Henry George: Arbejdets kår

I begyndelsen af Deres hyrdebrev erklærer De, at Deres apostoliske embedsansvar tvinger Dem til at undersøge arbejderspørgsmålet »udførligt og grundigt, for at ingen misforståelse skal indsnige sig med hensyn til de grundprincipper, som i sandhedens og retfærdighedens navn må fordres fulgt for at få det løst«. Men, blindet som De er af en vrangforestilling, kan De ikke engang se de enkleste grundsandheder.

De går ud fra, at arbejderspørgsmålet er et spørgsmål mellem lønarbejderne og deres arbejdsgivere. Men lønarbejde er hverken den oprindelige eller den eneste form for arbejde. Det oprindelige er, at menneskene arbejder på egen hånd, uden nogen arbejdsgivers mellemkomst. Og den oprindelige kilde til arbejdsløn er arbejdets frugt; den mand, der arbejder for sig selv og lever af, hvad han selv frembringer, har sin arbejdsløn i sit arbejdes frugt. Er ikke fiskere, droskekuske, arbejdende bønder, småhandlende – kort sagt alle de mange, der tjener deres løn direkte ved salg af deres tjenester eller produkter uden nogen arbejdsgivers mellemkomst – lige så vel arbejdere som de, der arbejder for løn hos en arbejdsgiver. I Deres overvejelser over, hvad der kan gøres, synes De ikke at ofre dem en tanke. Og dog er i virkeligheden de arbejdere, der arbejder for sig selv, dem, der først må tages i betragtning, eftersom hvad folk vil nøjes med i løn hos en arbejdsgiver, åbenbart afhænger af, hvad de kan tjene ved at arbejde på egen hånd.

De går uden videre ud fra, at alle arbejdsgivere er rige og kunne hæve lønnen meget betydeligt, om de blot ikke var så begærlige. Men er det ikke en kendsgerning, at det store flertal af arbejdsgiverne i virkeligheden er lige så fuldt under konkurrencens tryk som arbejderne, så mange af dem står på fallittens rand? Sådanne arbejdsgivere kunne umuligt øge den løn, de betaler, hvor gerne de end ville, med mindre alle andre blev tvunget til at gøre det samme.

De går ud fra, at der naturnødvendigt er to klasser mennesker: de rige og de fattige, og at arbejderne naturligt tilhører den sidste klasse.

Det er sandt, hvad De siger, at der er forskel på evner, sundhed og styrke, og at dette kan forårsage forskel i kår. Det er imidlertid ikke sådanne forskelligheder, der skiller mennesker i rige og fattige. Ingen steder samsvarer forskellen i rigdommen med forskellen i henseende til individuelle evner og kræfter. Den virkelige forskel mellem rig og fattig er forskellen mellem dem, der sidder ved bommen, og dem, der betaler bompengene; mellem dem, der modtager tribut, og dem, der må yde den.

På hvilken måde retfærdiggør naturen sådan forskel? Blandt de talløse former i den levende natur finder vi nogle arter, der tydeligt nok er bestemt til at leve som snyltere på andre arter. Men sådanne forhold er altid tydeligt udtalt igennem forskelligheder i organernes form og størrelse. Mennesket har fået herredømme over alt andet levende på jorden; men er ikke dette forhold tydeligt præget endog i det ydre. De amerikanere, der forsvarede slaveriet, plejede at gøre gældende, at negrenes sorte hud og uldne hår viste, at det var naturens mening, at de sorte skulle tjene de hvide; men De går videre endnu: Den forskel, som De uden videre anser for at være naturlig er mellem mennesker af samme race. Hvad forskel er der fra naturens hånd til at vise, at én skal leve i ørkesløshed og dog blive rig, medens den anden skal slide og dog forblive fattig. Kan selv Deres klogeste anatomer udpege nogen bygningsforskel mellem en 500-millionær og en mand, der med kyshånd tager mod et par kroner om dagen? Er det da ikke klart, at Gud på ingen måde giver sin støtte til det skel mellem rig og fattig, der findes i vore dage, og kun tillader det på samme måde, som han, da han har givet os fri vilje, tillader menneskene at vælge mellem godt og ondt og at undgå himmerig, om de foretrækker helvede. Thi er det ikke klart, at skellet mellem en rigmandsklasse og en fattigmandsklasse altid er en frugt af vold og bedrag og altid står i strid med moralloven, idet det i virkeligheden er et skel mellem dem, der bliver plyndret, og dem der får del i rovet, mellem dem, der er udelukket fra Guds rigdomsgave, og dem, der har råderet over, hvad Gud har skabt for alle. Viste ikke Kristus i alle sine udtalelser og lignelser, at det dybe skel mellem rige og fattige er i strid med Guds lov? Ville han have fordømt de rige så skarpt, som han gjorde, om ikke denne klasseforskel hvilede på uret og stred mod Guds vilje.

Deres Hellighed lader os forstå, at Kristus ved at være tømmermandssøn og ved selv at arbejde som tømrer blot viste os, »at der ikke er nogen skam ved at tjene sit brød ved arbejde«. En sådan opfattelse synes os flad og uden blik for den rette betydning. Det er ikke stort bedre end at sige, at han ved ikke at stjæle viste os at ærlighed ikke er nogen skam. Dersom De vil overveje, hvor sandt det i det og store og hele er, at menneskene falder i tre klasser: arbejdere, tiggere og tyve, da vil De se, at det var en moralsk umulighed for Kristus i sit jordeliv at være noget som helst andet end arbejdsmand, da han, der kom for at opfylde loven såvel i gerning som i ord, måtte lyde Guds arbejdslov.

Hvor fuldt og skønt belyser ikke Kristi liv på jorden denne lov. Han begyndte som et lille barn på samme vis som enhver anden og modtog kærligt, hvad der efter naturens love gives med glæde: det livsophold, som det ene slægtled skylder det næste og må arbejde for at tilvejebringe. Da han var kommet til skelsår og alder, tjente han selv sit brød som jævn arbejder, ligesom størsteparten af menneskeheden gør og må gøre. Og da han siden trådte ind i en højere virksomhed – den allerhøjeste –, tjente han sit livsophold ved sin åndelige lærergerning og modtog som materiel løn sine taknemmelige tilhøreres gave og afviste ikke Marias kostelige salve. Og da han udvalgte sine disciple, tog han dem ikke blandt godsejere og andre privilegerede, der lever af andres arbejde, men blandt jævne arbejdsmænd. Og siden, da han pålagde dem uden nedladenhed eller skam at modtage frivillige gaver som løn for dette arbejde, idet han sagde dem, at »arbejderen er sin løn værd«, hvorved han viste dem – hvad også vi hævder, at ikke blot, hvad man kalder legemligt arbejde er arbejde, men at enhver, der hjælper til at øge livets materielle eller åndelige fylde, er en arbejder.

Når De uden videre tager det for naturens orden, at arbejderne har fattigmandskår, overser De den kendsgerning, at arbejdet er rigdommens frembringer, og kaster skylden for den uret, der i virkeligheden skyldes menneskenes formastelige brud på Skaberens vise bud, over på hans naturlove. Selv hvor værkfliden endnu står på sit laveste trin, er det muligt for alle at tjene deres livsophold, om blot retfærd står for styret. I vor tid med dens talløse hjælpekilder burde der kunne tjenes langt mere. Det er derfor egentlig galt, når de siger, at fattigdom ingen skam er. Thi fattigdom burde være en skam. Under retfærdige samfundsforhold ville den være et tegn på dovenskab eller ligegyldighed, med mindre den skyldtes uundgåelige ulykker eller religiøse bevæggrunde.

Deres helligheds medfølelse synes udelukkende at gælde de fattige, arbejderne. Er dette ret? Er ikke de rige, dagdriverne, også at beklage? Efter evangeliets ord er det snarere de rige end de fattige, man bør beklage; thi der er al sandsynlighed for, at de vil komme til at dele skæbne med den rige mand. Og for enhver, der tror på et liv efter dette, må forestillingen om ham, der vågner op og ser, at hans kære millioner ikke har fulgt ham, synes ynkværdig.

Men selv i dette liv: hvor er dog de rige i sandhed at beklage. Det er ikke rigdommen i og for sig, den rådighed, den giver os over det materielle, der er uheldsvanger. Det ulykkelige er at besidde rigdom, medens andre knuges af fattigdom, at være hævet over berøring med menneskehedens liv, skilt fra dens arbejde og kamp, dens håb og frygt og fremfor alt fra den kærlighed, der forsøder tilværelsen, den venlige medfølelse og de højmodige handlinger, der styrker vor tiltro til vore medmennesker og vor lid til Gud. Hvor får dog ikke den rige den menneskelige naturs lave sider at se. Han er omgivet af smigrere og spytslikkere og finder villige hjælpere til alle sine slette tilbøjeligheders tilfredsstillelse; han må stadig være på sin post overfor svindlere og bedragere og må ofte nære mistanke om, at simple bagtanker skjuler sig bag venlige ord og handlinger. Prøver han at øve godgørenhed, overhænges han med skamløst tiggeri og underfundig påtrængenhed; ja, ofte kølnes endog den varme familiefølelse, og hans død imødeses med slet dulgt glæde over den ventende arv. Fattigdommens værste forbandelse er ikke de materielle savn, men den åndelige forkrøbling, den forårsager; og det samme gælder om end på anden vis, den ufortjente overflod, der forkrøbler det ædleste i mennesket.

Guds bud lader sig ikke ustraffet omgå: er det Guds bud, at menneskene skal tjene deres brød ved arbejde, så må det svie til de ørkesløse rige. Og det gør det også. Hvor inderlig tomt er ikke det liv, der går op i nydelser; hvilke hæslige laster trives der ikke i en klasse, der – overdynget med rigdom – er omgivet af fattigdom på alle sider. Se den pessimisme, som florerer blandt de rige, – som lukker Gud ude, som foragter menneskene og betragter livet som et onde, som frygter døden men alligevel længes efter udslettelse.

Da Kristus bød den unge mand, der søgte ham, at sælge alt, hvad han ejede, og give det til de fattige, tænkte han ikke på de fattige, men på den unge mand. Og jeg tvivler ikke på, at der blandt de rige – særlig blandt dem, der selv har sammenskrabet deres formue er mange, der i alt fald til tider føler rigdommens tomhed og frygter de farer og fristelser, som den vil volde deres børn. Men vanens stærke magt, hovmod, den pirring, som det er blevet for dem at sidde med trumferne i spillet, familiens forventningskrav tillige med de virkelige vanskeligheder, de møder, om de ønsker at gøre gavn med deres rigdomme, tøjrer dem til deres byrde som et udslidt æsel til sin oppakning, til de styrter på randen af den kløft, der begrænser deres liv.

Mennesker, der er sikre på at kunne få føde, når de trænger dertil, spiser kun, når de er sultne. Men for de spredte stammer, der lever på grænsen af klodens beboelige egne, er livet enten hungersnød eller et ædegilde. Sulte som de må i dagevis, drives de af hungeren til at sluge i sig som kæmpeslanger, når de endelig har haft held med sig på jagten. Og på lignende måde er det frygten for at komme til at mangle, der driver menneskene til at skrabe rigdomme sammen og gør den rige beundret og misundt – og elendig. Som utilbørlig rigdom og uhyggelig fattigdom er hinandens følgesvende, således er rigdommens sjælefordærvende virkninger kun som en anden udgave af den fornedrelse og brutalitet, som fattigdommen afføder. Ondets virkelige rod er den uretfærdighed, der forårsager såvel den unaturlige rigdom som den unaturlige fattigdom.

Men denne uretfærdighed kan ikke uden videre lægges enkeltmand eller enkelte klasser til last. Den private jordejendomsret er en samfundsulykke, som alle lider under, og som særlig de overvættes rige og de overmåde fattige er genstand for, hver på sin vis. For os, som har fået blik herfor, synes det ukærligt at tale om de rige, som om de personligt var ansvarlige for de fattiges lidelser. Og dog gør De det, samtidig med at De holder på, at årsagen til den uhyrlige rigdom og den fornedrende fattigdom ikke bør røres. Samfundet er som en mand, der har en farlig og styg gevækst. En læge ønsker lempeligt, men fast at fjerne den, en anden holder derimod på, at den ikke skal røres, men søger samtidig at lægge det stakkels menneske for had og spot. Hvem af de to har ret?

Ved vort arbejde for at genindsætte alle mennesker i deres lige og naturlige ret søger vi ikke at gavne nogen særlig klasse, men alle. Thi såvel vor tro som de kendsgerninger, vi har for øje, viser os, at uretfærd ikke kan gavne nogen, medens retfærd er til alles gavn.

Ejheller tilstræber vi nogen »meningsløs og latterlig lighed«. Vi indser, som De, at der altid må være forskelligheder og ulighed. For så vidt disse uligheder ikke krænker moralloven, ikke gør vold på budet: Du må ikke stjæle, har vi intet at indvende. Vi søger ikke at forbedre Guds værk, vi søger blot at gøre hans vilje. Den lighed, vi arbejder for, er ikke lighed i rigdom, men lighed i ret og adgang, den lighed, som både fornuft og religion kræver: alle børnenes lige brugsret til arven fra Vor Fader, som er i Himmelen.

Og medens vi til samfundets brug ville tage, hvad vi tydeligt ser er den store fond, der efter den guddommelige orden er bestemt for samfundet, ville vi ikke lægge selv den ubetydeligste skat på rigdomsbesidderne, hvor rige de end monne være. Ikke blot betragter vi alle sådanne skatter som indgreb i ejendomsretten, men vi indser, at i kraft af det skønne sammenspil mellem Skaberens økonomiske love er det umuligt for nogen på ærlig måde at skaffe sig selv rigdom uden samtidig at øge hele verdens rigdom.

Når man stadig forsvarer et uretfærdigt forhold og nægter at afskaffe det, indvikles man uundgåeligt i ny uret. De, som forsvarer den private jordejendomsret og dermed fornægter den første og vigtigste af alle menneskerettigheder: den lige ret til livets materielle basis, tvinges ind i én af to anskuelser. Enten må de, med den, hvis evangelium er »fanden tage den bageste«, nægte den lige ret til livet og ved hjælp af en teori i smag med den, som den engelske præst Malthus har lagt navn til, søge at påvise, at naturen (de drister sig ikke til at sige Gud) sætter flere mennesker ind i verden, end der er brug for; eller også må de, som socialisterne, hævde som noget retmæssigt, hvad der i virkeligheden er overgreb.

Deres hellighed afgiver selv et eksempel herpå. De fornægter den lige ret til livets materielle grundlag, og da De dog tydeligt føler, at alle har ret til at leve, hævder De det som en ret for arbejderne at kræve beskæftigelse hos arbejdsgiverne til en vis, ikke nærmere bestemt løn. – Der gives intet sådant retskrav. Ingen har ret til at fordre beskæftigelse hos andre, at fordre højere løn, end andre er villige til at give, eller på nogen vis at lægge tryk på andre for at få dem til mod deres vilje at øge lønnen. Sådanne fordringer fra arbejdernes side ville være lige så moralsk uforsvarlige, som det ville være, om arbejdsgiverne ville kræve, at arbejderne skulle tvinges til at arbejde for dem mod deres vilje og for lavere løn, end de godvilligt ville nøjes med. Når sådanne fordringer fra arbejdervenlig side kan synes berettigede, ligger det i, at arbejdernes virkelige naturret fornægtes. Og fordringer af den art vil ved nærmere undersøgelse altid ses kun at hvile på den selvopholdelsesdrift, der under nødsforhold bryder alle love og gør selv rov og helligbrøde tilgivelige.

En flygtende slave med forfølgernes blodhunde i hælene på sig ville man åbenbart ikke kunne bebrejde noget i den kristne morals navn, om han tog den første den bedste hest, han traf på, selv om han for at få den måtte slå dens rytter til jorden. Men derfor kan hestetyveri dog ikke kaldes en forsvarlig måde at rejse på til daglig brug.

Da Kristi disciple var hungrige på sabbatten, tillod han dem at plukke korn. Men derved fornægtede han ikke, at hviledagen bør helligholdes og ikke under sædvanlige forhold bruges til kornhøst.

Han regnede ikke David det til last, at han – under hungerens tryk – begik, hvad der under almindelige forhold ville være helligbrøde: at tage skuebrødene fra templet. Men hermed udtalte han dog ikke, at tempelrov var en sømmelig levevej.

I Deres budskab anbefaler De imidlertid at anvende på livets dagligdags forhold en grundsætning, som det kun er tilgiveligt at handle efter under ekstraordinære forhold. Det er ved Deres fornægtelse af de virkelige rettigheder, at De drives til at hævde de falske. Den naturlige ret, som ethvert menneske har, er ikke at kunne forlange beskæftigelse eller løn af andre, men ret til at beskæftige sig selv: at bruge sin arbejdskraft til at frembringe rigdomme fra det uudtømmelige forrådskammer, jorden, som Skaberen har givet os alle. Var dette forrådskammer åbent – som vi ville åbne det – ville den naturlige efterspørgsel efter arbejdskraft holde trit med udbuddet. Den mand, der solgte sin arbejdskraft, og den, der købte den, ville da blive fri byttehandlende til gensidig fordel, og enhver grund til tvist mellem arbejder og driftsherre ville da være forsvundet. Thi idet det da ville stå enhver frit at beskæftige sig selv, ville det ikke længere synes en gunstbevisning at få arbejde, og da ingen, alt i alt, ville arbejde for mindre, end han kunne tjene ved at arbejde for sig selv, ville lønnen nødvendigvis hæve sig til sin fulde højde, og forholdet mellem arbejder og driftsherre afpasses efter gensidig interesse.

Og dette er den eneste vej, ad hvilken dette forhold kan afpasses tilfredsstillende.

Deres Hellighed synes at gå ud fra, at der er en vis retmæssig arbejdsløn, som arbejdsgiverne burde være villige til at betale og arbejderne tilfredse med at modtage, og De synes at forestille dem, at når blot denne normalløn blev opnået, ville al splid ophøre. Ved denne arbejdsløns højde forstår De tydelig nok netop så meget, at arbejderen kan have nok til et tarveligt livsophold og til ved hårdt slid og streng sparsommelighed at kunne lægge lidt til side.

Men hvorledes kan vel arbejdslønnens retmæssige højde afgøres uden ved tilbud og efterspørgsel på torvet på samme måde som prisen på korn, skibe og malerier bliver fastslået. Og ville ikke vilkårlige bestemmelser lige så vel i det ene som i det andet tilfælde hindre det fri sammenspil, der bedre end noget andet ordner forholdet mellem de forskellige virksomheder. Hvorfor skulle vel arbejdskøbere – frem for varekøbere – tvinges til at betale højere priser, end de er nødt til på det åbne marked? Eller hvorfor skulle arbejdssælgerne tvinges til at nøjes med mindre, end de kan opnå i det frie marked? Hvorfor skulle vel arbejderne lade sig nøje med tarvelige kår, da dog verden er så rig! Hvorfor skulle de være tilfredse med et liv i slid og slæb, når verden dog er så skøn? Hvorfor skulle de ikke også nære ønsker om at tilfredsstille højere livskrav og finere smag? Af hvilken grund skulle vel de stedse lade sig nøje med at rejse på mellemdæk, da andre dog finder kahytspladsen hyggeligere? Det vil De sikkert heller ikke? Gæringen i vor tid er ikke alene fremkaldt derved, at arbejderne finder det strengere at skulle leve på de vilkår, der hidtil har været deres lod; den skyldes også, og måske fuldt så meget, den voksende trang til bedre og hyggeligere kår, som vokser frem hos dem, hvis stilling alt er blevet noget bedre. Disse voksende krav vil vedblive at stige. Thi arbejderne er mennesker, og mennesket er det utilfredse væsen. Det er ikke en okse, om hvilken man kan sige: Så meget græs, foder og vand og lidt salt, så er du tilfreds. Tværtimod, jo mere mennesket får, des mere kræver det: når det har opnået at have føde, ønsker det bedre føde; når det har fået sig en hytte, ønsker det et hus; når dets materielle fornødenheder er nogenlunde tilfredsstillede, vågner de åndelige.

Denne hvileløse utilfredshed ligger i menneskets natur, den ædlere art af natur, der hæver os så uendelig over dyrene og viser, at vi virkelig er skabt i Guds billede. Den tør ikke stækkes eller tøjres, thi den er drivkraften i alt fremskridt. Det er den, som har hvælvet St. Peters kuppel og fremtryllet strålende madonnahoveder på det døde lærred; det er den, der har vejet solen og analyseret stjernerne og åbnet blad for blad i skaberværkets underfulde bog! Den er det, der har indsnævret Atlanterhavet til et færgested og tøjlet lynet til at være vor budbringer til de fjerneste lande; den er det, der åbner os udsigt til muligheder, ved siden af hvilke alt, hvad vor tids civilisation har virkeliggjort, blegner. Ejheller kan da denne menneskets natur kues uden ved at brutalisere og fornedre menneskene, ved at gøre Europa til et stykke Asien.

Derfor er og bliver det en umulighed vilkårligt at fastsætte arbejdslønnens retmæssige højde. Den eneste virkelig retfærdige grænse for dens højde er, hvad der kan tjenes, når alle bånd på arbejdet er fjernede og lige adgang til naturens rigdomskilder sikret; intet mindre kan standse arbejdernes krav. Langt fra at gøre arbejderne mere veltilfredse ved at bedre deres kår en lille smule, gør man dem netop derved mere utilfredse.

Ejheller er det retfærdighed, De kræver, når De vil have arbejdsgiverne til at lønne deres arbejdere bedre, end de er nødt til – give dem mere, end de kunne få andre til at gøre arbejdet for – det er godgørenhed. Thi den merløn, som den rige arbejdsgiver således giver, er ikke i virkeligheden løn, men almisse.

Under min omtale af de praktiske forholdsregler til forbedring af arbejdernes stilling, som Deres Hellighed foreslår, har jeg endnu ikke berørt, hvad De lægger megen vægt på: godgørenheden. Men godgørenheden er intet middel mod fattigdommen, og ingen betragter den i virkeligheden som sådan. Dersom man ved almisseuddeling kunne udrydde fattigdommen, var der ingen fattigdom i kristenheden. Barmhjertighedsgerninger er i sandhed en ædel og skøn dåd, som Gud og mennesker må glædes ved. Men barmhjertigheden må hvile på retfærdighed; den kan ikke træde i dens sted.

Det forkerte ved arbejdets stilling overalt i kristenheden er, at arbejderne udplyndres. Og så længe De søger at forsvare denne udplyndrings fortsættelse, er det omsonst at anbefale godgørenhed.

Alt, hvad godgørenheden kan udrette, hvor uretten hersker, er hist og her i nogen grad at lindre urettens sår. Læge dem kan den ikke. Ja, selv det lidet, den kan gøre for at mildne urettens virkninger, er ikke uden dårlige sider. Thi hvor grundvolden er skæv, gør tilbygningerne ofte forholdet værre. Således er ædruelighed og flid vel en dyd, men en ædruelig og flittig tyv er blot så meget desto farligere. Og ligeledes er tålmod en dyd, men tålmod overfor uretten tjener til dens betryggelse. Det er også i og for sig godt at søge kundskab og oplysning, men det slette menneske bliver derved kun bedre rustet til at gøre ondt. Djævle forestiller vi os altid kloge nok.

Og på lignende vis kommer også den forvrængede godgørenhed, der tilsidesætter og fornægter retfærdigheden, til at volde fortræd. På den ene side demoraliserer den sine almissemodtagere, idet den krænker menneskeværdigheden og forvandler folk, der til at blive selvhjulpne og selvagtende borgere kun behøver at få, hvad Gud har tiltænkt dem, til tiggere og fattighuslemmer. Og på den anden side virker den som en samvittighedens sovepude for den, der lever af næstens udplyndring, og opklækker den moralske forblindelse og det åndelige hovmod, som Kristus åbenbart tænkte på, da han sagde, at det var lettere for en kamel at gå igennem et nåleøje end for en rig at komme i himmerig. Thi den forleder mennesker, der er dybt indlevede i uretfærdigheden og bruger deres indflydelse og penge til dens støtte, til at tro, at de ved at give almisser gør mere, end hvad der er deres pligt mod menneskene, og fortjener at blive særlig betænkt af Gud og til halvt om halvt at tilskrive deres egen godhed æren for, hvad der i virkeligheden skyldes Guds. Thi hvem er, ret betænkt, den alforsynende? Hvem er det, der, som De siger, »skylder mennesket et uudtømmeligt forrådskammer, det, vi ene finder i jordens uudtømmelige frugtbarhed?« Er det ikke Gud? Og når derfor mennesker, der er berøvet Guds rige gaver, gøres afhængige af deres medskabningers gunst og gave, sættes da ikke på en måde disse i Guds sted, så de kan tilregne sig selv den fortjeneste at have opfyldt de forpligtelser, som ifølge Deres egne udtalelser påhviler Gud?

Men værre end alt andet er dog måske den måde, hvorpå der ved denne sætten ubestemte opfordringer til godgørenhed i retfærdighedens klare fordringers sted åbnes en nem vej for kristendommens offentlige forkyndere indenfor alle kirkens afskygninger til at holde gode miner med mammon, medens de søger at overbevise sig selv om, at de tjener Gud. Havde ikke den engelske gejstlighed – for ikke at gå længere efter et eksempel på forhold, som kristenhedens hele historie fra Konstantins dage bærer vidnesbyrd om – ladet prædikener om godgørenhed træde i stedet for forkyndelse af retfærdighed, ville Tudor’ernes tyranni aldrig være opstået, og kirkens spaltning være undgået. Havde Frankrigs præsteskab aldrig sat godgørenhed i retfærds sted, ville det gamle styres umenneskelige misgerninger aldrig have avlet den store revolution. Og om mit eget land må det siges, at såfremt de, der skulle have prædiket retfærdighed, ikke havde slået sig til tåls med at prædike barmhjertighed, ville negerslaveriet aldrig have krævet borgerkrigens brændoffer. Nej, Deres Hellighed, som dådløs tro er død, som menneskene ikke kan give Gud, hvad Guds er, alt imens de glat væk nægter næsten de rettigheder, Gud har givet, således kan barmhjertighed, der ikke bæres af retfærd, intet udrette til løsning af det stående arbejdsspørgsmål. Om så de rige »ville give alt deres gods til de fattiges underhold og give deres legemer til ilden«, ville fattigdommen vedvare, så længe den private jordejendomsret blev håndhævet.

Hvorledes ville det vel gå den rigmand, der oprigtig ønskede at anvende sine rigdomme til forbedring af arbejdets kår? Hvad kan han gøre? Skal han give sin rigdom til de trængende, men ikke bedre den almindelige stilling. Og tilmed kan han kun gøre godt på denne vis med stadig udsigt til at gøre skade.

Skal han da bygge kirker? I kirkemurenes skygge skyder fattigdommens elendighed frem med al den last, den avler.

Skal han oprette skoler og tekniske læreanstalter? Undtagen for så vidt den øgede oplysning kan hjælpe folk til at indse den private jordejendomsrets fordærvelighed, kan den intet gøre til at forbedre den simple arbejders kår, thi alt som oplysningen spredes, synker den ekstra løn, man kan erhverve sig i kraft af den højere uddannelse.

Eller skal han bygge hospitaler? Står det ikke allerede nu for arbejderne, som om der var for mange, der søger arbejde, så at alt, hvad der redder og forlænger livet, må øge trykket.

Eller opføre forbedrede arbejderboliger? Med mindre han derved driver huslejen ned, fordriver han bare proletariatet, som han agtede at hjælpe, fra de nedrevne rønner til nogle endnu værre; og driver han den ned, hidlokker han flere, der søger arbejde, og bidrager således til at drive lønnen ned.

Eller om han opretter laboratorier, videnskabelige forsøgsstationer og lignende. Derved vil han kun fremme opfindelse og opdagelser; just de kræfter, der, når de, som nu, virker i et samfund, der er grundet på den private jordejendomsret, knuser arbejderne, som kornet knuses mellem løberen og den faste møllesten i kværnen.

Eller lad os tænke, at han søger at fremme udvandring fra steder, hvor lønnen er lav, til steder, hvor den er noget højere. Gør han det, vil endog de, han først hjælper til at udvandre, snart vende sig imod ham med krav om at holde op dermed, da de nyankomne driver lønnen ned.

Hvad heller om han søger at gavne ved at give den jord bort, han muligvis besidder, eller ved at udleje den for en urimelig lav pris. Han vil derved simpelthen skabe nye jordejere eller halvvejs jordejere: han kan ad den vej berige enkelte, men ikke forbedre arbejdets almindelige kår.

Eller om han i stil med oldtidens patriotiske borgere ville anvende sine rigdomme til at forskønne sin fødeby. Lad ham udvide snævre gader, udlægge parker, kort sagt, på hvilken måde han kan tænke sig at gøre sin fødeby tiltrækkende og skøn – og hvad vil følgen blive? Vil det ikke nødvendigvis gå således, at de, der har beslaglagt Guds gave til os alle, også vil tilegne sig hans? Vil ikke følgen blive, at jordværdien vil stige, så at værdien af hans værk indkasseres af jordejerne som en tillægsgevinst? Ja, endog den blotte meddelelse om, at han agter at gøre noget sådant, vil fremkalde spekulationer og drive jordprisen op i rivende fart.

Hvad kan da den rige gøre for at bedre arbejdets kår? Han kan intet som helst gøre, uden af al kraft at kæmpe med i striden mod den grundlæggende uret, der berøver menneskene deres fødselsret. Guds retfærdighed spotter alle menneskets forsøg på at sætte noget andet i dens sted.

Når jeg under omtalen af de praktiske forholdsregler, Deres Hellighed foreslår, ikke har dvælet ved de moralforskrifter, Deres budskab indeholder, er det ikke, fordi vi anser moralen for at være upraktisk. Tværtimod står det således for os, at just retfærd er den bedste praktiske rettesnor, og at spørgsmålet: hvad er klogt? altid roligt kan underordnes spørgsmålet: hvad er ret? Men i Deres budskab berøver De udtrykkelig de moralsandheder, De fremfører, al virkelig betydning for arbejderspørgsmålets løsning, ligesom det amerikanske folk ved at lovliggøre negerslaveriet praktisk talt tog livet af den uafhængighedserklæring, de betragter som deres grundlov og havde for skik højtidelig at oplæse ved den årlig nationalfest. I denne erklæring står: »Vi anser det for selvindlysende sandheder, at alle mennesker er skabt lige og har fra Skaberens hånd modtaget visse ukrænkelige rettigheder, hvortil hører: liv, frihed og adgang til at søge lykken.« Men hvad vægt havde sådanne sandheder i deres mund, der hævdede, at et menneske var et andet menneskes retmæssige ejendom, når det var købt og betalt, og at enhver, der hjalp ham til at flygte eller blot så meget som gav den flygtende et glas vand i Guds navn, var at regne for en hæler, der burde straffes.

Tænk nærmere over den morallære, der doceres i Deres skrivelse:

De siger os, at Gud skylder mennesket et uudtømmeligt forrådskammer: jorden og dens rigdomme. Og dog støtter De et system, der nægter menneskehedens store flertal al adgangsret til dette forrådskammer.

De fortæller os, at arbejdets nødvendighed er en følge af arvesynden. Og dog støtter De et system, der fritager en privilegeret klasse fra arbejdsnødvendigheden og sætter den i stand til at skubbe sin del – ja, langt mere – over på andres skuldre.

De siger os, at Gud ikke har skabt os for denne jords forgængelige ting, men har skænket os denne verden som et udlændigheds sted, ikke som vort sande fædreland. Og dog fortæller De os, at nogle af udlændingene har udelukkende ejendomsret til dette vort fælles udlændigheds sted, så de kan tvinge deres udlændigheds fæller til at betale dem for opholdet her, og at de kan overføre denne udelukkende ejendomsret på andre af udlændingene, der endnu ikke er trådt ind i verden, så at de engang i fremtiden kan få samme ret til at udelukke deres rejsefæller.

De siger os, at alle mennesker er Guds, den fælles faders, børn, at livets endemål er det samme for alle, at alle er genløst af Jesus Kristus, at naturens velsignelser og alle nådegaver tilhører os alle i fællesskab, og at alle, med undtagelse af de uværdige, har løfte på at arve himmeriges rige! Og dog, trods alt dette, ja, midt i alt dette, hævder De det som en moralsk forpligtelse at opretholde det system, der gør Guds rige materielle gaver og velsignelser til nogle fås særejendom. – De giver os lige arveret til himlen, men nægter os lige ret på jorden!

Der blev sagt om en berygtet højesteretsdom her i De Forenede Stater kort før udbruddet af borgerkrigen: at den gav nordstaterne ret, men sydstaterne negeren. Det er på lignende vis, at De i Deres budskab giver arbejderne evangeliet, men godsejerne jorden. Kan man da undres over, at der er dem, der spottende siger, at præsterne er villige nok til at give de fattige lod og del i alt det usynlige, men de skal nok sørge for, at de rige får lov til at beholde alt det synlige for deres egen mund.

Dette er grunden til, at arbejderne overalt i store skarer vender sig bort fra kirken.

Og hvorfor skulle de vel lade det være? Hvad er religionens sag, om det ikke er at pege på det grundsyn, der bør lede menneskene i deres indbyrdes vandel, at give os en klar, bestemt rettesnor, der kan lede os i alle vore livsforhold: på arbejdspladsen, på torvet og på tinge såvel som i kirken, at forsyne menneskene med et kompas, der kan lede dem frelst gennem lidenskabens storme, begærlighedens strømme og kortsynethedens skuffende tåger. Hvad skal vi med en religion, der står overfor de største og mest betydningsfulde spørgsmål med lamme hænder og tomme udflugter!

Hvad gavn gør vel en religion, der, hvad den end lover i den næste verden, intet kan udrette i denne?

Kristendommen i de første tider var ikke en sådan religion; den ville da aldrig have pådraget sig Roms forfølgelse, men ejheller have overstrømmet hele romerverdenen. Roms herskere, der tålte alle guder og brød sig fejl om, hvad de kaldte hobens overtro, var dobbelt ømtålelige overfor en troslære, der hvilede på lige ret, de frygtede instinktmæssig en religion, der indgød slaven og proletaren nyt håb, der valgte en korsfæstet tømmersvend til enhedsmærke, der forkyndte Guds faderlighed overfor alle og menneskenes lige broderskab, der imødeså rettens snarlige herredom og bad: Dit rige komme på jorden.

I nutidens brede samfundslag lever den samme følelse, den samme trang som i fortiden. Mennesket er, som man har udtrykt det, et religiøst dyr og kan aldrig fuldstændigt løsrive sig fra den følelse, at der findes et etisk verdensstyre, et evigt skel mellem ret og vrang; det kan aldrig fuldstændig opgive sin længsel efter retfærdighedens sejr. Og den dag i dag vil mennesker, der bilder sig ind at have bortkastet enhver religiøs forestilling, fortælle dem, at der er noget forkert ved arbejdets kår, selv om de ikke ved, hvad det er. Dersom teologien – som Thomas Aquina mente er alle videnskabers sum og brændpunkt, er det da ikke religionens sag at sige klart og uden frygt, hvori dette forkerte består.

Det var en dyb og rigtig følelse, der i oldtiden, når almene ulykker truede, drev menneskene til oraklerne med det spørgsmål: Hvormed har vi krænket guderne? – I vore dage, da menneskeheden ser sig truet af voksende misforhold, der endog truer selve samfundets beståen, rettes det samme spørgsmål til kirkens mænd af mennesker, der føler, at noget er forkert. Hvad svar får de? Ak, i reglen er det lige så vagt og ufyldestgørende som de svar, de hedenske orakler gav.

Kan man da undres over, at masserne taber deres tro?

Lad mig atter betone, hvad der egentlig ligger i den sag, som De i Deres skrivelser rører ved.

Hvori består det arbejderspørgsmål, som De med rette siger er »tidens brændende spørgsmål«, der opfylder ethvert sind med bange anelser? Kortest og simplest kan det vel udtrykkes således: arbejdsvillige menneskers fattigdom. Og det fyndigste udtryk herfor er atter, at de mangler brødet, thi heri sammenfattes som i en sum de mangeartede livsfornødenheder, som det er fattigdom at være foruden.

Men hvorledes lyder kristenhedens store fællesbøn, den, der opsendes hver time på dagen, hvor som helst Kristi navn æres, den bøn, der bedes af Deres Hellighed ved St. Peters højalter såvel som af det mindste barn; som den fattigste moder har lært at fremstamme en bøn til faderen i himlen? Er det ikke denne: »Giv os i dag vort daglige brød.«

Og dog, hvor denne bøn hver time på dagen opsendes, mangler mennesker brød. Er det ikke religionens sag at sige hvorfor. Kan den ikke gøre det, er det da ikke rimeligt, om spottere gør nar ad dens talsmænd og siger som Elias til Båls profeter: »Råb højere, thi han er jo en Gud; og måske er han falden i snak eller gået til kroen eller er på rejse eller måske faldet i søvn, så han må vækkes.« – Hvad kan kirkens talsmænd svare? Enten er der ingen Gud, eller han er faldet i søvn. Eller også giver han virkelig menneskene det daglige brød, men det bliver dem på en eller anden måde frataget.

Dette er svaret, det eneste sande svar. Mangler menneskene brød, er det ikke, fordi Gud ikke har gjort sit for at skaffe det. Er arbejdsvillige mænd knuget af fattigdom, da skyldes det ikke, at det forrådskammer, Gud er menneskene skyldig, er kommet tilkort, at den daglige forsyning, han har lovet sine børn til tilfredsstillelse af deres daglige behov, ikke er til stede i overflod. Men det skyldes, at mennesker ved formasteligt brud på Skaberens velfærdstanke har gjort jorden til privatejendom og således gjort til særeje for et fåtal, hvad en gavmild fader har skabt til gode for alle.

Ethvert andet svar –, uanset i hvilke religiøse talemåder det er indsvøbt – er praktisk talt et ateistisk svar.

Jeg har skrevet dette brev ikke blot for Deres Hellighed, men for alle, jeg tør håbe, det vil nå. Men idet jeg sender det til Dem personlig, forud for dets offentliggørelse, er det mit håb, at det vil blive læst og overvejet af Dem personligt. Ved fremstillingen af grundene for vor anskuelse og påvisningen af, hvad det forekommer os, De desværre har overset, har jeg udtalt mig åbent og ligefremt, som det var min pligt, hvor det drejede sig om en sag af så overordentlig stor vigtighed, og som jeg også er vis på, De ønsker, jeg skulle udtale mig. Men jeg stoler på at have gjort det uden at fornærme. For Deres embede nærer jeg dyb ærbødighed, for Dem selv personlig den højeste agtelse. Og om end de anskuelser, mod hvilke jeg har taget til orde synes os fejlagtige og farlige, vil vi nødig efterlade det indtryk, at vi mener, at det er mangel på alvorlig følelse og tænkeevne, der har bragt Dem til at fremsætte sådanne anskuelser, som de deler med så at sige alle ordførere inden for den kristne kirkes grene, og som er godkendte af dem, der betragtes som vise og lærde. Under de forhold, som De har levet under, og under trykket af så mange høje pligter og ansvar, særlig i Deres nuværende ophøjede stilling, var det ikke at vente, at De hidtil skulle have tænkt på at drage dem i tvivl. Men jeg stoler på, at hvad jeg her har fremført, vil bringe Dem hertil; og selv om de byrder og arbejder, der påhviler Dem, skulle afskære Dem fra den omhyggelige overvejelse af sagen, der bør gå forud for udtalelser fra en mand i en så ansvarsfuld stilling som Deres, så stoler jeg på, at hvad jeg her har skrevet, vil kunne komme andre til nytte.

Og som jeg alt har sagt, er vi dem overordentlig taknemmelige for Deres budskab. Det er allerede meget, at De, ved på en så fremtrædende måde at henlede opmærksomheden på arbejdets kår, har draget folk i minde – hvad så mange har glemt – at samfundsforholdene og tidens spørgsmål i højeste grad er kirken direkte vedrørende. Det er allerede meget, at De således har sat Deres misbilligelses stempel på den ugudelige lære, som så længe – ligefrem eller dulgt – er blevet prædiket i kristendommens navn, at de fattiges lidelser skyldes forsynets forborgne vilje og bud, som menneskene vel kan begræde, men ikke ændre.

For hvem der omhyggeligt undersøger Deres budskab, vil det være klart, at det ikke er et angreb på socialismen, hvis moderate form De sympatiserer med, men på den idé, vi er talsmænd for. Men vi nærer ingen frygt for sandhedens sag, blot den må komme frem til prøvelse; og i Deres Helligheds skrivelse ser vi et særdeles virksomt middel til at fremkalde meningsudveksling om, hvad der for os står som den mest betydningsfulde side af sagen: den etisk-religiøse. Derfor har De fortjent taknemmelighed hos alle dem, der ønsker at følge sandheden, thi det er sandhedens natur altid at sejre over vildfarelsen i den frie meningskamp.

Og den sandhed, vi kæmper for, har nu trængt sig så dybt ind i menneskers bevidsthed, at den må blive hørt, at den aldrig kan knebles eller slås ned, men må gå fra sejr til sejr. – Det fjerne Australien går i spidsen og har allerede gjort de første skridt i retning af jordværdiskattens indførelse. I England, De Forenede Stater og Canada står spørgsmålet alt på grænsen af den praktiske politik og vil snart blive tidens brændende spørgsmål. Europas fastland kan ikke tøve længe i bagtroppen. Hurtigere og hurtigere bevæger verden sig.

Fyrretyve år tilbage syntes slaveriet i De Forenede Stater stærkere befæstet end nogensinde før, og markedsprisen for såvel arbejdsslaver som slaveopdræt var højere end nogensinde, thi ejernes besiddelsessikkerhed syntes at vokse. I skyggen af den tingsal, hvor menneskenes frie ret højtideligt var blevet proklameret, slæbtes lænkebundne slaveflygtninge tilbage til trældommen, og på det sted, der for amerikaneren stod som vor friheds Marathon, pralede slaveherrerne åbenlyst.

 Og dog, skønt det parti, der skulle sætte Abraham Lincoln på præsidentstolen, endnu ikke var dannet og skønt der endnu skulle hengå et tiår, inden signalskuddet lød, var slaveriet dog allerede i virkeligheden dødsdømt.

I vor tid spirer sæden til en langt større, dybere og mere velsignelsesrig revolution, ikke i et enkelt land, men over hele verden. Guds sandhed er dens drivfjeder, og den tilskyndes af kræfter, større end han nogensinde før har givet menneskene. Det er lige så umuligt for hævdvunden uret at standse denne bevægelse, som for menneskene at standse solen. »Stjernerne i deres løb kæmper mod Sisera«, og i tidens gæring kan den, der har øren at høre med, høre arbejdsslaveriets dom.

Hvor vil kirkens høvedsmænd være at finde i den kommende, nej, den alt standende strid? Bliver det på retfærdighedens og frihedens side eller på urettens og slaveriets? Bliver det på de frelste israelitters side eller blandt vogne og ryttere i Det Røde Havs bølger?

På hvad side dens jævne lag vil findes, er der ingen tvivl. Allerede nu tæller de trosvarme forkæmpere for vore anskuelser talrige katolikker i deres skare, mange præster og enkelte bisper, og ingen af de talrige engelsktalende kristensamfund er uden talsmænd for sagen.

Sidste søndag så jeg i den kirke i New York, der er den rigeste i verden, korset blive båret gennem langskibet af et hundrede korsangere og hørte en præst af den engelske kirkegren, der for 300 år siden blev løsrevet fra Rom, udtale for en stor menighed, at arbejderspørgsmålet i sin grund var et religiøst spørgsmål, at det kun kunne løses på retfærdighedens grund, og at det første og klareste retfærdskrav er den lige ret til brugen af naturens rigsdomskilder, og at ingen menneskelige skøder og dokumenter kan fravriste menneskene deres lige ret til den jord, som Gud har skænket dem.

Og alt som korset skred frem og koret sang, bøjede mænd, for hvem dette var nyt, deres hoved, og i sind, der længe havde foragtet kirken som undertrykkelsens villige redskab, vaktes det største og mægtigste korstogs ord: Gud vil det!

Guds tjeneres tjener! Jeg nævner Dem ved Deres stærkeste og blideste kendingsnavn. I Deres hånd mere end i noget andet levende menneskes – ligger magten til at give det tegn, der skal gøre ende på en unaturlig skilsmisse og genforene den religiøse følelse med alt, hvad der findes af rent og højt i den sociale reformbevægelse. Idet jeg ønsker Deres Hellighed det højeste af alle goder: at De må kende sandheden og blive frigjort af den, og med det ønske, at De må få tid og kraft til at gøre Deres pavedømme vidt berømt gennem alle tider ved de store tjenester, De kan gøre menneskehedens sag, er jeg med skyldig ærbødighed for Deres personlige karakter og ophøjede embede

Deres oprigtige
Henry George
New York, 11. September 1891.