Kapitel 5 og 6 i
Tolstoj – Principper for en ny verdensorden
af David Redfearn

Kapitel 5 –
Statens fødsel i vold 

Jeg holder mere af fremtidsdrømme end af fortidens historie. 
Thomas Jefferson.

Socialt pres for at påvirke den enkeltes holdning til status quo udøves med særlig styrke til at forme holdninger til nationen/staten. De af os, for eksempel, som har gået i skole i England i tyverne og trediverne, vil huske, at historietimerne først og fremmest blev brugt på det britiske Imperiums vækst, og at vi, på et senere tidspunkt måske, blev undervist i den britiske forfatning, på en måde skabt til at bevise for os, hvor heldige vi var at få lov til at styre os selv i modsætning til dem, der var nødt til at underkaste sig en diktators vilje.

Yderligere var der faciliteter, omhyggeligt tilpasset skolens status, til at forberede drengene til tjeneste som officerer eller andre grader i de styrker, som ville blive nødvendige under den næste krig til at beskytte vore besiddelser og privilegier mod misundelige fjender. Disse instruktioner var sikkert acceptable for de fleste; men der ville alligevel ind imellem være en rebel, der tvivlede på Imperiet, og nærede mistanke om, at det, der blev kaldt demokrati, i virkeligheden var et udtryk for, hvad Stephen Leacock, en canadisk humorist og økonomiprofessor, kaldte ‘genialt humbug’. Kræfterne i valgsystemet, og selv medlemmerne af parlamentet, var, ville en sådan dreng have følt, en illusion, og midlerne til undertrykkelse ville være klar til brug ved den mindste lejlighed.

Som vi skal se, var Tolstoj ikke vildledt af den ‘geniale humbug’ til at tro, at de engelske og franske stater afveg fra den russiske, som var skamløst enevældig og ofte anvendte midler til undertrykkelse ved den mindste lejlighed. Det kan tydeligt ses af hans gentagne fodnoter, at han var udmærket klar over, at denne situation ikke var opstået fra den ene dag til den anden, men var resultatet af en langvarig historisk proces. Engelsktalende læsere vil derfor være bedre udstyret til at bemærke det nittende og tyvende århundredes Rusland, som det så ud med Tolstojs øjne, og at dømme om gyldigheden af både hans politiske synspunkter og af hans kritikeres pris af dem, hvis de fra starten besidder en smule viden om, hvad han mere detaljeret vidste.

Begyndelsen til Ruslands historie blander sig med legende. Tre brødre fra landet Rus, muligvis en del af Sverige, siges at være blevet inviteret af lederne af urolige stammer, som levede i skoven mellem Ladoga-søen og Dnjeprs øvre løb. Det er faktisk ikke usandsynligt at noget sådant skete; for vi ved, at Skandinavien var et vigtigt område for rekruttering til østens kejseres berømte Varangiske Garde. Hvad er da mere sandsynligt, end at nogle af de unge eventyrere, der blev drevet på denne måde, skulle være standset op ved flodvejen over Rusland for at danne, i lighed med mange af deres landsmænd i resten af Europa, en dominerende militær fæstning iblandt en undergiven befolkning?

Hvad der er sikkert, er at de og deres efterkommere, i løbet af to århundreder, havde udstrakt deres dominans så langt som til Kiev, og at de behandlede landet, som om det var et umådeligt familiegods, modtog leje og regerede i overensstemmelse med almindeligt anerkendte arveregler. De regler har måske været forstået, men de blev ikke altid overholdt af prinser med bevæbnede tilhængere, på forhånd indstillet på at løse deres uoverensstemmelser med vold. Som resultat var fyrsten i Myskovy i begyndelsen af det 13. århundrede godt på vej til at blive stamfader for det kommende Russiske Imperium.

I 1238 ankom der imidlertid en ny gruppe af militære eventyrere, tartarer fra “Den gyldne Horde”, som det vestlige af det Mongolske Imperium blev kaldt. De holdt sig stort set til deres landlige livsstil, men de byggede sig en hovedstad, Sarai, på bredderne ved den nedre Volga og opkrævede tribut fra et stort område. Det er næsten ikke til at forestille sig, at de russiske prinser nogensinde har haft skrupler ved at tilegne sig noget, der var fremstillet af den arbejdende befolkning for blot at holde sig i live; så de ville i det lange løb ikke have haft mere at tabe ved de nyere udbytteres ankomst. Tværtimod ville prinserne, når de blev afkrævet tribut, i virkeligheden være blevet de nye herrers skatteopkrævere. Denne nye levemåde krævede anta­gelsen af nye skikke. I stedet for at kæmpe indbyrdes, intrigerede prinserne imod hinanden ved det lokale Khan-hof i Sarai, eller i Storkhanens lejr i Karakorum i Mongoliet, hvor de under alle om­stændigheder skulle hen, for at blive godkendt til deres opgaver. Disse lektioner i det enevældige styres love, skulle blive af varig effekt.

Med en svækkelse af Tartar-herredømmet efter omkring to århundreder, begyndte prinserne fra Muskovy atter at fremme sig selv, de konspirerede med tartar generaler, beslaglagde tributten til egen brug og indtog ledelsen i en patriotisk bevægelse. De var derfor godt placeret til, efter tartarernes endelige nederlag, at genoptage deres gamle aggressionspolitik, udvide deres territorier på bekostning af deres svagere naboer, og udnævne sig selv til cæsarer, eller zarer, af hele Rusland. Denne overtagelsesproces var tilendebragt imellem 1462 og 1584 af zarerne Ivan III, Vlasilij og Ivan IV, almindeligvis kendt som Ivan den Grusomme.

Blandt de sidste af de selvstændige stater, der forsvandt, var Pskov og Store Novgorod, som begge i lang tid havde haft republikanske forfatninger. Alene i Novgorod siges det, at en massakre på mere end 60.000 mennesker, over et stykke tid, var nødvendig, førend alt håb om en genoplivning af forfatningen blev kuldkastet. Også af stor betydning for fremtiden var den østlige ortodokse kirkes optagethed afde nye zarer, og Ivan den Grusommes kroning i 1547, foretaget af metropolitten. Fra dette tidspunkt betragtede de sig selv som Guds Udvalgte, rangerende højt over den næsthøjeste i landet, og omgav sig med barbarisk pragt, indbefattet en garde af unge adelsmænd, klædt i storslåede kostumer og bevæbnet med sølv­hellebarder. De hengav sig til denne luksus, må det huskes, på bekostning af en bondestand, holdt nede med magt.

Det klarest mulige bevis på det daterer sig til det næste regime, det under Teodor (1584-98), hvor den virkelige regent var hans svoger Boris Godunov. Det forholdsvis lille antal prinser, adelsmænd og andre, som havde opnået accept af deres ret til ejerskab over dette tyndt befolkede land, var ude af stand til, så længe arbejderne havde frihed til at flytte i jagten på højere lønninger, at opretholde de lejeindtægter ved maksimum, som de regnede med for at kunne leve et liv i lediggang og ekstravagance. Så de sikrede en udformning af love, som bandt arbejderne til jorden (adjectio glebae). Det var begyndelsen på det russiske livegenskab.

Dette regime var også begyndelsen på et tættere forhold imellem kirke og stat, der lader sig sammenligne med Henrik VIII’s overtagelse af ledelsen af Church of England. Hidtil havde den højeste autoritet i den russiske kirke været metropolitten, som formelt var underlagt patriarken af Konstantinopel. Men Konstantinopel var faldet til tyrkerne i 1453; og da zarerne påstod, at de, på grund af Ivan III’s bryllup med den sidste kejser Konstantin Palaeologus’ niece, var dennes legitime efterfølgere, så virkede det alt i alt passende, at den russiske kirke skulle ledes af en uafhængig patriark. For en tid blev forholdet imellem de religiøse og verdslige autoriteter endog beseglet med blod; for Mikhail Romanov, som kom på tronen i 1613 på grund af sin moders nedstamning fra det tidligere dynasti, var også søn af patriarken Philaret. Disse to regerede på lige fod; men alle Philarets efterfølgere, bortset fra én: patriarken Nikon, afholdt sig fra sådanne prætentioner.

Stort set fra begyndelsen af det syttende århundrede og frem, eller fra efter zar Teodors regeringstid, kommer nye overvejelser ind i de udenrigspolitiske studier. Før denne tid er krige stort set blevet udkæmpet med det mål at erobre mere land og sikre sig flere lejeindtægter. Efter dette tidspunkt skifter betydningen til kampen om udenlandske markeder. Grunden til dette var, især i Vesteuropa, at med koncentrationen af jordbesiddelse på færre og færre hænder, blev jordejerne rigere, og de, der var tvunget til at sælge deres arbejdskraft til andre, blev fattigere. Kapital til produktion og udveksling af varer blev derfor snarere taget fra leje end fra løn; og en klasse af jord-og-kapital monopolbesiddere begyndte at vokse. En videre og mere farlig effekt af den stigende forskel i velstand var, overordnet, at den klasse, hvis arbejdskraft frembragte varerne, var for fattig til at købe dem alle, på trods af dens åbenlyse behov. Besidderne af jord-og kapitalmonopoler kunne ikke se anden udvej på dette problem end en aggressiv søgen efter fremmede markeder og afløb for kapitalinvesteringer.

Til at begynde med var de vigtigste handelskonkurrenter England og Holland. I hvert af disse lande var der dannet et Ostindisk Kompagni med det formål at udnytte det enorme område af Stillehavet imellem Kap Det Gode Håb og Kap Horn; og den engelske og den hollandske stat tilstod dem fuld politisk, juridisk og militær magt, ikke blot til at kræve og forsvare et handelsmonopol, men også for at erhverve territorium. Den uundgåelige konsekvens var en række grumme krige (1652-4, 1665-7 og 1673-4), i hvilke England i sidste ende blev sejrherre, blot for i det næste århundrede at foretage en lignende serie, denne gang imod Frankrig.

I den første del af det syttende århundrede opstod en række fremmede magter, nemlig Den Hellige Romerske Kejser, Stortyrken og de engelske, hollandske, franske og svenske stater, alle skabte de forspillet, som var forbundet med disse nye sæder, for zaren. Nogle ønskede ham som allieret imod deres rivaler, og andre kommercielle privilegier eller tilladelse til at benytte ruten over land for at handle direkte med Persien. Der blev ikke set mildt på disse forslag; for den herskende klasse i Rusland var allerede begyndt at nære egne ideer om udenlandske markeder, og den havde intet ønske om, at Rusland skulle blive nogen andens. Måske drømte de, allerede dengang, om en tid, hvor deres efterfølgere ville være glade for at have både Persien og Tyrkiet som mål for økonomisk ekspansion. Denne drøm begyndte at blive en realitet under Peter den Store (1689-1725), som brugte syv år, underkastet et rigsforstanderskab (1682-9), på at studere vestens mekaniske kunststykker, eksercere tropper og planlægge dannelsen af en stor marine til at åbne og fastholde nye handelsveje mod sydvest og nordvest.

Da Det hvide Hav er frosset det meste af året, måtte den nordvestlige handel fuldstændigt afhænge af opnåelsen af fodfæste på de baltiske kyster. Dette blev opnået igennem en krig imod Sverige, der varede mere end tyve år, og kulminerede med annekteringen af Ingrien, Karelien, Livland, Letland og en del af Finland. Forsøgene på at etablere den sydvestlige rute var på dette tidspunkt uden held; men Peter var begyndt på sin personlige regenttid med en demonstration af den grad af styrke, der kræves for at opretholde et enevældigt styre. Et militært mytteri var blevet forsøgt, med det mål at indsætte hans mor som regent sammen med hans halvsøster, som tidligere havde været deporteret. Dette skete, mens han stadig var i udlandet; og på det tidspunkt, hvor han nåede hjem, var mytteriet bekæmpet. Han tog imidlertid selv del i rettergangen og henrettelsen af mere end 1.200 af mytteristerne. Det siges, at han selv med egne hænder henrettede nogle af dem.

Katarina II’s styre (1762-96) er bemærkelsesværdigt på grund af den hjemlige uro af en mere fundamental karakter. Hun havde gjort sig populær i de øverste samfundsklasser ved at introducere en mængde luksusartikler fra den vestlige, specielt den franske, civilisation, men havde intet gjort for at lette de fattiges nød, eller for blot at undersøge årsagerne til den. Resultatet var en omfattende opstand, startet i 1773 af en Don kosak med navnet Pugatjev. Oprørerne havde i hvert fald opdaget årsagerne til deres forarmelse; for de spildte ikke tiden før de dræbte en række jordbesiddere. De plyndrede også Kazan, og holdt hele landet i alarmberedskab i mere end et år. Til sidst blev Pugatjev fanget og henrettet, men overlevede i nedskrevne beretninger og den kollektive hukommelse for at kunne forsyne Tolstoj med et af hans yndlingseksempler på folkelig opstand undertrykt af statsmagten.

Det var også under dette regime, at målet med at oprette en handelsrute mod sydvest blev opnået. Skræmt af tegn på, at russerne endnu engang var ved at bevæge sig mod vest, opildnede franskmændene tyrkerne til at angribe fra syd. De erklærede krig i 1768, men blev besejret og tvunget til, ikke blot at rømme Azov, Kinburn og alle de befæstede steder på Krim, men også at åbne Bosporus og Dardanellerne for russiske handelsskibe, og således give dem adgang til Middelhavet. En efterfølgende ambitiøs plan, lavet i forening med kejser Joseph II af Østrig, om at besejre og dele Tyrkiet, var kun delvist en succes. Østrigerne blev slået; så russerne måtte, skønt de havde været sejrrige, give sig tilfreds med mindre områder. Hovedbyttet, Konstantinopel forblev på tyrkiske hænder, og skulle fortsat være det til den dag i dag. Ekspansionen mod vest blev im­idlertid fortsat med de tre delinger af Polen (1772, 1793 og 1795), og anneksionen af Kurland i 1795.

Ekspansion mod sydvest blev genoptaget i det nittende århundrede under indflydelse af voksende økonomisk pres, og det blev gjort lettere ved hjælp af nye kommunikationsmuligheder. Det var under zar Nikolas I’s styre (1825-55), at forarbejdningsindustrien begyndte at ekspandere, og derved øgede det allerede omtalte behov for fjernhandel. Hæren og flåden voksede i takt med de nye krav, der blev lagt på dem; og anlæggelsen af jernbaner og kanaler, til fragtning af såvel varer som tropper, var godt i gang. Det gamle kongerige Georgien var blevet annekteret i begyndelsen af zar Alexander Is regeringstid (1801-25): og de persiske provinser Erivan og Nakhitjevan fulgte efter i 1826. Så begyndte den langvarige undertvingelse af Kaukasus, i hvilken den unge Tolstoj tog del, og senere omsatte sin erfaring i historierne Slaget, Kosakkerne, Skovning og Mødet med en Bekendt i Detachementet.

Yderligere erhvervede Nikolas I, under foregivende af at forsvare den kristne befolkning i det osmanniske rige, ved krigstrusler Moldaviens,Valakiets og Serbiens selvstændighed, afståelse af flere grænseområder sammen med øerne ved Donaus udmunding og fuld russisk navigationsfrihed og handel i Sortehavet. Fortsat aggression blev forhindret i 1831 ved europæisk mellemkomst, og endog mere overbevisende i 1854-56, hvor britiske og franske hære gjorde landgang på Krim og forestod en succesfuld belejring af Sevastopol, i hvis forsvar Tolstoj tog del som artilleriofficer.

Sociale forandringer i midten af det nittende århundredes Rusland blev styret af de nye industriers og jernbanens materielle behov. Monopolbesidderne af jord og kapital krævede billig arbejdskraft til deres fabrikker; og det er muligt, at den arbejdskraftintensive damp jernbane aldrig ville have klaret sig, undtagen som en ikke­overskudsgivende offentlig service. Det økonomiske pres, der var lagt på de jordløse lønmodtagere ved fraværet af ikke-ejet jord at tage til, burde gøre enhver videre retslig begrænsning unødvendig. Så det er rimeligt at antage, at afskaffelsen af livegenskabet i 1861 mindre skyldtes et sindelagsskifte end ændrede økonomiske omstændigheder. Detaljerne i den måde, hvorpå afskaffelsen blev ført ud i livet, understøtter dette synspunkt.

For det første blev jorden groft delt op i to, den ene halvdel forblev hos jordejerne, og den anden blev med visse forbehold overdraget til bønderne, som derfor besad meget mindre, end det de faktisk havde dyrket før. For det andet fik bønderne tildelt den dårligste jord, som blev ansat til en høj pris. For det tredje blev skovbesiddelserne, hvor de før havde været vant til at kunne få tømmer og brænde fra, almindeligvis tildelt jordejeren. For deres nye besiddelser skulle bønderne betale en årlig rente, på imellem otte og tolv rubler. Alternativt kunne de arbejde på deres tidligere ejers jord i en fastsat termin – fyrre dage om året for mænd og tredive for kvinder. Disse forpligtelser kunne indfris ved hjælp af et statslån, som med en rentesatse på seks procent skulle tilbagebetales over en periode på niogfyrre år. Det er derfor næppe overraskende, at alle bønder, bortset fra de mest velhavende, måtte se sig optaget af en fortsat kamp imod gæld, og var nødt til, for at overleve, enten at udføre ekstra arbejde for jordejerne til en lav betaling, eller til at slutte sig til reserven af lavt betalt arbejdskraft, repræsenteret ved byproletariatet.

Under de omstændigheder var det naturligt, at der måtte være betydelig utilfredshed og uro iblandt en landbefolkning, der altid havde hældet imod at mene, at skønt de personligt tilhørte jordejerne, så tilhørte jorden, på trods af alle teorier om det modsatte, dem selv. Som en udløber af dette havde de i deres uskyld også forestillet sig, at deres holdning ved afskaffelsen af livegenskabet ville blive accepteret og efterlevet af staten. I forhold til bønderne var uroen mindst lige så stor blandt fabriksarbejderne i byerne. Landlig håndværkstradition var med alarmerende hast blevet afløst af masseproduktion, organiseret af ledelser med ringe interesse for andet end en hurtig gevinst af deres investering. Det blev sagt, at som resultat blev flere mennesker dræbt og såret hvert år i de russiske fabrikker end under hele den russisk-tyrkiske krig 1877-8.

Situationen var inde til forandring, og gav Tolstoj et glimrende perspektiv til at udvikle sine ideer om såvel staten, som om økonomien og de sociale reformer. Han nåede ikke en positiv og brugbar konklusion på det sidstnævnte spørgsmål før nogen tid efter, at han havde bestemt sig vedrørende sit syn på staten.

Kapitel 6
Statens voldelige liv

Politisk magt gror ud af et geværløb.
Mao Tse-tung.

Henri Troyat, russer af fødsel og fransk ved adoption, har givet en levende beskrivelse af, hvad der må have været et vendepunkt i Tolstojs liv, da han under et besøg i Paris i 1857, som altid på jagt efter materiale at omarbejde til litteratur, gik hen for at overvære en offentlig henrettelse.

Tolstoj var allerede bekendt med døden i mange former. I to et halvt år, til slutningen af 1853, havde han, først som civil observatør, siden som soldat, været til stede ved, hvad der senere skulle blive beskrevet som en udrensningsaktion, der stadig gik på i det gamle kongerige Georgien efter at det var blevet annekteret af zar Alexander I i 1801. Så var han, ved krigsudbruddet mod Tyrkiet i 1853, foranlediget af det osmanniske riges smuldren og russiske ambitioner på Balkan, tilstede ved belejringen af Silistra, derpå, da den blev rejst i 1854 i de franske og engelske hæres invasion på Krim, ved den langt frygteligere ved Sevastopol, der varede indtil 1856. Det var under denne sidste konflikt, at hans oprindeligt positivt indstillede holdning til krig undergik en forandring.[1]

På trods af alt dette blev han dybt chokeret ved henrettelsen. De grusomheder, som han havde set udført under krigen i øjeblikke af lidenskab, var underlegne i forhold til denne kølige, udviklede og velovervejede afslutning på et liv. Den selvsamme dag skrev han til sin ven, Vasilij P. Botkin:

Sandheden er, at staten er et komplot, indrettet ikke blot til at udbytte, men også til at korrumpere dens borgere. For mig er de love, som politikere har gennemført beskidte løgne … Jeg vil aldrig gå i tjeneste hos nogen regering noget sted.[2]

Offentlige henrettelser, eller bare henrettelser i det hele taget, kan beskrives som retfærdiggørelsen af en korrumperende indflydelse; og Tolstoj foretog en rimelig bedømmelse, ved at bruge ordet udbytte, af de aktiviteter, som de russiske og andre herskende klasser har udøvet i århundredernes løb. Ikke desto mindre slækkede han lidt på denne erklæring i 1861, da han accepterede en udnævnelse til “fredens voldgiftsmand” for at afgøre stridigheder imellem livegne og jordejere, når de førstnævnte ophørte med at være de sidstnævntes ejendom. Ikke desto mindre gjorde han det ud fra den smukke hensigt at sikre, at de livegne i hans distrikt ikke blev snydt for selv den ringeste ret til jord, som den nyeste frigørelseslov tillod dem. Han sikrede dermed også en personlig mangel på popularitet hos sine medjordejere, som indgav talrige klager imod ham og fremkaldte hans tilbagetrædelse på grund af ‘dårligt helbred’.

Den anarkistiske stemning, der havde dikteret ham brevet til Botkin skulle blive i ham resten af hans liv og gennemtrænge alt hvad han skrev, særligt efter hans krise i 1879. Det syntes ham på det tidspunkt, at hele hans hidtidige liv var blevet spildt; og muligvis var det eneste, der reddede ham fra at begå selvmord, udarbejdelsen af hans personlige religiøse overbevisning.

Den Sydafrikanske Krig (1899-1902) forsynede både ham og Aylmer Maude med materiale til intense overvejelser vedrørende interesserne bag statens magt. Opdagelsen af guld i boer republikkerne Transvaal og Oranje Fristaten havde medført en indvandring af britiske guldgravere, som, da de havde etableret sig, nægtede at betale skat og forlangte ret til borgerskab, hvilket boerne var langsomme til at bevilge. At deres hensigt i sidste ende var at styre landene efter deres egen interesse, frem for efter farmernes, blev gjort klart ved Jameson angrebet i 1895, et forsøg på at indtage Transvaal ved et coup de main. Da briterne efter dette begyndte at sende tropper til at forsvare hvad de betragtede som deres kommercielle interesser, besluttede boer republikkerne sig for, hvad der nu ville blive kaldt en “forebyggende strejke”, og erklærede krig den 12. oktober 1899.

Maude citerer Tolstoj for at have skrevet til en russisk korrespondent, at han ikke kunne acceptere det herskende synspunkt, at hele skylden for, hvad der fulgte, kunne lægges på den ene eller den anden side, men at den underliggende årsag til konflikten behøvede undersøgelse. Han fortsatte derefter:

Disse årsager, både i denne Transvaal krig og alle nylige krige, er ganske åbenlyse for ethvert menneske, der ikke bare lukker øjnene. Årsagerne er tre: først, den ulige fordeling af ejendele, dvs. røveriet fra nogen foretaget af andre; dernæst eksistensen af en militær klasse, dvs. af mennesker uddannet til og på forhånd udpeget til at myrde; og som det tredje, den falske, og i de fleste tilfælde bevidst vildledende religiøse opdragelse, hvorved unge oplæres på undertrykkende vis.[3]

Han beklagede tendensen til at lægge alt ansvaret på C´hamberlainer og Wilhelmer’, som er “blot de blinde redskaber for kræfter, der står langt over dem”, og fortsatte med at definere disse kræfter:

Så vi gør brug af privilegeret velstand, mens flertallet af mennesker knuses under hårdt slid, vil der altid være krige om markeder og guldminer, etc., som vi behøver for at opretholde privilegeret velstand.

Denne analyse bekræfter ikke alene, hvad vi allerede har bemærket, men blev også bemærkelsesværdigt bekræftet efter første verdenskrig af en amerikansk forsker[4], som sporede imperialisme, og ved logisk slutning også imperialistiske krige, tilbage til overskudsvarer og overskudskapital, som krævede salg og investeringer i udlandet. Men, hvad han sikkert havde været enig i, hvis den hjemlige befolkning har modtaget lønninger svarende til deres ydede arbejdskraft, ville der ikke have været noget overskud. Fattigdom er derfor årsagen til krige, som så til gengæld, hvad der er mere synligt, fører til mere fattigdom.

Tolstojs fordømmelse fortsætter derpå med at inddrage medlem­merne af de væbnede styrker, krigens instrumenter, og præsten, der ser igennem fingre med det. Tolstojs brug af pronominet “vi” understreger hans synspunkt om, at en bedre tilstand først vil opstå, når alle forstår den rolle, som han eller hun spiller i at opretholde den eksisterende, om så blot ved at finde sig i den.

Fem år efter udbruddet af den Sydafrikanske Krig, tilskyndede en anden nærmere hjemmet ham til yderligere protester, denne gang imod lederne i hans eget land. Russiske erhvervsorganisationer havde fundet det givtigt at etablere sig i Manchuriet og Korea og havde udøvet pres på myndighederne for at få dem til at undlade at indgå i forhandlinger med japanerne, med det formål at etablere forskellige indflydelsessfærer i disse lande. Uden at erklære krig angreb japanerne Port Arthur og besejrede hurtigt russerne, på land ved Mukden og til søs ved Tsushima. Freden blev genoprettet med Portsmouth-traktaten (USA) i det følgende år, 1905.

Tolstojs reaktion kom med det samme. Hvad, spurgte han, havde de materielle motiver bag denne krig at gøre med det store flertal af det russiske folk?

Hvis der er en Gud, vil Han ikke spørge mig, når jeg dør (hvad der kan indtræffe hvert øjeblik), om jeg bevarede Chinnampo med dens tømmerhandler, eller Port Arthur, eller endog den samling, der kaldes Det russiske Imperium, som han ikke betroede i min varetægt.[5]

På den anden side:

For andre menneskers land, som er blevet stjålet fra dets retmæssige ejere, og hvortil russerne ikke har nogen ret og i virkeligheden ikke behøver – såvel som for visse dunkle handler foretaget af spekulanter, som ønskede at tjene penge på andre menneskers skove – er der blevet givet enorme summer, det vil sige en stor del af hele det russiske folks arbejdskraft, mens fremtidige generationer af dette folk er bundet af gæld, dets bedste arbejdere er fjernet fra arbejde, og tusinder af snese af dets sønner dømt til døden.[6]

Og for god ordens skyld:

Og de ved godt at krigen bliver udkæmpet af ingen grund, der er nødvendig for det russiske folk, men på baggrund af handler i et eller andet fremmed ‘lejet land’ (som de kalder det), hvor det synes gunstigt for visse entreprenører at bygge en jernbane og engagere sig i andre affærer for profit.[7]

Anklagen var klar nok. Først var der røveri, både med støtte fra den ulige fordeling af ejendele, og fra skat og offentlige lån. Skatten tager fra de arbejdende, der lever nu, en stor andel af resultaterne af deres arbejde, mens renten på offentlige lån er en byrde, ikke kun for den nuværende generation af arbejdere, men også for de generationer, der kommer. Dernæst var der mordet på tusinder af unge mænd, sendt ud for at dræbe og blive dræbt for en sag, der ikke vedkom dem. Men krig er ikke det eneste argument for stående hære.

I 1893, seks år før disse begivenheder begyndte, havde Tolstoj skrevet udførligt[8] om anvendelsen af væbnede styrker, ikke imod et fremmed land, men indenrigspolitisk, for på lignende vis at opretholde ‘privilegeret velstand’. Sidst på sommeren 1892 var han rejst med tog, på en mission for at lette nøden, til Tula og Ryazan provinserne, da han havde bemærket et særtog, der medførte en straffeekspedition til et af de godser, hvor bønderne sultede. Tropperne var udkommanderet af den lokale guvernør, og var bevæbnede, ikke kun med rifler og ammunition, men også med knipler til brug ved piskning.

Dette var, hvad der var sket. Bønderne havde passet en skov på jord, som de ejede i fællesskab med jordejeren. De betragtede derfor skoven som deres, eller helt eller delvis; men jordejeren antog, at det var hans, og begyndte at få træerne fældet. På den baggrund udformede bønderne en formel klage til domstolene. Både guvernøren og den offentlige anklager forsikrede Tolstoj om, at bønderne havde ret; men på trods af dette, dømte den dommer, der først fik sagen forelagt, til fordel for jordejeren. Alle højere instanser, senatet indbefattet, stadfæstede denne beslutning; så jordejeren befalede fældningen af træerne genoptaget. Bønderne, som var ude af stand til at acceptere, at loven kunne manipuleres på en så uretfærdig måde, nægtede imidlertid at adlyde, og drev de mænd væk, som var blevet sendt ud for at sætte arbejdet i værk. Da sagen blev rapporteret til myndighederne i Skt. Petersborg, beordrede de guvernøren til at sørge for, at domstolenes afgørelse blev adlydt. Det var tropper udsendt med det formål, som Tolstoj tilfældigt stødte på.

Han var ganske klar over standardproceduren i sådanne tilfælde; den var nyligt blevet anvendt på Orel. Hvis bønderne vedstod med deres modstand og ignorerede et varselsskud affyret over deres hoveder, ville der blive skudt med skarpt indtil de overgav sig. Enhver af dem, der fortsat var live, som var set ty til vold, ville blive stillet for et særligt militærtribunal og hængt. Hvis derimod bønderne overgav sig fredeligt, ville et antal af dem blive udpeget, uden nogen form for rettergang, som ‘ringledere’ og pisket med knipler på deres bare rygge. Halvfjerds slag havde været det tildelte antal på Ore!; men et menneske ville formodentlig være bevidstløs efter halvtreds.

Hvordan, fortsatte Tolstoj med at undre sig, kunne mennesker, som han vidste i deres dagligliv var ærlige og venlige, tage ansvar for, eller udføre handlinger som denne uhyrlige grusomhed? Disse er de svar, som han fremlagde, i vendinger der stadig lyder plausible i dag:

De som har myndigheden, som har taget initiativ til, tilskyndet til og ledet denne affære, vil sige, at de handler som de gør, fordi sådanne foreteelser er nødvendige til opretholdelse af den eksisterende orden, og opretholdelse af den eksisterende orden er nødvendig for landets velfærd, for menneskeheden og for muligheden for sameksistens og menneskelige fremskridt. Mennesker af lavere orden – bønderne og soldaterne, som er nødt til at udføre denne vold med deres egne hænder – vil sige, at de gør det, fordi det er beordret af højerestående myndigheder, og højerestående myndigheder ved, hvad de gør. Og det forekommer dem at være en uimodsigelig sandhed, at de rigtige mennesker varetager myndighed, og at de ved, hvad de gør. Hvis de tillader muligheden for fejltagelser eller fejl, gør de det kun i forhold til folk af lavere rang. Den højeste magt, hvorpå alting beror, synes for dem at være utvivlsomt ufejlbarlig.

I Tula, i sensommeren 1892, tog begivenhederne imidlertid en anden vending end dem i Oret Nogle af de ventende på jernbanestationen, indbefattet, kan man vel forestille sig, Tolstoj selv sammen med nogle af de kommende deltagere i begivenhederne, udtrykte i utvetydige vendinger deres indignation over den aktion, der var forberedt; og i sidste ende gjorde soldaterne ikke andet end at færdiggøre fældningen af skoven. Røveriet blev fuldendt, men hverken mordet eller torturen. Dette resultat af en fredelig løsning på en særlig begivenhed var et eksempel på Tolstojs ide om en generel løsning på hele den menneskelige situation.

Staten, sagde han, må forsvinde – ikke blot den russiske stat, men alle stater. De har været nyttige engang til beskyttelse af folk imod vold; men ved slutningen af det nittende århundrede satte de mere vold i værk, end de forhindrede. Hvis han havde levet i endnu fire år og set begivenhederne i 1914, ville han bestemt have set sin holdning underbygget.

Hvilken metode, som de i stedet skulle formås til at følge, var en anden sag. Yderligere vold var ude af billedet; for en ny orden bygget således op, ville nødvendigvis opretholde sig selv på præcis samme måde som den gamle. Under alle omstændigheder var brugen af vold i direkte modsætning til Kristi fjerde bud. Her vakte Tolstoj Lenins vrede[9], idet Lenin stillede kritikken af ‘kapitalistisk udbytning’, ‘regeringsvanvid’ og den samtidige tilstedeværelse af stor velstand og stor fattigdom op imod den ‘enfoldige’ prædikant for ‘bekæmp ikke ondskab’.

Historien skulle vise, at Tolstoj havde ret og at Lenin tog fejl. Tolstoj havde ret på den måde, at vold ikke var svaret; men kun fremtiden kan vise, om hans egen ide nogensinde vil fungere. Den falder sammen med en, der blev fremsat i midten af seksten­hundredetallet af en franskmand, Etienne de la Bottie, som skrev:

Ce sont les peuples mêmes qui se laissent au plutôt se font gourmander, puisqu’ en cessant de servir ils en seraient quittes. C’est le peuple qui s’asservit, qui se coupe la gorge: qui, ayant le choix d’être sujet au d’être libre, quitte sa franchise et prend le joug: qui consent á son mal au plutôt le pourchasse.[10]

Det er folkene selv, som tillader sig at være, eller blive gjort kål på; for, ved at nægte at tjene, ville de have mistet alt. Det er folket, der gør sig selv til slaver, som snitter deres egne struber over; det der, med valget imellem at være undersåt eller fri, giver afkald på sin frihed, og tager åget op: som tillader dets egen ulykke eller rettere jagter den.

Tolstoj skulle senere citere la Boetie fyldigt[11]; men teorien havde eksisteret i hans egen tankegang i nogen tid. Berøvet sine soldater, sit politi, sine jurister, dommere, fængselsbetjente og embedsmænd, ville ingen stat kunne fungere. Alt hvad der var nødvendigt var, at tilstrækkeligt mange mennesker gjorde op med sig selv, som han selv havde gjort det i 1857:

Jeg vil aldrig tjene nogen regering noget sted.

Tolstojs generelle sympati for menneskeheden som helhed ville sandsynligvis have været tilstrækkeligt i sig selv til at begrunde hans holdning til regenter; men det er også muligt, at en hændelse, der indtraf for ham personligt i juli 1862, førte til ekstra glød i hans formulering af den.[12]

En skole, som han selv havde startet til gavn for bøndernes børn, blev så søgt, at han oprettede flere og hvervede nogle studenter som hjælp, af hvilke en var under politiobservation for at have udspredt revolutionære pjecer. Tolstoj selv havde været mistænkt siden sin periode som ‘fredsdommer’, hvor han efter myndighedernes opfattelse havde udvist for stor velvilje overfor bønderne.

En gruppe bevæbnet politi slog derfor ned på hans hjem, ved at benytte sig af hans fravær, da han var på kurophold ved floden Karalyks bredder, omringede det for at forhindre flugt og udførte en omfattende undersøgelse. De løb hans manuskripter igennem, læste hans private dagbog og breve, noterede navne ned på hans korrespondenter, brækkede låse og rev gardiner ned. Udenfor brækkede de fliser op og trak vod i dammene. Da de intet fandt, fordi hans tante og søster havde sørget for at gemme noget materiale, som ville have bragt ham i knibe, udvidede de undersøgelsen til skolerne, beslaglagde børnenes skrivehæfter og arresterede studenter­hjælperne. Stadig havde de ikke fundet noget. Det må allerede da have været klart for politiet, at razziaen havde været en fejltagelse; og de har sikkert fortrudt det endnu mere, da Tolstoj i sin vrede benyttede sig af indflydelsen hos en fjern slægt ved domstolen til at lokke en halv undskyldning ud af guvernøren i Tula. Denne hændelse var en, sammenholdt med efterfølgende konflikter med censoren, som Tolstoj næppe glemte.

En anden, som han bestemt huskede resten af livet, med både foragt for de ansvarlige myndigheder og anger over sin egen andel i den, var domfældelsen og henrettelsen i 1866 af en lejesoldat, ved navn Vasilij Shabunin. Der var fremskaffet materiale nok til en hel bog.[13] Tolstoj blev af to militære bekendte bedt om at forsvare denne soldat, som stod anklaget for den militære forbrydelse at slå en officer. Han gik ind på det, men havde ingen anelse om, at en forfalsket version af begivenheden der førte til hændelsen, ville blive præsenteret ved retten. Faktisk havde officeren, kaptajn Jasevitj, taget den rapport, som Shabunin havde kopieret for ham, krøllet den sammen og smidt den i ansigtet på ham. Hvis retten havde procederet på det grundlag, ville straffen formodentlig have været eksil i Sibirien; men politiske overvejelser, som ikke havde nogen forbindelse med denne specifikke sag, lå bag den officielle hensigt at tage skrappere midler i brug.

Tidligere det samme år havde der været et forsøg på at myrde zar Alexander II, som derefter begyndte at forestille sig en omfat­tende sammensværgelse imod sin person. Det var der måske; der var ingen grund for nogen til at tro, at Shabunin havde andel i den. Ikke desto mindre, det var hensigtsmæssig, at han skulle dø som advarsel; så en forfalsket redegørelse for hans forbrydelse blev fremstillet, ifølge hvilken den eneste provokation, han havde mødt, var en reprimande for at møde for sent til parade. Tolstoj refererede i sin procedure til den virkelige provokation; men retten ignorerede, hvad han sagde. Det efterfølgende bønskrift til zaren blev forsinket, på det spinkle grundlag af fejl i angivelsen af regimentsnummer, indtil henrettelsen ved eksekutionspeloton var ført ud i livet.

Tolstojs indlæg havde været af begrænset ansvarlighed, hvilket skyldtes sindsuligevægt og alkoholpåvirkning; og senere i livet bebrejdede han sig selv for at have baseret det på menneskeskabte love og regler, i stedet for de universelle principper for rigtigt og forkert. Han kan næppe have forestillet sig, at et sådant indlæg ville have været mere heldigt end det, som han virkelig anvendte. Shabunin var under alle omstændigheder fortabt; men også mulighe­den for at offentliggøre de grusomme uretfærdigheder i statens gerninger.

– – – – – –

Noter til Kap. 5: 

Dette kapitel skyldes, hvad de faktuelle oplysninger angår: Encyclopaedia Britannica, 11. udgave, 1910-11. Artiklen ‘Russia’. Christopher Hill. Lenin and the Russian revolution. Hodder & Stoughton Ltd., 1947. (Teach YourselfHistory Library; red. A. L. Rowse).

Noter til kap. 6:

[1] Leo Tolstoj. Sevastopol i december. 1854. Sevastopol i maj 1855. Sevastopol i august. 1855.
[2] Henri Troyat. Tolstoj. (1965). Penguin Books Ltd., 1970. (Pelican Biographies). (p. 235).
[3] Aylmer Maude. ‘War and patriotism’ i Aylmer Maude. Tolstoj and his problems. Grant Richards, 1902. (pp. 182-3).
[4] Parker Thomas Moon. Imperialism and World Politics. New York, Macmillian, 1926.
[5] Leo To1stoj. ‘Bethink yourselves!’ (1904) i Leo Tolstoj. Recollections and essays. Oxford University Press, 1937 (Tolstoj Centenary Edition). (p. 245). (Kursiv tilføjet).
[6] ibid. (p. 255) (Kursiv tilføjet).
[7] ibid. (p. 263). (Kursiv tilføjet)
[8] Leo Tolstoj. ‘The Kingdom of God is within you‘ (1893) i Leo Tolstoj. The Kingdom of God and Peace essays. Oxford University Press, 1936 (The World’s Classies). (pp. 334-401).
[9] V.I. Lenin. ‘Lev Tolstoi as the mirror of the Russian revolution‘ i Articles on Tolstoi. Moskva, Progress Publishers, 1971. (p. 6).
[10] Etienne de la Boetie. Discours de la servitude volontaire (1548). Paris, Flammarion, 1983. (p. 136).
[11] Leo Tolstoj. The Law of Love and the Law of Violence. Anthony Blond, 1948. pp. 33-5).
[12] Henri Troyat. Op. Cit (pp. 314-6).
[13] Walter Kerr. The Shabunin affair: An Episode in the Life of Leo Tolstoj. Ithaca and London, Comell University Press, 1982.