreje sig om det britiske folks fulde genvinding af sit lands jord.

Således går det til, at menneskene, når de tager frihedens sag op, føres længere og længere fremad, og at den ærlige kamp for handelens frihed i længden bliver til kamp for arbejdets frihed. Således må det også gå her i De Forenede Stater.

Ejendomsret til jord kan lige så lidt forsvares som ejendomsret til mennesker. Den er så meningsløst uhensigtsmæssig, så oprørende uretfærdig, så vitterlig nedbrydende for den sande ejendomsret, at den kun kan grundlægges ved magt og opretholdes ved en forvirring af folkets evne til at skelne imellem ejendomsret til jord og ejendomsret til ting, som er frembragt ved arbejde. Når modsætningen mellem disse to slags ejendomsret engang er klarlagt – og en grundig drøftelse af toldspørgsmålet må nu gøre den klar – da vil den private ejendomsret til jord være dødsdømt.

Slutning
En rig borger, som for nogle år siden bejlede til præsidentværdigheden, og som jeg dengang støttede, fordi jeg havde det indtryk, at han var en demokrat af Jeffersons skole, har for nylig offentliggjort et brev, hvori han tilråder os at stålklæde vore kyster, for at fremmede skibe ikke skal komme og bombardere os. Den kun dårligt skjulte hensigt med dette råd er at fremkalde et så umådeligt forbrug af offentlige penge, at ethvert krav om nedsættelse af skatterne derved hindres, og »toldringene« således får en forlænget frist til plyndring. Dette råd er et ret slående udtryk for protektionismens usle snæversyn, et vidnesbyrd om en ånd, der lige så lidt fatter den amerikanske republiks værdighed og store fremtidsmuligheder, som den bryder sig om, hvorledes det går den store mængde af dens borgere – »de stakkels mennesker, som må arbejde«.

Med rette bruger Buckle i sin bog »Civilisationens historie« ordet »protektionistisk«, ikke alene om toldplyndringssystemet, men også om den ånd, som lærer, at de mange er født til at tjene og de få til at herske, som støtter tronerne med bajonetter, som sætter smålig misundelse i stedet for højsindet fædrelandskærlighed, og forvandler blomsten af den europæiske ungdom til slaver, der er oplærte til at dræbe hverandre på kommando. Det er ikke tilfældigt, at hr. Tilden i sin iver for at blive statskassens overskud kvit foreslår at ødsle det bort på stålklædte forter fremfor at bruge det til almennyttige formål. Fæstninger, krigsflåder og stående hære tjener ikke alene protektionismens formål ved at nødvendiggøre stadige udgifter og ved at opelske en klasse af mennesker, der betragter militærudgifterne som noget, der fremmer deres egen fordel og anseelse; men de er af samme surdej som den teori, der lærer, at vort folks interesser er i strid med andre folks interesser.

Uforstyrret af fjendtlige naboer, uberørt af europæiske stridigheder, allerede nu med sine 60 millioner mennesker den mægtigste nation på jorden og hurtigt hævende sig til en stilling, der vil gøre selv de største riger til dværge – kan den amerikanske republik hånle ad enhver tale om, at den burde efterabe den gamle verdens rustninger, ligesom den burde hånle ad den tilsvarende tale om, at dens industri let kunne blive ødelagt, hvis den åbnede sine havne for verdenshandelen.

Kæmpen iblandt nationerne er ikke afhængig af stålklædte forter og pansrede skibe, som ved opfindelsernes fremgang i løbet af nogle få år vil blive, selv til krigsbrug, unyttigt skrammel. I sin folkerigdom, sin velstand, sit folks intelligens, opfindsomhed og samfølelse har den amerikanske republik alt, hvad der vil være til virkelig nytte i nødens stund. Intet folk i verden vil ubesindigt vove at angribe den, og ingen vil ustraffet kunne gøre det. Hvis vi nogensinde mere kommer i krig med udlandet, er det vor egen skyld og er vi for stærke til at frygte angreb, bør vi også være for retsindige til at angribe andre.

Ved at åbne vore havne for verdenshandelen sikrer vi dem langt bedre end ved at befæste dem med alle de »beskyttende« plader, vor stålring kunne lave. For ikke alene ville frihandelen tilbagegive os det herredømme på havet, som beskyttelsen har berøvet os, og opildne den produktionsevne, som yder den virkelige kampstyrke; men medens stålklædte forter ikke ville kunne værne os mod dynamitkastende balloner og dødbringende luftskibe, som vil blive ødelæggelsesopfindsomhedens næste frembringelser, ville frihandelen gøre, at de aldrig nogensinde blev sendt mod os. Protektionismens ånd, som i virkeligheden er det, der skal beskyttes ved stålpansringen, er nationalhadets og krigens ånd. Frihandelens ånd er broderskabets og fredens ånd.

En stoltere løbebane ligger åben for den amerikanske republik end den slavisk at efterligne de europæiske dårskaber og laster. I stedet for at følge efter andre i det, som er usselt og lavt, bør den gå foran andre frem imod det, som er stort og ophøjet. Den forening af selvstyrende stater, som vi udgør, der afgør sine stridsspørgsmål ved en fælles domstol og ikke lægger nogen hindring i vejen for indbyrdes handel og samfærdsel, har muligheden i sig for at kunne skænke verden en fred, mere ægte end den romerske.

Hvori ligger vor unions virkelige fortrin? Er de ikke samlede i den fuldkomne indbyrdes handelsfrihed, som den giver sikkerhed for, og i det interessefællesskab, som vokser ud af denne frihed? Hvis vore stater førte toldkrig med hverandre, og en borger ikke kunne komme over en grænselinie uden at skulle have sit rejsetøj gennemrodet, eller hvis en bog, der var trykt i New York, ikke kunne sendes over floden til Jersey City, uden at blive tilbageholdt på posthuset indtil tolden var betalt, hvor længe mon vor union da ville vare? Og hvad ville den være værd? De sande goder ved vor union, det sande grundlag for den indbyrdes fred, som den tilsikrer staterne, ligger i, at den har hindret oprettelsen af toldgrænser mellem staterne og givet os frihandel over det meste af en verdensdel.

Vi kan »udvide frihedens område«, når som helst vi vil – det er kun nødvendigt at vi anvender det samme princip på vort samkvem med andre lande, som vi nu anvender på samkvemmet mellem vore stater indbyrdes. Vi kan indlemme Canada så fuldkomment, som vi vil, i USA bare ved at nedrive den toldmur, vi har bygget omkring os. Vi har ikke nødig at kræve nogen gensidighed; hvis vi afskaffer vore toldboder og hjemsender vore rejsegodsrodere, hverken vil eller kan Canada holde på sine. Dette vil praktisk set gøre de to lande til eet. Om canadierne finder for godt at beholde deres særskilte parlament og betale en smule britisk lord for at holde et skinhof i Rideau Hall kan være os aldeles ligegyldigt. Den inderlige forbindelse, fælles interesser og fælles tarv, ville hurtigt føre til at de samme almindelige love og institutioner blev gældende i begge lande. Og på samme måde ville det gå med vore frænder hinsides havet. Hvis vi afskaffede vore toldboder og åbnede vore havne for fri indførsel af alt, hvad godt kan nævnes, ville handelen mellem de britiske øer og De Forenede Stater blive så vældig stor og samkvemmet så inderligt, at vi måtte blive til eet folk og nødvendigvis kom til at indrette vort møntsystem, vort postvæsen og vore almene love på en og samme måde, så at englænderen og amerikaneren lige så fuldt ville føle sig som borger i samme land, som new yorkeren og californieren nu gør det. Syv hundrede mil vand er lige så lidt en hindring for dette som syv hundrede mil land. Og med så nøje forbindelser ville blodets og sprogets bånd gøre deres magt gældende, og fælles interesse, almen bekvemmelighed og broderlig følelse ville snart føre til en pagt, som ville forene alle engelsktalende folk i et samfund, der ville »grundfæste retfærdigheden, sikre hjemlandets ro, sørge for det fælles værn, fremme den almene velfærd og fæstne frihedens velsignelser«.

Således ville frihandelen genforene, hvad protektionismen for et århundrede siden adskilte, og gennem et forbund af de engelsktalende nationer – hvis sprog er fremtidens verdenssprog – gøre det første skridt hen imod et menneskehedens forbund.

Og på vore forbindelser med alle andre nationer ville det, at vi vragede beskyttelsen, virke i samme retning. Det nytter ikke, at vi lader sendemænd drage til vore søsterrepublikker i det spanske Amerika for at udbede os deres handel, så længe vi opretholder en toldtarif, der tilbageviser deres handel. Vi behøver kun at åbne vore havne. Og mere virkningsfuldt end alt andet ville den moralske indflydelse være, som vi kom til at øve ved vor færd. Synet af en storrepublik som vor, der i sandhed satte sin lid til friheden, ville omforme hele den civiliserede verden.

Som jeg har påvist, er krænkelsen af de naturlige menneskerettigheder ved pålæg af told uadskilleligt sammenkædet med den krænkelse af naturlige rettigheder, der tvinger masserne til at betale afgift for retten til at leve. Den ene kan ikke afskaffes, uden at den anden også afskaffes; og en republik, i hvilken frihandelen således var fuldt gennemført, og i hvilken alle menneskers lige og uafhængige rettigheder således var grundfæstede, ville i sandhed være som staden på bjerget.

Farerne for vor republik truer ikke udefra, men indefra, ikke fra nogen flåde, der sendes ud fra Europas kyster, men fra den uvejrssky, som udgøres af en hærskare af vagabonder på dens egne landeveje. At Krupp støber vældige kanoner, og at der i Cherbourg og Woolwich opdynges projektiler af en uhørt ødelæggelsesevne, har republikken ikke nødig at foruroliges ved; men at minearbejdere i Pennsylvania arbejder for 65 cents om dagen, deri ligger der et ondt varsel. Ingen sejrsstolt erobrer kan sætte sin fod på vor jord, så længe ikke »storgodsernes forbandelse«, som i det gamle Rom, har bragt »misvækst i menneskeafgrøden«. Er der fare for, at vore byer skal gå op i luer, da kommer den fra borgerkrigens fakler og ikke fra fremmedes bomber. Mod sådanne farer kan panserklædte fæstninger ikke værne os. De undgås ikke ved nogen efterabelse af europæisk protektionisme. De kommer fra, at vi har sveget den frihedens ånd, som vi påkaldte ved grundlæggelsen af vor republik. De kan kun undgås ved, at vi indretter vore institutioner i overensstemmelse med frihedens grundsætninger.

For det er sandt, hvad den første nationalforsamling i Frankrig udtalte, at »uvidenhed om, forsømmelse af og foragt for menneskerettighederne er de eneste årsager til landenes ulykker og regeringernes fordærvelse«.

—————

At vi bør gøre imod andre, hvad vi vil, at andre skal gøre imod os – at vi bør agte andres rettigheder lige så samvittighedsfuldt, som vi vil, at andre skal agte vore, er ikke en ret og slet moralforskrift til de enkelte mennesker, det er den lov, hvorefter vi må indrette samfundets husholdning og nationens politik, hvis vi vil opnå at høste velstandens og fredens frugter.