Kapitel 13 i
Tolstoj – Principper for en ny verdensorden
af David Redfearn

Socialisme kan kun fungere i himlen, hvor der ikke er behov for den,
og i helvede, hvor de har den.
Cecil Palmer.

Leo Tolstoj og Henry George var helt enige om det første skridt, der skulle tages, hvis den økonomiske lighed skulle genoprettes i verden; og efter Georges for tidlige død i 1897, har vi set, hvorledes Tolstoj var i kontakt med Georges disciple i Australien og England. I det første af disse lande blev nogen succes opnået, mens Tolstoj levede, ved i mindre omfang at indføre begrebet om beskatning af jordværdi til at hæve skatteindtægterne, både statsligt og lokalt. I England derimod, hvor mange liberale parlamentsmedlemmer var stærke tilhængere, forsinkede, ændrede og, ved udbruddet af første verdenskrig, simpelthen forhindrede et utroværdigt kabinet og en stædig opposition deres forslag i at blive ført ud i praksis.

Det forholdt sig således, at Aylmer Maude var i stand til at give Tolstoj en øjenvidneskildring af begivenheder i England omkring århundredskiftet:

“Han spurgte mig engang, da jeg havde været i England i få uger, hvorledes grundskyldsbevægelsen klarede sig.
Jeg sagde, at jeg mente, at det var en lille bevægelse uden megen fremgang.
‘Hvordan kan det være, når spørgsmålet er af så vældig betydning?’
Jeg sagde, at jeg mente, at hovedparten af englænderne var for konservative til at melde sig, og at socialisterne og andre avancerede partier var gået længere end Henry George og mente, at udbytte og privat ejendomsret til produktionsmidlerne også var forkert.
‘Det er en skam,’ sagde Tolstoj. ‘Hvis de konservative er for konservative til at melde sig, og de avancerede partier er gået længere, hvem skal så påtage sig dette arbejde, der så presse­rende behøver at blive udført.”[1]

Hvis Maude havde talt med Tolstoj efter i stedet for før 1906, året for den liberale jordskredssejr ved parlamentsvalget, havde han måske været en smule mere optimistisk med hensyn til mulighederne for grundskyld i England, selvom hans pessimisme i sidste ende viste sig velbegrundet. Det var socialismen, som vandt i sidste ende, i en mild og kortvarig form i England, men i en ekstrem og voldelig, og noget længerevarende form i Rusland.

Hverken Tostoj eller George fik nogensinde en politisk post. Tolstoj havde i 1857 bestemt sig til at aldrig at forsøge på noget sådant; og George var død i 1897 (kapitel 12). Begge mænds syns­punkter må derfor bedømmes, ikke på nogle håndgribelige personlige resultater opnået i den politiske verden, men på hvad de skrev og sagde. Deres syn på grundskylden skulle allerede stå helt klart; men hvad de mente om socialisme, er det også nødvendigt at undersøge, fordi de begge senere blev beskyldt for at være socialister.

Socialisme er et ord, der i almindelig tale anvendes løst. Det kan dække kommunalt ejede lokale firmaer til levering afvand, gas, elektricitet, transport osv., som tidligere blev anset for at være harmløse og ganske nyttige. I den anden ende kan det betyde statens besiddelse af enhver virksomhed af enhver art, hvilket kan frembyde farer og vanskeligheder. Vi må derfor fra begyndelsen klarlægge, hvorledes Tolstoj og George så på det. En defmition fra Tolstojs samtid lyder som følger:

“Socialisme er den politik eller teori, der har som mål igennem den centrale demokratiske autoritets handlinger at sikre en bedre fordeling, og som følge af en sådan koordinering en bedre produktion, af velfærd end den, der hersker nu.”[2]

Hvilke typer handlinger, der er tale om, fremgår ikke af dette, men bliver senere tydeligt:

“En stor sammenslutning nærmer sig monopolstilling, og et vidtrækkende, udstrakt monopol (som f.eks. indenfor transportbranchen) kan betyde en fare for almenvellet. Bør vi lytte til vore venner socialisterne og afbøde faren ved at gøre staten til indehaveren af monopolet?”

Vor forfatter, James Bonar fra Ottawa, synes at være indstillet på at acceptere et ‘ja’ som svar. Det samme ville Henry George:

“Eftersom det er regeringens vigtigste formål at sikre de naturlige rettigheder og et lige mål af frihed for alle, er alle foretagender, der indebærer monopol, nødvendigvis underlagt statslig regulering, og alle foretagender, der af natur er mono­poler, må rimeligvis blive underlagt staten.[3]

George har her tænkt på sådanne virksomheder som jernbane og post og telegrafvæsen. Årsagen til den ekstreme forskel imellem George’ s og Tolstojs opfattelse af statens natur kunne skyldes, at hvor Tolstoj mest tænkte på det korrupte og gennem længere tid enevældige regime, han kendte, var George borger i Amerikas Forenede Stater, og skrev på et tidspunkt, hvor det ikke var meget mere end hundrede år efter Uafhængighedserklæringen. Han var bevidst om korruption, men besad en rest af tiltro til det repræsen­tative demokratis processer.

James Bonar kunne nok have tolereret statslig ejendomsret til monopoler; men det fremgår tydeligt, hvor han ville have trukket linjen:

“Hvis det statssocialistiske ideal bliver anskuet på lignende kritisk vis, holder megen af den kritik, som moderate anarkister har fremført, vand. En stærk centralregering, som fik al magt over alle de vigtigste industrier i landet, ville, siger de, være det modsatte af frihed. Vore ledere ville efter al sandsynlighed igen blive vore herrer. Overvågning ville blive kedelig. Stor magt ville friste til magtmisbrug.”

Hændelser i Sovjetunionen skulle siden bekræfte hans vurdering.

Tolstojs indvendinger imod socialisme var noget bredere funderet. Før det første ville det snarere betyde større statslig indblanding end mindre; så som forventet ville han have forkastet den alene af den grund, uden hensyn til hvad den i øvrigt bestod af:

“Uden at tale om tidligere forsøg på at afskaffe voldsregimer, vil, ifølge den socialistiske teori, den kommende afskaffelse af kapitaliststyret, dvs. det offentliges annektering af produk­tionsmidlerne og en ny økonomisk samfundsorden, blive indført af en ny voldsorganisation, og den vil blive opretholdt med de samme midler. Sådanne forsøg på at afskaffe vold med vold, har hverken i fortiden, og vil med sikkerhed heller ikke i frem­tiden, kunne frigøre folk fra vold eller, derfor, fra slaveri.[4]

På dette sted er Tolstojs forudseenhed tydelig. Hvorledes havde Josef Stalin reageret, da han oplevede modstand fra kulakkerne, de rige bønders efterfølgere, som havde haft fordel af jord-omfordelingen efter 1861, imod den nye plan om at etablere kollektivbrug? Han havde slået dem ihjel.

Men Tolstoj havde andre indvendinger imod socialismen. I et kapitel i det samme værk, med titlen ‘Det socialistiske ideals fallit’, havde han argumenteret indenfor disse rammer. Selv hvis det blev accepteret, at fabrikker i byerne var bedre end landsby-håndværk (det synes, som om at han på dette tidspunkt havde modereret sit syn på selvforsyning og gik ind for landsbyernes specialisering indenfor bestemte håndværk og handel imellem dem), så var der stadig problemet, at hvis ‘produktionsmidlerne’ var i hænderne på arbejderne selv, så ville ingen vide, hvilke ting der skulle produce­res, eller i hvilket antal. Nogle af disse ting ville af nogen blive betragtet som nyttige og nødvendige, mens andre ville se dem som skadelige. Hvor skulle nogen så tvinges til at fremstille dem? ‘Hvordan vil man,’ spurgte han, ‘når man deler arbejdet ud, få folk overtalt?’ Han mente også, at efterspørgslen efter forbrugsgoder (dvs. formue) ville være endeløs: at alle ville ønske at nyde alle de goder, som dengang var forbeholdt de rige. Hvor er det en skam, at han aldrig havde mulighed for at møde Henry George eller dennes søn, som tværtimod mente, at hvis alle var sikre på at få tilstrække­ligt for deres arbejdskraft, så ville ingen ønske at arbejde hårdere eller længere eller at tjene mere, men i stedet for ville de anvende al ekstra tid og energi på ting af højere værdi. En diskussion imellem dem, med Maude til at referere den, ville have været interessant og oplysende.

George på sin side ville have peget på, at da de hvide kolo­nisatorer i Afrika ønskede at sikre sig en stadig strøm af indfødt arbejdskraft, så havde de måttet skabe, ikke blot kunstige behov i form af europæisk tøj, mad og drikke, men også kunstige overgreb i form af hytte- eller kopskat, som skulle betales med europæiske penge. Et endnu skrappere middel til undertrykkelse var annekteringen af deres jord for at sikre sig imod, at de arbejdede på egen hånd. Uden indblanding kunne de indfødte nøjes med at arbejde i ganske få timer og bruge resten af tiden på at synge og danse eller udøve andre fællesaktiviteter.

Henry George gik altid, i modsætning til Tolstoj, ind for statens fortsættelse, og mente at ethvert naturligt monopol skulle være statsligt. Dette falder godt i tråd med hans opfattelse af samfundet som en organisk vækst, hvor individets frie handling betyder alt. Ethvert monopol begrænser individuelt valg; og et privat monopol tillader en kunstig prisstigning på almenhedens bekostning. Et offentligt monopol kan på den anden side i det mindste underlægges offentlig kontrol. Han ville imidlertid ikke gå længere end dette ad vejen hen imod socialisme, medmindre det opstod spontant:

“Socialismens ide er stor og ædel; og den er, er jeg overbevist om, mulig at realisere, men en sådan samfundsform kan ikke sælges – den må vokse frem. Samfundet er en organisme, ikke en maskine. Den kan kun leve ved hjælp af de enkelte deles eget liv. Og i den frie og naturlige udvikling af alle dets dele vil helhedens harmoni blive sikret.”[5]

Dette tema skulle han yderligere udvikle i det udgivne til svar til det pavelige hyrdebrev Rerum Novarum (De nye tider), som, skønt det ikke henviste direkte til ham eller hans lære, formodentlig ville blive fortolket som et angreb på den.

På sin sædvanlige måde sørgede han for, før han kritiserede en ide, fra begyndelsen at definere sine modstanderes position, at formulere deres an1dage for dem; på den måde opstod der ingen tvivl om, hvad han skrev. Folk, som angreb hans anskuelser, var sjældent så ærlige:

“Socialismen, i alle dens faser, anskuer fejlene ved vores civilisation som udsprunget af de naturlige relationers util­strækkelighed eller mangel på harmoni, som derfor kunstigt må organiseres eller forbedres. I sit idegrundlag overlades det til staten på rationel vis at organisere de producerende forhold imellem mennesker, konstruktionen som var det en stor maskine, hvis komplicerede dele skulle arbejde hensigtsmæssigt sammen under ledelse af den menneskelige intelligens.”[6]

Denne opgave var imidlertid, efter hans egen og hans støtters opfattelse, umulig. Et mekanisk menneskeligt samfund overstiger det vore kræfter at etablere:

“Vi ser i de naturlige, sociale og industrielle love en harmoni lig den, som vi ser i den menneskelige krops tilpasning, og den overstiger langt evnen i den menneskelige intelligens til at beordre og lede, ligesom det overstiger den menneskelige intelligens I S evne at beordre og lede kroppens nødvendige bevægelser. [7]

Han mente, at socialister var tilbøjelige til at kaste sig ud i handling og begynde at anvende principper, før de havde tænkt tilstrækkeligt over, hvad der var galt:

“Men det synes os, at socialismens bagside i alle udformninger er dens hunger efter radikale løsninger, efter at gå til roden… Den antager, at tendensen til at give minimumsløn er det naturlige princip, og forsøger at afskaffe lønninger; den antager, at det naturlige resultat af konkurrence er at knuse arbejdere og forsøger at afskaffe konkurrence ved restriktioner, forbud og udvidelse af administrationens magt. Ved på den måde at forveksle virkninger med årsager og på barnlig vis give stenen skylden for, at man bliver ramt, spilder den sin styrke på at kæmpe for midler, som er nytteløse, om ikke værre. Selvom den på mange måder forbindes med demokratiske ønsker, er den i grunden den samme vrangforestilling, som Israels børn henfaldt til, da de, imod protester fra deres profet, insisterede på at få en konge; den vrangforestilling, som overalt har undergravet demokratier og bragt konger til tronen – at magt over folket kan anvendes til folkets gavn; at der kan udvikles mekanik, som igennem menneskelige handlinger vil sikre styringen af individuelle forhold med større visdom og mere indsigt, end folket selv besidder.”[8]

Man skulle synes, at der ikke kan være to måder at tænke denne sag på. Leo Tolstoj og Henry George var ikke socialister i den alment accepterede betydning af ordet; og Tolstoj hengav sig ikke, da han blev omvendt til ideen om grundskylds, til socialisternes sag. Ingen af dem blev heller profeter for den kommende revolution, fordi de begge, uafhængigt af andre overvejelser, troede på en langsom udvikling af menneskelig moral og ideer, snarere end på en dramatisk ændring.

Den mand, som faktisk blev profet for revolutionen og proletaria­tets diktatur, var Karl Marx. Det er en besynderlig afspejling af spredningen af ideer, at Marx selv, skønt de fleste socialister, som George bemærkede, lider af en tørst efter radikale løsninger, omhyggeligt skelnede imellem jord og kapital og klart så, at monopol på førstnævnte førte til monopol på sidstnævnte:

“Arbejde er ikke kilden til al velstand. Naturen er ligeså fuldt kilden til brugsværdi (og af denne er den materielle velstand med sikkerhed skabt), som arbejde er, hvilket i sig selv blot er udtrykket for naturkræfter, for menneskelig arbejdsevne… I dagens samfund er midlerne til arbejde monopoliseret af jordbesidderne, monopol på jordejendom er endog grundlaget for monopol på kapital, og af kapitalisterne.”[9]

Han ville heller ikke have noget at gøre med den teori, som, alene udviklet i et forsvar for den private ejendomsret til jord, hævdede, at erhvervelse i god tro for ærligt tjente penge er tilstrækkeligt til at sikre en legitim ejendomsret:

“Det faktum, at kapitaliseret jordleje fremstår som prisen eller værdien af jord, så at verden købes og sælges som enhver anden forbrugsvare, tjener nogle profeter i at retfærdiggøre privat ejendomsret til jord, idet de mener, at køberen betaler svarende til værdien for den, ligesom han gør med andre varer, og at hovedparten af jorden skifter hænder på den måde. Den samme logik ville i så tilfælde også tjene til at retfærdiggøre slaveri, eftersom indtægten af arbejdskraften hos en slave, som en slaveejer har købt, alene fremstår som overskuddet af den kapital, som han har investeret i denne erhvervelse. At udlede af salget og erhvervelsen af jordleje en retfærdiggørelse af dens eksistens er blot at retfærdiggøre dens eksistens med dens eksistens.”[10]

Marx havde endog, toogtredive år før udgivelsen af HenryGeorges Fremskridt og Fattigdom udviklet det forslag, at al leje skulle anvendes som indtægt for staten. Den første paragraf i Det kommunistiske manifest var dette:

“Afskaffelse af ejendomsret til jord og overtagelse af alle indtægter fra jordudlejning til offentlige formål.”[11]

Det synes imidlertid, at dømme efter den anden paragraf, ‘en tung progressiv eller gradueret indkomstskat’, at det ikke var faldet ham ind, at lejen på jord alene ville være tilstrækkeligt til offentlige formål. En overvejelse over implikationerne af Ricardos lov om leje (Kapitel 11) afslører imidlertid, at almindelig pålignet beskatning på ingen mulig måde kan bringe lønninger og overskud under det, som de ville være for den mindst produktive jord i anvendelse. Den får kun arbejdskraft og kapital til at operere på jord af højere produktionsværdi, eller med andre ord gør den indhug i det, som ellers ville være lejen. Almindelig pålignet beskatning bliver derfor formodentlig allerede fradraget lejen, hvilket i sig selv skulle være mere end nok som offentligt indtægtsgrundlag. Henry George udtrykte ikke alt dette direkte, men synes at have tiltroet sine læsere at kunne tænke sig til det.

Desværre fandt det første forslag, vi har citeret, ikke plads i det første bind af Das Kapital, udgivet i 1867, som Lenin og hans medrevolutionære baserede deres politik på. De europæiske socialister, havde, ligesom deres engelske modstykker, ‘bevæget sig forbi’ – ikke ‘Henry George’; for Fremskridt og Fattigdom var endnu ikke skrevet – men jordværdibeskatning som udtænkt af Marx, og ‘betragtede overskud og privat ejendomsret til produktionsmidlerne som også værende forkert’. Det ville have været bedre for Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, og senere andre lande, hvis de havde bestemt sig til at følge Tolstoj og give grundskylden en chance, før de gik videre til de mere ekstreme, men i sidste ende mindre effektive, midler, som ikke beskæftigede sig med de gode såvel som med de dårlige muligheder i grundskylden i et samfunds liv.

– – –

[1] Aylmer Maude. ‘Talks with Tolstoy’, i Aylmer Maude. Tolstoy and his problems. Grant Richards, 1902. (p. 204).
[2] Encyclopaedia Britannica, 11. udgave, 1910-11, artiklen Socialism. (Kursiv tilføjet).
[3] Henry George. Samfundets Livsspørgsmaal (1883). Nyt Nordisk Forlag 1952 (pp. 167).
[4] Leo Tolstoj. The slavery of our times. The Porcupine Press, 1958 (p 49).
[5] Henry George. Fremskridt og Fattigdom (1879). Nyt Nordisk Forlag 1975 (Bog 6, kapitel l – p. 176).
[6] Henry George. Arbejdets kår: et åbent brev til Pave Leo XIII (1891). Nyt Nordisk Forlag. Arnold Busck 1950.(p. 73 ff).
[7] ibid. (p. 56).
[8] ibid. (pp. 52-3).
[9] Karl Marx. Criticism of the Gotha programme of the Social Democratic Party of Germany (1875). Genoptrykt i International Socialist Review, maj 1908.
[10] Karl Marx. Capital, vol. 3; Oversættelse E. og C. Paul. Allen & Unwin, 1928. (p. 723).
[11] Karl Marx og Friedrich Engels. The communist manifesto. Penguin Books, 1967. (p. 104).