Kapitel 9 og 10 i
Tolstoj – Principper for en ny verdensorden
af David Redfearn

Kapitel 9
Det gyldne regiment

Jeg forkaster få-det-gjort, gennemfør-det tænkning.
Jeg vil sætte tempoet, der ageres i, ned, så jeg bedre forstår tingene.
Guvernør Jerry Brown.

En nysgerrig observatør ville i Moskva i 1881, en generation efter de livegnes frigørelse, have undret sig over væksten blandt tiggere. De fandtes i alle gader. Til forskel fra tiggerne på landet, der stadig tillidsfuldt appellerede i Jesu Kristi navn, forsøgte de at fange de forbipasserendes øjne og vente med deres bøn, indtil de mente at de havde fanget et medfølende blik. I stort antal samledes de udenfor kirkerne, når der var tjenester, særlig begravelser.

Disse tiggeres usikre henvendelse havde en simpel forklaring. Hvad de gjorde var imod loven. Grev Leo Tolstoj, der var en af iagttagerne af dette sceneri[1], ikke alene nysgerrig men dybt påvirket, så en af dem, i pjalter og ‘ophovnet af vattersot’ , blive skubbet ind i en vogn af en politimand. Spændt på at finde ud af, hvad der videre skulle ske, fulgte han i en anden vogn efter til politistationen, hvor han trådte ind i hælene på tiggeren og politibetjenten. En mand bevæbnet med et sværd og en pistol, og placeret bag et bord, svarede, da Tolstoj stillede spørgsmålet “Hvad er den bonde blevet anholdt for?”, kortfattet med nogen forlegenhed, “Myndighederne beordrer sådanne mennesker arresteret, så det skal gøres”. Dette var, og er stadig, standardsvaret overalt hos underordnede embedsmænd, som staten regner med.

Tolstoj iagttog sådanne begivenheder ved flere efterfølgende lejligheder. Ved en af dem blev så mange som tredive eskorteret bort af politi, der marcherede foran og bagved den lille flok. Fra politistationen, vidste han nu, ville de blive ført til Usupov arbejdsanstalten. Han var aldrig i stand til at fatte, hvorfor antallet af tiggere på gaden, på trods af den store politiaktivitet, altid syntes at være det samme. Mon nogen af dem måske tiggede lovligt? Kom der ustandselig nye til for at indtage de arresteredes plads? Eller var der simpelthen for mange til at politiet kunne klare det?

Året 1881 er specielt blevet nævnt, fordi det var det år, hvor Tolstoj af familiemæssige årsager for en tid flyttede fra Jasnaja Poljana til Moskva. Den fattigdom, som han fandt her, chokerede ham dybt, vant som han var til landlige forskelligheder, og satte ham i gang med den nye karriere som verdensreformator. Hans psykologiske disposition havde længe været af en art, der gjorde ham egnet til denne rolle.

Der er en periode tidligt i livet for os alle, hvor vi, omgivet af kærlighed og pleje kun fra de voksne vi kender, formoder at vi er centrum for alt liv og aktivitet. Forskellige mennesker bruger forskellig tid på at vokse fra denne tilstand, som, hvis den varer ved og udvides til den tro, at hele universet er skabt for mennesket, er kendt som den centrale positions fejlslutning. Nogle mennesker vokser aldrig fra den. Tolstoj gjorde det, ifølge sin egen beretning fra sit første besøg i Moskva, i en alder af ni:

For første gang oplevede jeg den ide, at vi – det vil sige, vores familie – ikke var de eneste mennesker i verden, at ikke al tænkelig interesse drejede sig om os, men at der eksisterede et andet liv – for mennesker som intet havde tilfælles med os, ikke brød sig om os, ikke engang havde en ide om vores eksistens. Jeg må have vidst alt dette før, men jeg havde ikke vidst det, som jeg vidste det nu – jeg havde ikke indset det; jeg havde ikke følt det.[2]

I stedet for at glemme disse mennesker, udviste han en moden originalitet ved at begynde at tænke over, hvordan de levede, hvad de levede af, og hvordan de opdrog deres børn.

Nu i 1881 begyndte den voksne Tolstoj, konfronteret med det penible problem med Moskvas tiggere, for alvor at lede efter en løsning, symboliseret ved hans bror Nikolas’ skrivning på den grønne stok, på alle verdens fortrædeligheder.

Da han talte om disse spørgsmål med sine moskovitiske bekendte, fik han at vide, at det han allerede havde set ingenting var sammenligning med, hvad han ville få at se i herbergerne ved Khitrov markedet. Det var der, hvor han kunne besigtige det såkaldte “Gyldne kompagni”, eller snarere, som en humorist udtrykte det, det “gyldne regiment”, deres antal var svulmet kraftigt op på det sidste. Efter Tolstojs mening var ‘hær’ det rigtige ord at anvende om de mennesker, hvis antal han senere skulle anslå til 50.000. Flere gange gik han til Khitrov markedet, men han vendte om med en følelse af skam over at betragte mennesker, han ikke kunne hjælpe. Det må have været den samme følelse, der var skyld i hans bekymring ved reaktionen på dette sociale problem fra de høje samfundslag, iblandt hvilke han bevægede sig. De syntes ham at være stolte over at vide besked med det, ligesom Londons høje sam­fundslag havde virket stolte over at vide besked med Londons fattige, da han besøgte England tyve år tidligere. Ikke desto mindre gik han til sidst selv hen for at se, ikke blot til Khitrov markedet, men også til Rzhanov fortet og andre steder.

De fleste af beboerne på disse steder, opdagede han, var folk i arbejde, tilfredse og muntre for det meste, skønt de levede under ubekvemme og uhygiejniske forhold. Kategorier, der var mere forstyrrende for hans sindsligevægt, bestod af nogen, der var kommet ned i verden, og derfor var fremmede overfor herbergs eksistensen, og de prostituerede, hvis livsstil syntes at være blevet en permanent og accepteret del af samfundet.

Hans første reaktioner, indrømmede han, var egoistiske og følelsesmæssige. Skyldfølelsen kom først, siden tilfredsheden, foranlediget af hans venners lovprisning af hans egen godhed ved at føle skyld, og så en følelse af, at denne fattigdom ikke skyldtes hans egen luksuriøse livsstil, men var et uundgåeligt livsvilkår. Som en udvej til både at udstille sin egen godhed og hjælpe de ulykkelige besluttede han derfor at organisere nogle midler til praktiske løsninger. Det forholdt sig således, at der på det tidspunkt skulle afholdes folketælling; så han planlagde, med hjælp fra dem, der deltog i den, hvoraf de fleste var studenter, at foretage en vurdering af de enkeltes behov og at hjælpe dem med penge, med at finde arbejde eller, hvis det var løsningen, med at komme tilbage til deres landsbyer. Der skulle findes pladser i skolerne til børnene, og gamle folk skulle i fattighuset. Han forsøgte at rejse de nødvendige midler ved at agitere blandt sine rige venner; men han mødte her en uventet forhindring. De, der roste sig af deres filantropiske indstilling, var allerede i gang. Kvinder klædte små dukker på, med minimal udgift for dem selv, sammenlignet med deres eget dyre tøj og indretning, og udbød dem på auktioner for at rejse penge til de fattige. Herrer gav donationer til gengæld for æresbevisninger fra staten; men de havde allerede modtaget dem der var, og staten var tilbageholdende med at indstifte nye. Tolstoj fik talrige vage løfter, men ingen penge, undtagen fra studenterne, der arbejdede ved folketællingen. For at gøre ydmygelsen fuldstændig opdagede han, at alle henvendelser om økonomisk hjælp var fra mennesker, det var gået ned ad bakke for, og som nu gerne ville på fode igen.

Da han indså, at hans plan for lettelse af byrderne var virkningsløs, begyndte han for alvor at overveje, hvorfor en sådan fattigdom fandtes. Hvis årsagen kunne fjernes, ville virkningen forsvinde. Det første spørgsmål, som han stillede sig selv, var, hvorfor bønder skulle forlade landet til fordel for byen. Det åbenbare svar var, at de ellers ville være ude af stand til at skaffe sig nok føde. For meget af den velstand de producerede gik til statsskatter og leje til jordbesidderen. Dette var en proces, der svarede til ‘velstanden passerer fra producenten til ikke-producenten”.[3] Så disse producen­ter, som af den grund er ude af stand til opretholde livet ved fortsat at udføre deres traditionelle handlinger, vandrer til byerne, hvor ikke-producenterne samles om at nyde livet i lediggang under politibeskyttelse. Der udfører de tilvandrede enten tyendearbejde for ikke-producenterne, eller indtager de lavere stillinger i industri og handel.

Så langt var hans vurdering i overensstemmelse med hans erfaring, og den var helt præcis. Han havde set og talt med tidligere bønder i de riges tjeneste, eller i Moskvas herberger; og han havde haft rig lejlighed til at observere dem i deres oprindelige omgivelser. Han kunne næppe have gjort noget galt. Så snart hans økonomiske ideer begyndte at gå ud over, hvad han faktisk havde set og hørt, førte hans sympati for udplyndringens ofre ham til at konstruere en besynderligt udformet økonomisk model, som lider under en usammenhængende analyse, der ikke et øjeblik vil kunne stå for en kritisk undersøgelse.

De klassiske økonomer, af hvilke Adam Smith[4] var den mest fremtrædende, har fundet tre faktorer i skabelsen af velstand, nemlig jord, eller den totale sum af ressourcer i naturen; arbejdskraft, eller al produktiv menneskelig indsats, som før den kan anvendes, kræver jord i form af dyrkbar jord, råstoffer, eller et sted at arbejde; og kapital, hvilket er formue lagt til side til skabelse af mere formue, eller formue under forandring. De var indbyrdes uenige om nogle af de finere nuancer; og de definitioner, de gav, var ikke altid i indbyrdes overensstemmelse; men dette kan tages som en rå opsummering af det grundlag, hvorpå de byggede deres teorier. Tolstoj ville derimod ikke acceptere den idé, at der kun var tre produktionsfaktorer, og foreslog som tilføjelser solskin, vand, luft, social sikkerhed, føde, beklædning, undervisning og evne til at tale. Han kunne have fyldt en bog med dem, sagde han. Hvis han havde tænkt sig en smule mere om, ville han have indset, at solskin, vand og beklædning enten er velstand under forandring, når de er kapital, eller i forbrugerens hænder, når de slet og ret er velstand; og at undervisning, evnen til at tale og social sikkerhed (formodentlig ment i overført betydning) er elementer af arbejdskraft.

Da han vendte sig fra produktionsfaktorer til menneskelige beskæftigelser, udviste han en lignende tendens til at skabe unødige komplikationer. Da han havde besluttet sig for, at arbejde udelukkende var manuelt, så han bønder og arbejdere som de eneste ægte producenter. Ikke-producenterne opregnede han i følgende orden: storfinansfolk – storproducenter – mineejere – store jordbesiddere og tjenestemænd – mellemstore bankfolk, købmænd, embedsmænd og jordbesiddere (som han selv var) – småhandlende – kroværter – ågerkarle – politifolk – lærere – degne – kontorfolk – tjenere – vandbærere – droskekuske – gadehandlere.

‘Storfinansfolk’ kom først, fordi han først i 1880’erne mente, hvad mange stadig gør, at penge var mindretallets middel til at gøre flertallet til slaver. Til støtte for denne holdning citerede han to eksempler, et i generelle vendinger fra oldtidshistorien, og den anden mere specifik og moderne. I oldtidshistorien var det første stadie angrebet, en enkel handling styret af ønsket om at sikre sig menneskeligt og materielt gods. Det andet stadie var en mere permanent indretning, baseret enten på lænkeslaveri eller på krav om ejendomsret over jord, som derpå deltes op til udnyttelse af ens tilhængere. Denne inddrog tilhængerne i form af en ubekvem personlig overvågning, hvilket antyder fordelene ved det tredje stadie, pålæggelsen af en periodisk tribut. Hvad Tolstoj ikke fik øje på i denne tidlige fase af sin tænkning, skønt hans redegørelse for udviklingen uden tvivl grundlæggende er korrekt, er at det tredje stadie kun var en mere spidsfindig måde at udnytte ejendomsretten til jord på. Hvorfor besvære sig med at overvåge arbejdet med jorden, når man bare behøver at opkræve lejen?

Tolstojs uklare forståelse af nationaløkonomien og dens terminologi illustreres yderligere med det følgende citat fra Anna Karenina, udgivet tre år før han flyttede til Moskva:

Han [dvs. Levinalias Tolstoj] så, at Metrov ligesom alle andre, på trods af sin artikel, der afviste økonomernes læresætninger, stadig så på den russiske bondes stilling alene ud fra synspunktet kapital, løn og leje [han mente enten overskud, løn og leje, eller kapital, arbejdskraft og jord]. Skønt han bestemt ville have været stemt for at indrømme, at der i den østlige, og langt den største, del af Rusland ikke fandtes noget som rente, at løn for ni­tiendedele af Ruslands firs millioner ikke betød andet end den rene almisse, og at kapital ikke eksisterede, undtagen i form af de mest primitive redskaber, så betragtede han alligevel den arbejdende ud fra et synspunkt – skønt han på mange områder var uenig med økonomerne og havde sin egen teori om løn, som han udlagde for Levin.[5]

Hvis landlig kapital i Rusland på det tidspunkt kun udgjordes af ‘de mest primitive redskaber’, må konklusionen være at overskuddet, eller kapitalens afkast, må siges at være ikke-eksisterende, og at den totale produktion derfor kun kan deles i to kategorier, løn og leje. Det er simpelthen utroligt, at det meste af Rusland, under disse omstændigheder, kun skulle yde den rene almisse til de arbejdende som løn, og intet som helst til jordejeren.

Forstå det som De vil; i oldtidssituationen, som Tolstoj beskriver den, betyder ordene ‘tribut’ og ‘leje’ det samme fænomen. Med andre ord, det er minoritetens besiddelse af jorden, og ikke betalingen, der er skyld i flertallets undergivelse. På dette tidspunkt har han hverken formået at bevise sin påstand eller på egen hånd udvikle en logisk økonomisk filosofi.

Hans andet eksempel var amerikanernes besættelse af Fiji øerne, hvor de, forklarer han, beslaglagde meget af den bedste jord til kaffe- og bomuldsplantager, hyrede indfødte til at arbejde for sig og behandlede dem som slaver. Så langt kan der ikke herske tvivl om Tolstojs argumentation: beslaglæggelse af den bedste jord ville have berøvet mange af de indfødte deres levebrød, og tvunget dem til at arbejde for amerikanerne på vilkår fastsat ud fra ulige forhandlingspositioner. Konflikter gav derpå, fortsætter Tolstoj, amerikanerne en undskyldning for at kræve en kompensation på $45.000. Dette er hans tredje stadie, det med at opkræve tribut. Da de indfødte ikke betalte – af den simple årsag at de ingen havde – beslaglagde amerikanerne mere jord, og hævede deres krav til $90.000. For at slippe ud af denne knibe underskrev de formelle herskere på Fiji i 1868 en aftale med et australsk handelskompagni, efter hvilken kompagniet betalte Fijis gæld til gengæld for 200.000 flere acres af den bedste jord, fuld skattefrihed og eneretten til at etablere banker og udstede pengesedler.

Dette gav ikke de lokale herskere andre muligheder end at hæve en kopskat som kilde til deres egen indtægt, hvorefter de indfødte i stort tal måtte søge til amerikanerne og australierne for at få et job og en løn i kontanter. Tolstojs opfattelse er her, at opkrævningen af disse pengesummer faktisk afløste jordkonfiskationen som et middel til at indføre slaveri. Hans analyse var fejlagtig. Det var fordi landet forblev konfiskeret, at de indfødte blev tvunget ind i en position som lejet arbejdskraft. De indtrængendes styrke byggede simpelthen og udelukkende på deres besiddelse af jord. ‘Storfinansfolkene’, de ‘mellemstore bankfolk’ og ‘ågerkarlene’ kan derfor, medmindre de også skulle være jordbesiddere, slettes af Tolstojs liste over ikke-producenter, som gør producenterne til slaver. De sidstnævnte er allerede blevet gjort til slaver af ‘de store jordbesiddere’, ‘mineejerne’ og ‘de mellemstore jordbesiddere’.

Det samme kan siges om ‘storproducenterne’; for når folk i stort tal er samlet for at fremstille en vare, er det nødvendigt for nogle af dem at styre de andre aktiviteter, og at stille kapital til rådighed. De må også påtage sig et vist ansvar med at vurdere efterspørgslen på deres varer, og med fastsættelsen af konkurrencedygtige priser, og de må fremvise et rimeligt afkast af deres udlæg.

For at fortsætte med listen, så er det svært at være enig i, at ‘købmænd’, ‘småhandlende’ [herunder ‘kroværter’ og ‘gadehandlere’], er uproduktive. Handel, i stor eller lille målestok, har fundet sted fra de tidligste tider, og under forhold hvor jorden er tilgængelig på lige vilkår for alle, er den en fordel for alle deltagere. Baseret på omfattende specialisering skulle det sikre, at folkeslag og individer producerer de varer og tjenesteydelser, som deres evner gør dem bedst egnet til, og til gengæld for deres overskud modtager sådanne varer og tjenesteydelser, som andre er bedre til at tilbyde. På den måde er den samlede velstand i verden vokset. Hvordan den fordeles afhænger i betydeligt omfang af fordelingen af retten til jord.

Når man kender Tolstojs holdning til staten, er det overraskende, at han ikke betegner embedsmænd og politibetjente som mod- snarere end ikke-producerende; men i det mindste er der ingen grund til yderligere diskussion af dette emne. Det er også overraskende at se ‘lærere’ på listen. Mente han ikke, mens han drev sine skoler for bøndernes børn, at han hjalp dem til at vokse op som mere intelligente og effektive bønder, og derfor mere produktive? De øvrige var, hvad han muligvis indså, uskyldige ofre for det sociale system, udbyttede, ikke udbyttende.

Dette var altså den russiske økonomis problem i førte halvdel af 1880’erne, som Tolstoj så det. De eneste ægte producenter var dem, der som bønderne og fabriksarbejderne arbejdede med deres hænder; og alle andre typer af beskæftigelse faldt ind under overskriften ‘udbyttere’. Det ville være urealistisk at forvente, at disse holdninger skulle forblive uændrede i de sidste tredive år af hans liv – han var alt for flygtig for noget sådant, og der var plads til forbedringer – men der er ingen grund til at betvivle den oprigtighed, der fik ham til at indtage dem, bemærkelsesværdigt for et menneske med hans rigdom og afstamning, for ikke at tale om det ægte i hans jagt på den ‘grønne pind’ og dens hemmelighed.

KAPITEL 10
Jagten på den ‘grønne pind’

Jeg vil rejse mig og gå nu, og gå til Innisfree,
And a small cabin build there, of clay and wattles made;
Nine bean rows will I have there, a hive for the honey-bee,
And live alone in the bee-loud glade.
William Butler Yeats.

Der kan være mange detaljer at kritisere i Tolstojs analyse fra årene 1881 til 1886 af årsagerne til den uretfærdige fordeling af velstanden; men der havde været et tidspunkt, efter hans hjemkomst fra Krim­krigen (1854-56), hvor han havde set problemet i en meget enklere form. Det er helt forståeligt, at han gjorde dette, for hele hans erfaring med økonomi stammede indtil dette tidspunkt fra hans eget ekstravagante forbrug, baseret på en arbejdsfri lejeindtægt, og fra hans iagttagelser af de livegnes utaknemmelige landarbejde på hans gods. Det underfulde er ikke blot, at han i det hele taget besværede sig selv med at overveje den økonomiske uretfærdighed, hvoraf han selv fik sin materielle fortrinsstilling, men også at han for egen regning forsøgte at gøre noget for at forbedre de livegnes forhold.

Landbrug er menneskehedens først indførte beskæftigelse, og den har været praktiseret siden det 7. årtusinde før Kristus. Det vil derfor være svært at finde nogen, bortset måske fra en vanebundet og uinteresseret bybo, som vil benægte, at velstanden på landet, i form af korn, kød, mælk og varer forarbejdet af disse, er resultatet af arbejdskraft anvendt på jord. Det burde ydermere være indlysende for ethvert tænkende menneske, at det første krav på denne velstand har de folk, som har ydet arbejdskraften for at fremstille dem, og at det andet krav tilfalder dem, som i bytte for en del af arbejdernes produkt, forsyner dem med en del af deres eget. Ethvert krav fra en tredje gruppe om en andel, dvs. hovedparten, under henvisning til, at de har bidraget med jorden, som har eksisteret i millioner af år, ville blive mødt med en rå latter, hvis denne praksis ikke allerede var blevet etableret længe før mands minde. At der under visse omstændigheder kunne være et fælles krav på en sådan andel var en ide, som endnu ikke var blevet fremsat for Tolstoj.

Da han vendte tilbage til Jasnaja Poljana i maj 1856, havde han allerede besluttet sig for et kompromis imellem sin skyldfølelse over at snylte på andres arbejdskraft, og de praktiske overvejelser over, hvordan han skulle kunne forsørge sig selv, for ikke at tale om at betale den gæld tilbage, som han havde sat sig i for at betale sin spillegæld.

Uden nogen tvivl skulle de livegne sættes fri – dette var allerede blevet fremsat som et politisk spørgsmål – men Tolstoj var klarsynet og generøs nok til, i modsætning til de amerikanske lovgivere efter 1865, at indse, at formel frihed uden ret til jord i det store og hele ville være det samme som ingen frihed. Hvad han derfor foreslog sine livegne, var øjeblikkelig frihed og tredive år som lejere, hvorefter jorden betingelsesløst skulle tilhøre dem.

Til hans overraskelse havde de betænkeligheder. De var snedige nok til at vide, at de snart ville blive tilkendt formel frihed af staten, men uskyldige nok til at antage, at Tolstojs gods med det samme ville blive de jure, hvad de altid de facto havde betragtet det som, nemlig deres. Da Tolstoj indså dette, fandt han det meget alarmerende. Hvis disse ideer var almindeligt udbredte, ville de livegne en dag rejse sig imod deres herrer med våben i hånd. I et øjebliks panik skrev han følgende til en minister ved navn Bludov:

… Jeg har aldrig kunnet forstå, hvorfor det ikke kunne fastlægges, at jorden tilhører godsejerne, og at bønderne skulle frigives uden at få jord … At frigive dem sammen med jorden er, efter min opfattelse, ingen løsning. Hvem skal svare på disse spørgsmål, som er grundlæggende for en løsning af det overordnede problem, nemlig: hvor meget jord skal hver af dem have, eller hvilken andel af godset; hvordan skal godsejeren modtage kompensation; over hvor lang tid; hvem skal betale denne kompensation… … [6]

Han havde ikke behøvet at bekymre sig blot et øjeblik. Ifølge det kejserlige manifest fra 1861 skulle de livegne ikke frigives øjeblikkeligt, men i løbet af en overgangsperiode på to år, i løbet af hvilken de fortsat skulle adlyde deres ejer, men hvor ejeren ikke måtte skille sig af med dem eller deres børn på nogen måde. De, som ikke var underlagt adscriptio glebae (Kap. 5), f.eks. dem, der arbejdede i huset, ville ikke være berettiget til at modtage jord, men måtte søge ansættelse andetsteds. Mange gjorde dette, i byernes huse og fabrikker, som Tolstoj skulle iagttage det tyve år senere. For dem, som levede under de vilkår, var de officielle betingelser mindre gavmilde end dem, de kunne have opnået hos Tolstoj; men som vi har set (kap. 6), gjorde han for en tid sit bedste som “fredsdommer” ved at sørge for, at de ikke stillede bønderne dårligere i praksis end i teorien. Han måtte, for at finde en mere tilfredsstillende “løsning på det grundlæggende problem” og et mere omfattende svar på de spørgsmål, han havde stillet til Bludov, vente i endnu omkring 27 år; og så viste de sig endda slet ikke at være det, han havde ventet, og det blev årsag til både personlig selvransagelse og strid i hjemmet.

Da indsigten indfandt sig, på et tidspunkt imellem 1883 og 1886, med det første møde med Henry Georges økonomiske filosofi[7], var han splittet, og på det tidspunkt var hans personlige synspunkt på den grønne pinds hemmelighed, som skulle afskaffe de menneskelige lidelser, det, som var mest i forgrunden. Hvis de sociale problemer, som han havde observeret, var forårsaget af aktiviteter udøvet af børsfolk, industrimænd, mineejere, embedsmænd, handelsmænd, politifolk, lærere, sekretærer, tjenere og taxa­chauffører, så måtte det nye samfund, som han skulle være profet for, være et, hvori disse funktioner ikke længere eksisterede:

Præcist hvad skal der gøres? – spørger alle, og også jeg spurgte, om det så længe som jeg, under indflydelse af mit arrogante syn på mit kald, ikke så, at min første og ubestridelige opgave var at sørge for min egen føde, beklædning, opvarmning og bolig, og ved at gøre dette tjene andre, fordi dette siden verdens begyndelse har været den første og visse forpligtelse for enhver.[8]

Han mente, at han ville “tjene andre” på denne måde, fordi han ikke længere, ved at sørge for sine egne fundamentale fornødenheder, ville gøre krav på deres arbejdskraft og derved udnytte dem. Selvforsørgelse skulle blive hans første mål i livet; og dette var begyndelsen på beslutsomme forsøg på at klare sig selv over for bønderne under udførelse af markarbejde, og at lave sit eget fodtøj, ikke særlig godt, hvis man skal tro hans venner.

Det var ikke kun spørgsmålet om selvforsørgelse, som lå Tolstoj på sinde, men selve ideen om ejendom. Hvor vi hidtil er stødt på det, i forbindelse med hans velunderbyggede ideer om årsagen til krige, har det haft en klar forbindelse med jord; men også personlig ejendom, som det følgende citat klart viser, gav ham visse samvittighedskvaler:

Vi ved, eller hvis vi ikke ved det, er det let at begribe, at ejendom klart er en måde at tilegne sig andre menneskers arbejde på. Og andres arbejde kan sandelig ikke blive mit eget. Det har intet tilfælles med ejendomsbegrebet (det, som er ens eget) – et begreb, som meget let lader sig bestemme og definere. Mennesket har altid kaldt, og vil altid kalde det “sit eget”, som er underlagt dets vilje og forbundet med dets bevidsthed, nemlig dets egen krop. Så snart et menneske kalder noget sin “ejendom”, så er det ikke hans egen krop, men noget han ønsker at underlægge sig sin vilje på samme måde som sin krop – han begår en fejl, skaffer sig desillusionering og lidelse på halsen og finder sig selv tvunget til at påføre andre lidelse.[9]

“Ejendom” er derfor, efter hans mening, ikke blot det tilegnede, men også den tilegnende. Dette er et dilemma, som kun kan løses tilfredsstillende, når termen selv er blevet opløst i dets bestanddele, “jord” og “rigdom”.

Så, på trods af hans normale succesfulde indsats for at være en “fritænker”, havde Tolstoj endnu ikke lært i økonomisk argumenta­tion at følge en linje til dens logiske slutning, men havde tilladt sin ildhu at trække ham udover logikken. Det, som han advokerede for, hvad enten han vidste det eller ej, var en tilbagevenden til et meget tidligere stade i den menneskelige udvikling. Som Henry George senere formulerede det:

På det mest primitive menneskelige stade er den mest indlysende vej til at tilfredsstille behov at inddrage til menneskers brug det, som findes. På et senere og mere udviklet stade bliver det opdaget, at visse behov lettere og mere tilfredsstillende kan imødekommes ved at anvende princippet vækst og reproduktion, såsom ved at dyrke grøntsager og avle dyr. Og på et endnu senere udviklingsstade bliver det indlysende, at visse behov bed­re og lettere kan tilfredsstilles igennem handel, hvorved princip­pet om samarbejde indføres i større grad og med større vægt, end det kunne opnås imellem økonomiske enheder uden handel.[10]

Et enestående eksempel på samarbejdsprincippet ved handel florerede i Rusland på Tolstojs egen tid, og på en måde kunne det ikke på nogen måde retfærdiggøre den uværdige udbytning, i det mindste ikke før “proto-industrien” opstod. Her er et samtidigt bidrag af prins P. A. Kropotkin og J. T. Bealby.

Det særlige ved russisk industri er udviklingen af de hjemlige småhåndværkere i Centralrusland til en protoindustri i stort omfang. På grund af den tvungne afståen fra landbrugsarbejde i vintermånederne har arbejderne i Centralrusland, mere specifikt arbejderne i guvernementerne (dvs. de administrative enheder) Moskva, Vladimir, Jaroslavl, Kostroma, Tver, Smolensk og Ryazafi, i århundreder udført en række hjemlige håndværk i de tvungne friperioder. Den almindelige praksis var at hele befolkningen i en landsby hengav sig til en særlig beskæftigelse. Mens den ene landsby således ikke fremstillede andet end filtsko, ville en anden skære ikoner (hellige billeder), og en tredje udelukkende spinde hør, en fjerde fremstille træskeer, en femte jernkæder, og så videre… … En stor del af indenrigshandelen blev forestået af rejsende handelsmænd.[11]

Ved at prædike selvforsørgelse, på trods af alle disse aktiviteter, rakte Tolstoj tilbage til Henry Georges andet stade, men på samme tid modtog han, fordi han var ude af stand til at se bort fra sin kone og sine børns velfærd, uden tvivl inkonsekvent, sine lejeindtægter, som han selv havde indrømmet var den ikke-producerendes belønning.

Hvad angår hans “arrogante holdning til sit kald”, formodentlig som forfatter til Krig og Fred og Anna Karenina, begge hyldede som den bedste roman i verden, og måske også som den, der søgte den grønne stok, var Tolstoj virkelig for beskeden. Ville han ikke, på begge områder, have genkendt sig selv i den følgende definition af Henry George?

Den, som ved nogen indsats med krop eller sind øger summen af tilgængelige værdier, øger summen af menneskelig viden, løfter menneskelivet eller giver det større fylde – han er, i den dybeste betydning af ordene, en “producerende”, “en arbejdende”, “en arbejder”, og tjener på ærlig vis ærlige penge. Men den, som uden at gøre det mindste for at gøre menneskeheden rigere, klogere, bedre, gladere, lever på andres slid – han er, uden skelen til hvilken ærestitel han bærer, eller hvor begærligt Mammons præster svinger deres røgelseskar foran ham, i den sidste analyse blot en tigger eller en tyv.[12]

Tolstoj kunne med god grund fortsat have været stolt af sine præstationer som forfatter, men skamfuld over sin rolle som modtager af leje; men hans efterfølgende handlinger, såsom at give afkald på royalties for sine værker og forsøget på at undslippe skyldfølelsen ved at indkassere leje ved at overdrage sin jord til familien, er tegn på en vedblivende mangel på evne til at betragte royalties som “ærlig løn”, som den er defineret af Henry George, og lejeindtægterne som udbyttet fra røveri, et ansvar, som han ikke kunne frigøre sig fra ved at give det videre.

Tilbage bliver stoltheden over hans tapperhed som landarbejder og skomager, hvorved han forestillede sig, at han lettede byrden for det folk, som var vant til at gøre disse ting erhvervsmæssigt. Han havde faktisk besluttet sig for, at der var noget galt med fordelingen af arbejdet, mens vi på den anden side har påvist gode grunde til, at det er en vægtig kilde til menneskeligt fremskridt. Det er interessant at se, hvorledes Matthew Arnold også traf en beslutning desangående, noget anderledes, men med en lignende mangel på præcis analytisk omtanke:

… Jeg ved ikke, hvorledes det er i Rusland, men i en engelsk landsby ville overbevisningen i “vor cirkel”, om at tjene det daglige brød ved at arbejde med egne hænder, alene føre til afsmag, ikke broderlig glæde, blandt det “flertal”, som tjener det allerede. “Der er nok af os om at konkurrere allerede”, ville gartnerne, tømrerne og smedene sige; “hold dig venligst til dine artikler, din poesi og dit nonsens; i manuelt arbejde ville du blande dig med os, og tage brødet ud af munden på os.”[13]

Man kan frygte, at Arnold, på trods af al hans selvpåtagne forpligtelse[14] til at sprede “blidhed og lys” og få “Guds vilje til at herske” iblandt “Barbarerne” [den engelske landadel], “Filistrene” [den engelske middelklasse] og “Folket”, og hans villighed til, som Tolstoj, at fjerne tilføjelserne i den senere Kirke fra den rene lære og Kristi eksempel, var en ærke-konservativ i sine økonomiske synspunkter. Han tog det for givet, at der måtte være konkurrence imellem den slags mennesker, som betragtede litteratur som “nonsens”, og at ethvert forsøg på at slutte sig til dem i kampen er decideret uvenligt.

Henry George fastholdt tværtimod, at i et uforstyrret økonomisk system, som ville blive resultatet af indførelse af fuld grundskyld, vil enhver konkurrence foregå imellem de fremtidige arbejdsudbydere. Det er derfor på tide at bemærke det første indtryk, som han gjorde på lidenskaben i Tolstojs økonomiske ideer i perioden 1883­1886:

Hvor vold er legaliseret, der eksisterer slaveriet. … ,

En slående illustration af sandheden i denne konklusion giver Henry Georges projekt til nationalisering af jorden. George foreslår, at man betragter al jord som tilhørende Staten og, i konsekvens heraf, at man erstatter alle skatter, både de direkte og de indirekte, med en grundskyld. Det vil sige, at enhver, som gør brug af jord, skal betale Staten lejeværdien af den jord, han anvender.

Hvad ville resultatet blive? Landbrugsslaveri ville blive afskaffet indenfor Statens grænser, det vil sige, at jorden ville tilhøre Staten: England ville eje sig selv, Amerika eje sig selv, og den fæsterafgift, som en mand skulle betale, ville blive bestemt af den mængde jord, som han benyttede.

Måske ville nogle af arbejdernes (landarbejderne) forhold blive forbedret, men så længe som tvangsopkrævning af leje af jord eksisterer – vil der eksistere slaveri. En landmand, som efter en mislykket høst ikke er i stand til at betale den leje, som tvangsmæssigt kræves af ham, ville, for at kunne beholde sin jord og ikke miste alt, være nødt til at undergive sig den, som har penge.[15]

Der er her klare tegn – “mængden af den jord, han anvender”, “arbejderne (landarbejderne)” – på, at Tolstoj endnu ikke havde forstået George, og under alle omstændigheder var til sinds at forkaste hans ideer. Vi må imidlertid være fair imod ham og lægge vægt på, at den første af Georges bøger, som han læste, ikke var Fremskridt og Fattigdom (1879), hvori Georges økonomiske filosofi fremstilles med tålmodig og grundig logik, men Samfundets Livsspørgsmål (1883), hvis første tretten kapitler begyndte tilværelsen som artikler i Frank Leslie’s Illustrated Newspaper, og som beskæftigede sig med problemer snarere end med økonomisk teori. Georges velformulerede beskrivelser af fattigdommen i New York står mål med Tolstojs af fattigdommen i Moskva; og det var formodentlig disse, som fra begyndelsen appellerede til ham.

Hvad der derimod fra begyndelsen kunne have budt ham imod, var Henry Georges enkle forklaring på fattigdommen i modsætning til hans egen komplicerede, og det faktum at fuld grundskyld, så vidt det var muligt at forudsige, krævede statslig indgriben. Staten, hævdede han med god grund, er baseret på vold, og den opretholder sig selv ved vold. Derfor, ræsonnerede han med betydelig mindre god grund, ville en opkrævning af grundskyld være en voldelig handling. George troede imidlertid ikke mere på vold end Tolstoj gjorde; så det næste skridt må være at undersøge Georges filosofi mere omhyggeligt, og at se hvorledes Tolstoj i sidste ende blev omvendt til den.

– – – –

[1] Leo Tolstoj. What then must we do? (1886). Oxford University Press, 1925. (The World’s Classies). (Kap. 1).

[2] Leo Tolstoy. ‘Boyhood’ (1854) i Leo Tolstoy. Childhood, Boyhood, Youth. Penguin Books, 1964. (penguin Classies). (p. 119).

[3] Leo Tolstoj. What then must we do? (1886). Oxford University Press, 1925. (The World’s Classies). (p. 73).

[4] Adam Smith. An Inquiry into the Nature and causes of the Wealth of Nations (1776). Henry Frowde, 1904. (The World’s Classies).

[5] Leo Tolstoj. Anna Karenina (1878). Uddrag oversat fra engelsk efter Penguin Books, 1954. (Penguin Classics). (p. 711). (Kursiv tilføjet).

[6] Henri Troyat. Tolstoj. Penguin Books, 1970. (Pelican Bibliographies). (pp. 200-1).

[7] Henry George. Samfundets Livsspørgsmål (1883). Dansk 1886.

[8] Leo Tolstoj: What then must we do? (1886). Oxford University Press, 1925. (The World’s Classies). (p. 311).

[9] ibid. (p. 338).

[10] Henry George. The science of Political Economy (1897). New York, Robert Schalkenbach Foundation 1968. (p. 338). Dansk udgave 2012: Den nationaløkonomiske videnskab

[11] Encyclopaedia Britannica, 11. udgave, 1910-11, artiklen “Rusland”.

[12] Henry George. Beskyttelse eller Frihandel (1886). Nyt Nordisk Forlag 1975 (p. 68)

[13] Matthew Arnold. “Count Leo Tolstoi (!887) i Matthew Arnold. Essays in criticism. Dent, 11964. (Everyman’s Library). (p. 372).

[14] Matthew Arnold. Culture and Anarchy (1869). Nelson, n.d .. 10. Henry George. Fremskridt og Fattigdom (1879). Nyt Nordisk Forlag 1975.

[15] Leo Tolstoj. What then must we do? (1886). Oxford University Press, 1935. (The World’s Classics). (pp. 166-7).