KAPITEl 15 i
Tolstoj, Principper for en ny verdensorden
af David Redfearn

Hans skikkelse og sag forenet, talende til sten,
fik dem blødgjort.
Shakespeare.

Vi så i kapitel 12, at Tolstoj i 1902 havde gjort et forsøg på, igennem storhertug Nikolaj Mikhailoviteh, at vække zar Nikolaj II’s interesse for ideen om en jordreform, og at det af opslag i hans private dagbog under den 20. og 28. august 1909 fremgår, at han havde talt med medlemmer af dumaen om den samme sag. Alle tre forsøg, og muligvis andre, som der ikke findes kilder til, endte i fiasko, af en eneste glimrende grund. Nationer og stater blev alle på det tidspunkt styret til fordel for folk, hvis rigdom var blevet konsolideret eller skabt som konsekvens af det udbredte, ubetingede jordejerskab. De var derfor imod enhver ændring, som var udtænkt for at sikre en radikal og permanent omfordeling af rigdommen i retning bort fra dem.

Meget af det samme skete i England[1], hvor det liberale parti fik regeringsmagten i 1906, mest fordi dets program indeholdt en jordværdibeskatning. Den folkelige stemning for den kan bedømmes ud fra, at ikke mindre end 173 parlamentsmedlemmer skrev under på en indstilling sidst i maj 1911, som krævede øjeblikkelig handling. Disse mænd tænkte, selvfølgelig, på deres opstilling og det næste valg; men Kabinettet måtte også tænke på de indflydelsesrige personer, som gav partiet en stor del af dets midler. Da de stod over alle rettænkende politikere, sørgede de for offentligt at sige nok om det urimelige ved jordadelen til at holde jordbeskatningstilhængerne på afstand, mens de på samme tid tilfredsstillede jordejerne med deres arrogante inaktivitet. Her taler premierministeren selv, H. H. Asquith, i spidsen for en administration med et klart mandat til at beskatte jordværdi, om emnet ved Ladybank, den 5. oktober 1912:

“Regeringen… vil ikke tilslutte sig det, som kaldes grundskyldspolitikken, som efter mit vidende ikke har en eneste tilhænger i den nuværende regering, som… hverken er kendetegnet ved retfærdighed eller hensigtsmæssighed.”[2]

Der er ingen grund til at blive overrasket: en sådan dobbelttydighed indgår i den udbredte praksis, der er kendt som statsmandskunst. Som et resultat af denne særlige evne og af modarbejdelse i overhuset, nåede kun udvandede tiltag Statusbogen inden 1914, da krigen brød ud. Derefter blev der ikke gjort mere; og selv det, som lovgivningen havde opnået, blev taget tilbage i 1922; og betalingerne blev refunderet. Baggrunden for hele affæren kan udlægges som følger:

“… Halvfjerds procent af den voksne befolkning var udelukket ved valgene. Det som kom ud af denne begrænsede vælgermasse var en social såvel som en politisk elite. I underhuset i 1906 havde 81 procent af de konservative og 73 procent af de liberale en større økonomisk interesse i jordejerskab eller handel og industri. Af de liberale havde 33 procent og af de konservative 51 procent gået på kostskole; 36 procent fra begge partier var uddannet i Oxford eller Cambridge. To procent af de liberale og ingen af de konservative var fagforeningsfolk. Regeringens socioøkonomiske baggrund, såvel som juniorministrenes, var endog mere eksklusiv end parlamentsmedlemmernes.[3]

Man må med skam mærke sig fiaskoen for dette forsøg på at etablere et nationalt georgistisk eksperiment i et land, hvis verdensomspændende indflydelse stadig var stærk, og hvis eksempel måske ville være blevet fulgt. Andre steder imidlertid, særligt der hvor engelsktalende kolonister kom sig, eller var kommet sig, over jordens døde hånd og kapitalmonopolet i moderlandet, og ikke fuldstændigt havde overgivet sig til den lokale udgave af den, blev begrænsede forsøg ført ud i livet, indenfor lokal og national beskatning og finansieringen af særlige tilsagn. Resultaterne har selvfølgelig ikke været af en beskaffenhed, så at de kunne opfylde alle Henry Georges forventninger; men de indgiver ikke desto mindre tillid til, at hans vej er den rette hen imod endelig økonomisk retfærdighed.

l New Zealand blev det f.eks. tydeligt for kolonisatorerne, endog før Henry George skrev Fremskridt og Fattigdom, at installeringen af offentlige bekvemmeligheder, betalt med skatteindtægter, fik værdien af ubebygget jord til at stige lige så meget som den jord, der var bygget på. Det syntes dem derfor at være fuldkommen fornuftigt, at skatterne alene skulle baseres på jordværdien. Et besøg af Henry George i 1890 bekræftede blot deres synspunkt.

De centrale myndigheder syntes anderledes, med det resultat, at det foreskrevne skattesystem, da praksis var indført nationalt med en lov af 1896, blev baseret på en kombination af værdien af jord og bygninger. På trods af dette var holdningen til fordel for en jordværdibeskatning så stærk, at en undtagelsesklausul måtte indføjes. Hvis 15 procent af skattebetalerne bad om det, kunne et valg eller en afstemning blive afholdt, hvorefter et almindeligt flertal, som stemmer for den, kan gennemføre ændringen. I 1988 anvendte 81 procent af de lokale myndigheder jordværdibeskatning.

Den effekt, som den kunne have på udviklingen af en by, illustreres klart af kontrasten imellem Auckland, hvor beskatningen altid er blevet udført på baggrund af en skønnet årlig lejeværdi af både bygninger og jord, som det var i England indtil 1990, og Wellington, hvor en ændring til beskatning af jordværdi blev foretaget i 1902. I Auckland i 1986[4] var der for jord til en værdi af $100 dollars bygninger til en værdi af $144; i Wellington var der derimod bygninger til en værdi af $240! Hvor Auckland var et billede på forsømmelighed, var Wellington i færd med en fornyelse; dvs. overflødige bygninger blev fjernet straks for at give plads for nogle, som var mere anvendelige. Det kræver ikke megen fantasi at indse, at virkningerne af dette kan mærkes også udenfor byggefaget. Hvor der er en årlig afgift på værdien af en grund, bliver bygninger ikke rejst, medmindre de skal anvendes, hvilket indebærer mere beskæf­tigelse af andre typer. Og jo mere man nærmer sig fuld beskæftigelse, des mere vil lønningerne stige til den fulde værdi skabt af arbejdskraft, således som Henry George observerede det i San Francisco under Frazer River guldfeberen.

Siden 1986 har New Zealands centraladministration arbejdet på vegne af de besiddere af grunde i bykernerne, som ikke bryder sig meget om jordværdibeskatning. Skatten blev afskaffet fra den 1. april 1988; og valget imellem skat på jord og bygninger eller kun på jord blev betingelsesløst overladt til de lokale amtsråd. Wellington byråd var det første, som ændrede det. Nu er vejen åben for, og bliver brugt til, at ejere af fast ejendom, som trækker sig ud, kan fjerne tagene fra deres bygninger og fortsætte med kun at betale skat af jorden, men til den lavere sats, som gælder jord og bygninger. De håber på hen ad vejen at kunne sælge jorden med et overskud, som vil mere end kompensere for den skat, som de i mellemtiden har betalt.

Dr. Steven Cord, i den senere tid ved University of Indiana, USA, og en utrættelig fortaler for jordværdibeskatning i byerne i Pennsylvania, har sammensat et nyttigt kompendium, sammenligneligt med det, som behandler Auckland og Wellington, til at dokumentere, at ‘udskiftningen af formueskat på bygninger til jordværdi er. .. blevet fulgt af nye byggearbejder’.[5] Han hentede sit materiale fra optegnelser af kommunale skatteindtægtsstigninger i Pennsylvania, Australien og Den sydafrikanske Republik.

Et enestående eksempel udgøres af Pittsburgh (PA). Byrådet dér beskatter stadig bygninger såvel som jord, men har beskattet jord med en højere sats pr. dollar siden 1913. Imellem 1925 og 1979 var satsen på jord altid mindst den dobbelte af den på bygninger; men så blev den sat op næsten fire gange. I 1987, efter gentagne ændringer, stod den til 5,6 gange. Sammenlignes de fire år (1974-78) før den store ændring med de fire år efter (1980-84), kan vi se, at værdien af tildelte byggetilladelser i Pittsburgh steg med en faktor 5,9, men i USA som helhed kun med 1,6.

En anden gruppe af forskere har sammenlignet de normale salgspriser på nye og eksisterende huse i fireogtyve amerikanske byer. Tallene fik de fra Federal Home Loan Bank Board i januar 1988, og de rakte fra $229.300 i Boston til $51.300 i Pittsburgh. Forklaringen er enkel. Hvor der er en tilstrækkelig høj skat på jordværdi, er sælgerne ivrige efter at sælge, og køberne har flere valgmuligheder. Som et resultat er der relativt lavere jordpriser og tilsvarende lave priser for huse. Den sidste virkning er synlig. Dette er, hvad vore forfattere har at sige om den almene boligsituation i USA:

“Nye bølger af hjemløse mennesker dukker op dagligt. Voksende huslejer og huspriser presser endog mange af de arbejdende fattige og familier med børn over i de hjemløses rækker.”[6] Selv i Pittsburgh var der indtil for nylig offentligt finansierede herberger for de hjemløse. I Washington Post fra den 4. april 1990 bliver det imidlertid omtalt, at ‘herberger i Pittsburgh bliver lukket’, fordi det er ‘sjældent at se nogen sove i gaderne i den indre by’. Indbyggerne i Pittsburgh er ved hjælp af den tosatsede ejendomsskat blevet i stand til at indhente mangelen på tilstrækkelige boliger.

Fremgang i byggefagene er fulgt efter en ændring i kommuneskatten til jordværdi i andre pennsylvanske byer udover Pittsburgh. McKeesport overtog f.eks. den tosatsede skat i 1980, hvilket de sammenlignelige byer DuQuesne og Clairton ikke gjorde. I løbet af de næste to år steg værdien af byggetilladelser givet i Mckeesport med 38 procent i forhold til de førnævnte to; men der var fald i DuQuesne og Clairton på henholdsvis 20 og 28 procent. Historien gentog sig selv to år senere i New Castle, hvor en gevinst på 70 procent blev noteret i årene 1982-85, overfor et tab på 66 og 99 procent i Farrell og Sharon. På samme vis udkonkurrerede Scranton med to skattesatser nabobyen Wilkes-Barre. Opmuntret af disse eksempler går flere og flere pennsylvanske byer over til en skat med to satser – femten i skrivende stund (1991); og nogle overvejer endog en kommuneskat på jordværdi alene.

Lignende gode resultater er i Australien fulgt efter introduktionen af en lokal skat baseret på jordværdi alene, til erstatning for en på både jord og bygninger. I landsbrugsamtet Buninyong, for at nævne et eksempel, blev ændringen indført april 1972 på initiativ af de lokale skatteydere, de fleste var landmænd og kvægavlere. Fra da af og indtil 1978 steg værdien, repræsenteret af den årlige tildeling af bygningstilladelser, fra $1.897 til $7.087, hvor den første dækker tre måneder med beskattede og ni måneder med ubeskattede bygninger. I de foregående tre år var værdien faldet fra $415 til $393.

I Den sydafrikanske Republik viser en undersøgelse af de 125 største byer en bevægelse væk fra en fast takst på jord og bygninger til en to-satser skat efter samme model som i Pennsylvania, og derfra til en ren jordværdiskat. Byer i den første kategori øgede fra 1959 til 1979 deres totale bygningsværdiansættelse med 486 procent, i den anden med 561 procent, men i den tredje med 850 procent. De, som i perioden gik fra den første kategori til den anden noterede en stigning på 748 procent; men de, som gik fra to til tre, klarede sig bedst af alle med en svimlende stigning på 996 procent.

En af dem, som var hovedansvarlig for introduktionen af jordværdibeskatning i Sydafrika, var den nu afdøde Frank A. W. Lucas. Han mindedes, at engelskprofessoren, mens han studerede ved universitetet i Cape Town, havde fortalt klassen, at skønt deres opgaver ikke var dårlige, så viste de ikke tegn på originale tanker. Han foreslog så, at det ville stimulere deres tænkning, hvis de læste Henry Georges Fremskridt og Fattigdom. Lucas læste den nu ikke før omkring ni år senere; men da han gjorde, blev han slået, som Tolstoj var blevet det, af jordværdiskattens muligheder for at løse vore politiske, sociale og økonomiske problemer. Som indvalgt i 1914 i Transvaal provinsregeringen introducerede han og fik som leder af Labour-flertallet gennemført en forordning, som gav de lokale myndigheder mulighed for kun at opkræve grundværdier og undtage alle bygninger. Da systemet var veletableret, gav han udtryk for den mening, at der skulle en diktator til at ændre på det. Det er ironisk, at der i et land, hvor en gavnlig jordreform vinder stadig større støtte i byområderne, stadig skal være strid om jordejerskabet i det åbne land, hvor bitterheden forårsaget af gamle stridigheder er så levende som nogensinde. Måske vil eksemplet fra byerne i tide vise vejen til en fornuftig løsning på hele jordproblemet.

Danmark er endnu et land, hvor Henry Georges ideer har haft en vis indflydelse, især i spørgsmålet om fri handel.[7] I årene 1875 til 1895 blev den faldende pris på korn udpeget som årsagen til nedgangen i det britiske landbrug; men i Danmark modstod bønderne, som var indstillet på at opnå fordel af netop denne nedgang, alle forsøg på at indføre importafgifter og anvendte billigt korn fra Amerika som råmateriale for en produktion af mælk, smør, ost, bacon og æg. De gjorde denne samme nedgangsperiode til en tid med vældig fremgang for dem. Tanken om jordværdibeskatning har haft, og har stadig, en plads i danskernes politiske liv; men skønt de har etableret et beundringsværdigt vurderingssystem for jordværdi, har skattetaksten, der er lagt på den, faktisk været alt for lav til at have nogen væsentlig betydning.

Langt mere dramatiske resultater af jordværdibeskatning har man haft i Californien, hvor den hænger sammen med en særlig type forbrug, hvor lovgivningsmagten 1887 besluttede sig for at oprette vandingsområder, finansieret på denne måde, for at opsamle og fordele vand i de regnløse sommermåneder. Resultatet var ombytningen af store, halvørken områder, som kun blev udnyttet af kvægavlere, med små besiddelser, typisk af størrelsen 30 acres. Ingen yderligere statsindgriben var nødvendig.

Indtil nu har vi kun set på indførelsen af Henry Georges teori indenfor eksisterende sociale rammer; men der er aldrig mangel på folk, som, når de hører om en ny teori, straks tænker i retning af at danne et miniature samfund baseret på den, så afskåret fra samfundet som muligt. Tolstojs tidligere ideer om selvforsyning og afskaffelse af al privat ejendomsret var specielt fristende for sådanne folk, som etablerede mangfoldige ‘tolstojske’ kolonier, to engelske i henholdsvis Croydon og Purleigh inklusive. Den tilgængelige information indtil Mikhail Gorbatjovs glasnost-politik lod vide, at de alle var bukket under, mest fordi deres medlemmer havde opdaget, at privat ejendom er svær at undvære. For at yde Tolstoj retfærdighed: han anbefalede aldrig sådanne organiseringer. F.eks. får vi at vide, at han i juli 1896 skrev til en vis John Kenworthy vedrørende den projekterede koloni i Purleigh:

“… Jeg tror, at en stor del af verdens ondskab skyldes vore ønsker om at se det, som vi kæmper for, realiseret, før vi er klar til det, og vores deraf følgende tilfredshed med en efterligning af det, som burde være… Vi er skabt således, at vi ikke kan blive perfekte, hverken hver for sig eller i grupper, men (det ligger i sagens natur) kun alle sammen i fællesskab.”[8]

De sidste informationer (1991) tyder på, at tolstojske pragmatikere stadig, på trods af de uheldige fortilfælde, forsøger at etablere sådanne grupper.

Georgist-kolonier er færre i antal, og de stiller ingen krav til medlemmerne med hensyn til usædvanlig livsstil. Typiske eksempler i USA er Fairhope Single Tax Corporation,[9] grundlagt i 1894, og de tre Ardens,[10] nemlig Arden, Ardentown og Ardencroft, grundlagt i henholdsvis 1900, 1922 og 1950. Groft sagt er det arrangeret på den måde, at samfundene ejer jorden, og lejernes leje går til at betale det udenfor liggende samfunds skat, som de ellers ville skylde. Sådanne organisationer er ikke, og kan ikke betragtes som, kritiske eksperimenter i georgistisk teori; for der kan ikke laves nogen før­og-efter statistik, ligesom der ikke kan foretages sammenligninger med omgivende ikke-georgistiske samfund. Imidlertid forstyrrer de ikke deres indbyggeres privatliv, og de har glædet alle, bortset fra et mindretal, som gerne vil omdanne deres lejemål til selveje, med et blik på fremtidige spekulationsgevinster i jordværdi. Sådanne personers forsøg på at så tvivl om lovligheden af samfundenes grundlag er slået fejl; og samfundene selv fortsætter deres eksistens. Det er i sig selv noget, som de kan være stolte af.

– – – –

[1] Roy Douglas. Land, people and politics. Allison & Busby, 1976.
[2] Liberal Magazine, 1912:618. Se også Randolph S. Churchill. Winston Churchill, vol. 2, young statesman, 1901-/4. Heinemann, 1967. (pp. 323-4).
[3] Marvin Swartz. ‘A study in futility: the British radicals at the outbreak of the First World War’ i A. J. A. Morris (red.) Edwardian radicalism. Routledge & Kegan Paul, 1974. (p.247).
[4] Local authority statistics, 1985-86. New Zealand Department of Statistics, 1988.
[5] Steven B. Cord. The evidence for land value taxation. Center for the Study of Economics (2000 Century Plaza – Suite 238, Columbia MD 21044, USA), 1987.
[6] Affordable housing: a missing link. Kensington MD, Center for Public Dialogue (10615, Brunswick Avenue, Kensington, Maryland 20895, USA), 1988. (p. 1).
[7] Henry George. Beskyttelse eller Frihandel. Nyt Nordisk Forlag. Arnold Busck. 1975.
[8] Aylmer Maude. ‘Talks with Tolstoy’ i Aylmer Maude. Tolstoy and his problems. Grant Richards, 1902. (pp. 210-1). (Kursiv tilføjet).
[9] Incentive taxation, december 1987. Center for the Study of Economics (2000 Century Plaza ~ Suite 238, Columbia, Maryland 21044, USA).
[10] Steven B. Cord. Catalyst. Indiana, Pa, Henry George Foundation of America (580 North Sixth Street, Indiana, Pennsylvania 15701), 1979. (pp. 32-3).