Henry George: Beskyttelse eller frihandel
21–Frihandelslærens utilstrækkelige begrundelse
22–Frihandelslærens virkelige svaghed
23–Beskyttelseslærens virkelige styrke
24–Paradokset

21–Frihandelslærens utilstrækkelige begrundelse
Vi har nu nået det punkt, hvor drøftelsen af frihandelsspørgsmålet sædvanligvis ender.

Vi har i virkeligheden nået endemålet for vor undersøgelse, for så vidt den blot drejer sig om beskyttelsens og frihandelens værd i forhold til hinanden. Men den strøm, hvis løb vor undersøgelse har fulgt, blander sig her med andre strømme, og selvom den stadig fortsætter sit løb, er den fra nu af en del af en bredere og dybere flod, hvis løb mod verdenshavet vi må følge. Som jeg forudsagde i begyndelsen: for ret at forstå toldspørgsmålet må vi gå ud over toldspørgsmålet.

Med hensyn til alt, hvad vi hidtil har drøftet, er vor undersøgelse fuldstændig og afgørende. Vi har set, hvor meningsløs beskyttelsen er, og hvor hule dens forsvarsgrunde. Vi har set, at beskyttelsestold ikke kan øge velstanden i det land, som pålægger sig den, og at den ikke har nogen tendens til at give de arbejdende klasser større andel i denne velstand. Vi har set, at den tværtimod har tilbøjelighed til at mindske nationalvelstanden og at skabe monopoler på bekostning af folkets brede lag. Men hvis vi standsede her, ville jeg anse det arbejde, som jeg hidtil har nedlagt i denne bog, for næsten spildt. For alt det, vi her har godtgjort og bevist, er gang efter gang blevet påvist med større eller mindre sammenhæng og klarhed. Og alligevel har beskyttelsen endnu magten over det menige folks sind; og den vil bevare denne magt, indtil noget andet og mere ligger klart for dagens lys.

Hvorfor er alle vore gode beviser og vægtige grunde så magtesløse? Selve den afgørende måde, hvorpå vor undersøgelse har gendrevet beskyttelsens påstande, vækker en anelse om, at der må være noget mere om den sag, noget, der kan forklare, hvorfor protektionismen, trods dens meningsløshed og selvmodsigelse, stadig finder en så vidtstrakt og stærk tilslutning?

Frihandelsvennerne mener sædvanligvis, at den stærke fastholden ved troen på beskyttelsen skyldes folkets uvidenhed, som særinteresserne driver deres spil med. Men denne forklaring vil næppe tilfredsstille den uhildede. Det er sandheden og ikke vildfarelsen, der giver livskraft. Selvom en herskende vildfarelse altid har vanens og autoritetens styrke, og selvom en kamp imod den altid må være hård i begyndelsen, vil virkningen af en drøftelse, hvori vildfarelse og sandhed stilles op imod hinanden, dog stadig gå i retning af sandhedens opklaring. At en lære, som synes at være aldeles falsk, vedblivende holder sin stilling i det almene folks tro trods indgående drøftelser, burde tilskynde dens modstandere til at undersøge, om deres argumenter nu også er nået ned til roden i folkets tankegang, og om denne grundopfattelse ikke muligvis henter næring fra sandheder, som de ikke har taget i betragtning, eller fra vildfarelser, som endnu ikke er blevet stillet frem for lyset, og som endnu gælder for sandheder.

Jeg skal senere påvise, at protektionismen virkelig henter næring fra lærdomme, som er blevet ihærdigt forkyndte og forsvarede af de selvsamme socialøkonomer, som ivrigt har bekæmpet protektionismen. Men først må jeg påvise utilstrækkeligheden af de argumenter, som frihandelens venner sædvanligvis sætter deres lid til, når de vil overbevise arbejderne om, at beskyttelsens afskaffelse vil være til bedste for dem.

I vor undersøgelse er vi nået så langt, som frihandelsmændene i almindelighed går; på visse punkter endda noget længere. Men hvad har vi bevist med hensyn til selve hovedsagen? Vi har kun bevist, at frihandelen har tilbøjelighed til at øge formuefrembringelsen og således tillade en stigning af arbejdslønnen, samt at beskyttelsen har tilbøjelighed til at mindske formuefrembringelsen og fremelske visse monopoler. Men deraf følger ikke, at beskyttelsens afskaffelse ville være til nogen fordel for arbejderklassen. En mursten, der skubbes ud fra toppen af en skorsten, har tilbøjelighed til at falde ned på jordens overflade; men den vil ikke falde til jorden, hvis den i faldet standses af husets tag. Alt, hvad der øger arbejdets produktivitet, har tilbøjelighed til at hæve arbejdslønnen; men det vil ikke hæve arbejdslønnen, hvor forholdene er således, at den indbyrdes konkurrence tvinger arbejderne til at byde deres tjeneste til fals for blot at kunne opholde livet.

I USA, som i alle lande hvor den politiske magt er i folkemassernes hænder, er kærnepunktet i toldstriden at søge i spørgsmålet om, hvorledes tolden vil virke på den fortjeneste, der tilfalder »de stakkels mennesker, som må arbejde« (som jeg nylig så udtrykket brugt i en protektionistisk avis; – men som mange frihandelsvenlige forfattere også godt kunne gøre til deres).

Men dette punkt ligger uden for den grænselinie, som frihandelsmænd i deres argumentation plejer at holde sig indenfor. De beviser, at beskyttelsen har tilbøjelighed til at formindske formuefrembringelsen og forhøje varepriserne, og derudfra slutter de så, at beskyttelsens afskaffelse ville føre til højere arbejdsfortjeneste. Men en sådan slutning er for det første kun logisk holdbar, hvis det godtgøres, at der i de bestående forhold ikke er noget, der hindrer arbejderne i at høste frugten af den stigende produktion; og for det andet finder »de stakkels mennesker, som må arbejde«, at den, selv om den er aldrig så naturlig, dog modsiges af klare kendsgerninger.

Deri ligger det uholdbare i bevisførelsen for frihandelen. Deri og ikke i massernes uvidenhed ligger grunden til, at alle forsøg på at omvende arbejderne til den frihandel, der vil sætte finanstold i stedet for beskyttelsestold, må fuldstændig mislykkes – undtagen under sådanne forhold som dem, der eksisterede i England for fyrre år siden.

At frihandelsmændene i den almindelige diskussion har stået sig bedst kan der ikke være tvivl om.

Men at troen på beskyttelsen har overlevet den langvarige og vidtløftige drøftelse, at den synes at rejse sig igen, når den bliver slået ned, og at den ligesom af sig selv opstår i samfund som USA, Canada og Australien, der er vokset op uden told, alt dette viser, at der uden for drøftelsens område må være noget, som i folkets sind taler stærkt til gunst for beskyttelsen.

Dette fremgår også af, hvad beskyttelsesmændene selv siger. Når de bliver slået i debatten, tager de sædvanligvis deres tilflugt til en eller anden erklæring om, at det virkelige grundlag for deres tro er urørt, og selv om frihandelen måtte være rigtig i teorien, så er den det ikke i praksis. Sådan sagt er påstanden naturligvis uholdbar. Intet kan være sandt i teorien, når det ikke er sandt i praksis. Men frihandelsmændene gør ikke sagen klar ved kun at fremhæve dette. Det egentlige spørgsmål er, om frihandelsmændene har taget alle forhold af betydning med i betragtning. Det, som beskyttelsesmændene mener med deres tale om modsætning mellem teori og kendsgerning, er dette, at frihandelsteorien ikke tager alle forhold med i betragtning. Og deri har de ret.

Således som toldspørgsmålet fremstilles, er det i virkeligheden, under de nuværende samfundsforhold, som skjoldet med de to sider, og de mænd, der kun ser det fra hver sin side, kan med lige stor selvsikkerhed vedblivende holde fast på hver sin modsatte mening. Og at forskellen imellem dem ikke helt misvisende kan udtrykkes således, at der på den ene side ses på teorien og på den anden side udelukkende regnes med kendsgerningerne, vil vi få at se, når vi har opbygget en teori, som omfatter alle kendsgerningerne, og som forklarer, ikke alene hvordan det kan være, at hæderlige mænd står stik imod hverandre i spørgsmålet om beskyttelse eller frihandel, men også hvordan det kan være, at ingen af de to partiers talsmænd har haft trang til at komme frem til det punkt, hvor afvigende meninger kan mødes på den fulde sandheds grund. For vi er nu nået til det sted, hvor toldspørgsmålets strøm flyder over i det store samfundsspørgsmåls brede flod. Det bør ikke overraske os, at begge de stridende parter hidtil er standset her; for det ville være lige så rimeligt at vente en virkelig grundig drøftelse af det sociale spørgsmål fra de storborgerklasser, der repræsenteres i den engelske Cobden-club eller det amerikanske jern- og stålselskab, eller fra deres talerør på professorstolene, som det ville være at søge efter en grundig drøftelse af spørgsmålet om den personlige frihed i de stridigheder, der for 40 år siden fandt sted mellem de slaveholdende whigger og de slaveholdende demokrater, eller i de prædikener, der holdtes af de præster, de havde i deres sold.

22–Frihandelslærens virkelige svaghed
Vi har set, hvorledes beskyttelsens afskaffelse ville sætte liv i produktionen og svække monopolerne.

»Men,« vil man spørge, »hvad vil arbejderne vinde derved? Ville arbejdslønnen stige?«

Ja, i nogen tid og i en vis udstrækning. For når toldens dødvægt blev fjernet, ville den industrielle spændkraft fremkalde en livligere efterspørgsel efter arbejdskraft, og i virksomheder, hvor arbejderne kan slutte sig sammen, ville de få bedre lejlighed til at opnå kortere arbejdstid og højere løn, således som mange engelske fagforeninger har opnået det, efter at beskyttelsestolden var afskaffet i deres land. Men selv under forudsætning af beskyttelsestoldens fuldstændige afskaffelse turde man ikke forudsige, at der ville indtræde en almindelig og varig stigning i arbejdslønnen eller af arbejderbefolkningens kår. Hvor stor og velgørende virkningen af beskyttelsens afskaffelse end måtte blive, kunne den dog efter sin natur ikke blive anderledes end virkningen af de opfindelser og opdagelser, som i vore dage så mægtigt har øget formuefrembringelsen, – men intetsteds virkelig har hævet arbejdslønnen eller i sig selv bedret arbejderbefolkningens kår.

Her er det svage punkt ved frihandelen, således som den almindeligvis forkyndes og forstås.

Arbejderen spørger frihandelsmanden: »Hvorledes vil denne forandring, som du foreslår, gavne mig?«

Frihandelsmanden kan kun svare: »Den vil øge velstanden og gøre, at varerne kan fremstilles billigere.«

Men netop i vor tid har arbejderen set en voldsom stigning i velstanden, uden at han selv har fået noget af gevinsten derved. Han har set, at varer kan frembringes langt billigere end før, uden at han derfor finder det lettere at leve. Han kaster blikket på England, hvor finanstold i nogen tid har indtaget beskyttelsestoldens plads, og han ser dér arbejdet nedværdiget og dårligt lønnet og finder, at arbejdslønnen gennemgående er lavere end her, og at de forbedringer, som har fundet sted i arbejderklassernes kår, tydeligt nok ikke kommer derfra, men fra fagforeninger, fra afholdsforeninger og sygekasser, fra udvandringen, fra skolevæsen og fra love som dem, der regulerer kvindernes og børnenes arbejde og sundhedsforholdene i fabrikker og miner.

Og med dette for øje vil arbejderen, selv om han ikke er blind for hykleriet hos de »ringe« og sammenslutninger, der kræver toldpålæg til »beskyttelse for den amerikanske arbejder«, dog slutte sig til beskyttelsens falske lære, eller i hvert fald ingen ulejlighed gøre sig med at gendrive den. Mange af de mest oplyste og indflydelsesrige amerikanske arbejdere er fuldstændig på det rene med, at »beskyttelsen« intet udretter for arbejderen, men på den anden side kan de heller ikke indse, hvad frihandelen skulle kunne udrette. Og derfor betragter de toldspørgsmålet som et spørgsmål, der ingen praktisk betydning har for arbejdsfolk – en holdning, der næppe er mindre tilfredsstillende for de beskyttede industrier, end en inderlig tro på beskyttelsen ville være. For når en interesse allerede er befæstet i lov og tænkemåde, er de, som ikke er imod den, med den.

For at vække en kraft stærk nok til at vælte beskyttelsen over ende, må man bevise, at beskyttelsens afskaffelse virkelig ville medføre en forbedring af massernes kår.

At henvise til, at frihandel øger produktionen vil intet forslå. Det er i og for sig naturligt at tænke sig, at en øget formuefrembringelse vil være til gavn for alle, og for en vild, eller for et civiliseret menneske, der levede i sit studerekammer og ikke læste de daglige blade, måtte det vistnok synes at være en selvfølge. For de allerfleste af vor tids mennesker synes det imidlertid så langt fra at være en selvfølge, at den gængse forklaring af de vigtigste sociale fænomener endog går ud på det modsatte.

Det er uomtvisteligt, at vor tids vigtigste sociale spørgsmål hidrører fra den industrielle lammelse, som i alle højt civiliserede lande til en vis grad er kronisk, og som nu og da, i de vidtomfattende og langvarige krisetider, bliver af alvorligste art. Hvilken er nu den gængse forklaring af disse fænomener? Er det ikke den, at de skyldes overproduktion?

Men så længe de tilstande, der for millioner af mennesker betyder pinende næringssorg og bittert savn, almindeligvis tilskrives overproduktion, – og frihandelens talsmænd hælder selv til denne anskuelse! – så længe er det meningsløst at vente, at en reform, som der kæmpes for med den motivering, at den vil øge produktionen endnu mere, skal kunne vække folkets begejstring.

Folkets overtro på beskyttelsen vil frihandelsfolk aldrig få udryddet før de virkelig sætter sig for at forklare, hvordan det kan være, at det er så vanskeligt for den almindelige arbejdsmand at få sit udkomme trods den vældige fremgang i produktionsevnen, der med tiltagende fart har fundet sted i hele dette hundredår.

I den store kendsgerning, at voksende formue og tiltagende evne til at frembringe formue ikke medfører nogen almen fordel, ikke letter folkemassernes hårde kamp for livet, ligger forklaringen til, at frihandelen ikke magter at vinde folkets tilslutning. Det skyldes en stigende forståelse af denne kendsgerning, at frihandelsbevægelsen over hele den civiliserede verden i den senere tid har tabt noget af sin kraft og næppe nogetsteds kan drømme om at kuldkaste beskyttelsessystemet.

Det er vel sandt, at det for fyrre år siden lykkedes toldreformvennerne i England at vække en begejstring, der var tilstrækkelig stærk til at kuldkaste beskyttelsen. Men den kendsgerning, at tolden fordyrede brødet, satte dem i stand til at vække medfølelsen og fantasien med en umiddelbarhed og en kraft, som ville have været umulig, hvis de ved tolden fordyrede varer ikke havde været af en sådan første rangs betydning, som de var; og desuden var stemningen med hensyn til sådanne reformer dengang meget mere håbefuld end nu. De store samfundsspørgsmål, som nu hæver sig så mørkt på den civiliserede verdens horisont, var dengang næppe kommet til syne. I det politiske tyrannis tilintetgørelse og i fjernelsen af de hæmmende bånd på handelen så varmhjertede og højsindede mænd arbejdets frigørelse og den kroniske fattigdoms udryddelse; og der var en naturlig tro på, at den ny tid, som nu var oprundet, med sine industrielle opfindelser og opdagelser ville løfte samfundet lige fra dets laveste lag. Man drog dengang tillidsfuldt den naturlige slutning, at en øgning af nationalvelstanden måtte være ensbetydende med en almindelig bedring af folkets kår.

Men skuffelse efter skuffelse har kølnet dette håb; og ligesom troen på den blotte republikanisme er svækket, således har også frihandelsvennernes appel til folkemasserne tabt sin kraft, idet troen på, at en stigning i produktionsevne af sig selv vil hæve arbejdslønnen, er svundet. Da beskyttelsen blev afskaffet i Storbritannien, ventede man, at andre lande ville følge eksemplet, så at beskyttelsen blev afskaffet overalt. Men den er tværtimod ikke alene stærkere ved magt i hele den civiliserede verden nu end dengang, den er endog i færd med atter at rejse hovedet i selve Storbritannien.

Det nytter ikke at sige til arbejdsfolk, at en stigende nationalformue er ensbetydende med en bedring af deres kår. Af erfaring ved de, at det ikke er sandt. De arbejdende klasser i USA har været vidne til en umådelig stigning i nationalformuen, men samtidig har de også set, at de riges velstand er vokset, uden at det er blevet en smule lettere for dem selv at skaffe sig til livets ophold ved arbejde.

Det er vel sandt, at statistiske talrækker kan opstilles således, at folk, der helst vil tro derpå, får tilfredsstillende beviser for, at de arbejdende klassers kår stadig forbedres. Men at dette ikke er rigtigt, ved arbejderne kun alt for godt. Det er sandt, at forbruget gennemsnitlig er steget, at de lave varepriser har gjort, at mange ting, der tidligere betragtedes som luksus, nu bruges af alle og enhver. Det er også sandt, at arbejdslønnen i mange fag er blevet noget større og arbejdstiden noget kortere som følge af arbejdernes sammenslutning. Men efterhånden som de præmier, der kan vindes i livets lotteri – eller, om man hellere vil, de præmier, der kan vindes ved overlegen dygtighed, viljestyrke og fremsyn – stadig bliver større og mere glimrende, bliver nitterne også flere og flere. Manden med de overlegne evner og de gunstige betingelser kan nu have håb om at tælle sin formue i millioner, medens han for en menneskealder siden kun kunne håbe at tælle den i titusinder; men for gennemsnitsmennesker er udsigterne til mislykke større og frygten for nød værre. Det er vanskeligere at blive sin egen mand, at underholde en familie og at værne sig mod uforudsete uheld. De bekymringer, som følger med frygten for at blive arbejdsløs, bliver større og større, og den skæbne, der venter den, som mister sit arbejde bliver mere og mere rædselsfuld. For at bevise dette er det ikke nødvendigt at fremføre den statistik, som viser, hvorledes bundløs fattigdom, forbrydelse, sindssygdom og selvmord tager stærkere til end folkemængden. Hvorledes kan nogen, som læser aviser, trænge til bevis for, at forøgelsen af den samlede formue ikke er det samme som en lettelse af arbejdernes kamp for udkommet? Er ikke vore blade daglig fyldt med rystende beretninger om, hvorledes mennesker nu håbløst går til grunde her i vore frie stater, ganske som i det gamle Europas millionbyer.

Hvorledes skulle genfødelsen – som nogle forkynder – kunne komme fra landsbylivets kraftigere afkom, så længe hver folketælling viser, at en større og større del af vor befolkning samler sig i byerne, og så længe landevejene lige til landets yderste grænser er fyldt med vagabonder. Det er en åbenbar kendsgerning, at det i USA bliver vanskeligere og vanskeligere for den mand, som ikke har andet end sine egne kræfter at stole på, at finde en levevej. Denne kendsgerning tilintetgør tanken om, at beskyttelsestolden hæver og opretholder arbejdslønnen; men den gør det også umuligt at antage, at beskyttelsens afskaffelse på nogen måde ville ændre den tendens, der gør kampen for tilværelsen hårdere og hårdere, efterhånden som rigdommen øges. Denne tendens viser sig over hele den civiliserede verden og skyldes den mere og mere ulige formuefordeling. Hvorledes skulle beskyttelsens afskaffelse kunne påvirke den? Det højeste, der kunne loves, var, at frihandel muligvis kunne sinke tendensen noget. I England har beskyttelsens afskaffelse ikke standset denne bevægelse, selvom der dog har været stærke kræfter i virksomhed for at frigøre og løfte folkemasserne. Den øgede udvandring, fagforeningernes vækst, sundhedsforholdenes forbedring, statsmagtens regulerende ordning af arbejde og arbejdsforhold osv. har i alle disse år virket direkte i retning af at forbedre arbejderklassens kår. Og dog er fattigdommens afgrunde så mørke som nogen sinde og modsætningen mellem nød og velstand mere skrigende. Kornlovreformens mænd tænkte, at de skulle gøre sult til en umulighed; men sult opføres stadig som dødsårsag på de statistiske dødslister i dette land, der strømmer over af velstand.

Medens »statistikerne« opstiller talrækker for til den rige mands beroligelse at vise, hvor velstående Lazarus er blevet, kan vi her se, hvad præster i den største og rigeste af verdens storbyer udtaler i »Det forstødte Londons bitre nødskrig«:

»Medens vi har bygget kirker, husvalet os i troen og drømt om tusindårsrigets komme, er de fattige blevet fattigere, de ulykkelige mere elendige og de slette endnu mere fordærvede. Det dyb, som skiller samfundets laveste klasser fra vore kirker, ja fra al sømmelighed og civilisation, bliver dag for dag større. Vi ville leve i et dårernes paradis, hvis vi bildte os ind, at al offentlig og privat samfundshjælp udretter en tusindedel af, hvad der trænger til at gøres. Vi må se sandheden i øjnene, og da kan vi ikke skjule for os selv, at denne rædselsfulde syndens og elendighedens flod stiger og stiger dag for dag.«

Og ser vi ud over længere tidsrum, end man almindeligvis regner med ved drøftelsen af spørgsmålet om, hvorvidt arbejdernes kår har bedret sig eller ikke, samtidig med produktionsmidlernes udvikling og velstandens tiltagen, så møder vi her en stor og meget tydelig kendsgerning.

For fem hundrede år siden var produktionsevnen i England i forhold til folkemængden meget ringere, end den er nu. De store opfindelser og opdagelser, som siden dampkraftens indførelse har revolutioneret den mekaniske industri, havde endnu ingen drømt om, ja, endog landbruget var langt mere ufuldkomment og gav mindre udbytte. Landbrugsredskaberne var spaden, seglen, plejlen, den ufuldkomne plov og harve. Kvægavlen havde ikke udviklet dyrene til mere end halvdelen af den størrelse, de nu gennemsnitlig har; vejene – når der i det hele taget var veje, – var yderst slette; og steder, som kun lå et hundrede mile fra hinanden, var praktisk talt lige så langt adskilte, som London og Hong Kong nu er.

Ikke desto mindre siger forskere i hine tiders forhold, som professor Thorold Rogers, der ihærdigt har studeret papirer og prislister fra arkiverne, at den engelske arbejders kår ikke alene relativt, men absolut var bedre i hine rå tider, end de er den dag i dag, efter 500 års fremskridt i produktionen. De siger, at arbejderen dengang ikke arbejdede så hårdt, og at han levede bedre; han plagedes ikke dengang af frygten for, at han på grund af arbejdsløshed skulle blive nødlidende og bragt til tiggerstaven. En bundløs fattigdomsklasse, som den findes i det 19. århundredes rige England, var aldeles ukendt i det 14. århundredes langt fattigere England. Lægekunsten var kvaksalveri og overtro, der var hyppige farsoter og nu og da hungersnød, for på grund af transportvanskelighed kunne knaphed i den ene egn ikke afhjælpes af overflod i den anden. Men menneskene sultede ikke dengang som nu midt i overflødigheden, og, hvad der måske er den mest talende af alle kendsgerninger, kvinder og børn blev ikke drevet til arbejde således som nu, ja endog ottetimers arbejdsdagen, som selv USAs arbejderklasser trods overfloden af arbejdsbesparende maskiner endnu ikke har opnået, var dengang det almindelige.

Når dette er resultatet af fem hundrede års stigning i produktionsevne, en stigning, som verden aldrig før har set mage til, hvad grund har vi da til at håbe, at den blotte afskaffelse af beskyttelsestolden ville blive til varig gavn for arbejderne?

23–Beskyttelseslærens virkelige styrke
De bevisgrunde, der gives for beskyttelsen, er selvmodsigende og urimelige. De bøger, i hvilke man har søgt at give læren udseende af at være et sammenhængende system, er forvirrede og ulogiske.

Men vi ved alle, at de grunde, mennesker giver for deres adfærd eller meninger, ikke altid er de sande, og at der under de bevæggrunde, man fremfører for andre eller opstiller for sig selv, ofte lurer en følelse eller erkendelse, som man måske kun uklart forstår eller endog slet ikke er sig bevidst, men som dog i virkeligheden er en afgørende faktor.

Jeg har gjort mig umage med at prøve de bevisgrunde, hvormed beskyttelsen forfægtes eller forsvares, og dette har været lige så nødvendigt for vor undersøgelse, som det er for en fremrykkende hær at tage udenværkerne, før den går løs på hovedfæstningen. Men selvom disse bevisgrunde ikke bare bruges som kampmidler, men også tjener til at styrke beskyttelsesvennerne i deres tro på beskyttelsen, må protektionismens virkelige styrke dog søges andetsteds.

Man har kun nødig at tale med de menige iblandt beskyttelsens forkæmpere for at se, at der under de grunde, som de fremfører for beskyttelsen, virkelig er noget, der giver den livskraft, hvor afgørende deres argumenter end modbevises.

Sandheden er, at protektionismens fejltagelser henter deres virkelige styrke fra en kendsgerning, der er for dem, hvad jorden var for Antæus i fabelen, således at de, når de bliver slået ned, straks springer op igen. Denne kendsgerning søger ingen af parterne i striden at forklare; frihandelsmændene forbigår den i tavshed, og beskyttelsesmændene udnytter den i stilhed; men af alle sociale kendsgerninger er den for arbejderklasserne både den tydeligste og den vigtigste; – den kendsgerning nemlig, at i det mindste lige så snart som et vist socialt udviklingstrin er nået, er der flere arbejdere, der søger beskæftigelse, end der er plads til – et overskud, som i de nu og da tilbagevendende trykkede tider bliver meget stort. På grund heraf bliver selve det at få lejlighed til at arbejde betragtet som en særlig begunstigelse, som noget man skylder giveren tak for.

Heri ligger beskyttelsens virkelige styrke – ikke i de omhyggeligt formulerede argumenter, som dens talsmænd bruger, eller i de særinteressers magt, som den tager i sin tjeneste. Nede under alle de vanemæssige tankesæt, jeg har omtalt, som forleder menneskene til godkendelsen af beskyttelsens falske grundsætninger, ligger der et endnu mere betydningsfuldt, nemlig den i tanke og tale indgroede vane at betragte arbejdet i sig selv som noget eftertragtelsesværdigt.

Som vi har set, virker beskyttelsen bremsende på produktionsevnen, formindsker det udbytte, som et vist mål af anstrengelse kan tilvejebringe. Den »skaber mere arbejde« i samme forstand, som Farao skabte mere arbejde for de hebraiske teglstenstrygere, idet han nægtede dem halm, i samme forstand som spild af fedt på gulvet skaffer husmoderen mere arbejde, eller i samme forstand, som en regnbyge skaffer landmanden mere arbejde med høets bjergning.

Og dog, når vi beviser dette, hvad beviser vi så over for de mennesker, hvis ivrigste stræben går ud på at skaffe sig arbejde, og som ved gode tider forstår de tider, da der er rigeligt arbejde?

En regnbyge, der væder høet, er tydeligvis til skade for bonden. Men er den til skade for den arbejder, som derved vinder en dags arbejde og en dags løn, som han ellers ikke ville have fået? Spild af fedt på køkkengulvet kan være slemt for husmoderen; men for skurekonen, som derved sættes i stand til at tjene sig en krones penge, som hun trænger til, er det måske en sand lykke.

Eller hvis det havde været sådan med arbejderne ved Faraos værker, som det er med arbejderne ved nutidens offentlige værker, at de kun begærede, at arbejdet måtte vedvare, og hvis der udenfor havde stået en mængde endnu mere ulykkelige arbejdere og presset på, kæmpet og tigget for at få beskæftigelse ved teglværkerne – ville da det kongebud, som ved at indskrænke arbejdets ydeevne skabte mere beskæftigelse, have mødt uvilje blandt folket?

Lad os vende tilbage til Robinson Crusoe. Da jeg talte om ham, undlod jeg med vilje at nævne Fredag. Vor beskyttelsesven kunne have talt sig træt uden at overbevise Robinson om, at jo mere han modtog, og jo mindre han afgav i sin byttehandel med de forbisejlende skibe, desto værre var han faren. Men hvis beskyttelsesmanden havde taget Fredag til side og mindet ham om, hvorledes Robinson havde solgt Xury som slave, så snart han ikke mere havde brug for ham, selvom den stakkels dreng dog havde hjulpet ham med at slippe væk fra de sorte og frelst hans liv, og om han derpå havde hvisket Fredag i øret, at jo mindre arbejde, der var, desto mindre ville Crusoe have brug for ham, og desto større fare var der for, at han ville give ham tilbage til kannibalerne, nu da han var vis på at få mere passende omgangsfæller – ville da den tanke, at der kunne være fare ved en oversvømmelse af billige varer, have syntes lige så latterlig for Fredag som for Robinson?

De, som bilder sig ind, at de kan overvinde folkets hældning hen imod beskyttelsen ved at påpege, at beskyttelsestolden nødvendiggør mere arbejde til opnåelse af det samme resultat, lukker øjnene for den kendsgerning, at i alle civiliserede lande, der har nået et vist udviklingstrin, er størstedelen af folket ude af stand til selv at skaffe sig beskæftigelse, at de er hjælpeløse, hvis de ikke finder nogen, der giver dem arbejde, og at de som følge deraf har vænnet sig til at betragte arbejdet som noget, der i og for sig er attråværdigt, og at betragte alt, hvad der kan give mere arbejde som fordele og ikke som tab.

Her er den klippe, som almindelige »frihandelsmænd«, hvis reformtanker ikke går videre end til en told »alene for statsindtægtens skyld«, spilder deres kræfter på, når de påviser, at beskyttelsen blot betyder øget arbejde uden øget velstand. Og her er grunden til, at tilbøjeligheden til at ty til beskyttelsestold – som det har vist sig i USA, i Canada og i Australien – bliver stærkere, så snart det tidlige udviklingstrin, hvor der ingen vanskelighed er med at finde beskæftigelse, er tilbagelagt, og de ældre landes sociale forhold begynder at vise sig.

Jeg er f.eks. sikker på, at beskyttelsen er langt stærkere i Californien nu, end den var i denne stats tidligere dage. Men de af Californiens industrier, der kan beskyttes ved en told, er endnu ubetydelige i sammenligning med dem, der ikke kan beskyttes. Men når det vrimler af arbejdsløse på alle veje, og velgørenheden påkaldes for at skaffe hjælpearbejde, har man ikke nødig at gå langt for at finde forklaringen til, at følelsen vokser til gunst for den politik, der vil »holde arbejdet i landet«.

Det menneske, som har ønsket arbejde for arbejdets egen skyld, har endnu aldrig levet. Selv de gøremål, som vi giver os af med for at øve vore evner eller for at jage kedsomheden bort, må for at kunne interessere os, opvise resultater. Det er ikke selve arbejdet med at fælde træer, der frister Gladstone til at gribe øksen for at frigøre sig fra statsomsorgen og den politiske spænding. Han kunne skaffe sig lige så meget arbejde, dvs. legemsanstrengelse, ved at banke løs på en sandsæk med en trækølle. Men han ville ikke kunne have nogen fornøjelse deraf, lige så lidt som den, der holder af at gå sig en tur, ville kunne have nogen fornøjelse af at træde en trædemølle. Fornøjelsen ligger i den følelse af fuldbyrdelse, som følger med arbejdet – i det at se spånerne flyve og det store træ segne og falde.

Den naturlige tilskyndelse til at udføre det arbejde, hvorved menneskelige fornødenheder tilfredsstilles, ligger i dette arbejdes resultat. Men vor industrielle ordning er således, at det, som store mængder af mennesker venter at få ud af deres arbejde, ikke er arbejdsproduktet eller en forholdsmæssig del deraf, men en fastsat pengesum, som udbetales dem af den, der tager arbejdsproduktet i besiddelse. At erhverve denne sum bliver derfor deres arbejdes mål.

Da således arbejde og pengeløn almindelig følges ad, ledes menneskene til at tænke og tale, som om det, de ønskede, var arbejde, medens det, de virkelig ønsker, er løn. Men da lønnen knytter sig til udførelsen af arbejde og ikke til arbejdets frugt, adskilles tanken om arbejderens vederlag fra tanken om hans arbejdes virkelige frugt og trænger denne sidste tanke tilbage eller udsletter den aldeles.

Under vor moderne civilisation ejer den store mængde af mennesker intet andet end deres arbejdskraft. Nu er det vel sandt, at arbejdet er al formues frembringer i den forstand, at det er frembringelsens aktive faktor; men uden den ikke mindre nødvendige passive faktor er det til ingen nytte. Uden noget at virke på kan arbejdet intet frembringe og er fuldstændig hjælpeløst. Og derfor må de mennesker, der ikke har andet end deres arbejdskraft, hvis denne skal være dem til nogen nytte, enten leje det til arbejdets udøvelse nødvendige materiale, eller, hvad der jo er fremherskende skik under vor nuværende industrielle ordning, sælge deres arbejdskraft til dem, som ejer materialet. Deraf kommer det, at flertallet af mennesker må se at finde en eller anden, som vil sætte dem i arbejde og give dem løn, idet arbejdsgiveren så beholder det, som arbejderen frembringer ved sit arbejde.

Vi har set, hvorledes der ved vareomsætningen med penge som byttemiddel næsten umærkeligt danner sig den forestilling, at køberen gør sælgeren en tjeneste. Men denne forestilling knytter sig med større klarhed og med langt større kraft til køb og salg af arbejdskraft end til køb og salg af varer. Der er flere grunde til dette. Arbejde kan aldrig »holde sig«. Den mand, som ikke sælger en vare i dag, kan måske sælge den i morgen. Men den mand, som går ledig i dag, fordi ingen har villet leje ham, kan ikke sælge denne dags arbejdskraft i morgen, den er uhjælpelig tabt. De mennesker, der ikke ejer andet end deres arbejdskraft, udgør desuden den fattigste klasse, den klasse, som lever fra hånden til munden, og som mindst kan tåle at lide tab.

Dertil kommer så, at der er flere arbejdssælgere end arbejdskøbere. Alle sunde mennesker har arbejdsevne, men under de forhold, som råder i den moderne civilisation, er der kun forholdsvis få, som har midler til at starte egen virksomhed, og der er altid, selv i de bedste tider, nogle, som har vanskeligt ved at sælge deres arbejde, og som derfor er udsatte for savn og bekymring, om ikke for legemlig nød.

Heraf opstår da den følelse, at den mand, som sætter en anden i arbejde, er hans velgører – en følelse, som endog de socialøkonomer, der har bekæmpet nogle af de deraf udsprungne folkelige vildfarelser, har gjort deres bedste for at nære, idet de nemlig lærer, at det er kapitalen, der beskæftiger og underholder arbejdet. Denne følelse går igennem og farver al vor tanke og tale. Man kan ikke læse en avis uden at se, at en notits om en ny bygning eller et påtænkt foretagende sædvanligvis slutter med en udtalelse om, at det vil give så og så mange mennesker arbejde – som om det at skaffe beskæftigelse var målestokken for foretagendets almennytte, og noget, som alle burde være taknemlige for. Denne følelse er endnu stærkere blandt arbejdsgiverne. Den rige fabrikant, jernværksejer eller skibsbygger taler og tænker om de mennesker, han har »givet arbejde«, som om han virkelig havde givet dem noget, der gav ham adkomst til deres taknemlighed, og han er tilbøjelig til at synes, at arbejderne, når de slutter sig sammen for at kræve højere løn eller kortere arbejdstid, eller når de på nogen måde søger at skabe sig en stilling som frit forhandlende mænd, snapper efter den hånd, der har rakt dem føden, selvom det jo er klart, at en sådan arbejdsgivers folk har givet ham større værdier, end han har givet dem, eftersom han ellers ikke kunne være blevet rig ved at beskæftige dem.

Denne vane at betragte det at give arbejde som en velgerning og arbejdet som noget, man må være taknemlig for, baner let vejen for lærdomme, som går ud på, at arbejdet i sig selv er noget, som ethvert folk burde stræbe efter at få det mest mulige af; og et system, der skal hindre andre lande i at udføre det arbejde for os, som vi selv måtte kunne udføre, kommer til at se ud, som om det var et system, der vil gøre vort eget land rigt og gavne dets arbejderbefolkning. Det, de har vænnet sig til at betragte som det ønskværdige, er ikke det udbytte, som arbejdet giver, men selve det, at der er brug for arbejdskraft.

Så grundfæstet er denne vane, at intet er mere almindeligt end at høre folk sige om et unyttigt byggearbejde eller pengeudlæg, at har det ikke gjort anden gavn, har det dog skaffet folk arbejde.

I og for sig er protektionismen en urimelighed. Professor W.G. Sumner ved Yale universitetet, en ægte repræsentant for vore såkaldte frihandelsmænd, forsøgte over for USAs toldkommission i 1882 at påvise beskyttelseslærens meningsløshed ved at vise, at den førte til sætninger som disse: En stående hær vil virke i retning af at hæve arbejdslønnen, da den tager arbejdere bort fra konkurrencen på arbejdsmarkedet; fattiglemmer og straffefanger bør man af samme grund underholde uden at lade dem arbejde; det er bedre for arbejderklassen, at rige folk lever i ødselhed, end at de arbejder; fagforeninger bør hindre deres medlemmer i at arbejde for ivrigt, da der så bliver mindre arbejde til kammeraterne; ødelæggelse af ejendele vil være til gavn for arbejderklassen, da der derved bliver nyt arbejde for folk.

Men enhver, som vil lytte til folks dagligdags tale og læse dagens aviser, vil finde, at alt sådant er så langt fra at synes meningsløst for folk i almindelighed, at det tværtimod fuldstændig dækker den sædvanlige opfattelse. Er det ikke sandt, at »de gode tider i krigens dage« almindeligt tilskrives dels »den beskæftigelse, som regeringen skaber« ved at kalde så mange mænd til hæren, dels den livlige efterspørgsel efter varer, der kommer fra hærmassernes uproduktive forbrug og fra ren og skær ødelæggelse? Er det ikke sandt, at arbejderklasserne overalt i USA protesterer imod straffefangers beskæftigelse og meget hellere vil have, at de skal holdes i ørkesløshed, end at de skal »tage arbejdet fra hæderlige folk«? Er det ikke sandt, at den rige mand, der ved sit overdådige liv »skaffer andre arbejde«, almindeligt gælder for at være en bedre arbejderven end den rigmand, der ved selv at arbejde »tager arbejdet fra dem, som trænger til det«?

I sig selv er disse tanker måske nok, hvad professoren kalder dem: »elendige vildfarelser, der strider imod al sund sans«; men de hidrører fra en forståelse af virkelige kendsgerninger. Tag den mest forrykte af dem! At afbrænde en by er virkelig at formindske den samlede formue. Men er det spild, der finder sted, når en by brændes af, mere virkeligt end det spild, der finder sted, når mennesker, som med glæde ville arbejde på at opbygge en by, står ledige på torvet? Hvor alle, som ønskede at arbejde, kunne finde lejlighed dertil, dér ville det være klart nok, at det at underholde fanger, fattiglemmer og rigmænd i ørkesløshed måtte forringe arbejdernes kår. Men hvor hundredtusinder må lide savn, fordi de er ude af stand til at finde beskæftigelse, dér vil det, at arbejde udføres af mennesker, som kan underholde sig selv uden arbejde, eller som vil blive underholdt alligevel, komme til at se ud, som om lejligheden til at arbejde tages fra dem, der mest trænger til den og bedst fortjener den. Sådanne »elendige vildfarelser« må vedblive at herske over menneskenes sind indtil der gives en tilfredsstillende forklaring af de kendsgerninger, som er skyld i, at det er en nådegave at »få lov til at slide«. At forsøge på, som »frihandlere« af professor Sumners slags gør, at udrydde protektionismen uden at agte på disse kendsgerninger, er fuldstændig håbløst. Det, som de anser for ukrudt, der med et kraftigt tag kan rykkes op, er i virkeligheden et skud af et træ, hvis rodnet når lige ned til samfundets grundlag. En socialøkonomi, som ikke vil anerkende nogen dybere samfundsuret end den, at vi har beskyttelsestold i stedet for finanstold, virker inderlig frastødende på folkets store mængde. At sige til arbejdsfolk, som professor Sumner gør, at »fagforeningsvæsen og protektionisme begge er vildfarelser«, er simpelthen at stemme dem gunstigt for beskyttelsestanken; for hvad der end kan siges om beskyttelsen, så ved de dog meget vel, at fagforeningerne i mange håndteringer har hævet arbejdslønnen, og at de er de eneste midler, der hidtil har givet arbejderklasserne nogen magt til at modstå konkurrencens tryk, der, såfremt det ikke hæmmedes, ville tvinge dem til det størst mulige slid for den mindst mulige betaling.

Al den lamme frihandelslærdom af sådan art, der her og i England forsøger at bekæmpe protektionismen, styrker den bare i alle henseender overalt, hvor arbejderne har politisk magt. Og således ser vi da den såkaldte ortodokse socialøkonomi overalt indirekte, ja direkte styrke protektionismen. Hele dens lære om at arbejdets beskæftigelse afhænger af den forhåndenværende kapitals størrelse, at arbejdslønnen tages af kapitalen, at arbejderen er den afhængige og andenklasses faktor i produktionen, har overalt måttet stemme arbejderklassen gunstigt over for alt, hvad der, ved at hindre indførsel af andre landes produkter, i alt fald tilsyneladende, øger efterspørgselen efter arbejdskraft i hjemlandet.

24–Paradokset
Selv om vor undersøgelse endnu ikke har ført til nogen tilfredsstillende slutning, så har den dog i det mindste forklaret, hvorfor den strid, der så længe har stået imellem beskyttelsesmænd og frihandelsmænd, har været så resultatløs. Hen imod det paradoks, den tilsyneladende selvmodsigelse, som vi nu er nået til, løber alle nutidens samfundsspørgsmål sammen, og hvilket lignende spørgsmål vor undersøgelse end havde drejet sig om, måtte vi være kommet til netop et sådant punkt.

så længe har stået imellem beskyttelsesmænd og frihandelsmænd, har været så resultatløs. Hen imod det paradoks, den tilsyneladende selvmodsigelse, som vi nu er nået til, løber alle nutidens samfundsspørgsmål sammen, og hvilket lignende spørgsmål vor undersøgelse end havde drejet sig om, måtte vi være kommet til netop et sådant punkt.

Tag for eksempel spørgsmålet om maskinerne! Den mening der udtales fra mest indflydelsesrig side, er den, at selv om arbejdsbesparende opfindelser nu og da kan fremkalde midlertidige ulemper eller endog alvorlige vanskeligheder for nogle, er de dog til syvende og sidst til alles fordel. På den anden side er det iblandt arbejderne en vidt udbredt tro, at arbejdsbesparende maskiner skader dem.

Ville vi nu underkaste dette spørgsmål en sådan drøftelse som den, vi har givet toldspørgsmålet, ville vi komme til lignende resultater. Vi ville finde den opfattelse, at der bør lægges bånd på opfindelsen, lige så urimelig som den opfattelse, at der bør lægges bånd på handelen – begge fører ud i den rene meningsløshed. Vor undersøgelse ville vise, at brugen af maskiner i overordentlig grad ville øge formuefrembringelsen, men den ville ikke vise, at der deri lå nogen årsag til ulighed i fordelingen. Tværtimod, vi ville få at se, at den øgede produktionskraft, som opfindelsen skaber, først og fremmest kommer arbejdet til gode, og at denne fordel gennem handelsomsætningen spredes således, at virkningen af en forbedring, der øger produktionsevnen i en industrigren, også må blive arbejderne i alle andre til del. Arbejdsbesparende forbedringer virker således direkte i retning af at øge arbejdsfortjenesten. Og denne tendens ophæves ikke ved, at de i almindelighed kræver kapitaludlæg, da konkurrencen jo, når den har frit spillerum, til sidst må bringe udbyttet af den investerede kapital ned til det almindelige niveau. Selv eneretten til en arbejdsbesparende opfindelse kan ikke, da den sjældent kan opretholdes i længere tid, hindre, at en stor del (ja, i almindelighed langt den største del) af gevinsten falder spredt.*10

*10) En udførligere undersøgelse af maskinarbejdets virkninger vil man finde i min bog Samfundsspørgsmål.

Ud fra dette måtte vi med sikkerhed kunne slutte, at virkningen af arbejdsbesparende forbedringer går i retning af at gavne alle og da især arbejderklassen, og enhver mistro til deres velgørende virkninger måtte vi derfor naturligt kunne tilskrive de midlertidige forskydninger, som enhver ændring i de industrielle former i et højt organiseret samfund må forårsage.

Og dog, medens det teoretisk set er klart, at arbejdsbesparende opfindelser skulle kunne forbedre alles kår, er det i virkeligheden lige så klart, at de ikke gør det.

I lande som Storbritannien er der endnu en stor klasse af mennesker, som lever på sultedødens rand – en klasse, som ikke har draget den fjerneste nytte af den umådelige stigning i produktionsevnen, eftersom deres kår jo aldrig kan have været værre, end de nu er – en klasse, hvis sædvanlige kår i fredens og overflødighedens tider er hårdere, mere usle, mere utrygge og mere nedværdigende end nogen vild mands.

I lande som USA, hvor der ikke tidligere fandtes nogen sådan klasse, har den udviklet sig samtidig med de vidunderligste fremskridt i arbejdsbesparende opfindelser. De lovbestemmelser imod landstrygere, som nu findes i vore staters lovbøger, de påbud om begrænsning af børns arbejde, som man har fundet nødvendige, den voksende bitterhed i den kamp, som arbejderne er nødt til at føre, viser tydeligt, at på samme tid som opdagelser og opfindelser stadig har øget arbejdets frembringelsesevne, er arbejdsmandens kår stadig blevet værre.

Det kan bevises, at arbejdsbesparende opfindelser har tendens til at gavne arbejderen. Men at denne tendens på en eller anden måde modvirkes, fremgår endnu klarere af kendsgerninger i vore dage end på den tid, da John Stuart Mill ytrede tvivl om, hvorvidt de mekaniske opfindelser havde lettet dagens byrde for noget menneskeligt væsen. At der på nogle steder og i visse håndteringer er fremgang i arbejdernes kår, er sandt. Men ikke blot står denne fremgang intetsteds i passende forhold til produktionsevnens forøgelse; den skyldes tydeligvis slet ikke denne forøgelse. Den findes kun, hvor arbejderne selv har opnået den ved sammenslutning, eller hvor lovgivningsmagten er trådt til. Det er fagforeningerne og ikke den ved maskinerne givne større arbejdsevne, der i mange virksomheder i England har indskrænket arbejdstiden og hævet arbejdslønnen. Det er lovgivningen og ikke nogen forbedring af arbejdets kår i almindelighed, der har sat en stopper for kvinders arbejde i minerne og børns arbejde i fabrikkerne. Hvor sådanne indflydelser ikke har gjort sig gældende, synes arbejdsbesparende opfindelser endog at have øvet en nedtrykkende virkning, at have virket i retning af at gøre arbejdet til en usælgelig vare.

Det gælder således både med hensyn til maskinernes virkninger og til toldens virkninger, at skjoldet har to sider. Slutninger, som vi er kommet til ad grundsætningernes vej, modsiges af slutninger, som foreliggende kendsgerninger tvinger os til at drage. Men medens ordstriden kan vedvare i det uendelige mellem dem, der kun ser og vil se på hver sin side af skjoldet, vil dog selve erkendelsen af spørgsmålets dybe, indre modstrid gøre det indlysende, at der gennem en virkelig alsidig undersøgelse må være mulighed for at finde en forklaring.

Det spørgsmål, vi må løse for at kunne forklare, hvorfor hverken frihandel eller arbejdsbesparende opfindelser formår at frembringe de gode almenvirkninger, som vi naturligt venter af dem, er spørgsmålet om formuens fordeling. Når den øgede formuefrembringelse ikke tilsvarende gavner arbejderklasserne, så må det komme af, at den ledsages af øget ulighed i fordelingen.

I sig selv har hverken frihandelen eller de arbejdsbesparende opfindelser nogen tendens til at fremkalde ulighed i fordelingen. Og dog er det muligt, at de kan fremme en sådan ulighed i kraft af deres produktionsøgende virkning. For, som jeg allerede har påpeget, kan en forøget eller formindsket formuefrembringelse under visse omstændigheder af sig selv ændre fordelingsforholdene. Lad mig bruge et eksempel:

Rørlægger Smith og gasmester Jones slutter sig sammen og åbner en forretning for rørlægnings- og gasværksarbejde. Hvad enten nu udbyttet for firmaet bliver stort eller lille, bliver i dette tilfælde forholdet mellem parthaverne det samme.

Men lad os tænke os, at parthaverne er forskelligt stillede med hensyn til at kunne bære risiko. Smith har familie og må have en støt indtægt medens Jones er ugift og godt kan klare sig i nogen tid uden at trække på firmaet. For at Smith kan få et tryggere udkomme, enes de om, at han forlods skal have en fast sum, inden noget udbytte udredes, men til gengæld kun have en fjerdedel af det overskydende udbytte. Under sådan aftale ville opgang eller nedgang i udbyttet af sig selv ændre fordelingsforholdet. Stigning i udbyttet ville påvirke fordelingen til fordel for Jones. Fald kunne endog bringe hans part ned til 0. I et tilfælde som dette ville ethvert forhold, der indvirkede på udbyttets størrelse også indvirke på fordelingsvilkårene, ikke i kraft af noget særegent ved det pågældende forhold, men ved noget, der lå uden for denne (nemlig den fælles overenskomst).

De sociale fænomener, vi skal forklare, ligner det, der her er fremstillet. I vort billede mangler der imidlertid noget. I det tilfælde, vi har tænkt os, vil en øgning af fællesudbyttet gavne begge parthaverne, om end i ulige mål. Men i de sociale fænomener, vi er i færd med at undersøge, er det ikke alene således, at den part, som visse klasser får, ikke stiger i samme forhold som formuen, men det er således, at den slet ikke stiger, og i nogle tilfælde endog absolut bliver mindre.

For at få et billede, der også passer på dette punkt, vil vi derfor tage et andet tilfælde. Lad os gå tilbage til Robinson Crusoes ø, samfundet i dets simpleste og derfor lettest forståelige form.

Som vi før har tænkt os, ville øens opdagelse føre til, at den blev besøgt af andre skibe, og at den formue, som dens tomandsbefolkning ved sit arbejde kunne skaffe, i høj grad øgedes. Men det ville ikke deraf følge, at begge ville vinde ved formueforøgelsen. Fredag var Robinsons slave, og uanset hvor meget den handel, som de satte i gang med den øvrige verden, ville øge formuen, så kunne han dog kun kræve at få en slaves løn dvs. så meget, som der skulle til for at holde hans arbejdsevne vedlige. Så længe Robinson selv levede, ville han uden tvivl sørge godt for sin fælle i ensomheden; men når øen engang i tidens løb var kommet helt ind i det civiliserede livs kreds og var blevet en af Robinsons arvingers ejendom, eller var kommet i hænderne på en eller anden køber, som måske levede i England og lod den dyrke med det formål for øje at få den til at yde den størst mulige indtægt – da ville gabet imellem godsejeren, som ejede øen, og slaven, som arbejdede på den, ikke alene være blevet langt, langt større, end det var, dengang da Robinson og Fredag med virkelig ligelighed delte deres arbejdes fælles frembringelser imellem sig; men slavens part var måske blevet absolut mindre og hans livskår ringere og hårdere.

Det er ikke nødvendigt at forudsætte mishandling eller overdreven hårdhed. De slaver, som under den ny tingenes ordning kom i Fredags sted, kunne måske få alle deres fysiske fornødenheder tilfredsstillet – de ville måske få lige så meget at spise, som Fredag fik, de ville måske få bedre klæder, komme til at bo i bedre huse, blive skånet for angst for menneskeædere, og i sygdomstilfælde blive tilset af kyndige læger. Og med alt dette kunne øens »statistikere« opstille imponerende talrækker for at vise, hvor meget bedre disse trælle havde det end deres forgænger, der gik klædt i gedeskind, sov i en hule og levede i en stadig frygt for at blive ædt; og disse statistiske resultater ville blive stillet til skue i alle øens aviser med det omkvæd: »Se i tal, som ikke kan lyve, hvorledes industrielle fremskridt er til gavn for alle, endog for slaven!«

Men i de ting, som statistikerne ikke tager med i beregningen, ville slaverne være værre stillet, end Fredag var. Tvungne til en evig rundgang i trælsomt slid, uden forandringer, uden ansvar, uden den opmuntring, der ligger i at se resultaterne af sit arbejde og få del i dem, måtte deres liv i sammenligning med Fredags være mindre som menneskers, mere som maskiners.

Og virkningen af sådanne forandringer ville være den samme for de arbejdere, som vi kalder fri, dvs. som har fri ret til at bruge deres egen arbejdsevne, men ikke fri adgang til det, som er nødvendigt for at kunne bruge den. Hvis Fredag i stedet for at sætte Robinsons fod på sit hoved til tegn på, at han for fremtiden ville være hans slave, simpelt hen havde anerkendt Robinsons ejendomsret til øen, hvad forskel ville det da have gjort? Da han kun kunne leve på Robinsons ø på de vilkår, Robinson foreskrev, ville hans frihed simpelthen kun have været frihed til at udvandre, til at drukne sig i havet eller til at overgive sig til menneskeæderne. De mennesker, der nyder en sådan frihed – dvs. friheden til at vælge imellem sult eller udvandring eller andre menneskers tilladelse til at arbejde – kan ikke vinde rigdom ved de forbedringer, der øger formuefrembringelsen. Det står nemlig lige så lidt i deres magt at kræve at få del i rigdommen, som det står i slavens magt. De, som vil have dem til at arbejde for sig, må give dem, hvad herren må give sin slave, nemlig nok til at opholde livet og holde kræfterne vedlige. Men når de ikke kan finde nogen, som vil give dem arbejde, må de sulte, såfremt de ikke vil tigge. Giv Robinson ejendomsret over øen, og den frie mand Fredag vil lige så fuldt være underkastet hans vilje som slaven Fredag.

Og hvad der her gælder om een mand, gælder om så mange, det skal være. Lad os tænke os ti tusind Fredage, alle sammen fri mænd, alle sammen fuldkomment deres egen herre, og så kun een Robinson, øens absolutte ejermand. Så længe hans ejeret godkendtes og kunne hævdes, ville han alene da ikke være de ti tusindes herre lige så fuldt, som om han havde haft lovlig ejeret til deres kød og blod? Da ingen kunne bruge hans ø uden med hans samtykke, ville deraf følge, at ingen kunne arbejde eller endog blot leve uden hans tilladelse. Denne øens ejer ville for de andre ti tusind »frie mænd«, som levede dér, være godsejeren eller jordguden, for hvem de ville nære en mere virkelig ærefrygt end for nogen guddom et eller andet sted i himlen. For, som en skotsk godsejer engang sagde til sine bønder: »Gud den Almægtige har muligvis skabt jorden, men jeg ejer den; og hvis I ikke gør, hvad jeg siger, så væk med jer!«

Ingen formueforøgelse kunne sætte den slags »frie« arbejdere i stand til at kræve mere end det nødvendige til livets ophold. Nye handelsforbindelser med udlandet, opfindelse af arbejdsbesparende maskiner, opdagelse af minerallejer, indførelse af mere frugtbare kulturplanter, bedre faglig uddannelse ville altsammen kun øge den afgift, som godsejeren ville afkræve dem for retten til at bo på hans ø. Om så selve himlen øste velstand ned over øen, ville denne velstand være hans. Og enhver sparsommelighed, der satte disse arbejdere i stand til at leve billigere, ville også simpelthen øge den afgift, som han kunne inddrive.

Naturligvis kunne intet menneske i fuldt mål udnytte en sådan magt for sig selv alene. En eneste godsejer midt imellem ti tusind fattige lejere ville lige så vel som en eneste herre midt iblandt ti tusind slaver være fuldt så ensom, som Robinson Crusoe var, før Fredag kom. Mennesket er af naturen et samfundsdyr, og hvor selvisk en sådan mand end måtte være, ville han dog længes efter omgang med nogen, der stod ham nærmere. En naturlig drift ville tilskynde ham til at belønne dem, han godt kunne lide, klogskab ville drive ham til at gøre de mere indflydelsesrige blandt de ti tusinde interesserede i opretholdelsen af hans ejeret, og erfaring ville vise ham, at en større indtægt kunne opnås ved at overlade dem, som var særlig energiske, dygtige og påpasselige, en del af det, som de frembragte. Men samtidig med at eneejeren af en sådan ø således blev tilskyndet til gennem gratialer, forpagtninger, bevillinger og pengeløn at dele sine rettigheder med en mere eller mindre talrig klasse, ville de almindelige, middeldygtige arbejdere ikke kunne drage nogen nytte af fremskridtene. Og bare ved at være en smule kneben med at give tilladelse til at arbejde på øen, så at nogle få procent af indbyggerne stadigt kunne holdes på sultedødens rand, ville man opnå at skabe en konkurrence, i hvilken arbejderne ville underbyde hinanden for retten til at arbejde for det bare brød.

Man kan sommetider se grundsætninger i et klarere lys, når man tænker sig dem prøvet under forhold, som man ikke er vant til. Men i virkeligheden er den samfundsordning, som i den moderne civilisation skaber en klasse af mennesker, der hverken kan arbejde eller leve uden andres tilladelse, naturligvis ikke den oprindelige.

Den, der har læst »Robinson Crusoes senere hændelser«, som de er fortalt af Defoe, vil mindes, at under Robinsons lange fravær gjorde de tre engelske kæltringer, ledede af Will Atkins, krav på ejeret til øen, idet de påstod, at Robinson Crusoe havde givet dem den, og forlangte, at de øvrige beboere skulle yde dem afgift i form af arbejde. Skønt både spanierne og de fredsommelige englændere fra deres hjemland var vant til, at man anerkendte netop sådanne krav, der opstilledes i fraværende menneskers navn – fraværende, ikke i et andet land, men i en anden verden – lo de dog alle ad dette krav og satte Will Atkins og hans fæller, da de holdt fast på deres, under lås og slå, indtil de havde sluppet den tanke, at andre skulle gøre arbejdet for dem. Men hvis de tre engelske slyngler havde sat sig i besiddelse af alle skydevåben på øen, inden de fremkom med deres krav, var den øvrige befolkning måske blevet nødt til at falde tilføje. På denne måde ville der være blevet dannet en klasse af jordejere og en klasse af ikke-jordejere, og i løbet af nogle få slægtled ville hele befolkningen rimeligvis være blevet så vant til en sådan ordning, at den troede, det var den naturlige; og når disse øboere i tidens løb begyndte at kolonisere andre øer, ville de indføre den samme ordning dér. Noget sådant er det jo netop, der i større målestok virkelig hændte under udviklingen af den europæiske civilisation og nu hænder under dens udbredelse til andre dele af verden. Deraf kommer det, at vi i alle civiliserede lande finder en stor klasse af mennesker, der nok har arbejdsevne, men ingen ret eller adgang til at bruge de elementer, de naturting, som er nødvendige, for at arbejdsevnen kan komme til udfoldelse – mennesker, som for at få disse naturgoder til brug enten må afgive en del af deres arbejdes frugt i leje eller tage til takke med en arbejdsløn, der er mindre end værdien af deres arbejde. En i den forstand hjælpeløs klasse af mennesker kan intet vinde ved produktive fremskridt. Øget samfundsformue vil kun betyde øget ulighed i fordelingen. Og selv om denne tendens for nogles vedkommende kan hæmmes lidt ved hjælp af fagforeninger og lignende, der kunstigt dæmper konkurrencen, vil den dog øve sin fulde virkning på dem, som står uden for sådanne sammenslutninger.

Og denne øgede ulighed i fordelingen betyder ikke alene, at den store mængde af dem, som ikke ejer andet end deres arbejdsevne, ikke får nogen forholdsmæssig andel i den øgede velstand; den betyder, at deres livskår både absolut og relativt bliver dårligere. Det er en grundegenskab hos de vidunderlige kræfter, som nutidens opfindelser og opdagelser udløser, at de bringer godt eller ondt, alt efter de forhold, hvorunder de bruges. Under en samfundstilstand, hvori alle mennesker var ligestillede med hensyn til brugen af naturgoderne, kunne disse kræfter kun virke til det gode. Men under en samfundstilstand, hvor nogle mennesker gælder for at være universets absolutte ejere, medens andre ikke har adgang har uden at betale afgift, bliver den velsignelse, som disse kræfter ellers kunne bringe, forvandlet til en forbandelse, idet de får tendens til at ødelægge selvstændighed, gøre håndværkeren til et simpelt hjul i et maskineri, samle al virksomhed i kæmpeforetagender, gøre det vanskeligere for en medhjælper at blive sin egen herre og tvinge kvinder og børn til forkrøblende trællearbejde. Sammenlign den kunstfærdige håndværker af den gamle skole med arbejderen under de nuværende forhold, ham, der kun fodrer en maskine! Sammenlign den amerikanske tjenestekarl på landet i gamle dage, ham, der var socialt ligestillet med sin husbond, med nutidens »cowboy«, hvis eneste opmuntring i det triste liv er en »druktur«, eller med høstarbejderen på »hvedefabrikken«, ham, der sover i skure eller lader og efter nogle få måneders arbejde går ud som vagabond! Eller sammenlign fattigdommen i Connemara eller på øen Skye med den uendeligt dybere fattigdom i Belfast eller Glasgow! Gør dette, og sig os så, om selve det materielle fremskridt ikke også har en mørk side.

Og at virkningen af de arbejdsbesparende opfindelser og fremskridt må være således i et samfund, hvor hele jordkloden gælder for at være privat ejendom, og hvor de børn, der kommer til live på den, ingen som helst ret har til at gøre brug af den, medmindre de tilkøber sig denne ret eller arver den efter en afdød – det kan man tydeligt se, når man tænker sig de arbejdsbesparende opfindelser drevet ud til det alleryderste. I og for sig synes den tanke, at arbejdslettende opfindelser nogensinde kunne fremkalde mangel, os fuldstændig bagvendt. Men hvis opfindelser kunne drives så vidt, at det blev muligt at frembringe formue uden arbejde, hvad ville følgen da blive for de mennesker, som ikke har andet, de kan kalde deres eget, end deres arbejdsevne, og som, hvor overflødig velstanden end blev, ikke kunne få noget deraf uden ved at sælge denne deres arbejdskraft? Ville følgen ikke blive den, at det eneste, som disse mennesker havde at sælge, blev gjort værdiløst, at de blev fattiglemmer midt i den størst mulige overflod? Det er vel nok umuligt, at opfindelserne nogen sinde kan nå dette punkt; men hen imod et sådant punkt går dog opfindelsernes strøm. Og ligger der ikke i dette nogen forklaring af, hvorfor vi har denne endeløse hærskare af landstrygere, denne bundløse nød og sult midt i overfloden?

Men når således under nutidens forhold formuefrembringelsens vækst bliver en forbandelse, må da ikke beskyttelsen, netop ved at forhindre det moderne fremskridt i at få frit spillerum, være til gavn for arbejderklasserne? Meget af den stærke magt, som beskyttelsen har over arbejderne, kommer sikkert fra uklare følelser af denne art.

Mit svar er benægtende. Ikke alene har beskyttelsen i sig selv tilbøjelighed til at skabe monopoler og ulighed, men den er ude af stand til at sætte en stopper for de moderne opfindelsers og fremgangsmåders koncentrerende tilbøjelighed. For at kunne gøre noget sådant ved hjælp af »beskyttelse« måtte vi ikke alene forbyde den udenlandske handel, men også lægge bånd på den indenlandske. Vi måtte ikke alene standse nye arbejdsbesparende opfindelser, men også hindre brugen af de vigtigste af dem, vi allerede har. Vi måtte bryde jernbaneskinnerne op og vende tilbage til fragtvognen, sætte leen i stedet for mejemaskinen og håndvæven i stedet for fabrikken, kort sagt: vrage alt, hvad hundrede års opfindelser har givet os, og vende tilbage til de arbejdsmetoder, som tidligere var i brug. Men dette er lige så umuligt for os, som det er for kyllingen at gå tilbage i ægget.

Det er ikke i tilbagegangen, men i fremgangen, at håbet om social bedring ligger.

Fortsættes: Den røver, som tager alt