William Booth – Henry George
Deres livs mål. En appel
af Johannes Wille 1928
Henry George Forlaget. Slagelse

Indhold

Forord
William Booth – Henry George.
Hvorfor navnet Det mørkeste England.
“Den skibbrudne tiendedel”.
De hjemløse.
“Befrielsen”.

Profeten fra San Francisco.
Fattigdommens grundårsag.
Den, som ejer jorden, ejer dens frugter.
England.
Falske forklaringer.
Naturlige rettigheder – retten til livet.
Midlet.
Loven om hævdvunden ret.
Den sande befrielse. Først retfærdighed – siden barmhjertighed.

Verden for Kristus

“Men om I også måtte lide for retfærdigheds skyld, er I salige.” (Peters 1. brev, 3,14.)

Forord

“Kærligheden glæder sig ikke over uretfærdigheden, men glæder sig ved sandheden.” (1. Kor. 13,4-6.)

Denne pjece er ingen kritik af en bevægelse, der, tændt af guddommelig gnist, drives af Kristi kærlighed; en bevægelse, som i styrke og begejstring kun finder sin lige i middelalderens korstog; der i sine rækker tæller ædle personligheder.

Den er et bønråb til salvationister om ikke at forbigå et problem, på hvis rette afgørelse vekslende tidsaldres skæbne har beroet, et problem, som i dag kræver retfærdig løsning – eller må forårsage vor kulturs undergang: – jordspørgsmålet. –

Dersom biblens ord rummer sandhed:
“Og du skal ikke tage gave; thi gaver kan forblinde de seende og forvende de retfærdiges sager.” (2. Moseb. 23,8) … måtte da Frelsens Hær bevare sin uafhængighed trods den rige mands gaver; måtte dens officerer bevare frihed til at handle ret. –

Man betænke kirkefaderen st. Gregors ord til sin tids rige: “I giver ikke almisser til de fattige; I giver dem kun, hvad der i virkeligheden er deres; for I har gjort jorden – som Gud har givet som en fælles gave til alle mennesker – til privat ejendom…

De mennesker, som gør Guds gave, jorden, til særeje, forsikrer forgæves, at de er uskyldige; thi de bliver – idet de på den måde berøver de fattige livsmulighed deres mordere, som daglig dør af mangel på levnedsmidler.
– –

Til kærlighedens og barmhjertighedens opofrende tjenere henvender jeg mig. Til dem, som ønsker at kende fattigdommens årsag, fordi de indser, at antagelsen om dens nødvendighed er i strid med troen på en kærlig skaber fordi de må erkende, at de spotter Gud, om de mener, at den er en følge af hans love.

Til dem, som frygtløst vil tale mod uretten uden hensyn til personer og fordomme, som vil deltage i kampen for frihed – for alle menneskers lige ret.

J. Wille.

William Booth – Henry George.

“Den, som i sit folks kampe undlader at tage standpunkt, er ikke borgerlig ære værdig.” Solon.

Historien er ret beset de store menneskers historie, beretninger om deres virksomhed, ikke så meget i fredens sysler som i den evige kamp imellem ondt og godt.

Hvad gør dem store? Deres formål: menneskenes velfærd. De præges af intelligens, ukuelig vilje og et medfølende hjerte; af dyb, oprigtig ærlighed.

William Booth var stor, Frelsens Hær står som et levende mindesmærke over ham, over Kristi ånds sejr – kærlighedens magt.

Følgende ord fra en af hans sidste dage viser som i et glimt denne folkeførers sjæl: “Jeg kan ikke bære det – jeg kan ikke længere bære folkets synder og sorger på mit hjerte!” og hans sidste ord: “Guds løfter er sande, om I blot vil tro!” betegner slutningen på et liv så helt og fuldt i Kristi fodspor.
*

Henry George, – en anden Kristi discipel – en profet, der hævede sin røst imod uretten. Hvor smukt udfylder disse to personligheder deres plads – hver på sin vis. Hin kaster sig ud blandt de ulykkelige ofre af et uretfærdigt system; denne vender sig imod uretten, optager kampen og lægger grunden til et retfærdighedens rige.

Henry Georges sidste handling var en kamp for folkets frigørelse. Han vidste, at hans deltagelse i en valgkamp kunne medføre hans død, svækket som han da var af livslang strid. Men han så det som sin pligt at kæmpe til det sidste. “Jeg skal jo dog dø. Kunne jeg finde en bedre død end i menneskehedens tjeneste? Min død ville desuden gavne vor sag mere end alt andet, jeg kunne udrette i resten af mit liv.” hermed bragtes indvendinger til tavshed. –

Efter det sidste møde, han havde, følte han sig utilpas. Næste dags morgen vågnede Henry George med fornyet kraft; han havde det bedre, sagde han. Lidt senere fandt hans hustru ham i et tilstødende værelse. Støttende sig til en stol – rank som en støtte – hovedet hævet, med vidtåbne øjne og stirrende blik, som så han noget – stod Henry George. Det lille ord “ja” blev gentaget mange gange, først med sagte eftertryk, dernæst af hele hans sjæls kraft og styrke, derpå atter svagere. –

Henry George var kaldt hjem. Lægerne konstaterede, at der var bristet et kar i hjernen.

Hvad så du, Henry George, du, de svages forkæmper, de lidendes medfølende ven? Hvad hørte du? Gjorde du dit regnskab op med den evige dommer? Ingen kunne gøre det lettere end du. Hørte du kongen byde dig velkommen: “Du gode og tro tjener, kom ind til din herres glæde!”

– Ingen har større kærlighed end den, der sætter livet til for sine venner.

“I det mørkeste England og vejen ud derfra”.

“Brødre, høre I ej, hvor småbørn græder
længe forinden årenes sorgtid?
Deres hoved de hælde mod moderen,
men ej stilles de hede tårer –
i frydefuldt lege de smålam på eng,
fuglens unger kvidre i varme rede,
kiddet springer om rådyr, den unge
blomst vugges af den milde vind.
Men de spæde fattigmandsbørn ere blege,
de vendes i bitter nød og sorg.
De græde, når andre lege. Her i vort land
– frihedens borg!”
Elisabeth Browning.

Ovenstående er titlen på en bog, der udkom 1890 og må betegnes som William Booths hovedværk. Den skildrer levende det helvede, som Frelsens Hærs stifter og general bekæmpede.

Generalen skriver blandt andet i fortalen: “Da jeg som barn blev vidne til fornedrelsen og elendigheden blandt de fattige strømpevævere i min fødeby – hvordan de arbejdede og sled som bæster, for at fortjene det nødvendigste til et kummerligt livsophold, og hvordan de i arbejdsløse perioder forsultne og udtærede flakkede om på gaderne, brummende på en eller anden melankolsk vise, eller måtte gå på fattiggården med samt deres familie, – så optændtes der allerede i mil barnehjerte en stærk længsel efter at hjælpe de fattige og arbejdsløse, en længsel, som har holdt sig indtil denne dag og har haft en mægtig indflydelse på hele mit liv. Nu skal jeg omsider få denne længsel stillet. Jeg tror og håber det.”

Generalen omtaler dernæst, hvad han har kunnet gøre og ved hvilke midler, navnlig åndelige; han omtaler den kendsgerning, at der i vor himmelske faders hus er mere end nok til at stille den forlorne søns trang – både for denne verden og den kommende. Han skriver videre:

“Og dog har jeg under hele min løbebane haft en pinlig følelse af, at de lægemidler, der sædvanligvis ordineres på kristelige programmer og som almindeligvis anvendes af den kristelige filantropi, er i en sørgelig grad utilstrækkelige til at afhjælpe disse nødlidende massers frygtelige elendighed. De reddede er så forfærdelig få, – et forsvindende mindretal i sammenligning med de masser, som endnu fører en håbløs kamp for tilværelsen og til sidst synker ned i den gabende afgrund. Derfor har i lige høj grad min menneskekærlighed og min kristendom – om man har lov til at tale om de to ting som adskilte fra hinanden – sukket efter mere virksomme midler til at nå og redde de synkende masser.”

Dernæst skildrer denne varmhjertede kristen, hvorledes han agter at vise staklerne praktisk kærlighed, idet han dog synes at forudsætte, at deres nød for en væsentlig del er en følge af deres egen synd.

Han skriver videre:

“Tid, erfaring, kritik og frem for alt Guds vejledning vil – håber jeg – sætte os i stand til at gå frem på den her afstukne bane til sand og virkelig opfyldelse af den hebraiske profets formaning:

‘Løs ondskabens lænker; let de tunge byrder; giv de fortrykte fri; sønderbryd ethvert åg; …. Så skal de, som nedstammer fra dig bygge de steder, som er øde fra fordums tider. Og du skal bebygge de grundvolde, som har ligget fra slægt til slægt.’ ”

Hvorfor navnet Det mørkeste England.

Londons “slum” sammenlignes med Afrikas uendelige, dystre urskove, som Stanley har skildret.

“Og hvilket morads det er, kan intet menneske forestille sig, der ikke som nogle af os lange år igennem har vadet deri lige op til halsen. Tale om Dantes Helvede og om alle rædslerne i de ulykkeliges torturkamre! – Den mand, der med åbne øjne og blødende hjerte går langs med vor civilisations slagtebænke, behøver ikke sådanne digteriske fantasibilleder for at lære at kende, hvad rædsler er. Tit og ofte, når jeg lige for mine øjne har set de unge og de fattige og de hjælpeløse gå ud i moradset, trampet under fødder af de rovdyr i menneskeskikkelse, som huserer i disse regioner, forekommer det mig, som om Gud ikke mere var i sin verden, men som om der i hans sted herskede en dæmon, grusom som helvede, ubarmhjertig som døden! Pinligt er det unægtelig at læse hos Stanley om slavehandlerne, der koldblodigt arrangerer overrumplingen af en landsby, tilfangetagelsen af indbyggerne, nedsablingen af dem, der gør modstand, og krænkelsen af alle kvinderne; men Londons brolagte gader ville, om blot de kunne tale, fortælle om tragedier lige så forfærdelige, om ruin lige så fuldstændig, om voldsgerninger lige så gyselige, som om vi var i Centralafrika; kun er her den frygtelige fordærvelse og råddenskab skjult under den moderne civilisations politur. -­

En negerindes skæbne i ækvatorialskoven er måske ikke meget lystelig, men er den mon værre end mangen en smuk, forældreløs piges i vor kristne hovedstad? Man taler om de svundne tidsaldres råhed, og man påstår at gyse og ræddes, når man i bøgerne læser om gamle lensherrers skammelige overgreb. Og dog: her i vort påsyn, lige for vore øjne – uhindret de selv samme afskyel­ige misbrug. En ung, fattig pige bliver, dersom hun er køn, ofte efterstræbt fra sted til sted af sine principaler, altid stillet overfor det alternativ: sult eller synd. Og når først en gang den stakkels pige har samtykket i at købe rettigheden til at tjene sit livsophold med opofrelsen af sin dyd, så behandles hun som en slave og et udskud af selve de mænd, som har ruineret hende. Hendes ord bliver ikke mere troet, hendes liv bliver en skændsel, og hun fejes nedad, stadig nedad i prostitutionens bundløse afgrund. Men endogså i de allerlaveste huler, lyst i band af menneskeheden og forvist fra Guds nærhed, er hun dog langt nærmere den trofaste frelsers medynks fulde hjerte end alle de mænd, der drog hende ned i smudset, – ja, og end alle de farisæere og skriftkloge, der tavse står hos, medens disse skændselsgerninger bedrives lige for deres øjne.

Blodet koger af afmægtig harme i mine årer ved synet af disse skændigheder, der udøves så skånselsløst mod disse ulykkelige ofre og må tåles i tavshed af dem. Og det er ikke blot kvinder, som er ofrene, selvom deres skæbne er den mest tragiske. De firmaer, som reducerer udsugning (det system, at arbejdsgiverne benytter sig af konkurrencen og den overflødige[1]) arbejdskraft til at presse arbejdernes løn ned til et skammeligt lavt beløb) til en hæderlig håndtering; der systematisk franarrer arbejderen hans løn; der undertrykker de fattige og raner fra enker og de faderløse og som et skalkeskjul snakker højt op om deres følelse for det almene vel og om deres menneskekærlighed, – disse mænd vælges nu om stunder ind i parlamentet for at lave love for folket. De gamle profeter varslede dem helvede – men nu er der vendt op og ned på alt det.– – –

Det mørkeste England har ligesom det mørkeste Afrika en usund luft; den urene, stinkende atmosfære i vore “slum” er næsten lige så giftig som luften i den afrikanske sump. Feberen er her, næsten lige så kronisk som på ækvatorlinien. Hvert år dræbes tusinder af børn af, hvad man kalder mangler ved vort sundhedssystem. I virkeligheden dør de dels af sult, dels af forgiftning, og alt, hvad man kan sige dertil, er, at det i mange tilfælde var det bedste for dem, at de blev revet bort fra fremtidig elendighed. –

– En befolkning, gennemsyret af drik, nedsunket i last og fortæret af enhver social og fysisk sygdom, sådan er beboerne af det mørkeste England, blandt hvilke jeg har tilbragt mit liv, og til hvis redning jeg nu ville opmane alle de bedste blandt vort lands mænd og kvinder. –·

Dersom det var første gang, at et nødråb fra de ulykkelige masser havde lydt i vore ører, ville sagen have været mindre alvorlig. Det er just fordi vi har hørt det så ofte, at stillingen er så fortvivlet. Det overhåndtagende bitre nødskrig fra de forurettede er nu blevet lige så tilvant i menneskenes ører som den dumpe larm på gaderne eller vindens hylen gennem træerne. Og således hæver sig skriget uafladeligt, år ud og år ind, og vi har alt for travlt eller er for dovne eller ligegyldige eller egenkærlige til at skænke det en tanke, kun nu og da, ved særlige lejligheder, når en eller anden stærk stemme høres, som mere gribende end sædvanlig skildrer de ulykkeliges nød, standser vi i den mekaniske udøvelse af vore hverdagspligter og gyser, medens vi et flygtigt øjeblik skimter, hvad livet betyder for slummets indvånere. Men dette, et af vor tids mørkeste sociale problemer, burde man underkaste en alvorlig drøftelse. Ikke med det formål at fremkalde en unyttig rørelse, men i den hensigt at få det løst. Er det ikke på tide?

Sandt nok er der alene i den påstand, at problemet ikke er uløseligt, en sådan forbløffende dristighed, at det næsten kan tage vejret fra en. Men kan der ikke gøres noget? Dersom vi efter en nøgtern og udtømmende overvejelse kommer til den velbegrundede slutning, at der intet kan gøres, og at det er tusinder af englænderes uundgåelige og uafvendelige skæbne at blive fornedrede til noget værre end dyr igennem beskaffenheden af deres omgivelser, velan, lad det så være således. – Men, om vi på den anden side ikke kan bekvemme os til at tro, at det skulle være umuligt at udtørre denne frygtelige sump, der opsluger mænd og kvinder af den ene generation efter den anden, og dersom menneskets hjerte og forstand i lige høj grad oprøres imod den tanke, at så fortvivlede forhold skulle være uundgåelige, så er det sandelig på tiden, ja, på høje tid, at spørgsmålet bliver behandlet. Og det ikke alene på dilettant vis, men med en resolut beslutning om at gøre en ende på denne vor tidsalders himmelråbende skandale. Hvilken blodig satire er det ikke mod vor kristendom og vor civilisation, at tilværelsen af disse kolonier af hedninge og vilde i hjertet af vor hovedstad tildrager sig så ringe opmærksomhed! Det er ikke bedre end en gyselig spot – teologer ville måske bruge et stærkere ord – at kalde med Hans navn, der kom for at søge og frelse det fortabte, de kirkesamfund, der midt iblandt fortabte masser, enten slumrer i uforstyrrelig ligegyldighed for disses skæbne eller en gang imellem ved højtidelige lejligheder lægger en forbigående deltagelse for dagen. – Hvad skal hele det apparat af templer og mødesale til, for at redde mennesker fra fortabelsen i det tilkommende liv, når aldrig en hjælpende hånd udstrækkes for at redde dem fra det nærværende livs helvede? Er det ikke på tide, at de “kristne” for et øjeblik glemte alle deres kævlerier om de uendelig små eller uendelig uklare spørgsmål og koncentrerede al deres energi på en forenet kraftanstrengelse for at tilintetgøre eller i hvert fald indskrænke denne skrækkelige vedvarende fordærvelse og for at redde i det mindste nogle af dem, for hvem de erklærer at tro, at deres stifter døde?

Førend jeg indlader mig på at angive lægemidlet, vil jeg begynde med at beskrive sygdommen. Men selv medens jeg opruller det triste billede af vore sociale onder og beskriver de vanskeligheder, der forestår os, taler jeg ikke i modløshed, men i håb. “Jeg ved, til hvem jeg har fæstet min lid.” Jeg ved; derfor taler jeg, Det mørkeste England er kun en del af det Store England. Der er rigdom nok til at gennemføre dets sociale genoprejsning, så vidt som rigdom kan gøre det, om blot der er hjertelag til at tage alvorligt fat på værket. Og jeg håber og tror, at der heller ikke skal mangle hjerte dertil, når først en gang nogen djærvt tager problemet under behandling og tydeligt udpeger måden, hvorpå det kan løses.

“Den skibbrudne tiendedel”.

“Ved fremstillingen af de vanskeligheder, som må overvindes, skal jeg søge i alle ting at afdæmpe snarere end at male billedet med for grelle farver. – I dette og de følgende kapitler håber jeg at overbevise læserne om, at der ingen overdrivelser er i skildringen af forholdene, og intet urimeligt i angivelsen af midlerne derimod. Jeg appellerer hverken til hysteriske følelsesmennesker eller til entusiastiske brushoveder; men da jeg har søgt at behandle delle spørgsmål på en rent videnskabelig måde, fremsætter jeg mine forslag med henblik på at sikre mig bistand og samarbejde af de ædruelige, alvorlige, praktiske mænd og kvinder, som så at sige danner landets redningsmandskab og moralske rygrad. Jeg indrømmer villigt, at beskrivelsen er meget mangelfuld, og uden tvivl kan dette første udkast til en recept imod ondet tåle mange forbedringer, som imidlertid heller ikke skal udeblive, når vi lidt efter lidt får en rigere erfaring og større indsigt. Men med alle svaghederne og manglerne ved min plan er jeg dog ikke bange for at underkaste den alle de menneskers upartiske bedømmelse, der er interesserede i løsningen af det sociale spørgsmål, fordi den er et praktisk forslag til afhjælpning af nøden.

Den første pligt for en forsker, der vil behandle et hvilket som helst spørgsmål, er at udskille alt, der ikke vedkommer sagen, og koncentrere hele sin opmærksomhed på det emne, der foreligger. Her kan jeg måske bemærke, al jeg ikke gør forsøg på at behandle samfundet i dets helhed. Jeg overlader til andre at komme med højtflyvende planer til en fuldstændig rekonstruktion af vort sociale system, ikke fordi jeg ikke kunne ønske noget sådant, men fordi overvejelsen af hvilke som helst planer, der er mere eller mindre fantastiske og som det vil tage mange år at realisere, ville stå i vejen for gennemførelsen af denne plan til ufortøvet at tage fat på den side af spørgsmålet, der mest påtrængende kræver praktisk løsning straks. – Det første spørgsmål, der nu møder os, er om ondets dimensioner. Hvor mange af vore medmennesker lever i dette mørkeste England? Hvorledes kan vi holde folketælling over dem, der er sunket ned under droschehestens niveau, til hvilket det er vort øjemed at hæve de ulykkeligste af vore landsmænd?

I samme øjeblik, som man forsøger at besvare dette spørgsmål, står man ansigt til ansigt med den kendsgerning, at det sociale problem næsten slet ikke er blevet gjort til genstand for videnskabeligt studium. Gå hen til en boghandel og forlang alle de bøger, der er skrevet om det emne, og de vil forbavses ved at finde, hvor få de er. Der er sandsynligvis skrevet flere afhandlinger om sukkersyge eller om podagra end om den store sociale kræftskade, der fortærer livskraften hos store masser af vort folk. –

For 60 år siden ofrede England 40.000.000 pund sterling (ca. 725 mio. kr.) på slaveriets afskaffelse i alle de engelske besiddelser og har aldrig ophørt med at prale deraf. Men ved vore egne døre – fra Plymouth til Peterhead – breder sig denne umådelige menneskemasse – 3 millioner menneskelige væsener, der er slaver, nogle af arbejdsherrer lige så grusomme som nogen vestindisk slavefoged, alle sammen af nød og fortvivlelse. –

De gamle israelitter udskilte én af de tolv stammer til udelukkende at besørge tempeltjenesten for Herren; men skal vi fordømme én af hver ti af Guds englændere til at trælle under den store tvillingdjævel: Nød og fortvivlelse?”

De hjemløse.

“For såre mange endogså af dem, der bor i London, er det måske ganske ubekendt, at så mange hundreder må sove under åben himmel hver nat. – Disse hjemløse, forsultne folk er der imidlertid faktisk; men da de for det meste er forknytte og forkuede mennesker, er det kun sjældent, at deres stemmer når de bedrestilledes øren. Nu og da høres der imidlertid for et øjeblik et skingrende skrig nede fra dybet, skurrende stygt i vore ører, – og så er atter alt stille. Disse underkuede klasser taler lige så sjældent som Bileams æsel. Men af og til hæver sig dog en røst blandt dem. Her er f.eks. et sådant tilfælde, som gjorde et stærkt indtryk på mig. Det omtaltes i et af Liverpool-bladene for nogen tid tilbage. Taleren henvendte sig til en gruppe på 20-30 mand.

“Mine gutter,” begyndte han, med den ene hånd stukket ind på brystet under den lasede frakke, medens han med den anden rykkede sig nervøst i skægget, “på den måde kan det jo ikke blive ved at gå i det uendelige.” (dybtfølte og alvorlige udbrud: “Nej, det kan det ikke, og det skal det ikke!”) – “Vel, knøse,” vedblev taleren, “nogen må finde en udvej ud af dette. Hvad vi ønsker, er arbejde, ikke almisser, skønt Gud skal vide, at fattigvæsenet har haft travlt nok med os i den sidste tid. Hvad vi ønsker, er: hæderligt arbejde! (hør! hør!) Nu, hvad jeg foreslår, er, at hver af jer skal få 50 kammerater til at slutte sig til jer; det vil udgøre omtrent 1200 forsultne fyre.” – “Og så?” spurgte ivrigt adskillige meget udtærede mænd med et forsultent udseende. – “Nuvel, så –,” fortsatte lederen … “Nuvel, så,” afbrød en ådselagtigt udseende mand fra den fjerneste og mørkeste krog af kælderen, “så vil vi naturligvis gøre en “London-affære” ud af det, hvad?” – “Nej, nej” indskød vor ven hastigt og med sine hænder afværgende udstrakt, “Vi vil gå på en fredelig måde derover, kammerater; vi vil gå samlede til rådhuset og vise vor fattigdom og bede om arbejde. Vi vil også tage kone og børn med os. (“De er alt for pjaltede, alt for forsultne! De kan ikke gå den lange vej!”) –kvindernes laser er ingen vanære for dem, og de vaklende børn vil udvise, hvad vi kommer for. Lad os gå derop, 1.000 mand stærke, og bede om arbejde og brød!”

Tre år i forvejen havde der i London været nogle demonstrationer af lignende art, kristelige processioner af Abney og St. Pauls kirke, teltlejre på Trafalgar Square osv. Men Lazarus ville naturligvis have fremvist sine pjalter og sår på en all for afstikkende måde til, at rigmanden kunde finde behag deri, og følgelig blev planerne ufortøvet forpurret i lovens og den offentlige ordens navn. – Men, da vi jo dog har en “Lord-Mayors­Dag”, på hvilken alle de velnærede city-folk kører i stadskareter gennem byen, hvorfor skulle vi så ikke have en “Lazarus-dag”, på hvilken Londons udhungrede arbejdsløse og knapt lønnede, halvt forsultne arbejdere i deres lurvede laser, med deres gustne, udtærede ansigter, tillige med deres forsultne koner og børn skulle slæbe sig som en fortvivlelsens procession gennem det yppige Londons hovedgader, forbi dets massivt byggede huse og fyrstelige paladser?

For disse folk begraves gradvis, men sikkert, under det moderne livs flyvesand.

De strækker deres smudsige hænder ud imod os, medens de forgæves trygler – ikke om almisser, men om arbejde.

Arbejde! Arbejdet – Det er altid arbejde, de beder om. Den guddommelige forbandelse: I dit ansigts sved skal du æde dit brød! ville for dem være den største velsignelse. Ak, disse forlorne Adams sønner kan end ikke finde brød at æde; thi samfundet har intet arbejde for dem at udføre. De får ikke engang lov til al arbejde sig svedige. Burde vi ikke lige så vel som at diskutere, hvorledes disse stakkels vandrere kan blive “gjort levende i den anden Adam”, gøre nogle anstrengelser for at skaffe dem deres arvelod af arbejde, på hvilken de med rette kan gøre krav som den første Adams afkom?”

I de følgende kapitler skildrer generalen de arbejdsløse og deres kår, erkender, at der er nok til, at alle kan mættes, men ser dog ikke årsagen til, at titusinder må gå arbejdsløse. Han indser umuligheden af at hæve arbejdslønnen under arbejdernes kapløb for livet.

Følgerne af arbejdsløsheden udmales levende og ved gribende eksempler; selvmord hører til dagens orden. “De lastefulde”, “forbryderne” og “børnene af de ulykkelige” danner de arbejdsløses hærs bagtrop; deres tal er svimlende og stadig voksende.

I kapitlet “Kan der ikke ydes nogen hjælp?” går William Booth ind på de metoder, der af det offentlige anvendes til imødegåelse af elendigheden, kritiserer dem, navnlig fattiganstalterne, og påviser endvidere, at godgørenhed er ikke nok. Han skriver bl.a.:

“Det være langt fra mig at sige et nedsættende eller dadlende ord om nogen som helst velment bestræbelse for at lindre vore medmenneskers nød. Men just de folk, som gør mest godt, er de første til at indrømme og beklage, at de ved alle deres anstrengelser kun formår at skatte de ulykkelige øjeblikkelig lindring i deres nød og ganske midlertidig at forbedre deres kår. –

Der er mange velgørende institutioner, meget fortrinlige på deres vis, uden hvilke det egentlig er vanskeligt at se, hvorledes samfundet overhovedet kunne bestå; men når disse har gjort deres bedste, breder sig dog stadig til alle sider den store, forfærdelige sump af menneskelig fattigdom og nød og elendighed. De kan måske hist og her drage nogle enkelte ud af moradset og bringe dem på det tørre; men at udtørre hele sumpen er en tanke, som synes at ligge over de fleste af de folks horisont, som ofrer deres liv i filantropiens tjeneste. – at tage et menneske og give ham føde fra dag til dag, forbinde hans sår og helbrede hans sygdomme er naturligvis bedre end slet ingen ting at gøre; men om man ikke gør andet end det, er man nødt til at blive ved dermed i det uendelige, og det værste er, at alle autoriteter på dette område er enige om, at man ved denne slags velgørenhed rimeligvis vil forværre det onde, som man ønsker at bekæmpe, og at man altså gør bedre i slet ikke at hjælpe end at hjælpe på denne måde.!

Generalen omtaler derefter det engelske straffesystem, der ikke er et forbedringssystem.

“Fængslet er universalmiddel mod fortvivlelse. Når alt andet slår et menneske fejl, så vil staten altid påtage sig at give ham mad, klæder, varme og husly, dersom han blot vil begå en forbrydelse. Ja, den går så vidt i sin hjælpsomhed, at den vil gøre det ikke til en midlertidig understøttelse, men til en permanent tvang.”

Udvandring omtales som et hjælpemiddel, der dog kun bør anvendes på vel forberedte. Ligeledes gås der ind på fagforeningsbevægelsen, der har generalens sympati –; han tror dog ikke på den som en øjeblikkelig hjælp. Herom skriver han: “Som man vil se i de efterfølgende kapitler, vil jeg ved mine forslag ingenlunde modarbejde en endelig afgørelse af det sociale spørgsmål efter kooperationens principper; tværtimod ser jeg på denne bevægelse som et væsentligt håb for fremtiden. Men vi har nu ikke at gøre med en fjern fremtid, men med det nærværende øjeblik; og overfor de onder, som vi nu har at bekæmpe, yder de eksisterende kooperative organisationer os ikke megen hjælp – og kan ikke gøre det.”

Interessant er William Booths omtale af samfundsreformatorer: “Jeg siger ikke et ord imod en hvilken som helst genvej til tusindårsrigets lyksalighedstilstand, som blot er forenelig med de ti bud. Jeg er i forståelse og sympati med de længsler, der ligger bag ved alle disse socialistiske[2] drømme. Henry Georges forslag til jordens beskatning[3] og Edvard Bellamys nationalisme og kollektivisternes udførligere udviklede planer – min stilling til dem alle er ganske den samme. Hvad disse gode folk ønsker at udrette, det selv samme ligger mig på sinde. Men jeg er en praktisk mand, der behandler de aktuelle forhold i dag. – Jeg er stærkt interesseret i alle disse projekter og er fuldkommen rede til med åbne arme at modtage ethvert skønt ideal, som man vil tilbyde mig. Men det må være indenfor mine fingerspidsers rækkevidde. – Det kan være, at intet vil gøre nogen varig gavn, førend der er blevet vendt op og ned på al ting. – Men det spørgsmål, som jeg ønsker besvaret, er dette: Ved vore (Frelsens Hærs) herberger var der i går aftes tusind sultne, arbejdsløse folk; jeg ønsker at vide, hvad vi skal gøre med og for dem. – Her er John Jones, en stærkt bygget kernekarl i pjalter; han har nu i en måned ikke fået et ordentligt måltid mad; han har jaget, men forgæves, efter noget arbejde, der ville sætte ham i stand til at holde legeme og sjæl sammen. Her er han, sulten, forkommen og pjaltet, tiggende, tryglende om arbejde, for at han kan tjene til sit livs ophold og ikke skal være nødt til at dø af ligefrem sult og nød midt i den rigeste by i verden. Hvad skal vi stille op med John Jones?

Det er spørgsmålet.” –

I slutningen af dette kapitel understreger generalen stærkt, at der må hjælpes med det samme, og anklager dem, der enten giver anvisning på den næste verden eller på en fjern fremtid, hvilket kommer ud på et for de nulevende. Han går dernæst i anden del over til at omtale

“Befrielsen”.

Hvad der ved gennemgangen af denne vidt omfattende plan slår den opmærksomme læser, er, at William Booth synes at tale om Englands overbefolkning som en kendsgerning. Senere omtaler han dog Englands jordbund og klima og anfører følgende udtalelser af mr. Russell Lowell, der i flere år har studeret forskellige lande og deres vejrforhold: at England har det bedste klima i hele verden for agerbrug. – Han benytter dette til støtte for sin plan og skriver således i afsnittet om agerbrugskolonien: “Det forekommer mig altid mærkværdigt, at folk påstår, at man absolut må sende arbejderen flere hundrede mile bort til et øde, ufrugtbart land, inden man kan sætte ham til at bearbejde jorden for at skaffe sig sit udkomme, da hundredetusinder af acres land herhjemme ligger helt brak eller kun er halvt opdyrkede. Er der nogen mening i den idé, at man kun kan få noget ud af jorden, når den ligger adskillige hundrede mile fra det nærmeste marked og ligeledes hundreder af mile fra det sted, hvor agerdyrkeren skal købe sit værktøj og alle de livsfornødenheder, som ikke vokser på hans jordlod? Om en mand kan have udbytte af at bearbejde jorden på prærien eller i de australske udørkener, hvor enhver skæppe korn, som han avler, må køres pr. jernbane gennem hele det uhyre kontinent og derefter pr. dampskib føres tværs over det store ocean, kan han så mon ikke lige så vel tjene i hvert fald sit tarvelige udkomme ved bearbejdelsen af jorden, dersom man giver ham lige så god jord, men kun et par timers vej fra de største handelsmarkeder i verden?”

General Booth så ikke den nærliggende grund til, at så megen engelsk jord lå uudnyttet, fordi han ikke betragtede samfundet i dets helhed.

Den skulle først Henry George påvise.

Efter at have gjort rede for, hvilke principper der betinger sagens fremgang, nævnes redningsplanens enkelte dele, led for led:

1) Til redning: Bykolonierne.
2) Ud på landet: Agerbrugskolonier.
3) Ny Britannien: Den oversøiske koloni.
4) Flere korstog: slumkorstog, det transportable hospital, fængselsbrigaden, drankeres frigørelse, redningshjem, værnehjem, asyler, industriskoler m.m.
5) Understøttelse i almindelighed: bedre boliger, mønsterarbejderhjem, de fattiges sagfører, oplysningsbureauer, “white chapel ved havet”.
6) Iværksættelsen: Frelsens Hærs forudsætninger for arbejdet; udgifter, fordele, indvendinger. – tilbageblik.

En grundregel i alt hjælpearbejdet er kravet om genydelse fra den hjulpnes side. William Booth skriver:

“Jeg foreslår at tage den mand, slynge en stærk arm om ham og drage ham op af det dynd, hvori han er nær ved at blive kvalt. Som første skridt vil vi sige til ham: “De er sulten – her er mad; De er husvild – her har De tag over hovedet. Men husk på, at De må arbejde for Deres underhold; dette er ingen velgørenhedsanstalt; vi yder arbejde til de arbejdsløse, hjælp til dem, der ikke kan hjælpe sig selv.”

Det understreges, at man har til formål at forbedre, åndeligt påvirke de elendige. Ligeledes fremhæves det, at Frelsens Hærs virksomhed ikke ønsker at konkurrere og derved trykke arbejdslønnen. Endelig påpeges det, at arbejdet må opretholdes, dels ved gaver, dels ved offentlig støtte.

En af de indvendinger, som generalen imødegår, er den, at man kunne tænke sig, at den klasse mennesker, til hvis gavn planen er udtænkt, ikke vil benytte sig af den. Han skriver: “For at få deres mening at vide, der mere end nogen andre er interesserede i sagen, udspurgte vi en aften ved en optælling i vore London-herberger 250 arbejdsløse mænd, der selvfølgelig alle var i den yderste nød. Vi rettede en række spørgsmål til hver enkelt og fik svar fra dem alle. Nu må man huske på, at disse mennesker på ingen måde var forpligtede til overhovedet at besvare vore spørgsmål og endnu mindre til at besvare dem til gunst for vor plan, som de ydermere intet kendte til. (De adspurgte var af de mest forskelligartede håndteringer og alle arbejdsvillige og havde prøvet noget af hvert.) Vi stillede dem alle følgende spørgsmål: “Forudsat at De blev ført ud på en landejendom og sat til at udføre et eller andet arbejde, som ikke oversteg Deres evner eller kræfter, og som vederlag derfor fik føde, husly, klæder samt udsigt til, at De igen kunne komme på fode, ville De da være villig til at gøre Deres bedste ved det?” Med undtagelse af én besvarede alle 250 dette spørgsmål bekræftende. Ved nøjere undersøgelse viste det sig, at denne ene var sømand og af den grund var bange for, at han ikke skulle forstå sig på den slags arbejde.”

Efter en appel til dem, som har rigdomme, slutter William Booth:

“Det forekommer mig, at der kun kan være to grunde, der kan berettige et menneske med hjerte i livet til at nægte at medvirke ved udførelsen af denne plan:

1) at han har en ærlig og fast overbevisning om, at den ikke kan udføres med nogen rimelig grad af held, eller 2) at han selv har en anden plan at fremlægge, der besidder mindst lige så gode forudsætninger som min for at løse den foreliggende opgave.

Lad mig først betragte den anden grund. Hvis det er så, at du har en mere lovende plan til ufortøvet at udfri disse menneskemasser af deres elendighed, da anmoder jeg dig på det indstændigste om straks at komme frem med den. Lad den se dagens lys! Lad os ikke blot høre dine teorier, men lad os se vidnesbyrd om muligheden af deres heldige gennemførelse i praksis. Vil din plan kunne bestå for en indgående undersøgelse, anser jeg dig for løst fra din forpligtelse til at hjælpe mig – ja, endnu mere: såfremt jeg efter en grundig undersøgelse finder din bedre end min, vil jeg opgive min egen og ile til og hjælpe dig af al magt. Men har du ingen at fremlægge, da kræver jeg i deres navn, hvis sag jeg taler, din understøttelse. –

Tiden er kort! I Guds og menneskehedens navn; lad os rejse os og aftvætte den sørgelige skamplet på det britiske banner: at vore heste behandles bedre end vore arbejdere. Jeg er kun én iblandt de mange –lige som du! Forpligtelsen til at tage sig af disse arme, synkende skarer påhviler ikke mig mere, end den påhviler dig. Mig er ideen given, men du har fået midlerne, hvormed den kan realiseres! Planen er nu blevet offentliggjort for verden. Det er nu jer, der skal afgøre, om den skal forblive gold, eller om den skal bære frugt i talløse velsignelser for den hele menneskehed!”

***

Enhver, der kender til Frelsens Hær, ved, at dette storslåede udkast til mange menneskers redning er blevet til virkelighed, men enhver, der har fulgt udviklingen, vil også vide, at arbejdsløsheden og nøden ikke er blevet afhjulpet, hvilket generalen forudså, men er vokset i truende grad – i alle lande. Der er derfor grund til at dvæle ved følgende punkter i den foregående beretning:

1. At generalen fremfører nødvendigheden af at underkaste det sociale onde en nøje, videnskabelig undersøgelse.
2. At kun ønsket om at hjælpe straks afholder ham fra selv at foretage denne. (det gjorde Henry George.)
3. At der er farer ved velgørenhed, og at selv en velorganiseret institution ikke ene kan afhjælpe ondet: fattigdom og arbejdsløshed.
4. Endvidere står generalen øjensynlig uforstående overfor kendsgerningen om den ringe udnyttelse af Englands jord.
5. Han indser, at der er rigdom nok til alle.
6. Hans løfte om, at han og Frelsens Hær vil støtte enhver plan, der kan påvises at være bedre end hans.

Det er forståeligt, at en Moses ikke tålmodigt kun se på, at hans folk lider; at han må kaste sig ind i kampen for dets befrielse med det samme, selv om opgaven synes uendelig. Men det er en pligt for de nulevende at arbejde så vel for det følgende slægtleds vel som for de samtidige brødres, at medvirke til udryddelsen af et onde så vel som til at mildne dets virkninger.

__________

Der er forløbet 37 år, siden William Booth henvendte sig til offentligheden igennem Det mørkeste England og vejen ud derfra, og endnu opstiger nødråbet fra fortvivlelsens sump, endnu lider hundredtusinder uskyldigt; endnu står arbejderen med hatten i hånden og beder som en nåde om det, der er hans ret: arbejde.

Med generalens egne udtalelser i erindring og efter den forløbne tids erfaringer, må det da stå som en uafviselig pligt for enhver sand kristen at prøve at forstå årsagen til nøden; thi uden at opdage en sygdoms årsag kan man ikke vente at kunne helbrede den. Og det er en sandhed, at lige så vel som frelsens hær udretter meget godt, lige så vel står den i stedse højere grad magtesløs overfor udtørringen af den sump, hvis udstrækning i de forløbne år er vokset.

Kristne mennesker kan ikke uden grov selvmodsigelse bekende troen på en kærlig skaber og samtidig anerkende muligheden af, at fattigdommen er i overensstemmelse med hans vilje; det er ikke blot selvmodsigende; det er gudsbespotteligt.

Hvad er årsagen? Der må være en sådan, det skyldes ikke Skaberen, men os selv, ikke så meget de ulykkelige som et i bund og grund uretfærdigt system. Nogle vil hævde, at arbejdsløshed og fattigdom er naturlige? Et sådant standpunkt er som nævnt i modstrid med kristelig tankegang og tro. Det vil dog være hensigtsmæssigt i det følgende at undersøge en del af de ofte anførte grunde til fattigdommens eksistens.

At William Booth ikke fandt lægemiddel imod sygdommen, ligger i, at han ikke gjorde forsøg på at behandle samfundet i dets helhed. Ingen læge kan med held prøve at helbrede en patient uden at iagttage dennes almene tilstand. Det er ikke nok pletvis at studere symptomerne eller at prøve at udslette dem; ikke heller er det tilstrækkeligt at iagttage en enkelt del af patienten.

Generalen søgte efter løsningen i socialøkonomien, fandt dog ingen trøst i denne “Håbløshedens videnskab” ja, oprørtes forståeligt nok over dens kyniske forklaringer af fattigdommen og forlod den derfor alt for snart. Dette havde han da også en følelse af, da han sluttelig skrev:

“Det kan være, at intet vil gøre nogen varig gavn, førend der er blevet vendt op og ned på al ting.”

Sandelig, her traf generalen det rette; thi før uret viger for retfærdighed i vore love, før vil alle forsøg på at afskaffe fattigdom være frugtesløse. Samfundsstyrelsen må stemme overens med Kristi lære; før det sker, kan intet hjælpe.

I det moderne samfund har hvert individ mulighed for at medvirke til denne ændring, til indførelse af retfærdig lovgivning.

“Men er vore love ikke gode og retfærdige?” vil nogle indvende. “Vi finder dem virkelig ganske antagelige og humane.”

Herpå vil Henry George svare, han, der foretog netop den videnskabelige undersøgelse af det sociale system, som general Booth erkendte var nødvendig.

Profeten fra San Francisco.

“Oplys, hvad i mig er mørkt! Løft og støt, hvad der er lavt og svagt, at jeg med kræfter svarende til målet, kan vise menneskene tilværelsen af et forsyn og Guds retfærdige veje.”
Milton.

Således kaldtes amerikaneren Henry George af sin modstander, den engelske jorddrot, hertugen af Argyll, der uden at ville det gav Henry George det rette navn.

Også Henry Georges hjerte bankede varmt for fattigdommens ulykkelige ofre. Som 29­årig ung mand besøgte han New York og blev vidne til de selvsamme rædsler, som general Booth beskriver i sin bog. Han lovede da sig selv, at han ville betragte det som sit livs opgave at opdage årsagen til nøden – og at finde midlet derimod. “Og hvad jeg end senere i mit liv har udrettet eller forsømt,” skrev han senere, “mod det løfte har jeg været tro.”

Hjemkommet til Californien fra New York gik Henry George i gang med at opfylde sit løfte. Han, den ulærde bogtrykker, ransagede socialøkonomien – for at finde grunden til, at arbejderens løn altid sank med voksende befolkning og fremskridt.

En dag red George ud på en af sine tænketure. Det var på den tid, da jernbanen over fastlandet nærmede sig sin fuldendelse. Spekulationsfeberen rasede i forventning om den prisstigning af jord, som ville følge fremskridtet. Henry George møder en mand, og for blot at sige noget, spørger han, hvad grundene dér på egnen vel var værd. “Hist ovre går en mand, der sælger jord for 1000 dollars pr.  acre.”

Det slog da ned i George, hvad der var årsag til samfundssygdommen: at man tillod nogle mennesker at beslaglægge langt mere jord, end de kunne og ville bruge, blot i den hensigt at kræve adgangspenge af efterkommende tilflyttere.

Samtidig stod midlet ham klart.

I otte år arbejdede han nu på det, der skulle blive hans livs hovedværk: Fremskridt og fattigdom. Henry George skriver i forordet:

“Det er min agt ikke at gå udenom noget spørgsmål, ikke at vige tilbage for nogen slutning, men at følge sandheden, hvorhen den end må lede. – Det påhviler os at opspore denne lov (socialøkonomiens grundlov), siden der midt i hjertet af vor civilisation er nød, hvorunder kvinder hentæres og småbørn sulter.
Vi tør ikke vige tilbage, om også de slutninger, vi kommer til, støder an mod vore fordomme og fordømmer indretninger, som længe har været anset for vise og naturlige.”

Henry George underkaster den gængse socialøkonomi en nøje prøvelse, føjer til og forkaster; men stedse sporer man mesterens hånd. Han påviser, hvor denne videnskabs dyrkere er snublet; at arbejdslønnen ikke tages af kapitalen, men af arbejdsudbyttet. Det vises, hvorledes udbyttet deles imellem produktionens tre faktorer: arbejde, jord og kapital som løn, jordrente og kapitalrente. Han understreger, hvorledes jordrenten har tilbøjelighed til at tage mere og mere af arbejdsudbyttet, eftersom dyrkningsgrænsen udvides. Henry George dvæler ved begrebet jordværdi og påviser, hvorledes den vokser med befolkningstætheden og fremskridtet. Herom kan enhver den dag i dag overtyde sig. I slutningen af Fremskridt og fattigdom skriver han:

“Men af undersøgelsen fremgik der for mig noget, som jeg ikke havde ventet at finde, og en tro, som var død i mig kom igen til live.”

Jordværdi.

“Enken plukker nødder til et måltid for sine børn; en parfumeret herre, som lever fornemt i fine stuer, har en alkymistisk formular, hvorefter han udtager hver tredje nød af hendes forråd og kalder den – jordrenten.”
Carlyle.

Da Gud havde skabt det første menneske, fandtes begrebet jordværdi[4] endnu ikke. For Adam kunne en hvilken som helst plads i Paradisets have og senere – da han var landflygtig – en hvilken som helst plads udenfor denne for så vidt gøre fyldest!

Men efter slægtens forøgelse var sligt ikke mere tilfældet. Lad os betragte jordværdiens opståen, jordværdi i den her nævnte forstand.

Vi ser en frugtbar slette; hist og her brydes ensformigheden af en lille lund med en slyngende bæk. I det fjerne skimter vi en nybyggers vogn; den nærmer sig. Omsider slår vognens ejer sig ned et sted, træt af at søge efter boplads. For ham kan under disse forhold mange steder være lige gode. Snart står hans hytte rejst, og flittige hænder aftvinger naturen rige gaver. – Og dog er denne nybyggerfamilie på en vis fattig. Den er ensom. Denne ene mand har svært ved at udføre større arbejder. Er de små forråd udtømt, skal nybyggeren ofre sin egen og sine hestes arbejdskraft i flere dage for at få dem fornyet i nærmeste bygd. Hvad har da drevet disse mennesker så langt bort fra civilisationen? Der lå dog jord nærmere ved byer og landsbyer, jord lige så god og lige så ubenyttet, og som det ville have været fordelagtigere at vælge på grund af muligheden for lettere samkvem? Nuvel – sandt nok – men denne jord ejes, netop fordi den på grund af sin beliggenhed nær mennesker har større værdi for jordbrugeren; ejeren, ofte en spekulant, der købte jorden billigt, da han erkendte, at der ville blive efterspørgsel, holder den i sådanne priser, kræver så stor årlig afgift, at nybyggere drives længere bort, helt ud, hvor jorden endnu ikke har den af befolkningens tilstedeværelse betingede værdi.[5]

Men lad os vende tilbage til nybyggeren. Snart dukker en ny familie op. Den slår sig ned nær den første; det er godt at have naboer herude; to kan overkomme, hvad en ikke magter. Det er nu lettere at få bud til nærmeste by, og livet giver mere afveksling, thi “mand er mands gammen”. Nye tilflyttere grupperer sig om de første. Allerede ser vi en landsby med købmand og håndværkere.

Anlægget af en bane gør landsbyen til by. Hvor før den enlige nybyggers hytte brød landskabets ensformighed, står nu et flere etagers hus. Arbejdssparende maskiners hjerteslag hamrer under jorden. En virksomhed af højere art udfolder sig, handel og fabriksdrift. Med det materielle fremskridt følger det åndelige. En stedse fortsat stigen af grundenes værdi er følgen; alle har ved deres tilstedeværelse medvirket til at skabe dem, – og jordrenten burde derfor rettelig tilfalde alle.

Fattigdommens grundårsag.

“Markens dyr har fra umindelige tider haft fuld og fri ret til at bruge den jord, hvorpå de lever. Kun mennesket af alle skabninger – med dets såkaldte guddommelige kendetegn: fornuft og samvittighed – kun mennesket må bede en medbroder om tilladelse til at arbejde, og endog det bliver ham nægtet undtagen på betingelse af trældom.”
A.J.M.

Hvad ser vi: Allerede før jernbanen, kom den altid vågne spekulant, civilisationens grådige snylter. Han lægger udenom den lille by et spekulationsbælte af uudnyttet jord; thi han ved, at om få år, når han har tvunget bebyggelsen udenfor, vil disse grunde have langt større værdi end nu, og at han skal inddrage denne værdistigning, ikke fordi han har skabt den, men fordi samfundets love tillader ham at tilegne sig den. Han kender begrebet “jordværdi”. Ja, denne værdi, som så øjensynligt er skabt ved alles tilstedeværelse, ved alles flid lader man enkelte begunstigede beslaglægge. Og efter at de, der ønsker at bygge og virke, tålmodigt, uden nødvendighed har fundet sig i at blive trængt længere bort – tålmodigt har fundet sig i hver dag at måtte gå længere vej for at nå arbejdsstedet, fundet sig i alle de vanskeligheder, der følger med den større afstand – efter dette strækker byens indvånere sig ydermere så vidt, at de tillader, at de ved fælles virke skabte jordværdier inddrages af ham, der ikke har skabt dem og som ved at holde jorden ude af brug har skadet alle. – Jordværdien inddrager spekulanten ved salget, idet køberen fremtidig må svare spekulanten jordrenten.[6] Denne vælter han over på senere lejere – der igen må kaste denne byrde på forbrugerne – hele byens befolkning. Alle er altså med til at underholde spekulanten, der intet yder til gengæld.

Samtidig med byens opkomst rejste sig behov. Anlæg af gader, broer, kloakker m.v. bliver ønskelige, ja nødvendige. Dersom blot nu de fælles skabte jordværdier havde været til fælles rådighed – hvor smukt havde ikke de fælles fornødenheder kunnet blive tilfredsstillet af denne stadig voksende fond. Byens råd – så vel som borgerne – synes dog uvidende om disse forhold. “Byen skal bruge dette beløb,” siger de, “vi tager det fra alle.” Og vi ser, at der ved allehånde skattepålæg, ikke mindst ved snigskatter, ja, endog skat på gaver – således som vi alt for vel kender det fra vore samfund –, tilvejebringes de fornødne midler, hvorved arbejderen betaler to gange, omsætningen hæmmes, flid og sparsommelighed straffes, –men spekulanten belønnes.

Kaster vi et blik på verdenskortet, kan vi hurtigt overtyde os om, at al jord – hele denne planets overflade – ejes, ikke just er i brug, men besiddes; ikke fordi ejerne altid ønsker at bruge jorden, men for at de kan aftvinge brugerne en vis del af disses arbejdsudbytte. Dette er de i stand til ifølge statens love, der anerkender privat ejendomsret til ikke blot jorden, substansen, men også til den af alle skabte jordværdi. Denne tavse anerkendelse er overalt – om ikke formel, så dog reel.

Det princip, der er jordspekulationens grundsætning, viser Henry George os slående i følgende billede:

“Nuvel – lad os tænke os en ørken. Vi ser en karavane rejse frem igennem den. Vi ser endvidere en røverbande, og en af røverne råber: “Se denne rige karavane, lad os plyndre den, dræbe menneskene, om det er nødvendigt, tage dens varer, kameler og heste og skynde os bort dermed.”

Men en anden røver indvender: “Nej – det kunne blive farligt, og desuden er det jo tyveri! Lad os hellere skynde os i forvejen til den oase med kilden, som karavanen nødvendigvis må komme til, da det er den eneste i ørkenen. Lad os bygge en vold omkring kilden og kalde den vores. Og når da karavanen kommer frem, lader vi den ikke få noget vand, førend de rejsende har givet os alle deres varer.”

Dette ville være mere “gentlemanlike”, artigere og mere respektabelt, – men er det ikke alligevel i alle tilfælde tyveri?

Og er det ikke ligefuldt tyveri, når nogle mennesker iler forud for befolkningen og underlægget sig jord, som de ikke selv har ringeste brug for, men siden, når menneskene kommer til verden, og befolkningen øges, nægter de denne øgede befolkning tilladelse til at bruge denne jord, forinden de har fået en enormt høj pris for den?

Det er på denne form for tyveri, at vore største familiers rigdom grundlagdes. Gør nøjagtig det samme i ly af den nu herskende falske moralopfattelse, og menneskene vil rose din omtanke og foretagsomhed; de vil sige, at du skabte dig en formue, fordi du var en betænksom og overlegen mand – og at hvem som helst kan blive rig, når man kun vil arbejde og være betænksom! –

Men er dette ikke en lige så utvetydig overtrædelse af buddet: “Du må ikke stjæle” – som at tage pengene ud af andres lommer?”

Den, som ejer jorden, ejer dens frugter.

“I bygger! I bygger! Men I lukkes ej ind.
Lig de stammer, som ørk’nen opslugte i synd ­
Fra forjættelsens land I visne og dø.
Før dets farver har strålet på jert trætte øje.”
Mrs. Sigourney.

“Lad os tænke os en ø, omkranset af oceanet, en lille verden svømmende i rummet,” skriver Henry George. “Lad den være befolket af menneskelige væsener – og lad dem dele jorden ligeligt imellem sig. I begyndelsen vil dette være udmærket praktisk, så længe befolkningen er ringe og arbejdsmetoderne simple.

Vend blikket bort – lad nogen tid forløbe – og betragt atter den lille ø. Nogle familier vil være uddøde, andre er blevet større; alt i alt vil befolkningen være tiltaget. Og selvom der ikke er sket opfindelser eller opdagelser af betydning for rigdomsfrembringelsen, vil befolkningsforøgelsen, ved at have bevirket en mere forgrenet arbejdsdeling, have gjort industrien mere sammensat. I den forløbne tid har nogle været ligegyldige, ubetænksomme, ædelmodige; andre har været forudseende og begærlige. Nogle har beskæftiget sig med at gruble over tilværelsens gåde, nogle har iagttaget og målt stjernerne, andre har dyrket de ædle kunster, iagttaget naturen og inddelt dens dyr og planter i arter og klasser – kort sagt, syslet med de utallige ting, der så væsentligt bidrager til at forøge menneskets kundskab og glæde uden nogen eller megen vinding for udøveren. Andre vil have ofret al deres energi på udvidelsen af deres besiddelser. Og hvad vil vi få at se, dersom jorden har været behandlet som privat ejendom? Uden tvivl, al den oprindelige lighed er blevet til ulighed.

Nogle har langt mere end det oprindelig tildelte jordstykke, andre har intet. Lad os antage, at vor lille ø i alle øvrige henseender var utopien, at der ikke var krige eller røveri; at regeringen var dadelløs og skatterne små, ja, at endog kapitalrenten var afskaffet. – Alligevel ville uligheden i jordbesiddelse have frembragt fattigdom og økonomisk trældom.

Thi menneskene er fysisk set landdyr. De kan kun forlade jorden ved hjælpemidler, uddraget af denne, og de må vende tilbage til jorden. Derfor må de, der ejer jorden, være de jordløses herrer – endog til liv og død. Således kan en mand – om han er kommet i besiddelse af jorden – være de øvriges herre. De er fuldkommen hans slaver, så længe hans ret til jorden anerkendes; og dersom de ønsker at leve, må de helt og holdent gøre, som han ønsker.

Men forudsættes det, at der er flere jordejere, der kan konkurrere indbyrdes om arbejderne, ligesom disse konkurrerer om arbejde, vil de betingelser, på hvilke de jordløse kan eksistere, mere have udseende af at være frivillig overenskomst. Men det er ikke frivillig kontrakt. Jord yder intet, uden at arbejde udføres derpå; arbejdet kan intet frembringe uden jord. Jord og arbejde er de to nødvendige faktorer for produktionen. Men det betyder ikke, at de mødes på lige fod. Deres natur er forskellig. Jorden er et naturelement; mennesket må fylde sin mave flere gange daglig. Jord kan undvære arbejdet; men arbejderen kan ikke opretholde livet uden jord. Jordejeren har derfor en uhyre fordel overfor arbejderen, når en overenskomst skal sluttes. Det er imellem arbejderne, at den voldsomme kappestrid opstår – konkurrence drevet af sult. Og ydermere: efterhånden som befolkningen vokser og nødvendigheden af at udnytte jorden bliver mere påtrængende, bliver jordejerne i stand til at tage en større og større del af arbejdernes udbytte for at tilstede dem adgang til jorden. Dette må medføre, at jordværdien stedse vokser. Denne stadige voksen vækker begrundet forventning om fremtidig værdiforøgelse, hvilket medfører tilbøjelighed til at kræve endnu højere priser. Der er således en stadig tendens til at tvinge dem, der kun har deres hænder, til at nøjes med mindre og mindre af deres arbejdes frugt – blot for at måtte arbejde. Og i følge sagens natur vil der derfor efter nogen tid på vor lille ø findes mennesker, der lever i overflod og lediggang, medens andre er tvunget til livslangt slid for en ussel løn. –

Men lad os indføre en ny faktor i forudsætningen. Lad os antage, at mennesket kalder damp og elektricitet til hjælp, opdagelser og opfindelser, forbedrede arbejdsmetoder samt tusind arbejdssparende maskiner, alt dette, der er vor tids kendemærke.

Hvad vil blive følgen? Øjensynlig vil virkningen være, at der kan frembringes mere rigdom, at den samme menneskelige arbejdskraft kan frembringe mere end før – eller at færre mennesker er nødvendige til at frembringe det samme som før. Men ingen af disse fremskridt kan formindske nødvendigheden af at have jord. Ingen menneskelig opfindelse kan ophæve arbejdets afhængighed af jorden. Og når dette er tilfældet, må resultatet af de arbejdssparende opfindelser – såfremt jord betragtes som privat ejendom – blive dette, at jordejeren kan tage en endnu større del af arbejdets frembringelser. Den endelige virkning af disse fremskridt ville ikke være til gavn for arbejderne, men medføre større afhængighed. Ja – lad os antage, at udviklingen når fuldkommenhed – indtil det urimelige. Hvad da? Nuvel – arbejderne var overflødige; alt, hvad jorden kunne yde, ville være jordejernes. Ingen andre kunne med rette kræve noget deraf. Der ville aldeles ikke være brug for arbejdere. Om de ønskede at leve, måtte det blive som fattiglemmer – af jordejernes nåde.”

England.

“Fædrelandets fremtid beror på afskaffelsen af det jordmonopol, som lægger jorden øde, trykker lønnen ned, hindrer uafhængigheden og driver folkets brede lag ind i usunde boliger, der forgifter deres kraft.”
David Lloyd George.

Om end de fleste vil erkende, at de fås ret til den lille ø blev de manges uret, vil man dog måske være tilbøjelig til at tro, at virkningen af jordmonopolet er overdrevet – og at privateje af jorden endnu er sundt og praktisk (ikke at forveksle med brugsret mod afgift til samfundet).

Kun en dagsrejse fra vort land ligger en stor og rig ø; dens overflade er frugtbar, dens klima “et af de bedste i verden for agerbrug”, og i dens indre findes en rigdom af kul og malme. Kort sagt findes der alt, hvad et folk behøver. Denne ø er beboet af 48 millioner englændere. Af disse “ejer” den ene million al jord, hele øen; de 47 millioner besidder ikke en stump af deres fædreland; næppe heller en penny af dets jordværdier, der i London kan beløbe sig til tusinder af shillings pr. m².

Lad os undersøge forholdene lidt nøjere. Den besiddende klasse, de få udvalgte, der kalder sig jordens ejere (hvis ejeret man synes at anerkende) – og som derfor er denne ø’s herrer – en del af denne arbejder med jorden, men resten arbejder ikke. I kraft af deres “ret” til jorden tager de arbejdets førstegrøde. Uhyre summer må det arbejdende folk udrede for tilladelse til at bo på fædrelandets jord. Englands jordrente, i alt ca. 12 milliarder shillings, skabt af folket, går for størstedelen i jorddrotters lommer. Mange af Londons grundejere inddrager årlig millioner af shillings uden genydelse. Men ikke nok hermed: grundejere og jorddrotter kan stænge arbejderne ude fra jorden; thi den betragtes som deres ejendom. Og når “hans højhed” ved at udleje en del af sin jord får tilstrækkelige midler til at kunne føre et overdådigt liv, hvorfor skulle han så ikke spærre adgangen til sine jagtgrunde? Intet hindrer ham deri. Landets love, affattet af ham selv, anerkender først og fremmest hans ret. –

Men der findes en anden klasse mennesker, som heller ikke arbejder, nemlig de, der – hvor gerne de end ville – e holdt ude fra arbejdsmarken. Disse mennesker (i januar 1927 halvanden million) går ledige; tigger, spiser nådens brød eller dør – fordi adgangen til brugen af Skaberens gaver er dem fornægtet; fordi folket og dets ledere er blinde.

Andre millioner er mere eller mindre afhængige af fattigvæsenet.

Resten af befolkningen, de arbejdende millioner, må på den ene side betale sine herrer, Englands jordejere, for tilladelse til at bygge og bo på øens overflade; på den anden side må de igennem skatter underholde alle dem, som hines rettigheder spærrer ude. Dog er dette ikke alt. Statsstyrelsen behøver midler til løsning af fællesopgaver. Disse tages som tyngende skatter fra de arbejdende – og hvad bryder jorddrotter og spekulanter, der modtager millioner, sig om, at staten tager en brøkdel deraf under en eller anden form? Men den fattige arbejder bærer sin rigelige andel, – ad tusind veje og på utallige måder forstår den ellers blinde statsstyrelse at få adgang til arbejdets frugter, hvorved initiativ og virke hæmmes.

Kaster man et blik på landets rige overflade, slår det en, at uhyre strækninger ligger ubenyttet og ubebygget hen – en skærende modsætning til Londons tætbefolkede slumkvarterer med den gruelige nød, som general Booth i det foregående så levende skildrede.

Om William Booth samt de ulykkelige, foruden at anråbe himlens gud, havde kunnet sende en deputation til himlens højeste råd for at klage menneskenes nød, hvilket svar måtte de da have fået? Mon ikke dette: “Er al eders jord i brug? Er eders miner udtømte? Giver naturen ikke lejlighed til sysselsættelse?” Og hvad måtte de svare med Englands rige miner og udyrkede arealer for øje?

Hvorledes kan det være, at den intelligens, der vejer himlens stjerner og underkaster sig naturens kræfter, ikke kan finde løsning på det simple spørgsmål: at bringe ledig arbejdskraft til anvendelse på opgaver, der formelig råber til himlen om løsning.

Her 1½ million ledige mennesker, hist mangel på boliger og ubenyttede jordstrækninger?

Det er eneretten til jord, som ikke blot uretmæssigt giver til de få, hvad der må tilhøre alle, men som virker hæmmende, stængende, ødelæggende. Det er fordi vor statsstyrelse anerkender en falsk lov, og vi alle tillader det, at tusinder har langt mere end de behøver, og millioner næppe det daglige brød.

I et af sine værker skriver Henry George:

“Tæt udenfor det vindue, ved hvilket jeg sidder og skriver, står der en stor tyr tøjret· ved en ring i næsen. Idet den græsser, går den rundt og atter rundt og snor derved tøjret om tøjrepælen. Nu står den som en lænket fange og pines ved synet af det dejlige græs, som den ikke kan nå; den kan ikke engang slå med hovedet og jage de fluer væk, som samler sig på dens skuldre.

Denne tyr – selve sindbilledet på den vældige kraft –, der står og lider nød med overflod lige for øjnene og hjælpeløst må lade sig udsuge af svagere skabninger, bare fordi den ikke er klog nok til at indse, hvorledes den kunne komme fri, synes mig at være et rigtig godt billede på de arbejdende menneskemasser.

I alle lande ser man, at de mennesker, som ved deres slid og slæb skaber rigdomme, knuges af fattigdom; og medens den fremadskridende civilisation stadig åbner videre udsyn og vækker nye ønsker, holdes arbejderne nede ved de dyriske fornødenheders lavmål. I bitter følelse af, at de lider uret, og at de er skabt til noget bedre end dette snævre liv, bryder også de på og skriger op. Men så længe de ikke søger tilbage til ondets årsag, så længe de ikke indser, hvorledes de er lænkede og hvorledes de kan komme fri, så længe vil deres anstrengelser og deres skrig være lige så virkningsløse som. Tyrens. Ja, mere virkningsløse. Jeg går nu ud og driver tyren således tilbage, at den vikler tøjret af pælen; men hvem skal frigøre menneskene? Så længe de ikke bruger den forstand, der er givet dem, er der intet, der hjælper. Der er intet særligt forsyn for dem.”

Falske forklaringer.

“Er da naturen med gud i kiv –
siden den synes så ond?
Ligeglad med den enkeltes liv,
kun for slægten et værn?”
Alfred Tennyson.

Det er ikke blot i England, at forholdene er så usle som foran skildret. Vi behøver ikke at gå så langt. I vort eget land, i Danmark, er titusinder fordømt til at tigge eller gå ledige, og tusinder af familier stuves sammen i usunde barakker og etværelses lejligheder.

I alle civiliserede lande tærer denne sygdom samfundet. Overalt følger fattigdommen i fremskridtets kølvand.

Utallige er de forklaringer, som den rige mand giver Lazarus. Den mest kyniske er den, at det er i sin orden, at en del mennesker må gå til grunde, legemligt og sjæleligt, og at der ikke findes noget sådant som menneskerettigheder. Behøver vi at svare herpå? – Endvidere anføres, at der ikke er rigdom nok til alle. Hertil må siges, at om det er tilfældet, da er det så meget større uret, at nogle har millioner og andre ikke dagligt brød.

Men er det ikke muligt at afskaffe fattigdommen ved at fordele den eksisterende rigdom, da er det så meget mere nødvendigt at skabe nye rigdomme. Og da formue ikke er andet end arbejdsfrembringelser: naturens, jordens gaver omdannede til former, som tilfredsstiller menneskelige fornødenheder, da er det tilstrækkeligt at give alle disse ledige hænder adgang til produktivt arbejde.

Videre indvendes, at fattigdommen altid har eksisteret. – Måske frivillig fattigdom – i mindre målestok. – Har den altid eksisteret er der så meget mere grund til at blive den kvit. Men den uhyre fattigdom, som findes i vore kulturcentrer, har ikke altid eksisteret. Den findes ikke hos naturfolkene. Der er ingen som helst rimelig grund til dens beståen.

Den vil dog bestå, så længe man prøver alle andre midler end det rette. Enhver, som blot overfladisk læser historien, kan ikke undgå at bemærke, at jordens samling på få hænder og fattigdom hører nøje sammen.

Man nævner overproduktion som årsag. Altså, fordi der er frembragt så megen rigdom, er der så megen fattigdom. Hvor ulogisk. Samtidig med en mulighed for rigdomsskabelse, som historien ikke har kendt, findes der tusinder, ja millioner, som lider sult og nød midt i overflod, midt i rigdom.

Enhver, som bruger sin omtanke, må erkende, at de anførte grunde er urimelige.

Selv blandt såkaldte kristne hersker der undertiden tro på, at vor elendighed skyldes overbefolkning. Disse mennesker betænker ikke, at de fornægter deres egen tro på en alvidende, intelligent og god skaber. Thi hvorledes kunne de ellers mene, at væsener, som kaldes til live i følge hans love, ikke skulle finde plads eller føde nok? Hvert menneske, der fødes, er udrustet med forstand og hænder, hvormed det kan tilfredsstille sit behov i “Paradisets have”. Det er ikke skaberens fejlslutninger, men nogle menneskers griskhed, og andres tankeløshed, der er årsagen til den tilsyneladende overbefolkning. Kun en meget overfladisk iagttager kan mene, at den sammenpakning af menneskelige væsener, som finder sted i vore storbyer, er et udslag af overbefolkning. Om sådanne ville gå udenfor stadens porte, ja, blot se sig om indenfor voldene, ville de finde ubenyttede arealer, uudnyttede værdier.

Overbefolkning! Når alle Danmarks indvånere med lethed kan finde plads på øen Amager, – når hele vor klodes befolkning kunne forsamles på et areal af størrelse som Bornholm, der er en ringe brøkdel af Danmark, denne lille prik på verdenskortet? Hvilket vanvid, hvilken uhyre gudsbespottelse ligger ikke i denne påstand.

Historien beretter intet steds om overbefolkning, trods det, at mennesker har levet på denne klode i uoverskuelige tider. Derimod har man set folkeracer uddø, – hvor der før blomstrede rige byer, tumler vilddyrets unger sig. Men et er sikkert: at tidligere kulturstaters undergang skyldtes altid samme årsag: jordmonopolet. Det var grunden til det græske riges forfald; det var jordens samling på fås hænder i det gamle Rom, der bevirkede dets opløsning. Og det er at befrygte, at det vil gå vor lovpriste kultur ligeså, dersom de grundlæggende principper i vor statsstyrelse ikke bringes i overensstemmelse med retfærdighedens bud.

Forskeren finder i naturen orden og hensigt. Intet steds findes væsener, for hvis fornødenheder der ikke er draget omsorg. Og dog påstår man, at skabningens krone, mennesket, der skabtes i Guds billede, ikke skulle have tilstrækkelige forråd til det rent legemlige behov?

Naturlige rettigheder – retten til livet.

Den sandhed, som jeg har forsøgt at klargøre, vil ikke let vinde frem. Havde den kunnet det kunnet det, var den blevet antahet for længe siden. – Ja, den var aldrig blevet fordunklet. Men den vil møde venner, som vil arbejde for den, lide for den, ja, om det kræves, dø for den. Så vældig er sandhedens magt.” Henry George.

Hvem tilhører kloden? Hvem har ret til dens brug, til de fordele, som følger med dens brug?

Lad os gå til kernen i spørgsmålet ved at stille et andet: hvem har ret til livet? Herpå kan kun gives et svar; thi ingen ville vel hævde, at det var ret at drukne eller på anden måde aflive børn, eller at en menneskelig lov kunde gøre det berettiget. Men dersom ethvert barn har ret til livet, da må denne ret være lige for alle, ikke større for nogle end for andre. Herom kan der ikke strides. Ingen tør påstå, at det ville være en ringere forbrydelse at dræbe den fattige arbejders barn end at dræbe den stolteste adelsfrues, eller at en lov kunde gøre det første mere berettiget end det andet. –

Men dersom det må erkendes, at alle har lige ret til livet, da må det indrømmes, at alle har lige ret til naturens elementer: vand, luft og jord, som er nødvendige for vort materielle liv. Uden luft dør vi meget hurtigt; legemet indtørres langsomt, om det må savne vand. Lige så lidt kan mennesket undvære jord; thi det er “et landdyr”. Vi kan ved hjælp af jordens frembringelser såvel flyve som krydse havet; men før eller senere må vi vende tilbage til jorden for at forny vore forråd. Vor føde drages fra jorden; vore klæder udvindes af dens frugter. Af jord er vi kommet, og engang skal vi stedes til ro i jordens skød; vi er fuldt så meget jordens børn som markens liljer.

Derfor har ingen større ret til jord end nogen anden; thi deraf ville følge større ret til livet. Om nogen havde ret og andre slet ingen, da måtte disse retsløse uden indvendinger finde sig i at blive jaget i havet.

En lov, der sagde: “Visse børn har ikke ret til jord, derfor skal de fjernes fra jordens overflade”, ville være den samme som en lov, der bød: “Visse børn har ikke ret til at leve, derfor skal de kastes i havet.” Og da ingen lov eller skik eller overenskomst kan berettige fornægtelsen af alles lige ret til livet, således kan ingen lov, skik eller overenskomst berettige fornægtelsen af alles lige ret til jord.

Heraf følger, af den kendsgerning, at de er til, at alle mennesker har ret til hver sin lige andel af jordens overflade, dvs.: at jorden og nytten af dens brug tilhører med rette alle mennesker, lige så meget et menneske som et andet, ikke mere det ene end det andet; ikke nogle mennesker med andres udelukkelse; ikke en klasse frem for andre klasser; ikke jorddrotter, ikke forpagtere eller lejere, men alle levende.

Denne ret er uafhændelig og uomstødelig. Ingen lov, ingen pagt, ingen overenskomst kan stænge den. Én generation kan ikke bortskænke de følgende slægtleds rettigheder. Om samtlige nulevende blev enige om at bortskænke deres ret, – de kunne dog ikke sælge det barns ret, som fødtes i næste nu. Ingen kan afhænde en ret, som ikke tilhører ham. Og da det nyfødte barn har en lige så stor ret til livet som enhver, der er kommet før i verden, da har det en lige så stor ret til jord. Dets berettigelse er naturens gave og er ikke afhængig af menneskelove eller skøder. Dets ret fremgår af den kendsgerning, at det er født.

Vi har da her et fast og selvindlysende princip, hvorpå vi trygt kan bygge: jorden tilhører ikke det ene individ mere end det andet, ikke den ene klasse mere end den anden, ikke et slægtled mere end det følgende; den tilhører alle, der i øjeblikket lever på den.

“Lad de små børn komme til mig, og formener dem det ikke; thi guds rige hører sådanne til.”

Hvilke ømme følelser kaldes ikke til live af disse frelserens ord – og et andet rinder os i hu:

“Sandelig siger jeg eder: med mindre I bliver som børn igen, skal I ingenlunde indgå i himmeriges rige.”

Kristus elskede børn – og de ham; thi i barnet er det gode og enfoldige fremherskende. Barnets retsfølelse er udpræget. Det er forståeligt, at Jesus netop pegede på børnene.

Men dersom himlen tilhører børnene, mon så ikke Skaberen har tiltænkt dem en andel i jorden? Gjorde frelseren forskel på det fattige og det rige barn? Han, som prædikede menneskenes broderskab og kaldte Gud for sin og alles fader? Skulle vor fader have fordømt nogle af sine børn til vedvarende fattigdom og nød ved ikke at have draget omsorg for, at der fandtes tilstrækkeligt til deres fornødenheder? Det er utænkeligt.

Men fattigdommen findes jo?

Nuvel – den skyldes os selv, vor egenkærlighed og mangel på omtanke. Skaberen har givet os forstand til at spore og lænke naturens kræfter og tillige samvittighedens røst til at formane og vejlede os i vort indbyrdes forhold. Men vi har ikke lyttet til dens stemme; for vi har gjort det, som er en gave til alle, til nogle fås særeje. Og “den, som ejer jorden, ejer dens frugter –”; den, som ejer menneskenes fornødenheder, ejer menneskene; de er jordejernes slaver.

“Salig er den mand, hvis lyst er til herrens lov, og som grunder på hans lov dag og nat.” (Ps. 1,2.)

Ikke blot vor egen samvittighed og mange gode mænd har fordømt den uret, som daglig begås mod de såkaldt fattige, mod dem, som forgæves tigger om arbejde – mod dem, som sluttelig drives i døden af fortvivlelse; men biblen, Guds eget ord, fordømmer det system, hvis onde frugt er fattigdommen.

Der er en bestemt årsag. Den er så iøjnefaldende, at selv en blind kan se den. Men vi vil ikke se, vi vil ikke høre. Hvorledes kunne vi ellers ringeagte bibelens ord:

Herrens er jorden og dens fylde, jorderige og de, der bor derpå.” (salme 24,1.)

Dette erkender vi; for de er Guds med Skaberens ret, fordi han har skabt jorden og menneskene.

“Himlene er Herrens, men jorden gav han menneskenes børn.” (Salme 115,16)

Til menneskenes bør? Til de rige? Til de fattige? Nej, til alle menneskebørn, med påbud om “at vorde frugtbare, at opfylde og underkaste sig jorden”. Og vi tør slutte heraf, at han vil gribe ind, dersom det en gang når så vidt, at vort behov ikke kan tilfredsstilles ved jordens frugter.

Vi læser endvidere: “Jordens nytte er for alle.” (Prd. 5,8.)

Alles lige ret til jorden anerkendtes af jødefolket. Det gamle testamentes bud var jo dette folks lov. Ved hvert jubelår skete en omfordeling af jorden under hensyn til den voksende befolkning, hvorved monopolet umuliggjordes. Moses, jødernes store lovgiver, så, at den sande grund til den ægyptiske mængdes trældom var det, der overalt har medført trældom: en klasses ejendomsret til jorden, på og ved hvilken hele folket skal leve.

Og herren talte til Moses på Sinai bjerg og sagde:

“Og landet skal ikke sælges med fuld afhændelse; thi landet hører mig til; thi I er fremmede og gæster hos mig.” (3. Mosebog 25,23.)

Hans institutioner står som en protest mod den vanhellige lære, der gør sig gældende i dag ligesom for 3000 år siden; den vanhellige lære, der ofte har lydt selv fra kristelige prædikestole: at mængdens nød og lidelser stammer fra forsynets hemmelige bestemmelse, som vi vel kan beklage, men hverken stride imod eller forandre.

For den, der vil se, brænder tornebusken endnu; for den, som vil høre, lyder atter en stemme: “Mit folk lider, hvem vil lede det?”

Englands og andre landes jorddrotter, der i løbet af de sidste århundreder ved svig eller magt har gjort jorden til deres ejendom, burde på ny læse bibelen og overveje dens ord:

“Og når din broder forarmes, og hans formue tager af hos dig, da skal du styrke ham, var han endog en fremmed og en gæst, at han kan leve hos dig. Du skal ikke tage åger eller overgift af ham; men du skal frygte din Gud, at din broder kan leve hos dig.” (3. Mose­bog, 25.)

Hvad gør kristne, for at disse bud må blive fulgt? Hvorledes våger navnlig statsstyrelsen i kristne lande over, at disse forskrifter i dets religion – og buddet: du må ikke stjæle – overholdes? Den styrelse, hvis første pligt det er at øve retfærdighed? Hvad gør barmhjertighedens tjenere, for at havesygens ofre får ikke blot en kortvarig lindring, men deres ret? Eller mener de, at al vor nød skyldes skaberens fejlregning? Da modsiger de sig selv. Men må de erkende, at der er en årsag, som skyldes os selv, hvorfor sætter de da ikke al kraft ind på at finde og hæve den?

– – –

Kristus selv bød os at holde loven og profeterne; han sammenfattede alle hine, det gamle testamentes bestemmelser i dette ene bud: “Elsker hverandre.”

Jesus bød os tit gørce mod andre, som vi kunne ønske, de skulle gøre mod os. Men ønsker nogen af os, at medskabninger, der ikke har større ret end vi, berøver os en del af vort arbejdes frugt? Vi erkender det for os gældende bud: “I dit ansigts sved skal du æde dit brød!” Vi forstår, at det ikke er en forbandelse, men en naturlig lov: at vi intet kan få uden arbejde; at arbejdet er betingelsen for vor fremgang. Men på samme tid indser vi, at vi ikke har ret til at “æde brød i vor broders ansigts sved”; at vi intet krav har på vor broder, og at enhver ydelse kræver genydelse. Omend vi gerne giver vor broder gave – vi ønsker ikke at trælle for ham. Jeremias siger i sin anklage mod kong Josias ulykkelige søn:

“Så sagde Herren: Ve den, som bygger sit hus på uretfærdighed og sine sale med uret, ham, der lader sin næste tjene for intet og ikke giver ham sit arbejdes løn. Skulle du være konge, fordi du brammer med ceder?

Har din fader ikke også spist og drukket og dog øvet ret og retfærdighed – og det gik ham vel? Han antog sig den elendiges og den fattiges sag – og det gik ham vel; er dette ikke “at kende mig?” siger herren.”
– – –

For dem, der fæster mere lid til andres autoritet end til eget omdømme, kan det være nyttigt ydermere at fremdrage nogle kendte mænds udtalelser i dette spørgsmål.

Kirkefaderen st. Ambrosius siger til de rige: “Jorden kan ikke gives til eder. Den er fælles for alle mennesker og ikke de riges ejendom.”

Kirkefaderen st. Gregor formaner ligeledes dem, der lever i overflod:

“I giver ikke almisser til de fattige. I giver dem kun, hvad der i virkeligheden er deres; for I har gjort jorden – som Gud har givet som en fælles gave til alle menneskene – til privat ejendom.”

Vor landsmand, Grundtvig, skriver:

“Ethvert folk er sit fædrelands grundejer og kan aldrig retmæssig ved nogen lov tabe sin ejendomsret. Uret kan aldrig ved nogen lov gøres til ret.”

Og endelig siger socialismens grundlægger, Karl Marx: “Grundejendomsmonopolet er kapitalmonopolets grundvold.” Den kendte engelske filosof, Herbert Spencer, udtaler:

“Retfærdigheden tillader ikke, at jord gøres til privat ejendom. Den antagelse, at jord kan blive privat ejendom, medfører, at hele jorden må blive privat område for en del af dens beboere, medens resten af menneskene er sat udenfor. – Det kan aldrig godtgøres, at de bestående adkomster til sådan ejendom er lovlige.”

Disse sandhedsvidner bekræfter alle biblens ord. Behøver vi flere?
– – –

Selv hos naturfolkene, de såkaldte “vilde”, anerkendes alles lige ret til naturens gaver.

Den oprindelige og universale menneskelige opfattelse af vort forhold til jorden fandt slående udtryk i indianerhøvdingen Sorte Falks erklæring: “Den store ånd har sagt mig, at jord ikke hor gøres til ejendom som anden ejendom; for jorden er vor moder!”

Er dette ikke bevis for, at den indre stemme i menneskets bryst er i samklang med den hellige skrift?

New zealænderne delte denne opfattelse. Da de hvide “kristne” ville tilbytte sig jord hos de indfødte, blev de til at begynde med afvist med den begrundelse, at disse ikke kunne afhænde deres børns rettigheder. Det indså disse hedninger, der dog var mere kristne i tankegangen end mange af dem, der kaldte sig således. Det lykkedes alligevel europæerne at tilvende sig jorden. Selv kirkens mænd var med til at franarre disse jævne mennesker deres arvelod, grundlaget for deres eksistens. Den engelske kirkes missionsselskab “købte” således den 4. juli 1819 af ngapuhi-stammen 13.000 acres jord (ca. 5 km²) for – 48 skovøkser. Handelen sluttedes ved en vis “ærværdig” Samuel Marden, fuldmægtig. Han burde have erindret, at man ikke skal tage åger eller overgift af sin broder.

Sådanne kendsgerninger burde i sandhed oprøre. Man forstår det had, som mange kirkens mænd pådrog sig i forbigangne tider. Og man undres ikke over maoriens klage: “Missionærerne, der kom til os, var pæne og gode folk; og de sagde til os, at vi skulle se op til himlen; og medens vi så op, kom andre hvide mænd og tog jorden bort under vore fødder.”

Overalt, hvor vi vender blikket, ser vi den hvide race tilegne sig jorden; thi den ved, al “den, der ejer jorden, ejer dens frugter”. Det er ikke mere praktisk al røve og bortføre indfødte som i negerslaveriets tid; blot man tager deres jord, “køber” den, bliver de slaver – og det er da langt lettere at unddrage sig ansvaret for deres nød, end om de var personlige slaver.

Det er jordmonopolet med dets følger, der forårsager de hyppige anfald af hungersnød i Forindien, dette frugtbare land, der ved fornuftig brug kunne yde rigeligt til en endnu større befolkning. Men det system, hvorefter jordens “ejere” kan uddrive løvens andel af grøden, den usikkerhed, som opstår, fordi ejeren kan jage brugeren fra hus og hjem, bevirker, at jorden dyrkes slet. Men i nærmere egne anvendes den samme uretfærdige fremgangsmåde. Engelske godsejere ejer Irlands jord. Jorddrotter fordrev det skotske folk mere og mere, ja misbrugte endog religionen dertil. Man læse Highland Clearances (udgivey i Inverness af a. Mc. Kenzie), der giver et klart, omend trist billede af sandheden. Det er vanskeligt at forstå, at skotske mænd, der kæmpede som løver i fremmede lande, var så forknytte hjemme. Kun den omstændighed, at religionen misbrugtes og anvendtes som våben imod dem, forklarer deres tålsomhed.

Det er den private ejendomsret til jord, der er årsag til de fleste krige, i hvilke begærligheden kalder uvidenheden til hjælp.
– – –

Salig den mand, der grunder på herrens lov. Kab vi tvivle om, at hans lov fordømmer det falske system, der giver nogle fuld rådighed over det, som er tiltænkt alle? Kan det være hans vilje, der ske på jorden som i himlen – at et fåtal er herre over de mange – ja, indtil liv og død?

Nogle vil, omend de erkender alles lige ret til jorden, indvende, at vi ikke alle ønsker at dyrke jord; at det ikke er praktisk i et civiliseret samfund; at netop den vidtforgrenede arbejdsdeling er en væsentlig årsag til det materielle fremskridt.

Nuvel – det indrømmes, ihvorvel jordbrug er den eneste virksomhed, der kan beskæftige alle; vi kan ikke alle sysle udelukkende med f.eks. at lave sko. Men ligesom der i forbigangne tider fremstod profeter for at vejlede vildfarne folkeslag om, hvad der var godt og ret, således kan også vor tidsalder glæde sig over en sådan mand, der har peget på den evige sandhed.

En sådan profet var Henry George.

“Vor politik er jævn og ligefrem,” lærte han. “Vi vil kun tildele samfundet, hvad der tilhører samfundet, nemlig den værdi, der tilføres jorden ved samfundets vækst; men vi vil lade urørt for den enkelte, hvad der tilhører den enkelte.”

Midlet.

Der er i menneskelige forhold en ordning, som er den bedste; det er ikke altid den ordning, der er, men den, der til menneskehedens sandeste vel burde være. Gud kender denne ordning og vil den. Det er menneskets pligt at udfinde og virkeliggøre den.”
Emile de Laveleye.

Ingen kristen kan for alvor mene, at skaberen ikke har forudset vor materielle fremgang, vore sammenslutninger i civiliserede samfund. Snarere må det antages, at den er i fuld overensstemmelse med hans guddommelige plan.

Loven for menneskeligt fremskridt er vor stræben efter at tilfredsstille vore ønsker med mindst mulig anstrengelse. Men ydermere er fremgangen betinget af, at vi slutter os sammen; og skal civilisationens skygge – arbejdsløshed, fattigdom og krig – forsvinde, må mottoet være: sammenslutning i lighed. Ikke just lighed i kår, men i muligheder.

Med sammenslutningen så vi opstå behov. Disse må Skaberen have forudset; og da vi intet steds ser væsener bragt ind i denne verden, uden at der er sørget for deres fornødenheder, må der findes et fond, hvoraf der kan tages, uden at statsstyrelsen behøver at overtræde buddet: du må ikke stjæle. Hvor ligger da grænsen for ejendomsretten? Der må være en sådan indskrænkning, ellers ville buddet ingen mening have.

De stolte skibe, som bar vore forfædre, de gamle vikinger, over havet; deres våben og klæder; deres dyr; deres boliger – hvor findes de i dag? Men jorden, hvorpå de levede, se den ligger der endnu, smilende og venlig, stadig rede til at give arbejderen sin løn. Slægt efter slægt har levet derpå – og talrige slægter vil sandsynligvis følge efter os.

Men på besiddelsesret til jord og til ting, der i følge deres natur er på stadig vandring tilbage til naturens store forrådskammer fra det øjeblik, de formes, er der en væsensforskel. Der er en grundforskel på at eje jord (hvilket er ensbetydende med at kunne forbyde andre adgang) og på at eje ting, hvori er nedlagt menneskeligt arbejde. Og dette er da ejendomsrettens grundlag: hvad det enkelte menneske skaber tilhører dette fuldt og helt. Men jorden – en gave til alle – og jordværdierne, der er skabt af alle, tilhører fællesskabet. Her ligger grænsen. Og enhver, der kræver eneret til brugen af jord, må yde vederlag herfor til alle, til samfundet.

Det kan ikke nytte at give jorden til en større klasse; derved sker retfærdigheden ikke fyldest. Ikke heller nytter det at træffe bestemmelse om agerjord alene og lade byjorden i de nuværende ejeres besiddelse. Ingen af disse halve og afmægtige fremgangsmåder kan tilfredsstille kravet om retfærd eller helbrede det bitre onde, der nu er· så fremtrædende.

Den eneste sande og retfærdige løsning af spørgsmålet, det eneste mål, der er værd at stræbe efter, er at gøre hele jorden til fælleseje for hele folket.

Og intet er lettere. Det er blot nødvendigt at inddrage jordrenten, som nu {lyder i jorddrotternes og grundejernes lommer, i folkets fælles kasse. Det er ikke muligt at fordele jorden ligeligt, at give hver familie, end mindre hvert individ, sin lige del. Og selvom det var muligt, ville det ikke være muligt at opretholde lighed; thi gamle mennesker dør og nye fødes hvert øjeblik, medens jordværdierne uafladelig skifter.

Men det er muligt at inddrage og fordele jordrenten, eller, hvad der kommer ud på et, at anvende den til fælles nytte. Dette er den eneste måde, hvorpå der handles fuldt retfærdigt. Dette er måden, og det er den eneste, hvorved hver mands, kvindes og barns lige ret anerkendes og sikres.

Som Herbert Spencer siger:
“En sådan ordning er i overensstemmelse med den højeste grad af civilisation; ville ikke medføre nogen alvorlig ændring i eksisterende ordninger. Den fornødne forandring ville blot være en ændring af jordejere. I stedet for at være i privateje ville jorden ejes af det store aktieselskab: samfundet. I stedet for at leje sin jord af denne eller hin ejer vilde brugeren leje den af nationen. I stedet for at betale jordrenten til en privatmand måtte han betale den til samfundets skatteopkræver.

– En sådan tingenes tilstand ville være i fuld overensstemmelse med moralloven. Alle ville være lige meget jordejere; alle ville have lige adgang til at blive jordbrugere. – Det er derfor klart, at jorden under et sådant system ville blive indhegnet, bebygget og dyrket under fuld hensyntagen til loven om lige frihed.”

At tage den fulde grundrente ville være det samme som at tage jorden i besiddelse og leje den ud til de højstbydende.

Det må erkendes, at dersom statsstyrelsen, der er nødvendig i et ordnet samfund, inddrager jordrenten i form af grundskyld af værdifuld jord (ikke al jord er værdifuld i nævnte forstand) og undlader at tage skatter, da er den sande ejendomsret anerkendt og fastslået; thi fællesskabet har kun taget, hvad alle i fællesskab har frembragt: jordværdierne, hvis opståen er vist i det foregående; og den enkelte beholder helt, hvad han har frembragt ved sit arbejde.

Først når grænsen er fastsat, kan man forlange den respekteret. Først da kan vi med konsekvens forlange: Du må ikke stjæle.

Biskoppen af Meath i Irland, dr. Nulty, sagde i et brev til sit stifts præster og lægfolk, at det var denne Skaberens omsorg – denne omsorgsfulde lov: at jordens værdi stiger med samfundets behov –, som i hans øjne var den herligste af alle sociale grundlove. “Og for mig er det den, som tydeligst viser Skaberens godvilje og intelligens; thi deri ser vi en naturlov, i kraft af hvilken civilisationens fremskridt – under forudsætning af lige ret for alle, sikret ved borgerlig lov – ville blive en fremrykning imod ligestilling, i stedet for som nu mod en stedse grusommere ulighed.”

Men inddragning af jordrenten som grundskyld er ikke blot i overensstemmelse med moralloven. Den er – og må være – den mest hensigtsmæssige ordning. Da den må kræves af al værdifuld jord efter dennes værdi, men uden hensyn til, hvordan den bruges, vil afgiften tvinge lejeren til at bruge den på den mest hensigtsmæssige måde, hvilket er til gavn for ham og befolkningen, der kræver stedse flere boliger og stadig bedre udnyttelse af jorden. I den omstændighed, at småbruget synes den form for agerbrug, hvorved udbyttet bliver størst, ser vi en anden af Skaberens gode love; thi under forhold, hvor en voksende befolkning tvinges til videre og videre udstykning af et muligt begrænset, allerede helt i brug værende jordområde, ser vi produktionsevnen forøget endnu mere, dels ved muligheden for bedre samarbejde, dels ved, at småbruget bedre kan udnytte jorden. Vi vil da få at se, at ingen vil beslaglægge jord uden ønske om at bruge den; ingen vil optage plads for andre. Og arbejderen, som før intet valg havde, får nu mulighed for at få jord, blot mod at svare jordrenten til fællesskabet. Han får nu det fulde udbytte af sit arbejde. Arbejderens rette løn bestemmes nemlig af det udbytte, han kan drage af jorden.

Bydes ham mindre af fabriksherren, vil han ikke antage tilbuddet, men foretrække selvstændig virksomhed. Kapitalens magt er brudt; thi “dens grundvold er jordmonopolet”, arbejderen kan selv ved flid og sparsommelighed blive kapitalist, når ikke en parodi på en statsstyrelse berøver ham en del af fortjenesten og tillader “jordejeren”[7] at tage resten. Men lige så nødvendigt det er, at styrelsen inddrager jordrenten til fælles bedste – lige så påkrævet er det, at den undlader at krænke ejendomsretten, undlader at kræve skatter, der er simpelt røveri.

Skatter tages efter røverens grundsætning, uden hensyn til ret eller ikke-ret, blot hvor der er noget.

“Giv kejseren, hvad kejserens er,” sagde Kristus; mon ikke dette betyder: Giv fællesskabet, hvad der tilhører fællesskabet?

I stedet for, at statsstyrelsens opgaver indskrænkes til de naturlige, først og fremmest retsværnet, synes nu dens fornemste opgave at være blot den vilkårlige: at tage fra nogle og give til andre.

Og ved at anerkende privat ejendomsret til jord og jordværdi gives der til private det, som tilkommer alle – men krænkes og fornægtes sand ejendomsret: den, der knytter sig til menneskeligt arbejde, idet der tages fra det arbejdende folk, hvad fællesskabet ikke har ret til, hvorved den, som har, yderligere gives, og den, som intet har, endog det lidet fratages, han har.

Det er ikke noget nyt at inddrage jordrenten. Det har fundet sted på forskellig, mere eller mindre fuldkommen vis i de fleste lande, indtil jorddrotterne afkastede de pligter, der fulgte med brugsretten til jorden.

Ophævelse af de nuværende skatter er først og fremmest et retskrav; men det er tillige en praktisk, hårdt påkrævet forholdsregel. For alle disse rov fra arbejdet hæmmer produktion og omsætning. Ejendomsskatten, der svares med næsten intet af ubenyttede grunde – hvorved spekulanten sættes i stand til at tilegne sig jordrenten som vist ovenfor – vokser betydeligt den dag, et hus står rejst. Ihvorvel bygherren har tjent samfundet ved at hjælpe til at afskaffe bolignød, straffes han. Man beskatter mange steder hunde for at få færre hunde. Mon man beskatter bygninger af samme årsag? Den flittige og dygtige straffes på samme måde. Jo større indtægt des større skat. Dog kun til en vis grad – for de meget store indtægter og formuer undflyer skattevæsenet.

At et sådant røversystem må afføde svig og bedrag er åbenbart. Ophævelse af skatter ville bevirke stærk rigdomsforøgelse. I forening med jordens bedst mulige udnyttelse ville frigørelsen af arbejde og kapital (sand kapital er opsparet arbejdsudbytte, t.eks. maskiner) forøge produktionen som aldrig før.

Statsstyrelsens første pligt er at værne den personlige frihed og ejendomsretten. Men begge krænkes uafladeligt af styrelsen selv.

Intet under da, at borgerne gør ligeså.

Vore love giver dog individet nogen indflydelse på statsstyrelsen. Det er derfor enhvers pligt at medvirke til, at staten kan blive styret efter retfærdige grundsætninger. Det er netop i vort beskatningssystem, at vi under den eftertrykkeligste fornægtelse dels af alles lige ret til jorden og jordværdierne, dels af den enkeltes uindskrænkede ret til sit fulde arbejdsudbytte.

Da uretten er fastslået ved lov, må den hæves ved lov; vi bør ikke bryde, men ændre loven.

Før man kan handle ret, må man tænke ret. Få er det givet selvstændigt at tænke klart og ret; Henry George har gjort det – og vi kan følge ham.

Henry George var en sand Kristi discipel, ikke blot medfølende og trofast, men modig og udholdende. Heri lignede han sin store mester. Og når vi følger ad de stier, han har banet, følger vi mesteren, vi kristne mennesker, der har bekendt os til den tro, der byder at handle ret, der byder os at gøre mod vor næste, som vi ønsker, han skal gøre mod os.

Lad os ikke glemme, at vi er meddelagtige i statsstyrelsens handlinger, da vi deler ansvaret for dens valg.

Men dersom vi i tide retter vor opmærksomhed på jordspørgsmålets løsning, vil vi nå at skabe de lykkelige tilstande, der skildres i bibelen hos Esajas:

“Fyrren skal afløse tidslen, og myrter skal afløse tjørne –. De skulle bygge hus og bo deri; de skulle plante vingårde og selv nyde frugten deraf. De skulle ikke bygge huse til fremmede og ikke plante til andres føde.”

Loven om hævdvunden ret.

“Dersom de slutninger, vi kommer til, støder an mod vore fordomme, – lad os ikke afskrækkes; om de fordømmer indretninger, der længe har været anset for vise og naturlige, – lad os ikke vige tilbage.”
Henry George.

Sokrates anså mennesket for at være godt, for at ville det gode, om det blot så klart, hvad der var ret.

Måske. Men sikkert er det, at en reform som den ovenfor skildrede vil møde megen modstand fra dem, der nyder fordel af uretten, så vel som fra dem, der ikke kan eller vil tænke selvstændigt. Hvor svært er det ikke for den rige mand at give afkald på jordisk gods. Ligesom han fortalte arbejderen, at fattigdommen var en kedelig nødvendighed, ligeså fortæller han reformatoren, at det ikke kan lade sig gøre at inddrage jordrenten uden at bryde loven om de hævdvundne rettigheder. Han vil ikke indse, at en uret ikke i tidens løb kan blive til ret, skønt man forgæves spørger ham, med hvilken årlig hastighed uretten ændres til ret.

Da det ikke er rådeligt at give urettens talsmænd endog det ringeste skær af ret, bør det nøje undersøges, hvorvidt de kan skyde sig ind under denne lov.

Henry George har på en slående måde foretaget denne undersøgelse omtrent således:

Kaptajn Kidd var sørøver. Hans skibe pløjede havet, angreb fredelige handelsfartøjer, dræbte besætningerne og bemægtigede sig ladningerne. Han tjente derved en formue, som han nedgravede. Men lad os antage, at den er kommet i en fjern efterkommers besiddelse. Her står hans efterfølger. Ligeså ser vi en efterkommer af en af hine købmænd, hvis formue blev røvet. Dersom nu købmandens efterkommer bliver klar over forholdet og henvender sig til samfundet med krav om, at en del af den rigdom, der kunne være blevet hans, nu overdrages ham af sørøverens efterkommer, hvad må samfundet svare?

Samfundet vil gennem sine domstole svare ham, at det er et krav, det ikke kan støtte. At hvert slægtled har nok i sine stridigheder og at der må sættes en grænse et steds; at der ville opstå utallige stridsspørgsmål og påskud for sådanne, dersom man anerkendte hans krav. Endvidere, at omend kaptajn Kidd røvede fra købmanden, har Kidds efterkommere ikke røvet fra købmandens efterfølgere, men er på fredelig vis kommet i besiddelse af nævnte formue – og at fredelig besiddelse en vis tid må give besidderen adkomst.

Det er dette princip, der finder udtryk i loven om hævdvunden ret. Men lad os drive sammenligningen videre: Antag, at kaptajn Kidd oprettede en stor og indbringende sørøverforretning, og at hans efterkommere nu fortsætter den som en naturlig virksomhed. Hans skibe gennemkrydser fremdeles havet, tager fredelige købmænd til fange, dræber besætningerne og tilegner sig ladningerne. Herved sættes kaptajn Kidd efterhånden i stand til at leve i overflod og lediggang; han ser med foragt ned på mennesker, som må arbejde. Men se: omsider bliver købmændene kede af bestandige tab og sømændene trætte af at se truslen om død i ethvert sejl, der viser sig i horisonten: de kræver af samfundet: “Stands sørøveriet straks!”

Hvad skal samfundet sige, dersom hr. Kidds efterkommer med harme henviser til loven om hævdvundne rettigheder og påstår, at samfundet bør yde ham erstatning, dersom det ønsker, at han skal opgive en så glimrende virksomhed, – at det må give ham i alt 20 års fortjeneste, for at han fremdeles kan leve i lediggang og rigdom af købmænds og søfolks arbejde? Hvad burde samfundet sige til hans krav? Kun et. Vi må alle erkende, at det skal give ham følgende svar: At hans virksomhed intet har at gøre med loven om hævdvunden ret; at den omstændighed, at hans forfædre havde røvet og plyndret, ikke berettigede ham til at dræbe eller røve. Vi må alle indrømme, at samfundet burde kræve, at sørøveriet skulle ophøre øjeblikkeligt uden en øres godtgørelse.

Men dersom kaptajn Kidds efterkommer havde solgt sin sørøverforretning til mr. Johnson eller Jones? Hvad da? Samfundet burde i så fald svare, at køberen ikke kunde tilkøbe sig større ret end sælgeren havde.

Enhver må indrømme, at sådan burde samfundet svare.

Hvor latterligt og tåbeligt det end lyder – samfundet vil næppe svare netop, hvad det burde. Ikke blot ville alle kaptajn Kidds efterkommere råbe op om erstatning og om ondsindede angreb på hævdvundne rettigheder, men deres påstands retfærdighed ville i begyndelsen blive antaget som en selvfølgelighed af næsten alle indflydelsesrige klasser, af de lovkyndige, af dygtige skribenter, veltalende præster og af lærde professorer. Ja, endog købmænd og sømænd ville ved deres indsigelse blive i den grad tyranniseret af den offentlige mening, at de næppe ville tænke på andet end at købe sig fri; og enhver, der herefter hævede stemmen til fordel for en øjeblikkelig afskaffelse af sørøveriet uden erstatning, ville blive anset for en nedrig fjende af social orden.

Dersom nogen nægter, at det vil gå således, eller vil påstå, at sådanne tåber er menneskene ikke, da må det være nok at henvise til historien, til kendsgerningerne den dag i dag. Fremdrag en uret, der en gang er blevet indpodet i et socialt system, den være sig nok så uhyrlig – kendsgerningerne vil vise påstandens rigtighed.

For de fleste mennesker tænker ikke; de fleste må ofre så megen kraft på kampen for tilværelsen, at de ikke har tid til at tænke. De antager det bestående som selvfølgeligt. –

Er det ikke sandt? Har der ikke været stater, i hvilke sørøveriet anerkendtes som hæderligt? Så romerne noget forkasteligt i gladiatorkampe? Findes der ikke samfund, i hvilke ofring af mennesker ved festlige lejligheder var æret skik? Er der ikke stater, som tillader flerkoneri trods kønnenes naturlige forhold? Lande, i hvilke kvinder udfører arbejde, som anses for nedværdigende for mænd? Hvad ville den fornemme kinesiske verden anse for mere skændigt, end om man hævdede, at det ikke var mødres ret at misdanne deres døtres fødder? Eller fladhoved­indianeren, om man forbød ham at binde et bræt til sit barns hoved?

Men hvad var slavehandelen andet end røveri af den værste slags? Og dog er det ikke længe siden, at slavehandel blev anset for en pæn forretning, hvori man passende kunne anbringe sine penge. Forslaget om dets afskaffelse blev først anset for latterligt, dernæst som fanatisk og sluttelig som ondt. Det var kun langsomt, skridt for skridt, at sandheden vandt frem. Det er ikke længere siden end i går, at den største og mest frie republik på vor klode, Amerika, der praler af at føre selve civilisationens fortrav, anså loven om hævdvunden ret for tilstrækkelig til at retfærdiggøre menneskeslaveriets grusomme uret. Det er ikke længere siden end i går, at enhver, som vovede at påstå, at man ikke med rette kunne eje et menneske, at det ikke var ret at købe og sælge menneskelige væsener som kvæg, ­ ikke ret at rive mand fra hustru, barnet fra moderen, eller at piske sine slaver – blev anset for en ondsindet angriber af ejendomsretten.

Det er ikke længere siden end i går, at enhver, der i syden blot vovede at hviske om slavernes frigivelse, satte sit liv på spil; at enhver, der i de nordlige stater talte om frigørelse, dadledes af politikere og af kirken betragtedes som værre end vantro. Enhver, som kender forholdene, vil vide, at al tale om sla­vernes frigivelse blev bragt til at forstumme med erklæringen om, at slaverne var deres herrers ejendom, og at frigive en mands slave uden erstatning var en lige så stor forbrydelse som at tage hans hest uden erstatning.

Lad enhver, der ikke erindrer fortiden, undersøge sagen, og dernæst fortælle, om sørøveriet ikke ville have haft forsvarere, dersom det havde været en anerkendt virksomhed.

Men de ovenfor skildrede forhold eksisterer den dag i dag.

Vi lever under et system, som røver fra rigdomsfrembringere lige så samvittighedsløst og langt mere regelmæssigt og systematisk, end sørøveren røvede fra købmanden. Vi ser et system, som til stadighed fordømmer tusinder til en meget mere langvarig og frygtelig død end den, der blev hine sømænd til del – til åndelig og sjælelig så vel som til legemlig død.

Dette er uomtvisteligt ingen, der undersøger sagen, kan nægte, at den vedvarende fattigdom og nød, som overalt kendetegner vor civilisation, er resultatet af dette system. Og dog siger man os – nej, anser for givet –, at dette system ikke kan ændres, uden at de, der drager fordel deraf, købes ud. Kan vi så undres over nogen tankeforvirring?

Betænk: er sammenligningen ikke slående? Er det ikke en lige så stor tankevildfarelse at anvende loven om hævdvunden ret på ejendomsret til jord som at anvende den på ejendomsret til menneskeligt kød og blod?

Hvori adskiller jorddrottens krav sig fra sørøverens eller hans krav, der købte sørøvervirksomheden? “Fordi jeg har købt eller arvet røverforretningen,” siger sørøveren, “– af den grund må respekten for ejendomsretten nødsage eder til at lade mig fortsætte med at plyndre skibe og dræbe besætninger, indtil I køber mig ud.” “Fordi jeg har arvet eneretten til at tilvende mig løvens andel af arbejdsudbyttet,” siger jorddrotten, “af den grund må I lade mig fortsætte dermed, selv om stakler fryser af kulde og svækkes af sult – ja, selvom de i deres elendighed og fattigdom må vælte sig i rendestenen.: Hvad er forskellen? –

Dette er sagen: Ejendomsret til jord ligesom ejendomsret til slaver er i sit væsen forskellig fra ejendomsret til arbejdsskabte ting. Berøv en mand eller et folk penge, formuegenstande eller kvæg, og røveriet er afsluttet dermed. Tiden gør ganske vist ikke uret til ret, men den udvisker virkningen. Det er gjort; det er forbi; og med mindre uretten meget snart gøres god, forsvinder den i fortiden med samt dem, som øvede den; ja, så hurtigt, at intet uden alvidenhed kan spore virkningen. Og under forsøgene på at gøre den god ville vi udsætte os for at gøre ny uret. Fortiden er for stedse forbi. Vi kan hverken straffe de døde eller give dem erstatning. –

Men berøv et folk jorden, hvorpå det skal leve, og røveriet er vedvarende. Det er et nyt røveri fra hvert følgende slægtled – nyt år efter år og dag efter dag; det er som det røveri, der fordømmer slavens børn til trældom. – At anvende loven om hævdvunden ret herpå er ikke at forsone sig med fortiden; det betyder at lovliggøre røveri i nutiden, at retfærdiggøre det i fremtiden. Den anklage, der hviler på jord- og jordværdiejerne, er ikke, at deres forfædre røvede fra folkets forfædre. Det gør ingen forskel. “Lad de døde begrave deres døde.” Den anklage, der fuldvægtig hviler på dem og på alle, der i ligegyldighed ser til, er, at de her i dag røver fra folket. Skal vi lade os sige, at der kan vindes hævd på sådant røveri?

Den sande befrielse.

En ond mand mishandlede og underkuede sine tjenere; han benyttede sig af deres afmagt og gjorde dem til sine trælle. – Men en barmhjertig samaritan forbandt deres sår og lindrede deres smerter.

En anden mand blev også vidne til mishandlingen, dadlede den onde herre og satte tjenerne i frihed.

Hvem af disse to mænd gjorde vor faders vilje, han, som forbandt deres sår, eller han, som gjorde ende på deres trældom?

Med deltagelse og begejstring læser vi om negerslavernes frigørelse; med beundring ser vi op til deres store befrier, Lincoln.

Under sit ophold i New Orleans, 1831, besøgte Lincoln et slavemarked. Han så mennesker blive piskede, købt og solgt. Barnet røves fra forældrene, manden fra hustruen. En kammerat skrev om ham: “Lincoln så det; hans hjerte blødte; han sagde ikke meget, var tavs og bedrøvet. Jeg kan sige det, da jeg kender ham: det var på denne tur, han dannede sig sin mening om slaveri. Det satte brod i ham dér, og den gang, maj 1831.”

Lincoln udtalte senere, at slaveriet var “grundet på uretfærdighed og slet politik”. Aldrig veg han tilbage for åbent at tale imod slavehandelen. Da han i 1861 i Pennsylvanias hovedstad med egen hånd hejste flaget på den bygning, hvor i sin tid uafhængighedserklæringen var blevet undertegnet og menneskerettighederne fastslået, sagde han om slavernes frigørelse: “Dersom dette land ikke kan frelses uden at opgive denne grundsætning (at slaverne burde gives fri), så kan jeg gerne sige, at jeg hellere vilde myrdes på denne plet end opgive den.” Ingen anede da, at det skulle blive hans skæbne.

I Springfield viste han en dag, efter sin udnævnelse til præsident, en ven listen over stemmeafgivningen i byen og bemærkede med et sorgfuldt udtryk i sit ansigt, at alle præsterne på tre nær havde stemt imod ham. “Jeg er ikke kristen,” sagde han. “Gud ved, jeg ville gerne være det. Men jeg har omhyggelig læst bibelen, og jeg forstår ikke denne bog således. Disse mænd ved godt, at jeg er for frihed i territorierne, frihed overalt, så langt som forfatningen og lovene vil tillade, og at mine modstandere er for slaveriet. Det ved de – og alligevel, med denne bog i hånden, i hvis lys al menneskelig kundskab ikke kan leve et øjeblik, går de hen og stemmer imod mig. Jeg forstår det ikke.” Her blev hans røst kvalt af bevægelse. Da han havde genvundet fatningen, fortsatte han med ansigtet vådt af tårer: “Jeg ved, at der er en gud og at han hader uret og slaveri. Jeg ser stormen komme, og jeg ved, hans hånd er i den. Hvis han har en plads og et arbejde til mig, og det tror jeg, han har, så er jeg rede. Jeg er intet, men sandhed er alt. Jeg ved, jeg har ret, fordi jeg ved, at frihed er ret; thi Kristus lærer det, og Kristus er gud. – Jeg har sagt dem, at et hus, som er splidagtigt med sig selv, kan ikke bestå, og Kristus og fornuften siger det samme. Og de vil finde, at det er så. Douglas[8] bryder sig ikke om, enten slaveri bliver slemt op eller ned, men Gud bryder sig om det, og menneskeheden bryder sig om det; og med guds hjælp skal jeg ikke svigte. Måske jeg ikke får enden at se, men den vil komme, og jeg skal få ret; og disse mænd skal erfare, at de ikke har læst deres bibel rigtigt.”

Men i alle lande har vi den dag i dag et system, der røver fra arbejderne, systematisk og vedvarende, et system, der gør dem til trælle fuldt så vel, som var de negerslaver, – ja værre. Ganske vist kan man ikke pege på nogen grusom herre, – og arbejderen kaldes fri mand; men friheden er af samme art som den, man giver en mand, der kastes over bord i Atlanterhavet: han har fuld frihed til at svømme i land.

“Privat ejendomsret til jord med den sig dertil knyttende værdi er den dybeste årsag til den uhyrlige ulighed i fordelingen i vore moderne samfund,” siger Henry George. “Det er dette – og ikke naturens fejlregning med hensyn til at bringe flere skabninger ind i verden, end den kan føde –, som giver lønnen tilbøjelighed til at synke til lavmålet. Det er dette, der forårsager alle de fremtoninger, som så ofte tillægges brydninger mellem kapital og arbejde.” –

Det er dette system, som fremkalder Londons tiggere og Amerikas landstrygere, som fordømmer tusinder af englændere til “kår ringere end droskehestens”, tusinder til at arbejde i mørke under farer dybt under jorden en fjerdedel af deres liv eller mere for en løn, der netop tillader en fortsat eksistens.

“Dette er grunden,” skriver Henry George videre, “til, at fattighuse og fængsler kendemærker vor civilisation, til, at mænd nedværdiges og forrås midt blandt skoler og kirker; det er dette, som tilintetgør kvinders ynde og barndommens glæde; gør liv, der kunne være en velsignelse, til forbandelse og smerte – ja, som hvert år driver flere og flere til at søge uønsket adgang ved dødens port. – Thi findes der først en vedvarende tilbøjelighed til ulighed, vil alle fremskridtets kræfter virke til at forøge den. Alt dette er unaturligt. Den fattigdom og nød, den last og nedværdigelse, som hidrører fra den ulige fordeling af rigdom, er ikke følgerne af naturlige love. De skyldes vor fornægtelse af naturens lov. De er frugten af vor fornægtelse af den højeste retfærds lov. Det er fordi vi berøver barnet dets fødselsret, fordi vi gør den rigdom, som Skaberen tiltænkte alle, til nogle fås særeje, at disse ting vederfares os, og at vi, skønt skridende fremad – stadig fremad – blot jager luftspejlingen.

Da flammerne af den fortærende ild – tændt af lynet – for første gang kastede sit blege skær i menneskets ansigt – hvor må det ikke være veget tilbage i rædsel. Da mennesket første gang stod ved havets bred, hvor må dets bølger ikke have talt: “Så langt skal du gå, men ikke længere!” og dog blev ilden, da han lærte at bruge den, hans nyttigste tjener, havet hans slagne vej. Ja – det mest ødelæggende element – de vrede guders våben – synes fyldt med ubegrænsede kræfter til vor nytte. Hvad der i naturen er mægtigt til ondt, er, så vidt vi kan se, brugeligt til godt. Således er smudset og elendigheden, der tærer vor civilisations hjerte, blot resultater af forkert brug af kræfter, der i sig selv er løftende. –

Hvad der har gjort dybest indtryk på mig og stærkest givet mig følelsen af, at naturens love er en velvillig fornufts love, er de sociale muligheder, jeg øjner i jordrenteloven. Jordrenten har sit udspring i naturlige årsager. Den opstår, når samfundet udvikles; fra forskelligheder i naturlige fordele og uensartetheder i befolkningens fordeling. Den vokser med arbejdsdelingen, kunstens udvikling, opfindelsernes fremgang.

Thi denne kilde, som udspringer af fælles ejendom, og som fremstiller ikke individets værdifrembringelser, men samfundets som en helhed, og som vokser med samfundet – yder et fælles fond, som rigtigt anvendt har tilbøjelighed til stadig at gøre livsbetingelserne lige, til at åbne de videste muligheder for alle – ja, ydermere til at bandlyse savn og frygten for savn.”

Jorden er alle menneskers fødselsret. Det er derfor regeringernes pligt at inddrage jordrenten til fælles formål og at frigøre befolkningen for alle skatter.

“Inddrag jordrenten på denne måde, og jordspekulationen vil ødelægges, sporen vil være borte. Efterspørgslen efter arbejdskraft ville vokse, lønnen hæves og rigdomsfrembringelsens hjul sættes i gang – lønslaven gøres fri.

Betænk det uhyre spild af kraft, som nu finder sted: det tab, som forårsages af et falsk beskatningssystem, der tynger produktionen og straffer fliden. Det tab af uanvendt arbejdskraft og uanvendte maskiner, som forårsages af de hyppige arbejdskriser, ødelæggende som krigen. De tab, som skyldes fattigdom og last på den ene side, begær og fråseri på den anden; de tab, som er en følge af uvidenhed, forkrøblede eller forspildte evner, derved, at menneskene gøres til rene maskiner.

Betænk dette uhyre tab, som skyldes uretfærdig fordeling. Og der vil dæmre en forståelse af, hvilken høj, ren og rig civilisation, der ville muliggøres ved denne simple forholdsregel, som ville sikre naturlige rettigheder. Selv de største jorddrotter ville have fordel deraf. Om de bekæmpede den, ville de ligne den hund, til hvis hale der var bundet noget skrammel, og som bider efter den befriende hånd.

Thi det ligger i selve urettens natur, at den ikke virkelig gavner nogen. Hvornår og hvor gavnede slaveriet slaveejerne? Vandt Storbritannien ved sin uret mod Irland? Hvilede ikke et uretfærdigt systems forbandelse på Ludvig den Fjortende og Ludvig den Femtende så vel som på den fattigste bonde, som det fordømte til pjalter og sult – så vel som på den Ludvig, som det sendte til skafottet?

For dette kan vi med sikkerhed vide, på dette kan vi trygt stole: hvad der er uret, kan ikke virkelig gavne nogen; hvad der er ret, kan ikke virkelig skade nogen. Om alle andre lys bevæger sig og kredser, – dette er polarstjernen, hvorefter vi trygt kan styre.”

Først retfærdighed – siden barmhjertighed.

“Jeg gav en tigger af mit lille fond
af veltjent guld; han ødsled bort den gyldne mønt
og kom igen, kom atter, – stadig kold
og sulten som tilforn.
Jeg gav en tanke, og ved min tankes magt
han fandt sig selv en mand, guddommelig og kæk,
klædt og kronet med velsignelser i rigest mål –;
nu tigger han ej mer’.”
Ella Wheeler Wilcox.

Mennesker, der som salvationister daglig færdes blandt vor tids udstødte, vil sande ovenstående ord. Frelsens Hærs general følte deres sandhed. Han gav tiggeren ikke blot brød – men Guds ord. Men hvor intetsigende er ikke barmhjertighed uden retfærdighed.

De samme guds ord, som giver de trætte hvile og mætter de hungrige, taler imod uretten. Det gamle testamentes profeter hævede deres røst imod falskheden, imod hykleriet, imod uretten. Den samme grundtone går igennem hele den hellige skrift:

“Ve eder, om I ikke ophøre med at øve uret.”

Vi læser: “Retten er veget tilbage, og retfærdigheden står langt borte; thi sandheden støder an på gaden – og retten finder ingen indgang.. (Es. 59-14.)

Det kunne være skrevet for os i dag. Kristus, der var mildheden og kærligheden selv, oprørtes over uret og hykleri. Hans syn herpå fremtræder klart i hans ord: “Og da vil jeg bekende for Dem: jeg kendte eder aldrig; viger bort fra mig, I, som øve uret!”

Apostlen Johannes forstod dette Kristi syn. Han siger:

“Hver den, som ikke gør retfærdighed, er ikke af Gud – og ligeså den, som ikke elsker sin broder.”(Joh. 1. Brev 3,10.)

At erkende en uret og ikke medvirke til at gøre den god er ensbetydende med selv at øve uret. Bibelen lover dem forjættelser, som modigt trodser uretten:

“Salig er den, som bliver sandheden tro evindelig, som skaffer dem ret, som lide vold, som giver de hungrige brød.” (Psalme 146, 5-7.)

Jesus sagde:
“Salige er de, som hungre og tørste efter retfærdighed; thi de skulle mættes. – Salige er de, som er forfulgte for retfærdigheds skylid; thi himmeriges rige er deres. – Thi jeg siger eder: uden eders retfærdighed overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I ingenlunde ind i himmeriges rige.” (Mathæus 5-20.).

Peter skriver i sit 1. Brev (3,14): “Men om I også måtte lide for retfærdigheds skyld, ere I salige –

– – –

Retfærdighed kommer før barmhjertighed; for som Henry George skriver: “retfærdighed er kærlighedens tjenerinde. Hvor mennesker byder hende til huse, følger fred og fylde i hendes spor og bringer deres gode gaver, ikke til nogle – men til alle.

Omend en kristen skal vende den anden kind til, når nogen slår ham, – han skal ikke tåle, at der begås uret imod hans broder.

Selvom Jesus sagde: “Derfor må I ikke bekymre eder og sige: Hvad skulle vi spise, eller hvad skulle vi drikke, eller: hvormed skulle vi klæde os? – Efter alt dette søge jo hedningerne –; thi eders himmelske fader ved, at I have alle disse ting nødig”, – så føjede han dog til:

“Men søger først Guds rige og hans retfærdighed, så skulle alle disse ting gives eder i tilgift.”

Guds rige! Må det ikke være et rige grundet først og fremmest på retfærdighed? Fremgår det ikke tydeligt af Jesu ord? Er det ikke lige så klart, at “alle disse ting ikke tillægges den, der kun bekender troen med munden? Som mest taler om synd hos dem, som lider under uretten – den synd, der oftest er en følge af fattigdommen; thi frygten for nød er det, der driver mennesker i elendighed. Hvorfor ikke tale åbent til undertrykkerne om deres synd? At søge hans retfærdighed betyder mere end blot at bede om, at hans rige må komme; hermed er ikke sagt, at bøn er betydningsløs. Det betyder mere, end at I giver gaver til de fattige. Det betyder, at man nøje må vurdere de eksisterende forhold –; og findes de at stride mod buddene og Kristi lære, mod retfærdighedens lov, da er det en uafviselig pligt, et ufravigeligt krav at man taler mod uretten – modigt og hensynsløst som Kristus gjorde det.

Hans lære forkyndte lige ret for alle. Også af den grund forfulgtes han, også derfor led han korsets død. Henry George siger i en af sine taler: “Når Jesus i evangeliet taler om dommen, er det spørgsmål, der rettes til menneskene, aldrig: “Har du lovprist mig? Opsendte du bønner til mig? Har du troet dette eller hint?” Nej! Spørgsmålet lyder derimod kun således: “Hvad har du gjort for at lindre elendigheden, for at afskaffe fattigdommen?” Og dommeren fremstilles sigende til de fordømte: “Hvad I ikke har gjort imod en af disse mindste brødre, det har I ej heller gjort imod mig. Gå bort til det sted, som beredtes djævelen og hans engle.”

Og videre: “Lad da os, nutidens mænd og kvinder, forestille os indkaldt for hin frygtelige domstol, og at vi dér se alle deres ånder, som i vore dage under dette fordømmelige sociale system dreves til forbrydelse, – og alle deres ånder, som måtte sulte på legeme og sjæl, – og alle de små børns ånder, som i tusindtal slyngedes ud af verden, forinden de endnu havde fået foden indenfor, – fordi de ikke fik tilstrækkelig føde, tilstrækkelig luft, tilstrækkelig lys; fordi de sammenpakkedes i vore huslejekaserner under forhold, som bringer alle slags sygdomme til at rase og brede sig. Og antag, at vi stilles overfor disse sjæle – hvad hjælper det os da at sige, at vi personlig ikke er ansvarlige for deres jordiske forhold? Og hvorledes vil svaret – i overensstemmelse med ånden i hin lignelse hos Mathæus – vel lyde fra dommersædet? Vil det ikke lyde således:

“Jeg havde sørget for dem alle. Den jord, jeg skabte, var stor nok til at give rum for dem alle. De råmaterialer, som var nedlagt i den, var mere end tilstrækkelige for alle deres behov. Løftede I – eller løftede I ikke eders røst mod den uret, som berøvede dem deres andel i, hvad jeg gav til alle –?”

Lad os ikke tvivle om bønnens magt eller ophøre med at bede om styrke og indsigt; lad os blot ikke tro, at alt er gjort dermed – men lad bønnens kraft drive os til grundig undersøgelse af, hvad der er Herrens lov; – thi det kræver overvejelse; – og lad os, når tanken har fået klarhed, skride til viljefast og kraftig handling.

Verden for Kristus.

“Hvi tvivle I, fuldvoksne, stærke mænd?
Gud gav jer både mod og vilje!
Så vis det nu; thi viljen var
til handling altid vej.
Ej heller lykken sviger den, som vover.
Og under en så natsort uretfærd
Stå vi i handlingsøjeblikket
Og vakle fejt, skønt kun et enkelt slag
Kan gøre fri de sukkende millioner?
Endog et slag så ædelt og retfærdigt,
så helt tilegnet folkets lykke,
at engle skulle glædes over dåden.”
E. R. Taylor.

“Verden for Kristus” er Frelsens Hærs motto. Ikke nogle, men alle, mennesker for Kristus; alle samfundslag. – Ikke enkelte lande, men hele jorden – alle menneskenes børn.
– Men i endnu højere grad bør statsstyrelsen virke i Kristi ånd.

Derfor kræver sand kristendom, at man med den vægt, man har, søger at påvirke statsstyrelsen i rigtig retning – at den må handle ret og ikke bryde den grundlov, der byder os “at elske hverandre”.

Hvorledes kan kristne være “jordens salt”, om de ikke bekymrer sig for fællesskabets anliggender, i særdeleshed hvor der er stor anledning dertil?

– Verden for Kristus. – Det må betyde en verden, hvis love er i samklang med Kristi bud. Vi har alle indflydelse på lovgivningen, omend kun med vor røsts vægt; hvem kan da forsvare ikke at anvende den i videst muligt omfang? Måske kan vor stemme blive afgørende.

Mange nærliggende opgaver tager tid og kraft. Men her gælder: både-og. Den dag, en vigtig afgørelse forestår, bør ingen kristen undlade at medvirke efter sin overbevisning. Hvad skulle afholde derfra? Hvilken undskyldning? Hvilket forbud? Og om man ikke åbent kæmper for det eneste fuldt kristelige samfundssystem: det, der anerkender den af Jesus forkyndte sandhed i sin fylde: alles lige ret – hvorfor da ikke i alt fald, når lejlighed gives, lægge sit lod i vægtskålen?

Hvorfor ikke forene retfærdighed med barmhjertighed, ja kræve retfærd først og fremmest?

Burde ikke Frelsens Hær kæmpe modigt og åbent? I Frelsens Hær bør ingen menneskefrygt kendes – kun gudsfrygt; sand gudsfrygt tilintetgør menneskefrygt.

Taler Frelsens Hær da ikke mere de undertryktes sag? – Nøjes den med barmhjertighedstjeneste, der gavner undertrykkerne lige så meget som de forurettede?

“Salig er den, som bliver sandheden tro evindelig, som skaffer dem ret, som lide vold.”–

Hvor er denne de gamle profeters frygtløse ånd? Dersom Henry George har vist os vejen til netop den samfundsordning, der er idealet, skal vi da tøve med at kæmpe for dets gennemførelse?

Hvad havde det gavnet negerslaverne som helhcd, om Lincoln havde sendt gaver og forplejning samt “barmhjertige samaritanere”, at negrenes sår kunne blive behandlet og deres lidelser dulmet? Gjorde Lincoln ikke snarere Vor Faders vilje, da han frigjorde dem? Er det ikke vor pligt at kæmpe for de forurettede verden over, for dem, hvis arbejdsdag ikke er kortet, hvis møje ikke er lettet trods talløse fremskridt?

Betragt vor klode – og se, hvorledes uretten kæmper. Ikke mere åbent – ikke mere ved at lægge lænken om halsen på sine ofre, men ved at beslaglægge jorden. Overalt i kolonierne har man i større eller mindre grad frataget den oprindelige befolkning jorden; thi derved opnåedes langt lettere – og “mere artigt” –, hvad man ønsker: at tage disse menneskers arbejde uden fuldt vederlag; thi den, der ejer jorden, ejer dens frugter. At kalde sig kristen – og tåle sligt uden indsigelse – er intet mindre end hykleri. Sandheden er dog fordunklet og tilegnelsen af jorden for længst fuldbyrdet, hvilket tjener til undskyldning for alle ukyndige. Men har man hørt Henry George, “profeten fra San Francisco”, hin frygtløse kæmper, da findes ingen undskyldning. Frihedsluren kalder og kalder på dem, som har øren, indtil dens toner får brystet til at svulme; og frihedens og retfærdighedens banner vajer atter for dem, som vil se. –

– –

Det er sandt, at mennesket skal “fødes på ny”, om Kristi ånd skal herske, at en omvendelse er nødvendig. Men om alle mennesker omvendte sig – det blev dog nødvendigt at finde et retfærdigt system til fremskaffelse af de til statsstyrelsen nødvendige midler uden at krænke buddet: “Du må ikke stjæle”.

“Verden for Kristus” betyder derfor en verden grundet først og fremmest på retfærdighed. Påstår nogen, hvis kendskab hævder at grunde sig på omhyggelig undersøgelse, at vort politiske system er fuldendt, at det er retfærdigt og godt? At Kristi rige er kommet? Det kan næppe tænkes. Snarere har kristne mænd forsømt at tage standpunkt i deres folks kampe og i sørgelig grad ved deres tavshed eller falske neutralitet givet det udseende af, at kristne anerkender det bestående system som retfærdigt. Men de lunkne vil han “udspy af sin mund”.

“De firmaer, som reducerer udsugning til en hæderlig håndtering og systematisk franarrer arbejderen sin løn; der undertrykker de fattige og raner fra enken og de faderløse, og som et skalkeskjul snakker højt op om deres følelse for det almene vel og om deres menneskekærlighed – disse mænd vælges nu om stunder ind i parlamentet for at lave love for folket,” skriver Willam Booth.

“Her har vi et system,” skriver Henry George, “der røver fra arbejderne, systematisk og vedvarende; her har vi et system, der anerkender nogle fås ret til jorden, som er nødvendig for alle; som fordømmer tusinder til åndelig og sjælelig så vel som til legemlig død. Her har vi et system, der gør liv, der kunne være en velsignelse, til en forbandelse, og hvert år driver flere og flere til at søge uønsket adgang ved dødens port!” –

Er det da ikke på tide, at vi får Kristi tjenere til at lovgive for os; får hans ånd, retfærdighedens ånd, i vore love?

Er det ikke på tide at søge at ændre et uretfærdigt system, der har de her skildrede følger?

“Det kan være,” skriver William Booth, “at intet vil hjælpe, før der er vendt op og ned på alting.”

Kan vi da ikke se, at netop det må ske, ved at vi antager bibelens ånd i vor lovgivning?

Da selv gejstligheden stemte imod Lincoln, sagde han med sorg:

“Jeg er ikke kristen; Gud ved, jeg ville gerne være det. Men jeg har omhyggelig læst bibelen, og jeg forstår ikke denne bog således. Disse mænd (præsterne) ved godt, at jeg er for frihed i territorierne, frihed overalt, så langt som forfatningen og loven vil tillade, og at mine modstandere er for slaveriet. Det ved de, og alligevel, med denne bog (bibelen) i hånden, i hvis lys al menneskelig kundskab ikke kan leve et øjeblik, går de hen og stemmer imod mig. Jeg forstår det ikke. –

Jeg ved, jeg har ret, fordi jeg ved, at frihed er ret; thi Kristus lærer det, og Kristus er gud. –­

Douglas bryder sig ikke om, enten slaveriet bliver stemt op eller ned, men Gud bryder sig om det, og menneskeheden bryder sig om det – og disse mænd vil erfare, at de ikke har læst deres bibel rigtigt.”

Vil da Frelsens Hærs officerer med bibelen i hånden ligegyldigt afvise en reform, der sikrer alle lige ret til livet, til frihed og lykke?

Eller vil soldater og officerer være med til at rydde hovedhindringen for Kristi riges komme: uretfærdige, ukristelige love? Være med til at vinde verden for Kristus igennem retfærdig lovgivning?

Har Frelsens Hærs stifter ikke lovet at støtte et sådant arbejde? Frygtede han menneskedom? Hvem skal ændre et uretfærdigt system, om ikke netop de, der er kærlighedens tjenere, – som glæde sig – ikke over uretten, men over sandheden og retfærdigheden?

Eller er det ikke sandt, at med retten til livet følger retten til livsmulighederne, jorden? Er biblens ord for intet at regne?

Skal tusinder drives bort i vantro, fordi Kristi tjenere stiltiende synes at anerkende, at fattigdommen er naturnødvendig? Drives bort, fordi de ikke vil eller kan tro på en sådan fortolkning, der må fremsættes af dem, som ikke vil se den sande årsag?

“Vor grundlæggende samfundsindretning er en fornægtelse af retfærdigheden,” skriver Henry George i slutningen af Fremskridt og fatligdom. “Ved at tillade én mand at eje den jord, som andre mennesker må leve på og af, har vi gjort dem til hans livegne i en grad, som øges med fremskridtet. Dette er den trylleformular, som i alle civiliserede lande frastjæler masserne frugten af deres tunge slid på en måde, de ikke forstår, som omskaber den politiske frihed til despoti og snart må komme til at forvandle de demokratiske indretninger til anarki. Det er dette, som vender fremskridtets velsignelse om til forbandelse. En civilisation, der er bygget på sådan grund, kan ikke vedvare. Verdens evige love forbyder det. Ruiner af døde riger vidner derom, og den indre stemme i hvert menneskes bryst svarer, at det er umuligt. Det er noget større end velgørenheden, noget mere ophøjet end barmhjertigheden – det er retfærdigheden selv, som kræver af os, at vi skal udslette denne uret. Den retfærdighed, som ikke vil afvises, som fører sværdet ved siden af vægtskålen. Skal vi søge at afvende slaget med messesang og bønner? Skal vi søge at omgå en uforanderlig lovs bud ved at bygge kirker, mens forhungrede børn klager og forslidte mødre græder?

Selvom det iklædes bønnens sprog, det er dog gudsbespottelse at tilskrive forsynets uransagelige beslutninger den lidelse og råhed, som armoden afføder, at vende sig med foldede hænder til Gud den Almægtige og lægge ansvaret for vore storbyers elendighed og forbrydelser over på ham. Et barmhjertigt menneske ville have indrettet verden bedre, et retfærdigt menneske ville med sin fod knuse sådan en rådden myretue. Det er os selv, ansvaret påhviler! Skaberen udøser over os sine gaver, mere end nok til alle. Men ligesom svin, der rives om føden, træder vi dem i støvet – træder dem i støvet, mens vi river og sønderslider hverandre!

I selve midtpunkterne for vor civilisation findes der for vore øjne nød og lidelse nok til at gøre hver den syg om hjertet, som ikke stålsætter sine nerver. Tør vi vende os til Skaberen og bede ham afhjælpe den? Sæt, bønnen blev hørt: at solen strålede med større glans, at frisk kraft gennemtrængte jordbunden, og at den sæd, som nu giver halvtredsindstyve fold, ville give hundrede! Ville fattigdommen da formindskes eller nøden afhjælpes? Nej, ingenlunde! Fordelen ville kun blive forbigående. De nye kræfter ville vi jo blot kunne udnytte ved brug af jorden. Og da jorden er privat ejendom, ville de, som nu har eneret til Skaberens gaver, tage eneretten også til de nye gaver. Jordrenten ville stige, men lønnen ville fremdeles stræbe hen imod sultepunktet.

Dette er ikke alene en socialøkonomisk slutning; også erfaringen viser det. Vi ved det, fordi vi har set det. I vor egen tid, for vore egne øjne har den magt, som hele verden blot er en åbenbarelse af, den magt, som skaber og opretholder alt, forøget de gaver, som står til menneskenes rådighed, lige så virkelig, som om naturens frugtbarhed var blevet forøget. Hos en vågnede den tanke, som tøjlede dampen til menneskehedens tjeneste. I en andens indre øre blev den hemmelighed hvisket, som tvinger lynet til at bære budskab rundt om jorden. På ethvert af næringsflidens områder er der opstået arme af jern og fingre af stål, hvis virkning på formue produktionen har været netop den samme som en forøgelse af naturens frugtbarhed. Men hvad har følgen været? Simpelthen at gøre de få endnu rigere, de mange endnu mere hjælpeløse.

Er det muligt, at Skaberens gaver ustraffet kan beslaglægges på den måde? Er det en ringe ting, at arbejdet berøves sin fortjeneste, at de mange lider nød, medens de få er overmættet? På hvert blad i historien kan man læse den lære, at slig uret aldrig går ustraffet hen, at den gengældelse, som følger uretfærdigheden i hælene, aldrig sover! Man se sig om i dag! Kan denne tingenes tilstand vare længe? Skal også vi sige: “Efter os syndfloden!” Den kamp, som enten må genoplive samfundet eller styrte det i ruiner, er nær for hånden, om den ikke allerede er begyndt.

Kun de, der er slået med den blindhed, som er tilintetgørelsens forløber, kan opfatte den civiliserede verdens febersyge pulsslag blot som en forbigående virkning af varige årsager. Mellem vore demokratiske ideer og vor aristokratiske samfundsordning er der en uforsonlig strid. Vi kan ikke vedblive at opdrage drenge og piger i vore offentlige skoler og siden nægte dem retten til ærligt at fortjene deres brød. Vi kan ikke vedblive at snakke om menneskerettigheder og samtidig fornægte menneskenes ret til Skaberens gaver.

Men dersom vi, medens det endnu er tid, adlyder retfærdighedens bud, dersom vi har tiltro til friheden og følger den, da må de kræfter, som nu truer, blive midler for fremgangen. Tænk på de kræfter, der nu går til spilde, de umådelige kundskabsfelter, der endnu står tilbage at udforske, de muligheder, om hvilke de vidunderlige opfindelser i dette århundrede blot giver en svag anelse. Når nøden er tilintetgjort, havesygen forvandlet til ædle lidenskaber, når det broderskab, som ligheden afføder, er trådt i stedet for skinsyge og mistro, når de åndelige kræfter er frigjort ved kår, som giver selv den ringeste hygge og fritid, hvo kan da måle den højde, til hvilken vor civilisation kan svinge sig? Tanken fattes ord! Det er guldalderen, som digtere har sunget om, og begejstrede seere forudsagt i billeder! Det er det herlige syn, som altid har foresvævet menneskene i vekslende stråleglans. Det er, hvad han så, hvis øjne på Patmos var lukte i henrykkelse. Det er Guds stad på jorden med mur af jaspis og med porte af perler! Det er fredsfyrstens rige!”

NOTER

[1] At der kun findes “overflødig” arbejdskraft under det nuværende uretfærdige system, påviser Henry George.

[2] General Booth synes her at benævne Henry Georges plan socialistisk, hvilket ikke er korrekt.

[3] Jordværdiens beskatning (nemlig kun værdifuld jord).

[4] I socialøkonomisk betydning.

[5] Da mennesker har tilbøjelighed til at slå sig ned, hvor der findes særlig rigdom (kul), eller på steder, der på anden vis byder fordele, er disse i første linje medvirkende til befolkningens og altså til jordværdiens opståen.

[6] Jordrenten er altså det merudbytte, grunden ved mest økonomisk brug kan give i sammenligning med et tilsvarende stykke jord udenfor dyrkningsgrænsen.

[7] Ca. 9/10 af Danmarks jordværdi ejes nu af kapital i ind- og udland.

[8] En modkandidat.