Kapitel 16 i
Tolstoj – Principper for en ny verdensorden
af David Redfearn

Verdensorganisationen debatterer nedrustning i det ene værelse, og i de næste flytter den de springere og bønder, som gør nationalt våbenberedskab nødvendigt.
E. B. White.

Vi har allerede set Tolstoj tordne imod de kapitalinteresser, og imod de stater, som støttede dem, som havde forårsaget både boerkrigen og den russisk-japanske krig, inden for få års interval (kapitel 6). Men han gjorde mere end at kommentere de aktuelle internationale forhold i løbet af de sidste ti år af sit liv; han kastede sig ud i forudsigelser for fremtiden, hvor han sammenlignede sin egen tids kristne verden med et menneske, som havde mistet den rette indstilling og upåvirket fortsatte i samme retning, men bliver bevidst om en kommende løsning:

“Det er der, hvor den kristne humanisme befinder sig i vor tid. Det er ganske tydeligt, at hvis vi fortsætter med at leve, som vi gør – alene styret i vore private liv og i vore nationalstater af begær efter personlig velfærd for os selv og vore stater, og vi har tænkt os, som vi gør nu, at sikre denne velfærd med vold – derved vil midlerne til vold mellem mennesker og vold imellem staten forøges, og vi vil først ødelægge os selv mere og mere ved at investere en større del af vores produktivitet i våben, og så blive mere og mere degenererede og ødelagte ved at dræbe de fysisk bedste mænd i krige.

Hvis vi ikke ændrer vores livsførelse, vil dette være så sikkert et perspektiv, som det er matematisk sikkert, at to ikke-parallelle rette linjer vil mødes. Og ikke alene er det teoretisk sikkert, men i vor tid bliver vore fornemmelser såvel som vores bevidsthed overbevist om det. Det middel, som vi nærmer os, er allerede synligt, og selv det mest jævne, naive og uuddannede folk kan ikke undgå at bemærke, at vi ved i stigende grad at bevæbne os imod hinanden og slagte hinanden i krig uundgåeligt vil nå til gensidig undergang, som edderkopper i en krukke.

En ærlig, alvorlig og fornuftig mand kan ikke længere trøste sig med den tanke, at tingene kan løses, som det tidligere blev antaget, i et verdensomspændende rige som Rom, eller som Karl den Stores eller Napoleons riger, eller ved pavens middelalderlige, åndelige kraft, af alliancer, af den politiske balance i det europæiske samarbejde og fredelige internationale tribunaler, eller, som nogen har tænkt, ved en vækst i de militære styrker og opfindelse af nye og stærkere ødelæggelsesvåben. [1]

Verdensomspændende riger eller pavens åndelige kraft er ikke længere for alvor under overvejelse som løsninger på problemet om fredelig ledelse af verden, og behøver ikke optage os her. Alliancer er derimod en anden sag, og værd at ofre grundig overvejelse. Havde Tolstoj ret? Da han afleverede denne vurdering af deres uanvendelighed med hensyn til at forhindre krig, tænkte han sikkert på en indsats, som han selv engang havde gjort i det små for at modvirke de forhandlinger, som førte til den alliance mellem Frankrig og Rusland, der i så høj grad medvirkede til de fatale begivenheder i juli 1914. Vores viden om denne begivenhed skyldes de optegnelser, som Anna Seuron, en fransk kvinde, der var guvernante for familien fra 1882 til 1888, havde foretaget.

Det var i 1886, at Paul Deroulecte, der var kommet til Rusland for at arrangere præliminærsiderne, af ren nysgerrighed besluttede at besøge den litterære gigant på Jasnaja Poljana. Mødet imellem ikkevolds-apostlen og forfatteren til Chants du Soldat (Soldatens Sange) var venligt nok; men gæsten havde ingen opbakning, da han sagde, at han håbede, at en ny krig snart ville føre til, at Alsace/Lorraine kunne blive genforenet med Frankrig. Han blev yderligere skuffet, da han udtrykte et ønske om at høre, hvad bønderne havde at sige om den planlagte alliance. Tolstoj præsenterede ham for nogle af dem ude i markerne, og bad dem sige, hvad de mente om ideen om at kæmpe imod tyskerne, som franskmændenes allierede. ‘Hvorfor?’, spurgte en af dem, med navnet Prokopi. ‘Lad franskmanden komme og arbejde sammen med os og tage tyskeren med sig. Når vi er færdige, vil vi sammen gå en tur. Og vi vil tage tyskeren med os. Han er et menneske ligesom alle andre.’[2] Déroulède var bestemt ikke glad.

Franskmændene havde, udover genvindelsen af Alsace/Lorraine, et andet motiv til at udkæmpe en sejrrig krig med Tyskland – nemlig de voksende tyske kommercielle ambitioner i Afrika.[3] Tidligere uoverensstemmelser med Storbritannien var bilagt i 1904 ved en aftale, hvor briterne, til gengæld for fransk accept af en overvejende britisk indflydelse i Ægypten, en væsentlig kilde til råmateriale til bomuldsindustrien, ikke skulle blande sig i de franske interesser i Marokko, som mest vedrørte mineudvinding af jernmalm. Udover dette er det bemærkelsesværdigt, at Storbritannien var Marokkos betydeligste handelspartner, og bestemt ikke ønskede at se voksende tysk indflydelse i området.

Den nyfundne solidaritet, der ikke var en formel alliance, men forstærket af hær- og flådestabssamtaler, blev først afprøvet i 1911, to år efter en fransk-tysk aftale med det formål at sikre Frankrigs ‘politiske interesser’ i Marokko, så længe som Frankrig ville sikre Tysklands ‘økonomiske ligestilling’. Det tyske firma Brødrene Mannesmann havde sikret sig visse minerettigheder, som franskmændene ikke anerkendte, fordi de var i konflikt med krav fra den internationale Union des Mines Marocaines. Samtidig fortsatte franskmændene med at stramme grebet om landet med politi og soldater, som formodentlig ikke vidste meget om, hvad der var på færde. Tingene kulminerede i 1911 med en opstand blandt marokkanske høvdinge, under hvilken Fez blev besat af franske tropper.

Tyskerne valgte at betragte denne handling som en overtrædelse af den to år gamle aftale, og sendte kanonbåden Panther ind i Agadirs havn. Deres angivelige grund var at beskytte tyske ‘interesser’; men deres virkelige grund var at sikre sig en stærk forhandlingsposition, så de ville kunne forlange kompensation et andet sted, hvis franskmændene ville etablere et protektorat i Marokko. Her kommer de britiske handels-‘interesser’ til hjælp, udtrykt af Lloyd George. Han gjorde det klart i sin berømte Mansion House tale, at Storbritannien i enhver konflikt ville danne front med Frankrig. Efter at have fordøjet denne besked, valgte tyskerne en mere forsonlig holdning og accepterede ideen om det franske protektorat til gengæld for kompensation i form af mere end 100.000 kvadratmil af Fransk Congo. Krigen blev på et hængende hår afværget ved denne lejlighed; men man føler, at Tolstoj, om han stadig havde været i live, ville have været berettiget til at pege på, at de samme kræfter, som han havde identificeret som årsagerne til krig, på trods af hans offentligt udtrykte advarsler, stadig var på spil, men endog mere farligt, og at den fransk-britiske uformelle alliance ved næste sammenstød ville få fatale konsekvenser.

Den russisk-japanske krig havde ikke anfægtet de russiske imperialistiske ambitioner længere imod sydvest, også baseret på annekteringen af andre folkeslags jord, som Tolstoj havde bemærket det. Et projekt var en koncession til at bygge en jernbane fra den russiske grænse til Teheran, den persiske hovedstad, og til at søge langs den efter olie og kul.[4] En indsats af denne slags vakte naturligvis mistanke blandt de britiske imperialister, for hvem hele Mellemøsten var af yderste vigtighed som en første forsvarslinje til beskyttelse af deres indiske interesser – i hovedsagen salget af bomuld og jern – imod de europæiske rivaler. Mistanken var heller ikke ubegrundet. I 1906 skete der imidlertid det, at de russiske udenrigsaffærer blev overtaget af Alexander Izvolski, som mente, at Rusland og Storbritannien hellere skulle være allierede end fjender. Han havde gode grunde hertil, på grundlag af vurderinger af det vidtforgrenede spil om ‘nationale interesser’; for efter Kaiser Wilhelm IIs tronbestigelse blev det klart, at tyske ‘interesser’ var bundet til en monopolisering af Tyrkiet som deres indflydelsesområde. Så i 1907 blev en aftale imellem Storbritannien og Rusland underskrevet, hvorved deres modstridende interesser i Persien, Afghanistan og Tibet blev afgjort.

Af mere umiddelbar betydning for udbruddet af første verdenskrig var russernes langvarige forsøg på at opnå kontrol med Dardanellerne og, som konsekvens af dette, opnå adgang til Middelhavet for deres Sortehavs-flåde. Dette ville, fra de østrig­ungarske herskeres synspunkt, have været en katastrofe, som af al magt måtte afværges, endog med en krig, hvor de trods alt ville have Tyskland på deres side. De var også dybt involveret i undertrykkelsen af deres folk og bevarelsen af det værdifulde, for russerne så fristende, aktiv, oliefelterne i Galicien.

Det må have været en realistisk vurdering af sandsynlighed, grænsende til vished, om Tysklands støtte til Østrig, som fik den russiske administration og generalstab til at beordre og formulere en mobiliseringsplan rettet imod begge lande på en gang. Et forsøg i sidste øjeblik på en delvis mobilisering kun rettet imod Østrig ville, som resultat, have forårsaget en håbløs forvirring. Så den russiske generalmobilisering, som blev sat i værk den 30. juli 1914 som et modtræk imod den østrigske invasion i Serbien, førte til, at de tyske forsøg på at komme deres allierede til hjælp blev udsat, og til den øjeblikkelige iværksættelse af de tyske krigsplaner om et overraskelsesangreb på Frankrig. Izvolskis omtalte udråb ‘C’est ma guerre!’ (‘Det er min krig!’) må grundlæggende have været sand. Er det muligt at betvivle, i lyset af disse ulykker, at Tolstoj havde ret med hensyn til alliancer? Frem for at forhindre krige, hjalp de dem til at sprede sig.

Hvis Paul Déroulède havde gjort sig den ulejlighed at forklare Tolstojs bondeven Prokopi, hvad han vidste om den økonomiske og politiske baggrund for den foreslåede alliance, ville den sidstnævnte så have været mere tiltalt af tanken om at slutte sig til Frankrig for at kæmpe imod Tyskland? Det er næppe sandsynligt. Ej heller, kan man forestille sig, ville den almindelige englænder, bebyrdet med den samme viden, være styrtet afsted for at lade sig indrullere med den samme entusiasme, som han faktisk udviste, hvis ikke det var udsigten til regelmæssige ordentlige måltider, der mest tilskyndede ham. Til alt helt for de britiske myndigheder var det ikke nødvendigt for dem at afsløre sagens rette sammenhæng, nemlig at de forsvarede og måske endog håbede på at udvide de britiske interesser i Afrika og andre steder. I stedet gjorde de mest muligt ud af den tyske krænkelse af belgisk neutralitet.

Da krigen var ovre, blev den allierede sides virkelige motiver afsløret med tilbageleveringen af Alsace/Lorraine og konfiskationen af de tyske kolonier. Dette sidste var der allerede, mens krigen stadig stod på, sørget for med en hemmelig aftale, som også tillod en russisk overtagelse af Konstantinopel og den længe ønskede frie adgang til Middelhavet. Det russiske nederlag og den separate fredsaftale i Brest-Litovsk satte imidlertid en stopper for dette håb.

I mellemtiden begyndte de tidligere krigere at udvise tvivl om gyldigheden af de grunde, som de havde kæmpet for. Den mest bemærkelsesværdige af disse var tyskeren Erich Maria Remarque, hvis roman Im Westen Nichts Neues (Intet Nyt fra Vestfronten) i England blev trykt i et oplag på 300.000 på blot det ene år 1929. Her er fortælleren Paul Baumers tanker om en gruppe russiske krigsfanger – var de ikke modstykket til Tolstojs bondeven Prokopi? – som han bevogter:

“Jeg ser deres sorte omrids, deres skæg bevæger sig i vinden. Jeg ved intet om dem, bortset fra at de er fanger; og det er netop det, der bekymrer mig. Deres liv er ubemærkede og skyldfri; – hvis jeg kunne vide mere om dem, hvad deres navne er, hvordan de lever, hvad de venter på, hvad der plager dem, så ville mine følelser have et objekt og kunne blive til sympati. Men som det er, opfatter jeg bag dem kun dyrets lidelse, livets forfærdelige melankoli og menneskers ubarmhjertighed. En kommando har gjort disse tavse skikkelser til vore fjender; en kommando kunne måske gøre dem til vore venner. Ved et bord underskrives et dokument af nogle personer, som ingen af os kender, og så i nogle år bliver selve den forbrydelse, som tidligere modtog verdens fordømmelse og den hårdeste straf, von højeste mål. Men hvem kan drage en sådan linje, når han ser på disse stille mænd med deres børneansigter og apostel­skæg! Enhver underofficer er mere fjende for en rekrut, enhver skoleinspektør for en elev, end de er for os. Og alligevel ville vi skyde på dem igen, og de på os, hvis de var frie.[5]

De kursiverede linjer kunne have været skrevet af Tolstoj selv: den skødesløse forargede henvisning til de politiske processer ville have været typisk. Det ville også det underforståede, at krig er mord. Måske læste Remarque faktisk nogle af Tolstojs anti-stats, anti-krigs artikler. Hvad der er sikkert, er, at mellemkrigstidens Nazi-Tyskland blev for varmt for ham, og han søgte tilflugt i USA, hvor han senere giftede sig med Paulette Goddard, tidligere gift med Charles Chaplin, en anden fritænker. Han blev amerikansk statsborger i 1947.

Det er blevet påvist, at alliancer ikke er nogen garanti for verdensfreden; men ville ‘den politiske balance i den europæiske koncert og fredelige internationale tribunaler’ klare sig spor bedre? Det førstnævnte eksperiment er først lige ved (1991) at blive sat i værk; og ideen om et fælles monetært system forårsager allerede megen uenighed. Vi kan imidlertid kun vente og se tiden an. Netop ideen om et internationalt tribunal som erstatning for krig er aldrig blevet afprøvet i virkeligheden, men man kan imidlertid ikke andet end tilslutte sig Tolstojs kommentar, som følger lige efter det citerede afsnit: ‘Men hvem ville sikre lydighed mod tribunalets beslutning mod en stridende part, som har en hær på millioner af mænd?’ Hvem mon! Imidlertid var Folkeforbundet, etableret efter første verdenskrig, planlagt efter sådanne principper og fortjener en detaljeret behandling.

Dets vedtægter var således. Først og fremmest måtte hvert medlemsland ‘love at respektere og bevare alle Forbundsmedlemmers territoriale integritet og eksisterende politiske uafhængighed imod udefrakommende aggression’. Efter at have accepteret dette påbud, havde de som individer ret til at rapportere enhver hændelse, som kunne tænkes at bringe freden i fare enten til Rådet eller Forsamlingen, og forpligtelsen til ikke selv at ty til krig før mindst tre måneder efter afslutningen af voldgiftsforhandlingerne. Kollektivt var de forpligtet til at indstille alle kommercielle, finansielle og personlige kontakter med enhver aggressor og afvente Rådets beslutning om, hvilke videre skridt var nødvendige. Dette var indførelsen af sanktioner. Det stod helt klart, at hvis noget medlem af Forbundet blev angrebet, så forventedes det, at alle andre medlemmer på den måde kom det til undsætning. Fine ord; men ville de være en sådan handling voksen?

Den første prøve kom den 18. september 1931 med de japanske troppers overraskelsesangreb på forskellige punkter på Den Sydmanchuriske Jernbane og den efterfølgende etablering af marionetstaten ‘Manchukuo’ i Kinas nordøstlige provinser. Motiverne var bl.a. det velkendte imperialistiske, som havde ført til den tidligere strid (1904-5) imellem Japan og Rusland, modstand imod kommunisme i både Kina og Rusland og afledningen af den japanske arbejderklasses opmærksomhed fra dens sørgelige økonomiske forhold ved at give den falske forhåbninger for fremtiden.

Der er ingen tvivl om, at denne aggression udgjorde en trussel imod Kinas territoriale integritet og eksisterende politiske uafhængighed. Faktisk erklærede Folkeforbundets Forsamling, at det forholdt sig således efter et vist pres fra de mindre stærke stater; men der blev ikke gjort noget forsøg fra nogen stats side på at indføre sanktioner imod Japan. Der var en god undskyldning for dette. Storbritannien var det eneste medlem af Forbundet, udover Japan selv, som kunne anses for at være i besiddelse af stor indflydelse i Fjernøsten; for USA var ikke medlem. De ventede alle på Storbritannien.

Den britiske indstilling blev snart afsløret. Japan havde allerede problemer og var gået i gang med at rette dem på den eneste måde, som var mulig. Kina skulle indgå i direkte forhandlinger på grundlag af respekt for Japans rettigheder i Manchuriet. Hvorfor, i himlens navn? Japan skulle trække sig tilbage til gengæld for at modtage kompensation for sine bekymringer. Hvorfor ikke øjeblikkeligt? I mellemtiden ville briterne ikke vide af sanktioner af nogen art overfor japanerne, så længe de iagttog respekt overfor de britiske handelsinteresser i Kina. Så intet blev gjort.

Den anden prøve kom i marts 1935, da italienske forberedelser til et angreb på Abessinien forårsagede en formel henvendelse fra Abessinien til Forbundet om at gribe ind. Mussolinis intentioner var blevet klart udtrykt i et interview, som han senere det samme år gav til en fransk journalist:

“Det nye Italien har brug for plads til sine millioner af børn, alt for mange til dets egen jord; og der, på Afrikas højslette, på et område dobbelt så stort som Frankrig, finder man et af de sidste områder, der stadig er ubeboet, og hvor den hvide race kan blive akklimatiseret og finde et sted at leve.”[6]

Endnu engang udviste briterne en afventede holdning; for Stor­britannien var den dominerende sømagt i Middelhavet og sad på nøglepositionerne ved Gibraltar og Suez. Det ville have relativt let at standse den italienske invasion i Abessinien, som løb ind i problemer, der kun blev løst ved hjælp af brugen af sennepsgas; men der var jo lige det, at Mussolinis fascister stod i vejen for en social revolution i Italien, og en mulig derpå følgende spredning af den frygtede kommunisme, ved at lede de fattige klassers tanker i retning af den frit opfundne storhed, som kolonisering ville medføre. Sanktioner blev ikke engang overvejet, førend det var for sent. Endnu engang blev intet gjort.

Efter disse to fiaskoer er det tvivlsomt, om sanktioner overhovedet blev overvejet, da Hitler gik i gang med sin erobringspolitik – Rhinlandet, Østrig, Tjekkoslovakiet. Der blev kun talt om ‘kollektiv sikkerhed’ ved hjælp af alliancer; men den eneste alliance, som det var værd at have efter Tjekkoslovakiets fald, nemlig en med USSR (som begivenheder under den påfølgende krig skulle vise) blev undgået – for var, når alt kommer til alt, ikke det kommunistiske USSR den virkelige fjende? Så man forsøgte sig med Polen og fik en aftale. Under alle omstændigheder burde oplevelsen et kvart århundrede tidligere have gjort det klart, at alliancer ikke forhindrer krige, men får dem til at spredes.

Slutningen på anden verdenskrig bringer os i alt væsentligt til centrum i den verdenssituation, som vi har stået overfor indtil december 1991; vi står overfor det sidste spørgsmål: ‘Giver Tolstojs tænkning os nogle spor i retning af at finde tilbage til den udvikling, som vi har forladt?’ Der er bestemt ikke andre, der ser ud til at gøre det; og den afgrund, som han advarede os imod, står vi lige foran. Det ville bestemt være besværet værd at se lidt nærmere på Tolstoj!

– – – –

[1] Leo Tolstoy. ‘Bethink yourselves!’ i Leo Tolstoy. Recollections and essays. Oxford University Press, 1937 (Tolstoy Centenary Edition). (pp. 225-6).
[2] Henri Troyat. Tolstoy. Penguin Books, 1970 (Pelican Biographies). (pp. 655-6).
[3] Sidney Bradshaw Fay. The origins of the World War, 2. udgave. New York, Macmillan, 1936. 2 bind i 1. (vol. i – pp. 277-293)
[4] Parker Thomas Moon. Imperialism and world polities. New York, Macmillan, 1926. (p. 274).
[5] Erich Maria Remarque. All quiet on the western front; oversat til engelsk af A. W. Wheen. Putnam, 1929. (pp. 212-3). (Kursiv tilføjet).
[6] Echo de Paris, 21. juli 1935.