Kapitel 18 i
Tolstoj – Principper for en ny verdensorden 
af David Redfearn

En ny politisk videnskab er nødvendig i en ny verden. 
Alexis de Tocqueville.

Det internationale aspekt ved verdens dårligdom, og hvordan den kan kureres, illustreres vældig godt af historien om Irak; men når det kommer til overvejelser vedrørende indførelsen af den tolstojske filosofi på nationalt niveau – for nationale begivenheder går både forud for og bestemmer de internationale – vil intet studium være tilstrækkeligt, bortset fra studiet af en ‘supermagt’, hvor økonomisk uretfærdighed, uansvarlig, tilfældig ledelse og geografisk udstrækning har nået det yderste af de grænser, som vi i dag har kendskab til. Med andre ord, den type stat, hvor Tolstojs kritik har allerstørst relevans.

En kort gennemgang af Ruslands historie (kapitel 5) har allerede gjort det ganske klart, at staten dér i det mindste er grundlagt på erobring og udnyttelse, og derpå indrettet til at opretholde dette. Ikke bare dette, men også den kølige modtagelse, som blev Tolstojs tilsyneladende moderate forslag til en jordreform til del, set i sammenhæng med de undertrykkende metoder, som han opdagede blev anvendt til at opretholde de store jordejeres fortrin og til at forhindre opstand (kapitel 6), er tydelige tegn på, at den russiske stat på hans tid var den samme som altid. Den var blevet etableret af jordejere for jordejere; og Tolstojs ’tilsyneladende moderate forslag’ var i virkeligheden et forslag om, at den skulle give afkald på sin første og vigtigste funktion.

USSR (1917-1991), hvor jordejernes gamle tyranni var blevet erstattet af partibossernes, gør sig egnet til vort formål, både på grund af den økonomiske uretfærdighed og den uansvarlige og tilfælde ledelse; for eliten, som vi skal se, klarede sig strålende, mens mere end halvdelen af befolkningen forblev forfærdeligt fattige. Dets udstrækning er også vigtig, for hvilken metode til økonomisk udbytning, der end vælges: jordmonopol, diktatur, slaveri, toldgræ­nser for at gøre det muligt at lade de hjemlige forbrugere betale kunstigt høje priser for deres varer, eller andre midler, så formodes de største gevinster at blive tjent i de største lande. Ikke bare dette, men i de største lande er statsmaskinen mest utilnærmelig og betragtes med større sandsynlighed som uforanderlig og urørlig.

USA kan også betragtes som en egnet kandidat, på grund af sin størrelse, økonomisk uretfærdighed og ledelse i modstrid med almene interesser, selvom det er skjult bag den samme ‘geniale humbug’, som er på spil i England. Nu er de forsigtige initiativer, der gøres dér (kapitel 15), rosværdige i sig selv på baggrund af, hvad der er blevet påvist at være den dybestgående og nødvendigste økonomiske reform; men det ville kræve en meget modig mand at påstå, at den idé af sig selv vil sprede sig som en steppebrand. USAs forbundsadministration eksisterer, lige som den gamle administration i det russiske zardømme, for at øge udbytternes muligheder. De, som mener, at dette er en overdrivelse, burde læse A. J. Nocks nyttige gennemgang[1] af, hvorledes udbyttende institutioner blev overført fra England til de amerikanske kolonier, og hvordan forbundsforfatningen ved hjælp af svindel blev påført de oprindelige stater efter Uafhængigheden. De skulle derpå overveje årsagen til krigen 1861-65, som ikke var afskaffelsen af slaveriet, som det er den udbredte opfattelse, men bevarelsen af Unionen. Indtil videre har der ikke været tegn på lignende splittelse i denne forstenede struktur, og der er heller ikke sådanne tegn for den nærmeste fremtid.

Sagerne står ganske anderledes i det tidligere USSR, hvor ikke alene unionens bindinger er blevet skåret over, men hvor også det autoritære styre ved de kommunistiske partibosser er forbi. Der er endog grund til at håbe på, at grundskyldsprincippet hen ad vejen vil blive forstået og indført, før nok af de pengeglade får den ide, at en tilbagevenden til de før revolutionære tilstande ville være i deres interesse. Af disse grunde er den vigtigste den, at der i omkring halvfjerds år, eller næsten tre generationer, ikke har været privat ejendomsret til jord. Hvor ville det være velgørende, hvis denne vitale del af den tolstojske filosofi skulle opleve at blive gennemført for første gang i hans eget land! Lad os derfor se på vore grunde til at tro, at dette stadig er muligt.

For at kunne forstå bredden og betydningen af de igangværende forandringer, er det nødvendigt først at danne sig et overordnet indtryk af, hvorledes udbytningen blev iværksat under etparti-styret i den ikke-reformerede socialistiske stat. Vore vidner er Mikhail Gorbatjov, tidligere præsident for Sovjetunionen, og Konstantin Simis, en advokat, der blev tvunget til at udvandre på grund af sit alt for entusiastiske forsvar for politiske modstandere. Lad Gorbatjov få det første ord:

“Mange partiorganisationer i regionerne var ude af stand til at opretholde principper eller til beslutsomt at angribe dårlige tendenser, slappe holdninger, vanen med at dække over hinan­den og mangel på disciplin. Det var mere end almindeligt, at princippet om lighed partimedlemmerne imellem blev overtrådt. Mange partimedlemmer på ledende poster var hævet over kontrol og kritik, hvilket førte til fejl i arbejdet og alvorlige fejlvurderinger.’ På visse administrative niveauer opstod der en mangel på respekt for loven og tilskyndelse til svindel og afpresning, underdanighed og forherligelse. Arbejdende folk var med rette forargede over opførslen hos folk, der, selvom de var pålagt tillid og ansvar, misbrugte magten, undertrykte kritik, tjente formuer, og i visse tilfælde endog blev medskyldige i – hvis ikke de selv organiserede – kriminalitet.”[2]

Simis’s beskrivelse af den herskende elites livsførelse handler om folk, der lever i en adskilt verden. Deres huse, naturligvis af den bedste kvalitet, var, skrev han, isolerede fra det almindelige folks huse. Deres lønninger kunne andrage så meget som tredive gange det officielle minimum, som det normale for arbejdere og kontorpersonale ikke engang nåede op på. Deres lønninger kunne ydermere ikke bruges som målestok for deres faktiske levestandard; for deres behov blev dækket i Kreml-forretningerne, hvor andre ikke kunne handle; og mange af deres indkøb blev gjort med kuponer, betalt med omkring en tredjedel af deres pålydende værdi. Som om alt dette ikke var nok, så fik de som frynsegode efter en stigende skala i forhold til rang, kulminerende med medlemmerne af Politbureauet, gratis stillet paladser på landet til rådighed, ødselt indrettet og med masser af tjenestefolk.

Da en embedsmand ville miste alt dette, hvis han mistede sin post, var der en evig fristelse til at bruge embedet til at sikre sig den private og urørlige formue, som Gorbatjov sigter til. Her er et ekstremt eksempel fra Simis:

“I flere år udspionerede agenter i Sjervardnazes (sic!) indenrigsministerium alle de ledende funktionærer i Georgiens parti­ og statsapparat og deres familier, og meget kompromitterende bevismateriale blev samlet. F.eks. var handelen med de højeste poster i partiet og statsapparatet blevet så udbredt, at en undergrundsmillionær, Babunashvili, var i stand til at sikre sig selv posten som minister for let industri. Babunashvili ledede et illegalt firma, der producerede og solgte klæde, men hans ambitioner blev hverken tilfredsstillet af indtægten på de mange millioner rubler eller på forretningsaktiviteterne, og han indså, at han gerne ville krone sin karriere ved at kombinere i sig selv begge sider af den organiserede kriminalitet i Sovjet: ved at være den korrumperende (undergrundsforretningerne) og den korrumperede (regeringen).”[3]

Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, at der alene her er et betydeligt potentiale for modstand imod ethvert reformforsøg. Men modstanden fra disse grupper er imod ingenting at regne, sammenlignet med det, som man måtte forvente fra det, der kendes som det militærindustrielle kompleks. Professor B. P. Pockney fra University of Surrey har foretaget en vurdering af dets størrelse og magt.[4] Komplekset rækker over fire ministerier, der fremstiller forbrugsvarer såvel som våben. F.eks. blev det værktøj, der blev brugt til at lave sprinklere til landbrugsmaskiner, også brugt til at fremstille dele af bombefly. Militærbudgettet for 1991 nåede op på 94 milliarder rubler, på trods af begyndelsen til perestrojka eller ‘rekonstruktionen’; men dette var uden at medtage dele af de civile budgetter, der var planlagt til at skulle bruges til militære formål. F.eks. skulle en del af jernbaneministeriets budget bruges til troppetransporter. Som et resultat var mellem 20 og 45 procent af det nationale budget afsat til militære formål. Det skal også tages med i betragtningerne, at der var mellem 5 og 5,5 millioner personer i den røde hær og KGB, og at de uniformerede styrker ydermere blev styrket af imellem 20 og 50 millioner civile arbejdere. USSR’s totale arbejdsstyrke var kun på 120 millioner personer. Den sovjetiske økonomi var med andre ord i en tilstand af permanent mobilisering, med alt hvad dette udtryk medfører for befolkningens levestandard i al almindelighed. De læsere, der føler sig tilskyndet til at betvivle professor Pockney’s redegørelse vil finde den tilstrækkeligt dokumenteret i en bog af Eduard Sjevardnadze[5], kendt som en tidligere liberalt indstillet udenrigsminister.

Hvad var det, der gjorde en indsats mulig i et sådant gigantisk omfang? Det var selvfølgelig selve Sovjetunionens størrelse. Hvis hver af de tilsluttede republikker selv havde været ansvarlig for opkrævning og anvendelse af egne indtægter, ville intet af dette være sket. En sådan situation kan have repræsenteret en begrænsning i republikkernes ambitioner før løsrivelsen fra unionen; men et enkelt skridt i denne retning ville have været nok til at sætte alarmklokkerne i gang i det militærindustrielle kompleks og de væbnede styrker. Modstand mod perestrojka fra disse sider ville være blevet udløst, ikke så meget af et skifte i det økonomiske system, eller en udvidelse af de politiske rettigheder til den enkelte borger, men af truslen imod unionen, som en ny forbundstraktat, der udvidede republikkernes rettigheder, ville have medført.

Indtil nu har vi beskæftiget os med en statisk og observerbar situations relative forudsigelighed; men når vi ser på perestrojka, forsøg på at indføre den og de reaktioner, som den fremprovokerede, står vi overfor den mangel på sammenhæng, der er karakteristisk for alle revolutioner. Selv når alt går godt, udtaler politikere sig i vage generaliseringer, for at deres udtalelser kan være åbne for fortolkninger, som forskellige personer må vælge at lægge i dem, eller give dem en flugtmulighed i tilfælde af fremtidige problemer. Midt i al denne revolutionsballade, vil de gå et skridt videre og udføre en balanceakt, hvor de siger det ene den ene dag, og så sige eller gøre det modsatte den næste. På denne måde håber de at kunne forvirre oppositionen og have et sikkert greb om deres embede.

Alt dette skaber vanskeligheder nok, når det drejer sig om en stat med blot en centraladministration; men i det tidligere Sovjetunionen blev tingene gjort endnu mere komplicerede af konkurrencen imellem administrationerne i de femten republikker, som hver især havde deres egne interesser at varetage. Måske vil det om halvtreds år, når historikerne har haft mulighed for at endevende alle dokumenter og erindringer, være muligt at fortælle en samlet historie. I mellemtiden giver begivenhederne os indtryk af et ustyrligt kaos, som vi må få det ud af, som vi bedst kan.

Hvad var det, først af alt, med denne perestrojka, som der er blevet skrevet og talt så meget om? Ifølge Gorbatjov selv[6], meget generelt, handlede den primært om forbedringer i den økonomiske situation ved at tildele hidtil statsligt kontrollerede foretagender uafhængighed og magt til selvfinansiering. Dette var begyndelsen på ‘markedsøkonomien’. Så var der glasnost, eller ‘åbenhed’, sat sammen med større medvirken i produktionen fra arbejdernes side. På det sociale område betød det mere folkelig deltagelse i ledelsen og voksende beskæftigelse med ‘hvert enkelt individs og samfundets kultur’.

Skiftet fra etparti diktatur til en repræsentativ regering, udpeget ved frie valg, almindeligvis unøjagtigt kendt som ‘demokrati’, begyndte i juni 1988, hvor Gorbatjov, som leder af Det Sovjetiske Kommunist Partis Konference (SKPK), foreslog skridt, som indeholdt en fjernelse af den udøvende myndighed fra parti­repræsentanterne og til de valgte deputerede fra sovjetterne (rådene) på alle samfundsniveauer. På det højeste niveau skulle der være en Sovjetkongres. Konferencen gik ind for disse skridt; og i marts 1989 var der en tilfredsstillende stor deltagelse ved det første ægte parlamentsvalg, der blev afholdt i Sovjetunionen siden 1917. Gorbatjov blev selv nogle uger senere valgt som præsident for den nye Sovjetkongres.

Gorbatjovs udsagn om målene med perestrojka indeholder ingen omtale af det kontroversielle emne jordbesiddelse; men hvor han kommer ind på spørgsmålet om landbrug, er der en underliggende antydning af, at lejen efter hans mening burde gå i de offentlige kasser:

“I dag har vi store kollektive gårde og sovkhozer [statsbrug] i mange landbrugsområder. Store arbejdshold, sektioner og komplekser er blevet organiseret. De er på en måde adskilt fra jorden, og dette påvirker slutresultatet. I dag må vi sikre en mere holdbar og direkte sammenhæng med den enkeltes interesser igennem kollektivet, familien og lejekontrakter indenfor disse kollektive og statslige landbrugs organisation. Derved vil vi kombinere fordelene ved en stor, kollektiv økonomi med individets interesser. Det er netop det, som vi har brug for. Hvis vi handler på den måde, kan vi skabe impo­nerende fremskridt i retning af at løse fødevareproblemerne i løbet af to eller tre år.”[7]

Virkeligheden synes indtil videre ikke at have levet op til hans forventninger; for der var tydeligvis, opmuntret af vestlige politikere, en udbredt tro på, at den private ejendomsret til jord er et grundlæggende vilkår i markedsøkonomien. Privat ejendomsret til landbrugsjord er faktisk blevet tilladt efter en lov, vedtaget i december 1990 af Den russiske Folkekongres’ medlemmer; men det er ejendomsret, der er underlagt begrænsninger. Køberen må overhovedet ikke sælge indenfor de følgende ti år; og når de ti år er gået, må han kun sælge til den lokale sovjet, eller det lokale byråd.

Denne metode, som på ingen måde er i overensstemmelse med Henry Georges og Leo Tolstojs principper om, at grundskyld er den eneste retfærdige kilde til offentlige indtægter, blev mødt med entusiasme af både traditionalister og reformkræfter; og Boris Jeltsin, præsident for Den russiske Republik, beskrev den som ‘historisk’. Mikhail Gorbatjov har på den anden side, som vi kunne have ventet det ud fra det ovenstående citat, udtrykt sin modstand imod enhver form for privat ejendomsret til jord bestemt, men forgæves. Nu vil hans krav om en folkeafstemning om spørgsmålet tydeligvis ikke blive imødekommet.

En yderligere og lignende trussel er blevet tydeliggjort af den uorganiserede måde, som overdragelsen af offentlig ejendom til private er foregået på. Luksuriøse landejendomme er f.eks. blevet solgt til højtstående embedsmænd til spotpriser, formodentlig inklusive grund og det hele. Hvis blot bygningerne var blevet solgt, og jorden lejet ud, havde der ikke været grund til at råbe vagt i gevær; men i modsat fald er det første skridt hen imod en tilbagevenden til forholdene før 1917 blevet taget. Gorbatjov gjorde sit bedste for at forsinke dem ved hjælp af et præsidentielt dekret af den 12. august 1991, hvor han etablerede et centralagentur, Sojuzgosjound, til at regulere betingelserne for sådanne overdragelser, samt forhandle krav på ejendom med republikkerne. Dette arbejde måtte, hvis det skulle være effektivt, være udført i overensstemmelse med georgistiske og tolstojske principper.

Hvis der stadig er noget, der kan gøres for at afbøde de værste følger af den private ejendomsret til jord, vil det ikke forblive ugjort på baggrund af manglende udenlandsk ekspertråd. Omkring 1990-91 blev der til Gorbatjov sendt et åbent brev, underskrevet af enogtredive fremragende økonomer, der detaljeret forklarede hvorfor og hvordan USSR’s jord skulle bibeholdes som offentlig ejendom, og at de offentlige indtægter skulle øges ved, at der blev opkrævet leje for brugen af den. Tre af dem – Franco Modigliani, Robert Solow og James Tobin – har fået Nobelprisen.[8]

Senere, i maj 1991, besøgte en amerikansk gruppe på fire USSR, med det samme mål i sigte. Det drejede sig om George Collins, leder af Henry George skolen i New York; dr. Steven Cord, hvis indsats er hovedårsagen til den lammende succes med kommunal ejendomsskat med to satser i Pennsylvania (kapitel 15); Ted Gwartney, professionel skønsmand fra Californien; og professor Nicolaus Tideman, som har gjort et stort arbejde for at etablere kontakter med politikere, embedsmænd og universitetsøkonomer i Østeuropa. Disse mænd gjorde det klart, at en ekstra fordel ved fuld grundskyld, udover de almindeligt kendte, for det tidligere USSR (nu kendt som Sammenslutningen af Uafhængige Stater), ville være et stop for det berygtede spild af naturressourcer, der var foregået igennem mange år, som følge af retten til at anvende dem uden betaling.[9]

Resultatet af striden, der skulle afgøre, hvem der skulle have ansvaret for at opkræve og fordele de offentlige indtægter, kan meget enkelt betragtes som en personlig kamp imellem Gorbatjov, der forblev tilhænger af at beholde så meget af magten som muligt centralt, og Jeltsin, der foretrak at presse på ved at give republik­kerne faktisk selvstyre. På den ene side kunne man have håbet på, at Gorbatjov ville bevare den grad af magt, han havde tilbage, længe nok til at kunne igangsætte jordværdibeskatning udover Sovjetunionen. Det ville have været en parallel til Tolstojs ønske (kapitel 12) om, at zaren ville bruge sin despotiske magt til at indføre den, og derpå gå af. På den anden side ville Tolstoj også have været glad for at opleve opløsningen af den sidste udgave af det russiske imperium. Når alt kommer til alt ville den anden tilfredsstillelse være opnået på den førstes bekostning. Nu (1992) peger alt i retning af dannelsen af selvstændige republikker indenfor et løst statssamfund, eller måske i sidste ende to, et slavisk og et muslimsk.

Da Gorbatjovs situation i begyndelsen af 1991 var som den var, er det næppe overraskende, at han i sin tv-transmitterede nytårstale skulle have udvist tegn på en vis træthed, da han kom med følgende indrømmelse:

“1990 har været et år med svære og vigtige beslutninger – om ejendomsret, magt og jord.”[10]

Noget værre fulgte om eftermiddagen, søndag den 18. august, da en gruppe på otte udsendinge fra Moskva opsøgte ham i hans feriehus på Krim for at meddele, at der havde været et militærkup, og at han var blevet afsat og sat under husarrest.

Hovedmændene bag dette kup var Jazov som repræsentant for hæren; Krushkov fra KGB; Pugo fra indenrigsministeriet; Pavlov, premierminister og leder af bureaukratiet; Baklanov fra det militærindustrielle kompleks; Tizjakov fra de umådelige statsindustrier; ‘landmanden’ Starodubtsev; og Gennadi Janajev, der ikke repræsenterede nogen særlig interesse, men var blevet valgt som lederskikkelse, simpelthen fordi Gorbatjov var blevet dårligt vejledt til at have udpeget ham som vicepræsident. Ellers var det en repræsentativ forsamling af mænd med tilknytning til de selvsamme organisationer, der allerede er blevet udpeget som særligt truede af reformkræfterne. De forregnede sig på to afgørende områder.

For det første havde de ingen attraktive alternativer til den fremtid, som reformerne sigtede imod, men kun en vag idé om at vende tilbage til situationen i fortiden, som havde været god nok for dem, men som havde efterladt flertallet ude i kulden. Som Gorbatjov selv advarede sine vogtere: ‘Se fremad’ , sagde han, ‘se et, to, tre skridt fremad’. Det havde de overhovedet ikke gjort, og som konsekvens af dette havde de ingen idé om den folkelige modstand, de kom til at møde.

Den skarpsindige Boris Jeltsin nåede til en rimeligere vurdering af stemningen iblandt sine landsmænd. Da han erfarede, at hundredvis af tanks bevægede sig i retning af det massivt konstruerede Hvide Hus, det nye russiske parlaments hovedkvarter, besluttede han sig for at gøre modstand. En gruppe på omkring 200.000 forsamlede sig for at beskytte symbolet på den nye samfundsorden, og op kom barrikaderne. Jeltsin selv, med selvsikker holdning og med en stemme, der ikke behøvede hjælp fra en megafon, opfordrede militæret til ikke at skyde på dets eget folk. Det var her, at juntaen havde begået sin anden fejlvurdering. Troede de, at de kunne gentage massakren ved Vinterpaladset i 1905?

Tre unge mænd blev dræbt, mere ved uheld end planlagt, og blev Sovjetunionens helte; men officerskorpset besluttede sig til at adlyde Jeltsin frem for juntaen og begyndte at trække deres tropper tilbage fra byen. Det var begyndelsen til enden. Om onsdagen den 21. august ringede Krushkov til en af Jeltsins støtter og meddelte, at der ikke ville blive noget angreb; og snart efter var en delegation på vej til Krim for at bringe Gorbatjov tilbage.

I det lange løb øgede denne personlige triumf Jeltsins politiske position og gjorde ham i stand til at fortsætte med en enorm økonomisk revolution, der var i modstrid med Gorbatjovs udtrykte ønsker. Den 28. oktober 1991, under en lang tale til Republikkens Kongres, hvori han fremlagde udgangspunktet for ‘et modigt reformprogram’, kom han med følgende meddelelse:

“Præsidenten vil også gerne overgive parlamentet en samling af ændringsforslag til jordreform-loven, for at styrke det juridiske grundlag for ændringer på dette område, og endeligt at tillade erhvervelse og salg af jord.[11]

Dette udsagn synes umiddelbart at henvise til salg af selvejerjord, som det forstås i ikke-kommunistiske lande; men russiske besøgende i England har forklaret, at det snarere drejer sig om salget af lejeretten, der var tale om. Alt afhang derfor af størrelsen af den leje, der først blev opkrævet af staten, og om hvorvidt lejebetingelserne indeholdt en regel om lejlighedsvis ændring af dette. Hvis de ikke gjorde, ville en stadigt voksende del af grundskylden (kapitel 11) være tabt for de offentlige kasser.

Steven Cords andet besøg i Rusland i oktober 1991, sammen med en gruppe på syv, bekræftede udsagnet fra russerne i England, men gjorde det klart, at lejen (eller, for ikke-lejebetalere, jordværdiskatten) lå på et meget lavt niveau, kun tilstrækkeligt til at finansiere forbedringer af jorden, samt dertil hørende aktiviteter. Det er en rimelig formodning, at salgsprisens størrelse vil være på et dertil svarende niveau. Det er også klart, at spørgsmålet om reviderede vurderinger endnu ikke er blevet løst, bortset fra på de vagest mulige betingelser:

“Bud på jordleje overvejes i overensstemmelse med ændringer i betingelserne for forbedringer, uafhængigt af jordens udnyttere.”[12]

Konsekvensen af det mislykkede kup var Gorbatjovs afgang som generalsekretær for SKPK, konfiskeringen af al dets ejendom og forbuddet imod dets aktiviteter i de væbnede styrker, KGB og alle andre lovopretholdende institutioner. Dermed kom fireoghalvfjerds års etparti-styre til sin endelige afslutning. Endnu mere betydningsfuldt var det, at unionen selv, kl. 17 torsdag den 12. december 1991, blev opløst, og Gorbatjov dermed effektivt sat ud af spillet. Ikke overraskende var de baltiske lande Estland, Letland og Litauen blandt de første lande til, før opløsningen var vedtaget, at trække sig ud; men ingen af disse har den samme økonomiske betydning som det udtrædende Ukraine, unionens kornkammer. Problemet med denne og andre ligeledes særligt velstillede republikker kræver en løsning i retning af at dele grundskylden imellem medlemmer af statssamfundet eller statssamfund, der dukker frem af dette kaos.

Skønt opløsningen af unionen bestemt af Tolstoj ville være blevet betragtet som et skridt i den rigtige retning, så ville det næppe på nogen måde have tilfredsstillet hans fordring i retning af selvforsyning. Men på den anden side skal et sådant ideal ikke tages alt for alvorligt; for Mennesket er, og har altid været, et socialt dyr. Det sociale behov fandt formodentlig tilstrækkeligt udtryk i det gamle russiske system med lokale bonderegeringer (kapitel 8), som blev frataget jordejernes juridiske myndighed samtidig med ophævelsen af livegenskabet (1861). Dets dele var mir og volost. Det første var en forsamling af alle husholdninger i en landsby, og den anden var en forsamling af repræsentanter fra en gruppe landsbyer eller en kanton. De havde begge juridiske og administrative opgaver. Som det allerede er blevet antydet, må Tolstoj have kendt til alt dette; og det tyder i retning af, at han ikke var modstander af det.

Mir er, ligesom den angelsaksiske ‘folkeforsamling’ det demokratiske ideal, hvor alle borgere har en stemme ved beslutninger, som angår den fælles interesse. Gid processen med at opdele regeringen kunne blive ført så langt! I hvert fald må behovene for stigning i den offentlige kasse foretages på det lavest mulige niveau, hvis det ikke hen ad vejen skal fjernes fra folkelig kontrol og blive et middel til udbytning. Hvor den har været underlagt folkelig kontrol, som i New Zealand (kapitel 15), skal man huske på, at den almindelige sunde fornuft bestemte, at den skulle afledes fra grundskylden.

Desværre havde Jeltsins første regerings vestlige rådgivere andre ideer.

I debatten om jordens skæbne – og borgerens frihed – er det ikke overraskende at erfare, at russerne nåede til at indse betydningen i Tolstojs filosofi for deres fremtid. Ironisk nok blev denne nye vurdering først åbenbaret af Moskvas sidste benhårde leder af kommunistpartiet, Ivan Polozkov, i en protest imod det russiske parlaments beslutning om at tillade bønderne at eje jord. Han citerede et af de breve, som Tolstoj havde skrevet til Pjotr Stolypin, zarens premierminister, der forsøgte at privatisere offentlig jord – en politik, som Tolstoj karakteriserede som et ‘svinsk nummer’.[13]

Først var der megen sympati for den tolstojske strategi at hente hos Boris Jeltsin. Han ønskede at udvikle en strategi, der satte bønderne i stand til at besidde jord, mens staten beholdt selvejer­skabet. Denne holdning blev udtrykt efter meddelelsen om et kompromis, nedlagt i en lov i december 1990. Jeltsin blev udfordret af en amerikansk journalist, der spurgte, hvorvidt restriktionerne på jordbesiddelse var i frihedens ånd. Da var det, at Jeltsin svarede:

“De forstår ikke den russiske ånd. Folk her forstår ikke ideen med at købe og sælge jord. Jorden er som en mor. Man kan ikke sælge en mor.”[14]

Men noget betydningsfuldt var ved at ske, fra dette synspunkt blev udtrykt og til det stormfulde Folkekongresmøde i april 1992, der skulle ændre Jeltsins syn på tingene. En forfatningskrise eksploderede, da de konservative forhindrede vedtagelsen af Jeltsins forslag om at jord, trods alt, burde privatiseres. Den 17. april blokerede de konservative, med en majoritet på 478 overfor 380, for diskussionen af et forfatningstillæg, der skulle have tilladt køb og salg af jord. I sit afsluttende indlæg advarede præsidenten de deputerede imod at lade loven falde.[15]

Hvad var der sket, som havde fået Jeltsin til at ændre syn på ejendomsretten til moder jord? Penge: behovet for at imødekomme vestlige opfattelser af, hvad der udgør elementerne i markedsøkonomien, til gengæld for den støtte, som Rusland havde behov for.[16] Jeltsin blev belønnet få dage efter sin censurerende kritik af de deputerede, da han på IMF’s møde i Washington DC den 27. april blev tildelt lån til mange milliarder dollars.

At tre Nobelpristagere i økonomi skulle slutte sig til deres kolleger i en anbefaling af, hvad der var Tolstoj/George-modellen for privat besiddelse rettet ind efter fælles ejendomsret til jord og lejeindtægt, burde, skulle man synes, i det mindste have ført til en omvurdering af de klassiske økonomiske holdninger. I stedet gik nogle af eksperterne så langt, at de ønskede at forbyde en gennemgang af deres forslag. Tænk f.eks. på, hvorledes georgist-planen – en generel skat på jordværdi i takt med en reduktion i skattebyrden på alle typer af indkomst – ville trække privatudenlandsk investering til Rusland (hvilket ville reducere afhængigheden af IMF-Verdensbank-lån)og ville sætte gang i genindustrialiseringen på markedsvilkår.[17] En sådan strategi ville blive betragtet med rædsel af dem, der ønsker at tvinge regeringer til at indarbejde et grundlæggende fejlagtigt system:

“Behovet for at tiltrække yderligere kapital fra udlandet vil kræve, at lande i overgangsperioden indbygger i deres skattesystemer tilstrækkelige ansporinger til at sætte mere fart i processen. Det vil imidlertid være skadeligt og utilstedeligt at igangsætte en uretfærdig konkurrence imellem sådanne lande, at gøre dem til skattely, eller at gøre dem til en bro for forskellige former for skatteunddragelse i international målestok.”[18]

Hvorfor? Der er intet i international lovgivning, der siger, at hvert land skal lide under ensartet skattepåført lidelse. Der er ingen grund til, at Rusland ikke endeligt skulle rette zar Nikolajs fejl (den fejl, der i sidste ende førte til den røde revolution) og gennemføre rationelle reformer, der vil sikre social retfærdighed og økonomisk frihed udenfor det bureaukratiske systems kontrol. De objektive forhold, der kunne gøre det georgistiske / tolstojske økonomiske system realistisk, eksisterer i Rusland. I vesten hviler modstanden mod en strategi til sociale ændringer baseret på en jordværdiskat på det argument, at jord er privatejet og derfor ikke bør udvælges til en særlig beskatning. Dette arguments tvivlsomme moralske vandel skal ikke optage os her, for de gælder ikke for Rusland, hvor Føderationen ejer al jord og alle naturressourcer. Rusland kan derfor vende tilbage til menneskehedens hævdvundne principper, baseret på fællesskabets ejendomsret og individets besiddelse. Denne sofistikerede tilgang til ejendomsrettigheder vil gøre folk i stand til at besidde så meget jord, som de kan udnytte, til gengæld for betaling af leje til fællesskabet for dette privilegium (denne lejeindtægt ville selvfølgelig blive ligeligt fordelt fra den offentlige kasse). Dette ene klare princip ville rette op på den strukturelle fejl i markedsmodellen, idet den eliminerer den ustabilitet og uretfærdighed, som har karakteriseret dette system i to århundreder.

Denne strategi er det nu muligt at indføre i Rusland, for den 27. december 1991 underskrev præsident Jeltsin et dekret om beskatning, som slog fast, i artikel 21 (b), at der skulle etableres en jordværdibeskatning. Det er imidlertid nødvendigt at modificere tankegangen bag loven, for den er udformet som et middel til at øge de lokale skatteindtægter. Den burde være et centralt styret makroøkonomisk middel til at opnå effektivitet og social retfærdighed. Hensigtsmæssigt struktureret og forbundet med en sofistikeret filosofi vedrørende jordbesiddelse ville jordværdiskatten en gang for alle gøre Rusland fri for de bindinger af energien blandt folk, der ikke ønsker andet end friheden til at arbejde for et godt liv for sig selv og deres familier.

Vi inddrager nu en sidste gang det, som Tolstoj satte først blandt elementerne i sin filosofi, nemlig de moralske regler udtrykt i ‘Bjergprædikenen’. Det gjorde han, fordi han mente, at verdens fremtid først og fremmest handlede om metanoia, eller en ændret indstilling hos det enkelte individ. Måske vil det i sidste ende vise sig, at han havde ret; men det er ikke en tilstrækkelig god grund for den enkeltes manglende evne til, her og nu, at gøre ethvert forsøg på at opnå en sikker mental forståelse af, hvorledes udbytterne, med alle til rådighed stående midler, bruger staten som middel til at opnå egne fordele. Viden er af lige så umiddelbar vigtighed for verden, som ønsket om klar bevidsthed. Denne gav Tolstoj en god målestok for.

Ligeså bør man huske på, skønt vi først og fremmest har set på kristendommen, at der er andre religioner, og at der blandt dem er nogle, der har den samme moral som Jesus fra Nazareth. Man behøver bare at tænke på det følgende:

“Gør ikke imod andre, hvad du ikke bryder dig om bliver gjort imod dig.”
Zarathustras forkyndelse.

“Vil du sige til andre, at de skal være retsindige, og ikke praktisere retsind selv?”
Koranen, 2, 44.

“Giv kærlighed for had.”
Tao Te Ching.

“Had mindskes aldrig af had. Had mindskes af kærlighed. Dette er den evige lov. ”
Dhammapada (buddhistisk).

“O Gud, det er Dit ord, at menneskeheden er en eneste slægt, så at alle mennesker fødes frie og lige i værdighed og rettig­heder, de er udstyret med kærlighed og bevidsthed og bør handle imod hinanden i broderskabs ånd. ”
Koranen.

“Hvis der er retsind i hjertet,

Vil der være skønhed i karakteren.

Hvis der er skønhed i karakteren,

Vil der være harmoni i hjemmet.

Hvis der er harmoni i hjemmet,

Vil der være orden i landet.

Når der er orden i ethvert land,

Vil der være fred i verden. ”

Kinesisk ordsprog.

Er der ikke i dette basis for en sammenlignende religion, som overskrider alle afvigende dogmer og mysterier, som vil forene alle, der, uanset race eller kultur, ønsker trivsel og fred for mennesker i fremtiden? Tolstoj selv mente det tydeligvis; for han gjorde sig store anstrengelser for at sammensætte en stor samling af sådanne citater, som han anså for at være Biblen for en allerede eksisterende universel tro. Den er udgivet på russisk under titlerne En Læse­cyklus, Til Hver Dag og De kloges ordsprog.

Alt i alt har menneskeheden haft nok bitre erfaringer med falske veje, der allerede så ofte er blevet kortlagt og fulgt? I så fald kan vi håbe, at folket selv, på dette forandringens tidspunkt, hvor landet/staten viser tegn på endeligt forfald, hvor socialismen er faldet fra hinanden, hvor jord- og -kapitalmonopolerne hurtigere end nogensinde før iler imod klipperne, og hvor religiøs intolerance stadig forgifter de menneskelige relationer, vil tage Tolstojs budskab under seriøs overvejelse – og så betænke sig?

Der er intet så magtfuldt som et tankesæt, hvis tid er inde.

– – – – –

[1] Albert Jay Nock. Our enemy the State. Caldwell, Idaho, The Caxton Printers Ltd., 1935.
[2] Mikhail Gorbachev. Perestroika: New thinking for our country and the world. Collins, 1987. (p. 23). (Kursiv tilføjet)
[3] Konstantin Simis. USSR: Secrets of a corrupt society. Dent,1982. (p. 35).
[4] B.P. Pockney. ‘Perestroika versus the military-industrial complex.’ 19th International Conference, International Union for Land Value Taxation and Free Trade, London, 21-27 marts 1991.
[5] Eduard Shevardnadze. The Future belongs to Freedom. Sinclair Stevenson, 1991.
[6] Mikhail Gorbachev. Perestroika: New thinking for our Country and the World. Collins, 1987. (pp. 27-36).
[7] ibid. p. 97. (Kursiv tilføjet).
[8] Richard Noyes. Now the synthesis: Capitalism, Socialism and the New Social Contract. London, Shepheard-Walwyn (New York, Holmes & Meier), 1991. (p. 225).
[9] Ian Barron. ‘Georgists’ mission to U.S.S.R. is successful’ i Land & Liberty, juli/august 1991.
[10] Penny Syroon. “‘Preservation of Union is Key”, says Gorbachev’ i The Daily Telegraph, 1. januar 1991.
[11] ‘Raising the last Iron Curtain’ i Soviet Weekly, 7. November 1991.
[12] Law of the Russian Soviet Federated Socialist Republic on revenue from land, Sektion 1, artikel 3. 11. oktober 1991.
[13] Mark Frankland, “Lipstick deep revolution holds kiss of death”, The Observer, London, 9. december 1990. I et brev sendt til Stolypins ministerium den 26. juli 1907 beskrev Tolstoj privat ejendomsret til jord som ‘den ældste og største uretfærdighed af alle, som findes overalt: den individuelle ejendomsret til jord’.
[14] Jonathan Steele, ‘Russia allows private land’, The Guardian, London, 4. december 1990.
[15] John Lloyd, ‘Yeltsin presses Congress for wider powers’, The Financial Times, London, 22. april 1992.
[16] Se f.eks. gennemgangen af arbejde udført i OECD, i en artikel af Ferdnand Kuba, ‘Restructuring Soviet Agriculture’, The OECD Observer, feb/mar 1992, som (p. 174) refererer til “sådanne afgørende emner som … privat ejendomsret til landbrugsjord.”
[17] En sådan strategi er udarbejdet i Fred Harrison, “Post-socialism and the Single Tax: a holistic philosophy”, i Richard Noyes (redaktør). Capitalism, Socialism and the New Social Contract, London: Shepheard WalwynlNew York: Holmes & Meier, 1991.
[18] P Jurkovic, professor i økonomi ved Zagrebs universitet – I Jugoslavien, et tilknyttet medlem i OECD – i The Role of Tax Reform in Central and Eastem European Economies, Paris: OECD, 1991, p. 49. Professor Jurkovic insisterer på problemets ensartethed: “At stole på de udviklede landes erfaringer betyder, at de central- og østeuropæiske lande må overtage fra vesten de grundlæggende typer af skatter, såsom personlig indkomstskat, selskabsskat, omsætningsafgift og bidrag til social sikkerhed, og de grundlæggende principper, som de er baseret på” Ibid., p. 28.