Leon MacLaren:
Samfundets natur og andre essays
1. del: 1937; Resten 1991
Oversat fra engelsk (1991) af:
Olaf Jespersen/Ole Lefmann

1. DEL. – SAMFUNDETS NATUR.

1. Vor tids udfordring.
2. Produktion af formue.
3. Er fattigdom uundgåelig?
4. Formuefordelingen.
5. Jordrente og løn.
6. Teori og kendsgerning.
7. Industrielle kriser.
8. Tilbageblik.
9. Naturloven om ejendomsret.
10. Offentlige og private rettigheder og pligter.
11. Loven for det menneskelige fremskridt.

1. Kapitel – Vor tids udfordring

Der var engang, da alle mennesker troede, at jorden var flad. I dag ville det være vanskeligt at opspore alle de fejltagelser, som denne opfattelse førte den tids tankegange ind på, eller at skaffe sig viden om, hvor mange af de bekvemmeligheder og fordele, vi kan nyde i dag, vi ville være gået glip af, hvis opfattelsen ikke var blevet tilintetgjort.

Da denne opfattelse første gang blev alvorligt bestridt, rejste der sig en storm af grove beskyldninger, ikke blot fra jævne og overtroiske folk men også fra ledere af videnskab og religion. Det chokerede alvorligt den menneskelige forfængelighed, at det blev sagt, at universet ikke drejede rundt om planeten som menneskene boede på, at jorden tværtimod var en af en større sols mange satellitter, og at der som følge heraf ikke var nogen sikker grund til at tro, at mennesket var skabningens herre.

Det er som oftest en upåagtet antagelse, der som denne af alle mennesker anses for at være sand, der blokerer vejen for store fremskridt, menneskeheden ellers kunne gøre. Fastholdes den slags forkerte overbevisninger for længe, er de meget farlige for menneskets udvikling.

Med undtagelse af nogle uvilkårlige og instinktive handlinger, som de fleste mennesker skammer sig over, er menneskers handlinger styret af deres tanker. De antagelser de holder fast ved, vil dominere deres liv, og er de forkerte, vil de føre til ulykker. Historien er fuld af de mest forbavsende grusomheder, som er opstået af overtro. Da overtroen forsvandt, ophørte de. Magten i menneskenes tanker kan være såvel til det gode som til det onde.

Vor civilisation har vundet sine største sejre inden for de materielle videnskaber. Dens berømmelse skyldes at den har haft let ved at tilpasse de materielle videnskabers teorier til brug i dagliglivet; i dem har den fundet den sande vej. Men til studiet af de kræfter, som styrer menneskenes indbyrdes forhold, har civilisationen vist sig dårligt egnet.

Så tragisk er denne dårlige egnethed, at den forvandler den materielle videnskabs mesterværker til ødelæggelsesmaskiner, som truer med at tilintetgøre civilisationen, der selv har frembragt dem.

Dette er derfor vor tids udfordring: Enten må vi finde den rette måde at styre vore indbyrdes forhold til hinanden på, eller også må vi bukke under for følgerne af vor egen uvidenhed.

En idé, som er fremherskende i vor tid, er, at samfundet kun har to muligheder at vælge imellem: Enten blive ved med at lide under arbejdsløshedens onde, fattigdom og hvad dermed følger, og se industriens frugter nægtet de mange og sikret de få; eller skifte over til en tilstand, hvor et organiseret styre overtager ledelsen af alle større industrier i verden og drager omsorg for folks liv ned til de mest huslige detaljer.

Hos alle andre end de ivrige fortalere for den ene eller anden af disse tilstande, synes der at herske en følelse af modvilje mod dem begge, der får folk til at vurdere de to systemer ud fra, hvilket af dem, der er det mindste onde. Den idé, at staten skal drage omsorg for barnet ved dets fødsel, opdrage det, beskæftige manden, drage omsorg for de ældre og begrave de døde, synes at modsige alle de forestillinger om individuel frihed, som er blevet så dyrebare for de engelsktalende folk. På den anden side bliver det mere og mere anerkendt, at krig og ulykker avles af de uretfærdigheder, der tillader, at børn bliver født midt i snavs og sygdom, der fornægter barnet den uddannelse uden hvilken det ikke kan opnå fuld udvikling, der fordømmer den arbejdsvillige mand til arbejdsløshed, og tillader at den gamle må stride i fattigdom til livets ende.

Det ville være mærkeligt, om menneskene ikke skulle kunne løse de økonomiske problemer, der plager dem, på en anden måde end ved at opgive den handlefrihed, som de så hårdt har kæmpet sig til gennem de senere tider, hvis det ikke var fordi deres syn på forholdene var afledt af en dybtliggende overbevisning, som sjældent kommer til udtryk, men som gør sig næsten alment gældende. Denne dybtliggende overbevisning siger, at arbejdsløshed, fattigdom og krige hører med til tilværelsen og er afkom af “Naturen med blodrøde tænder og klør”.

Hvis denne idé om naturens orden med hensyn til menneskelige forhold var rigtig, så ville den dragne konklusion også være rigtig. Hvis naturkræfterne virkede sådan, at forholdene mellem menneskene fra naturens side var kaotiske og grusomme, så må og skal menneskene, så godt de kan, begrænse disse kræfters spil, båndlægge dem, og organisere samfundet sådan, at de kan beskytte sig mod de frygtelige konsekvenser af naturens gang.

Men ved en nærmere undersøgelse viser det sig, at der er god grund til at tvivle på den grundlæggende antagelse, at naturlovene indebærer fjendskab og konflikt, og konklusionen bliver særdeles overraskende.

De materielle videnskaber, der har muliggjort de vidunderlige fremskridt, har lært os, at der inden for de enkelte studieområder ikke er noget kaotisk i naturkræfternes virkning. Tværtimod vidner de om, at der i universet virker kræfter, som ligger langt uden for menneskers herredømme, som altid virker på samme måde og har uafvendelige virkninger, som mennesket er fuldstændig afhængig af. Menneskenes liv ville være forbi, hvis vi ikke havde årstiderne, den faste rækkefølge af forår, sommer, efterår og vinter. Det er bevist, at årstiderne er resultatet af jordens rotation om solen. Denne rotation skyldes igen virkningen af naturkræfter, som antages at virke i andre solsystemer uden for vort eget, og som opretholder den forordnede harmoni i himmellegemernes indbyrdes stillinger.

En af disse kræfter, hvis virkning vi kender som tyngdeloven, holder os til jordens overflade og gør det muligt for os at bevæge os helt rundt om kloden. Så fuldstændigt er menneskene afhængige af denne naturlov. Sikken et pragtfuldt mønster, den åbenbarer. Mange og forskellige er de naturkræfter, de materielle videnskaber har opdaget, og hver ny opdagelse forstærker den sandhed, at der er et perfekt mønster i naturens verden. Hver ny opdagelse forklarer en tilsyneladende selvmodsigelse i observerede kendsgerninger.

De materielle videnskaber har skaffet os megen betydningsfuld viden, som har ført til store bedrifter. Menneskene har længe ønsket at flyve; men det var ikke tilstrækkeligt at fremstille et par vinger, der mere eller mindre lignede fuglenes: Først måtte menneskene opdage de naturlove, der gælder for et legemes flugt gennem luften, og da de havde lært sig dem, måtte de bygge en maskine, der var indrettet efter dem. Da det lykkedes dem, fløj de. Men havde flyvemaskinekonstruktøren forsømt at rette sig efter naturlovene, var hans flyvemaskine ikke bedre end en sten. I alle vor tids materielle bedrifter er principperne for fremskridt de samme. Først kommer den tålmodige søgen efter at opdage naturlovene, derpå kommer bygningen af maskinerne eller planlægningen af processerne i overensstemmelse med naturlovene, sådan at de bestående mægtige naturkræfter kan virke for opfyldelsen af menneskers ønsker.

Det er mærkeligt, at folk til trods for disse fastslåede kendsgerninger stiltiende har godkendt den opfattelse, at forholdene mellem menneskene i samfundet er styret af tilfældigheder.

De klassiske økonomer gennem de sidste to århundreder proklamerede, at deres studium var en videnskab. De bedst kendte og mest respekterede af dem nåede til den konklusion, at fattigdom og uretfærdighed i samfundet var det uundgåelige resultat af naturkræfternes virkning, og at intet kunne gøres imod det. Paradoksalt nok påstod de, at pest og krig var naturens foranstaltninger til begrænsning af den fulde rædsel naturkræfterne kunne frembringe.

I en tidsalder, hvor den kristne forestilling om broderskab mellem menneskene havde slået dybe rødder og langsomt vandt terræn, frembragte sådanne idéer uundgåeligt reaktioner. Der fremstod mennesker, som sagde, at økonomerne med urette betegnede deres studier som videnskab; det var latterligt at tro, at naturkræfternes virkning var uundgåelig. Hvis tingene fik lov at gå deres egen gang i overensstemmelse med den såkaldte laissez faire-politik, ville konsekvensen af disse onder rigtignok være uundgåelige, men økonomernes opgave var stadigt at studere tidens tendens og foreslå forholdsregler til begrænsning af dens onde tilbøjeligheder. Så gik økonomerne i gang med forsøg på at gøre, hvad fysikere, kemikere, astronomer og andre allerede havde vist os var håbløst; de forsøgte at begrænse naturlovenes virkning. Umiddelbart efter sprang hundreder af forskellige stridende sekter af økonomer op som paddehatte; da de ikke vedkendte sig noget princip, de kunne bygge deres studier på, var deres planer lige så forskellige som deres ansigtstræk. Resultatet blev, at i dag kan der for hver påstand, en økonom fremsætter, findes mange, som modsiger ham.

Det er mærkeligt at iagttage, at de moderne skoler, som afviste de klassiske økonomer der betragtede deres studium som en videnskab, i stilhed godkender de klassiske økonomers konklusion, at social uretfærdighed netop hører til tingenes natur. Kunne det ikke være, at denne konklusion er fremkommet på grund af nogle meget alvorlige fejltagelser i observationer eller i ræsonnementer? Kunne det ikke være, at mennesket har forsømt at sætte sig ind i, hvordan naturkræfterne virker i samfundet, eller har forsømt at rette sig efter dem?

Det er sikkert, at de praktiske sociale foranstaltninger, der er truffet på grundlag af den slags tanker, ikke har formået at sikre nogen virkelig fremgang. Sandt nok er der truffet mange foranstaltninger for at lindre lidelserne for dem, der er henvist til at leve i fattigdom. Skønt de gratis skoler, den gratis lægebehandling og sociale forsikringer har forbedret folkets sundhed og almindelige levestandard, har dette fremskridt dog været langsommere end det, der er opnået inden for de materielle videnskaber; den almindelige standard sakker længere og længere bagud for det, der kunne være opnået. Mere vigtigt er det dog, at med denne udvidelse af statens service, og endnu mere med udvidelsen af tilskudsordninger, kvotaordninger og produktionsreguleringer, er der i initiativ, i dristighed og eventyrlyst, og i niveauet for politik kommet en nedgang, som fornylig har truet vor tids civilisation med katastrofe.

Hvis menneskene ikke generelt lærer at forstå, hvordan de skal styre deres indbyrdes forhold i samfundet rigtigt, vil denne krise komme igen. Menneskene må lære at forstå, hvordan de kan bruge de gigantiske kræfter, som de materielle videnskaber har stillet til deres rådighed, medmindre de vil blive ved med at være som drenge, der blander farvede kemikalier i et laboratorium, uvidende om og skødesløse med hensyn til konsekvenserne. For at opnå denne forståelse ser det ud til, at der kræves en ny og mere ydmyg tilnærmelse til studiet af de sociale forhold. For det første er det vigtigt at finde og undersøge de naturlove, der virker i samfundet, for de er uden for menneskers herredømme og de styrer alle menneskers energiudfoldelse. En forståelse af disse love vil afsløre situationens virkelighed og vise de konstante faktorer i samfundslivet. Når denne viden en gang er fastslået, vil den gøre det lettere at opnå en videre forståelse af, hvordan samfundet skal formes, så naturkræfterne kan virke til alle menneskers fælles bedste.

Mennesket har frihed til at vælge; det kan vælge mellem at gøre det rigtige eller det forkerte. Men er valget en gang gjort, følger konsekvenserne af handlingen uundgåeligt. Tyngdeloven er et overordentlig stort gode for naturens skabninger som helhed; men kaster en mand sig ud fra en klippetop, vil den samme lov knuse ham mod jorden. For at gøre fremskridt må menneskene forstå de kræfter, der behersker deres liv, og når de har lært at forstå dem, må de bringe deres egne love i overensstemmelse med dem.

Det er i et nyt forsøg på at fastsætte de principper, som styrer os i samfundet, og forklare, hvordan disse principper kan anvendes til fælles bedste, at disse sider er skrevet.

2. Kapitel – Produktion af formue

Tingene, som omgiver os, har hver for sig mange funktioner. I forsøget på at forstå deres sande natur betragter mennesker, der følger forskellige studieretninger, dem ud fra forskellige synspunkter og grupperer dem i klasser svarende til disse synspunkter. En botaniker, der går ind i en have, ser således på blomsterne, buskene og træerne og klassificerer dem for sit eget videnskabsområde i familier og arter. En kemiker, der går ind i den samme have, vil overhovedet ikke se blomster, buske og træer, men vil se forbindelser af ilt, brint, kulstof og lignende. Hans klassifikation vil derfor blive meget forskellig fra botanikerens. Økonomen vil se på den samme have på endnu en forskellig måde, for han vil se jord, arbejde, formue og kapital.

Det er vigtigt, at tingene, som tilsammen danner universet, fra begyndelsen bliver klassificeret i overensstemmelse med deres forskellige økonomiske funktioner. Ved bestemmelsen af hver klasse, hver faktor i samfundslivet, må man passe på ikke at sammenblande ting, der virker forskelligt i samfundsøkonomien, som om de hørte til en faktor. Hvis sådan en sammenblanding tillades, vil der ske en videre sammenblanding, når man forsøger at efterspore virkningen af hver faktor i mønstret af samfundsforholdene. Omvendt får man unødvendige vanskeligheder, hvis man opdeler ting, der har samme økonomiske virkning, som om de hørte til forskellige faktorer: At danne skillelinjer, hvor der ingen skillelinjer er, fører altid til nytteløse spidsfindigheder. Kort sagt, definitionen af hver faktor må være fyldestgørende og medregne alt, hvad der har samme økonomiske funktion, og være skarpt skelnende, så den ikke medregner ting, der har forskellige økonomiske funktioner.

Samtidig med at vi definerer hver faktor, gives den et navn: og derefter vil det dertil valgte ord blive brugt til ene og alene at betyde den faktor, som det er blevet knyttet til, og det vil ikke blive brugt i nogen som helst anden betydning.

Naturlige ressourcer.

Den første store faktor er universets naturlige ressourcer (hjælpekilder). Selvom de er overordentlig forskellige i de former, de indtager, har de alle det samme økonomiske formål og udviser de samme ejendommeligheder. Tilsammen udgør de forrådskammeret, hvorfra mennesket henter alt, hvad han ejer. År ud og år ind, undtagen hvis de forstyrres af mennesket, består de vedvarende eller genfrembringer sig i antal og mængder, der er så nær ved at være konstante, at man kun efter meget lange tidsforløb kan mærke nogen virkelig forandring. Mennesket kan opdage nye muligheder i disse ressourcer, men han kan ikke lægge et gram til deres vægt. Det er hemmeligheden om, hvordan de er skabt, der holder videnskaben tilbage og er genstand for strid mellem religiøse lærere. Til disse naturlige ressourcer må mennesket dagligt vende tilbage, både for livets opretholdelse og for dets behageligheder og raffinementer.

Disse naturlige ressourcer kendes i det økonomiske sprog som “jord”. Ordet jord anvendt i denne betydning inkluderer ikke alene mineralerne, som ligger i jorden, men de vilde dyr og fugle, der lever på den, og oceanerne og vandvejene som flyder i dens lavninger. Jord kan defineres som “alle naturlige ressourcer uden for mennesket selv”. Brugen af ordet i denne brede og omfattende betydning er ikke mærkelig for økonomer. For eksempel, efter engelsk lov inkluderer en mands jord “alt hvad der ligger under overfladen, helt ned til selve jordens centrum, og alt hvad der hviler på overfladen, helt op til himlen”.

I England gælder således følgende regler: Hvis der fra jordens centrum trækkes rette linjer op gennem skellene til en mands ejendom og videre op til det uendelige, er alt, hvad der fra naturens hånd ligger mellem disse linjer, denne mands jord. Det var dette, der lå bag vedtagelsen af en lov om luftfart i 1925. Før denne lov blev vedtaget, krænkede en flyvemaskine, der fløj hen over overfladen af en mands jord, denne mands ejendomsret, uanset hvor højt oppe flyvemaskinen fløj.

Dette syn på en jordejers magt, som er godkendt af jurister og økonomer, er ikke et resultat at en feberfantasi, men en vurdering af hårde kendsgerninger. Mennesket må ifølge sin natur virke ud fra overfladen af tør jord. Hvis han trænger ned under overfladen, som ved grubedrift, må han jævnligt vende tilbage til den. Hvis han flyver op i luften, må han lande igen. Hvis han sejler over havet, må han vende tilbage til en havn. Det er blevet sagt, at den største højde, mennesket er nået op til i luften, lagt til den største dybde, han er trængt ned til i jorden, er i forhold til jordens diameter kun som tykkelsen af skindet på et æble i forhold til æblets diameter.

Den mand, som behersker et stykke af jordens overflade, behersker i virkeligheden alle de naturlige ressourcer, der kan fås adgang til fra dette jordstykke. Hvis en person ejer al den jord, der i en bestemt del af verden er egnet til at bygge lufthavne på, behersker han i virkeligheden de pågældende luftruter. Dette er en almindelig krigslære. Tilegner den ene part sig den jord, der egner sig til lufthavne, kan den anden part ikke få meget brug for sine flyvemaskiner. På samme måde betyder herredømme over jord, der egner sig til bygning af havne, herredømme over havene. Hvis et konsortium har herredømmet over al jord, der er egnet til bygning af havne i et givet område, så er det klart, at dette konsortium hurtigt kunne blive i stand til at kontrollere de eksportindustrier, hvis produkter skal passere gennem havnene. Derfor har nogle regeringer fundet det nødvendigt at begrænse havneejernes magt og tvunget dem til at acceptere alle skibe og alt gods mod betaling af afgifter efter faste tariffer. Hvor der ikke er blevet ført en sådan kontrol fra regeringsmagtens side er eksportindustrierne uundgåeligt blevet afhængige af havneejerne. Endvidere er der mange steder langs de britiske kyster, hvor feriegæster, som vil nyde luften og solskinnet, må betale afgift til jordejeren for privilegiet, for han råder over den saltholdige luft og varme sol. Det er i overensstemmelse med disse forhold, at loven anerkender, at manden, som har herredømmet over jordens overflade, også disponerer over alt det, der ligger neden under den, og alt det, der fra naturens hånd hviler på den, endogså solskinnet, som stråler på den, og vinden, som blæser hen over den. Af samme grund har økonomerne med meget nær almindeligt samtykke, hvilket er højst bemærkelsesværdigt, givet disse ressourcer betegnelsen “jord”.

De naturlige ressourcer er, som tidligere sagt, den første faktor i vort økonomiske liv. I bogen her vil de blive kaldt “jord”, og ordet vil ikke blive brugt i nogen anden betydning.

I bogen her betyder “jord” alle naturlige ressourcer.

“En mands jord” betyder alle de naturlige ressourcer, som manden hersker over på grund af hans ejendomsret til en del af jordklodens overflade, eller på grund af de rettigheder han har til jord, som bruges af andre (er udlejet til andre).

De menneskelige faktorer

Uden jord ville der ikke eksistere mennesker; men jordkloden med alle dens rigdomme kan ikke forsørge menneskene, hvis de ikke arbejder. Menneskets liv og fremskridt er afhængige af den retning, han giver sin aktivitet, og den energi, dygtighed og viden, han lægger i den. Dette menneskelige element i livet kan betragtes ud fra to synspunkter: Motiveringen, som starter og angiver retningen for det, og selve arbejdet.

Menneskelige ønsker

Det ligger ikke inden for området af denne undersøgelse at granske i menneskets indre rørelser, hvorvidt hans ønske om at leve, gifte sig og få børn er instinktmæssig, eller hvorvidt hans ønske om at leve på en bestemt måde, eller at gifte sig i overensstemmelse med særlige ceremonier og opdrage børn på særlige måder, udspringer fra hans naturlige anlæg eller fra hans races tradition, hans tids skik og brug eller undervisningen, han har fået af sine lærere. Hvad oprindelserne eller kilderne til hans handlinger end kan være, vil de flyde sammen, blande sig og formulere sig i hans bevidsthed som hans ønsker. Ønsker er begyndelsen, og deres opfyldelse er målet for al menneskelig aktivitet. Lige så snart et af dem er opfyldt, fremkommer der et nyt i stedet for. Menneskelige ønsker er den anden store faktor i samfundslivet. De kan efter tur være gavmilde eller smålige, kloge eller dumme, men i hvert tilfælde vil de bestemme en mands eller en kvindes handlemåde og vil til tider styre en stor del af en nations handlemåde.

Heldigvis er det ikke nødvendigt at definere, hvad der menes med begrebet “menneskelige ønsker”; for selvom det ville unddrage sig definition, ved enhver, hvad der menes med det.

Arbejde

De fleste mennesker ønsker at leve, men mennesket kan ikke leve, hvis han ikke arbejder; hans liv og fremskridt er afhængige af hans energi, dygtighed og viden. Disse sidstnævnte udgør den tredje store faktor i det økonomiske liv. De er de menneskelige og individuelle bidrag til livet og vil i bogen her blive kaldt “arbejde”. Det er ved menneskelig energi anvendt på verdens naturlige ressourcer og styret af menneskelige ønsker, ved arbejde anvendt på jord for at tilfredsstille menneskelige ønsker, at mennesket lever. Af disse tre faktorer er der opstået hundredvis af riger. Uden deres gensidige virkning ville mennesket ikke eksistere. For ham er de den daglige støtte til opretholdelse af livet. Jord må stadig pløjes og tilsås, brydes og mineres, og mennesker må ønske at gøre det. Hvis dette bestandige arbejde på de naturlige ressourcer blev indstillet i en kort tid, ville verden blive hjemsøgt af hungersnød.

Af en eller anden årsag, som ikke synes at have nogen som helst videnskabelig begrundelse, er det blevet populært at skelne mellem forskellige beskæftigelser, som om de var af forskellig slags. Således er organisation, der tydeligvis er en del af menneskelig anstrengelse, blevet sat i en klasse for sig selv, og belønningen for organisation er blevet beæret med titlen “løn for ledelse”. Det er lidt svært at se, hvorfor dette er gjort, medmindre det er gjort som et forsøg på at retfærdiggøre den utilbørlige belønning, som under moderne tilstande går til dem, der indtager høje lederstillinger, eller til dem, der beskæftiger sig med konsortium-fremgang. Når alle andre forhold lades ude af betragtning, er disse beskæftigelser ikke af så stor betydning, at det ville retfærdiggøre, at de bliver lagt op på et højere plan end det arbejde, der udføres af videnskabsmanden, ingeniøren og andre folk med uddannelse. Det er rigtigt, at forskelle mellem beskæftigelser kan kræve forskellige grader af evner, viden og dygtighed, men det er klart, at det her drejer sig om forskel i grad og ikke i art. Al nyttig menneskelig anstrengelse i vort økonomiske liv tjener samme formål, som enten er at lave ting eller gøre ting, der vil tilfredsstille menneskelige ønsker. Enhver beskæftigelse, hvor simpel den end må være, kræver nogen viden, nogen dygtighed og nogen organisationsevne. Alle udfører samme funktion, og alle arbejder.

I bogen her betyder ordet “arbejde” al menneskelig anstrengelse.

Jord, Menneskelige ønsker og Arbejde

Jord, menneskelige ønsker og arbejde er de tre primære faktorer i det økonomiske liv. Alt andet afhænger af disse tre faktorer. Sådan har det altid været, og så vidt vi kan se, vil det altid være sådan. Denne regel gælder i Rusland, lige så vel som den gør i England, i Kina lige så vel som i Amerika. Ingen forskelle i menneskets fremtidsudsigt og ingen menneskelige anordninger kan ændre denne elementære sandhed. Indlysende som dette er, er det alligevel, som det vil blive påvist senere, netop sådanne elementære sandheder, der bliver ignoreret hver dag i praksis. Den uundgåelige følge heraf er, at der i hver del af samfundsstrukturen opstår vanskeligheder, som ved en overfladisk betragtning ikke synes at have nogen forbindelse med hinanden, men som i virkeligheden er følger af, at sandheden fornægtes.

Mennesket er fuldstændig afhængigt af jord, ønsker og arbejde, men af disse tre må jord komme først. Det er indlysende, at uden jord kunne arbejde ikke producere noget som helst, og arbejdet måtte hurtigt ophøre med at eksistere. Derimod er jord på ingen måde afhængig af arbejde. En magt, større end mennesket, må være årsag til at jorden eksisterer.

For at opsummere: Menneskelivet kræver først jord, derpå ønsker der skal opfyldes, og endelig arbejde på jorden. Det er en almengyldig sandhed, som ikke kender nogen undtagelse.

Formue

Den mangfoldighed af ting, som mennesket kan udvinde fra jordkloden ved kyndig brug af sin faglige kunnen, er sandt at sige vidunderlig. Ved sin dygtighed udvider han stadig sine evner til at frembringe og producere, så der ikke synes at være nogen grænse for, hvad menneskelig snilde kan udrette. Brugen af den hver dag og igennem lang tid synes ikke at sløve menneskets undren og glæde over egne bedrifter.

Det, som mennesket fremstiller, produktet fra dets hånd, er imidlertid i mange betydningsfulde henseender forskellige fra jorden, hvorfra det kom. Disse forskelle er af grundlæggende betydning og sætter meget bestemte grænser for menneskets aktivitet. De kan bedst illustreres ved, at man tager et eksempel på menneskets produkter, f.eks. et brød, og stiller det over for de naturlige ressourcer, hvorfra det kom.

For det første er det indlysende, at uden jorden ville der intet brød være til, hvorimod jorden godt kan være til, uden at der findes brød.

Dernæst er det klart, at der uden arbejde ikke vil være noget brød, hvorimod der ikke kræves arbejde for at jorden kan være her; tværtimod er jorden en forudsætning for at der kan arbejdes.

Endvidere vil brødet begynde at mugne og rådne, så snart det er færdigbagt, modsat jorden som vil fortsætte med at bestå, hvis mennesket ikke begår overgreb mod den. De store primitive skove og de små skove, de store floder og de små vandløb, dyrelivet, fuglelivet og fiskelivet vil fortsætte med at bestå år ind og år ud, omtrent som de altid har gjort. Det er rigtigt, at der sker store forandringer, men de er langsomme i deres virkning og beherskes af kræfter, som mennesket endnu ikke forstår. Skønt formerne for livet og energien, som er indesluttet i dem, forandrer sig, fortsætter de med at bestå. Så snart mennesket forstyrrer den naturlige balance, kommer der kræfter i anvendelse, som stræber efter at genoprette tilstanden. Forfaldsprocesser sætter en grænse for levetiden af menneskets produkter, som om naturen kræver det, den har givet fra sig, tilbage. Som følge af dette må mennesket stadigvæk reparere og forny det, han laver. Han kan opfinde midler til at beskytte sine produkter mod ødelæggelse; men de selv samme midler må vedvarende vedligeholdes. Køleanlæg må således vedvarende tilføres effekt for at kunne vedligeholde den krævede temperatur, og selve køleanlæggene må repareres og holdes i orden.

Endelig skal nævnes, at der ikke synes at være nogen grænse for, hvad mennesket kan producere fra jorden, forudsat han har adgang til jorden. Har han ikke flere brød, kan han lave flere. Men han kan ikke forøge de naturlige ressourcer på nogen måde.

Alt dette viser tydeligt, at de ting, som mennesket producerer, og som er midler til opretholdelsen af hans eksistens, må trækkes ud ved klassificeringen af faktorerne for vort liv og sættes under en anden overskrift.

I bogen her vil den store familie af menneskefrembragte produkter blive kaldt “formue”.

Det fremgår klart af det foregående, at de ting, som vil blive kaldt “formue” på siderne her, ikke må sammenholdes med jorden, hvorfra de kom, eller med energien, dygtigheden eller den viden, som bragte dem til verden. Jord er ikke formue. Tværtimod er jorden kilden til al formue – noget som må til, før formue kan eksistere. Jorden er én, og kun én, af faktorerne for produktionen af formue.

Megen uklarhed opstår, fordi man siger, at en mand, som ejer jord, er rig (formuende). Et øjebliks tænkning vil imidlertid vise, at det ikke er jorden, som gør ham rig, men det han får fra jorden, eller det han får som vederlag for brugen af jorden. Ved hjælp af sådanne midler kan han erhverve sig føde, klæder, huse, automobiler og lignende. Hvis han ikke kan få det, skønt han har jorden, vil han dø. Det er ikke jorden, som gør ham rig, men de ting han kan erhverve sig fra den. Hvis han har et hus, vil det give ham ly; hvis han har føde, kan han spise den; hvis han har klæder, kan han tage dem på; men jorden i sig selv skaffer ham ikke nogen af disse ting, medmindre han arbejder, eller andre arbejder for ham.

Sådan er det også med dygtighed og viden. Ingen vil sige, at en højt kvalificeret arkitekt, som er blevet forarmet ved arbejdsløshed, er en rig mand. Hvis han ikke kan anvende sin dygtighed og viden til at erhverve de midler han skal bruge til at opretholde livet, eller hvis han ikke gør det, er han så sandelig en fattig mand. Dygtighed og viden er ikke formue. De er ikke engang “potentiel formue”. De er menneskelige egenskaber. I brug er de en del af arbejdet; ubeskæftiget er de ikke til nogen nytte.

En anden idé, som er barbarisk og dårligt begrundet, men som har fundet meget medhold i økonomisk tænkning, er, at slaver er formue. Skal mennesker sammenblandes med kål? Slaver er mennesker, lige så vel som jordejere og arbejdere, og man skulle tro, at det var tilstrækkelig grund til at skelne dem fra livløse ting, frembragt af menneskehænder. Solen varmer dem, ligesom den varmer andre mennesker; frost får dem til at fryse; håb holder dem oppe, og frygt gør dem fortvivlede. De respekterer deres forældre, elsker deres børn og holder Gud i ære som andre mennesker gør. Skal disse ulykkelige Guds skabninger sættes i klasse sammen med de sanseløse maskiner, som gnider deres jernkæber i vore fabrikker?

Uden tvivl er alle disse sammenblandinger kommet af en definition af formue, som nu er almindelig brugt i undervisningen, men som ikke tager hensyn til de elementære forskelle, der karakteriserer de store klasser af ting i menneskets økonomiske liv. Denne definition siger, at formue er hvad som helst, der har værdi; hvilket i økonomiske skrifter almindeligvis betyder hvad som helst, der kan sælges på markedet. Det er rigtigt nok, at jord har værdi, at slaver har værdi, at menneskets frembringelser har værdi, og at meget af alt dette kan sælges på markedet. Det ville være overraskende, hvis det ikke var sådan. Hvad som helst et menneske ønsker sig, kan almindeligvis sælges på markedet, og det er indlysende, at han ønsker sig jord, som er en betingelse for, at han kan leve. Der vil være mennesker, der ønsker at have slaver, for så kan de leve uden at arbejde. Men de motiver, der får mennesker til at ønske sig disse ting, er forskellige og genspejler forskellene mellem deres økonomiske funktioner. Det er disse forskelle, som er af betydning, og som man må erindre sig for at få en sand forståelse af det økonomiske liv.

Pengesedler, mønter, bankveksler, pantebreve, obligationer og solaveksler har alle sammen markedspriser. De anses almindeligvis for at være formue. Men blev alle disse dokumenter og mønter reduceret til så og så meget papir, blæk og metal, ville mængden af formue i verden som helhed tydeligvis ikke blive mindre. Omvendt, hvis to mænd sad oppe en hel nat og skrev checks og veksler og udstedte obligationer og pantebreve til hinanden, ville mængden af formue i verden som helhed, når de til sidst trak sig tilbage og gik i seng, ikke være blevet den mindste smule større. Hvis det at ødelægge alle disse dokumenter ikke er at reducere den totale mængde formue, og hvis det at skrive og udstede dem ikke er at forøge den totale mængde af formue, så er de tydeligvis ikke formue. De er adkomstbeviser. Det er alt. De er dokumenter, der over for verden beviser nogle rettigheder eller adkomster, som ejeren har erhvervet. Det er klart, at de er nytteløse, hvis de ikke kan omsættes til brød og smør, omsættes til formue. De er ikke formue i sig selv.

Sammenfatning: Jord er ikke formue; arbejde er ikke formue; slaver er ikke formue; og bankveksler, pantebreve, obligationer og rigets almindelige penge er ikke formue.

Før der kan være formue, må der først være jord. Denne jord må der arbejdes på for at producere de ting, som mennesket skal leve af. Men det er ikke alle produkter af arbejde på jorden, der kan klassificeres som “formue”. Opmærksomheden må henledes på de ting, der er produceret. Hvis en mand i en ledig stund går ned på strandbredden og laver mudderkager, ikke fordi han ønsker mudderkager, men simpelthen for fornøjelsen ved at lave dem, så er det klart, at de mudderkager, han laver, ikke er formue. Han ønsker dem ikke – ingen ønsker dem. Derimod, hvis det bliver opdaget, at disse særlige mudderkager er gode for hudfarven og bliver lavet af den grund, så er det klart, at de er ønsket, så er de formue. Kort sagt, der må drages en skillelinje mellem de ting, som mennesket laver, men som, når de er lavet, ikke tilfredsstiller nogens ønsker, og de fremstillede ting, som tilfredsstiller nogens ønsker.

Det ses heraf, at før en genstand kan være formue, må den opfylde tre krav: Den må først have været jord, derpå må den være blevet omdannet ved et arbejde, og produktet må opfylde menneskelige ønsker. Den kendsgerning, at fremstillingen af tingen opfylder nogens ønske, som det var tilfældet ved de førnævnte mudderkager, gør ikke produktet til formue. Selve produktet må opfylde menneskelige ønsker.

Det har intet at sige, at den producerede ting ikke kan sælges, forudsat at den opfylder nogens ønsker. Robinson Crusoes palisade og hytte var formue, selvom der ikke var nogen, han kunne have solgt den til. Den ide, at en genstand kun kan være formue, hvis der kan findes nogen, som vil købe den, kommer fra den overfladiske ide, at økonomi kun vedrører ombytning af varer. I virkeligheden gør det ikke nogen forskel, om en mand laver stole til eget brug, eller om han dyrker kål og køber stolene for dem. Resultatet er det samme. Stolene er formue.

“Formue” kan nu defineres som jord. der ved arbejde er blevet omdannet. så den derved er blevet egnet til at tilfredsstille menneskelige ønsker.

Kapital

Formue frembringes med det formål, at den kan tilfredsstille menneskelige ønsker. Al formue bliver dog ikke brugt til umiddelbart at tilfredsstille ønsker. En dampmaskine i en fabrik er formue. Den består af jord, som ved arbejde er blevet omdannet, så den er blevet egnet til at tilfredsstille menneskelige ønsker. Den bliver dog ikke brugt direkte til dette formål sådan som mad på et menneskes bord. I stedet for bliver den brugt til at producere andre ting, som vil dække menneskelige behov. Kort sagt, den er formue, der benyttes til at producere mere formue. Formue, der benyttes på denne måde, udfører en økonomisk funktion, som er forskellig fra funktionen af al anden formue, og må derfor sættes i en klasse for sig selv. Denne klasse vil i bogen her blive kaldt “kapital”. Skelsætningen mellem formue, som er kapital, og formue, som ikke er kapital, bestemmes af, hvad formuen bruges til. Således er et automobil, der bruges til fornøjelse, formue som anvendes til umiddelbar tilfredsstillelse af ønsker. Et automobil, der bruges i en virksomhed, er formue som anvendes til produktion af mere formue, og er derfor kapital. Det er sandt, at mange former for kapital, som f.eks. en dampmaskine i en fabrik, ikke så godt kunne blive brugt til noget andet formål end at producere mere formue. Men det, der har betydning, er ikke formuens form, men dens brug, hvad den bliver brugt til. At tage hvad som helst, der ikke er formue, med i den faktor, som kaldes “kapital”, er en fejltagelse, der leder til stor forvirring. Ved at gøre det bliver ting, der har forskellige økonomiske funktioner, blandet sammen. For eksempel er jord ikke kapital og kan aldrig blive kapital. Hvis der ikke havde været jord, ville der ikke være nogen dampmaskine, men hvis der ikke var nogen dampmaskine, følger bestemt ikke deraf, at der ingen jord ville være. Endvidere, hvis der ikke var arbejde, ville der ingen dampmaskine være. Der skal være jord og arbejde, før den kan bringes til at eksistere. Desuden, hvis der ikke stadig blev anvendt arbejde på jord, kunne dampmaskinen ikke fungere. Hvis minearbejderne ikke dagligt udvandt kul fra jorden til at holde fyrene i gang, kunne dampmaskinen ikke virke. Hvis andre arbejdere ikke borede i jorden for at få olie til at smøre maskinens bevægelige dele med, ville den snart brænde sammen. Hvis der ikke var andre, som gravede i jorden for at finde jernårer og fremdrage jern til at forny maskinens slidte dele med, ville dens liv blive kort. Kapital vil således ikke eksistere blot fordi man har anvendt arbejde på jord; den er for størstedelens vedkommende afhængig af, at der dagligt arbejdes på de naturlige ressourcer for at holde den i funktion. Derfor må jord ikke sammenblandes med kapital, og det må arbejde, dygtighed og viden heller ikke. Endvidere er det forkert, når aktier og obligationer kaldes kapital. De er, som det allerede er sagt, blot adkomstbeviser. Utvivlsomt finder regnskabsførere det bekvemt at kalde penge for kapital, eftersom det er hensigten i deres profession, at alt skal reduceres til pund eller dollars, eller hvilken valuta det nu måtte være, men deres tal er ikke kapital. De kan narre med deres tal – og mange bliver vildledt af dem – men kapital må frembringes og vedligeholdes ved hårdt arbejde. Den sande natur af penge og af disse adkomster til ting vil blive diskuteret senere i bogen. Det er tilstrækkeligt på dette sted at bemærke, at de ikke må sammenblandes med kornlagre, kvæghjorde, kul, olie og maskiner, som er kapital, når de bliver brugt til at producere mere formue.

I bogen her vil “kapital” betyde formue, som bliver brugt til at producere mere formue.

Jord, Menneskelige ønsker, Arbejde og Formue.

Af det foregående ses, at “Jord” er alle naturlige ressourcer. Menneskelige ønsker behøver ingen definition. “Arbejde” er al menneskelig anstrengelse. “Formue” er jord, der ved arbejde er blevet omdannet, så den derved er blevet egnet til at tilfredsstille menneskelige ønsker. “Kapital” er formue, som bliver brugt til at producere mere formue.

De primære faktorer i samfundslivet er jord, menneskelige ønsker og arbejde. Af disse afhænger alt andet. Formue er en sekundær faktor, som er blevet produceret ved de primære faktorer. Kapital er en del af formue. Principperne, som styrer forbindelserne mellem disse økonomiske faktorer, er universelle og styrer al social aktivitet på det økonomiske område.

Ligesom når det gælder formue, hersker der stor forvirring i tankegangen vedrørende kapital. Efter at formue i mange anerkendte afhandlinger er blevet defineret som alt, der har værdi, idet der derved menes en markedspris, bliver kapital defineret som alt, der giver indtægt. Sådan en definition resulterer i, at jord der lejes ud mod betaling af jordrente, og dygtighed og viden der skaffer indtægter, samt pantebreve og obligationer og aktier og udlån af penge anbringes under samme rubrik. Kort sagt, alt hvad der bruges i industrien slås sammen som kapital, hvis det giver udbytte. De meget forskellige karakterer af disse ting og de meget forskellige principper, som styrer det udbytte, ejeren får af dem, bliver derved tilsløret. Det er sådan en sammenblanding der fører til den gængse brug af usikre og ubestemte udtryk som “det kapitalistiske system”. Nogle ivrer imod det, idet de i det såkaldte “kapitalistiske system” ser udøvelsen af økonomiske privilegier og de få’s udnyttelse af de mange. Andre ivrer for det, idet de i det samme system ser muligheden for foretagsomhed og belønning for ærlige anstrengelser. Det er selvindlysende, at de stridende parter ikke taler om det samme.

Ved en klar forståelse af karakteren af virkningen af de forskellige faktorer og af de principper, som styrer dem og altid har styret dem, forsvinder denne forvirring. Det er indlysende, at herredømmet over jord giver ejeren magtindflydelser, som er meget forskellige fra dem, der erhverves ved evnen til at arbejde. Herredømmet over formue giver forskellige magtindflydelser, som er stærkt påvirket af karakteren af formuen selv. Til herredømmet over penge hører endnu andre magtindflydelser. Vi vil i bogen her undersøge de magtindflydelser, som erhverves af ejerne af alle disse ting og af velgørere med andre former for magtindflydelse, som endnu er tilbage at omtale. En mand kan udøve magtindflydelser som jordejer, magtindflydelser som arbejder og magtindflydelser som behersker af formue, og det bliver nødvendigt at vurdere de afvigende resultater af disse meget forskellige magtindflydelser. Den kendsgerning, at en mand på en gang er jordejer, arbejder og behersker af formue, må ikke få lov til at skjule den kendsgerning, at han nyder magtindflydelser, som er meget forskellige i deres økonomiske styrke og resultater. Nogle af de magtindflydelser, han udøver, kan gøre skade, mens andre gør gavn. At fordømme ham fuldstændigt er at handle ud fra blind misundelse. På intet andet område end det, der angår samfundsforhold, har det så stor betydning, at misundelse og had ikke må spille ind. De ledende principper for den studerende skal være retfærdighedsprincipperne, som er de principper, der styrer selve naturen af vore samfundsforhold.

Det vil her være på sin plads at bemærke, at produktionen af formue ikke er tilendebragt, før varerne er i hænderne på den endelige forbruger. Når fiskene hales om bord i båden på fiskepladserne, er produktionen således kun lige begyndt. Den er ikke tilendebragt, når fiskene landes i havnen, heller ikke når de kommer til grossistens lagerbygning, og heller ikke når de bliver solgt på markedet til detailhandleren, ikke engang når de kommer i husmoderens indkøbskurv, men først når de er tillavet og serveret med en eller anden lækker sovs for at stille appetitten hos nogle sultne mennesker. Madlavningen og serveringen er en del af produktionen af formue, og kasserollerne og stegepanderne er kapital. Husmoderen deltager i produktionen af formue sammen med købmændene, detailhandlerne, jernbaneselskaberne og fiskehandlerne. En stor del af produktionen af formue består kun i at flytte et naturprodukt fra et sted til et andet. Hele vejen fra kulminen til kaminen i hjemmet forbliver kullet i den samme form, for produktionen af det består ikke kun i at udvinde det fra undergrunden og rense det for urenheder, men også i at transportere det til dets endelige bestemmelsessted. Kullet, som er udvundet fra kulminen af minearbejderen, er således formue, men produktionen af det er ikke tilendebragt.

Nogle få illustrationer vil være nyttige for at sammenfatte de betydningsfulde forskelle mellem jord, arbejde, formue, som ikke er kapital, og formue, der anvendes som kapital. En hjord af vilde bisonokser er jord. Hvis de år ind og år ud forbliver uforstyrret af mennesker, vil de vedblive med at bestå af meget nær det samme antal gennem lange tider. En hjord af kvæg på en gård er formue. Hvis disse dyr ikke får husly og til stadighed bliver passet og plejet og tillige bliver beskyttet mod sygdom og naturlige fjender, vil de hurtigt uddø. Jo mere forædlet kvægracen er, jo hurtigere vil denne hensygnen foregå. På samme måde er et vildt kirsebærtræ jord. Hvis de ikke bliver forstyrret af mennesker, vil vilde frugttræer i en skov vedligeholde deres antal. Træer i en frugtplantage, som avler fine frugter, behøver stadig tilsyn og pasning for at undgå, at de bliver angrebet af sygdomme og bladlus og mister deres frugtbarhed. Både kvæg og frugtplantager er kapital, idet de er formue, som bruges til at producere mere formue, til at give kød eller mælk eller frugt. Den almindelige hund eller blomsterplanten i haven er imidlertid ikke kapital, idet de ikke bruges til at producere mere formue.

Jordrente, Løn og Rente.

Jord, arbejde og formue er til formålet her i bogen ord med særlig betydning, der vil blive brugt til at beskrive de økonomiske faktorer, som er blevet defineret.

De, der har herredømme over en eller anden af disse tre faktorer, kan ved hjælp af dette herredømme blive i stand til at kræve en del af den producerede formue. For hver af disse dele vil det blive nødvendigt at bruge et teknisk udtryk, og til dette formål vil de sædvanligt brugte ord blive brugt her i bogen.

“Jordrente” vil blive brugt til at betyde “den del af formuen, som en mand er i stand til at få gennem hans herredømme over jord”.

“Løn” vil blive brugt til at betyde “den del af formuen, som en mand er i stand til få gennem hans herredømme over sit eget arbejde”.

“Rente” vil blive brugt til at betyde “den del af formuen, som en mand er i stand til at kræve gennem hans herredømme over formue”.

Den fuldstændige undersøgelse af disse fordelingskanaler hører ind under undersøgelsen af fordelingen af formue og vil blive udsat til da.

3. Kapitel – Er Fattigdom uundgåelig?

De klassiske økonomers lære om, at fattigdom og social ulighed er det uundgåelige resultat af naturkræfters virksomhed, er blevet almindeligt accepteret og bliver udtrykt ved ideen om, at arbejdsløshed og fattigdom kun kan bekæmpes ved regeringsindgreb og planlægning ag industrien. Hvad mere er, teorierne, hvorved dde klassiske økonomer forklarer virkningen af naturkræfter, er ligeledes blevet accepteret af det store flertal af befolkningen, næsten uden nærmere eftertanke. Disse teorier kendes som Lønfondsteorien og Malthus-doktrinen.

Lønfondsteorien er baseret på den betragtning, at 1ønnen tages fra et forud eksisterende forråd af formue, et fond, og at arbejde som følge heraf er afhængigt af dette fond, som bestemmer beskæftigelsen og betalingen for arbejdet. Denne idé er almindelig anerkendt; men på den ene side hævder de konservative, at landets velstand afhænger af, at der vedligeholdes en tilstand af tillid, som tilskynder rige mennesker til at investere deres formue i industri, mens socialisterne på den anden side hævder, at det netop er denne ejendomsret til kapital, som sætter de få i stand til at herske over de mange, og at midlet til at fjerne denne uretfærdighed er, at Staten overtager hele produktionen og brugen af formuen til gavn for alle. Endvidere anbefaler de moderne økonomer som det bedste middel til at begrænse arbejdsløsheden, at investeringen vedligeholdes på et højt niveau. Nogle af disse lærde mennesker har gjort sig til talsmænd for, at regeringen skulle etablere et system, hvorved den vil være i stand til at få investeringerne til at stige, hvor private investorer svigter med hensyn til at opretholde deres investeringer på et tilstrækkeligt højt niveau. I hele denne politik er det taget for givet, at beskæftigelse og løn afhænger af størrelsen af det forud eksisterende forråd af formue, som er til rådighed for betalingen af løn.

Denne forestilling om, at et eller andet forud bestemt forråd sætter en grænse for industri, og dermed for arbejde og løn, holder stand. Den fører til, at regeringer verden over udsteder love, først for at holde fremmedarbejdere ude fra deres territorier, eftersom man mener, at fremmedarbejderne tager arbejde fra deres egne nationale arbejdere, og dernæst for at opmuntre udlændinge til at bringe deres penge ind i landet, fordi man mener, at pengene vil skaffe arbejde. Den samme idé ligger bag forslagene om pengepolitiske reformer, der, som det påstås, vil løse vore industrielle problemer.

Mangfoldige og modstridende som disse pengepolitiske planer er, har de dog det tilfælles, at de foreslår at man forøger pengeforsyningen og kreditten for derved at skaffe beskæftigelse og sikre en lige fordeling af formuen.

En tro, som har så stor tilslutning, er berettiget til, at der tages hensyn til den. Men med de sociale forhold i deres nuværende kaotiske tilstand må dog selv de mest populære teorier nøje undersøges, før de accepteres i et videnskabeligt studium, for det er sandsynligt, at fejltagelserne, som har ført til vor tids vanskeligheder, vil blive opdaget ved undersøgelsen af disse selvsamme teorier. Det foreslås derfor, at Lønfondsteorien og den grundlæggende ide, den hviler på, undersøges, for at se om den er rigtig, og hvis den ikke er rigtig, for at se hvor den er forkert.

Idet de klassiske økonomer gik ud fra, at lønnen blev taget fra det forud eksisterende forråd, som de kaldte “kapital”, gik de videre og fremsatte loven om styring af lønnen ved hjælp af en simpel ligning:

Løn = Kapital (et forud eksisterende forråd af formue)/Antal af arbejdere.

Denne ligning, der blev kendt som “Lønfondsteorien”, udtrykker meget tydeligt den grundlæggende ide, at lønnen tages fra et forud eksisterende forråd af formue. Hvis størrelsen af det disponible forråd af formue i et samfund er forholdsvis lille og antallet af arbejdere forholdsvis stort, så vil lønnen blive lav. Hvis mængden af den disponible kapital i et samfund derimod er forholdsvis stor og antallet af arbejdere forholdsvis lille, så vil lønnen blive høj.

Når denne ligning stilles over for kendsgerningerne, viser det sig straks, at den står i modsætning til virkeligheden. Da de amerikanske kolonier blev dannet, indvandrede et stort antal mennesker fra Europa, hvorved antallet af arbejdere hurtigt forøgedes. Arbejderne rejste til Amerika på jagt efter de meget høje lønninger, som kunne opnås dér. Så store var indtægterne for arbejderne i disse nye områder, at den britiske regering udsendte en økonom ved navn Wakefield for at undersøge dette bemærkelsesværdige fænomen og give råd om, hvordan det kunne forebygges. Wakefield beskrev i sin rapport, hvordan arbejderne, i stedet for at gå ud af fabrikkerne for at komme på fattiggårdene, som de gjorde i deres gamle land, gik ud af fabrikkerne for at konkurrere med deres tidligere arbejdsgivere. Sådan var lønforholdene dér. Desuden var det tydeligt, at forrådet af disponibel formue i det nye land virkelig var meget lille, og at det på ingen måde holdt trit med det hurtigt stigende folketal. Så stor var efterspørgslen efter kapital, at rentesatsen i det nye land var mellem to og tre gange så høj som i England. Lige så tydelig var den kendsgerning, at i moderlandet var mængden af den disponible formue, der kunne bruges som kapital, langt større i forhold til antallet af beskæftigede arbejdere, end den var noget som helst andet sted i verden. England var dengang verdens værksted. Det arbejdende folk var imidlertid underkastet store lidelser i form af den rædselsfulde fattigdom og de frygtelige arbejdsvilkår, som fremkom i begyndelsen af den industrielle revolution.

I moderne tider er både arbejdsløn og rente forholdsvis høje i tider med livlig handel og forholdsvis lave i perioder med depression. Under et opsving er der ivrig efterspørgsel efter formue til brug som kapital, og rentesatsen stiger, hvorimod mængden af formue, der er disponibel for investeringer, i tider med bratte prisfald bliver rigelig, og rentesatsen falder brat. “Lønfondsteorien”s ligning påstår imidlertid, at lønnen vil blive høj, når mængden af kapital er stor, og antallet af arbejdere, der kan beskæftiges, er forholdsvis lille. Under sådanne tilstande, hvor der er formue i overflod, ville renten af formuen nødvendigvis blive lav. Omvendt påstår ligningen, at lønnen vil blive lav, når mængden af kapital er lille og antallet af arbejdere er forholdsvis stort. Under disse tilstande, hvor der er knaphed på formue og efterspørgsel efter formue, ville rentesatsen nødvendigvis blive meget høj. Kort sagt, hvis ligningen var rigtig, ville renten blive høj, når lønnen var lav, og lav, når lønnen var høj.

Kendsgerningerne viser, at forholdene er lige omvendt. Det skal bemærkes, at i almindelighed er renten forholdsvis høj, når lønnen er forholdsvis høj, og forholdsvis lav, når lønnen er forholdsvis lav. Ved depressionens begyndelse i 1931 blev lønninger, der styredes af overenskomstaftaler med fagforeninger, således nedskåret med 10% i England. Lønninger inden for andre beskæftigelser faldt i omtrent samme forhold. I tilgift hertil steg antallet af arbejdsløse i England fra under én million til over tre og en halv millioner, således at nedgangen i lønningerne blev langt større end 10%-nedkæringen. I 1929 var rentesatsen for kapital noget højere end 5%, men i 1932 var den faldet til lidt over 2½%. Desuden var store fabrikker med deres maskineri, fyldte varehuse og opvoksende korn ved at gå til grunde på rund af manglende pasning og udnyttelse, så at rentefaldet var endnu større end det, tallene angiver. Under depressionen lå store fonds ubenyttede hen på grund af mangel på investering. Da industrien i 1935-36 var ved at komme fri af depressionen, kom flere mennesker i arbejde igen, og nedgangen i lønningerne blev delvist genoprettet. Samtidig hermed blev nye fabrikker bygget, ubenyttede fonds fandt adgang til nye investeringer, og rentesatsen steg til noget over 3½%. Denne depression havde samme forløb som alle andre. Løn og rente faldt og steg samtidigt. Antallet af mennesker i arbejde og mængden af kapital i produktionen faldt og steg samtidigt.

I de amerikanske kolonier fortsatte renten med at være høj, mens lønningerne var høje, men da lønningerne faldt, gjorde renten det også, og da den industrielle periode begyndte at hjemsøge den amerikanske økonomi, steg og faldt lønningerne og renten samtidigt akkurat som i enhver anden del af verden.

Disse hårde kendsgerninger truede på et tidligt stadium med at tilintetgøre “Lønfondsteorien”, og den ville uden tvivl være blevet kasseret, hvis det ikke havde været for den betimelige fremkomst af Malthus’ lære, som syntes at understøtte den på alle punkter. (Malthus’ lære vil blive undersøgt senere i dette kapitel). Langt fra at angive, at formue har tilbagegang, når arbejde har fremgang, og at formue samler rente på bekostning af lønnen, viser kendsgerningerne, at som regel er renten høj, hvor lønnen er høj, og lav, hvor lønnen er lav, og at der således er harmoni mellem belønningen til arbejde og belønningen til kapital. Den fremherskende ide, at arbejdsgiveren vinder, når arbejderen taber, ved at han opnår en højere belønning for brugen af sin kapital, er ikke sand. Hvis han opnår en højere belønning, må det være på grund af noget andet end den blotte ejendomsret til formue.

I de senere år har nogle af de førende økonomer forkastet ligningen, som er udarbejdet af “Lønfondsteoretikerne”, sådan at forstå, at de har indført nye elementer i den, eller har omdannet nogle af dens udtryk. Professor Marshall, hvis teorier bliver fulgt af mange af de førende universiteter, siger således, at lønningerne bestemmes af den mængde af forrådet af formue, som bruges til at beskæftige arbejdere, og han siger endvidere, at mængden af dette forråd, der bruges til at betale lønningerne, afhænger af forventningerne om at opnå profit. De førende økonomer, med meget få undtagelser, siger imidlertid stadig, at lønningerne betales ud af dette forråd, som de kalder kapital, og alle deres forskellige ligninger hviler på dette grundlag. Det er klart, at hvis dette grundlag er forkert, så er alle de forskellige ligninger forkerte.

Tages lønnen fra et forud eksisterende forråd af formue?

Den ide, at lønnen tages fra et forud eksisterende forråd af formue, kan kun holde stik på et meget snævert område, for det er klart, at den kun kan komme i betragtning, hvor en mand betaler løn til en anden. Hvor en mand arbejder for sig selv, kommer hans løn ikke fra noget som helst forråd. En fiskers løn er en del af de fisk, han fanger. Skønt han ikke er beskæftiget hos en anden, er de lige så sandt belønningen for hans arbejde som den føde, de klæder og de cigaretter, som sømanden køber ved hjælp af sin lønningspose, er belønningen for sømandens arbejde. I virkeligheden findes der beskæftigelser, hvor arbejderne betales med en del af deres arbejdsprodukt. Indtil for nylig blev besætningen på hvalfangerskibe betalt med spæk. Det er indlysende, at spækket ikke kom fra kapitalen, men var en del af mændenes fangst, dvs. en del af produktet af deres arbejde. Hvor som helst arbejderne betales på denne måde, ses det på forhånd, at de ikke får deres løn fra et forud eksisterende forråd. Det gør ingen forskel, hvis penge sættes i stedet for. Nu til dags bliver besætningerne på de fleste hvalfangerskibe betalt med penge svarende til deres andel af fangsten. Hvor pundsedler gives i stedet for spæk, kommer hvalfangerens løn stadig fra produktet af hans arbejde. Agenter er i samme klasse, for de får deres betaling procentvis i forhold til udbyttet af deres arbejde. Akkordarbejdere får også en fast pris for udført arbejde. I alle disse tilfælde betales der for en modydelse, og der kan ikke være tale om lønninger, der kommer fra et opsamlet forråd af formue. De får deres betaling i penge i stedet for varer (naturalier), det er det hele.

Princippet ændres ikke ved, at lønnen bliver udbetalt som ugeløn. I virkeligheden vil arrangementet sædvanligvis være til fordel for arbejdsgiveren, eftersom han ved dette arrangement kan betale lidt mindre, end han skulle betale under et akkordsystem. En uges arbejde går forud for betalingen af en ugeløn. Før lønningsdagen kommer, er arbejdets resultat gået fra arbejderens hænder over til arbejdsgiveren, og ved udbetalingen af lønnen til arbejderen betaler mesteren ham kun en forholdsmæssig andel af produktet. Produktionen er moderen til lønnen. Hvis mændene ikke producerer mere, end de modtager, må industrien, hvori de arbejder, snart gå fallit. I et normalt tilfælde vil den formue, der er produceret i løbet af ugen, have større værdi end pengene, der betales til mændene for ugen.

I virkeligheden producerer arbejde anvendt på jord mere end lønninger. Under arbejdets udførelse forbruger arbejderne materialer, maskineriet udsættes for dagligt slid, og bygningerne forfalder. Produktet af arbejde anvendt på jord må betale for alt dette, ellers vil forretningen ophøre. Produktet må betale kommuneafgifter, skatter og forsikringspræmier. Kort sagt, dag-for-dag-arbejdet må ikke alene frembringe dets egen løn fra jorden, men det må betale for vedligeholdelse af den industri, det er beskæftiget i, og det må bestride alle omkostninger, som er pålagt det. Teorien om, at lønnen tages fra et forud eksisterende forråd, står i modsætning til alle kendsgerningerne. Den ignorerer den elementære kendsgerning, at alt, hvad mennesker har, kommer fra anvendelse af arbejde på de naturlige ressourcer. Formuen skylder arbejdet sin eksistens; det er ikke arbejdet, der skylder formuen sin eksistens.

Tages lønnen forskudsvis fra et forud eksisterende forråd af formue?

Alle økonomer er enige om, at under primitive samfundsforhold kommer lønnen fra produktet af menneskets arbejde. De, der holder på, at lønnen tages fra et forud eksisterende forråd af formue, hævder imidlertid, at ved udviklingen af det moderne maskineri blev det økonomiske liv i verden ifølge tingenes natur fuldstændig ændret. Denne udvikling gjorde det muligt at producere formue, som det tog mange år at færdiggøre. I tiden mellem påbegyndelsen af arbejdet og færdiggørelsen af det endelige produkt måtte arbejderne leve, og det var kapitalistens funktion at dække over dette interval ved at betale arbejdet, indtil han kunne holde sig selv skadesløs ved at omsætte det færdige produkt.

Teorien gik ud på, at mennesker ved deres velstand og fremsyn opsamlede store forråd af formue, som de eller deres sønner brugte til at føde og klæde deres mindre velstående og mindre heldige brødre, mens de arbejdede sig igennem den lange produktionsproces. Når arbejdernes produktionsresultater til sidst blev solgt, og arbejdsgiveren havde fået sine omkostninger dækket, modtog han belønningen for sin afholdenhed. Denne forklaring på moderne industri overser fuldstændigt en elementær kendsgerning. Mændene bliver ikke forsørget ved hjælp af forrådet af formue, som deres mester, eller hans far, har opsamlet. Tværtimod, de spiser kød fra dyr, som blev slagtet af slagteren for nogle få dage siden, de drikker mælk, som blev leveret af mejeriet om morgenen, og de går med tøj, som blev leveret af skrædderen for kun nogle få måneder siden. Gassen og elektriciteten, som de bruger til opvarmning og belysning i deres hjem, leveres af de dag og nat arbejdende arbejdere på gas- og elektricitetsværkerne. Kort sagt, arbejderne lever af formuen, som produceres fra dag til dag af deres arbejdsfæller, og det samme gør deres arbejdsgiver. Den industrielle revolution har ikke ændret principperne, som styrer forholdene mellem mennesker i samfundet, mere end opfindelsen af flyvemaskinen har ændret tyngdeloven. Alle mennesker er til dagligt afhængig af den vedvarende anvendelse af arbejde på jord, og det eneste, som den stigende anvendelse af moderne metoder har bevirket, er, at denne afhængighed er blevet mere umiddelbar og mere vedvarende. Nu må arbejdet gå videre natten igennem, og alle mennesker kan ikke hvile på samme dag i ugen. Vor civilisation kræver et aldrig ophørende arbejde. En mand har ikke større mulighed for at leve af det arbejde, hans far udførte, end han har for at leve af æg, der blev lagt af hans fars høns.

Et eksempel vil klart illustrere det sande forhold mellem arbejde og formue i et langtids byggeforetagende. Lad os som eksempel tage bygningen af en bro. Entreprenøren vil først bringe materialet, tømmer, sten, sand, cement, stål og lignende, som han skal bruge, til byggepladsen. Han vil også bringe maskineri, kraner og cementblandere, olie og benzin til byggepladsen. Disse ting er hans kapital, hans formue anvendt til at producere mere formue. Desuden kan han have skaffet sig kredit i en bank. Han har måske overtrukket sin bankkonto, men lad os antage, at han har kredit. Arbejdet begynder: Fra mandag til fredag har bygmesteren, ingeniørerne, håndværkerne og de øvrige arbejdere udført deres tildelte opgaver. Klokken 16 den følgende fredag er fundamenterne for en bropille lagt i flodlejet. Hele den forløbne tid har arbejdet produceret formue for entreprenøren. Arbejdet har frembragt formue, som er kapital, til arbejdsgiveren. Under arbejdets udførelse er der brugt tømmer og stål, beton er blevet blandet og støbt, og maskineriet er blevet slidt. På den anden side har arbejdsgiveren færre materialer og et mere slidt maskineri end før, men i stedet for er materialerne ved hjælp af arbejde blevet omdannet til en del af en bro. Det er indlysende, at materialerne i deres nye form er mere værd end før, værdien af en uges produktivt arbejde er blevet lagt til dem. Hidtil har arbejdsgiveren ikke overført noget til nogen, men han har modtaget en betydelig forøgelse af sin kapital. Når tiden for udbetaling af lønninger kommer, bliver arbejdsgiverens kredit i banken formindsket med det beløb, han betaler i lønninger, men han har ikke mistet noget. Hans kredit er blevet omdannet til kapital, som vil være mere værd, end de penge han har udbetalt til mændene. På intet tidspunkt har arbejdsgiveren forudbetalt noget fra sin kapital. Tværtimod har arbejdet hele tiden, mens det har stået på, forøget hans kapital. Pengene, han betaler til mændene, er kun en ombytning, hvorved han får resultatet af deres arbejde.

Dette punkt belyses klart af et eksempel på almindelig praksis blandt entreprenører. Det sker ofte, at en entreprenør ikke har tilstrækkelig kredit i sin bank til, at han kan udbetale lønninger. Det afskrækker ham ikke fra at påtage sig arbejdet. Hvis entreprisen er et sundt foretagende, vil banken beredvilligt udlåne penge mod sikkerhed i det udførte arbejde, pengemidler som normalt vil være tilstrækkelige til betaling af lønninger og løbende udgifter. Det er velkendt, at banker ikke udlåner penge uden tilstrækkelig sikkerhed. Det udførte arbejde frembringer imidlertid en god sikkerhed. Det frembringer formue af betydelig større markedsværdi end de penge, der skal udbetales, når det bliver lønningsdag. Det er tydeligt, at lønningerne betales i henhold til arbejdsresultaterne. Broen købes af entreprenøren efter ratebetalingssystemet.

Den almindelige praksis blandt entreprenører og ejeren af broen kan illustreres ved følgende: På grundlag af en af en arkitekt udstedt attest, som bekræfter, at en del af arbejdet er tilfredsstillende færdiggjort, vil ejeren betale en del af købsprisen, som entreprenøren skal have udbetalt, når arbejdet er afsluttet. Det er klart, at ejeren ikke ville betale, medmindre han til gengæld modtog værdi for sin betaling. Værdien, han modtager, er en del af broen, som er resultatet af det udførte arbejde.

I illustrationen behøver ejeren penge, ikke fordi han skal betale lønninger, for dem betaler han ikke, men fordi han ønsker en bro. Entreprenøren behøver penge af samme grund, ikke fordi han ønsker at betale lønninger men fordi han ønsker en bro at sælge til ejeren. Husmoderen ønsker en mønt til at købe et pund smør for, men det har aldrig været antydet, at købmanden blev underholdt ved forudbetalt kapital. Transaktionen er en ombytning, hvori begge parter giver og modtager nogle værdifulde ting. I virkeligheden er det ganske klart, at arbejderne ikke bliver underholdt af arbejdsgiveren på noget som helst trin. Pengene, de modtager, ville være aldeles unyttige, hvis de ikke kunne ombytte dem med føde og klæder. De lever af alle de ting, de køber for pengene, de modtager. Disse ting er andre arbejderes produktionsresultater. Hvis butikkerne ikke var fulde af forsyninger, ville broen ikke blive bygget. Det er kun, når civilisationen er tilstrækkelig fremskreden, så nogle mennesker kan koncentrere sig om at frembringe de daglige fornødenheder til opretholdelse af livet, at andre mennesker kan bruge deres tid til at fremstille formue, som det tager tid at fuldføre. Efterhånden som viden og dygtighed forøges, og produktionskraften dermed vokser, bliver det muligt at udvikle nye former. Bygning af broer, gigantiske reservoirer og andre store anlæg er ikke begrænset af noget som helst forud påtænkt fond, men er kun begrænset af industriens dag-til-dag-produktion.

De midler, som købstæderne i middelalderen brugte, når de ville bygge markedspladser, er et eksempel på denne simple kendsgerning. Efterhånden som arbejdet skred frem, ville købstaden lade nogle specielle pengesedler trykke og give dem til håndværkerne, der var beskæftiget med arbejdet. Disse pengesedler kunne håndværkerne bruge til at købe de ting for, som de ønskede. Når markedspladsen var færdigbygget, og afgifterne begyndte at blive opkrævet, ville pengesedlerne blive tilbagekaldt, indtil de alle sammen var inddraget. Nu er det indlysende, at der i disse tilfælde ikke var noget forud eksisterende fond. Pengesedlerne var simpelthen trykt således, at de modsvarede det udførte arbejde, og håndværkerne levede af den løbende produktion. Men det var ikke inflation. Forrådet af formue var blevet forøget med mere end værdien af pengesedlerne, og pengesedlerne blev inddraget i rette tid. Nøjagtigt det samme sker, når en entreprenør betaler arbejde ved overtræk. Her er der igen intet forud eksisterende fond. Fondet bliver specielt dannet med sikkerheden i det udførte arbejde og bliver inddraget igen i rette tid.

Kort sagt, hele transaktionen reducerer sig selv til dette: Arbejdet giver et tillæg til forrådet af formue ved at bygge en del af broen og tager til gengæld noget af forrådet. I hvor stort et omfang sådanne transaktioner kan benyttes afhænger af den almindelige produktion af formue. Det er sandt, at der hver dag påbegyndes langtidsprojekter, men i samme grad færdiggøres der hver dag langtidsprojekter.

Funktionen af kapital

Det er klart, at kapitalen ikke kan begrænse produktionen, det vil sige beskæftigelsen, for produktionen begynder på de naturlige ressourcer – på jorden. Så længe arbejde har adgang til jord, kan der ikke blive mangel på beskæftigelse. Hvis al kapital i verden blev ødelagt af krig, ville det være en alvorlig ulykke, men en ulykke, der hurtigt kunne overvindes, forudsat at menneskene bevarede deres dygtighed og viden. Hvis menneskene stadig vidste, hvordan det skulle gøres, kunne de hurtigt genfremstille alt, hvad der var blevet ødelagt. Kapitalen leverer ikke materialerne, som af arbejdet omdannes til formue, de kommer fra naturen. Det er sandt, at i begyndelsen ville fremgangen være langsom, men efterhånden som produktionen skred frem, ville hastigheden okse, og der er ingen tvivl om, at inden for en enkelt generation kunne tilstanden genoprettes. Det er velkendt, hvordan hære, som er på tilbagetog, ødelægger al kapital, som de ellers måtte efterlade til deres fjenders brug, men lige så velkendt er den hurtighed, hvormed produktionen sættes i gang igen af den vindende part. Manglen på kapital begrænser ikke produktionen og sætter ikke en grænse for beskæftigelsen. I virkeligheden er det i nyligt udviklede lande, hvor der er knapt med kapital, at produktionen gør størst fremskridt, så mange mennesker flytter dertil for at få højere løn, mens det er i de gamle lande, hvor der er overflod af kapital, at der findes et stort antal arbejdsløse og stor fattigdom.

Kapitalens funktion er ikke at forsyne mennesker med arbejde, den er at hjælpe og bistå arbejdet i produktionen. Samtidig med at nye og bedre former for kapital opfindes, stiger produktionskraften, for arbejdet bliver derved langt mere effektivt. Nye produktionsmetoder, der er muliggjort ved hjælp af kapital, forandrer formerne, som arbejdet tager. Dette er kapitalens funktion: at være arbejdets tjenestepige.

Lønfondsteorien og alle dens sidestykker benægter, – idet de alle er baserede på den tro, at lønnen tages fra kapitalen, – den elementære sandhed, som er almengyldig, at arbejde afhænger af jord, ene og alene af jord. Den benægter også den elementære sandhed, at kapitalen selv er produceret ved arbejde anvendt på jord. Det er menneskets dygtighed og viden, som frembringer kapitalen, og ikke den forud eksisterende kapital, der sætter mennesket i stand til at arbejde. Kapitalen anvender ikke arbejdet; det er arbejdet som anvender kapitalen.

Dette er grunden til, at når mennesker mister deres arbejde, og lønnen som følge deraf falder, mister kapitalen også beskæftigelse, og renten falder. Dette er grunden til, at når mennesker kommer i arbejde igen, findes der ny beskæftigelse til kapitalen, og renten stiger. Da stålværksarbejderne i Syd Wales blev kastet ud i arbejdsløshed under depressionen i 1931, forfaldt stålværkerne, og maskineriet rustede. Da menneskene holdt op med at arbejde, forfaldt kapitalen. Da dette er den simple sandhed, må det forventes, at når lønnen falder, vil renten falde, og når lønnen stiger, vil renten stige.

Alle teorier, der er baseret på den antagelse, at lønnen tages fra kapitalen, bliver fremsat for at forklare, hvorfor mennesker ifølge tingenes natur synker ned i fattigdom. Man må imidlertid være klar over, at disse forklaringer er falske.

Malthus’ lære.

Malthus’ lære gav naturens karrighed skylden for fattigdommen. Dens lære var, at folketallet stadig har en tendens til at vokse hurtigere end forsørgelsesmulighederne. Da dr. Malthus, en engelsk landsbypræst, skrev sin bemærkelsesværdige afhandling Essay on Population, fik den straks succes. Han beregnede, at i gennemsnit blev folketallet fordoblet for hver generation; to forældre har fire børn, og disse fire børn vil så efter tur gifte sig og få fire børn igen. Det fornuftstridige i denne beregning fik Malthus’ tilhængere til at modificere forøgelsesforholdet, og nogle meget interessante teorier blev fremsat for at give en forklaring på forholdene vedrørende forøgelsen af den menneskelige races folketal. Men hvad forøgelsesforholdet end kunne være, så gik teorien ud på, at folketallet voksede hurtigere end forøgelsesmulighederne.

På den tid, da afhandlingen blev skrevet, voksede Englands folketal meget stærkt, og fattigdommen blev værre. Ved en overfladisk betragtning var der meget, som kunne støtte teorien. Den var også en mulig forklaring på fremgangen i kolonierne, som dengang lige var anlagt. Ny jord med en overflod af forsørgelsesmuligheder gaven forklaring på de høje lønninger, men folketallet voksede med en forbavsende hurtighed. Historiens gang synes at forstærke teorien, for folketallet var voldsomt stigende, og fattigdommen kom gradvist til syne. Den malthusianske opfattelse harmonerede i sin helhed med det synspunkt, at lønnen blev bestemt af et begrænset fond af kapital. Det blev lige fra begyndelsen anset for givet, at menneskets produktionskraft forøgede de tilgængelige forsørgelsesmuligheder, men man mente, at folketallet forøgedes endnu stærkere. Malthus gik videre. Han sagde, at for at modvirke dette befolkningspres fik naturlige årsager menneskene til at gå i krig, til at lide hungersnød og blive angrebet af pest, så at folketallet ved hjælp af disse midler kunne blive reduceret. Den Sorte Død havde reduceret folketallet voldsomt i England, og det var den almindelige teori, at som følge af denne ulykke steg lønnen meget stærkt. Sådanne begrundelser vandt stor tilslutning hos dybsindige mennesker og endnu større tilslutning hos mennesker i almindelighed.

I vore dage bliver det ofte sagt, at dette land (England) er overbefolket. Det tyske krav om “lebensraum” er et forlangende om mere plads for folket. Italien har så stillet krav om naturlige rettigheder i Afrika. Japan har forlangt at få afløb i Asien, og de store territorier af det Britiske Imperium har fået skyld for at have forårsaget de høje lønninger i England. I England har denne teori om overbefolkning imidlertid mistet sin tilslutning ved at stå overfor kendsgerningerne. Det erkendes nu, at evnen til at producere formue er langt større end den, der er nødvendig for blot at opretholde livet. I virkeligheden har regeringer overalt i verden, selv i de lande der påstås at være overbefolket, taget strenge forholdsregler for at begrænse produktionen af de ting, der bruges til opretholdelse af livet.

Et land er imidlertid kun overbefolket, hvis det ikke er i stand til at ernære sin befolkning ved hjælp af dets produktion og handel. Når afgrøder pløjes ned i jorden igen, fisk kastes tilbage i havet, og produktionen i miner og stenbrud begrænses, fordi det siges, at overproduktion truer med at bringe ulykke, er det fuldstændig klart, at befolkningspresset ikke kan give en forklaring på fattigdommen. Netop i de lande, hvor vilkårene for den ulykkelige del af folkemængden tilskrives denne årsag, findes der særdeles mange andre forklaringer på deres vilkår – store formue falder i hænderne på de få; monopoler og restriktioner indskrænker produktionen, i nogle lande tyrannisk, og i andre lande tvinger kaotiske regeringer folk ned i fattigdom.

Den ide, at det lå i selve tingenes natur, at fattigdom skulle eksistere, og at det derfor var op til hver mand i kampen for tilværelsen at sikre for sig selv, hvad han kunne, var imidlertid meget bekvem for dem, der profiterede på trods af den almindelige nød.

Alle disse ideer om naturlig uret har fundet støtte på grundlag af en falsk lighed med dyreriget og planteriget. De videnskabelige teorier om de beds egnedes overleven og kampen for tilværelsen har været anvendt på menneskers liv, og det er værd at lægge mærke til, netop hvor fejlagtig udvidelsen af disse teorier har været.

Iagttagelser har vist, hvordan antallet af vilde dyr for størstepartens vedkommende kun begrænses af to ting: Føden, som er tilgængelig for dem, og deres naturlige fjenders hærgen. Da kaniner blev eksporteret til Australien, hvor der var overflod af føde for dem, og hvor ræven og hermelinen var ukendte, flerdobledes deres antal, til de blev en alvorlig plage. Ifølge naturens orden holdes deres antal kun nede ved begrænsningen af deres føde og andre dyrs angreb. Mennesket lever af at spise dyr, grøntsager og fisk. Hos de lavere former for liver formeringsevnen langt større, end den er hos mennesker. Menneskene har ved at frembringe kunstige forhold altid kunnet forøge deres forsyninger med fødemidler i langt højere grad, end de har kunne forøge deres antal. Denne naturlige forøgelse af de lavere former for liv, hvorfra mennesket skaffer sig føde, er i virkeligheden en forsikring mod hungersnød, som ikke kan slå fejl. Hertil kommer, at mens en forbedring i forholdene for disse dyr altid fører til en forøgelse af deres antal, viser iagttagelser, at efterhånden som menneskets materielle forhold og uddannelse forbedres, fremkommer der en tendens til, at familiernes størrelse bliver mindre. Det ses således, at der i udviklingsteorierne ikke kan findes nogen som helst støtte for det synspunkt, at befolkningens naturlige tryk mod en eller anden grænse er årsagen til fattigdommen.

Selvom Malthus’ lære har mistet meget af sin indflydelse i akademiske kredse, og selvom forfattere til afhandlinger om økonomi erklærer, at både Malthus’ lære og Lønfondsteorien er blevet forkastet, har det væsentlige i disse teorier, at fattigdom, krig og pest hører til naturens orden, dog stadig holdt stand. Det bliver stadigvæk sagt i vide kredse, at den disponible investeringsmængde for industrien begrænser mulighederne for beskæftigelse, eller at et eller andet bestemmeligt fond, somme tider kaldt købekraft, regulerer lønmængden.

De fleste af de forslag til sociale reformer, der for tiden fremsættes, er baseret på sådanne antagelser. Ved nærmere undersøgelse viser det sig imidlertid, at de falder til jorden. Den naturlige grænse for menneskets beskæftigelse er omfanget af universets naturlige ressourcer.

Hvert år opdager mennesket vidunderlige kræfter i naturen, som er stillet til hans rådighed, så han kan bruge dem og drage nytte af dem. Naturens univers synes at have uudtømmelige kræfter, hvormed det kan tilfredsstille menneskelige behov. Når mennesket arbejder, giver naturen tilbage i overflod. Menneskene er i virkeligheden blevet bange for arbejdets forbavsende store produktionskraft og er kommet så vidt som til at beskylde overproduktion for at være en af årsagerne til deres vanskeligheder. Men netop denne produktion er det middel, ved hjælp af hvilket mennesket lever, og at sige i et åndedrag, at der er overproduktion og nød, er selvmodsigende dårskab. Det er så sandelig ikke naturens karrighed, som er årsagen til menneskets nød. Menneskers fattigdom opstår ikke på grund af naturens begrænsninger.

4. Kapitel. – Formuefordelingen.

Et fælles træk for alle de teorier, der blev omtalt og behandlet i forrige kapitel, er, at de søger at forklare sociale uligheder ved virkningen af naturkræfter, som styrer formueproduktionen. De teorier, der går ud på, at antallet af beskæftigede og lønsummen afhænger af eksistensen af et eller andet forudbestemt fond, hvad enten det nu kaldes kapital eller købekraft, siger i virkeligheden, at årsagen til de vanskeligheder, som befolkningen i den civiliserede verden står over for, er at dette fond ikke er stort nok til, at der i det hele taget kan påbegyndes industrier, eller at industrier kan give et tilstrækkeligt udbytte. Det er mærkeligt, at disse teorier skulle blive ved med at holde stand, når det nu er almindeligt anerkendt, at vanskeligheden ikke ligger i produktionen af formuen, men i dens fordeling. Mens nogle økonomer anbefaler, at investeringerne skulle forøges for at produktionen kan blive udvidet og flere mennesker beskæftiget, er der andre, som tilråder, at produktionen skulle indskrænkes, for ellers vil der blive for meget, alle investeringer blive truet og flere mennesker kastet ud i arbejdsløshed. Disse teorier holdes utvivlsomt i live, fordi vi i fordelingen forsømmer noget, der forstyrrer produktionen.

Den svigtende produktion skyldes forhold, som er nært forbundne med omstændigheder, der styrer fordelingen af formue. Størsteparten af de mennesker, der søger beskæftigelse i industrien, gør det på grund af den løn, de kan forvente at få. Hvis samfundet er indrettet sådan, at nogle kan få større udbytte ved at hindre produktionen, end de kan få ved at udvide den, så er det højst sandsynligt, at produktionen vil blive indskrænket og resultatet blive arbejdsløshed. Hertil kommer, at mennesker, som er forarmede, ikke er i stand til at give meget i bytte for de ting, de behøver. Når det er tilfældet, vil der være sat en snæver grænse for den mængde af formue, som med tilstrækkeligt udbytte kan blive produceret for dem. Det er klart, at en skofabrikant må gå fallit, hvis han ikke kan få tilstrækkeligt for sine sko til at betale sine udgifter med og give en rimelig løn til dem, hvis arbejde var nødvendigt for at producere skoene. Der kan være mange mennesker, som behøver sko; men deres behov kan ikke holde fabrikantens virksomhed gående, hvis de ikke er i stand til at betale tilstrækkeligt for hans produkter. Det er den kendsgerning, som har givet anledning til, at så mange mennesker er blevet bange for det, de kalder overproduktion. Men det er latterligt at tale om for megen føde, når mennesker er sultne. Vanskeligheden er, at de, der er sultne, ikke kan give nok til gengæld for føden. Det må være fordelingen af formuen der på disse og andre måder har en meget stærk indflydelse på produktionen af formue.

Det foreslås derfor, at der her laves en undersøgelse af hovedprincipperne, som ligger til grund for fordelingen af formue, og af forholdet mellem fordeling og produktion.

Forretning er ikke filantropisk. Mennesker får ikke del i industriens produkter, hvis de ikke kan forlange at få det. Det vil de kunne, hvis de tilfører virksomheden et af de elementer, der medvirker til industrien. Jord er således en væsentlig betingelse for industrien; uden jord ville der ingen industri være. Jordejeren kan derfor forlange en andel af produktet til gengæld for brugen af sin jord. På samme måde er arbejde en væsentlig betingelse for industri, og derfor vil arbejderen kunne få en del af produktet som løn for sit arbejde.

Det er ønskeligt at bruge specielle ord til at beskrive jordejernes og arbejdernes andele og at reservere dem til dette formål. De sædvanlige økonomiske udtryk vil blive brugt hertil: “Jordrente” for jordejerens andel og “løn” for arbejderens andel.

Jordejerens andel – Jordrente.

Ordet “rent” bruges normalt i England som betegnelsen for de ugentlige, månedlige eller årlige vederlag, som den ene betaler til den anden for brugen af jord og bygninger. Ejeren modtager imidlertid denne betaling dels for jorden, som bygningen står på, og dels for selve bygningen. Kort sagt, han er både jordejer og formueejer, og han vil modtage betaling både i sin egenskab af jordejer og i sin egenskab af formueejer. Endvidere skal en del af den betaling, han får, måske udbetales igen, for eksempel i det tilfælde hvor ejeren betaler ejendomsskatter, sørger for at reparationer udføres, sørger for varmtvandsforsyning, portner og lignende. Hvad enten han nu betaler disse udgifter eller ikke, så er en ting dog sikker – bygningen vil forfalde. En del af betalingen er derfor pålagt af hensyn til bygningens forfald. For at finde ud af, hvor meget ejeren beholder selv, er det nødvendigt at trække summen af alle hans udgifter fra summen af alle hans indtægter. Dette er en ganske almindelig beregning for dem, der driver forretning ved at udleje jord og bygninger. Denne nettoindtægt er det samlede beløb, som de har modtaget til sig selv og kan bruge; en del af denne indtægt har de fået for jorden, hvorpå bygningerne står, og denne del er jordrente, resten af indtægten har de modtaget for bygningen. I én henseende er betydningen af det engelske ord “rent”, som det normalt bruges, altså for bred til at det kan bruges til at betyde jordrente alene, nemlig i den henseende, at det medregner forringelse af formue og betaling for brugen af formue, og det kan også medregne bygningsskatter, almindelige skatter og betaling for tjenesteydelser.

I mange andre henseender er betydningen af det engelske ord “rent”, som det normalt bruges, for snæver til at det kan bruges til at beskrive jordejerens andel af formuen. Når en mand køber et stykke jord af en anden, kaldes betalingen almindeligvis købsprisen. Det er helt klart, at sælgeren kan kræve prisen, ene og alene fordi han har herredømme over jord. Den er derfor egentlig jordrente. Salgsprisen for jord udtrykkes sædvanligvis ved et antal årlige ydelser, for eksempel tyve års ydelser. Det betyder, at sælgeren får tyve års jordrente på forskud i bytte for retten til at opkræve jordrenten for stedse.

Desuden er betydningen af det engelske ord “rent” i dets sædvanlige brug begrænset til de tilfælde, hvor der sker en betaling fra en mand til en anden. Hvor en landmand selv ejer sin jord, vil han ikke kalde nogen del af sine indtægter “rent”. Det må imidlertid være klart, at en del af hans indtægter får han, fordi han ejer jorden. Havde han været lejer eller forpagter, skulle han, i de fleste tilfælde have betalt jordrente til jordejeren, som kunne kræve denne jordrente, fordi han havde herredømmet over jorden. Som lejer eller forpagter ville landmandens fortjenester være blevet reduceret med den sum, han skulle betale i jordrente, og de ville være blevet reduceret, fordi han ikke havde herredømmet over jorden. Det fremgår derfor klart af denne illustration, at en del af landmandens indtægter er jordrente, selvom den ikke bliver betalt ham af en anden mand, men kommer til ham som en del af udbyttet af hans landbrug.

På lignende måde kan en mand betale jordrente til en jordejer og alligevel modtage jordrente til sig selv. For eksempel kan en butikshandlende i en stor by, som har lejet sin butik på langt åremål, komme i en situation, der svarer til den, en vis butikshandiende i The Strand, London, var i. Den sum, som manden skulle betale til jordejeren, var £50 om året; alligevel kunne han have fremlejet sin butik for £1.000 om året. Lejen, som skulle betales ifølge kontrakten, var blevet fastsat for mange år siden, og i mellemtiden var afkastet, som ejendommen kunne give, steget stærkt. Hans kontrakt udløb den 24. december, midnat. I den nye kontrakt, som herefter blev oprettet, forlangte jordejeren £1.000 om året i leje. Resultatet af denne ændring var, at den butikshandlendes udbytte blev reduceret med £950 om året. Årsagen til dette fald er indlysende. Ved midnat mistede han sit herredømme over jorden, som gik over til jordejeren. Som et resultat at dette blev jordejeren i stand til at forøge sine krav, så det kunne opsuge hele jordrenten. Den butikshandlende mistede altså de £950 om året, fordi han mistede herredømmet over jorden; og jordejeren fik dette beløb, fordi han genoprettede herredømmet over jorden. Det er indlysende, at disse £950 om året er jordrente.

I løbet af de 99 år, kontrakten havde været gældende, var jordrenten, der lå skjult i butikkens udbytte, steget og steget, men i henhold til overenskomsten med jordejeren skulle lejeren kun betale den samme fastsatte sum hvert år. Hen imod slutningen af lejemålet voksede lejerens udbytte stærkt, men efter at den nye lejekontrakt var blevet oprettet, kunne forretningen kun lige betale sig. Tidligere havde lejeren kunnet indkassere dette stigende udbytte, fordi hans herredømme over jorden var beskyttet af lejekontrakten. En del af jordrenten gik til jordejeren, men lejeren beholdt størstedelen. Lejeren kunne, hvis han havde ønsket det, have fremlejet butikken for de £1.000 om året og beholdt £950 selv. Det er i virkeligheden, hvad andre har gjort under tilsvarende lejemål.

Arbejdernes andel – Løn.

I mange henseender er den almindelige betydning af ordet løn, ligesom den almindelige betydning af det engelske ord “rent”, for snæver. Den er almindeligvis begrænset til at betyde en betaling fra en arbejdsgiver til en arbejder. Det var ikke den oprindelige betydning, som var belønning for udført arbejde, og det er i den betydning, ordet vil blive brugt her. Det er således ganske klart, at en mand, som arbejder for sig selv, får i det mindste en del af sin indtægt fra sit eget arbejde; denne del er hans løn. Hertil kommer, at de skel, der i daglig tale sættes mellem løn, gage og indtægt, ikke har nogen økonomisk betydning. For så vidt som den formue en mand modtager, er fremkommet som en gengæld for hans eget arbejde, vil den her i bogen blive kaldt hans løn.

Ved at bruge ordet “jordrente” til at betyde den andel af formuen, som går til en jordejer, og ordet “løn” til at betyde den andel, der går til de arbejdende, har økonomer brugt disse ord i deres almindelige mening. Det fremgår af det, der allerede er skrevet, at i den daglige brug beskriver ordene ikke det sande forhold mellem indtægterne og de midler, hvormed de er opnået. I den almindelige brug er disse ord derfor blevet en kilde til forvirring snarere end til klarhed.

Som det ses, afviger jord og arbejde fundamentalt fra hinanden. Jord er den kilde, hvorfra mennesket henter alle sine materielle ejendele; arbejde er det menneskelige virkemiddel, hvormed mennesket producerer livsfornødenhederne. Da disse faktorer er forskellige i selve deres natur, giver herredømmet over dem meget forskellige magtforhold for deres ejere. Hvis ordene jordrente (på engelsk “rent”) og løn i almindelig tale havde haft præcise betydninger, der havde skelnet tydeligt mellem de formueandele, som en mand modtager henholdsvis fra sin jord på grund af ejendomsretten og fra sit arbejde, så ville mange af de vanskeligheder med at forstå, hvordan formue bliver fordelt, aldrig være opstået. Som det er nu, bliver ordene brugt i flæng, og mens de antyder, at de angiver de midler, hvorved et menneske får sin formue, skjuler de dem i virkeligheden.

Hvad er rente?

Når en mand ønsker at købe et stykke jord, men ikke har disponible pengemidler til at betale med, vil han i mange tilfælde optage et lån og give et pant som sikkerhed for det. Sædvanligvis er betingelserne for at få lånet sådanne, at låntageren må forpligte sig til, foruden at tilbagebetale den lånte sum, at betale et tillæg i form af en årlig afgift i den tid, lånet løber. Denne periodiske betaling kaldes almindeligvis rente. Men der er i dette særlige tilfælde overhovedet ikke nogen kapital i transaktionen. Manden lånte pengene, fordi han ønskede at købe jorden. Hvis han ikke betaler det årlige beløb, vil kreditoren i henhold til pantebetingelserne tage jorden. Den eneste grund til, at låntageren erhvervede sig pengene og samtykkede i at betale afgiften, var, at han ønskede at få jorden. Det må derfor være klart, at den årlige betaling overhovedet ikke har nogen forbindelse med kapital, men långiveren kræver den af låntageren i kraft af lånet.

På lignende måde kan direktøren i ledelsen af et konsortium, som ønsker at erhverve jord, stifte et lån, hvormed det kan købe jorden, og som sikkerhed give långiverne gældsbreve med pant i jorden. Også her vil konsortiet i det almindelige tilfælde samtykke i at betale långiverne en fast årlig sum for lånet, og den årlige sum vil blive kaldt rente. Hvis konsortiet skulle forsømme at betale denne rente eller at betale afdragene til de fastsatte datoer, kan långiverne blandt andet tage jorden. Der er heller ikke i dette tilfælde indbefattet nogen kapital i transaktionen.

Hvorvidt kapital indgår eller ikke indgår i billedet afhænger i virkeligheden af, hvad låntageren bruger lånet til; men hvad han nu end bruger det til, så skal han i alle tilfælde betale rente. Det er tydeligt, at långiverens magt til at kræve rente ikke har noget at gøre med, hvad lånet bliver brugt til. Om låntageren bruger det til bygning af en fabrik, eller til at erhverve et beboelseshus, om han bruger det til at anskaffe værktøj til sin virksomhed, eller bruger det på hestevæddeløb, vil ikke gøre nogen forskel. Långiverens magt opstår på grund af de to kendsgerninger, at han har herredømme over en formue, og at låntageren ønsker formuen.

Rentens sammenkobling med kapital har været en ulykkelig fejltagelse, hvis usandheder har bredt sig stærkt. Den er opstået ved, at man har sammenblandet magten til at kræve betaling for lån med det, som nogle af lånene bruges til. Den ignorerer den kendsgerning, at lånene måske slet ikke bliver brugt til at producere formue; at de måske bliver forbrugt til fyrstelig ødselhed som af enevældige herskere; til forhindring af produktion som når mennesker søger at skaffe sig monopol ved at opkøbe konkurrerende virksomheder og nedlægge dem; eller til ødelæggelse af formue som i krig. Den tildeler i tanken lån en egenskab, som den ikke skulle have, en forestilling om produktion og sociale fordele, og den skjuler gælden og afhængigheden, som lånet så tydeligt underretter om. Hvorvidt magten over formuen bliver brugt produktivt, uproduktivt eller ødelæggende, vil afhænge af låntageren, og ikke af långiveren.

Mens jordrente og løn er krav fra henholdsvis jordejer og arbejder, som opstår ved frugtbart samvirke mellem arbejde og jord, opstår rente derimod fra et menneskeligt forhold, forholdet mellem kreditor og debitor. Rente er tydeligvis et sekundært fænomen. Før en mand kan få herredømme over en formue, må formuen produceres, og arbejdere må have udført arbejde på jord. Før en mand kan udlåne, må han have erhvervet et effektivt krav på formue, og de primære midler, hvormed dette krav kan hævdes, er arbejde og herredømme over jord – det vil sige krav på løn og jordrente. Endvidere skal produktionen fortsat være i gang, ellers vil alle krav på formue snart forsvinde i den blå luft.

Disse lån, som giver anledning til betaling af rente, er i deres natur forskellig fra leje af rørligt gods, for eksempel et automobil eller et radioapparat. Når en formuegenstand udlejes, udlejes den for at blive brugt, det vil sige, for at blive forbrugt. I henhold til formuens natur forfalder forbrugsgenstanden og kræver vedligeholdelse. Leje af formuegenstande medfører service, service som ejeren i egen interesse sædvanligvis selv udfører. En udlejningsforretning indbefatter jord og arbejde, og betalingen der erlægges af dem, der gør brug af den, ligner betalingen for enhver anden service. De lån, der giver anledning til betaling af rente, er imidlertid helt forskellige herfra. Långiveren udlåner slet ikke nogen formue. Han overfører til låntageren en fordring på formue, som han derved selv giver afkald på. Fordringen, der er overført til låntageren, bliver måske eller måske ikke anvendt; men almindeligvis vil den blive anvendt til at købe noget for, eller til betaling for noget, men så snart den er anvendt, er den borte. Låntageren påtager sig til en eller anden dato at give udlåneren en tilsvarende fordring på formue tilbage. Hvis låntageren i mellemtiden har erhvervet sig formue ved hjælp af den til ham overførte fordring, er formuen måske blevet forbrugt, tabt eller ødelagt; men derved unddrager han sig ikke pligten til at betale lånet tilbage eller at betale renter.

I fjerne tider, da plyndrende danske hære landede på de engelske øer og hærgede og nedbrændte landsbyerne og tog beboerne til fange og bortførte dem, tilbød den daværende regering at betale skat til danskerne til gengæld for mildhed. Det er unødvendigt at fortælle, at jo mere, der blev betalt, des mere blev der forlangt, og skatterne, der blev opkrævet for at betale denne Danegæld, blev efterhånden meget tunge. Hertil kommer, at den kun blev betalt, når danskerne kom for at opkræve den, hvilket kunne være når som helst. For den almindelige skatteyder var disse pludselige og store krav meget strenge. Hvis det skete, at høsten blev dårlig, var borgeren ofte ude af stand til at betale. Som et resultat af dette udstedte regeringen en lov om, at hvis Danegælden ikke blev betalt inden for fem dage, kunne den mand, som først betalte, tage skatteyderens jord. Stående over for en sådan streng straf indgik de almindelige borgere en aftale med deres rige og betydningsfulde naboer gående ud på, at til gengæld for at disse naboer betalte Danegælden, når den blev opkrævet, påtog selvejerbønderne sig at betale med regulære tidsmellemrum en sum til dækning af Danegælden plus lidt mere. Kort sagt, den lille mand sagde til sin nabo: “Hvis du betaler min skat, når jeg skulle betale den, vil jeg betale min skat til dig og lidt mere.” Det samme sker i vore dage. Skatteborgerne siger gennem deres regering til rige konsortier eller enkeltpersoner: “Hvis I betaler vores skat, når vi skulle betale den, vil vi betale jer en årlig sum gengæld.” Denne praksis, som har været anvendt i England siden Charles den Førstes regeringstid, resulteret i, at de skatter, som regeringen indbetaler til private personer i normale tider beløber sig tredjedel af de totale nationale udgifter, og det sker, uden at gælden reduceres med en penny.

Hvilken brug der end er blevet gjort af disse så er de fleste fordele for det offentlige som helhed ophørt for længe siden. Der betales stadig renter.

Rente er en betaling, som ydes af én person til en anden til gengæld for et lån af en fordring på formue.

Betydningen af ordet “Profit”.

Før vi forlader diskussionen om forholdet mellem ord og de kendsgerninger, som de antages at repræsentere, vil det være nyttigt at betragte ordet profit. Den kritikløse anvendelse af dette ord har ført til en meget betydelig forvirring i tankerne vedrørende sociale forhold. Dets virkelige betydning er simpel nok, det er indtægternes overskud ud over udgifterne. Dets modsætning er tab, eller et “overskud” i udgifterne ud over indtægterne.

En butikshandlende, som selvejer butikken og lageret samt grunden, hvorpå butikken er bygget, og som selv arbejder i sin butik, vil fra tid til anden sammenligne sine udgifter og indtægter og på den måde beregne sin profit. I dette tilfælde skyldes hans profit til dels hans herredømme over jord og til dels hans arbejde hjulpet af hans kapital, kort sagt – hans profit indeholder jordrente og løn. Antag nu, at han ikke længere har herredømme over jorden, men må betale fuld jordrente for den, og at han stadigvæk har herredømme over butikken og lageret og stadigvæk arbejder. Under disse nye vilkår vil hans profit blive mindre end før, formindsket med jordrentebeløbet som han skal betale. Det fremgår klart heraf, at han i det første tilfælde opnåede den større profit, fordi han havde herredømmet over jorden, og at hans profit blev reduceret, fordi han mistede herredømmet over den. I det andet tilfælde ville hans profit omfatte løn. Lad nu den butikshandlende betale den fulde jordrente for jorden og den fulde rente for lånet, for hvilket han oprindeligt erhvervede sig butikken og lageret, men lad ham stadigvæk arbejde. Ved slutningen af regnskabsperioden ville han fremdeles beregne sin profit, og han ville uden tvivl i visse kvarterer blive beskrevet som en “kapitalist”, til forskel fra en “arbejder”. I dette tilfælde ville hans elendige profit bestå af løn minus rente, den ville blive reduceret med både jordrenten, han betalte, og renten han betalte. Antag endelig, at denne mand ikke ejede jorden, hverken ejede butikken eller lageret og ikke arbejdede i butikken – og det er klart, at han så ikke ville tjene noget som helst.

Det fremgår heraf, at hvis ordet profit bruges i nogen anden betydning end i den oprindelige og rigtige mening som differencen mellem indtægt og udgift, vil ordet være meget forvirrende, for profit kan bestå af jordrente, eller løn, eller ingen af delene. At sige, som nogle økonomer gør, at formue fordeles i jordrente, løn, rente og profit, er det samme som at sige, at den menneskelige race deles i mænd, kvinder, børn og arbejdere.

Dividende på aktier eller andele i industrien er det middel, hvormed profit fordeles til dem, der har herredømmet over konsortier eller interessentskaber. Fordi regnskabsførerne kalder den nominelle værdi af aktierne eller andelene for virksomhedens kapital, er den ide fremkommet, at dividenden er en ydelse fra kapitalen, men den har intet som helst med dette at gøre. Konsortiets profit kan ligesom den butikshandlendes profit komme fra herredømmet over jord eller formue, eller fra aktieejernes eller andelshavernes arbejde. Det er klart, at i et ejendomsselskab opnås indtægten for hovedpartens vedkommende fra jorden, og dividenden må derfor hovedsagelig være jordrente. For at gå til den anden yderlighed, i de konsortier, hvor direktørerne og hovedaktionærerne udfører hele arbejdet, kan det godt være, at dividenden er ren løn. Aktier og obligationer er simpelthen adkomstbeviser på de fremtidige indtægter af det pågældende konsortium. Kun ved yderligere undersøgelser kan kilden til indtægten bestemmes, og magten, som sætter aktionærerne i stand til at tilegne sig indtægten, blive åbenbaret.

Sammenfatning:
“Jordrente” vil i denne bog blive brugt i betydningen “den formue, som en mand erhverver sig gennem sit herredømme over jord”, hvad enten den leveres til ham af en anden mand eller ikke.
“Løn” vil blive brugt i betydningen “den formue, som mand får som resultatet af sit eget arbejde”, hvad enten han er herre eller tjener.
“Rente” vil blive brugt i betydningen “den betaling, som en mand yder til en anden til gengæld for et lån en fordring på formue”.

5. Kapitel  – Jordrente og løn.

Formålet med dette kapitel er at bestemme, hvilken del af den fra dag til dag producerede formue der år til dem, der har herredømmet over jorden, og hvilken andel der går til dem, der udfører arbejdet. Med andre ord, hvilken del der går til jordrente, og hvilken del der går til løn.

Fra nu af vil en mand, som har herredømme over jord, blive kaldt en “jordejer”, en der arbejder, en “arbejder”, og en der har herredømme over kapital, en “kapitalist”. Disse udtryk vil ikke nødvendigvis referere til forskellige mennesker. En husmand kan godt på en gang være jordejer, arbejder og kapitalist. Som det er nævnt før, kan aktionærerne i en fabriksvirksomhed godt være både jordejere og kapitalister, ja endog arbejdere. Disse udtryk refererer altså ikke til forskellige mænd, men til tre særskilte stillinger, som enhver mand kan have i forbindelse med produktionen af formue. Dette er vigtigt: Vort formål er ikke at opdage, hvor megen formue mennesker modtager, for det er en sag for statistikeren, men at fastslå, hvad det er for magter, der har sat dem i stand til at få deres formue.

Nu er jord og arbejde to af faktorerne for produktionen af formue, og som følge heraf er jordejerne og arbejderne i stand til at kræve en andel af den producerede formue. Andre, som ikke har noget med industri at gøre, kan tilegne sig formue fra industrien, men de kan kun gøre det på én af to måder. For det første kan de være i stand til at lægge en eller anden byrde på en særlig industri, som for eksempel ved at lægge en stor afgift på nogle af industriens råmaterialer. Resultatet af dette vil blive, at den mængde formue, som i denne særlige industri er disponibel til fordeling i jordrente og løn, vil blive reduceret, men, som det vil blive vist senere, hvis mængden af formue ikke er stor nok til at betale den gældende markedspris for jordrente og løn, vil industrien blive lukket. Det er indlysende, at hvis industrien ikke vil yde så meget i jordrente, som jordejeren kunne opnå ved at bruge jorden til noget andet, vil han i de fleste tilfælde holde jorden tilbage. Hvis arbejderne ikke får så meget i løn, som de kunne få andre steder, vil de sandsynligvis forlade virksomheden. For det andet kan mennesker, der ikke har noget med industri at gøre, tilegne sig formue fra jordejeren eller arbejderen, ligesom skatteopkræveren og pengeudlåneren gør, men disse mennesker påvirker ikke det forhold, hvori den producerende formue fordeles mellem de personer, der har hovedkrav på formuen. Sådanne indhug vil derfor blive ladt ude af betragtning på nuværende tidspunkt; men de vil senere på et passende sted blive taget op til undersøgelse.

På nuværende trin af undersøgelsen ser vi ikke på jordrenten eller lønnen i en eller anden særlig industri, men i al almindelighed ud over hele samfundet, og vi vil undersøge, hvordan jordrenten og lønnen under skiftende tilstande varierer i forhold til hinanden.

Nu er det indlysende, at hvis man forøger den andel, som jordejeren som jordrente tager ud af den formue, der er til fordeling, så må den andel, der går til løn, som følge heraf blive tilsvarende formindsket. Hvis jordrenten således forøges fra 30% til 40% af den formue, der er disponibel for jordrente og løn, så må den andel, der går til løn, formindskes fra 70% til 60 %. Hvis det derfor bliver opklaret, hvor stor den andel af den disponible formue, der går til jordrente, er, og hvordan den varierer, så bliver den andel, der går til løn, automatisk bestemt samtidig. Dette synes at være tilstrækkeligt indlysende; men det er en anden ejendommelighed ved de teorier, der almindeligvis fremsættes om disse emner, at de ikke er i overensstemmelse med en sådan sammentælling. Ved den allerførste prøve på enhver teori, der forsøger at forklare fordelingen af formue, må det undersøges, om forklaringerne på jordrente og løn harmonerer med hinanden. De skal give et resultat, som kan udtrykkes i en simpel ligning, som siger, at den formue, der står til rådighed for fordeling i jordrente og løn, er lig med jordrente plus løn.

Naturloven om jordrente

Ved ordet “jordrente” menes den formue, som en mand får på grund af sit herredømme over jord. Det er derfor klart, at jordrente ikke kan opstå, medmindre herredømmet over jord i sig selv sætter en mand i stand til at få en del af den producerede formue. Hvis der kun var et menneske, ville dette være umuligt. En mand alene kunne ikke få nogen som helst formue på grund af herredømmet over jord. Den eneste måde, han kunne leve på, ville være ved at arbejde, og alt, hvad han opnåede, ville være frugten af sit eget arbejde. Der kan derfor ikke være nogen jordrente, før der er et samfund.

På den anden side, selv hvor der findes flere mennesker, der lever og arbejder sammen, følger det ikke nødvendigvis deraf, at ejendomsret til jord sætter nogen af dem i stand til at få en andel af den producerede formue. Hvis man uden vederlag kan få jord, der er lige så god som den, nogen som helst anden besidder, så vil ingen kunne få fordel frem for de andre ved herredømme over jord. Under sådanne forhold ville der, uanset hvor stor jordens produktionsevne er, ikke være nogen jordrente. Det er derfor klart, at jordrenten ikke fremkommer på grund af jordens produktionsevne.

Når al den mest produktive jord imidlertid er taget, og der kun er fri adgang til mindre produktiv jord, opstår der nye betingelser. En nyankommende, der under disse forhold bosætter sig på den bedste frie jord, vil være ugunstigt stillet i forhold til dem, der har den bedre jord. Hans arbejde vil give ham et mindre udbytte end det udbytte, som de, der har de bedre jordstykker, får af deres arbejde. Den fordel, som de har frem for ham, har de simpelt hen, fordi de besidder den bedre jord. Denne fordel vil være en gevinst, som de får, fordi de har herredømme over jord, og den vil være jordrente.

I den tid koloniseringen af Amerika begyndte, var der intet, som hurtigere fik flokke af mænd til at drage ind i det nye og ukortlagte land end rygtet om, at der kunne findes guld der. For at finde dette tillokkende metal ville den første guldsøger naturligvis søge de aflejringer, hvor der var de største mængder af guld, og hvor det var lettest at udvinde. Andre ville gøre det sauime, indtil alle de bedste aflejringer var taget og blev udnyttet. De, der kom senere, måtte være tilfredse med mindre indbringende aflejringer. Under disse omstændigheder ville besidderen af en grubelod, hvor chancen for gevinst var stor, ikke uden videre give plads til en mand, som var besidder af en grubelod, hvor chancen for gevinst var mindre, undtagen han fik noget til gengæld. Han ville forvente at få en andel i udbyttet for at overdrage besiddelsen af jorden – han ville forvente at få jordrenten. Den senere ankomne ville måske være, og var i virkeligheden ofte, meget glad for at indtræde i sådan et arrangement, men der ville være en grænse for, hvor langt han ville gå. Hvis den sum, der blev forlangt i jordrente, var så stor, at den ville gøre den sum, der blev ladt tilbage til ham, mindre end hvad han kunne opnå på et frit tilgængeligt jordstykke, er det indlysende, at han ikke ville betale den. Jordrenten ville derfor blive begrænset til forskellen mellem produktionsudbyttet, der kan opnås på den gamle grubelod, og produktionsudbyttet, der kan opnås på den bedste grubelod, som kan erhverves uden betaling.

Sagt på en anden måde: Guldsøgeren, der arbejdede på den bedre jord, ville have en fordel frem for dem på den dårligere jord, en fordel som på ingen måde skyldtes hans dygtighed eller arbejde. Hvis han af en eller anden grund blev nødt til at flytte til fri jord, ville han blive fattigere end før. Kort sagt, forskellen mellem den formue, som han erhvervede sig på sin egen grubelod, og den, som han kunne have erhvervet sig på det bedste jordstykke, der kunne fås uden betaling, ville være jordrente, og resten ville være løn.

Så snart et samfund vokser så meget, at det optager al den bedste jord, der er disponibel, og begynder at brede sig til ringere jord, vil en del af den på den bedre jord producerede formue derfor blive jordrente. Jo ringere jorden er, hvor samfundet breder sig, des større vil jordrenten, som er en del af den på bedre jord producerede formue, blive forholdsmæssigt, og som følge heraf, des mindre vil den del, der er løn, blive forholdsmæssigt.

Det betyder ikke, at den mængde formue, der går til arbejderen, nødvendigvis bliver mindre. Det er en almindelig iagttagelse, at efterhånden som samfundet vokser, sker der en væsentlig stigning i mængden af den producerede formue pr. indbygger, både på den bedste jord og på den ringeste. Resultatet er, at selv efter at den forholdsmæssigt stigende andel, der går til jordrente, er trukket fra den producerede formue, behøver den mængde formue, der er tilbage til løn, ikke at blive formindsket, skønt denne andel falder forholdsmæssigt.

Så vidt er disse kendsgerninger klare – hvor der ikke er et samfund, kan der ikke være nogen jordrente; selv om der er et samfund, vil der ikke være nogen jordrente, hvis der uden betaling kan fås jord, som er lige så god som al anden jord. Kun når al den bedste jord er optaget, og mennesker må arbejde på ringere jord, opstår der jordrente. Jordrentens størrelse vil variere fra jordstykke til jordstykke i overensstemmelse med den fordel, som ejeren får for sit vedkommende; men på hvert jordstykke vil jordrenten blive forskellen mellem formuen, der er produceret på jordstykket ved arbejde, og hvad dette arbejde kunne producere på den bedste jord, der er fri og kan tages i brug uden nogen som helst betaling.

På dette sted vil det være nyttigt at sammenfatte, hvad der indtil nu er blevet behandlet, til klare og simple videnskabelige udtryk, således at man vil kunne se, hvad der sker med lønnen, efterhånden som den del af formuen, der tages som jordrente, forøges forholdsmæssigt, og hvad resultatet bliver, når al brugbar jord i et samfund bliver afspærret.

Kemikeren har en stor fordel frem for økonomen ved behandlingen at sit emne, for han kan meget ofte tage genstanden for sine studier ind i et laboratorium og iagttage og måle dens reaktioner under særlige forhold ved at frembringe en kunstig tilstand, som alle andre påvirkninger er lukket ude fra. Dette kan økonomen ikke gøre. Det er imidlertid muligt at frembringe laboratorietilstande i fantasien og ved omhyggelig iagttagelse og tænkning at skelne disse tilstandes virkninger på emnet for undersøgelserne.

Når en videnskabsmand ønsker at måle forholdet mellem en luftarts rumfang og tryk, frembringer han en kunstig tilstand, hvor temperaturen af luftarten holdes konstant. Hvis han ikke gjorde det, ville variationer i rumfanget blive påvirket af både temperatur og tryk, og det ville være umuligt for ham ved sine iagttagelser at fastslå med sikkerhed hvor meget af ændringen i rumfanget, der blev frembragt af temperaturen og hvor meget af trykket. I vort tilfælde er formålet at bestemme forholdet mellem formuen, der produceres på et stykke jord, og jorden selv, idet vi iagttager, hvordan formuen, der produceres, ændrer sig, når kvaliteten af jorden ændres. For at gøre dette er det nødvendigt, at mængden og kvaliteten af arbejdet, der bruges i hvert tilfælde, er konstant.

For bedre at kunne belyse forholdene kan vi forestille os en ø, som er rig på naturlige ressourcer. Vi kan derpå forestille os, at der kommer mænd til øen og bosætter sig, den ene efter den anden, og vi kan tænke os, at hver mand udfører og bruger en nøjagtig lige stor mængde af arbejde. Til hjælp ved undersøgelserne af, hvad der må ske under sådanne forhold, vil der blive brugt diagrammer. Øen vil blive fremstillet ved en lige linje, der er afgrænset med bølgelinjer, som forestiller havet, som vist nedenfor:

 

Den første nybygger, som kaldes “A”, kommer til øen og søger efter den bedste jord. For bekvemmelighedens skyld lad os antage, at det bedste jordstykke ligger på venstre side af øen. Efter at han har anvendt sin konstante mængde af arbejde, vil han have produceret en formue, som kan repræsenteres ved en søjle, der måler 100, se diagrammet nedenfor.

 

Den første nybygger bosætter sig på den bedste jord og producerer en formue på 100.

Eftersom “A” er den eneste beboer, vil, som forklaret tidligere, intet af den producerede formue være jordrente. Den må derfor være løn og er i diagrammet mærket LØN.

Derpå kommer den anden nybygger “B”. Han finder, at den bedste jord er taget af “A”, og han tvinges derfor til at finde det næstbedste jordstykke. Efter at han har anvendt den samme mængde arbejde som sin nabo, må den formue, han derved har produceret, være mindre end den, der blev produceret af “A”. Den er repræsenteret i det næste diagram ved en lavere søjle mærket 90.

Intet af den af “B” producerede formue vil være jordrente, den vil helt ud være løn. Som det ses, er “B”s udbytte 10 mindre end “A”s, selvom “A” og “B”, som forudsat i undersøgelsen her, anvender den samme mængde af arbejde. Denne forskel opstår på grund af, at “B” besidder dårligere jord. Hvis “A” byttede plads med “B”, ville han få 90 og “B” 100, og det er derfor klart, at han får de ekstra 10 på grund af, at han har herredømme over jord. Dette forhold er fremstillet i det næste diagram ved at vise lønnen på begge jordstykker som 90 og jordrenten på “A”s jordstykke som 10.

Når den næste nybygger “C” ankommer og søger efter jord til at arbejde på, må han være tilfreds med at få endnu ringere jord. Under disse forhold må hans arbejdsudbytte blive mindre end “A”s og “B”s, selvom hans indsats er den samme som deres. Hans arbejdsudbytte angives i næste diagram ved tallet 80. I dette tilfælde vil overskuddet på 10 til “B” og overskuddet på 20 til “A” ud over, hvad “C” opnår, fremkomme på grund af den kendsgerning, at “A” og “B” har herredømme over bedre jord, og overskuddet vil derfor være jordrente. Disse nye tilstande er vist i nedenstående diagram.

Kort sagt, jordrenten på jordstykkerne “A” og “B” er lig med forskellen mellem produktet af arbejdet på det pågældende jordstykke og produktet af den samme mængde af arbejde på jordstykket “C”. I hvert af tilfældene er de tilbageværende 80 løn. En simpel betragtning vil vise, at det forholder sig sådan.

Lad os nu antage, at der kommer en mand “D” til øen, og lad os antage, at “A” siger til ham: “Kom og arbejd for mig på min jord.” Det ville være meget naturligt for “D” at spørge: “Hvor meget vil du betale mig for det?” Hvis vi nu antager, at “D” ved at arbejde for sig selv på den bedste frie jord kunne producere en formue repræsenteret ved 70, er det klart, at han ikke ville arbejde for “A”, medmindre “A” tilbød ham mindst 70. Det ville betyde, at lønniveauet i det lille samfund ville være baseret på 70. Med andre ord, lønnen, som en mand kan forlange under sådanne forhold, er den han kunne opnå ved at arbejde for sig selv på den bedste jord, der frit kan fås til brug. Ledig jord, som frit kan tages i brug, giver “D” en stærk forhandlingsposition over for enhver, som ønsker at beskæftige ham. Alt hvad en jordejer kan få, er det der bliver tilbage, når lønnen er betalt. Dette kan fremstilles i diagram på følgende måde:Det ses altså, at den andel af formuen, der på den ene side går til jordrente, og på den anden side går til løn, bestemmes af den mængde af formue, som arbejde kan producere på den bedste jord, der kan fås til brug uden betaling. Efterhånden som folketallet stiger, og produktionen udvides til ringere jord, vil den andel af formuen, der går til jordrente på den bedre jord, forøges forholdsmæssigt, og som følge heraf vil den andel, der går til løn, formindskes forholdsmæssigt. Som det er blevet anført tidligere, betyder dette ikke nødvendigvis, at mængden af formue, der går til løn, bliver formindsket. I de anvendte tankeeksperimenter blev det forudsat, at alle mænd, som kom til øen og fik jord at arbejde på, anvendte samme arbejdsmængder. I virkeligheden kommer der med det stigende folketal et nyt moment ind i billedet, som vil blive diskuteret i næste kapitel. Samtidig med at samfundet vokser, stiger arbejdets produktivitet meget stærkt, og det kan udmærket godt udvikle sig sådan, at den mængde formue, der produceres på den ringere jord, bliver større end den, der produceredes, da samfundet var mindre, og det anvendte jordområde var mindre. Enten det nu går sådan eller ej, så vil den andel af formuen, der går til jordrente på de bedre jordstykker, imidlertid stadig forøges forholdsmæssigt, efterhånden som befolkningen spredes ud til ringere jord•

Den bedste frie jord, som kan fås uden betaling, betegnes af økonomer som produktionsgrænsen, eller somme tider som dyrkningsgrænsen. Det er på mange måder et uheldigt udtryk, da det antyder gold og ufrugtbar jord, mens dyrkningsgrænsen i virkeligheden er den bedste jord, der kan fås for intet. Man kan derfor sige, at jordrenten bestemmes af det overskud, der kan opnås i arbejdsudbyttet på et hvilket som helst jordstykke, ud over hvad der kan opnås ved anvendelse af samme arbejde og kapital på produktionsgrænsen.

Indtil dette sted i bogen har det i alle tankeeksperimenterne været antaget, at der er mere end nok af god jord, der kan fås frit uden betaling, hvilket giver arbejderen en anden mulighed end den at søge arbejde hos en mester. Det er indlysende, at det er til arbejderens meget store fordel, for det fastsætter en minimumsløn, under hvilken arbejderen vil afslå at arbejde for en anden. Men denne anden mulige indtægtskilde fastsætter ikke blot et minimum for den andel af den producerede formue, som arbejdet får; den fastsætter også et maksimum for den andel af formue, som kan fås i jordrente.

Det kan sammenfattes på følgende måde:

Hvor jorden er fri, bestemmes jordrenten ved forskellen mellem udbyttet af arbejdet på den pågældende jord og udbyttet af det samme arbejde på den bedste jord, der kan fås til brug uden betaling.

Hvor al jord er afspærret, opstår der imidlertid en helt anden situation. Det er en sørgelig kendsgerning, at der i enhver civilisations udvikling nås et punkt, hvor et antal mennesker trækker sig tilbage fra aktivt arbejde i produktionen af formue for at leve af deres jordrente. For sådanne mennesker, som har rigeligt med fritid, vil det ikke være unaturligt at interessere sig for at lede andre, der for deres vedkommende alt for ofte er tilfredse med at lade dem, der har god tid, tage sig af denne besværlige sag. Når dette sker, vil de fås autoritet og magt uundgåeligt blive brugt til at afspærre jord og tage mere og mere af den ind, indtil al jord er kommet under deres herredømme. Mange stærke og indflydelsesrige kræfter arbejder i den retning, når civilisationen har nået et bestemt punkt, men undersøgelsen her befatter sig på nuværende trin ikke med denne sag. Det er tilstrækkeligt at bemærke, at det sker, og at se, hvilke konsekvenser det medfører.

Vi vender nu tilbage til diagrammet og antager, at “A” og “B” afspærrer al jord, og at “C”, “D” og “E” sættes udenfor. De nye tilstande er vist i nedenstående diagram.Hvis “A” under disse forhold spørger “C”, “D” og “E”, om en af dem vil komme og arbejde for ham på hans jord, vil spørgsmålet om løn fremkomme. Det er interessant at lægge mærke til, at det ikke vil være “C”, “D” eller “E”, der spørger: “Hvor meget vil du betale mig?”, men det vil være “A”, som spørger hver af dem efter tur: “Hvor meget ønsker du?”. Det antages, som det er gjort tidligere, at hver af dem arbejder med samme dygtighed og fagkundskab, og derfor vil den få arbejdet, som forlanger mindst i løn. Lønnen vil altså i dette tilfælde blive bestemt af det mindste en mand, ud af flere med samme dygtighed, vil forlange for det. Det er velkendt, at under sådanne betingelser må lønnen blive meget lav. Mændene har ikke længere en anden mulighed for at kunne skaffe sig beskæftigelse, men må søge arbejde hos en mester. Hver mand, der besvarer spørgsmålet: “Hvor meget ønsker du?” vil vide, at hvis han forlanger for meget, vil han ikke få arbejdet. Han vil instinktmæssigt nedskrive sin egen værdi. Den, som nedskriver værdien mest, vil få arbejdet, og han vil bestemme lønniveauet. Denne nye tilstand er vist i nedenstående diagram, hvor lønniveauet er angivet ved en lønlinje på 20.

Alt det, der bliver tilbage ud over lønnen, dvs. 80 på “A”s jordstykke og 70 på “B”s, vil være jordrente. Der vil imidlertid være en grænse, som jordrenten ikke kan overskride. Denne vil være bestemt af det lønniveau, under hvilket arbejderne ikke vil arbejde. Dette vil variere efter forholdene. Hvis konkurrencen mellem mænd for at få arbejde vokser stærkt, vil lønniveauet falde.

Tradition og uddannelse vil ligeledes påvirke forholdene. I lande, hvor levestandarden længe har været lav, og hvor folk er uvidende, vil lønniveauet blive meget lavt. Hvor tradition og uddannelse er af højere kvalitet, vil mennesker nægte at arbejde for så lidt. Hvordan forholdene nu end kan være, så vil den mindste løn, som arbejderne vil acceptere, imidlertid bestemme det højeste punkt, hvortil jordrenten kan stige.

Kort sagt:

Hvor al jord er afspærret bestemmes jordrenten af forskellen mellem mængden af den på den pågældende jord producerede formue og den mindste andel af formuen, som arbejderne vil acceptere som løn.

Naturloven for løn

Da vi fandt frem til naturloven for jordrente, fandt vi samtidig naturloven for løn. Hvor jorden er fri, bestemmes lønnen af, hvad en mand kan opnå ved at arbejde for sig selv på den bedste jord, der frit kan fås til brug. Det betyder ikke, at lønnen bestemmes af, hvad en mand, der arbejder alene uden kapitalressourcer i et moderne samfund, kan opnå. Lønnen bliver bestemt af, hvad en mand kunne tjene i en fuldt udrustet industri, enten alene eller i samarbejde med sine arbejdskammerater i overensstemmelse med, hvad industrien kræver. Der er ingen tvivl om, at i et frit samfund, hvor loven ikke forbød det, kunne en mand, som ønskede at gøre det, fremskaffe den kapital, han behøvede til sin industri, ved at betale renter, og lønnen han ville opnå på fri jord, ville blive hele produktet af hans virksomhed, ud af hvilket han selvfølgelig skulle betale renterne. I et samfund, hvor gode naturressourcer står frit til rådighed for arbejdet, må produktionsresultatet af menneskers arbejde på den frie jord blive godt, og lønnen må blive høj. Som det allerede er blevet anført, ville det under sådanne forhold ikke vare længe, før arbejderen erhvervede sin egen kapital og ikke var tvunget til at låne.

Hvor al jord er afspærret af nogle få mennesker af samfundet, bestemmes lønnen af det mindste en arbejdsløs mand vil acceptere at arbejde for. Hvor arbejdsløsheden stiger voldsomt, som under industrielle kriser, vil konkurrencen om at få arbejde forstærkes, og lønnen falde. I opgangstider, hvor industrien trækker folk til sig igen, vil konkurrencen om at få arbejde blive mindre hård, og lønnen stige; men da det for en mand, der ikke har andet end sit arbejde, er livsvigtigt at få beskæftigelse hos andre, så vil lønnen, hvor al jord er afspærret, svinge op og ned omkring et meget lavt niveau. Lønnen kan dog, naturligvis, ikke falde under det minimumsudbytte, som et menneske vil acceptere at leve for, og hvad mennesker vil acceptere som et minimumsudbytte varierer i forskellige lande alt efter traditionerne og folkets oplysning, og vil endvidere være forskelligt for forskellige generationer svarende til tidens levevis og uddannelse.

Tilbage til vores eksempel med guldsøgeren; så længe der findes gode aflejringer, som frit kan udnyttes af en nyankommet, vil han ikke acceptere at arbejde for en mester for en løn, der er mindre, end hvad han kan tjene ved at udnytte en af de frie aflejringer. Hvis han er en erfaren og dygtig arbejder, vil han opnå mere, end hvis han var mindre dygtig, og han vil være i stand til at forlange en højere løn hos en arbejdsgiver. Men hvor nogle få mænd afmærker alle guldaflejringerne med pæle og gør krav på dem som deres ejendom, vil en nyankommen ikke kunne finde et sted, hvor han kan arbejde, hvis han ikke får tilladelse til det af ejerne. Han må enten acceptere deres betingelser eller rejse tilbage til civilisationen. Under sådanne forhold, som virkelig forekom i gulddistrikterne, vil han blive tvunget til at arbejde for en meget ringe løn, og hele udbyttet af hans arbejde ud over denne usle løn vil gå til ejerne af guldaflejringerne. Ved afspærring af jorden drives lønnen altså ned, og jordrenten stiger med det, som arbejdet taber. Arbejderen vil ikke have midler, som sætter ham i stand til at opspare kapital, og denne vil blive leveret af ejerne på betingelser. Ejerne vil blive jordejere og pengeudlånere og vil opsluge både jordrente og renter, men magten, som sætter dem i stand til at opnå og fastholde denne stilling, er deres herredømme over jorden.

Løn og kapital

Før formue kan bruges til at producere mere formue, eller med andre ord, før formue kan bruges som kapital, skal den produceres. Dertil kommer, at der altid vil være nogen, der har krav på den, da den jo er et produkt af menneskelig foretagsomhed, af arbejde anvendt på jord for at tilfredsstille menneskelige ønsker. De primære krav bliver stillet af jordejere og arbejdere. Men mennesker vil kun bruge kapital som arbejdere, i arbejdet med at producere formue. I et samfund, hvor lønnen udgør en så forholdsvis lille del af den producerede formue, at arbejderne ikke får mere i løn, end nok til at opretholde den minimum levestandard, de kræver, vil arbejderne sjældent være villige til at levere deres egen kapital, selvom de var i stand til det.

For at arbejdet skal være effektivt må arbejderne imidlertid forsynes med egnede bygninger, redskaber og lagre. For at opfylde deres egne minimumskrav om lønnen kan det i virkeligheden være nødvendigt for dem at anvende en betydelig mængde kapital.

Hvor al jord er afspærret, og lønnen ikke bestemmes af, hvad en mand kunne tjene som sin egen mester på god produktiv jord, men af det mindste beløb, han er villig til at acceptere, må lønnen falde til det lave niveau, hvor de fleste mennesker ikke vil levere deres egen kapital. Under disse forhold må menneskene enten arbejde med de allersimpleste redskaber og kun tjene lidt, målt som formue, eller en anden må levere kapitalen. Kort sagt, hvis kapitalen ikke tages primært fra lønnen, så kan den kun tages primært fra jordrenten.

Mens mennesker i almindelighed vil være glade for at erhverve sig bygninger, redskaber og lagre for at lette og forbedre deres eget arbejde, hvis de har råd til det, vil de som regel ikke være tilbøjelige til at forsyne andre med det. Faktisk ville de næppe vide noget om, hvilken kapital der krævedes til den anden mands virksomhed. Hvor al jord er afspærret, opstår derfor en situation, hvor de fleste af samfundets medlemmer, der er afhængige af deres arbejde for at kunne leve, ikke har midler til at skaffe sig mere end de simpleste og billigste redskaber til deres arbejde; denne situation varer lige så længe den del af arbejdsudbyttet, der overstiger arbejdernes minimumskrav for opretholdelse af livet, betales som jordrente til jordejeren; jordejeren har i de fleste tilfælde hverken ønske om eller interesse i at levere redskaberne. Denne situation kan resultere i en samfundstilstand, hvor industrien med stort besvær opretholdes på et lavt produktionsniveau ved hårdt slid for arbejderne, som kun får ringe hjælp i form af tekniske hjælpemidler. På den anden side giver denne tilstand en gunstig lejlighed for pengeudlåneren og den forvovne og impulsive industriherre. Hvis en mand ikke kan levere sin egen kapital ud af sin egen formue, må han låne en fordring på formue for at erhverve kapitalen. Hvis han er villig til at betale renter og kan vinde tillid hos ejeren af fordringen på formue, lykkes det ham sandsynligvis at opnå et lån. Arbejderne vil imidlertid ikke betale renter ud af deres løn på grund af de samme forhold som dem, der almindeligvis hindrer dem i at skaffe sig deres kapital, og hvor renten ikke tages primært fra lønnen, må den tages primært fra jordrenten. Det er klart, at hvor arbejderne er fuldt udstyret med kapital, vil – alt andet lige – deres virksomhed blive mere produktiv, end hvor udstyret er dårligere. Resultatet bliver, at selvom noget af jordrenten skal betales i renter for lån, der er optaget for at udstyre en virksomhed, kan jordejeren stadig modtage mere i jordrente, end han kunne “fra en dårligt udstyret forpagter eller lejer. I den situation, hvor der skal lånes fordringer på formue for at skaffe fuldt ud moderne udstyr, får jordejeren der ikke selv bruger jorden, men bortforpagter eller udlejer den til en anden, den fulde jordrente minus den del, der skal betales i renter for at erhverve kapitalen. Hvis han kræver mere, vil der ske det, at enten vil virksomheden ikke blive sat i gang, eller den vil meget snart gå fallit.

Denne begrænsning af størrelsen af jordrenten, som en jordejer kan få, når han bortforpagter eller udlejer jorden til brug for en industri, er den kendsgerning, som har forledt økonomer til at tale om en tredje kanal for fordeling af formue foruden jordrente og løn, og til at kalde den “rente af kapital”. Som det er vist tidligere, opstår denne fejltagelse ved, at magten, som sætter en ejer af formue i stand til at kræve renter fra en låntager, bliver sammenblandet med den anvendelse af lånet, som kun gælder for nogle lån – anskaffelsen af kapital. For eksempel: Begrænsningen af størrelsen af jordrenten, der kan fås ved bortforpagtning eller udlejning, sætter en tilsvarende grænse for salgsprisen for jord; de, der ønsker at starte en virksomhed, kunne derfor tænkes foruden at låne pengemidler til at udstyre virksomheden for, også at låne pengemidler til at købe jordejeren ud og på denne måde selv få hele jordrenten. Det er tydeligt, at i dette tilfælde tages renten fra jordrenten, og den kan ikke være en særskilt fordelingskanal.

Selvom den jordrente, der kan fås ved bortforpagtning eller udlejning, således vil være meget nær den fulde jordrente, vil jordejernes krav presse jordrenten op mod dens maksimum. Mennesker må have adgang til jord for at kunne leve. Hvor al jord afspærres, vil der opstå kamp for at få adgang til jord, og i denne kamp vil den højestbydende sejre. Den fuldt udstyrede virksomhed vil i almindelighed være i en position, hvor den kan overbyde de andre, så jordrenten, som en jordejer kan få ved bortforpagtning eller udleje, vil tendere imod den jordrente, der kan betales af en fuldt udstyret forpagter eller lejer. Med andre ord, for at kunne yde den krævede jordrente og derved få adgang til jord vil arbejderne behøve at blive fuldt udrustede med kapital, og denne udrustning vil variere mere med deres købekraft end med deres dygtighed og foretagsomhed. Desuden vil de virksomheder, der ved deres start har tilstrækkelige pengemidler til at købe jordejeren ud, senere have fordel af enhver stigning i jordrenten ud over, hvad der skal betales i renter, og de vil på den måde blive forsynet med pengemidler til yderligere udvidelser, som ikke vil være til rådighed for forpagtere og lejere, som har kontrakter på korte åremål.

Forhandlinger om lån og jordkøb kræver dygtighed og talent af en særlig slags, som kun visse mennesker er udstyret med. De egenskaber, der kræves, er: Evne til at forstå regnskaber, jura og anliggender vedrørende fast ejendom; talent for at opnå andres tillid og talent for at kunne overtale dem til at skille sig af med penge; sans for den forretningsmæssige værdi af andre menneskers arbejde og dygtighed; evne til at udvælge medhjælpere og få dem til at yde deres bedste. Et menneske, som er begavet med disse egenskaber, har muligheder for at fremskaffe lån, beskæftige arbejdere og udruste virksomheder, og hvis han er heldig med sine foretagender, kan han måske flerdoble sine lån og antallet af sine funktionærer og på den måde få stor magt. Sådanne egenskaber ville være værdifulde i ethvert samfund, men i et samfund som det, der her omtales, får de en betydning, som er alt for stor i forhold til betydningen af andre egenskaber.

Uanset hvor dygtige og samvittighedsfulde andre mennesker kan være, så vil de, hvis deres levevej kræver dyrt udstyr og de ikke har magt over den formue, der skal til for at fremskaffe det, være nødt til at arbejde som funktionærer. Det er deres talent og viden, som vil blive anvendt af finansmanden til at styre og opretholde industrien under hans herredømme. Han begynder måske som bankier, overtager ledelsen af et stort elektroteknisk firma, går videre og bliver leder af en kæmpestor stålindustri, mens de virkelige bankiers, elektrikere og metalarbejdere arbejder for ham. De har så sandelig ikke meget at vælge imellem.

De mænd, der påtager sig at sætte pengemidler og arbejde sammen, behøver fantasi og mod og må være i stand til at yde hårdt arbejde, men ikke mere end hvad der kræves i mange andre beskæftigelser for faglærte. I sammenligning med de få, som har held med sig, er der mange, der går fallit; men på grund af deres betydning i et samfund, hvor de, der har fantasi, dygtighed og mod, ofte ikke har midler til at udstyre sig selv til deres særlige arbejde, vil de, der har held med sig, blive betalt som heldige filmstjerner. Deres betydning har ført til, at økonomer hædrer dem med den specielle titel “driftsherre” (som et vittigt hoved definerede som en person, der risikerer en mands penge for at udnytte en anden mands arbejde) og benævner deres vederlag som “løn for ledelse”. Deres funktion fremhæver imidlertid naturen af de vilkår, som giver dem deres høje rang. Deres opgave er at bringe arbejderne sammen med de pengemidler, som kræves for at udstyre arbejderne, en funktion der naturligvis ville være unødvendig, hvis lønnen var tilstrækkelig til at give arbejderne herredømmet over den formue, som kræves til deres udstyr. I et samfund, hvor lønnen trykkes ned til det mindste, arbejderne er villige til at acceptere, men hvor arbejderne ikke er tilfredse med at arbejde med primitive og forældede redskaber, der må finansmanden nødvendigvis indtage en betydningsfuld stilling, og hans ideer og levevis vil påvirke samfundslivet i teori og praksis. Han vil ikke alene blive industriherre, men vil blive rådgiver for regeringer og velynder af og velgører for arkitektur, litteratur, musik, malerkunst og billedkunst.

Denne samfundstilstand vil imidlertid være sekundær og fremkomme af dybere årsager. Selvom gælden binder en stor del af samfundet til pengeudlånerne, vil den være et skrøbeligt bånd. De, der udlåner deres fordringer på formue, vil søge at sikre sig imod, at skyldneren svigter sit løfte om at betale tilbage. Der vil blive brugt mange anordninger: Den fingerede leje under det såkaldte afbetalingssystem, lån mod pant, lån med tilbageholdelsesret, prioritetslån og statsgaranterede lån. Af alle disse anordninger vil de sikreste være dem, der sætter kreditoren i stand til, hvis debitoren svigter, at tage jorden og opkræve jordrenten direkte til sig selv, som det er tilfældet, hvor der er udstedt pantebreve og gældsbreve, eller hvor der er givet statsgarantier, som understøttes af skatter (“guldrandede værdipapirer”). Sikring ved hjælp af formuegenstande kan aldrig blive lige så god. Jord vedvarer at bestå, og så længe som menneskeheden overlever, vil det være nødvendigt for mennesker at have adgang til jord. Formue forfalder og kræver arbejde for at blive vedligeholdt og erstattet.

Rente er resultatet af afhængighed, som er frembragt af fattigdom. Udstrækningen af “afbetalingssystemet” og væksten af byggeforeninger er klare beviser på denne afhængighed. Næsten alle store industriforetagender er i stor gæld. Regnskabsførere, som er praktiske folk og kun interesserer sig lidt for økonomiske teorier, undtagen når det gælder om at tage en eksamen, indfører regelmæssigt gælden i konsortiets bøger, der viser, hvor meget konsortiet skylder aktionærerne, obligationsejerne og lignende. De kalder denne gæld for konsortiets “kapital”, og således fuldender dette misbrugte ord kredsen fra at betyde hovedet af kvæget, som en mand ejede, til at betyde gælden af et forretningsforetagende.

Det er kun ved at holde de elementære kendsgerninger om økonomi klare i tankerne, at en klar kurs kan styres igennem den forvirring, som de økonomiske tanker er kommet i. Ethvert samfund, der nogensinde har eksisteret, har været baseret på jord og har været afhængig af arbejde styret af menneskelige ønsker. De primære krav på al formue produceret i samfundet har været jordrente og løn. Alle andre kraver sekundære. Eftersom en mand ikke kan leve uden formue, så vil han, hvis hans krav på formue er så små, at han ikke kan klare sig uden at låne, alligevel forsøge at låne, selvom det sætter ham i en afhængig position. Hvordan kravene på formue fordeles, hvorvidt de afføder uafhængighed eller fremmer afhængighed, vil blive bestemt af samfundets struktur.

Rente

Dette er ikke stedet for en fuldstændig diskussion om rente, da mange emner må diskuteres, før ordet rente kan forstås helt ud. Når man tager hensyn til rentens betydning, kan visse generelle iagttagelser imidlertid være til hjælp på dette sted.

Før herredømmet over formue kan sætte en mand i stand til at opkræve en fordring på formue fra en anden mand til gengæld for et lån, må der være andre, som gerne ville betale ham for at bruge det. så længe der er mænd, som er villige til at låne, vil det meste, der kan tages i rente, være det, som låntagere højst vil betale. Det mindste vil blive det, som långiverne mindst vil nøjes med. Mellem disse to punkter, det højeste og det laveste, vil långiveren søge at få så meget som muligt, og låntageren vil søge at betale så lidt som muligt.

Antag nu, at det mindste, mennesker i almindelighed er villige til at udlåne for, er repræsenteret ved tallet 2, og at renten, der i virkeligheden betales, falder til l, så vil mennesker i almindelighed ikke være villige til at give lån, og resultatet må blive, at renten igen vil stige til 2. På den anden side, skulle renten stige til 3, så ville udlån af fordringer på formue straks blive betragtet som en meget indbringende forretning, og mængden, som långivere vil søge at investere, vil hurtigt stige og vil blive ved med at stige, indtil renten igen falder til 2. Med andre ord, mængden af formue, der går til rente, vil altid tendere imod at blive det mindste, mennesker er villige til at give lån for.

Den forøgelse i produktiviteten eller den lettelse i arbejdet, som mennesker forventer at opnå ved at bruge kapital, opmuntrer dem til at erhverve sig kapital. Hvis de er nødt til at låne for at erhverve den, vil de stille den rente, der skal betales for lånet, op mod den forventede fordel ved at bruge kapitalen. Enhver opadgående tendens for renten må påvirke dem til at afholde sig fra at låne. på den ene side vil de samme forhold, som i almindelighed tvinger mennesker til at låne for at erhverve sig kapital i meget høj grad forøge den mængde af formue, som ejerne søger at udlåne. Hvor al jord er afspærret, vil ikke alene lønnen have tendens til at blive det mindste, som arbejderne vil acceptere, men overskuddet af formue ud over lønnen vil have tendens til at falde i hænderne på nogle få. Disse rige personer og konsortier, som udøver dette herredømme, vil være ivrige efter at udlåne deres overskud af pengemidler. Desuden vil fattigdommen, som ledsager de lave lønninger, og frygten, den fremavler, få lønarbejderne til at skrabe sammen og spare op for at sikre sig mod ulykker og gemme hen til alderdommen, og de vil kun være glade for at udlåne deres små opsparinger for at få dem forøget med renter. Disse summer, som er ubetydelige i sig selv, løber op og bliver til betydelige beløb, somme tider omkring 20% af pengemidlerne, der udlånes. Altså, mens de, der er beskæftigede i industri, vil være følsomme over for stigningen i renten, vil de, der ønsker at udlåne, være følsomme over for variationer i mængden af lån, og begge indstillinger vil hjælpe til at holde rentesatsen nede. Der vil selvfølgelig forekomme svingninger, men den almindelige tendens vil være, at renten tenderer imod det mindste, som långiverne er villige til at acceptere.

Jordrente, Løn og Rente.

Det følgende er en sammenfatning af konklusionerne, vi er nået frem til. Hvor jorden er fri, så enhver mand, som måtte ønske det, kan erhverve et jordstykke for sig selv, der vil lønnen blive bestemt af, hvad en mand kan tjene ved at arbejde for sig selv, enten han vælger at arbejde alene eller sammen med andre, på den bedste jord, der frit kan fås til brug uden betaling af jordrente. Hvad hans virksomhed kan producere ud over dette på den bedre jord, vil være jordrente. Under sådanne forhold vil lønnen blive høj, meget mere end tilstrækkelig til at opfylde minimumskravene, sådan at arbejderne vil kunne udstyre sig selv med kapital. Som følge heraf vil der sjældent blive optaget lån. Kun hvis mennesker bliver presset til det af omstændighederne, vil de vælge at sætte sig i gæld. Helt bortset fra omkostningerne ved gælden er skyldneren aldrig helt herre i sit eget hus: Alt hvad han ejer er under gældens skygge, og det kan, hvis uheldet kommer over ham, blive taget af hans kreditorer for at dække gælden.

Hvor al jord er afspærret, vil lønnen blive reduceret til det mindste, arbejderen er villig til at acceptere. Lønnen vil under sådanne forhold ikke være tilstrækkelig til at udstyre en arbejder med mere end de allersimpleste redskaber. Det kan resultere i optagelse af lån i stor stil for at skaffe udstyret. Denne låntagning vil blive foretaget af forholdsvis få mennesker, som vil kunne skaffe sig moderne udstyr, og som vil stræbe efter at drive de uafhængige ejendomsbesiddere, der mangler kapital i deres virksomhed, ud og beskæftige arbejdere i et stadigt stigende antal. De vil imidlertid gøre dette som debitorer (skyldnere), som repræsentanter for pengeudlånerne, hvis tjenere de må være. Formuen, som stilles til rådighed af långiverne, vil for størstedelen blive taget primært fra jordrenten, og renterne for lånene vil også i almindelighed blive taget primært fra jordrenten. Resultatet bliver, at jordrenten, som tilfalder en jordejer, der ikke selv bruger jorden, vil blive reduceret med den del, der kræves for at betale renter for de lån, som er optaget for at udstyre forpagterens eller lejerens virksomhed. Den almindelige kamp om at få adgang til jord vil imidlertid sætte jordejeren i stand til at forøge sine krav, så han kan få den del af jordrenten, som tages til at betale renter med, nedsat til det mindste långiverne vil acceptere. Endvidere vil dette nedadgående tryk blive assisteret af folks ivrige ønske om at udlåne for at kunne forøge deres fordringer på formue med renter. Renterne vil ikke altid blive taget primært fra jordrenten. De vil blive taget fra de fordringer på formue, som skyldneren ejer. Hvor lønnen imidlertid er meget lav, er det indlysende, at der ikke vil blive ret meget tilovers til renter, og det vil kun være i ringe omfang, at renter betales af individuelle arbejdere. Betalingen for hovedparten af lånene til industriformål må som følge heraf nødvendigvis tages fra jordrenten.

Som nævnt tidligere i dette kapitel blev det af hensyn til de viste eksempler antaget, at hver mand arbejdede med samme dygtighed og i samme tidsrum. Sådan forholder det sig selvfølgelig ikke i virkeligheden; hver mand er forskellig fra sin nabo, og nogen vil være mere dygtig til visse ting, og andre vil være mere dygtige til andre ting. Lønnen vil variere for forskellige typer af arbejde. r almindelighed kan man sige, at de, der har et dagligt arbejde, som kræver en mere kostbar uddannelse og større dygtighed, vil opnå en højere løn, for ellers ville det ikke være umagen værd for en mand at gennemføre en uddannelse og erhverve sig den nødvendige dygtighed.

Der er andre betingelser, som har betydning for disse variationer i lønnen, men det må her være nok at lægge mærke til, at de alle har forbindelse med den til grund liggende løn i samfundet, dvs. den løn, som de dårligst betalte arbejdere får. Hvis denne løn stiger, vil lønningerne overalt i samfundet før eller senere også stige. Hvis den falder, vil de andre følge efter.

I det moderne samfund, hvor massernes fattigdom avler uvidenhed og, alt for ofte, demoralisation, vil forskellene i dygtighed mellem mænd være meget markeret og forskellene i løn som følge heraf store. Hvis forholdene var anderledes og formue jævnt fordelt ud over samfundet, ville forskellene mellem mænds dygtighed uden tvivl ikke være store. Hvor mænd gives lige store muligheder, er der sjældent meget stor forskel på deres dygtighed. Nogle vil på visse områder være bedre end deres kammerater, men dårligere på andre områder. Der vil naturligvis være forskelle, men de vil sandsynligvis ikke være større end forskellen på mænds højde, som sjældent er mere end en tomme eller to af seks fod for den almindelige mand. r et sådant samfund ville den betydelige forskel i løn, som kendes i vor tid ikke eksistere. Nogle få ville være fremtrædende som de altid må være, men de ville være de få. Nogle få ville sakke bagud, men det aldeles overvejende flertal ville holde trit med hinanden.

Renten, som kan opnås af lån, varierer også, men det vil almindeligvis være sådan, at en forøgelse af renten skyldes en større risiko ved lånet. Hvor mennesker investerer deres pengemidler i risikable foretagender, som måske kan ende med katastrofer, forventer de et større udbytte. Renten vil blive baseret på det, der kan fås af lån, for hvilke der er stillet god sikkerhed, den rente, der kan indtjenes i en rimeligt sikker industri. Hvis den stiger, vil alle rentesatser stige; hvis den falder, vil alle rentesatser falde.

Disse variationer påvirker ikke lovene for fordelingen af formue som de er fremstillet her. Manden, som er dygtigere, producerer mere formue, og det er kun naturligt, at han skal have mere, men det betyder ikke, at han får en større andel af den samlede producerede formue. Hvor jorden er fri, vil han få så meget som han kunne få ved at arbejde for sig selv. Hvor al jord er afspærret, vil han være underkastet konkurrence i samme grad som enhver anden mand, og han vil ikke opnå mere end hvad andre lige så dygtige mænd ville være villige til at acceptere.

Kort sagt, lovene, der styrer fordelingen af formue, er:

1. Hvor jorden er fri:
   Jordrenten bestemmes ved forskellen mellem udbyttet af arbejdet på den pågældende jord og udbyttet af det samme arbejde på den bedste jord, som kan fås til brug uden betaling.
   Lønnen bestemmes af, hvad en mand kan få ved at arbejde for sig selv på den bedste jord, som kan fås til brug uden betaling.

2. Hvor al jord er afspærret:
   Jordrenten bestemmes af forskellen mellem det samlede udbytte af arbejdet på den pågældende jord og lønnen.
   Lønnen bestemmes af det mindste, som mænd vil acceptere for at udføre arbejdet.

I begge tilfælde, uanset om jorden er fri eller ikke, må jordrenten falde, hvis lønnen stiger i forhold til hele udbyttet. Hvis lønnen falder i forhold til udbyttet, må jordrenten stige.

Hvor al jord er afspærret, vil renten tendere imod det mindste långiveren vil acceptere, og den kan blive taget primært fra jordrenten eller lønnen; men den vil for størstepartens vedkommende blive taget primært fra jordrenten.

6. Kapitel – Teori og kendsgerning

I det foregående kapitel blev kræfterne, som styrer formuens fordeling mellem jordrente og løn, undersøgt og de enkelte resultater gennemdrøftet. De nåede konklusioner er af allerstørste betydning og må ikke uden videre blive hverken accepteret eller forkastet. Det er derfor meningen her at udsætte dem for tre betydningsfulde prøver. Den første vil være:  – Forklarer disse konklusioner, hvorfor lønnen har tendens til at falde, efterhånden som civilisationen går frem?

I gamle bestående lande, hvor lønnen for længe siden er blevet trykket ned til det rene minimum, er denne tendens til, at lønnen falder efterhånden som civilisationen går frem, ikke iøjnefaldende med det samme. I områder, hvor hvide mænd har bosat sig for nylig, som i USA, er det nedadgående sving i lønningerne dog stadig i nulevendes erindring. I den første tid efter, at koloniseringen af det nordamerikanske kontinent var begyndt, var hjemmene og samfundene, som emigranterne indrettede sig, nødvendigvis primitive; men den viden, de bragte med sig, og deres forbindelse med den vestlige verden satte dem i stand til at gøre hurtige fremskridt. I begyndelsen var der ingen rige mænd, og enhver var nødt til at arbejde for det daglige brød, men der var ingen fattige. Mens disse tidlige bosættelser hurtigt udviklede sig til at blive store byer, mens befolkningstallet hurtigt voksede og medførte, at fordelene ved arbejdsdeling kunne udnyttes, og mens videnskabelige metoder blev indført, og produktionskraften steg voldsomt, blev lønnen samtidigt trykket ned; nogle mænd blev meget rige, men størsteparten blev langsomt trykket ned til fattigdom. Med lokomotivet kom landstrygeren, og med biblioteket og museet kom tiggeren og fattiglemmet.

Den samme bevægelse kan spores gennem udviklingen af de gamle nationer i den vestlige verden fra den tid, da de barbariske stammer fejede hen over de områder, som styredes af det smuldrende romerske kejserrige. Det var ikke sådan, at der var en stadig, uafbrudt nedgang i lønnen, der har været opgange og nedgange, men efter at civilisationen har passeret et bestemt punkt, har lønnen haft almindelig tendens til at falde ned mod et minimum.

Således er der i England i det sidste hundrede år sket en betydelig forbedring i de dårligere stillede menneskers levestandard. Men for to hundrede år siden var den gennemsnitlige arbejdsuge kun fire dage. Dengang tjente håndværkeren nok i disse fire dage til at forsørge sig selv gennem hele ugen ved en levestandard, som tilfredsstillede ham. Sandt nok, var der ikke installeret vandhaner i hans hus, han havde ikke et radioapparat og kunne ikke nyde sin fritid i biografen; men disse behageligheder var nægtet selv Kong George. Forholdsvis var den tids håndværker langt bedre betalt end vor tids håndværker. For fire hundrede år siden var forholdene for de dårligere stillede klasser endnu bedre, bedømt efter lønningerne. I 1540-erne var den engelske histories guldalder ved at nærme sig sin slutning.

Hvis konklusionerne, vi nåede til i det foregående kapitel, er rigtige, må de stemme overens med disse utvivlsomme kendsgerninger. Det er derfor meningen her at undersøge forholdene for jordrente og løn i et samfund, som i moderne tider udvikler sig fra at være en primitiv bosættelse til en stor by.

Lad os derfor forestille os, at en nybygger og hans familie kommer til en rig og frugtbar slette, langt fra ethvert civiliseret samfund. Lad dem der afmærke så stort et stykke land, som de behøver, og som de kan bygge deres hjem på. Under sådanne omgivelser behøver de ikke at mangle føde, men de må selv dyrke jorden og gå på jagt for at få den; de behøver ikke at mangle klæder, men de må selv fremstille deres tøj og sy det; de behøver ikke at være uden husly, men må selv bygge huset og vedligeholde det, når det er bygget. Deres liv vil blive hårdt og, med alle deres anstrengelser, barskt og ensomt. De vil blive generet af træer, de ikke kan fælde, af klipper og sten, de ikke kan flytte. Vilde dyr vil æde deres afgrøde og vil måske endog angribe dem og udsætte dem for livsfare. Hvis de ønsker en oksesteg, må de slagte en okse. Deres levevilkår vil være trange, men de behøver ikke at være foruroligede på grund af mangel på livsfornødenheder. Det er indlysende, at de ikke som jordejere vil være i stand til at kræve nogen formue i det hele taget. Hvad de ejer, vil komme fra egne anstrengelser og vil være løn.

Antag nu, at der efter nogen tids forløb ankommer en anden nybygger med sin familie. Der kan ikke være nogen tvivl om, hvor han vil slå sig ned. Han vil finde sig et jordstykke ved siden af den første nybygger og afmærke det. De nyankomne vil bringe en kilde til kammeratskab med sig og vil være velkomne. Med forenede kræfter kan nybyggerne udføre arbejder, som ligger over, hvad hver enkelt af dem har evner til. Mere vigtigt er det imidlertid, at hver især vil være i besiddelse af særlig viden, talent og dygtighed, som udnyttet i fællesskab sætter beboerne i stand til lettere at kunne udføre mange ting, der ellers ville have været vanskelige. Meget spild vil blive undgået. Hvis begge familier ønsker en oksesteg, kan de nøjes med at slagte én okse. Der kan ikke herske tvivl om, at herefter vil formuen, som produceres af den første nybygger, blive langt større, mens den anden nybygger vil høste stor fordel ved at komme til at bo nær ved den første.

Fremdeles vil ingen af dem i sin egenskab af jordejer være i stand til at kræve nogen som helst andel af den producerede formue. Lige god jord vil stadig være tilstede i overflod. Begge familier vil stadig bygge deres tilværelse på eget arbejde. Den forøgede formue vil være løn. Virkningen af den nye bosættelse har derfor været, at lønnen er blevet forøget betydeligt.

Så længe jord med lige gode egenskaber stadig var fri, ville ankomsten af hver ny beboer have samme virkning på vilkårene for alle. Formueproduktionen per indbygger ville stige hurtigt. Ingen af dem ville være i en stilling, hvor de kunne kræve en del af den producerede formue til gengæld for brugen af jord, der ville ingen jordrente være. Den stadigt stigende produktion ville være løn. Små raffinementer ville blive indført og komme alle til gode. Viden, sandsynligvis af meget praktisk karakter, ville blive opsamlet til alles fordel.

Inden længe kommer der imidlertid et nyt element ind i samfundet. Ved det stigende antal indbyggere ville en, der viste særlige evner for forarbejdning og reparation af redskaber, finde det indbringende at etablere sig som, for eksempel, smed. Det er klart, at han ikke ville gå over til dette erhverv, medmindre han kunne tjene i det mindste lige så meget som han gjorde før som nybygger. I virkeligheden ville han forvente at kunne tjene mere. Hvad han kunne opnå på den bedste jord, der frit kunne fås til brug, ville sætte et minimum, under hvilket han ikke ville være villig til at arbejde. For en smedje ville frugtbarheden af jorden, hvorpå den var bygget, imidlertid være uden betydning. Der ville være helt andre ting at tage i betragtning. Det er indlysende, at en håndværker af den slags ville klare sig langt bedre, hvis hans værksted blev bygget i centret af samfundet, hvor han ville være nem at komme til fra alle sider. Han ville derfor opnå en betydelig fordel ved at have en bestemt beliggenhed frem for en anden. Endvidere ville han ikke kræve så stort et areal til sit erhverv som en landmand ville. Han ville producere lige så megen formue på et mindre areal.

En formueproduktion, hvis fremkomst ikke skyldes nogen enkeltperson, men eksistensen af et samfund, ville således blive trukket ind til jord med central beliggenhed. Det er klart, at en smeds forretning kræver, at der skulle være et tilstrækkeligt antal mennesker, som ønsker at drage fordel af hans dygtighed. Ligeledes kunne et lille samfund have fordel af at have sådan en specialist i dets midte. Alle landbrugere ville blive sparet for et stort besvær ved at have en mand til at efterse deres maskineri for dem. Desuden ville de have bedre maskiner. Resultatet ville blive, at alles arbejde ville blive mere produktivt. De fleste landbrugere ville være glade for at gå til smeden for det arbejde, han kunne udføre, medmindre det ville indebære for megen ulejlighed. Hvis smedjen havde en god beliggenhed ville alle landbrugere komme til den, og forretningen ville blive livlig. Fordelen ved de samvirkende bestræbelser ville således koncentrere sig om et givet sted, dvs. den ville være knyttet til et givet stykke jord. Smeden ville derfor være villig til at betale en del af indtægten ved fremskridtet til ejeren af det centralt beliggende jordstykke, dog altid forudsat, at der, efter at jordejeren var betalt, ville være mindst så meget tilbage til smeden som han kunne have tjent ved at nedsætte sig på fri jord. Mere betydningsfuldt er det, at han kun ville behøve et lille stykke jord. Derfor kunne det forekomme, at selvom der stadig var rigeligt af jord af lige så god frugtbarhed som den, der var optaget, kunne mennesker alligevel erhverve sig mere formue ved at arbejde på særlige jordstykker, fordi de lå i samfundets center, hvor de samvirkende bestræbelser nemt kunne fremmes.

Dette ville sætte ejeren af de centralt beliggende jordstykker i stand til at forlange en andel af formuen, der kan frem bringes på dem, til gengæld for brugen af dem. Også hvis han selv brugte jordstykkerne, ville han få denne andel af formuen, fordi han ejede jorden, for hvis han ikke havde ejet den, ville han være tvunget til at betale jordrente for den. Denne jordrente, som han ville få, ville have sin oprindelse i de samvirkende bestræbelser i samfundet som et hele, og ville knytte sig til hans jordstykke, fordi det tilfældigvis lå i centret af samfundet, hvor fordelene ved dette samvirke føltes.

På samme måde ville ankomsten af en købmand, som altid er en populær mand i en primitiv koloni, føre til, at samvirket mellem indbyggerne blev større. Købmandens opgave er at oprette regulære handelsforbindelser med omverdenen. For ham er beliggenheden af største betydning, for han må være i centret af samfundet for at opnå den største fordel ved sit erhverv. Hans arbejde ville komme alle til gode. Lønningerne ville stige, for hvad en mand kunne tjene på den bedste jord, der frit kunne fås til brug, ville øges. Samtidig ville fordelen ved at drive en specialiseret forretning i centret af samfundet også øges, og ejeren af den centralt beliggende jord ville være i stand til at forlange endnu mere i jordrente.

En anden person, af en helt forskellig slags, som kommer til dette unge samfund, vil være missionæren. Han er ikke, som smeden og købmanden, interesseret i produktionen af formue, han giver sig ikke af med at fremstille ting fra jorden til menneskers nydelse, men han arbejder direkte for menneskene selv. Han kommer blandt folk, som af nødvendighed er formløse, folk som ikke har megen uddannelse og sandsynligvis ikke kender til den dannede optræden, som betyder så meget for at få livet i samfundet til at glide let og effektivt. Lovene vil være uudviklede; alt for ofte vil det være en revolver der endeligt afgør stridigheder. Trods alt dette vil nybyggerne, måske mere end mennesker i de etablerede lande, behøve råd og vejledning i de daglige problemer for sjælen. For dem vil missionæren være lærer, dommer og ven. Det vil være hans opgave at undervise dem i disse dybtrækkende principper, som vil lede dem ind på nye veje, der fører til et lykkeligt menneskeliv på jorden. Hvis missionæren forstår sig på og elsker sit arbejde, kan hans ankomst til samfundet i høj grad bidrage til at gøre menneskene der lykkeligere. Er hans indflydelse stærk, vil samfundet få viden og blive mere fredfyldt; hvis han i det hele taget har held med sig i sit arbejde, vil det uden tvivl føre til større effektivitet på det rent materielle område. Det må imidlertid bemærkes, at det er af meget stor betydning, at stedet for hans gudstjeneste og undervisning har en god beliggenhed i samfundet; han vil finde det vanskeligt nok at opnå den ønskede interesse for sit arbejde. Skønt hans arbejde ikke vedrører de jordiske ting, bevirker det, at jordrenten forøges.

Efterhånden som samfundet vokser, opstår der nye behov, som giver nye muligheder for menneskers forskellige færdigheder. Efter smeden og vognmanden kommer snedkeren, drejeren, savmøllen, fabrikken, kulminen og jernværket. Allerede efter købmanden følger grossereren, jernbanen, eksportøren og pakhusejeren. Efter missionæren følger læreren, videnskabsmanden, filosoffen, advokaten, dommeren, skuespilleren, maleren og musikeren. Disse og mange andre tager deres hverv op, efterhånden som samfundet vokser. Hvis det ikke var fordi samfundet voksede, og fordi dets medlemmer samarbejdede, ville disse leveveje ikke have haft nogen tilstrømning; men ved hvert nyt fremskridt i specialiseringen bliver produktionen mere sammentrængt på små arealer. Først flyttes de spredte huse nærmere hinanden, indtil de står tæt side om side, derpå graves fundamenter dybt ned i jorden, og etager bygges oven på hinanden. Hvor nogle få landbrugere engang mødtes for at sludre med købmanden, vrimler det nu med millioner af mennesker, som arbejder med deres forskellige opgaver.

De bedste eksempler på denne udvikling, som huskes af nulevende mennesker, fandt sted i Amerika og er blevet beskrevet i enkeltheder af forfattere, som iagttog kendsgerningerne omkring sig, helt uden at tage økonomiske analyser i betragtning. Det var på denne måde, at den store by Chicago og andre store befolkningscentre i de fjernere dele af Amerika udviklede sig i de senere år. Efterhånden som disse samfund voksede trin for trin, blev fordelene ved at virke ud fra et centralt beliggende sted større og større, og jordrenten, som kunne fås fra de gunstigt beliggende jordstykker, steg tilsvarende. De oprindelige nybyggere opnåede store gevinster i løbet af meget kort tid, blot fordi de havde ejendomsret til jord.

Hvad ville under disse omstændigheder, hvor man lagde mærke til de store gevinster, som jordejerne opnåede, være mere naturligt for mennesker, end at søge at erhverve sig så meget jord som muligt? Det var nu ikke længere et spørgsmål om at afmærke og indhegne så stort et jordareal, som man kunne overkomme at bruge, men om at få ejendomsret til så store arealer som muligt. Disse arealer ville ikke blive anvendt, men de ville blive holdt tilbage fra den stigende efterspørgsel i samfundet. Inden længe var et bredt bælte af uanvendt jord omkring hvert tæt befolket center blevet opkøbt. Nye indvandrere kunne ikke længere til fordel for sig selv og for de tidligere nybyggere bosætte sig ved grænsen til samfundet, men de var tvunget til at rejse mange mile gennem områder af uanvendt jord, før de kunne finde en ledig plet jord. Det er indlysende, at de på disse fjernt beliggende steder ikke kunne producere nær så meget i løbet af et år som de kunne have gjort ved grænsen af det voksende samfund.

Virkningerne på lønningerne over hele samfundet viste sig med det samme. Den opadgående tendens blev standset, og lønningerne blev presset nedad imod niveauet, som bestemtes af, hvad der kunne opnås på de nye bebyggelser. Mændene kunne opnå større fordele ved at arbejde på den afspærrede jord end på de fjernt beliggende åbne sletter og var villige til at betale for muligheden. Jordrenten steg. Denne yderligere stigning i jordrenten ud over dens naturlige stigning gav frisk stimulans til de afspærrede jordområder, og stigningen i jordrenten fortsatte med stormskridt, indtil nye indvandrere måtte rejse hundreder af mile væk for at finde jord, som de kunne bosætte sig på.

Denne åbning af nye kolonier fjernt beliggende fra de eksisterende samfund var en hård opgave, som krævede en fysisk styrke og fasthed ud over den gennemsnitlige. På den tid var historierne om den let tjente formue i Amerika imidlertid ved at tiltrække et stort antal mænd og kvinder fra det kriseramte Europa, og disse mennesker var af en mildere slags end de hårde eventyrere, som først rejste ud til de ukendte steder. Det var uundgåeligt, at mange fandt livet for hårdt, og idet de blev tvunget til at forlade deres fjerntliggende jordstykker, drog de tilbage til de voksende byer for at søge arbejde. Deres fremkomst bragte en ny faktor i anvendelse. Kampen for at få arbejde begyndte for alvor, og jobbene gik til dem, der forlangte mindst –lønnen faldt voldsomt. Under sådanne forhold blev fordelen ved at have adgang til jord nær befolkningscentrene endnu større end før, og jordrenten steg. Hele tiden havde produktionen per indbygger været stigende. Hvis menneskene havde bosat sig tæt ved hinanden, som de normalt ville have gjort, ville denne stigende produktionskraft have forøget, hvad de kunne tjene på den bedste jord, der frit kunne fås til brug. Lønnen ville være steget støt. Jordrenten i centret af samfundet ville være steget meget hurtigere, for jo større samarbejdet mellem menneskene er, des større bliver fordelen ved at arbejde i byerne. Lønnen som mængde ville være steget, selvom den måtte falde i forhold til hele den producerede formue. Som forholdene imidlertid var, med afspærringen for adgangen til jord, var mændene tvunget til at arbejde, hvor fordelene for samfundet mærkedes mindre, og hvor produktet af deres arbejde som følge heraf må have været mindre. Dette forårsagede, at lønnen ikke blot faldt i forhold til hele den producerede formue, men også som mængde.

Derimod steg jordrenten ikke blot som den normalt ville have gjort, men den steg på bekostning af lønnen. Til sidst var al jord på det umådelige amerikanske kontinent, som nu indbefatter Amerikas forenede Stater, afspærret, og ingen steder tværs over disse tre tusinde mile kunne jord fås for intet. Nye indvandrere og forøgelse af befolkningen førte derefter kun til større kamp for at få arbejde, så lønnen trykkedes endnu længere ned, og jordrenten steg endnu mere. Det er velkendt, hvordan denne indvandring opmuntredes med den hensigt at bryde lønniveauet, som forblev relativt højt, indtil indhegningen af jorden var næsten gennemført overalt.

I Amerika foregik denne ændring i løbet af to generationer. I England har den taget århundreder. Historien er imidlertid fuldstændig tilsvarende. De første store indhegninger af jord i England fandt sted i Henry den Ottendes regeringstid under dække af Kirkereformationen. Lønnen faldt brat, og meget store vanskeligheder tårnede sig op for de kommende regeringer. Den første lov om fattighjælp blev udstedt i 1601. I Stuart’ernes regeringstid fik de fordrevne selvejerbønder, som biskop Latimer talte så godt for, imidlertid lov til under kongelig beskyttelse at bosætte sig på den ledige jord ved de endnu eksisterende fælleder, som dækkede store dele af England. Herved blev lønnen og forholdene for arbejderne stærkt forbedrede, så arbejdsugen i industrien i 1750 kun var på fire dage. Herefter kom et århundrede med de mest forfærdelige indhegninger af jord, gennemført af det ureformerede parlament under fremmede konger, der ikke engang kunne tale engelsk. Da blev alle fællederne, med undtagelse af en eller to, udstykket og tildelt de mest indflydelsesrige medlemmer af parlamentet. Virkningen var katastrofal. I 1850 udstedte parlamentet en lov, som gjorde det ulovligt at beskæftige børn under tolv år i mere end tolv timer om dagen, seks dage om ugen. Manden, konen og børn i alderen fra fem år og opefter arbejdede alle for at skaffe familien et tarveligt udkomme. Det var disse indhegninger af jord, som skabte den store flok af arbejdsløse, og som drev lønnen ned, først i markerne og derefter da den industrielle revolution fremkom, i byerne. Det er imidlertid godt at genkalde sig i erindringen, at før spindemaskinen fremkom, arbejdede mand, kone og børn i markerne, bundet sammen med kæder for at børnene ikke skulle løbe væk. Det må også huskes, at hovedparten af arbejdskraften til fabrikkerne blev fremskaffet ved at tvangsindføre ubeskæftigede folk fra arbejdshusene på landet, så de kommunale ejendomsskatter måske kunne lettes på denne måde. Det almindelige indtryk folk har nu om dage, om at den skrækkelige arbejdsløshed i industribyerne, den frygtelige fattigdom og de grusomme arbejdsforhold skyldtes maskinerne, er fuldstændig usandt. Disse forhold eksisterede allerede på landet, før byerne blev bygget. Hvis det ikke havde været sådan, ville industrialiseringen af England have taget en helt anden form.

At forøge produktionen på nogle jordstykker er at forøge produktionen på alle. I den moderne verden lever mennesker ved at ombytte varer, og forbedringer i produktionen i et område forøger belønningen til folk i alle områder. Der er ingen tvivl om, at hvis de områder af Englands jord, der var blevet indhegnede og lå ubenyttede hen, havde været tilgængelige for brug, ville den forøgede produktionskraft, som maskinerne medførte, have sat menneskene i stand til at leve langt bedre på den bedste ledige jord, der var tilgængelig for brug, end det var muligt, før maskinen kom. Dette ville have fastsat et minimum for lønnen, under hvilket den ikke ville falde. Efterhånden som industrien udviklede sig videre, ville lønnen som følge heraf være steget som mængde betragtet.

Hvor folk imidlertid var blevet tvunget til at forlade deres ejendom, og al ledig jord var blevet indhegnet, ville kampen om at få arbejde hindre lønnen i at stige. Arbejdet ville gå til dem, der forlangte mindst, og lønnen ville falde til det mindste, en mand ville acceptere som betaling for sit arbejde. I den første tid efter indhegningen af jorden, hvor rædslen over ødelæggelsen af hjemmene og adsplittelsen af familierne gjorde menneskene rådvilde og modløse, ville de ikke være i stand til at hæve deres meget lave levestandard. Efterhånden som de faldt mere til ro, ville deres krav stige. De ville nægte at arbejde under sådanne slaveforhold, hvis de havde nogen som helst mandighed i sig. Således var forholdene i England. Da de var kommet over deres modløshed, sluttede mændene sig sammen og begyndte at kræve forbedrede forhold og bedre løn. De mødte frygtelig modstand fra en magtfuld regering og fra de sløve arbejdere i deres midte, men til sidst lykkedes det for dem at opnå en langsom stigning af niveauet for minimumslønnen. De opnåede dette netop så vidt som de fik overbevist mænd i almindelighed om, at det ikke var værd at arbejde for mindre end et bestemt beløb, i længere tid end et bestemt antal timer, og under betingelser der var værre end nogle bestemte betingelser. Hvad som helst der virker i retning af at tilskynde mænd til at forøge deres minimumskrav, vil forøge lønnen. Men imod denne fremsættelse af krav, vil under de forhold vi undersøger her, være den konstante frygt for arbejdsløshed og alt hvad den medfører. Fremsættelsen af forøgede krav vil føre til en lang og hård kamp, og en industriel krise kan måske sætte tiden tyve år tilbage i løbet af lige så mange uger. Den kendsgerning bliver dog stadig tilbage, at lønnen fastsættes ikke af arbejdsgiverne, men af mændene selv. I modsætning hertil bliver enhver ny forbedring i produktionen og ethvert fald i lønnen til en stigning i jordrenten. Indhegningerne af jord blev netop udført med det formål at forøge jordrenten, og hver indhegning forøgede den meget effektivt. Den frygtelige historie om indhegningerne af jord og de gevinster, de gav, er fortalt af Mr. og Mrs. Hammond i deres bog The Village Labourer (Landsbyarbejderen). Sammenlignet med de langsomme og med besvær opnåede forbedringer i løn og arbejdsforhold, som er resultatet af lang tids agitation og oplysningsarbejde, er den hurtige forøgelse i produktionen forbløffende. Denne forøgelse må gå til jordrenten. Det er ikke unaturligt, at mennesker, der overalt iagttager, hvordan jordrente og jordpriser vedvarende stiger, søger at opnå fordel ved det. Uden at tage andre ting i betragtning end deres egne umiddelbare interesser erhverver de sig jord, ikke i den hensigt at bruge den, men i den hensigt at holde den tilbage for at opnå gevinst ved dens stigning i værdi. I avisernes spalter med ejen­domsannoncer anbefales læserne regelmæssigt at købe særlige jordarealer og holde dem tilbage. Som vi har set, er det et elementært princip for menneskelivet, at al formue tages fra jorden. Beskæftigelse begynder med, at det nødvendige materiale for industrien udtrækkes fra jorden. Enhver beskæftigelse bruger en del af jordklodens overflade. Det er klart, at hvis den jord, som behøves til brug, blev holdt tilbage fra brug, så måtte industrien blive hæmmet, og det ville give arbejdsløshed. I den moderne kommercielle verden har en ting, der ikke er behov for, ingen markedspris. Det er derfor indlysende, at der ikke er nogen mening i at indhegne og tilbageholde værdiløs jord; jo højere værdien er, og jo hurtigere værdien stiger, des større bliver fristelsen til at købe og tilbageholde. Markedsprisen er umiddelbart et udtryk for det behov mennesker har for jorden. Jo højere prisen er, des større er behovet; jo hurtigere den stiger, des mere vokser behovet. Når jord, der er behov for, bliver tilbageholdt fra brug, så bliver mennesker kastet ud i arbejdsløshed. Arbejdsløsheden, som fremkommer på denne måde, forstærker arbejdernes indbyrdes kamp om at få arbejde og driver lønnen ned.

At dette er de vilkår som hersker nu, må kunne ses af alle, der har øjne at se med. Rundt om alle byerne i den civiliserede verden er der jordarealer, som ligger ubrugt hen, men bliver averteret til salg som meget værdifuld jord. Hvis jorden er meget værdifuld, hvilket uden tvivl er rigtigt, er det ikke dens formål at ligge ubrugt hen. Dette jordbælte, som holdes tilbage af spekulanter, har en dobbelt virkning, der er yderst farlig for samfundslivet, helt bortset fra dets slemme virkninger på beskæftigelsen. Det presser mennesker sammen i byens midte, hvor overbefolkning er fremherskende. Det tvinger dem, der søger at flygte fra de overbefolkede byer, til at rejse over store afstande for at finde et sted at leve på, og det fører til, at der fjernes områder, som det ville være meget bedre at bevare som landdistrikter i stedet for at forvandle dem til livløse sovebyer, som ikke har deres eget naturlige samfundsliv.

På samme måde, men i mindre udstrækning, fås det samme resultat, hvor jord bruges uhensigtsmæssigt. I alle byer i hele den civiliserede verden findes store jordarealer med gamle og uhensigtsmæssige bygninger på. Jord, der behandles på denne måde, vil ikke yde den jordrente, som den ville yde, hvis den blev rigtigt udnyttet. Men under det utilstrækkelige leje- og forpagtningssystem kan lejeren eller forpagteren ikke se formålet med at forbedre ejendommen til fordel for jordejeren. Derimod har jordejeren en stigende fordel. Selvom jorden behandles som den gør nu, vil dens værdi hurtigt stige, for det er i centret af byerne, at den største fordel ved benyttelsen af forbedrede produktionsmetoder kan mærkes. I Bloomsberry-området i London er lejen fornylig steget med 50% efter afslutningen af kun fjorten års leje. Det er indlysende, at denne forhøjelse ikke skyldes bygningerne, som er hundreder af år gamle. Den skyldes ene og alene jordrentens stigning. Hvad mere er, før eller senere vil en mere vovelysten stemning føre til, at jorden bliver fuldt udviklet, hvorved jordejeren kan opnå den fulde jordrente. Det kan derfor forekomme, at store jordområder i hjertet af store byer, hvor jordens anvendelse er af største betydning for hele samfundet, kun bliver uhensigtsmæssigt udviklet. Dette må begrænse produktiviteten og forårsage arbejdsløshed. Dette må forårsage overbefolkning og føre til dårligt helbred. Endvidere bør det bemærkes, at denne selv samme overbefolkning og det deraf følgende dårlige helbred får folk til at betale mere for at få adgang til jord, hvilket igen fører til nedgang i deres løn. Således er det altid. Tilbageholdelse af jord medfører rovdrift på jordværdien, og i kampen for at få adgang til jorden må menneskene acceptere en nedgang i deres løn til det bare minimum der skal til for at opretholde livet – det vil sige, til det mindste de vil acceptere.

Jord tilbageholdes imidlertid ikke kun af de mennesker som lever af at have ejendomsret til jord – de mennesker, der normalt kaldes jordspekulanter. Indehaverne af industrien har ikke været længe om at tage ved lære af dem. Mellem krigene 1914 og 1939 indførte de rigeste kulmineselskaber en politik, som gik ud på at opkøbe kulminer, ikke for at bruge dem, men for at forhindre andre i at bruge dem. Det kan synes mærkeligt til at begynde med, at kulmineejerne skulle begrænse deres egen produktion, men ved nærmere eftertanke kan det ses, at de opnåede stor fordel ved det.

Hvis mennesker spekulerer i formuegenstande, indbyder de til ulykker. Skulle en spekulant have held med sig til at få prisen på en eller anden vare til at stige ud over det naturlige niveau, så det blev meget indbringende at sælge denne vare på markedet, så ville andre mennesker, hvis de havde fri adgang til at gøre det, straks begynde at producere denne vare for at tilegne sig den høje pris, der blev betalt for den. Dette var historien, der lå bag ved den berømte skandale om peber og schellak. En eventyrer undfangede den ide, at han ville skaffe sig monopol på peber. Ideen var ganske simpel. Hvis han kunne opkøbe verdensforsyningen med peber, ville han, selvom han betalte pænt for den, blive i stand til at sælge peberet for en hvilken som helst pris, han valgte, og sikre sig selv en pæn profit. Ved hjælp af andre, som tilvejebragte pengemidlerne, begyndte han så at opkøbe afgrøder af peber over hele verden. Så snart han startede opkøbene og begyndte at tage noget af forsyningerne væk fra markedet, begyndte priserne på peberet at stige, så han ved næste opkøb måtte betale mere. Jo mere han fortsatte med at købe, des højere gik priserne op. Peberproducenterne i hele verden, som observerede de stigende priser på peber, forøgede deres produktion så hurtigt de kunne for at tilegne sig den nemme profit. En strøm af peber kom på markedet og nedbrød den herskende pris. Eventyreren havde et lager af peber til rådighed, som han kun kunne sælge med stort tab, og han endte, meget passende, med at komme for retten i “The Old Bailey”.

Sådan forholder det sig med spekulation i formuegenstande. En sådan spekulation begrænses af menneskets evne til at forøge produktionen af varen, og så snart profitten ved produktionen overstiger det almindelige niveau, vil mere produktion følge efter, indtil profitten igen kommer ned på det samme niveau som det, der gælder for en hvilken som helst anden industri.

Med hensyn til jord er stillingen imidlertid helt anderledes, idet mængden af jord er strengt begrænset, og mennesker ikke kan producere mere af den. For særlige industrier er den brugbare jord endnu mere drastisk beskåret. Olieforekomster og kulminer er meget begrænsede. Mange industrier kan kun fungere i byer, nogle af dem kun i meget store byer. Fordi jorden har så stor betydning for industrien, må produktionen standse, når jorden holdes tilbage fra brug. Menneskenes liv afhænger af produktionen, og denne tilbageholdelse af jord vil bevirke, at menneskene må betale endnu højere jordrente, og det er spekulanternes mål.

Da kulmineejerne lukkede deres kulminer, begrænsede de tilførslen af kul til markedet, og prisen på kul steg. Som følge heraf steg profitten, der kunne opnås ved minedrift. Normalt ville denne forøgede profit have ført til en udvidelse af minedriften, men fordi spekulanterne havde fået herredømme over kulminerne, kunne udvidelsen af minedriften ikke finde sted. Denne forøgede profit opnåede de derfor ikke på grund af kulminedrift, men på grund af den kulminedrift, de forhindrede, og heller ikke på grund af det arbejde, de udførte, men på grund af deres herredømme over jord. Kort sagt, det var oppustet jordrente, og den blev betalt af forbrugerne af kul gennem den højere pris, de måtte betale.

Hvad skete der under alt dette med minearbejderne? Lukningen af minerne forårsagede frygtelige forhold i kulminedistrikterne. Arene gik, og de unge mænd, der var blevet voksne, kunne ikke få arbejde noget sted. Kampen for at få arbejde var forbitret. Pengelønnen i minerne steg ikke sammen med leveomkostningerne som den gjorde i andre industrier; kort sagt, reallønnen faldt. Så da krigen blev erklæret i 1939, var kulminearbejderne, hvis arbejde måske er det mest farefulde af alle og uden tvivl kræver stor dygtighed, mellem de dårligst betalte arbejdere i landet. Kulområderne var fulde af uro, og produktionen af denne livsvigtige vare var alvorligt påvirket. De unge mænd, som forlod minelandsbyerne for at rejse over hele verden i marinen, hæren og luftvåbnet, kom snart til den afgørelse, at de ikke ville arbejde for så lidt under forhold, som dem, der havde hersket i deres hjembys industri. De benyttede derfor lejligheden, som nu var til stede, og søgte efter krigen over i andre beskæftigelser, så kulproduktionen stadigt faldt.

Denne fremgangsmåde var ikke særegen for kulindustrien. Den kan nu findes i næsten enhver af de grundlæggende industrier. Oliemonopolet er et fremragende eksempel. Ved at kontrollere olieforekomster over hele verden kan ejerne beherske forsyningerne af olie til markedet. De forøgede profitter, som er opnået på denne måde, er uden tvivl resultatet af ejernes herredømme over jord og er jordrente. Jordejeren, i hvis jord olien blev opdaget, blev rig i løbet af meget kort tid, for folk vil betale rigeligt for at få adgang til olien.

Der er imidlertid en grænse, ud over hvilken jordrenten ikke kan drives. Der skal være så meget tilbage, at arbejderne kan få det minimum, de kræver, i løn. Et hvilket som helst forsøg på at forøge jordrenten ud over dette, må resultere i en standsning af produktionen.

I lyset af diskussionen i dette kapitel er det muligt at illustrere de fremkomne samfundsøkonomiske sandheder ved en tilpasning af diagrammerne, der blev brugt i forrige kapitel.

Der forestillede vi os en ø, hvortil en mand “A” kom og arbejdede med en given dygtighed. Formuen, han producerede, fremstilles i nedenstående diagram, Fig. l, ved hjælp af en søjle mærket 10.

Derpå kom den næste mand “B” til øen og bosatte sig ved siden af den første nybygger “A”, hvor jorden var ringere end den, der allerede var optaget af “A”. Nu er det klart, at på grund af “B”s ankomst ville den formue, der produceres af den først ankomne, “A”, stige – lad os sige til 15. “B”, som arbejder med samme anstrengelse på ringere jord, kunne imidlertid ikke producere 15. Lad os antage, at han kunne producere 14. Resultatet ville blive, at lønnen på grund af “B”s ankomst til jorden ville være steget fra 10 til 14; dvs. at lønnen ville være steget som mængde. på den anden side, før “B” ankom var der ikke noget af den producerede formue, der var jordrente. Hundrede procent af den var løn. Under de nye betingelser ville l på “A”s jordstykke være jordrente. Kort sagt, skønt lønnen var steget som mængde, ville den være reduceret i forhold til hele den producerede formue, reduceret fra den hele formue til 28/29. Dette fremstilles i diagrammet, Fig. 2.Under disse nye tilstande er lønnen stadig steget mere som mængde betragtet, fra 14 til 16, men er faldet i forhold til hele den producerede formue, idet jordrenten ikke blot er steget som mængde betragtet, men også i forhold til hele den producerede formue. Lad os nu antage, at den næste mand “D”, der kommer til øen, repræsenterer den første specialist, den tidligere omtalte smed. Han vil bosætte sig i centret af samfundet, som er repræsenteret ved “B”s jordstykke. Selvom “B”s jord er ringere end “A”s med hensyn til de naturlige egenskaber, vil dette ikke have nogen betydning for “D”. Det er beliggenheden, der først og fremmest har betydning for ham. Hans profession vil trække formue, som er produceret af alle samfundets medlemmer, til centret af samfundet, mens hans virke som specialiseret håndværker vil forøge produktiviteten af alles arbejde. Dette er vist i diagrammet Fig. 4.Produktionen på “B”s jordstykke er steget til 30, på “A”s jordstykke til 25 og på “C”s jordstykke til 20. Under disse nye tilstande vil lønnen være steget til 20 på hvert jordstykke, dvs. til 60 i alt, og jordrenten vil være steget til 15, dvs. en femtedel af den totale produktion.

Det ses heraf, at det naturlige lønniveau er 20, og at det naturlige jordrenteniveau vil variere fra jordstykke til jordstykke i overensstemmelse med den mængde af formue, der kan opnås på det pågældende jordstykke. Jordrenten ville derfor blive det beløb, hvormed produktionen på de forskellige jordstykker overstiger 20.

Vi kan nu forestille os, at “B” efter at have observeret, hvordan der kunne opnås profit ved blot at have ejendomsret til jord, afspærrer jordarealer, der er tilstrækkelige for tre nye tilflyttere. på disse tre jordstykker ville produktiviteten være henholdsvis 18, 16 og 14 på den bedste jord, der frit kunne fås til brug, ville produktionen være 12. Nu kan vi forestille os, at den næste tilflytter “E” ankommer. Hvis “B” tilbød “E” at få arbejde på hans jord, ville “E” spørge om, hvor meget “B” ville betale ham. “B” ville være nødt til at tilbyde ham mindst 12. Hvis “B” ikke havde afspærret de tre jordstykker, ville han have været nødt til at tilbyde “E” 18. Som følge af hans afspærring ville lønnen således blive reduceret fra 18 til 12. Disse forhold er vist i diagrammet Fig. 5.

Lad os til sidst antage, at “B” afspærrer al jord på øen, og at “E” og “F” ankommer for at søge arbejde. Hvis “B” nu tilbyder dem at få arbejde hos ham, vil de ikke have noget at forhandle med. Hvis der kun er arbejde for en, og “B”, som ejer jorden, kan bestemme, hvor meget arbejde der er, så vil de konkurrere med hinanden om at få beskæftigelse, og lønnen falde og blive meget lav. Efterhånden som befolkningstallet derefter steg, ville evnen til at producere formue stige enormt på alle jordstykker; men den andel af den producerede formue, der tages til løn, ville altid blive styret af konkurrencen om at få arbejde. Forøgelsen i befolkningstallet ville forstærke dette, for “B” ville blive opmuntret til at fortsætte med at holde jord tilbage fra brug. Lad os fremstille denne nye tilstand ved at sætte lønnen til 5, mens den stærkt forøgede produktion varierer fra 50 på de centralt beliggende jordstykker til 10 på de yderste jordstykker, som vist i Fig. 6.

Det skal bemærkes, at den del af formuen, der ligger under linien ved 5, er løn, og den del, der ligger over linien, er jordrente. Dette diagram fremstiller virkelig­hedens kendsgerninger. Under de tidligere tilstande, hvor lønnen tog sin fulde andel af produktionen, ville de, der var beskæftigede i industrien, almindeligvis eje den kapital, de brugte. Der ville for dem ikke være nogen mening i at sætte sig i gæld til andre, når de selv kunne forsyne sig med kapital. Men hvor lønnen er drevet ned til det mindste, en mand kan acceptere, det der under frygten for arbejdsløshed må være lidt mere end til det daglige brød, vil det imidlertid ligge uden for den almin­delige arbejders muligheder at komme til at eje nogen som helst kapital, og slet ikke de enorme mængder, der bliver brugt til udvikling af industrien. Jordrentemodtagerne vil derfor udlåne deres overskuds-pengemidler til dem, der er beskæftiget med industri, og opnå at få det fulde herredømme over industrien. Arbejdet vil vedligeholde deres kapital, og jordrenten, de modtager, vil forøge deres magt.

Endelig må det bemærkes, at under disse nye tilstande bliver jordrenten sammensat af to dele, for det første, den naturlige jordrente, der ligger ud over det udbytte, som arbejdet kunne opnå på den bedste jord, der ikke er i brug, og for det andet, den oppustede jordrente, eller med andre ord, det tab, som lønnen må lide på grund af jordafspærringen. Disse forhold er fremstillet i nedenstående diagrammer Fig. 7 og 8.

Sammenfatning: Kendsgerningerne, som vi har undersøgt i dette kapitel, er almengyldige. De er gyldige i ethvert land i verden og til enhver tid i historien. De er selve tingenes væsen og er resultatet af naturkræfternes virke, som det er nytteløst at modsige. Folk taler om at stabilisere jordrenten, eller endogså om at afskaffe den. Regeringsudvalg har fået ordre til at udarbejde forslag til standardisering af jordrenten. De kunne lige så godt have talt om at afskaffe månen eller om at standardisere størrelsen af egetræer. De kræfter, som er i virksomhed, er ikke menneskets opfindelse, men hører til naturens orden. Hvis menneskene vil ordne deres samfund godt, må de ordne det i overensstemmelse med disse kræfter. At ignorere dem er at indbyde til ulykke.

I et senere kapitel vil der blive gjort omhyggelige betragtninger over de dybere principper, som ifølge universets lov, somme tider kaldt “naturlov”, styrer forholdene mellem mennesker i samfundet, og som giver nøglen til den rigtige ordning af samfundslivet. Men før dette gøres, må de konklusioner, vi nu er nået til, underkastes strengere prøver. Overalt i den moderne verden indtræder der under industriens fremskridt en frygtelig periode, som er fælles for alle lande, hvor meget de end må være forskellige med hensyn til deres institutioner og traditioner. Denne periode, som tager omkring ti år, medmindre den forstyrres af en større krig, kendes som en industriel opgangs- og nedgangsperiode.

Hvis de konklusioner, som vi er nået til i de undersøgelser, vi har foretaget her, er rigtige, må de ikke være i strid med dette fænomens kendsgerninger.

7. Kapitel – Industrielle kriser

Det fænomen, der kendes som en industriel krise, fremkommer med en kvalmende rytme. Det rammer næsten hele verden på samme tid og viser de samme symptomer i hvert land. Det indtræffer i lande, hvis regeringer er enevældige, og i lande, hvor almindelig valgret er gældende; hvor guld og sølv er gangbar mønt, og hvor papir er gyldigt som penge; hvor der er store stående hære, og hvor der ingen regulære stridskræfter opretholdes.

De symptomer, som ledsager en industriel krise, er ved første øjekast forvindende og modsigende. På den ene side er der et stort antal mennesker, som ikke har nok til livets opretholdelse, mens der på den anden side er varehuse, som er fulde af varer, der ikke kan sælges, og afgrøder der pløjes tilbage i jorden igen. Forretningsfolk overalt finder det vanskeligt at opnå kredit og klager over, at der er mangel på penge, og alligevel er store fonds ledige på grund af mangel på investering. Diskontosatsen stiger, og rentesatsen falder.

Økonomerne anviser modstridende hjælpeforanstaltninger, alt efter om de ser på det ene eller det andet af disse forskellige symptomer. De, der er foruroligede over varelagrene, som ikke kan sælges, og det deraf følgende sammenbrud af priserne, fortæller, at krisen skyldes overproduktion, og at hjælpemidlet er, at produktionen skal begrænses for at genoprette priserne. Andre, som er bekymrede over den store arbejdsløshed og angiver denne som årsag til krisen, udtaler, at det offentlige i stor stil skal udarbejde planer for at skaffe arbejde til de ledige. Atter andre siger, at krisen er fremkommet, fordi det er svært at rejse penge, og de går ind for oprettelse af billige kreditsystemer og udstedelse af nye penge for at sætte industriens hjul i gang og derved øge produktionen. I diametral modsætning hertil står de økonomer, som mener, at sammenbruddet af kreditten er et resultat af overforbrug. For dem synes hjælpemidlet at være den mest stramme økonomi, og de afskyr billige kreditter. I forskellige lande menes krisen altså at være fremkommet på grund af urimeligt store offentlige udgifter, eller på grund af regeringens sparsommelighed, eller på grund af guldmøntfoden, eller på grund af papirpengene, eller på grund af opretholdelsen af en stor stående hær eller på grund af manglen på en stående hær, eller på grund af skoletidens længde, eller endogså på grund af solpletter. (Professor J Evons mente i fuld alvor, at erhvervskriserne fremkom på grund af forstyrrelser på solen). Sådan er den skønne harmoni mellem vore førende økonomer.

Politikeren, med sin udsøgte sans for kompromis, gennemfører alle forslagene. Han nedsætter handelskommissioner, og indfører handelsreguleringer, told og afgifter for at begrænse produktionen og opretholde priserne. Han sætter offentlige arbejder i gang og strør om sig med tilskud for at forøge beskæftigelsen. Han udsteder billige kreditter og skærper den stramme økonomi. Skatter anvendes til at gennemføre ødsle beskæftigelsesplaner, og de sociale ydelser reduceres for at ophjælpe regeringens økonomi. Et land forlader guldmøntfoden, mens dets naboland indfører den. Næsten alle lande undergår et regeringsskifte, de der har nydt at have en reformerende regering skifter over til en konservativ regering, og de der var konservative bliver radikale.

Nu må det være helt klart, at alle disse forslag ikke kan være rigtige, og at de forholdsregler, der er taget, i høj grad er i konflikt med hinanden. Den kendsgerning, at kriserne rammer næsten ethvert civiliseret land i verden, synes at vise, at årsagen til dem er fælles for alle, hvor meget de end må være forskellige i deres traditioner og institutioner. Den kendsgerning, at kriserne indtræffer med regelmæssige mellemrum, skulle gøre det indlysende, at årsagen til dem altid er tilstede. Det er klart, at de ikke indtræffer tilfældigt.

De kræfter, som vi indtil nu har undersøgt i bogen her, virker overalt og altid, uanset hvilke institutioner et land må have. Det er derfor ikke urimeligt at forvente, at det er kræfter af denne art, der forårsager erhvervs cyklus’en med dens opgangs- og nedgangsperiode.

Men på det trin, vi er nået til i undersøgelserne her, kan alle de kendsgerninger, som bevirker, at en industriel krise indtræffer, ikke være fyldestgørende undersøgt. Den fulde undersøgelse udsættes, indtil vi kender alle de kræfter, der styrer handelen mellem mennesker og nationer. Her er det tilstrækkeligt at iagttage den måde, som jord, menneskelige ønsker og arbejde forholder sig på under disse perioder. Da disse tre er alle de faktorer, som skal anvendes for at en produktion kan finde sted, må en undersøgelse af dem kunne afsløre nogle fundamentale kendsgerninger om de industrielle kriser. Det overlades til en senere undersøgelse at finde ud af, hvordan disse fundamentale kendsgerninger former sig, og hvordan deres virkninger overføres fra industri til industri, og fra land til land. Dette kapitels umiddelbare formål er at prøve vore konklusioner om formuefordelingen ved hjælp af kendsgerninger om industrikrisens opgangs- og nedgangsperiode.

Der kan måske herske tvivl om meget med hensyn til en industriel krise, men så meget er dog klart, den er et ophør af produktion. Et meget stort antal mennesker kastes ud i arbejdsløshed, og uden arbejde kan der ingen produktion være. Endvidere er denne standsning ikke noget, der særligt gælder for nogle få industrier, den er generel for alle. Det er i virkeligheden en mærkelig situation – millioner af mennesker over hele den civiliserede verden trykkes ned i fattigdom på grund af mangel på de selv samme ting, som deres arbejde nemt kunne producere, men alligevel, selvom de gerne ville arbejde, kan de ikke finde beskæftigelse. Problemet er, hvordan det kan gå til, at så mange mennesker, som ikke mangler dygtighed, viden og intelligens, bliver bragt i fattigdom i denne gavmilde verden; hvad forårsager denne standsning, som ingen ønsker, men som alle frygter?

Forud for enhver krise er der en tid med opsving, under hvilken produktionen øges og priserne stiger. Mere jord og arbejde tages i anvendelse, og jordrenten og lønnen stiger. Denne tilstand opmuntrer til stadig udvidelse af industrien, men den opmuntrer også til spekulation, til køb af jord, varer, aktier, obligationer og andre adkomster til formue, som man kan regne med vil fremkomme, så køberne kan få fortjeneste ved det opblomstrende marked.

Det skal bemærkes, at det ikke nødvendigvis er sundt, at priserne stiger. En producent kan muligvis tjene flere penge, fordi priserne er steget, men når han giver sig til at købe de ting, han ønsker at få, reducerer de samme høje priser værdien af hans penge. For fremadskridende industrier er der i virkeligheden en konstant tendens til, at priserne falder samtidig med, at produktionen øges. Det er absolut i de almindelige producenters interesse, at de øger produktionen og sælger mere, selvom de enkelte priser bliver reduceret, og til gengæld køber mere for udbyttet af deres industri. Handel er i virkeligheden ombytning af varer og tjenesteydelser med varer og tjenesteydelser. Hvis en mands produktion ikke fører til, at han kan nyde en anden mands produktion, vil hans arbejde være spildt. Pengene, som kommer mellem parterne i en ombytning, kan være meget vildledende, hvis dette simple princip ikke haves i erindring.

Det er de varer og tjenesteydelser, der produceres og ombyttes, som har betydning, og ikke priserne, ved hvilke ombytningen sker. Det er klart, at hvor der produceres mere, er der mere som kan nydes, selvom pengene, der bruges i handelen, falder i mængde, og omvendt, hvor der produceres mindre er der mindre som kan nydes, selvom pengene, der bruges, tredobles i mængde. Antag for eksempel, at en mand efter en uges arbejde har en indtægt på £10, som han bruger til sin egen fordel, og at hans indtægt i den næste uge stiger til £15, men hvis han for at købe de samme varer og tjenesteydelser, som han købte i ugen før, må betale £20, så er det i dette tilfælde klart, at hans indtægt er faldet og ikke steget. I de industrier, der har en monopolstilling, især industrierne inden for produktionen af primære produkter, så som kul, olie, kobber og aluminium, er det i de senere år blevet skik og brug at forhandle om “lønforhøjelser”, som i virkeligheden er lønnedsættelser. I kulindustrien vil arbejdsgiverne forhandle med fagforeningerne om en forhøjelse af pengelønnen på en shilling per arbejdsskifte på den betingelse, at kulpriserne forhøjes med hvad det skal være fra en shilling og sixpence til to shillings per arbejdsskifte. Denne forhøjelse i kulpriserne overføres af sig selv til al anden produktion, hvori der anvendes kul, og resulterer i en generel prisstigning med den virkning, at kulminearbejdernes løn i virkeligheden er blevet nedsat. De ansatte i en særlig industri kunne måske opnå en foreløbig fortjeneste på bekostning af arbejderne i andre industrier ved sådanne forhandlinger, eftersom de forøgede priser ville blive båret af alle og den forhøjede løn blive nydt af nogle få, men efterhånden som alle de andre større industrier følger efter med lønforhøjelsen, forsvinder fordelen, hvis der er nogen, snart.

Den eneste reelle lønforhøjelse er en, som sætter arbejderen i stand til at få mere i form af varer og tjenesteydelser til gengæld for sit arbejdsprodukt. Det samme gælder for jordrenten. Det er indlysende, at en forøgelse kun kan opnås ved at øge produktionen.

Det skal indrømmes med det samme, at for en given mængde varer og/eller tjenester kan priserne falde til et niveau, der ligger under det lønsomme. Hvor produktionen er under udvidelse, kan et fald i priserne måske være til fordel for alle, men hvor omsætningen er begrænset, eller endnu værre, faldende, kan et fald i priserne være katastrofalt. I begyndelsen af en nedgangsperiode er der mange industrier, som ikke er i stand til at sælge deres produkter, det vil sige, at deres omsætning er faldet, og for disse industrier er det deraf følgende prisfald katastrofalt. Denne kendsgerning forstærker imidlertid kun, hvad der tidligere er sagt. Vanskeligheden ved disse industrier er det svigtende omfang af handelen, sammenbruddet af priserne er kun et resultat. Reaktionen fra den ene industri til den anden, forholdet mellem priser, jordrente og løn og det, der bestemmer en lønsom pris, vil alt sammen blive undersøgt i detaljer på et senere trin af vor undersøgelse. Det er tilstrækkeligt her at lægge mærke til, at handel er ombytning af varer med varer, og at der vil være mere formue til fordeling mellem jordejere og arbejdere, når industrien udvides, og mindre, når den indskrænkes, hvad der så end sker med priserne i processen.

Som omtalt tidligere er en industriel opgangstid markeret ved en udvidet produktion, stigende priser og en stigning i jordrente og løn. Udvidelsen af produktionen er hvad alle mennesker ønsker og er årsagen til stigningen i jordrente og løn. Spekulationen, som ledsager tendensen til stigning i priserne, hører til en anden kategori. Som nævnt i sidste kapitel kan spekulation i varer og formuegoder, hvor uønsket den end måtte være, aldrig nå at påvirke forholdene alvorligt, så længe industrien kan producere det berørte formuegode, for enhver oppustning af prisen vil fremkalde en ny produktion. Således forholder det sig med industrielle opgange, medmindre udvidelsen af produktionen af den pågældende vare er hæmmet, vil denne selv samme udvidelse standse prisstigningen og vil sandsynligvis bringe den ned. Spekulation i jord kan ikke forhindres på denne måde, den iværksætter i virkeligheden den hæmning af produktionen, som holder prisstigningen i gang.

Moderne industri kan sammenlignes med en pyramide. Det underste lag består af de industrier, som beskæftiger sig med udvindingen af formue direkte fra jorden, så som minedrift, grubedrift, landbrug, skovbrug, elektricitetsværker og lignende. Disse industrier leverer de nødvendige råmaterialer til fabrikkerne, som omdanner dem i overensstemmelse med øjeblikkets krav. Oven på disse grundlæggende industrier hviler andre virksomheder, hvis funktion med hensyn til at producere formue efter tur fjerner sig mere og mere fra funktionen af de førstnævnte, indtil vi når toppen af pyramiden, hvor de virksomheder, der udelukkende beskæftiger sig med handel og ombytning, ligger, så som forretninger og banker. Det er klart, at hvis der ikke fra de grundlæggende industrier leveres tilstrækkelige mængder af råmaterialer til de virksomheder, der er afhængige af dem, så vil der fremkomme en standsning, som kan mærkes hele vejen gennem produktionen. Hvis minearbejdere og lønarbejdere lukkes ude fra deres arbejde på grund af kunstige restriktioner for produktionen af formue på jorden, vil der ved den anden ende af den industrielle kæde være advokater uden sager, og revisorer vil mangle klienter.

Spekulation i jord er at tilbageholde jord fra at blive udnyttet, eller fra at blive fuldt udnyttet, for at opnå en høj jordrente. Som tidligere bemærket kan der ikke opnås nogen pris for jorden, med mindre der er et behov for at bruge den, og jo større dette behov er, des højere bliver prisen. Spekulation i jord kan således siges at være tilbageholdelse af jord, der er behov for, med andre ord, den er en hæmning af industrien. Hvor industrien udvider sig hurtigt, som det er tilfældet, når en industriel opgangstid er undervejs, stiger behovet for at få adgang til jord tilsvarende. Hvor al jord er afspærret, må resultatet blive, at den pris, der kræves for jorden, vil stige hurtigt. Ved jordhandler er det, som begge parter først tager under overvejelse, den fordel, der i fremtiden kan opnås ved at have herredømmet over jorden, det vil sige den jordrente, der sandsynligvis vil fremkomme. Hvor industrien udvider sig på en sådan måde, at det kan forventes, at den vil vedblive med at gøre det, vil jordejerne ikke have travlt med at afstå deres jord, medmindre de bliver tilbudt en pris, der ikke er baseret på den nuværende jordrente, men på den jordrente, som jorden forventes at ville yde i fremtiden. Denne holdning har en dobbelt virkning: For det første virker den som en vedvarende hæmning på udvidelsen af industrien, og for det andet forårsager den, at industrien må bygge på den antagelse, at priserne, som industrien indtjener, vil blive ved med at stige til trods for den stigende produktion. Med andre ord, ved at forhindre industrien i at udvide sig så hurtigt som den ellers ville gøre, bevirker denne handlemåde, at priserne på formuegoder får lov til at stige ud over det naturlige niveau, og den gør det tillige nødvendigt, at dette unaturlige prisniveau bliver vedligeholdt, hvis industrien skal fungere, så den giver profit.

Som det også tidligere er blevet bemærket, findes der en anden form for jordspekulation, som i vor tid bliver mere og mere almindelig. Den går ud på, at store industrikoncerner, især dem, der er beskæftigede med at udvinde formue fra jorden, opkøber alle de naturlige ressourcer, som har betydning for deres industri, ikke for at udnytte dem, men for at forhindre andre i at udnytte dem. Formålet med denne spekulation er at sætte industriejeren i stand til at opnå et monopol på markedet, således at han derved kan opnå en kunstig høj pris for sine varer. Denne pris skal opnås ved at hæmme tilførslen af varer til markedet. I en opgangsperiode betyder dette, at industrien ikke får lov til at udvide så hurtigt som den ellers ville have gjort. De meget store profitter, der kan opnås ved dette indgreb, bevidnes af de umådelig store udgifter og anstrengelser, som industriejerne vil påtage sig for at opnå dette monopol. Alle disse udgifter skal dækkes ved, at der kommer noget ekstra med i købet, og dette kan med stor sikkerhed opnås ved opkøbet af de naturlige ressourcer og afspærringen for adgangen til disse. Virkningerne af disse spekulationer i jord rammer de grundlæggende industrier først. De sekundære industrier mærker virkningerne på to måder – for det første ved den stigende udgift til jordrente, de må betale, og for det andet ved de stigende priser på råmaterialerne. For de virksomheder, der ligger længst fra de grundlæggende industrier, vil den direkte virkning af den højere jordrente, som en jordejer kræver af dem, være af mindre betydning, men kravet om, at de skal betale højere jordrente i de oppustede priser, er i tilsvarende grad en alvorlig sag. Der findes mæglere, som vil sige, at hvis kravet om den jordrente, de skal betale, blev forhøjet til det tredobbelte, ville det kun være af mindre betydning, men hvis prisen for deres råmaterialer steg med en penny, ville følgerne blive alvorlige. Hvad de ikke formår at se er, at jordspekulationen har den indvirkning på de grundlæggende industrier, at den forøger priserne på deres råmaterialer ganske betydeligt.

Så længe opsvinget vedbliver med at forårsage, at priserne stiger, kan denne spekulation vedvare, uden at den synes at forårsage nogen alvorlig uorden. Ved dens virken forårsager den imidlertid, at priserne stiger til unaturlige højder, en tilstand der kan vare så længe produktionen bliver strengt begrænset. De høje priser fremkalder imidlertid en øget produktion, som baseres på håbet om, at priserne vil blive ved med at være høje. Den tid må komme, hvor prisen søger sit naturlige niveau. Med det samme bliver det oppustede krav på jordrente fremtrædende. De der arbejder direkte på jorden finder, at ved det nye prisniveau kan de ikke fortsætte med at drive deres forretning med fordel, medmindre de indtager en monopolstilling. Dette forårsager en udvandring fra jordbrugene, fra markerne og stenbruddene – altid det første tegn på en truende krise. Dette sammenbrud ved kilden gør tilstanden mere farlig for hele industrien. Stigningen i arbejdsløsheden får markedet til at skrumpe ind; de der er beskæftigede i de sekundære erhverv rammes af de faldende priser, som bevirker, at de ikke vil være i stand til at dække de høje råvareomkostninger; indskrænkningen af markedet for deres varer forøger deres vanskeligheder og forhindrer priserne i at stige; langsomt kommer de i vanskeligheder, ikke én eller to her og der, men dem alle sammen undtagen monopolisterne.

De udspekulerede kneb for at opnå henstand med betaling af gælden kan for en tid vedligeholde et tilsyneladende godt tegn på fremgang, set udefra. En forretningsmands fremgang afhænger af hans kredit. Hvis han skulle offentliggøre for den hele verden, at hans forretning ikke gik så godt, ville han se sin kredit blive indskrænket netop på det tidspunkt, hvor han mindst af alt kunne tåle at miste den. Det er ganske naturligt, at han i denne situation lader som ingenting; sådan gør de alle. Til sidst vil en stor virksomhed, sædvanligvis mere spekulationspræget end de øvrige, komme for langt ud i vanskeligheder og gå fallit. Dette sammenbrud forårsager almindelig ruin, for alle den fallerede koncerns kreditorer finder deres tilgodehavender reducerede og bliver som følge heraf ikke længere i stand til at holde balance mellem deres tilgodehavender og deres gæld. En hærskare af fallitter følger efter, og hver af dem spreder den generelle ødelæggelse videre ud. Derpå breder panikken sig, godt sikrede kreditorer nedlægger hele industrier for at få deres penge ud hurtigt, før det er for sent. Ejerne af gældsbreve og skattemyndighederne konkurrerede i virkeligheden med hinanden i 1931 for at få deres krav tilgodeset først, hvorved store områder blev lagt øde. Varer bliver solgt under hammeren, arbejdsløshedstallet springer op, priserne bryder sammen, som de må og skal gøre, og endnu flere industrier finder, at de ikke kan sælge deres varer med profit.

Handel er ombytning af varer og tjenesteydelser. Menneskers ønsker er ubegrænsede, og der kan ikke produceres for meget, produktionen betragtet som et hele kan ikke blive for stor. Næppe er et ønske blevet tilfredsstillet, førend et andet dukker op i dets sted og kræver endnu mere produktion. Det er indlysende, at hvor mennesker sulter og er dårligt klædte, er det latterligt at tale om overproduktion, dog kan der måske blive produceret varer, som ikke kan sælges. For at en industri kan få fremgang må den ikke blot producere varer, som folk ønsker, den må finde folk, der har varer og tjenesteydelser at give i bytte. Industri må derfor være fint balanceret. Hvorledes denne balance skal vedligeholdes, vil blive emnet i et senere kapitel. Det er tilstrækkeligt her at bemærke, at hvis mennesker bliver forhindret i at producere varer og yde tjenester, så må balancen nødvendigvis blive forstyrret. Hvor der synes at være for mange varer, er det alligevel indlysende, at disse varer hurtigt ville blive forbrugt, hvis folk havde midlerne, de skulle bruge for at erhverve dem, og det må derfor forholde sig således, at der bliver produceret for få varer, som kan bruges til at ombytte dem med. En hæmning af produktion er underproduktion. Underproduktion i én industri må nødvendigvis, hvis den får lov til at vare ved, vise sig som en tilsyneladende overproduktion i en anden med deraf følgende prisfald i denne industri. Jordspekulation er en hæmning af produktionen og må nødvendigvis vise sig som en tilsyneladende overproduktion. Denne falske overflod resulterer i sammenbrud af store industrier, den bevirker, at de efter tur bliver ude af stand til at købe de råmaterialer, de normalt anvender. Således fuldendes opgangs- og nedgangsperioden. Industriernes sammenbrud vil få det til at se ud som om der er overproduktion af de råmaterialer, der produceres direkte fra jorden; mens det derimod i virkeligheden var underproduktion på dette punkt, som forårsagede forvridningen. I den sidste ende er det sammenbruddet af handelen, der tilvejebringer det forbavsende skue af varer af enhver slags, der rådner hen, fordi der ikke er afsætning for dem.

Til sidst ville det således se ud som om der var blevet produceret for meget af alle formuegoder. Det er dette fænomen, der har givet så stor udbredelse til den populære fejltagelse, at årsagen til handelssammenbruddet er overproduktion. Det er klart, at det ikke kan forholde sig sådan, for mennesker kan ikke producere for meget af alt. De kan måske producere for meget af noget, men ikke af alt. Sandheden er, at hæmningen af produktionen, som er forårsaget af tilbageholdelsen af jord, forårsager underproduktion og ikke overproduktion, og dette bringer handelen ud af balance og får det hele til at falde sammen.

Et øjebliks overvejelse er nok til at indse, at en industriel krise er et sammenbrud af produktionen. Den er kun en skærpelse af de selv samme onder, som vedvarende er tilstede i samfundet i dag. Der er mere arbejdsløshed, flere udpantninger, flere fallitter og mere fattigdom. Det er ikke en forskel i art, men kun en forskel i grad. Kort sagt, afspærringen af jord og tilbageholdelsen af den, som hele tiden finder sted i det moderne civiliserede samfund, er blevet mere intens på grund af opsvinget og er resulteret i en pludselig nedgang. Jordrenten er steget så meget, at den kræver for meget. Den efterlader ikke nok til at tilvejebringe det minimum, under hvilket arbejde ikke kan holdes i gang. Det må nødvendigvis resultere i en standsning af industrien.

I nedgangstidens bølgedal søger mennesker med pengemidler sikkerhed frem for alt. Nedgangstidens lære har gjort dem bange for at investere i industri. Der er almindelig trængsel for at købe statsobligationer og jord, for skatteyderne vil blive ved med at betale, selv om kursen reduceres, og jord kan ikke ødelægges, den vil med sikkerhed blive ønsket med tiden. Denne forøgede efterspørgsel efter at købe jord, som altid følger med en krise, forværrer krisen, for den presser priserne op.

Efter industriens sammenbrud sker der det bemærkelsesværdige, at mens arbejdsløsheden stiger, og lønnen som følge heraf falder, og mens rentesatsen falder til et nyt lavt niveau, stiger jordprisen stærkt. Denne hårde kendsgerning gør det endnu mere vanskeligt for industrien at starte igen, og det er en af hovedårsagerne til krisens varighed.

Den kendsgerning står imidlertid tilbage, at selv om jordpriserne er steget, er den årlige indtægt fra jorden faldet. Der bliver ikke produceret formue, så jordrenten kan ikke blive betalt. Den andel af formuen, der kræves i jordrente, forbliver imidlertid høj – for høj til at industrien kan opfylde fordringen, og før eller senere må kravene på jordrente give efter. Samtidig hermed falder lønnen. Alle fagforeninger og lovgivere står hjælpeløse overfor den vilde kamp om at få arbejde. De industrier, der har overlevet krakket, begynder at føre en hård politik med hensyn til rationalisering. Det betyder simpelthen, at de opnår en højere produktion pr. mand og for hvert pund sterling af den anvendte kapital. Alle disse bevægelser virker sammen – sammenbruddet i jordrenten forårsager, at jordejernes krav lettes; faldet i lønnen og rationaliseringen af industrien sætter industrien i stand til at betale mere i jordrente. Produktionen begynder at stige igen. Straks begynder priserne at stige på ny, og et andet opsving er på vej. Om ti år vil den tragiske historie blive gentaget, med mindre processen forstyrres af en krig.

Disse iagttagelser af kendsgerninger vedrørende en industriel krise bekræfter fuldt ud de konklusioner, vi kom til i forrige kapitel. Når alle de faktorer, som er medvirkende i opgangs- og nedgangsperioden, på et senere trin i bogen her er blevet grundigt diskuteret, vil det ses, at de der nåede konklusioner blot understreger, hvad der allerede er blevet sagt.

8. Kapitel – Tilbageblik.

Før vi går videre frem i denne undersøgelse, vil det være passende at se tilbage på de nåede konklusioner og se nærmere på nogle af de væsentlige bibetydninger, som ligger i dem. Hvor jorden er fri, og mennesker ikke besidder mere jord, end de kan bruge, er de mængder af formue, der tages til henholdsvis jordrente, løn og rente, helt forskellige fra de mængder der tages, hvor jorden er afspærret.

Arbejdet er en af de primære faktorer i produktionen. Det er afhængigt af jorden og menneskelige ønsker, og ene og alene af disse. Alt andet er afhængigt af arbejde. Dette er simple og elementære kendsgerninger, som er almengyldige. Det følger nødvendigvis heraf, at hvor naturlige ressourcer er tilgængelige for brug uden betaling, der er der ingen grænser for beskæftigelse. Alle sunde mennesker kan arbejde; men hvis de ikke har adgang til naturlige ressourcer, må de for størstedelen blive sat i en tilstand af afhængighed. Nogle få, som har tilegnet sig meget store færdigheder inden for moderne beskæftigelser, kan hæve sig op over denne tilstand, men selv de vil være underkastet den hårde konkurrence, der fremavles af arbejdsløshed. Over hele samfundet vil lønnen tendere imod at blive den mindste betaling, som nogen, der er lige dygtige, vil acceptere at arbejde for. Hvor enhver, som ønsker det, let kan erhverve jord til sig selv, vil det imidlertid være muligt for ham at opnå en forhandlingsposition, som sætter ham på et højere niveau sammen med andre. Det er indlysende, at han ikke behøver at arbejde for mindre, end hvad han kan opnå ved at arbejde for sig selv på den bedste jord, der frit kan bruges. Hans købekraft vil ikke blive begrænset til, hvad han kan opnå ved at skrabe i jorden med sine hænder. Mennesket er af naturen et selskabeligt dyr; han arbejder i hold med andre, og hans forhandlingsposition vil blive bestemt af, hvad han kunne opnå ved at arbejde i forening med sine kammerater og ved at bruge det mest hensigtsmæssige udstyr på den bedste frie jord. De, der hæver sig til højt agtede stillinger, vil stadigt nyde gode belønninger. Men de behøver ikke, som nu, at frygte en tragisk nedgang, når deres berømmelse er falmet.

Kapital produceres ved arbejde, og arbejdet behersker kapitalen, hvor det har fri adgang til jord. Folk bliver nu om dage alt for let imponeret af de store fabrikker med deres indviklede og fint udtænkte maskineri, som ser ud til at repræsentere mange års arbejde. Sådan er det slet ikke. Tre statistiske bureauer, som arbejder uafhængigt af hinanden i London, New York og Paris, har anslået, at den gennemsnitlige levetid for kapital under den moderne industris daglige slid er atten måneder; så hurtigt sker udskiftningen. Kapital er i høj grad et hentærende aktiv. I hvert fald er alle de industrier, som lever af at fremstille maskineri altid ivrige efter at sælge deres produkter, og det er i virkeligheden meget sjældent, at mennesker, der ønsker at starte en virksomhed med rimelig udsigt til at få fremgang, ikke med det samme kan få tilvejebragt de ting, de kræver for at komme i gang.

Hvilke vanskeligheder der end måtte fremkomme ved at gå over fra en tilstand, sådan som den der eksisterer i dag, til en tilstand, hvor jorden er frit tilgængelig, så ville forandringen, når den først er sket, resultere i, at lønnen stiger for dem, der er ansat i industrien, så de får en løn, der svarer til det, der kunne produceres på den bedste jord, der frit kan fås til brug.

Det er tidligere blevet vist, at hvor jorden er fri, vil forbedringer i landets ledelse og fremgang i videnskab og kunst forøge arbejdets produktionskraft på al jord, inklusive den bedste, der frit kan fås til brug. Alle disse forbedringer vil derfor få lønnen til at stige. Forbedringer i produktionen vil altid mærkes mest på de steder, hvor frugten af de samarbejdende anstrengelser nydes mest, altså i centrene af befolkningen. Resultatet vil blive, at jordrenten vil stige hurtigere end lønnen og tage en større andel af frugten af den voksende industri. Kort sagt, jordrenten vil stige i forhold til hele den producerede formue, og lønnen vil falde i forhold til den producerede formue. Ikke des mindre vil løn og rente stige som mængde betragtet. Dette betyder ikke nødvendigvis, at pengelønnen vil stige, men at mængden af varer og tjenesteydelser, som en mand skaffer sig gennem sit arbejde, vil stige.

På den anden side, hvor jorden overalt er afspærret, er den resulterende fordeling af formue meget dårlig. Lønnen holdes nede på et minimum på grund af konkurrencen om arbejde. Hvor stærkt evnen til at producere formue end måtte blive øget, så vil lønnen dog altid tendere imod det mindste, som mennesker vil acceptere. Arbejderne har ikke en god forhandlingsposition, frygt for arbejdsløshed får mennesker til at underbyde hinanden, og det minimum, for hvilket de vil arbejde, er i virkeligheden meget lavt.

Selv under disse hårde betingelser er der en grænse, under hvilken lønnen ikke kan drives, og den vil være den mindste løn, som mennesker vil indvillige i at arbejde for. Hvad denne mindsteløn vil være, vil helt igennem afhænge af folks levevis og traditioner. Uddannelse kan meget vel forøge den minimumsstandard, de kræver, således at de hellere ikke ville leve i det hele taget, end leve under en bestemt standard, og en revolution ville bryde ud, hvis dette niveau ikke blev opretholdt. Under sådanne tilstande som dem, der hersker nu, er det den eneste måde, hvorpå lønnen kan holdes oppe.

Lønnen vil selvfølgelig variere omkring denne laveste grænse. Når kampen om at tå arbejde bliver mindre hård, vil arbejdernes krav blive strammet. Når arbejdsløsheden stiger, vil de blive slækket, men under denne laveste grænse kan lønnen ikke falde, uden at industrien går i stå.

Set i lyset af disse fastslåede kendsgerninger synes mange, at de midler, der anbefales for at forbedre arbejdernes vilkår, er falske. Bedre økonomi i landets ledelse, forøget dygtighed og sparsommelighed hos de fattigere klasser vil ikke i sig selv forøge lønnen, selvom det alt sammen vil forøge jordrenten. Det samme gælder for sammenslutninger af mennesker i fagforeninger og kooperative foreninger. Sådanne sammenslutninger kan kun forøge lønnen i almindelighed for så vidt som det lykkes for dem at få hævet det minimumskrav, der stilles af arbejderne. Diskussioner om industrielle og økonomiske emner, som føres af disse sammenslutninger, og den følelse af styrke, som udledes af en viden om, at alle medlemmer vil gå i spand sammen, kan hjælpe til med at få strammet disse minimumskrav, men ene og alene i dette omfang kan de få held med sig i deres erklærede formål. Dette er grunden til, at når produktionskraften går op i hop og spring, taler fagforeningerne om en stigning på en eller to pence pr. time, eller om en ekstra indrømmelse af et måltid, eller andre lignende bagateller, som i virkeligheden ikke påvirker resultatet. Strejker kan ikke i sig selv sikre noget. Alt for ofte bliver de sultne og tiggefærdige mennesker af ren og skær nødvendighed drevet tilbage til arbejdet på arbejdsgivernes betingelser. Skruebrækkere, nogle få mennesker, som er villige til at arbejde for mindre end deres kammerater, kan bryde en strejke.

Kort sagt, ingen menneskelige foranstaltninger kan overvinde naturkræfter. De kan kun give fremgang, hvis de virker i harmoni med naturkræfterne. Så længe det tillades, at nogle få mennesker vedblivende har det absolutte herredømme over de naturlige ressourcer, så længe vil disse mennesker være i stand til at fordre alt fra industrien, med undtagelse af arbejdets og kapitalens minimumskrav.

Således er naturen af de vældige kræfter, vi indtil nu har diskuteret. Nu er tiden kommet, hvor vi skal gå videre frem og undersøge kræfter af en endnu større betydning. Det er ikke tilstrækkeligt at forstå mekanismen af jordrente og løn; det er nødvendigt at vide, hvilke andre kræfter, der findes, som styrer forholdene mellem menneskene i samfundet. Her kommer vi til sagens kerne i dette studium.

9. Kapitel – Naturloven om ejendomsret.

I ethvert velordnet samfund hviler forholdene mellem menneskene på anerkendte rettigheder og pligter. Det er således almindeligt anerkendt, at ethvert menneske har ret til at komme og gå på offentlige landeveje, og enhver anden har pligt til at respektere denne ret og ikke forhindre hans passage. Det siges derfor, at enhver skal opføre sig ordentligt på offentlige steder og vedligeholde sine bygninger og indhegninger, hvor de grænser op til offentlig vej, så forbipasserende ikke udsættes for fare. Disse rettigheder og pligter er ideer, ideer som er almindeligt anerkendte i samfundet, og uden hvilke samfundslivet ville blive kaotisk. De er principper, som styrer menneskenes handlemåde, og mange af dem er blevet ophøjet til love, således at strenge straffe pålægges dem, der bryder disse love. Andre ideer af denne natur er blot almindelig sædvane. I England er det således almindelig praksis, at føreren af motorkøretøjer holder sig til venstre side på vejen. Samfundets fremgang afhænger af den rigtige ordning af disse ideer. Hvis de er forkerte, må der opstå vanskeligheder; hvis de er rigtige, må der indtræde harmoni. Formålet med dette kapitel er at foretage en dybtgående undersøgelse af, på hvilke grundlag disse principielle rettigheder og pligter hviler.

I jagten efter sandheden finder mennesket, at han graver sig ind på områder, der er så umådelig store, at han tvinges til at inddele sit studium i felter. Efterhånden som disse felter viser sig, og omfanget af den opsamlede viden forøges, må han foretage en yderligere underinddeling af sine undersøgelser. Disse inddelinger og underinddelinger erhverver sig gradvist den fulde værdighed af særskilte videnskaber, der skelnes fra hinanden ved hjælp af navne, alle kender. Denne skelnen imellem dem er imidlertid helt vilkårlig, for de vedrører alle den samme store opgave. Opdagelser på et område vil kaste et nyt lys på vanskeligheder på et andet område og vil tilvejebringe en nyttig kontrol af teorier, der fremsættes i beslægtede studier. Nu ville det være utænkeligt, at mennesker, der er på jagt efter sandheden i kemi, skulle nå til konklusioner, som er i uoverensstemmelse med dem, der nås for de samme fænomener af fysikere. Hvis dette skulle ske, er det klart, at den ene eller den anden, eller endog dem begge to, må være forkert.

Spørgsmålet, som vi er i færd med at behandle, er et moralsk spørgsmål, og det fremstilles på dette trin i vor undersøgelse på følgende måde: Hvilken ret har en mand til den formue, han modtager? Konklusionerne, som skal nås ved sådan en undersøgelse skal, hvis de er rigtige, i enhver henseende harmonere med dem, der nås i studiet af de naturkræfter, der styrer formuefordelingen. Hvis de ikke gør det, må den ene eller den anden være forkert. Diskussionen af denne nye sag vil ikke blot føre dette studium fremad på et meget betydeligt område, men den vil samtidig hermed sætte de i de tidligere kapitler nåede konklusioner på en svær prøve.

Det siges ofte, at samfundsøkonomi ikke har noget at gøre med moral. Dette er en undskyldning for dårlig samfundsøkonomi. Samfundsøkonomi er studiet af de kræfter, der styrer forholdene mellem mennesker i samfundet, og i et sådant studium spiller moralen en meget vigtig rolle. Det er ikke tilstrækkeligt at spørge: Hvorledes virker det? Der må spørges videre: Hvorledes skulle det virke?

Enhver ret forudsætter en tilsvarende pligt. Hvis en mand har et hus, har alle andre således en pligt til at respektere denne ret. Uden pligter kunne ingen ret eksistere. Menneskers rettigheder sikres bedst ved håndhævelse af deres pligter; for eksempel ville dette at sige at enhver har ret til at komme og gå på offentlige landeveje, i virkeligheden være tom snak, hvis ikke enhver havde pligt til ikke at forhindre andre i at bruge landevejene. Håndhævelsen af pligten sikrer retten effektivt.

Ejendom er en ret – en ret til en ting. Ejendom er et begreb; simpelthen. Hvis to stridende parter kommer for en domstol, idet de hver for sig påstår, at et bord er hans, er den sag, dommeren skal afgøre, en sag vedrørende ejendomsret. Hvis ejendom er bordet? Nu er det klart, at bordet i sig selv ikke er ejendom, og striden drejer sig ikke om bordet, for alle vil indrømme, at det er lavet af træ og står på sine ben. Spørgsmålet i striden er: Hvem har retten til bordet? For domstolens vedkommende spiller det ingen rolle, om genstanden, der strides om, er et bord, et automobil eller et kæledyr. Domstolen er ikke interesseret i tingen, der kræves, men i selve kravet. Ejendom er ikke en håndgribelig ting, som kan vejes og måles. Mennesker omtaler jord og bygninger som ejendom, men at sige, at et hus er privat ejendom, er simpelthen at sige, at en eller anden har ret til det. I spørgsmålet om, hvilken ret en mand har til den formue, han modtager, er det omdiskuterede spørgsmål derfor et spørgsmål om ejendomsret.

Det er klart, at den mest vigtige ret, et menneske har, er retten til at leve. Ved “at leve” menes ikke at holde legeme og sjæl sammen, men at have mulighed for at udvikle sig selv og sine evner fuldt ud. Alle har denne lige ret. Konsekvensen er, at enhver har pligt til at respektere, at andre har denne grundlæggende ret, og den, der forsynder sig imod denne ret, handler imod sin pligt.

Iagttagelse af de kræfter, der bidrager til menneskets fremgang, viser, at det forholder sig således. De egenskaber, der udmærker en fremskreden samfundstilstand frem for en primitiv, beror ikke på den overlegne dygtighed eller færdighed hos den fremskredne race, heller ikke på større tænkeevner, men på den viden, som er blevet opsamlet gennem generationer, og det omfang, hvori denne viden er blevet anvendt i praksis.

Under den anglo-amerikanske krig mod japanerne i Stillehavet undfangede en amerikansk general, der var mere foretagsom end nogen af hans overordnede, en idé om at bruge de indfødte på en af de mange øer i Stillehavet i den japanske junglekrig, som havde vist sig at være så farlig. Han havde vanskeligheder med at få godkendt sine planer, men til sidst blev man enige om, at de mænd, han havde optrænet, skulle have lejlighed til at blive prøvet under krigstilstand. Det blev arrangeret, at en vis amerikansk garnison skulle angribes af disse indfødte styrker på en bestemt nat, og at alle de “faldne” skulle mærkes med et kryds tegnet med kridt. Vagtposterne blev fordoblet, og ekstra forsigtighedsforanstaltninger blev foretaget af forsvarsstyrkerne, men hele natten gik, uden at de blev forstyrret. Da dagen brød frem, blev det imidlertid opdaget, at på hver af dem var der tegnet et kryds med kridt. Denne forbavsende bedrift er et bemærkelsesværdigt eksempel på primitive folks dygtighed og færdighed.

Der kræves ikke større tænkeevne for at finde nogle nye videnskabelige kendsgerninger i dag, end der krævedes for mange år siden, for at bestemme de elementære principper hvorpå alle disse opdagelser hviler.

Hvad det gør moderne opfindelser mulige er imidlertid den viden, som er opsamlet gennem mange års tålmodige studier. Det er denne viden og anvendelsen af den i praksis, som udmærker de folk, der har gjort fremskridt, frem for de folk, der stadigvæk er rå og ubearbejdede.

Denne viden er imidlertid opnået ved først at gøre observationer og ved at bruge opfattelsesevnerne. Dernæst afhænger den af de overvejelser, der foretages på grundlag af observationerne for at nå frem til en konklusion. Endelig afhænger den af den afprøvning af konklusionerne, der udføres ved at anvende dem i praksis. Endvidere må denne viden, hvis den skal være af varende værdi, føres videre fra hver generation til den næste generation, som efter tur må erhverve den dygtighed og færdighed, der er nødvendig for at anvende den i praksis.

Nu forholder det sig imidlertid således, at disse evner til at observere, til at tænke, til at konkludere, og endelig til at prøve tingene i praksis, kun kan findes i individet. De kan ikke siges at høre til et samfund. Et samfund er kun fremadskridende i samme grad som individerne, der former det, er fremadskridende, og det er tilbagegående i samme grad som samfundsmedlemmerne er i tilbagegang. Evnerne. som er nødvendige for menneskets fremgang, er kun givet til individerne.

Disse evner eller talenter, som de kaldes, er ikke alene givet til individer; men de kan kun udvikles af det individ, der besidder dem. Dette er rigtigt og gælder lige fra den tidligste barndom. Forældrenes og lærerens opgave er i det væsentlige at sikre, at det unge menneskevæsen får de betingelser og muligheder, som vil sætte det i stand til at udvikle sine talenter fuldt ud, og som vil give det let adgang til den viden, der er opsamlet af tidligere generationer. Dette er det meste, de kan gøre, for kun barnet selv kan udvikle sine naturlige evner, og det kan kun udvikle dem ved at opøve dem. Naturen har imidlertid ikke overladt barnets udvikling til blot og bar chance. Den indpoder i ethvert sundt barn et stærkt instinkt, som driver det til at handle og erhverve sig viden. De energikilder, som sætter barnet i stand til at opøve sine voksende muskler og prøve sit mod, er et evigt mirakel, og alle forældre er blevet plaget med det tilbagevendende spørgsmål: “Hvorfor?”.

Efterhånden som barnet vokser op og bliver mere modent svinder denne trang til at handle og vide imidlertid, studier bliver kedelige og arbejdet trættende. I stedet for det blot og bare instinkt vokser en ny kraft frem. Tænkning og arbejde bliver gradvist midler til at nå et mål; midler til opfyldelse af ønsker, som de unge sind begynder at formulere for sig selv.

Som enhver kan se, fremkalder de mål, som det modne menneske selv sætter sig, en energi, der er endog mere overraskende end den, der fremkaldes hos den unge. For at nå dette mål vil han underkaste sig møje og besvær, finde sig i kedsomhed og overvinde skuffelser, som ellers ville slå ham ud. Det er netop sådan en energi, som vil udvikle hans talenter; netop sådanne erfaringer, opnået i jagten efter valgte mål, som vil udvikle hans karakter og forøge hans viden ud over de almindelige grænser. Hos den, hvis mål vælges af andre, bliver resultatet imidlertid helt anderledes. Han arbejder måske hårdt, passer sit job under de fastsatte tider, og lejlighedsvis arbejder han måske over, men der vil ikke være den samme iver, og han vil slet ikke udvise den samme flid. Energien, der er nødvendig for hans fulde udvikling, vil ikke blive frembragt.

Den fulde udnyttelse af de evner, som er blevet givet til menneskene, er en af de væsentligste betingelser for virkelig fremskridt, og det menneske, som ikke udøver og udvider sine evner, forstår ikke, hvad det vil sige at leve. Retten til at leve er netop den ret, som ethvert individ har til, i samme grad som alle andre, at vælge sine egne mål i livet, og til at stræbe efter at nå dem, forudsat at han ved at gøre dette ikke hindrer andre i at få deres lige ret. Nu er det klart, at hvis lige ret til at leve betyder noget som helst, betyder det, at ethvert menneske har lige ret til de ting, der leveres frit fra naturen, uden hvilke han ikke kan leve – ret til verdens naturlige ressourcer. At nægte et menneske dette er at nægte ham hans ret til i det hele taget at leve, for uden adgang til jord må mennesket dø. Af dette følger endvidere, at enhver har pligt til at respektere denne ret. Det menneske, som kræver: “Denne jord er min”, handler imod denne pligt. Privat ejendomsret til jord er uforenelig med moralloven.

Uanset hvor givtig jorden end måtte være, så vil den dog ikke give mennesket føde, husly og klæder for en dag, medmindre han arbejder. Da det forholder sig således, er det forkert, at et rask og sundt menneske skulle leve af et andet menneskes arbejde. Sat i en positiv form, ethvert menneske har ubetinget ret til det fulde udbytte af sit eget arbejde, under forbehold med hensyn til krav fra dem, der ikke kan arbejde.

Den anden grundregel, som så hurtigt kommer til syne i forbindelse med den grundlæggende ret til at leve, er således den grundregel, at et menneske skal leve af sit eget arbejde og ikke af andres arbejde. Så længe som mennesker skaffer sig formue uden at udføre arbejde for at få den, er der andre, som arbejder, i hvert fald til dels, uden at få udbytte. Al formue må være produceret af en eller anden.

Når et menneske først har erhvervet retten til det fulde udbytte af sit eget arbejde, kan han gøre med det, hvad han vil. Han kan sælge det, eller testamentere det, og overføre en rettighed til hvem han ønsker. Først og fremmest må retten være blevet skabt ved et menneskes arbejde. Dette er rettighedens rod, og enhver omsætning af varen, som følger efter, at den er blevet skabt, må udføres frit og ikke være opnået ved svindel, tyveri eller tvang. Det er interessant at lægge mærke til, at den først nåede konklusion, at intet menneske kan sige: “Denne jord er min”, bliver yderligere forstærket af den anden konklusion, for intet menneske kan sige: “Jeg lavede jorden”. Det er en hård historisk kendsgerning, at privat ejendomsret til jord beror på erobring og anden tvang.

Det er imidlertid nytteløst at sige, at et menneske har ret til det fulde udbytte af sit arbejde, medmindre han sikres lige adgang til jord sammen med ethvert andet menneske. Her fremkommer en selvmodsigelse, som har været årsag til meget af den ørkesløse ordstrid mellem konservative og socialister. Hvis en mand skal være sikret det fulde udbytte af sit arbejde, må han besidde et jordstykke, hvad enten det er en plads til hans hus og have, en plads til hans kontor eller fabrik, eller en plads til hans afgrøde. I sit arbejde optager ethvert menneske en plads, som han uundgåeligt må udelukke andre fra at bruge. At sige, at ethvert menneske har lige ret til at få adgang til jord, er derfor det samme som at sige, at et menneske har krav på at få eneret til et stykke jord. Dette synes ved første øjekast at være i modstrid med påstanden om, at privat ejendomsret til jord er umoralsk.

Imidlertid forsvinder selvmodsigelsen almindeligvis ved en nærmere betragtning. Det forekommer ofte, at én mand ejer jorden, mens det er en anden, der bruger den. Fordelen, der tilfalder ejeren som sådan, er for det første, at han får jordrenten, og for det andet, at han genvinder besiddelsen af jorden i god stand, når forpagtningen ophører. Forpagteren, som betaler den fulde jordrente af sin forpagtede ejendom til en anden og vedligeholder jorden i god stand, anerkender den andens hævdvundne ejendomsret og nyder alligevel den fulde adgang til jord. Det er derfor klart, at hvis enhver jordejer skulle overgive den fulde jordrente af sin jord til et fælles fond, som kan deles lige mellem alle mennesker, og hvis han tillige vedligeholdt jorden i god stand, ville han derved realisere, at den fulde ejendomsret blev håndhævet ligeligt for alle.

Håndhævelsen af enhver jordejers pligt til at betale den fulde jordrente til et fælles fond og til at vedligeholde jorden i god stand, ville ikke alene sikre alles lige ret til jorden, men ville tillige sikre ethvert menneske den lige ret til at have adgang til jorden. Dette kan bedst illustreres ved at gå tilbage til diagrammet, som blev brugt i et tidligere kapitel. Antag at tre mænd, “A”, “B” og “C”, kommer til en ø for at bosætte sig der, og at de hver især efter tur tager den bedste tilgængelige jord i brug. Antag endvidere, at de arbejder med samme evner og dygtighed, og at produktet af deres arbejde kan repræsenteres ved l0, 9 og 8 som vist i nedenstående diagram. Fig. 1.Den eneste fordel, “A” ville opnå ved at have ejendomsretten til sit jordstykke, ville være det overskud, hvormed hans arbejdsprodukt overstiger det arbejdsprodukt, han kunne have opnået ved at arbejde på det jordstykke, som “C” har taget, i tilfældet her: 2. Ligeledes ville den eneste fordel, der ville opstå for “B”, være: l. Hvis “A” og “B” hver skulle betale disse 2 og 1 til et fælles fond, ville de ikke opnå nogen fordel frem for, hvad “C” opnår. Hvis dette fond blev ligeligt fordelt mellem “A”, “B” og “C”, ville hver af dem blive sikret    en absolut lige mængde, hvilket klart skulle være tilfældet, eftersom vi i begyndelsen antog, at de arbejdede med samme dygtighed. Denne nye tilstand ville blive fremstillet ved at tage jordrenten fra jordstykkerne for “A” og “B” og fordele den ligeligt mellem “A”, “B” og “C”, således som vist nedenfor i Fig. 2.

Det samme ville være gældende, da “D” kom til øen, forudsat at han frit kunne tage et hvilket som helst jordstykke, som ikke allerede var taget i brug. Hans ankomst ville, som det tidligere er vist, forøge produktiviteten af arbejdet gennemgående. Dette ville forøge jordrenten på de jordstykker, som besiddes af “A”, “B” og “C” og ville også forøge den formuemængde, der kunne produceres på den bedste frie jord. “D” ville ikke miste noget ved at arbejde på jord, der var mindre produktiv end den, der var taget i besiddelse af de andre, og hvis den samme fremgangsmåde blev fortsat, og jordrenten blev fordelt, ville virkelig lighed blive resultatet. Denne nye tilstand kunne blive fremstillet i to diagrammer, det første visende produktiviteten på de fire jordstykker, der nu er besat, og det andet visende resultatet, når jordrenten deles mellem alle medlemmerne af samfundet, således som vist i nedenstående diagrammer, Fig. 3 og Fig. 4.

Det er interessant at observere den virkning, som ville blive resultatet af at anvende disse principper på den eksisterende samfundstilstand. De nuværende forhold vedrørende ejendomsret til jord er allerede blevet fremstillet i et diagram, som viser den oppustede jordrente, der på grund af afspærringen opnås på jord, som er i brug. Hvis de principper, som er fastsat i kapitlet her, blev anvendt under disse forhold, så ville hver jordejer være forpligtet til at aflevere den jordrente, der kan opnås på hans jord, til et fælles fond, uanset om jorden blev brugt eller ikke. Ved at besidde jorden holder jordejeren andre mennesker ude, og han har ikke moralsk ret til at gøre dette, medmindre han giver sine medmennesker godtgørelse ved at aflevere jordrenten af sin jord og endvidere vedligeholder jorden i god stand. Størrelsen af jordrenten, som hver jordejer ville blive anmodet om at betale, kunne fremstilles ved tallene i nedenstående diagram, Fig. 5, som viser jordrenten, virkelig eller potentiel, for hvert jordstykke.

Det må klart fremgå af dette, at intet menneske ville lade sin jord ligge ubenyttet hen, for en sådan fremgangsmåde ville kun påføre ham meget store tab. Dette ville resultere i, at der blev åbnet for adgang til brug af al ubenyttet jord. Der ville uundgåeligt blive en flytning hen imod den jord, der var bedst egnet for den pågældende anvendelse, og spekulationsværdien ville blive fjernet fra jordrenten. Samtidig hermed ville de i kapitlet omtalte pligter fremtvinge, at jord, der var behov for, ville komme i brug, og arbejdsløsheden ville opløses. Resultatet må blive, at lønnen vil stige og vedblive med at stige, indtil den når den højde, der svarer til hvad arbejderne kunne opnå på den bedste jord, der frit kunne fås til brug. Forholdene ville på den måde blive ført tilbage til deres naturlige tilstand, således som fremstillet i nedenstående diagram, Fig. 6.

Den næste grundregel, som herved kommer til syne, er, at ethvert menneske har ret til at få adgang til et hvilket som helst ledigt jordstykke, idet det altid forudsættes, at han betaler jordrenten til et fælles fond og vedligeholder jorden i god stand.

Før i tiden opstod der ofte en diskussion mellem socialister og konservative, der gik ud på følgende: Socialisten ville sige, at det enkelte menneske ikke producerede noget ved sit arbejde. Som eksempel ville han tage en mand, der stod ved et samlebånd i en fabrik, og denne mands eneste beskæftigelse var at sætte nogle skruer i genstande, der passerede ham. Hvad producerer han? ville han spørge. Automobilerne, som kommer ud ved den anden ende, produceres tydeligvis ved de samlede anstrengelser af alle. De ville hævde, at samfundet kan sammenlignes med et stort samlebånd, og at alt, hvad der produceres, bliver produceret i fællesskab. Til dette ville den konservative svare, at hvis det antages, at jeres mand stod med sine hænder på ryggen og lod genstandene passere, uden at han behandlede dem, så ville hvad der end måtte komme ud ved den anden ende, i hvert fald ikke være et automobil. Det er klart, siger han, at det enkelte menneske producerer alt.

Ingen af forklaringerne er rigtige. Sandheden ligger et sted imellem de to. Hvis produktet af hvert menneskes individuelle anstrengelser skulle sammenlignes, ville den resulterende sum ikke blive lig med hele samfundets produktion. Noget skyldes arbejdet af tidligere generationer, som har opsamlet den viden, der er nødvendig for den moderne produktion. Hver ny opfindelse tager kun et lille bitte skridt frem fra den foregående, og var denne foregående opfindelse ikke blevet gjort, ville den anden have været usandsynlig, om ikke umulig. På samme måde er der noget af produktionen, der ikke skyldes den individuelle anstrengelse, men skyldes samvirket af alle mennesker, der arbejder i samfundet.

For eksempel, antag at en tobakshandler sælger førsteklasses cigarer, piber og tobak i hovedgaden i Chester, og antag at hans omsætning repræsenteres ved £100. Det må være klart, at hvis den samme tobakshandler flyttede sin forretning til Bond Street i den vestlige ende af London, ville hans omsætning blive mange gange større. Det større resultat af hans erhverv i Londons vestlige ende ville være den virkning der er knyttet til beliggenheden af hans forretning, for i Bond Street ville han mærke fordelen af samvirket af millioner af mennesker, hvorimod han i Chester ville arbejde i et meget mindre samfund. Dette er en bemærkelsesværdig kendsgerning, som yderligere illustrerer naturens vidunderlige genialitet. Fordelen ved samvirkende foretagsomhed kommer til udtryk i jordrenten. Den store forskel, som tobakshandleren vil bemærke, mellem hans butik i Bond Street og hans butik i Chester vil være forskellen i jordrente. Dette skal ikke forstås således, at de stærkt oppustede jordrenteværdier i moderne tider repræsenterer samfundets virke. Disse jordrenteværdier bliver oppustet på bekostning af lønnen. Det er den naturlige økonomiske jordrente, som er fremstillet i Fig. 6, der er den sande samfundsskabte produktion.

Dette understøttes ved betragtning af kendsgerningerne. I de lande, hvor fremgangen for industrien og handelen er blevet opretholdt gennem mange generationer, er jordrenteværdien langt højere end i de lande, hvor fremgangen for industri har været meget langsom. Således er jordrenteværdierne i England langt højere end jordrenteværdierne i Kina, selvom Kinas naturlige ressourcer er mindst lige så store, om ikke større, end dem der findes i England. Her ser vi igen, at jordrenteværdierne er højest i ethvert land, hvor befolkningen er tættest, og hvor fordelen ved samvirkende foretagsomhed bliver bedst udnyttet. Jorden i Londons City kommer op på seks millioner pund sterling pr. acre. London er et marked. Oprindelsen til værdien af Londons jord skyldes ikke blot foretagsomheden af de mennesker, som har ført Storbritanniens handel ud til de fire verdenshjørner, ikke blot arbejdet af denne ø’s beboere, men også arbejdet af mennesker af alle farver, racer og trosretninger verden over, hvis produkter der handles med i London City.

Jordrenten skabes således på basis af samfundet og skulle derfor gå tilbage til samfundet. Ligesom lønnen er grundlaget for privat ejendomsret, er jordrenten grundlaget for offentlig ejendomsret.

Hvad er da samfundet? Tydeligvis en samling af enkelte mennesker. Hver mand og kvinde har sin egen særskilte eksistens. Et samfund har ingen særskilt eksistens. At sige, at samfundet skulle modtage jordrenten, er derfor blot at sige, at hvert eneste menneske har som medlem af samfundet lige ret til jordrenten. Der er imidlertid en betydningsfuld forskel mellem retten til lønnen og retten til jordrenten. Retten til lønnen kommer til en mand på grund af hans arbejde. Retten til jordrenten kommer til en mand, fordi han er medlem af samfundet.

Gamle mennesker, syge mennesker, enker og forældreløse børn er medlemmer af samfundet og har som sådanne lige ret til jordrenten. Her er naturens forsorg for dem, der af en eller anden grund ikke er i stand til at arbejde og forsørge sig selv.

Før en mand kan kræve sine rettigheder som medlem af samfundet, må han imidlertid først opfylde sine pligter som medlem af samfundet. Den første blandt disse må være hans pligt til at sørge for sig selv og familien, hans hustru og børn. Denne pligt kan selvfølgelig kun gælde for dem, der er i stand til at arbejde.

Endvidere har ethvert medlem af samfundet en pligt til at bidrage i lige grad til omkostningerne ved opretholdelse af samfundet. Der findes ikke noget etisk grundlag for beskatning i forhold til midlerne. Hver person har en absolut forpligtelse over for samfundet, og alle skulle bidrage med nøjagtig lige store beløb. Hvis jordrenten inddrages til betaling af samfundets udgifter, tager regeringen en nøjagtig lige stor sum fra hver person, idet der tages forbehold over for kravene fra dem, der ikke kan forsørge sig selv. Som det er blevet vist, har hvert menneske lige ret til jordrenten. Hvis de offentlige myndigheder inddrager jordrenten til dækning af offentlige udgifter, tager de en lige stor sum fra hvert medlem af samfundet.

Det ses således, at ethvert menneske har rettigheder og pligter, for det første som et individ med sine egne rettigheder, og for det andet som et medlem af samfundet. Alle disse rettigheder og pligter hviler på den simple grundsætning, at ethvert menneske har lige ret til at leve.

Som individ har et menneske en personlig ret til at have adgang til jord, en ret til at sige, at et særligt stykke jord er udelukkende hans ejendom. Imidlertid underkaster han sig med det samme en pligt over for alle andre, for han må ikke ved at anvende denne ret begrænse andres ret. Han må derfor, hvis han skal være sikker på sin egen ret, udføre sine pligter, som simpelt hen er disse: at betale den fulde årlige jordrente for sin ejendom til den offentlige kasse og at vedligeholde sin jord i god stand. Forudsat at han opfylder disse primære pligter, har han ret til det fulde udbytte af sit erhverv på jorden, og han må gøre ved det, hvad han har lyst til. Her igen er hans ret begrænset af hans forpligtelse over for sine medmennesker; han må således ikke bruge sin jord på en sådan måde, at han forstyrrer sine naboers frie brug af den omgivende jord. Herom mere senere.

Dette er grundlaget for privat ejendomsret, dette er grundlaget for individuelle rettigheder.

I sin egenskab af samfundsborger har ethvert menneske rettigheder og pligter. Han har lige ret sammen med ethvert andet menneske til at få del i jordrenten, som produceres ved samfundets virke. Den tilkommer ham som medlem af samfundet, og han kan kun kræve den, hvis han tilbørligt opfylder sine pligter over for samfundet. Først og fremmest blandt disse er hans forpligtelse til at forsørge sig selv og sin familie, således at ingen af dem må blive byrde for deres medmennesker. Menneskelig svaghed gør imidlertid, at det for nogles vedkommende overstiger deres evner at opfylde denne forpligtelse. Det er klart, at de, der af en eller anden årsag er helt eller delvis ude af stand til at forsørge sig selv eller deres kone og børn, fritages i tilsvarende omfang fra denne forpligtelse. I form af den jordrente, som er deres behørige andel af hele jordrenten, leverer naturen dem hjælp til at få dækket deres behov, og denne hjælp skulle tildeles dem som en ret og være i overensstemmelse med det almindelige niveau af lønnen, der tjenes af de arbejdende medlemmer af samfundet.

Men ham, der godt kan tjene til sit eget levebrød, hvis han ønsker det, tilkommer der ikke en sådan hjælp. Hvis han ikke vil arbejde, lad ham sulte; ubetinget nødvendighed vil drive ham til at opfylde sin naturlige forpligtelse; ingen straffelov vil blive nødvendig, ingen straffe eller forbud. Men der må være frihed og mulighed for ham til at beskæftige sig selv og udnytte sine evner på den bedste måde. Som tidligere vist vil dette være sikret, når hans og enhvers pligter bliver rigtigt håndhævet.

Det vil i virkeligheden være sjældent, at yderliggående tvangsforanstaltninger vil blive nødvendige for at anspore et menneske til rigtig at vedkende sig sine forpligtelser over for sine medmennesker. Mennesket er af natur ivrig efter, i virkeligheden glad for, at klare sig selv her i livet. Den, der ikke med glæde vil bruge sin energi for at fremme sine børns velfærd, er en unaturlig skabning. Retfærdigheden er streng over for dem, der udfordrer den; men hvor retfærdighed råder, hvem vil da ikke med glæde anerkende dens magt?

10. Kapitel – Offentlige og private rettigheder og pligter

Mennesker kan ikke nyde deres rettigheder, medmindre de opfylder deres pligter. Den politiske frihed, som nydes af det britiske folk og af folk i andre lande, der har udledt deres skikke og love fra Storbritannien, opretholdes ved en klar erkendelse af visse grundlæggende pligter. Denne erkendelse er til tider blevet svækket, men er endnu aldrig blevet helt udslukket. Man tænker sig således, at alle briter fra premierministeren og nedefter er underkastet landets almindelige lov og har de samme grundlæggende pligter over for andre mennesker, som de har over for ham. Det er ikke tilladt nogen at forulempe, forurette eller fængsle en anden, undtagen når han handler efter lovens godkendelse, og denne godkendelse gives kun i klart definerede og begrænsede tilfælde. Det er ikke tilladt for nogen uden retmæssig grund at krænke en andens omdømme eller anseelse. Da disse primære pligter i almindelighed anerkendes og holdes i hævd, kan alle tale og handle, frit og uden frygt, medmindre de uheldigvis skulle være økonomisk afhængige af en eller andens behag. Politisk er de frie. Enhver kan gå ud og møde en anden og tale med ham, eller han kan møde fem hundrede andre og tale med dem. Hvis flere mennesker samles, må de selvfølgelig opføre sig således, at de ikke udsætter “rimeligt modige” mænd og kvinder for fare med hensyn til person og ejendom. så længe som de anerkender de grundlæggende pligter, der er fælles for dem alle, kan de imidlertid gøre som de har lyst til.

Mens briterne har vist talent for de forestillinger om grundlæggende pligter, som er betydningsfulde for politisk frihed, har de derimod ikke vist det samme talent for områder, der vedrører økonomiske pligter. De synes at have ment, at hvad som helst, når lige undtages et andet menneske, kan være deres absolutte private ejendom, som de kan gøre med, hvad de har lyst til – alt sammen privilegier og ingen pligter. De har virksomt, om end stiltiende, benægtet, at ethvert rask og rørigt menneske skulle leve af sit eget arbejde, og de har beæret og forherliget dem, der har levet af andres slid og slæb, og de bliver for størstepartens vedkommende glade, hvis de har lejlighed til at gøre det samme. Skønt de har taget afstand fra at tillade slaveri i al dens gru, har de meget beredvilligt betragtet andre mennesker, endog af deres egen race, som værende ringere end dem selv, som værende blot redskaber, de kan bruge til glæde for dem selv. Denne undladelse af at anerkende deres økonomiske pligter har berøvet dem for deres økonomiske rettigheder. på dette område af deres liv har de ikke nydt frihed, de har snarere lidt under følgerne af tøjlesløshed. De har været indviklet i en kamp for tilværelsen, hvori de privilegerede, de stærke og hensynsløse, ofte synes at være begunstigede. Det er uundgåeligt, at der hos de berøvede, taberne i denne kamp, opstår en voksende modstand. Hvis de optræder enkeltvis, erde svage, optræder de samlet, er de stærke. Jordejeren kan være stærkere end arbejderen, men regeringen kan overvinde jordejeren. Hvor mennesker nyder politisk frihed, men ikke har nogen forståelse for økonomisk pligt, kan de bruge valgurnen til at omstyrte deres økonomiske herrer, til at ødelægge al privat ejendomsret og til at berøve de rige for al formue. Selvom de skulle gå så vidt med deres hævn, ville de kun gøre brug af det samme princip, som tidligere styrede dem, begrebet om at magt er ret. Stigen til fremgang ville blive anderledes: det er det hele. De ville imidlertid ikke vinde økonomisk frihed eller forøge deres handlefrihed i livet.

Det er derfor af største betydning, at de grundlæggende økonomiske pligter, som et menneske har over for et andet, betragtes, for at undersøge hvad der vil ske, hvis de fornægtes, og for at se hvorledes de kan håndhæves.

Arbejderens ret til løn

Menneskene arbejder for at få frugten af deres arbejde. De bygger huse til at bo i og sår korn for at få føde, som de kan spise. Intet kunne virke mere fortvivlende for nogen end forventningen om, at frugten af hans anstrengelser ville blive ham nægtet. Af denne grund ville en forpagtning af landbrugsjord efter gammel sædvane vare fra år til år, medmindre parterne ved en eller anden udtrykkelig aftale blev enige om det modsatte; skulle forpagtningen ophøre før høsten, ville forpagteren være berettiget til at komme tilbage og hente afgrøden af det, han havde sået og plantet. Det er velkendt, hvorledes forpagtningssystemet gør en forpagter forsigtig med at udføre forbedringer på sin jord, for resultatet ville måske blive, at jordejeren ville kræve jorden tilbage og derved tilegne sig forbedringerne.

En mand må have sikkerhed for forpagtningstiden af sin ejendom for at han kan høste det fulde udbytte af sit arbejde. Det er i erkendelse af denne elementære kendsgerning, at kontrakter for forpagtning eller leje af jord, hvorpå der skal bygges, indgås for et længere åremål, for hvis forpagtningstiden eller lejetiden var kortere, ville ingen bygge. Således forholder det sig også for landbrug, kontrakter for forpagtning eller leje af jord, hvorpå der skal udføres forbedringer, indgås for et længere åremål, end hvad der normalt er tilfældet, for ingen landmand ville være villig til at forbedre sin jord til fordel for en fremmed.

Dette krav – at hvis en mand skal nyde udbyttet af sine egne anstrengelser, må han have sikkerhed for forpagtningstiden eller lejetiden – har bragt mennesker til at tro, at den private ejendomsret til jord er grundlaget for al privat ejendomsret og basis for individuel frihed. Sandheden ligger imidlertid i den modsatte retning. Den private ejendomsret til jord sikrer langtfra, at mennesker får det fulde udbytte af deres arbejde, den resulterer i virkeligheden i, at arbejdere degraderes til en stilling, som indebærer afhængighed og fattigdom. Da den private ejendomsret til jord medfører en privat opkrævning af jordrenten, bliver samfundet herved berøvet for, hvad der med rette tilhører samfundet. Mere end det, den private ejendomsret til jord sætter dem, der ejer jorden i stand til at diktere betingelser for deres medmennesker. Men da mennesker er som de er, vil jordejerne ganske naturligt søge at opnå så høj en betaling som muligt for brugen af deres jord. Medmindre de er tilskyndet af særlige hensyn, sådan som ønsket om at se deres jord godt udviklet, vil de ikke være villig til at indgå kontrakter, der vil tillade deres forpagtere eller lejere at indkassere den voksende jordrente for længere tid end absolut nødvendigt. Der vil således være en stadig tendens til, at forpagtningstiden eller lejetiden bliver nedsat, indtil størsteparten af forpagterne eller lejerne vedvarende underkastes en uges opsigelse. Under sådanne betingelser er sikkerhed for forpagtningen undtagelsen og ikke reglen. Under sådanne betingelser er det uundgåeligt, at bygninger bliver forsømt og jord vanrøgtet.

En anden følge af den private ejendomsret til jord er, at jordejerens og jordbrugerens interesser er modstridende. I de fleste tilfælde vil jordejeren ikke vide noget om og ikke bekymre sig om, hvilket erhverv jorden skal bruges til. Skønt han bor nær ved, er han i virkeligheden en fjerntboende ejer, og hans eneste interesse består i at opnå så høj en indtægt som muligt. For jordbrugeren er jorden derimod en værdifuld fordel, som skal udnyttes for at give det bedste resultat, uanset om den skal bruges som plads for et hus og en have eller til erhvervsformål. Der kan ikke herske tvivl om, at hvis det ikke var af frygt for, at forbedringer, som udføres i og på jorden af forpagteren eller lejeren, kun ville resultere i en forøget jordrente til jordejeren eller, endnu værre, tabet af jorden for bestandig, ville forpagteren eller lejeren udnytte jorden på den bedst mulige måde. Hvor mennesker bruger jord, som de ejer, vil de i almindelighed udnytte og passe den særdeles godt.

Endelig skal det omtales, at den private ejendomsret til jord uundgåeligt fører til, at jord tilbageholdes fra brug, hvilket må dømme mennesker til arbejdsløshed og demoralisering. Det er klart, at den private ejendomsret til jord, idet den langtfra tilvejebringer den sikkerhed for forpagtningstid eller lejetid, som sikrer arbejdet det sande udbytte af dets anstrengelser, har den modsatte virkning og nægter arbejdet dets sande løn.

Resultatet af denne private ejendomsret til jord er altså, at nogle mennesker arbejder, og andre nyder frugterne af deres arbejde; de bygger huse for andre at bo i og sår korn, således at andre kan få føde, mens de selv savner ordentlige boliger og ordentlig føde. Dette resultat fremkommer imidlertid på grund af pligtforsømmelse, der hænger sammen med det moderne begreb om privat ejendomsret til jord. At afskaffe privat ejendomsret til jord og sætte nogle andre former for ejendomsret i stedet ville ikke være til nogen hjælp, hvis den samme pligtforsømmelse stadig forekommer. Regeringen har ikke mere ret end nogen som helst anden til at gøre jord til sin private ejendom. Alle medlemmer af regeringen og alle dens funktionærer og repræsentanter har den samme pligt over for andre, både som privat menneske og som offentlig ansat, som andre har over for dem. Det menneske, som lukkes ude fra adgang til jord, vil ikke være mindre lukket ude, fordi regeringen lukker ham ude. De, der ikke har nogen alternativ kilde til beskæftigelse, vil ikke være noget som helst mindre afhængig af deres arbejdsgiver, fordi regeringen beskæftiger dem. Manden, som bliver berøvet for sin løn, bliver ikke mindre berøvet, fordi det er regeringen, der tager lønnen. Kort sagt, regeringen har ikke mere ret end nogen som helst anden til at forsømme de pligter, som alle mennesker har over for hinanden.

I håndhævelsen af de offentlige rettigheder med hensyn til jord er det af allerstørste betydning at beskytte arbejdernes ret til løn.

At overgive jorden uden videre til regeringsmagten, uanset på hvilken måde det gøres, og at tillade staten at overtage alle rettighederne som fuldstændig ejer, ville ikke tilvejebringe den sikkerhed for forpagtningstiden eller lejetiden, som er så betydningsfuld for arbejdet. Sammenlignet med endog en hertugelig jordejers magt, ville statens magt blive gigantisk. Regeringen ville få magt til at herske over liv og død for alle mennesker i samfundet, og stillingen for de mindre indflydelsesrige af dens undersåtter ville sandelig blive meget dårlig. Der kræves ikke megen fantasi til at se, hvorledes de herskende politikere ville bruge deres magt til at bevare deres indflydelse, eller endnu værre, for at se, hvorledes en hoven embedsmand kunne regere over de almindelige mennesker i hans distrikt. Hvis det almindelige menneske skal kunne nyde frugterne af sine anstrengelser, så må hans stilling være beskyttet mod alle indgreb, uanset om de er private eller offentlige. Kort sagt, det er regeringens pligt ikke alene at sikre samfundets rettigheder ved at håndhæve de pligter, som hvert individ har over for samfundet, men også at sikre individernes rettigheder ved at håndhæve individernes pligter over for hinanden. I virkeligheden sikres individernes rettigheder bedst ved at håndhæve både deres pligter og regeringens pligter.

Som vi har set, er samfundets rettigheder med hensyn til jorden for det første at opkræve hos jordbesidderen den fulde jordrente af den jord, han besidder, og for det andet at pålægge ham pligten til at vedligeholde sin jord i god stand.

Med andre ord, enhver bruger af jord (og enhver, der bor i et hus er nødvendigvis en bruger af jord) har pligt til at betale jordrenten af jorden, eller hans andel af den, til statskassen og vedligeholde sin jord i god stand. Ud over hele den civiliserede verden bliver disse pligter i dag ignoreret.

Det første resultat er, at eftersom statskassen ikke modtager jordrenten, må regeringen søge at få sine indtægter andre steder fra, og hvor indtægterne ikke kommer primært fra jordrenten, må de komme primært fra lønnen. I det omfang jordrenten ikke betales til statskassen for at dække de offentlige udgifter, må udgifterne derfor i samme omfang dækkes ved at tages fra lønnen. Med andre ord, fordi jordbesidderne ikke opfylder deres pligt over for samfundet, søger regeringen udvej ved at tage lønnen fra arbejderne og berøver dem således for deres naturlige belønning.

Grundregler for beskatning

De midler, hvorfra de moderne regeringer får de nødvendige indtægter til betaling for offentlige tjenester, kendes som beskatning. Adam Smith fastsatte bestemte regler for udskrivningen af skatter, som han kaldte grundregler for beskatning, hvoraf de fleste er så meget i overensstemmelse med almindelig sund fornuft, at de kun behøver at blive fremlagt for at blive accepteret. De fremlægges her under følgende overskrifter:

1. Skatterne skulle hæmme produktionen så lidt som muligt.
   Det er indlysende, at skatter, som straffer produktionen, må formindske produktionen og derfor reducere skatteprovenuet.

2. Skattebyrden skulle fordeles ligeligt på alle.
   Dette er et elementær retfærdighedsprincip.

3. Skatterne skulle være lette at ansætte og opkræve.
   Der er to vigtige begrundelser for dette. Skatter, som er vanskelige at ansætte og opkræve, må påføre regeringen betydelige udgifter og således nedsætte skatteprovenuet. Det er klart, at regeringen skulle helst opnå så stor nytte som muligt af det tab, som skatteyderen lider, men hvor en stor del af skattebeløbet går til opretholdelse af regeringens dyre skattedepartementer, bliver udnyttelsen betydelig mindre. Mere vigtigt er det imidlertid, at man skal bemærke, at hvor skatterne er vanskelige at ansætte og opkræve, drager mennesker uundgåeligt fordel af denne kendsgerning og søger at undgå at betale skatterne. Denne tilstand kan kun alt for let føre til korruption af regeringen ved bestikkelse af embedsmænd, hvilket så sandelig er en meget alvorlig sag.

4. Skatterne skulle betales af den person, de pålignes.
   Hvor den mand, som i virkeligheden overleverer skatten til regeringen, er i stand til at lade skatten gå videre til andre ved at forhøje priserne eller ved hjælp af andre foranstaltninger, bliver resultatet uundgåeligt, at den endelige betaler må betale betydeligt mere end den virkelige skat. Hertil kommer, at det er vanskeligt at vide, hvem der i virkeligheden betaler skatten, og det er meget sandsynligt, at skatten vil blive betalt af dem, der dårligst er i stand til at betale den.

5. Skatterne skulle udgøre et bestemt beløb.
   Når en skat udskrives, er det indlysende, at regeringen på forhånd skulle vide størrelsen af det beløb, der vil blive opkrævet gennem skatten. Det er af større betydning, at skatteyderen skulle vide, hvor meget han skal betale.
   Nu er der kun to grundlag, hvorpå skatter kan udskrives. Det første er jord, uafhængig af dens brug, men i overensstemmelse med dens jordrente. Det andet er jordens brug, uanset dens årlige jordværdi, men i overensstemmelse med dens produktivitet. Moderne beskatning i England lægges næsten udelukkende på brugen af jord, den måde, jorden bruges på, og i overensstemmelse med dens produktivitet. Dette forhold illustreres godt ved ejendomsskattesystemet (“the rating system”), som kan tages som et eksempel på den mindre mangelfulde form for beskatning, der anvendes.

De lokale ejendomsskatter

Ejendomsskatterne blev indført i England 1601 ved den første lov om fattighjælp[1], en kendsgerning, der ikke er uden betydning. Selvom der er foretaget mange ændringer i fremgangsmåde og indført mange undtagelser siden den tid, er princippet for skatteligningen dog det samme. Hvert enkelt jordstykke, sammen med bygningerne og forbedringerne på det, bliver lignet i skat. Det betydningsfulde i denne sag er ikke skattebyrden, dvs. antallet af shillings for hvert pund sterling af den skattepligtige værdi, men skatteligningen, eller beregningen af den skattepligtige værdi, som den kaldes. For at omskrive ordene i loven, som er vedtaget af parlamentet, og som nu styrer skatteansættelsen af jord og bygninger, må vurderingsmanden spørge sig selv: “Hvad ville denne ejendom, således som den nu bruges og er indrettet til at blive brugt, kunne udlejes for pr. år?”

Lad os nu forestille os, at byens vurderingsmand i et af vore store industricentre er ude i sit job for at foretage vurderinger til skatteansættelse af ejendomme. Lad os forestille os, at der højere oppe end byen ligger en hede, hvorfra jorden i sydlig retning skråner jævnt ned mod byen med dens røg og sod. I byens centrum ligger beboelseshusene sammenhobede rundt om de store fabrikker og elendige udbytterværksteder. Vi antager, at i disse huse bor folk fra fabrikkerne og værkstederne, for vi føler os sikre på, at arbejderne gerne vil bo nær deres arbejdsplads. Ikke desto mindre kan man iagttage, at efterhånden som vurderingsmanden vandrer op ad bakkeskråningen ud fra støvet og røgen, kommer han først forbi husene, hvor formændene bor, og højere oppe kommer han til husene, hvor kontorpersonalet bor. Endnu højere oppe ligger villaerne for direktionens personale, og halvvejs oppe på bakken kommer fagforeningslederens nybyggede hus. Her standser vurderingsmanden. Husejerens længsel efter tradition har fundet udtryk i træbeklædningen, som er fæstnet til ydermuren, i den spidse gotiske bue på indgangsdøren og i de blyindfattede og farvede glasruder, der findes spredt her og der. Den moderne effektivitet finder udtryk i det flisebelagte badeværelse og i den rigelige skabsplads, som sælger så mange huse i vor tid. Vurderingsmanden bemærker over for husejeren: “Det er et dejligt hus!” og spørger: “Hvor meget tror du, at du kunne leje det ud for?” “£100 om året” er svaret. Dette tal bliver taget som grundlag for skatteansættelsen. En ringe nedsættelse indrømmes for reparationer, og fra den tid af må ejeren hvert år betale 15 shillings for hvert pund sterling af den skattepligtige værdi til de lokale myndigheder, dvs. næsten £75 pr. år.[2]

Træt af denne utilbørlige anstrengelse fortrækker den offentlige vurderingsmand sig til heden for at nyde solen og en sandwich, og han støtter sig til en pille, der bærer et af disse allesteds værende skilte med inskriptionen: “Værdifuld jord til salg”. Der møder han tilfældigt ejeren af heden, og med behørig respekt spørger han ham, hvad han gør med jorden. “Intet”, svarer ejeren, “ikke engang jagt eller fiskeri”. “Hvad har du til hensigt at gøre med jorden?” spørger vurderingsmanden. “Ah”, siger ejeren, “byrådet ønsker at bygge huse her, således at de kan nedrive husene i byens slum, og jeg forlanger £2.000 pr. acre. Det er jord, som er ideel til byggegrunde.” “Du bruger ikke jorden til noget for tiden,” siger vurderingsmanden, og han tænker: “Hvad vil denne jord, mens den ligger ubrugt hen, kunne udlejes for pr. år?”

Den vil ikke kunne udlejes for noget, og vurderingen til skatteansættelse er derfor nul.

Fuld af beklagelse forlader vurderingsmanden den friske luft på heden og vender tilbage til byen. John Brown har bygget en ny fløj til sin fabrik, så han må gå derhen for at foretage en vurdering. Denne fløj har alt, hvad der kan ønskes. Den har lyse lokaler, er forsynet med luftkonditioneringsanlæg og har konstant temperatur og konstant fugtighedsgrad, og maskinerne er anbragt i god afstand fra hinanden for at tilvejebringe den største sikkerhed og effektivitet; og der er rigeligt med garderober og marketenderier for de ansatte. Vurderingsmanden siger til mr. Brown: “Du har bygget en ny fløj til din fabrik, og der synes ikke at mangle noget i denne fløj.” “Det er rigtigt,” siger mr. Brown. “Hvordan tør du?” siger vurderingsmanden skarpt, “din skattepligtige værdiansættelse vil blive forøget med £1.000, og hvert år fra nu af må din fabrik betale 15 shillings for hvert pund sterling af den skattepligtige værdi til skattemyndighederne, før der kan blive en penny til noget som helst andet formål.”[3]

Da han forlader fabrikken, kommer vurderingsmanden ind mellem de huse, hvor arbejderne bor, og her møder han igen ejeren af heden. “Ejer du stadig disse huse?” spørger han. “Har du installeret vandhaner i nogen af husene, siden jeg var her sidst for fire år siden?” “Nej”, svarer ejeren. “Har du forsynet nogen af husene med hovedafløb for vand?” “Nej,” svarer ejeren. “Har du forsynet nogen af husene med ny maling eller tapet?” “Bestemt ikke”. “Har du efterkommet nogle bekendtgørelser om sanitære forhold?” “Hvorfor skulle jeg? I har ingen andre steder, hvor I kan flytte beboerne hen, så jeg kan ikke rive husene ned.” “Vel, hr.” siger vurderingsmanden, “din opførsel har været meget ærlig og rosværdig. Siden jeg var her sidst, er disse huse blevet endnu mere elendige, end de var før. Din skatteansættelse vil blive nedsat med 5 procent.”

På vejen tilbage til sit kontor erfarer vurderingsmanden, at mr. Brown har fået installeret varmt og koldt vand i alle sine soveværelser. Det er virkeligt for meget, og han tager hen til mr. Brown’s hus med det samme. Det forholder sig som han er blevet fortalt, der var endog installeret vandhaner i tjenestepigens soveværelse, så han forhøjer skatteansættelsen med £l pr. vandhane, og hvert år må mr. Brown betale 15 shillings pr. vandhane, så længe de forbliver der.

Dette lyder som en karikatur, men det viser, hvorledes ejendomsskatterne og den uhyre store mængde af skatter i England virker. Den mand, som holder sin jord tilbage fra at blive brugt, betaler hverken lokale ejendomsskatter, eller andre skatter af sin jord, mens den ligger ubrugt hen, uanset hvor værdifuld jorden måtte være. Før loven af 1925 om lettelse af ejendomsskatter i England trådte i kraft, blev ubenyttet jord vurderet til skatteansættelse som landbrugsjord, selv i hjertet af London. Siden dette år betales der i det hele taget ingen lokale ejendomsskatter eller andre ejendomsskatter, hvor jorden ligger ubenyttet hen, en foranstaltning der, som politikerne sagde, blev truffet for at hjælpe landbrugerne. Hvis jorden kun er mangelfuldt udnyttet, vil skatteansættelsen blive lav, som om jorden kun var egnet til at bære det, der står på den. Bygninger i slumkvarterer, som står på jord, der har værdi af titusinder af pund sterling pr. acre, betaler således ikke mere i ejendomsskat, end hvad der svarer til skatten af et lille hus. Det er kun, hvor jorden bliver fuldt udnyttet, at de lokale ejendomsskatter lægges ikke alene på den fulde værdi af bygningerne eller forbedringerne, men også på den fulde værdi af jorden. Det forholder sig altså således, at skatterne slet ikke udskrives på jorden, men på hvad den anvendes til.

Således går det til, at enhver industriherre, arkitekt og bygmester, som planlægger forbedringer og udvikling, altid i deres beregninger må medtage byrden af skatterne, der vil falde på sådanne forbedringer. I byområderne udskrives de lokale ejendomsskatter på grundlag af en skatteansættelse på 12 til 15 shillings for hvert pund sterling af den vurderede skattepligtige værdi, så skatten er således meget høj. Hertil kommer, at staten udskriver indkomstskat på den samme eller en tilsvarende ansættelse. Disse skattebyrder er så sandelig meget hårde, og de må uundgåeligt svække lysten til at indføre forbedringer og vil således virke hæmmende på produktionen.

Alle og enhver ved, hvorledes vinduesskatten, der før i tiden blev anvendt her i landet, resulterede i, at vinduer blev muret til i fine huse, og at nye huse blev bygget med praktisk taget ingen vinduer. Enhver skat på forbedringer og enhver skat på produktionen vil hæmme produktionen. I vore dage udskrives skatterne for størstedelen på produktionen, således at de stiger, hvor arbejdernes foretagsomhed stiger, og falder, hvor den er træg. Således er benzinskatten og bilskatterne bødestraffe på vejtransporten. Alle skatter på varer er bødestraffe på produktionen af og handelen med disse varer. Hvorledes denne hæmning nøjagtigt virker, og hvad virkningen af den er, vil blive undersøgt grundigt i 2. del af denne bog. Her vil det være tilstrækkeligt at bemærke, at sådanne skatter falder på jordens anvendelse, hvad jorden bruges til, og lader jordspekulanterne få frit spil.

Moderne beskatning

Hvis de moderne skatter bliver prøvet i henhold til grundreglerne for beskatning, klarer de sig ikke ret godt.

1. Skatterne skulle hæmme produktionen så lidt som muligt.
   Af det, der allerede er sagt, fremgår det tydeligt, at næsten alle skatter lægger deres fulde byrde på produktionen.

2. Skattebyrden skulle fordeles ligeligt på alle.
   Den mærkelige kendsgerning vedrørende de britiske skatter –og det samme gælder for næsten ethvert civiliseret land – er, at skatterne slet ikke falder på mennesker i deres egenskab af jordejere. De kan, ligesom andre mennesker, være underkastet pligt til at betale indkomstskat af den indtægt, de modtager, og når de dør, vil der blive krævet arveafgift af deres ejendom; men, ligesom for enhver anden, vil deres beskatning for størstedelen afhænge af, hvad deres jord bliver brugt til, og den profit de opnår ved brugen.
   Igen ser vi, at folk har fjernet sig så langt fra ideen om, at skattebyrden skulle fordeles ligeligt på alle, at man nu mener, at skattebyrden skulle pålægges i forhold til midlerne. I virkeligheden er den moderne beskatning forkert, også ved anvendelsen af dette dårlige princip, eftersom den medfører langt større afsavn hos de virkeligt fattige. Denne sag vil blive nærmere behandlet senere.

3. Skatterne skulle være lette at ansætte og opkræve.
   Bedømt ud fra denne standard varierer skatterne betydeligt. De engelske ejendomsskatter, som lige er blevet omtalt, er lette at ansætte og opkræve og er meget tilfredsstillende administreret af de lokale myndigheders vurderingsdepartementer. Indkomstskatterne er imidlertid ikke nemme at ansætte, de kræver et enormt stort personale i administrationen og enorme udgifter og bliver dagligt unddraget ved hjælp af en eller anden anordning. Alle de mangfoldige skatter, som hører ind under told og afgifter, er meget vanskelige at opkræve. Disse skatter står til regnskab for 40 procent af det britiske budget. De medfører ikke alene store departementer for den virkelige ansættelse og opkrævning, men kræver et stort korps af detektiver og politifolk til at beskytte mod overtrædelser, og dette korps har agenter ud over den hele verden, hvor de holder vagt ved enhver havn og ethvert handelscenter. En meget stor del af indtægten fra disse skatter opsluges af omkostningerne ved at påligne dem.

4. Skatterne skulle betales af den person, de pålignes.
   Størsteparten af de såkaldte direkte skatter er i virkeligheden indirekte. De ejendomsskatter, som pålægges en fabrik, bliver lagt over på priserne af de varer, der produceres i fabrikken. på den måde bliver priserne på formuegoder forøget ved hvert trin i produktionen fra jorden til den endelige forbruger. Den endelige køber betaler ikke et skattepålæg, men sædvanligvis mange. Han betaler også jordejerens “ejendomsskat”, bilskatter, benzinskatter, stempelafgifter, og alle andre skatter, der hviler på industrien. Kort sagt, den uhyrligt store mængde af skatter betales på denne indirekte måde af de almindelige mennesker, hvis løn reduceres i samme grad som priserne forøges.

5. Skatterne skulle udgøre et bestemt beløb.
   Størsteparten af de skatter, der udskrives i vor tid, støder ikke an mod dette princip.

Opkrævningen af jordrenten

Når opkrævningen af den samfundsøkonomiske jordrente til bestridelse af offentlige udgifter prøves i henhold til grundreglerne for beskatning, ses det, at den tilfredsstiller dem alle.

Bestemmelsen af den årlige jordrenteværdi er ikke mere vanskelig end ansættelsen af de lokale ejendomsskatter i hele landet, den skatteansættelse, som er den nemmeste og billigste af de moderne skatteansættelser. Vurderingsmanden ville simpelthen stille et antal spørgsmål. Han ville ønske at vide, hvad jordstykket kunne udlejes for fra år til år, hvis der ingen bygninger var på det bestemte jordstykke, og der ikke var gjort forbedringer på det i det hele taget. Resultatet af dette ville blive, at værdien af et bestemt jordstykke ikke ville blive forøget af de forbedringer, der blev gjort på det, og heller ikke blive formindsket af den omstændighed, at bygningerne på det var forfaldne og mangelfulde. Med andre ord, vurderingsmanden ville ikke være interesseret i, hvad jorden blev brugt til, men kun være interesseret i værdien af selve jorden. Markedets almindelige sjakren ville bestemme dens værdi, således som det sker i dag.

1. Skatterne skulle hæmme produktionen så lidt som muligt.
   At fratage jordbesidderne den fulde og hele samfundsøkonomiske jordrente af deres jordbesiddelser, kan aldeles ikke hæmme deres erhverv. Jordrenten er jo udtryk for den fordel, som de opnår af andres arbejde, ved at nyde eneretten til at besidde et særligt jordstykke. Ved at tage jordrenten fra jordbesidderen, tager regeringen ikke noget som helst af den del af udbyttet, som skyldes jordbesidderens egen dygtighed og flid. Tværtimod, i stedet for at lægge en byrde på produktionen ville denne metode til at skaffe offentlige indtægter stimulere produktionen. Ingen mand ville være i stand til at holde jord uudnyttet, hans dobbelte forpligtelse til at betale jordrenten og vedligeholde sin jord i god tilstand ville tvinge ham til enten at anvende jorden på bedste måde eller at opgive den. Resultatet må blive, at al uudnyttet jord må blive til ledig jord, som er tilgængelig for hver den, der måtte ønske at bruge den. Som følge af dette ville industrier flytte til den bedste jord, der er tilgændelig for deres særlige formål, hvilket må resultere i en forøget produktion. I forbigående skal nævnes, at store arealer af jord ikke ville blive efterspurgt, og de ville blive tilgængelige for alle og enhver.
   Endnu et betydningsfuldt resultat ville være, at en jordbesidders jordrente ikke ville variere med den mængde arbejde, han udførte. Hans flid ville ikke blive beskattet, han ville høste den fulde fordel af sin egen foretagsomhed. Han ville ikke længere være nødt til at tage hensyn til den belastning, som skatterne lagde på de forbedringer, han udførte. Han ville finde ud af, ligesom enhver anden, at hvis hans jord ikke blev udnyttet på bedste måde, ville jordrenten blive en besværlig byrde, men jo mere produktiv hans virksomhed var, des mere blev der til ham selv, så det er klart, at ikke alene ville han blive opmuntret til at arbejde godt, men han ville i høj grad tabe modet ved lediggang.
2. Skattebyrden skulle fordeles ligeligt på alle.
   Det er allerede blevet bemærket, at som medlem af samfundet har alle lige ret til jordrenten. Hvis jordrenten tages af de offentlige myndigheder til betaling af de offentlige udgifter, tages der nøjagtigt lige meget fra hver enkelt.
3. Skatterne skulle være lette at ansætte og opkræve.
   Når ansættelsen og opkrævningen af jordrenteskatten kun indebærer små vanskeligheder, skyldes det især den kendsgerning, at intet menneske kan gemme jorden væk og påstå, at han ikke har den. Den er til at se for alle, og den kan måles og ansættes til enhver tid. Når der engang er tilvejebragt en generel værdiansættelse, er variationer nemme at fastslå.
4. Skatterne skulle betales af den person, de pålignes.
   En ting er ganske klar. En jordbesidder vil ikke kunne overvælte sin jordrente på andre. Inddragningen af jordrenten bevirker, at produktionen vedligeholdes på sit maksimum. Den forøgede strøm af varer til markedet og den lethed, hvormed en ny forretning kan sættes i gang, ville forhindre priserne i at blive oppustede. Dette vil altsammen blive nærmere undersøgt i senere kapitler. Det er tilstrækkeligt her at bemærke sig de generelle kendsgerninger.
   Et andet resultat af, at de offentlige myndigheder inddrager jordrenten, vil være at spekulationselementet, som nu oppuster jordrenten, hvorved lønnen nedsættes, fjernes. Eftersom intet menneske vil kunne tilbageholde jord fra brug. må den forholdsmæssige andel af formuen, der tages i’ jordrente. når de nye principper indføres, falde. Det er derfor klart, at ethvert forsøg, som en jordejer gør på at overvælte jordrenteskatten på andre, ville blive forpurret af den kendsgerning, at de andre kunne få jord på betingelser, der i enhver henseende ville være lige så gode som dem, hvorpå jordejeren havde sin jord. Kort sagt, jordejere ville forsvinde.
5. Skatterne skulle udgøre et bestemt beløb.
   Jordrentens størrelse ville blive ansat ved den periodiske vurdering. Listen over vurderingerne skulle gøres offentlig, således at enhver på forhånd kunne få fastslå hvad værdien af et hvilket som helst særligt jordstykke var. Vurderingen ville være foretaget ved anvendelse klart angivne principper, som private mennesker ville i stand til at efterprøve. Hvis de mente, at det var nødvendigt, kunne de påtale den forelagte vurdering for vurderingsdepartementet, således som det er med ejendomsvurderingen i dag, og få sagen afgjort ved en almindelig domstol.

Skatternes tyngde

Fornægtelsen af de grundlæggende økonomiske pligter, som menneskene skylder hinanden, resulterer ikke alene i en beskatning, som plyndrer arbejderen for hans løn, og som forsynder sig imod alle fornuftige regler for beskatning, men kan også resultere i en kraftig for forøgelse af skattebyrden. I et samfund, hvor det tillades mennesker at indkassere den fulde jordrente til sig selv, er det ganske naturligt, at de vil søge at opnå herredømme over så megen jord som muligt, ikke for at bruge den, men for at få jordrenten fra den. Her igen vil de stræbe efter at få det størst mulige jordrentebeløb ved den mindst mulige anstrengelse for deres eget vedkommende. Som vi har set, resulterer dette ønske i to hinanden lignende fremgangsmåder: For det første, jordspekulantens bestræbelser for at erhverve sig jord og beholde den ubenyttet for at oppuste dens jordrente, og for det andet, industriherrens bestræbelser for at erhverve sig jord for at forhindre konkurrenter i at få adgang til den og for at oppuste jordrenten af den jord, de bruger. På begge disse områder bliver mindre privilegerede mennesker berøvet adgangen til jord. De har intet andet end deres arbejde at ernære sig ved og bliver henvist til at være afhængige af de mennesker, der er villige til at beskæftige dem. Disse fordrevne dødelige slås med hinanden for at få arbejde, og på arbejdspladserne kæmper de om forfremmelse. I denne kamp bliver lønnen nødvendigvis trykket ned til det mindste, som arbejderne er villige til at acceptere. Deres andel af den formue, som de producerer, bliver så sandelig meget lille; der kan ingen pæne huse og intet pænt tøj blive til dem, ingen fine skoler til deres børn; læger, advokater, skuespillere og musikere kan ikke ofre megen tid på dem. De, der tilgodeser deres ønsker, vil blive tvunget til at studere billighed før kvalitet. I et land, hvor folk ikke accepterer deres egen skæbne som en eller anden overnaturlig magts tilskikkelse, eller hvor de er holdt op med at give næring til illusionen om, at enhver af dem måske kan blive landets præsident, vil de kræve lindring af deres fattigdom. Hvis populære regeringer får overhånd, vil de ikke mangle forkæmpere. I 1872, da stemmeretten blev udviklet i England til at omfatte hele den mandlige befolkning, gjorde Walter Bagehot følgende skarpsindige iagttagelse og fremkom med følgende profetiske advarsel:

“Vore statsmænd har imidlertid den største lejlighed, de har haft i mange år, og ligeledes den største pligt. De skal lede de nye vælgere i udøvelsen af stemmeretten, lede dem roligt og stille, uden at sige, hvad de gør, men stadigvæk lede dem. De ledende statsmænd i et frit land har stor øjeblikkelig magt. De sætter menneskenes samtale i gang. Det er dem, der med en stor tale eller to bestemmer, hvad der skal siges, og hvad der skal skrives i lang tid fremefter. De bestemmer sammen med deres rådgivere deres partis program –”talerstolen”, som amerikanerne kalder det – på grundlag af hvilket de og deres omgangsfæller skal tage deres standpunkt for den politiske kampagne. Det er ved hjælp af dette program, ved en sammenligning af forskellige statsmænds programmer, at verden danner sin mening. Den almindelige mand er helt uegnet til at afgøre for sig selv, hvilket politisk spørgsmål han skal henlede sin opmærksomhed på; det er med nød og næppe, at han kan dømme anstændigt i spørgsmålene, som dukker op og bliver forelagt ham; han bestemmer næsten aldrig emnet, han kan kun være med i behandlingen af disse emner. Og ved bestemmelse af, hvad disse spørgsmål skal være, har statsmændene nu et særligt stort ansvar, hvis de rejser spørgsmål, som vil ophidse de lavere samfundsklasser; hvis de rejser spørgsmål om sager, som disse samfundsklasser har en forkert mening om; hvis de rejser spørgsmål om sager, hvori disse samfundsklassers interesser ikke er identiske med, eller er i modstrid med, hele Statens interesse, vil de have gjort den største skade, de kan gøre. Dette lands fremtid afhænger af, om et ømtåleligt eksperiment lykkes, og de vil have gjort alt hvad de kunne for at ødelægge dette eksperiment. Netop når det er ønskeligt, at uvidende mænd, som er nye i politik, skulle have gode emner, og kun gode emner, forelagt dem, vil disse statsmænd have foreslået dårlige emner. De vil have foreslået emner, som vil binde de fattige sammen som klasse; emner som vil ophidse dem mod de rige; emner, om hvilke den eneste form for diskussion, der vil nå deres ører, vil være en diskussion, der får dem til at tro, at en eller anden ny lov kan gøre det behageligt for dem – at regeringen til sin rådighed har et uudtømmeligt fond, ud af hvilket den kan give til dem, der nu har behov, uden også at skabe andre og større behov andre steder. Hvis det første, de fattige vælgere gør, er at forsøge at skabe et “fattigmandens paradis”, således som fattige mennesker er tilbøjelige til at forestille sig, at de kan skabe, vil det store politiske forsøg, som nu begynder, simpelt hen slå fejl. Valgrettens store gave vil blive en stor ulykke for hele nationen og for dem, der får den, en lige så stor ulykke som for enhver anden.”

Først kommer ejendomsskatten for at hjælpe de fattige, for at betale dem en gemen almisse, for hvilken de må tåle unødvendigt, ringeagtet og nedsættende arbejde. Derpå kommer, lidt efter lidt, de usle skoler, fabriksinspektioner, dagskoler, pensionerne, arbejdsløshedsforsikringen, sygeforsikringen, hospitaler og klinikker, som opretholdes ved skatter, skattebetalte tilskud til mælk, madvarer, lægehjælp og familiehjælp, indtil en forbløffende mængde af millioner bliver opkrævet og udbetalt af tusinder af embedsmænd, alt sammen for at understøtte fattigdom.

Alt dette, madvarer, tøj, husly, lægehjælp – alle de formuegoder og tjenesteydelser, som medfører denne komplekse og besværlige labyrint af skatter, uddelinger og tilskud – produceres hele tiden ved, at arbejde anvendes på jord. Hvis arbejderen modtog disse formuegoder og tjenesteydelser i form af løn, ville der ikke være noget behov for dette overmål af frugtesløs aktivitet. Hvis han fik en andel af den producerede formue, der i størrelsesforhold svarede til hans anstrengelse, hvis han fik, hvad han kunne tjene til sig selv som sin egen mester i en fuldt udstyret virksomhed på den bedste jord, der kan fås uden at der skal betales jordrente, kunne han selv betale sin læge, sine børns skolepenge, sine hospitalsregninger og alle de andre forpligtelser, han måtte have. Dette ville være mere værdigt og naturligt. Han ville ikke længere blive udsat for at skulle vente i timevis i korridorer, hvor der er træk, eller blive behandlet ligesom råmaterialet i en industriel proces, men ville blive modtaget med den hensynsfuldhed og agtelse, som nu tildeles den, der betaler skolepenge, den kunde, der betaler regninger – og skatteinspektøren. Det ville ikke kræve en delegation til de lokale myndigheder eller en pressekampagne for at få en ny bænk i afdelingen for patienter, der behandles ambulant.

Hvad mere er, han ville købe de formuegoder og tjenesteydelser, han ønskede, og ikke være tvunget til at acceptere, hvad en eller anden embedsmand mente ville være godt for ham. Han ville, fordi han oplevede det direkte, se forholdet mellem hans virksomhed, hans bidrag til menneskehedens formue, og de formuegoder og tjenesteydelser, han fik til gengæld.

Det er ikke en del af en ministers pligt at spille Robin Hood og stjæle fra en mand for at give til en anden. Fordi en mand bliver berøvet for det meste af sin retmæssige løn, er han ikke dermed berettiget til at tage en andens. Hvor mennesker ignorerer deres grundlæggende pligter, er dette imidlertid, hvad der sker.

Beskatning rammer imidlertid dybere. Beskatning er et udmærket middel til at udjævne det sociale niveau. Når skatter lægges på lønnen, trykker de mennesker ned på et lavere niveau og bedrager dem for uafhængighed. Det indebærer, at et voksende antal mennesker må beskæftiges med ufrugtbart arbejde bestående i at tage fra Per og give til Poul, hvad Poul ikke selv ville vælge, og ved denne fremgangsmåde gøres Per lige så fattig som Poul og tvinges ind under samme behandling i social henseende.

Nu er det klart, at hvis enhver jordbesidder erkendte sin pligt over for samfundet ved at betale jordrenten af sin jordbesiddelse til samfundets fælleskasse og ved at holde sin jord i god stand, kunne ingen af dem afspærre mere jord, end hvad han kunne have god nytte af at besidde. Med et slag ville en indtægtskilde, som ville vokse efterhånden som samfundet voksede, stå til rådighed til bestridelse af de offentlige udgifter uden at tage en penny fra noget som helst menneskes løn, og samtidig hermed ville det blive gjort umuligt for samfundsmedlemmerne at afspærre jord og tilbageholde den fra brug. Den kraftige beskatning, som ikke kræves for at opretholde landets styrelse eller de offentlige tjenesteydelser, men for at lindre nøden for dem, der er blevet forarmede på grund af afspærringen for adgangen til jord, ville være unødvendig.

Fordelen ved offentlige tjenesteydelser

Således som det er nu, må skatteyderen betale to gange for den ægte offentlige tjenesteydelse, for god ledelse af landet, gode veje, vandledninger og kloaker, jernbaner, elektricitets- og gasforsyninger, og andre bekvemmeligheder.

Alle offentlige arbejder, som ikke er overflødige for at tilfredsstille behovet i det område, de betjener, må resultere i en almindelig forbedring af det økonomiske liv i distriktet. Under de eksisterende forhold går hele fordelen til jordrenten, fordi den indbyrdes kamp mellem arbejderne om at få arbejde, holder lønnen nede. Størrelsen af denne forøgelse af jordrenten er forbavsende. Middlesex Amtsråd angav i en indberetning for nogle år siden, at hovedvejene, som blev bygget eller forbedret af Amtsrådet til en pris af lidt under £7.000.000, havde resulteret i en forhøjelse af prisen på jorden, der grænser op til disse veje på £15.000.000. Hvor mennesker havde fri adgang til jord, ville en væsentlig del af denne forøgelse gå til lønnen; men der kan ikke herske tvivl om, at hvor offentlige arbejder og andre foranstaltninger tjener et nyttigt formål, må de kunne betale sig selv i jordrenten, de skaber.

En australier, der vendte tilbage til England fra urskovene for at bygge sig et hjem i det gamle land, har fortalt om, hvilke overraskelser, der mødte ham. Han udvalgte sig en passende byggegrund og henvendte sig til ejeren for at få oplysninger om købsprisen. Ejeren forlangte £1.000, hvilket forbavsede den nyankomne og fik ham til at spørge: “Hvorfor så meget?” “Vel,” svarede ejendomshandleren, “grunden ligger tæt op ad to hovedveje, er forsynet med hovedledninger for kloak, vand, gas og elektricitet, den ligger nær ved den offentlige park, som der er udsigt over, og der er ikke langt til jernbanen. Dette giver meget store fordele, og jeg kunne nemt få £1.000 for denne grund på en halv acre.” Australieren blev enig med sælgeren af grunden og begyndte at bygge sit hus. Da det var nær ved at være færdigbygget, så han en fremmed person, der var ved at foretage nogle opmålinger på det, og han gik hen og spurgte ham om, hvad det drejede sig om. Den fremmede svarede, at han kom fra byens kontor for ejendomsbeskatninger. Australieren sagde: “Det kan godt være, men dette er mit hus. Hvad laver du her?” Vurderingsmanden blev lidt overrasket og forklarede, at han var ved at vurdere huset for ansættelse til ejendomsskat og gav en forklaring på, hvad ejendomsskat var for noget. Australieren krævede at få at vide, hvorfor han skulle betale ejendomsskat. “Hvorfor,” sagde vurderingsmanden, “for hovedvejene, vandledningerne, den offentlige park og de andre fordele ved at bo i distriktet.”

Alle og enhver, der bruger sine øjne, vil bemærke, hvorledes de offentlige myndigheders udgifter til forbedringer bliver kapitaliseret af jordejerne, som averterer med disse selv samme forbedringer som grunden til, at de skulle have en højere pris for deres jord. Hvis denne jordrente blev taget af de offentlige myndigheder, ville den tydeligvis betale for de offentlige tjenesteydelser, for enhver offentlig tjenesteydelse, der var behov for og som gavnede egnen, ville forøge ydelsen af jordrente.

De lokale myndigheder ville ikke begrænse deres tjenesteydelser for at spare ejendomsskatter. Forudsat at enhver plan, der gennemføres, var fordelagtig, ville den betale for sig selv. Hvis den ikke betalte for sig selv, ville dette være det stærkeste bevis på, at arbejdet var luksus og helt unødvendigt.

Denne dobbelte betaling for offentlige tjenesteydelser resulterer ikke alene i forarmelse af skatteyderen – og alle og enhver er skatteyder – men resulterer i en tilsidesættelse af de offentlige tjenesteydelser. Den selv samme stigning i jordrenten, som for eksempel er resultatet af bygning og anlæggelse af en vej eller en jernbane, forøger jordejernes krav om erstatning, når deres jord bliver krævet af dem, for at en vej eller en jernbane kan blive udvidet. Alle alvorlige forsøg på at sikre, at jorden bliver brugt på den mest fordelagtige måde for samfundet, bryder sammen, når man står over for den høje pris, som kræves for den pågældende jord. De offentlige myndigheder finder kravene om erstatning for forstyrrelsen af jordejernes legale rettigheder så lammende, at de er ude af stand til at træffe effektive foranstaltninger. Resultatet er blevet, at gaderne i de større byer er snævre og fyldt til trængsel. Dødsensfarlige sving og kryds bliver ikke forbedrede. Uden for store jernbanestationer er der flaskehalse, som sammentrænger og forsinker trafikken. Åbne pladser er sjældne og utilstrækkelige. Vigtige offentlige bygninger, såsom bygninger for retslokaler og administrationskontorer er anbragt i sidegader, langt fra trafikcentrene. Alt er forvirring og uorden.

Hele tiden driver jordejernes, spekulanternes og monopolisternes aktioner flere og flere mennesker ind til nogle få store byer. Tømmer og vandkraft ofres til fordel for forlystelser. Miner opkøbes og lukkes for at fjerne konkurrenterne; store områder affolkes. Samtidig hermed og af samme grund går herredømmet over industrien over i hænderne på pengeudlånerne, som udlåner de pengemidler, der skal til for at fremskaffe de bygninger, det udstyr og det lager, som lønnen ikke kan fremskaffe. Det er uundgåeligt, at de større og mere magtfulde koncerner køber de mindre ud, og således bliver styringen af hele industrien stadig mere centraliseret. Alt dette har tilsammen den virkning, at folk drives ind til de store byer for at søge arbejde, indtil over halvdelen af hele landets befolkning bor i to eller tre mindre områder; i England i Greater London og i det sydlige område af Lancashire. Rundt om hver af de opvoksende byer opkøber spekulanter store jordområder og holder dem tilbage for at opnå gevinst ved byernes uundgåelige vækst. Mens de offentlige myndigheder således i nogle områder står over for de grimme ar efter industriel ødelæggelse, som mærker stedet, hvor en driftig industri engang skaffede levebrødet til mange mennesker, står de offentlige myndigheder andre steder over for problemer med en hurtigt stigende befolkning, som i huj og hast er blevet installeret i triste og uregelmæssigt anbragte huse, der er opført på spekulation. Den periodiske fremkomst af industrielle kriser ophober forsømmelserne, mens den forarmer regeringen.

Midt i dette kaos kommer kravet om orden. Lad os få en ende på alt dette roderi, lad os planlægge og organisere livet! Uheldigvis er svaret ikke så simpelt som dette.

Denne overfladiske reaktion fører kun til fremtidige vanskeligheder. Ved roden af vanskelighederne ligger fornægtelsen af grundlæggende økonomiske pligter, og denne fornægtelse har berøvet et stort antal mennesker for lejligheden til at leve og leve mere indholdsrigt. Mænd og kvinder er blevet berøvet for adgang til jord; de er blevet hængende i en desperat kamp for at få arbejde. Idet de slet ikke kunne vælge en beskæftigelse, som de var velegnet til, og som kunne give dem mulighed for fuldt ud at bruge deres naturlige evner, har de måttet tage et hvilket som helst arbejde, som blev tilbudt dem for en ganske ringe betaling. I stigende grad er deres interesse blevet overflyttet fra det arbejde, de var i gang med, fra deres bidrag til livet, til hvad de fik fra andre, hvad de tog fra livet. Denne mangel på interesse for deres arbejde har sat en præmie på industrielle metoder, der kræver meget ringe intelligens hos dem, der udfører arbejdet, og arbejderne er sunket ned fra at have status som menneske til blot at være “hænder”. Ved denne degradering er mennesker blevet påført lidelser i hele deres væsen, i ånd, i sjæl og i legeme. Restriktioner, fattigdom og mangel på muligheder har været deres livs ulykke.

Den nye måde, den planlagte organisering af det sociale liv, kan give mange mennesker en større andel af den formue og de tjenesteydelser, som samfundet nu engang har til rådighed, men den vil gøre livets opretholdelse langt mere vanskelig, indviklet og frustrerende. Den mand, som ønsker at indlade sig på kreativt arbejde af en eller anden art, bliver fra alle sider omringet af forhindringer. Ikke blot en, men mange bevillinger og godkendelser skal indhentes hos de myndigheder, som er sat til at tage sig af den slags ting.

Oprøret mod de tilstande som herskede før denne nye ordning, blev fremkaldt af det naturlige ønske om at leve og leve i fuldt mål. Denne tilskyndelse til at vokse, til at udvikle sig, som er nedlagt i selve naturen af alle levende skabninger, vil ikke blive fornægtet længe. Hos mennesker er dette ønske imidlertid ikke tilstrækkeligt i sig selv. Mennesker har behov for at vide, hvorledes de kan få det opfyldt. Hvis de vil nyde friheden, må de erkende de begrænsninger, som er pålagt dem af selve naturen af deres væsen. De må indrømme, at her i livet er de fuldt ud afhængige af universets naturlige ressourcer; at ingen mennesker kan leve uden arbejde; at hver især handler under tilskyndelse af sine ønsker. De må erkende disse umiskendelige kendsgerninger ved at anerkende deres pligter over for hinanden. De må ikke handle således, at de udelukker hinanden fra lige adgang til jord; de må holde den jord, de bruger, i god stand for dem, der vil komme efter dem; de må ikke bruge deres jord på en sådan måde, at de griber forstyrrende ind i deres nabos brug af hans jord; de må leve af deres eget arbejde, idet de ernærer de mennesker, som er afhængige af dem, og som de har påtaget sig at forsørge, og ikke leve af andres arbejde; de må tillade enhver, som opfylder sine pligter, at følge sine egne ønsker på sin egen måde.

De pligter, som mennesker har over for hinanden med hensyn til jord, er grundlæggende for samfundet. Andre emner, som vil blive taget op til behandling i anden del af bogen her, vil sætte os i stand til at definere andre pligter mere tydeligt. På nuværende trin er det tilstrækkeligt at definere de rettigheder og pligter, en jordbesidder har som sådan.

Jordbesidderens rettigheder og pligter

Det enkelte menneskes ret til sin egen løn kan ikke drages i tvivl. For at sætte ham i stand til at sikre sig den, er to ting væsentlige; for det første må han have adgang til jord, og for det andet må han have sikkerhed for sine besiddelsesvilkår, således at han kan lægge planer først og siden nyde frugten af sine anstrengelser.

Hvis hans medmenneskers rettigheder skal sikres, må en jordbesidder samtidig på tilbørlig vis betale den fulde jordrente af sin jord til den offentlige kasse og holde sin jord i god stand. Under forudsætning af, at disse betingelser opfyldes, skulle han have ret til at få adgang til ethvert ledigt jordstykke, og i det samme han overtager det, skulle han have sikkerhed for besiddelsen. Dette betyder selvfølgelig ikke, at hver mand vil have fire acres og en ko. I mange beskæftigelser kræver mennesker kun et lille jordstykke. I mange tilfælde vil alt, hvad der kræves af den enkelte, være et skrivebord i et kontor eller en bænk i en fabrik. Hvor stort et jordstykke, der kræves, afhænger fuldstændigt af virksomhedens natur.

Med de to forpligtelser, der er knyttet til jordbesiddelse – forpligtelsen til at betale den fulde jordrente og forpligtelsen til at holde jorden i god stand – ville ingen mand beholde mere jord, end han med fordel kunne udnytte. Dette ville betyde, at i alle lande, hvor disse betingelser gjorde sig gældende, ville der være langt mere end jord nok af enhver slags til rådighed for dem, der måtte ønske at bruge den.

Det er ganske naturligt, at mennesker flytter til et sted, hvor jorden er bedst egnet til at tilfredsstille deres egne behov. I England ville alle de byer og mindre samfund, som på grund af virkningerne af jordafspærringen og af industrimonopolerne er gået i stå eller er gået drastisk tilbage, komme til sig selv igen som før og få fremgang. Alle de ubenyttede kulgruber, tin- og jernaflejringer, jord til skov- og landbrug, vandkraftanlæg og andre nyttige ressourcer i den jord, der nu er afspærret fra udnyttelse, ville blive tilgængelige. Virkningen af lukningen af industrier af alle slags har drevet mennesker ind til de større byer for at søge arbejde og har forårsaget, at disse byer svulmer så voldsomt op, at de ødelægger store strækninger af landet. Fjernelsen af afspærringerne for adgang til al den ubenyttede jord og fremtvingelsen af den fulde og mest hensigtsmæssige brug af halvt udnyttet jord må vende retningen af denne proces til det modsatte.

For det enkelte menneske ville dette betyde, at han ikke længere behøvede at frygte for konkurrence om at få arbejde, og han ville få vide muligheder med hensyn til at vælge, hvor han kunne bo, og hvorledes han kunne leve. Under sådanne betingelser må lønnen stige, indtil den har tilbagetaget al den formue, som nu bliver taget af den oppustede spekulations-jordrente. Lønnen ville yderligere opnå stigning på grund af den forbedrede produktion, som må blive resultatet. Samtidigt hermed ville der blive givet adgang for alle til mindre værdifuld jord, hvor de kunne nyde deres fritid. Der ville ikke mere være vanskeligheder med hensyn til grønne bælter og åbne steder. Den bedste jord ville blive brugt og brugt godt, befolkningen ville flytte til de områder, hvor de naturlige ressourcer var mest indbydende, og dette må resultere i en langt mere jævn fordeling af befolkningen.

En jordejer har ikke alene sine pligter over for det offentlige at opfylde; han må også tage sine forpligtelser over for sine naboer i betragtning. En mands ret til det fulde udbytte af sit arbejde kan blive fornægtet, hvis hans naboers besiddelse bliver brugt til skade for den omgivende jord. Det er klart, at det skulle ikke være tilladt for nogen at bruge sin jord på en sådan måde, at det forhindrer naboerne i at nyde den fulde fordel ved deres jord. Han må for eksempel ikke bygge et garveri i et boligkvarter.

Det er interessant at observere i hvor stort omfang hævdelsen af det offentliges ret til jordrenten vil sikre, at dette sker. Hvis et garveri bliver bygget i et boligområde, vil værdien af den omliggende jord blive meget alvorligt formindsket. Dette må betyde et tab af jordrente for den offentlige kasse. Hvis regeringen kræver, at ejeren af garveriet skal erstatte dette tab, vil han meget hurtigt lukke garveriet. Med forud viden om, at dette ville blive det uundgåelige resultat, ville garveriet aldrig være blevet oprettet.

Dette er et ekstremt tilfælde. En mand kan reducere værdien af sin egen jord og den omgivende jord ved en uhensigtsmæssig og dårlig udnyttelse. Der er enormt mange bygninger i London i dag, som i virkeligheden reducerer værdien af grunden, de står på, og dette påvirker ulykkeligvis også de omgivende grunde. Hvis en sådan reduktion af værdien som en selvfølge blev genoprettet af regeringen, ville dette hurtigt standse uhensigtsmæssig og dårlig udnyttelse.

Dette indgreb for at genvinde fra jordbesidderne det tab af jordrente, der er forårsaget af den måde, de bruger jorden på, er imidlertid ikke tilstrækkelig til at sikre den bedste udnyttelse af jord; andre forholdsregler er også nødvendige. Det er klart, at meget kan vindes i byområder ved at anvende omtanke ved planlægning af gader, anlæggelse af parker og legepladser, indretning af offentlige bygninger og udvikling af transport og andre offentlige tjenesteydelser. Andre forholdsregler vil hurtigt dukke op i tankerne hos enhver, som vil tænke over sagen.

Hvis jordrenten blev opkrævet af myndighederne, så ville, i stedet for at forbedringerne koster skatteyderne store summer, en dårlig anvendelse af jorden resultere i, at myndighederne lider tab på grund af den formindskede jordrente. De økonomiske interesser ville derfor tilskynde de offentlige myndigheder til at gøre alt, hvad der er nødvendigt, for at sikre, at jorden ikke blev brugt således at forholdene i deres distrikt blev forringede.

Sådanne betingelser ville uundgåeligt gavne alle ved at forebygge, at enkeltmennesker kan opnå private fordele ved at hindre deres naboer i at udnytte deres besiddelser fuldt ud. Hvad mere er, de ville sikre den maksimale udvikling af de offentlige tjenesteydelser, der stemmer overens med behovet hos de mennesker, som bruger dem.

Sammenfatning: Det enkelte menneskes rettigheder med hensyn til jord er følgende: For det første må han efter anmodning have adgang til ethvert ledigt jordstykke under forudsætning af, at han opfylder sine forpligtelser til at betale jordrenten til det offentlige og vedligeholder jorden i god stand. Til dette formål kunne et jordregister, således som det, der nu eksisterer, bruges, og jordbesidderens adkomst til besiddelsen kunne bevises ved et jordregistercertifikat. For det andet må jordbesidderen bruge sin jord, som han vil, forudsat at han ikke reducerer værdien af den eller værdien af den omgivende jord eller på nogen som helst måde generer sine naboer, og forudsat han retter sig efter de regulativer, som myndighederne udfærdiger for at sikre, at besiddelsen af jorden ikke misbruges. For det tredje kan han anke over den jordrentebetaling, som er pålagt ham, hvis vurderingen ikke er i overensstemmelse med de principper, som gælder for dens ansættelse, og han må have adgang til et landkort, der viser de ansatte jordrenteværdier for alle jordstykker for den indeværende ansætteIsesperiode. For det fjerde kan han, hvis han bliver udsat for, at hans naboer bruger deres jord således, at de krænker de rettigheder, han har til sin jord, indbringe sagen for domstolene for at få naboernes overgreb standset. For det femte kan han vedblive med at besidde sin jord på ubegrænset tid undtagen i de specielle tilfælde, hvor de offentlige myndigheder kræver jorden anvendt til et eller andet offentligt formål. Endelig vil han have absolut ejendomsret til enhver forbedring, han foretager på sin jord. I tilfælde af, at de offentlige myndigheder kræver hans jord til et eller andet formål, er han berettiget til at få erstatning for alle forbedringer på sin jord til deres fulde markedsværdi og til at få erstatning for de omkostninger, der påføres ham ved at flytte til et andet sted.

Disse principper ville danne grundlaget for en virkelig frihed, som ville gælde for alle medlemmer af samfundet. Livet begynder på jorden, og hvis et menneskes rettigheder og pligter ikke er i overensstemmelse med retfærdighedens principper, må fattigdom og utryghed blive resultatet. Som det er vist tidligere, er privat ejendomsret til jorden en fornægtelse af menneskenes grundlæggende rettigheder og pligter med hensyn til jorden, men sikkerhed for besiddelse er en væsentlig betingelse for individuel frihed. Samfundsborgerens hjem skulle være hans borg, og hans arbejdsplads skulle være fri for angreb, altid under forudsætning af, at han ikke bruger disse besiddelser til skade for andre.

Under en sådan betingelse vil der være mere end jord nok. Mennesker kan altid finde beskæftigelse på jord og under sådanne forhold kunne der ikke forekomme arbejdsløshed. Kampen om arbejde, som holder lønnen nede, ville ophøre, og lønnen ville stige til dens sande niveau, idet hver mand ville være i stand til at forlange sin fulde værdi, det vil sige, alt hvad han kunne producere for sig selv som sin egen mester på den bedste jord, der frit kunne fås til brug. Jordspekulationen, som består i at tilbageholde jord, ville være umulig. Helt i modsætning til den virkning, som frembringes ved tilbageholdelse af jord, ville produktionen blive vedligeholdt på sit maksimum. Resultatet ville blive, at disse usunde opsving, som fremkommer på grund af restriktioner i produktionen, ikke længere kunne finde sted, og den industrielle nedgangsperiode, som må følge disse opsving, ville høre fortiden til. Den store og lammende skattebyrde, som nu bæres af industrien, ville være unødvendig og kunne fjernes. Dette ville i sig selv forårsage en stigning i produktionen til fordel for alle.

Disse betingelser ville danne grundlaget for et virkeligt sundt samfund og ville gøre det muligt at opfylde alle de retfærdighedsprincipper, som hviler på den grundlæggende sandhed, at alle mennesker har lige ret til at leve. Hvilke foranstaltninger, der i øvrigt er nødvendige for at sikre enhver mand det fulde udbytte af sit arbejde, vil blive undersøgt i anden del af denne bog. Så meget er imidlertid sikkert, at hvor menneskelige forhold med hensyn til jord er baseret på falske forestillinger, er ingen andre foranstaltninger til nytte.

11. KAPITEL.

Loven for det menneskelige fremskridt

Meningen med at blive født er at leve og at opleve, at leve et righoldigt liv. Ligesom for andre skabninger gælder det for et menneske, at han kun kan leve fuldt ud i harmoni med principperne for hans eget væsen. Nogle af disse principper, som skriver sig fra selve naturen af mennesket, er generelle for hele den menneskelige race, mens andre er særegne for individet. I modsætning til andre skabninger lever mennesket imidlertid ikke instinktivt i overensstemmelse med principperne for sin tilværelse, men træffer selv i stort omfang bestemmelse om, hvor og hvorledes han vil leve; så vidt at han kan forsøge at trodse principperne for sin natur og fordømme sig selv til forfald og død. Hvert øjeblik i døgnet vælger mennesket, hvad han vil gøre, og i valget sætter han sit liv på spil. Denne evne til at vælge er på en gang en udfordring og en lejlighed. Et træ kan hverken være godt eller ondt, det kan kun være naturligt; kun et menneske kan vælge at være godt. Et træ lever, fordi det må leve; kun et menneske kan begå selvmord.

At leve er en proces af vækst og udfoldelse i nyt liv, en proces af harmonisk integreret udvikling og skabelse. Individet er ikke blot underkastet naturen af den art, han tilhører, men også sin egen natur. Mennesker er vidt forskellige fra hinanden, og sådanne forskelle finder udtryk i deres afvigende ønsker og deres afvigende egenskaber og talenter. Det er interessant at se, hvorledes et menneskes ønsker forholder sig til hans individuelle evner; ethvert menneske foretrækker at gøre, hvad han er naturligt egnet til. At undfange en idé, som er at så sæden, at udarbejde den og overvinde alle vanskeligheder, som er dyrkningen af den, og at se den udformet og færdiggjort til praktisk anvendelse, som er høsten, er den perfekte type af menneskelig handling.

Som vi har set, er menneskeheden økonomisk afhængig af tre primære faktorer, af jord, menneskelige ønsker og arbejde. De naturlige ressourcer er givet til menneskeheden i almindelighed, og fra dem kan mennesket hente sin føde, sine klæder, sin bolig, sin viden og sin inspiration; kort sagt, de er næringskilden for menneskets hele tilværelse. Menneskelige ønsker og arbejde er karakteristiske for individet. Ønsker er begyndelsen og deres opfyldelse er målet for alle menneskelige aktiviteter. Lige så snart et af dem er opfyldt, fremkommer der et nyt i stedet for. I forfølgelsen af disse mål vil mennesket udstå kedsomhed, udmattelse, lidelse, ja endog død. Almindeligvis vil hans ønsker være beslægtede med et fundamentalt ønske, at leve, og at leve mere rigt. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt for mænd og kvinder at ønske et rigt liv, de må vide, hvorledes de kan opnå det; og de er fuldt udstyret med midler til viden, med evner til at opdage principperne for deres tilværelse, ja, for hele tilværelsen. Dette har været de materielle videnskabers bedrift i området for deres studier. Disse principper for tilværelsen kendes som naturlovene; de åbenbarer ikke, hvorfor ting eksisterer, heller ikke hvad liv er, men de åbenbarer, hvorledes ting opfører sig, hvad principperne for opretholdelsen af livet er.

Menneskelige ønsker

Mennesker er udstyret med evner, som sætter dem i stand til at leve, således at de kan vokse og blive frugtbare; hver især kan vælge, hvorvidt han vil eller ikke vil bruge sine evner, men de evner, han ikke bruger, vil dø, blive golde, og hvis han slet ikke bruger evnerne, vil han dø; menneskelivet kan ikke eksistere uden arbejde. Ethvert menneske anspores imidlertid til at handle efter de ønsker, som opstår i hans indre, og som ikke kender nogen grænse.

Mens menneskets ønsker er ubegrænsede, er hans energi stærkt begrænset, dog ikke så stærkt som nogle selv ville have troet. Mennesker er fra naturen besjælet af et handlingsprincip, i henhold til hvilket de søger at spare på deres energi; de søger at tilfredsstille deres ønsker med den mindst mulige anstrengelse.

Denne tilskyndelse til at spare på sin energi kan anspore mennesket til at forøge sine bestræbelser, fordi han vil søge at finde mere simple metoder til tilfredsstillelse af sine ønsker og til at opnå den viden, som er nødvendig for at nå dette mål. Den samme tilskyndelse kan imidlertid få et menneske til at slappe af og formindske sine anstrengelser. Hvor en persons ønsker mangler styr, kan han foretage en beregning af, hvor stort et besvær, opfyldelsen af ønskerne vil medføre, og i denne kritiske beregning kan det nævnte handlingsprincip degenerere og føre til inaktivitet. Ifølge deres natur foretrækker mænd og kvinder at overlade de opgaver, de selv finder besværlige og trættende, til andre. Det er en af fordelene ved at leve i et samfund, at hvert medlem af samfundet kan overlade de hverv, som han ikke selv er velegnet til at påtage sig, til andre. Den samme tilskyndelse til at spare på sin energi kan imidlertid få et medlem af samfundet til at søge at leve af andres arbejde uden at yde noget som helst til gengæld. Hvis han gør dette, og i samme omfang som han tilegner sig denne vane, forsømmer han sine pligter over for sine medmennesker, og han kan kun gøre dette ved at udøve magt, tilegne sig privilegier eller bruge list. Hvis samfundet var ordnet således, at dets medlemmer var bundet til at opfylde deres grundlæggende pligter over for hinanden, ville omstændighederne tvinge dem til at arbejde for deres livsophold. Så snart de kom til at arbejde for at opretholde livet, ville tilskyndelsen til at spare på deres energi få tendens til vedvarende at gøre dem til mere effektive og mere produktive medlemmer af samfundet.

Arbejdets kvalitet

Som vi har set, er det ikke tilstrækkeligt for et menneske at ønske; han må vide, hvorledes han kan få sine ønsker opfyldt, han må vide, hvorledes han kan skelne mellem den rigtige og den forkerte måde.

Der findes fire måder, hvorpå viden kan opnås: Observation er den første måde; tænkning baseret på observation og kontrolleret ved observation, som, inden for sine begrænsninger, er den sikreste måde; lærdom modtages fra andre, som er den sædvanlige måde; og anvendelse af viden i praksis, som er den endelige måde.

Det er tydeligt, at observation under alle former for oplevelse, sanselige og instinktmæssige, er begyndelsen til al viden. Fornuftsbeslutninger baseres på observationer, og hvis en hvilken som helst enkel observation, som tilvejebringer forudsætningerne for et argument, er falsk, så er logik nytteløs; jo længere en tankerække er, des større bliver forvirringen. Hertil kommer, at skønt observationer kan være, og ofte er, falske, kan de kun blive korrigeret endeligt gennem flere observationer, for ethvert argument, der fremsættes imod dem, må selv begrundes med antagelser. Det er fortjenesten af alle disse vaner, skikke, ideer og tanker, som overleveres fra generation til generation, at de indeholder megen dyb forståelse, frugten af lang tids erfaring, skarpsindig observation og klar tænkning. At de også indeholder unyttig overtro skyldes for en stor del den kendsgerning, at den viden, de rummer, må genlæres af efterkommerne i hver generation, som kan begå den fejl, at de accepterer formen som en regel for tænkning og opførsel, mens de ignorerer og derfor ikke fatter, de formende principper, der er grundlæggende for livet. For at drage fordel af tradition og ikke blive trælbundet af den må efterkommerne i hver generation prøve den med deres egen observation og deres egen argumentation, således at de kan vælge den levende del af traditionen og ikke den døde.

Kun det enkelte menneske kan vide, for kun han kan observere, tænke, lære og handle, og han kan kun nå frem til den dybe viden om ret og uret ved at brug~ sine naturlige evner, for observation uden tænkning fører ikke til konklusioner, tænkning uden observation er unyttige, lærdom uden forståelse er den mest skadelige uvidenhed af alle, og en mand kan ikke forstå, hvad han tror, at han forstår, før han har prøvet det i praksis, før han har erfaret det i sit eget liv.

I hver generation kan viden således kun erhverves af enkeltmennesker, som bruger deres særlige evner, både ved at deltage i andres erfaringer og ved at forstå alt det, de erfarer, og dette betyder arbejde, hårdt arbejde.

Hvis en mand er forpligtet til at arbejde for at opretholde livet og ikke er forhindret i at finde beskæftigelse af en art, som han er naturligt egnet til, vil han blive tiltrukket af sin beskæftigelse ved den store glæde og tilfredsstillelse, den fremkalder hos ham. Når han først er opslugt af sine beskæftigelser, vil han ikke regne med det arbejde de medfører, men vil finde, at hans sanseevner liver op ved arbejdsglæden; han vil mærke, at han erhverver sig flere erfaringer, og vil stadig granske, sammenligne og analysere sine observationer i vedvarende tankeprocesser. Ved at blive brugt således, vil hans evner vokse i styrke og omfang, og han vil fra bevidnede observationer, foretaget af andre mennesker, han samstemmer med, opdage nye erfaringsområder, som han kan drage nytte af, som om de var hans egne.

Der findes ikke nogen større glæde, end den der opnås ved en kreativ bedrift, som kræver brug og udvikling af menneskelige evner. I virkeligheden kan det ikke lykkes for nogen at leve livet fuldt ud, uanset hvor meget han prøver på at gøre det, medmindre han bruger og udvikler sine evner, dette er det første nødvendige skridt.

På den anden side kan et individ ikke vide alt, hvad der kræves for at han kan opretholde sit liv på det trin i udviklingen, han har nået. Han vil i høj grad være afhængig af andres erfaring, viden og dygtighed, og hvis dette mangler, må han som følge heraf undergå lidelser. Det er af væsentlig betydning for hans fulde udvikling, at andre skulle være åbne og villige til at bidrage med deres kreative arbejde. Et menneske kan ikke leve i isolation uden at lide alvorligt på grund af sin ensomhed. Ethvert medlem af samfundet må, hvis han vil være tro mod sig selv i valget af sin måde at leve på, ordne sine handlinger således, at ban ikke generer eller bedrager sine medmennesker. Det er altid et spørgsmål om at leve og at lade leve.

Samfundets formål

Hvis en mand for at leve må være sin egen jæger, landbruger, kok og husbygger og ikke kan stole på, at andre vil hjælpe ham på nogen måde, så vil han, undtagen hvis han er en af dem, der finder deres ønsker om tilværelsen bedst opfyldt ved at leve et sådant primitivt og ensomt liv, ikke have megen tid og energi til at udvikle sine særlige talenter. For at uddanne sig må han specialisere sig; for at specialisere sig må han handle, og for at handle må han leve i et samfund; og som man til sidst må forvente, mennesket er af naturen selskabelig anlagt.

Det er en af samfundets primære funktioner at frigøre menneskene for nødvendighedernes snærende krav, at give dem spillerum til at være sig selv og til at finde beskæftigelse efter valg, hvori de kan opnå den højeste udvikling af deres sanseevner, dygtighed, forståelse og handlekraft.

Den mand, som elsker sit arbejde, vil ikke nedværdige det for kundens skyld, men samtidig med at han tilfredsstiller kunden, vil han beære sig selv. Hans ønsker vil blive således afpasset, at han i sit arbejde først og fremmest søger at følge sit kald og derefter søger at tilfredsstille kunderne. Hans kunder vil opnå fordele ved dette, for han vil yde sit bedste, men han vil opnå mere, for han vil således lægge fundamentet for et rigt liv.

Hvor samfundet ledes således, at mange mænd og kvinder på forhånd afskæres fra at vælge en beskæftigelse, der passer til deres særlige evner, kan ønsket om at leve mere indholdsrigt, et ønske der rører sig dybt i hver af dem, blive så fordrejet, at de bukker under på grund af skuffelse og nederlag. Frygten for arbejdsløshed eller for regeringspåbud er en omvendt orden af ønsket om at leve. Den vil drive et menneske ind i en beskæftigelse, i hvilken hans talent ikke kan udvikle sig, men må blive begrænset og indskrænket. Når han således er fanget i en fælde, må han søge at finde frihed på mange måder. Ofte vil hans interesse i sit arbejde være indirekte, og han vil kun behandle det som et middel til at opnå noget fra andre. Han vil ikke søge at opnå t indholdsrigt liv i hvad han bidrager til livet, men i hvad han får ud af det, ikke gennem sit arbejde, men gennem hvad han modtager fra det. Han vil ikke skamme sig ved byggespekulation. Denne ufrugtbare indstilling kan kun føre til demoralisation.

Bedømt ud fra disse normer må de fleste moderne samfund betragtes som mislykkede, fordi der uden tvivl er rigtige måder og forkerte måder at ordne et samfund på, og menneskene har valgt forkerte måder.

Det, der har afgørende betydning for menneskelige fremskridt, er for det første, at mænd og kvinder skulle leve i et samfund, og for det andet, at samfundet skulle være således indrettet, at det giver fuld handlefrihed til de enkelte mennesker, der lever i det. Denne handlefrihed kan kun opnås, hvor de enkelte mennesker opfylder deres grundlæggende pligter over for hinanden. Hvad disse pligter er skal opdages ved at forstå selve naturen af menneskelige slægtskaber, ved at skaffe sig viden om de naturlove, som styrer samfundslivet.

Naturlov

Der findes naturlove, principper for tilværelsen, som enhver skoledreng kender. Hvis trykket på en gasart holdes konstant, og gasarten ophedes, vil rumfanget af gasarten variere direkte med temperaturen. Når gasarten udvides, vil dens tæthed formindskes, således at hvis den skulle være i berøring med en tættere gasart, vil virkningen af tyngdekraften forårsage, at den flyttes og drives opad af den tættere gasart, eller af den samme gasart ved en lavere temperatur. Det har altid været således, og så vidt som mennesker kan sige, vil det altid være således. Dette er principperne for vindenes strømninger. Det er disse principper, som ethvert ventilationssystem er baseret på.

På samme måde vil, hvor jorden er fri og ethvert menneske, som ønsker det, kan erhverve sig et jordstykke, jordrenten af hvert jordstykke blive bestemt af det beløb, hvormed produktet af arbejdet på dette jordstykke overstiger, hvad det samme arbejde kunne producere på den bedste jord, som frit kan fås til brug uden betaling af jordrente; og lønnen vil blive bestemt af, hvad arbejderen kunne tjene til sig selv på den bedste jord, der frit kan fås til brug.

Hvis tilstanden ændres, vil resultatet også ændres. Hvis trykket på gasarten forøges, vil forøgelsen af trykket have tendens til at reducere rumfanget, således at opvarmningen af gasarten vil sætte naturkræfter i gang, som kan gøre gasarten eksplosiv.

På samme måde vil, hvis jorden er afspærret, og mennesker ikke kan få adgang til den undtagen ved at komme til enighed med ejerne, jordrenten og lønnen blive bestemt af det mindste, arbejderne vil acceptere for at holde sig i live. Under disse forhold vil denne naturkraft, hvis virkning udtrykkes ved lovene for jordrenten og lønnen, virke stik imod menneskets inderlige ønske om at leve og leve mere lykkeligt. Mænd og kvinder vil blive fornægtet lejligheden til at søge de beskæftigelser, som giver handlefrihed og betingelser for deres naturlige evner, og ved tilsidesættelse vil disse evner visne. Endvidere vil de endogså blive fornægtet den andel, de har tjent af formuen og tjenesteydelserne, som er tilgængelige i samfundet. Ved at være fanget mellem disse sammenstødende kræfter, som de ikke har magt til at styre, mellem jordrenteloven og ønsket om at leve, vil de blive opgivende og demoraliserede, og den resulterende situation må føre til, at samfundet bliver splittet eller lammet af tilbagegang.

Selvom et menneske ikke kan beherske disse naturkræfter, kan han i et vist omfang, og i et stadigt stigende omfang, beherske de forhold, som sætter dem i bevægelse. Ved hjælp af kunstige midler kan han hæve eller sænke temperaturen af gasarterne, kan forøge eller formindske trykket på dem og kan bringe dem i berøring med eller isolere dem fra gasarter af forskellig tæthed. På tilsvarende måde kan han ordne sine handlinger således, at ethvert menneske, som ønsker det, kan få adgang til jord, eller han kan tillade, at nogle udelukker andre.

I alt dette kan han vælge, hvad han vil gøre; men når han først har valgt, når han først har sat naturkræfterne i gang, vil konsekvenserne af hans handling uundgåeligt følge efter. Han kan ikke standse dem, han kan ikke ændre deres retning. Hvad han kan gøre, alt hvad han kan gøre, er at han kan ændre forholdene, som bestemmer deres retning. Umiddelbart efter en sådan ændring vil hele rækken af begivenheder blive ændret.

Det er nytteløst for ham at prøve på at standse disse kræfter i deres forløb. Hvis han ved kunstige midler dæmmer op for dem for en tid, vil han kun gøre deres indflydelse endnu mere frygtelig. Den naive reaktion på indlysende misbrug, den reaktion, som nu gælder for at være politisk visdom og som så ofte udtrykkes med ordene: “Det er galt, det bør der sættes en stopper for”, fører til undertrykkende handling, til forbud og regeringsforanstaltninger. Disse politiske midler sætter kun flere hindringer i vejen for mænd og kvinder, som søger at leve. Resultatet er, at princippet for menneskelig rørelse bliver endnu mere fordrejet. Små bedragerier, som benyttes i praksis for at overvinde hindringerne, fører til vanemæssig anvendelse af løgn, løgn fører til korruption, og korruption giver påskud til indførelse af flere hindringer.

I deres uvidenhed fornægter mænd og kvinder således principperne for deres egen tilværelse, ikke fordi de ønsker at fornægte dem, men fordi de ikke ved, at der findes sådanne principper. Vore forfædre kendte til elektricitet og var skrækslagne ved dens naturlige tilkendegivelser. De troede, at det var en vred og lunefuld gud, som var i aktivitet, og i denne tro ville de føre lange debatter om meningen med sådanne frygtelige tegn og leve i frygt for deres egne konklusioner. Moderne videnskabsmænd ved stadigvæk ikke, hvad elektricitet er, men de ved noget om principperne for dens optræden. De ved, at den ikke er lunefuld, men at den tværtimod altid virker på samme måde, når den er underkastet de samme betingelser. De har brugt denne viden til at fange den i ledninger, til at sende den rundt om jordklodens overflade til ønskede bestemmelsessteder og til at måle kometers og meteorers bevægelser. Menneskene af vor tids generation betragter det som en naturlig foreteelse, at menneskelige affærer skulle være lunefulde, kaotiske og grusomme. På den anden side er de så imponerede over bedrifterne af deres egen viden og dygtighed, at de er tilbøjelige til at tro, at der intet er, som de ikke kan gøre, så de går i gang med at erobre naturen eller at organisere livet og at planlægge menneskelige forhold. De kunne lige så godt give havet befaling om at trække sig tilbage eller give jordkloden befaling om at stå stille.

Selvom denne undersøgelse kun er halvt udført, er det klart, at der ikke er noget kaotisk ved de sociale forholds natur, og at mennesket er lige så meget underkastet principperne for sin tilværelse som en hvilken som helst anden skabning. Det er lige så klart, at mennesket ikke lever instinktmæssigt i overensstemmelse med principperne for sin tilværelse, at han er frit stillet med hensyn til at gøre således, eller ikke at gøre således, alt efter hvad han selv vælger; men at han vælger det på sit eget ansvar. Der er bestemt ikke noget ondt eller dårligt ved den menneskelige natur, den er simpelt hen naturlig. Det er menneskets valg, der er godt eller dårligt, og det er godt, når det er i harmoni med hans egen natur og dårligt, når det ikke er i harmoni med hans egen natur. Endvidere er det nødvendigt, at valget er i harmoni med, ikke blot de principper, som er generelle for den menneskelige race, men også med dem, der er specielle for det enkelte menneske, der træffer valget.

Valget skal træffes

De ønsker, som tilskynder mennesket til at handle, synes dels at være naturlige og dels at være kunstige, eller, med andre ord, dels noget, som kommer fra instinktet, og dels noget, som kommer fra mennesket selv.

Således ville ønsket om at leve, at gifte sig, at få børn at skabe noget, i almindelighed synes at være instinktmæssige. På den anden side ville ønskerne, der leder en mand til at tilfredsstille sine instinktmæssige ønsker på en måde frem for en anden, i almindelighed synes at høre til inden for kunstens rige[4]. Sagt på en anden måde, disse sekundære og kunstige ønsker opstår almindeligvis i et menneske, fordi han antager, at de anviser den måde, hvorpå han kan leve og leve mest indholdsrigt. Disse antagelser vil være en refleksion af hans livsopfattelse. Et menneske tror altid på samme måde; hvis han holdt op med at tro, ville han holde op med at handle.

Et enkelte menneske kan ulykkeligvis have en så stærk tro på, at livet er formålsløst, at han vil begå selvmord. Sådan er troens magt.

Hvis de meninger, som det enkelte menneske har, ikke er i overensstemmelse med principperne for hans tilværelse, vil de forårsage, at han handler på en sådan måde, at han ødelægger sine instinktmæssige ønsker, og denne tilstand vil føre til, at manden kommer i krig med sig selv.

Ethvert samfund bliver organiseret på den måde, som hovedparten af medlemmerne mener, at det burde organiseres. Som vi har set, er det nødvendigt for den fulde udvikling af menneskelivet, at mænd og kvinder skulle leve i samfund; men som vi også har set, kan medlemmerne ved organiseringen af samfundet aktivere naturkræfter, som vil forstyrre formålet med samfundet og bevirke, at samfundsmedlemmernes liv bliver forkrampet og fordrejet, indtil samfundet selv til sidst bliver opløst i strid mellem borgerne.

Livet er vækst, og vækst er udvikling og forståelse af, at hvad der tjener det menneskelige samfund på et trin af dets udvikling, er fuldstændig uhensigtsmæssigt på et senere trin.

For eksempel: Primitive nomadestammer forstår altid, at jord er af væsentlig betydning for ethvert samfundsmedlems liv. Hver gang de slår sig ned på et eller andet område, deler de jorden mellem medlemmerne af samfundet i overensstemmelse med strenge og veletablerede skikke. Ved samfundets udvikling til en tilstand af fastboende landbrugere omstøder den periodiske geninddeling af jorden det oprindelige formål. Hensigten med den var at sikre uafhængighed for hver familie, men nu berøver den landbrugerne sikkerheden med hensyn til besiddelsen af jorden og stjæler deres løn. Modstanden mod geninddelingen af jorden vokser, og i nogle samfund bliver der indført absolut privat ejendomsret til jord. I andre samfund falder man imidlertid ikke i denne fælde, men udfærdiger en ny metode, ved hjælp af hvilken det gamle princip kan anvendes. Hvert voksent medlem af samfundet gives i fællesskab med alle de øvrige medlemmer af samfundet ret til den jord, som samfundet besidder, idet de til gengæld må yde tjenester og betale skatter til samfundet. For at sikre at fordelingen af jorden bliver så retfærdig som muligt, inddeles jorden i strimler, og hvert medlem gives et antal strimler, en fra den bedste jord, en fra den næstbedste, og således videre. Der indføres mange regler, som skal styre sædskiftet og de perioder, hvorunder jorden skal ligge brak. Disse jordområder kaldes fælleder (eng. Common land), og de mennesker, som bruger dem kaldes (eng. commoners) samfundsmedlemmer/borgerlige. Ved udviklingen af industriforetagender og byer bliver denne form for jordbesiddelse imidlertid helt uhensigtsmæssig for tidens behov. Også for landbrugets vedkommende bliver det nødvendigt at have store marker, som er indhegnet med gærder og grøfter, og nye dyrkningsmetoder må indføres. I vor kulturkreds var det på dette punkt i udviklingen, at jorden endelig blev absolut privat ejendom.

Det er ikke tilstrækkeligt for mennesker at være tilfredse med at handle som deres fædre gjorde før dem. Nye behov kræver en dybere forståelse af livet. Disse behov fremtræder som vanskeligheder, der kræver at blive overvundne. Hvis forståelsen mangler, kan de hjælpemidler, der tages i brug, sætte en kæde af begivenheder i gang, som vil blive langt værre end de vanskeligheder, der skulle overvindes.

Kort sagt, mennesker har ikke alene magten til at vælge, de må nødvendigvis vælge. De har fået midlerne til at erhverve sig den viden, hvormed de kan opnå den forståelse, som er fyldestgørende for den tid, de lever i, og som er nødvendig for at træffe et godt valg.

Principperne for menneskelige fremskridt

Sammenfatning: De første betingelser for menneskelige fremskridt er, at mennesker skulle leve i et samfund, at samfundet skulle være indrettet således, at det i overensstemmelse med principperne for tilværelsen, dvs. i overensstemmelse med de naturlove, som styrer livet i samfundet. I det omfang, den sociale organisation er i overensstemmelse med disse naturlove, vil det mislykkes for samfundet at nå sit mål. I stedet for at mænd og kvinder bliver befriet for de skranker, der hindrer tilvejebringelsen af fornødenhederne, vil der blive rejst kunstige skranker, som tvinger dem til at spilde deres energi i frugtesløse anstrengelser. Når det dynamiske princip for menneskelivet bliver fuldstændig fornægtet på et enkelt grundlæggende punkt, som for eksempel når menneskets ubetingede afhængighed af de naturlige ressourcer ikke bliver anerkendt, men nogle får tilladelse til at udelukke andre, så vil menneskelivet blive fuldstændig ødelagt. Kampen for tilværelsen, som må indtræde ved en sådan fornægtelse af den menneskelige natur, vil forvride og forgifte de menneskelige forhold. Den naturlige længsel efter at leve sammen i fred og frugtbarhed vil blive overvældet af frygt. Mennesker vil søge beskyttelse sammen ved at skjule deres identitet i fjendtligtsindede grupper. Frygt for arbejdsløshed og udnyttelse vil drive folk ind i fagforeninger, og frygt for fagforeninger vil drive arbejdsgivere ind i arbejdsgiversammenslutninger; frygt for industrielle kriser vil drive forretningsfolk ind i monopoler, og frygt for monopoler vil drive regeringer til offentlige virksomheder.

I stedet for ligeberettigelse vil mennesker søge herredømme; i stedet for selvdisciplin vil de søge magt over andre, og til sidst foretrækkes magt frem for ret.

Frygt er uvidenhedens kendemærke. Selvom et samfund er i krig med sig selv, kan tilbagegangen standses og betingelserne for fremgang genoprettes, hvis medlemmerne af samfundet vil bruge deres naturlige evner til at forstå deres situation, til at opdage i hvilke elementære henseender de fornægter deres egen natur. Der er i den senere tid fremkommet en velkommen opblomstring af filosofisk tænkning, der i stor udstrækning henter sin inspiration fra de gamle orientalske civilisationer, der vandt så dyb forståelse i den subjektive tænkemåde, og hvis denne tænkning får fremgang, kan den berige og balancere med de materielle videnskabers intense objektive viden. De økonomiske arrangementer både i øst og i vest er imidlertid slået fejl, og disse mislykkede arrangementer har modarbejdet de første principper for menneskelige fremskridt. Mænd og kvinder lever i samfund for at de kan have frihed til at trives og skabe. De går sjældent i krig, fordi de ønsker at slås, men de drives til det på grund af fornægtelsen af deres grundlæggende pligter over for hinanden.

I sidste ende er det et individuelt valg. Kun det enkelte menneske kan ønske, kun det enkelte menneske kan arbejde, kun det enkelte menneske kan vide, og kun det enkelte menneske kan vælge.

[1] Denne lov må ikke forveksles med “Arbejdsloven af den mørke tidsalder”, som ikke vedrørte hjælp til fattige og arbejdsløse, således som Loven af 1601 gjorde, men vedrørte et forsøg på ved lov at nedsætte de meget høje lønninger, som var fremherskende i England efter afskaffelsen af livegenskabet.
[2] I det gamle engelske møntsystem var 1 pund sterling (£) = 2.0 shillings (sh), og 1 shilling = 12 pence (d).
[3] Ved loven af 1925 om lettelse af ejendomsskatter i England blev den skattepligtige ejendomsværdi for fabrikker og værksteder væsentlig nedsat. Tabet for de lokale myndigheder blev udlignet af en skat på benzin. Vurderingsprincippet blev ikke påvirket.
[4] En fuldstændig og fortryllende diskussion om dette emne, findes i The Realm of Art af Peter Goffin. Lindsay Drummond Publication.

Indhold

1. Del – Samfundets natur.

1. Vor tids udfordring.
2. Produktion af formue.
3. Er fattigdom uundgåelig?
4. Formuefordelingen.
5. Jordrente og løn.
6. Teori og kendsgerning.
7. Industrielle kriser.
8. Tilbageblik.
9. Naturloven om ejendomsret.
10. Offentlige og private rettigheder og pligter.
11. Loven for det menneskelige fremskridt.

2. Del. – Essays om samfundsøkonomi.

1. Sekundære krav i formuefordelingen.
2. Industriens struktur
3. Beskatning.
4. Rente.

3. Del. –  Flere essays om samfundsøkonomi.

1. Produktionsomkostninger og byrder
2. Kredit.
3. Industriens udstyr
4. Driftsherrens profit.
5. Monopoler.
6. Jordejerens krav.
7. Skatternes virkning på jordejerens krav
8. Beskatning af jordejerens krav
9. Værdi og pris
10. Samfundsøkonomiens funktion og virkefelt.
11. Flere betragtninger over økonomiske faktorer

Vil du læse bogen? Bestil den på Bibliotek1 – bog @ bibliotek1.dk
Tilsendes for kr. 60,00 (incl forsendelse)

***

The School of Economic Science.

Skolen blev grundlagt i 1937 af folk, der var overbeviste om, at både tidens store depression og dens elendighed og fattigdom var unaturlige og unødvendige, at der fandtes en bedre måde for mennesker at leve på i overensstemmelse med deres egen natur, og at det i samfundslivet var Retfærdighed der var det forbillede menneskene skulle leve efter. Grundlæggerne var sikre på, at det i Storbritannien ikke var nødvendigt at gribe ind i menneskets naturlige frihed for at forbedre menneskenes levevilkår, tværtimod skulle friheden vagtsomt værnes og udvides til det økonomiske område, så briterne kunne få økonomisk frihed, ligesom de havde fået borgerlige friheder.

Skolen virker stadig og har i alle årene tilbudt undervisning i samfundsøkonomi ud fra den grundholdning, at det er naturlove, der styrer samfundslivet og den samfundsøkonomiske organisme, ligesom det er naturlove, der styrer universet.

Leon MacLaren.

“SAMFUNDETS NATUR OG ANDRE ESSAYS” blev skrevet som tekstbog for skolens studerende af Leon MacLaren, der på den tid var praktiserende overretssagfører. Han var søn af Andrew MacLaren, der i mange år var parlamentsmedlem valgt i Burslam og en stor fortaler for jordbeskatningsreformer, som dem Henry George har foreslået os.