Kapitel 17 i
Tolstoj – Principper for en ny verdensorden
af David Redfearn

Den menneskelige races udsigt til at overleve var overordentligt meget bedre, da vi stod forsvarsløse overfor tigre, end de er i dag, hvor vi står forsvarsløse overfor os selv.
Arnold Toynbee.

Hidtil har vi behandlet elementerne i Tolstojs filosofi et for et og påvist det grundløse i den modsatrettede kritik, som er blevet rettet imod dem. Nu er tiden imidlertid inde til at overveje filosofien som en helhed, og til at se på, hvorvidt den har nogen relevans i verden af i dag. Det vil derfor være praktisk at have et referat af den; og hvilket bedre referat kunne man have end et, som er udtrykt i Tolstojs egen oplysende stil?

Her behandler han staten i relation til kristenheden:

“Kristenheden i dens sande forstand gjorde en ende på staten. Således blev det forstået helt fra starten, og derfor blev Kristus korsfæstet. Det har altid været forstået således af folk, som ikke havde nødig at retfærdiggøre en kristen stat. Kun siden herskere satte sig i besiddelse af en formel, udvendig kristendom, er folk begyndt at udtænke alle disse umulige, besynderligt spundne teorier, som foregiver at gøre kristendommen forenelig med staten. Men for enhver alvorligt tænkende og ærlig mand i vor tid er den sande kristendoms uforenelighed (budet om ydmyghed, tilgivelse og kærlighed) med staten og dens pomp, vold, henrettelser og krige, ganske indlysende. Ikke alene udelukker den sande kristendoms forkyndelse muligheden af at bekymre sig om staten, men den ødelægger endog statens grundlag. Men hvis det forholder sig således, og hvis det er sandt, at kristendommen er uforenelig med staten, så rejser dette spørgsmål sig naturligt: ‘Hvad er mest nødvendigt for menneskehedens bedste, hvad sikrer bedst menneskers velfærd: den politiske form for liv, eller dens fald, erstattet af kristendommen?’ “[1]

Andre steder forbinder han krig og jordmonopol:

“Det vil klart fremgå, at 14 millioner mennesker i det sidste århundrede blev dræbt, og at millioner af mænds arbejdskraft og liv anvendes på krige, som er unødvendige for alle; at jorden mest er i hænderne på dem, som ikke udnytter den, og at udkommet af menneskelig arbejdsindsats først og fremmest forbruges af dem, som ikke arbejder, og at de bedragere, som behersker verden i dag, kun findes, fordi vold tillades til at undertrykke det, der for nogle mennesker tager sig ud som det onde, og at vi derfor skulle forsøge at erstatte vold med overtalelse. For at dette skal blive muligt, er det først og fremmest nødvendigt at opgive retten til tvang.”[2]

De, som denne overtalelse skal rettes imod, er formodentlig ikke de mennesker, som udøver magt indenfor staten; for, som Tolstoj havde opdaget under sine eksperimenter, så har de sjældent selv adgang til den – skønt de måske i tide vil angre under indflydelse af kærlighedsbuddet – men deres ofre, som en dag, var Tolstoj sikker på, ville indføre en ny verdensorden, ikke ved voldsanvendelse, men ved at fjerne sig fra den eksisterende.

Endelig formulerede han med få ord argumentet, der som oftest fremføres for behovet for en stat:

“Alle mennesker med magt mener, at deres autoritet er nød­vendig til at afholde onde mennesker fra at begå vold imod de gode, hvorved de antager, at de selv er gode, som beskytter andre imod det onde.”[3]

Hvor dette leder hen, er ganske tydeligt; og faktisk fortsætter han med at forklare, at dette argument helt igennem er falsk; for det er menneskene med magt, der selv er de onde. Den allerede fremlagte behandling af beviserne skulle være tilstrækkeligt for læseren til selv at bedømme, hvorvidt Tolstoj havde ret med hensyn til sin egen og tidligere tider. Hvorvidt alt nu er anderledes – et argument, som undertiden fremføres – er noget, som vi fortsat må undersøge.

På dette tidspunkt rejser der sig et problem af dimensioner. En dækkende beskrivelse af verdenssituationen på nuværende tidspunkt ville fylde adskillige biblioteker; og ingen ville hverken have tiden eller lysten til at læse den. Heldigvis er der en anden metode, som ligger åben. Her er et udpluk af teksten fra støvbindet på World’s Classics udgaven af Thukydids Den peloponnesiske krigs historie. Den er formodentlig skrevet af udgiveren, sir Richard Livingstone, en stor fortaler for de praktiske fordele ved en klassisk uddannelse:

“Thukydid skrev historien om historiens første demokrati, og om denne stats storhed og fald, men hans sider indeholder også den moderne verdens sceneri en miniature. Oldtidens Grækenland er det tyvende århundredes Europa, ude af stand til at blive forenet, ødelæggende sig selv i krige, som det ikke ønskede, men heller ikke kunne undgå. Her er velkendte, moderne fænomener –demokrati og imperialisme, klassekampen, den revolutionære ånd, aggressionens teknik, kynisk realpolitik, sømagtens betydning, selv quislinger og evakueringsproblemer – sammen med en glimrende gengivelse af felttoget imod Sicilien.”

Det er med andre ord muligt at lære noget om det moderne Europas problemer ved at studere det antikke Grækenlands historie, fordi de fremtræder i en forenklet form. En lignende idé gennemtrænger moderne biologiundervisning. Der er ingen grund til at beskæftige sig med en mægtig samling af observerede fakta; studenterne har masser af år foran sig til at indsamle og forholde sig til disse. Hvis blot eksempler nok bliver udvalgt til at illustrere ubestridelige principper, vil de studerende have fået den bedst mulige indgang til faget. Jeg skal derfor tage denne metode i anvendelse, idet jeg som det mest dækkende eksempel til dette formål vælger den nyere historie i Mellemøsten, dette verdens brændpunkt i umindelige tider, og særligt Irak.

Engang stedet for begyndelsen for to af de ældste kendte civilisationer, Sumer og Akkad, var Irak i århundreder, indtil slutningen af første verdenskrig, underlagt tyrkisk herredømme. Det slap fri, blot for at falde i kløerne på de sejrende allierede, Storbritannien, Frankrig og USA. Dets efterfølgende historie, forbundet med deres og senere også med USSR, indeholder alle de problemer, hvis løsninger synes at hjemsøge alle statsmænd i vor tid. Hvis Tolstojs filosofi kan overføres på Mellemøsten, så kan den overføres på hele verden.

Da tiden efter 1918 var inde til at gennemføre den hemmelige aftale om det tyrkiske riges skæbne, var scenen sat for uenighed imellem de allierede kræfter. Briterne var først til at sikre sig mellemøstlig olie, idet de havde landsat tropper i Irak, dengang kendt som Mesopotamien, straks efter krigsudbruddet med Tyrkiet i 1914. Dette fait accompli, som sikkert var en del af deres uerklærede krigskrav fra begyndelsen, blev senere understreget med franskmændene og russerne i en sådan grad, at briterne forlangte at få kontrol over de to tidligere provinser Bagdad og Basra; men Lloyd George, som ikke var tilfreds med dette, indgik hurtigt efter våbenstilstanden i yderligere forhandlinger med Clemenceau og sikrede sig i tilgift Mosul, som ellers oprindeligt skulle være gået til Frankrig. Til gengæld skulle Frankrig have femogtyve procent af den olie, som Storbritannien sikrede sig i Irak, eller, hvis udvindingen blev udført af et privat firma, retten til at købe femogtyve procent af aktierne.

På dette tidspunkt gjorde USA indvendinger, idet man afleverede en stift formuleret protest om, at denne aftale mellem Storbritannien og Frankrig ville ‘føre til en alvorlig krænkelse af mandat-princippet, som var formuleret med det formål i fremtiden at fjerne nogle af hovedårsagerne til internationale konflikter.’ Reelt var denne protest uden juridisk grundlag; for De Forenede Stater var ikke med i Folkeforbundet, hvis medlemmer alene blev anset for at have kompetence til at formulere betingelserne for mandater. Besynderligt nok var det ikke den linje, som lord Curzon fulgte i sit svar, idet han i stedet for mindede amerikanerne om, at de allerede kontrollerede firs procent af verdens olieproduktion, hvorefter han fortsatte med at fortælle dem, at ‘nervøsiteten i den amerikanske indstilling vedrørende de påståede annekterings-initiativer fra britiske olieinteressenters side simpelthen var ubegribelig.’ Som følge af yderligere komplicerede forhandlinger blev de amerikanske selskaber ikke desto mindre lovet en fjerdedelspart i den irakiske olie, og amerikansk indblanding i Mellemøstens affærer var dermed indvarslet. Oliens vitale betydning for den moderne europæiske civilisation, selv på dette tidlige tidspunkt, må man hele tiden huske på.

Diskussioner med amerikanerne var for ingenting at regne imod de fortsatte indenrigspolitiske problemer i Irak. Arabiske nationalister havde, efter deres indsats for briterne under krigen, håbet på en forenet arabisk stat, eller i det mindste noget bedre end de mandater, som de havde fået. Efter at have eksperimenteret med direkte styre, og efter at have undertrykt en opstand med magt, besluttede briterne sig for at indgå et kompromis. Ordet ‘mandat’ blev glemt og erstattet af ideen om en traktatfæstet alliance, som Winston Churchill, på det tidspunkt koloniminister, lovede at sørge for. Han havde som sin hovedrådgiver oberst T. E. Lawrence, den britiske forbindelse til den arabiske opstand i 1916, forfatter til Visdommens syv søjler og kendt for sin sympati med den arabiske sag. Derudover blev et konstitutionelt monarki etableret, med Amir Faisal, søn af Sharif Hussein, der, som den første konge, havde anført opstanden imod tyrkerne. Traktaten gengav faktisk bare de fleste af mandatbetingelserne. Irak lovede at respektere religionsfrihed og udlændinges rettigheder, at behandle alle provinser ens og at samarbejde med Folkeforbundet. England opnåede retten til at rådgive om militære, juridiske og økonomiske forhold. Traktaten blev underskrevet i 1922 og var planlagt at vare i tyve år.

Den holdt i otte. Nationalisterne mente, at den skabte en situation, som lå i vejen for ikke blot deres politiske aspirationer, men også landets økonomiske udvikling. De havde formodentlig ret: briterne ville have lagt tingene tilrette, så at de snarere passede med britiske end irakiske interesser. En ny traktat blev derfor forhandlet og underskrevet i 1930. Irak skulle være ansvarlig for den indre ro og skulle forsvare sig selv imod udenlandsk aggression med britisk støtte. Konflikter, der kunne tænkes at ville føre til krig, skulle diskuteres med England, og indgreb skulle foretages i overensstemmelse med de fremgangsmåder, der var fastlagt i vedtægterne for Folkeforbundet. Den britiske hær og Royal Air Force skulle bevare baser nær Basra og vest for Eufrat, men i modstrid med enhver normalbegavet persons fortolkning af deres tilstedeværelse, skulle de ikke udgøre en besættelsesstyrke, eller blande sig i Iraks suveræne rettigheder.

Perioden med relativ uafhængighed, som blev indledt med den nye traktat og Iraks indtræden i Folkeforbundet i 1932 som en uafhængig stat, blev plaget af interne uroligheder, begyndende med en assyrisk opstand i 1933 og fortsat med et militært statskup i 1936. Hæren skulle herefter udøve en afgørende indflydelse på politikken; men selv hærens loyalitet var splittet mellem loyalitet overfor en gruppe ældre politikere og overfor en gruppe yngre, som ønskede at igangsætte en række projekter og reformer baseret på socialisme og repræsentativt styre. En vis materiel fremgang forekom faktisk. Kut al’-Amarah overvandingsprojektet blev færdiggjort, og andre, olierørledninger og jernbaner, der skulle finansieres ved hjælp af olierettighederne, blev igangsat. Den sidste metode til betaling af offentlige anlægsarbejder er interessant som et skridt i retning af en skat på lejeværdi af naturressourcer.

Den anden verdenskrig førte til politisk uenighed; og visse arabiske nationalister i Irak og andre steder begyndte i hemmelighed at forhandle med Tyskland og Italien. Faren blev så overhængende, at der blev udøvet magtanvendelse fra britisk side; og en kortvarig krig med de irakiske styrker endte i maj 1941 med en britisk sejr og en irakisk krigserklæring til Tyskland og Italien. Denne hurtigt afsluttede krise danner en interessant kontrast til det, der skulle komme halvtreds år senere.

Iraks politiske historie siden 1950 ville være et godt, detaljeret studieobjekt til verifikation af Tolstojs udsagn om vold og om staten, hvis det ikke var for sandsynligheden af, at læserens indstilling snart ville gå fra rædsel til kedsomhed, konfronteret med de gentagne tilfælde af militære statskup, massehenrettelser af besejrede rivaler og mistænkelige venner, og terrorregimer understøttet af det hemmelige politi. Saddam Hussein ville have stået som den mest succesfulde af dem, der har grebet magten, i hvert fald hvad angår det at bevare sin position ved hjælp af sin bevæbnede republikanske garde, hvis ikke han havde overvurderet sig selv og var gået i krig, først med nabolandet Iran (1980-88), og derpå, i 1991, formodentlig til stor overraskelse og ubehag for ham, med USA og dets allierede, på grund af hans greb om oliefelterne i Kuwait.

Mens dette foregik, blev der foretaget betydelige ændringer i administrationen af Iraks store oliereserver. Den originale aftale mellem de irakiske myndigheder og Irak Petroleum Company, som gav relativt små afgifter til staten, blev revideret i 1952 til fordel for en, som gaven fifty-fifty deling af indtægterne, efter at produktionsomkostningerne var blevet betalt. Med andre ord ville staten modtage halvdelen af jordrenten (kapitel 11). Yderligere utilfredshed med statens andel i olierettighederne i de tidlige 1960’ere førte til Lov 80, efter hvilken kontrollen over alle forhold vedrørende olien blev overført til det offentligt ejede Irak National Oil Company, og tildelingen af koncessioner til udenlandske firmaer blev forbudt.

Disse olieindtægter blev delvis brugt af et Udviklingsråd, etableret i 1950’erne, som var ansvarlig for overvanding, vandstandskontrol, vandressourcer, transport og vækst inden for landbrug og industri. Denne institution modtog megen kritik for den opmærksomhed, som det ofrede på langsigtede projekter, såsom dæmninger og overvandingsanlæg, broer og offentlige bygninger, mens de holdt sig fra mange kortsigtede projekter af mere direkte betydning for befolkningen som helhed. Denne politik, hævdede kritikerne, var mest til glæde for jordejerne; for de infrastrukturelle investeringer forøgede værdien af deres jord. Disse kritikere skulle have fulgt Henry George og Leo Tolstoj og have peget på, at indførelsen af en generel skat på jordværdi ville have omdirigeret jordrenten, inklusive den del, der stammede fra de offentlige arbejder, og, sammen med olieindtægterne, have gjort den anvendelig til andre arbejder til gavn for alle. Statens potentielle indkomst fra olien nåede et højdepunkt i 1973, da de amerikanske og hollandske firmaer, under dække af den fjerde arabisk-israelske krig, blev nationali­serede, som også de tilbageværende udenlandske interesser i Basra Petroleum Company blev det to år senere.

Ved et sært tilfælde skete der i 1973 også en ændring i supermagternes, USA og USSR, våbenhandelspolitik, idet de begge hidtil havde været villige til at forære våben væk. USA havde været ivrig efter at bekæmpe kommunismen verden over, både ved at hjælpe regimer af den gammelkendte indstilling, og ved at støtte kontrarevolutionære bevægelser i lande, hvor kommunisterne havde fået magten. På den anden side havde Sovjet-lederne, mens de stadig satsede på en kommende verdensrevolution, øjensynligt besluttet sig for, at deres største chance for fremtidig sikkerhed lå i amerikanernes angst for deres sikkerhed. Disse overvejelser havde været tilstrækkelige til at stoppe ethvert profitbaseret motiv.

Efter 1973 så begge sider imidlertid lidt forskelligt på situationen. De rige, olieproducerende stater var begyndt at kræve meget mere for deres olie; så amerikanerne, hvis betydeligste våbenkunder de var, kunne ikke se nogen grund til, at de ikke skulle begynde at betale for dem. Russerne på den anden side var selvforsynende, hvad olie angik, men havde hårdt brug for amerikanske dollars til at finansiere deres indkøb af vestlig teknologi. Så de begyndte at forlange dollars som betaling for deres våben. Fra samme periode stammer traktaten imellem Irak og USSR, det land, der, bortset fra en kort periode imellem november 1980, kort efter udbruddet af krigen imellem Iran og Irak, og frem til juli 1981, hvor israelerne bombede Iraks atomreaktor i Osirak, blev Iraks hovedleverandør af våben.

Man skal ikke tro, at USA og USSR var de eneste leverandører af våben til Mellemøsten. Tværtimod var der fireogtyve andre lande, der solgte våben til både Iran og Irak under krigen 1980-8, Belgien, Brasilien, Bulgarien, Chile, Frankrig, Grækenland, Holland, Italien, Jugoslavien, Kina, Nordkorea, Pakistan, Polen, Portugal, Schweiz, Spanien, Sverige, Sydafrika, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Vesttyskland, Østrig og Østtyskland. Seksten andre lande leverede våben til den ene eller anden side. Hvad skal vi i lyset af dette mene om de gentagne appeller om våbenhvile fra De Forenede Nationer? Ingen helhed kan være bedre end dens bestanddele. Storbritannien leverede til begge sider, men påstod, at der kun blev solgt ‘ikke-dødeligt’ udstyr. Her er den officielle undskyldning for overhovedet at sælge. Den kommer fra et brev fra forsvarsministeriet, dateret den 17. maj 1982, og citeret i en udgivelse fra Kampagne Imod Våbensalg:

“Vores politik i striden imellem Iran og Irak er neutralitet. … Vi er indstillet på at overveje anmodninger om levering af forsvarsudstyr fra begge sider på baggrund af vurderinger fra sag til sag, idet vi medtænker vore neutralitetsforpligtelser, vort forhold til de involverede lande og behovet for at arbejde for en fredelig løsning på konflikten.[4]

Man kan let forestille sig Tolstojs vrede afvisning af den elendige eufemisme ‘forsvar’ og et sarkastisk spørgsmål om, hvorvidt man forestillede sig, at en leverance af mere morderisk udstyr ville bidrage til nogen som helst’ fredelig løsning’.

Vi har lagt stor vægt på de forskellige irakiske administrationers synlige og voldelige magtovertagelser, samt ugerninger mens de var ved magten; men vi må yderligere beskæftige os med de andre, som hjalp med at levere de våben, uden hvilke irakerne og deres fjender kunne have levet betydeligt mere sorgløst. Tag f.eks. den britiske regering. Sandt nok er den ikke blevet indsat ved et militært statskup, men ved hjælp af en valgprocedure, der almindeligvis beskrives som ‘demokratisk’ (dvs. gældende for styre ved folket). En smule overvejelse om parti-finansiering, om hvordan kandidater udvælges før et valg, samt om de lejlighedsvise afsløringer af konsulent-honorarer betalt til ministre og parlamentsmedlemmer af organisationer med interesser at varetage, skulle imidlertid kunne overbevise folk med omløb i hovedet om, at deres egen rolle i styringen af de offentlige affærer er ubetydelig. Den geniale humbugs succes (kapitel 5), gør i virkeligheden brugen af magt unødvendig. Ydermere formår britiske regeringer, særligt i deres første tid, at handle på en måde, som er stik imod det store vælgerflertals holdninger. Tilladelsen til salg af militært udstyr, selv ‘ikke-dødeligt’, til begge parter i Iran-Irak krigen er et kerne-eksempel.

Men de gjorde mere end at tillade det: de opmuntrede til det. I 1983, da Iraks manglende olieindtægter begyndte at føre til betalingsproblemer, kom de Irak til hjælp ved at sørge for et £250 millioner lån igennem forretningsbanken Morgan Grenfell, med garanti fra Eksportkreditgarantidepartementet (E.C.G.D.). Det skulle med andre ord garanteres af den britiske skatteborger. Flere af sådanne kreditter blev etableret i 1988 (£340 millioner) og 1989 (£250 millioner). Dette pludselige fald var ikke blot forårsaget af de irakiske myndigheders arrestation af Observer-journalisten Farzad Bazoft på en opdigtet spionanklage, og af den britiske sygeplejerske Daphne Parish for at give ham et lift i sin bil, men også fordi de irakiske tilbagebetalinger udviste et underskud på næsten £80 millioner.

Disse eksportkreditter var årsag til mange forespørgsler i underhuset. I overhuset ville et medlem gerne vide, i 1989, hvorfor administrationen var villig til, på trods af dette lands beklagelige generalieblad hvad menneskerettighederne angår, at fortsætte med at løbe betydelig økonomisk risiko ved at garantere for dets betalinger. Lord Trefgarne, handelsministeren, svarede som følger:

‘Hvis vi skar ned på vore handelsforbindelser. … ville vi miste mange muligheder for på andre områder at gøre rede for vores indstilling.’

Og han fortsatte, efter at have erklæret, at handelssanktioner – som spørgsmålet ikke havde noget med at gøre – aldrig havde virket:

‘Irak besidder oliereserver, som kun overgås af Saudiarabien. Jeg føler mig overbevist om, at det gør landet til den næststørste besidder af oliereserver i verden.’[5]

Hvilken slags officiel værdiskala afslører sådanne svar?

Den farlige situation, som således blev skabt af Saddam Hussein og hans udenlandske våbenleverandører, blev demonstreret den 2. august 1990, da Irak, som på det tidspunkt havde en hær på 955.000 mand, 5.500 tanks og 689 kampfly, marcherede ind i nabolandet Kuwait, som besad en hær på 20.300 mand, 245 tanks og 35 kampfly. En utilfredsstillende grænse blev draget; men den virkelige årsag var den, at Kuwaits oliereserver udgjorde 97.1 milliarder tønder, ikke meget mindre end Iraks egne 100 milliarder tønder. Den otte år lange krig med Iran havde efterladt Irak i akut pengemangel. Kuwait havde, i modsætning til det nationalistiske og socialistiske Irak, bevaret den sociale struktur, som de allierede havde ladt tilbage efter den første verdenskrig, nemlig styre ved de store jordejere. Denne struktur var blevet opretholdt, ikke med våben og undertrykkelse, men ved hjælp af et af verdens mest gennemførte velfærdssystemer for borgerne, samt ved importen af mange udenlandske arbejdere (60 procent af den totale arbejdsstyrke) til de mindst interessante opgaver. Ingen af disse systemer kan garanteres at vare ved.

Begge befandt de sig faktisk i en smeltedigel i begyndelsen af 1991. Saddam Hussein overholdt ikke den deadline for tilbagetrækning fra Kuwait, som Sikkerhedsrådet havde krævet; og den 15. januar 1991 blev passeret, uden at han havde givet nogle løfter, bortset fra løftet om at ethvert forsøg på at fjerne ham ville resultere i et ‘blodbad’. Det gjorde det. George Bush, USA’s præsident, gav ordre til en militær indsats for at ‘befri Kuwait’; og seks uger gik med det mest inderlige og rædselsvækkende luftbombardement, som verden havde set, bortset fra atombomben. Efter dette var landkrigen overstået på en uge. Tab på allieret side oversteg ikke det trecifrede; men det blev anslået, at antallet af sårede og dræbte irakere løb op i hundrede tusinder.

En skånsom dom over den kæde af katastrofer, som har ramt Irak, ville være, at alle involverede stater har udvist total uansvarlighed. Tolstoj ville være gået længere og have anklaget dem for at være skyldige i røveri og mord.

Det irakiske eksempel er blevet valgt, fordi det er typisk. En gennemgang af enhver seriøs avis i en periode vil underbygge dette. Over hele verden vil lokale eliter på landet i de tidligere koloniserede lande arrangere sig, så at de kan tilfredsstille de ‘udviklede’ landes særlige behov, enten med hensyn til mineralrigdomme, som i tilfældet med Irak, eller forbrugsgoder såsom kaffe, ris, te, sojabønner og krydderier, som ikke egner sig til at blive dyrket i det nordlige klima. På den måde bliver de i stand til at købe produkter i de industrialiserede lande, først og fremmest våben, så at de kan fortsætte med at undertrykke deres hovedsageligt jordløse befolkning, og, i overensstemmelse med de opfattede behov, at sætte de undertrykte folk til at kæmpe imod hinanden.

De ‘udviklede’ lande på deres side oplever stadig, at de presses til at eksportere på grund af de astronomiske forskelle i rigdom, forårsaget af grov fejlfordeling af jord. For få arbejdende får i lønindkomst noget, der nærmer sig et naturligt niveau, nemlig noget svarende til den værdi, som de har tilføjet de produkter, som de hjælper med at fremstille; og de er derfor ikke i stand til at købe så meget, som de har produceret. En sådan produktion, øjensynligt opfattet som til overs i forhold til de almindelige behov hjemme, vil enten fremtræde som luksusartikler beregnet til de rige, eller som varer, der kan sælges i udlandet, deriblandt våben, en handel, som staten, har vi set, er villig til at støtte på skatteydernes bekostning.

Grundskyld som eneste skat, som den beskrives af George og Tolstoj, går lige til kernen i denne farlige situation. Hvis den indføres i de ‘udviklede’ lande, vil den gøre lønnen i stand til at stige til det naturlige niveau, beskrevet foroven, forøge den effektive efterspørgsel efter almindeligt forbrugte varer, og udrydde de mest åbenbare motiver til at eksportere. Indføres den i ‘udviklings’ landene vil den for første gang siden kolonialiseringen begyndte, gøre det nødvendigt at anvende landbrugsjorden mest hensigtsmæssigt pr. arealenhed i stedet for pr. ansat. Handelsafgrøder til eksport, som ejerne af store godser har favoriseret, vil gradvist, som i Californien siden 1987 (kapitel 15), blive erstattet af mere varieret, arbejdskraft­intensiv dyrkning i mindre målestok til fordel for befolkningen som helhed. Med elitisterne forsvinder behovet for våben.

Mineralreserver, som f.eks. olien i Irak, er et særligt område. I alle andre tilfælde vil indtægterne fra grundskyld være til lokalt forbrug; men afgifterne på minedrift og olieboring må nødvendigvis fordeles over hele verden, hvis konflikter skal undgås. Trods alt har De Forenede Nationer erklæret mineralerne i dybhavsbunden for ‘hele menneskehedens arv’. Hvorfor så ikke dem på tørt land?

Det eksempel, som netop er blevet fremlagt, skulle være tilstrækkelig demonstration af den dødelige fare, som nu kan være meget tæt på. Hvad vi hele tiden må huske på, er den udvikling, som har bragt os i den nuværende knibe: jordmonopolfattigdom – store stater uden tilstrækkelig folkelig kontrol – territoriale og handelsmæssige krige – imperialisme – post-imperialisme – administrationer styret af monopolinteresser, hvoraf den umiddelbart farligste er våbenindustrien. Situationen, som Tolstoj beskrev den, er blevet værre: men de midler, som han foreslog, råber stadig på at få lov til at vise deres værd.

– – –

[1] Leo Tolstoy. ‘The Kingdom of God is within you’ (1893) i Leo Tolstoy. The Kingdom of God and Peace Essays. Oxford University Press, 1936. (The World’s Classics). (pp. 281-2).
[2] Leo Tolstoy. ‘Introduction to a short biography of William Lloyd Garrison’ i Leo Tolstoy. The Kingdom of God and Peace Essays. Oxford University Press, 1936. (The World’s Classics). (p. 580)
[3] Leo Tolstoy. ‘The Kingdom of God is within you’ (1983) i Leo Tolstoy. The Kingdom of God and Peace Essays. Oxford University Press, 1936 (The World’s Classics). (p. 288).
[4] Arming Saddam: The supply of British military equipment to Iraq 1979-1990. Campaign Against Arms Trade (11. Goodwin Street, Finsbury Park, London N4 3HQ), 1991.
[5] Hansard, 14. december 1989. Generel indførelse skyldes også: Death on delivery: the impact of arms trade on the Third World. Campaign Against Arms Trade (ll. Goodwin Street, Finsbury Park, London N4 3HQ), 1989. Encyclopaedia Britannica, 15. udgave. Artiklen ‘Iraq’. Parker Thomas Moon. Imperialism and world politics. New York, Macmillan, 1926.