Kapitel 14 i
Tolstoj – Princiopper for en ny verdensorden
af David Redfearn
Hvad end det er, der hælder imod at bevare de riges rigdom,
så kaldes det konservatisme, og hvad det end er, der går ind
for noget andet, ligegyldigt hvad, kalder de det socialisme.
Richard T. Ely.
På intet andet tidspunkt i historien end i dette århundrede har verden været så meget i bekneb for profeter til at vise vejen til en sundere og mere stabil organisering af dens affærer. Men en profet forlader sig på mere end sine egne kræfter. Han behøver faciliteter til at udbrede sin lære, debattørers medvirken til at henlede offentlighedens opmærksomhed på den og, hvor det er nødvendigt, til at udlægge dem, så de bliver mere tilgængelige og forståelige for folk i almindelighed.
Det er også kritikernes opgave at advare folk imod falske profeter, de hvis lære, hvis den bliver fulgt, vil føre til en forværring af verdens tilstand eller endog til en større katastrofe. På dette område er det nødvendigt, at de er mere end almindeligt forsigtige, hvis ikke de skal forveksle det sande med det falske og dermed berøve deres læsere, og måske i sidste ende verden, en storslået mulighed. Det turde derfor være indlysende, at de selv burde læse det, som de har tænkt sig at bedømme, at læsning af udvalgte steder for at få en basisviden simpelthen ikke er nok, og at de bør gå til opgaven med et fuldstændigt åbent sind. De bør faktisk være ‘fritænkere’ i Tolstojs betydning af ordet.
De bør også huske på den beklagelige tendens på universitetskurser til at overlæsse studieplanerne i en sådan grad, at studenterne effektivt bliver opmuntret til at stole på kritikernes synspunkter og afstå fra selv at læse de kritiserede værker. Er de først blevet vænnet til en sådan metode, vil de forsat anvende den senere i livet og vil undlade på andres anbefaling at læse værker, som, hvis de læste dem, ville blive en værdifuld del af deres tænkning. Så den bedste kritiker er ham, som ikke alene formulerer en rigtig vurdering, men opmuntrer sin læser til personligt at opleve, hvad han selv har oplevet, og at formulere en vurdering på egen hånd.
Ved at se på kritikken af Tolstojs skriverier om bevidst kristendom, adskilt fra den problematiske traditionelle ledsagelse af overnaturlige begivenheder, har vi oplevet et bredt spektrum af reaktioner, spændende fra helhjertet accept til helt igennem instinktiv afvisning. Der kan kun gøres lidt for at forlige disse opponerende retninger, bortset fra at håbe på, at kristelig enighed en dag vil blive opnået på baggrund af enighed om at lade Kristi lære og ‘sød rimelighed’ være det vigtigste, og så være uenige om resten. Hvad der ville hjælpe os hen imod en sådan enighed er adskillelse af kirke og stat, eller med andre ord frigørelse fra statens indflydelse og større vægtning af menneskehedens almene velfærd.
Tolstojs stærke meninger om stater, baseret på deres tilbøjelighed til at stjæle, forfølge og myrde, har altid ført til et voldeligt svar. Det er kun, hvad man kan forvente; for ideen om den moderne europæiske stat/nation, begyndende med reformationen og gennemført med samlingerne af både Italien og Tyskland i anden halvdel af det 19. århundrede, er stadig dybt forankret i flertallet af befolkningen som en acceptabel model, på trods af to verdenskrige og fortsatte politiske kriser. Måske er der imidlertid, synes det, et tegn på, at nogle af hans kritikere følte sig kaldet til at ty til sådan noget som at fremsætte eller præsentere en sag, som ikke var Tolstojs, før de sarkastisk kommenterede den. Andre lignende uærlige tricks havde, vil man huske, form af angreb på ham for at bevise, hvad han udtrykkeligt påpegede var ubeviseligt, og til at forsøge at appellere til det dyriske instinkt til selvforsvar i en særlig situation, hvor det, som Tolstoj beklagede, var den generelle situation, som gjorde spørgsmålet om behovet for et fælles forsvar ligeså forståeligt.
Det står endnu tilbage at se på, hvorvidt kritikernes opførsel på nogen måde blev forbedret, da de skulle beskæftige sig med Tolstojs sidste svar på det universelle spørgsmål om økonomisk reform, som han havde overtaget det fra Henry George. Et enestående eksempel på til hvilke dybder, de kunne bevæge sig ned til, gives af Maude i form af kommentarer trykt i Litterature fra den 30. juli 1898 om Tolstojs syn på kunst i almindelighed, opsummeret med hans egne ord:
“Kunst er en menneskelig aktivitet, bestående af dette, at et menneske bevidst, ved hjælp afvisse udvendige tegn, overbringer andre følelser, som han selv har gennemlevet, og at andre mennesker pånødes disse følelser og oplever dem selv.”[1]
Her er, hvordan Maude introducerer artiklen fra Literature:
“For eksempel ydede en ledende artikel i Literature (30. juli 1898) forfatteren af sådant ‘simpelt vrøvl’ ‘udmærkelse imellem æstetiske letvægtere’. Efter at have skrevet, at ‘der var aldrig nogen grund til at antage… at greve Tolstojs meninger om kunstfilosofien ville være det papir værd, som den blev skrevet på’; og at fortolkeren af disse ‘fantastiske doktriner overgår alle andre fortalere for den samme teori i pervers mangel på logik’, fortsætter skribenten med en analyse af ‘den triste historie om den eminente russiske romanforfatter’ , og fortæller os, at:
“Den tanke at bede om råd fra en russisk litterat, om hvem, alt hvad vi ved, er, at han, udover sine litterære bedrifter, har hengivet sig til socialismen med stort set den samme overbevisning som en tilhører til en taler i Hyde Park en søndag eftermiddag, og ‘har fundet religionen’ i den samme ånd som en af ‘halleluja-søstrene’ fra Frelsens Hær, er jo ret beset absurd. Ingen, hvor god en forfatter han end er … har nogen ret til at bede sine medborgere om at træde ud af fornuften … og sætte sig ved siden af ham, som Alice ved siden af Hattemageren eller Marts-haren for at fordybe sig i så bindegal en tese som denne.”[2]
Denne tese synes nu fornuftig nok; men bortset fra det, hvilken mulig grund kunne skribenten så have haft til at tro, at Tolstoj havde ‘hengivet sig til socialismen’ med nogen som helst’ overbevisning’, eller for den sags skyld ‘fundet religionen’ på samme vis som Frelsens Hær? Begge udsagn er bevisligt usande; og det eneste tilbageblivende emne at overveje er, hvorvidt skribenten opfandt dem ud fra sin egen tilstand af afgrundsdyb uvidenhed eller i sikker forvisning om sin læsers.
Den største kritik af Tolstoj og hans tanker om nationaløkonomi gælder imidlertid i første omgang Henry George og dennes grundskyldstanke, og først derefter, i en bisætning, Tolstoj for hans tro på dem. Hovedeksponenten for denne slags angreb er Henri Troyat, der skriver som følger:
“Nekljudov havde prøvet at gennemføre en ublodig revolution iblandt bønderne på sit eget gods. Således, efter at have lånt sine tidligere teorier om landbrug til Levin i Anna Karenina, tildeler Tolstoj nu helten i Opstandelse sine nyeste synspunkter på emnet. Inspireret af den amerikanske socialist Henry George går Nekljudov ind for en skat på jordværdi, høj nok til at tvinge de store ejere til at overgive deres jord til staten. Skatten ville afskaffe privat ejendomsret, og staten ville omfordele den nationaliserede jord blandt alle de bønder, som dyrkede den. Det er sært, at Nekljudov (alias Tolstoj) skulle være blevet så hypnotiseret af denne pseudo-kommunistiske utopi, at han ikke har indset, at det for at føre en sådan omfordeling ud i livet ville være nødvendigt først at skifte regering, eller med andre ord, at gennemføre en radikal og formodentlig blodig politisk reform.”[3]
Og senere:
“… Han var fuld af planer: artikler om det religiøse spørgsmål, et budskab til de unge, en kommentar til Henry George’s teorier om landbrugsreform … [4]
Disse afsnit behøver nogle få kommentarer. Henry George var ikke socialist. Der er intet spørgsmål om at overdrage jorden til staten i hans bøger, eller for den sags skyld om statens omfordeling af den. Pseudo-kommunistisk utopi er en billig og meningsløs vrængen. George benægtede udtrykkeligt, som vi har set det (Kapitel 12), at hans metode kunne indføres ved hjælp af revolution, blodig eller ej. Han skrev ikke kun om landbrugsreformen, men om en omfordeling af skatten, så at den kun faldt på værdien af al jord.
Kort sagt, Henri Troyat forstod ikke Henry Georges filosofi, og er derfor dårligt i stand til at kritisere den.
A. N. Wilson når aldrig at blive så begejstret for Tolstojs synspunkter på økonomien, som han var for hans religiøse, men også han udviser en mangel på forståelse, når han behandler dem:
“… Størstedelen af befolkningen i Imperiet var fæstebønder, som blot ønskede at dyrke deres jord i fred, at eje deres egen jord og hjemføre et personligt overskud. Tolstoj kunne ikke holde med dem, fordi han betragtede det som en uimodsigelig sandhed, uddraget af Henry Georges værker, at jorden skulle være i offentligt eje. Men offentligt eje forudsætter en almægtig stat, og det ønskede Tolstoj på den anden side heller ikke.”[5]
Og senere:
“Men Tolstojs senere dagbøger er umådelig kedsommeligt fulde af de sædvanlige gammelkendte overvejelser om Henry Georges jordskat, Chertkovs moralske skønhed, Guds kærlighed og familielivets helvede.”[6]
Henry George skrev: ‘Vi må gøre jorden til offentlig ejendom.’[7] Han foreslog, udelukkende for at opnå dette, at man anvendte jordrenten som offentlig indtægt, og forudså som et resultat af denne rent skattemæssige reform en situation, hvor staten ville blive mindre magtfuld, ikke mere, som Wilson synes at tro. Det er ikke svært at forestille sig begivenhedernes udvikling. Ved indførelsen af grundskyld vil jordbesiddelse i sig selv blive uprofitabel, og jorden vil falde i hænderne på dem, som har tænkt sig at udnytte den mest effektivt. Der vil derefter ikke være yderligere grund til, at efterspørgslen efter varer af alle slags ikke skulle fremme udbuddet af dem. Arbejdsløshed vil, sammen med lave lønninger forårsaget af konkurrencen om arbejde, blive fænomener af udelukkende historisk interesse. Sammen med arbejdsløshed og fattigdom vil også den fattigdomsrelaterede hjemlige uro og kriminalitet falde, og med dem enhver undskyldning for at opretholde politi og militær som instrumenter til indenlandsk undertrykkelse.
Hvis vi et øjeblik hypotetisk antager en verdensomspændende indførelse af georgist-principperne, kan vi også med god grund være sikre på, at kampen om jord vil være en saga blot, ligesom også kampen om udenlandske markeder, hvor man kan slippe af med de produkter, som ikke kan sælges hjemme. Dermed vil den anden begrundelse for opretholdelse af nationale hære forsvinde. På baggrund af den mere sandsynlige hypotese, at kun et land indfører georgist-principperne, er det muligt, endog sandsynligt, såfremt man kan tage ved lære af de russiske og franske revolutioners historie, at det vil blive udsat for angreb fra de øvrige lande og vil behøve at bibeholde dets militær. De vil i det mindste kæmpe for en fælles sag, i stedet for skjulte særinteresser, og de vil vise sig svære at slå. De vil også være sammenslutninger af frie mænd, ligesom de romerske hære i den tidlige republik, blot i endnu højere grad, men bestemt ikke instrumenter i en almægtig stats hænder. Tolstojs første tøven angående grundskyldstanken var mest baseret på, hvorvidt den ville kræve blot en ringe statsindgriben. Det fremgår, at ingen af disse elementer tillægges værdi af Wilson, hvis grad af forståelse af det, der ligger udenfor bøgernes rige, om noget sådant findes, præcist fremgår af hans grundskole-brug af ordet’ gammel’ i ‘de sædvanlige gammelkendte overvejelser’.
Endelig er udtrykket ‘uimodsigelig sandhed’ vildledende i alvorlig grad. Wilson er tydeligvis ikke klar over, at George nåede sine konklusioner om privat ejendomsret til jord som resultatet af omhyggelige og logiske argumentationer. Han er også for utilstrækkeligt bekendt med George’s værker til at kunne påtage sig at kritisere dem.
E. J. Simmons bedømmelse er ligeså tvivlsom:
“Tolstoj læste, efter først at være blevet tiltrukket af Fremskridt og fattigdom, andre værker af George, begyndte at kommentere ham i sine skriverier så tidligt som i 1884, og skrev artikler om hans ideer. Han talte også for hans plan om at afskaffe privat ejendomsret til jord og om grundskyldstanken til alle, som gad lytte, og korresponderede med George, hvis besøg på Jasnaja Poljana alene blev forhindret af amerikanerens død. Der er svagheder i denne teoretiseren, som Tolstoj ikke mente gik langt nok, men han betragtede planen som et praktisk svar på kræftsvulsten i Ruslands økonomiske system -bøndernes længsel efter jord. Skønt han betragtede Georges patentløsning [nostrum. anm. udg.] som i bedste fald et kompromis og beklagede, at skatten skulle opkræves af en regering baseret på vold, så var han villig til at acceptere disse ulemper, fordi det større gode for et større antal ville blive tilgodeset.”[8]
Tolstoj blev først tiltrukket af Samfundets Livsspørgsmål, ikke af Fremskridt og fattigdom. Hvori bestod svaghederne i Georges teoretiseren? Når George selv fandt svagheder i andre folks teorier, påtog han sig besværet med at citere de relevante passager og pege nøjagtigt på, hvad han betragtede som forkert. Det er den eneste tilfredsstillende fremgangsmåde. På hvilke områder mente Tolstoj, at Georges teorier ikke gik langt nok? Det har vi sandelig krav på at vide. Eller er det bare en anden måde at gøre Henry George til ‘volapyk’? Det er brugen af ordet ‘nostrum’, defineret i Chambers ‘s Twentieth Century Dictionary som ‘enhver hemmelig kvaksalver eller patentmedicin’, så sandelig. Den mest sandsynlige virkning af dette er at påføre den uindviede læser fordomme og afholde ham fra selv at læse Henry Georges værker.
Theodore Redpath er også ekspert i at anvende nedsættende vendinger. Han skriver:
“… Bogen Opstandelse forsvarer nationalisering af jorden og påligningen af fuld grundskyld, i tråd med Henry Georges system. Dette ville have forårsaget en tilbagevenden til jorden.”[9]
Nationalisering af jorden er en yderst misvisende beskrivelse af det, som Henry George foreslog. I almindelig forståelse indebærer dette et system til kompensering, som George, af letforklarlige årsager, var fuldt og helt imod. Dette ville også medføre en forøgelse af bureaukratiet, hvor han mente, at den fordelende funktion ville blive bedre varetaget af de frie markedsmekanismer. Det er sandt, at hans grundskyldsforslag ville forårsage, at uanvendt jord, eller jord som blev utilstrækkeligt anvendt af besidderne af skødet, ville komme på markedet til en lavere pris, og derved ville de, som ellers ville være forhindret i det, få mulighed for at beskæftige sig med landbrug. Det er næppe fair at beskrive en så nyttig proces som en ’tilbagevenden’.
Efter sådanne ladede og forudindtagede kommentarer til Tolstojs omvendelse til Henry Georges grundskyldstanke, kommer det som en lettelse at læse nogle, som i det mindste er holdt i en neutral tone. Måske kan deres neutralitet fortolkes som en stiltiende accept. Her er Viktor Shklovski, der som borger i Sovjetunionen måske kunne forventes at være enig med en doktrin, som fandtes i Det kommunistiske manifest fra 1847. De første ord refererer til Tolstojs anarkisme:
“Der er intet behov for en regering, og alligevel syntes det som om, at den frigivelse af jorden, som måtte finde sted, bedst kunne foranstaltes på zarens ordre. Skønt zaren var ung, forvirret og bange for sine slægtninge, kunne han stadig overgive et dekret om frigivelse af jord. Dette dekret, støttet ved indførelsen af en skat på jord som eneste skat, ville gøre den private ejendomsret over store arealer uprofitabel.
Der var en fejl i logikken på dette sted: der var intet behov for en regering, men der var behov for en regeringshandling; der ville være modstand imod jordreformen, og modstanden ville det være nødvendigt at besejre, men ikke med magt. Overtalelse var det eneste acceptable kampmiddel.[10]
Og længere henne:
“Hans jordreformprojekt efter Henry George blev ikke accepteret. Det var ikke brugbart for bønderne nu, hvor de næsten havde genvundet deres jordstykker. Hvor umådeligt høj prisen end var, så havde de betalt den.”[11]
Det er en observerende kommentar. Bønderne, som ‘næsten havde genvundet deres jordstykker’ som en følge af ordningen af 1861, ville som følge af dette snart slutte sig til den jordejende klasse, med tilladelse til at modtage leje såvel som løn. De ville bestemt gå imod Georges reform, uden skelen til omkostningerne for de kommende generationer, som ville være nægtet adgang til jord. For ikke alene ville forholdene for disse uheldige aldrig blive forbedret med en sådan halvhjertet reform som den fra 1861, de ville endog blive forværret. Her er Henry George om emnet, hvor han diskuterer forholdene i Frankrig og Belgien, som under den franske revolution havde været udsat for lignende omfordelinger:
“Præcis hvad der kan udrettes ved en større deling af jord, kan man se i de distrikter i Frankrig og Belgien, hvor minutiøs opdeling bliver foretaget. At en sådan opdeling i det store og hele er meget bedre, og at den giver et langt mere stabilt grundlag for staten end det, som findes i England, kan der ikke være tvivl om. Men at den ikke sætter lønningerne i vejret, ligesom den ikke forbedrer forholdene for den klasse, som kun har sin arbejdskraft, er lige så klart. Disse franske og belgiske bønder praktiserer en økonomi så striks, at noget lignende ikke kendes iblandt de engelsktalende folk. Og hvis sådanne iøjnefaldende symptomer på fattigdommen og fortvivlelsen i de laveste klasser ikke fremgår så tydeligt, som på den anden side af Kanalen, må det skyldes, vil jeg mene, ikke blot dette faktum, men et andet faktum, som er skyld i den minutiøse opdeling af jorden – at den materielle fremgang ikke er gået ligeså stærkt.
Befolkningen er ej heller vokset med den samme hast (tværtimod er den nærmest stagneret), ligesom forbedringer i produktionsmetoderne ikke har været så store. Ikke desto mindre skriver monsieur de Laveleye, som har en forkærlighed for små foretagender, og hvis udsagn derfor vil have større vægt end de engelske observatører, som kan mistænkes for at være forudindtagede til fordel for systemet i deres hjemland, i sin undersøgelse af jordsystemerne i Belgien og Holland, udgivet af Cobden Club, at arbejdernes forhold er værre under dette system med minutiøs fordeling af jord, end de er i England; for fæsterne – for fæsteri er stadig vidt udbredt, selv hvor fordelingen er mest gennemført – afkræves en ublu leje med en nådesløshed, som er helt ukendt i England, og selv i Irland, og stemmeretten er ‘i stedet for at hæve dem op på samfundsstigen, blot et middel til at umyndiggøre og udmyge dem, for de bliver tvunget til at stemme i overensstemmelse med jordejerens diktat, i stedet for at følge, hvad deres egne fordele og overbevisninger dikterer dem. “[12]
Shklovski antyder eksistensen af lignende forhold Rusland, forårsaget af den samme fejlagtige reform:
“… der var et samfund med genudstykning af jord, men indenfor samfundet var der bønder, som slet ikke ejede nogen jord, bønder med dårlige jordlodder, og kulakker, som ansatte arbejdskraft og lejede jord. “[13]
Henry Gifford er en anden neutral kommentator:
“… Han blev en varm fortaler for den samtidige amerikanske økonom og reformator Henry Georges forslag om skat på jordværdi, som Nekhijudov i Opstandelse forklarer sine bønder (II,ix): ‘Der sad et godt hoved på ham, den Zhorzha’, siger én. Men igen, når han blev presset af Aylmer Maude, blev han tvunget til at indrømme, at systemet behøvede en regering til at administrere det, og ideelt set var han imod enhver regering. Behovet for at være entydig gav ham mange bryderier. Men Bjergprædikenen er ikke andet end en række svære valg, og dens anbefalinger er drastiske.”[14]
Er dette en stiltiende accept? Eller kan vi betragte Giffords valg af citat fra Opstandelse som mere end det? l hvert tilfælde må det indrømmes, at hverken han eller Shklovski på forhånd har givet læseren en idé om, hvad det var, som Henry George gik ind for, eller hvorfor Tolstoj var så tiltrukket af det.
Det samme må man, desværre, sige om Aylrner Maude, Boswell overfor Tolstojs Johnson. I Talks with Tolstoy[15] er han optaget af at forsyne Tolstojs anarkisme med behovet for en eller anden form for regering til at indføre fuld grundskyld. Hvis der skal være love, så lad det være gode love, er synspunktet, som han tilskriver sin ven. Han gør sig også stort besvær med at beskrive Tolstojs reaktion på den i begyndelsen langsomme udvikling af grundskyldstanken i England. Han går ikke længere end dette. I biografien fremfører han sært tvetydigt:
“… Henry Georges Samfundets Livsspørgsmål og Fremskridt og Fattigdom var bøger, som med deres dybe følelser, klare holdning, brede indfaldsvinkel, forargelse over den eksisterende ulighed og fravær af praktisk, administrativ forklaring var udtænkt for at sikre hans varme sympati.”[16]
Dette er i hovedsagen rigtigt; men hentydningen til, at hverken Tolstoj eller George var praktisk anlagte, kunne være skadelig. Og, når alt kommer til alt: ville man så have forventet, at George skulle fremstille et system, som skulle kunne indføres overalt? Hvad han har at sige om praktiserbarheden er følgende:
“Det er heller ikke nødvendigt for staten at beskæftige sig med at opkræve lejen til dækning af de offentlige udgifter og dermed give de muligheder for nepotisme, hemmelige aftaler og korruption, som dette ville medføre. Det er ikke nødvendigt, at der bliver skabt et nyt maskineri. Maskinen findes allerede. I stedet for at udvide behøver vi blot at forenkle og nedskære den. Ved at give jordejerne en procentdel af lejen, hvilket sikkert vil udgøre meget mindre end udgifterne og tabet i forsøget på at udleje jord igennem statsagenturer, og ved at gøre brug af det eksisterende maskineri, kan vi, uden at chokere nogen, gennemføre den lige ret til jord ved at opkræve en leje til almenhedens brug…”[17]
Konfronteret med dette, hvad skal man så stille op med udsagn som Troyats ‘… Staten vil omfordele den nationaliserede jord…’? Er det eksempler på uvidenhed eller på bevidst fordrejning? Vi ville i dag nok sige, at Georges koncept ville være udmærket ved de første, forsigtige skridt, men at det hen ad vejen nok ville gøres til et system med offentlige auktioner, hvor lejerne blev budt, i stedet for faste priser. Ikke desto mindre er dette ikke nogen undskyldning for at tilskrive George ideer, som han aldrig udviklede.
I forlængelse af Maude må det imidlertid siges, at han yder Tolstoj mest retfærdighed ved at citere en kommentar fra en bonde/forfatter Sememov fra en samtale, som denne havde haft med Tolstoj vedrørende jordbesiddelse. Desværre fremgår det, at Sememov ikke fuldt ud havde forstået, hvad herren talte om:
.. ,Men ville en sådan skat ikke blive alt for tung for dem, som arbejder med jorden?’ ‘Slet ikke! Skatten ville andrage så meget, som jorden ville yde uden arbejde, i kraft af sin frugtbarhed og placering i forhold til et marked. Hvis den ville kunne give græs til en værdi af tre rubler, så ville det være skatten. Hvis et marked var placeret så nær ved, at man kunne få et godt udkomme ved at have et handelsgartneri, ville man skulle betale mere, og hvis jorden var i hovedgaden i Moskva, ville man skulle betale en hel del for den, men det ville være ganske rimeligt, for det er ikke ejeren, der giver jorden dens værdi, men hele samfundet, og samfundet skal kunne tage det tilbage, som retmæssigt tilhører det!’ “[18]
Det er selvfølgelig en fejl at sige, at et stykke jords ‘frugtbarhed og placering i forhold til et marked’ skulle yde noget som helst uden arbejde. Hvad det ville have været rigtigt at sige, er, at skatten ville repræsentere fordelen forårsaget af en særlig frugtbarhed og gunstig placering i nærheden af et marked. Det kan frygtes, at Maudes ukritiske gentagelse af denne lapsus viser, at hans eget begreb om emnet ikke var det stærkeste.
Overordnet ved vi nu, at budskabet i dette særlige udvalg af meninger er, at Tolstoj ikke blev godt betjent af sine kritikere, når det gælder hans bidrag til nationaløkonomien. Skønt det kun er et lille udvalg, er det formodentlig repræsentativt nok; for litterater er ikke kendte for deres kendskab til Henry Georges værker.
Viktor Shklovski slutter sin bog med en bevægende gestus. Efter at have fortalt historien om Samson og filistrene, konkluderer han følgende:
“Sorgen, vreden og folkets opvågnen har alle fundet deres udtryk i Lev Tolstojs store værker.
Hele sit liv tilskyndede folk, som omgav ham, ham til at være rimelig, men han var en af dem, som rystede søjlerne i deres templer.”[19]
Templerne faldt i Rusland og andre steder, kun for at blive erstattet af andre, som nu til gengæld er blevet rystet. Den nuværende generation bærer ansvaret for at genopbygge dem, så de kan holde.
– – –
[1] Leo Tolstoj. ‘What is art?’ (1898) i Leo Tolstoj. What is art? and essays on art. Oxford University Press, 1830 (The World’s Classics). (p. 123)
[2] Aylmer Maude. ‘Tolstoy’s view of art’ (1900) i Aylmer Maude. Tolstoy and his problems. Grant Richards, 1902. (pp. 66-7). (Kursiv tilføjet).
[3] Henri Troyat. Tolstoj. Penguin Books, 1967 (Pelican Bibliographies). (p.757).
[4] ibid. (p. 796).
[5] A. N. Wilson. Tolstoj. Hamish Hamilton, 1988. (p. 476).
[6] ibid. (p. 495).
[7] Henry George. Fremskridt og Fattigdom (1879). Nyt Nordisk Forlag 1975 (Bog 6, kapitel 2 – p. 181).
[8] E. J. Simmons. Tolstoj. Routledge & Kegan Paul, 1973 (Routledge Author Guides). (p. 216).
[9] Theodore Redpath. Tolstoj. Bowes & Bowes, 1960 (Studies in Modern European Literature and Thought). (pp. 82-3).
[10] Viktor Shklovsky. Lev Tolstoy. Moscow Progress Publishers, 1978. (p. 690).
[11] ibid. (p. 698).
[12] Henry George. Fremskridt og Fattigdom (1879). Nyt Nordisk Forlag 1975 (Bog 6, kapitel l – p. 101).
[13] Viktor Shlkovsky: Lev Tolstoy. Moscow Progress Publishers, 1978. (p. 691).
[14] Henry Gifford. Tolstoj. Oxford University Press, 1982 (Past Masters). (pp. 56-7).
[15] Aylmer Maude. ‘Talks with Tolstoy’ i Aylmer Maude. Tolstoy and his problems. Grant Richards, 1902.
[16] Aylmer Maude. The Life of Tolstoy. Oxford University Press, 1987. (Vol. ii – p. 328).
[17] Henry George. Fremskridt og Fattigdom (1879). Nyt Nordisk Forlag 1975 (Bog 8, kapitel 2 – p. 233).
[18] Aylmer Maude. The Life of Tolstoy. Oxford University Press, 1987. (Vol. ii – pp. 340-1). (Kursiv tilføjet).
[19] Victor Shklovsky. Lev Tolstoy. Moscow Progress Publishers, 1978. (p. 775).