En historisk og kritisk fremstilling af de forskellige teorier om jordrenten
af Wilhelm Moldenhawer
Louis Kleins Bogtrykkeri1855
transkriberet af pma
Se originaltekst her

Idet jeg herved afleverer en besvarelse af den mig ved lodtrækning tilfaldne opgave: “at give en historisk og kritisk fremstilling af de forskellige teorier om jordrenten”, tillader jeg mig at ledsage den med nogle få bemærkninger. Jeg har nemlig været i uvished om, hvad der egentlig var ment med “en historisk, kritisk fremstilling; alt eftersom man lægger mere eller mindre vægt på ordet ‘kritisk’, kan man nemlig opfatte opgaven som forlangende enten en kommenterende undersøgelse af de forskellige forfatteres anskuelser om jordrenten, fremsat i historisk følge, eller en sammentrængt fremstilling af de forskellige hovedanskuelser om denne genstand, hvoraf det dog tillige fremgår, hvilken man anser for den rigtige, og hvorfor man forkaster de andre. Den førstnævnte måde at besvare opgaven på ville sikkert have været den mest lønnende, da spørgsmålet vist nok kun således kunne finde en fuldkommen tilfredsstillende løsning, men da det let kunne være blevet et arbejde af en så vidtløftig og sendrægtig beskaffenhed, at det ikke havde kunnet tilendebringes i de få uger, der var givet til udarbejdelsen, så har jeg troet at måtte bestemme mig for det andet alternativ. Derved er besvarelsen desværre svundet in til et temmelig ringe omfang, og indser jeg fuldt vel det mislige derved, dog jeg nærer det håb, at den ovenanførte grund, der har bragt mig til at forkaste den vidtløftigere form, ikke vil blive betragtet som aldeles uvæsentlig, men komme til at indvirke formildende ved den endelige doms afsigelse.

København, den 23. november 1855.

***

Ved jordrenten forstår man den indtægt, som tilfalder ejeren af jorden udelukkende som sådan, eller med andre ord, den indtægt, jorden giver udover hvad der er nødvendigt for med den sædvanlige gevinst at tilbageerstatte det ved benyttelsen forårsagede udlæg. For at tydeliggøre dette ville vi tænke os et aldeles isoleret liggende land, der har 200 td. jord af bedste kvalitet, 400 td. jord af kun halv så god og resten af endnu dårligere kvalitet, derimod alle lige gunstigt beliggende. På hver td. jord kan der produceres en td. produkter men med forskellig bekostning; for de 200 td. af bedste kvalitet vil således en pris af 1 Rdl. pr. td. af de frembragte produkter være tilstrækkelig for at tilbageerstatte udlægget med den sædvanlige gevinst, for de 400 td. af kun halv så god kvalitet vil derimod en pris af 2 Rdl. pr. td. produkt og for de øvrige jorder en pris af 4 Rdl. pr. td. være nødvendig for at dække omkostningerne ved produktionen.

Tænker vi os nu fremdeles i dette land en befolkning af 150 individer, og at ethvert af disse til sit underhold fordrer en td. produkter, så at der altså i det hele søges 150 td., så vil kun 150 td. jord af bedste kvalitet være i drift, og de på disse producerede 150 td. produkter ville blive solgt til produktionsprisen 150 Rdl., thi var prisen lavere ville produktionen blive ført med tab og derfor blive standset; forsøgte producenten derimod at få en højere pris, ville derved hans kapitalgevinst blive større end den sædvanlige, men da der ifølge vor antagelse endnu findes udyrket jord af lige så god kvalitet, ville i så fald en del af denne blive taget i drift, og prisen ved konkurrencen atter blive bragt ned til 1 Rdl. pr. td. – Men nu tiltager befolkningen pludselig, fx. ved indvandring til 300 individer, den fordobler sig altså, og søgningen efter agerdyrkningsprodukter med den. Der vil nu i stedet for 150 td. fordres 300 td. til befolkningens underhold, men da i det givne tidsrum kun 150 td. jord er i drift, og der på disse kun kan produceres 150 td. produkter, vil tilbuddet være betydeligt svagere end søgningen, og som følge af deraf må prisen på agerdyrkningsprodukterne stige. Men vil den ikke atter falde tilbage til sin forrige højde, og hvis ikke, på hvilket punkt vil den da holde sig. Hvis der endnu fandtes jord af bedste kvalitet i tilstrækkelig mængde for at tilfredsstille den stegne søgning, ville prisen efter hvad vi ovenfor har vist atter blive i Rdl. pr. td. land, men ifølge vor antagelse haves der kun endnu 50 td. udyrket jord af bedste kvalitet, og man vil derfor se sig nødsaget til at opdyrke 100 td. jord af næstbedste kvalitet. Da nu fremdeles, efter hvad vi har antaget, disse jorders drift er så bekostelig, at det gjorte udlæg først ved en pris af 2 Rdl. pr. td. af de avlede produkter netop vil blive tilbageerstatet med den sædvanlige gevinst, så vil opdyrkningen naturligvis ikke blive foretaget, før prisen har nået denne højde, men så også ganske vist, hvorved den videre stigen af prisen forhindres, indtil befolkningen er tiltaget til over 600 individer, da det på grund heraf vil være nødvendigt til dens underhold at tage en del af de sletteste jorder i drift, hvis dyrkning kun betaler sig ved en pris af 4 Rdl. pr. td.

Gennemsnitsprisen for samtlige agerdyrkningsprodukter vil altså i de første tilfælde stige til 2 Rdl. pr. td., i det sidste tilfælde til 4 Rdl. pr. td., hverken mere eller mindre, og grunden hertil er, at produktionsomkostningerne pr. td.. produkter på de nyindtagne dårligere jorder, der altså i det givne øjeblik er de sletteste i drift værende, er sådanne, at disses dyrkning netop vil betale sig ved en pris af respektive 2 Rdl. og 4 Rdl. pr. td.; stod prisen højere ville produktionen afkaste mere end den sædvanlige kapitalgevinst, men sådant kan som ovenfor vist ikke være af varighed; Stod den lavere ville produktionen ikke betale sig og derfor blive standset. Det er altså som følge af befolkningens tilvækst tiltagne søgning, der hidfører prisens stigning, men det er produktionsomkostningerne på den som følge af søgningen i drift tagne dårligere jord, der bevirker at prisen hverken stiger mere eller mindre end til respektive 2 Rdl. og 4 Rdl. pr. td., og produktionsomkostningerne på den dårligste i drift værende jord, skønt den i første tilfælde kun udgør 1/3 af al i drift værende jord, bestemmer altså endeligt prisens højde.

Vi har tænkt os befolkningen tiltaget til over 600 individer, lad os nu antage den stor 700 individer.

Som følge deraf vil der blive søgt 700 td. produkter, og for at tilbuddet også kan nå denne størrelse, må altså 100 td. af den sletteste jord være taget i drift, og prisen vil følgelig være 4 RDL. pr. td. for alle agerdyrkningsprodukterne, hverken højere eller lavere. Vi har da:

Nr. 1: 200 td. jord, der med 200 Rdl. bekostning giver 200 td. produkter
Nr. 2: 400 td. jord, der med 800 Rdl. bekostning giver 400 td. produkter
Nr. 3: 100 td. jord, der med 400 Rdl. bekostning giver 100 td. produkter
Prisen er 4 Rdl. pr. td. og altså har i indtægt:

Nr. 1: 800 Rdl.; Nr. 2. 1600 Rdl., Nr. 3. 400 Rdl, men produktionsomkostningerne var ved:
Nr. 1: 200 Rdl.; Nr. 2: 800 Rdl.; Nr. 3: 400 Rdl.; og ekstragevinsten er altså ved
Nr. 1: 600 Rdl. af 200 td. jord eller 3 Rdl. pr. td., ved
Nr. 2: 800 Rdl. af 400 td. jord eller 2 Rdl. pr. td.; ved
Nr. 3: 0

Denne ekstragevinst af respektive 3 Rdl. og 2 Rdl. pr. td. for de nævnte 2 sorter jord., hvilken ejeren, selv om han bortforpagter sin ejendom, altid vil være i stand til at oppebære som del af forpagtningsafgiften, da forpagteren ellers ville få mere end den sædvanlige gevinst, har fået navn af jordrente.

Vi har i det foregående for tydelighedens skyld tænkt os et aldeles isoleret liggende land, i hvilket befolkningen kun tiltog stødvis ved pludselig e indvandringer, og hvor tilbuddet af den som følge deraf søgte større kvantitet produkter udelukkende tilvejebragt ved at tage ny jord i drift, og at produktionsomkostninger på disse udelukkende afhang af den forskellige kvalitet, ikke tillige af beliggenheden, der antoges lige gunstig for alle. Det endelige resultat vil naturligvis blive aldeles det samme i et land under almindelige forhold, der har samkvem med udlandet, i hvilket den stærkere søgning fornemmelig hidrører fra, at fødslernes antal overstiger dødsfaldenes enten i selve landet eller i de lande, til hvilke dette afsætter sine agerdyrkningsprodukter, thi det er markedets udvidelse, der gør udslaget, hvad enten det nu er det indenlandske eller det udenlandske, og forholdet vil heller ikke forandres ved, at det forøgede tilbud tilvejebringes ikke blot ved indtagelse til drift af ny jord af mindre god kvalitet, men også ved indtagelse af mindre gunstig beliggende jord eller ved anvendelse af dyrere produktionsmåder på den alt i drift værende jord, for således at aftvinge den en større masse produkter, thi også da vil produktionen ske under ugunstigere betingelser, produktionsomkostningerne ville være forøgede enten ved den kostbarere transport eller ved den forholdsvis større mængde af arbejde og kapital, der har måttet anvendes for at aftvinge jorden et forøget udbytte, og derved en tilsvarende stigen af prisen på alle agerdyrkningsprodukterne blive hidført, medens den større bekostning kun har fundet sted ved frembringelsen af en del af produkterne.

Vi har altså i det foregående set, at så sandt i et givet land alle de forhåndenværende agerdyrkningsprodukter ikke alle er blevet frembragt med lige omkostninger, men dog uden hensyn hertil prisen på produkterne vil være den samme for alle, da der på det samme marked ikke kan findes forskellige priser på genstande af samme art og godhed, og da denne pris som vist må være stor nok for at dække produktionsomkostningerne ved den del af produkterne, som har kostet mest at frembringe, så må nødvendigvis den øvrige produktion, som til trods for de ringere produktionsomkostninger dog får den højere pris, give en ekstragevinst, som kaldes jordrente, og hvilken jordejeren, selvom han ikke i egen person driver sin ejendom, altid vil kunne oppebære som del af forpagtningsafgiften.

Ovenstående indeholder grundtrækkene af den teori om jordrenten, som først blev fremsat af Dr. Anderson i et, år 1777 offentliggjort værk betitlet: Inquiry into the Nature of the Corn Laws. I lang tid vakte denne teori ingen videre opmærksomhed, og først omtrent fyrretyve år efter at den var blevet fremsat i ovennævnte værk, var det, at West, Malthus og Ricardo omtrent på samme tid på ny førte den frem. Dog var det især Ricardo, der gav den en yderligere udvikling, og teorien har derfor fået navn efter ham. Men det er ikke altid lykkede Ricardo med fuldkommen klarhed at lade sine tanker fremtræde, og han er derfor ofte blevet misforstået. Mange indvendinger er som følge deraf blevet fremsat mod hans påstande; dog før vi undersøger disse, ønsker vi at omtale et moment, der har bidraget særdeles meget til at bringe uklarhed ind i den førte strid, nemlig at man har sammenblandet jordrente og forpagtningsafgift. Når en jord giver jordrente, vil denne, såfremt jorden bortforpagtes, ganske vist altid udgøre en bestanddel af forpagtningsafgiften, men for en del vil denne afgift tillige indeholde en godtgørelse for de af ejeren på jorden anvendte kapitaler, og denne er altså ligefrem kapitalgevinst. Denne omtaler Ricardo på følgende måde i sit værk: The Principles of Political Economy and Taxation, Chapter 2: “Jordrenten er den del af de på et stykke jord avlede produkter, som man erlægger til jordens ejer for brugen for brugen af de i samme forhåndenværende oprindelige naturkræfter. Den bliver imidlertid ofte forvekslet med kapitalrenten oh kapitalgevinsten, og i daglig tale benævner man som jordrente alt, hvad en forpagter årligt erlægger til ejeren af jorden. Når vi tænker os 2 ejendomme der ligger ved siden af hinanden og er lige store og af samme naturlige frugtbarhed, men af hvilke den kun den er er forsynet med driftsbygninger, drænet, gødet og forsvarligt indhegnet, den anden derimod ikke, så vil der naturligvis blive betalt en større godtgørelse for benyttelsen af den førstnævnte ejendom end af den sidstnævnte, men i begge tilfælde vil man bruge benævnelsen jordrente om den afgift, der bliver erlagt til ejeren. Dog det vil være indlysende, at kun en del af den afgift, der årligt bliver erlagte for brugen af den forbedrede ejendom, er godtgørelse for de i samme forhåndenværende oprindelige naturkræfter, den anden del bliver betalt for benyttelsen af den kapital, som er blevet anvendt, dels på at forbedre jordbunden dels på at opføre sådanne bygninger, som er nødvendige til opbevaring af produkterne. Adam Smith tager ordet jordrente undertiden i den snævrere forstand, hvori jeg bruger det, men hyppigere anvender han det i den mening, som det har i daglig tale.[1]

Men idet Ricardo berigtiger denne fejltagelse synes han selv at begå en vildfarelse. Hans ord: “Jordrenten er den del af de på et stykke jord avlede produkter, som man erlægger til jordens ejer for brugen af de i samme forhåndenværende oprindelige naturkræfter,” synes nemlig at antyde, at efter hans mening giver en jord ingen jordrente uden den er bortforpagtet, men det kan ikke indrømmes; jordrenten er forskellen mellem agerdyrkningsprodukternes naturlige pris og deres markedspris, mellem hvad de har kostet at fremstille og hvad de sælges for, og da denne forskel består, hvad enten jorden er bortforpagtet eller ikke, så giver en jord rente, hver gang der er faldet et udbytte udover produktionsomkostningerne, hver gang udlægget er blevet tilbageerstattet med mere end den sædvanlige gevinst. Men Ricardo er i virkeligheden ganske af samme mening, thi om han end på flere steder har omtalt jordrenten, som om den kun fandtes, når jorden er bortforpagtet, siger han derimod i 2. Kapitel af ovennævnte værk: “Hvad enten det er ejeren eller en anden person, som dyrker jorden nr. 1, disse quarter[2] ville altid være en jordrente…[3]” Dog af den udvikling, til hvilken ovenstående ord henhører, har man taget anledning til et nyt angreb. På et tidligere stadium findes nemlig følgende ytring: “det er altså udelukkende fordi jorden ikke er af lige god kvalitet, og fordi, når befolkningen vokser, jord af en slettere kvalitet eller af en mindre gunstig beliggenhed vil blive taget i drift, at der bliver betalt jordrente. Så snart der, på grund af befolkningens tilvækst, bliver taget jord af 2. grad under dyrkning, vil jord af 1. grad øjeblikkelig afkaste en jordrente, og dennes størrelse vil afhænge af, hvor stor gradsforskel der finder sted mellem de pågældende jorder[4].” Man har deraf draget den slutning, at Ricardo søgte grunden til jordrenten udelukkende deri, at der findes jord af forskellig frugtbarhed og beliggenhed, og at altså efter hans anskuelse ingen jordrente kunne tænkes, når alle jorder var af lige frugtbarhed og beliggenhed. Men ved at fremsætte denne påstand, har man aldeles overset, at Ricardo på et andet sted i bemeldte kapitel 2 siger: “det hænder ofte, ja ganske almindeligt, at det vil være fordelagtigere, i stedet for at opdyrke jorderne nr. 2, 3, 4, 5, der er af slettere kvalitet, at anvende forøget kapital på de allerede i drift værende jorder. Det er således muligt, at man ved at anvende en dobbelt så stor kapital på jorden nr. 1, om man end ikke derved får dobbelt så mange produkter, nemlig 100 quarter til, dog får et forøget udbytte af 85 quarter, et udbytte, der er større, end man ville have erholdt ved at anvende den samme kapital på jorden nr. 3. I så fald vil man foretrække at anvende kapitalen på den allerede i drift værende jord, dog jordrenten vil ligefuldt fremstå, thi jordrenten er jo forskellen mellem det udbytte, man erholder ved anvendelsen af to lige store masser af arbejde og kapital. Når en forpagter med en kapital af 1000 £ afvinder jorden et udbytte af 100 quarter hvede, og han nu ved at anvende en forøget kapital af 1000 £ antages at have forøget sit udbytte med 85 quarter, så vil jordejeren ved forpagtningens udløb se sig i stand til at tiltvinge sig en forøget jordrente af 15 quarter eller en lige så stor værdi, thi kapitalgevinsten kan ikke på samme tid og sted være af forskellig størrelse. Dersom forpagteren går ind på at se sin indtægt af den sidst anvendte kapital af 1000 £ formindsket med 15 qvarter, må det have sin grund i, at den gængse kapitalgevinst i øjeblikket er sådan, at han ikke ser sig i stand til at give sin kapital en mere produktiv anvendelse, og hvis den tidligere forpagter ikke ville gå ind på disse betingelser, ville sikkert en anden erklære sig villig til at betale jordejeren en med den forholdsvis større gevinst stemmende forøget jordrente. Heller ikke i dette tilfælde betales der nogen jordrente af den sidst udlagte kapital. Forpagteren erlægger ganske vist en jordrente af 15 quarter, men det er for den større produktive kraft, som den først udlagte kapital af 1000 £ nu har; for de sidst udlagte 1000 £ betales der ingen jordrente[5].” Af disse ord fremgår det nu endvidere, at Ricardos modstandere har misforstået ham, når de som en indvending mod den af ham fremsatte teori har anført, at erfaringen godtgør., at der intet sted i verden findes nogen ejendom, som ikke giver em i det mindste ringe jordrente; thi selv om det var tilfældet, så var det jo lige fuldt sandt, at jordrenten som vist i ovenstående tilfælde udelukkende svaredes af den første produktion, medens derimod den produktion, som var tilvejebragt ved en yderligere anvendelse af arbejde og kapital kun netop fik produktionsomkostningerne dækket og ikke lod noget til overs til jordrenten. Ricardo har aldrig villet påstå at den med hensyn til frugtbarhed og beliggenhed mindst lige så gode jord, som til en given tid er under dyrkning, ikke vil afkaste nogen jordrente, noget sådant har han kun sagt om den produktion, som sker under de ugunstigste betingelser, ligegyldigt om den er fremkommet ved inddragelse til drift af hidtil udyrkede jorder eller ved anvendelse af forøget kapital og arbejde på de allerede i drift værende jorder. Dog selvom ingen sådan yderligere kapitalanvendelse havde fundet sted på jorden, ville der kun vanskeligt kunne tænkes et tilfælde, i hvilket en landejendom ikke afkastede nogen jordrente, thi de sletteste under dyrkning værende jorder, ligger så godt som aldrig samlet men spredt mellem de bedre sorter[6], og det vil derfor også i almindelighed være umuligt i praksis at påvise, at jorden af sletteste kvalitet ikke afkaster nogen jordrente, om det end i virkeligheden forholdt sig så; selv ejeren ved det næppe selv; det er kun i teorien muligt at godtgøre det. Det vil heraf sikkert fremgå, hvor intetsigende hele denne indvending er i sin ovennævnte form. Men nogle forfattere, blandt disse Storch, Rau, Passy og Fonteyrand, har givet den et større omfang ved at erklære, at enhver produktion, som finder sted ved agerdyrkningen, endog den, som sker under de ugunstigste betingelser, altid må give en jordrente. De, som er tilhængere af denne anskuelse, har støttet sig på Adam Smith. Dan han skrev sit berømte værk: An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations var han nemlig påvirket af den fysiokratiske skoles lære om, at agerdyrkningen forskellig fra de andre virksomheder var den eneste, som gav et såkaldt produit net. Denne fejlagtige lære – der vist nok hovedsageligt kan antages at have haft sin oprindelse fra, at fysiokraterne af mangel på en klar opfattelse af jordrentens årsag og væsen ikke på anden måde vidste at forklare sig grunden til, at der ved agerdyrkningen, forskellig fra de andre virksomheder blev erlagt en afgift for brugen af en naturfaktor (jorden), – hyldede Adam Smith vel ikke i et og alt, idet han nemlig for en del indsatte de øvrige virksomheder i deres ret og viste, at de ingenlunde kunne kaldes uproduktive; men som en arv fra fysiokraterne bibeholdt han dog den anskuelse, “at en given mængde arbejde og kapital, anvend ved industrien, aldrig ville kunne foranledige en så betydelig merproduktion, som når den samme mængde af arbejde og kapital var blevet anvendt ved agerdyrkningen”[7], og bragte denne vildfarelse om om naturkræfternes forholdsvise større medvirken ved agerdyrkningen, ham til på forskellige steder at udtale, at agerdyrkningsprodukterne altid vil blive solgt til en pris, der foruden at dække produktionsomkostningerne måtte give noget mere. Det var ham ikke fuldkommen klart, at så længe der endnu findes udyrket jord af lige så god kvalitet og beliggenhed som den under dyrkning værende, eller så længe man uden en forholdsvis større anvendelse af arbejde og kapital kan skaffe en forøget mængde lige så gode produkter til veje, vil agerbrugeren ikke kunne sælge sit produkt til en højere pris, end at han netop får sit udlæg tilbageerstattet med den sædvanlige gevinst, da den højere gevinst, han ellers kom til at oppebære, sikkert ville drage kapital til produktionen, og konkurrencen således drive prisen ned. På enkelte steder har Adam Smith dog udtalt sig således, at man næsten skulle tro, at han havde opfattet teorien om jordrenten fuldkommen således som Ricardo har fremsat den. Han ytrer således i sit ovennævnte værk, 1. Bog, kapitel 11, at “hvis det skal kunne betale sig at føre agerdyrkningsprodukterne til markedet, må markedsprisen nødvendigvis være en sådan, at producenterne med den sædvanlige gevinst får den kapital tilbageerstattet, som de har forbrugt til produkternes frembringelse og transport. Hvis markedsprisen er højere får producenterne får producenten et overskud, som går til jordrenten. Har prisen kun den ovennævnte nødvendige højde, kan det vel endnu betale sig at sende produkterne til markedet, men jordens ejer vil ikke længere få nogen jordrente;[8] men på andre steder, således fx. i kapitel XI part I udtaler han igen den anskuelse, “agerdyrkningen altid vil give et udbytte, der beløber sig til mere end hvad der ville være nødvendigt fir at tilbageerstatte den ved produktionen anvendte kapital med den sædvanlige gevinst” og “at der følgelig altid vil fremkomme et overskud, der kan tilfalde jordens ejer som jordrente.[9]”

Ad denne uklarhed hos Adam Smith, der dog måske for en stor del har sin grund i, at han ikke altid skelner klart mellem jordrente og forpagtningsafgift, for hvilke han kun har én fælles benævnelse “rent”, har nogle nyere forfattere taget anledning til at påstå, at Adam Smith har opstillet en anden teori om jordrenten end den af Ricardo fremsatte; men når man erindrer, at det som Adam Smith har fremsat om jordrenten kun er korte bemærkninger, som han ikke har forfulgt til deres konsekvens, idet han nemlig på de fleste steder, hvor han taler om “rent”, derved vil have forstået forpagtningsafgift, så turde der måske være grund til at antage, at Adam Smith ved en yderligere undersøgelse sikkert ville være kommet til samme resultat som Ricardo.

Her skal dog endnu den bemærkning finde plads, at hvad disse forfattere, støttende sig på Adam Smith, påstår, nemlig at alle agerdyrkningsprodukterne ville blive solgt til en pris, der er større end deres produktionsomkostninger, og at som følge deraf selv den agerdyrkning, som finder sted under de ugunstigste betingelser, giver en jordrente, ifølge den af Ricardo fremsatte teori, ikke nødvendigvis må erklæres for noget, som er aldeles umuligt. Selv ifølge Ricardos anskuelser ville sådant kunne finde sted i et tilfælde, der dog mere nævnes som et tænkeligt end som et, der i virkeligheden nogensinde vil indtræde, nemlig når hele jorden er dyrket til den grad, at det ikke er muligt selv med den yderste anstrengelse at aftvinge den et større årligt udbytte end den allerede give, og tilbuddet af dens produkter dog er for svagt i forhold til søgningen efter dem; thi da ville alle agerdyrkningsprodukterne blive solgt til en sjældenhedspris, og således hver produktion, der leverer sådanne, selv den, som finder sted under de ugunstigste betingelser, afkaste en ekstragevinst lig forskellen mellem de frembragte produkters naturlige, ved produktionsomkostningerne bestemte pris og deres markedspris.

Den ovenstående fornemmelig af Ricardo udviklede lære må herefter altså vel anses som den første virkelig videnskabelige teori, der er blevet fremsat om denne genstand, og for en lang række af år var den også den eneste, idet nemlig de forskellige forfattere grupperede sig om den enten som angribere eller som forsvarere; blandt disse findes berømte navne, således Rossi, John Stuart Mill og Mac Culloch, hvorimod Say og Malthus af nogle er blevet anført som modstandere af teorien, af andre som tilhængere af den. At en sådan uenighed er mulig viser til fulde, hvilken uklarhed, der har indsneget sig i striden om denne genstand, og hvor lidt de pågældende forfattere har forstået hinanden gensidigt. I denne anledning bemærker Blanqui i sit værk: Histoire de l’économie politique en Europe depuis les anciens jusqu’à nos jours, 2. Bind, Kapitel XL. “Denne anskuelse, nemlig Ricardos om jordrenten, blev heftigt angrebet af Malthus og Say. Og desuagtet kom disse forfattere ad forskellige veje til det samme resultat; … hele debatten var derfor i grunden kun en strid om ord. [10]”

Dog omsider i året 1837 fremtrådte en nordamerikansk nationaløkonom Carey med en fra den Ricardo’ske i flere henseender afvigende teori om jordrenten, og har i Frankrig Bastiat i sit værk Harmonies économiques og i Tyskland Rodbertus i sine Sociale Briefe an von Kirschmann udtalt sig i lignende retning. Den nye teori har givet anledning til vidtløftige debatter, og er striden navnlig blevet ført Journal des économistes i årene fra 1851 til 1853 af Carey, Bastiat, Garnier, Cherbulieez, Molinari, Paillotet, Coquelin, Bontowsky, Clément, Arrivabene, Passy, Wolkoff m.fl.

Forinden vi går over til at omtale den Carey’ske teori og at vise dens uholdbarhed, turde det være nødvendigt at henlede opmærksomheden på, at Carey synes at have misforstået Ricardo. I sin kritik over denne forfatters teori om jordrenten i sit værk Principles of Political Economy, Part I, Chapter XII, ytrer han nemlig: “dersom den lære, at jordrenten har sin oprindelse af en nødvendighed at måtte tage sin tilflugt til slettere jorder, der giver kapitalen og arbejdet et forholdsvis mindre udbytte[11] –; men dette har Ricardo, som ovenfor vist, aldrig sagt. Han nærer vist nok den anskuelse, at de nye jorder, man efterhånden må indtage til dyrkning for at skaffe underhold for en voksende befolkning, i almindelighed og i ethvert ældre land sikkert altid er af ringere kvalitet end de hidtil under dyrkning værende, og at som følge heraf det yderligere fornødne forråd af agerdyrkningsprodukter, forudsat at ingen forbedring i produktionen samtidigt finder sted, kun kan skaffes til veje med en forholdsvis større befolkning, og idet han har forklaret sin jordrenteteori, har han lejlighedsvis også benyttet denne anskuelse; men den har intet med selve teorien at gøre, og selvom derfor den af Carey fremsatte modsatte påstand var rigtig, nemlig at agerdyrkningen bestandig udbreder sig fra slettere til bedre jorder, hvilket for resten ingenlunde kan indrømmes, så ville herved Ricardos jordrenteteori i ingen henseende blive rokket; thi da verden nu engang består af jorder af højst forskellig beskaffenhed og beliggenhed, på hvilke det samme kvantum produkter frembringes med ulige omkostninger, og da der fremdeles til en given tid på et givet sted kun kan tænkes én pris på agerdyrkningsprodukterne, og da denne endelig som ovenfor vist, bliver bestemt ved produktionsomkostningerne ved de under de ugunstigste betingelser avlede produkter, så må nødvendigvis den produktion, der er sket med forholdsvis mindre omkostninger, ligegyldigt om den har fundet sted på de først eller sidst i drift tagne jorder, afkaste en ekstragevinst, hvis størrelse vil afhænge af, hvor meget de forskellige produktionsomkostninger afviger fra hinanden, og det er denne ekstragevinst, der har fået navnet jordrente. Hvis Careys påstand var rigtig, ville den dog på den anden side være af stor interesse, thi da ville, selvom ingen forbedringer ved produktionen fandt sted, og ingen fremskridt gjordes, jordrenten i stedt for at have en tendens til at stige, vise en stadig nedgang, hvilket ville være af uendelig indflydelse på kapitalgevinsten eller arbejdslønnen; dog dette spørgsmål, om jordrenten, i et i velstand fremadskridende samfund, har tendens til at stige eller synke, og hvilken betydning og indflydelse dette har, hører ikke ind under nærværende opgave, der kun har at gøre med teorierne om jordrenten.

Idet Carey går ud fra den omtalte fejlagtige forudsætning, at Ricardo har lært, “at jordrenten har sin oprindelse af en nødvendighed at måtte tage sin tilflugt til slettere jorder, som giver kapitalen og arbejdet et forholdsvist mindre udbytte, har han navnlig i sit værk: The Past, the Present and the Future bekæmpet Ricardo ved at gøre opmærksom på, at “erfaringen godtgør, at nybyggere altid fæster bo på højtliggende landstrækninger med mager jordbund, hvor det kun i ringe grad er fornødent at foretage rydning af skov og bortledning af vand, og som i forhold til det anvendte arbejde kun giver et ringe udbytte. Lige så almindeligt er det,” således fortsætter han, “at nybyggerne, når befolkningen og kapitalen er taget til, stiger ned ad bakkerne og rydder og udtørrer de lavere liggende federe jorder. Når befolkningen altså kun er lille og der som følge deraf findes jord i overflødighed, begynder dyrkningen altid på de dårligere jorder, og er dette ganske naturligt. Eftersom befolkningen og kapitalen tager til, bliver bestandig ny jord taget i drift, der lader sig dyrke med større fordel, og har som følge deraf jordens udbytte i forhold til det på samme arbejde anvendte arbejde en stadig tendens til at stige.”

Dog som ovenfor omtalt ville Ricardos teori om jordrenten i ingen henseende blive rokket, selv om denne Careys påstand var rigtig, og vi ville derfor ikke kunne indrømme, at Carey havde givet en ny teori om jordrenten, hvis det virkelig forholdt sig som af ham selv anført i journal de economiste for oktober 1851, at de hovedsagelige punkter, i hvilke hans teori afviger fra den af Ricardo fremsatte, er følgende:[12]

1. “Til alle tider og i alle lande har mennesket stedse først taget sådanne jorder i drift, som kun var af ringe naturlig frugtbarhed; denne fremgangsmåde følges endnu den dag i dag i hvert land af yngre oprindelse og den har fra først af også været fulgt i ethvert ældre land.
2. Efterhånden som befolkningen og formuen tiltager, bliver mennesket sat i stand til at tage de frugtbarere jorder i drift; fra middelgodt jord går han over til god jord og fra denne til endnu bedre, hvorved arbejdet stedse får en større godtgørelse medens det til samme tid bliver bestandig lettere at erholde fødemidler som følge af, at befolkningen og formuen er taget til.
3. Befolkningens tilvækst ledsages af en tiltagende lethed med at associere sig, hvilket ved de bedre jorders dyrkning er et vigtigt moment, og ved hvert fremskridt i denne retning bliver formuedannelsen lettere.
4. Al formue, af hvad som helst art den så er er undergivet de ovennævnte love.
5. Hver som helst tilvækst af befolkningen og formuen er ledsaget er ledsaget af en tilvækst af den avlede produktmasse, medens til samme tid arbejderen får en forøget andel af det forøgede udbytte; heraf følger, at alles stilling i livet, såvel kapitalistens som arbejderens, såvel jordejerens som forpagterens, viser en stedse stigende tendens til at blive bedre og mere ligelig.
6. Dette er harmoniske love, anordnede af den algode Gud; alle almindelige kendsgerninger ville, når de nøje prøves, vise sig at stå i samklang med disse love; fra disse love kan der lige så lidt finde undtagelser sted som fra de fysiske love; Hvor sådanne måtte synes at vise sig, ville de have deres oprindelse fra en forstyrrende indgriben fra menneskets side.”

Men at Careys teori i virkeligheden i høj grad afviger fra Ricardos vil fremgå af følgende erklæring, afgivet af Carey i journal des économiste for september og oktober 1852. Han siger nemlig der blandt andet, at hans teori fra først af er gået ud på følgende:

1. “Jordens værdi har ligesom alle andre genstandes værdi udelukkende sin oprindelse fra menneskets arbejde
2. Jordens værdi har ligesom alle andre genstandes værdi tendens til at synke under sine produktionsomkostninger, i samme forhold som omkostningerne ved reproduktionen med befolkningens og formuens tilvækst viser tendens til at aftage.
3. Renten for benyttelsen af jorden bliver erlagt efter de samme principper som godtgørelsen for brugen af dampmaskiner, heste og huse.
4. Som følge heraf er der aldrig blevet betalt noget for brugen af naturfaktorerne, og ville sådant også have været en umulighed.”

Af disse anskuelser, hvilke Carey også har forfægtet i sit værk Principles of Political Ecomomy, vil det ses, hvor det egentlige stridspunkt findes; medens Ricardo nemlig betragter jordrenten som en ekstragevinst, den produktion, som finder sted under gunstigere naturlige betingelser, afkaster udover den naturlige kapitalgevinst, der tilfalder produktion, som sker med de største omkostninger, anser Carey jordrenten udelukkende for at være et arbejdsprodukt, en remuneration for tidligere anvendt kapital. Som bestanddel af den tidligere udlagte kapital. Som bestanddel af den tidligere udlagte kapital, for hvilken jordrenten er en remuneration, medregner han alt, hvad der er blevet anvendt på at skaffe jorderne en gunstigere beliggenhed ved at bringe dem markedet nærmere, således alle udgifter, der er påført ved anlæg af veje, kanaler, jernbaner osv., og han beskylder derfor i sit ovennævnte værk Principles of Political Economy, chapter XII, Ricardo for inkonsekvens, fordi denne, efter først at have sagt, at jordrenten var en godtgørelse for jordens naturlige egenskaber, senere medregner beliggenheden som et influerende moment. Men hvor vidt kan nu i virkeligheden den jordrente, som en jord afkaster, efter at dens beliggenhed er blevet forbedret ved i ovennævnte øjemed stedfundne udgifter, betragtes som en kapitalgevinst? Det beror naturligvis på, om udlægget er blevet afholdt af jordejeren selv, om han selv har bidraget til vejens anlæg og til kanalens gravning, eller om arbejdet er udført an andre, fx af staten. I begge tilfælde vil ejeren af den jord, der derved er bragt markedet nærmere, ved formindskelse af omkostningerne ved produkternes transport erholde en yderligere gevinst af sin produktion; men er udlægget erholdt af staten, vil jordens forøgede udbytte naturligvis ikke af ejeren blive betragtet som kapitalgevinst, det vil kun ske, når udlægget er afholdt af ham selv, og går det da ind under samme kategori som den på jordens forbedring og forsyning med bygninger mv. anvendte kapital, godtgørelsen for hvilken Ricardo, som allerede bemærket, i sit værk Principles of Political Economy and Taxation, Chapter 2 udtrykkeligt anfører som en kapitalgevinst, der ikke må sammenblandes med jordrenten.

Men en jords mere eller mindre gunstige beliggenhed afhænger fremdeles ikke udelukkende af, i hvilken grad mennesket ved sit arbejde har gjort et marked tilgængeligt for dens produkter; naturen og tilfældet kan have gjort lige så meget, ja, langt mere; således har jord, der ligger ved en sejlbar flod, ved en havn eller i nærheden af en by, en stor fordel og vil sikkert afkaste en større gevinst end lige så god jord, der er mindre gunstigt beliggende. For ret at anskueliggøre dette, vil vi tænke os 2 stykker jord af samme størrelse og af lige naturlig frugtbarhed, det ene, Nr. 1, liggende på det sted, hvor Melbourne nu er bygget, det andet, Nr. 2, beliggende 5 mil oppe i landet. Begge stykkerne er udyrkede. Guldminerne opdages, folk strømmer til fra alle verdens kanter, og snart er Melbourne bygget, landet forsynet med veje, anlagt af regeringen, og alle jorder i 5 mils omkreds indtaget til dyrkning, altså også de omtalte 2 stykker jord. De var af lige naturlig frugtbarhed; lad os nu endvidere antage, at der på deres opdyrkning er blevet anvendt lige meget arbejde og kapital og dernæst se, om de giver et lige stort udbytte. Da jorderne kan antages at være drevet med lige stor dygtighed, vil den avlede produktmasse være lige stor, og ligeledes den del, som hver af dem kan sende til markedet i Melbourne. Lad os antage at dette overskud udgør 100 td. for hver, og at prisen i Melbourne er 4 sh. pr. td. Ejerne af de to nævnte stykker jord vil altså erholde 400 sh., og deres udbytte synes således at være ens. Dog, det er det ikke, thi ejeren af jord No. 2 har måttet transportere sine produkter 5 mil med vogn, hvilket kan anslå til en bekostning af flere sh., medens derimod ejeren af jord Nr. 1 rimeligvis har kunne nå markedet med så godt som ingen udgift, og hvad han i transport omkostninger har brugt mindre end den anden er ren gevinst.

Vi ser altså heraf, at ejeren af jord, der med hensyn til beliggenheden er begunstiget frem for de andre i drift værende jorder, som følge heraf kan have en ekstraindtægt, som må betragtes som jordrente og ikke som kapitalgevinst, og Ricardo har derfor ikke, som af Carey påstået, været inkonsekvent ved at medanføre beliggenheden som et moment, der influerede på jordrenten; Carey har tværtimod fejlet, idet han har taget en del af sagen for det hele,

Men også i en anden henseende kan vi vise, at Careys påstand, at jordrenten udelukkende er en remuneration for tidligere anvendt kapital, er unøjagtig. Lad os tænke os, at København pludselig blev hævet som fæstning, og som følge deraf alle de udenfor byen nu øde liggende jorder blev indtaget til dyrkning; fremdeles at en del af disse jorder, Nr. 2, kun var af halvt så stor frugtbarhed som de øvrige, Nr. 1, og endelig at en forholdsmæssig lige stor mængde af arbejde og kapital blev anvendt på begge sorter. Det er klart, at den forskellige frugtbarhed, naturligvis forudsat at alle jorderne er blevet dyrket med samme dygtighed, vil bevirke, at jorderne Nr. 2 giver færre produkter end jorderne Nr. 1, og da beliggenheden er lioge gunstig, og produkterne vil kunne antages at komme til det samme marked, så vil prisen pr. td. være den samme, og jorderne Nr. 1 således give et betydeligt større udbytte end jorderne nr. 2. Denne ekstragevinst kan sikkert ikke betragtes som godtgørelse for tidligere udlagt kapital, og Careys påstand, der jo gik ud derpå, er altså urigtig. Vi har nu set, at den jordrente, som en jord ved sin gunstige beliggenhed eller naturlige frugtbarhed er sat i stand til at give, ikke kan betragtes som kapitalgevinst, og lige så urigtigt er det at kalde den en sådan i det tredje tilfælde, i hvilket jordrenten fremkommer, nemlig når der anvendes forøget arbejde og kapital på den allerede i drift værende jord for således at aftvinge den et større udbytte. Dette vil nemlig, som ovenfor omtalt, når der ikke samtidigt finder forbedringer sted ved produktionen, kun kunne erholdes med forholdsvis større omkostninger, og da prisen er den samme for alle produkterne og vil være steget således, at der også til den nye kostbarere produktion anvendte kapital bliver tilbageerstattet med den sædvanlige gevinst, så følger deraf, at den ældre produktion nu vil afkaste en ekstragevinst. Denne, der udelukkende er en følge af de stegne priser kan naturligvis ikke betragtes som en kapitalgevinst, og Careys påstand er altså også urigtig i dette tredje og sidste tilfælde, i hvilket en jord afkaster jordrente.

Men, kunne man måske indvende, det ovenstående har Carey aldrig tænkt på at ville benægte, han har kun sagt, at “jordens værdi ligesom alle andre genstandes værdi udelukkende har sin oprindelse fra menneskets arbejde,”[13] og det må dog sikkert indrømmes, thi det, som gav de ovenstående 2 stykker jord i Australien værdi, var do utvivlsomt det menneskelige arbejde, som blev anvendt på opførelsen af Melbourne, anlægget af veje, frembringelse af agerdyrkningsredskaber og andre genstande, som kunne fås i bytte for jordens produkter; så længe intet af alt dette og meget andet arbejde var blevet udført, havde jorden jo aldeles ingen værdi.

Denne påstand, der i grunden ikke siger andet, end at hvis der ikke fandtes mennesker og menneskeligt arbejde, kunne der hellæer ikke eksistere værdier, kan naturligvis ingen ville bestride; men har Carey i virkeligheden ikke udtalt andet. På flere steder i sit ovennævnte værk, Principles of Political Economy, synes han ikke at ville sige andet. I 1. Del, kapitel 4, findes således fx følgende ytringer:

“Jorder, som ligger ved bredden af en flod, er i besiddelse af naturlige fordele, som antages at være årsag til at jorderne giver en jordrente.. Vi vil nu undersøge, hvorvidt dette forholder sig så. Lad os antage, at en koloni bliver grundet i en egn, hvor der findes en flod, og at kolonisterne spreder sig over en strækning af nogle få mils omkreds. Så længe hver familie udelukkende producerer til eget forbrug, vil det være indlysende, i egenskab af befordrer af omsætningen ikke kan være af nogen nytte for kolonisterne, og det er derfor uden betydning for dem, om de bor i nærheden af floden eller fjernt fra den. Når de nu begynder indbyrdes at drive handel, dog uden at denne koncentrerer sig om ét punkt, så vil floden være dem til nytte, idet den letter de omsætninger, man ønsker at gøre, men værdien af jorderne, som ligger langs dens bredder, vil endnu være uberørt. Efter nogen tids forløb finder man, at det ville for alle være langt fordelagtigere, om man havde et fælles centralpunkt, hvor alle parter mødtes for at omsætte deres varer. Så snart dette centralpunkt er dannet, vil de jorder, som ligger i nærheden af samme stige i værdi, og grunden hertil er den, at der er blevet anvendt kapital på at opføre et pakhus og forsyne det med varer. De kolonister, som har nedsat sig på jorder, der ligger fjernt fra floden, inde i landet, vil nu, om de end kun har 2 mil til centralpunktet, dog, så vidt transportomkostningerne angår, befinde sig i en større afstand fra samme, end de kolonister, som bor 5 mil borte, men på jorder, som ligger ved floden, og disse vil derfor give en i forhold hertil større jordrente end de ovenomtalte jorder, som ligger inde i landet. Nu vil man påstå, at jordrente bliver betalt for de naturlige fordele, som flodens nærhed yder, men i virkeligheden har den sin oprindelse fra den tilfældige omstændighed, at en mængde kapital er blevet anvendt på den ovenomtalte måde.[14]… … … … … …

Jorder, som besidder hvad man kalder naturlige fordele, såsom naturlig frugtbarhed, er i deres værdi fuldkommen afhængige af, om arbejde og kapital er blevet anvendt, og det kan derfor ikke indrømmes, at den jordrente, de giver, har sin oprindelse fra disse fordele.[15]”

Men på andre steder, således fx som allerede berørt i Journal des économiste for september og oktober 1852, udtaler han med klare ord, at “renten for benyttelsen af jorden bliver erlagt efter de samme principper som godtgørelsen for brug af dampmaskiner…” Af disse ord fremgår det, at han er en decideret modstander af Ricardos jordrenteteori; denne søger jo netop at vise, at en del af den produktion, som går ud på at afvinde jorden produkter, i visse tilfælde vil give et udbytte, der udgør mere end hvad der behøver for at tilbageerstatte det erlagte udlæg med den sædvanlige gevinst; men noget sådant kan, under almindelige forhold, ikke indtræffe ved en produktion, der finder sted i fabrikker med dampmaskiner; de i fabrikker ved hjælp af dampmaskiner frembragte produkter vil altid blive solgt til produktionsprisen, og producenten således ikke have et større udbytte end dom er nødvendigt for at tilbageerstatte ham det erlagte udlæg med den sædvanlige gevinst. Denne forskel har Malthus med stor klarhed fremhævet i sit værk Principles of Political Economy, chapter III, sect. V. Hans ord er disse:

“Jorden er undertiden blevet sammenlignet med en uhyre maskine, som naturen har skænket mennesket til frembringelse af fødemidler og råstoffer; men for at gøre denne sammenligning mere sand, vil det være rigtigere at betragte jorden som en mennesket ydet gave, bestående af en stor mængde maskiner, der alle vedvarende kunne blive forbedret ved at anvend kapital på dem, men som dog fra først af har højst forskellige naturlige egenskaber og kræfter. Denne store ulighed i de oprindelige kræfter hos disse maskiner, der anvendes til at frembringe råprodukter, danner hovedforskellen mellem disse til jorden bundne maskiner og dem, som anvendes i industrien. Når der ved manufakturindustrien bliver opfundet en ny maskine, som sætter mennesket i stand til med mindre omkostninger end tidligere at frembringe en mere fuldendt vare, så vil der, såfremt intet patent bliver givet på den nyopfundne maskine eller i hvert fald eller i hvert fald så snart dette patent er udløbet, blive konstrueret en sådan mængde maskiner af samme beskaffenhed, at disse vil være i stand til at tilfredsstille hele søgningen, og således gøre alle de forhånden værende maskiner af ældre konstruktion aldeles overflødige. En følge heraf vil være, at den frembragte vares pris vil synke ned til produktionsprisen ved anvendelsen af de bedste maskiner; Hvis prisen sank endnu dybere, så ville denne vare forsvinde fra markedet. De maskiner, som frembringer korn og råprodukter er derimod en gave fra naturen, ikke et værk af menneskehænder, og erfaringen lærer, at disse oprindeligt har højst forskellige egenskaber og kræfter. De frugtbareste og bedst beliggende jorder i et land, nemlig de, som i lighed med de bedste maskiner i manufakturindustrien giver det største udbytte med den mindste bekostning, findes aldrig i sådan overflødighed, at de er i stand til at forsyne en voksende befolkning med de fornødne produkter. Prisen på disse produkter vil derfor naturligvis vedblive at stige, indtil at den har nået en sådan højde, at det kan betale sig at frembringe et yderligere forråd ved anvendelsen af de ringere maskiner eller ved en kostbarere produktionsmåde; men da der ikke kan tænkes to priser på korn af samme kvalitet, så må alle de andre maskiner, hvis drift fordrer en forholdsvis mindre bekostning, give en rente i forhold til deres større godhed.”[16]

Forinden vi slutter disse betragtninger over den af Carey opstillede teori om jordrenten, vil vi kun endnu omtale et slags bevis, som han i sit værk Principles of Political Economy, part I, chapter VII anfører for sammes rigtighed. I begyndelsen af kapitlet bemærker han først følgende:

“Hvis det kan bevises, dels at den dyrkede jord ikke er så meget værd, som det arbejde, det har kostet, der er medgået til at bringe den i sin nærværende tilstand, og dels at den arbejdsmængde, man kan forskaffet sig for den værdi, jorden nu har, ikke er tilstrækkelig til at opdyrke den fra den oprindelige tilstand til den grad af frugtbarhed, den nu har, så må det være klart, at jordens hele nuværende værdi udelukkende har sin oprindelse fra det på samme anvendte arbejde.”[17]

Derpå fører han i den øvrige del af kapitlet beviset herfor, og at han derved tro at have godtgjort urigtigheden af Ricardos jordrenteteori, ser man af et i Journal des économistes for januar 1851 indført brev, i hvilket han erklærer, at

“dersom teorien om jordens monopolværdi, nemlig Ricardos, var sand, så måtte jorden have en bytteværdi lig værdien af det på samme anvendte arbejde plus værdien af monopolet.!”

Med hensyn hertil bemærker Mill i sit værk Principles of Political Economy with some of their applications to social philosophy, book 2, chapter XCI, §5:

“Careys påstand har i sin nærmest liggende anvendelse samme betydning, som når man fx ville påstå, at hvis England pludselig fik en tilvækst af et udyrket territorium af lige så stor naturlig frugtbarhed, det da ikke ville kunne betale sig at tage det i drift, fordi det udbytte man derved ville erholde ikke ville være stort nok for at give den sædvanlige gevinst af de på opdyrkningen anvendte kapitaler. Når det overhovedet måtte være nødvendigt at give noget svar på en sådan påstand, så turde det være tilstrækkeligt at bemærke, at der i England uafladeligt bliver opdyrket nye jorder, som ikke blot ikke er lige så gode men endog slettere end de allerede i drift værende, og det uden at forårsage større omkostninger end som i få år fuldkomment bliver tilbageerstattet ved det udbytte, jorderne giver. Carey mener imidlertid ikke ganske hvad der synes at ligge i hans påstand, når man betragter den uafhængig af de tilføjede nærmere forklaringer. Han vil således ikke påstå, at i samtlige lande jordens gennemsnitsværdi ikke er så stor som det på samme anvendte arbejde, og lige så lidt mener han, at de, som har anvendt deres kapitaler på jorden i det hele taget har gjort en dårlig forretning. Ved den beregning, han opstiller over de på jorden anvendte kapitaler, medtager han alt, som er blevet udgivet til anlæg af veje og kanaler, det vil sige alle sådanne summer, som er blevet anvendt ikke på at forhøje værdien af den alt i drift tagne jord, men på at gøre markedet tilgængeligt for andre rivaliserende jorder. Men selv med denne berigtigelse er hans påstand kun i ringe grad mindre ugrundet. Thi kan det være nogen tvivl underkastet, at, hvis der som forudsat blev føjet et andet England af samme naturlige frugtbarhed til det nærværende, da også de personer, til hvem de nye lande blev overladt, ville finde det stemmende med deres egen pekuniære interesse, alt efter jorderne blev opdyrket, at anlægge de for varernes transport til markedet uomgængeligt nødvendige veje. Carey kunne måske svare herpå, at det forholdt sig fuldkomment rigtigt, at vejenes anlæg ville skaffe ejerne af de nye jorder en forøget jordrente, men at det på den anden side var lige så sikkert, at derved jordrenten ville blive formindsket for det ældre territoriums vedkommende. Dette er fuldkomment sandt, dog det viser tillige urigtigheden af Careys påstand. Det er måske sandt, at samtlige jorder i verden ikke ville indbringe så meget som der ville udfordres, hvis man skulle opdyrke den fra deres oprindelige til deres nuværende tilstand og tillige forsyne dem med de nu forhåndenværende veje, kanaler, jernbaner m.v. Forbedring af kommunikationsmidlerne har tendens til at formindske de forhåndenværende jordrenter, idet der derved gøres brud på det monopol, som besiddes af de jorder, som ligger i nærheden af de steder, på hvilke der har samlet sig en mængde konsumenter. Veje og kanaler bliver ikke anlagt for at forøge værdien af de jorder, der for øjeblikket forsyner markedet, men blandt andet for at gøre forsyningen billigere ved at gøre markedet tilgængeligt for produkterne fra andre mere fjerntliggende jorder, og jo fuldstændigere dette formål bliver nået, desto lavere må jordrenten blive. Når det lod sig tænke, at jernbanderne og kanalerne i de forenede stater i Nordamerika, i stedet for blot at gøre kommunikationen billigere, så fuldstændigt havde opfyldt deres opgave, at transportomkostningerne var reduceret til 0, så at altså producenterne fra Michigan kunne blive ført til markedet i New York lige så hurtigt og billigt som produkterne fra Long Island for øjeblikket, så ville samtlige jorder i de forenede stater, med undtagelse af dem, som ligger særdeles gunstigt for opførelsen af bygninger, miste deres værdi, – eller rigtigere udtrykt, den bedste jord ville ikke være til at sælge for mere end hvad der er medgået, dels til at opdyrke den og dels til at betale de den påhvilende skatter, og det ville have sin grund deri, at jorderne i Michigan, der er lige så gode som de bedste i de forenede stater, for en sådan bekostning kunne erholdes i uindskrænket mængde. Det er imidlertid påfaldende, at Carey nærer den anskuelse, at denne kendsgerning står i strid med den af Ricardo fremsatte teori om jordrenten. Thi om man end indrømmer alt, hvad Carey påstår, så vedbliver det dog ligefuldt at være sandt, at, når der findes jord, som ikke giver nogen jordrente, så må de jorder, som afkaster en sådan, være sat i stand dertil ved et fortrin, de har frem for de andre jorder, hvad enten det nu består i deres frugtbarhed eller i deres gunstige beliggenhed i nærheden af markedet; alt eftersom dette fortrin er større eller ringere, vil jordrenten også stå højere eller lavere. At disse jorder er i stand til at give en jordrente må have sin grund deri, at de besidder et naturligt monopol, idet nemlig de jorder, som er af lige så god kvalitet og beliggenhed ikke er for hånden i en sådan mængde, at de fuldstændigt kan forsyne markedet. Disse sætninger danner netop grundvolden for den teori, som Ricardo har fremsat. Men hvis disse sætninger må indrømmes at være rigtige, så forekommer det mig at være en fuldkommen ligegyldig sag, om den jordrente, som jorderne nu giver, er større eller mindre end renterne af den kapital, der er blevet anvendt på at forhøje deres værdi plus renterne af den kapital, som er blevet anvendt på at forringe deres værdi.”[18]

Idet vi herved slutter de betragtninger, vi har anstillet over de forskellige teorier om jordrenten. Turde det dog endnu være nødvendigt at bemærke, at når i det foregående jorden udelukkende er blevet betragtet som anvendt til avling af agerdyrkningsprodukter, har meningen deraf dog ingenlunde skullet være, at jorden kun skulle give en jordrente, når den blev anvendt til agerdyrkningen. Nej, en jord giver jordrente, ligegyldigt om den benyttes til agerdyrkning, bjergværksdrift eller til opførelse af bygninger, så snart den ved sine naturlige egenskaber, sin gunstige beliggenhed eller indskrænkede mængde sætter mennesket i stand til at realisere et udbytte, der er større end hvad der er fornødent for med den sædvanlige gevinst at tilbageerstatte den ved benyttelsen anvendte kapital. Da en nærmere udvikling heraf kun ville føre til gentagelse af hvad der alt i det foregående er blevet anført, så turde det formentligt være unødvendigt at give en sådan, og jeg skal derfor, idet jeg henviser til det allerede sagte, indskrænke mig til den bemærkning, at det i det foregående omtalte tilfælde, – der dog for den til agerdyrkningen anvendte jords vedkommende mere blev nævnt som et tænkeligt end som et, der i virkeligheden nogensinde ville indtræde –, nemlig at selv den benyttelse, som sker under de ugunstigste betingelser vil afkaste en jordrente, for den jords vedkommende, som anvendes til bjergværksdrift eller til opførelse af bygninger, langt lettere, ja endog hyppigt vil kunne indtræde, idet navnlig de forhåndenværende gruber og byggegrunde af en vis beskaffenhed eller beliggenhed som oftest kun findes i en i forhold til søgningen alt for ringe mængde, og altså er i besiddelse af et naturligt monopol, der giver dem en sjældenhedsværdi.

[1] Ouvres complètes de David Ricardo traduites en français par Constancio et Fonteyrand. Paris 1847, p. 39. L. 5 f. o. – p. 40 L. 4. f. o

[2] Quarter (kwaarter), eng., kornmål af 8 eng. skæpper = ¼ chaldron = 64 gallons = 290,79 lit.; ogs. ¼ centweight = 28 pund avoir dupois = 12,7 kg.; længdemål (for Klæde) = 1/4 yard = 22,86 cm. / (fra Meyers fremmedordbog, 1924) /pma

[3] Ouvres complètes de David Ricardo Paris. 1847. L. 2 f. o. – L. 4. f. o.

[4] Ouvres complètes de David Ricardo Paris. 1847. P 42. L. 4 f. o. – L. 12. f. o.

[5] Ouvres complètes de David Ricardo Paris. 1847. P. 43. L. 14 f. o. – p. 44. L. 3. f. o.

[6] Skulle her ikke stå jorder, mon?

[7] An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations by Adam Smith, third edition; London 1784 vol. 2. P. 53. L. 13 f.o. – L. 16 f. o.

[8] Third edition; London 1784 vol. 1. p. 225. L. 19 f.o. – L. 6 f.n.

[9] Third edition; London 1784 vol. 1. p. 227. L. 8 f.n. – L. 3 f. n.

[10] Troisième édition. Paris. 1845, tome 3. P. 217. L. 5 f.o. – L. 8 f.o. og L. 10 f.n. – L. 9 f.n,

[11] Philadelphia 1837. p. 211. L. 11 f.n. – L. 9 f.n.

[12] Det var en lang sætning… /pma

[13] Journal des économistes. Sept. et October 1852.

[14] Philadelphia 1837. p. 43. L. 3 f.n. – p. 44. L. 16 f.n.

[15] Philadelphia 1837. p. 46. L. 4 f.o. – L. 7 f.o.

[16] Second edition, London 1836, p. 178 L. 18 f.n. – p. 179 L. 16 f.n.

[17] Philadelphia 1837. p. 101. L. 13 f.o. – L. 19 f.o.

[18] Grundsätze der politische Økonomie von J. Stuart Mill. Übersetz von A. Soetbeer, Hamburg 1852. Band I. p 444 L. 4 f.0. – p. 445 L. 16 f.o.