af Jakob E. Lange
Sjette udgave – 1948
lettere moderniseret/pma

Indhold

Indledning

Det økonomiske samfund

• Samarbejdet
  – Arbejdsdelingen
  – Handelen
  – Omsætningsfrihed
  – Værdi
  – Penge
  – Kredit
• Fordelingens love
  – Arbejdsløn
  – Grundrenten
  – Kapital og kapitalrente

Socialøkonomiske hovedstrømninger

• Gennembrud
• Frikonkurrencen
• Kontrastrøm
• FrihandelskampForsumpning
• Social-demokrati
• Kommunisme
• Selvhjælp
• Fristaten
• Afslutning

Indledning

Der udføres i nutiden et omfattende arbejde i retning af at gøre mangfoldige videnskaber, særlig naturvidenskabens forskellige grene, tilgængelige for almenheden. – I stærk modsætning hertil står den kendsgerning, at folket næsten fuldstændig er holdt udenfor kendskab til den socialøkonomiske videnskab, så de enkelte lægmænd, der overhovedet er trængt ind på dette felt, har måttet erhverve deres socialøkonomiske viden på egen hånd, og tit i løsrevne brudstykker.

Og dog er socialøkonomien, i højere grad end nogen anden, en folkelig videnskab. Ikke blot er dens emne et sådant, at det umiddelbart vedrører alle, idet det jo er socialøkonomiens hovedopgave at klarlægge betingelserne for arbejdets kår, at påvise, hvad der får indflydelse på folks udkomme og på rigdommens lige eller ulige fordeling i landet. Men dertil kommer, at socialøkonomien er en i virkeligheden mere umiddelbart tilgængelig videnskab end alle andre. I kemien, f.eks., vil man i reglen være henvist til uden videre at godtage de lærdes udsagn og resultaterne af de videnskabelige laboratorieforsøg og analyser. Lægmanden kan vanskeligt selv prøve sætningernes rigtighed: stoffernes affinitet og valens, forbindelsernes love osv., må han kritikløst tage, som de gives ham. Men i samfundsøkonomien er det anderledes. Thi der er vi selv atomerne; de menneskelige tilbøjeligheder er den affinitet, der sætter bevægelser og forskydninger i gang, og enhver kan derfor på sig selv og sin næste prøve sætningernes gyldighed. Tilbud og efterspørgsels indflydelse på varepriser og arbejdsløn, den indflydelse, udvandringen har på hjemlandets forhold osv., er noget, man selv lige så umiddelbart kan fatte som videnskabsmanden. Videnskabens opgave er her blot at samle og ordne erfaringerne, så der kan komme overskuelighed i den brogede mangfoldighed (og dermed enhed i forståelsen), og at prøve at udskille de enkelte forholds virkning, så man kan opdage den virkelige årsagsforbindelse og de endelige resultater bag tilfældighedernes og foreløbighedernes mængde.

Når ikke desto mindre socialøkonomien ikke er blevet bragt ud til folket, hænger det naturligvis sammen med, at den er en i en vis forstand farlig videnskab. Opdagelsen af en ny sætning i kemien griber ikke direkte ind i forholdet mellem mand og mand eller mellem samfundslagene indbyrdes. Men det gør socialøkonomiens sætninger. Og ved således at berøre de økonomiske forhold rører de ved de mest ømtålige nerver. Naturvidenskaberne påviser, hvad der er rigtigt, det gør socialøkonomien også, men tillige påpeger den, hvad der er ret. Og den kan derved komme til at tage grunden bort under hævdvundne interesser.

En videnskab, der således kan undergrave det bestående, må nødvendigvis komme til at kæmpe sig frem.

Men socialøkonomiens dybt indgribende betydning gør den – trods dens lettilgængelighed – til en vanskelig videnskab. Det er menneskelykke, dens afgørelser gælder, og det er derfor svært at behandle den med uvildig kølighed, vanskeligt at undgå, at lidenskab og klassefordom fordunkler det klare blik. – Men netop i en tid, hvor bevidste klassemodsætninger kommer så stærkt til orde, får socialøkonomien derfor fordoblet betydning, idet de – for så vidt den virkelig er en videnskab – bør kunne vise den lige vej.

Når, ikke desto mindre, statsmanden og den praktiske politiker roligt lader hånt om dens resultater og træder dens sætninger under fod, hænger del vel noget sammen med, at socialøkonomien ikke overalt er nået til fuld sammenhæng og klarhed. – Den plantedyrker, som ville ignorere plantefysiologiens eller gå på trods af fysikkens love, vilde næppe komme langt. Men statsmændene kappes med de politiske kandestøbere om at opretholde f.eks. beskyttelsestold, for derigennem at ophjælpe landets næringsliv, skønt socialøkonomien, så længe en sådan har eksisteret, har fordømt al slig told som skadelig for et lands sunde udvikling.

Forhåbentlig kan den tid dog ikke være fjern, da en sådan bevidst tilsidesættelse af samfundslivets sundhedslæres love ikke længere lader sig fastholde. Men dertil kræves, at disse love ikke blot bliver klart opfattede, men tillige almenkendte, bliver et led i folkets bevidsthed.

Dertil kommer, at jo mere samfundet udvikler sig og derved på stedse mere mangfoldig måde griber ind i den enkeltes ve og vel, desto vigtigere bliver det for folket, at socialøkonomiens grundlove ikke krænkes, at ikke samfundsmedlemmernes frie udvikling skal blive hæmmet og forkrøblet. – Og jo mere samfundet tillige demokratiseres, jo flere der tilkæmper sig en plads blandt dem, der har et ord med i laget, når det gælder landets lovgivning, desto vigtigere bliver det, at socialøkonomiens virkelige grundlove bliver almeneje, trænger ind i folkets bevidsthed, at det ikke skal gribe fejl af de hjælpemidler, som virkelig duer, og lade sig lede af socialpolitiske kvaksalvere eller vildlede af sine egne ensidige indtryk.
Det er da ingenlunde nogen tilfældighed, at der just i vore dage begynder at vågne nogen forståelse af, at socialøkonomien, samfundslivets naturlære, bør indtage en betydningsfuld plads i den oplysning, som med rette skal kunne kaldes folkelig.
(December 1908.)

4. udgave er ikke væsentlig omarbejdet, kun søgt ført op til nutiden. Den forløbne menneskealder har – trods ydre omvæltninger – ikke afkræftet eller ændret de synspunkter, som er fremført i bogen.
Men de sociale og økonomiske revolutioner, der har gennemrystet verden i den forløbne tid, har til overflod bevist, hvorledes folkene kan hærges ved socialøkonomiske misgreb og overgreb. Og om end økonomiske misforhold ikke er den eneste årsag til krige og revolutioner, så har disse år dog tydeligt vist, at kun hvor de økonomiske retfærdslove holdes i hævd, er der grundlag for et fredeligt samarbejde mellem nationerne. Imperialistisk skrankebygning og indbyrdes udelukkelse fra rigdomskilderne fører uundgåelig til krig, medens der under frie produktions- og handelsforhold så at sige af sig selv vil kunne fremvokse et storstilet samarbejde overalt i verden – uden hensyn til politiske landegrænser – hvorigennem fjender kan forvandles til kunder og medarbejdere.
Mere og mere bliver det derfor indlysende, at folkene – om de vil redde livet – må trænge til bunds i de økonomiske love og selv tage deres økonomiske skæbne i hænde.
Odense, maj 1940. Forf.

Det økonomiske samfund

Menneskene må ikke blot arbejde for livet. De må samarbejde for livet.

Ligesom de utallige celler, der tilsammen udgør et dyr eller en plante, står i indbyrdes samvirksomhed, og dette sammenspil af mangfoldigheden er en hoved-livsbetingelse, både for den enkelte celle og for det hele legeme, således er det også på et indbyrdes samarbejde mellem medlemmerne af et samfund, at såvel folkets sundhed som de enkelte menneskers velvære i første linje beror. – Socialøkonomien er samfundets naturlære eller samfundslegemets fysiologi.

Der er jo dyr og planter, hvis legeme kun består af nogle enkelte løst forbundne celler; men de højere livsformer er altid betingede af mangfoldige cellers nøje samvirke. Og ligeledes er højere menneskelig udvikling kun mulig, hvor samfundsdannelse har fundet sted; ja, man kan overhovedet ikke tænke sig en virkelig menneskelig tilværelse uden i samfund. End ikke en sådan tilværelses rent materielle grundlag kan tilvejebringes uden samfundsdannelse.

Det forholder sig jo nemlig således, at den menneskelige arbejdsevne kun kan komme til virkelig udfoldelse, hvor samarbejde kan finde sted. Et enligt menneske vil, selv i det gunstigste klima, være slettere stillet end ret dårligt udrustede dyr. I sin blotte tilværelseskamp vil det være dyrene underlegent, og dets særlige evner – de være så rige, de være vil – kan ikke komme til udfoldelse. Samarbejde er den første og vigtigste betingelse for kulturens opståen og blomstring.

Selv et flygtigt blik tilbage over historiens løb viser os dette tydeligt: naturligvis var gunstigt klima og rig jordbund af stor betydning; men hvad der først og fremmest var den ydre betingelse for kulturens opblomstring, var dog den samkvems-lethed, som landet frembød, hvorved samarbejde i videre omfang muliggjordes.

De ældste kultursamfund, vi kender, var hvad man kunne kalde flod-samfund. Den store flod, der som en naturlig landevej kunne bringe forbindelse til veje mellem adskilte småstammer, var den ydre grundbetingelse for det videregående samarbejde, hvorpå disse kulturstater hvilede. Eufrat og Tigris, Yangtsekiang, Ganges osv. så derfor mægtige storstæder opblomstre ved deres bredder, medens omliggende uvejsomme stepper og højsletter kun var tyndt befolkede af halvvilde horder og nomader.

Men efterhånden som menneskets herredømme over naturkræfterne øgedes, blev, så at sige, floddalens børnehave for lille. Havet, eller rettere sagt indhavene og deres kyststrækninger, blev nu det hovedbindeled, som satte samfundene i handelsforbindelse og derigennem frembragte det videre samarbejde, der er betingelsen for en mere udviklet kultur. Middelhavslandene Grækenland, Lilleasien, Fønikien er klassiske eksempler herpå. Og omtrent samtidig udfoldede sig her i norden omkring Østersøen (og særlig i Danmark) en kultur (bronzealderkulturen), der vel ikke tåler sammenligning med middelhavets verden, men dog endnu med sine smykker, lurer og våben virker med forbilledlig skønhed.

Endelig kom den tid, da verdenshavene blev handelens hovedlandevej, så at man kunne tale om et begyndende samarbejde over hele jordkloden. De store opdagelses søfarter (Vaseo da Gama, Columbus osv.) danner her optakten. – men først i vore dage er med jernbanen, bilen og flyet de store fastlande blevet draget virkelig ind med, så at der med nogen ret kan tales om et hele menneskeheden omfattende samarbejde. (Hvad der jo blandt andet viser sig ved, at de politiske brændpunkter mere og mere forrykkes udefter, i en verdensomfattende økonomisk politik.)

Men jo mere således de ydre naturhindringer for samarbejdet mellem menneskene ryddes til side, jo flere tunneler, jernbanelinier, telegrafledninger osv. der bygges, desto mere bliver det iøjnespringende, hvad betydning de indre hindringer, de, som skyldes menneskene selv, har. – Og desto mere kommer det til at gælde, at samfundsforholdene er af langt større betydning for menneskenes velvære end de ydre naturforhold. Sammenligner man Indien med England, Irland med Danmark, ser man tydelig nok, at det ikke er naturrigdommen, som er det i første linie afgørende for folkets velstand. (ej heller kan forskellen uden videre tilskrives de forskellige folkeslags personlige egenskaber. Hvor f.eks. irlænderen og danskeren mødes under nye forhold, som i Amerika, viser danskeren ingen afgørende overlegenhed. Det er altså samfundsforholdene, de vilkår, landet byder for et godt samarbejde, der er det afgørende. Det land, hvor ufred eller overgreb hindrer arbejdets frie udfoldelse, og hvor udbyttet bliver arbejderne berøvet i videst mål, huser trods naturrigdommen det fattigste folk.

Her ligger da socialøkonomiens betydningsfulde og vanskelige hovedopgave: ikke ved at sætte sig i besiddelse af fremmede landes rigdomskilder, ej heller blot ved at tilvejebringe større duelighed og teknisk færdighed, men først og fremmest ved at sikre det bedst mulige samarbejde gøres et land til velstandens sæde. Og hertil er det ikke nok at udvikle samfærdselsmidlerne. Her gælder det først og fremmest at tilvejebringe det retfærdsgrundlag, som er vilkåret for alt virkeligt samarbejde, og som det er socialøkonomiens sag at påvise.

Dog forinden man kan komme nøjere ind herpå, må man se noget nærmere på samarbejdets art og gøre sig rede for, hvorledes det går for sig, og hvorpå dets fordele – og mulige farer – beror.

Samarbejdet

Et gammelt ord vil ganske vist sige, at “den sten, man ikke kan løfte, skal man lade ligge”. Men hvis menneskene havde handlet derefter, var vi endnu skindklædte barbarer. Den sten, man ikke kan løfte, beder man sin nabo hjælpe sig med at vippe op med en stang: samarbejdet alene er det, der har muliggjort en virkelig mennesketilværelse og udfoldelsen af menneskenes produktive kraft. Hvori ligger nu det?

Den første, mest umiddelbare erfaring, der gøres om samarbejdets nytte, er vel netop den, at flere kan løfte en byrde, der er for tung for én. Men ikke blot giver samarbejdet således mere magt, det muliggør også løsning af mangfoldigere opgaver. Den enkeltmand, der selv skulle sørge for sine fornødenheder, måtte nøjes med yderst tarvelige og ensformige kår; hvor flere løser hver sin opgave – én jager, en anden plukker bær osv. – og siden udveksles det vundne udbytte, bliver alles behov langt mangfoldigere tilfredsstillet.

Men dertil kommer, at først når opgavernes løsning således fordeles på flere hænder, kan de forskellige menneskers uligeartede evner blive taget i særlig brug. Den ældste form for arbejdsdeling i så henseende er vel den mellem »Adam, der grov, og Eva, der spandt” (en arbejdsdeling, der vel endnu som oftest er på sin plads, selvom den undertiden uden skade kunne vendes om).

Ikke blot kan ved en sådan arbejdsdeling de medfødte særlige evner udnyttes; tillige muliggøres derved den håndværksmæssige arbejdsdeling, idet arbejdets ensidighed fremkalder en særlig færdighed og teknisk udvikling, som ikke kan opnås af den, der har “19 håndværk og 20 ulykker”.

Endelig har vi den vidtrækkende og betydningsfulde arbejdsdeling mellem lande og landsdele indbyrdes, hvorved naturforholdenes og folkeejendommelighedernes forskelligartethed kan udnyttes til gensidig fordel. (jydepotter og fynsk humle; nørrejysk opdræt og sønderjysk marskfedning, engelske kul og danske æg, spanske appelsiner og islandsk klipfisk.)

Den tid- og kraftbesparelse, samarbejdet forårsager, springer ingen steds stærkere i øjnene end ved den egentlige fabriksmæssige arbejdsdeling, som særlig er blevet udviklet i det sidste århundrede.

Denne fabriksmæssige arbejdsdeling er dog blevet skarpt kritiseret som en fordel af højst tvivlsomt og blandet værd.

Man har særlig fremhævet, at arbejderen ved således dag ud og dag ind at skulle foretage enkelte og ensformige greb, og ved at blive berøvet den umiddelbare tilfredsstillelse, der er ved at fuldføre noget, bliver gjort til en sløvet maskine, en automat. – Det må dog ikke overses, at de fleste af de arbejder, der således ved fabriksdriften er blevet yderligere sønderdelt, i forvejen var af ret ensformig art. Enten jeg som den gammeldags nålemager laver knappenåle fiks og færdig, eller jeg kun sætter hoved på nåle, er mit arbejde ret ensformig-mekanisk. Og kan der så i sidste tilfælde udrettes det l0-dobbelte i samme tid (og ofte er det jo det l00-foldige), kan der vel ingen tvivl være om, hvor fordelen er. (At arbejderen muligvis ikke har opnået en forholdsmæssig forkortet arbejdstid eller forøget løn, og måske slet ikke nyder fordel af fremskridtet, er en sag for sig, der ikke vedrører den her berørte side af sagen.)

Men særlig fortjener det at fremhæves, at netop gennem arbejdets fabriksmæssige udstykning i enkeltgreb går vejen til at gøre alt det rent mekaniske arbejde automatisk og således frigøre mennesket fra det arbejde, der kun kræver greb, ikke tanke. (Tændstikker f.eks. lavedes først på meget besværlig vis uden videre arbejdsdeling. Efterhånden sønderdeltes arbejdet i enkeltgreb: én udpinder, én paraffinerer, én dypper, én pakker, én påklistrer osv. Men nu er størsteparten af alt dette blevet automatisk; alle de enkelte greb gøres af maskiner, og én eller få teknikere træder i de mange mekaniske arbejderes sted.) Kun arbejdskraftens ringe pris lægger hindringer i vejen for udviklingen i denne retning. Hvor mennesket er værdifuldt, kan det ikke betale sig at bruge det som mekanisk værktøj eller trækdyr. Der træder det mekaniske fyr i fyrbøderens sted, og den elektriske ventilator afløser den indiske rigmands kulitrukne kølevifte. Derfor har navnlig Amerika i de sidste to menneskealdre været maskinernes land i modsætning til f.eks. Galizien eller Italien. Og husassistenternes forholdsvis høje løn – sammenlignet med tidligere tiders tjenestepigers – har ligeledes i de senere år fremkaldt en mængde mekaniske hjælpemidler (støvsugere etc.) på et område, hvor fejekost og støveklud havde hersket uantastet i århundreder.

Dog kan det ikke nægtes, at den fabriksmæssige produktion i de sidste menneskealdre har trængt sig ind på felter, hvor den ikke hører hjemme, idet den må siges ikke at være virkelig økonomisk, for så vidt dens ensformige arbejde ikke udnytter de enkelte arbejderes mangeartede evner, og for så vidt dens dusinvarer har fortrængt det personlighedsprægede håndværksarbejde.

Årsagerne hertil var flere. Dels var håndværket ofte blevet stillestående og ideforladt, så dets frembringelser uden videre kunne fortrænges af det lige så åndløse fabriksgods. Dels var folket for fattigt, så hensynet til prisbillighed overskyggede alt andel. Medens højere arbejdsløn altså overalt, hvor det gælder rent mekanisk arbejde, vil fremkalde mere maskinmæssig fabriksdrift, vil den på den anden side kunne fremkalde opblomstrende håndværk ved at sætte folk i stand til at købe de virkelig gode og kønne håndværksprodukter, hvor sådanne fremkommer under indflydelse af fornyende kunstnerisk påvirkning. – De sidste menneskealdres noget højere arbejdsløn og mere udbredte velstand har også her til lands sat sig tydelige spor i begge retninger., men en virkelig økonomisk arbejdsdelings endemål kan ikke siges at være nået, førend alt det arbejde, der væsentlig er kropsslid, udføres automatisk af maskiner, så alle mennesker bliver intelligensarbejdere: kunstnere (i håndværket) eller biologer og teknikere (i landbrug og industri).

Arbejdsdelingen

Samarbejdet består jo deri, at arbejdet på en eller anden vis deles mellem flere. Men dette kan ske på to væsentligt forskellige måder: ved samling eller spredning. Enten kan nemlig flere slå sig sammen for ved samlede kræfter at udrette et enkelt arbejde, eller de kan hver udføre sit selvstændige arbejde og udveksle produkterne indbyrdes. Når én leder hesten, medens en anden styrer maskinen, når to løfter en sten, som er for tung for én mand, ser vi eksempler på arbejdsdeling ved kræfternes samling. Når én koger maden, mens en anden sår og høster, sker arbejdsdelingen ved kræfternes spredning. Men i begge tilfælde opnås der ved samarbejdet, at målet nås lettere eller mere fuldkomment, så hver enkelt deltager får større udbytte af sit arbejde, end han ellers kunne få. Begge former for arbejdsdeling er højt udviklede i nutiden, kræfternes samling, eller som det også kunne betegnes det kommanderede samarbejde, ser man kæmpemæssige eksempler på i storfabrikken eller ved navigationen af en atlanterhavsdamper. Det karakteristiske for denne art af samarbejde er den grad af disciplin, det kræver. Skal skibet kunne styres, må alle de enkelte af dets hundredtallige mandskab kunne ledes ved et tryk på en knap i kaptajnens kahyt, ligesom legemet kan ledes ved et signal fra hjernen (selv om de enkelte affærer naturligvis til daglig ledes af underbefalingsmænd, som legemets vanebevægelser af rygmarven).

Denne form for samarbejde får jo navnlig betydning, hvor det gælder løsningen af enkelte storopgaver. Allerede i oldtiden ser vi det anvendt i stor stil (Ægyptens pyramidebygning), og også i vore dage spiller det en betydningsfuld rolle. For mange synes det endogså, som om der slet ikke eksisterer samarbejde af anden art.

Men i virkeligheden er det ikke så. Medens kræfternes samling fortrinsvis sker i forholdsvis snævre kredse indenfor de enkelte landes grænser og med enkelte opgaver for øje, finder der et verdensomfattende, almen indgribende samarbejde sted ved kræfternes spredning. Dette samarbejde kunne modsætningsvis betegnes som det friborgerlige; dets takt kommanderes ikke fra nogen chefsplads, det foregår for en stor del ganske ubevidst (ligesom de legemsvirksomheder, der ledes af det ubevidste livs nervesystem),

Og dog forbinder det til arbejdsdeling millioner af mennesker, der spredt over hele jordkloden intet kender til hinanden og tilsyneladende blot arbejder for sig selv. Og medens kræfternes samling var drevet til stor højde allerede i oldtiden, til dels hvilende på slavearbejde, er det just nutiden, der har set det friborgerlige samarbejdes uhyre udvidelse ved samfærdselsmidlernes udvikling og den delvise frigørelse af de enkelte arbejdere og det personlige initiativ.

Ved et sådant samarbejde er det, at det opnås, at alverdens produkter overalt står til rådighed – og at selv de ubetydeligste genstande skyldes samvirken af tusinder af mennesker, spredt over den halve klode.

Tænk f.eks. blot på, hvor mange menneskers samvirke der kræves for at forsyne os med en sådan småting som en æske tændstikker: – jeg køber den i nærmeste butik, hvis indehaver i tide har tænkt på at forskaffe et oplag fra en grosserer, der atter har dem fra en importør eller fabrikant. Fabrikken har arbejdere af forskellig art: æskemagere, etikettrykkere, pakkere, satsmagere osv. og til dens indretning hører et utal af maskiner, fabrikeret i øst og vest. Dernæst materialerne: kul fra England, træ fra russiske aspeskove, hidført pr. damper og bane ved en broget arbejderskares hjælp. Antimonet i satsen er måske fra amerikanske gruber, farven fra tyske tjærevarefabrikker osv., osv..

Alle disse mennesker kender intet til hinanden eller til tændstikkernes køber; og dog er der samvirke, igangsat uden direkte kommando ved den indvirkning, som efterspørgslen udøver.

Om nutidens samfund gælder det derfor, at medens man på den ene side med rette kan sige, at ingen helt alene frembringer noget som helst, så kan man på den anden side med samme ret fremhæve, at alle (der overhovedet arbejder) er med til at frembringe alt, at enhver er med til selv at frembringe alle sine fornødenheder. Er ikke den engelske kulminearbejder med til at frembringe det danske flæsk, han spiser? Bryder han ikke de kul, der driver slagteriets dampmaskiner? Og er det ikke så, at hvis hans smag forandrer sig fra fedt til magert, ændrer han retningen indenfor vor svineproduktion? Og lige så fuldt er den danske strikkerske (eller hvad man nu vil nævne) med i arbejdet for at frembryde de kul, som hun henter sig hos købmanden til sin kakkelovn. Hun er det i kraft af sit strikkearbejde, som holder den mælkekusk varm, der sammenkører mælken til kulminearbejdernes smør osv. Grænsen mellem en vares frembringere og forbrugere udslettes således. Alle arbejdere er med i frembringelsen af alt, og produktionens mangeleddede kæde er først sluttet, når den sidste frembringer – forbrugeren – har tingen i hænde. Standser frembringelsen på et tidligere punkt, er den til ingen nytte. Brødet er jo ikke fuldt frembragt, når det er lagt eller bagt eller skåret eller smurt eller bragt i marken, men først når det er bragt til munden.

Har man ret fået øje for denne verdensproduktionens sammenhæng, vil man bl.a. hurtigt blive klar over, at man ikke med rette kan betegne noget enkelt erhverv som landets bærende erhverv. Alle erhverv (undtagen tyveri) er bærende. Produktionen er som en stor byrde, båret oppe i samling af utallige hænder. I uudviklede samfund kan man med nogen ret kalde de virksomheder, som direkte frembringer føde og klæder, for de bærende. Under nutidens internationale samvirke kan det hænde, at et lands hovedvirksomhed er en ren luksusproduktion – hvad enten denne luksusvare er diamanter (som i Rhodesia) eller smør (som i danmark) – for hvilket vi forskaffer os brændsel fra England, brød fra Amerika og klæder fra Tyskland.

I nutiden ser man mægtige bestræbelser realiseres, hvorved borgerligt, ubevidst, verdens- eller landsomspændende samarbejde bringes ind under militaristisk organisation. En koncern er ikke blot en stor fabriksvirksomhed (f.eks. en bilfabrik), men omfatter talrige virksomheder i ind- og udland, knyttet til hovedfabrikken: støberier, valseværker, væverier, bogtrykkerier – ja, muligvis miner, gruber og gummiplantager. Tit drejer det sig her om forsøg på monopoldannelse og prisopskruning; men en koncern kan også være udtryk for en fornuftig økonomi i et højt udviklet samfund. Højere organismer har jo også flere bevidste funktioner end de lavere dyr, hvis livsytringer hovedsageligt er uvilkårlige.

Det verdensomfattende samarbejde er således et hovedtræk i nutidens økonomiske fysiognomi. Hindringerne og betingelserne for dets sunde udvikling er derfor af største betydning. Hvilke forhold har nu særlig fremkaldt denne udvikling, og hvilke hindringer har den haft (og vil den få) at overvinde?

Som alt tidligere nævnt er samfærdselsmidlernes udvikling en væsentlig betingelse for samarbejdet, idet der derved drages stedse videre kredse ind deri. Men det herredømme over naturkræfterne, den tekniske udvikling, som hertil har været nødvendig, kommer også på anden vis samarbejdet til gode. Maskiner og andre tekniske opfindelser muliggør jo på mange felter samarbejdet: hvor man kun har kanoer, kan der intet samarbejde blive ved sejladsen. – Men omvendt er anvendelsen af maskiner og indviklet storproduktion jo også betinget af samarbejde. For nybyggeren er en le mere brugbar end en selvbinder; for udliggeren en jolle mere nyttig end et dampskib, tællepråsen end elektricitetsværket.

Det vidtspændende samarbejde kræver endvidere en vis personlig udvikling: evne til at arbejde på langt sigt (da udbyttet først kommer efter lang tid) og sans for opsamling af kapital (da omfattende produktion og vareomsætning ikke kan gå for sig uden forråd af råmaleriale, store vareoplag, maskiner og andre driftsmidler).

Men først og fremmest betinges samarbejdet af fred og arbejdsfrihed. Hvor krig eller røveri hersker, sammenskrumper hele det store samarbejdets fletværk: leen sættes på lanseskaft, kapitalen ødelægges eller forsvinder i strømpeskafter eller kælderhuler. Ingen vil så, når han ikke har nogenlunde sikkerhed for at høste, al produktion indskrænkes til det strengt nødtørftige. Dette er en hovedgrund til, at de evig urolige og usikre tider, der her i Europa afløste romerrigets jerntid, var fattige på vidtspændende samarbejde. – Og skønt nutidens civiliserede krig jo ikke på den vis går ud over privatmands ejendom, og den økonomiske ødelæggelse og det kapitalspild, den forårsager, derfor springer mindre i øjnene, er de jo ingenlunde blevet mindre, så kun samfundets større økonomiske kræfter hindrer det fra at knuses under byrden.*)

*: Denne civiliserede krigsførelse tilhører jo nu fortiden. (forf. anm. 1923)

Denne nutidens større økonomiske kraft skyldes vel mere end noget andet den grad af arbejdsfrihed, der er vundet: – slavearbejde var alle dage ikke blot demoraliserende, men uøkonomisk. På hovmarken sløsedes tiden bort, så såre fogeden var ude af syne. Ja, selv landsbyens bundne fællesdrift og lavsvæsenet i byerne, der dog mere hvilede på hævd end på tvang, blev efterhånden mere og mere en hindring for udfoldelsen af det videre samarbejde, der kan opstå under arbejdsfrihed, hvor hver enkelt afgør, hvad han vil lave og hvorledes, så han selv søger sin plads i samvirkets netværk.

Men under betragtning af det kæmpemæssigt udviklede samvirke, som er opstået under nutidens frie konkurrence og som har øget de økonomiske kræfter så umådeligt, må det ikke overses, at der til virkelig arbejdsfrihed hører mere end lov til at vælge sin plads: til at følge sit eget hoved eller i hvert fald selv vælge sin leder. Virkelig arbejdsfrihed – og dermed fuldt samarbejde – opnås først, når ingen kan tilegne sig del i udbyttet, som ikke har ydet sin skærv til værket. Hvor sligt endnu finder sted dvs.: overalt i verden, mere eller mindre), er tvangsarbejdet ikke udryddet.

Det gammeldags personlige slaveris formål var at give herren magt til at tilegne sig en part af trællens arbejdsudbytte. Produktionsmåden var dog så ussel og trøv, at udbyttet, selv for herrerne, oftest var ringe nok. Produktionen ved frie arbejdere i fri kappestrid er sammenlignelsesvis fuldkommen som et jernbanetog mod en studekærre. Og ved at skille arbejdet og arbejderen ad, har det gjort lønarbejderen, der sælger sit arbejde, væsentlig lige så personlig fri som producenten, der får sit arbejde betalt ved at sælge dets frembringelser. – Men økonomisk set er stillingen på en vis måde værre: den tribut, arbejdet må svare, er større end nogensinde.

Det er denne kendsgerning, som i vore dage får mange mennesker endogså til at se skævt til den frie kappestrid og til at tro, at der er noget at vinde ved at lægge den hindringer i vejen. Det er dette forhold, som har drevet millioner af arbejdere bort fra samfundet, til fjerne landes ødemarker, hvor de stod uden samarbejdets løftestang, men også uden tributpligten. Fordi de der havde fri adgang til, hvad der er den absolutte betingelse for menneskets arbejde, og hvad der derfor er vigtigere endog end samfundet: Jorden, naturens rigdomskilder.

Kun hvor samfundet opbygges på grundlag af lige ret til jorden, så ingen i kraft af sin ejendomsret til naturens rigdomskilder kan kræve tribut af dem, der frembringer rigdommen, er der den virkelige arbejdsfrihed, som er grundlaget for det fulde samarbejde.

Dette store grundspørgsmål skal dog her ikke nærmere berøres, da det vil blive taget op senere under behandlingen af fordelingens love. – Derimod er det til forståelse af samarbejdets udvikling nødvendigt at betragte omsætningen, handelsforholdene, noget nøjere, thi handelen er jo for det økonomiske samarbejde, hvad blodomløbet er for det fysiologiske.

Handelen

Mennesket er et samfundsdannende handelsdyr.

Som samarbejde er det modsatte af krig, er handel det modsatte af rov. Ligesom ved krigen enkeltmænd, der intet har med hinanden at skaffe, føres mod hinanden til gensidig ødelæggelse, således føres ved handelsforbindelser mennesker, der ingen anelse har om hinandens eksistens, til at arbejde for hinanden til gensidig gavn. Ombytning, ydelse af egne varer (eller tjenester) som betaling for andres arbejdsprodukter, er den eneste menneskelige måde at anskaffe sig, hvad man ikke selv kan frembringe.

Det er navnlig den arbejdets deling, som foregår ved kræfternes spredning, og som i nutiden har antaget et så uhyre omfang, der kræver handelsforbindelser af tilsvarende udstrækning for at kunne bringe den enkelte hans del af de talløse medarbejderes produkter fra hele verden. Hvis en produktion ikke har tidssvarende handelsforbindelser, vil den hensygne som et lem, der har hæmmet blodomløb. Det var således lige så fuldt mangel på tidssvarende udviklede afsætningsforhold som forældede værkflidsforhold, der fremkaldte håndværkets underlegenhed i konkurrencen med fabriksarbejdet i de sidste menneskealdre. Den gammeldags håndværker arbejdede oftest for en snæver, men fast kundekreds, og hans materiale var ofte simpelt og hjemmeavlet, medens mange af nutidens håndværkere må skaffe sig materiale fra mange lande og søge deres kundekreds vidt omkring.

Samarbejdets fulde udvikling kræver altså åben forbindelse mellem alverdens lande. Men hertil udkræves ikke blot omsætningens lethed (gode samfærdselsmidler, godt pengevæsen osv.), men også omsætningsfrihed, så enhver kan foretage det ombytte, der frembyder størst fordel: sælge, hvor der bydes ham mest for hans varer; købe, hvor der bydes ham mest for hans penge.

Er disse betingelser til stede, foregår ombytningen frit og naturligt, så at sige af sig selv, idet den drives og reguleres af, hvad man kunne kalde værditrykket. Enhver vare går derhen, hvor den værdsættes højest, dvs., hvor man er villig til at yde mest til gengæld for at komme i besiddelse af den.

Og det, man således yder til gengæld, er naturligvis til syvende og sidst altid egne arbejdsprodukter. Lettest indlysende er dette, hvor der kun er tale om tuskhandel, direkte vareombytning: men selv hvor pengene spiller ind med, hvor det enkelte køb eller salg består i ombytning af penge med varer eller varer med penge, er det samme tilfældet. Selvom ombytningen er dok så indviklet og sammensat, selvom f.eks. mine varer sælges i den ene verdensdel, og hvad jeg køber kommer fra den anden, er det jo dog med mine produkter, jeg betaler, – yder gentjeneste, – om end gentjenesten ikke direkte ydes til den, hvis varer jeg får, men til andre, der igen yder andre mennesker gentjeneste osv., til tjenesteydelsen har forplantet sig jorden rundt.

Handelen er således et led i produktionen, det samlende led, det, hvorved de ved kræfternes spredning frembragte mangfoldige produkter bringes til hver mands dør. Det er derfor egentlig også ukorrekt at skelne mellem producenter og handlende. Fiskegrossisten og den omtrækkende fiskemand er lige så fuldt fiskeproducenter som fiskeren.

Den dygtige handlendes deltagelse i produktionen består ikke alene deri, at han fører varerne på markedet, så de ikke går til spilde, men navnlig i, at han udfinder, hvor, i hvert givet øjeblik, det bedste marked er, at varerne kan komme på bedste plads, dvs. dér, hvor de vurderes højest og derfor bringer mest gensidigt udbytte. De handlende er altså ikke uden videre, som nogle mener, unyttige mellemmænd. Men medens på den ene side den mere og mere vidtstrakte arbejdsdeling fremkalder mere og mere handelsvæsen, så er der naturligvis også en stadig bestræbelse efter at udskyde de overflødige mellemled, at bringe producent og forbruger så nær til hinanden som muligt, ligesom man af en maskine søger at udskyde overflødige tandhjulsforbindelser for at formindske gnidningsmodstanden. Er der nemlig for mange handlende i forhold til en vis varemængde, kan selv den skrappeste konkurrence ikke gøre varerne billige i længden, fordi et lille salg kræver stor avance, om købmanden overhovedet skal kunne leve.

Når antallet af handlende ikke desto mindre på adskillige felter er så uforholdsmæssigt stort (f.eks. 5-6 købmænd i én landsby), hænger det navnlig sammen med, at småhandel frembyder en forholdsvis let adgang til nogenlunde selvstændigt erhverv, hvad det under nutidens forkvaklede forhold overalt skorter på.

Hyppigt ser man således arbejdsløse arbejdere skaffe sig lidt kredit til at åbne en lille handel (som konen kan passe). Den høje leje, der må betales for sådanne små butikker, diskonterer dog gerne fortjenesten til fordel for grundejerne.

Den uhyre vækst af det befolkningslag, der beskæftiger sig med detailhandel, hænger dog også sammen med, at vareomsætningen er det felt, hvor arbejdssparende metoder og maskiner er mindst anvendt. – Trods automat-salg, udlevering af varer i standard-pakninger osv. kræver en vis varemængdes omsætning i nutiden omtrent samme betjening som for en menneskealder siden, medens mange varers fremstilling kun beslaglægger en hundrededel så megen arbejdskraft, så de direkte fremstillingsomkostninger ofte kun er en ringe del af en vares pris.

Omsætningsfrihed

Som handelen altså er et led i produktionen, er handelsfrihed et led i produktionens frihed. Tidligere tiders fremherskende opfattelse var. at både handelsfrihed og arbejdsfrihed var skadeligt for samfundet. Ved ud- og indførselsforbud osv. søgte man at hæmme omsætningens frie løb, og ved lavs-tvang, ved eneretsbevillinger osv. blev der fra oven grebet ind i borgernes frie produktionsvirksomhed. Men medens allerede for flere menneskealdre siden den frie kappestrids grundsætning trængte igennem på produktionens område (så man mere og mere tilstræbte at sætte dygtighedens stempel i lavs-stemplets sted og at lade forbrugerne selv, ikke det offentlige, være dem, der bedømte varernes værd), så er på handelens område den samme frihedstankegang endnu ikke trængt sejrrigt igennem, ja er endogså blevet fortrængt i de lande, hvor den havde vundet en delvis sejr i det 19. århundrede.

Vel er overall de indenrigske toldskranker faldet og forbud mod omsætning mellem landsdelene indbyrdes ophævede, men mellem landene indbyrdes opretholdes langt de fleste steder endnu toldmure for at hindre eller hæmme den frie vareudveksling.

Dette hænger sammen med de uhyre interesser, der er knyttet til handelens ensidige hæmning, og tillige med de nabofjendtlige følelser, der endnu næres. Men selv blandt folk, der i øvrigt er modstandere af særbegunstigelser og på andre områder hævder frihedens gavnlighed, møder man endnu mange, der anser handelshindringer for en nødvendighed, om ikke landets næringsflid skal ødelægges eller forringes. Og det bliver derfor nødvendigt noget nøjere at undersøge denne sag.

Foranstaltninger til hæmning af borgernes frie mellemfolkelige handelssamkvem sker i nutiden sjældnere i form af direkte forbud, men særlig ved hjælp af den såkaldte beskyttelsestold, dvs. en afgift, der pålægges varer, som indføres udenlands fra (men ikke de varer, der tilvirkes i landet selv), så at altså de indenlandske producenter kan holde deres varer så meget højere i pris, som de indførte varer fordyres ved tolden.

At en sådan beskyttelsestold kan være til fordel for de indenlandske producenter, er umiddelbart forståeligt, da de derved kan sikre sig en kundekreds, som muligvis ellers ville søge udenlandsk forsyning. Men da den forrykker forholdet mellem producent og forbruger og giver den første magt til, til en vis grad, at tage mere for sine varer, end de er værd, er det en foranstaltning, som i en retsstat ikke kan opretholdes, med mindre det kan påvises, at denne ensidige begunstigelse i virkeligheden er almengavnlig. Det ville jo ikke kunne forsvares blot for vedkommende købmands skyld at tvinge alle en gades beboere til udelukkende at gøre deres indkøb hos ham.

Vi må derfor undersøge det vigtigste af, hvad der fremføres som bevis for handelshæmningens almengavnlighed.

Det mest populære af de argumenter, der fremføres, er vel, at det dog er langt bedre at udelukke det udenlandske kram, så folk nødes til at bruge de gode nationale produkter. Men naturligvis må hertil svares, at vel kan man ved tolden udelukke de slette – såvel som de gode – udenlandske varer, men ikke derved få folk til at købe gode indenlandske, så det eneste, der opnås, er, at de må betale de slette indenlandske dyrere. Og ingen vil vel tænke på også at forbyde salget af indenlandsk billigt kram.

Selvfølgelig er det urimeligt at gå over bækken efter vand, at hente fra det fjerne udland, hvad man kan frembringe lige så godt og billigt hjemme. Men af den grund behøves ingen beskyttelsestold, lige så lidt som folk behøver at tvinges til at købe i nærmeste bod, hvad der kan fås lige så godt som i en fjern købstad. Men hvis en ting kan fås bedre eller billigere f.eks. i Flensborg end i Helsingør, vil det åbenbart være lige så urigtigt at forhindre folk fra at forsyne sig fra det billigere sted, som det ville være, om det billigere sted var f. eks. Kolding eller en anden stad nord for de politiske grænsepæle. –

“Men det er dog uheldigt, at landet oversvømmes med udenlandske varer, så pengene går ud af landet til betaling for disse,” er et andet i den daglige drøftelse ofte fremført argument. Pengene går imidlertid slet ikke ud af landet. Hvad der i virkeligheden udføres til betaling af vor indførsel, er hjemmelavede varer af en eller anden art. Tømmer og tjære betales med kød og korn osv. Hvad vi opnår er altså at kunne betale med, hvad vi på grund af naturforhold eller andre ejendommeligheder har lettere ved at frembringe, så vi får mere udbytte af vort arbejde, end vi ville få ved hjemlig tjæretilvirkning etc. – Har man forstået dette forhold mellem indførsel og udførsel, vil man ej heller lade sig hilde af et andet, nærbeslægtet argument for handelshæmning: at man derigennem kan modvirke væksten af landets gæld. Gældsbyrden forøges ved lån, ikke ved handel. Ved gennem beskyttelse at lokke virksomheden ind på urentable veje, hvor starten tilmed ofte er vanskelig og kapitalslugende, vil man snarere øge end formindske faren for overforgældning.

“Men frihandelen vil umuliggøre, at der i indlandet fremblomstrer et alsidigt erhvervsliv, den vil fremkalde yderlig ensidighed, så der opstår udelukkende agerbrugs- og udelukkende industrilande, medens mangesidigheden bidrager til folkets udvikling.” – Industrien er ikke, som mange tror, særlig knyttet til indenlandsk råmateriale. Schweiz har en verdenskendt chokoladeindustri – skønt både kakao­bønnerne og sukkeret kommer udenlands fra, såvel som kullene. Danmarks førende eksportindustrier omfatter lige så fuldt skibe, porcelæn, kølemaskiner og sølvsmedearbejde (der væsentlig bruger udenlandsk materiale) som øl, bacon og smør. – Langt vigtigere for industriens udvikling end indenlandsk kul og jern er åbne havne til alle sider.

At beskyttelsen kan fremkalde nye industrier indenfor landets grænser, er ubestrideligt. Ikke desto mindre turde frihandel være virksommere i denne retning. Thi det må erindres, at netop ved fri indførsel af alverdens råmateriale opstår vidtrækkende muligheder, medens den ved tolden fremkaldte fordyrelse af visse varer til fordel for en enkelt industri hæmmer alle andre, for hvem disse varer spiller en rolle. Ved beskyttelsestold på sukker kan man f.eks. i et til roedyrkning lidet egnet land fremkalde sukkerindustri; men ved frihandel kan man muliggøre en hel række virksomheder, hvis livsbetingelse er billigt sukker. Ved told på korn kan man fremme korndyrkningen; men ved frit korn ophjælpes husdyrbruget og den vidtrækkende industri, som hviler derpå (for ikke at tale om, at man samtidig billiggør folkets føde). Og medens under frihandel enhver ny produktion betyder værdifrembringelse, betyder under beskyttelse en ny produktion værdiforfalskning, dvs.: produktionen lønner ikke fuldt sin mand, han lever i virkeligheden delvis på tilskud (som hans medborgere må udrede). Medens derimod under frie forhold den eneste måde at berige sig på som producent er ved at yde sine medmennesker tjeneste, skaffe dem bedre eller billigere varer.

Men vil dog ikke navnlig et lille lands industrielle udvikling blive umuliggjort, når det ikke kan afgrænse sig fra udlandets storproduktion? Vil ikke navnlig håndværket være udsat for kvælende favntag i al storindustrien?

Til det første må svares, at i så fald måtte industriens udvikling i den mindre by også kræve afspærring fra storbyen eller hovedstaden osv., en indbyrdes afspærring, som dog ingen ville forsvare. Men hvad der ikke kan knuses af den indenlandske konkurrence, kan så meget lettere tåle den fjerne udenlandske. Kan f.eks. Flensborg bygge skibe trods det nære Kiel, Helsingør trods København, kan en mulig skibsindførsel fra Kiel ej heller umuliggøre skibsbygning i Helsingør. (Vore skibsbyggerier har i øvrigt hidtil været det modsatte af beskyttede.)

Hvad der har forårsaget håndværkets underlegenhed i konkurrencen med fabriksindustrien, er tidligere berørt, og heri kan beskyttelsen ikke gribe ind. Håndværkets farligste konkurrent er selvsagt den indenlandske storproduktion. Og en sådan er ikke sjældent just bleven fremskyndet ved den præmie, der ved den kunstige prisforhøjelse, beskyttelsen forårsager, sættes på vedkommende fabrikation.

Men er der dog ikke noget, der taler for at toldbeskytte de nye, spæde industrier for at bringe dem helskindede over de første begyndervanskeligheder? – Beskyttelsesfordyrelse af vedkommende vare må snarere siges netop at forårsage slige børnesygdomme ved så at sige at fremkalde for tidlig fødsel: oprettelse af virksomheder, før de endnu er naturligt påkrævede. Og samtidig med, at den opskruede varepris fremlokker dannelsen af nye fabrikker på vedkommende felt, forårsager den indskrænkning i forbruget og derved yderligere vanskeligheder for virksomhedens sunde udvikling. –

Det må også tages i betragtning, at selvom slig beskyttelsestold oprindelig er ment som en ganske foreløbig hjælp, vil det være yderst vanskeligt at få den bort igen. Det vil nemlig blive opfattet som et direkte fjendtligt skridt mod vedkommende virksomhed, der vil gå ud over ikke blot fabrikkernes aktionærer, men over leverandører af råmateriale (f.eks. sukkerroedyrkere) og ejerne af jorden, (grundejerne i sukkerroeegnen). Ja, kravet vil endogså nødvendigvis gå i retning af voksende beskyttelse, thi når jorden ved de kunstigt forhøjede produktpriser er blevet fordyret, sluger forrentningen af den højere jordpris beskyttelsens profit. Når således Tyskland ved sin korntold osv. “for at beskylle det nationale landbrug mod konkurrencen med oversvømmelsen af korn fra de nye landes billige jord” har drevet korn- og kødpriserne kunstigt i vejret, bliver følgen højere jordpriser – og derfor krav på yderligere toldfordyrelse. Det er dette, der gør beskyttelsespolitikken til en skrue uden ende.

Særlig for det lille land frembyder beskyttelsestolden store farer. Jo snævrere landområdet er, desto lettere vil indlandets producenter i læ af toldmuren kunne slutte sig sammen, standse al konkurrence og gennem opskruede varepriser udbytte befolkningen.

Men som alle andre særbegunstigelser, der er til udtalt gavn for et fåtal, medens skaden er umærkelig fordelt over hele folket, er beskyttelsen overmåde vanskelig at komme til livs, da den har indflydelsesrige og ivrige talsmænd, medens dens modstandere er lidet interesserede. Dog ville den næppe have kunnet holde sig under den demokratiske udvikling, om ikke den, ved siden af den begunstigelse den byder navnlig enkelte storproducenter og grundejere, havde kunnet byde arbejderne i hvert fald et skin af bedre chancer. Beskyttelsens mest virkningsfulde argument er dens påståede evne til at kunne “skaffe arbejde”. I tider, hvor ufrivillig arbejdsløshed er en så fremtrædende og frygtelig foreteelse, må dette argument nødvendigvis være af betydelig virkning, og denne sag må derfor nøjere udredes.

For en del hviler forestillingen om handelshæmningens formentlige evne til at skaffe arbejde naturligvis på en illusion. At vi indfører et eller andet fra udlandet, synes mange mennesker ensbetydende med, at der bliver så meget mindre arbejde til landets egne børn. Men forholdet er jo, som tidligere nævnt, i virkeligheden det, at vi ikke kan indføre ét uden al udføre et andet, så vi til gengæld for det arbejde, udenlandske arbejdere udretter for os, må udrette andet arbejde. Indfører vi f.eks. maskiner, bliver der så meget mindre arbejde for maskinfabrikkerne, men til gengæld må vi udføre en tilsvarende værdi af f.eks. cement, smør eller porcelæn. Ikke desto mindre hører man ofte, i arbejdernes navn, protester mod f.eks., at staten indfører lokomotiver fra udlandet, selvom de hjemmelavede er forholdsvis dyrere.

Men i en vis forstand kan unægtelig handelshindringer siges at give mere arbejde, for så vidt dens almene virkning er at give mere møje for at opnå samme resultat. Den lokker os jo nemlig ind på virksomheder, der på grund af naturforhold eller andet er uheldigt stillede og giver forholdsvis ringe udbytte. Dette vil bedst fremlyses ved at tage et grelt eksempel. Hvis f.eks. Nørrejyderne ved handelshindring førtes ind på selv at dyrke den humle, de ellers havde fået fra Fyn eller Brunsvig, ville den blive dem adskilligt dyrere, dvs. koste dem forholdsvis meget arbejde mod før. Handelshæmningen skaber mere arbejde på samme vis som forbud mod forbedrede maskiner, eller som forbud mod jernbanekørsel ville skabe mere arbejde for fragtkørerne.

Men fra et snævert lønarbejderstade kunne der hertil siges: “Ja, udbyttet forringes ganske vist, og varerne fordyres, men der bliver dog mere arbejde. Et snefog giver intet udbytte, kun arbejde, men for lønarbejderne i byen er det dog måske ensbetydende med en god dagløn.” Det er denne tankegang, som mange steder har gjort lønarbejderne til forbitrede modstandere af indførelsen af nye maskiner, og som også adskillige steder gør dem til modstandere af handelens frihed. Men selv fra dette ensidige lønarbejderstandpunkt må handelshæmning fordømmes: udbyttehæmning vil aldrig i længden blive vejen til virksomhedsudvidelse. Jernbanestandsning ville ganske vist i øjeblikket give vognmændene ekstraarbejde; men den livlige jernbanetrafik har dog langt anderledes øget også kørselsarbejdet. Symaskinen har ikke formindsket syerskernes antal. Jo lettere produktion, jo billigere produkt desto større forbrug. Derimod vil varefordyrelsen indenfor de ved beskyttelsen fremkaldte uøkonomisk arbejdende virksomheder forårsage aftagende efterspørgsel, så den tilsigtede arbejdsøgning bliver arbejdsformindskning. Om man f.eks. ved told på blomster og frugt ville beskytte gartnerne og fremkalde anlæg af større driverier, med arbejde for glarmestre, bygmestre osv., ville resultatet kun være, at b1omsterfordyrelsen ville hæmme blomsterforbruget, så den øgede virksomhed kun ville komme til at eksistere på papiret. Under frihandel derimod har vi her i landet i en årrække set indførslen af billige blomster og frugt øge forbruget til en sådan grad, at indenlandsk storproduktion på disse områder er vokset frem, så medens vi af visse ting til visse tider indfører store masser, kan vi af andre endog udføre, og frembringer i det hele taget mange gange mere end vi gjorde, før samfærdselsmidlernes udvikling muliggjorde indførsel.

Fri handel dvs. borgernes ret til at købe og sælge uantastet, hvor de finder deres fordel derved, er i virkeligheden ikke blot en naturlig ret, men også en betingelse for udviklingen af en sund national industri. Beskyttelses-politikken er i virkeligheden nøje i slægt med den bevægelse, der fik arbejderne til at gøre attentat på de nye maskiner, der tog arbejdet fra dem. Ja, den er endda værre, for så vidt som den ved siden af sin virkningsløse arbejderbeskyttelse medfører virkningsfuld livsfordyrelse og uretmæssig berigelse af de enkelte, der sikrer sig part i dens begunstigelser.

Men tilbage står den kendsgerning, at skønt alle menneskelige produktionsfremskridt, fra opfindelsen af løftestangen til konstruktionen af den elektriske dynamo, går ud på at spare arbejde, så står selve denne møjens overflødiggørelse for folk som et tvivlsomt gode, idet adgangen til udbytterig virksomhed for arbejderen ikke dermed er vokset forholdsvis, ja endogså kan synes at formindskes. Ligesom tidligere under omtalen af produktionsfrihedens betydning, kommer vi da her ved handelsfriheden til et punkt, der viser videre ud over: handelsfrihed, som den herskede i England fra Cobdens dage, er ganske vist at foretrække for den Bismarck’ske protektionisme, der samtidig praktiseredes i Tyskland, som produktionsfrihed må foretrækkes frem for lavstvang. Men så vist som grundårsagen til den ufrivillige arbejdsløshed er udelukkelse fra naturens rigdomskilder, kan arbejdets fulde emancipation først nås med den lige adgang til jorden, grundlaget for al produktion.

Værdi

Dyrekøbt er dyrebart.

Hvor der ikke lægges handelen kunstige hindringer i vejen for at hæmme den eller lede den ind i særegne baner, drives og reguleres omsætningen, som tidligere nævnt, af værditrykket: enhver vare går derhen, hvor den værdsættes højest. Men værdsættelsen, der således er den bevægende kraft ved al ombytning, og derfor grundlaget for det økonomiske samarbejde, hvorpå hviler da den? Hvad betinger en tings værdi? –

Blandt alt det, menneskene har brug for, er der adskilligt, som, skønt det er såre nyttigt, ja måske uundværligt, er ganske eller næsten værdiløst. Luften f.eks. har man i reglen gratis, og vandet koster sjældent stort; diamanter og champagne, som i og for sig er langt mindre vigtige ting, har høj værdi. Årsagen hertil ligger lige for: hvad der er møjsommeligt at få fat på, har høj værdi: værdi er ikke andet end en gradmåler for besvær.

Nu er der to måder at forskaffe sig noget på: arbejde eller tyveri; men lige meget om jeg har fulgt den eller den anden vej: værdien, jeg uvilkårlig tillægger tingen, er et udtryk for den møje, den har kostet mig. Vikingen, der har ryddet et skib for at få fat i en udmærket brynje, drengen, der har vovet sig op i det højeste træ for at røve høgeæg, vil begge vurdere deres bytte højt. Ganske ligesom den, der ved, at han har måttet arbejde hårdt og længe for at lave en ting, vil vide at værdsætte den derefter.

Ser vi bort fra røveri, der jo, i hvert fald officielt, ikke er tilladt, kan vi allså sige, at værdien af den ting, jeg har frembragt, bestemmes af arbejdsmøjen, den har kostet mig. (medens omvendt ting, som det koster mig møje at komme af med – skadedyr o.lign. – har negativ værdi.)

– At det således ikke er genstandens fortrinlighed eller nyttighed i og for sig, men møjen, den har kostet mig, der er værdiskabende, kan man se af, at det gælder også udover det rent økonomiske område: en moder, der har et sygeligt og svagt begavet barn, der har kostet hende utalte vågne nætter, har uvilkårlig dette særligt kært. Værdien er som et samlet udtryk for opofrelsen, for den part af mit liv, det har kostet mig at nå vedkommende mål. – Af samme grund vil en mådelig poet overvurdere sine med megen møje frembragte vers. –

Hvor der er tale om ting, der kan erstattes, nyfrembringes, bliver værdien dog naturligvis et udtryk for, ikke hvad det enkelte eksemplar faktisk har kostet mig af møje, men hvad arbejde det tiljævns vil koste mig at lave magen dertil.

Under almindelige samfundsforhold frembringer den enkelte jo ikke direkte sine mangfoldige fornødenheder. Men alligevel vedbliver arbejdet at være værdimåleren. Thi hvad enten jeg selv frembringer en genstand eller tilbytter mig den for noget, jeg selv har lavet (eller for de penge, jeg bar tjent ved mit arbejde), er det jo dog med arbejde, tingen betales. – Kun bliver under sådanne forhold en tings værdi naturligvis ikke afhængig af, hvad det vil koste den enkelte producent at frembringe en sådan genstand, men af, hvad det tiljævns vil koste. (En kvie kommer jo ikke højere i pris, fordi det på grund af uheld eller ukyndighed har kostet meget besvær at opdrætte den; og en diamant, som er fundet halvt tilfældig, har dog høj værdi, fordi det tiljævns koster megen søgen og graven at finde lignende sten.)

Men selv bortset fra den enkeltes held eller uheld, dygtighed eller udygtighed, vil en vare jo ikke overalt koste lige megen møje at frembringe. Dette er blandt andet en grundårsag til udenrigshandelens hensigtsmæssighed. Spaniens vindruer ombyttes med Norges klipfisk, fordi landenes naturforhold gør det lettere – altså billigere – for begge landes beboere at tilbytte sig det andet lands produkt end selv at fremstille det.

Men selv indenfor de grænser, hvor samme produktion går for sig, yder den jo ikke lige totaludbytte for samme arbejde: dyrker jeg rug på dårlig sandjord, yder den ikke en høst, i forhold til den anvendte møje, tilnærmelsesvis så stor som på frugtbar muld. Et mineselskabs kulbrydnings resultat afhænger af lagenes tykkelse og lettilgængelighed. Og den heldigt beliggende butik betinger den større omsætning – foruden det større udbyyte, som kan skyldes særlig duelighed eller held, er der altså et merudbytte, der skyldes de ydre forholds, virkepladsens gunstighed. Og da denne forskel ikke kan udlignes gennem varepriserne – man får jo ikke dobbelt pris for den sanddyrkede rug – udlignes den uvilkårligt derved, at adgangen til den gunstigere plads må betales, og betales jusl så dyrt, at den, der bruger den bedre jord, efter grundrentens betaling ikke har større udbytte af sin virksomhed end den, der måtte nøjes med den ringere. Ingen producent får altså mere for sin møje, end hvad der kan frembringes på den bedste plads, der står gratis til rådighed (dvs. den ringeste, der er i brug). Og enhver vares værdi er derfor, nøjere beset, et udtryk for, hvad besvær der er forbundet med dens frembringelse på produktionsgrænsen, dvs. på det ringeste virkefelt, der overhovedet finder anvendelse til vedkommende produktion.

Værdi og pris. – Nu er det jo ganske vist således, at varerne ikke har en fast, uforanderlig værdi, svarende til det arbejde, der udkræves til deres frembringelse, men derimod en mere eller mindre svingende pris, der går op og ned, alt efter forholdet mellem udbud og efterspørgsel efter vedkommende vare. – Men prissvingningernes bølgebevægelse må dog nødvendigvis svinge omkring varernes normale arbejdsværdi. Thi synker en vares pris derunder, vil i hvert fald nogle producenter standse eller nedsætte produktionen; Udbuddet forringes altså, til markedsprisen igen er drevet til vejrs. Og hvis omvendt markedsprisen ved stigende efterspørgsel drives i vejret, vil udbuddet før eller senere øges (da den højere pris gør tilvirkningen af vedkommende vare mere fordelagtig og derved lokker flere ind på dens produktion); samtidig formindsker den højere pris købelysten, efterspørgslen indskrænkes, og markedsprisen trykkes således ned igen (måske endog så langt ned, at tilvirkningen giver tab).

(Ikke blot udbuddet og efterspørgslens øjeblikkelige størrelse, men også udsigterne for den fremtidige, får indflydelse på priserne: Udsigt til revolution i Rusland, mangel på rettidig regn i Brasilien viser sig straks i højere rug- og kaffepriser. Evnen til at bedømme disse markedets svingende forhold, og hurtighed i vendingen til at udnytte dem, giver ofte en producent eller handlende store fordele overfor sine konkurrenter.)

Markedsprisen kan altså i længden ikke holdes over eller under varernes frembringelsesværdi; bevæget af det vekslende forhold mellem udbud og efterspørgsel svinger den derom, som bølgerne i et vand svinger om den normale vandstand. Men betingelsen herfor er rigtignok, at produktionen er uhindret og markedet frit. Hvis derimod folk er tvunget til at købe på et bestemt sted, eller man er afskåret fra vilkårlig at øge produktionen af en vare, kan pris og arbejdsværdi komme i stærkt misforhold, idet prisen bliver mere eller mindre en monopolpris.

Er genfrembringelse helt udelukket (f.eks. hvor det gælder malerier af gamle mestre, brugte frimærker, fødevarer i en udhungret fæstning), afhænger prisen udelukkende af efterspørgslen, dvs. af købernes formue og trang. – I ældre tider kunne i misvækstår de almindelige fødemidler få en lignende monopolpris, der kunne stige fabelagtigt højt. Jo bedre forbindelsen mellem landene indbyrdes er blevet, desto lettere kan det ene lands overflødige høst bøde på det andets misvækst (når der da ikke lægges handelsforbindelserne kunstige hindringer i vejen); desto mindre bliver derfor også varernes prissvingninger, og desto mere roligt og sikkert kan produktionen foregå. Men standses eller hæmmes handelsforbindelserne – som under langvarige, omfattende krige – og derfor den naturlige regulering af priserne ophører.. Må man – for at bøde på misforholdet – vilkårligt fastsætte priser, maksimalpriser, og samtidig gribe til rationering, for at ikke en snæver rigmandsklasse skal sikre sig alt, medens fattigfolk går til grunde eller, bragt til fortvivlelse, bryder ind og bemægtiger sig – eller ødelægger – alle forråd. Hvor vanskelig en sådan politik er at gennemføre viser erfaringerne fra verdenskrigen, hvor nødvendig viser erfaringerne fra tidligere krige, som f.eks. Paris’ belejring i 1871 – hvor den ikke blev gennemført.

Selv om genfrembringelse ikke er udelukket, opstår der monopolpris, hvis konkurrencen er hæmmet eller udelukket. Allerede det ry, som en producent har erhvervet sig ved dygtigt arbejde (eller smart reklame), kan til en vis grad stille ham udenfor konkurrence og sikre ham overpris. Den fashionable skrædder kan tage mere for en dragt, end hans navnløse kollega kan få for en, nøjagtig mage til. Når dansk smør i England i en lang årrække betaltes lidt højere end lige så godt hollandsk eller svensk, skyldes det det ry, vi dér havde vundet, og var altså en belønning for tidligere godt arbejde. – Tydeligt fremtræder dog først monopolprisen, hvor konkurrencen udelukkes eller hæmmes ad lovgivningens vej. Eneretsbevilling til fremstilling af en vare (der måske i og for sig kun koster lidt arbejde at lave) sætter vedkommende i stand til at sætte prisen så højt, som folk er villige til at gå, hellere end at undvære. For så vidt slig eneret er knyttet til opfindelsen (patentret), bliver overprisen jo en slags efterløn for opfinderarbejdet. Derimod er den eneret, som opstår ved beskyttelsestold og ringdannelse blandt de indenlandske producenter, et direkte indgreb i forbrugernes ret. Den derved fremkald le prisforhøjelse er en værdiforfalskning: overprisen er ikke udtryk for nogen art af fortjenstfuldt arbejde, men simpelthen en privat skat, som producenterne opkræver hos forbrugerne. På lignende måde forholder det sig med eneretten til at drive visse virksomheder (telefon, sporvejstrafik, færgefart osv.). Den overpris, bevillingshaverne derved sættes i stand til at tage for deres tjenester, er ligeledes en privat skat på befolkningen. Og skønt vedkommende selskabs hele driftsanlæg måske i og for sig kun er lidt værd og kunne genfrembringes for en ringe sum, kan dog aktierne være højt i pris, idet deres overpris er den kapitaliserede beskatningsret.

Al sådan ved lov skabt eneret og kunstige skranker giver altså varer og tjenester en kunstig overpris, ud over deres naturlige arbejdsværdi. Men af langt større og mere grundlæggende betydning er den monopolværdi, der – ikke i kraft af lovgivning, men i kraft af forholdenes natur – knytter sig, ikke til visse produkter, men til jorden.

Jordværdi. – Thi som tidligere påvist, forholder det sig jo overalt således, at kun på den ringeste jord, der er i brug, tilfalder hele udbyttet frembringeren. Det merudbytte, som arbejdet på den fordelagtigere plads giver, tilfalder ikke producenten, men jordens ejer. Herved får al jord – der er bedre end den ringeste – værdi, og denne jordens værdi er ren monopolværdi. Thi den er jo ikke et udtryk for, hvad jorden har kostet at frembringe (jorden har vi jo ikke frembragt), men udelukkende for, hvad særlig fordel der knytter sig til brugen af et vist jordstykke. Jordens fordelsværdi står altså i et skarpt modsætningsforhold til produkternes arbejdsværdi. Thi medens denne sidste er et udtryk for arbejdets ret, for frembringerens ret til løn for møje og afsavn, er den første et udtryk for arbejdets tribut-forpligtelse, for producenternes skatskyld til dem, der som jordens ejermænd kan formene deres medmennesker adgang til naturens rigdomskilder.

[Skønt jordens værdi således er et udtryk ikke for arbejde, men for fordel, er dog også for den arbejdet den egentlige målestok. Den afgift, man vil være villig til at svare for brugsretten til et vist jordstykke, afhænger jo nemlig åbenbart af, hvor meget mindre arbejde der her skal til for at frembringe et vist produkt, end der ville udkræves på brugsgrænsen, på den bedste herreløse jord. Kan jeg f.eks. på en privat østersbanke skrabe dobbelt så mange østers som i den frie strand, vil jeg være villig til at betale indtil halvdelen af de østers, jeg skraber på banken, i årlig afgift, altså til at gøre mit halve arbejde for tilladelsen til at gøre det hele. Noget lignende kan siges om al anden monopolværdi. Prisen på en patenteret vare vil jo således (bortset fra, hvad den har kostet at lave) være bestemt ved, hvad arbejdsbesparelse der kan vindes ved dens brug: kan den spare mig mit halve arbejde, er den værd indtil min halve løn.]

Men om end jordværdien er monopolværdi – udtryk for eneretten til brug af jord – er den, som ovenfor sagt, en naturlig monopolværdi. Den skyldes ikke lovskabte privilegier, men har sin rod i forholdenes natur. Jordens forskellige brugsværdi er en oprindelig egenskab, og samfundets udvikling udsletter den ikke, men vil i reglen endog udvikle værdiforskellen overmåde stærkt. Tillige bevirker samfundets og produktionens udvikling, at mindre og mindre jord kan bruges i flæng af alle (som jægeren bruger vildskoven og piskeren havet). Privathesiddelse af de enkelte jordstykker bliver derfor en nødvendighed. Men dermed får også den, der besidder brugsretten til et værdifuldt jordstykke, en virkelig skyldpligt. Han har ikke ret til hele det udbytte, hans arbejde giver. Da alle andre har samme medfødte ret til jordens brug, kan hans eneret kun forsvares, når han skadesløsholder alle for afsavnet af vedkommende jordstykke, dvs. svarer afgift til samfundet i forhold til stykkets værdi, eller med andre ord afstår den merindtægt, der skyldes pladsens fordelagtighed.

Penge

Penge er det mest flydende af alt flydende, det fasteste af alt fast.

Al værdi er altså arbejdsbestemt, er et udtryk for den møje, tingenes frembringelse koster producenten eller sparer besidderen. Naturligvis vil under nutidige forhold en vares værdi – da varen jo er et produkt af mangfoldige menneskers virksomhed – være et udtryk for mange menneskers arbejdes værdi. Man kunne sige, at hver vare bærer som en hel række arbejdsstempler – fra hans, der fremdrog råmaterialet, til hans, der rakte den ud over disken – arbejdsstempler, der hver for sig øger dens værdi.

Men netop ved dette samarbejde og den dermed sammenhængende ombytning bliver der trang til en fælles værdienhed, en målestok for værdistørrelser, i hvilken værdien kan få sit udtryk som pris. Denne målestok er pengene.

Pengenes førstehåndsbetydning er jo deres anvendelse som alment byttemiddel. I stedet for direkte at ombytte (borttuske) sine varer, sælger man sine produkter for penge og køber for disse de varer, man ønsker.

Dette betyder jo hyppigt en betydelig nemhed. Vel behøvede man ikke – forinden penge eksisterede – at nøjes med den direkte tuskhandel, så man måtte farte rundt, til man fandt en køber til sine varer, der netop samtidig havde noget at sælge af, hvad man havde brug for. Da, som nu, kunne man naturligvis godt sælge sine varer og have til gode hos den, man solgte til, hvad han senere kunne forsyne en med til gengæld. Men får man penge, har man dermed fået et udtryk for, ikke hvad man har til gode hos den enkelte, man solgte sine varer til, men hvad man har til gode hvor som helst. Derved bliver altså pengene et omsætningsmiddel mellem mine varer, dvs. mit arbejde, og alle mulige andres arbejde (varer). For at kunne tjene hertil, må det, der skal bruges som penge, være noget, som alle kender og kan vurdere.

Vi ser da også, hvorledes f.eks. os jægerfolk dyreskind har gjort tjeneste som en slags penge (fordi så godt som alle i et sligt folk frembragte sådanne skind og derfor kendte dem og kunne vurdere dem). Men hyppigere blev dog en eller anden almen og værdifuld handelsvare landets penge (f.eks. i visse lande salt, glasperler, konkylier osv.). Thi en vare, som alle bruger, kender alle så nogenlunde værdien af, og den kan afsættes overalt og til alle, uden videre vanskelighed, så jeg for den kan tilbytte mig, hvad det skal være.

Allerede på et meget tidligt stadium i menneskeslægtens historie blev dog metallerne (jern-guld) det egentlige omsætningsmiddel. De egnede sig jo dertil frem for andre varer ved deres lette delelighed, sammensmeltelighed, varighed osv. Til at begynde med brugtes de vel nok ene efter vægt (“et lod sølv” er jo endnu et brugeligt udtryk) eller som afmærkede stangstumper. Men allerede meget tidligt begyndte man at stemple stykkerne, som udtryk for vægt og finhed, og snart antog de møntform og præg som nu. Dermed ophørte også de prægede metalstykker at spille en rolle som almindelig vare (til brug som andet metal) og blev udelukkende et byttemiddel, og da man var kommet så vidt, blev efterhånden præget det eneste, folk i almindelighed lagde mærke til. (Hvem erindrer f.eks., hvad en guld-tikrone vejer, eller hvad lødighed en sølv-tokrone har?) Præget er da det, som gør en ting til penge.

Prægningen, retten til at “slå mønt”, var allerede i oldtiden en særret for stædernes eller landenes repræsentant; og efterhånden er de forskellige møntområder udvidet. (Medens der f.eks. for et par menneskealdre siden endnu var “lybske skillinger”, “hamburg kurant” og preussiske groschen, er jo nu det tyske rige et fælles møntområde, og fra halvfjerdserne af fik også de skandinaviske lande ensgyldig og ensbenævnt mønt.*)

*) Denne praktiske ordning er jo dog nu igen slået i stykker.

Skønt altså mønt er den eneste vare, som ingen privatmand (undtagen falskmøntnerne!) noget steds frembringer, er det netop den eneste, som alle kan vurdere, idet pengene kun kan forskaffes ved arbejde, men også kan forskaffes ved alt arbejde. Thi derved bliver de et udtryk for vort arbejdes værdi: drengen, der tjener sin første 5-øre ved at rende et ærinde, landarbejderen, der bringer sine 5 kroner med hjem ved fyraften, og virtuosen, der indkasserer sine 1.000 kr. pr. aften, har vel en meget forskellig personlig vurderingsskala for penge – så hvad den ene kalder en formue, for den anden er en slik – men for hver enkelt af dem er dog pengene et lydeligt værdiudtryk, fordi de hver for sig ved, hvad arbejde de repræsenterer. Medens enhver almindelig vares værdi kun kan bedømmes rettelig af fagmanden (alle andre står mere eller mindre rådvilde overfor spørgsmålet), er vi overfor pengene alle fagmænd, da vi alle, hver på sin vis, giver os af med at frembringe dem – skaffe dem til veje ved vort arbejde.

Netop ved at være det almindelige omsætningsmiddel bliver altså pengene den almene værdimålestok. Men hvoraf afhænger så igen denne målestoks størrelse? Hvad giver penge deres værdi? –

Så såre man begynder at undersøge dette spørgsmål, vil man straks støde på det ejendommelige forhold, at vore penges værdi skyldes to forskellige årsager: at det snart er stoffet, snart stemplet, der er det afgørende. – udhamres en guld-tikrone, så præget helt udslettes, er den ganske vist ophørt at være en mønt, men værdien er omtrent uforandret: guldsmeden betaler den efter vægt. En gul tokrone, der på samme vis gjordes ukendelig, fik man næppe 5 øre for, og i en 5-øre er der næppe engang for 1 øre metal. Ja, i papirspengene er stoffet jo endog praktisk talt værdiløst. Her er det altså udelukkende stemplet, det kommer an på.

Hvad der i første linie betinger værdi-ligheden mellem på den ene side sådan stofværdi fattig skillemønt og stofværdiløse seddelpenge og på den anden side de stofværdifulde guldpenge, er deres med stemplet garanterede ombyttelighed. Når en tikroneseddel altid “på anfordring” af bankerne skal ombyttes (indløses) med guldmønt, må seddel og guldmønt jo være lige meget værd i handel og vandel. (kun i særlige tilfælde, f.eks. til gaver, ville man foretrække monter.)

Men selv hvor sedlerne ikke er indløselige, kan de alligevel have fuld værdi, lige med mønten. Dette hænger sammen med to forhold. For det første bruges penge i almindelighed udelukkende til at lade gå videre (de er ikke brugsvarer, men ombytningsmidler), og folk modtager derfor lige så gerne den ene slags penge som den anden, blot de føler sig sikre på at kunne blive af med dem igen. Og for det andet er seddeludstedelse et monopol (for staten eller visse banker), og sedlerne har derfor monopolværdi. Hvis enhver havde lov at trykke sedler, blot de var lige så pæne som nationalbankens, ville de jo snart svinde i værdi!

Men en tings monopolværdi kan kun opretholdes, når produktionen er begrænset efter behovet. Slappes tøjlerne, så produktionen bliver overproduktion, går værdien ned (en patenteret genstand, som fremstilledes i overflødig mængde, ville jo snart blive godtkøbs). Derfor kan uindløselige papirspenge være en farlig ting. Så længe de kun udstedes i passende mængde og igen inddrages efterhånden (f.eks. når de som skat går tilbage til statens kasser), er all godt og vel. Men pengetrængende regeringer har ikke sjældent søgt at hjælpe på deres slette finanser ved seddeltrykning en gros, hvad der jo i virkeligheden kun er en art falskmøntneri, et forsøg på at skaffe sig varer og tjenester for papir. Når dette statens falskmøntneri bliver åbenbart, falder sedlernes værdi naturligvis voldsomt, til total forstyrrelse af alle pengeforhold i landet; den formindskede værdi næsten tvinger staten til at lade seddeltrykkeriet arbejde endnu hidsigere – indtil det hele ender med kaos eller krak.

Ingensinde har dette vist sig i en så grænseløs målestok og med så katastrofale resultater som i verdenskrigens eftertid i Tyskland, Østrig og Rusland, da milliardsedlerne til sidst ikke var værd det papir, hvorpå de var trykt.

I langt beskednere målestok fandt noget lignende sted her i landet i begyndelsen af det 19. århundrede, da staten var forarmet af den evindelige krig. Fra 1807-1812 steg den af staten udstedte seddelmængde fra 27 millioner kroner til 142 millioner; og til sidst, da det viste sig umuligt at holde værdien oppe ved kunst, kom statsbankerotten i, 1813. Nationalbanken blev derefter (1818) oprettet som sikring mod gentagelser. Man lagde seddeludstedelsen i hænderne på en af enevoldsmagten uafhængig aktiebank og gik ret snart over til kun at udstede indløselige sedler, sikret dels ved bankens metalforråd, dels på anden vis. I flere menneskealdre – dvs. til Danmark ligesom de krigsførende lande i verdenskrigens tid “gik fra guldet” – var vore seddelpenge stedse lig med mønten i værdi, hvad indløselige seddelpenge jo altid må være, så længe banken er anerkendt betalingsdygtig.

I enevoldsstyrede lande er det utvivlsomt heldigere, at en bank har en sådan begrænset seddeludstedningsret, end at monarken selv kan skalte og valte med en for landets hele økonomi så betydningsfuld sag. Men jo mere folket selv tager styret, desto mere synes det rimeligt og rigtigt, at staten selv forbeholder sig retten til seddeludstedelse (ligesom det øvrige pengevæsen) og ikke overlader denne værdis fulde privilegium til en bank, der kun af navn er national. (Hvad der da nu også er blevet tilfældet i Danmark, efter at nationalbanken er overtaget af staten.)

[Seddeludstedelsen er jo nemlig et værdifuldt privilegium. Thi seddelpengene er egentlig et rentefrit lån, banken har eneret til at gøre hos folket. Hvis banken f.eks. ejer 60 millioner kroner i guld, kan den lægge de 30 ned i sin kælder, udlåne de andre 30 og dernæst udstede for 60 millioner kroner sedler, som den ligeledes låner ud, så den altså får rente af 90 millioner, skønt den kun ejer 60.]

Seddelpenge uden nogen værdigaranti bør dog en nationalbank aldrig være berettiget til at udstede. Men faren for, at der i krigstider skal blive grebet til denne udvej, er dog så uhyre, at ubrødelig fred vist er den eneste virkelige sikring derimod. Ved flittig brug af seddelpressen kan nemlig ikke blot staten, som ovenfor nævnt, skaffe sig midler til lønninger og våbenfremstilling osv., men den kan faktisk uden pålæg af tyngende skatter (der altid er ilde set) berøve en vis del af befolkningen omtrent alt, uden tilsyneladende at beslaglægge noget som helst. Da det bolshevikiske Rusland beslaglagde al privatformue, vakte det overalt i Europa rædselsfyldt forargelse. Men da Tyskland ved hjælp af seddelpressen bragte enhver lille “rentier” til betlerstaven, samtidig med at storgodsejeren kunne udbetale sin hele prioritetsgæld med en selvdød kylling, undredes ganske vist Euopa, men forargedes ikke.

I modsætning til seddelpenge og skillemønt har derimod guldmønten, hvor sådan benyttes, fuld stofværdi, stemplet giver den ingen yderligere monopolværdi, fordi staten praktisk talt ingen eneret har til at lave guldmønt. Enhver kan nemlig forlange sit guld udmøntet ved rigets mønt (eller, hvad der kommer ud på det samme: få guld for mønt i lige vægt), medens man for sølv kun ville kunne få omtrent den halve vægt i sølvmønt.

Det er dette forhold: at vore guldmønter skulle have fuld stofværdi, man betegner ved det udtryk, at vi – ligesom de fleste andre europæiske lande – indtil verdenskrigen havde guldmøntfod. (tidligere, hos os indtil 1873, havde man i de fleste stater sølvmøntfod; de gamle specier havde fuld sølvværdi.) – møntmetallernes værdi afhænger naturligvis, som alle andre varers, af frembringelsesomkostningerne; bliver de ædle metaller forholdsvis lettere at frembringe, falder de i værdi. Men da nu i lande med guld­ (sølv-) møntfod alle andre varers værdi er udtrykt ved sammenligning med guldets (sølvets) værd, er det klart, at “fodmetallets” værdifald må vise sig ved en almindelig prisstigning på alle andre varer. Hvis f.eks. guld blev lige så let at frembringe som jern, måtte man naturligvis for at betale f.eks. en kakkelovn bogstavelig veje den op med guld: give mange tusind kroner for den.

Møntmetallernes værdi ændres imidlertid kun lidt fra år til år. Thi på grund af deres varighed udgør, hvad der årlig frembringes, kun en ringe procentdel al den samlede metalmængde, så f.eks. en god eller dårlig guld­høst ikke får stor indflydelse på udbuddets størrelse. Men i løbet af længere tidsrum kan værdien forskyde sig stærkt. Pengenes værdi er således nu langt mindre end i ældre tider. Efter Amerikas opdagelse og særlig efter de rige guldfund i Californien og Australien i .midten af det 19. århundrede er møntmetallerne blevet langt lettere at frembringe, og prisniveauet derfor forskudt, så vi omkring år 1900 måtte regne med kroner, hvor man i det 18. århundrede kunne nøjes med nogle få skilling.

Om prisniveauet er højt eller lavt, er nu i og for sig ret ligegyldigt: om landmanden får 1 krone eller kun 10 øre for sit smør, kommer jo ud på et, når blot alle andre priser står i forhold dertil. Hele forskellen bliver da et 0 mere eller mindre overalt i regnskabet.

Men pengenes værdiforandring er uheldig, så længe den står på. Thi derved forrykkes jo grundlaget for alle ombytninger: værdien; og virkningen heraf vil i nogen grad svare til den, der ville fremkaldes, om mål og vægt varierede fra tid til anden. Ligesom den købmand snart ville gå fallit, hvis alenmål, ham uafvidende, var forlænget, så der blev færre alen klæde i hver rulle, således ville de handlende og producenter lide tab, der havde gjort indkøb, medens værdimålestokken var lille (priserne høje), men måtte sælge, medens værdimålestokken var stor (guldet værdifuldt og priserne altså lave). – endvidere forrykkes ved sådanne prisforskydninger forholdet mellem indkomster af forskellig art. Bliver pengene mere værd (får større købeevne), begunstiges alle de, der har fast løn eller nyder renteindtægt; falder værdien, så alle priser stiger, er det omvendt til fordel for den, der har pådraget sig en vis gæld i produktionsøjemed eller har fast lønnede arbejdere.

Nu er, som ovenfor sagt, guldets værdisvingninger forholdsvis langsomme, så pludselige og stærke forskydninger vanskeligt finder sted, hvor guldet er værdimålestok. Men for langgyldige forpligtelser – lønninger, prioritets­byrder – kan de få betydning.

Ad forskellige veje har man søgt at gøre sig uafhængig af disse svingninger. Nogle, de såkaldte “bimetallister”, arbejdede på at gøre både guld og sølv til “fodmetal”, så man ikke var eneafhængig af guldets værdisvingninger. Andre ser en udvej i at finde en af pengenes værdi helt uafhængig værdimålestok. Den navnlig i tidligere tid almindelige beregning af lønninger og forpagtningsafgifter efter “kapitelstakst” var et for sin tid fortræffeligt middel hertil, som med urette er blevet forladt. Man har i de senere år forsøgt at forny og udvide dette lønberegningsgrundlag ved at indføre som lønhøjdemåler en værdimålestok i varer (dannet af visse mængder af de vigtigste handelsvarer, f.eks. 100 kg hvede, 1000 kg kul, 100 kg jern, 10 kg bomuld, 10 kg smør osv.), således at lønningerne – ligesom tidligere i værdien af visse tønder korn efter kapitelstakst – kunde ansættes til visse antal enheder af normalvaregruppen. Man ville ad denne vej kunne overflødiggøre særlig lønregulering efter pristal, såvel dyrtidstillæg som de – vanskelig gennemførlige – billigtids lønafkortninger.

Vanskeligere vil det være ad tilsvarende vej at tilvejebringe en udjævning, hvor det gælder forrentning af prioriteter og andre faste gældsforhold. Og just gennem disse er det, at pengenes langsomme værdiforskydning (som ellers ville være ret betydningsløs) kan udøve uheldige virkninger. Thi netop i nutiden er i stedse højere grad statsgæld og prioritetsbyrde blevet en overvældende faktor i det økonomiske liv; med andre ord: såvel samfundets som enkeltmands virksomhed er kommet til at hvile på forrentning. Og pengenes værdiforandring, som snart forøger, snart formindsker dette rentetryk, fremkalder derigennem økonomiske forskydninger. Hvis derimod statslån var ukendte, så samfundets udgifter dækkedes af samtidige indtægter, ville værdiforskydningen her være uden betydning. Og hvis brugsretten til jorden betaltes, ikke ved forrentning af en vis købesum, men ved en årlig afgift, der stod i forhold til den øjeblikkelige værdi,*) ville også for den enkelte producent pengenes langsomme værdisvingninger være uden videre betydning. Thi der ville da ikke kendes andre lån end dem, der optages i drifts- og forbedringsøjemed, og som nødvendigvis er af kortere varighed.

* Som det nu er tilfældet med de fleste statshusmandsbrug.

Men herved er vi inde på forhold, der viser langt ud over det snævre pengevæsens spørgsmål og berører de to nøje samhørende grundspørgsmål i samfundsøkonomien:

1. Skattespørgsmålet, dvs. spørgsmålet om, ad hvilke veje samfundet skal skaffe sig sine fornødne indtægter, og
2. Jordspørgsmålet, dvs. spørgsmålet om, på hvilke betingelser samfundet skal overlade de enkelte borgere brugsretten til landets jord.

Statsgældens og prioritetsbyrdernes vækst hænger nøje sammen. Det er ved at samfundet for størstedelen har opgivet sin ret til at kræve afgift af jordbesidderne, at det har afskåret sig selv fra sin egentlige indtægtskilde og er kommet ind i statslånenes blindgade. Og samtidig har formindskelsen eller udslettelsen af de offentlige grundbyrder givet jorden en stedse voksende handelsværdi og dermed bragt jordbrugerne ind under prioritetsrentebyrden, dvs. gjort arbejdet grundafgiftspligtigt til private i stedet for til samfundets fælleskasse.

En nærmere undersøgelse af disse forhold hører dog først hjemme på et senere punkt. Her må vi, inden vi forlader undersøgelsen af de enkelte led i samarbejdets maskineri, se på, hvad der ved siden af pengevæsenet spiller en fremragende rolle for omsætning og produktion: kreditforholdene.

Kredit

En hængebro kastet fra nutid mod fremtid.

Ordet kredit er beslægtet med credo (Jeg tror) og kan nærmest gengives ved tiltro. Nu er tiltro naturligvis en grundbetingelse for samarbejde; hvor dette bindemiddel mangler, falder så at sige samfundsbygningen i grus. Tiltroen er derfor også ligefrem værdiskabende. Når en gammel, velrenommeret lægepraksis, en skole med godt ry, en grundmuret købmandsforretning osv. kan have betydelig salgsværdi, er det et udtryk for tillidens værdi. Og omvendt vil selv et kæmpemæssigt industrielt anlæg med kostbare maskiner osv., i det øjeblik tilliden rystes, så der må standses og sælges ved tvangsauktion, vise sig måske at være næsten intet værd. Ingen materielle ødelæggelser ved ild eller vand kan derfor ryste et samfunds hele tilværelse som panikken. Det økonomiske jordskælv, der ved at bryde tilliden løsner alle fuger i den økonomiske bygning.  – Jo større og mere indviklet samfundsbygningsværket er, desto vigtigere bliver det da også, at kreditten, bindemidlet, er solid.

Ved kredit i særlig forstand forstår man i reglen det pengelige udtryk, som tilliden får gennem långivning med eller uden sikkerhedsstillelse. Da den er et vigtigt middel til gennemførelsen af den vidtstrakte arbejdsdeling, spiller den i vore dage en stedse voksende rolle. De indviklede produktionsforhold bevirker jo ofte, at der går hele eller halve år hen, før varerne er færdige og bragt forbrugerne i hænde; og den endelige udligning af betalingen til alle, der har haft med frembringelsen at gøre, trækker derfor ofte længe ud. Vel er transporten i vore dage blevet stedse hurtigere; men til gengæld er markedet blevet langt mere udstrakt. Ikke blot den kapitalfattige begynder, men selv de største og kapitalstærkeste bedrifter anvender derfor i nutiden kreditten i vidtstrakt målestok.

Det ville dog være en overordentlig stor fejltagelse, om man i samfundets samlede rentebyrde vilde se et udtryk for kredittens størrelse. Langt fra al renteydelse har noget med kredit at gøre. Når f.eks. en mand overdrager en anden ejendomsretten til et stykke jord, mod at få prioritet i jorden for købesummen, er jo de årligt betalte prioritetsrenter ganske simpelthen adgangspenge (ligesom den forpagtningsafgift, vedkommende havde måttet svare, hvis han i stedet for at købe jorden havde forpagtet den). Størsteparten af den såkaldte faste gæld falder ind under dette synspunkt.

Den egentlige kredit er jo den, der består i, at man forskudsvis yder anden mand tjeneste eller pengelån mod forventet gentjeneste. (således yder jo gerne arbejderne driftsherren kredit til ugens eller månedens udløb; lån til langvarige foretagender tilbagebetales ofte først i løbet af en længere årrække.)

Navnlig hvor forholdene er sådan, at skyldnernes (og kautionisternes) vederhæftighed og betalingsdygtighed yder ringe sikkerhed, afstives den personlige kredit gerne ved hjælp af pantesikkerhed i visse ejendele.

De vigtigste betingelser for kredittens trivsel er selvfølgelig den sikkerhed, forholdene yder for lånenes tilbagebetaling. Ved siden af den rent personlige hæderlighed (og domstolenes indgreb) spiller her særlig to ting ind: risikoens fordeling og risikoens formindskelse.

Risikoens fordeling sker ved de forskellige former af assurance. Ved livsforsikring, brand- og haglskadeforsikring osv. sikrer man sig mod, at den enkelte persons død, bedriftsstandsning eller hændelsesvise uheld tilintetgør långiverens sikkerhed. (Derfor kræves der jo også nu til dags gerne sådan forsikring som betingelse for långivning.) På lignende vis virker også de forskellige låne­ og kreditforeninger. Hvis man sætter penge i en ejendom, er man med hensyn til renteydelsen afhængig af ejerens pålidelighed og dygtighed. Men køber man i stedet for kreditforeningsobligationer, ved man, at alle de måske flere tusind låntagere er forpligtede overfor rentebetalingen, så den enkelte ejers fallit er uden væsentlig betydning.

Medens risikoens fordeling ad forsikringsvejen er drevet til en betydelig højde i vore dage, stiller forholdene sig ikke så gunstige, hvor det gælder risikoens formindskning. Thi her er det samfundsforholdene, det gælder, her er derfor privatmand og private sammenslutninger ikke i stand til at løse opgaven. Thi risikoens formindskelse kan hovedsagelig kun ske ved tilvejebringelse af sikre arbejdsforhold. Hvor der er nogenlunde sikkerhed for, at enhver håndværker kan finde lønnende arbejde, enhver fornuftig ledet virksomhed give udbytte: de frembragte varer sælges med rimelig gevinst osv., kort sagt, hvor der er “gode tider”, dér vil risikoen for långiveren være ringe.

Men om betingelserne for gode tider, sær1ig grundbetingelsen: arbejdets lette adgang til naturens rigdomskilder, kan der først senere blive tale.

Foruden ved den direkte betydning, kreditten har for produktionen, spiller den også en rolle i omsætningen, idet kreditbeviser i udstrakt målestok gør tjeneste som omsætningsmidler og således mangen gang træder i pengenes sted. Faktisk bliver det mere og mere således, at langt den største part af omsætningen udlignes. Ikke ved pengebetaling, men ved udveksling af kreditbeviser. Dette er navnlig tilfældet i storhandelen; men mange steder er det drevet så vidt, at penge væsentlig kun anvendes, hvor det gælder småindkøb til husholdningsbrug o.1.

Denne udvikling er betinget af bankvæsenets opståen og storstilede vækst.

Allerede under ret gammeldags, små forhold kan den direkte anvendelse af penge i omsætningen tit træde stærkt i baggrunden. Hvis f.eks. en landmand sælger sine produkter til en købmand i byen og tager sit forbrug samme sted, er det jo ret naturligt, at ikke ethvert køb og salg afgøres med penge. Man krediterer blot hinanden for de solgte varers beløb og opgør regnskabet ved passende lejlighed for så at udbetale forskellen – eller lade den gå videre over på næste regnskab.

Men selv hvor forholdene har udviklet sig således, at den enkelte sælger til forskellige og køber hos mangfoldige handlende, kan noget lignende finde sted, særlig ved bankernes mellemkomst. I stedet for at ligge inde med en stor ufrugtbar kassebeholdning har den enkelte købmand en konto i en bank, og i stedet for med penge kan han da betale med en bankanvisning (check). Bliver denne bragt til banken, udbetales den i mønt, men forinden kan den være gået adskillige gange fra hånd til hånd som betaling ved mangfoldige omsætninger, ja måske bliver den slet ikke fremlagt i banken, men havner hos udstederen som betaling for, hvad ihændehaveren har købt hos denne.

Det er navnlig mellem de handlende indbyrdes, at slige bankanvisninger o.l. kreditmidler spiller en hovedrolle som omsætningsmidler. Og ikke blot de enkelte handlende står således ved bankens mellemkomst i indbyrdes forbindelse.

De forskellige banker, både inden- og udenlandske, står i lignende forbindelse og udligner fordringer og modfordringer på samme vis. – Som eksempel på, hvor udstrakt og kæmpemæssigt dette forhold efterhånden er blevet, kan nævnes, at der i Londons Clearinghus – det sted, hvor byens hovedbankers udsendinge mødes for at opgøre bankernes indbyrdes fordringer på hinanden – hver dag med nogle få pennestrøg udlignes en omsætning, der er større end værdien af Danmarks samlede årlige ind- og udførsel.

Nutidens højtudviklede bankvæsen rækker dog selvfølgelig langt ud over således at formidle omsætningen uden brug af penge. Det får jo særlig betydning ved at være hovedbindeleddet mellem brugere og ydere af kapital og ved den indflydelse på hele det økonomiske livs takt og retning, som dermed står i forbindelse. Få begivenheder virker da også så voldsomt på dette som lammelsen af et sådant økonomisk nervecentrum. Et bankkrak, således som det ofte indtræder i økonomisk vanskelige tider, er hyppigt det afgørende stød, der fremkalder krisens åbenbare udbrud; kredittens tilbagetogsbevægelse forvandles derved til vild flugt, så selv de sundeste virksomheder finder del vanskeligt, endog til ublu renter, at skaffe sig den fornødne kapital.

En sikring af bankvæsenets soliditet er derfor en såre vigtig sag. Ligesom på andre områder kan der naturligvis opnås en del ved kontrol og ved indbyrdes forsikring, hvorved risikoen udlignes, så den enkelte banks tab eller ødelæggelse ikke bliver så følelig, og panik undgås. Men virkelig tryghed på dette felt betinges af fuldt ud sunde okonomiske forhold i det hele laget og derfor af samfundets økonomiske politik. Og navnlig må det gælde om at bekæmpe “de dårlige tiders” hele arbejdshæmning fra sit første udspring.

Således føres vi atter fra de specielle kreditforhold til forhold af langt mere omfattende art, som der dog først senere vil blive lejlighed til nærmere at komme ind på. Så meget vil dog straks kunne siges, at hvad det først og fremmest gælder om, er, at der til alle tider sikres arbejdet adgang på rimelige vilkår til naturens rigdomskilder. Thi de dårlige tiders produktionslammelse er jo tydelig nok fremkaldt ved, at der ikke er sådan adgang. Det er den ved “de gode tiders” arbejdslivlighed vakte tro på fremtiden og opgangen, der fremkalder en mere eller mindre tydelig overvurdering af byggegrunde, minerallejer osv., så overalt alle arbejdets adgange til naturen vanskeliggøres, idet adgangspengene skrues op. Men derved bliver arbejdets chancer forringede, rentetrykket forøges og kreditten indsnævres. Men når de dårlige tiders opståen således på det nøjeste hænger sammen med, at naturrigdommene er genstand for spekulationsfordyrelse, rejser sig spørgsmålet om, ikke blot hvorvidt slig spekulation kan forhindres, men hvorvidt det overhovedet er berettiget, at det ene menneske kræver betaling af det andet for adgangen til den jord, der er betingelsen for alles liv og arbejde.

Her som overalt, hvor man nærmere undersøger, hvad der vedrører produktionens livsbetingelser, støder man altså på spørgsmål, der vedrører fordelingen. Og dette er jo kun naturligt. Hvor “munden bindes på den okse, som tærsker”, vil selv den stærkeste tvang og pisk ikke kunne holde produktionen oppe. End mindre vil da det frie samarbejde, som er rigdommens kilde, kunne blomstre, hvor en uretfærdig fordeling hersker, som river frugterne fra nogle til fordel for andre. Thi her vil tilliden, som er samarbejdets egentlige sjæl, nødvendigvis glippe, og friheden med, for så vidt en udsuget fattigmandsklasse, selv om den på papiret er i besiddelse af fuld frihed, i virkeligheden er økonomisk trælbunden.

Det bliver da også mere og mere alment anerkendt, at det tryk, der hviler på hele det økonomiske liv, hovedsageligt må tilskrives misforhold i fordelingen. Både beskyttelsesmænd og frihandelstilhængere, både socialdemokrater og agrarer mødes her i enighed. Men vanskeligheden, der møder, er overordentlig. Thi fordelingsspørgsmålene er spørgsmål om retfærd, der sætter lidenskaberne i bevægelse og rejser strid mellem ret og rettigheder, mellem almen menneskeretsfølelse og personlige og klassemæssige fordomme.

Dertil kommer, at fordelingsforholdene i nutidens samfund jo selvfølgelig er ret indviklede, ligesom produktionsforholdene. Der gives indtægter af mangfoldige arter, og den enkeltes indtægt er tit flydt sammen fra modsatte kilder. Der er derfor meget, som må udredes, førend man kan få klarhed over fordelingens love og dermed forståelse af den retmæssige fordeling, dvs. den fordeling, som finder sted, hvor der samarbejdes i fuld frihed.

Fordelingens love

Der er dem, der mener, at der ikke eksisterer virkelig retmæssige, almene fordelingslove, at fordelingen af formuegoderne enten sker lovløst (så den har mest, der mest kan gribe) eller lovmæssigt (dvs. således som de herskende og toneangivende klasser finder for godt). Men de virkelige fordelingslove, lovene for den retmæssige fordeling, eksisterer ikke desto mindre og virker med en naturlovs magt, således at hvor de voldeligt tilsidesættes og vilkårlighed hersker i fordelingen, går det ud over rigdomsfrembringelsen og ender med almen armod. Thi grundbetingelsen for at frit samarbejde kan finde sted, er naturligvis, at det er til gensidig fordel. Har én af parterne misfordel deraf, ophører det. Samarbejdet øger dog frembringelsesevnen så overordentligt, at selvom fordelingen af udbyttet er højst uretmæssig, kan det endda være til gavn for selv den mest forfordelte. Faktisk udbyttes den arbejdende menneskehed i vore dage efter en langt større målestok end nogensinde tidligere, men lønnen er dog ikke ligefrem formindsket, der er kun blevet et større misforhold mellem de arbejdendes part i arbejdet og deres part i udbyttet. – Et sådant misforhold kan naturligvis ikke opretholdes, med mindre sædvane eller love sikrer visse særrettigheder, på trods af almenhedens ret og med indgreb i den fælles frihed. – Dette kan skyldes klasseherredømme. Men fuldt så ofte skyldes det fordom eller blindhed. Her er det den socialøkonomiske oplysnings opgave at skaffe klarhed, så bestående misforholds uretfærdighed kan blive indlysende og vejen dermed banet for retmæssige forhold. Thi vel kan et klasseherredømme have magt til at opretholde misforhold; men bliver uretten alt for indlysende, kan selv magt ikke holde den i hævd.

Det er nu selvindlysende, at den retmæssige fordeling er den, der finder sted, hvor enhvers part i det frembragte udbytte svarer til det bidrag, han har ydet til, at målet er nået.

Men for at se, hvorvidt nutidens mangfoldigt artede indtægter svarer hertil, må vi danne os en oversigt over dem ved at inddele dem på overskuelig vis. –

Her vil vi imidlertid straks se bort fra alt, hvad der falder ind under begrebet gaver. Personlige gaver falder udenfor socialøkonomiens område, og de gaver, der i form af beskyttelsestold, eneretsbevillinger o.lign. privilegier ved fyrstebud eller love aftvinges folket til fordel for private, kan ikke komme i betragtning, hvor det gælder at undersøge fordelingen i det frit arbejdende samfund, så lidt som indtægten af slavehold eller slavehandel. – (den part af udbyttet, som stat og kommune tilegner sig i form af skat til offentlige formål, kræver en særlig omtale på senere sted.)

De indtægtskilder, der kommer i betragtning her, er dem, der er knyttet til produktionen. Og det vil nu let ses, at de, trods deres mange forskellige navne, i virkeligheden kun er af 3 slags, nemlig indtægt af arbejde, indtægt af grundbesiddelse og indtægt af kapital. Thi enhver produktion kræver arbejde, adgang til brug af jord og som regel tillige arbejdsløn, større eller mindre anvendelse af driftsmidler, og det bliver derfor dem, der råder over disse tre, der deltager i udbyttets fordeling. Disse tre indtægtskilder betegnes da henholdsvis som arbejdsløn, grundrente og kapitalrente.

Naturligvis kan flere af disse indtægter være forenede på samme hånd. Således vil f.eks. den indkomst, som en mand har, der ejer et stykke jord, som han selv driver, være dels arbejdsløn, dels grundrente (og tillige kapitalrente, hvis han selv har sat penge i bygning og besætning m.m.). Men for at undersøge fordelingslovene, må vi se på hver af disse parter for sig. Kun derved kan vi erfare, hvad der får indflydelse på dem og i hvilket forhold de står til hinanden indbyrdes, så vi kan skønne, om en vis udviklingsgang vil være til alle parters gavn eller måske til skade for arbejderne, til gavn for jordejerne eller omvendt.

Da arbejdet overalt er det grundlæggende, vil vi først undersøge lovene for arbejdslønnens højde.

Arbejdsløn

Ved arbejdsløn forstås i daglig tale oftest kun den pengeløn, en daglejer eller lignende får udbetalt. Her anvendes udtrykket naturligvis i langt mere omfattende forstand som almen betegnelse for alt, hvad man får for sit arbejde. Ikke blot er direktørens gage, arkitektens honorar og sagførerens salær osv. arbejdsløn, det samme gælder den selvstændige landmands, håndværkers eller købmands årsindtægt efter fradrag af renten af det beløb, han selv har sat i foretagendet. Den oprindelige, den direkte arbejdsløn er jo netop det ved arbejdet frembragte produkt. Indirekte er derimod min løn, hvis jeg i stedet for at beholde eller sælge produkterne overlader disse Til rette vedkommende en arbejdsgiver, mod at han betaler mig en vedtagen godtgørelse for min arbejdsydelse.

De forskellige menneskers arbejdsløn afviger imidlertid indbyrdes ikke blot i navn og betegnelse. Også størrelsen er som bekendt uhyre forskellig. Mellem doktoren, der får 10 kroner for en kvarterlang undersøgelse, og daglejeren, der må slide 8 timer for en tikrone, er der et betydeligt spring.

Årsagerne til disse forskelligheder er jo mangeartede; men for øvrigt er forskellen i adskillige tilfælde mere tilsyneladende end virkelig. Således vil den højere løn, der kan tjenes i erhverv, som kræver en lang og kostbar uddannelse, i hvert fald til dels medgå som betaling eller forrentning af læsegæld. Ligeledes vil den forholdsvis høje dagløn i visse håndværk (f.eks. i bygningsfagene) opvejes derved, at det i højere grad end andre er sæsonarbejde, så der må gøres regning på et tidsrum merl ringe eller ingen indtægt. Eller arbejdet er hurtigt opslidende (f.eks. som læge i en usund tropekoloni), så ingen vil påtage sig det uden særlig høj årsløn.

For øvrigt vil lønforskelligheden i særlig grad være afhængig af, på den ene side det besvær, på den anden side den hæder og anseelse, der er forbundet med vedkommende virksomhed. Forholdsvis besværligt arbejde kræver højere løn end det lettere (ved drængravning kan tjenes mere end ved dagligt pillearbejde). Men den hæder, der kan være knyttet til et særligt arbejdes udførelse, kan virke så stærkt på mennesker, at de påtager sig selv de besværligste arbejder: nordpolsfærder, endeløse byrådsforhandlinger osv. for lille eller ingen løn. Faktisk bliver en meget stor del af det for samfundet betydningsfuldeste arbejde udført lønløst. Æren er det fagreste træ i skoven – og selv et ridderkors har jo glans i visse folks øjne.

Endvidere er jo arbejdslønnens højde afhængig af arbejderens duelighed. Den dygtigste tjener den højeste løn. Denne forskel træder navnlig stærkt frem på de områder, hvor arbejdets værd afhænger af dets kvalitet. Den særlig dygtige læge, kunstner eller skribent kan tjene store penge, medens den mådelige (eller upopulære) næppe kan tjene til føden.

Noget tilsvarende finder sted i forretningslivet. Jo mere vovelig og uberegnelig en bedrift er, desto større vil uligheden blive i det udbytte, den bringer. Hvor der er stor udsigt til at miste hele indsatsen i lykkespillet, må det store lod nødvendigvis være særlig fristende for overhovedet at få folk til at prøve lykken. – Alt, hvad der bidrager til at øge risikoen: uberegnelige handelsforhold, usikre retstilstande, kriser og arbejdsstandsninger, bidrager til at give virksomheden noget af lotterispillets natur og øger således uligheden.

Alle disse forskelligheder i arbejdslønnens højde er således egentlig af udlignende art: de går alle i retning af at gøre enhver virksomhed lige tiltrækkende, at byde højest belønning for mest møje. Og således må det naturligvis være, hvor der hersker frihed. Thi hvis f.eks. lønnen i ét fag steg uforholdsmæssigt, ville det virke tiltrækkende, flere ville søge til og den indbyrdes konkurrence drive lønnen ned igen. Således også, hvor det gælder forholdet mellem arbejdskår i by og på land. Hvis byerhverv byder (eller synes at byde) de fordelagtigste vilkår, går arbejderstrømmen derind, indtil ligevægt er bragt til veje.

Samfundet er i denne henseende som en væske i forbundne kar: er jævnhøjden forstyrret, opstår der en udlignende strømning. Hvor arbejdstrykket er ringest, hvor det er lettest at komme frem, dér strømmer arbejderne til.

Men betingelsen for at denne udjævning kan foregå, er naturligvis, at der er bevægelsesfrihed. Størst er bevægeligheden i nye samfund, der endnu ikke er stivnede i faste gænger: hvor man den ene dag er jordarbejder, den næste guldgraver, den tredje handelsmand eller redaktør, alt som chancerne byder. Men selv i ældre samfund, hvor størsteparten af arbejderne er i fast gænge, finder forskydningerne sted: mejerister bliver gård- eller husmænd, hvis faget byder for ringe udsigter; landmænd bliver agenter eller handlende, murere fyrbødere, og landarbejdere fiskere; teologer bliver lærere osv. og navnlig virker løntrykket stærkt på fagenes rekruttering: hvis et fag byder særligt gode chancer i øjeblikket, øges tilgangen af unge.

Kun, hvor tilgangen til et fag kan hæmmes ved særlige eksaminer, lavsskranker eller stærke arbejderorganisationer, kan lønnen, i hvert fald til en tid, holdes uforholdsmæssigt høj (ligesom visse varepriser kan holdes oppe ved ringdannelse mellem fabrikanterne). Selv under sådanne forhold vil konkurrencen dog i reglen før eller senere gøre sig gældende. Ikke blot vil der som oftest være omtrent lige stærke organisationer (af arbejdere og arbejdsgivere) for og imod; men selv hvor begge parter slår sig sammen om forhøjelse af arbejdsløn og varepris, vil det vanskeligt i længden kunne holde. Hvis ikke beskyttelsestold o.l. hindrer indførsel, vil varerne blive hidført udenlands fra; og selve de forhøjede takster virker afskrækkende, så forbruget indskrænkes og dermed også produktionen, så indtægten både for fabrikant og lønarbejder går ned, selv om vare- og lønsatserne forbliver uforandrede. Ligesom vandstanden i en vig afhænger af det åbne havs normale vandstandshøjde, således er altså de enkelte afgrænsede fags arbejdsløn afhængig af de almene lønforhold og kan kun varigt stige, hvis disse forbedres.

Forholdsvis lettest trykkes lønnen uretmæssigt langt ned for de underste lønarbejderklasser. Hyppigt er da også just de mest sundhedsfordærvende arbejder og de slidsomste virksomheder med længst arbejdstid særlig slet lønnede. Thi ikke blot rekrutteres de af de bedrestillede klassers vrag, men den forslidte og ødelagte arbejder kan vanskelig finde og udnytte de chancer, der muligvis opstår. Jo kortere arbejdstiden er i et land, desto højere vil derfor også i reglen de brede lags arbejdsløn være, desto ringere mulighed er der for lønarbejdets vilkårlige og rent slavemæssige udbytning af overmægtige arbejdsgivere.

Således er lønforholdene i et samfund bevægede, som et hav bevæges af strømninger og dønning. Og betingelsen for, at arbejdslønnen overalt kan være forholdsmæssigt, stå i ret forhold til arbejdet, er sikkerhed og frihed. Det samme, som betinger den rige produktion og det fuldkomne samarbejde, er altså også en betingelse for arbejdslønnens jævnhed. Jo sikrere produktionsforholdene er, desto mere fjerner arbejdslønnen sig fra lotterispillets nitte eller præmie. Og jo friere adgang der er til valg af erhverv, desto mere udlignes ulighederne af sig selv ved den indbyrdes kappestrid.

Men et er arbejdslønnens jævnhed, et andet dens højde. Ligesom havets vandstand – uanset bølgegangens styrke – kan være højere eller lavere, således kan jo faktisk i de forskellige lande samtidig, og i samme land til forskellig tid, arbejdslønnen i det hele taget være af megen ulige højde. Hvoraf afhænger nu disse forskelligheder, hvad betinger fremgang og tilbagegang?

Det er på forhånd indlysende, at hvor – på grund af slette naturforhold eller primitive arbejdsmåder – produktionen som helhed kun er ringe, kan arbejdet kun yde tarvelige kår. Hverken hedebonden eller hans karl kan vente at komme til at måle guld i skæppevis.

Men det er jo lige så vist, at selv hvor glimrende naturforhold og moderne fuldkomment samarbejde i produktionen gør arbejdet overordentlig frugtbringende, kan selve arbejdet yde lige så ringe eller ringere kår. Ikke blot vil arbejdslønnen her stedse udgøre en mindre part af det hele udbytte: den kan endog være absolut lavere, så der trods rigdommen kendes uslere kår end hos den arbejder, der umiddelbart strider med den golde natur – men som til gengæld selv kan beholde udbyttet væsentlig ubeskåret: på heden trives jo ingen baroner!

Skønt grundbetingelsen for løn er produktion, er det altså ikke mod denne, men mod fordelingsforholdene, opmærksomheden særlig må rettes, når man vil forstå arbejdslønnens op- eller nedadgående tendens.

Men hvoraf afhænger da denne? – Idet man særlig tænker på lønarbejdernes løn, besvares dette spørgsmål gerne med: af forholdet mellem udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet. Og dette er jo for så vidt rigtigt nok.

“Når to mestre løber efter én svend, stiger lønnen; når to svende løber efter én mester, falder den.”

Men er end svaret rigtigt, er det jo ikke det endelige svar; det afføder nødvendigvis et nyt spørgsmål: hvoraf afhænger så forholdet mellem antallet af svende og mestre, mellem lønarbejdere og arbejdsgivere?

Ser vi foreløbigt bort fra ud- og indvandring, der kan forrykke forholdene mellem by og land eller mellem landene indbyrdes, og tænker os folket hjemstedsfast, er det klart, at den afgørende årsag til forholdets forandring må være, om den stadig for sig gående strøm af lønarbejdere over i selvstændigt erhverv har været livlig eller trøv.

*: Findes ikke i mine ordbøger. Vi må gætte betydningen. /pma

Hvis f.eks. i landbruget et år forholdsvis mange forvaltere, avlskarle og arbejdere er gået over til selvstændig virksomhed som forpagtere, gårdejere eller husmænd, så tilgangen af yngre kræfter ikke fuldt kan dække afgangen, da vil øjensynlig arbejdslønnen få stigningstilbøjelighed på grund af det formindskede tilbud af lønarbejdere. Den modsatte bevægelse giver naturligvis omvendt resultat.

Mere eller mindre tydelig gør den samme virkning sig gældende i håndværket og alle andre virksomheder. Men for øvrigt får en bevægelse fra lønarbejde til selvstændigt erhverv ikke blot indflydelse på det enkelte fag. Hvis f.eks. særlig rigt fiskeri eller guldgravning lokker mange arbejdere til sig, må det drive lønnen op også for de landarbejdere, der bliver hjemme. På lignende vis er der vekselvirkning mellem by og land. Er der overskud af landarbejdere og derfor faldende løn, drives en del ind til byerne, så lønnen også dér får nedgangstilbøjelighed.

Ja, selv udlandets forhold spiller med ind. De gode chancer, som Amerika tidligere bød arbejdet og som drog store strømme derover, udtyndede lønarbejdernes rækker og virkede med til at drive lønnen op. (Omvendt kan indførslen af fremmed arbejdskraft – især af folk, der kun stiller undermålsfordringer – være et virksomt middel til at holde lønnen nede og bekæmpes derfor ivrigt af arbejderorganisationerne.)

Overalt gør sig altså, mere eller mindre tydeligt, en vekselvirkning gældende, der går i retning af at holde lønarbejdernes løn og den løn, man kan tjene ved selvstændig virksomhed af en eller anden art, i jævnhøjde med hinanden.

Der gør sig dog modstand gældende, som ikke sjældent kan hæmme eller forsinke disse bevægelser. Lønningsforhold er ofte af ret konservativ art: hvad der anses for passende, eller standsmæssigt, spiller ind med. Man byder jo f.eks. her til lands ikke gerne en doktor 1 krone i timen – selvom hans arbejde muligvis er mindre værd. – Inden­for navnlig mange fast organiserede fag gør der sig hyppig en stærk modstand gældende mod at yde arbejde for under en vis takst. Omvendt kunne, navnlig tidligere, landbrugets chancer forbedres betydelig, uden at landarbejdernes løn derfor steg op over det tilvante lavmål. I halvfjerdsernes såkaldte gode tider, da bønders og herremænds indtægter steg stærkt, blev landarbejdernes lønforhold ikke kendeligt forbedrede, ja undertiden endog faktisk forringede (ved vareprisernes stigning). – Og lønbevægelsen tager en vis tid: således kan f.eks. dårlige konjunkturer forringe det selvstændige erhvervs indtægter en del, inden nedgangen gør sig gældende på arbejdslønnen, så lønarbejderne i øjeblikket får den forholdsvis gunstigste stilling.

Det siger endvidere sig selv, at jo slettere lønnede, fortrykte og håbløse lønarbejdets brede lag er, så kun forholdsvis få drømmer om at udnytte mulige selvstændighedschancer, desto svagere bliver virkningen af sådanne, desto mere bliver arbejderne afhængige af arbejdsgivere, og desto lettere kan lønnen boldes under det normale.

Trods alt er der dog i det store og hele en overvejende udjævningsbevægelse. Det selvstændige erhvervs kår kan ikke, blot nogenlunde varigt, forbedres, uden at også lønarbejdets løn kommer i opgang. Den egentlige grundbetingelse for en almen lønstigning er derfor, at der findes voksende mulighed for at tjene godt ved selvstændig virksomhed.

Nu er det jo klart, at den første betingelse for god fortjeneste er virksomhedens frugtbarhed. Enhver ny dyrkningsmetode, forbedret kornsort, arbejdsbesparende maskine eller tidssparende kemisk proces, der øger udbyttet, er en ny mulighed for højere arbejdsløn over hele linien. – Men om muligheden skal blive virkelighed afhænger af andre forhold. For så vidt at produktionsfremskridtet kræver udvidet kapitalanvendelse, vil renteforholdene kunne blive afgørende for, om skridtet kan tages med fordel. Men navnlig er det øjensynligt, at udbyttet for dem, der arbejder, må afhænge af, på hvilke betingelser de har adgang til jorden.

Hvor frugtbringende en virksomhed skal blive, afhænger jo nemlig ikke blot af teknikken, men af natur- og samfundsforholdene på stedet, ikke blot af, hvor hensigtsmæssigt der arbejdes, men af, hvor gunstigt arbejdsfeltet er. Er malmlejet fattigt, vil selv de bedste maskiner kun yde ringe produkt, og er jordbunden mager, bliver høsten lille. –

Hvis arbejdet trænges ud på slettere produktionsfelter eller – hvad der kommer ud på det samme – tvinges til at betale højere pris for adgangen til de gode, da kan lønnen trods fremskridtene holde sig nede eller endog falde.

Her er vi åbenbart ved et kernepunkt: arbejdslønnens højde afhænger af størrelsen af den entre, der må betales til værkstedet, til naturen. – Hvad er det f.eks. der i første linje får indflydelse på, om mange eller få avlskarle osv. i øjeblikket går over i selvstændig landbrugsvirksomhed? Åbenbart jordens forholdsvise billighed eller dyrhed. Er den dyr, ser de tiden an – og dermed hæmmes enhver lønstigning. Eller for at tage et storslået eksempel: hvad andet end den frie eller dog billige jord var det, der betingede den høje løn, som frembragte den kæmpemæssige folkevandring af arbejdere, som gennem menneskealdre strømmede fra den gamle verden mod de nye lande, og som endnu ikke fuldt er standset, selv for de landes vedkommende, hvor arbejdets kår er bedst?

Undersøgelsen af loven for arbejdslønnen peger altså videre ud. Vi må se nøjere på, hvorledes renteforholdene indvirker på produktionen, og vi må se på, hvad det er, der bestemmer grundrenten. Den pris, som arbejdet må betale for adgangen til naturens rigdomskilder.

Men forinden er det værd at understrege, hvad allerede er påvist, at alle arbejdere, både lønarbejderne og de selvstændige driftsledere, i hovedsagen har fælles interesse: de er, så at sige, i samme båd. Om de end på en måde er kontraparter og trækker hver til sin side, strømmen virker ens på dem begge. Ethvert økonomisk eller teknisk fremskridt er en ny mulighed for almen lønstigning. Selv de arbejdssparende maskiner, som i arbejderbevægelsens første tidsrum blev modtaget med så forbitret et had, fordi de syntes at berøve arbejderne ikke blot arbejdet, men brødet, er i virkeligheden lønhævere. Ikke blot billiggør de produkterne til almenhedens gavn. Enhver arbejdsbesparende maskine øger chancerne for at tjene godt ved selvstændig virksomhed; og den lettere produktion og det gennem den billigere pris fremkaldte større marked foranlediger produktionsudvidelser, der atter kræver nye arbejdere. – Gravemaskinen og bjergboret udfører ganske vist under nogle få arbejderes ledelse, hvad der ellers ville kræve hundreders slid. Men de kanalbygninger og tunnelbygninger, som derved er muliggjort – og som man ellers næppe ville have kunnet drømme om – skaffer virksomhed til tusinder. – Hvis arbejdets kår til trods herfor ikke stiger, må grunden søges i, at adgangspengene, som arbejdet må udrede, er sat op.

Grundrenten

Da naturforholdenes godhed er af afgørende betydning for, hvad udbytte menneskenes virksomhed skal give, måtte selvfølgelig lige fra samfundenes barndom jordspørgsmålet være af fremtrædende vigtighed. Under primitive forhold i tyndt befolkede egne bliver det dog nærmest et spørgsmål om de forskellige stammers ret (f.eks. til jagten i vidtstrakte skove), eller sammenstødende landsby samlags ret til visse grænsestrækninger. Jordspørgsmålet i denne skikkelse lever videre i kæmpemæssig udgave i de forskellige magters grænse- og kolonikrige.

Men så såre der opstår privatbedrift, så det bliver en nødvendighed for den enkelte at sikre sig brugen af et vist jordstykke, bliver der ikke blot tale om et nationalt eller stammemæssigt jordspørgsmål, men om et socialøkonomisk, dvs. et spørgsmål mellem den enkelte og hans medborgere. Brugsretten må jo nemlig enten hævdes med vold eller betales. Thi da enhver selvfølgelig ønsker så stort ud­bytte af sit arbejde som muligt – dvs. adgang til at bruge den bedste jord – vil ingen godvilligt nøjes med den sletteste plads. I en retsstat bliver der da ingen anden udvej mulig, end at brugsretten til den fordelagtigere jord må betales. Og denne betaling må nødvendigvis blive så stor, at den opvejer fordelen, så at alle brugere bliver ligestillede.

Det er denne afgift, som altså er det pengemæssige udtryk for den værdi, som eneretten til rådighed over en vis del af den os omgivende natur har, man betegner som jord­ eller grundrente.

Ligesom ordet arbejdsløn i den forstand, hvori vi her tager det, dækker over en hel mængde forskellige særlige udtryk (honorar, gage, gevinst osv.), således er udtrykket grundrente et fællesudtryk. Betaling for brugsretten til et grundstykke kan ydes på mange måder og få mange forskellige navne: grundskatter, landgilde, hoveri, forpagtningsafgift osv. I nutiden optræder den hos os hovedsagelig som renter af en vis købesum (+ en mindre grundskyld).

(Da jorden i de fleste tilfælde købes og forpagtes sammen med påstående bygninger, inventar osv. indgår betalingen for alt dette – der naturligvis intet har med jordrenten at gøre – i købesum og forpagtningsafgift. Også betalingen for særlige grundforbedringer, en planteskoles plantebestand, et landbrugs besætning og maskiner og all andet menneskeværk må naturligvis fradrages købesummen, før grundrenten, udtrykket for den nøgne jords værdi, fremkommer.)

Grundrenten er altså, under ét sagt, de adgangspenge, som arbejdet overalt, undtagen på herreløs jord, må betale for adgangen til naturen, der på en gang er dels skatkammer og værksted. Ikke blot jord i snævrere forstand, enhver naturfordel falder derind under. Værdien af et fossefald eller et vandmølleprivilegium, fiskeretten i en sø eller jagtretten på en hede, såvel som den afgift, et sporvejs- eller kioskselskab må betale for eneret til brug af en bys gader, er lige så fuldt grundrente som betalingen for et stykke agerjord, et malmleje eller en byggegrund.

Ved således at være de almene adgangspenge bliver grundrenten den regulator, der overalt udligner arbejdsudbyttet, således at producenterne stilles på lige fod indbyrdes. Thi den, der har den fordelagtigste plads, må svare de højeste stadepenge. Og i kraft af den indbyrdes konkurrence må stadepengenes højde nøjagtig komme til at beløbe sig til vedkommende fordels fulde værdi: kan der på én plads årlig produceres for i alt 40 kr. mere end ved samme virksomhedsudfoldelse på et andet sted, da vil åbenbart førstnævnte plads blive betalt med 40 kr. årlig mere end sidstnævnte (koste ca. 1.000 kr. mere i køb), så man efter grundrentens udredning er lige heldig stillet, hvilken plads man end vælger.

Således udligner altså grundrentebetalingen overalt arbejdets kår, gør chancerne lige for dyrkeren af den usleste og den rigeste jord, for den, der driver handel på strøget, og den, der har butik i sidegaden. – Hvis derimod en mand besidder et værdifuldt jordstykke kvit og frit, så han ingen afgift betaler deraf, nyder han en særbegunstigelse, der stiller ham over hans medmennesker; og kun hans magt eller medborgernes uvidenhed kan da gøre det forklarligt, at han lades i uanfægtet besiddelse.

Men medens grundrentebetalingen således er den nødvendige og fuldstændige udligner, der overalt giver arbejdet samme udsigt til udbytte, kan den være – og er overalt i nutidens stater – tillige en mægtig ulighedsfrembringer. Thi hvor grundrenten tilfalder private, opstår der en afgørende modsætning mellem den arbejdende menneskehed, der udreder adgangspengene, og dem, de tilfalder. Mellem grundrenteydere og grundrentenydere.

Vi står her ved et grundforhold i fordelingen, og det tilmed et forhold, der nødvendigvis er af voksende betydning. Thi ethvert skridt, som samfundet gør i retning af talrighed, flid, intelligens osv. hos dets medlemmer, øger rigdomskildernes værdi og dermed den afgift, det må udrede til dem, hvem grundrenten tilfalder.

Medens jorden i selv det rigeste naturland, så længe det kun er et tyndt befolket nybyggerland, er så at sige værdiløs, vil naturligvis den blotte befolkningstilvækst efterhånden give navnlig de bedste og gunstigst beliggende strækninger værdi. Hvor den sorte død i sin tid hærgede landene og udtyndede befolkningen, henlå vide strækninger af herreløs jord, og ingen ville derfor betale stort selv for de bedste jorder. Men omvendt medfører befolkningstilvæksten i nutidens Europa en overordentlig stigning af jordens værdi. Medens nybyggerens simple blokhus ofte har kostet ham mere end hans hundreder af tønder land, så er storbyens pragtbygninger i mange tilfælde ikke så meget værd som de kvadratalen grund, hvorpå de står.

Men befolkningstilvæksten er ingenlunde det eneste, der driver jordværdien op. Ethvert teknisk fremskridt virker i samme retning: mosekultur og dræning giver moser og side lerjorder, som ingen før havde regnet, høj værdi. Nye udsmeltningsmetoder virker på lignende måde på malmlejer, som før havde været anset for alt for fattige at benytte. Nye sporvognslinier giver jorder i storbyens omegn byggegrundsværdi, og samtidig vokser værdien af grundene i byens knudepunkter, hvor den øgede trafik giver stærkere pulserende forretningsliv.

Hvor forskelligartede end opfindelserne er, resultatet bliver dog væsentlig det samme. At traktoren og selvbinderen, der muliggør vidtstrakte landejendommes drift med få arbejdere, skærper jordappetitten og således øger jordprisen, er let at indse. Men også fremskridt, der går i retning af særlig intensiv drift (rodfrugtavl, havedyrkning frem for fåreavl osv.), vil give højere jordpris. Muligheden for at kunne bringe mere ud af jorden kalder nye jordhungrende frem. Der kendes ingen mere intensiv brug af jorden end den, der tvinger den til at bære, ikke hvede eller roer, men skyskrabere, halvhundred etager høje kæmpehuse – og ingensteds kendes heller så svimlende grundpriser. Hvor derimod hushøjden er stærkt begrænset, holder også jordprisen sig ved jorden.

Kort udtrykt kunne man sige, at kun i forhold til som vi gør os jorden underdanig, får den værdi. Men dette vil jo igen sige, at denne værdi skyldes samfundsdannelsen, samarbejdet; thi dette er jo grundbetingelsen for vort herredømme over naturen. Grundrenten er da således ikke egentlig betaling for naturens kræfter, men for den hjælp, samfundet yder den enkelte til hans arbejdes frugtbargørelse.

At der må betales grundrente, og at denne er i stadig vækst med folket, er derfor i sin gode orden. – Ikke blot er det for lighedens skyld en åbenbar nødvendighed, at brugsretten til de bedste pladser bliver betalt forholdsmæssigt, da jo ingen fødes med bedre ret til den bedste plads end nogen af sine medmennesker. Men også grundrentens vækst er et naturligt og retmæssigt forhold; den er et udtryk for samfundets voksende betydning for den enkelte.

Men er således grundrentebetalingen i og for sig et uundgåeligt og uangribeligt led i fordelingen af formuegoderne, er det en skæbnesvanger og uforsvarlig retskrænkelse, når grundrenten går i privatmands lomme (således som det i almindelighed er tilfældet i nutidens kultursamfund).

Ikke blot er det et iøjnefaldende misforhold (som kun vanens magt delvis har sløvet folks blik for), at én i kraft af sin såkaldte ejendomsret til en del af kloden skal have ret til at kræve part i (oven i købet første part af), hvad andre høster, skønt han ingen del har haft i produktionen. Men da grundrenten er en med udviklingen stadig voksende størrelse, bliver tilmed dens privattilegnelse ensbetydende med en voksende uret, en stadig øget udbytning af det arbejdende samfund.

Hermed være ikke sagt, at grundrentens vækst nødvendigvis ligefrem formindsker arbejdets løn. Thi samtidig bliver jo også ved samfundets udvikling arbejdet mere produktivt. Selv landbrugets produktion er jo i de sidste menneskealdre blevet flere gange fordoblet (med omtrent uforandret arbejdskraft). Og mange tekniske virksomheders effektivitet er mere end fordoblet pr. arbejdstime. Dertil kommer endvidere den stærkere sammentrængning af mennesker på jorden. På en husmandslod fra forrige slægtled, af nogle få tusind kroners jordværdi, drives måske nu en stor fabriksvirksomhed, hvis grund er hundrede gange mere værd; men der arbejder måske også hundrede gange flere mennesker.

Men hvad der sker er, at der ved siden af de almindelige borgere i landet, der lever af det bidrag, de yder til produktionen, fremstår en klasse mennesker, der mere eller mindre lever af at tilegne sig frugten af vor fælles fremgang – uden at have ydet noget særligt bidrag til denne. Når f.eks. en grundejer i London indkasserer grundrente hos de mennesker, der har bygget sig huse på hans jord, er de uhyre værdier, han får ind, jo ikke et rov fra beboerne: retten til at bo og bygge dér er jo faktisk så meget værd. Men det er et rov fra samfundet som helhed, så vist som det er de tusinders liv og arbejde – og ikke grundejeren – jordens umådelige værdi skyldes.

Og idet folket således berøves de samfundsskabte værdier, tilspidses uundgåelig lønkampen for de enkelte borgere. Hvis grundrenten gik i folkets fælles kasse, ville ethvert alment fremskridt være ensbetydende med fællesformuens forøgelse, så flere og flere almenfornødenheder kunne ydes alle og enhver uden betaling. Nu derimod svigter samfundets evne, og den enkelte er – hvis han ikke er blandt de uretmæssigt begunstigede – væsentlig henvist til at stole på egen arbejdsevne. Svigter denne, går han til bunds. Og selvom samfundet efterhånden prøver at yde alle sine borgere rygstød på et og andet felt, gør det ikke stort fra eller til; thi hjælpen må i reglen betales gennem skatter, der gør indgreb i arbejdslønnen og således tager med den anden hånd, hvad der gives med den ene. – Således forspildes sammenslutningens og fremskridtets frugt for folket ved grundrentens beslaglæggelse af privatmand.

Men ikke nok hermed. Det går endogså ud over selve arbejdslønnen. Thi da fremskridtet øger grundrenten, så der alle vegne, hvor der er udsigt til fremgang, er udsigt til øget grundværdi, bliver følgen, at ingen jordejer under sådanne forhold vil afstå sin jord for, hvad den i øjeblikket virkelig er værd. Jordprisen bliver derved så høj, at dens forrentning på forhånd opsluger det forventede merudbytte og beskærer lønnen for den, der lægger sit arbejde på den. Og jo raskere udviklingen er eller ventes at blive, desto stærkere bliver fordyrelsen. Omkring hurtigt voksende byer er jo således selv endnu helt ubebyggede marker kun at få til købs for kvadratalens priser. Enhver ny maskine, hver økonomisk sammenslutning, hver bølge af nyt mod, alt virker det til uforholdsmæssig forhøjelse af adgangspengene. Således kapitaliseres håbet – og arbejdet må udrede renterne; og selve fremskridtet bliver årsag til, at det tryk øges, hvormed arbejdslønnen holdes nede.

Vi står her overfor et forhold, der dybt og mangeartet præger de sociale og økonomiske foreteelser i nutidens samfund.

Når lønnens jævnhøjde holdes nede, skønt fremskridtet muliggør højere løn, må alle de bestræbelser nødvendigvis vinde i styrke, der går ud på for sig og sine standsfæller at sikre sig højere løn end folkets. – Eksamensvæsenets uhyre vækst skyldes hovedsagelig sådanne bestræbelser. Mere end på de unges virkelige dygtiggørelse går bestræbelserne ud på at få dem over gærdet og derved sikre dem overpris for deres arbejde eller i hvert fald et lille sikkert levebrød, upåvirket af chancernes usikkerhed den frie kappestrid. – De stærke organisationsbestræbelser indenfor alle fag hænger også for en væsentlig del sammen hermed. Det er forsøg på så at sige at stemme vandet i dok bassinet op over flodens niveau. Og jo mere ebbe­grundt flodløbet er, desto mere føles stemmeværket som en nødvendighed, om skuden skal holdes flydende.

Men jordfordyrelsen giver sig udslag af en anden og end mere verdensomfattende art, idet den er hovedårsagen til de økonomiske kriser. – Et af nutidens mest uhyggelige forhold er de virksomhedslammelser, der med kortere eller længere mellemrum hjemsøger hele samfundet og ødelægger værdier og mennesker efter en uberegnelig målestok – for derpå at vige pladsen for opgangstider med livlig virksomhed, der atter afløses af ny krise.

Virksomhedslammelsen i de dårlige tider er ikke blot et ulykkebringende, men tillige et højst besynderligt fænomen. Det billede, det frembyder af vidtstrakt arbejdsløshed, samtidig med at tusinder mangler det nødvendige, synes som en eneste stor meningsløshed, et samfund således troldbundet, at hænderne ikke kan røres til mundenes mættelse.

Men trods sin meningsløshed er den ufrivillige arbejdsløshed jo en kendsgerning. Den er end ikke indskrænket til de egentlige krisetider, den findes, om end sparsommere, til alle tider. Dens tilstedeværelse præger den almindelige tankegang, så man f.eks. undskylder tåbelig luksus dermed, at den dog skaffer arbejde og glæder sig over snefog o.1ign. besværligheder, fordi de skaffer arbejde – skønt man dog skulle synes, at de ledige hænder, om sneen ikke var faldet, kunne have fundet nyttigere beskæftigelse i produktionens tjeneste.

Navnlig er det dog i de dårlige tider, at arbejdsløsheden stiger til en faretruende højde. Og ligesom en smertefuld sygdom kan få selv de fornuftigste mennesker til at forsøge de mest absurde slags patentmedicin, således ser man lovgivere og økonomer gribe til de mest sundhedsstridende midler mod arbejdsløsheden. Netop i disse dage* læser jeg i bladene, at man i England som en hjælp mod arbejdsløsheden anbefaler hvervning af mere mandskab til den stående hær og bygning af panserkolosser! Som om ikke borgernes penge hellere måtte bruges til at lønne folk for at bygge, væve og bage til de sultne og nøgne end for at eksercere eller bygge millionskibe, der i bedste fald er økonomisk værdiløse. Og selv her i landet har vi set lovgivere anbefale millionbevillinger til et fra deres standpunkt set i øvrigt ganske tåbeligt pragtslotsbyggeri med den motivering, at det skaffede arbejde. Hvis det stod i deres magt, ville de sandsynligvis også bevilge millioner til kunstige snefog og den dermed følgende rydning.

*: 1908. – Man er desværre ikke blevet klogere siden.

Men midlernes absurditet er jo kun yderligere bevis på sygdommens ondartethed.

Samfundsmaskineriets mangeartede indbyrdes indgriben gør det let forståeligt, at trøv* gang kan fremkaldes på mangfoldige måder. Den hurtige omformning af landbrugets produktionsmåde har jo f.eks. ikke endnu tilvejebragt den hensigtsmæssighed i arbejdets fordeling, som kendetegnede det gammeldags husflidslandbrug, og har således i nogen grad bidraget til ved udsigt til vinterarbejdsløshed at drive arbejdere ind til byerhverv, der måske i forvejen var overbesatte. Protektionistisk politik, der forkvakler produktionsforholdene og hindrer afsætningen, spiller ofte en stor rolle, og endnu værre virker afspærringen fra naturlige markeder ved krig og blokade. Og således kan der anføres adskillige særforhold. Men virksomhedslammelsens verdensomfattende natur og overordentlige størrelse peger på tilstedeværelsen af almene grundårsager.

*: Findes ikke i mine ordbøger. (ODS, Dansk Begrebsordbog) Vi må gætte betydningen. /pma

Da nu grundbetingelsen for produktion er adgang til naturen, til rigdomskilderne, og betingelsen for virksomhedens opblomstren er samarbejde, der igen betinges af indbyrdes tillid mellem mennesker, så er det klart, at virksomhedslammelsens grundårsag må søges på disse felter.

At tillidens bristning kan virke lammende, ser man eksempler nok på. En svigagtig fallit, et ondartet bankkrak kan hæmme både bestående foretagender og foretagsomheden i vedkommende mindre eller større samfund og således bevirke, at de dårlige tider her bliver ualmindelig stærkt følbare. Men almenårsagen kan naturligvis ikke søges i de særlige og lokale hændelser. Tilmed er jo almindeligvis – undtagen i kriminelle tilfælde – selve bankkrakket og storfalliten kun stærke udslag af en forudgående vidtstrakt usundhed i det økonomiske liv. Denne gennemgribende usundhed viser sig som en værdiforfalskning, der består i, at der bliver slået kapital i nutiden af, hvad der kun er fremtidsmuligheder. Og når forfalskningen bliver åbenbar, opstår deraf den mistillidsstrøm, som kan rive med sig både råddent og friskt.

Men værdiforfalskningen er en ligefrem følge af fremskridtets indvirkning på grundrenten af den håbets kapitalisering, som omtales ovenfor. Og derfor fremkommer de dårlige tider – hvor grundrenten er gjort til privat ejendom – som de godes afkom: følger efter dem som Faraos magre køer efter de fede.

Fremskridtet virker stærkt på de bestående værdier. Men yderst forskellig: nogle forringes, andre værdiøges.

Fremskridt på maskinteknisk eller kemisk område forælder alle mulige maskiner og fabriksindretninger; hurtig befolkningstilvækst gør endog forholdsvis moderne bygninger modne til nedrivning, for at give plads for mere tidssvarende anvendelse af grunden. Men jorden stiger i værdi; adgangen til denne betyder mulighed for at udnytte fremskridtet. Derfor er det her, spekulationen særlig sætter ind, indtil både de virkelige og de drømte fremskridt er kapitaliserede ved spekulationsforhøjelsen af grundpriserne overalt i verden, fra Amager Fælleds overdrev til Mexicos oliefelter og Javas gummiskove.

Men dette betyder ikke blot en tillids undergravende værdiforfalskning. Dette betyder arbejdets afspærring og dermed fremskridtets bremsning. – Som frosten kan binde jorden og derved standse jordarbejderes og mureres byggearbejde, således giver spekulationsfordyrelsen arbejdet så hårde betingelser, at det må standse. Så længe fremgangsstemningen endnu er høj, går det endda. De høje grundpriser giver et indtryk af formuenhed, og trods de hårde adgangsbetingelser startes nye foretagender. Ja, man ser endog hyppigt, at grundspekulanterne for at støtte de høje priser og trække strømmen den vej, de ønsker, åbner miner, som det næppe kan betale sig at drive, påbegynder ganske uøkonomisk byggeri osv. Men inden ret længe må betænkelighederne gøre sig gældende: foretagsomheden ser tiden an; nye planer opsættes, udvidelser opgives. Og de alt påbegyndte foretagender bedømmes med mistillid, får derfor – selvom de er sunde nok – vanskelighed ved at rejse lån til videreførelse og må standse.

Men denne således begyndte virksomhedslammelse forplanter sig hurtigt videre, selv til de fag og foretagender, der ikke har været draget ind i spekulationen og næppe har mærket grundfordyrelsen. Thi opgivne planer og virksomhedsstandsninger betyder arbejdsløshed, og denne atter svigtende købeevne. Skotøjsfabriker, legetøjsforretninger, væverier osv. ser deres afsætning svinde, og overproduktionen tvinger dem til arbejderafskedigelser og halvtidsdrift, hvorved altså arbejdsløsheden breder sig til endnu videre lag. Kommer nu hertil i værste tilfælde, at nogle af de banker, som har vovet sig længst ud i grundspekulationen, styrter sammen, og skrækken vækker alverdens sparere til stormløb, for hvilke ingen pengeinstitutter kan stå, da forandres den daglige pengelige tillid til ubegrænset mistro, så selv de sikreste foretagender må betale en uhyre rente af deres driftslån og tvinges ned i halvvejs uvirksomhed: den økonomiske mekanisme er på dødpunktet. –

Først når gennem fallitter, tvangssalg osv. de opskruede grundpriser er kommet ned til, hvad der svarer til deres virkelige værdi i øjeblikket, når befolkningstilvækst og nye tekniske fremskridt har gjort de drømte fremtidsmuligheder til nutidsvirkelighed, og når tillidens nyvækst har lokket kapitalen frem på ny, begynder en ny virksomhedsperiode, en ny række gode år med ringe arbejdsløshed – indtil fremfarten på ny afføder den samme udviklingsgang.

For hver gang en sådan tidsbølge er passeret, synes forholdene de samme som forhen. Men kun tilsyneladende.

Arbejdslønnen er måske uforandret, men produktionen arbejder under et større tryk. Hvert varigt fremskridt i produktionsevne har øget jordværdien og dermed rentebyrden på arbejdets skuldre. –

Såvel for at sikre folket fremskridtets frugt som for at give produktionen den fornødne stadige bør til sin fremgang, og arbejdet sikkerhed for at kunne finde lønnende virksomhed, er det altså nødvendigt, at grundrenten gøres til almeneje.

Kapital og kapitalrente

Som mennesket og naturen er produktionens to grundfaktorer, er arbejdsløn og grundrente samfundsøkonomiens egentlige grundbegreber. Thi de er udtrykket for den enkeltes og samfundets økonomiske ret. Hvor arbejdslønnen beskæres af uvedkommende, eller grundrenten går i private lommer, fattes derfor det retfærdsgrundlag, hvorpå samarbejdet kan bygges.

Men velstanden betinges dog ikke blot af forholdet mellem de enkelte og samfundet som helhed, mellem arbejderen og de naturrigdomme, som samfundet stiller til hans rådighed. Uden virkemidler får arbejdet ingen art, og navnlig det mere fuldkomne samarbejde kræver sådanne i skikkelse af bygninger, maskiner, husdyr osv. i stor målestok. Disse virkemidler er, hvad der under ét benævnes kapital, og såvel samarbejdets art og fart som udbyttets fordeling påvirkes naturligvis stærkt af, på hvilke betingelser slige virkemidler står til arbejdets rådighed, hvad rente kapitalens ejer kan kræve af den, til hvem han overlader dens brug.

Ordet kapital er beslægtet med det latinske ord for hoved (caput), idet kvæghøveder fordum var den væsentligste kapital. Nu indbefattes dog som bekendt også liggende­fæ under begrebet kapital. Men i modsætning til naturrigdommene består kapitalen udelukkende af arbejdsskabte genstande. Og man kan nøjere betegne kapitalen som den del af arbejdets produkter, der ikke tjener til umiddelbart forbrug, men til arbejdets støtte i den fremtidige produktion.

Nutidens udviklede arbejdsdeling med dens verdensomfattende handel kræver uhyre kapital i skikkelse af varelagre, transportmidler, maskiner osv. og navnlig storproduktionens stærkt sammenhobede kapitaler falder stærkt i øjnene. Men den mindre imponerende småkapital, der anvendtes i tidligere tiders småproduktion, var i mange tilfælde måske dog forholdsvis større. Et stort moderne dampskib er en betydelig kapital; men den skare af småskuder og sejlskibe, der forhen skulle til for at udføre den samme transport, var måske tilsammen af større værdi. Landsbysnedkerens værksted og værktøj udgør sandsynligvis en forholdsvis større kapital end maskinsnedkeriets lokale og maskiner, set i forhold til produktet, ja måske endog i forhold til antallet af arbejdere.

Det er dog ikke blot det iøjnefaldende ved den stærkt samlede kapital, der i den almindelige bevidsthed gør nutiden til kapitalens tid. Det er særlig den fremherskende tilbøjelighed i vore dage til at kapitalisere alle værdier og således drage ind under kapitalforestillingen uhyre værdier, som intet har med kapital at gøre. Når f.eks. et aktieselskab opsummerer sin kapital, henregner det dertil også værdien af de grunde, hvorpå fabrikken ligger; – men disse er jo, hvor værdifulde de end er, ikke kapital, dvs. arbejdsskabte værdier. – Når et telefonselskabs aktier går over på nye hænder, er købesummen, der må udredes, måske kun for en ringe del et udtryk for værdien af den virkelige kapital, thi centralstation og ledningsnet (der højst sandsynlig snart må fornyes). Hovedsagelig er den et udtryk for værdien af eneretsbevillingen, der ved købet kapitaliseres. – End mindre repræsenterer statsgælds­obligationernes millioner og milliarder i nogen videre udstrækning virkelig kapital. De lånesummer, de er udtryk for, er som oftest for længst skudt bort på slagmarken eller rustet op i fæstninger. Obligationerne er blot skriftlige løfter om, at landets befolkning i fremtiden skal blive beskattet til fordel for papirernes ihændehavere.

Således er den langt overvejende del af, hvad der til daglig betegnes som kapital, kun kapitaliserede rettigheder: grundrente, eneret og beskatningsret. Hvad vedkommende kapitalist besidder, er i virkeligheden ikke kapital, men en ret til at beslaglægge en del af de værdier, som samfundet eller enkeltmands virksomhed har frembragt.

Og som ikke alt, hvad der kaldes således, er virkelig kapital, er ej heller alt det virkelig rente, som i daglig tale betegnes således.

En ikke ubetydelig del deraf er f.eks. i virkeligheden arbejdsløn. Købmanden beregner jo som bekendt gerne sin fortjeneste som visse procent af varernes værdi og sin årsindtægt som procenter af den i forretningen indestående kapital. Men navnlig i små forretninger er størsteparten simpelthen arbejdsløn. Sælgekonen, der køber for 2 kr. hvedebrød og sælger det for 3, har ikke tjent 50 % rente på sin kapital i løbet af dagen (18.000 % p.a.), men knap og nap en krone i arbejdsløn og måske et par øre til rente af sine penge.

Ja, selv kapitalrenten i noget snævrere forstand, den rente, der må betales af driftslån o.lign. er kun delvis virkelig rente. En større eller mindre del deraf er en art risikopræmie for tab af lånesummen. Den højere rente, der må ydes af 2. eller 3. prioritetslån, er en sådan risikopræmie. Og når i krisetider diskontoen stiger til 6-7-8 %, er det et udtryk for, at usikkerhedsfølelsen er så stor, at lån overhovedet ikke kan opdrives uden betaling af flere procents risikopræmie. Den høje præmie, som aktierne i visse usikre industriforetagender giver, kan være af lignende art. Ligesom den høje arbejdsløn i usikre virksomheder er den en slags assurance mod de ret sandsynlige tab.

Men tilbage bliver altså den egentlige rente. Den rene rente, som den kaldes, og som omtrent er udtrykt ved den renteprocent, som de sikrest mulige værdipapirer giver. Denne rente varierer fra tid til anden og fra land til land, men under almindelige forhold dog kun langsomt. Den er gerne mindst i de store kapitalstærke lande (lavest i England) og højest i nye lande. Her til lands svinger den gerne omkring 4½ %.

Hvad er nu grunden til disse rentefodens op- og nedadgående bevægelser, og hvad er overhovedet grunden til, at der svares rente af lån?

Herom har der hersket og hersker den dag i dag de mest modstridende anskuelser. Medens nogle anser kapitalrenten som en sparsommeligheds- og betænksomhedspræmie, opfattes den af andre som fordømmelig åger og pengeafpresning. I middelalderen havde denne opfattelse sin stærkeste rolle i den katolske kirke, i nutiden særlig i socialistiske lejre. Den fremherskende opfattelse i vore dage er, at rentetagning er berettiget, for så vidt den holder sig indenfor visse rimelige grænser. Derimod fordømmes, hvad man kalder ågerrenter, der betragtes som skalkeskjul for ligefrem pengeafpresning. Men grænsen er stærkt flydende: en mand, der mod 30-40 % rente sætter penge i en småmands skrøbelige forretning, vil ofte blive stemplet som ågerkarl – navnlig af de farisæere, der vel vogter sig for under nogen som helst betingelser at risikere deres rare penge i småmandens bedrift.

Når meningerne om rentens berettigelse er så modstridende, er det sandsynligvis bl.a. fordi renten opstår på vidt forskellig måde og er udtryk for ganske afvigende forhold, som kun har ét tilfælles: at gøre nutidsværdi større end fremtidsværdi, så 100 kr. nu er mere værd end 100 kr. ad åre. Navnlig må der skelnes mellem lån til forbrug og lån til produktion.

Når en ødeland byder høje renter til den menneskeven, der forstrækker ham med kontanter, er det et udtryk for, at han lever i nuet og lader fanden om fremtiden. Og når den arbejdsløse sætter sit bohave på lånekontoret, er det jo fordi også han – af den hårde nød – er tvunget til kun at tænke på nuet. Det eneste, der i sådanne fald begrænser rentens højde, er lidenskabens eller sultens styrke. Selvom arbejderen skal slave i årevis og tilbagebetale måske det tidobbelte, låner han, fordi livet står på spil. Men den rente, der her er tale om, er i virkeligheden slet ikke kapitalrente, thi lånet gælder ikke kapital, dvs. værdier til produktionens tjeneste. Slige låneforhold er da nøjere set socialøkonomien uvedkommende eller vedrører den i hvert fald kun indirekte, for så vidt nødstilstanden (ved arbejdsløshed osv.) kan være skabt af misforhold i samfundet. Hvor der (som i middelalderens samfund) væsentligt kun er tale om slige tvangs- og forbrugslån, må borg og sorg naturligt komme til at rime i den almene bevidsthed, og renten stå som nødens bittersøde frugt.

Hvor derimod, som i nutidens samfund, lån til produktionsøjemed spiller en fremtrædende rolle, er forholdet af væsentlig anden art. Når f.eks. en fabrikant låner en sum til udvidelse af sin produktion, er det jo ikke nøden i øjeblikket, der tvinger ham til at love renter, men udsigten til gevinst i fremtiden, der gør ham villig til at yde. Ikke nødtrykkets styrke, men merindtægtens størrelse sætter her højmålsgrænsen for renten. Her er altså tale om virkelig kapitalrente.

Men når der således her ingen nødstilstand er, når det ikke er den fattige arbejder, der låner rigmandens penge, men lige såvel det rige aktieselskab, der låner småfolks penge, og husbonden, der (gennem sparekasser o.lign.) låner malkepigens spareskillinger, hvorfor svares der da rente? Hvorfor nøjes ikke långiverne med at få pengene tilbagebetalt, når de f.eks. skal sætte bo eller på anden måde får brug for summen?

At renten skulle være nødvendig – som nogle mener – som en art præmie til fremkaldelse af sparsommelighed og fornøden kapitaldannelse, er næppe rigtigt. Ødelanden sparer ikke, trods nok så høje renteløfter, og den sparsommelige påvirkes heller ikke kendeligt: han sammensparer måske endda mere nøje, når renten er ringe, end når den er stor. Ja, selvom der slet ingen rente gaves, ville man opspare omtrent som nu: spare sammen til at sætte bo, til børnenes udstyr og så fremdeles. Det er ganske andre forhold, der bestemmer opsparingens styrke. Navnlig spiller en vis tryghedsfølelse og fremtidsudsigternes lyshed en stor rolle: den håbløse danner ikke kapital.

Men har rentehøjden således ingen væsentlig indflydelse på kapitalopsparingen, indvirker den til gengæld stærkt på efterspørgslen. Bliver renten uforholdsmæssig høj, aftager lånene. Driftsudvidelser og byggeri udskydes, og mindre fordelagtige foretagender opgives. Den således fremkaldte aftagende efterspørgsel må naturligvis trykke lånerenten ned.

Hvad der betinger efterspørgslens størrelse er dog ikke rentens talmæssige højde, men dens forholdsmæssige højde; det afgørende er ikke, om renten er 2 eller 10 %, men om den er lav eller høj i forhold til det merudbytte, en virksomhed kan indbringe ved kapitalens anvendelse. I et land eller til en tid, hvor produktionen frembyder store chancer, kan efterspørgslen derfor være stor, selv til en overmåde høj rentefod.

Ligesom arbejdslønnen har altså renten tilbøjelighed til at stige med produktionsudbyttet. Men dette vil jo atter sige, at jo lettere adgang der er til rige arbejdsfelter (med andre ord: jo lavere grundrenten er), desto højere kan kapitalrenten stige. – Ligesom den oprindelige kapital, hyrdefolkenes kvægflokke, formerede sig rigeligst, hvor der var nem adgang til rige græsgange, således er også nutidens kapitals yngleevne afhængig af den lethed, hvormed man kan skaffe sig adgang til naturrigdommene. – Hvad ovenfor blev sagt om lønarbejder og arbejdsgiver kan derfor også siges om arbejdet og kapitalen: De er i samme båd. Selvom de har hver sine modstående interesser at hævde, vil de økonomiske hovedstrømninger føre dem samlede frem eller tilbage. Alt, hvad der hæmmer den fri og frugtbare virksomhed, trykker ikke blot arbejdets løn, men også kapitalens rente.

Imidlertid må man mærke sig, at udbyttestigningen dog ikke ubegrænset kan drive renten op. Thi vel vil efterspørgslen derved stige. Men kapitalen er jo ikke, som jorden, en uforanderlig størrelse. Den er arbejdets værk; og med det voksende udbytte er der derfor også mulighed for større kapitaldannelse. – Dertil kommer, at lån jo ikke er den eneste vej til kapital. Bliver renten uforholdsmæssig høj, vil producenterne i stigende grad søge selv at danne kapital: andelsmejeriet opgiver at rejse udvidelseslån og tilbageholder i stedet derfor det overskud, som ellers var blevet udbetalt. I stedet for til en ny bil eller et nyt møblement bruger forpagteren sit årsoverskud til mejemaskine eller tærskeværk, som han – om penge havde været billige – havde rejst lån for at skaffe til veje, osv.

Det siger dog sig selv, at sådanne udveje kun i ringe grad er farbare, hvor arbejdet ved tyngende skattepålæg, opskruede jordpriser osv. beskæres for sit udbytte og tvinges til at leve fra hånd i mund. Under sådanne forhold kan kapital så at sige kun skaffes ved lån. Og ved lån fra hvem? Åbenbart ikke fra andre ligestillede producenter (thi de har intet tilovers), men fra de særlige kapitalister, dvs. dem, som i form af grundrente eller anden forrets-indkomst har beslaglagt en part af, hvad arbejdet selv har skabt.

Når til eksempel den udsugede hovbonde manglede sædekorn, lånte han hos herremanden mod dyre renter – noget af den sæd, han selv havde avlet. Når en londonsk forretningsdrivende bygger sig et hus, sker det hyppigt på den betingelse, at han skal svare en vis årlig grundrente til jordens ejermand og endvidere afstå huset til denne efter en vis længere årrækkes udløb. Ønsker den oprindelige husbygger eller hans efterfølger til den tid at beholde huset, må han altså tilbagekøbe det af grundejeren og dertil rejse lån – måske just nogle af de penge, han selv i årenes løb har svaret i grundrente. Og hvis en fabrikant har udnyttet beskyttelsestolden med held, dvs. fået mere for sine varer, end de var værd, vil han derved have kunnet samle sig kapital, som han nu udlåner – måske til nogle af dem, der har betalt for meget for hans varer.

I sådanne tilfælde tjener altså kapitalrenten til at uddybe og mangfoldiggøre de oprindelige overgreb. Den bliver sin egen karrikatur: I stedet for en præmie til den, der stiller sine arbejdsprodukter til tjeneste for produktionen, bliver den en tillægsgevinst for dem, der har brandskattet produktionen. Størsteparten af nutidens storformuer er opstået på sådan vis; og for den, der ikke gennemskuer forholdet, kan kapitalrenten derved komme til at stå som en uretmæssig udbytning, medens kernepunktet i sagen er, at kapitalen ved grundejermonopol osv. er udrevet af producenternes hånd.

Men disse forhold forværres end yderligere derved, at der opstår et misforhold mellem lånerentens højde og det udbytte, kapitalanvendelsen giver. Thi jo mere arbejdsudbyttet fravristes arbejdet til fordel for monopolet, jo ringere arbejds- og levevilkår bliver, desto mere vil produktionslånene få karakter af nødtvungne lån, og de ligefremme trangslån vil forøges. Trangslånet har som tidligere nævnt intet med produktion og kapital at gøre. Den arbejdsløse låner for at leve – men hans lån (der er et udslag af produktionens tilbagegang) driver renten op, også for den, der låner i produktionsøjemed. – En betydelig virkning i samme retning har nutidens kæmpemæssige statslån. Når den betrængte hersker på slagmarken råbte: “En hest, en hest! Mit kongerige for en hest!”, fik slige høje renteløfter vel næppe nogen indflydelse på plovhestelejen i egnen. Men når staterne til krigsøjemed e1ler væbnet fred rejser milliardlån, driver det selvfølgelig rentefoden op, så ikke blot folket af sit arbejdsudbytte må afse, hvad der kræves til forrentning af statslånet, men der oven i købet må betales overrente af de private lån, som de enkelte producenter gør i bedriftsøjemed. Således bliver krigen og krigsforberedelserne, der er produktionens modsætning, gennem statslånet til en dobbeltrindende rentekilde, hvorigennem produktionen udtørres og befolkningen udsuges.

***

Rentebetalingen og rentefodens højde er altså et såre sammensat fænomen. Det er derfor også ret forståeligt, at der kan herske så modstridende opfattelser om rentens berettigelse og betydning. Og når det spørgsmål rejses, hvilken rolle renten ville spille i et samfund, der i højere grad end nutidens kunne kaldes et økonomisk retssamfund, kan der næppe gives mere end et antydningsmæssigt svar.

I et sådant samfund – hvor der herskede international fred og handelsfrihed, hvor grundrenten tilfaldt samfundet, og alle monopoler var ophævede – ville jo selvfølgelig evnen til at frembringe rigdomme være umådelig forøget og dermed også muligheden for kapitaldannelse. Deraf følger dog ikke, at rentefoden ville være ringe. Thi også muligheden for anvendelse af kapital ville jo være vokset i ubegrænset målestok. Men selvom rentefoden ingenlunde var lavere, ville rentebyrden utvivlsomt være uden sammenligning ringere. Ikke blot ville jo med monopolerne skinkapitalerne og deres rente være bragt ud af verden, sammen med statslånene. Men idet arbejdet ved opsvinget fik øgede muligheder for selv at kunne danne sig kapital af sit overskud, ville lånenes hele eller delvise trangspræg forsvinde og et rimeligt forhold tilvejebringes mellem lånerentens højde og det udbytte, som kapitalanvendelsen kunne give arbejdet. – Og jo mere arbejdets mænd, ikke forrettighedernes ihændehavere, blev dem, der havde mulighed for at samle kapital, desto mere ville det, der allerede nu i vid udstrækning finder sted (hvor forholdene er tålelige), blive den almindelige regel: arbejdet ville blive sin egen kapitalist (enkeltvis eller for større foretagenders vedkommende gennem andelsforetagender og anden samvirksornhed) og modsætningsforholdet mellem kapital og arbejde således af sig selv udviskes.

Men forsvinde kan kapitalrenten ikke, så længe nutidsværdi regnes for mere end fremtidsværdi, så længe rådighed over kapital betyder, at man kan få fat nu, frem for at vente.

– Kun i et stillestående, kun svagt voksende samfund med rigelige og ret ligelige kår, hvor kapløbstendensen derfor er ringe og mere går i retning af at frembringe noget fortrinligt og smukt end i retning af forceret produktion, – hvor tid derfor ikke i så høj grad er penge – kan renten tænkes at nærme sig nulpunktet.

Når en løgplante, f.eks. en kejserkrone, efter blomstringen sætter frø, holder bladene sig længe grønne og stofproducerende, og der må endda lægges beslag på noget af det i løget værende næringsforråd (kapitalen) for at ernære det talrige afkom. Men sætter blomsterne intet frø, visner bladene tidligt, og deres stofproduktion er ringe, men forbruget også kun lille, så der ikke tæres på løgets kapital. Børnerige, stærkt voksende samfund kan i modsætning til stillestående vise lignende forhold.

*
Den i nutiden mest fremherskende opfattelse af de socialøkonomiske grundforhold er den, at om end almindelig bevægelsesfrihed i handel og industri er det, der giver den største rigdom (således som også den friere produktion i de sidste hundrede år har vist), er den ikke tjenlig til at tilvejebringe virkelig velstand, som jo ikke kan siges at være til stede, hvor nogen arbejdsduelig savner adgang til vellønnet arbejde. – Tværtimod syntes det som den friere næringsflid, selvom den øgede rigdommene og på visse felter foranledigede almindeligt opsving, dog medførte grel ulighed, kriser, arbejdsløshed og nød.

Disse erfaringer har dels ført til, at man har søgt på ny at båndlægge produktionen (f.eks. ved beskyttelsestold), dels at man på mangfoldige måder har søgt at hæmme kræfternes frie spil på fordelingens område, ved at regulere varepriser, fastsætte arbejdsløn, arbejdstid og øvrige arbejdsvilkår, dels gennem love, dels ved private organisationers båndlæggelse af den frie kappestrid. Og for stedse flere står sådanne regulerende indgreb som den eneste mulighed for at tilvejebringe tålelige tilstande, medens de mest vidtgående anser arbejdets fuldstændige statsorganisation og alle private virksomheders likvidation for den rationelle udvej.

Den her forsøgte fremstilling af socialøkonomiens grundlove vil dog have vist, at de vanskeligheder, produktionen møder, og de uretfærdigheder, der hersker i fordelingen, ikke skyldes den frihed, der er opnået, men tværtimod de hindringer for det økonomiske livs frie udfoldelse, der endnu ikke er ryddet af vejen – ja, endog øges fra år til år.

Vi har set, hvorledes den frie omsætning sammenknytter producenter over hele jorden til et ubevidst samarbejde, der skaffer selv den mindste landsby sin varetilførsel fra alle fem verdensdele. Og vi har set, hvorledes det frie marked regulerer varepriserne, så at de af sig selv kommer til at stå i forhold til frembringelsens besvær. Gennem varepriserne vil altså den frie konkurrence udligne chancerne i de forskellige erhverv og sætte enhvers indtægt i forhold til hans dygtighed og energi; og den frie vekselvirkning mellem lønarbejde og selvstændigt erhverv vil forhindre, at producenternes stilling varigt kan forbedres, uden at også lønarbejdernes kår får forholdsmæssigt opsving. Og endelig har vi set, hvorledes den frie kappestrid om brugen af naturens rigdomskilder af sig selv fremkalder en forholdsmæssig grundrente, så brugeren af den bedste jord, efter grundrentens betaling, ikke er bedre stillet end den, der nøjes med den ringeste. Kort sagt: under frihed er det økonomiske samfund som et lighedsmaskineri, hvor ingen kan tage mere fra, end han lægger i.

Men det fremgår af den givne redegørelse, hvor lidet af denne lighedsavlende frihed der i virkeligheden er opnået, selv i de lande, der er nået videst, og hvor meget af friheden der kun eksisterer på papiret. – Lavstvangen er hævet, men i næsten alle lande forkvakles produktionen af toldlovsindgreb, der hæmmer ti virksomheder for uretmæssigt at begunstige én. Tyngende skattepålæg fratager arbejderen hans indtægter, medens statslån driver renten til vejrs til gavn for kapitalisten. Men den store uligheds­ og frihedskilde er dog fornægtelsen af den lige ret til de naturlige rigdomskilder. Hvor jorden tilhører flere eller færre arveherrer, er disse på forhånd tiendetagere af al folkets flid. Men selv hvor jorden er genstand for fri omsætning, bliver resultatet økonomisk set noget lignende: arbejdet bliver gennem lejeafgift eller lån skatskyldigt til privatmand for adgang til jorden, dvs. adgangen til erhverv; jordens spekulationsfordyrelse kan under sådanne forhold afspærre arbejdet og fremkalde arbejdsløshed, og folkets fremgang tjener i første linie til enkeltes ufortjente berigelse.

Først når den lige ret til jorden er håndhævet derved, at der af enhver bruger svares forholdsmæssig afgift til folkets kasse, er den grundvold lagt, hvorpå den frie kappestrid kan udfolde sig, der lønner enhver efter fortjeneste, medens folkets fælles fremgang tjener til fælles berigelse.

Forståelsen af disse grundforhold har dog kun efterhånden banet sig frem. I krydsende kurs og tit ad næsten modstridende baner har man i tanken og lovgivningen søgt at finde vej frem og med mere eller mindre held omstøbt samfundet til overensstemmelse med ideen, under ustandselig strid med det beståendes vogtere. – Grunddragene i disse tankestrømninger og samfundsbrydninger i nyere tid, stemplet med betegnelser som fri konkurrence, socialisme osv., skal i det følgende kortelig skildres og belyses.

Socialøkonomiske hovedstrømninger

Gennembrud

Vil man danne sig et billede af socialøkonomiens udvikling og se, hvorledes forestillingen om og forståelsen af det frit samarbejdende samfunds økonomiske love efterhånden har klaret sig, falder det naturligt at begynde med den tid, der går forud for og forbereder den franske revolution og de øvrige store nydannelser i del 18. århundredes sidste del. Thi ikke blot er det på den tid, de socialøkonomiske anskuelser, som har præget udviklingens gang op til vore egne dage, opstår og udformes; men det er egentlig først i dette tidsrum, at det frie samarbejde begynder at blive anerkendt som samfundets økonomiske grundlag. Og socialøkonomien er jo netop videnskaben om lovene for det frie økonomiske samarbejde. Hvor slaveriet begynder, hører socialøkonomien op, og hvor myndighedernes vilkårlige indgreb fastsætter arbejde, arbejdsvilkår og løn, sættes for så vidt de økonomiske tyngdelove, som er socialøkonomiens grundlove, ud af virksomhed. De kan kun gøre sig gældende i samme grad som den enkelte borger besidder den frie ret til at søge sin lykke, som den amerikanske uafhængighedserklæring hævdede som en almen menneskeret.

Men karakteristisk for den forgangne tid var netop det bundne i samfundsforholdene. Selvom der ikke eksisterede noget egentligt kastevæsen, var det dog i praksis ikke langt derfra. Bonden var stavnsbunden. I lavsvæsenets rammer indfattedes den enkeltes virksomhed, og alle de forskellige håndværk og industrier var genstand for statens nøje overvågen og regulering med den oplyste enevældes repræsentant som overoldermand.

Disse forhold var jo væsentligt opstået ved en sammenhængende udvikling af statsmagten (med enevoldskongen som hoved), efter at adelen politisk var trængt i baggrunden, og af borgerskabet, på grundlag af den opblomstrede industri og storhandel. – Medens landets befolkning var stillestående, retsløs og udsuget af sine godsejere, der her søgte erstatning for deres forringede politiske magtstilling, frembød byen den sikkerhed – og dermed udvikling og velstand – som i revolutionstiden skulle gøre borger til kendingsnavnet for den frie mand uden standsforskel.

Men var byen et sådant retssamfund, var de fælles rettigheder jo i vid målestok betinget af en snæver begrænsning af den personlige økonomiske frihed. Og var der i byen en vis økonomisk sikkerhed, idet mester- og svendeorganisationerne i nogen måde var som en assurance for deres medlemmer i henseende til arbejde og levebrød, så bød den i hine tider kun i ringe grad plads for den enkeltes vingeslag. Kun enkelte driftige storhandlende fandt i den risikofyldte oversøiske handel en slags erstatning for hjemlandets chancers indskrænkethed og fattigdom. Den almindelige borger var i hele sit arbejde nøje bunden af standens lavsorganisation, og udenfor sin stand kunne han kun vanskelig trænge. Hans muligheder var således nøje begrænsede af takten og farten i det maskineri, hvori han var som et hjul.

Og dette maskineri, indtil dets mindste dele og bevægelser, gik bestræbelserne ud på nøje at regulere fra oven ved regeringens og monarkens personlige indgreb. Til manufakturernes befordring fandtes bestemmelser på alle mulige områder: om kridtpibernes længde og om hvilke slags stoffer der skulle anvendes til dragt for levende og svøb for døde – ganske som der på åndslivets område nøje holdtes opsyn fra statens side, først og fremmest naturligvis i retning af at forhindre, at den rene lære skulle blive forvansket, til rettroenhedens fordærv.

I datidens franske havekunst (efterlignet efter evne rundt i Europas lande) har man et typisk billede af tidens samfundsideal, størst af alle i det udstrakte haveanlæg, der omgav hin tids Europas første kongeslot, Versailles (og som det er delvis bevaret til vore dage). – Står man på Versailles-slottet og kaster et blik ud over omgivelserne, ser man disse mærkelige anlæg for sin fod; ingen uregelmæssig linie, ingen livets egne former. De strengt symmetriske gange er indfattede af klippede hække, intet træ vokser frit, men tvinges ind i kunstformer: til buegange, søjler, pyramider. Ja endog dyreskikkelser. Ingen damme eller småsøer; i deres sted nøjagtig symmetriske bassiner. Ingen kildevæld, kun springvand. Således var da hin tids skønhedsideal: det kunstmæssige, modsat det naturlige, orden modsat frihed.

Og som Solkongen, seende ud fra sit palads, væsentlig kun kunne overskue denne kunstige lilleverden, således var det også i samfundet. Kun til byen nåede så at sige de styrendes blik, landet var udenfor, der lod man herremanden uforstyrret plage livet af sine bønder. Kun byens værkflid havde ens interesse. Der søgte man jo at opklække de mangfoldige industrier, som kunne kaste glans over rige og hof, overflødiggøre indførsel udenlands fra, ja måske endog muliggøre udførsel og således bidrage til – sammen med udnyttelsen af besiddelserne i fremmede verdensdele – at skaffe det guld ind i landet, der stod som værkflidens egentlige mål, som det, hvorpå landets velstand beroede – og som først og fremmest gav hoffet sin glans og muliggjorde monarkens krige.

Men umiddelbart udenfor den egentlige Versailles-slots­have lå – og ligger endnu – en lille kongelig lystgård Lille Trianon, der er som et totalt modbillede: Her er ingen høje sale, men landlige stuer, ingen klippede søjlegange om kunstige bassiner, men susende træer over en skovsølignende dam. Hele dette står som et levende mindesmærke over de første frembrud af en ny tid og tanke, den tid, da naturen og det naturliges herlighed ligesom nyopdagedes. – Og oppe på det selv samme Versailles-slot sad på Ludvig XV’s tid (som livlæge) den mand, Quesnay, der på det socialøkonomiske område repræsenterede den samme nye tidsstrømning. Thi Quesnay var hovedmanden for de fysiokrater, hvis bærende idé (som navnet antyder) just var den, at det var ved at løsne bånd og lade naturen råde; man skulle råde bod på, hvad kulturens og regereriets snøreliv havde forkvaklet samfundets økonomi.

Det var en overmåde vidtforgrenet strømning, der således brød igennem det kunstiges og regelrettes skranker for livets og naturlighedens skyld. Rettroenhedens korrekte følelsesløshed formåede ikke at dæmme op for den første pietismes følelsesbestemte inderlighed. På det æstetiske område er det naturens vilde skønhed, der mægtigt griber og overvælder, hvor man hidindtil kun havde anerkendt det kunstfærdige som værdigt til skønhedsnavnet. Som vel den mest ejendommelige skikkelse i hele denne åndsretning står Rousseau. Han er det i kraft af sin mangesidige og dybe begejstring for naturen og det naturliges berettigelse. Den lader ham ikke blot opdage alpernes skønhed (medens selv for en Holberg Schweiz kun var et fælt og klippigt land). Den gør ham tillige til den, der så at sige opdager barnet, barnet ikke blot som en miniature­udgave af det voksne menneske (som på de gamle 17. århundredes familieportrætter, der ses i vore kirker), men som noget for sig selv, en personlighed, der skulle ikke først og fremmest dresseres og fyldes med gammelmands­visdom, men gro efter sin natur og i frihed opdage den omgivende verden.

Men også det stærke drag af sentimentalitet, der præger Rousseau og som giver sig udslag i følelsesfuld sværmen for det kultiverede liv på fjerne venskabsøer, er karakteristisk for denne overgang fra formalistisk kultur til naturbegejstring. Når dronningen og hendes hof i Lille Trianon søgte naturlivets uskyld som reaktion mod hoflivets uendelige ceremoniel, blev det, de nåede, naturligvis kun det sentimentalt-naive, således som det bedst kendes fra hyrdindepoesiens små hvide lam med silkesløjfer etc. Men selvom de fiskebensskørtede og pudrede kun vanskelig naturaliseredes, man mærker dog den nye tid. Naturen var dog blevet opdaget – selvom det kun var som Bellman opdager det nordiske vinterlandskab – fra selskabssalen, hvor den friske, kolde luft strømmer ind i tobaksrøgens lummer gennem det vindue, han har fået slået op.*)

* Fredmans epistler nr. 42.

Og samtidig med naturen og barnet opdagedes folket. Men når man fra sit sværmeri for naturbørnene på lykkelige øer eller arkadiske hyrdescener vendte sit blik til landet udenfor byens mure, mødte det dér den højst usentimentale virkelighed: den fortrykte og rå bondestand. Dér lå den første opgave.

Det var den lille skare af tænkere, der samlede sig om Quesnay, som på det socialøkonomiske område, samfundets egentlige grundlag, udformede tidens nye ideal. Som det kunstfærdige franske anlæg måtte vige for den engelske parks naturstil, således ville disse fysiokrater forny samfundet ved at standse al regulering og ethvert kunstigt indgreb i den frie økonomiske livsrørelse. Det så hyppigt anførte ordsprogsagtige svar: Laissez faire, laissez passer – giv handlefrihed og hundelsfrihed – (som én af dem gav til en af den gamle tids ypperste repræsentanter, i stedet for opskrift til nye regeringsforanstaltninger) er som grundakkorden i deres hele tankegang. – både den iuden- og udenrigske handel var båndlagt og værkfliden overalt nøje reguleret. Mod dette satte fysiokraterne kravet om, at folk selv skulle passe deres egne sager – de har dog gerne mere forstand derpå end kancelliet. Tag skrankerne bort og sæt oplysning i stedet. – og stir jer ikke blinde på guldet, det er dog ikke det, der gør folket velstående; søg først og fremmest at udnytte landets egne naturrigdomskilder; tænk mindre på at opflaske en eller anden ny industri end på at få noget ordentligt ud af selve det dagligdags agerbrug: “Fattig bonde giver fattigt land, fattigt land fattig konge.” men landbrugets trivsel kræver ingen kancelli-reguleringer, nej, hvad det gælder om, er blot den frie lejlighed. Frihed for udplyndring og bånd.

I betragtning af, at fysiokraternes tanker kom som en reaktion mod den herskende forkærlighed for de kunstige industrier, er det ikke til at undres over, at de på en noget ensidig måde fremhævede agerbruget som det eneste egentlig bærende erhverv. (Det samme møder man ofte i nutiden hos agrariske modstandere af den protektionistiske induslriopklækning.) Men hvad der var af afgørende betydning for deres hele grundsyn, var det åbne blik, de havde for den væsensforskel, der er mellem værdien af  produkterne og af jorden selv. De indså, at medens en tings pris er et udtryk for den løn, frembringeren kan kræve for sin møje, er jordens pris udtryk for den fordel, besiddelsen giver, for ejerens magt til at tage told af arbejdets frugt. Og ved at indse dette førtes de til at rejse kravet om, at alle de mangfoldige skatter, der tjente til at fylde statens kasse, skulle afløses af en eneste skat, skatten på jordens værdi (hvad vi nu benævner grundskyld).

Thi ikke blot var de utallige personlige erhvervs- og produktionsskatter en stadig kilde til overgreb og udsugelser fra magthavernes side. Ikke blot virkede tolden ved landegrænsen og accisen, der mødte én for hvert andet skridt i indlandet, som en stadig hæmsko på bevægelsesfriheden og virksomhedslysten. Men al slig skat har først og fremmest den grundfejl, at den tager på urette sted, tager, hvor der ikke bør tages: fra arbejdets løn. Derimod bør enhver svare afgift til staten i forhold til værdien af den jord, han vil kalde sin, i forhold til den naturbegunstigelse, han nyder godt af.

Fysiokraternes i virkeligheden revolutionært radikale lære mødtes, i kraft af dens berøringspunkter med tidsstrømningen, af sympati i vide kredse. Rundt i Europa gjorde den et vist indtryk på den oplyste enevældes repræsentanter. Ja, selv Ruslands kejserinde (Katharina II) hidkaldte en af dens talsmænd (han kom dog nok kun til forgemakket). Og i selve Frankrig blev fysiokraternes betydeligste statsmand, Turgot, endog en kort tid (1774-76) ledende minister hos den unge Ludvig XVI.

Der var over fysiokraterne noget af den vårbruddets begejstring, der ser isen smelte i strømme for solens stråler. I anledning af sine store planer om folkeoplysning skriver Turgot til kongen, at hvis de gennemførtes, vil kongen efter nogle års forløb have et nyt folk, det første af alle, hvor uegennyttighed, ære og iver vil være trådt i stedet for havesyge, fejhed og al anden last. – Men denne begejstrede tro på lysets og frihedens magt blændede ikke blikket for den uhyre modstand, der var at overvinde. Turgot var lige fra begyndelsen klar over, at ikke blot alle de utallige, der levede af misbrugene og udsugelsen, ville være hans uforsonlige fjender, men at endog store lag af folket ville lade sig vildføre af hine – og egne fordomme – til at hindre frigørelsesværket. Og således gik det da også. Hans hævdelse af arbejdets frihed ved ophævelse af lavstvangen, hans frigivelse af kornhandelen, afskaffelse af hoveribyrder osv. var hvert for sig et nyt angreb på det bestående, der samlede landets virkelige magthavere mod ham.

Turgot styrtedes. “Kun du og jeg kender frankrigs vel,” sagde kongen (af hvilket i hvert fald det halve var sandt); men han lod ham falde. Og dermed var i virkeligheden forsøget på en fredelig økonomisk frigørelse tilintetgjort. Revolutionens skarpe lud var nu det eneste, der kunne bide igennem. De forsøg, som de trods enevoldsmagten så svage konger – uden levende forbindelse med folket – havde famlet med, skulle nu afløses af folkenes egne frigørelsestag.

Kun i Danmark kan denne tids økonomiske frigørelsesstrømning siges at have sat varige spor af afgørende betydning. Dog var det nær ved, at reformernes skæbne var blevet som i de andre lande. Struense forsøgte i sin korte magtperiode et mangesidigt frigørelsesarbejde (rækkende lige fra trykkefrihed til landbo- og frihandelsreformer). Men da han styrtedes (1772), faldt det hastigt opbyggede håbløst sammen, og der syntes nu ingen muligheder mere. – til bladet vendte sig, 16 år senere.

De mænd, der i 1788 tog styret, havde som reformatorer den fordel, at de ikke var hofyndlinge, men hørte til kredsen af landets største økonomiske magthavere, der på deres godser havde kunnet prøve, i mindre stil, hvad de nu gennemførte for hele landet. De vidste således, at det ikke blot ville være til bondens, men i virkeligheden også til herremandens fordel, fordi hoverisystem osv. Vanskelig- eller umuliggjorde ethvert landbrugsfremskridt. Alt delle satte dem i stand til uanfægtet al afvise de hundrede jyske proprietærers protest og al anden reaktion.

Hvad der mest af alt muliggjorde stavnsbåndsløsningstidens reformværk, var måske dog, at der i Danmark var større mulighed for at rejse bonden af fornedrelsen, fordi han i vort land ikke var så dybt fortrykt som f.eks. i Frankrig, hvor storadelens magt var mere overvældende. Fællesskabet havde været et værn mod herremandsovergreb, thi hele landsbyens befolkning dannede derved som en helhed. Enkeltmands jord kunne herremanden vanskeligt tilegne sig: Den udgjorde jo intet samlet område, men en mængde spredte jordstrimler i bymarken. Og jorden var bøndernes, ikke herremandens, selvom han var herlighedsejer og på forskellig vis indkasserede grundrenten. Bondejorden skulle jo fæstes ud, bondegårde måtte ikke nedlægges – selvom det (med eller uden lovhjemmel) i mange tilfælde var lykkedes herremændene at forvandle hele landsbyer til herregårdsjord, på trods af ældgammel dansk lov og sædvaneret.

Bønderne var da også, trods al fortrykthed, selvstændige nok til ofte at føre lovtrætte med herremanden. Og at bondeungdommen ikke manglede liv og lune er Jacob Montani broder, et levende vidnesbyrd om. Selv Jeppe på Bjerget var jo ikke uden vid – trods lange års trældom under korporalstokken o.a.m.

Stavnsbåndsløsningstidens landboreformer, vor forholdsvis frie toldlov fra århundredskiftet og den lille grundejendomsskat, der indførtes, var vel i og for sig kun små skridt ad den bane, fysiokraterne havde udpeget. Men de var dog store nok til at yde væsentlige bidrag til, at Danmark – og særlig dets landbrug – trods ødelæggende krige  osv. opnåede det økonomiske forspring for adskillige nabolande, som det i hvert fald på enkelte punkter har den dag i dag.

Skønt den franske revolution i mange henseender bar præg af fysiokraternes økonomiske frihedsidéer, var det dog på andre områder dens væsentligste betydning lå. Det var borgerretten og folkestyret, den satte mod fødselsretten og kongedømmet af Guds nåde. I dens ragnarok splittedes vel en mangfoldighed af landets storgodser, og mange skranker jævnedes med jorden. Men samfundets fællesret til naturrigdomskildernes værdi ofrede ingen en tanke. Og i revolutionstidens kampe på liv og død mod den landflygtige adels og de omboende tyranners hære var der ikke megen plads for den Rousseau’ske naturidyl. Ja, her, hvor alt stod på spil, var det end ikke muligt at holde i hævd den “medfødte og utabelige ret til liv og frihed”, der dog var selve sjælen i de menneskerettigheder, som revolutionen selv havde fastslået som sin egentlige grundlov. – Og da endelig Napoleonstiden fæstnede en ny tingenes tilstand, var det orden mere end frihed, der var tilvejebragt, selvom adskillige af de skranker, revolutionen havde nedbrudt, var fjernede for stedse. Frankrig var blevet det i økonomisk henseende ret snæversynede og konservative storborger- og småbondeland, som det trods gentagne rystelser og geniale tænkeres indsats vedblivende har været lige til vore dage.

Vil man følge de økonomiske hovedstrømningers gang, må blikket derfor ikke særlig rettes mod Frankrig. Det er i England, at de stærkeste nydannelser foregår i det følgende tidsrum.

Frikonkurrencen

I året 1769 udtog den skotske mekaniker James Watt patent på sin dampmaskine. Hermed var det mest epokegørende skridt udført af de mange, der, navnlig i England selv, hurtigt skulle give arbejdet et nyt præg. Endog samme år udtages også det første patent på Rich. Arkwrights spindemaskine, og utallige andre opfindelser af større eller mindre vigtighed var gået forud og fulgte efter. På alle værkflidens felter præges tiden af de tekniske fremskridts fart og størrelse, der giver det menneskelige arbejde nye og uanede kræfter.

Denne udvikling satte også sit præg på tidens socialøkonomiske opfattelse. Den havde vel mindre omfang og dybde end fysiokraternes tankebygning, var snævrere, men til gengæld mere håndgribelig optømret; og i hvert fald på nogle punkter stod den i så nøje samklang med hele tidens økonomiske egenpræg, at forholdenes natur ligesom tvang den sejrrig frem. De nye arbejdsformer måtte sprænge de gamle samfundsformer.

Det var Watts landsmand Adam Smith, en tid lærer ved det samme Glasgow-universitet, hvor Watt havde sin første virkeplads, som udformede tidens socialøkonomiske tanker og dermed satte det afgørende præg på de følgende slægtsleds økonomisk-politiske opfattelse.

Adam Smith, hvis hovedværk Nationernes velstand udkom i 1776, var i meget en elev af fysiokraterne, hvis hovedmænd han var kommet i nært forhold til under sit ophold i Frankrig. Men medens han fuldt ud med dem forstår at værdsætte værkflidens og handelens frihed, er hans blik ikke, som deres, først og fremmest rettet mod agerbruget og mod udnyttelsen af de naturlige rigdomskilder. Det er arbejdet, der har grebet hans interesse. At arbejdet overalt er værdiskabende, at alt arbejde er af bærende art, er det hans fortjeneste at have slået uigendriveligt fast. Og han har indgående udredt, hvorledes fri ombytning og fri kappestrid vil tilvejebringe lønligevægt mellem alle virksomheder og samarbejde mellem mennesker over hele verden. Medens der over den gamle tids lavsbundne værkflid havde været et præg af stilstandens ro, bliver Nationernes velstand ligesom et løsen for en ny tids tanke, ikke blot om arbejdets frihed, men om arbejdet som en higende kappestrid, præget af skotsk energi og sportsmæssig fremdrift mod den alt overgående præstation. Enhver skal nu ikke blot arbejde, men være sin egen lykkes smed: prisen vinker den overlegne og udholdende i produktionens væddeløb: Arbejdsmarken er en væddeløbsbane.

Men det er som Adam Smith har været så overvældet af arbejdets kolossale udviklingsmuligheder under frie former, at det store grundspørgsmål om adgangen til jorden for ham træder mere i skygge. For de væverier og spinderier osv., han så – og forudså – myldre frem, syntes jordspørgsmålet jo ganske betydningsløst, når blot Amerika ville sende dem sin bomuld. Og mod den moderne industri, mere end mod det gammeldags landbrug, var blikket rettet. Råmateriale var, hvad værkfliden havde behov, og så maskiner. Kapital var det med andre ord, det drejede sig om. Med rigelig kapital og fri adgang til køb og salg på verdensmarkedet skulle arbejderskarerne blive sysselsat og ordentligt lønnede.

Hvad der vel også har bidraget til for Adam Smith at skyde jordspørgsmålet til side, var, at han hørte hjemme i et land, hvor jordejerne – de store adelsfyrster – så at sige stod helt udenfor det arbejdende samfund (hvorom hans interesser drejede sig). Deres rolle var jo blot at indkassere hos deres forpagtere brugsafgift for jorden, og derved gjorde de egentlig intet indgreb i de enkelte producenters ret eller i deres indbyrdes frie konkurrence: Den afgift, forpagterne udredte, var jo kun rimelig betaling for den ret, han fik, hvorved han sattes på lige fod med dem, der havde ringere eller mindre jord. Kun hvor godsejeren lagde sig j vejen for udviklingen ved at forbyde jordens frie benyttelse til moderne produktionsformer, syntes jordspørgsmålet at dukke op. Men dette kunne efter Smiths opfattelse løses ved at indføre “frihandel med jord”, dvs. ved at ophæve stamhuse og fideikommis’er. At man ad den vej aldrig kunne nå til den lige ret til jorden, som er det nødvendige grundlag for virkelig fri kappestrid, og at godsejernes indtægter var et rov fra folket som helhed, synes ikke at have stået ham klart i tanken; – og end mindre prægedes handlingens verden deraf. Dette skulle få skæbnesvanger indflydelse på den påfølgende tids udvikling.

Hele det foregående tidsrum havde i England – som overalt været kendetegnet af en håbløs og bitter kamp, i hvilken folket overfor herrerne forsvarede sin ret til naturen. Forgæves søgte folket at håndhæve sin ret til, hvad naturen frit ydede: som skovtyve og vildttyve blev de straffet med bøde, slavelænkede eller hængte. Men af den allermest indgribende betydning – og det i fremtrædende grad netop i England-Skotland – var de storstilede indgærdninger til privatejendom af de vidtstrakte fælleder og skove, som hidindtil havde stået folket åbne til kreaturgræsning osv. og været som et betydeligt økonomisk rygstød ikke blot for den del af almuen, der levede af bondearbejde, men også for dem, hvis hovedbeskæftigelse var hjemmeindustri*). Hele denne godsejernes landopslugning havde naturligvis fundet villige lovgivere i et parlament, hvor herremændene førte det store ord, og den kunne jo endda foretages i fremskridtets navn, for så vidt privatbesiddelsen betingede en bedre udnyttelse af skove og fælleder. Men derved skabtes den jordløse og derfor rodløse landbefolkning, som nu kom til at danne grundstammen i den nye tids fabriks-proletariat.

*: Alene i det 18. årh. indgærdedes i England ca. 2½ mio. td. land, og bevægelsen fortsattes, med stigende fart, i del 19. årh.s første halvdel.

Thi da ved teknikkens udvikling og de gamle lavsskrankers gradvise hensmuldren den store industri opblomstrede i England, sugede den ganske naturligt til sig den uhyre sværm af landboere, der jordløse og håbløse vegeterede derude. Her var jo arbejde og chancer. Vante til at leve på hungersnødens grænse var de villige til at arbejde for næsten intet, – og da landet intet bød dem, havde de heller ikke noget valg. Uden selvhævdelse og uden fordringer blev de da ikke så meget maskinarbejdere som maskinføde, og jo mere de strømmede sammen, desto mere måtte de konkurrere hinanden ned i usseldom, indtil til sidst ikke blot mænd og kvinder, men endog børnene, så snart de kunne gå, blev led i trædemøllen.

Hele denne udvikling var ikke blot i og for sig højst ulykkebringende og faretruende, den fik tillige en forkvaklende indflydelse på fremtidens økonomisk-politiske grundsyn, idet den fremkaldte et modsætningsforhold mellem frihedens og lighedens forkæmpere. Det ene hold for videre frem ad den betrådte bane: lavsskrankernes ophævelse, ingen lovgivningsindgreb i den fri konkurrence mellem lønarbejderne indbyrdes, og ej heller faglige sammenslutninger til at hæmme den og således skrue lønnen op – thi kun produktionens og kapitaldannelsens vækst gav mulighed for højere løn i fremtiden. Fra den modsatte lejr søgte man derimod ganske naturligt redning fra elendigheden ved skrankernes genopførelse og udvidelse, fornyede statsindgreb (forbud mod børnearbejde, arbejdstidens fastsættelse ved lov, lønregulering ved love og organisationsbånd). Således begyndte da den spaltning at vise sig mellem dem, der i fremskridtets navn kæmper for arbejdets frihed, og dem, der i menneskelighedens navn kæmper for arbejdernes sikring ved beskæring af enkeltmands økonomiske frihed, en modsætning, som endnu i vore dage er af allerstørste betydning og har svækket fremskridtsarbejdet i uoverskuelig grad.

Almuens hjælpeløse stilling fremkaldte endvidere, selv hos de mest skarpsindige, et skævsyn på et hovedpunkt i socialøkonomien: Medens det selvfølgelig i virkeligheden overalt er de arbejdende mennesker, som er den egentlige drivkraft i rigdomsfrembringelsen, kom det for datidens øjne til at se ud, som om det var kapitalen, bevægelsen udgik fra, som om det var den, der skaffede arbejde og løn.

Hvor en velstående og besiddende befolkning mødes af tekniske fremskridt, nye maskiner osv., vil den tage dem i sin tjeneste. Maskinens brug betyder da for arbejderen, at han derigennem skaffer sig højere indtægt af sit arbejde. Selvom det er en udenforstående kapitalist, der bygger fabrikken og ejer maskinen, vil menneskene kun, hvis han byder dem bedre kår, gå i hans tjeneste. I en sådan befolkning ville den tanke aldrig kunne opstå, at maskinen underholder manden, kapitalen arbejdet. Tværtimod vil det overalt være tydeligt, at hvad enten det er det simpleste værktøj eller den mest indviklede maskine, arbejderne bruger, er det overalt arbejdet, der ved sin virksomhed frembringer, ikke blot sin egen løn – men kapitalens rente oven i købet.

Men hvor derimod kæmpemæssige tekniske nydannelser finder sted i en befolkning, der jordløs og ussel er uden betingelser for at kunne tage dem i sin tjeneste, og hvoraf størsteparten ikke har andet valg end at søge arbejde hos kapitalstærke arbejdsherrer, kan den vrangforestilling opstå, at det er kapitalen, der er den egentlige arbejdsgiver.

Dette skævsyn vandt magt over Adam Smith og hans efterfølgere (ja, selv talsmænd i vore dage er ikke frigjort derfra). Skønt faktisk selv den ringeste arbejder, når han om fredagen får sin ugeløn, forud har ydet mindst lige så meget som han får, betragtede man ufravigelig arbejderen som den, der modtog sin løn som et forskud fra kapitalen. Og fra denne bagvendte forudsætning måtte man nødvendigvis drage den slutning, at det er af forholdet mellem kapitalens størrelse og de beskæftigede arbejderes tal det afhænger, hvad løn der kan blive til den enkelte arbejder. Så højere løn nødvendigvis betyder større arbejdsløshed. Medens lønnens nedgang åbner mulighed for at skaffe alle arbejde.

Ved at forholdet mellem kapital og arbejde således var blevet stillet på hovedet, blev Adam Smiths socialøkonomi, hvis egentlige idé dog var at hævde friheden og det universelle samarbejde som folkevelstandens kilde, forkvaklet, så den kunne blive opfattet som et kapitalistens evangelium. Kapitalisten måtte føle sig som arbejdernes forsyn og forsørger: hans kapitalopsamling betingede fremtidig lønstigning, som landmandens fulde lade betinger besætningens foderstand, medens de arbejdere, der søgte at drive lønnen op, kun er som den ko, der gramser fra sine naboers krybbe, så disse må sulte.

Og da nu i lange tider efter Adam Smith netop kapitalens repræsentanter, de store fabrikanter og andre driftsherrer, var de eneste, som kunne gøre sig politisk gældende ved siden af herremændene, er det ikke at undres over, at de brudstykker af en ny økonomisk lovgivning, tiden affødte, kun var en karikatur af den arbejdets frigørelse, hvis talsmand Adam Smith havde været. Lavsskrankerne faldt – de stod jo i vejen for storproduktionen – men for øvrigt var det, der mest prægede hin tid (der hyppigt misbetegnes som den frie konkurrences tidsrum), lovgivningens skarpe forbud mod lønarbejderorganisationer, der forfulgtes som landsskadelige sammensværgelser). Der skulle hengå lange tider, førend der blot blev taget en alvorlig kamp op for handelens frigørelse, og end længere tid før det lykkedes at uddybe og klare Adam Smiths tanker om den samarbejdets frie kappestrid, hvoraf frihandelen kun er et enkelt led, og hvis gennemførelse endnu hører fremtiden til.

Kontrastrøm

Ved båndenes gradvise løsning opblomstrede Englands industri. Men i kraft af de ovenfor berørte grundforhold frembragte den vel nok rigdom, men ikke velstand. Fattigdommen blev ved proletariatets sammendragning endog mere iøjnespringende: de hvirvlende maskinhjul syntes at male armod. Sådanne forhold giver en mægtig støtte for den pessimistiske tankegang, som da også netop på den tid antager fast form og trænger sig sejrrigt frem: at fremskridtet egentlig intet nytter, at opfindelser og teknisk udvikling er omsonst, ikke formår at udrydde armoden, fordi dennes egentlige rod er, at jorden er og til alle tider har været for lille for menneskeheden. Ikke blot er den for lille; men hver gang nye fremskridt sætter menneskeheden i stand til at få tre strå til at gro, hvor der før groede to, vil slægtens ubændige formeringsevne straks give sig udslag i ny overbefolkning. Mere føde, mere velstand i øjeblikket, betyder i det lange løb kun flere munde og uforandret armod.

Hvor en sådan tankegang vinder frem, vil den uundgåeligt virke kvælende på fremskridtsbegejstringen. Bevidstheden om et håbløst fattigdomsdyb under ens fødder kan ganske vist ophidse den enkelte til et forceret stræb for at sikre sig ved at arbejde sig op ovenpå. Men idet den løfterige forestilling om almenfolkelig velstand som fremskridtets frugt forsvinder, tages hjertet ud af livet på den hær, der skulle sprænge gamle skranker og bånd. Hvorfor løbe storm mod det bestående, hvorfor opildne til nye muligheders udnyttelse, når det i det lange løb dog kun betyder et endnu større og lige så elendigt proletariat?

Tillige må en sådan tankegang nødvendigvis virke mægtigt beroligende på overklassens skrantne samvillighed. Er fattigdommen ikke et udslag af rigmændenes overgreb og udsugelse. Skyldes den simpelthen underklassen selv, dens ubetænksomme og ubegrænsede børneavl, da nydes rigdommen i større ro, og hvad medfølelse man mulig har for sine fattige medmennesker, finder afløb i formaninger til fattigfolk om at finde sig i den uundgåelige og uransagelige verdensorden, eller i godlidende råd om ved yderligere sparsommelighed og navnlig ved afholdelse fra ægteskab at sikre sig selv mod armoden og modvirke den altødelæggende overbefolkning.

Den mand, der gav denne forestilling om overbefolkningen som den centrale fattigdomskilde sit skarpeste udtryk, var englænderen Malthus. Ved en stor samling af eksempler, hentet fra forskellige lande og tider, søger han i sit værk Om befolkningen (1799) at godtgøre anskuelsens rigtighed. Og det lykkedes ham, trods hans skrifts mange sårbare punkter, i hvert fald at overbevise samtiden om, at han havde ret; ja, helt til nutiden træffer man hans tankegang lyslevende, selv hos de betydeligste tænkere. Det synes dem uden videre at være en afgjort sag, at armoden, børnedødeligheden hos småfolk er udslag af, at landets frembringelsesevne ikke kan holde skridt med befolkningens væksttendens, så der ikke kan blive plads ved livets bord for de fremmyldrende skarer.

Selv to så betydelige grundtænkere i det påfølgende slægtled som John Stuart Mill og Thomas Carlyle, er, hvor forskellige de i øvrigt er, præget af Malthus’ syn. Trods deres glødende had til uret og varme følelser for folkets vel, er det, når det kommer til stykket, udvandringen, de må pege på som det fornemste praktiske middel mod nøden: Amerika må sluge Europas overbefolkning, at ikke de utallige munde skal sluge brødet fra hinanden. – Og arbejderne har i millionvis handlet derefter – indtil nu også Amerika alt længe har vist overbefolknings-tegn og har grebet til at udestænge den gamle verdens menneskestrøm.

Når Malthus’ befolkningsteori således trængte sejrrig frem blandt læg og lærd, skyldtes det naturligvis i første linie, at den gav en letfattelig og tilsyneladende uimodsigelig forklaring på den kendsgerning, at fremskridtet ikke bar de forventede frugter for de slore, brede befolkningslag. Et blik ind i storbyens overbefolkede fattigkvarterers baggårde, med deres vrimmel af forsultne og pjaltede unger, måtte jo næsten tvinge enhver til uden betænkning at give Malthus ret. – Og selv den mindst filosofisk anlagte skomager eller anden småhåndværker ville jo ingensinde være i tvivl om, at ulykken just var den, at der var for mange skomagere osv., at der overalt var for mange om budet.

Den, der havde blot lidt mere socialøkonomisk begreb, ville ganske vist snart indse, at skomagerens argument gjaldt til Wandsbeck, idet der ikke blev bedre chancer for skomager, skrædder osv., om halvdelen af menneskeheden døde eller udvandrede, da der jo så også blev kun halvt så mange fødder og kroppe at beklæde for den halvpart af skomagere etc., der blev tilbage. Men han ville dog komme til samme resultat. Thi han ville overalt i tidens socialøkonomi møde forestillinger om, at lønnen afhang af, hvad forhold der var mellem kapitalens størrelse og arbejdernes antal, så lønnens lidenhed eller arbejdsløshedens vidtstrakthed stod som naturlige udslag af, at arbejdernes tal var for stort.

I den sidste menneskealder har Malthus’ tankegang vundet yderligere magt over sindene ved den støtte, den har fået derved, at kampen for tilværelsen mere og mere er kommet til at stå for tidens bevidsthed som den egentlige grundlov for alt levendes kår og udvikling. Thi Malthus’ forestilling om armoden og nøden som den store folkeudtynder, der betinger de overlevendes tålelige kår, syntes jo at passe nøje ind som et led i forestillingen om alt liv som en indbyrdes eksistenskamp om plads og føde, i hvilken de dårligst udrustede må gå til grunde*).

*: Charles Darwin betragtede selv sin eksistenskamplære som en universel udvidelse af Malthus’ overbefolkningslære. Malthus’ lære var dog ingen udviklingslære, rummede ingen forestilling om fremskridt.

Trods megen modstand og modvilje mod Malthus’ anskuelse, har den derfor også holdt sig lige til vor egen tid. Det er egentlig først i de sidste tiår, grunden for alvor er blevet taget bort under dens fødder. Den støtte, den havde fundet i den fremherskende opfattelse af forholdene i dyrenes verden, svækkedes mere og mere, efterhånden som man fik øje for, at den alles krig mod alle, som Darwin – og særlig hans eftersnakkere – (netop under indflydelse af Malthus’ teori) havde ment at se overalt, ingenlunde er et alment forhold, men at tværtimod tilværelsen, selv hos de dyr, der ikke er egentlig samfundsdannere, væsentligt betinges af gensidig hjælp (Krapotkin), så at flokkens voldsomme udtynding hyppigst vil være ikke til gavn, men tværtimod til skade for de overlevende individer. – Men forholder det sig således i dyrenes verden, hvor meget mere da ikke i menneskesamfundet, der jo opretholdes i kraft af arbejdet og samarbejdet. Thi medens dyrene kun kan tage den føde, der forefindes, kan mennesket jo selv frembringe sine fornødenheder. Hvert nyt menneske betyder ikke blot en mund mere, men også et par hænder, det kan ikke blot indsamle de frugter, naturen frivillig byder, men ved dyrkning og opdræt forøge dem mangefold. Hver ny tilkommende arbejder er derfor ikke de andres nødtvungne konkurrent om eksistensmidlerne. Tværtimod vil den tættere befolkning i kraft af det mere fuldkomne samarbejde, som den gør muligt, endog i almindelighed være ensbetydende med større mulighed for gode kår for den enkelte.

Har man fået øje herfor, vil det ikke falde en vanskeligt at se, at nøden (når man ser bort fra rent ekstraordinære forhold) ikke skyldes pladsmangel ved naturens bord, men har sin rod i misregering og udbytning, at overbefolkningsfænomenerne (der jo faktisk kan vise sig selv i tyndt bebyggede, nye lande) skyldes brist i samarbejdet og menneskenes udespærring fra naturens rigdomskilder. Og at i hvert fald ikke arbejderne, men de, der uden arbejde høster flidens frugt, udgør den virkelige overbefolkning,

Men endskønt Malthus’ forklaring af, hvad der er nødens grundårsag således kan afvises med gode grunde, er det klart, at så længe fremskridtet er parret med en forbitret kamp for tilværelsen, vil læren have dybe rødder i folks sind. Ja, selv i det 20. århundrede, hvor tendensen dog snarere går i retning af befolkningsudtynding, giver overbefolkningslæren endnu påskud og forsvar for krig og voldsherredømme som midler til at skaffe herskerfolkene Lebensraum.

Om end Malthus’ teori i hovedsagen har vist sig uholdbar, må det dog fremhæves, at der i hans anskuelser var et sandhedsmoment, som ikke tør forglemmes.

Hans skrift foranledigedes af de forsøg, der i hans samtid gjordes på ved fattighjælp at bøde på arbejdernes usle løn. Og endnu den dag i dag står det som et varsko om, at almisser ikke gør sagen klar, men kun avler end større armod og usseldom. En proletariseret befolkning vil, fornedret gennem almisser, blot benytte disse til udrugning af endnu større skarer af almisselemmer, idet forældrenes naturlige ansvar- og forsorgsbyrde borttages og dermed den naturlige skranke mod utidig folkeforøgelse. Kun hvor arbejdernes kår forbedres gennem eget energisk arbejde, voksende selvstændighedsfølelse og rigere muligheder, vil den tankeløse børneavl ophøre, som er håbløshedens frugt.

Det er dog ikke i særlig grad de pengelige vanskeligheder og befolkningens talmæssige forøgelse, der kan frembyde fare. Det er i langt højere grad befolkningsforøgelsens kvalitet, der kan være en skjult kilde til forringelse af folkets kår. Fattigkvitteringen er jo gerne i orden før brylluppet; men med garantierne for, at den nye slægt fødes sund på sjæl og legeme, er det langt ringere bevendt. – Dog dette peger udenfor socialøkonomiens område.

Var det således end med urette, Malthus i befolkningens talmæssige vækst så den egentlige rod til dens nød, var der dog i hans tankegang noget af en berettiget protest. Hin tids socialøkonomi havde ikke fuldt ud løsrevet sig fra det skævsyn fortrinsvis at tænke på statens rigdom, ikke de enkelte menneskers velfærd. Den fyrste-tankegang var endnu ikke død, der i folket nærmest så besætningen på landsherrens gods, af hvis størrelse hans magt afhang, og fabrikantens og proprietærens blik var ensidigt rettet mod produktionens udvidelse, så de ikke så, at denne ingenlunde altid var ensbetydende med befolkningens velstandsvækst. Ja, selv i vor egen tid er det almindeligt nok at møde en tankegang, som ud fra nationalistiske storhedsdrømme eller militaristisk magtfølelse uden videre regner folkeforøgelse som et fremskridt, selvom forøgelsen ikke betyder en virkelig opblomstring i nationen, men kun mere maskin- og kanonføde til de økonomiske og militære magthavere.

Og skønt Malthus’ værk hovedsagelig har haft den virkning at lægge som en død og klam hånd på fremskridtsbegejstringen og troen på fremtiden, har det dog også kunnet virke som et betimeligt varsko til uklare tænkere og drømmere, der i nye vidunderlige opfindelser ser kongevejen til almen velstand. For så vidt har tiden givet ham ret: tekniske fremskridt alene løser ikke fattigdommens bånd. – Men det er ikke, som Malthus mente, en snærende båndlæggelse af slægtsdriften, der kræves for at lægge bund i uføret. Mere og mere bliver det synligt, at kun alt som menneskeheden finder frem til et fuldkomment samarbejde i lighed, hæves den op over den nødens tvang, der endnu på mange måder giver tilværelsen et præg af indbyrdes forbitret kamp.

Frihandelskamp

Medens frikonkurrencens fordringer om lavsskrankers udslettelse, forbud mod fagforeninger og ophævelse af alle indgreb fra statens side i lønforhold osv. havde let ved hurtigt at vinde frem i England – de var jo i den frem­voksende industris interesse. Og lønarbejderne var politisk betydningsløse – mødte fordringen om handelens frigørelse nødvendigvis stor og mægtig modstand. Thi her kom den nye tids krav i konflikt med tidens mægtigste, med godsejernes interesse. Vel indførtes temmelig snart visse toldlettelser på underordnede punkter, men først da det velstående borgerskab ved valgretsudvidelsen i 1832 var blevet en betydningsfuld politisk faktor, kunne der blive tale om at rejse en virkelig og alvorlig frihandelskamp.

Denne kamp formede sig ved sin art og sit forløb som en af de mærkeligste økonomisk-politiske brydninger i den nyere tid, og danner som et omdrejningspunkt i Englands politiske historie. – At den udviklede sig til at få en så afgørende betydning skyldes flere sammenstødende omstændigheder. Den stærke industrielle udvikling og befolkningstilvækst i det foregående tidsrum – samtidig med bondelandets fremskridende affolkning ved storgods- og stordriftsudviklingen, havde forandret Englands økonomiske fysiognomi og gjort det til en mere og mere absolut nødvendighed for landets jordberøvede bybefolkning at skaffe sig fødemidler fra nabolandene (og det nye kornland Amerika) til gengæld for sine industriprodukter. Men dette voksende livsvigtige krav på fri ombytning med udlandet mødtes først og fremmest af de bestående kornloves skranke, der overordentlig fordyrede eller til tider næsten forhindrede denne indførsel ved told på korn og mel.

Allerede i begyndelsen af 30’erne havde da også den store industris repræsentanter rejst kravet om fri kornindførsel. For den storproduktion, der i stedse voksende grad stilede mod erobring af det vide verdensmarked, var billig produktion jo af afgørende betydning. Men som kravet således rejstes: som et særligt fabrikantkrav om billig føde til dens arbejderbesætning (så at der til dennes underhold ikke ville behøves så høj løn) – omtrent som landmanden vil forlange toldfrihed på foderstoffer – ville det ikke have haft indre kraft til at bryde den uhyre interessemodstand, der udgik fra den overmægtige godsejerstand (som frygtede for, at faldende kornpriser skulle medføre faldende forpagtningsafgift).

Men just det forhold, at kampen drejede sig om dette enkle: brødet, de mest håndgribelige livsfornødenheder, gav den uvilkårlig en bredere og folkeligere art, end toldpolitiske kampe ellers i .almindelighed får. Og dertil kom, at den truende, urolige undergrund, som dannedes af det bittert misfornøjede, politisk opvågnende, sultne proletariat (den såkaldte Chartist-bevægelse), uvilkårlig måtte gøre det nylig politisk myndiggjorte borgerskab mere energisk opsat på dog i hvert fald at gennemføre den frihandel, der kunne stille hungeren og stoppe munden på den knurrende underklasse.

Hvad dog mere end noget andet bidrog til at udvikle den fra først af ret snæversynede fabrikant-interessekamp, var den kreds af begejstrede forkæmpere, der med Richard Cobden som hovedfører højnede kampen mod kornlovene til en landsomspændende retfærdskamp og rejste den mægtige folkelige bølge, der brod alle skranker.

Da den unge manchesterborger Richard Cobden i vinteren 1838-39 trådte ind i den nydannede anti-kornlovs­liga, var han en ret ukendt og ikke særlig formuende kattuntrykker uden forbindelser, mandat og autoritet. Men den ånd, han tilførte bevægelsen, og den lidenskab, hvormed han førte kampen, kendetegnes af de ord, hvormed han drog den unge John Bright, hans bedste stalbroder i den årelange agitation, bort fra trøslesløs rugen over egne sorger ud i kampen for folkets sag: “Du står nu her ved din unge hustrus grav. Men der er tusinder af hjem i England, hvor mødre og børn er døden nær – af hunger, som lovene har skabt. Når din første stærke smerte er faldet til ro, kom så med mig, og vi vil ikke hvile, før kornlovene er udryddet.”

Udsigten til sejr var dog ringe. Trods valgretsudvidelsen var valgretten endnu langt snævrere end til vort (gamle) landsting, og af de to rigsdagspartier var tory’erne endnu væsentlig et godsejerparti, og selv de såkaldte liberale, whig’erne, kun en uensartet blanding af godsejer- og storborgerrepræsentanter. Ude i landet havde ligaen ikke blot at kæmpe mod den forbitrede modstand fra godsejerne med samt deres tilhængere og tilhængeres tilhæng; også den mægtige gejstlighed lod sin indflydelse tynge i vægtskålen mod disse rasende, der ville omstyrte det bestående – og formindske kapitelstaksten. Og dertil kom, at lønarbejderne for en stor del kun tøvende og med mistillid sluttede sig til kornlovs-agitationen, som for dem kun stod som et storborgerligt påfund til afparering af samfundets virkelige revolution fra neden.

Det lykkedes dog Cobden og enke1te kampfæller at blive valgt ind i rigsdagen. Men navnlig rejstes der en folkelig agitation af hidtil ukendt styrke: “Lad os give vor halve formue som indsats for at hindre, at den hele fraranes os,” er optakten. I hele kornlovskampen mærker man som en undertone det nylig til politisk selvbevidsthed vakte borgerskabs lidenskabelige krav på selv at styre sit land (det samme, som i Europas enevoldslande i de samme år begyndte at ryste tronerne). Kamptaler og stridsskrifter på prosa og vers fik den sandhed til at genlyde overalt i folket, “at et helt brød er bedre end et halvt for de sultne munde”. – Og dog ville det måske have glippet med at føre sagen frem til fuldstændig og afgørende sejr, til udslettelse af kornlovene, om ikke folkets nød var nået en så frygtelig højde, i Irland endog ud over den rene hungersnøds grænse, at selv de betænkeligste måtte indse, at betænkelighedernes tid var omme.

Den endelige afgørelse kom som bekendt på den måde, at selve det konservative partis fører, sir Robert Peel, i fuld overbevisning om, at kornlovens totale ophævelse var den eneste mulige løsning, bevidst valgte at sprænge sit parti på dette spørgsmål og gennemføre kornfrihandelen, samtidig med at han derved styrtede sit eget ministerium og sig selv.

Når man ser, hvor lunkent og forsigtigt selv stærke såkaldte venstreregeringer i vore dage vover sig til at beskære de mægtige folkeudsugende beskyttelses-interesser, står man dobbelt beundrende overfor dette kornlovskampens skuespil, og forstår, hvilke mægtige kræfter der her var i virksomhed. Og sejren var ikke blot en af øjeblikkets nødstilstand fremtvungen foranstaltning, det var en afgørende sejr for frihandelsidéen, og den kom derfor til at danne økonomisk tidsskel og angive en ny kurs for de næste menneskealdre.

Hvad der muliggjorde sejren, bliver først ret forståeligt, når man mindes, hvilken afgørende autoritet Adam Smiths frihandelsidéer havde vundet over hin tids tænkning.

Robert Peel tilhørte selv en af de dygtige fabrikantslægter, for hvis førerskab på industriens felt den frie konkurrence havde banet vejen. Selv stod han som Adam Smiths elev. Og i sin egen grundanskuelse om frihandelen som det naturlige endemål for nationens økonomiske politik fandt han det faste grundlag, hvorpå han vovede det afgørende skridt, da han indså, at det måtte tages, selv på bekostning af det beståendes interesser. – Det var da ikke blot hans egen noble karakter, men også hans idé­grundfællesskab med kornlovsbekæmperne – trods det, al de i rigsdagen havde været hans hårdeste modstandere – der gav sig udslag i et i det parlamentariske liv vistnok enestående optrin, da han på sin sidste ministerdag rejste sig i underhuset og udtalte, at takken for den vundne sejr måtte medlemmerne ikke rette til ham, æren tilkom mere end nogen anden Richard Cobden.

Englands afgørende skridt i frihandelsretning fik vidtrækkende betydning, ikke blot som indledning til Englands frihandelspolitiske æra, men som forbillede for mange andre lande i Europa, som derved blev ført et skridt i retning af fri konkurrence, såvel indenlands som overfor udlandet. Forholdsvis frihandels handelstraktater sammenknyttede i det følgende tidsrum flere europæiske stater. Cobden selv var – skont han ingensinde ville modtage nogen ministerportefølje – hovedmand for den vigtigste af disse aftaler, den fransk-engelske overenskomst af 1860. – For Danmark som kornproducerende land fik kornlovens ophævelse direkte betydning. Det var jo porten til verdensmarkedet, der herved åbnedes. Vore nymærglede markers overflod kunne her afsættes til gode priser (ligesom smør og flæsk i de følgende år), hvad der gav landmanden ny virkelyst og lyse perspektiver. Men også vor økonomiske politik påvirkedes; den fik under indflydelse af den herskende stramning et tydeligt præg af frihandel og fri konkurrence. Det var jo blandt andet i dette tidsrum, at næringsfriheden lovfæstedes herhjemme.

Kornlovskampen står da, ved sit forløb og sine følger, som borgerskabets hovedindsats i dets flersidige kamp for den økonomiske frihed, hvorpå dets opblomstring og voksende magt hvilede. Og kampen havde formet sig som et vældigt opgør med forrettens repræsentanter, ført for det hele folks ret og lykke; borgerskabet havde stået som demokratiets ledende kraft. – Men dermed syntes også dets kamplyst udtømt – ja, i fastlandsstaterne kom del ikke engang så vidt. Snart faldt det til ro i sin vundne velstand og indflydelse. Tilfredse med den vundne ligeberettigelse med godsejerne, rettede storborgerskabet og industrikaptajnerne snart deres opmærksomhed nedad, mod bekæmpelse af underklassens vågnende krav og den begyndende insubordination i arbejdergeledderne. Og deres socialøkonomiske tænkning blev derefter. Kravet på økonomisk frihed indsnævredes mere og mere til for dem at betyde, at ingen organisation eller lovgivning måtte gøre indgreb i, hvad de kaldte kontraktens frihed, så arbejdsgiveren og den enkelte arbejder kunne stå frit overfor hinanden. Derimod var de blevet ikke utilbøjelige til i det beståendes navn at tage afstand fra videregående frihandelskrav. Men først og fremmest forkyndte de, hvorledes den alt vundne produktionsfrihed nu overalt satte dygtigheden i højsædet, hvorledes den indbyrdes frie konkurrence nu satte alt på sin rette plads: gav fliden og dygtigheden rigdom, og dovenskaben og udueligheden armod, og hvorledes enhver, selv den ringeste arbejder, nu havde den økonomiske marskalstav i sit tornyster.

Og faktisk blomstrede den fri produktion i en forhen ukendt grad, og rigdommen øgedes. Men jo større former produktionen antog, desto dybere syntes kløften mellem fattig og rig at blive, desto mere blev arbejdsgiverne til industribaroner, og desto mere afhængige og hjælpeløse følte arbejderskarerne sig. – Og af marskalstaven i tornystret kunne de jo ikke leve.

Forsumpning

Et lands og en tids åndsliv og tænkning står stedse i et nøje forhold til de sociale og økonomiske forhold, hvorunder folket lever, og i ganske særlig grad må dette naturligvis gælde den socialøkonomiske tænkning. Det er jo ingen verdensfjern spekulation; uundgåelig er del tidens problemer, der særlig optager den, begrænser dens syn og afgør, om de ideer, hvormed den skal gøre indsats i fremtidens politik, i fremherskende grad er frihedskære eller frihedsfrygtende, fortrøstningsfulde eller fremskridtsfjendske. – Frikonkurrencens skæbne afgiver et tydeligt eksempel herpå.

Fra Adam Smiths dage til over midten af det 19. århundrede havde frikonkurrencens ide, og navnlig frihandelen, trods mægtig modstand, vundet betydelige politiske sejre og beherskede overalt den oplyste offentligheds anskuelser. Ikke desto mindre standsede den ret pludselig sit ligeløb fremad, så den omkring året 1870 ikke blot er ophørt at vinde politisk terræn, men står i en anstrengt forsvarsstilling og mange steder snart må vige pladsen, medens bevægelser af modsat art bemægtiger sig sindene og styret.

Kontrastrømningerne var af ret forskellig art i de forskellige samfundslag, men fælles for dem alle var deres mistro eller had til frikonkurrencen. Det siger sig selv, at disse strømninger ikke pludselig var opstået på stedet, tværtimod må deres udspring søges langt tilbage, og de havde gang på gang givet sig udslag; men hvad der nu betingede deres sejrrige frembrud, var den svigtende tro på frikonkurrencens værd, der skyldtes misnøje med eller skuffelse over de frugter, den udvidede frihed på det økonomiske livs område havde bragt

Naturligvis havde frikonkurrencens korte tidsrum ikke udryddet den tidligere tids ideer. Endnu levede i borgerskabet og blandt håndværkets arbejdere den gennem århundreder tilvante tankegang om lov- og vedtægtsmæssige bånd til forhindring af indbyrdes konkurrence og til sikring, under beskedne forhold, af arbejde og eksistens. Den nye tids lavsbundne storproduktion var for disse mennesker et kæmpemæssigt fuskværk, der demoraliserede kunderne og i det lange løb kun havde den virkning at forvandle småborgerskabet til afhængige fabriksarbejdere.

Og hvor nu – som det i de fleste lande var hyppigst – disse forhadte fabriksvarer kom udenlands fra, blev ganske naturligt det første krav fra dette samfundslag et krav om fornyelse af eller yderligere styrkelse af de endnu bestående toldmure. At der efterhånden indenfor landenes egne grænser opstod lignende fabrikker (der var fuldt så farlige konkurrenter for håndværket), forandrede ikke sagen. Tværtimod blev det protektionistiske kor endnu stærkere derved, idet de førende stemmer overtoges af de nye fabrikanter. For dem, som maskingodsproducenter, var jo udelukkelsen af udlandets maskinforarbejdede varer af endnu større betydning end for håndværket, der dog havde et felt for sig selv, som fabriksvarerne ikke så let kunne indtage.

Hvad der dog fik endnu mere betydning i retning af at svække troen på frikonkurrencens værdi, var det forhold, at den opblomstrende industri, idet den drog arbejderne skarevis til sig i de opvoksende fabriksbyer, gjorde deres fattigdom ligesom mere åbenbar for alle og satte den i grel modsætning til de enkelte storformuer, der ved deres nyslåede glans stak langt mere i øjnene end arvede storgodsers uberegnelige værdier. For folk, og da navnlig for industriarbejderne selv, måtte det komme til at stå, som om frikonkurrencens forjættede land var en endeløs ørken, hvor mannaen var lederne forbeholdt, medens friheden for folket kun var retten til, for brødets skyld, at rives indbyrdes om pladsen under en gnavende træksele. Selve fremskridtet syntes elendighedens årsag: hver ny maskine satte en flok arbejdere på gaden. I maskinteknikkens første dage gav dette syn på sagen sig udslag i arbejdernes planløse og rasende angreb på fabrikker og ødelæggelse af maskiner. Men mere og mere træder ud af den lidenskabelige forvirring det faste krav på arbejdets fornyede ordning. Konkurrencens begrænsning ved love og fagforeningsvedtægter.

Samtidig hermed havde fabriksproletariatets iøjnefaldende elendighed vakt en stærk følelse blandt humant tænkende mennesker i de bedrestillede lag. Og da det ikke syntes muligt, at arbejderne selv kunne tilkæmpe sig bedre kår, måyte også filantropernes bestræbelser gå i retning af lovskranker, først og fremmest mod misbrug af børn og kvinder i de rastløst arbejdende fabriker. Og selv godsejerstanden, med hvis arbejdervenlighed det ellers gennemgående var småt bevendt, var ikke utilbøjelig til skridt i denne retning; – det berørte jo ikke deres hævdvundne udbytning af landarbejdere og husmænd, men gik væsentligst ud over de nybagte industribaroner, for hvem de kun nærede ringe sympati.

Således var da næsten på alle hold troen på den frie og ubundne konkurrence som kongevejen til almenvelstand efterhånden undergravet.

Og frikonkurrencens tiloversblevne forsvarere formåede kun dårligt at modstå strømkæntringen. Politisk stod de som kaptajner, hvem mandskabet var i færd med at forlade, og stempledes af det praktiske livs mænd som golde teoretikere. Og skønt deres socialøkonomiske forståelse let lod dem gennemskue de populære vildfarelser, der gav sig udtryk i forestillingen om, at maskinerne og oversvømmelsen af de udenlandske varer var skyld i arbejdsløsheden, måtte dog også de blive betænkelige ved den vej, udviklingen tog. Ofte førtes de derved i stedet for til en ihærdig kamp for udvidelse og uddybning af den økonomiske frihed, til endog at betragte frihandelen blot som et ideal, hvis gennemførelse mangfoldige berettigede hensyn måtte udskyde til en fjern fremtid. Under påvirkning af den stadig dominerende malthusianske opfattelse af overbefolkning som nødens grundårsag bragtes de naturligvis også hyppigt til selv at tvivle på værdien af yderligere frigørelse og fremskridt.

Men hvad der mest af all svækkede dem, var dog, at de kun havde ringe blik for anden økonomisk frigørelse end den, der bestod i ophævelse af lavs- og toldskranker. De forstod ikke, at der var andre hovedlinier, der måtte befares, om man ville nå den fulde økonomiske frihed, som ene kunne råde bod på halvfrihedens skader. Og navnlig var de i almindelighed ikke nået væsentlig ud over Adam Smith, hvad jordspørgsmålet angik. Vel var der tænkere og socialøkonomer som Herbert Spencer og John Stuart Mill, der i lydelige ord havde hævdet alle menneskers medfødte lige ret til jorden; men om en virkelig kamp for anerkendelsen af denne ret, den økonomiske friheds grundvold, var der ingensinde tale. Og kun en sådan kunne have udøvet en samlende magt i folket.

I England blev der fra frihandelens side ikke engang gjort alvorlige skridt i retning af, hvad Cobden havde krævet under navn af jordfrihandel, dvs. de store arvegodsers udstykning i fri ejendom. Ja, i Frankrig, hvor noget sådant alt tidligere (fra revolutionstiden) var sket, afvistes de første røster, der rejste sig i folket med krav på lige ret til fædrelandets jord, endog med den aldeles tåbelige motivering, at toldfrihed var alt, hvad der krævedes til jordspørgsmålets løsning: at blot man frit kunne indføre varer fra fremmede landes billige jord, gjorde det mindre til sagen, om hjemlandets var dyrt og utilgængeligt (Bastiat). Og alle steder var omkvædet til de jordhungrende: udvandring. Det var om disse snæversynede frihandelsøkonomister, Lassalle bidende bemærkede, at de var ikke mere værd end en dresseret stær: den kunne jo også fløjte det: “Byt! Byt!”, der var hele deres socialøkonomi! Under sådanne forhold havde den protektionistiske reaktion let spil.

Dog var naturligvis stillingen ikke lige slet i alle lande. – I England var verdensmarkedsstorindustrien endnu ikke rigtig begyndt at frygte udlandets konkurrence på hjemmemarkedet og kræve beskyttelse derimod; og brødfordyrelsespolitikken var slået så grundigt ned, at ethvert krav på agrarbeskyttelse foreløbig var ganske håbløst.

Men i de fleste fastlandsstater, således i høj grad i Tyskland, var stillingen en anden. Den opblomstrende industri krævede højlydt beskyttelse og fandt i den, navnlig efter krigen med Frankrig i 1870, fremherskende nationalistiske stemning fortrinlig støtte. Det gjaldt jo det nationale arbejdes beskyttelse mod udlandets barbarer. Og jo mere industriens beskyttelseskrav blev honoreret, desto vanskeligere blev det at undlade at efterkomme agrarernes krav om tilsvarende beskyttelse i form af korn- og kødtold osv., særlig til beskyttelse mod oversvømmelsen af det billige amerikanske korn. Og staten, som de uendelig voksende militærudgifter gjorde stedse mere skattegrådig, førte under Bismarcks ledelse villigt an. Beskyttelsespolitikken, der berigede industriherrerne og godsejerne, gav jo også statskassen sin rigelige andel af rovet. Og om end folket uvilkårligt knurrede, det bed ikke. Det hele var jo gjort for folkets og arbejdssikkerhedens skyld!

Herhjemme, hvor, i fortsættelse af de store landboreformer, bondens selvejendom og fridrift havde givet i hvert fald den forreste del af almuen fremgangsmuligheder og selvstændigere kår, og hvor industrien endnu kun spillede en mindre fremtrædende rolle, fandt der vel intet storstilet frihandels-fremskridt sted, men i hvert fald skete der ikke tilbageskridt. I den krisetid, som fremkaldtes sidst i 1870’erne ved kornprisernes fald, var der ganske vist også hos os røster, der krævede korntold og lignende foranstaltninger. Men krav fra storagrarernes side fandt i disse år ikke villigt øre hos vore bønder. Tværtimod. Det var jo i det tidehverv, da bonde og arbejder stod sammen politisk i kampen mod de selvskrevne vælgeres godsejer-landsting. Bøndernes løsen til overvindelsen af landbrugskrisen blev derfor frihandelsvejen: fri indførsel af de billige fodermidler og storproduktion af smør etc. for verdensmarkedet.

Og denne storproduktion blev opbygget på et udvidet samarbejde i den frie kappestrids ånd, gennem andelsforetagender på (som oftest rent) demokratisk grundlag, hvad der på mange måder fik gennemgribende betydning. Ikke mindst gjaldt dette den talrige husmandsstand, der siden hoveriets afløsning og fællesskabets ophævelse var opstået på landet og nu talmæssigt oversteg gårdmandsstanden, men hvis kår hidtil havde været yderlig knappe og udsigtsløse.

Den i de samme år fremvoksende industri fik i den udvidede landbrugsproduktion et naturligt fundament, så den, trods beskyttelsen, udviklede sig væsentlig sundt og naturligt. Men den ubetingede selvejendomsret til landets jord, som mere og mere blev produktionens grundlag, bevirkede, at med den voksende virksomhed og velstand voksede også jordprisen og dermed prioritetsbyrden på en for den sunde udvikling faretruende måde. Dette var dog noget, kun de færreste endnu forstod og agtede på.

Social-demokrati

Den forsnævrede frikonkurrences førerrolle var udspillet i de ledende lande. De socialøkonomer, som endnu vovede at hævde handelens frihed som en naturlig velstandsbetingelse for folket, talte for døve øren. Regeringerne betrådte villigt de af Tyskland under Bismarcks førerskab betrådte toldkrigs- og toldskrankeveje. Protektionismen bredte sig i højsædet. Men skønt småborgere og arbejdere ved deres åbenlyse uvilje mod frihandelen – eller ved ligegyldighed overfor den, som noget, der var uden virkelig betydning for dem – havde været med til al give protektionismen vind i sejlene, var denne dog selvfølgelig ganske ude af stand til at blive den ide, hvorom deres interesse kunne samles. Og om end en del af dem lod sig bruge som kanonføde i industristorfyrsternes kamp for øgede toldprivilegier, var det jo ikke særlig udlandets frie konkurrence på verdensmarkedet, men den indenlandske indbyrdes konkurrence om arbejde og løn, der stod for dem som det, der truede deres eksistens. Industriens arbejdere var jo imidlertid efterhånden blevet en betydende politisk faktor, som de, der så ud i fremtiden, måtte regne med. Valgret havde de efterhånden fået i de fleste lande (i England kom de dog først i fuldt omfang med i 80’erne). Og deres stærke sammenhobning i industricentrer gav dem mulighed for et indbyrdes klassebevidst samvirke, som de spredte landarbejdere og den gammeldags småindustris svende (der jo gerne tænkte sig selv som vordende mestre) ikke havde haft. Det sociale grundlag for en ny økonomisk-politisk partidannelse var således blevet mere og mere fremtrædende. Og den kom.

Allerede den lidenskabelige chartistbevægelse i England i 1830’erne havde haft præg af en sådan politisk-økonomisk underklasseindsats, som dog den mægtige kraftanspændelse i kampen mod kornlovene ligesom havde afsvækket noget ved at give den indeklemte omstyrtningsenergi en praktisk udladningsbane og ved at mildne det overtryk, arbejderbefolkningen tyngedes under, gennem billiggørelse af de nødvendige fødemidler. Den engelske arbejderbevægelse fik derved i det følgende tidsrum et politisk ret farveløst, rent økonomisk præg. Hovedbestræbelsen var rettet på grundlæggelse og udvikling af den rent faglige organisation. Industriherrerne havde jo i frikonkurrencens navn søgt at forhindre og ulovliggøre denne, for at kontraktfriheden mellem arbejdsgiver og arbejder ikke skulle hæmmes. Men jo større former industrien havde antaget, desto umuligere var det blevet at opretholde denne plan. Og snart dannedes, navnlig indenfor de faglærte arbejderes kredse, stærke sammenslutninger, der allerede ved århundredets midte begyndte at omspænde hele landet, og snart optog og gennemførte den organiserede lønkamp. Men der hengik en menneskealder, inden denne faglige arbejderbevægelse uddybedes til at få en virkelig politisk karakter. ­

I fastlandsstaterne, og navnlig i Tyskland, fik udviklingen et ganske andet forløb. Det var jo langt senere end i England, væsentlig i 60’erne, al Tyskland begyndte al få præg af et storindustriens land. Men da de fremvoksende arbejderskarer begyndte at vækkes til bevidsthed, mødte de ikke – som .i 40’ernes England – n kraftig friøkonomisk folkebevægelse, der kunne rive dem med sig, men kun en udvandet liberaløkonomi. Ej heller var der nogen stærk national bevægelse med demokratisk-folkelig understrøm (som i 48-revolutionstiden); hvad der fandtes af nationalfølelse blev mere og mere taget i reaktionens tjeneste og brugt til at aflede opmærksomheden fra indre overgreb (således krigene i 1864 og 66). Den vågnende arbejderbevægelse var således på forhånd uden forbindelse med de borgerlige (endsige de storborgerlige) partier og måtte få et selvstændigt politisk præg.

Men hvorledes ville dette præg blive?

Naturligvis måtte det nye parti blive i snævrere politisk forstand radikalt, med krav om valgretsudvidelse osv. Og lige så selvsagt måtte, for et sådant industriarbejderparti, organisation til lønkamp og selvhævdelse overfor industriherrerne blive det egentlige praktiske virkefelt. Men i øvrigt? Hvad ville blive dets ledende socialpolitiske og økonomiske ideer? Ville det blive et snævert klasseparti eller rumme spirer til en videre folkelig bevægelse? – Dette måtte afhænge dels af, hvad der kunne trives i den nye jordbund, og dels af, hvad der fandtes i tiden af spiredygtige tanker.

De ideer, som skulle udvide lønarbejdernes fagbevægelse til en socialdemokratisk strøm, var ikke opvokset eller modnet i arbejdernes eget lag. Ej heller skyldtes de en enkelt genial fører. Mangfoldige mere eller mindre beslægtede tankestrømninger, for en stor del fremkaldt ved påvirkning fra de sociale ideer, der omkring 1848 gærede i Frankrig, mødtes til et samlob af bestemt hovedretning. Men der er tre mænd, hvis navne det særlig ligger nær at nævne, hvor den tyske socialismes udspring og art er på tale. Deres forhold til bevægelsen var dog yderst forskelligt.

Den yngste af dem, den åndrige og ildfulde jødiske lærde Ferdinand Lassalle, førtes fra sine filosofiske studier ind i centrum for de nye sociale brydninger ved den lidenskabelige foragt, han nærede for det liberale borgerpartis lunkne stilling til nationens storopgaver, frihedens sag og Tysklands enhed. Hvad et usselt bedsteborgerskab ikke formåede eller gad, det skulle et nyt folkelag, fjerde stand, gennemføre. Arbejderskarerne, ledet af radikal intelligens, skulle blive fremtidens stormagt. Fra 1862, til han 2 år efter – kun 39 år gammel – dræbtes i en duel, blev han derfor arbejderskarernes elektricitetsfyldte politiske vækkelsesprædikant. Men det var ham klart, at politisk bevidsthed i disse lag kun kunne vækkes gennem klassebevidst økonomisk politik. Da nu efter hans opfattelse den indbyrdes konkurrence, så længe privatproduktionen herskede, med jernhård nødvendighed holdt arbejdslønnen nede, måtte bestræbelsen i første linie gå ud på ved store arbejderproduktionsforeninger at trænge den private bedrift til side. Men dertil måtte kræves statshjælp – thi arbejderne manglede jo kapital. – Og først af alt gjaldt det da at optømre arbejdernes politiske organisation for at tiltvinge sig rigets tøjler og nøglen til statskassen. – den videre udvikling, gennem arverettens ophævelse osv., mod den socialistiske stat var for ham noget, der lå bag århundreders fremtid.

Fik således Lassalle væsentlig betydning for socialdemokratiet ved sin radikal-demokratiske politiske agitation, var hans ældre samtidige, Rodbertus-Jagezow (født 1805), vel i sine ideer en mindst lige så udpræget socialist, men derimod såre fjern fra alt radikalt demokrati. For denne dybsindige og lærde pommerske storgodsejer var politisk agitation en usmagelighed. Men før nogen anden i Tyskland, allerede før århundredets midte, udformer han sine rent socialistiske ideer om statens pligt til at gribe ordnende ind i det frie erhvervs kaos og ved regulering af arbejdsydelse og -tid at begrænse den arbejdernes udbytning, som først kunne hindres, når privatejendomsretten til jord og kapital, der var dens kilde, engang i en – fjern – fremtid var bragt ud af verden.

Mere end nogen anden er det dog Karl Marx (1818-83), der står for almenhedens bevidsthed som socialdemokratiets egentlige fader. Han er socialist-teoretikeren og den radikale agitator i forening, både i stand til at sammennitte det tunge bjælkeværk i den socialistiske lærebygning og til at give arbejderdemokratiet dets sving ud over nationale grænser mod international republikanisme.

Allerede som ung dr. phil. med hovedet fuldt af den hegelske filosofi måtte han på grund af sine revolutionærfarvede anskuelser forlade Tyskland og kom således allerede 1843 i Paris i berøring med den brogede kommunistisk-socialistiske tankeverden, som der havde sit drivbed. Efter forgæves hjemvending i den korte frihedsperiode i 1848 drog han til England, hvor han siden levede i landflygtighed. I England så han den storindustri i fuld udfoldelse, som i hans hjemland kun lige var begyndt, og hans hovedværk Kapitalen – hvis første del først udkom sidst i 60’erne – bærer stærkt præg af det indtryk, synet af denne udvikling har gjort på ham. Ikke blot næredes hans harme ved betragtning af dette levende billede af arbejdertrældom og voksende kapitalmagt. Det gav tillige hans syn en ensidig retning. Skønt allerede hans første skrifter tydeligt viser, at han havde forståelse af, at grundlaget for arbejdernes udbytning overalt og til alle tider var den, at de var jorden, naturrigdomskilden, berøvet*, så førtes han ved stadig at have den mest afhængige lønarbejderklasse og dens forhold for øje, naturligt nok til fortrinsvis at betone forholdet mellem kapitalist-driftsherren og hans lønarbejdere som udsugningens egentlige kernepunkt.

*: “Bondebefolkningens ekspropriation, det at man berøvede den jorden, var grundlaget for hele den kapitalistiske udvikling”. Kapitalen I.

Hvis Marx havde forfulgt og udviklet tanken om jordberøvelsen som den egentlige grunduret, måtte han naturligt være kommet til at gøre folkets jordtilegnelse til det alt andet overskyggende krav. Hvad han allerede i Det kommunistiske manifest (1848) havde sat som det første af, hvad det gjaldt om at tilkæmpe sig: jordens ekspropriation og grundrentens anvendelse til offentlige øjemed, ville da være blevet ham det centrale, han ville da videre have set, at arbejdet, når jorden står det åben, kan klare sig trods alt, at ligesom den kapitalist, han selv et steds omtaler, der havde ført en flok arbejdere, med samt maskiner og andet, til et nyt land, så arbejderne forlade sig, med mindre han ville gå ind på deres betingelser, – således ville også, når hjemlandets jord blev folkets, arbejdsgiverne der opdage, at afhængighed ikke længere var nogen mands nødvendige lod, så selve det gamle land blev et arbejdets nyland. Og han ville have forstået, hvorledes vilkårene for adgang til jorden ikke blot er bestemmende for de selvstændige producenters løn og kår, men også for lønarbejdernes, så vist som end ikke den stærkeste kapitalist kan få nogen til at arbejde for sig for mindre, end der kan tjenes ved eget arbejde.

Men da han var kommet til i lønarbejder-proletariatet at se arbejdets egentlige repræsentant, og da udviklingen syntes ham afgjort at måtte gå i retning af at gøre alt selvstændigt arbejde – og navnlig bondesmåbruget – til noget, der hørte fortiden til, medens koncentreret stordrift alene havde fremtiden for sig, så træder folkets kamp for adgangsretten til fædrelandets jord for ham i baggrunden, indgår så at sige som en underordnet bestanddel i, hvad der bliver hans centrale idé: statens ekspropriation af al kapital og overtagelse af al driftsledelse. Ja, jorden, virkepladsen og rigdomskilden, svinder endog for ham ind til en enkelt brøkdel af produktionsmidlerne, ligestillet med maskiner og andet kortvarigt menneskeværk. Godsejernes beskatning af det arbejdende folk går halvvejs ud af synsfeltet, privatkapitalen fylder det, thi privat kapitalbesiddelse betyder mulighed for driftsledelse, og driftslederkapitalistens udbytning af lønarbejderen er samfundets grundskade.

Synet af proletariatets afmagt får endog Marx – og endnu mere hans disciple – til uden videre at godtage den da fremherskende udprægede kapitalistopfattelse af arbejderne som den magtesløse faktor i produktionen, der – selv om jorden stod dem åben – ville være ude af stand til at klare sig uden kapitalisternes hjælp. Kapitalen ses som den, der sætter virksomheden i gang, skaffer arbejderne føde og klæder og en plads ved den maskine, hvis tilbehør de så at sige bliver. Ja, arbejderen selv er egentlig et stykke kapital, et individ i kapitalistens besætning. Og udbyttet ses som afhængende af, at foder og opdræt af denne besætning ikke betales med arbejdsydelsens fulde værdi.

Men denne opfattelse af arbejdet, som manglende evne til at stå på egne ben, forer ikke Marx – som man kunne have troet – til den slutning, at en sådan arbejderbesætning ej heller med rimelighed kunne gøre fordring på mere end foder og standplads. Hans slutning er tværtimod den modsatte: da kapitalisternes ejendom er nødvendig for arbejderne, bør den inddrages: statseje og statsdrift bør afløse al privatdrift. Dette vil være en simpel retsfuldbyrdelse, thi alt til besiddelse knyttet udbytte er et rov fra arbejderne. Udbyttet opstår nemlig derved, at arbejderne tvinges til at arbejde i længere tid, end der medgår til at frembringe deres egne fornødenheder (og mere får de ikke i løn). Og det ubetalte overarbejdes frugt udgør den merværdi, hvoraf udbytterne lever. Hvis f.eks. en korndyrkende forpagter på 100 tønder land avler for 15.000 kr. sæd, og hans udgifter til såsæd, kunstgødning, maskinslid osv. har været 5.000, da er de 10.000 kr. arbejdets totale frugt. Har nu hans forvalter og folk i alt fået en løn af 4.000 kr., da er det ensbetydende med, at de kun har fået løn for 4 af de daglige 10 arbejdstimer. De resterende 6.000 kr. repræsenterer det ubetalte arbejde; og ligegyldig hvordan dette udbytte dejes – om godsejeren får 3.000 kr. som grundrente, pengemanden 1.000 kr. som kapitalrente og forpagteren selv de resterende 2.000 kr. som driftsherregevinst, eller delingen tager sig anderledes ud – er rovet det samme.

Produktionsmidlernes overtagelse som offentlig ejendom er da den eneste udvej: om dennes gennemførelse bør arbejderne samle sig. Og da udbytningen overalt er væsentlig den samme, da proletariatet overalt er sit fædreland berøvet, bør alverdens proletarer forene sig for at bemægtige sig statens tøjler og gennemføre ekspropriationen. Men skal således proletariatet end gå i spidsen, det vil ikke blive alene. Thi alt som storproduktionen udvikler sig, vil de borgerlige småproducenter i voksende tal blive opslugt, blive underklasse og slutte sig til de udbyttedes hær.

Og ekspropriationen er ikke blot et retfærdskrav; den er en uundgåelighed. Ikke blot bliver udbytningen, alt som produktionen øges, stedse mere kolossal. Men idet konkurrencekrigen ødelægger de mindre bedrifter, antager storbedrifterne sådant omfang, at de næppe længere kan kaldes privatdrift, produktionsuhyret får færre og færre hoveder – indtil folket afkapper dem og sætter statens i stedet. Og en sådan operations nødvendighed vil blive mere og mere indlysende. Thi de stores indbyrdes konkurrence fremkalder tøjlesløs og planløs produktion, der snart ophidser virksomheden som i feber og overfylder markedet, snart af den fremkaldte overfyldning tvinges til standsning og arbejdsløshed. Ligesom i sin tid statens stærke hånd måtte tvinge de krigslystne næssekonger og røverriddere, må dens ro og orden nu afløse kapitalismens anarkiske produktion, og embedsstyret herrevælde.

***
Grundtrækkene i Karl Marx’ socialisme, særligt læren om merværdien, måtte næsten uundgåelig blive den fane, hvorom det sig fylkende industriarbejder-demokrati måtte samle sig. Den var jo som en højere forklaring af deres egen snævrere opfattelse. Den arbejdsgiver, som de til daglig så som deres udbytter, blev som et enkelt led kapitalismens store udbytningsmekanisme. Selv den arbejdssløjeste lønarbejder kunne derigennem føle en slags selvhævdelse: gjorde han kun gavns gerning den halve arbejdstid, betød det jo blot, at han undgik at producere overflødig merværdi til den blodsugende kapital. Og for det private initiativs og den selvstændige bedrifts betydning havde industriarbejderne kun ringe syn og end mindre interesse: de drømte jo sjældent om selv at blive driftsledere. Men des mere måtte de føle det som det grundfornødne at afskaffe konkurrencen, som de følte som deres umiddelbare undertrykker. Og sikkert arbejde i offentlige fabrikker måtte stå som en ideel tilværelse i sammenligning med usikkert arbejde i privatkapitalens. Den offentlige fabrik var jo endda på en måde deres egen, så de blev deres egne arbejdsgivere (og vel skulle vide at skaffe sig gode forhold), idet statsstyret mere og mere måtte komme på den voksende underklasses hånd i kraft af dens talmæssige vækst. – men tillige kunne arbejderne føle sig som dem, der kæmpede for mere end deres eget: deres kamp var jo en forpostfægtning i kampen mod den privatkapitalisme, som, hvis den sejrede, ville forvandle hele folket til sine lønslaver.

Men også udenfor arbejdernes kreds fandt Karl Marx’ ideer jordbunden forberedt. Troen på statsmagtens storhed og vidtrækkende opgaver var i rivende vækst, særligt i Tyskland, efter at rigsenheden var nået under Bismarcks styre. Og alt som den økonomiske udvikling bar videre mod storindustri og overproduktion, voksede stemningen for statsindgreb til begrænsning og regulering af konkurrencen. Skønt socialismen ikke direkte er beskyttelsesvenlig, bidrog den indirekte til protektionismens overmægtige sejr ved at svække troen på frihandelens virkelige værdi for folket; og protektionismen fostrede yderligere storindustri og -sult; forhold, der blandt humant tænkende mennesker kun øgede kravet på nye statsindgreb. Særlig i retning af arbejderbeskyttelse og anden social lovgivning.

Samtidig bidrog lønarbejdernes voksende organisation til storindustriens vækst. Thi for det første gik i lønkampenes høje sø mangfoldige småbedrifter under, og deres mandskab optoges af de store. Og dernæst gjorde netop arbejdernes organisation, skønt rettet mod arbejdsgiverne, det muligt for disse at føre langt større arbejderskarer i ilden end før. Thi en bataljon, selv en modvillig, kan føres. En uorganiseret folkehob ikke.

Jo mere storproduktionen og arbejderorganisationen tog vækst, og lønkampen (eller den væbnede fred) fik gennemgribende betydning, desto mere måtte nødvendigvis – som i al krig – korpsånd blive det ene fornødne. Og tidens tankegang formede sig derefter. Hvad man før havde kaldt den frie arbejder, blev nu den foragtelige hædersmand, og den fabrikant, der udenfor mesterorganisationen gav offentligheden et billigt tilbud, blev den illoyale konkurrent og behandledes derefter. Og således prægedes det da ind i den almene bevidsthed, at ikke uafhængighed, men organisation er vejen til sunde økonomiske forhold og arbejdets emancipation.

Vel var det i virkeligheden snarere lønkampen end egentlig arbejdet, de store sammenslutninger havde organiseret, men desto stærkere blev kravet om den fredsorganisation, som statens indgreb skulle bringe. Og da nu samtidig udvidet trafikvæsen osv. Skabte en stor stab af embeds- og bestillingsmænd, der forholdsvis let skaffede sig sine krav honorerede og vandt det økonomisk sikre og ikke for magre levebrød, som mængden attrår, medens selve disse kommune- og statsforetagender afgav som et forbillede på den tid, da det offentlige bliver eneste arbejdsgiver – så voksede på alle ledder den stemning, som kunne bære socialismens idé frem til i virkeligheden at beherske den almindelige mening.

Den gamle økonomiske liberalisme var som opløst. En del af dens folk kastede sig al socialistforskrækkelse armene på reaktionen og forstærkede dens politiske herredømme. Resten blev en arbejdervenlig radikal minoritet med afventende eller vaklende holdning i økonomisk­politisk henseende. Men fra alle sider knyttedes forhåbningen til statsledelse, statsstøtte og statsindgreb. Og snart blev det økonomiske liv indgærdet af lov- og lavsskranker, i visse måder fuldt så omspændende som i enevoldsmagtens dage. Statsforanstaltningernes sikreste udbytte har dog hidtil været flere embedsmandslønninger og voksende statsgæld. Og all imens arbejdsledere og lønarbejdere har prøvet kræfter og tilsat millioner i penge og tid, er den egentlige udbytning, væsentlig uanfægtet af begge parter, snarere vokset end formindsket gennem grundværdierne og andre monopolindtægters kapitalisering.

Men et nyt folkelag var vakt til selvbevidsthed, og socialismen må i hvert fald tillægges den fortjeneste, at denne selvbevidsthed ikke bare er blevet en snæversynet klassefølelse, men indebærer et mere vidtrækkende politisk moment, der viser ud over klassen mod folket.

**
Omformning eller omvæltning. Overalt i Europa hilstes den i 70’erne fremtrængende socialisme med en rædselsblandet uvilje. Der var noget jordskælvsagtigt over denne internationalt farvede underklassebevægelse: ville nu ikke sylbjælkerne ligge roligt og bære, hvorledes skulle da huset stå! Og med den hårdhed, som fødes af en blanding af frygt og ond samvittighed, søgte det beståendes vogtere at slå bevægelsen ned. Den voksede sig kun des stærkere.

Udviklingen formede sig dog forskelligt i de forskellige lande, særligt er forholdene i Tyskland og Danmark væsensforskellige.

Bismarck, datidens Europas stærke mand, greb straks til med hård hånd: bladforbud, fængsel, foreningsopløsning og anden forfølgelse var dagsordenen. Og helt op til verdenskrigen var socialdemokraterne i Tyskland betragtet som en fædrelandsløs, foragtelig masse. Men intet tryk kunne forhindre væksten af et politisk parti, der bag sig havde de stadig voksende proletariserede arbejderskarer. Under liberalismens forfald fik partiet yderligere tilgang af mange begavede medlemmer udenfor arbejderklassen. Men hovedmassen af partiet tabte efterhånden sit internationale og revolutionære præg, blev revisionister, der kun tilstræbte de under de givne magtforhold mulige, små og haltende fremskridt.

De revolutionært og internationalt indstillede (der nu gerne benytter navnet kommunist, som tidligere dækkede alle socialistiske afskygninger), førte en mere underjordisk tilværelse, deres ledere ofte som landflygtige i Schweiz eller England, hvor de mødtes med meningsfæller fra andre lande, f.eks. Rusland.

I Danmark forsøgte den reaktionære regering i begyndelsen en lignende kurs mod de første socialistiske organisationer. Endnu erindres husarindhugget på de fredelige demonstranter på fælleden i 1872, fængslingen af deres ledere (Pio, Geleff) og senere deres bortsendelse til Amerika. Men ikke alene de reaktionære magthavere bekæmpede således den nye bevægelse; for mange frihedselskende og fædrelandssindede borgere stod den også som noget internationalt djævelskab. Var ikke den borgerlige frihed livsnerven for vort folk? Skulle vi nu føres ind under en ny form af enevælde med statens døde hånd over alt privat initiativ? Og måtte det ikke foles som en uhyggelig forvildelse, når man nu – så kort efter 1864, da alle gode kræfter dog måtte samles om vort nationale liv – prædikede internationalisme og forkyndte, at man (f.eks. ved valgene i Sønderjylland) ikke skulle spørge om dansk eller tysk, men kun om proletar eller burgeois? Var ikke oven i købet denne ny internationalisme en direkte import fra Tyskland?

Ret hurtigt ændredes dog stillingen og opfattelsen. Efter det første nederlag og førertab rejste arbejderne hurtigt deres fagforeningsbevægelse under ledere fra deres egne rækker, hvor de socialistiske læresætninger og internationalismen trådte noget i baggrunden, lønkampen og den politiske kamp mere i forgrunden. Og at lønkampene mod datidens enerådige arbejdsgivere kunne være en nødvendighed, indså mange udenfor arbejdernes kreds.

Størst betydning fik det dog, at arbejdernes hær politisk kom til at stå på linie med “det forenede venstre”, der væsentlig var en bondehær, i kampen mod Estrup’iatet og provisorietidens reaktionære angreb på folkestyret. Der vaktes herved en sympati mellem bonde og byarbejder, som ellers er svær at tilvejebringe, og som gav sig mange udslag*). De første skridt i retning af, under jævne former, at forene seglen og hammeren blev taget. Arbejdernes lonkampe kom desuden ikke bønderne på tværs. Det gik jo kun ud over industribaronerne, som man ikke undte bedre end landbaronerne.

*: Under den store smedestrejke i 1884 sendte jyske bønder vognladninger af flæsk og andre fødevarer ind til de strejkende københavnske arbejdere. – Og tanken om at sende københavnske arbejderbørn ud på landet i ferien blev modtaget med begejstret forståelse.

Under disse forhold blev naturligvis socialdemokratiet i Danmark udpræget revisionistisk. Revolutionær kommunisme repræsenteredes kun af ganske enkelte teoretikere.

Men skønt altså de liberale partier ikke her – som i Tyskland – gik til grunde, men tværtimod trivedes i de forskelligt opbyggede venstrepartier, der udgjorde den politiske hovedhær, satte socialismen i dette tidehverv alligevel sit præg på udviklingen stærkere end de borgerlige frihedstanker, også her i Danmark. Det er, som man overalt i Europa kun øjner fremskridt ad statsindgrebets vej. Endog kredse, der som regel står enhver frihedsrørelse så fjernt som muligt (f.eks. den højere kalolske og protestantiske gejstlighed) slutter sig i humanitetens navn til kravene om den statsmæssige arbejderbeskyttelse. Og selv folk blottede for politisk interesse får gennem tidens realistiske roman det stærkeste indtryk ikke blot af nød og smuds, men navnlig af den enkeltes hjælpeløse afhængighed af det samfundsmaskineriets tandhjul, hvori han er grebet, så der også i sådanne lejre vælges sympati for indgreb til bremsning og styring ved statens mægtige hånd.

Kommunisme

En vis strømning af socialistisk art præger således tiden fra 70’erne til verdenskrigen. Den spænder fra de organiserede arbejdere til de højeste samfundslag. Selv hvor styret er alt andet end demokratisk, bliver lovgivningen social. Men i øvrigt får også styret i de fleste lande et vist demokratisk præg, idet arbejderrepræsentanter begynder at gøre sig gældende i rigsdag og kommunalråd, hvor hidindtil væsentlig overklasserne havde domineret.

Men samtidig bliver tiden mere og mere kapitalistisk. Virksomhederne samles i større og større koncerner, arbejdsgiverne organiseres tættere og tættere for at modstå arbejderorganisationernes krav. Sociallovgivningen betyder i mange tilfælde blot, at arbejdsgiverne overlader til det offentlige at hjælpe og forsørge de arbejdets invalider, de har slidt op i konkurrencekrigens økonomiske kapløb.

Under denne udvikling er der et forhold, der bliver stedse mere tydeligt: selve den sikre tro på, at arbejderorganisationerne er den lige vej til rigere og lykkeligere forhold for arbejderne, begynder at svækkes – selv hvor de talmæssigt vedbliver at vokse – fordi strejkevåbnet viser sig mere ag mere magtesløst. Dette ligger i sagens natur. Så længe arbejdsgiverne var uorganiserede, stod den enkelte driftsherre tit ret magtesløs overfor arbejderorganisationen, når den krævede højere løn osv. end den, som arbejdsgiveren, måske ret vilkårligt og egenmægtigt, havde fastsat. Men arbejdsgiverorganisationerne blev ret hurtigt fast sammentømrede og viser sig hyppigt fuldt så stærke som fagforeningerne. Og dertil kommer, at selv når arbejderne vinder lønkampen, slås gevinsten dem gerne af hænde: varepriserne forhøjes, så arbejderens kone ved sine indkøb må udrede så meget mere, at det sluger det, hendes mand har hjembragt i højere løn. Og måske bliver lønnen ikke engang i virkeligheden højere, selvom tariffen forhøjes. De forhøjede varepriser giver mulig formindsket salg og dermed arbejdsløshed i faget. Eller fabrikanten imødegår den højere arbejdslønudgift ved at anskaffe yderligere arbejdsbesparende maskiner (sættemaskiner i trykkerier osv.) hvoraf resultatet ligeledes bliver voksende arbejdsløshed.

Hvor maskinen på normal måde giver billigere varepriser og derfor større salg eller muliggør større arbejders udførelse, end man tidligere kunne magte (som f.eks. gravemaskinen, tunnelboret), fremkalder den ikke arbejdsløshed, men øger tværtimod chancerne og almenvelstanden. Men om noget sådant drejer det sig jo ikke, når maskinen sættes ind blot for at imødegå arbejdernes voksende lønkrav.

De stærkest organiserede fagforeninger af specialarbejdere, der kan hindre tilgang til faget, kan i visse tilfælde tiltvinge deres medlemmer betydelige fordele. Men for den almindelige lønarbejders økonomiske fremgang i det 19. århundredes sidste fjerdedel betød sandsynligvis muligheder for udvandring og den deraf flydende begrænsning af tilstrømningen til byerne mere end organisationernes lønkamp.

For den udenforstående, kritiske iagttager blev denne organisationernes lønkamp mere og mere at ligne ved en skyttegravskamp, når de to modsatte hære havde gravet sig ned (som i verdenskrigen), hvor den, der brød ud, ubønhørligt blev skudt ned, men hvor egentlig fremgang var udelukket. Og denne kamp fik ydermere et præg af det parodiske: de to modparter, der med så stor bitterhed bekriger hinanden, er jo slet ikke dem, der betaler krigsomkostningerne, det gør de neutrale, dvs. samfundet som helhed. – Har f.eks. bygmestre og bygningsarbejdere krigedes med det resultat, at arbejdslønnen er bleven sat op, betyder det for mesteren blot, at hans mesterprocent af svendelønnen også er vokset. Omkostningerne udredes af dem, som skal bo i huset, i form af dyrere byggeri, højere husleje – for ikke at nævne de øvrige tab og ulykker, krigen har forvoldt, derunder også den unaturlige uddybning og forbitring af modsætningsforholdet mellem arbejder og arbejdsgiver – ligesom krigene mellem folkene skærper de nationale modsætninger.

Jo mere altomfattende organisationerne blev, jo mere vidtspændende konflikten, desto stærkere føltes disse misforhold, desto mere måtte det føles som en skæv udvikling, når således organisationskampene var blevet det centrale i socialdemokratiet. Desto mere måtte blikket vendes mod nye veje.

Det første alment synlige udslag af ny indstilling var indenfor arbejderorganisationerne krav om en skrappere kurs, en mere uforsonlig og voldsom kamp mod udbytternes profitbegær. Hidtil, sagde man, har vore lønkampe ikke i mindste måde hindret vor udbytning. Merværdien, den del af vor arbejdsløn, vi er bleven snydt for, er ikke blevet ringere, profitten er lige stor. Lad os da nu gøre herrerne helvede lidt hedere. Sabotage, hvorved hele værkets gang gøres trøvere og lederne drives til fortvivlelse, eller måske endog maskinerne ødelægges, kan måske dog virke, hvor den passive arbejdsnedlæggelse ikke fører til noget. ­

Men ved siden af denne, man kunne kalde den instinktive revolutionsbevægelse, fremvælder der i disse år blandt de mere metodisk tænkende og videreskuende en mere bevidst revolutionær bevægelse, der gerne betegnes ved det oprindelige kommunismenavn (i modsætning til den borgerligt prægede socialisme) og som går ud på gennem proletariatets diktatur at gennemføre en øjeblikkelig og fuldstændig ophævelse af ejendomsretten til produktionsmidlerne og af al privat driftsledelse, idet al virksomhed overtages og organiseres på totalitært grundlag af statsstyret.

Et afgørende brud med socialisterne af den mere borgerlige støbning fremkaldtes, da ved verdenskrigens udbrud de forskellige landes socialdemokratiske organisationer, i stedet for internationalt at stå sammen for at hindre krigen, hver for sig nationalt sluttede op bag sit lands generalstab sammen med de borgerlige partier. Det føltes da nødvendigt at opbygge et nyt, handlekraftigt internationale af kommunistisk støbning.

Men for øvrigt var særligt to ting forudsætningen for kommunismens afgørende gennembrud.

Den ene var de senere års kapitalistiske udvikling, hvorved muligheden af en kæmpemæssig organisation af produktionen var blevet bevist og derfor af mange føltes som tidens løsen. Men disse af trustmagnater beherskede og ledede kæmpevirksomheder havde ikke meget med det private initiativ i gammeldags forstand at gøre og måtte naturlig for mange stå som modne til den nationalisering, som Karl Marx havde set som udviklingens uundgåelige endemål. Og en sådan ekspropriation af mammut-organisationerne syntes dobbelt påkrævet, når de i krisetider satte tusinder af deres arbejdere på gaden som arbejdsløse, eller saboteringernes ondartethed viste deres indre desorganisation.

Den anden forudsætning var verdenskrigen. På en fantastisk overraskende måde havde denne vist, hvorledes folkemasserne med total tilsidesættelse af al individuel frihed, under et militaristisk ubøjeligt diktatur kunne organiseres til et altomfattende ødelæggelsesarbejde. Skulle da ikke opbyggelsesarbejdet kunne organiseres på lignende vis af en handlekraftig, disciplineret kommunistisk generalstab?

Det blev dog ikke, som af Karl Marx tænkt, de højest industrielt udviklede stater, hvor de kapitalistiske storkoncerner havde nået deres højeste udvikling, der først modnedes til statens overtagelse af alle produktionsmidler og organisation af al virksomhed i landet. Det blev i Rusland dette storstilede nye eksperiment blev igangsat og gennemført.

I det af godsejervælde og bureaukrati udbyttede og mishandlede og af et fordummende præsteskab hæmmede og nedtrykte russiske folk var der under zardømmet fremspiret mangfoldige revolutionære bevægelser under forskellige navne, med nihilist-attentater og Sibiriens-tortur i deres spor. De revolutionære bevægelser fik fornyet fart, da krigen med Japan i 1905 havde åbenbaret styrets evneløshed og indre svaghed. Vel blev de slået ned; men zaren måtte dog give folket en slags rigsdag (stor-dumaen) med visse politiske rettigheder, og enkelte reformer var blevet gennemført. Det havde dog foreløbig ikke ført til stort, grebet om nælden var for svagt, augiasstalden for kæmpemæssig.

Bonden var ganske vist i 1861 løsgivet af livegenskabet, men havde måttet betale den personlige frihed dyrt ved afståelse til herremanden af en stor del af landsbyens jord, så almuens kår mange gange ikke var blevet virkelig forbedret og muligheden for fremgang kun ringe. (andelsforetagender og noget skolevæsen var dog kommet i gang.) Nu kom verdenskrigen og russerhærenes sammenbrud, der næsten uundgåeligt måtte medføre den ormædte trones omstyrtelse.

Revolutionen i 1917 udviklede sig i de første uger under Kerenskys ledelse i mere almindelig socialdemokratisk retning. Men da han, for at støtte de allierede, søgte at få folket med sig til at fortsætte krigen, brast det for ham. De adsplittede hæres soldater ville ikke være med mere, de vendte ryggen til fjenden og vandrede ad hjemmet til, og kommunisterne (bolsjevikkerne) fejede Kerensky til side og greb magtens tøjler (oktober 1917).

Lenin, revolutionens absolutte førstemand, var, da sammenbruddet skete, ilet hjem fra udlændigheden (naturligvis villigt indlodset af tyskerne). Nu måtte den store chance gribes.

Som socialøkonomisk tænker synes Lenin ikke særlig fremragende: han har næppe tilført kommunismens lære noget, der væsentlig peger ud over Kapitalens bind 1. Men han var i besiddelse af storstilede føreregenskaber: beslutsomhed, selvsikkerhed, vovemod, ubøjelig vilje og magt over mennesker. Der blev hårdt brug for alle disse evner i de kommende år.

Ikke blot var Rusland udmattet og udmarvet af de 3 års krig. Krigen med Tyskland fik han ganske vist ret hurtigt afsluttet (i Brest-Litovsk), dog på de hårdeste vilkår. Men fra alle andre sider myldrede fjender frem. De fordrevne fyrsteslægter, de eksproprierede storindustriherrer og godsejere havde kun alt for let ved at rejse en mægtig bølge mod det nye Rusland, som således vovede at tilintetgøre ejendomsretten, al borgerlig samfundsdannelses grundlag. Blokaden opretholdtes i årevis mod det udsultede land, og “hvide” hære organiseredes i mange lande under ærgerrige, eventyrlystne generalers ledelse for at knuse de formastelige. – Som under den franske revolution kom angriberne dog til kort. Under Trotskys førerskab lykkedes det at fordrive dem både i nord og i syd.

Farligere var den indre modstand. Bolsjevikkernes fremherskende økonomiske tanke var at opbygge en kæmpemæssig, alsidig storindustri i mere gigantiske former og under en mere alt-organiserende planøkonomi end hidtil set i verden. Men noget sådant kunne, når det skulle ske i iltempo, kun gennemføres med megen tomgang i centraladministrationens hjul, med uhyre tab og store misgreb, bl.a. på grund af mangel på tekniske ledere (selvom en del ingeniører og andre fagfolk fra den gamle tid gik i tjeneste hos de nye herrer). Manglen på ledelse opvejedes dog i nogen grad ved den følelse af fællesskab i kampen, som revolutionens førere formåede at indgyde arbejderne. Medens den kapitalistiske driftsherre kun havde præmieringen af den enkelte arbejders præstation til at sætte fart i arbejdet, fremvoksede der i de nye fabriker en fælles kappestrid, hvor det var den enkelte fabriks samlede arbejderstabs resultat i retning af stor og udmærket produktion, der blev fremhævet og offentlig udmærket.

Vanskeligere var forholdene på landet, hvor jo den langt overvejende bondebefolkning boede under gammeldags levesæt.

Landarbejdere og halvt jordløse småbrugere kunne ret villigt organiseres til fællesdrift af den fra herregården nyerhvervede jord. – Mindet om det gamle landsbyfællesskab var jo ikke helt udvisket. Og skulle fremgangen forceres, var der ej heller stort andet at gøre end at organisere fællesarbejdet under en eller anden eksperts ledelse. Men hos de egentlige bønder blev modstanden forbitret, og de nye herrers hånd til gengæld mange gange unødigt hård og ubarmhjertig.

Forsyningen af de talløse industriarbejdere i de opvoksende storbyer tilvejebragtes ofte ved tvangstægt af korn og kreaturer, hvad der af bønderne mødtes med hovedkulds nedslagtning af kvæg i stor stil, så besætningerne svandt faretruende ind. Og de private landbrugere – som naturligvis gennemgående var de dygtigste – afgav kun under det voldsomste pres deres jord til fællesdrift under ledelse og ordre fra Moskva. Disse såkaldte kulakker for ilde i disse år, og den selvstændige bondebefolkning opløstes næsten totalt. –

Verden udenfor Rusland var i de første år tilbøjelig til at tro, at det hele regimente måtte bryde sammen i løbet af kort tid. Det skete dog ikke. – Tværtimod overraskede det nye styre verden ved i 1927 at proklamere den første 5-års plan – der i korthed gik ud på i løbet af fem år i det mindste alt fordoble produktionen i alle de vigtigste virksomheder på alle områder – og gennemføre den i alt væsentligt på l år, for at begynde et nyt fremstød. Da nu samtidig skolevæsenet blev givet et kolossalt opsving, blev verdensopinionen på de to områder, den mest regner med som fremskridt: skoler og fabrikker, dybt imponeret og noget tilbøjelig til at se bort fra de øjensynlige misgreb, som revolutionsmændenes ulyksalige forestilling: at privatdriften var roden til alt ondt for arbejderne, havde fået dem til at begå.

Hvad der hos rettænkende mennesker udenfor Rusland bidrog til at fremkalde sympati for det nye styre, var den fornuftige og tolerante måde, hvorpå de forskellige nationer under U.S.S.R. behandledes i national henseende ­ vidt forskellig fra de plagerier og den smålige forfølgelse, andre stormagter i så henseende var indstillet på.

Voldsomme indre rivninger har i de senere år rystet tilliden til det nye styre ude i Europa. Mange af de fordums revolutionsledere er skudt eller flakker om i landflygtighed. Den store sovjetunion har heller ikke kunnet holde sig fri af den voksende militarisme. Men trods alt synes det dog, som om unionen, under demokratiske former, kan føre udviklingen videre under en slags oplyst enevælde, repræsenteret af den snævert og stærkt organiserede partiorganisation.

Dønningerne af den første revolutions eksplosioner mærkedes overalt i de omliggende lande. Blandt andet skyndte man sig både her og der at udstykke nogle storgårde til det jordhungrende proletariat for at forebygge værre ting. – Også her i landet var det måske med til at sætte fart i lensgodsernes sønderlemmelse og husmandslovenes udvidelse (1919). De fleste af disse reformer sank dog delvis sammen igen, da den første forskrækkelse var ovre. – Derimod fik den kæmpemæssige planøkonomiske statsorganisation under ledelse af en fast sammentømret udvalgt herskerskare, med en enevældig fører i spidsen. Efterlignere både i syd og vest. Fascisme og nazisme var dog menneskelig set af ringere støbning, fordi deres hovedformål var et imperialistisk verdensherredømme, medens arbejderorganisationerne knustes uden at give plads for veje til bedre og lykkeligere kår for folket. Socialøkonomisk bragte de ikke noget væsentligt nyt og kan derfor også forbigås her. Deres opståen danner indledningen til den nye “ulvtid og sværdtid”.

Selvhjælp

Man kan for så vidt kalde vor tid for socialismens og kommunismens tidsalder, som hovedstrømmen overalt i verden går i retning af statsmagtens udvidelse, organisationens almagt, ensretning og uniformering. Det er som man ikke kan tænke sig andre veje til opnåelse af rimelige kår og en menneskelig tilværelse for folket.

Den opmærksomme iagttager sporer dog strømninger af anden art, ofte kun lidet tydelige, ikke lette at blive klog på, ej heller løbende i samme retning, tit endogså ganske modsaltløbende med slag og hvirvler. Men dog danner de som en kontrastrøm, præget af dyb mistro til statsindgrebenes velsignelsesrighed, af udpræget statsfjendskab eller i hvert fald af overbevisning om, at hvad man ikke kan nå ved egen hjælp, ad egne veje, skal man ikke gøre sig håb om, at staten vil skaffe en.

Visse af disse modsatrettede indstillinger er så stillestående konservative, at de næppe fortjener navn af strømninger: eksempler på sådanne er adskillige (navnlig mindre) arbejdsgiveres uvilje mod fagforeningerne (de store virksomheder har derimod for længst gjort sig fortrolige med dem), skatteborgermodvilje mod den vidtspændende sociallovgivning osv.

Men der er også træk af dybere liggende, stærkere følelser.

Proletarbarnet – hvis første og uudslettelige indtryk af statsmagten er betjenten, dets barndomsforestillings Cerberus, eller kongens fogeds folk, der sætter hjemmets fattige ejendele på gaden, – har vanskeligt ved at tænke sig staten, selv i demokratiseret skikkelse, som en veldædig magt. Alt som den egentlige underklasses stemme er begyndt at lade sig høre, klinger da også denne hårde tone igennem: vent ikke, at magt over folket, selv ikke den folkegivne, skal blive brugt til folkets vel. – Jo mere tyrannisk regeringen er, desto voldsommere må en sådan følelse blive, når den vækkes til bevidsthed. Og jo videre synet bliver, desto mere almenomfattende bliver anskuelsen, til den samler sig i det knappe udtryk: magt er uret. – Men også udenfor proletarbørnenes lag kan sådanne følelser vækkes og vokse ved synet af hadefuld forfølgelse af unge frihedsrørelser og fræk egoisme i de herskende klasser. Og hvis så oven i købet staten ikke har den eksistensberettigelse, som den får ved at være en national enhed, hvis den, som de fleste storstater, kun er et magtområde, i hvis jernfavn fremmede nationaliteter underkues, da uddybes end yderligere den anarkiske følelse, som i al regering ser et overgreb.

Men er end følelsen i sin grund ensartet, kan udslaget blive totalt forskelligt. Zartidens Rusland fremviste dette mærkelige billede. For den ene (nihilisten i det 19de århundredes sidste årtier) bliver attentatet del centrale. Og verden opskræmmes ved drab, ikke blot af kejser og fyrster, men endog af forholdsvis uskadelige og uskyldige ældre damer som enkekejserinden af Østrig. Men hvad andet? Er ikke enhver uniformsknap et forbrydermærke, et tegn på en statsbødlens håndlanger, for hvem bomben er eneste rette sold – og det usle borgerskab ikke for godt til at gå samme vej? – Hos den anden, der føler, at menneskene alle omtrent er lige gode, og at hårdt mod hårdt kun skaber ny hårdhed, modnes tværtimod mere og mere den ledende grundtanke, at voldsmagten ene bæres oppe af selve de undertryktes hænder og vil styrte knust til jorden i det øjeblik, de nægter den deres støtte, så militarisme, statstyranni osv. vil forsvinde som en ond drøm, når menneskene foretrækker at være dens ofre frem for dens håndlangere (Leo Tolstoy). Og for en tredje bliver hovedtanken den at påvise voldsmagtens overflødighed ved at gøre det indlysende, at menneskene overhovedet ikke behøver at tvinges til at samarbejde (Krapotkin). Ved siden af denne mangegrenede strøm, af hvad man kunne kalde den demokratiske anarkisme, viser sig enkeltvis viltre hvirvler af en aristokratisk anarkisme, hvis protest mod statsmagten netop fortrinsvis træffer denne i dens demokratiserede form, er en protest mod »den forbandede kompakte majoritet, der altid har uret. Er ikke “den eneste og hans eje” hellig og ukrænkelig, trods alle majoritetsbeslutninger? Ja, hvad er vel alle disse sammenrottede middelmådigheder! Udviklingens mål er dog vel ikke opdræt af disses mængde på jorden, men af de store skikkelser, overmenneske-vidunderblomsten med geniets suveræne ret (Nietzsche).

Vender man blikket mod strømningerne på det økonomisk-sociale område, frembyder der sig et lige så broget billede. Tilmed er det ofte vanskeligt absolut at afgøre, om en forfatterpersonlighed bør kaldes socialist eller anarkist; modstridende strømme griber ind i hinanden, og i kritikken af det bestående er der jo gerne hovedsagelig overensstemmelse. Bedst ses modsætningen, når man til sammenligning bruger, hvad der kunne kaldes den uniformerede socialisme, der tænker sig samfundet som en kæmpemæssig, statsledet produktionsorganisme, med almindelig arbejdspligt i det offentliges tjeneste osv. Thi den anarkiske socialøkonomis ledende ejendommelighed er just herreløsheden, selvhjulpetheden og dermed sammenslutningens frivillighed, i kraft af dens naturlighed. Og medens idealsamfundet for socialistiske tænkere viser sig som en udvidet og storstilet udgave af de mønsterbyer, der stundom anlægges af kapitalstærke og filantropiske fabrikanter omkring centralfabrikken (med gratis koncerter og tennisbaner, fælles børneopdragelses- og bespisningsanstalt osv. som godtgørelse for mænds og kvinders daglige tjeneste i fabrikken) – så former det anarkiske ideal sig snarest i landsbyens skikkelse: landsbyen i fornyet og beriget udgave, med fælles kraftkilde og vidtrækkende samarbejde, men med kunstflid, havedyrkning osv. under hjemlige former, hvad enten så for øvrigt udbyttet tænkes at blive på hver enkelt arbejders hånd, eller arbejdet – som i et hjem – tænkes udrettet af enhver efter evne til alle efter behov.

Mest fremtræder dog forskelligheden ved valget af fremgangsmåden. Thi medens socialisten ved siden af lønarbejdets kamporganisation lægger hovedvægten på erobringen af den politiske magt for at udvide statens indgrebsfelt og til sidst gøre storkapitalismens hydra til en statselefant, så er for anarkisten, der intet venter sig af staten – selv den mest demokratiske – den eneste organisation, der har virkelig betydning, menneskenes frivillige sammenslutninger til gensidig hjælp i kampen for brødet.

Her mødes da den filosofiske anarkist trods sin noget verdensfjerne indstilling med repræsentanterne for folkets bredeste underlag. Thi for den jævne mand har alle dage gensidig hjælp været en livsbetingelse (som da også netop hos de fattigste findes udviklet som intet andet sted). Men det er karakteristisk for ham, at hans tænkning ikke er abstrakt, men naturlig former sig som en handlingstænkning, der i øjeblikkets påtrængende krav udtømmer sin praktiske forståelse af, hvad der bør gøres. Det er ikke tilfældigt, at netop de mest levedygtige af de forskellige sammenslutninger til gensidig hjælp er udgået fra småfolk, fra dem, der direkte følte skoens tryk.

Den jævne mand, der føler sig udbyttet og afhængiggjort af den kreditgivende købmand, venter ikke, til staten har overtaget al vareomsætning; han laver en brugsforening. Det var nogle fattige vævere i Rochdale i England, der allerede i 1844 – på en tid, da statens forhold til arbejderne fandt sit udtryk deri, at arbejdersammenslutninger kun lige var tålte – oprettede den brugsforening, der blev forbilledet for nutidens landsmæssigt samvirkende millionforetagender, som efterhånden har udvidet deres område til også at omfatte en storstilet produktionsvirksomhed. Og vore hjemlige andelsforetagender har som bekendt et lignende udspring fra neden. Bønderne rundt i landets sogne indså, at skulle de nu, da landbruget (i 80’ernes begyndelse) stod i den udvidede smørproduktions tegn, med held konkurrere på verdensmarkedet med herregårdens mejeri, måtte de slå sig sammen. Ganske vist havde hist og her driftige mænd dannet fællesmejerier, idet de opkøbte de omliggende gårdes mælk og fremstillede et bedre produkt. Men en slig ordning kunde let blive utilfredsstillende. Havde en sådan mand ikke tilstrækkelig kapital, kunne han ikke magte det ret kostbare anlæg. Og havde han den, kunne han blive bønderne for overmægtig. Og noget lignende gjaldt, i endnu højere grad, de senere tilkommende svineslagterier.

Men jo større former alt sådant antager, desto tydeligere bliver begrænsningen. Sammenslutningen kan tilintetgøre en hel del smålig udbytning, have stor moralsk betydning for de svage, drage de sløve med til et bedre produktionsarbejde og muliggøre småmandens udnyttelse af moderne teknik og visse af storproduktionens fordele. Men tilintetgøre udbytningen kan den ikke; tværtimod viser denne sig kun tydeligere i sin enkle nøgenhed. Og dette ligger i sagens natur: jo mere der ved samarbejdet kommer fart og forhåbning over produktionen, jo mere småmanden foler muligheden af selvstændighed, desto dyrere må han tilkøbe sig den. Samarbejdet – som alt arbejde – kan ikke ske uden adgang til rigdomskilden, det mest fuldkomne samarbejde betyder den dyreste jord, den højeste grundrentebyrde.

Danmarks landbrug blev igennem sit andelsvæsen ikke blot det førende landbrug i verden, men også det dybest forgældede. Også på et vidt forskelligt felt møder man allerede tidligt selvhjælpstanken. Hvor denne slog ned i mennesker, hos hvem trangen til at tænke i handling var parret med fantastisk højflugt, førte følelsen af samfundstyranniet til økonomiske løsrivningsbestræbelser, til nybygddannelser. Talrige og brogede sociale koloniforsøg står som vidnesbyrd om navnlig angelsaksisk energis indsats i forsøg på under fjerne himmelstrøg at skabe nye samlag, hvor ingen andre bånd bandt menneskene sammen end dem, de frivilligt pålagde sig. – Men hvor stor betydning end sådanne sociale forsøgsstationer har kunnet have, og hvor talende vidnesbyrd de end har været om en levende trang, så er det dog for hvert nyt eksempel kun blevet end mere tydeligt, at det virkelige friland må skabes på hjemlandets grund.

Således peger da selvhjælpen ud over sig selv, mod samfundet som helhed og dets økonomiske politik. Og hvorledes skulle det være anderledes? Det frivillige samlag kan på egne områder sikre sine medlemmer deres vedtægtsmæssige udbytteandel: almene rettigheder kan kun sikres ved, at det samfund, vi alle ved fødslen tilhører, gøres til en virkelig retsstat.

Men har selvhjælpstanken end sin begrænsning, har den dog stor og blivende betydning. I en tid, da de fleste ser hen til statens, det offentliges, indgreb som bod for alle brøst, står den som samlingsmærke for alle dem, hvis samfundsfølelse er af den aktive art, som selv baner udvej. Og samtidig har det anarkiske selvstyres mænd fortjeneste af at have påpeget ikke blot de rige muligheder, som det frie økonomiske samarbejde indebærer, men også den fare, som statsmagtens udvidelse rummer. Særlig hvor besiddelsen af statens nøgler betyder økonomisk magt over borgerne.

Nutidens mistro til friheden på det økonomiske område skyldes ikke alene de uhyre overgreb, der er gjort i dens navn; den hænger nøje sammen med den udbredte forestilling om, at frihed overalt i naturen er ensbetydende med en oprivende kamp af alle mod alle, hvor den grusomme søndertræder den svage. Ved at påvise det forvrængede i denne naturopfattelse (Krapotkin) og navnlig ved praktisk at vise, hvorledes netop under frihed gensidig hjælp naturligt kommer til udfoldelse ved siden af den fremdrivende kappestrid, har selvhjælpens tænkere og udøvere genoplivet kravet på frihed, også på økonomiske områder.

Dette frihedskrav er vel endnu kun dæmpet, men dog levende nok til at gøre det indlysende for de klartskuende, at skal samfundet blive et virkeligt retssamfund, er det ikke nok, at ligheden sikres. Målet må være den økonomiske fristat. Statens opgave er ikke at sætte enhver i arbejde og sikre dem brødet – det er i første linie menneskenes egen sag – men at sikre virkefrihed og fuld ejendomsret, både den private og den fælles. Men dertil kræves først og fremmest adgang på lige vilkår til fædrelandets jord og inddragning af grundværdierne til offentligt eje. Og dernæst afskaffelse af de skatter, der beskærer folks arbejdsudbytte, og nedbrydning af de lovskranker, i kraft af hvilke monopoldannelse og prisopskruning kan finde sted, så enhver uden udbytning kan nyde sit arbejdes frugt ubeskåret.

Fristaten

Når socialøkonomiske problemer drøftes, er det gerne de mere eller mindre klassebestemte, det drejer sig om: agrar kontra industriel, land kontra by, arbejdsgiver- kontra fagforeningssynspunkt. Sådanne spørgsmål vækker jo lidenskaberne mere end de taler til fornuften. Kommer man ind på mere indgående overvejelser, er det oftest drifts- og styreforhold, det gælder. Og det er ikke så underligt. Det er jo gennem samarbejdet, menneskene bringes i direkte indbyrdes forhold, og dets brøst føles derfor som et umiddelbart tryk. For lønarbejderen er arbejdsgiveren det håndgribelige, konjunkturerne det fjerne og tågede begreb. Herregårdsarbejderen føler sit ve og vel afhængigt af forvalter og forpagter, godsejeren er udenfor horisonten, og end fjernere er jordpriser og skatteforhold.

I folks sociale idéverden spiller derfor også forestillinger om driftsstyrets ændringer en fremtrædende rolle. Om virksomhederne skal være andels- eller aktieforetagender, om privat-, kommunal- eller statsdrift skal indføres, står som det afgørende punkt, hvorom diskussionen samler sig.

Imidlertid er dette spørgsmål dog åbenbart ikke noget egentlig socialøkonomisk grundspørgsmål. Ja, det er ikke engang et egentligt principspørgsmål. Det afhænger af forholdenes natur og kan i hvert enkelt tilfælde finde sin særlige afgørelse. Det eneste, der almengyldigt kan siges derom, er derfor, at der i så henseende må være fuld frihed. Folk må have ret til at vælge den driftsform, som i det givne tilfælde synes hver enkelt mest tiltalende. Om f.eks. små private husmandsbrug eller andels-herregårdsdrift skal træde i forgrunden, må fuldstændigt afhænge af den økonomisk-tekniske udvikling og folks sindelag. Om en kreds af forbrugere i givet tilfælde vil stå sig bedst ved at skaffe sig deres vareforsyning fra en privat købmands forretning eller ved selv at påtage sig en brugsforenings oprettelse og ledelse, vil ligeledes kun kunne af gøres efter personlige og lokale forhold og ændres med disse, ganske som man ser svingninger foregå fra andelsmejeri til privat fællesmejeri eller omvendt.

Også grænsen mellem privat og offentlig drift vil sandsynligvis undergå ændringer. Et samfund af velstående og uafhængighedskære borgere vil f.eks. Næppe føle sig tiltalt af den forringelse af hjemlivets rigdom, som obligatorisk normalopdragelse og bespisning på det offentliges regning – selv i pædagogiske mønsteranstalter – vil betyde. Medens ethvert skridt i denne retning i nutiden fra demokratisk side hilses som et ubetinget fremskridt – på grund af folkets økonomiske evneløshed, ambitions- eller åndsfattigdom – vil i så fald den uniformerede statsskole gå samme vej, som den uniformerede statskirke alt er gået (eller snart må gå) i religionsfrie lande. – Men derimod er det meget sandsynligt, at offentlig drift i visse tilfælde vil afløse privatdrift på områder, der nu almindeligvis anses for staten uvedkommende. En lille fabriksby, opvokset f.eks. om en stor skotøjsfabrik, hvis tilstand er af afgørende betydning for hele det lille samfund, vil jo ret naturligt finde det formålstjenligt at sætte driften udenfor privatlivets tilfældigheder ved at gøre den kommunal.

På driftsområdet må a1tså valgfriheden være, hvad det kommer an på. Noget afgørende kan ikke på forhånd siges; det afhænger af de praktiske forhold. I ét tilfælde kan privat rutebildrift i konkurrence med statsbanedriften være en ubetinget fordel og gensidig stimulans, i andre en ødelæggende indbyrdes konkurrence.

Det er dog værd at gøre opmærksom på, at fordelene ved offentlig drift let bliver noget overvurderet. Vore udmærkede og billige statsbaner er os jo ikke fuldt så billige, som vi tænker – vi må betale millionunderskuddet som skat. – Og kommunale elektricitetsværker, gasværker og sporveje misbruges ofte som en slags indirekte skatteobjekt. – Kommunalt skolevæsen udmærker sig ofte – sammenlignet med det private – mere ved pragtfulde skolepaladser end ved en mere fuldkommen pædagogik. – Kun på sådanne produktionsfelter, hvor konkurrencen ifølge sagens natur er udelukket (f.eks. ved en bys forsyning med vand eller gas), vil offentlig drift af sig selv frembyde sig som den eneste virkelige løsning, – således som det jo også efterhånden, og særlig her i landet, er blevet almen anerkendt.

Men jo mere selve driften ordnes på hensigtsmæssig måde, jo mere spørgsmålet om privat-, andels- eller statsdrift glider over i detaildiskussionen, desto stærkere vil det blive indlysende, at hvad det først af alt gælder, hvad der egentlig udgør socialøkonomien og den økonomiske politiks centrale punkt, er ikke spørgsmålet om produktionen selv, men om dens grundlag. Og jo mere der bliver økonomisk handlefrihed (ligesom trosfrihed), så borgernes indbyrdes forhold overlades til dem selv, desto mere vil det ses, at dette virksomhedens grundlag er det økonomiske rets- og pligtforhold mellem samfund og individ, mellem helheden og den enkelte. Allerede nu kan det, gennem alskens mindre vrangforhold, der kan tilsløre hovedsagen, tydeligt ses, at udbytning, kriser og økonomisk truvgang overalt kan føres tilbage til grundfejl på dette punkt, til en urigtig fundamentering af samfundsmekanismen. I socialøkonomien er derfor det centrale, det fundamentale.

Medens de tidligere gennembrudstænkere på socialøkonomiens område tilhørte den gamle verden, blev det i Amerika den mand fremstod, som bedre end nogen forgænger evnede at se til bunds i de indfiltrede samfundsforhold og derved vinde klarhed over, at de økonomiske rystelser skyldes skævheden og uholdbarheden af det grundlag, hvorpå den sociale bygning er opført.

Men netop Amerika frembød da også på Henry Georges tid en enestående praktisk skole i socialøkonomi, hvor den hele samfundsudvikling fra nybygd til storstad, som forskeren ellers må forestille sig i tanken, kunne iagttages i levende billeder. – Henry George gennemgik alle denne skoles klasser.

Født (1839) under småborgerlige forhold i Philadelphia (som dengang var en mindre by) kom han, efter ved et par års langfarter til søs at have fået sin skarpe iagttagelsesevne yderligere udviklet, som ung typograf til Californien. Og fra denne unge stat, der endnu i fremherskende grad bar præg af nybygden og guldgraverlejren, men hurtigt voksede sig ind i faste samfundsformer, kom han senere som moden mand tilbage til østen, hvor New York gav ham indtryk af verdensstorstadens modsatartede sociale skarppræg. Og alle disse eksempler på samfundsudviklingens forskellige trin tilhørte oven i købet samme nation. Såvel storstaden som nybygden rummede væsentligt samme menneskemateriale, så netop samfundsforholdenes virkning viste sig i sin renhed, uforstyrret af nationale eller kulturelle modsætninger.

Og skønt nød og usseldom derovre endnu næppe kendtes så indædt og håbløs som i Europa, så føltes fattigdomsspørgsmålet dog netop dér i særlig grad. Ikke blot overskyggedes det ikke af nationale brydninger og andre nedarvede problemer; men medens Europa på den tid frembød billedet af en – om end ringe – bedring af arbejdets i århundreder fortrykte kår, gennem afrystning af visse politiske og sociale lænker, så fremviste Amerika billedet af arbejdskår i kendelig nedgang, der fremtrådte dobbelt skarpt set mod den lyse baggrund af teknisk fremgang, samfundsvækst og voksende nationalrigdom. – Idet kløften mellem rig og fattig uddybedes med samfundsudviklingen, fik tillige fattigdommen ikke blot en beskere smag, men et præg af indre uværdighed: nybygdens frie og selvhjulpne fattigmand afløstes af proletaren.

Således gik da udviklingen i 70’erne rask i retning af at gøre Amerika fra arbejdets friland til en storstilet udgave af det Europa, amerikaneren så tilbage mod som tyranniet og udbytningens hjem. Og den frie arbejders kår sank ned mod den slaveriets usseldom, som nationen nys havde vovet en næsten selvmorderisk indre kamp for at udrydde.

Når sådanne forhold påvirker en levende sjæl, som gennem den kæmpemæssige nationale kraftudfoldelse for slavernes frigørelse havde fået et uudsletteligt indtryk af kamp for retten mod rettighederne, må den rejse sig til protest. Og har man da, som Henry George, i sit eget liv prøvet fattigdommens gnavende evne til at forringe mennesketilværelsen, vil den personlige følelse af forurettelse vokse til almenfølelse for de forurettede, og det sociale spørgsmåls løsning blive den alt beherskende trang.

Fik tidens forhold således betydning for spørgsmålets rejsning, hjalp de tillige til, at sideveje, som andre havde forvildet sig ad på tankens vej gennem samfundslabyrinten, ikke kunne forvilde George. Her var jo ikke, som i Europa, embedsvælde, militarisme, adel, kongedømme eller en fordummende statskirke at skyde skylden på. Og den forestilling om overbefolkning som nødens egentlige grundårsag, der i den gamle verden så let kunne blive taget for fyldestgørende, måtte i et naturrigt og uhyre sparsomt befolket land som Californien, der så at sige tørstede efter mennesker, synes ganske absurd. Og dog gik der arbejdsløse på San Franciscos gader!

Havde nu arbejderbefolkningen herovre været et initiativløst fabriksproletariat, hvem tanken om på egen hånd at skaffe sig arbejde var fjern som månen, kunne George, ligesom Karl Marx, være blevet ført ind på den tanke, at redningen måtte søges ved, at staten optrådte som storkapitalist og arbejdsgiver. Men det var jo tværtimod et initiativrigt, uafhængighedslystent udpluk af alle folkeslag, der mødtes herovre. Det var jo “proletarer i alle lande”, der her havde forenet sig, ikke for, efter Karl Marxs ord, at bekæmpe udbytterne, men for at skabe sig en ny tilværelse og derfor altid rede til at bane sig selvstændig vej. Selv lønarbejderne stod så at sige stadig ved maskinen med det ene ben udenfor tærskelen, parat til at gribe enhver chance. End mindre kunne tanken ledes i retning af offentlig eller privat veldædighed som hjælpemiddel. Hvem skulle vel hjælpe arbejderne? Var de ikke, og følte de sig ikke selv som de stærke; dem, der skulle bære fremtiden.

Ej heller kunne den frie kappestrid få skylden. Man var jo ikke her, som i Europa, gået fra lavsbånd til fri konkurrence. Kappestriden havde blomstret allerede i nybygden; den havde bragt op og ned, i dag mig, i morgen dig, men enhver havde været lige god for det. Hvorledes skulle da den kunne få skyld for de giftige frugter, som udviklingen modnede?

Og kapitalknaphed kunne heller ikke være årsagen til arbejdets synkende kår. I den første nybyggertid havde man jo gladelig givet både 10 og 20 % rente for at hidlokke den højst fornødne kapital; nu var renten gået langt lavere ned, og i østens storstæder var den endda ringere. Desuden hvilede forestillingen om kapitalknapheden som nødens grundårsag på den gængse antagelse, at det var kapitalen, som lønnede arbejdet. Men George gennemskuede let denne skinsandhed og påpegede, hvorledes overalt arbejdet frembringer sin egen løn – og mere til. Derimod sprang det ganske vist stærkt i øjnene, netop under Californiens rivende udvikling, hvorledes kapitalstærke kæmpeforetagender kunne udbytte det hele samfund, hvorledes f.eks. private jernbaneselskaber brandskattede byer (ved trussel om at lade linjerne gå udenom) og forfordelte de producenter, som ikke ville være dem hørige og lydige. Men alle sådanne tilfælde var ikke egentlig udslag af kapitalen, men af monopolets magt; de forsvandt overalt, hvor konkurrencen kunne komme til al gøre sin virkning gældende.

Men jo mere George således med genialt skarpsyn indså alle disse gængse videnskabelige og populære forklaringers utilstrækkelighed eller fejlagtighed, desto mere måtte hans blik samles i én bestemt retning: hvad var hovedgrunden til, at arbejdet, det stærke, i stedse højere grad alt som udviklingen skred frem blev det svage og afhængige? – Hvad havde været grundlaget for nybyggerens uafhængighed, hvad havde udvandrerskarerne søgt over ørken og bjerge? Jorden. Rigdomskilden, uden hvilken alt arbejde er frugtesløst. Men svigtede den da nu? Havde indvandring og folkevækst virkelig fremkaldt overbefolkning? – Svaret lå lige for: Udenfor San Francisco lå jomfruelig jord i endeløse strækninger, og urørte kæmpeskove i få miles afstand. Men den arbejdsløse søgte dem ikke; thi de var vel urørte, men ikke herreløse; andre havde trukket ståltrådshegn eller usynlige dokumentskranker omkring dem. Og arbejdet fik ikke adgang (og dermed mulighed for at røre sig) uden forlods at forskrive sig til at afstå det halve udbytte som grundrente, ikke et udtryk for jordens øjeblikkelige værdi, men for forventningernes forud kapitalisering.

Og disse jordejere, der således spærrede vejen, var ikke engang repræsentanter for århundredgamle slægter, hvis navne og rettigheder kunne imponere den tankeløse, men nykomlinge som arbejderne selv.

Således var da jordbunden beredt for spiring og udfoldelse af Georges grundtanke om jorden og arbejdet, om udespærringen (gennem grundspekulation og forud beslaglæggelse af fremskridtets frugt) som krisers og arbejdsløsheds egentlige grund. Og tanken fører videre, viser sig stedse mere som en tanke af universel betydning, af almengyldighed (Fremskridt og fattigdom, 1879). Thi vel er jordspørgsmålet særlig iøjnespringende i det nye land, hvor spekulationen antager fantastiske former, og hvor mennesket står i et mere direkte forhold til naturen og dens rigdomme. Men dog er det samme jordspørgsmål egentlig først rigtig brændende i det gamle, tæt befolkede land og i storbyen, hvor hver kvadrattomme har værdi og hvor lejligheden til at udnytte samarbejdets chancer betales med svimlende priser for blot en plads at stå på. Netop i det fuldt udviklede samfund fremtræder modsætningen i sin fulde styrke mellem dem, der lever af arbejde og dem, der lever af at indkassere adgangspenge.

Nu er denne magt til at tage entre, som al anden privatbeskatning, nøje knyttet til særret, til monopol. Monopolet er da arbejdets fjende, og dets udslettelse vejen til arbejdets oprejsning. Men medens f.eks. toldmonopuler og trafikmonopoler er af kunstig art (skyldes beskyttelsestoldskranker og regeringernes forsømmelse af at holde jernbaner og andre færdselsårer ligelig åbne for alle som offentligt eje), så er jordmonopolet et naturligt monopol: arbejdets natur gør særret til jorden til en nødvendighed: skal jeg pløje eller bygge, må pladsen stå til min udelukkende rådighed. Hvorledes forenes da denne særret med alles lige ret?

Den ligedeling af landets jord mellem folkets slægter, som i primitive samfund har været forsøgt som losning af denne opgave*, er uforenelig med det moderne samfunds mangfoldighed og ville båndlægge menneskene ved at binde dem til jorden. Nutidsmenneskets jordbehov er uendelig varierende, fra en ringe byggegrund til en vidtstrakt ejendom, i fællig eller enkeltvis. Skal fuldstændig personlig frihed og dispositionsret forenes med lige ret for alle, må det ske ved, at enhver grundbesidder yder fuld betaling for den forret, han nyder. Men betaling til hvem? Åbenbart til samfundets fælles kasse. Thi ejendomsretten til jorden, der består i retten til at udelukke alle andre, kan kun blive en virkelig ret, når besidderen skadesløsholder alle andre, dvs. betaler til den fælles kasse, hvad besiddelsen er værd.

*: Det bedst kendte eksempel er Moselovens bestemmelser.

Således føres da Henry George gennem den almene ret (hvert enkelt menneskes lige ret til naturens rigdomskilder) til den fælles ret, folkets ret til jordens værdi, til grundrenten.

Rigtigheden af denne fundamentale tanke sikres yderligere ved at underbygge den med en undersøgelse af, hvad grundrenten er. Thi, som vi alt tidligere har set, er grundrenten ikke egentlig en betaling for brug af naturens kræfter, men betaling for den understøttelse, samfundet yder os i vor produktion. Ethvert skridt i retning af tættere bebyggelse, mere fuldkomment samarbejde osv. øger jordens værdi. Eller med andre ord, jordværdien skabes af samfundet og tilhører derfor med rette dette, ligesom den enkeltes arbejdsfrugt tilhører ham.

Men idet Henry George rejser denne socialøkonomiens grænsepæl, der viser grundværdien som samfundets retmæssige eje, som ingen privatmand uden at krænke den fælles ret kan tilegne sig noget af, føres han videre ind på den grundlæggende økonomiske grænseregulering mellem samfundet og den enkelte. Thi har man fået øje for, at grundrenten er en retmæssig samfundsindtægt, dens størrelse et naturligt udtryk for en ufravigelig afgiftsforpligtelse, da rejser sig uundgåeligt spørgsmålet om de nuværende skatters berettigelse, om hvorvidt også de kan siges at være udtryk for et virkeligt retskrav.

Selv en overfladisk undersøgelse vil let vise, at dette ikke er så, at der tværtimod intet som helst forhold eller forbindelse er mellem de skatter, staten nu pålægger borgerne, og den virkelige skattepligt, der åbenbart i et og alt må svare til størrelsen af det økonomiske krav, medborgerne, i helhedens navn, retmæssigt har på den enkelte.

Toldskatterne, der i de fleste lande udgør den største samfundsindtægt, afhænger jo af borgernes forbrug. Hvad enten de særlig hviler på fattigfolks skuldre – hvad der er reglen – eller, som enkelte særlige luksus-toldskatter, rammer de mere velstående, er det øjensynligt, at de ikke kan svare til skattepligten. Mit forbrug kan jo umuligt være målestok for medborgernes krav på mig. Når toldskatterne ikke desto mindre viser sig næsten umulige at udrydde, skyldes det særligt deres snigende art, som gør dem til det vigtigste middel for de magthavende til at gennemføre kostbare foretagender til folkets vel – og egen forherligelse – uden al de taknemmelige borgere mærker, at de selv har måttet betale (ofte mere end tingen var værd).

[Det samme gælder, i end mere tilspidset grad, statslånet, der – bortset fra særlige nødstilfælde – må betragtes som ganske uforsvarligt. Indenrigske statslån er et udtryk for, at regeringen, når den ikke kan eller drister sig til at pine mere ud af fattigfolk som skat, skaffer sig merindtægt hos de rige som lån. Og udenrigs-statslån rummer jo endda en fare mere. Just i den sidste menneskealder er de svimlende høje statslåns forrentning blevet en overvældende byrde på folkenes skuldre, et hovedmiddel til brandskatning af den arbejdende menneskehed.]

De såkaldte direkte skatter (indkomst- og formueskatter) har sammenlignelsesvis den fordel at være åbenlyst følbare. Og for så vidt de ikke overvæltes på andres skuldre (hvad oftest delvis vil være tilfældet), har de jo også den fordel at stå i et vist forhold til vedkommendes evne til at bære dem. Men i og for sig er det ganske udelukket, at bæreevnen kan være naturmål for skattepligten. Evnen kan pålægge mig moralsk forpligtelse til at hjælpe min svagere næste; men hverken min større flid, sparsommelighed eller dygtighed kan give medborgerne nogen som helst særlig fordring på mig*).

*: Noget andet er, at den dygtige, den heldige, den evnerige må have en moralsk forpligtelse til at træde hjælpende til, hvor store opgaver kalder på borgernes offervillighed – og til ikke at misbruge sin rigdom til at skaffe sig magt og indflydelse ud over hvad hans personlige egenskaber kan give ham. Et fremtrædende eksempel på sådant misbrug er den særlige valgret, der endnu i visse lande er knyttet til formue- eller grundejendom og som det i andre lande har kostet forbitrede politiske kampe at udrydde.

[Der bør i denne sammenhæng dog gøres den bemærkning, at der er visse udgifter, det offentlige påtager sig for borgerne, som med rette kan kræves refunderet af disse.

Når staten således opretholder en statskirke, kan den med rette kræve betaling (kirkeskat) – blot alle ikke­medlemmer af folkekirken fritages. Og det samme gælder pengene til det offentlige skolevæsen – blot de forældre, der selv bekoster eller påtager sig børnenes undervisning, får forholdsmæssig del i de penge, staten indkasserer til dette brug. Hvor udstrakt anvendelse af denne ret, staten må gøre, afhænger af, hvor store midler grundskylden stiller til dens rådighed. Hvis man engang stryger alle udgifter til det indbyrdes myrderi, der kaldes militærvæsen, vil statens evne til gratis at stille offentlige goder til rådighed for sine borgere stige umådeligt] –

Kun hvor den store indtægt eller formue står som et udtryk for særbegunstigelser fra samfundets side, får dens beskatning en vis berettigelse, men den rette fremgangsmåde vil dog være særbegunstigelsernes udryddelse. Jo mere dette sker, desto mere taber formue- og indkomstskatter den forholdsvise berettigelse, de har i øjeblikket, desto mere umuligt vil det blive for et folk af selvhjulpne borgere at grundlægge landets økonomi på en særbeskatning af flid og evne.

Men én særbegunstigelse, brugsretten til jorden, grundmonopolet, kan ikke ophæves. Derfor er netop grundrentebetalingen til samfundet en uafrystelig forpligtelse, det naturlige grundlag for samfundets fælleshusholdning. Kun ved at lade en sådan grundskyld træde i stedet for skatter på forbrug og arbejde kan staten undgå at gøre indgreb i borgernes private ejendom og ret.

Således vil da samtidig ad denne vej borgernes arbejde blive gjort skattefrit og folket blive sin egen jorddrot.

For den tankemæssige samfundsbygning får Georges påvisning af den naturlige grænselinie mellem den enkeltes og samfundets økonomiske ret overmåde stor betydning. Thi denne linie må blive mødepunktet for de to udpræget modsatte opfattelser, den individualistiske og den socialistiske. Individualisten protesterer mod staten, fordi den synes ham kun at kunne opretholdes ved at tiltvinge sig part i borgernes retmæssige eje. Men når grundværdien bliver dens indtægtskilde, taber denne indvending sin gyldighed. Og samtidig begrænses også derved på naturlig vis statens indkomst. Ikke en monarks eller majoritets vilkårlige skøn, men jordværdiens højde, vil da være afgørende for, hvad der i fællesskabets navn kan afkræves den enkelte borger.

Men mere nærliggende vil for de fleste de direkte sociale virkninger være, som samfundets ordning efter disse linier vil fremkalde. Allerede den almindelige personlige skattefrihed vil jo, navnlig for småmanden, betyde en stor økonomisk trykformindskelse. Dertil kommer, at idet al indtægt af jordeje inddrages, forsvinder hovedposten på de besiddende klassers formueopgør. Men samtidig stiger al virksomheds chancer og arbejdets løn. Når ikke jordbesiddelse, kun jordbrug kan give indtægt, ophører det pres, som nu overalt, og særlig under indtryk af livlig samfundsudvikling, trykker grundrenten op på arbejdslønnens bekostning. Jo højere den værdiafgift bliver, der må svares af jorden (uanset hvorledes og hvor godt den udnyttes). Desto mere vil den trykkes ud af hænderne på dem, der med vilje eller af mangel på evne forsømmer at udnytte den, som den burde. Arbejdet vil således ikke længere se sin adgang spærret, og den kunstigt tilvejebragte jordnød vil ophøre.

Med den lettede adgang til selvstændig erhverv bedres også kårene for lønarbejdet, alt som arbejdssøgernes skare formindskes og værkfliden tager opsving. – Men samtidig med, at lønarbejderens stilling således forstærkes, vil også hans krav finde en naturligere begrænsning end de nu har. En lettere adgang til jorden vil ikke alene fremkalde flere selvstændige erhververe i smålandbruget. Lønarbejdere i håndværk og industri vil ikke længere kunne holde sig tilbage fra forsøg på andelsvirksomheders oprettelse. Det enevældesystem, som hidindtil har behersket storindustrien, vil derved helt eller delvis blive afløst af folkestyre, så vi får industrielle republikker, hvor det ikke er kapitalen, der udpeger lederne og ansætter arbejderne, men arbejderne, der vælger lederne og engagerer kapitalen. Og medens nu, under arbejdsgivernes og arbejdernes tvist, lønhøjden væsentligst afhænger af magt, dvs. af organisationernes og krigskassernes styrke (hvorfor også alt sættes ind på denne magtudfoldelse), vil da den naturlige grænse for lønarbejdernes krav være, hvad udbytte deres egne andelsforetagender kan yde deltagerne. Mere vil de ikke kunne kræve af de private arbejdsgivere. Men end ikke den stærkeste mesterorganisation vil kunne tvinge lønnen derned under. Kamporganisationerne vil således ikke have det eneafgørende ord og derfor tabe i betydning.

I det hele taget vil den sammenbinding til kamp for sikring af overmagten, som er nutidens mest fremherskende træk, blive trængt tilbage af den frie kappestrid. Den fuldstændige frihandel vil således virke sprængende på de store trust- og ringdannelser. og end stærkere vil grundværdiafgiften virke. Thi eneherredømmet over vedkommende naturrigdomskilder (f.eks. et lands kullejer) er hovedgrundlaget for trustdannelsen. Men ethvert forsøg på en sådan monopolisering – der nu, om den lykkes, kan give milliardgevinst -vil være halsløs og hensigtsløs, når hele værdien, hvor højt den end drives i vejret, går i statens kasse.

Handelsfriheden og den lettere adgang til jord i hjemlandet vil også svække det kapløb om overmagt i fjerne lande, som nu er stormagtsrustningernes tykkeste rod. Og hvis det ikke allerede forinden er lykkedes de organiserede arbejderskarer at sætte en stopper for militarismen – hidtil har de jo skuffet de forventninger, man satte til dem i så henseende – vil i hvert fald statslånenes og toldskallernes forsvinden uundgåelig tage grunden bort under rustningsvanviddet. Når grundbesidderne skal tilvejebringe statens indtægter, vil deres mægtige indflydelse sikkert blive et betydeligt lod i vægtskålen, sammen med arbejdernes, for fred og afvæbning. Men til gengæld vil området for statens gavnlige opgaver kunne udvides. Når jordværdien tilfalder samfundet, vil ethvert almennyttigt foretagende gennem den øgede grundrente give samfundet renter af sit udlæg. Offentlige midler vil f.eks. kunne udlånes til arbejdernes industrielle andelsforetagender i større stil, ligesom der allerede nu stilles kapital til rådighed for statshusmanden og fiskernes samlag. Og medens den ved ethvert almenfremskridt – hvad enten det skyldes offentligt eller privat virke – fremkaldte grundrentestigning nu betyder øget ulighed, vi i jordens værdistigning under de nye forhold betyde vækst af fællesfonden, altså øget lighed. Som privatherredømmet over naturrigdomskilderne har været grundlaget for dannelsen af en rigmandsklasse med magt over folket, vil samfundets ret til jordens værdi og alles lige ret til jorden blive grundlaget for folkets velstand og uafhængighed.

Henry Georges tanker om økonomisk retfærd har endnu kun haft ringe fremgang i det praktiske liv. Årsagen hertil er klar. Angreb på jordmonopolet møder altid forbitret modstand, ikke blot hos godsejere og grundspekulanter, men selv hos almindelige selvejerbønder, der gerne, i herremandens spor, har optaget kravet om tværtimod at få ejerne fritaget for enhver afgift til samfundet af den jord, de be­sidder. Og kravet om almenretten til jorden havde ikke bag sig, som i sin tid Adam Smiths frihandelslære, en stærk og indflydelsesrig borgerhær af fabrikanter og storhandlende eller, som socialismen, en stedse voksende proletariseret arbejderklasse. Kravet gjaldt folkets fælles ret, appellerede ikke til kamp mod nogen særlig klasse af arbejderudbyttere, hvorom det altid er let at samle en hær. Dertil kommer, at udviklingen siden Georges dage i voksende grad har gjort industriens vækst til det økonomiske hovedfænomen. Og industriarbejderne fjernede sig mere og mere fra tanken om selvstændig virksomhed og dermed fra tanken om jordspørgsmålets betydning*).

*: Det er karakteristisk i så henseende, at 3. del af Karl Marx’ Kapitalen, hvori han væsentlig modificerer sin merværdilære og stærkere fremhæver gennemførelsen af fællesretten til jorden som det centrale for folkenes økonomiske frigørelse, hvoraf alt andet naturligt vil udvikle sig – næsten er forblevet upåagtet indenfor socialistiske kredse.

Ligesom baggrunden for Georges ideers udformning var Amerikas frie arbejderhær, således kunne de kun finde grødefuld spirejord, hvor de fandt et vågnende, arbejdsivrigt folkelag med levende krav på selvstændiggørelse. Det er du ikke tilfældigt, at den danske husmandsbevægelse blev det sted, hvor forståelse tidligst vaktes i videre kredse. For husmanden var jordspørgsmålet jo ensbetydende med økonomisk frigørelse. Og den grundskylds- og udstykningslovgivning, som væsentlig var husmandsbevægelsens værk, står da også som et ikke ubetydeligt, om end lille, resultat, der kan blive forløber for en rigere udvikling. Særlig står de husmandskolonier, der rundt omkring – efter 1919­loven – er opblomstret på herregårdenes jord, som et levende bevis for, at småmanden, blot jorden er i hans råde, kan stå på egne ben og bane sig vej fremad, så økonomisk frigørelse for ham ikke blot kan spire på Amerikas prærier.

Henry George selv indså klart, at mange andre reformer, særlig i retning af mere indgribende og altomfattende organisation af arbejdet, ville blive forsøgt, førend vejen ville stå åben for fristatens udvikling. Men som håbet om fred ikke må svigte, selv i en ulvtid og sværdtid som vor, således vil også håbet om virkeliggørelse af det frit samarbejdende samfund trods alt holde sig i live.

Afslutning

Socialøkonomiens ringe kurs i vore dage skyldes ikke alene manglende forståelse, men frygt. Denne er såre vel begrundet for alle deres vedkommende, som knytter deres magt og herlighed til skranker og privilegier. Men også folkets brede lag frygter, fordi de frygter friheden, der synes at byde dem ørkenen for det forjættede land. Når de begynder at indse, at det ikke er således, at frihed tværtimod er den eneste vej til uafhængighed, og at de intet har at håbe af bånd og skranker, vil socialøkonomien blive grundlaget for folkenes økonomiske politik.

Thi socialøkonomien er læren om det frie samarbejde mellem ligeberettigede borgere, om samvirkets art og lovene for fordelingen, mellem folket og den enkelte og mellem mand og mand. Den eneste magtudfoldelse, der er i dens ånd, er den, der udfordres for at nedbryde skranker og forret, som krænker den almene eller den fælles ret. Først alt som dette sker, opstår den økonomiske fristat, der er socialøkonomiens fremtidsland.

Dog bag dette skimter den langsynte endda en fjernere horisont. – Den skjules endnu af krigstidens blodrøde tåger. Men engang må dog menneskeheden nå til at kvæle løgnen om den indbyrdes krig mellem folkene som livets egentlige grundlov (og ødelæggeren som den egentlige folkefører) og vinde klarhed over, at tværtimod samarbejdet er grundbetingelsen for menneskeslægtens tilværelse.

Dette samarbejde har trods overgreb og vold udvidet sin art og sin fasthed, søgt sine love virkeliggjorte.

Tidligere tiders aristokratiske grundopfattelse var, at livets goder burde tilfalde en overklasse; de lavere stillede underklassers kår var i og for sig ret ligegyldige, i hvert fald var det nærmest en nådessag, om de engang imellem fik et ben tilkastet fra hovedbordet.

Den frie konkurrences gennembrud betød et brud med fortiden, en omvurdering: arbejdet er sin løn værd. Arbejdslønnen bliver grundproblemet i den følgende tid. – Medens udbytningen ikke er bragt ud af verden, og navnlig fællesretten til de samfundsskabte værdier ikke er blevet håndhævet, er kravet om løn efter præstation efterhånden, særlig gennem organisationerne, ført ud i sine yderste konsekvenser, så ethvert skridt næsten tælles og sættes i tarif, og man næppe kan synge en vise uden afgift til digter og komponist. Ja – hvad farligere er – mange mennesker vurderer deres eget og andres værd væsentlig efter den gage eller indtægt, de formår at skaffe sig, og alles bestræbelser går så al sige ud på at gøre sig så kostbar som muligt.

Men kan denne bestræbelse være det endelige ideal?

Gælder det ikke snarere at gøre sig så nyttig som muligt, at udrette, hvad man evner, så hvad man får for det, kommer i anden linie? – Vel er det rimeligt, at man høster, hvad man har sået. Men samfundet skulle dog mere være en arbejdsplads og et hjem end en væddeløbsbane. Jo mere udviklingen går i retning af, at den enkelte producent ikke længere er en isoleret ener, men et led i et mangfoldigt, vidt forgrenet samarbejde, desto mere føles det som rimeligt, at også alle nyder godt af dette samarbejdes frugt.

Kappestriden i frikonkurrencens tidehverv var en nødvendighed for at udrive menneskeheden af stilstand og sløvhed, for at vise, at fattigdomsondet var en unødvendighed, at arbejdet kunne gøres uendelig frugtbart og dets tynge lettes. Men efterhånden undergravedes derved selve grundlaget for lønkravet.

Man spørger i nutiden uvilkårligt: hvorfor skal overhovedet den, der arbejder, have mere end den, der intet arbejde har? Var det ikke rimeligere at give den arbejdsløse lige så meget eller mere, for at trøste ham i hans tvungne uvirksomhed? De, der havde stået ledige på torvet til den 11te time (kl. 5), fik dog med rette samme løn som de, der havde båret dagens byrde og hede. Ja, men arbejdet er en trættende, trælsom byrde, svarer man, som ingen vil påtage sig uden belønning. Dette er imidlertid åbenbart urigtigt. Kun tvungent, upåskønnet, frugtesløst, håbløst eller endeløst arbejde gælder dette om; men for sligt arbejde har menneskeheden ingen brug. Særlig i vore dage, da maskinen har lettet det tunge slid, føles virksomhed i rimeligt omfang ikke som en byrde, selv ikke om det til tider er strengt. (bønderkarle morer sig jo endog i gymnastiksalen eller på sportspladsen ved at slide dobbelt efter endt arbejde.) Faktisk gøres endog en meget stor del af det mest trættende og møjsommelige arbejde (moderens, husmoderens, forskerens) uden nogen særlig tanke på pengeløn.

Ved valgfrihed i arbejdet, ved fornuftig organisation og samarbejde, ved udelukkelse af kraftspild og pengespild til gensidig ødelæggelse, ved voksende kundskab, kunne allerede nu alt fornødent arbejde udrettes så let, at man ikke længere med mening kan tale om arbejdets forbandelse, og lønnens særlige velsignelse bliver da også overflødig. Højst kan der i en sådan lysere fremtid blive tale om en eller anden form for særlig præmie eller påskønnelse for særlig indsats. (honorar betyder jo egentlig hædersgave.)

Da vil lønkampen, som nu for høj og lav, for erhvervende kvinder som for mænd, næsten er livets centrale punkt, høre fortiden til, og en for alle, som alle for en være løsenet i folkehjem, som det nu er det i de enkelte hjem.

Da først er den ideale fordeling virkeliggjort. Og da er man ude over socialøkonomien, hvis hovedtanke er ligevægt mellem byrde og løn, og inde i folkeøkonomien. Den frivillige kommunisme, hvis grundvold er broderligheden, den folkelighed, til hvilken allerede for snart hundrede år siden Grundtvig så frem som det, der lempeligt løser lighedens gåde.