Henry George: Beskyttelse eller frihandel
1. Indledning

Tæt uden for det vindue, som jeg sidder ved og skriver, står der en stor tyr tøjret ved en ring i næsen. Idet den græsser, går den rundt og atter rundt, og har derved snoet tøjret om tøjrpælen. Nu står den som en lænket fange og pines ved synet af det dejlige græs, som den ikke kan nå; den kan ikke engang slå med hovedet og jage de fluer væk, som samler sig på dens bov. Af og til prøver den på at komme løs, men forgæves; så brøler den ynkeligt og hengiver sig derpå stille til sin usle skæbne.

Denne tyr, billedet på den vældige kraft, der lider nød med overflod lige for øjnene og hjælpeløst må lade sig udsuge af svagere skabninger, bare fordi den ikke er klog nok til at indse, hvorledes den kunne komme fri, synes mig et billede på den arbejdende menneskehed.

I alle lande ser man, at de mennesker, som ved deres slid og slæb skaber rigdommene, knuges af fattigdom, og medens den fremadskridende civilisation stadig åbner videre udsyn og vækker nye ønsker, holdes arbejderne nede ved de dyriske fornødenheders lavmål. I bitter følelse af, at de lider uret, og at de er skabt til noget bedre end dette snævre liv, bryder også de til tider rasende på. Men så længe de ikke søger tilbage til ondets årsag, så længe de ikke indser, hvorledes de er lænkede, og hvorledes de kan komme fri, så længe vil deres anstrengelser og deres brøl være lige så virkningsløse som tyrens. Ja, mere! Jeg går nu ud og driver tyren således tilbage, at den vikler tøjret af pælen; men hvem skulle vel frigøre menneskene? Så længe de ikke bruger den forstand, der er dem givet, er der intet at stille op. For dem er der intet særligt forsyn.

Under alle regeringsformer ligger magten til syvende og sidst i folkemassernes hænder. Det er ikke konger eller stormænd, godsejere eller pengemænd, der i virkeligheden trælbinder folkene. Det er deres egen uvidenhed. Dette viser sig mest tydeligt i lande, hvor styret hviler på almindelig stemmeret. Arbejderne i De Forenede Stater kunne forme lovgivning, retsvæsen og forfatning, som de ville. De politiske partier overbyder hverandre for at vinde deres stemmer. Men hvad nytter det? Den sammensluttede kapitals lillefinger er stærkere end de arbejdende massers hele krop, så længe de ikke ved, hvorledes de skal bruge deres magt. Og hvor langt er vi ikke derfra! Selvom man i arbejderorganisationerne er begyndt at indse, hvilket spild strejkekampene medfører, og at det er ændring af de almindelige vilkår ad lovgivningens vej det gælder, synes man dog at være ude af stand til at enes om noget af virkelig afgørende betydning.

Denne politiske afmagt må vedvare, indtil masserne, eller dog i det mindste det fåtal af mere tænksomme mænd, der går forrest i den offentlige menings rækker, giver så megen agt på store spørgsmål, at de kan komme til enighed om, i hvilken retning reformarbejdet bør gå.

Det er i håb om at fremhjælpe en sådan enighed, at jeg på disse blade vil drøfte et indviklet spørgsmål, som nødvendigvis må klares, inden der kan blive noget virkeligt sammenhold i det politiske arbejde for sociale reformer, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt toldbeskyttelse er til gavn eller til skade for dem, som tjener deres livsophold ved deres arbejde.

Dette er i og for sig et vigtigt spørgsmål, men langt vigtigere bliver det i sine følger. Ved dets undersøgelse kastes der lys over andre socialøkonomiske spørgsmål, og det fører os lige ind på det store arbejdsspørgsmål, som for hver dag, der går, træder mere og mere i forgrunden i alle verdens civiliserede lande. Det er nemlig et spørgsmål om vejretning, et spørgsmål om, hvilken af to skilleveje man skal slå ind på. Det er spørgsmålet om, hvorvidt arbejdet skal hjælpes ved begrænsende regeringsindgreb eller ved afskaffelse af sådanne; det er, kort sagt, spørgsmålet om, hvilken vej tyren skal gå for at sno tøjret af pælen.

På en eller anden måde må vi i lag med toldspørgsmålet. Over hele den civiliserede verden ligger det for i den praktiske politik. I det land, hvor frihandelen hidtil har været stærkest rodfæstet, rejser beskyttelsespolitikken nu atter hovedet. Her hos os er det øjensynligt, at toldspørgsmålet i den nærmeste tid vil blive det store, politiske spørgsmål. Vi står ved indgangen til en ny tid, i hvilken de økonomiske spørgsmål trænger sig afgørende frem i forgrunden, – og forrest iblandt dem står toldspørgsmålet.

Ikke alene de, som søger at opnå ledende politiske stillinger, men alle de, som samvittighedsfuldt vil bruge deres indflydelse og deres valgret, bør se at komme til et fornuftigt standpunkt i dette spørgsmål, og særlig er det magtpåliggende for de mænd, der har sat sig arbejdets frigørelse som mål. Eet af to må være sandt: enten giver toldbeskyttelsen bedre vilkår for arbejdet og hæver arbejdslønnen, eller den gør det ikke. Hvis den gør det, da må vi, som føler, at arbejdet ikke lever under rimelige vilkår eller får sin retmæssige løn, lære at indse det, for at vi kan slutte os sammen, ikke alene om at holde fast på den nuværende beskyttelse, men om at kræve meget mere. Hvis den ikke gør det, da er den, selv om den ikke ligefrem var til skade for arbejderklasserne, et bedrag og en snare, som bortleder opmærksomheden og splitter kræfterne. At vide hvordan en ting ikke kan gøres, er et stykke på vej til at vide, hvordan den kan gøres. Hvis tyren, som jeg talte om, havde været klog nok til at indse, at det ikke kunne nytte at gå den ene vej, ville den rimeligvis have prøvet den anden.

Jeg er uenig med dem, der siger, at det ikke vedkommer staten og lovgivningen, om arbejdslønnen er høj eller lav. At hæve arbejdslønnen og at holde den oppe er, hvad alle de, der lever af arbejdsløn, bør stræbe efter; og arbejderne gør ret i at støtte enhver bestræbelse, der kan tjene dette formål. De handler ikke derved i snæver egoisme; for samtidig med, at lønspørgsmålet er det vigtigste spørgsmål for arbejderne, er det også det vigtigste af alle spørgsmål for samfundet. Hvor der gives høj løn for almindeligt arbejde, og hvor det er let at opnå vellønnet beskæftigelse, dér vil der herske almen velstand. Hvor arbejdslønnen er højest, er produktionen størst og rigdommen mest retfærdigt fordelt; dér vil hjernen bedst lede hånden, dér vil den mest udbredte oplysning, den reneste moral og den sandeste fædrelandskærlighed være at finde. Vil vi have et sundt, stærkt, lykkeligt og oplyst folk, og vil vi have en hæderlig regering, som hviler fast på folkeviljen, må vi stræbe efter at hæve arbejdslønnen og at holde den oppe. Jeg godkender de endemål, som toldbeskyttelsens forkæmpere siger, de har for øje. Det, jeg har i sinde at undersøge, er, om toldbeskyttelsen nu også virkelig vil føre til disse endemål. For at kunne gøre dette grundigt, må vi granske alt det, som bruges til støtte og forsvar for beskyttelsestolden, og overveje, hvilken virkning den modsatte politik, frihandelen, ville have, og ikke standse, før vi har nået resultater, som vi føler er særdeles pålidelige.

Nogle vil måske synes, det er for meget at tro, at dette kan lade sig gøre. I et helt hundredår er intet politisk spørgsmål blevet så vidt og bredt drøftet som spørgsmålet: beskyttelse eller frihandel? Og dog synes det den dag i dag så fjernt fra sin løsning som nogensinde, ja, så fjernt, at mange er kommet til den opfattelse, at det er et spørgsmål, der ikke kan siges noget afgørende om, og som i hvert fald ingen almindelige mennesker kan forstå.

Dette er dog et håbløst syn på sagen. Vi kan gerne overlade mange videnskabsgrene til dem, som kan ofre sig for specielle opgaver. Vi kan godt godkende, hvad kemikerne siger os om kemi, eller hvad anatomerne siger os om vor indre bygning; for dels er der ved studiet af sådanne emner ingen pekuniær fristelse til at tillempe resultaterne, og dels kræves der til opfyldelse af almindelige menneske- og borgerpligter ingen sådanne særlige kundskaber. Folkets store masse kan godt have de mest ufuldkomne begreber om ting som kemi, astronomi, filologi og anatomi og dog leve et lykkeligt og nyttigt liv. Men helt anderledes er det derimod med alt, hvad der vedrører produktion og fordeling og som derigennem direkte indvirker på menneskenes livskår. Den indsigt, der skal vise vejen fremad på dette område, må være massernes egen, for med hensyn til sådanne ting er det almenhedens mening og ikke de få lærdes, der finder sit udtryk i lovgivningen.

Hvis den indsigt, der kræves til en retvis ordning af de offentlige forhold, er af samme art som den, der kræves for at kunne forudsige en formørkelse eller tyde en kileskrift, eller endog blot lig den fagkundskab, der kræves til en eller anden gren af kunst eller håndværk, da må folkets brede lag være evigt fordømt til uvidenhed om de forhold, der direkte griber ind i dets livsvilkår. Hvis det er således, da er det håbløst at tale om folkestyre, og menneskeheden har da ingen anden udsigt end den, at de mange altid skal regeres og udplyndres af de få.

Men det er ikke således. Samfundsøkonomiens love er love, som vi alle, hver for sig, kan fatte. Hvad der kræves for at forstå disse love, er hverken lange statistiske talrækker eller opstilling af møjsommeligt udfundne kendsgerninger, men klar tænkning, en tænkning, som søger at udrede dagligdags forhold, en tænkning, der er lige så mulig for den ulærde som for den lærde.

Om toldbeskyttelse øger nationalformuen eller ikke, om den gavner arbejderne eller ikke, er spørgsmål, som ifølge deres natur må kunne finde afgørende besvarelse. At kampen mellem beskyttelse og frihandel endnu ikke har ført til noget afgørende resultat, kan derfor ikke skyldes vanskeligheder, som ligger i selve sagen. Det kan til dels forklares ud fra den kendsgerning, at mægtige pengeinteresser er interesseret i kampens udfald; for det er sandt, hvad Macaulay sagde, at hvis det var afgørende for pengeinteresserne at benægte tyngdeloven, så ville selv denne, den klareste af alle naturens kendsgerninger, møde modsigelse. Men at så mange rettænkende mennesker, der ingen særinteresser har at varetage, endnu står uenige om dette spørgsmål, det kan efter min mening kun forklares ved, at drøftelsen ikke har været omfattende nok til at bringe den fulde sandhed frem, den sandhed, som får alle de delvise sandheder til at passe sammen.

Stridens nuværende stilling viser også, at dette virkelig er tilfældet. I den litteratur, der handler om toldspørgsmålet, har jeg ikke fundet et eneste værk, der indeholder en fuldt gennemført undersøgelse af sagen. Vedrørende toldbeskyttelsens virkning på formuefrembringelsen er rimeligvis alt det blevet sagt, som kan siges. Derimod er den side af spørgsmålet, som vedrører arbejdslønnen, og som først og fremmest drejer sig om formuefordelingen ikke blevet tilstrækkeligt drøftet. Og dog er det netop stridens kærnepunkt.

Årsagen til, at det hele ikke har ført til noget, er nærliggende nok. Socialøkonomien er den enkleste af alle videnskaber. Den er kun en fornuftmæssig hævden for samfundslivets vedkommende af love, som menneskene i moralsk henseende instinktmæssigt godkender, og som indeholdes i de enfoldige lærdomme, der er givet os af Ham, hvis ord det jævne folk gerne lyttede til. Men som det er gået med kristendommen, er det også gået med socialøkonomien: den er blevet forvrænget; institutioner, der fornægter menneskenes lighed og broderskab, har ved hjælp af hvervet autoritet bragt al indsigelse til tavshed og indsmuglet sine meninger i vaner og tænkesæt. Socialøkonomiske professorer og lærere har næsten udelukkende tilhørt den samfundsklasse, som ikke tåler, at der rejses tvivl om den berettigelsen af den samfundsordning, der giver arbejdets frugt til dem, som ikke arbejder. De har været som læger, der har til opgave at stille en diagnose på det vilkår, at der ikke afsløres nogen ubehagelig sandhed. Under samfundstilstande som de nuværende, der over hele den civiliserede verden oprører den moralske sans, må en frygtløs klarlæggelse af socialøkonomien føre til resultater, der vil være som en løve på vejen for dem, som er ømme over de hævdvundne interesser. Men det vil være lige så ørkesløst at vente af vore dages skoler og universiteter, som det var at vente af det jødiske råd i gamle dage, at der derfra skal udgå nogen forkyndelse af sandheder, som vil være usmagelige for tidens mægtige.

Adam Smith påviste tydeligt nok, at toldbeskyttelsen hæmmer formuefrembringelsen. Men Adam Smith – universitetsprofessoren, hertugen af Buccleuchs lærer og pensionær, den vordende statsembedsmand – har enten fundet det uklogt at gå videre, eller – hvad der er mere rimeligt – han har været ude af stand til at gå videre, fordi tiden og omgivelsernes hele forhold hindrede ham i at indse, at det var nødvendigt. I hvert fald nåede han gennem sit store forskerarbejde ikke frem til at se, hvad årsagerne var til, at »hin oprindelige tingenes tilstand, da hele arbejdsudbyttet var arbejdets naturlige vederlag eller løn, havde udviklet sig til, at den naturlige arbejdsløn kun synes at være så stor en del af arbejdsudbyttet, som arbejderne nødvendigvis må have for at opretholde livet. Og efter Smith kom Malthus, som opstillede en lære, der kastede ansvaret for al den nød og elendighed, som skyldes menneskenes uretfærdighed, over på Skaberen – en lære, der har hindret endog så store og ædle ånder som John Stuart Mill i at videreføre den undersøgelse, som Smith lod ligge. Nogle af Cobdens skrifter indeholder ting, som tyder på, at hvis kampen om de engelske kornlove var fortsat, ville diskussionen være blevet ført længere frem end til spørgsmålet om finanstold eller beskyttelsestold; men da den endte, som den gjorde, var kapitalisterne af Manchester-skolen tilfredse, og i den forhandling, som senere er blevet ført, har de engelske frihandelsmænd, på få undtagelser nær, ikke gjort noget skridt fremad. Og frihandelens amerikanske talsmænd har simpelthen fulgt englænderne.

På den anden side har toldbeskyttelsens talsmænd vist en lignende mangel på lyst til at vove sig ud på brændende grund. De lovpriser beskyttelsen for dens evne til at give beskæftigelse uden at spørge, hvordan det kan være, at nogen trænger til, at man skal skaffe dem beskæftigelse; de påstår, at beskyttelsestolden holder arbejdslønnen oppe, uden at forklare, hvad det er, der bestemmer arbejdslønnens højde. De dygtigste af dem, under ledelse af Carey, har forkastet Malthus’s lære, men kun for at opstille en lige så uholdbar optimistisk teori, der tjener det samme formål, det, nemlig, at hindre undersøgelsen af de eksisterende misforhold; en teori, som frihandelsmænd i Europa har lånt for at bruge den som våben imod dem, der arbejder for en virkelig samfundsreform.

At meningskampen om spørgsmålet, beskyttelse eller frihandel, ikke endnu er blevet ført til sin logiske afslutning, fremgår tydeligt af den stilling, man indtager på begge sider.

Ligesom hine to fabelriddere blev holdende på hver sin side af skjoldet, om hvis mærke de skændtes, i stedet for at gå frem og skaffe sig den vished, som kunne have endt striden, således står beskyttelsesmænd og frihandelsmænd nu over for hinanden. Lad det være vor sag at føre undersøgelsen videre, hvad resultatet end måtte blive. Det er klart, at vi for fuldt ud at forstå toldspørgsmålet må gå ud over toldspørgsmålet, som det nu sædvanlig drøftes. Og her er det da muligt, at vi kan finde et standpunkt, hvor ærlige meningsforskelle kan forliges, og hvor kendsgerninger, som nu synes modstridende, kan forenes i harmonisk forbindelse.

Fortsættes: Rydningsarbejde