Kapitel 7 og kapitel 8 i
Tolstoj – Principper for en ny verdensorden
af David Redfearn

KAPITEL 7
Historiens dom

Så længe krig betragtes som ond, vil den altid have en fascination. Hvis den blev betragtet som vulgær, ville den miste sin popularitet.
Oscar Wilde.

Hvor end Tolstoj fik sin information fra om de kommercielle årsager til britiske militæroperationer i Sydafrika, og om den russiske tilstedeværelse i Manchuriet, der førte til den russisk-japanske krig, så var han virkelig velinformeret. Den amerikanske forsker, som der allerede er refereret til, nemlig Parker Thomas Moon, ekstern professor i internationale forhold ved University of Columbia, forskede i begge emner, og han bekræfter Tolstojs synspunkter på alle områder. Her er et afsnit af ham om baggrunden for Boerkrigen:

Fra Rhodesia, Cecil Rhodes I’s største bedrift, må vi rette vores opmærksomhed mod boersamfundene i Transvaal og Oranje floden. Disse var, som vi har set, blevet anerkendt som selvstyrende republikker, og var blevet overladt til at varetage deres egne interesser, indtil der med fundet af guld i den nordlige republik, Transvaal, omkring året 1886, opstod en ny situation. De tusinder af guldgravere, arbejdere og handelsfolk, som svømmede ind over Transvaals grænser til guldminerne i perioden efter 1886, vakte snart en bitter fjendtlighed hos boer­farmerne, som mente at landet retmæssigt var blevet deres ved sejr og bosættelse, og med nogen rimelighed betragtede de nytilkomne som et uroligt og farligt element. Boerne på deres side vakte minearbejdernes vrede ved at udelukke dem fra politiske rettigheder, ved at lægge høje toldafgifter på fødevarer og andre fornødenheder, og ved at etablere dynamit- og jernbanemonopoler, som kom i karambolage med minearbejdernes forretninger.[1]

Så vidt vil det synes, at der var fejl på begge sider; men Moon fortsætter med at beskrive minearbejdernes behov for indfødt arbejdskraft, og deres overbevisning om, at disse skulle tvinges til at arbejde for dem ved hjælp af beskatning eller lignende. Han illustrerer dette ved at citere et udsagn fra en af dem, en mand ved navn Rudd:

Hvis vi under påberåbelse af civilisation for nylig i Ægypten mejede ti eller tyve tusind dervisher ned med maskingeværer [han refererer til slaget ved Omdurman], kan det bestemt ikke anses for for meget forlangt at tvinge de indfødte i Sydafrika til at bruge tre måneder af året på lidt ærligt arbejde.[2]

Men boerne blandede sig i importen af indfødt arbejdskraft. Den uheldige Jameson Raid fulgte i 1895 (Kap. 6), som det britiske kabinet effektivt undsagde. Som tiden gik blev de imidlertid mere og mere tilskyndet til at forberede sig på krig af årsager, som Moon fortsætter med at forklare:

… Først og fremmest var de britiske mineinteresser i Transvaal utilfredse med boerregeringen, fordi den, idet den repræsenterede boer-farmernes interesser i modsætning til britiske industriinteresser, hævede toldafgifterne på fødevarer, tvang britiske mineselskaber til at købe dynamit og kul til skyhøje priser fra monopoler, forhindrede alle forsøg på at etablere belejlig jernbanekommunikation med Kapstaden, tillod udelukkelsen af indfødte arbejdere fra saloons, og i det hele taget, som mr. Hayes Hammond så forbilledligt har forklaret det, reducerede mineejernes overskud med tolv millioner om året.[3]

Dette var selvfølgelig ikke den angivelige grund til bruddet. Hvad der blev angivet, var den langt sikrere med stemmeretten, hvorfra nyankomne var udelukket i fjorten år. En femårig kvalifikationsperiode anses almindeligvis for rimelig, og i sidste ende tilbød Kruger syv; men sir Alfred Milner, Højkommissær for Afrika, anså alt over fem år for at være at stille engelske borgere i Transvaal ‘i samme position som heloter’. Han sagde også, at ‘den eneste effektive måde til beskyttelse af vore undersåtter er at hjælpe dem til at ophøre med at være vore undersåtter’. Moon kommenterer det med følgende: … Patriotisme dikterer almindeligvis den modsatte kurs, bibeholdelsen af undersåtter, og læseren kan måske undre sig over, hvorfor et land skulle være villigt til at kæmpe for at beskytte borgere, der er så upatriotiske, at de ønsker statsborgerskab i en anden stat. Men paradokset er let at forklare, hvis man husker, at der under det overfladiske stemmeretsspørgsmål lå den grundlæggende økonomiske grund til, at englændere ønskede magt i Transvaal, og det imperialistiske ønske om at være den dominerende magt i hele Sydafrika. [4]

Selv den imperialistiske kolonisekretær Joseph Chamberlain var villig til at overveje Krugers tilbud; men Milner talte ham fra det. Og da Kruger var villig til at renoncere på de kritiske to år, fandt Milner andre besværligheder, og de britiske krigsforberedelser fortsatte. Der begyndte at blive sendt tropper til Afrika fra Indien og middelhavsområdet, men en ekspeditionsstyrke blev samlet i England. Der var intet andet tilbage at gøre for boerne end at tage initiativet eller overgive sig til besættelse.

Hvis nogen skulle forestille sig, at Moons beskrivelse af grundlæggelsen af Rhodesia som Cecil Rhodes’ største bedrift skal tages for pålydende, kan en kort redegørelse for hvordan synes på sin plads. Landet nord for Bechuanaland og Transvaal var kendt som frugtbart og velvandet, og skønt det lå i troperne at være højt nok til europæisk okkupation. Det var beboet af matabelerne og mashonaerne under kong Lo Bengula. For at komme portugiserne i forkøbet sendte Rhodes først en britisk missionær for at overtale kongen til at skrive under på en traktat, der svarede til en optionsret for britiske iværksættere. Efter dette sendte han tre af sine mest betroede løjtnanter, Rudd, Maguire og Thompson for at sætte en ‘mineral koncession’ i værk, der skulle give dem fuldstændig og eksklusiv ret over alle metaller og mineraler, der er placeret og forefindes i mit kongerige, fyrstendømmer og magtområder’ , sammen med retten ’til at udvise fra mit kongerige, etc., alle personer, der søger jord, metaller, mineraler eller minerettigheder i dette’. Dette dokument blev underskrevet den 30. oktober 1888.

Til gengæld for dette skulle Lo Bengula have et tusind Martini rifler, hundrede tusind patroner og hundrede pund om måneden.

Forhandlerne indfriede også hans ønske om et dampskib ved at give ham et brugt oveni handelen. Hans naive tiltro er illustreret af en besked han senere sendte til dronning Victoria:

For nogen tid siden kom en gruppe mænd til mit land, lederen viste sig at hedde Rudd. De bad mig om et sted at grave efter guld og sagde, at de til gengæld ville give mig visse ting for rettighederne til at gøre dette. Jeg bad dem om at bringe hvad de ville, og jeg ville vise dem, hvad jeg ville give dem. Et dokument blev underskrevet og fremlagt for mig til underskrivelse. Jeg spurgte om, hvad det indeholdt, og fik at vide, at det var mine ord og disse mænds ord. Jeg underskrev det. Omkring tre måneder senere fik jeg fra andre kilder at vide, at jeg med dette dokument havde givet dem ret til alle mineraler i mit land.[5]

Han havde uden at vide det givet mere. Rhodes fortolkede koncessionen således, at den ikke kun gav ham ret til ‘metaller og mineraler’, men også retten til at regere og i al almindelighed udbytte.

Med dette i tankerne organiserede han et kompagni (The British South Africa Company) og bad de britiske myndigheder hjemme om et koncessionsbrev. Premierministeren, lord Salisbury, var først i tvivl om dette; men Rhodes vandt ham over på sin side ved at invitere hertugen af Abercorn til at blive kompagniets præsident, og hertugen af Fife til at blive vice-præsident. Han meddelte også, at ‘forholdene for de indfødte, som bebor de omtalte områder vil blive materielt forbedrede og deres civilisation gå frem’. Koncessionen, underskrevet den 29. oktober 1889 gav The South African Company ret til, i femogtyve år, at ‘udarbejde traktater og love, varetage politiet, anlægge veje, jernbaner og havne, udvikle miner og industrier, udføre jordoverdragelser, og kort sagt lede et stort, men bevidst udefineret område, nord for Britisk Bechuanaland og Transvaal, og vest for Portugisisk Mozambique, men uden nogen nordlig begrænsning’.

Svindelen var lykkedes fuldt ud, men da den faktiske bosættelse mødte modstand, måtte væbnede styrker sættes ind, og Lo Bengula blev, som manden, der tillod kamelen at stikke sin fod ind i teltet, drevet ud. Hvad der havde været hans kongerige blev herefter kendt som Rhodesia.

Tolstojs allerede citerede kommentar til den russisk-japanske krig, vurderet “på baggrund af handler i et eller andet fremmed ‘lejet land’ (som de kalder det), hvor det synes gunstigt for visse entreprenører at bygge en jernbane og engagere sig i andre affærer for profit”, er en henvisning til de begivenheder, der fulgte efter den kinesisk-japanske krig i 1894-1895, i hvilken europæisk-trænede japanske tropper havde overvundet de dårligt organiserede kinesiske. Det vigtigste udbytte i den efterfølgende fredsaftale fra Shimonoseki var overdragelsen til Japan af Liaotung halvøen, den sydlige spids af Manchuriet, som styrer indsejlingen til Chili-li golfen og Peking.

Denne forstyrrelse af deres egne ‘interessesfærer’ i Kina var mere end myndighederne i Rusland, Tyskland og Frankrig kunne acceptere; så de sendte en fællesdeklaration, med hvilken japanerne samtykkede, der ‘rådede til’ at Japan skulle afholde sig fra at annektere nogen del af det kinesiske fastland. Man skal ikke forestille sig, at de tre stater på nogen måde handlede i en ånd af altruistisk ridderlighed; de forventede og opnåede sandelig kompensation, af hvilke det russiske udbytte var som følger.

Den kinesiske statsmand Li Rung Chang blev overtalt til det følgende år, efter et besøg i Rusland, at autorisere en I Russisk­Kinesisk Bank’, for størstedelen finansieret med fransk kapital, med den opgave at hjælpe kineserne med at betale deres krigsskadeserstat­ning til Japan, og, vigtigere ud fra et russisk synspunkt, at opnå koncessioner til anlæg af jernbaner og telegrafer. I september det samme år opnåede den en sådan koncession, en meget vigtig en. En ‘Kinesisk Østbane’ skulle forbinde den russiske Transsibiriske Jernbane med havnen i Vladivostok. I stedet for at skulle dreje gennem russisk område, kunne den gå igennem Kinas manchuriske provinser. Retten til adgang skulle være fri; og jernbanemateriel og indtægter skulle være undtaget for beskatning. Selskabets aktier skulle have den russiske stat som garant.

Denne sidste klausul i aftalen understregede, at foretagendet ikke var ren forretning. Ved krigsudbrud ville jernbanerne kunne muliggøre hurtigere troppebevægelser; og selv i fredstid kunne russiske militærenheder, posteret langs ruten for at forhindre angreb, sikre russisk dominans i Manchuriet. Som en selvfølge ville besiddelsen medføre noget nær monopol på handel i det centrale og nordlige Manchuriet; men oven i købet skulle selskabet have retten til minedrift langs ruten. Det næste skridt var at erhverve en koncession på den sydlige udløber af linjen, med tilhørende minerettigheder, så langt som til den isfri havn Port Arthur; men krigen satte en stopper for disse planer om at kontrollere såvel den sydlige som den nordlige del af Manchuriet.’

Det eksempel på statsiværksat vold mod den indfødte befolkning, som vi har citeret Tolstoj, er ubetydeligt, i sammenligning med det, der skete i 1905.[6] Under affyringen af en salut faldt et skud nær zar Nikolaj II, hvorefter han besluttede at forlade Moskva. Tre dage efter dette marcherede en stor deputation af strejkende og deres familier, anført af en vis fader Gabon, til Vinterpaladset. Skønt mængden var ubevæbnet, blev tropperne beordret til at åbne ild; og mange liv gik til. Dette var signalet til et bondeoprør over hele landet, hvorunder mange herregårde blev angrebet, politiofficerer myrdet, og storhertug Sergei, zarens onkel, myrdet i Moskva. Det blev da endelig indset ved hoffet, at tiden var kommet til at foretage visse forbedringer. Reformer blev kundgjort vedrørende afvigere, jøderne og de etniske minoriteter; og pressecensuren blev lempet. Som det sidste blev en rådgivende Duma, eller parlament, etableret, dog udpeget ved indirekte afstemning. Pobedonostsev, minister for Den hellige Synode, som havde været zarens huslærer, og som havde påvirket ham stærkt i retning af tvang frem for forsoning, blev afsat. Som det næste kapitel vil vise, var der en britisk kritiker af Tolstojs politiske ideer, som ikke tøvede med at påstå, at det var denne tvangspolitik, som holdt revolutionen nede i endnu tolv år; men et mere liberalt synspunkt vil hævde, at det var reformerne, hvor begrænsede de end var.

Dette er ikke stedet til at give mere end et eksempel på de imperialistiske aktiviteter, der så kraftigt bekymrede Tolstoj; men muligvis skal den mest omfattende redegørelse for disse fra tiden omkring 1875 findes i Moons bog. De underbygger det samme mønster som de eksempler, der er beskrevet her. Efter en omhyg­gelig læsning af dem er det svært at se, hvordan en retsindet læser kan gøre andet end at give Tolstoj ret i hans konklusioner, hvor afvigende den end måtte være i forhold til det, der almindeligvis læres i skolerne.

Han var ikke alene om sine holdninger. På omtrent samme tidspunkt beskrev Anatole France ironisk oprindelsen til privat ejendomsret til jord i en koloni af pingviner, der blev til mennesker. En kæmpepingvin havde slået en lille en ihjel, og sagde: “Din mark tilhører mig!” Den hellige mand Mael, årsagen til ændringen, kalder denne handling for mord og røveri, men tilrettevises på følgende måde af munken Bulloch:

‘Prenez garde, mon père’, dit Bulloch avec douceur, ‘que ce que vous appelés le meurtre et le vol est en effet la guerre et la conquête, fondèrent sacres des empires et sources de toutes les vertus et de toutes les grandeurs humaines.’[7]

‘Pas på, fader’, sagde Bulloch blidt, ‘er da det, som du kalder mord og røveri ikke i virkeligheden krig og konkurrence, imperiers hellige fundament, og kilderne til al menneskelig dyd og storhed.’

Nu hvor slutningen af det tyvende århundrede ikke er fjern, og så meget er sket, der retfærdiggør Tolstojs synspunkter, er det skuffende at møde beviser på, at der stadig er mennesker, der mener, at handlinger, begået af enkeltpersoner fordømmes som kriminelle, men tilhører en anden kategori, når de udføres af staten. Her er for eksempel et uddrag fra guiden til Holy Trinity Church, Blythburgh, Suffolk:

Kirkesølvet blev overgivet til John Hopton af kong Henrik VIII, da han nedlagde klostret. … I Tudor-tiden blev nyt sølv anskaffet. Det gik også tabt, denne gang ved tyveri. [Forfatterens kursiv].

KAPITEL 8
Tolstoj om staten: den kritiske vurdering

Politikere er underlige sengekammerater, men de deler alle den samme køje.
Edgar A. Shoaff.

Tolstojs alvorlige dom over statens moral førte uundgåeligt til kritik, nogen støttende, men stort set imod. Den kritiker, der havde den allerbedste placering til at kunne danne sig en mening om ham, var hans ven og oversætter Aylmer Maude, som i Tolstojs levetid, og imens de stadig var i konstant forbindelse med hinanden, lader til stort set at have delt hans anskuelser. For eksempel fremdrager han i enighed følgende citat fra Thoreau:

Jeg accepterer af hjertet mottoet – ‘Den regering er bedst, der regerer mindst’; og jeg ville gerne se det efterlevet hurtigere og mere systematisk. Ført ud i konsekvens bliver det til, hvad jeg også mener – ‘Den regering er bedst, som overhovedet ikke regerer’; og når folk er blevet forberedt til det, bliver det den slags regering, de får… [8]

Thoreaus middel var, på linje med Tolstojs og la Boetie’s, ikke­samarbejde og skatteunddragelse; men Maude har ondt ved at fremføre dette, skønt Tolstoj var ‘i godt selskab’ i denne sag og tilbød ‘netop hvad nogle mennesker længes efter: noget veldefineret og fastlagt at foretage sig eller undlade at foretage sig, … ,[9] han var i virkeligheden mere interesseret i ideen om, at ‘fremskridt i det menneskelige velbefindende kan kun opnås ved at stole mere og mere på fornuft og samvittighed og mindre på menneskeskabte love.’[10]

Men hvis din ‘fornuft og samvittighed’ fortæller dig, at en menneskeskabt lov er forkert, hvordan kan du da følge dem, udover ved at ignorere loven? Man kan på dette sted føle en ubevidst trang til at afvige fra Tolstojs stærke linje, men med nogen usikkerhed om hvordan det skal gøres. Alligevel forsøger Maude ikke at benægte, at ‘uretfærdighed og ulighed’ er ‘udbredt iblandt os i dag’.[11]

Han var mere med på at være bestemt, når det gjaldt hans eget imperium, som eksempelvis i den følgende passage, rettet imod den britiske tilstedeværelse i Indien:

Vores foregivende af at vi myrder og stjæler for at gøre godt overfor mindre civiliserede nationer, fører til den antagelse, at de bedste resultater opnås, ikke ved at handle retsindigt, men ved at handle galt, og at vi som stat er nået til en grad af civilisation, som vi er parate til at påtvinge andre.[12]

Imidlertid udpeger han ikke dem, der handler forkert, men synes i stedet med sin brug af første person flertal at acceptere en del af ansvaret for, at der handles galt.

Dette var hans holdning i 1902. Seks år senere, da den første del af hans Tolstoj-biografi udkom, var han begyndt at finde andre årsager til Tolstojs meninger om staten, bortset fra den med deres korrekthed. For eksempel:

Hans utilfredsstillende oplevelse med administrativt arbejde [dvs. på posten som ‘fredsdommer’] forøgede måske den anti­regeringsfølelse, der ses i hans senere værker.[13]

Her er et forsøg på at finde en personlig forklaring for meninger af universel betydning, og brugen af det nedsættende ord ‘følelse’ (‘bias’), peger på et betydeligt holdningsskifte. Måske burde, tænkte Maude, også disse holdninger have en litterær oprindelse:

Som Rousseau passede det ham bedre at reformere verden på papiret, eller endog ændre sine egne livsvaner, end at beskæf­tige sig med den langsomme sociale udvikling, den skridt-for­skridt forbedring, som kun er mulig for dem, der er spændt for den vogn, der bærer et helt menneskeligt samfund.[14]

Og hvorfor ikke? Der er plads nok i verden til både skridt-for-skridt forbedrerne, af hvilke der er mange, og for mennesker med nyttige opfindsomme ideer, af hvilke der altid har været en pinagtig mangel. Foruden at det uden de sidstnævntes ideer er svært at forestille sig, hvad de førstnævnte ville gøre, bortset fra at bevæge i mange forskellige, muligvis modsatte, retninger. Før Rousseau[15] var det almindeligt antaget, at et politisk samfund, som gjorde krav på suverænitet, uddrog dets loves autoritet fra dets ledere eller fra dets embede. Efter Rousseau troede stadigt færre på, at det uddrog denne autoritet fra andet end sig selv. Indtil nu er praksis ikke nået til denne teoris højder; men teorien er universel og sand. Måske så Tolstoj, der var helt igennem bekendt med Rousseaus arbejder, sig selv som optaget af en lignende opgave.

I mellemtiden må det beklages, at han stadig langtfra betragtes i det samme lys, som Rousseau blev det i den sidste halvdel af det attende århundrede. Vi har allerede noteret os, at skaberen af den russiske revolution, V. I. Lenin, betragtede ham med en sær blanding af beundring og foragt, på baggrund af hvad han så som ‘modsætninger’ i hans filosofi; men der er ingen tvivl om hans beundring af Tolstojs undsigelse af staten, som den dengang var konstitueret:

Tolstojs anklage imod de herskende klasser blev rejst med umådelig kraft og oprigtighed; med fuldstændig klarhed blot­lagde han den indre falskhed i alle disse institutioner, hvormed det moderne samfund opretholdes: kirken, domstolene, militærvæsenet, ‘lovlydige’ ægteskaber, borgerlig videnskab.[16]

Derpå kritiserer han Tolstoj for, hvad han betragter som et manglende blik for, at tyranniets magt kun kan overvindes af proletariatets ‘intelligente, sammenhængende, gennemgribende, kompromisløse kamp imod den’. Han forudså ikke, som Tolstoj, at zar-tyranniet, som et resultat af denne kamp, ville blive afløst af det kommunistiske partis, under hvilket generel konformitet ikke alene fortsat ville blive påtvunget, men hvor også individernes liv ville blive formet og styret i overensstemmelse med den på forhånd udtænkte politiske teori.

En moderne sovjetisk kritiker, Victor Shklovski, giver indtryk af at liste på kattepoter for ikke at udsætte sig selv for den samme kritik, som Tolstoj var blevet af Lenin. Hans henvisninger til Tolstoj er få og dæmpede, men viser alligevel enighed. For eksempel:

Det var lettere at feje sit eget værelse end at omskabe verden. Tolstoj ryddede op og omskabte i sin tid sit eget territorium, uden at røre børnenes værelser, men han beskrev verdens uretfærdighed så præcist og omformede sig selv med en sådan oprigtighed, at han var en skændsel for sin samtid. I et Rusland, efter 1881 knust under polititerror, syntes Tolstoj at banke på alle døre og sige, “Sov ikke, dit hus står i brand, din fremtid smuldrer. Gengældelsen vil komme. Folk omkring dig lever i armod, og det er dig, der har røvet fra dem.[17]

Og igen:

Regeringen selv, grusom og tilsyneladende magtfuld, blev en illusion, en historisk overlevering; Ruslands militærmagt var også en illusion.[18]

Amerikaneren Ernest J. Simmons, internationalt anerkendt som Tolstoj-kender, finder sig selv splittet. Her er Simmons som repræsentant for anklagemyndigheden:

‘”Tolstoj har imidlertid ikke, hvor meget han end må have forsøgt, held til at løse det centrale dilemma i sin tro, som i virkeligheden ikke eksisterede for ham selv, skønt han vidste, at det gjorde den for de fleste af hans læsere. Det er, hvordan vi på basis af Kristi kærlighedsbud kan leve fredeligt i denne voldens verden, uden at kræve eller anvende love, eller uden at møde vold med vold? Kort fortalt, kan han kræve af sine læsere, at de betingelsesløst skal overgive sig til Staliner og Hitlere?[19]

Og som forsvar:

…”På et telegram fra Amerika, om hvorvidt han foretrak Rusland eller Japan, svarede han med sit sædvanlige mod: “Jeg er hverken for Rusland eller Japan, men for de arbejdende i begge lande, som er blevet bedraget af deres regeringer og tvunget til at gå i krig imod deres eget bedste, deres samvittighed og deres religion.”[20]

Her er, om blot Simmons havde indset det, det første skridt hen imod svaret om Staliner og Hitlere.

Simmons deler også Tolstojs mangel på tiltro til nedrustningskonferencer, og underforstået, de lande, som sender repræsentanter til dem:

Faktisk kom spørgsmålet om nedrustning, som oprindeligt havde inspireret til Haag-konferencen mellem landene, ingen vegne, og knap var den sluttet før et af deltagerlandene, Storbritannien, var involveret i boerkrigen.[21]

Det er en helt igennem afvigende historie, der kommer fra Henri Troyat, fransk, men russisk-født:

‘”Hvis alle elskede andre mennesker mere end sig selv, og verden var beboet af tilhængere af Leo Tolstoj, så ville der helt indlysende ikke være behov for love, domstole, politi eller regering… Hvis simpel ikke-modstand kunne overbevise, og afståelse fra kamp kunne omvende, så kunne vi demobilisere og åbne fronterne.[22]

Englænderen Theodore Redpath skriver i samme spor:

Heller ikke har Tolstoj bevist anarkiets ønskværdighed. Han har ikke bevist, at moderne regeringer altid, eller bare almin­deligvis, er værre end ingen regering…. Og var det ikke stater, som afskaffede slaveri, og grundlagde retten til ytringsfrihed og forsamlingsfrihed? Og beskyttede stater ikke nogen gange de fattige imod de rige?[23]

I. N. Wilson er ligeså kompromisløs:

Hvis Tolstoj havde været involveret i kampagner på linje med krigene imod Napoleon og Hitler, i hvilke mange heroiske russere mistede livet, så ville han måske have sagt, at der var visse omstændigheder, hvor krig var den eneste løsning på en international konflikt. [24]

Og om statsvold imod den lokale befolkning:

Det er blevet sagt, at undertrykkelsespolitikken, bag hvilken Pobedonostsev var arkitekten, virkede. Revolutionen blev holdt på afstand i et kvart århundrede eller mere. Og der kan argumenteres for, at hvis de reaktionære ikke havde givet sig i 1905, så ville de ikke være blevet taget på sengen tolv år senere af den forholdsvis lille bolsjevik-opstand.[25]

Dette er uddrag af, hvad kritikerne mener. Da det, som de venlige kritikere skriver blot bekræfter, hvad der allerede er blevet fremført i kapitel 7 ved hjælp af objektiv bevisføring, skulle der ikke være grund til yderligere kommentarer. De andre bør derimod undersøges grundigt, for at fastslå om deres indvendinger er relevante og gyldige.

Vi må først se på tendensen til at undgå at møde Tolstoj på hans egen grund; med andre ord, det at antage at han mente noget andet, end han faktisk sagde, og koncentrere sig om dette. Den prisværdige undtagelse er Ernest J. Simmons, som i beskæftigelsen med den russisk-japanske krig anfører, at Tolstoj var på både den russiske og den japanske arbejdende befolknings side, og imod begge de involverede stater. Hvor er det en skam at han allerede har forvirret begreberne ved at appellere til instinktet i mennesker, eller faktisk i dyr af alle arter, til at forsvare sig, når de bliver individuelt angrebet!

Sandheden er den, at Tolstoj var en forsvarer for den jævne mand og kvinde, hvor de kunne findes, og imod lederne, som både undertrykte og førte dem ud i krige imod hinanden. På spørgsmålet: “Hvad ville du have gjort, hvis du fandt dit land angrebet af en Napoleon, en Hitler eller en Stalin?”, kunne han, i en af sine lejlighedsvise patriotiske stemninger, indpodet ham igennem opdragelsen, have svaret: “Kæmpe!”. På den anden side ville han formodentligt i et mere tankefuldt lune have svaret: “Jeg ville have gjort, hvad der stod i min magt for at overbevise de såkaldte undersåtter af disse mænd, der kalder sig selv kejsere eller diktatorer, at de skulle tænke sig om en ekstra gang og nægte både at aflægge troskabsed til dem, og at adlyde deres ordrer om at udføre enhver umoralsk handling.”

Den samme unddragelsespolitik fremgår tydeligt i den formodning, at Tolstoj hverken havde bevist, at anarki var ønskværdigt, eller at resultaterne af statslig aktion var værre end resultaterne af anarki. Men dette er ikke den eneste klage, der kan rejses imod dr. Redpath; for det synes at være undgået hans opmærksomhed, at Tolstoj selv udtrykkeligt indrømmede, at et sådant bevis ikke var muligt:

Det kan ikke bevises, som statens fortalere fremfører, at afskaffelsen af staten vil medføre socialt kaos, gensidige røverier og mord, ødelæggelsen af alle sociale institutioner og menneskehedens tilbagevenden til den vilde tilstand. Det kan heller ikke bevises, som modstanderne af statens eksistens hævder, at mennesker allerede er blevet så fornuftige og gode, at de ikke ønsker at røve og myrde hinanden, men foretrækker fredelig sameksistens for fjendskab, og selv vil sørge for alt hvad de behøver, uden statens hjælp, og at staten derfor, frem for at være en hjælp, udviser en skadelig og forbitrende indflydelse under foregivende af at beskytte befolkningen. Det er ikke muligt ved abstrakt tænkning at bevise nogen af disse antagelser.[26]

Derpå pegede han på, at selv hvis vores afhængighed af statens beskyttelse på noget tidspunkt skulle blive indrømmet, så vil tiden komme, hvor vi må vokse fra denne afhængighed, ligesom kyllingen vokser fra sit behov for at være beskyttet af æggeskallen. Staten vil på det tidspunkt nødvendigvis forsvinde.

Hvad angår stater, der har afskaffet slaveriet, så er der kun ringe ros til dem på den konto; for de har gjort dette under pres, og da det var tydeligt, at der var bedre måder at røve folks retmæssige indtægter på. Tolstoj så, at det at berøve fra mennesker den jord, som de er nødt til at arbejde på, ikke alene tager deres frihed fra dem og sænker deres løn ligeså effektivt, som hvis deres kroppe havde været nogens ejendom, men også indebærer færre forpligtelser. Afskaffelsen af livegenskabet i Rusland blev, som vi har set, fulgt af en forværring i de tidligere livegnes levestandard, simpelthen fordi det totale landområde til brug for deres dyrkning blev nærmest halveret, og fordi de var nødt til at betale for deres højt vurderede andele enten som leje eller tilbagebetaling på et statslån. Ligeså havde negerslaverne i Amerikas Forenede Stater ingen grund til at være taknemmelige for deres frigørelse; for det alternativ, der blev budt dem, nemlig at arbejde for deres tidligere ejere for løn, førte ingen grundlæggende lettelse af deres forhold med sig. En vigtig forskel var det, at mens det var i ejerens interesse at passe deres slaver, når der var mangel på arbejde, så havde arbejdsgiverne ikke en sådan interesse i at beholde overflødige lønmodtagere i deres tjeneste.

Endnu mindre ros fortjenes der for, hvad Redpath ser som staters grundlæggelse af retten til ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Alt hvad de nogensinde gjorde var at genindføre, hvad de selv havde fjernet, det vil sige rettigheder, der havde eksisteret siden talens opståen, og ja siden opståen af enhver form for kommunikation. Ydermere burde enhver, der stillede det retoriske spørgsmål, om stater ikke til tider har beskyttet de fattige imod de rige, bedes om at fremlægge bare nogle få eksempler. Star Chambers engelske domstol udgjorde en sådan funktion; men den varede ikke den store opstand ud.

Endelig kræver forsvaret for, at Pobedonostsev gjorde en god indsats, fordi han bevarede status quo i nogle få år mere, svar på spørgsmålet om, hvorvidt dette resultat var så eftertragtelsesværdigt, at de mest voldelige midler retfærdiggjordes af denne bedrift. Et sundere synspunkt ville være, at enhver stat, hvis mangel på popularitet er så udbredt, at dens fortsatte eksistens beror på magt, har overlevet enhver nytte, som den nogensinde kan have haft.

Det ørkesløse i megen af den kontrovers, hvorfra vi her har studeret nogle eksempler, vil bedre kunne forstås, når en klar distinktion har vundet almen accept, imellem staten, som Tolstoj protesterede imod, på grund af dens voldelige oprindelse og dens fortsatte udbyttende funktion, bakket op af vold, og så ‘regering’, et udtryk hvis anvendelse i betydningen en samling af mennesker, udstyret med lovgivende og udøvende myndighed, med vilje har været undgået i det hidtidige værk. Udtrykket ‘regering’ vil blive anvendt mere nyttigt i betydningen af et system indrettet af et samfund og styret af dette, med det formål at bevare friheden og sikkerheden for dets medlemmer i individuel forstand.

Et sådant system, i form af bondeforsamlingerne i mir’en (landsby forsamlingen), og volost’en (egns forsamlingen), som i 1861 blev fjernet fra jordejernes rækkevidde og gengivet dets magt til selvforvaltning, ville helt igennem have været Tolstoj bekendt; og så vidt vi ved, havde han intet imod den. Så skønt han som discipel af Rousseau må have tænkt, at mennesket, en gang for alle befriet for staten, ville blive løst ved sin naturlige godhed fra ethvert behov for kontrol, så er der ingen grund til at tro, at han strengt ville have holdt på dette synspunkt overfor alle argumenter og erfaringer. Yderligere diskussion af dette spørgsmål vil blive udsat, indtil vi diskuterer betydningen af Tolstojs filosofi for os i dag.

– – – –

[1] Parker Thomas Moon. Imperialism and World Polities. New York, Macmillan, 1926. (pp. 173-4).

[2] ibid. (p. 174).

[3] ibid. (pp. 177-8). (Kursiv tilføjet).

[4] ibid. (p. 179). (Kursiv tilføjet).

[5] ibid. (p. 169). (Kursiv tilføjet).

[6] G. P. Gooch. History of our Time. Oxford University Press, 1946. (Home University Library of Modem Knowledge

[7] Anatole France. L’ le des pingouins. Paris, Calmann-Lavy, 1908. (p. 63). -. Penguin Island; oversat af A. W. Evans. Watts & Co., 1931. (The Thinker’s Library, No. 21). (p. 35)

[8] Henry David Thoreau. Civil disobedience i Henry David Thoreau. Walden and civil obedience. Penguin Books, 1986. (Penguin Classics). (p. 385) (New York, Holt, Rinehart and Winston, 1948) (p. 281).

[9] Aylmer Maude. Forord til “The Slavery of our times” i Aylmer Maude. Tolstoy and his problems. Grant Richards, 1902. (p. 105).

[10] ibid. (p. 105).

[11] ibid. (p. 105).

[12] Aylmer Maude. “The Tsar’s coronation”. i Aylmer Maude. Tolstoy and his problems. Grant Richards, 1902. (p. 111).

[13] Aylmer Maude. The Life of Tolstoy, vol. 1. first fifty years. Oxford University Press, 1987. (p. 239).

[14] ibid. (pp. 239-40).

[15] Jean-Jacques Rousseau: Du Contrat social (1762). Manchester University Press, 1918. (Engelsk version – The Social contract and Discourses; oversat af G. D. H. Cole. Dent, 1915. (Everyman’s Library).

[16] V.I. Lenin. ‘Tolstoi and the proletarian struggle’ i V. I. Lenin. Articles on Tolstoi. Moskva, Progress Publishers, 1951. (p. 21).

[17] Victor Shklovsk.i. Lev Tolstoy. Moskva, Progress Publishers, 1978. (p.552).

[18] ibid. (p. 691).

[19] Ernest J. Simmons. Tolstoy. Routledge & Kegan Paul, 1973. (Routledge Author Guides). (p. 174).

[20] ibid. (p. 208).

[21] ibid. (p. 209).

[22] Henri Troyat. Tolstoy. Penguin Books, 1970. (Pelican Biographies). (p. 637).

[23] Theodore Redpath. Tolstoy. Bowes & Bowes, 1960. (p. 29).

[24] A. N. Wilson. Tolstoy. Hamish Hamilton, 1988. (p. 101).

[25] ibid. (p. 331)

[26] Leo Tolstoy. The Kingdom of God is within you (1893) i Leo

Tolstoy. The Kingdom of God and Peace Essays. Oxford University Press, 1936 (The World’s Classies). (p. 283). (Kursiv tilføjet).