Kapitel 11 i
Tolstoj – Principper for en ny verdensorden
af David Redfearn

Både jordafgiften og den almindelige jordleje er indtægtstyper, som ejeren i mange tilfælde nyder uden selv på nogen måde at bidrage til eller beskæftige sig med. Skønt en del af denne indtægt burde tages fra ham for at dække statens udgifter, vil hans lyst til at drive en eller anden form for virksomhed ikke derved blive formindsket. Det årlige udkomme fra jord og arbejde i samfundet, den virkelige formue og indtægt for befolkningen som helhed, kan meget vel være den samme efter en sådan beskatning som før, jordafgifter og den almindelige jordleje er derfor muligvis de typer af indtægter, som bedst kan tåle at blive pålagt en særskat.
Adam Smith.

Når man studerer, hvorledes en mand som Tolstoj levede, en mand med usædvanlige ideer, som han i sine egne skrifter giver et intenst og dramatisk udtryk, egnet for en bred læserkreds, så er det ind imellem oplysende at vende sig til nære venners skrifter, for derved at fange tonen i den store mands overvejelser under mere private omstændigheder. Her er et sådant øjeblik, nedskrevet af Aylmer Maude, fra et tidspunkt, hvor Tolstoj i højere grad havde nærmet sig Henry Georges filosofi:

“Om det samme emne [om fremskridt i udbredelsen af denne filosofi] bemærkede Tolstoj, at nogle mennesker er født med kvaliteter og begrænsninger, som gør dem i stand til at koncentrere deres kræfter på et enkelt område, som behøver opmærksomhed, og at lægge mærke til alt, som vedrører det, uden at vende deres energi i andre retninger. På den måde får vi en Cobden til afskaffelse af majs-lovene og en Henry George til at afskaffe jordspørgsmålet. Gud har brug for sådanne arbejdere, lige så meget som folk med en bredere forståelseshorisont.”[1]

Det vil nu formodentlig aldrig blive kendt, om netop denne samtale foregik på russisk eller engelsk; for de havde begge mere end tilstrækkeligt kendskab til den andens sprog. I begge tilfælde gør Tolstojs holdning til manuelt arbejde det utænkeligt, at ordet ‘arbejdere’ eller dets russiske ækvivalent det usandsynligt, at det blev brugt i nedsættende betydning – snarere tværtimod. Det eneste spørgsmål er: havde Tolstoj – som tydeligvis anså sig selv for at have en ‘bredere forståelseshorisont’ end både Cobden og George – ret i dette synspunkt hvad George angår, eller var forskellen imellem dem udelukkende et spørgsmål om vægtning?

Tolstoj selv rettede hele sin opmærksomhed på sit emne, hvad enten han skrev om en mere fornuftsbaseret kristendom, den kriminelle stat, sociale skævheder i al almindelighed, jordreform, vegetarianisme, afholdenhed eller et andet emne, der lå ham på hjerte, som en projektør, så at den almindelige læser måtte tro, at det var det eneste emne, som han følte for. George derimod tog udgangspunkt i den ufrivillige fattigdom. Ved at spore dens oprindelse tilbage til den uretfærdige fordeling af retten til jord så han den også, hvilket ikke må glemmes, som årsagen til endnu mange flere af de fejl, som berører menneskeheden, og som ikke bekymrede ham mindre. Som resultat af dette blev hans recept, som han ikke blot skrev om, men turnerede over hele verden for at tale om, udskilt med den samme kliniske præcision som en nitroglycerol tablet, som forebygger et hjerteanfald ved at udvide hjertearterierne, men ikke direkte påvirker noget andet organ i kroppen.

Modsat Tolstoj, landaristokraten, var George en mand af folket, og han havde personligt oplevet fattigdom. Han blev født i Philadelphia i 1839, elleve år senere end Tolstoj, i en middelklasse familie af blandet engelsk, skotsk og walisisk herkomst. Hans far begyndte som toldembedsmand, havde en pause på sytten år, hvor han udgav religiøse bøger, og sluttede som toldembedsmand. Henry derimod stod til søs som seksten-årig som dæksdreng på en gammel ostindiensfarer, med kurs mod Melbourne og Calcutta igennem Kap Det gode Håb. Det var under den sidste del af rejsen til Calcutta, op ad Ganges-bifloden Hooghly, som hans søn Henry George jr. skriver, at hans senere livsbane blev fastlagt.

“Så fulgte de første indtryk af landet – indtryk, som senere altid forblev levende og snart førte til en tænkning over sociale spørgsmål; det ændrede det fantastiske Indien – et sted med drømmeagtig luksus, med et blidt og sanseligt liv – til det virkelige Indien, med dets kontraster imellem lys og skygge, fattigdom og rigdom, ydmygelse og storhed; hvor de få havde for meget, de mange for lidt; hvor juvelerne glitrede i elefanternes seletøj, men hvor ‘selv burfuglene er mere hellige end menneskelivet’, som han senere i en samtale sagde til sin søn Richard.[2]

I juni 1856 afsluttede det gamle sejlskib tilbageturen og kastede anker i bugten ud for New York.

Fra 1856 til december 1857 arbejdede George i et stort trykkeri i Philadelphia, hvor han ikke alene lærte at sætte typer, hvilket senere skulle komme ham til god gavn, men også kom i vane med at tilegne sig, overveje og diskutere alle mulige slags oplysninger. En sådan, som en ældre kollega henledte hans opmærksomhed på, var det faktum, at mens lønningerne i gamle stater altid er lave, så er de altid høje i nye stater. Dette tilsyneladende paradoksale pinte ham længe, indtil svaret på spørgsmålet gav ham det udgangspunkt, som han behøvede for at gøre sin store opdagelse.

Efter dette og endnu et kort mellemspil som sømand på en coaster, blev han udnævnt som storerumsgast ombord på et skib, der skulle fungere som fyrskib ved vestkysten. Han ankom til San Francisco i maj 1858, i tide til at følge rushen på 50.000 til Frazer­flodens munding, hvor det blev sagt, at der var opdaget store guldforekomster. Som han senere skrev:

Det var opdagelsen af udvaskningssteder på ikke-ejet jord, som frit kunne udnyttes, som hævede lønningerne for kokke i San Franciscos restauranter til $500 om måneden, og lod skibe rådne i havnen uden officerer eller mandskab, indtil ejerne ville gå med til at betale hyrer, som alle andre steder på kloden ville have været utrolige. Hvis disse udvaskningssteder havde været på ejet jord, eller hvis de med det samme var blevet monopoliseret, så at der kunne være blevet opkrævet leje, så ville det have været jordværdien, som ville være gået i vejret, ikke lønningerne.[3]

Rapporterne om guld viste sig at være overdrevne; men den effekt, som kunne observeres, gav den kommende nationaløkonom mere stof til eftertanke.

Ved hjemkomsten til San Francisco i november 1858 indledte George en periode i sit liv, som var kendetegnet ved en vekslen imellem modgang og relativ velstand i trykkeri- og journalistmiljøet. Et af hans hjem i denne periode var et værelse på et hotel med navnet “What cheer house”, hvor en ung ex-kaptajn i hæren ved navn Ulysses Simpson Grant, senere USAs præsident, havde boet fire år tidligere. En af hotellets fordele var et lille bibliotek på nogle hundrede omhyggeligt udvalgte bøger, heriblandt nogle om økonomi. Senere fortalte George en ven, at det var her, at han var begyndt sine første alvorlige studier, og faktisk for første gang havde set et eksemplar af Adam Smiths Nationernes velstand, selvom han ikke kunne huske, om han havde læst den på det tidspunkt.

Hvilken tvivl der end måtte være om afvejningen imellem hans personlige observationer og hans læsning – og han har altid selv fastholdt, at læsning kom i anden række – er der overhovedet ingen tvivl om, at gennembruddet i udviklingen af hans tanker udgøres af en artikel, som han skrev for Overland Monthly i oktober 1868, betitlet Hvad jernbanen vil føre med sig. Den handlede om den transkontinentale jernbane, på det tidspunkt tæt på at være færdiggjort.

“Sandheden er, at færdiggørelsen af jernbanen og den deraf følgende store vækst i handel og befolkningstal ikke vil være til gavn for os alle, men kun for en del. Som et generelt princip (åbent for undtagelser selvfølgelig) vil de, som har, blive rigere; for dem, som intet har, vil det blive vanskeligere at få. De, som har jord, miner, etablerede forretninger, særlige evner in­denfor visse områder, vil blive rigere af det og finde øgede muligheder; de, som kun ejer deres egen arbejdskraft, vil blive fattigere og finde det sværere at komme frem – først fordi det vil kræve mere kapital at erhverve jord eller etablere virksomhed; og dernæst, idet konkurrencen vil reducere lønningerne, vil denne kapital blive sværere for dem at erhverve.”[4]

Han havde endnu ikke erhvervet de senere værkers forbløffende klarhed; men han kæmpede sig, som det ses, frem mod lyset.

Indsigtens øjeblik indtraf, da jernbanen var nået til Sacramento, og der var fremkommet forslag om at forlænge den til Oakland. Som resultat var der stor efterspørgsel efter at købe og besidde så meget jord som muligt for at kunne profitere på den værdistigning, som et voksende befolkningstal ville medføre. En eftermiddag, mens alt dette foregik, tog den unge Henry George på en ridetur. Dette er, med hans egne ord, hvad der skete ham:

“Optaget af mine egne tanker havde jeg drevet hesten op i bakkerne, indtil den stønnede. Mens vi stoppede for at få vejret, spurgte jeg en forbipasserende kusk, i mangel af noget bedre at sige, hvad jorden der var værd. Han pegede på nogle græssende køer, så langt borte at de lignede mus, og sagde: ‘Jeg ved det ikke nøjagtigt, men der er en mand derovre, som vil sælge noget jord for tusind dollar pr. acre.’ I et glimt faldt det mig ind, at dette var årsagen til den fattigdommens udbredelse side om side med vækst. Med befolkningstilvæksten vokser jorden i værdi, og de mænd, som arbejder med den, må betale mere for deres privilegium. Jeg vendte tilbage, tankefuld, til den opfattelse, som kom til mig dengang, og som jeg har haft siden.” [5]

Selvom udgangspunktet for fattigdomsproblemet var dukket op i et øjebliks inspiration, var der stadig tilbage for George at arbejde sig frem til en løsning baseret på nationaløkonomiske principper.

Tolstoj, den opfindsomme litterære kunstner, havde overvejet den traditionelle opfattelse af de tre produktionsfaktorer, nemlig jord, arbejdskraft og kapital, havde tilføjet nogle flere af egen avl og havde hævdet, at der var nok af dem til at fylde en hel bog. Som vi har set, tog han fejl. George, derimod, indså den principielle sandhed i de tre, men forbedrede definitionerne af dem, som de kunne begribes hver for sig og opfattes samlet.

En klar definition på terminologi er en grundlæggende forudsætning for enhver form for videnskabelig tænkning. Der er, eksempelvis, et bevis på det ulogiske ved kvadratroden af 2; men det første skridt frem imod dens opdagelse var et klart matematisk udsagn om problemet selv. Den er, at kvadratroden af 2 ikke kan udtrykkes ved en brøk a/b, hvor ‘a’ og ‘b’ er hele tal uden en fælles faktor; for hvis de havde en, kunne brøken reduceres. Når princippet er klarlagt, er resten enkelt. Sådan er det også med den videnskabelige nationaløkonomi. Her er dens definitioner, efter at Henry George har givet begreberne deres endelige betydning:

Jord: Hele det materielle univers bortset fra mennesker og deres frembringelser.
Arbejde: Al menneskelig udfoldelse, mental eller fysisk, rettet direkte imod frembringelsen af formue.
Formue: Enhver materiel genstand frembragt af menneskelig arbejdsindsats – som anvender jord både som kilde til råmaterialer og som arbejdsstedet – for at forarbejde råmaterialerne til imødekommelse af menneskeligt behov og trang.
Kapital: Både formue anvendt i fremstillingen af mere formue og formue anvendt i produktion og handel.
Jordrente: Den del af formuen, som tilfalder jordejere i kraft af deres ejerskab.
Lønninger: Den del af formuen, som er gevinsten ved arbejde.
Rente: Den del af formuen, som er gevinsten for anvendelsen af kapital i en produktion.

Tolstojs ord ‘ejendom’, om hvilken han drog så vidtgående konklusioner, indeholder hentydninger til både ‘jord’ og ‘formue’, og har derfor ikke plads i denne opstilling af begreberne.

Det var terminologien. Selve problemet, hvorfor fattigdom består side om side med voksende formue, var der brug for at omdefinere, førend det kunne behandles videnskabeligt; og dette er, hvad Henry George gjorde:

“Hvorfor, på trods afvækst i produktionsevnen, falder lønninger til et minimum, som blot sikrer overlevelsen?[6]

I sin Fremskridt og fattigdom omtaler George de franske fysiokraters arbejde, som, fordi de overså betydningen af jord for handel og industri, blot opererer med en skat på værdien af jord til landbrug og minedrift. Han benægtede imidlertid, med nogen tilfredshed over at have nået sin egen mere omfattende konklusion ud fra en mere regulær argumentation, at hans værk på nogen måde stod i gæld til deres. Med hans egne ord:

“Uden at kende noget til Quesnay eller hans doktriner er jeg nået til den samme praktiske konklusion ad en vej, der ikke kan diskuteres, og har baseret den på årsager, som ikke kan anfægtes af den accepterede nationaløkonomi.[7]

På den anden side indrømmede han åbent sin gæld til David Ricardo og hans lov om jordrenten. Denne lov, som er central for al ærlig økonomisk tænkning, lyder som følger:

“Jordrenten er bestemt af dens merproduktion i forhold til, hvad den samme anvendelse kan sikre fra den mindst produktive jord i brug.[8]

Dette ‘den mindst produktive jord i brug’ bliver der ofte henvist til under betegnelsen ‘produktionsmargin’. Under det udtryk kan loven om leje frembyde vanskeligheder for selv intelligente og stringente hjerner, især sådanne, som er vant til at tænke i billeder frem for abstraktioner. ‘Hvor’, hører man folk spørge, ‘er marginaljorden? Kan en eller anden vise mig den?’ En vej udenom dette problem, en seriøs en når det drejer sig om jord i byområde, er primært at se på, ikke jorden, men produktions- og handelsprocesserne, og så formulere lovmæssigheden således:

“Ricardo demonstrerede, at jordrenten er en specifik, ikke en tilfældig, værdi, og at den repræsenterer et udbytte til ejeren udover det udbytte, som er nødvendigt for at anspore til udnyttelse.[9]

Vi kan nu, som George selv gjorde, se på fordelingen af formue som ligninger:

Formue = Jordrente + Løn + Udbytte
eller for at udtrykke loven om jordrente algebraisk:
Jordrente = Formue – (Løn + Udbytte).

Det er nu let at forstå Georges kommentarer til situationen i San Francisco på tidspunktet for Frazer River guldrushen. Så længe som midlerne eksisterede, eller hvor folk blot troede, at de eksisterede, til at arbejde et andet sted til egen fordel, kunne restauratørerne i San Francisco og ejerne af skibene i havnen ikke slippe af sted med at tilbyde kokkene og sømændene mindre i løn, end de troede, at de kunne tjene på egen hånd. Princippet kan bruges alment. Når der stadig findes uanvendt jord, vil det generelle lønniveau ikke falde til under det, som de, der tager det i besiddelse mener, på baggrund af kvaliteten af lignende jord, at de vil komme til at tjene.

Men hvad sker der, når al jord besiddes? Hovedparten af befolkningen er nødt til at søge ansættelse i andres foretagender. Under disse omstændigheder vil grundlønnen falde til det laveste niveau, som arbejdssøgende er villige til at acceptere. Dette vil variere, afhængigt af fagforeningernes styrke på et givet sted til en bestemt tid, og niveauet i den offentlige forsørgelse af de fattige. Hvor der ikke er nogen offentlig forsørgelse eller stærke fagforeninger, vil grundlønnen således, at den blot holder arbejderen i live; for ingen kan arbejde for mindre. Hvis der er en almisse, ligegyldigt hvilken trøstende eufemisme den kaldes ved, vil grundlønnen ikke være lavere end almissen; for hvorfor arbejde for mindre end man kan få uden at arbejde? Her er svaret på det spørgsmål, som den gamle typograf i Philadelphia stillede: hvorfor lønninger er lave i ældre lande, men høje i nye.

Det følger naturligt af disse overvejelser, at enhver forbedring i produktionen, hvad enten den stammer fra nye opfindelser, mere effektiv uddannelse, voksende specialisering eller fra en hvilken som helst anden grund, ikke vil medvirke til at forbedre forhandlingsposi­tionen for dem, som arbejder, men ikke besidder jord; så deres løn­ninger vil ikke stige som resultatet af noget sådant. Hvad der vil stige, er jordrenten, og som konsekvens af dette jordværdien. For at gøre det hele værre, begynder jordbesidderne at tage produktionsforbedringer for givet og forlange lejer i overkanten af, hvad de eksisterende metoder kan honorere. Derfra stammer de velkendte periodiske opgange og nedture, eller handelscykler, som unddrager sig analyse ved hjælp af metoder, som ikke tager hensyn til stigende og faldende jordværdi, men som Henry George så let gjorde rede for.

Endnu mere skadelig, ved fraværet af nogen skat betinget af jordejerskab, er den mulighed, som gives de fiffige og skrupelløse til at besidde områder i langt større omfang, end de har mulighed for at udnytte, blot som en investering i fremtiden. Så, når voksende behov øger efterspørgslen efter den, og derfor dens værdi, er det muligt at akkumulere enorme formuer blot ved at holde sig i live længe nok. En sådan aktivitet, eller mangel på samme, har været iøjnefaldende og berygtet i USA lige fra starten. Det foregår stadig, både i ældre og nye lande, såsom England, men det er mindre iøjnefaldende. Et mere bemærkelsesværdigt fænomen i England er besiddelsen af tusinder af acres af jord beliggende både i by og på land, nydelsen af arbejdsfrie indkomster fra høje lejer i byen, og på landet forøget af landbrugssubsidier, og anvendelsen til ‘sport’ af store dele af landet, såsom det skotske højland, som engang ernærede en stor befolkning. Der er ikke grund til at søge længere efter årsagen til arbejdsløshed og fattigdom.

Grundskyld som eneste skat, eller afskaffelsen af eksisterende skatter på produktion og forbrug til gengæld for opkrævning til almenhedens gavn af noget, som nærmer sig den hele årlige lejeværdi af jord, hvis værdi jo dog ikke ville findes, hvis det ikke var for eksistensen af en befolkning, og som ikke siges at være tjent af nogen bestemt, ville ændre alt dette, argumenterede George. Som den eneste skat vil den ikke blive ‘sendt videre’; for principielt er leje altid sat ved maksimum. Ydermere vil den, ved at gøre en ende på ikke-produktiv besiddelse, bringe al potentielt produktiv jord på markedet i forhold til de aktuelle behov, hvorved den på lige vilkår bliver mulig at erhverve for alle med vilje og evne til at anvende den, der som konsekvens af dette vil søge ansatte i stedet for at ansatte søger dem. Lønningerne vil blive hævet til det naturlige niveau af en fuld ækvivalent af værdi tilføjet ved arbejdskraft; og ufrivillig fattigdom vil høre op. Fattigdom, som det bør huskes, eller i hvert fald den ‘ulige fordeling af ejendom’, som her indbefatter både jord og formue, var, efter Tolstojs velovervejede vurdering, hovedårsagen til krig.

[1] Aylmer Maude. Talks with Tolstoj i Aylmer Maude. Tolstoy and his problems. Grant Richards, 1902. (pp. 204-5). (Kursiv tilføjet).
[2] Henry George jr. The Life of Henry George. New York, Robert Schalkenbach Foundation, 1960. (p. 34).
[3] Henry George. Fremskridt og fattigdom (1879). Nyt Nordisk Forlag 1975 (Bog V, kapitel 2 – p. 161). (Ny udgave 2020 / pma)
[4] Henry George jr. The Life of Henry George. New York, Robert Schalkenbach Foundation, 1960. (pp. 178-9)
[5] ibid. (p. 210).
[6] Henry George. Fremskridt og Fattigdom (1879). Nyt Nordisk Forlag 1975 (Bog I, kapitel l, p. 17).
[7] ibid. (Bog 8, kapitel 4 – p. 233).
[8] ibid.(Bog 3, kapitel 2 – p. 121).
[9] Henry George. Hvorfor jordejeren ikke kan lægge jordværdiskatten over på andre. (I Fattigdom er en forbrydelse – og andre essays. Henry George Forlaget 1994.)