Kapitel 3 og 4 i
Tolstoj – Principper for en ny verdensorden
af David Redfearn

Kapitel 3
Den doktrinære diskussion

At være ligesom Kristus er at være en kristen.
William Penn.

Det indtryk, som man får overalt, ved at læse Tolstojs filosofiske arbejder er, at han for at nå til en endelig løsning på de sociale problemer først og fremmest hældede imod en ændring af individets moral. Dette er det bibelske metanaia, almindeligvis oversat med “anger”, så godt et eksempel som noget i begrænsningen af en ord­for-ord oversættelse af evangelierne, og behovet for et kendskab til græsk eller hjælp fra en troværdig kommentar, eller begge dele, hvis man skal opnå en tilstrækkelig forståelse af deres budskab. Hvad der burde forstås ved metanaia er enten en “mental omstilling” eller “en ændring i det indre menneske”. Tolstoj påtog sig selv besværet med, usædvanlig sent i livet, at lære græsk, udelukkende for at være sikker på, at han havde uddraget alt det af evangelierne, som kunne hjælpe ham, ikke alene til at kompensere for sin tøjlesløse ungdom, men også med sin selvpålagte opgave med at bidrage til etableringen af Guds rige på jorden, i stedet for det samfund, historisk baseret på plyndring og vold, som han iagttog omkring sig.

For at koncentrere sin bevidsthed til det yderste, fremstillede han sin egen oversættelse af evangelierne, som afveg betydeligt fra de forrige udgaver. På denne måde nåede han frem til, at hjertet i det kristne budskab findes i Matthæus 5,21-48, en del af den samling af udsagn, som vi tilsammen kalder Bjergprædikenen.[1] Derefter henviste han til dette afsnit som “Kristi fem bud”. De er som følger:

1. Den mosaiske lov fastslog, at “den, der ihjelslår skal være hjemfalden til straf.” Kristus udvidede forbuddet mod at slå ihjel til at gælde det, der almindeligvis fører til det i enkelte tilfælde, nemlig vrede. De bedste tekster slutter dér; men andre tilføjer de to ord “uden grund”.

Over dette drog Tolstoj den logiske konklusion, at de tilføjede ord ødelagde hele meningen i resten. Han var chokeret over at opdage, ved at undersøge fortolkningerne hos Kirkefædrene, at deres opmærksomhed først og fremmest var rettet imod at forklare, hvornår vrede er, eller ikke er, undskyldelig. Dette var et væsentligt element i hans totale desillusionering i forhold til den ortodokse fremstilling af kristendommen.

2. De mosaiske love forbød utroskab; men Kristus forbød selve tanken om det. Han vendte sig også imod den nemme proces til ægteskabsopløsning (Femte Mosebog 24,1), hvorved en ægtemand kunne give sin hustru et skilsmissecertifikat, fordi “han havde fundet noget usømmeligt ved hende”. Kristus gik videre og fastslog, at skilsmisse er utilladelig, “bortset fra på grundlag af utroskab.”

Her førte Tolstojs smag for uunderbyggede definitioner, almindeligvis så beundringsværdige, ham på afveje. Parektos logou porneias betyder virkelig “undtagen på grundlag af utroskab” og lægger sig til hustruen. Tolstoj troede, at det betød “udover syndefuld tøjlesløshed” og lagde sig til manden. På det tidspunkt, hvor han satte disse ideer sammen (1884), var han fuldstændig overbevist om behovet for ægteskab og for at holde det intakt; men senere (1889) da han havde skændtes med sine kone om sit ønske om at give afkald på sin ejendom, ændrede han sin holdning til, at ægteskabet er en hindring for at leve et virkeligt kristent liv. Ved denne lejlighed, må man frygte, overvandt hans private følelser hans filosofiske objektivitet.

3. Når det kommer til Kristi ændringer af den gamle lov om eder, gør Tolstoj en vigtig opdagelse. Her er teksten fra Matthæus 5,33­37:

“I har endvidere hørt, at der er sagt til de gamle: ‘Du må ikke sværge falsk, men du skal holde, hvad du har svoret Herren.’ Men jeg siger jer, at I må aldeles ikke sværge. … Men jeres tale skal være ja, ja! nej, nej! hvad der går ud over det, er af det onde.”

Ved første blik tog dette sig for Tolstoj ud som en selvindlysende formulering, hvor der alment særligt oldtidsrelateret indskud formanes til ikke at sværge ved Gud, ved himlen, ved jorden, ved Jerusalem eller ved ens eget hoved. De velkendte ikke-sværgere, kvækerne, er mere præcise og peger på, at det at aflægge ed er en tilståelse af en dobbelt forståelse af sandhed. Hvis jeg blot siger, at jeg vil gøre noget, eller at dette eller hint forholder sig sådan, kan du tro mig på egen risiko; men hvis jeg siger det under ed, så skal du tro mig. Dette er helt klart ikke godt nok: tilfredsstillende menneskelige forhold kræver åbenhed og sandhedskærlighed.

Ved nærmere eftertanke så Tolstoj større betydning i dette afsnit, efter at han havde konsulteret kommentatorerne, som han ironisk retter tak til; for de var omhyggelige med at forklare, at Kristi ord ikke skulle tages for at gælde en borgers ed om loyalitet overfor autoriteterne. Når man tænker på Kristi egen vanemæssige respektløse holdning til autoriteter på hans egen tid, kan man godt se nogen fornuft i Tolstojs mening om, at dette er et tilfælde af en dunkel, nutidig alliance mellem kirke og stat.

4. Kristi forskrift (Matthæus 5, 38-41), der annullerer den gamle lov om gengæld, var, sagde Tolstoj, den første, som han forstod, og den, der hjalp ham til at forstå de andre. Det er derfor værd at citere i sin helhed:

“I har hørt, at der er sagt: ‘øje for øje, og tand for tand.’ Men jeg siger jer, at I må ikke sætte jer mod den, der tilføjer jer ondt, men hvis nogen giver dig et slag på den højre kind, så vend også den anden til. Og hvis nogen vil stævne dig for retten og tage din kjortel, så lad ham også få kappen! Og hvis nogen tvinger dig til at følge ham en mil på vej, så gå to mil med ham!

Denne forskrift skulle komme til at indtage en central plads i Tolstojs tanker om en masse forskellige emner, indbefattet noget så usædvanligt som dem om økonomisk reform. Hver gang han nævnede vold, må han have tænkt på denne tekst, som i hans sind var så tæt forbundet med det sidste af Kristi ‘fem bud’:

5. Du har hørt, at det er blevet sagt, ‘Du skal elske din nabo og hade din fjende’. Men jeg siger dig, Elsk dine fjender og bed for dem, der forfølger dig. …

Som Tolstoj rigtigt bemærker, betyder en ‘nabo’ i jødisk tankegang en med-jøde, og en ‘fjende’ en borger fra en fjendtlig udenlandsk stat. Denne opfattelse blev taget i anvendelse i den rasende opstand mod det romerske herredømme, der kulminerede i masseselvmordet ved Masada i 73 efter Kristus. Tolstojs opdagelse af betydningen af de modstridende udtryk gjorde det lettere for ham, og for os, at forstå, hvordan det er muligt at elske en fjende; for når alt kommer til alt, at forvente at nogen skal elske en personlig fjende er at bede om for meget. Kristus selv var gode venner med en romersk centurion; og lignelsen om den barmhjertige samaritan viser, hvorledes en ‘fjende’ under visse omstændigheder kan blive til en ‘nabo’.

Sådan var hovedlinjerne i Tolstojs religiøse tænkning. Hvad han forkastede kan man detaljeret uddrage af hans egen version af evangelierne, hvori enhver antydning af det overnaturlige, fra jomfrufødslen til himmelfarten, ikke vil kunne findes. Han troede imidlertid på, at menneskelivet har sin oprindelse i et udefinerligt helligt udspring. Det var kun forventeligt, at hans radikale omfortolkning af kristendommen ville medføre kommentarer, fra venlig kritik til regelret fordømmelse; og det er faktisk, hvad der skete.

Aylmer Maude opsummerer hans religiøse doktriner med indlysende begejstring, og peger på, at ethvert forsøg på at definere Gud som en person eller personer med ansvar for skabelsen af det materielle univers, forlener os med den tanke, at Gud skabte det onde såvel som det gode – en vanskelighed, som ingen endnu har formået overbevisende at gøre rede for. Hvis vi tværtimod hengav os til den personlige erfaring, “ville vi være så sikre, som Sokrates var det, på, at vi står i forbindelse med den Evige Godhed. Vi ved ikke, hvordan vi skal tale om denne kraft indeni os og udenfor os, bortset fra at sige, at det er Kærlighed: Gud er Kærlighed”.[2]

I et andet essay[3] skriver Maude om Tolstojs høje tanker om Matthew Arnolds værker om religion.[4] Den generelle dom var at placere hans poetiske værker først, hans kritiske værker derefter, og hans religiøse værker på tredjepladsen; men Tolstoj vendte denne rækkefølge om. Det behøver derfor ikke at overraske os at se Maude referere til ‘personlig erfaring’ og ‘en kraft indeni os og udenfor os’; for disse er tydelige refleksioner over Arnolds tanker.

Arnold fandt selv, i et essay om Tolstoj[5], meget, der var ‘tvivlsomt’, iblandt meget, der var ‘opfindsomt og kraftfuldt’ i Tolstojs bibelske eksegese. Dette er heller ikke særlig overraskende: vi har selv bemærket os noget, der var ‘tvivlsomt’. Det kan imidlertid ikke have været for alvorligt; for den eneste pointe, som han ønskede at fremsætte på tidspunktet for sit værk (1887) var, at kristendommen afhænger lige så meget af dens grundlæggers ‘venlighed og rimelighed’ som af ‘enhver samling af trossætninger’, som hans efterfølgere samlede. På trods af alt er der ingen tvivl mulig om den overvejende ånd af venlig enighed med Tolstojs doktriner. Disse mænd mødtes i London i 1861; så det kunne godt være tilfældet med både Arnold og Maude, at Tolstojs lidenskabelige tale og åbenlyse troskyldighed hjalp med til at forstærke det indtryk, som hans skriverier havde gjort på dem.

En af hans mest moderne kritikere, A. N. Wilson, født for sent til at have en sådan fordel, var tydeligvis i for høj grad præget af sin egen konventionelle opvækst til at kunne nære sympati for Tolstojs tænkning på det religiøse område. I et toogfyrre sider langt kapitel med titlen Den hellige mand, findes følgende væsentlige passage:

… Fra start til slut er det Ny Testamente indhyllet i mysterier. De problemer vil aldrig blive løst af lærde, selvom der ikke er noget galt i deres forsøg. Glimt af hvad dette mysterium var og er, kan kun begribes gennem tro. Tolstoj havde prøvet dette, men det svarede ikke. Hans rationalistiske, attenhundredetals knæ manglede sundhed, indtil de var holdt op med at knæle. Men han var nok af en russisk ortodoks til at vide, at han under de herskende omstændigheder ikke ville kunne ophøre med at bede uden kirkelig sanktion. Og så måtte selve evangelierne selv udplyndres, berøves, bestjæles for det mysterium, som er selve deres essens.[6]

Dette er synspunkter, som Wilson selv indrømmer, at han ikke længere kan stå inde for[7]. Her er en anden moderne kritiker, E. B. Greenwood, men en, der ubetinget er på Tolstojs side:

Han anvender ikke det elendige argument fra Pascal, at vi skal tage vievand og sløves, hvis vi ønsker at finde troen. Tværtimod går hele hans indsats i de religiøse værker ud på at gøre et ærligt forsøg på at adskille troens grundlæggende sandheder, som han iagttager omkring sig, fra den uvidenhed og overtro, som de er indkapslet i.[8]

Greenwood har anvendt udtrykket ‘sløves’ (‘stupefy’), Maudes oversættelse af en af Tolstojs favoritter, til at udtrykke det franske ord ‘abêtir’ . Pascal skrev som følger:

Suivez la manière par au ils ont commence: c’est en faisant tout comme s’ ils croyaient, en penant de l’eau bénite, en faisant dire des messes, etc…. Naturellement même cela vous fera croire et vous abêtir.[9]

Følg den vej, som de (dvs. de andre ikke-troende) påbegyndte: det er, i handling at gøre alt, som om de var troende, at tage helligt vand, at få sagt messer, etc. … Det er kun naturligt, at det vil få dig til at tro, og vil sløve dig.

Det er vort indtryk, at mange moderne kirkegængere ville vælge Wilsons side og hævde, at Bibelen enten må accepteres eller forkastes som helhed. Men har de da intet begreb om den periode, der skal tælles i tusinder af år, og den umålelige menneskelige indsats, der gik til dens komposition? Skal vi virkelig tro, at forfatterne, uden undtagelse, ventede på guddommelig inspiration, før de udførte den handling, der på deres tid svarede til at sætte en pen til papiret? Måske har en sådan opfattelse, fjernt fra almen erfaring, den største skyld i de tomme kirkebænke om søndagen.

Alt dette er en forfærdelig skam; for selv med en befolkning, der var 100% naturalistisk orienteret, ville Kristi lære og eksemplet i hans gode rimelighed være af uvurderlig værdi. Lad os se på en ekstrem hypotese, der i sin rationalisme går noget ud over Tolstojs, og støttet af de tilgængelige beviser. Liv opstod på urslam ved stråling mellem stjernerne, og igennem milliarder af år er det blevet udviklingsmæssigt modificeret ved hjælp af den samme bestråling på individers gener. Uhensigtsmæssige arter, udviklet på denne måde, er forsvundet ved at uddø. Menneskets artshistorie begynder for tyve millioner siden, da en uspecialiseret abeart, Prokonsul, opstod i den tørre afrikanske pliocæne tid, som en træ-levende vegetar, for at dukke frem efter omkring sytten eller atten millioner år uden fossile spor, som Raymond Darts opretstående, kødædende abe Australopithecus, med evne til at øve vold mod sine egne artsfæller og vanemæssig bruger af våben.

Under disse omstændigheder ville det da ikke være en hjælpsom antagelse at betragte Kristus som et menneske, forsynet med et muteret gen, der ikke alene manglede hans egen evne til had og vold, men også gjorde ham klar over ubevidst, at disse kvaliteter ikke længere arbejdede for menneskeracens overlevelse, men tværtimod syntes at arbejde for dens undergang?

Dette er et budskab, der mere end nogensinde før er brug for nu, hvor Australopithecus’ antilope-humerus er blevet erstattet af atommissiler, giftgas og dødelige virus. De etablerede Kirker gør sig ikke særlig åbenlyst gældende i kampen mod krig, selv krig med sådanne midler; og således var flyet med navnet Enola Gay, der smed den første atombombe over Hiroshima, velsignet af en amerikansk feltpræst før dets afgang. På Tolstojs tid havde faren længe været åbenlys; og han tordnede ubarmhjertigt imod den russisk-ortodokse kirke for dens støtte til en stat, der hvilede på og benyttede sig af vold, og for dens subtile argumenter for at ignorere kristne principper på dette område. For eksempel citerer han det argument, at forskriften om ikke at bekæmpe ondskab med vold kun gælder for det individ, der personligt lider under den. Når andre således lider, er det ens pligt at gå til forsvar. Han fortsætter således:

Hvis man personligt vurderer, hvad det er, der udgør fare for andre mennesker, er der ingen vold, der ikke kan forsvares med argumentet, at en fare truede nogen.[10]

Man behøver ikke gå ud fra, den russisk-ortodokse kirke er den eneste, der kan anklages for at tjene statens interesser ved at revidere den kristne religion. En simpel prøve er at læse Trosbekendelsen og bemærke, hvordan den springer fra ‘født af jomfru Maria’ til ‘pint under Pontius Pilatus’, som der ikke skete noget nævneværdigt ind imellem. En anden er at tænke over følgende passage fra den engelske katekisme:

Min pligt overfor min Nabo byder mig at elske ham som mig selv, og at handle mod alle mennesker, som jeg ønsker, at de skal handle mod mig: at elske, ære og adlyde min fader og moder: at ære og adlyde Kongen, og alle der har fået et embede fra ham: at underordne mig alle mine herrer, lærere, åndelige fædre og mestre: at respektfuldt underordne mig alle overordnede…

De to første af disse forskrifter er i den rene kristne ånd. Den tredje handler om loyalitet overfor familien, den naturlige kilde til fortsat sikkerhed, fra generation til generation. Kristus krævede imidlertid af sine samtidige disciple, at de skulle forlade deres familier og følge ham; men det var for at kunne møde den første missions store vanskeligheder, og kan næppe tages som et universelt budskab. Resten, fra ‘At ære og adlyde Kongen’ og frem, er fuldstændig fremmed for ånden i evangelierne, og i direkte modsætning til det eksempel, som Kristus satte os med sit eget liv. Det kan kun være formuleret med den kyniske hensigt at bøje kristen moral for at tjene de tidsbundne og materielle krav fra en skruppelløs herskende klasse, hvis natur på rette tid vil blive mere og mere tydelig.

Det kan også være af betydning, at hvor budet i 2. Mosebog 20, 13 er: “Du må ikke ihjelslå”, så er det i den engelske katekisme “Du må ikke begå mord”. En vis forskel må være med vilje; og den mest sandsynlige er den, der er mellem at dræbe af personlige årsager, hvilket er mord, og derfor forkert, og drab foretaget af dem, der har ‘fået et embede’ fra Kongen, og som i kraft af denne nye dispensation bliver tilladeligt. Tolstoj fandt ikke en sådan forskel, og det ville Kristus, kan vi være sikker på, heller ikke have fundet.

Der er intet overraskende ved dette, når man tænker på de omstændigheder, hvorunder de første katekismer på modersmålet blev introduceret. Uro iblandt Europas bønder havde været en almindelig foreteelse i tiden omkring Reformationen; og særlig Bondeopstanden i Tyskland (1424-6) havde givet de rige og magtfulde et grimt chok. Det var som svar på disse hændelser, at Martin Luther, der sympatiserede med bøndernes sag, men ikke med deres metoder, fremstillede sine to katekismer i 1529. ‘Lad folk få undervisning’ , sagde han, ‘grundlæg skoler for de fattige, lad sandheden nå dem i jævne ord på deres eget modersmål, og de vil tro’.

I England gik Book of Common Prayer (Den almindelige bønnebog), indeholdende katekismen, ud af brug under Borgerkrigen, ‘de seneste, ulykkelige misforståelser’, som den er beskrevet i forordet, men udkom i en ny udgave ‘ved Hans Majestæts lykkelige Tilbagevenden’, eller for at være mere præcis to år efter, i 1662. Det var på det rette tidspunkt: de herskende klasser stod snart efter og manglede alle de uvidende, føjelige mænd, de kunne mønstre, til at slås for sig mod hollænderne, og til at lægge grunden til det Britiske Imperium i østen.

l Rusland fornyede den ortodokse kirke dets forening med det enevældige monarki ved første verdenskrigs udbrud. Zarens manifester, hvori der erklæredes krig mod Tyskland og Østrig, blev læst op i kirkerne, hvorefter de blev slået op udenfor. De blev også læst op i Nikolaj Salen i Vinterpaladset i Skt. Petersborg; og bønner blev sagt foran ikonen af Vor Frue fra Kazan. Da zaren og zarinaen trådte ud på balkonen ud mod Paladstorvet, så de foran sig en vældig folkemængde med kongelige portrætter, nationalflag og religiøse bannere. Den kristne religions symboler skulle ikke blive anset for at være nødvendige under det nye regime, som allerede ventede på et gunstigt øjeblik.

Kapitel 4
Det kritiske sammenstød

Må nu den melankolske gud beskytte Jer, og skrædderen
Sy Jer skjorte af det taft, der ændres, for Jeres sind er alt.
Som en opal.
William Shakespeare.

Tolstojs ideer om ændring af det menneskelige samfund fremkaldte så mange formodninger, gamle og støvede, men logisk uforsvarlige, at angreb på ham af forskellige art blev uundgåelige. En af de angrebsmetoder, der burde foragtes, var den litterære pendant til forsætligt straffespark i foldbold-jargonen. Den almindelige beskrivelse af dette, nemlig at “spille manden i stedet for bolden” gør analogien klarere. Vi er allerede stødt på eksempler i A. N. Wilsons kapitel med den sarkastiske overskrift “Den hellige mand” , med dets antydninger om, at Tolstoj havde gele i knæene, og med brugen af de følelsesladede ord ‘plyndres’, ‘berøves’, ‘bestjæles’ til at beskrive udeladelsen af de mirakuløse elementer i Tolstojs version af evangelierne (Kap. 3). I fodbold spolerer denne praksis publikums glæde ved et dygtigt spil, giver en kortvarig, uretfærdig fordel og gør i ekstreme tilfælde en god kamp til et simpelt slagsmål. Den tilsvarende overtrædelse i kritikken er at forvanske eller afvise en forfatters ideer, og at mistænkeliggøre dem ved at udsprede bagvaskelse om forfatterens person. Det kan føre til det langt alvorligere, at ideer, som under andre omstændigheder kunne have medvirket til at fremme den menneskelige udvikling eller have fjernet hindringer for den, bliver forkastet over en bank.

Variationer over denne form for angreb er at sige, at han begik fejl og var usammenhængende, sagde et og gjorde noget andet, sagde det ene den ene dag, og noget andet den næste, og i det store og hele var omskiftelig i sine synspunkter.

Disse angreb er sande, som de er hvad det store flertal af menneskeheden angår. Tolstojs vane med at blande sig med bønderne og bære deres traditionelle grå flonelskofte hjemme, afløste aldrig fuldstændig hans stolthed over at tilhøre en aristokratisk familie. På samme måde besad slaviskheden en vigtig del af hans fornemmel­se af personlig identitet, men det forhindrede ham ikke i at være åben overfor vestlig indflydelse, for eksempel fra sådanne som Rousseau og Matthew Arnold. På den anden side så stod den usikkerhed, der med hensyn til hans landbesiddelser var vakt i ham, ikke altid i vejen, når han hørte omjordsalg til billige penge. Mest påfaldende, men mindst relevant, af alt, for en påskønnelse af hans værker, er kontrasten imellem hans udtalte askese og kendskabet til hans fortsatte seksuelle aktivitet, endnu efter at han var fyldt halvfjerds.

Kontrasterne i hans mangel på sammenhæng adskiller ham fra andre mennesker på endnu et område; men det var netop disse kontraster, denne evne til at se livet ud fra så mange opfattelser, der gjorde ham til den store romanforfatter, som han var. Det skal yderligere anføres til retfærdiggørelse, at noget af denne påståede mangel på sammenhæng var en udviklingsproces fra en periode i livet til en anden, som han ikke senere gik tilbage til. Fra at være jæger og kødæder blev han vegetar og nærede respekt for alle dyrs liv; og hans skyldfølelse over at eje jord overmandede ham til sidst i en sådan grad, at han gav sine godser væk, dog kun til familien.

Det var formodentlig hans ægteskab med Sofia Behrs i 1862 og familielivets glæder, der begyndte at gøre ham så lig alle andre, som han vel kunne blive. For det første, som hans ældste datter Tatjana gør det klart, skilte hans fysiske fremtræden ham ud:

Jeg husker ham, fra da han stadig var ung. Hans skæg var kastaniebrunt, nærmest rødt; han havde sort, svagt bølget hår og lyseblå øjne. Disse øjne var nogle gange venlige og kærtegnende, nogle gange muntre, nogle gange strenge og forhørende. Han var høj, bredskuldret, muskuløs, og alligevel meget hurtig og behændig i alle sine bevægelser.

På det tidspunkt var hans hår endnu ikke blevet hvidt, og hans ansigt var stadig uberørt af de lidelser og bitre tårer, som senere furede hans ansigt i den periode, hvor han søgte så glødende og i dyb ensomhed efter en mening med livet.

Idet han blev ældre, blev han hvid, begyndte at lude og skrumpede i størrelse, mens hans lyse øjne blev venligere og til tider melankolske.

Vi hørte sjældent bebrejdelser af hans mund, hverken som børn eller da vi voksede op, men når papa sagde noget, glemte man det ikke, og man gjorde, hvad han bad om, uden at fejle.[11]

Det samme øjenvidne beretter om hans børns kærlighed til ham, hans dygtighed til at opfinde spil og hans almindelige villighed til at være med i deres aktiviteter. Ikke desto mindre, før de vidste hvad han foretog sig, når han havde lukket sig inde i sit værelse alene, forstod de, at det måtte være både nødvendigt og vigtigt. Selv når Tadana så ham gøre noget, som hun syntes var modbydeligt og forfærdeligt, som da han tog en såret agerhøne op af sin jagttaske og afslappet dræbte den med en af den egne fjer, blev hendes forskrækkelse mildnet af følelsen af, at hvis hendes far kunne gøre noget sådant, så var det måske ikke så slemt. Senere i livet ville han selvfølgelig slet ikke have skudt agerhønen.

Endnu mere præcis er Tatjanas iagttagelse, som er bemærkelsesværdig for et barn på ni år, af sin fars forhold til andre voksne. Familien tilbringer sommeren 1873 på godset på stepperne nær Samara (det nuværende Kujbichev); og Tolstoj tager dem nogle gange med på besøg. Her er, hvad hun har at sige:

Papa kunne altid finde noget at tale om, som kunne interessere de forskellige mennesker, han mødte. Med mullahen diskuterede han religion, med Mikhail Ivanovitj lavede han sjov, og med bønderne talte han om forår, såning, heste, vejret … Og de reagerede alle med tillid og ligefremhed.[12]

Dette er, hvad man kalder empati, evnen til at gå ind i en andens personlighed og billedligt opleve hans oplevelser. Det gjorde ham til en stor romanforfatter – så meget er almindelig anerkendt. Det satte ham også i stand til at nå til baggrunden for verdens besværligheder og indse, at halve løsninger, som tilfredsstiller samvittigheden for mennesker i almindelighed, aldrig ville føre til varige resultater. Almindelig anerkendelse af dette synspunkt har vi endnu til gode.

Det gennemgående indtryk, som Tatjana giver af ham indtil 1879, hvor den anden af de store romaner var færdigskrevet, er af en normal, men dog noget storslået, far i en lykkelig og forenet familie. Hans senere, ukonventionelle aktiviteter og skrifter, skulle dog dele den; men hun delte hans holdninger og forblev loyal til det sidste.

Hans liv før ægteskabet havde, i kontrast hertil, været ekstremt fejlagtigt, fuldt af planer om bod og bedring, som han snart opgav, brudte aftaler om at undgå spil eller løse seksuelle forhold, og forfejlede forsøg på at finde en kone. Det sidste af disse forsøg drejede sig om en vis Katerina Alexandrovna, om hvem hans søster Marja har skrevet til ham i september 1861:

Hvis det skulle sættes i værk, ville du da ikke snart spørge dig selv, “Hvorfor gjorde jeg det?” Ville du ikke, en skønne dag, begynde at hade din kone, og tænke, “Hvis jeg blot ikke havde giftet mig…?”[13]

Da Tolstoj protesterede imod denne antagelse om sin mulige opførsel, ændrede Marja i et brev, der minder om en Molière-dialog, taktik, og rådede ham til at fri. Som hun må have regnet med han ville, trak han sig da tilbage. Hvad hun havde forudset, skete faktisk med Sofia Behrs, ikke en, men mange gange.

Dette var dog ikke alt: hans temperament kunne ofte skifte fra den ene ekstrem til den anden. Visse dage kunne han være midtpunk­tet ved en fest, synge og danse og lege. På andre, som hans datter tydeligvis foretrak at glemme, kunne han re sig som en vranten eneboer eller værre. Ved en lejlighed fandt han den gravide Sofia siddende på gulvet i færd med at rydde op i indholdet i en skuffe og skræmte ved den lejlighed husholdningen med sin bersærkergang over, hvad han mente var en uklog handling. Hvordan skal vi forholde os til denne uforudsigelige adfærd? I en epoke, der har kendt til to verdenskrige og mange mindre siden, må der være få, som ikke har oplevet lignende sager – for eksempel mænd, der i begyndelsen har været almindeligt muntre og venlige, men som deres hustruer er bange for at efterlade alene hjemme med deres sønner, for det tilfælde at de skulle tæve dem sønder og sammen med et bælte på grund af en bagatel. Når så øjeblikket med luftangreb indtræffer, kan man finde dem grædende under et bord. Noget sådant kan være resultatet af at have været udsat for granatild igennem længere tid; og Tolstoj tilbragte to år under britisk og fransk granatregn i Sevastopol. Det må have præget ham.

Så vidt jeg ved er denne forklaring endnu ikke blevet taget til indtægt for hans voldelige temperament, så klart i modsætning til hans kristne kærlighedsetik. Det vigtigste er imidlertid at slå fast, at intet af dette havde nogen som helst relevans for hans livsfilosofi. Det er uden betydning at sige: “Han hidsede sig op; han bakkede og fyldte; han røg i flint uden nogen som helst grund; som månen havde han et uendeligt antal faser; derfor er hans ideer værdiløse.” Det er de, eller det er de ikke; men i det mindste fortjener de at blive overvejede, på deres eget grundlag.

– – – –

[1] Leo Tolstoj. “What I believe” (1884) i Leo Tolstoj. A Confession – The Gospel in Brief – What I believe. Oxford University Press, 11940 (The World’s Classics). (pp. 370-406).

[2] Aylmer Maude. “Talks with Tolstoy” i Aylmer Maude. Tolstoy and his Problems. Grant Richards, 1902. (p. 27).

[3] Aylmer Maude. “Talks with Tolstoy” i Aylmer Maude. Tolstoy and his Problems. Grant Richards, 1902. (p. 192-3).

[4] Matthew Arnold. Litterature and dogma. Smith, Elder & Co., 1873. God and the Bib/e. Smith, Elder & Co., 1874.

[5] Matthew Arnold. ‘Count Leo Tolstoi’ i Matthew Arnold. Essays in criticism. Dent, 1964 (Everyman’s Library). (p. 371)

[6] A.N. Wilson. Tolstoj Hamish Hamilton 1988. (p. 326).

[7] A.N. Wilson. Against religion. Chatto & Windus, 1991.

[8] EB Greenwood. Tolstoj: The Comprehensive Vision. Dent 1975. (p. 121).

[9] Blaise Pascal. Pensées. Dent 1913 (Collection GalIia). (p. 105). (L. Brunschwig, III, 233).

[10] Leo Tolstoj. ‘The Kingdom of God is within you’ (1893) i Leo To1stoj. The Kingdom of God and Peace essays. Oxford University Press, 1936 (The World’s Classics). (p. 42).

[11] Tatjana Tolstoj. Tolstoy remembered. Michael Joseph, 1977. (p. 35).

[12] Tatjana Tolstoj. Tolstoy remembered. Michael Joseph, 1977. (p. 35).

[13] Henri Troyat. Tolstoj. Penguin Books, 1970 (Pelican Biographies). (pp. 290-1).