Appendices til
Tolstoj – Principper for en ny verdensorden
af David Redfearn

Appendiks 1

Gaspra, den 28. januar 1902.
Til zar Nikolaj II,

Kære Broder,

Jeg betragter denne tiltaleform som den mest passende, fordi jeg i dette brev henvender mig til dig, ikke så meget som zar, men som mand – en broder – og ydermere fordi jeg faktisk skriver til dig fra den næste verden, idet jeg forventer at dø snart.

Jeg ønsker dog ikke at dø uden at fortælle dig, hvad jeg mener om din igangværende aktivitet, om hvad den kunne være, om hvilket stort gode den ville kunne give millioner af mennesker og dig selv, og om det store onde, som det kan medføre for disse mennesker og dig selv, hvis det fortsætter i samme retning, som nu.

En tredjedel af Rusland er en stat i undtagelsestilstand, dvs. ligger udenfor loven. Politikorpset – det synlige og det hemmelige ­ vokser stedse. Udover de hundrede tusinder af kriminelle flyder fængslerne, eksilområderne og arbejdslejrene over med politiske fanger, hvortil der nu også tilføjes arbejdere. Censuren har udartet sig med de tåbeligste forbud, hvortil det aldrig bevægede sig i den værste periode i 40’erne. Religiøse forfølgelser var aldrig så grusomme og så ofte forekommende, som de er nu, og de bliver mere og mere grusomme og oftere forekommende. Væbnede styrker koncentreres overalt i byerne og industricentrene og bliver sendt ud imod folket med skarpladte våben. Mange steder har der allerede været blodige kampe imellem brødre, og flere og mere blodige kampe er forestående overalt og vil uundgåeligt komme.

Og som et resultat af denne spændte og grusomme aktivitet fra regeringens side, bliver de folk, der dyrker jorden – disse 100 millioner, som Ruslands magt bygger på – på trods af den voldsomme vækst i statsbudgettet, eller mere præcist, på grund af denne vækst, mere og mere fattige for hvert år, så at hungersnød nu er blevet en normalt forekommende hændelse. Og almindelig utilfredshed med regeringen i alle klasser, og en fjendtlig holdning til den, er blevet en lige så normalt forekommende hændelse.

Der er en eneste grund til dette, og den er overordentlig synlig: nemlig at dine rådgivere forsikrer dig om, at man ved at hindre enhver livsudfoldelse blandt folk derved sikrer folkets trivsel og din egen fred og sikkerhed. Men man kan lettere standse en flods strøm, end stoppe menneskehedens fortsatte udvikling, som den er indstiftet af Gud. Det er forståeligt, at folk, for hvem den nuværende tingenes tilstand er en fordel, og som dybt i deres sind siger aprks nous le daluge , kan og må forsikre dig om dette; men det er forunderligt, at du, en fri mand, der ikke mangler noget, og en fornuftig og god mand, kan tro dem og følge deres forfærdelige råd om at gøre eller om at tillade, at så meget ondt bliver gjort af så upraktisk en årsag som at holde menneskehedens evige bevægelse, fra ondt til godt, fra mørke til lys, tilbage.

Du kan bestemt ikke undgå at vide, at vilkårene for dette liv, økonomisk og socialt såvel som religiøst og politisk, lige så længe som vi har haft begreb om menneskelivet, konstant har ændret sig, skridende frem fra barske, grusomme og urimelige vilkår til nogle mere behagelige, humane og rimelige.

Dine rådgivere vil fortælle dig, at dette ikke er sandt, at præcis som Den ortodokse Kirke og enevælden engang var naturlige for det russiske folk, således er de naturlige for det nu og vil være naturlige for det til verdens ende, og at det derfor, for det russiske folks bedste, er nødvendigt for enhver pris at opretholde disse to indbyrdes forbundne institutioner: den religiøse overbevisning og det politiske system. Men det er virkelig en dobbelt usandhed. Først fordi det er ganske umuligt at sige, at ortodoksien, der engang var naturlig for det russiske folk, er naturlig for det nu. Man kan læse af rapporterne fra Synodens overprokurator, at de mest åndeligt udviklede i befolkningen, på trods af alle de vanskeligheder og farer, som de udsætter sig for ved at fornægte ortodoksien, i større og større antal går over til de såkaldte sekter. Dernæst, at hvis det er sandt, at ortodoksien er naturlig for folket, så er der ingen grund til at opretholde denne form for tro med så skrappe midler og til at forfølge dem, der med en sådan inderlighed fornægter den.

Hvad enevælden angår – så er det på samme måde således, at hvis den var naturlig for det russiske folk, hvis det folk stadig troede på, at zaren var en ufejlbarlig Gud på jorden, og at han regerede folket alene, så er det langt fra naturligt for dem nu, hvor alle ved, eller så snart som de har erhvervet en smule uddannelse erfarer, at først og fremmest er en god zar kun un hereux hasard, og at zarer kan være og har været uhyrer og idioter, såsom Ivan IV og Paul, og dernæst, at hvor god en zar end er, så kan han simpelthen ikke på egen hånd regere en befolkning på 130 millioner alene, og at folket bliver regeret af zarens nærmeste rådgivere, som er mere optaget af deres egen position end af folkets bedste. Du vil sige: en zar kan vælge folk som sine rådgivere, der er uhildede og gode. Desværre kan en zar ikke gøre dette, fordi han kun kender nogle få dusin personer, der er tæt på ham tilfældigvis eller som resultat af forskellige intriger, og som med flid skaffer alle dem bort fra ham, som ville kunne erstatte dem selv. Så zaren vælger ikke iblandt disse tusinder af vitale, energiske, ægte oplyste, ærlige mennesker, som den sociale sag ligger på hjerte, men kun iblandt dem, som Beaumarchais har kaldt: médiocre et rampant et on parvient á tout.[1] Og hvis mange russiske folk er indstillet på at adlyde zaren, så kan de ikke uden en følelse af vrede adlyde folk af deres egen stand, som de foragter, og som så ofte regerer folket i zarens navn.

Du er muligvis blevet ført bag lyset med hensyn til folkets kærlighed til enevælden og dens repræsentant, zaren, fordi folkemængder i Moskva og andre byer, når du viser dig, løber efter dig med hurra-råb. Tro ikke, at dette er udtryk for en hengivenhed for dig – dette er mængder af nyfigne, der ville løbe på nøjagtig samme måde efter et usædvanligt optog. Ofte er disse mennesker, som du antager udtrykker deres kærlighed til dig, ikke andet end en flok, samlet og organiseret af politiet og sat til at udgive sig for dit hengivne folk, som det fx var tilfældet med din bedstefar i Kharkov, da katedralen var fuld af folk, men hvor hele folket var politibetjente i forklædning.

Hvis du, som jeg, kunne vandre langs rækkerne af bønder linet op bag soldaterne eller langs med hele jernbanelinjen, mens zaren passerer, og høre, hvad disse bønder siger: landsbyældste og bondepolitifolk hentet i omliggende landsbyer til at vente i dagevis i kulde og rusk, uden belønning og (kun) med deres brød, på at zaren skal passere, så ville du langs hele rækken høre udtryk, der er ganske uforenelige med kærlighed til enevælden og dets repræsentanter, fra de mest ægte repræsentanter for folket, de jævne bønder. Hvis zarens autoritet, for 50 år siden i Nikolaj Is regeringstid, stadig var stor, så har den i de forløbne 30 år været i stadigt forfald, og er for nylig faldet så dybt, at ingen fra nogen klasse længere afholder sig fra åbent at fordømme ikke blot regeringsdekreter, men også zaren selv, og endog bande ved ham og le af ham.

Enevælden er en forældet form for regering, som måske kan imødekomme behovene hos et folk i Centralafrika, isoleret fra omverdenen, men ikke behovene hos det russiske folk, som nu bliver mere og mere oplyste af den indsigt, som hele verden kender. Og derfor kan opretholdelse af denne form for regering og ortodoksien, der er forbundet med den, kun foregå, som den gør det nu, ved hjælp af alle mulige former for vold; en stat i undtagelsestilstand, landsforvisninger, henrettelser, religiøse forfølgelser, forbud imod bøger og aviser, ødelæggelse af uddannelserne, og i al almindelighed ved slette og grusomme handlinger af enhver art.

Dette er, hvad der indtil videre er foregået i din regeringstid. Det begyndte med dit svar til Tver deputationen, hvor det rejste megen forargelse i hele det russiske samfund, da du kaldte folkets yderst legitime krav for ‘tåbelige dagdrømme’ – alle dine dekreter om Finland[2] og besættelsen af de kinesiske territorier[3], dit Haag­konference projekt[4], fulgt af en styrkelse af hæren, din svækkelse af selvstyret og styrkelsen af den administrative vilkårlighed, din støtte til religiøse forfølgelser, din tilslutning til etableringen af et spiritusmonopol, dvs. statslig spekulation i forgiftning af folket, og endelig din stædige opretholdelse af fysisk afstraffelse, på trods af alle de henstillinger, du har fået, om at afskaffe dette tåbelige og helt igennem unyttige middel, der ydmyger det russiske folk – alle disse beslutninger, som du kunne have undgået at tage, såfremt du ikke, ansporet af dine ryggesløse rådgivere, havde sat dig et umuligt mål – ikke bare at fastfryse folks levevis, men at føre den tilbage til et tidligere, utåleligt stade.

Folket kan undertrykkes med voldelige midler, men de kan ikke styres af dem. Det eneste middel til effektiv ledelse af folket i vor tid, er at stille sig i spidsen for folks bevægelse fra ondt til godt, fra mørke til lys, og føre dem til opnåelse af de mål, der er det nærmest. For at kunne blive i stand til at gøre dette, er det nødvendigt først at give folket mulighed for at udtrykke deres ønsker og behov og, når man har hørt disse ønsker og behov, at opfylde de af dem, som vil dække behovene, ikke for en klasse eller gruppe, men for flertallet, mængden af arbejdende folk.

Og disse ønsker, som det russiske folk nu vil udtrykke, hvis de fik muligheden for at gøre det, vil efter min opfattelse være følgende:

Først og fremmest vil det arbejdende folk sige, at de ønsker at slippe af med de særlove, der placerer dem i pariaernes rolle, hvor de ikke kan nyde de samme rettigheder som andre borgere; så vil de sige, at de ønsker ret til at rejse, ret til undervisning og ret til at dyrke den religiøse tro, som er naturlig for deres åndelige bevidsthed; og vigtigst af alt, så vil alle de 100 millioner sige med en stemme, at de ønsker ret til at udnytte jorden, dvs. ophævelsen af privat ejendomsret til jord. Og denne afskaffelse af den private ejendomsret til jord er, efter min mening, det mål, hvis indfrielse den russiske regering skulle sætte som sin hovedopgave i vor tid.

I enhver periode i menneskehedens eksistens er der et skridt, passende for tiden, som kommer meget tæt på at realisere de bedste af de former for liv, som menneskeheden stræber imod. I Rusland var afskaffelsen af slaveriet for halvtreds år siden et sådant skridt. I vor tid er dette skridt frisættelsen af de arbejdende masser fra minoriteten, der udøver magt over dem – det, der kaldes arbejdskraft­problemet.

I Vesteuropa anses indfrielsen af dette mål at være mulig ved overdragelse af fabrikkerne og værkstederne til almen brug for arbejderne. Om denne løsning på spørgsmålet er rigtig eller forkert, og om den lader sig praktisere af de vestlige folkeslag eller ej – så er den tydeligvis ikke mulig at indføre i Rusland under de nuværende omstændigheder. I Rusland, hvor en umådelig del af befolkningen lever af jorden og er helt afhængig af de store jordejere, kan frigørelsen af arbejderne tydeligvis ikke opnås igennem en overdragelse af fabrikker og værksteder til almen brug for arbejderne. For det russiske folk kan en sådan frigørelse kun iværksættes ved afskaffelse af den private ejendomsret til jord og ved at jorden bliver fælles ejendom – præcis det, der så længe har været et dybfølt ønske for det russiske folk, og hvis gennemførelse ved den russiske regering de stadig ser frem til.

Jeg ved, at disse mine ideer af dine rådgivere vil blive opfattet som højdepunktet af naragtighed og mangel på praktisk sans fra en mand, der overhovedet ikke har noget begreb om vanskelighederne ved at regere et land, særligt min idé om at betragte jorden som folkets fælles ejendom; men jeg ved også, at der, for at det ikke skal blive nødvendigt at benytte mere og mere grusom vold imod folket, kun er et middel at handle ud fra, nemlig: at gøre det til din opgave at indfri et mål forud for befolkningens ønsker, og uden at vente på at den løbske kærre skal ramme dig på knæet, selv at køre den, dvs. at være foran i opnåelsen af de bedste leveforhold. For Rusland kan et sådant mål kun opnås ved afskaffelsen af den private ejendomsret til jord. Kun da kan regeringen blive leder af dens folk og effektivt styre det, uden at give uværdige og påtvungne indrømmelser til fabriksarbejdere og studenter, som den gør nu, og uden at frygte for sin egen eksistens.

Dine rådgivere vil fortælle dig, at det at friholde jorden fra ejendomsret er en fantasi og et ikke gennemførligt forehavende. Efter deres opfattelse er det at tvinge et levende folk bestående af 130 millioner til at give afkald på at leve eller udvise tegn på liv, og presse dem tilbage i den skal, som de for længe siden er vokset ud af, ikke en fantasi og ikke alene gennemførligt, men netop den klogeste og mest praktiske handling, man kan foretage sig. Men man behøver bare at tænke en smule seriøst for at indse, hvad der er virkeligt u gennemførligt, skønt det gøres, og hvad der tværtimod ikke blot er gennemførligt, men på sin plads og nødvendigt, skønt det endnu ikke er blevet påbegyndt.

Jeg mener personligt, at den private ejendomsret til jord i vor tid er præcis så tydelig og himmelråbende en uretfærdighed, som livegenskabet var det for 50 år siden. Jeg tror, at dens afskaffelse vil placere det russiske folk på et højt niveau af uafhængighed, trivsel og tilfredshed. Jeg tror også, at dette middel utvivlsomt vil fjerne hal den socialistiske og revolutionære irritation, der for tiden flammer op blandt arbejderne, og som udgør den største fare for både folket og regeringen.

Men jeg kan tage fejl, og hvad mere er, så kan løsningen, når alt kommer til alt, kun komme fra folket selv, hvis de havde muligheden for at udtrykke sig. .

I hvert fald, så er det første problem, som regeringen står over for, afskaffelse af den undertrykkelse, der forhindrer folk i at udtrykke deres ønsker og behov. Det er umuligt at gøre noget godt for den mand, hvis mund man har kneblet for hans egen skyld for ikke at høre, hvad han selv ønsker. Kun ved at erfare alle menneskers ønsker og behov, eller flertallet af dem, kan man lede folket og gøre godt for det.

Kære broder, du har kun et liv i denne verden, og du kan forspilde det på forfængelige forsøg på at standse menneskehedens bevægelse, som indstillet af Gud, fra ondt til godt, fra mørke til lys, eller du kan blidt og muntert anføre den som tjener for Gud og mennesker, ved omhyggeligt at overveje folkets ønsker og behov og ved at bruge dit liv på deres opfyldelse.

Hvor stort dit ansvar end er i din regeringsperiode, i løbet af hvilken du kan gøre meget godt eller meget ondt, så er dit ansvar meget større overfor Gud for dit liv her, hvoraf dit evige liv afhænger, og som Gud har givet dig, ikke for at du skal beordre onde gerninger af enhver art eller for den sags skyld selv tage del i dem eller tillade dem, men for at du kan udføre Hans vilje. Hans vilje er ikke at gøre ondt imod mennesker, men at gøre godt.

Tænk over dette, ikke sammen med mennesker, men sammen med Gud, og gør hvad Gud, dvs. din samvittighed, byder dig. Og bliv ikke bekymret over de forhindringer, som du vil møde, hvis du drejer ind på denne nye livsbane. Disse forhindringer vil forsvinde af sig selv, og du vil ikke bemærke dem, hvis blot det, du gør, ikke bliver gjort for menneskelig herliggørelse, men for din sjælefreds skyld, dvs. for Gud.

Undskyld mig, hvis jeg uafvidende har fornærmet dig eller gjort dig vred med det, som jeg har skrevet i dette brev. Jeg blev udelukkende tilskyndet af et ønske om det bedste for det russiske folk og for dig selv. Hvorvidt jeg har opnået dette, vil fremtiden, som jeg efter al sandsynlighed ikke får at se, vise. Jeg har gjort, hvad jeg betragtede som min pligt.[5]

Appendiks 2

Gaspra, 7. maj 1902.
Til storhertug Nikolaj Mikhailovitsj,

Kære Nikolaj Mikhailovitsj,

Jeg modtog dit lange og interessante brev forleden dag. Jeg var meget glad for at modtage det, men visse meninger får mig til at ønske at udtrykke min holdning til emner, hvor jeg er uenig med dig, og som er af stor betydning for mig.

Først, så gør du, ved at kalde mig en stor idealist på baggrund af det projekt, jeg foreslår, i bund og grund det, som alle kejserens rådgivere, der er bekendt med mine tanker, har tænkt sig at gøre, dvs. betragter mig som en nar, der ikke ved, hvad han taler om. Denne holdning imod mig fra hovedparten af folket, endog dem, der synes godt om mig, minder mig om en passage i en Dickens’ romaner, Hårde tider, tror jeg[6], hvor en klog og alvorlig mand, en mekaniker, bliver introduceret, fordi han har gjort en bemærkelsesværdig opdagelse, men som, netop fordi han er sådan en bemærkelsesværdig opfinder, af sin muntre, godhjertede ven betragtes som et menneske, der ikke forstår noget af livet, og som har behov for at blive overvåget som et barn, for det tilfælde at han skulle finde på at foretage sig en masse tåbelige ting, og hvis ord, i det øjeblik han talte om noget, der lå udenfor hans eget speciale, af den godlidende ven blev modtaget med et overbærende smil over denne naivitet fra et menneske, der ikke kender noget til verden udover sine opfindelser. Det morsomme ved situationen er, at den godhjertede ven ikke drog den simple konsekvens, at hvis mekanikeren havde gjort sådanne vigtige opdagelser, måtte han jo tydeligvis være klog. Men hvis han var klog, så var det klart, at han ikke ville tale eller fremsætte meninger om noget, som han ikke kendte til og ikke havde tænkt over.

Jeg kan godt mærke hvor ubehændig og ubeskeden denne sammenligning er, men jeg kan ikke lade være med at gøre den, for den viser minsandten al falskheden i samfundets almindelige indstilling til holdningerne hos personer, der på en eller anden måde har udmærket sig fra alle andre. Denne holdning er mere udbredt, fordi den afholder folk fra at beskæftige sig med den mening, som sådanne personer udtrykker. ‘Han er digter, mekaniker, idealist’, og så er der ingen mening med at prøve at forstå betydningen af det, som han siger. Det er årsagen til, at en sådan holdning findes, og også vanen med til poster, der kræver de største evner og intelligens, at udpege alle mulige Ivanov’er, Petrov’er, Zengere, Plever etc., hvis eneste kvalifikation er, at de ikke er anderledes end andre mennesker. Det er den første pointe. Den anden pointe er, at det synes mig – og det beklager jeg meget – at du ikke har løst og kender kernen i Georges projekt. Klassen af bønder vil ikke alene ikke gå imod realiseringen af dette projekt, men de vil byde det velkommen som realiseringen af et ønske igennem mange generationer i deres egen klasse.

Kernen i projektet er jo, at jordrenten, dvs. den overskydende jordværdi sammenlignet med jord af ringeste bonitet, og afhængig ikke af menneskets arbejdsindsats, men af naturen eller jordens omgivelser, bliver brugt til skatter, dvs. til almene behov; dvs. fællesskabets indtægt anvendes til fællesskabets bedste. Den eneste virkning af dette projekt er, at hvis du ejer en vis mængde jord i Borzhomi og jeg i Tula-provinsen, så vil ingen tage jorden fra mig, og jeg er kun forpligtet til at betale en leje for den, som altid er mindre end mit udbytte. Jeg ved ikke noget om Borzhomi, men i Krapiva­distriktet i Tula-provinsen vil jordrenten være omkring 5 rubler, mens prisen for at leje jorden nu er på omkring 10 rubler, og derfor vil ejeren af 1.000 desjatins være forpligtet til at betale statskassen 5.000 rubler, og hvis han er ude af stand til at gøre dette, hvilket sikkert vil være tilfældet for 9/10 af jordejerne, så må han opgive jorden, og bønderne, der nu kan betale 10 rubler hver for at leje den, vil indlysende nok blive glade for at gribe chancen for 5 rubler hver og de vil beholde den fra generation til generation, så det store flertal af bønder kan ikke andet end at sympatisere med dette projekt og vil altid være tilhængere af det.

Det er i grove træk det, der er kernen i Henry Georges projekt. Det var den anden pointe. Den tredje pointe er det faktum, at skønt denne metode ikke er blevet indført i hverken Europa eller Amerika, så beviser det ikke, at den ikke kan indføres i Rusland, men at det tværtimod peger hen imod, at det kun er i Rusland, at det vil kunne føres ud i livet, takket være enevælden. Jordejere i Europa og Amerika, som udgør den store del af regeringen, ville aldrig af hensyn til deres egne interesser tolerere en sådan friholdelse af jorden fra den private ejendomsret, men selv dér kan man se en bevægelse i denne retning, mens metoden allerede er blevet realiseret i Australien og New Zealand. Bortset fra dette, så er metoden særlig vigtig i vor tid på grund af det fortsat agrare Rusland, på trods af Wittes, Kovalevskis, Mendelejevs og andres ærligt mente ønske om at lede landet i retning af kapitalisme og fabriksproduktion.

Dette er den tredje pointe. Nu til den fjerde pointe. Du skriver, at ’til gennemførelse af denne storslåede idé ville man behøve en helte-zar som Peter den Store, og man måtte have andre samarbejdspartnere end dem, som Nikolaj II har’. Men jeg tror ikke, at der skal nogen særlig heroisme til at realisere denne ide, især ikke Peter den Stores fordrukne og udsvævende heroisme, men man behøver blot den fornuftsbetonede og ærlige opfyldelse af sine forpligtelser som zar, i dette tilfælde i særdeleshed til fordel for zaren selv, dvs. for enevælden, og det synes mig, at Nikolaj II med sit venlige sind, som alle påpeger, fuldt ud ville kunne realisere den, hvis blot han forstod den store betydning for ham selv, og særligt for hele hans folk. Som samarbejdspartnere er det selvfølgelig, for at føre denne metode ud i livet, utænkeligt at have de bureaukratiske lig, som bliver des mere lig, jo højere de stiger op af bureaukratiets hierarkiske stige, og hele selskabet bestående af Pobedonostsever, Vannovskier og Chertkover må selvfølgelig fjernes fra enhver indflydelse på denne sag. Men Rusland er fuld af samarbejdspartnere, der har evner, er ærlige og villige til at udføre et rigtigt arbejde, som de kan holde af. Det var den fjerde pointe.

Hvad du siger med hensyn til behovet for forandringer i alle dele af administrationen, bureaukratiets yderst fordærvelige natur, det overalt udbredte begær efter profit, alle typer af ‘Panama’er’[7], udbredt militarisme, moralsk opløsning – alt dette vil automatisk blive udryddet fra regeringsniveauet, så snart de principløse folk, der kun søger deres eget fremskridt og profit, bliver smidt ud, og folk, der vil elske det, vil blive sammenkaldt i den store sags tjeneste. Og ikke alene er jeg ikke enig med dig i, at redningen af enevælden ligger i forskellige sammenflikkede jobs , såsom ministrenes ansvar (overfor hvem?), eller omorganiseringen og genoplivningen af de øverste institutioner, såsom Statsrådet, ministerierne osv., men tværtimod tror jeg at denne illusion om at kunne rette op på situationen ved at sy nye lapper til gamle klude er den mest fordærvede illusion af alle, fordi den giver støtte til det umulige system, som vi lever under i dag. Enhver sådan omorganisering uden indførelse af en højere idé, som folk kan arbejde inspireret og selvopofrende for vil blot være en bonnet blanc et blanc bonnet.[8] Overordnet er realiseringen af min idé, som synes dig at være så urealistisk, uendeligt meget mere mulig end det, som de prøver at gøre nu – at støtte et utåleligt enevælde uden et højere grundlag, men blot enevælde for enevældens egen skyld.

Når jeg taler om at føre denne metode ud i livet ved hjælp af autoritær magt, så taler jeg ikke ud fra mit eget synspunkt, som er at enhver magt, selv når den synes at være til det bedste, er imod den kristne lære, som jeg bekender mig til, men ud fra de menneskers synspunkt, der af al magt ønsker at forsvare en enevælde, der er utålelig og fordærvet for eneherskeren såvel som for folket, og for at give den det bedst mulige juridiske grundlag.

Undskyld at jeg skriver et så langt brev til dig om emner, som vi næppe kan være uenige om, men dit brev, der behandlede spørgsmål, som ligger mig meget på hjerte, og som har optaget mig længe, vakte et behov for at udtrykke mine tanker. Farvel; jeg ønsker dig alt muligt godt og takker dig endnu engang for at have efterkommet mit ønske. Jeg skriver ikke til dig med egen hånd, da jeg for nylig har haft et tilbagefald, ikke af lungebetændelse, som doktorerne siger, men af malaria, og jeg er meget svag igen.

De varmeste hilsener
Lev Tolstoj

[1] Fra Figaros Bryllup, tredje akt, scene tre.
[2] En henvisning til et manifest af juni 1901 om finnernes pligt til at yde militærtjeneste i den russiske hær.
[3] Rusland var part i de vestlige magters opdeling af Kina i interessesfære.
[4] En fredskonference for vestmagterne i Haag i 1899, indkaldt af Rusland, men uden nogle synlige resultater. Tolstoj så det som et forsøg på at skjule det, som han betragtede som militarismen i den russiske hær.
[5] Der blev ikke modtaget noget svar på brevet.
[6] Faktisk i Lille Dorrit, hvor mekanikopfinderen Daniel Doyce bliver præsenteret af Mr Meagie med en historie om Doyces kvaler i hænderne på Omsvøbsdepartementet.
[7] En henvisning til bygningen af Panama-kanalen og de tvivlsomme økonomiske transaktioner i forbindelse med den.
[8] Det samme som ‘det kan være hip som hap’.