Samfundets natur

Leon MacLaren:
Samfundets natur og andre essays
Oversat fra engelsk (1991):
Olaf Jespersen/Ole Lefmann

1. DEL. – SAMFUNDETS NATUR.

1. Kapitel – Vor tids udfordring

Der var engang, da alle mennesker troede, at jorden var flad. I dag ville det være vanskeligt at opspore alle de fejltagelser, som denne opfattelse førte den tids tankegange ind på, eller at skaffe sig viden om, hvor mange af de bekvemmeligheder og fordele, vi kan nyde i dag, vi ville være gået glip af, hvis opfattelsen ikke var blevet tilintetgjort.

Da denne opfattelse første gang blev alvorligt bestridt, rejste der sig en storm af grove beskyldninger, ikke blot fra jævne og overtroiske folk men også fra ledere af videnskab og religion. Det chokerede alvorligt den menneskelige forfængelighed, at det blev sagt, at universet ikke drejede rundt om planeten som menneskene boede på, at jorden tværtimod var en af en større sols mange satellitter, og at der som følge heraf ikke var nogen sikker grund til at tro, at mennesket var skabningens herre.

Det er som oftest en upåagtet antagelse, der som denne af alle mennesker anses for at være sand, der blokerer vejen for store fremskridt, menneskeheden ellers kunne gøre. Fastholdes den slags forkerte overbevisninger for længe, er de meget farlige for menneskets udvikling.

Med undtagelse af nogle uvilkårlige og instinktive handlinger, som de fleste mennesker skammer sig over, er menneskers handlinger styret af deres tanker. De antagelser de holder fast ved, vil dominere deres liv, og er de forkerte, vil de føre til ulykker. Historien er fuld af de mest forbavsende grusomheder, som er opstået af overtro. Da overtroen forsvandt, ophørte de. Magten i menneskenes tanker kan være såvel til det gode som til det onde.

Vor civilisation har vundet sine største sejre inden for de materielle videnskaber. Dens berømmelse skyldes at den har haft let ved at tilpasse de materielle videnskabers teorier til brug i dagliglivet; i dem har den fundet den sande vej. Men til studiet af de kræfter, som styrer menneskenes indbyrdes forhold, har civilisationen vist sig dårligt egnet.

Så tragisk er denne dårlige egnethed, at den forvandler den materielle videnskabs mesterværker til ødelæggelsesmaskiner, som truer med at tilintetgøre civilisationen, der selv har frembragt dem.

Dette er derfor vor tids udfordring: Enten må vi finde den rette måde at styre vore indbyrdes forhold til hinanden på, eller også må vi bukke under for følgerne af vor egen uvidenhed.

En idé, som er fremherskende i vor tid, er, at samfundet kun har to muligheder at vælge imellem: Enten blive ved med at lide under arbejdsløshedens onde, fattigdom og hvad dermed følger, og se industriens frugter nægtet de mange og sikret de få; eller skifte over til en tilstand, hvor et organiseret styre overtager ledelsen af alle større industrier i verden og drager omsorg for folks liv ned til de mest huslige detaljer.

Hos alle andre end de ivrige fortalere for den ene eller anden af disse tilstande, synes der at herske en følelse af modvilje mod dem begge, der får folk til at vurdere de to systemer ud fra, hvilket af dem, der er det mindste onde. Den idé, at staten skal drage omsorg for barnet ved dets fødsel, opdrage det, beskæftige manden, drage omsorg for de ældre og begrave de døde, synes at modsige alle de forestillinger om individuel frihed, som er blevet så dyrebare for de engelsktalende folk. På den anden side bliver det mere og mere anerkendt, at krig og ulykker avles af de uretfærdigheder, der tillader, at børn bliver født midt i snavs og sygdom, der fornægter barnet den uddannelse uden hvilken det ikke kan opnå fuld udvikling, der fordømmer den arbejdsvillige mand til arbejdsløshed, og tillader at den gamle må stride i fattigdom til livets ende.

Det ville være mærkeligt, om menneskene ikke skulle kunne løse de økonomiske problemer, der plager dem, på en anden måde end ved at opgive den handlefrihed, som de så hårdt har kæmpet sig til gennem de senere tider, hvis det ikke var fordi deres syn på forholdene var afledt af en dybtliggende overbevisning, som sjældent kommer til udtryk, men som gør sig næsten alment gældende. Denne dybtliggende overbevisning siger, at arbejdsløshed, fattigdom og krige hører med til tilværelsen og er afkom af “Naturen med blodrøde tænder og klør”.

Hvis denne idé om naturens orden med hensyn til menneskelige forhold var rigtig, så ville den dragne konklusion også være rigtig. Hvis naturkræfterne virkede sådan, at forholdene mellem menneskene fra naturens side var kaotiske og grusomme, så må og skal menneskene, så godt de kan, begrænse disse kræfters spil, båndlægge dem, og organisere samfundet sådan, at de kan beskytte sig mod de frygtelige konsekvenser af naturens gang.

Men ved en nærmere undersøgelse viser det sig, at der er god grund til at tvivle på den grundlæggende antagelse, at naturlovene indebærer fjendskab og konflikt, og konklusionen bliver særdeles overraskende.

De materielle videnskaber, der har muliggjort de vidunderlige fremskridt, har lært os, at der inden for de enkelte studieområder ikke er noget kaotisk i naturkræfternes virkning. Tværtimod vidner de om, at der i universet virker kræfter, som ligger langt uden for menneskers herredømme, som altid virker på samme måde og har uafvendelige virkninger, som mennesket er fuldstændig afhængig af. Menneskenes liv ville være forbi, hvis vi ikke havde årstiderne, den faste rækkefølge af forår, sommer, efterår og vinter. Det er bevist, at årstiderne er resultatet af jordens rotation om solen. Denne rotation skyldes igen virkningen af naturkræfter, som antages at virke i andre solsystemer uden for vort eget, og som opretholder den forordnede harmoni i himmellegemernes indbyrdes stillinger.

En af disse kræfter, hvis virkning vi kender som tyngdeloven, holder os til jordens overflade og gør det muligt for os at bevæge os helt rundt om kloden. Så fuldstændigt er menneskene afhængige af denne naturlov. Sikken et pragtfuldt mønster, den åbenbarer. Mange og forskellige er de naturkræfter, de materielle videnskaber har opdaget, og hver ny opdagelse forstærker den sandhed, at der er et perfekt mønster i naturens verden. Hver ny opdagelse forklarer en tilsyneladende selvmodsigelse i observerede kendsgerninger.

De materielle videnskaber har skaffet os megen betydningsfuld viden, som har ført til store bedrifter. Menneskene har længe ønsket at flyve; men det var ikke tilstrækkeligt at fremstille et par vinger, der mere eller mindre lignede fuglenes: Først måtte menneskene opdage de naturlove, der gælder for et legemes flugt gennem luften, og da de havde lært sig dem, måtte de bygge en maskine, der var indrettet efter dem. Da det lykkedes dem, fløj de. Men havde flyvemaskinekonstruktøren forsømt at rette sig efter naturlovene, var hans flyvemaskine ikke bedre end en sten. I alle vor tids materielle bedrifter er principperne for fremskridt de samme. Først kommer den tålmodige søgen efter at opdage naturlovene, derpå kommer bygningen af maskinerne eller planlægningen af processerne i overensstemmelse med naturlovene, sådan at de bestående mægtige naturkræfter kan virke for opfyldelsen af menneskers ønsker.

Det er mærkeligt, at folk til trods for disse fastslåede kendsgerninger stiltiende har godkendt den opfattelse, at forholdene mellem menneskene i samfundet er styret af tilfældigheder.

De klassiske økonomer gennem de sidste to århundreder proklamerede, at deres studium var en videnskab. De bedst kendte og mest respekterede af dem nåede til den konklusion, at fattigdom og uretfærdighed i samfundet var det uundgåelige resultat af naturkræfternes virkning, og at intet kunne gøres imod det. Paradoksalt nok påstod de, at pest og krig var naturens foranstaltninger til begrænsning af den fulde rædsel naturkræfterne kunne frembringe.

I en tidsalder, hvor den kristne forestilling om broderskab mellem menneskene havde slået dybe rødder og langsomt vandt terræn, frembragte sådanne idéer uundgåeligt reaktioner. Der fremstod mennesker, som sagde, at økonomerne med urette betegnede deres studier som videnskab; det var latterligt at tro, at naturkræfternes virkning var uundgåelig. Hvis tingene fik lov at gå deres egen gang i overensstemmelse med den såkaldte laissez faire-politik, ville konsekvensen af disse onder rigtignok være uundgåelige, men økonomernes opgave var stadigt at studere tidens tendens og foreslå forholdsregler til begrænsning af dens onde tilbøjeligheder. Så gik økonomerne i gang med forsøg på at gøre, hvad fysikere, kemikere, astronomer og andre allerede havde vist os var håbløst; de forsøgte at begrænse naturlovenes virkning. Umiddelbart efter sprang hundreder af forskellige stridende sekter af økonomer op som paddehatte; da de ikke vedkendte sig noget princip, de kunne bygge deres studier på, var deres planer lige så forskellige som deres ansigtstræk. Resultatet blev, at i dag kan der for hver påstand, en økonom fremsætter, findes mange, som modsiger ham.

Det er mærkeligt at iagttage, at de moderne skoler, som afviste de klassiske økonomer der betragtede deres studium som en videnskab, i stilhed godkender de klassiske økonomers konklusion, at social uretfærdighed netop hører til tingenes natur. Kunne det ikke være, at denne konklusion er fremkommet på grund af nogle meget alvorlige fejltagelser i observationer eller i ræsonnementer? Kunne det ikke være, at mennesket har forsømt at sætte sig ind i, hvordan naturkræfterne virker i samfundet, eller har forsømt at rette sig efter dem?

Det er sikkert, at de praktiske sociale foranstaltninger, der er truffet på grundlag af den slags tanker, ikke har formået at sikre nogen virkelig fremgang. Sandt nok er der truffet mange foranstaltninger for at lindre lidelserne for dem, der er henvist til at leve i fattigdom. Skønt de gratis skoler, den gratis lægebehandling og sociale forsikringer har forbedret folkets sundhed og almindelige levestandard, har dette fremskridt dog været langsommere end det, der er opnået inden for de materielle videnskaber; den almindelige standard sakker længere og længere bagud for det, der kunne være opnået. Mere vigtigt er det dog, at med denne udvidelse af statens service, og endnu mere med udvidelsen af tilskudsordninger, kvotaordninger og produktionsreguleringer, er der i initiativ, i dristighed og eventyrlyst, og i niveauet for politik kommet en nedgang, som fornylig har truet vor tids civilisation med katastrofe.

Hvis menneskene ikke generelt lærer at forstå, hvordan de skal styre deres indbyrdes forhold i samfundet rigtigt, vil denne krise komme igen. Menneskene må lære at forstå, hvordan de kan bruge de gigantiske kræfter, som de materielle videnskaber har stillet til deres rådighed, medmindre de vil blive ved med at være som drenge, der blander farvede kemikalier i et laboratorium, uvidende om og skødesløse med hensyn til konsekvenserne. For at opnå denne forståelse ser det ud til, at der kræves en ny og mere ydmyg tilnærmelse til studiet af de sociale forhold. For det første er det vigtigt at finde og undersøge de naturlove, der virker i samfundet, for de er uden for menneskers herredømme og de styrer alle menneskers energiudfoldelse. En forståelse af disse love vil afsløre situationens virkelighed og vise de konstante faktorer i samfundslivet. Når denne viden en gang er fastslået, vil den gøre det lettere at opnå en videre forståelse af, hvordan samfundet skal formes, så naturkræfterne kan virke til alle menneskers fælles bedste.

Mennesket har frihed til at vælge; det kan vælge mellem at gøre det rigtige eller det forkerte. Men er valget en gang gjort, følger konsekvenserne af handlingen uundgåeligt. Tyngdeloven er et overordentlig stort gode for naturens skabninger som helhed; men kaster en mand sig ud fra en klippetop, vil den samme lov knuse ham mod jorden. For at gøre fremskridt må menneskene forstå de kræfter, der behersker deres liv, og når de har lært at forstå dem, må de bringe deres egne love i overensstemmelse med dem.

Det er i et nyt forsøg på at fastsætte de principper, som styrer os i samfundet, og forklare, hvordan disse principper kan anvendes til fælles bedste, at disse sider er skrevet.

2. Kapitel – Produktion af formue

Tingene, som omgiver os, har hver for sig mange funktioner. I forsøget på at forstå deres sande natur betragter mennesker, der følger forskellige studieretninger, dem ud fra forskellige synspunkter og grupperer dem i klasser svarende til disse synspunkter. En botaniker, der går ind i en have, ser således på blomsterne, buskene og træerne og klassificerer dem for sit eget videnskabsområde i familier og arter. En kemiker, der går ind i den samme have, vil overhovedet ikke se blomster, buske og træer, men vil se forbindelser af ilt, brint, kulstof og lignende. Hans klassifikation vil derfor blive meget forskellig fra botanikerens. Økonomen vil se på den samme have på endnu en forskellig måde, for han vil se jord, arbejde, formue og kapital.

Det er vigtigt, at tingene, som tilsammen danner universet, fra begyndelsen bliver klassificeret i overensstemmelse med deres forskellige økonomiske funktioner. Ved bestemmelsen af hver klasse, hver faktor i samfundslivet, må man passe på ikke at sammenblande ting, der virker forskelligt i samfundsøkonomien, som om de hørte til en faktor. Hvis sådan en sammenblanding tillades, vil der ske en videre sammenblanding, når man forsøger at efterspore virkningen af hver faktor i mønstret af samfundsforholdene. Omvendt får man unødvendige vanskeligheder, hvis man opdeler ting, der har samme økonomiske virkning, som om de hørte til forskellige faktorer: At danne skillelinjer, hvor der ingen skillelinjer er, fører altid til nytteløse spidsfindigheder. Kort sagt, definitionen af hver faktor må være fyldestgørende og medregne alt, hvad der har samme økonomiske funktion, og være skarpt skelnende, så den ikke medregner ting, der har forskellige økonomiske funktioner.

Samtidig med at vi definerer hver faktor, gives den et navn: og derefter vil det dertil valgte ord blive brugt til ene og alene at betyde den faktor, som det er blevet knyttet til, og det vil ikke blive brugt i nogen som helst anden betydning.

Naturlige ressourcer.

Den første store faktor er universets naturlige ressourcer (hjælpekilder). Selvom de er overordentlig forskellige i de former, de indtager, har de alle det samme økonomiske formål og udviser de samme ejendommeligheder. Tilsammen udgør de forrådskammeret, hvorfra mennesket henter alt, hvad han ejer. År ud og år ind, undtagen hvis de forstyrres af mennesket, består de vedvarende eller genfrembringer sig i antal og mængder, der er så nær ved at være konstante, at man kun efter meget lange tidsforløb kan mærke nogen virkelig forandring. Mennesket kan opdage nye muligheder i disse ressourcer, men han kan ikke lægge et gram til deres vægt. Det er hemmeligheden om, hvordan de er skabt, der holder videnskaben tilbage og er genstand for strid mellem religiøse lærere. Til disse naturlige ressourcer må mennesket dagligt vende tilbage, både for livets opretholdelse og for dets behageligheder og raffinementer.

Disse naturlige ressourcer kendes i det økonomiske sprog som “jord”. Ordet jord anvendt i denne betydning inkluderer ikke alene mineralerne, som ligger i jorden, men de vilde dyr og fugle, der lever på den, og oceanerne og vandvejene som flyder i dens lavninger. Jord kan defineres som “alle naturlige ressourcer uden for mennesket selv”. Brugen af ordet i denne brede og omfattende betydning er ikke mærkelig for økonomer. For eksempel, efter engelsk lov inkluderer en mands jord “alt hvad der ligger under overfladen, helt ned til selve jordens centrum, og alt hvad der hviler på overfladen, helt op til himlen”.

I England gælder således følgende regler: Hvis der fra jordens centrum trækkes rette linjer op gennem skellene til en mands ejendom og videre op til det uendelige, er alt, hvad der fra naturens hånd ligger mellem disse linjer, denne mands jord. Det var dette, der lå bag vedtagelsen af en lov om luftfart i 1925. Før denne lov blev vedtaget, krænkede en flyvemaskine, der fløj hen over overfladen af en mands jord, denne mands ejendomsret, uanset hvor højt oppe flyvemaskinen fløj.

Dette syn på en jordejers magt, som er godkendt af jurister og økonomer, er ikke et resultat at en feberfantasi, men en vurdering af hårde kendsgerninger. Mennesket må ifølge sin natur virke ud fra overfladen af tør jord. Hvis han trænger ned under overfladen, som ved grubedrift, må han jævnligt vende tilbage til den. Hvis han flyver op i luften, må han lande igen. Hvis han sejler over havet, må han vende tilbage til en havn. Det er blevet sagt, at den største højde, mennesket er nået op til i luften, lagt til den største dybde, han er trængt ned til i jorden, er i forhold til jordens diameter kun som tykkelsen af skindet på et æble i forhold til æblets diameter.

Den mand, som behersker et stykke af jordens overflade, behersker i virkeligheden alle de naturlige ressourcer, der kan fås adgang til fra dette jordstykke. Hvis en person ejer al den jord, der i en bestemt del af verden er egnet til at bygge lufthavne på, behersker han i virkeligheden de pågældende luftruter. Dette er en almindelig krigslære. Tilegner den ene part sig den jord, der egner sig til lufthavne, kan den anden part ikke få meget brug for sine flyvemaskiner. På samme måde betyder herredømme over jord, der egner sig til bygning af havne, herredømme over havene. Hvis et konsortium har herredømmet over al jord, der er egnet til bygning af havne i et givet område, så er det klart, at dette konsortium hurtigt kunne blive i stand til at kontrollere de eksportindustrier, hvis produkter skal passere gennem havnene. Derfor har nogle regeringer fundet det nødvendigt at begrænse havneejernes magt og tvunget dem til at acceptere alle skibe og alt gods mod betaling af afgifter efter faste tariffer. Hvor der ikke er blevet ført en sådan kontrol fra regeringsmagtens side er eksportindustrierne uundgåeligt blevet afhængige af havneejerne. Endvidere er der mange steder langs de britiske kyster, hvor feriegæster, som vil nyde luften og solskinnet, må betale afgift til jordejeren for privilegiet, for han råder over den saltholdige luft og varme sol. Det er i overensstemmelse med disse forhold, at loven anerkender, at manden, som har herredømmet over jordens overflade, også disponerer over alt det, der ligger neden under den, og alt det, der fra naturens hånd hviler på den, endogså solskinnet, som stråler på den, og vinden, som blæser hen over den. Af samme grund har økonomerne med meget nær almindeligt samtykke, hvilket er højst bemærkelsesværdigt, givet disse ressourcer betegnelsen “jord”.

De naturlige ressourcer er, som tidligere sagt, den første faktor i vort økonomiske liv. I bogen her vil de blive kaldt “jord”, og ordet vil ikke blive brugt i nogen anden betydning.

I bogen her betyder “jord” alle naturlige ressourcer.

“En mands jord” betyder alle de naturlige ressourcer, som manden hersker over på grund af hans ejendomsret til en del af jordklodens overflade, eller på grund af de rettigheder han har til jord, som bruges af andre (er udlejet til andre).

De menneskelige faktorer

Uden jord ville der ikke eksistere mennesker; men jordkloden med alle dens rigdomme kan ikke forsørge menneskene, hvis de ikke arbejder. Menneskets liv og fremskridt er afhængige af den retning, han giver sin aktivitet, og den energi, dygtighed og viden, han lægger i den. Dette menneskelige element i livet kan betragtes ud fra to synspunkter: Motiveringen, som starter og angiver retningen for det, og selve arbejdet.

Menneskelige ønsker

Det ligger ikke inden for området af denne undersøgelse at granske i menneskets indre rørelser, hvorvidt hans ønske om at leve, gifte sig og få børn er instinktmæssig, eller hvorvidt hans ønske om at leve på en bestemt måde, eller at gifte sig i overensstemmelse med særlige ceremonier og opdrage børn på særlige måder, udspringer fra hans naturlige anlæg eller fra hans races tradition, hans tids skik og brug eller undervisningen, han har fået af sine lærere. Hvad oprindelserne eller kilderne til hans handlinger end kan være, vil de flyde sammen, blande sig og formulere sig i hans bevidsthed som hans ønsker. Ønsker er begyndelsen, og deres opfyldelse er målet for al menneskelig aktivitet. Lige så snart et af dem er opfyldt, fremkommer der et nyt i stedet for. Menneskelige ønsker er den anden store faktor i samfundslivet. De kan efter tur være gavmilde eller smålige, kloge eller dumme, men i hvert tilfælde vil de bestemme en mands eller en kvindes handlemåde og vil til tider styre en stor del af en nations handlemåde.

Heldigvis er det ikke nødvendigt at definere, hvad der menes med begrebet “menneskelige ønsker”; for selvom det ville unddrage sig definition, ved enhver, hvad der menes med det.

Arbejde

De fleste mennesker ønsker at leve, men mennesket kan ikke leve, hvis han ikke arbejder; hans liv og fremskridt er afhængige af hans energi, dygtighed og viden. Disse sidstnævnte udgør den tredje store faktor i det økonomiske liv. De er de menneskelige og individuelle bidrag til livet og vil i bogen her blive kaldt “arbejde”. Det er ved menneskelig energi anvendt på verdens naturlige ressourcer og styret af menneskelige ønsker, ved arbejde anvendt på jord for at tilfredsstille menneskelige ønsker, at mennesket lever. Af disse tre faktorer er der opstået hundredvis af riger. Uden deres gensidige virkning ville mennesket ikke eksistere. For ham er de den daglige støtte til opretholdelse af livet. Jord må stadig pløjes og tilsås, brydes og mineres, og mennesker må ønske at gøre det. Hvis dette bestandige arbejde på de naturlige ressourcer blev indstillet i en kort tid, ville verden blive hjemsøgt af hungersnød.

Af en eller anden årsag, som ikke synes at have nogen som helst videnskabelig begrundelse, er det blevet populært at skelne mellem forskellige beskæftigelser, som om de var af forskellig slags. Således er organisation, der tydeligvis er en del af menneskelig anstrengelse, blevet sat i en klasse for sig selv, og belønningen for organisation er blevet beæret med titlen “løn for ledelse”. Det er lidt svært at se, hvorfor dette er gjort, medmindre det er gjort som et forsøg på at retfærdiggøre den utilbørlige belønning, som under moderne tilstande går til dem, der indtager høje lederstillinger, eller til dem, der beskæftiger sig med konsortium-fremgang. Når alle andre forhold lades ude af betragtning, er disse beskæftigelser ikke af så stor betydning, at det ville retfærdiggøre, at de bliver lagt op på et højere plan end det arbejde, der udføres af videnskabsmanden, ingeniøren og andre folk med uddannelse. Det er rigtigt, at forskelle mellem beskæftigelser kan kræve forskellige grader af evner, viden og dygtighed, men det er klart, at det her drejer sig om forskel i grad og ikke i art. Al nyttig menneskelig anstrengelse i vort økonomiske liv tjener samme formål, som enten er at lave ting eller gøre ting, der vil tilfredsstille menneskelige ønsker. Enhver beskæftigelse, hvor simpel den end må være, kræver nogen viden, nogen dygtighed og nogen organisationsevne. Alle udfører samme funktion, og alle arbejder.

I bogen her betyder ordet “arbejde” al menneskelig anstrengelse.

Jord, Menneskelige ønsker og Arbejde

Jord, menneskelige ønsker og arbejde er de tre primære faktorer i det økonomiske liv. Alt andet afhænger af disse tre faktorer. Sådan har det altid været, og så vidt vi kan se, vil det altid være sådan. Denne regel gælder i Rusland, lige så vel som den gør i England, i Kina lige så vel som i Amerika. Ingen forskelle i menneskets fremtidsudsigt og ingen menneskelige anordninger kan ændre denne elementære sandhed. Indlysende som dette er, er det alligevel, som det vil blive påvist senere, netop sådanne elementære sandheder, der bliver ignoreret hver dag i praksis. Den uundgåelige følge heraf er, at der i hver del af samfundsstrukturen opstår vanskeligheder, som ved en overfladisk betragtning ikke synes at have nogen forbindelse med hinanden, men som i virkeligheden er følger af, at sandheden fornægtes.

Mennesket er fuldstændig afhængigt af jord, ønsker og arbejde, men af disse tre må jord komme først. Det er indlysende, at uden jord kunne arbejde ikke producere noget som helst, og arbejdet måtte hurtigt ophøre med at eksistere. Derimod er jord på ingen måde afhængig af arbejde. En magt, større end mennesket, må være årsag til at jorden eksisterer.

For at opsummere: Menneskelivet kræver først jord, derpå ønsker der skal opfyldes, og endelig arbejde på jorden. Det er en almengyldig sandhed, som ikke kender nogen undtagelse.

Formue

Den mangfoldighed af ting, som mennesket kan udvinde fra jordkloden ved kyndig brug af sin faglige kunnen, er sandt at sige vidunderlig. Ved sin dygtighed udvider han stadig sine evner til at frembringe og producere, så der ikke synes at være nogen grænse for, hvad menneskelig snilde kan udrette. Brugen af den hver dag og igennem lang tid synes ikke at sløve menneskets undren og glæde over egne bedrifter.

Det, som mennesket fremstiller, produktet fra dets hånd, er imidlertid i mange betydningsfulde henseender forskellige fra jorden, hvorfra det kom. Disse forskelle er af grundlæggende betydning og sætter meget bestemte grænser for menneskets aktivitet. De kan bedst illustreres ved, at man tager et eksempel på menneskets produkter, f.eks. et brød, og stiller det over for de naturlige ressourcer, hvorfra det kom.

For det første er det indlysende, at uden jorden ville der intet brød være til, hvorimod jorden godt kan være til, uden at der findes brød.

Dernæst er det klart, at der uden arbejde ikke vil være noget brød, hvorimod der ikke kræves arbejde for at jorden kan være her; tværtimod er jorden en forudsætning for at der kan arbejdes.

Endvidere vil brødet begynde at mugne og rådne, så snart det er færdigbagt, modsat jorden som vil fortsætte med at bestå, hvis mennesket ikke begår overgreb mod den. De store primitive skove og de små skove, de store floder og de små vandløb, dyrelivet, fuglelivet og fiskelivet vil fortsætte med at bestå år ind og år ud, omtrent som de altid har gjort. Det er rigtigt, at der sker store forandringer, men de er langsomme i deres virkning og beherskes af kræfter, som mennesket endnu ikke forstår. Skønt formerne for livet og energien, som er indesluttet i dem, forandrer sig, fortsætter de med at bestå. Så snart mennesket forstyrrer den naturlige balance, kommer der kræfter i anvendelse, som stræber efter at genoprette tilstanden. Forfaldsprocesser sætter en grænse for levetiden af menneskets produkter, som om naturen kræver det, den har givet fra sig, tilbage. Som følge af dette må mennesket stadigvæk reparere og forny det, han laver. Han kan opfinde midler til at beskytte sine produkter mod ødelæggelse; men de selv samme midler må vedvarende vedligeholdes. Køleanlæg må således vedvarende tilføres effekt for at kunne vedligeholde den krævede temperatur, og selve køleanlæggene må repareres og holdes i orden.

Endelig skal nævnes, at der ikke synes at være nogen grænse for, hvad mennesket kan producere fra jorden, forudsat han har adgang til jorden. Har han ikke flere brød, kan han lave flere. Men han kan ikke forøge de naturlige ressourcer på nogen måde.

Alt dette viser tydeligt, at de ting, som mennesket producerer, og som er midler til opretholdelsen af hans eksistens, må trækkes ud ved klassificeringen af faktorerne for vort liv og sættes under en anden overskrift.

I bogen her vil den store familie af menneskefrembragte produkter blive kaldt “formue”.

Det fremgår klart af det foregående, at de ting, som vil blive kaldt “formue” på siderne her, ikke må sammenholdes med jorden, hvorfra de kom, eller med energien, dygtigheden eller den viden, som bragte dem til verden. Jord er ikke formue. Tværtimod er jorden kilden til al formue – noget som må til, før formue kan eksistere. Jorden er én, og kun én, af faktorerne for produktionen af formue.

Megen uklarhed opstår, fordi man siger, at en mand, som ejer jord, er rig (formuende). Et øjebliks tænkning vil imidlertid vise, at det ikke er jorden, som gør ham rig, men det han får fra jorden, eller det han får som vederlag for brugen af jorden. Ved hjælp af sådanne midler kan han erhverve sig føde, klæder, huse, automobiler og lignende. Hvis han ikke kan få det, skønt han har jorden, vil han dø. Det er ikke jorden, som gør ham rig, men de ting han kan erhverve sig fra den. Hvis han har et hus, vil det give ham ly; hvis han har føde, kan han spise den; hvis han har klæder, kan han tage dem på; men jorden i sig selv skaffer ham ikke nogen af disse ting, medmindre han arbejder, eller andre arbejder for ham.

Sådan er det også med dygtighed og viden. Ingen vil sige, at en højt kvalificeret arkitekt, som er blevet forarmet ved arbejdsløshed, er en rig mand. Hvis han ikke kan anvende sin dygtighed og viden til at erhverve de midler han skal bruge til at opretholde livet, eller hvis han ikke gør det, er han så sandelig en fattig mand. Dygtighed og viden er ikke formue. De er ikke engang “potentiel formue”. De er menneskelige egenskaber. I brug er de en del af arbejdet; ubeskæftiget er de ikke til nogen nytte.

En anden idé, som er barbarisk og dårligt begrundet, men som har fundet meget medhold i økonomisk tænkning, er, at slaver er formue. Skal mennesker sammenblandes med kål? Slaver er mennesker, lige så vel som jordejere og arbejdere, og man skulle tro, at det var tilstrækkelig grund til at skelne dem fra livløse ting, frembragt af menneskehænder. Solen varmer dem, ligesom den varmer andre mennesker; frost får dem til at fryse; håb holder dem oppe, og frygt gør dem fortvivlede. De respekterer deres forældre, elsker deres børn og holder Gud i ære som andre mennesker gør. Skal disse ulykkelige Guds skabninger sættes i klasse sammen med de sanseløse maskiner, som gnider deres jernkæber i vore fabrikker?

Uden tvivl er alle disse sammenblandinger kommet af en definition af formue, som nu er almindelig brugt i undervisningen, men som ikke tager hensyn til de elementære forskelle, der karakteriserer de store klasser af ting i menneskets økonomiske liv. Denne definition siger, at formue er hvad som helst, der har værdi; hvilket i økonomiske skrifter almindeligvis betyder hvad som helst, der kan sælges på markedet. Det er rigtigt nok, at jord har værdi, at slaver har værdi, at menneskets frembringelser har værdi, og at meget af alt dette kan sælges på markedet. Det ville være overraskende, hvis det ikke var sådan. Hvad som helst et menneske ønsker sig, kan almindeligvis sælges på markedet, og det er indlysende, at han ønsker sig jord, som er en betingelse for, at han kan leve. Der vil være mennesker, der ønsker at have slaver, for så kan de leve uden at arbejde. Men de motiver, der får mennesker til at ønske sig disse ting, er forskellige og genspejler forskellene mellem deres økonomiske funktioner. Det er disse forskelle, som er af betydning, og som man må erindre sig for at få en sand forståelse af det økonomiske liv.

Pengesedler, mønter, bankveksler, pantebreve, obligationer og solaveksler har alle sammen markedspriser. De anses almindeligvis for at være formue. Men blev alle disse dokumenter og mønter reduceret til så og så meget papir, blæk og metal, ville mængden af formue i verden som helhed tydeligvis ikke blive mindre. Omvendt, hvis to mænd sad oppe en hel nat og skrev checks og veksler og udstedte obligationer og pantebreve til hinanden, ville mængden af formue i verden som helhed, når de til sidst trak sig tilbage og gik i seng, ikke være blevet den mindste smule større. Hvis det at ødelægge alle disse dokumenter ikke er at reducere den totale mængde formue, og hvis det at skrive og udstede dem ikke er at forøge den totale mængde af formue, så er de tydeligvis ikke formue. De er adkomstbeviser. Det er alt. De er dokumenter, der over for verden beviser nogle rettigheder eller adkomster, som ejeren har erhvervet. Det er klart, at de er nytteløse, hvis de ikke kan omsættes til brød og smør, omsættes til formue. De er ikke formue i sig selv.

Sammenfatning: Jord er ikke formue; arbejde er ikke formue; slaver er ikke formue; og bankveksler, pantebreve, obligationer og rigets almindelige penge er ikke formue.

Før der kan være formue, må der først være jord. Denne jord må der arbejdes på for at producere de ting, som mennesket skal leve af. Men det er ikke alle produkter af arbejde på jorden, der kan klassificeres som “formue”. Opmærksomheden må henledes på de ting, der er produceret. Hvis en mand i en ledig stund går ned på strandbredden og laver mudderkager, ikke fordi han ønsker mudderkager, men simpelthen for fornøjelsen ved at lave dem, så er det klart, at de mudderkager, han laver, ikke er formue. Han ønsker dem ikke – ingen ønsker dem. Derimod, hvis det bliver opdaget, at disse særlige mudderkager er gode for hudfarven og bliver lavet af den grund, så er det klart, at de er ønsket, så er de formue. Kort sagt, der må drages en skillelinje mellem de ting, som mennesket laver, men som, når de er lavet, ikke tilfredsstiller nogens ønsker, og de fremstillede ting, som tilfredsstiller nogens ønsker.

Det ses heraf, at før en genstand kan være formue, må den opfylde tre krav: Den må først have været jord, derpå må den være blevet omdannet ved et arbejde, og produktet må opfylde menneskelige ønsker. Den kendsgerning, at fremstillingen af tingen opfylder nogens ønske, som det var tilfældet ved de førnævnte mudderkager, gør ikke produktet til formue. Selve produktet må opfylde menneskelige ønsker.

Det har intet at sige, at den producerede ting ikke kan sælges, forudsat at den opfylder nogens ønsker. Robinson Crusoes palisade og hytte var formue, selvom der ikke var nogen, han kunne have solgt den til. Den ide, at en genstand kun kan være formue, hvis der kan findes nogen, som vil købe den, kommer fra den overfladiske ide, at økonomi kun vedrører ombytning af varer. I virkeligheden gør det ikke nogen forskel, om en mand laver stole til eget brug, eller om han dyrker kål og køber stolene for dem. Resultatet er det samme. Stolene er formue.

“Formue” kan nu defineres som jord. der ved arbejde er blevet omdannet. så den derved er blevet egnet til at tilfredsstille menneskelige ønsker.

Kapital

Formue frembringes med det formål, at den kan tilfredsstille menneskelige ønsker. Al formue bliver dog ikke brugt til umiddelbart at tilfredsstille ønsker. En dampmaskine i en fabrik er formue. Den består af jord, som ved arbejde er blevet omdannet, så den er blevet egnet til at tilfredsstille menneskelige ønsker. Den bliver dog ikke brugt direkte til dette formål sådan som mad på et menneskes bord. I stedet for bliver den brugt til at producere andre ting, som vil dække menneskelige behov. Kort sagt, den er formue, der benyttes til at producere mere formue. Formue, der benyttes på denne måde, udfører en økonomisk funktion, som er forskellig fra funktionen af al anden formue, og må derfor sættes i en klasse for sig selv. Denne klasse vil i bogen her blive kaldt “kapital”. Skelsætningen mellem formue, som er kapital, og formue, som ikke er kapital, bestemmes af, hvad formuen bruges til. Således er et automobil, der bruges til fornøjelse, formue som anvendes til umiddelbar tilfredsstillelse af ønsker. Et automobil, der bruges i en virksomhed, er formue som anvendes til produktion af mere formue, og er derfor kapital. Det er sandt, at mange former for kapital, som f.eks. en dampmaskine i en fabrik, ikke så godt kunne blive brugt til noget andet formål end at producere mere formue. Men det, der har betydning, er ikke formuens form, men dens brug, hvad den bliver brugt til. At tage hvad som helst, der ikke er formue, med i den faktor, som kaldes “kapital”, er en fejltagelse, der leder til stor forvirring. Ved at gøre det bliver ting, der har forskellige økonomiske funktioner, blandet sammen. For eksempel er jord ikke kapital og kan aldrig blive kapital. Hvis der ikke havde været jord, ville der ikke være nogen dampmaskine, men hvis der ikke var nogen dampmaskine, følger bestemt ikke deraf, at der ingen jord ville være. Endvidere, hvis der ikke var arbejde, ville der ingen dampmaskine være. Der skal være jord og arbejde, før den kan bringes til at eksistere. Desuden, hvis der ikke stadig blev anvendt arbejde på jord, kunne dampmaskinen ikke fungere. Hvis minearbejderne ikke dagligt udvandt kul fra jorden til at holde fyrene i gang, kunne dampmaskinen ikke virke. Hvis andre arbejdere ikke borede i jorden for at få olie til at smøre maskinens bevægelige dele med, ville den snart brænde sammen. Hvis der ikke var andre, som gravede i jorden for at finde jernårer og fremdrage jern til at forny maskinens slidte dele med, ville dens liv blive kort. Kapital vil således ikke eksistere blot fordi man har anvendt arbejde på jord; den er for størstedelens vedkommende afhængig af, at der dagligt arbejdes på de naturlige ressourcer for at holde den i funktion. Derfor må jord ikke sammenblandes med kapital, og det må arbejde, dygtighed og viden heller ikke. Endvidere er det forkert, når aktier og obligationer kaldes kapital. De er, som det allerede er sagt, blot adkomstbeviser. Utvivlsomt finder regnskabsførere det bekvemt at kalde penge for kapital, eftersom det er hensigten i deres profession, at alt skal reduceres til pund eller dollars, eller hvilken valuta det nu måtte være, men deres tal er ikke kapital. De kan narre med deres tal – og mange bliver vildledt af dem – men kapital må frembringes og vedligeholdes ved hårdt arbejde. Den sande natur af penge og af disse adkomster til ting vil blive diskuteret senere i bogen. Det er tilstrækkeligt på dette sted at bemærke, at de ikke må sammenblandes med kornlagre, kvæghjorde, kul, olie og maskiner, som er kapital, når de bliver brugt til at producere mere formue.

I bogen her vil “kapital” betyde formue, som bliver brugt til at producere mere formue.

Jord, Menneskelige ønsker, Arbejde og Formue.

Af det foregående ses, at “Jord” er alle naturlige ressourcer. Menneskelige ønsker behøver ingen definition. “Arbejde” er al menneskelig anstrengelse. “Formue” er jord, der ved arbejde er blevet omdannet, så den derved er blevet egnet til at tilfredsstille menneskelige ønsker. “Kapital” er formue, som bliver brugt til at producere mere formue.

De primære faktorer i samfundslivet er jord, menneskelige ønsker og arbejde. Af disse afhænger alt andet. Formue er en sekundær faktor, som er blevet produceret ved de primære faktorer. Kapital er en del af formue. Principperne, som styrer forbindelserne mellem disse økonomiske faktorer, er universelle og styrer al social aktivitet på det økonomiske område.

Ligesom når det gælder formue, hersker der stor forvirring i tankegangen vedrørende kapital. Efter at formue i mange anerkendte afhandlinger er blevet defineret som alt, der har værdi, idet der derved menes en markedspris, bliver kapital defineret som alt, der giver indtægt. Sådan en definition resulterer i, at jord der lejes ud mod betaling af jordrente, og dygtighed og viden der skaffer indtægter, samt pantebreve og obligationer og aktier og udlån af penge anbringes under samme rubrik. Kort sagt, alt hvad der bruges i industrien slås sammen som kapital, hvis det giver udbytte. De meget forskellige karakterer af disse ting og de meget forskellige principper, som styrer det udbytte, ejeren får af dem, bliver derved tilsløret. Det er sådan en sammenblanding der fører til den gængse brug af usikre og ubestemte udtryk som “det kapitalistiske system”. Nogle ivrer imod det, idet de i det såkaldte “kapitalistiske system” ser udøvelsen af økonomiske privilegier og de få’s udnyttelse af de mange. Andre ivrer for det, idet de i det samme system ser muligheden for foretagsomhed og belønning for ærlige anstrengelser. Det er selvindlysende, at de stridende parter ikke taler om det samme.

Ved en klar forståelse af karakteren af virkningen af de forskellige faktorer og af de principper, som styrer dem og altid har styret dem, forsvinder denne forvirring. Det er indlysende, at herredømmet over jord giver ejeren magtindflydelser, som er meget forskellige fra dem, der erhverves ved evnen til at arbejde. Herredømmet over formue giver forskellige magtindflydelser, som er stærkt påvirket af karakteren af formuen selv. Til herredømmet over penge hører endnu andre magtindflydelser. Vi vil i bogen her undersøge de magtindflydelser, som erhverves af ejerne af alle disse ting og af velgørere med andre former for magtindflydelse, som endnu er tilbage at omtale. En mand kan udøve magtindflydelser som jordejer, magtindflydelser som arbejder og magtindflydelser som behersker af formue, og det bliver nødvendigt at vurdere de afvigende resultater af disse meget forskellige magtindflydelser. Den kendsgerning, at en mand på en gang er jordejer, arbejder og behersker af formue, må ikke få lov til at skjule den kendsgerning, at han nyder magtindflydelser, som er meget forskellige i deres økonomiske styrke og resultater. Nogle af de magtindflydelser, han udøver, kan gøre skade, mens andre gør gavn. At fordømme ham fuldstændigt er at handle ud fra blind misundelse. På intet andet område end det, der angår samfundsforhold, har det så stor betydning, at misundelse og had ikke må spille ind. De ledende principper for den studerende skal være retfærdighedsprincipperne, som er de principper, der styrer selve naturen af vore samfundsforhold.

Det vil her være på sin plads at bemærke, at produktionen af formue ikke er tilendebragt, før varerne er i hænderne på den endelige forbruger. Når fiskene hales om bord i båden på fiskepladserne, er produktionen således kun lige begyndt. Den er ikke tilendebragt, når fiskene landes i havnen, heller ikke når de kommer til grossistens lagerbygning, og heller ikke når de bliver solgt på markedet til detailhandleren, ikke engang når de kommer i husmoderens indkøbskurv, men først når de er tillavet og serveret med en eller anden lækker sovs for at stille appetitten hos nogle sultne mennesker. Madlavningen og serveringen er en del af produktionen af formue, og kasserollerne og stegepanderne er kapital. Husmoderen deltager i produktionen af formue sammen med købmændene, detailhandlerne, jernbaneselskaberne og fiskehandlerne. En stor del af produktionen af formue består kun i at flytte et naturprodukt fra et sted til et andet. Hele vejen fra kulminen til kaminen i hjemmet forbliver kullet i den samme form, for produktionen af det består ikke kun i at udvinde det fra undergrunden og rense det for urenheder, men også i at transportere det til dets endelige bestemmelsessted. Kullet, som er udvundet fra kulminen af minearbejderen, er således formue, men produktionen af det er ikke tilendebragt.

Nogle få illustrationer vil være nyttige for at sammenfatte de betydningsfulde forskelle mellem jord, arbejde, formue, som ikke er kapital, og formue, der anvendes som kapital. En hjord af vilde bisonokser er jord. Hvis de år ind og år ud forbliver uforstyrret af mennesker, vil de vedblive med at bestå af meget nær det samme antal gennem lange tider. En hjord af kvæg på en gård er formue. Hvis disse dyr ikke får husly og til stadighed bliver passet og plejet og tillige bliver beskyttet mod sygdom og naturlige fjender, vil de hurtigt uddø. Jo mere forædlet kvægracen er, jo hurtigere vil denne hensygnen foregå. På samme måde er et vildt kirsebærtræ jord. Hvis de ikke bliver forstyrret af mennesker, vil vilde frugttræer i en skov vedligeholde deres antal. Træer i en frugtplantage, som avler fine frugter, behøver stadig tilsyn og pasning for at undgå, at de bliver angrebet af sygdomme og bladlus og mister deres frugtbarhed. Både kvæg og frugtplantager er kapital, idet de er formue, som bruges til at producere mere formue, til at give kød eller mælk eller frugt. Den almindelige hund eller blomsterplanten i haven er imidlertid ikke kapital, idet de ikke bruges til at producere mere formue.

Jordrente, Løn og Rente.

Jord, arbejde og formue er til formålet her i bogen ord med særlig betydning, der vil blive brugt til at beskrive de økonomiske faktorer, som er blevet defineret.

De, der har herredømme over en eller anden af disse tre faktorer, kan ved hjælp af dette herredømme blive i stand til at kræve en del af den producerede formue. For hver af disse dele vil det blive nødvendigt at bruge et teknisk udtryk, og til dette formål vil de sædvanligt brugte ord blive brugt her i bogen.

“Jordrente” vil blive brugt til at betyde “den del af formuen, som en mand er i stand til at få gennem hans herredømme over jord”.

“Løn” vil blive brugt til at betyde “den del af formuen, som en mand er i stand til få gennem hans herredømme over sit eget arbejde”.

“Rente” vil blive brugt til at betyde “den del af formuen, som en mand er i stand til at kræve gennem hans herredømme over formue”.

Den fuldstændige undersøgelse af disse fordelingskanaler hører ind under undersøgelsen af fordelingen af formue og vil blive udsat til da.

3. Kapitel – Er Fattigdom uundgåelig?

De klassiske økonomers lære om, at fattigdom og social ulighed er det uundgåelige resultat af naturkræfters virksomhed, er blevet almindeligt accepteret og bliver udtrykt ved ideen om, at arbejdsløshed og fattigdom kun kan bekæmpes ved regeringsindgreb og planlægning ag industrien. Hvad mere er, teorierne, hvorved dde klassiske økonomer forklarer virkningen af naturkræfter, er ligeledes blevet accepteret af det store flertal af befolkningen, næsten uden nærmere eftertanke. Disse teorier kendes som Lønfondsteorien og Malthus-doktrinen.

Lønfondsteorien er baseret på den betragtning, at 1ønnen tages fra et forud eksisterende forråd af formue, et fond, og at arbejde som følge heraf er afhængigt af dette fond, som bestemmer beskæftigelsen og betalingen for arbejdet. Denne idé er almindelig anerkendt; men på den ene side hævder de konservative, at landets velstand afhænger af, at der vedligeholdes en tilstand af tillid, som tilskynder rige mennesker til at investere deres formue i industri, mens socialisterne på den anden side hævder, at det netop er denne ejendomsret til kapital, som sætter de få i stand til at herske over de mange, og at midlet til at fjerne denne uretfærdighed er, at Staten overtager hele produktionen og brugen af formuen til gavn for alle. Endvidere anbefaler de moderne økonomer som det bedste middel til at begrænse arbejdsløsheden, at investeringen vedligeholdes på et højt niveau. Nogle af disse lærde mennesker har gjort sig til talsmænd for, at regeringen skulle etablere et system, hvorved den vil være i stand til at få investeringerne til at stige, hvor private investorer svigter med hensyn til at opretholde deres investeringer på et tilstrækkeligt højt niveau. I hele denne politik er det taget for givet, at beskæftigelse og løn afhænger af størrelsen af det forud eksisterende forråd af formue, som er til rådighed for betalingen af løn.

Denne forestilling om, at et eller andet forud bestemt forråd sætter en grænse for industri, og dermed for arbejde og løn, holder stand. Den fører til, at regeringer verden over udsteder love, først for at holde fremmedarbejdere ude fra deres territorier, eftersom man mener, at fremmedarbejderne tager arbejde fra deres egne nationale arbejdere, og dernæst for at opmuntre udlændinge til at bringe deres penge ind i landet, fordi man mener, at pengene vil skaffe arbejde. Den samme idé ligger bag forslagene om pengepolitiske reformer, der, som det påstås, vil løse vore industrielle problemer.

Mangfoldige og modstridende som disse pengepolitiske planer er, har de dog det tilfælles, at de foreslår at man forøger pengeforsyningen og kreditten for derved at skaffe beskæftigelse og sikre en lige fordeling af formuen.

En tro, som har så stor tilslutning, er berettiget til, at der tages hensyn til den. Men med de sociale forhold i deres nuværende kaotiske tilstand må dog selv de mest populære teorier nøje undersøges, før de accepteres i et videnskabeligt studium, for det er sandsynligt, at fejltagelserne, som har ført til vor tids vanskeligheder, vil blive opdaget ved undersøgelsen af disse selvsamme teorier. Det foreslås derfor, at Lønfondsteorien og den grundlæggende ide, den hviler på, undersøges, for at se om den er rigtig, og hvis den ikke er rigtig, for at se hvor den er forkert.

Idet de klassiske økonomer gik ud fra, at lønnen blev taget fra det forud eksisterende forråd, som de kaldte “kapital”, gik de videre og fremsatte loven om styring af lønnen ved hjælp af en simpel ligning:

Løn = Kapital (et forud eksisterende forråd af formue)/Antal af arbejdere.

Denne ligning, der blev kendt som “Lønfondsteorien”, udtrykker meget tydeligt den grundlæggende ide, at lønnen tages fra et forud eksisterende forråd af formue. Hvis størrelsen af det disponible forråd af formue i et samfund er forholdsvis lille og antallet af arbejdere forholdsvis stort, så vil lønnen blive lav. Hvis mængden af den disponible kapital i et samfund derimod er forholdsvis stor og antallet af arbejdere forholdsvis lille, så vil lønnen blive høj.

Når denne ligning stilles over for kendsgerningerne, viser det sig straks, at den står i modsætning til virkeligheden. Da de amerikanske kolonier blev dannet, indvandrede et stort antal mennesker fra Europa, hvorved antallet af arbejdere hurtigt forøgedes. Arbejderne rejste til Amerika på jagt efter de meget høje lønninger, som kunne opnås dér. Så store var indtægterne for arbejderne i disse nye områder, at den britiske regering udsendte en økonom ved navn Wakefield for at undersøge dette bemærkelsesværdige fænomen og give råd om, hvordan det kunne forebygges. Wakefield beskrev i sin rapport, hvordan arbejderne, i stedet for at gå ud af fabrikkerne for at komme på fattiggårdene, som de gjorde i deres gamle land, gik ud af fabrikkerne for at konkurrere med deres tidligere arbejdsgivere. Sådan var lønforholdene dér. Desuden var det tydeligt, at forrådet af disponibel formue i det nye land virkelig var meget lille, og at det på ingen måde holdt trit med det hurtigt stigende folketal. Så stor var efterspørgslen efter kapital, at rentesatsen i det nye land var mellem to og tre gange så høj som i England. Lige så tydelig var den kendsgerning, at i moderlandet var mængden af den disponible formue, der kunne bruges som kapital, langt større i forhold til antallet af beskæftigede arbejdere, end den var noget som helst andet sted i verden. England var dengang verdens værksted. Det arbejdende folk var imidlertid underkastet store lidelser i form af den rædselsfulde fattigdom og de frygtelige arbejdsvilkår, som fremkom i begyndelsen af den industrielle revolution.

I moderne tider er både arbejdsløn og rente forholdsvis høje i tider med livlig handel og forholdsvis lave i perioder med depression. Under et opsving er der ivrig efterspørgsel efter formue til brug som kapital, og rentesatsen stiger, hvorimod mængden af formue, der er disponibel for investeringer, i tider med bratte prisfald bliver rigelig, og rentesatsen falder brat. “Lønfondsteorien”s ligning påstår imidlertid, at lønnen vil blive høj, når mængden af kapital er stor, og antallet af arbejdere, der kan beskæftiges, er forholdsvis lille. Under sådanne tilstande, hvor der er formue i overflod, ville renten af formuen nødvendigvis blive lav. Omvendt påstår ligningen, at lønnen vil blive lav, når mængden af kapital er lille og antallet af arbejdere er forholdsvis stort. Under disse tilstande, hvor der er knaphed på formue og efterspørgsel efter formue, ville rentesatsen nødvendigvis blive meget høj. Kort sagt, hvis ligningen var rigtig, ville renten blive høj, når lønnen var lav, og lav, når lønnen var høj.

Kendsgerningerne viser, at forholdene er lige omvendt. Det skal bemærkes, at i almindelighed er renten forholdsvis høj, når lønnen er forholdsvis høj, og forholdsvis lav, når lønnen er forholdsvis lav. Ved depressionens begyndelse i 1931 blev lønninger, der styredes af overenskomstaftaler med fagforeninger, således nedskåret med 10% i England. Lønninger inden for andre beskæftigelser faldt i omtrent samme forhold. I tilgift hertil steg antallet af arbejdsløse i England fra under én million til over tre og en halv millioner, således at nedgangen i lønningerne blev langt større end 10%-nedkæringen. I 1929 var rentesatsen for kapital noget højere end 5%, men i 1932 var den faldet til lidt over 2½%. Desuden var store fabrikker med deres maskineri, fyldte varehuse og opvoksende korn ved at gå til grunde på rund af manglende pasning og udnyttelse, så at rentefaldet var endnu større end det, tallene angiver. Under depressionen lå store fonds ubenyttede hen på grund af mangel på investering. Da industrien i 1935-36 var ved at komme fri af depressionen, kom flere mennesker i arbejde igen, og nedgangen i lønningerne blev delvist genoprettet. Samtidig hermed blev nye fabrikker bygget, ubenyttede fonds fandt adgang til nye investeringer, og rentesatsen steg til noget over 3½%. Denne depression havde samme forløb som alle andre. Løn og rente faldt og steg samtidigt. Antallet af mennesker i arbejde og mængden af kapital i produktionen faldt og steg samtidigt.

I de amerikanske kolonier fortsatte renten med at være høj, mens lønningerne var høje, men da lønningerne faldt, gjorde renten det også, og da den industrielle periode begyndte at hjemsøge den amerikanske økonomi, steg og faldt lønningerne og renten samtidigt akkurat som i enhver anden del af verden.

Disse hårde kendsgerninger truede på et tidligt stadium med at tilintetgøre “Lønfondsteorien”, og den ville uden tvivl være blevet kasseret, hvis det ikke havde været for den betimelige fremkomst af Malthus’ lære, som syntes at understøtte den på alle punkter. (Malthus’ lære vil blive undersøgt senere i dette kapitel). Langt fra at angive, at formue har tilbagegang, når arbejde har fremgang, og at formue samler rente på bekostning af lønnen, viser kendsgerningerne, at som regel er renten høj, hvor lønnen er høj, og lav, hvor lønnen er lav, og at der således er harmoni mellem belønningen til arbejde og belønningen til kapital. Den fremherskende ide, at arbejdsgiveren vinder, når arbejderen taber, ved at han opnår en højere belønning for brugen af sin kapital, er ikke sand. Hvis han opnår en højere belønning, må det være på grund af noget andet end den blotte ejendomsret til formue.

I de senere år har nogle af de førende økonomer forkastet ligningen, som er udarbejdet af “Lønfondsteoretikerne”, sådan at forstå, at de har indført nye elementer i den, eller har omdannet nogle af dens udtryk. Professor Marshall, hvis teorier bliver fulgt af mange af de førende universiteter, siger således, at lønningerne bestemmes af den mængde af forrådet af formue, som bruges til at beskæftige arbejdere, og han siger endvidere, at mængden af dette forråd, der bruges til at betale lønningerne, afhænger af forventningerne om at opnå profit. De førende økonomer, med meget få undtagelser, siger imidlertid stadig, at lønningerne betales ud af dette forråd, som de kalder kapital, og alle deres forskellige ligninger hviler på dette grundlag. Det er klart, at hvis dette grundlag er forkert, så er alle de forskellige ligninger forkerte.

Tages lønnen fra et forud eksisterende forråd af formue?

Den ide, at lønnen tages fra et forud eksisterende forråd af formue, kan kun holde stik på et meget snævert område, for det er klart, at den kun kan komme i betragtning, hvor en mand betaler løn til en anden. Hvor en mand arbejder for sig selv, kommer hans løn ikke fra noget som helst forråd. En fiskers løn er en del af de fisk, han fanger. Skønt han ikke er beskæftiget hos en anden, er de lige så sandt belønningen for hans arbejde som den føde, de klæder og de cigaretter, som sømanden køber ved hjælp af sin lønningspose, er belønningen for sømandens arbejde. I virkeligheden findes der beskæftigelser, hvor arbejderne betales med en del af deres arbejdsprodukt. Indtil for nylig blev besætningen på hvalfangerskibe betalt med spæk. Det er indlysende, at spækket ikke kom fra kapitalen, men var en del af mændenes fangst, dvs. en del af produktet af deres arbejde. Hvor som helst arbejderne betales på denne måde, ses det på forhånd, at de ikke får deres løn fra et forud eksisterende forråd. Det gør ingen forskel, hvis penge sættes i stedet for. Nu til dags bliver besætningerne på de fleste hvalfangerskibe betalt med penge svarende til deres andel af fangsten. Hvor pundsedler gives i stedet for spæk, kommer hvalfangerens løn stadig fra produktet af hans arbejde. Agenter er i samme klasse, for de får deres betaling procentvis i forhold til udbyttet af deres arbejde. Akkordarbejdere får også en fast pris for udført arbejde. I alle disse tilfælde betales der for en modydelse, og der kan ikke være tale om lønninger, der kommer fra et opsamlet forråd af formue. De får deres betaling i penge i stedet for varer (naturalier), det er det hele.

Princippet ændres ikke ved, at lønnen bliver udbetalt som ugeløn. I virkeligheden vil arrangementet sædvanligvis være til fordel for arbejdsgiveren, eftersom han ved dette arrangement kan betale lidt mindre, end han skulle betale under et akkordsystem. En uges arbejde går forud for betalingen af en ugeløn. Før lønningsdagen kommer, er arbejdets resultat gået fra arbejderens hænder over til arbejdsgiveren, og ved udbetalingen af lønnen til arbejderen betaler mesteren ham kun en forholdsmæssig andel af produktet. Produktionen er moderen til lønnen. Hvis mændene ikke producerer mere, end de modtager, må industrien, hvori de arbejder, snart gå fallit. I et normalt tilfælde vil den formue, der er produceret i løbet af ugen, have større værdi end pengene, der betales til mændene for ugen.

I virkeligheden producerer arbejde anvendt på jord mere end lønninger. Under arbejdets udførelse forbruger arbejderne materialer, maskineriet udsættes for dagligt slid, og bygningerne forfalder. Produktet af arbejde anvendt på jord må betale for alt dette, ellers vil forretningen ophøre. Produktet må betale kommuneafgifter, skatter og forsikringspræmier. Kort sagt, dag-for-dag-arbejdet må ikke alene frembringe dets egen løn fra jorden, men det må betale for vedligeholdelse af den industri, det er beskæftiget i, og det må bestride alle omkostninger, som er pålagt det. Teorien om, at lønnen tages fra et forud eksisterende forråd, står i modsætning til alle kendsgerningerne. Den ignorerer den elementære kendsgerning, at alt, hvad mennesker har, kommer fra anvendelse af arbejde på de naturlige ressourcer. Formuen skylder arbejdet sin eksistens; det er ikke arbejdet, der skylder formuen sin eksistens.

Tages lønnen forskudsvis fra et forud eksisterende forråd af formue?

Alle økonomer er enige om, at under primitive samfundsforhold kommer lønnen fra produktet af menneskets arbejde. De, der holder på, at lønnen tages fra et forud eksisterende forråd af formue, hævder imidlertid, at ved udviklingen af det moderne maskineri blev det økonomiske liv i verden ifølge tingenes natur fuldstændig ændret. Denne udvikling gjorde det muligt at producere formue, som det tog mange år at færdiggøre. I tiden mellem påbegyndelsen af arbejdet og færdiggørelsen af det endelige produkt måtte arbejderne leve, og det var kapitalistens funktion at dække over dette interval ved at betale arbejdet, indtil han kunne holde sig selv skadesløs ved at omsætte det færdige produkt.

Teorien gik ud på, at mennesker ved deres velstand og fremsyn opsamlede store forråd af formue, som de eller deres sønner brugte til at føde og klæde deres mindre velstående og mindre heldige brødre, mens de arbejdede sig igennem den lange produktionsproces. Når arbejdernes produktionsresultater til sidst blev solgt, og arbejdsgiveren havde fået sine omkostninger dækket, modtog han belønningen for sin afholdenhed. Denne forklaring på moderne industri overser fuldstændigt en elementær kendsgerning. Mændene bliver ikke forsørget ved hjælp af forrådet af formue, som deres mester, eller hans far, har opsamlet. Tværtimod, de spiser kød fra dyr, som blev slagtet af slagteren for nogle få dage siden, de drikker mælk, som blev leveret af mejeriet om morgenen, og de går med tøj, som blev leveret af skrædderen for kun nogle få måneder siden. Gassen og elektriciteten, som de bruger til opvarmning og belysning i deres hjem, leveres af de dag og nat arbejdende arbejdere på gas- og elektricitetsværkerne. Kort sagt, arbejderne lever af formuen, som produceres fra dag til dag af deres arbejdsfæller, og det samme gør deres arbejdsgiver. Den industrielle revolution har ikke ændret principperne, som styrer forholdene mellem mennesker i samfundet, mere end opfindelsen af flyvemaskinen har ændret tyngdeloven. Alle mennesker er til dagligt afhængig af den vedvarende anvendelse af arbejde på jord, og det eneste, som den stigende anvendelse af moderne metoder har bevirket, er, at denne afhængighed er blevet mere umiddelbar og mere vedvarende. Nu må arbejdet gå videre natten igennem, og alle mennesker kan ikke hvile på samme dag i ugen. Vor civilisation kræver et aldrig ophørende arbejde. En mand har ikke større mulighed for at leve af det arbejde, hans far udførte, end han har for at leve af æg, der blev lagt af hans fars høns.

Et eksempel vil klart illustrere det sande forhold mellem arbejde og formue i et langtids byggeforetagende. Lad os som eksempel tage bygningen af en bro. Entreprenøren vil først bringe materialet, tømmer, sten, sand, cement, stål og lignende, som han skal bruge, til byggepladsen. Han vil også bringe maskineri, kraner og cementblandere, olie og benzin til byggepladsen. Disse ting er hans kapital, hans formue anvendt til at producere mere formue. Desuden kan han have skaffet sig kredit i en bank. Han har måske overtrukket sin bankkonto, men lad os antage, at han har kredit. Arbejdet begynder: Fra mandag til fredag har bygmesteren, ingeniørerne, håndværkerne og de øvrige arbejdere udført deres tildelte opgaver. Klokken 16 den følgende fredag er fundamenterne for en bropille lagt i flodlejet. Hele den forløbne tid har arbejdet produceret formue for entreprenøren. Arbejdet har frembragt formue, som er kapital, til arbejdsgiveren. Under arbejdets udførelse er der brugt tømmer og stål, beton er blevet blandet og støbt, og maskineriet er blevet slidt. På den anden side har arbejdsgiveren færre materialer og et mere slidt maskineri end før, men i stedet for er materialerne ved hjælp af arbejde blevet omdannet til en del af en bro. Det er indlysende, at materialerne i deres nye form er mere værd end før, værdien af en uges produktivt arbejde er blevet lagt til dem. Hidtil har arbejdsgiveren ikke overført noget til nogen, men han har modtaget en betydelig forøgelse af sin kapital. Når tiden for udbetaling af lønninger kommer, bliver arbejdsgiverens kredit i banken formindsket med det beløb, han betaler i lønninger, men han har ikke mistet noget. Hans kredit er blevet omdannet til kapital, som vil være mere værd, end de penge han har udbetalt til mændene. På intet tidspunkt har arbejdsgiveren forudbetalt noget fra sin kapital. Tværtimod har arbejdet hele tiden, mens det har stået på, forøget hans kapital. Pengene, han betaler til mændene, er kun en ombytning, hvorved han får resultatet af deres arbejde.

Dette punkt belyses klart af et eksempel på almindelig praksis blandt entreprenører. Det sker ofte, at en entreprenør ikke har tilstrækkelig kredit i sin bank til, at han kan udbetale lønninger. Det afskrækker ham ikke fra at påtage sig arbejdet. Hvis entreprisen er et sundt foretagende, vil banken beredvilligt udlåne penge mod sikkerhed i det udførte arbejde, pengemidler som normalt vil være tilstrækkelige til betaling af lønninger og løbende udgifter. Det er velkendt, at banker ikke udlåner penge uden tilstrækkelig sikkerhed. Det udførte arbejde frembringer imidlertid en god sikkerhed. Det frembringer formue af betydelig større markedsværdi end de penge, der skal udbetales, når det bliver lønningsdag. Det er tydeligt, at lønningerne betales i henhold til arbejdsresultaterne. Broen købes af entreprenøren efter ratebetalingssystemet.

Den almindelige praksis blandt entreprenører og ejeren af broen kan illustreres ved følgende: På grundlag af en af en arkitekt udstedt attest, som bekræfter, at en del af arbejdet er tilfredsstillende færdiggjort, vil ejeren betale en del af købsprisen, som entreprenøren skal have udbetalt, når arbejdet er afsluttet. Det er klart, at ejeren ikke ville betale, medmindre han til gengæld modtog værdi for sin betaling. Værdien, han modtager, er en del af broen, som er resultatet af det udførte arbejde.

I illustrationen behøver ejeren penge, ikke fordi han skal betale lønninger, for dem betaler han ikke, men fordi han ønsker en bro. Entreprenøren behøver penge af samme grund, ikke fordi han ønsker at betale lønninger men fordi han ønsker en bro at sælge til ejeren. Husmoderen ønsker en mønt til at købe et pund smør for, men det har aldrig været antydet, at købmanden blev underholdt ved forudbetalt kapital. Transaktionen er en ombytning, hvori begge parter giver og modtager nogle værdifulde ting. I virkeligheden er det ganske klart, at arbejderne ikke bliver underholdt af arbejdsgiveren på noget som helst trin. Pengene, de modtager, ville være aldeles unyttige, hvis de ikke kunne ombytte dem med føde og klæder. De lever af alle de ting, de køber for pengene, de modtager. Disse ting er andre arbejderes produktionsresultater. Hvis butikkerne ikke var fulde af forsyninger, ville broen ikke blive bygget. Det er kun, når civilisationen er tilstrækkelig fremskreden, så nogle mennesker kan koncentrere sig om at frembringe de daglige fornødenheder til opretholdelse af livet, at andre mennesker kan bruge deres tid til at fremstille formue, som det tager tid at fuldføre. Efterhånden som viden og dygtighed forøges, og produktionskraften dermed vokser, bliver det muligt at udvikle nye former. Bygning af broer, gigantiske reservoirer og andre store anlæg er ikke begrænset af noget som helst forud påtænkt fond, men er kun begrænset af industriens dag-til-dag-produktion.

De midler, som købstæderne i middelalderen brugte, når de ville bygge markedspladser, er et eksempel på denne simple kendsgerning. Efterhånden som arbejdet skred frem, ville købstaden lade nogle specielle pengesedler trykke og give dem til håndværkerne, der var beskæftiget med arbejdet. Disse pengesedler kunne håndværkerne bruge til at købe de ting for, som de ønskede. Når markedspladsen var færdigbygget, og afgifterne begyndte at blive opkrævet, ville pengesedlerne blive tilbagekaldt, indtil de alle sammen var inddraget. Nu er det indlysende, at der i disse tilfælde ikke var noget forud eksisterende fond. Pengesedlerne var simpelthen trykt således, at de modsvarede det udførte arbejde, og håndværkerne levede af den løbende produktion. Men det var ikke inflation. Forrådet af formue var blevet forøget med mere end værdien af pengesedlerne, og pengesedlerne blev inddraget i rette tid. Nøjagtigt det samme sker, når en entreprenør betaler arbejde ved overtræk. Her er der igen intet forud eksisterende fond. Fondet bliver specielt dannet med sikkerheden i det udførte arbejde og bliver inddraget igen i rette tid.

Kort sagt, hele transaktionen reducerer sig selv til dette: Arbejdet giver et tillæg til forrådet af formue ved at bygge en del af broen og tager til gengæld noget af forrådet. I hvor stort et omfang sådanne transaktioner kan benyttes afhænger af den almindelige produktion af formue. Det er sandt, at der hver dag påbegyndes langtidsprojekter, men i samme grad færdiggøres der hver dag langtidsprojekter.

Funktionen af kapital

Det er klart, at kapitalen ikke kan begrænse produktionen, det vil sige beskæftigelsen, for produktionen begynder på de naturlige ressourcer – på jorden. Så længe arbejde har adgang til jord, kan der ikke blive mangel på beskæftigelse. Hvis al kapital i verden blev ødelagt af krig, ville det være en alvorlig ulykke, men en ulykke, der hurtigt kunne overvindes, forudsat at menneskene bevarede deres dygtighed og viden. Hvis menneskene stadig vidste, hvordan det skulle gøres, kunne de hurtigt genfremstille alt, hvad der var blevet ødelagt. Kapitalen leverer ikke materialerne, som af arbejdet omdannes til formue, de kommer fra naturen. Det er sandt, at i begyndelsen ville fremgangen være langsom, men efterhånden som produktionen skred frem, ville hastigheden okse, og der er ingen tvivl om, at inden for en enkelt generation kunne tilstanden genoprettes. Det er velkendt, hvordan hære, som er på tilbagetog, ødelægger al kapital, som de ellers måtte efterlade til deres fjenders brug, men lige så velkendt er den hurtighed, hvormed produktionen sættes i gang igen af den vindende part. Manglen på kapital begrænser ikke produktionen og sætter ikke en grænse for beskæftigelsen. I virkeligheden er det i nyligt udviklede lande, hvor der er knapt med kapital, at produktionen gør størst fremskridt, så mange mennesker flytter dertil for at få højere løn, mens det er i de gamle lande, hvor der er overflod af kapital, at der findes et stort antal arbejdsløse og stor fattigdom.

Kapitalens funktion er ikke at forsyne mennesker med arbejde, den er at hjælpe og bistå arbejdet i produktionen. Samtidig med at nye og bedre former for kapital opfindes, stiger produktionskraften, for arbejdet bliver derved langt mere effektivt. Nye produktionsmetoder, der er muliggjort ved hjælp af kapital, forandrer formerne, som arbejdet tager. Dette er kapitalens funktion: at være arbejdets tjenestepige.

Lønfondsteorien og alle dens sidestykker benægter, – idet de alle er baserede på den tro, at lønnen tages fra kapitalen, – den elementære sandhed, som er almengyldig, at arbejde afhænger af jord, ene og alene af jord. Den benægter også den elementære sandhed, at kapitalen selv er produceret ved arbejde anvendt på jord. Det er menneskets dygtighed og viden, som frembringer kapitalen, og ikke den forud eksisterende kapital, der sætter mennesket i stand til at arbejde. Kapitalen anvender ikke arbejdet; det er arbejdet som anvender kapitalen.

Dette er grunden til, at når mennesker mister deres arbejde, og lønnen som følge deraf falder, mister kapitalen også beskæftigelse, og renten falder. Dette er grunden til, at når mennesker kommer i arbejde igen, findes der ny beskæftigelse til kapitalen, og renten stiger. Da stålværksarbejderne i Syd Wales blev kastet ud i arbejdsløshed under depressionen i 1931, forfaldt stålværkerne, og maskineriet rustede. Da menneskene holdt op med at arbejde, forfaldt kapitalen. Da dette er den simple sandhed, må det forventes, at når lønnen falder, vil renten falde, og når lønnen stiger, vil renten stige.

Alle teorier, der er baseret på den antagelse, at lønnen tages fra kapitalen, bliver fremsat for at forklare, hvorfor mennesker ifølge tingenes natur synker ned i fattigdom. Man må imidlertid være klar over, at disse forklaringer er falske.

Malthus’ lære.

Malthus’ lære gav naturens karrighed skylden for fattigdommen. Dens lære var, at folketallet stadig har en tendens til at vokse hurtigere end forsørgelsesmulighederne. Da dr. Malthus, en engelsk landsbypræst, skrev sin bemærkelsesværdige afhandling Essay on Population, fik den straks succes. Han beregnede, at i gennemsnit blev folketallet fordoblet for hver generation; to forældre har fire børn, og disse fire børn vil så efter tur gifte sig og få fire børn igen. Det fornuftstridige i denne beregning fik Malthus’ tilhængere til at modificere forøgelsesforholdet, og nogle meget interessante teorier blev fremsat for at give en forklaring på forholdene vedrørende forøgelsen af den menneskelige races folketal. Men hvad forøgelsesforholdet end kunne være, så gik teorien ud på, at folketallet voksede hurtigere end forøgelsesmulighederne.

På den tid, da afhandlingen blev skrevet, voksede Englands folketal meget stærkt, og fattigdommen blev værre. Ved en overfladisk betragtning var der meget, som kunne støtte teorien. Den var også en mulig forklaring på fremgangen i kolonierne, som dengang lige var anlagt. Ny jord med en overflod af forsørgelsesmuligheder gaven forklaring på de høje lønninger, men folketallet voksede med en forbavsende hurtighed. Historiens gang synes at forstærke teorien, for folketallet var voldsomt stigende, og fattigdommen kom gradvist til syne. Den malthusianske opfattelse harmonerede i sin helhed med det synspunkt, at lønnen blev bestemt af et begrænset fond af kapital. Det blev lige fra begyndelsen anset for givet, at menneskets produktionskraft forøgede de tilgængelige forsørgelsesmuligheder, men man mente, at folketallet forøgedes endnu stærkere. Malthus gik videre. Han sagde, at for at modvirke dette befolkningspres fik naturlige årsager menneskene til at gå i krig, til at lide hungersnød og blive angrebet af pest, så at folketallet ved hjælp af disse midler kunne blive reduceret. Den Sorte Død havde reduceret folketallet voldsomt i England, og det var den almindelige teori, at som følge af denne ulykke steg lønnen meget stærkt. Sådanne begrundelser vandt stor tilslutning hos dybsindige mennesker og endnu større tilslutning hos mennesker i almindelighed.

I vore dage bliver det ofte sagt, at dette land (England) er overbefolket. Det tyske krav om “lebensraum” er et forlangende om mere plads for folket. Italien har så stillet krav om naturlige rettigheder i Afrika. Japan har forlangt at få afløb i Asien, og de store territorier af det Britiske Imperium har fået skyld for at have forårsaget de høje lønninger i England. I England har denne teori om overbefolkning imidlertid mistet sin tilslutning ved at stå overfor kendsgerningerne. Det erkendes nu, at evnen til at producere formue er langt større end den, der er nødvendig for blot at opretholde livet. I virkeligheden har regeringer overalt i verden, selv i de lande der påstås at være overbefolket, taget strenge forholdsregler for at begrænse produktionen af de ting, der bruges til opretholdelse af livet.

Et land er imidlertid kun overbefolket, hvis det ikke er i stand til at ernære sin befolkning ved hjælp af dets produktion og handel. Når afgrøder pløjes ned i jorden igen, fisk kastes tilbage i havet, og produktionen i miner og stenbrud begrænses, fordi det siges, at overproduktion truer med at bringe ulykke, er det fuldstændig klart, at befolkningspresset ikke kan give en forklaring på fattigdommen. Netop i de lande, hvor vilkårene for den ulykkelige del af folkemængden tilskrives denne årsag, findes der særdeles mange andre forklaringer på deres vilkår – store formue falder i hænderne på de få; monopoler og restriktioner indskrænker produktionen, i nogle lande tyrannisk, og i andre lande tvinger kaotiske regeringer folk ned i fattigdom.

Den ide, at det lå i selve tingenes natur, at fattigdom skulle eksistere, og at det derfor var op til hver mand i kampen for tilværelsen at sikre for sig selv, hvad han kunne, var imidlertid meget bekvem for dem, der profiterede på trods af den almindelige nød.

Alle disse ideer om naturlig uret har fundet støtte på grundlag af en falsk lighed med dyreriget og planteriget. De videnskabelige teorier om de beds egnedes overleven og kampen for tilværelsen har været anvendt på menneskers liv, og det er værd at lægge mærke til, netop hvor fejlagtig udvidelsen af disse teorier har været.

Iagttagelser har vist, hvordan antallet af vilde dyr for størstepartens vedkommende kun begrænses af to ting: Føden, som er tilgængelig for dem, og deres naturlige fjenders hærgen. Da kaniner blev eksporteret til Australien, hvor der var overflod af føde for dem, og hvor ræven og hermelinen var ukendte, flerdobledes deres antal, til de blev en alvorlig plage. Ifølge naturens orden holdes deres antal kun nede ved begrænsningen af deres føde og andre dyrs angreb. Mennesket lever af at spise dyr, grøntsager og fisk. Hos de lavere former for liver formeringsevnen langt større, end den er hos mennesker. Menneskene har ved at frembringe kunstige forhold altid kunnet forøge deres forsyninger med fødemidler i langt højere grad, end de har kunne forøge deres antal. Denne naturlige forøgelse af de lavere former for liv, hvorfra mennesket skaffer sig føde, er i virkeligheden en forsikring mod hungersnød, som ikke kan slå fejl. Hertil kommer, at mens en forbedring i forholdene for disse dyr altid fører til en forøgelse af deres antal, viser iagttagelser, at efterhånden som menneskets materielle forhold og uddannelse forbedres, fremkommer der en tendens til, at familiernes størrelse bliver mindre. Det ses således, at der i udviklingsteorierne ikke kan findes nogen som helst støtte for det synspunkt, at befolkningens naturlige tryk mod en eller anden grænse er årsagen til fattigdommen.

Selvom Malthus’ lære har mistet meget af sin indflydelse i akademiske kredse, og selvom forfattere til afhandlinger om økonomi erklærer, at både Malthus’ lære og Lønfondsteorien er blevet forkastet, har det væsentlige i disse teorier, at fattigdom, krig og pest hører til naturens orden, dog stadig holdt stand. Det bliver stadigvæk sagt i vide kredse, at den disponible investeringsmængde for industrien begrænser mulighederne for beskæftigelse, eller at et eller andet bestemmeligt fond, somme tider kaldt købekraft, regulerer lønmængden.

De fleste af de forslag til sociale reformer, der for tiden fremsættes, er baseret på sådanne antagelser. Ved nærmere undersøgelse viser det sig imidlertid, at de falder til jorden. Den naturlige grænse for menneskets beskæftigelse er omfanget af universets naturlige ressourcer.

Hvert år opdager mennesket vidunderlige kræfter i naturen, som er stillet til hans rådighed, så han kan bruge dem og drage nytte af dem. Naturens univers synes at have uudtømmelige kræfter, hvormed det kan tilfredsstille menneskelige behov. Når mennesket arbejder, giver naturen tilbage i overflod. Menneskene er i virkeligheden blevet bange for arbejdets forbavsende store produktionskraft og er kommet så vidt som til at beskylde overproduktion for at være en af årsagerne til deres vanskeligheder. Men netop denne produktion er det middel, ved hjælp af hvilket mennesket lever, og at sige i et åndedrag, at der er overproduktion og nød, er selvmodsigende dårskab. Det er så sandelig ikke naturens karrighed, som er årsagen til menneskets nød. Menneskers fattigdom opstår ikke på grund af naturens begrænsninger.

4. Kapitel. – Formuefordelingen.

Et fælles træk for alle de teorier, der blev omtalt og behandlet i forrige kapitel, er, at de søger at forklare sociale uligheder ved virkningen af naturkræfter, som styrer formueproduktionen. De teorier, der går ud på, at antallet af beskæftigede og lønsummen afhænger af eksistensen af et eller andet forudbestemt fond, hvad enten det nu kaldes kapital eller købekraft, siger i virkeligheden, at årsagen til de vanskeligheder, som befolkningen i den civiliserede verden står over for, er at dette fond ikke er stort nok til, at der i det hele taget kan påbegyndes industrier, eller at industrier kan give et tilstrækkeligt udbytte. Det er mærkeligt, at disse teorier skulle blive ved med at holde stand, når det nu er almindeligt anerkendt, at vanskeligheden ikke ligger i produktionen af formuen, men i dens fordeling. Mens nogle økonomer anbefaler, at investeringerne skulle forøges for at produktionen kan blive udvidet og flere mennesker beskæftiget, er der andre, som tilråder, at produktionen skulle indskrænkes, for ellers vil der blive for meget, alle investeringer blive truet og flere mennesker kastet ud i arbejdsløshed. Disse teorier holdes utvivlsomt i live, fordi vi i fordelingen forsømmer noget, der forstyrrer produktionen.

Den svigtende produktion skyldes forhold, som er nært forbundne med omstændigheder, der styrer fordelingen af formue. Størsteparten af de mennesker, der søger beskæftigelse i industrien, gør det på grund af den løn, de kan forvente at få. Hvis samfundet er indrettet sådan, at nogle kan få større udbytte ved at hindre produktionen, end de kan få ved at udvide den, så er det højst sandsynligt, at produktionen vil blive indskrænket og resultatet blive arbejdsløshed. Hertil kommer, at mennesker, som er forarmede, ikke er i stand til at give meget i bytte for de ting, de behøver. Når det er tilfældet, vil der være sat en snæver grænse for den mængde af formue, som med tilstrækkeligt udbytte kan blive produceret for dem. Det er klart, at en skofabrikant må gå fallit, hvis han ikke kan få tilstrækkeligt for sine sko til at betale sine udgifter med og give en rimelig løn til dem, hvis arbejde var nødvendigt for at producere skoene. Der kan være mange mennesker, som behøver sko; men deres behov kan ikke holde fabrikantens virksomhed gående, hvis de ikke er i stand til at betale tilstrækkeligt for hans produkter. Det er den kendsgerning, som har givet anledning til, at så mange mennesker er blevet bange for det, de kalder overproduktion. Men det er latterligt at tale om for megen føde, når mennesker er sultne. Vanskeligheden er, at de, der er sultne, ikke kan give nok til gengæld for føden. Det må være fordelingen af formuen der på disse og andre måder har en meget stærk indflydelse på produktionen af formue.

Det foreslås derfor, at der her laves en undersøgelse af hovedprincipperne, som ligger til grund for fordelingen af formue, og af forholdet mellem fordeling og produktion.

Forretning er ikke filantropisk. Mennesker får ikke del i industriens produkter, hvis de ikke kan forlange at få det. Det vil de kunne, hvis de tilfører virksomheden et af de elementer, der medvirker til industrien. Jord er således en væsentlig betingelse for industrien; uden jord ville der ingen industri være. Jordejeren kan derfor forlange en andel af produktet til gengæld for brugen af sin jord. På samme måde er arbejde en væsentlig betingelse for industri, og derfor vil arbejderen kunne få en del af produktet som løn for sit arbejde.

Det er ønskeligt at bruge specielle ord til at beskrive jordejernes og arbejdernes andele og at reservere dem til dette formål. De sædvanlige økonomiske udtryk vil blive brugt hertil: “Jordrente” for jordejerens andel og “løn” for arbejderens andel.

Jordejerens andel – Jordrente.

Ordet “rent” bruges normalt i England som betegnelsen for de ugentlige, månedlige eller årlige vederlag, som den ene betaler til den anden for brugen af jord og bygninger. Ejeren modtager imidlertid denne betaling dels for jorden, som bygningen står på, og dels for selve bygningen. Kort sagt, han er både jordejer og formueejer, og han vil modtage betaling både i sin egenskab af jordejer og i sin egenskab af formueejer. Endvidere skal en del af den betaling, han får, måske udbetales igen, for eksempel i det tilfælde hvor ejeren betaler ejendomsskatter, sørger for at reparationer udføres, sørger for varmtvandsforsyning, portner og lignende. Hvad enten han nu betaler disse udgifter eller ikke, så er en ting dog sikker – bygningen vil forfalde. En del af betalingen er derfor pålagt af hensyn til bygningens forfald. For at finde ud af, hvor meget ejeren beholder selv, er det nødvendigt at trække summen af alle hans udgifter fra summen af alle hans indtægter. Dette er en ganske almindelig beregning for dem, der driver forretning ved at udleje jord og bygninger. Denne nettoindtægt er det samlede beløb, som de har modtaget til sig selv og kan bruge; en del af denne indtægt har de fået for jorden, hvorpå bygningerne står, og denne del er jordrente, resten af indtægten har de modtaget for bygningen. I én henseende er betydningen af det engelske ord “rent”, som det normalt bruges, altså for bred til at det kan bruges til at betyde jordrente alene, nemlig i den henseende, at det medregner forringelse af formue og betaling for brugen af formue, og det kan også medregne bygningsskatter, almindelige skatter og betaling for tjenesteydelser.

I mange andre henseender er betydningen af det engelske ord “rent”, som det normalt bruges, for snæver til at det kan bruges til at beskrive jordejerens andel af formuen. Når en mand køber et stykke jord af en anden, kaldes betalingen almindeligvis købsprisen. Det er helt klart, at sælgeren kan kræve prisen, ene og alene fordi han har herredømme over jord. Den er derfor egentlig jordrente. Salgsprisen for jord udtrykkes sædvanligvis ved et antal årlige ydelser, for eksempel tyve års ydelser. Det betyder, at sælgeren får tyve års jordrente på forskud i bytte for retten til at opkræve jordrenten for stedse.

Desuden er betydningen af det engelske ord “rent” i dets sædvanlige brug begrænset til de tilfælde, hvor der sker en betaling fra en mand til en anden. Hvor en landmand selv ejer sin jord, vil han ikke kalde nogen del af sine indtægter “rent”. Det må imidlertid være klart, at en del af hans indtægter får han, fordi han ejer jorden. Havde han været lejer eller forpagter, skulle han, i de fleste tilfælde have betalt jordrente til jordejeren, som kunne kræve denne jordrente, fordi han havde herredømmet over jorden. Som lejer eller forpagter ville landmandens fortjenester være blevet reduceret med den sum, han skulle betale i jordrente, og de ville være blevet reduceret, fordi han ikke havde herredømmet over jorden. Det fremgår derfor klart af denne illustration, at en del af landmandens indtægter er jordrente, selvom den ikke bliver betalt ham af en anden mand, men kommer til ham som en del af udbyttet af hans landbrug.

På lignende måde kan en mand betale jordrente til en jordejer og alligevel modtage jordrente til sig selv. For eksempel kan en butikshandlende i en stor by, som har lejet sin butik på langt åremål, komme i en situation, der svarer til den, en vis butikshandiende i The Strand, London, var i. Den sum, som manden skulle betale til jordejeren, var £50 om året; alligevel kunne han have fremlejet sin butik for £1.000 om året. Lejen, som skulle betales ifølge kontrakten, var blevet fastsat for mange år siden, og i mellemtiden var afkastet, som ejendommen kunne give, steget stærkt. Hans kontrakt udløb den 24. december, midnat. I den nye kontrakt, som herefter blev oprettet, forlangte jordejeren £1.000 om året i leje. Resultatet af denne ændring var, at den butikshandlendes udbytte blev reduceret med £950 om året. Årsagen til dette fald er indlysende. Ved midnat mistede han sit herredømme over jorden, som gik over til jordejeren. Som et resultat at dette blev jordejeren i stand til at forøge sine krav, så det kunne opsuge hele jordrenten. Den butikshandlende mistede altså de £950 om året, fordi han mistede herredømmet over jorden; og jordejeren fik dette beløb, fordi han genoprettede herredømmet over jorden. Det er indlysende, at disse £950 om året er jordrente.

I løbet af de 99 år, kontrakten havde været gældende, var jordrenten, der lå skjult i butikkens udbytte, steget og steget, men i henhold til overenskomsten med jordejeren skulle lejeren kun betale den samme fastsatte sum hvert år. Hen imod slutningen af lejemålet voksede lejerens udbytte stærkt, men efter at den nye lejekontrakt var blevet oprettet, kunne forretningen kun lige betale sig. Tidligere havde lejeren kunnet indkassere dette stigende udbytte, fordi hans herredømme over jorden var beskyttet af lejekontrakten. En del af jordrenten gik til jordejeren, men lejeren beholdt størstedelen. Lejeren kunne, hvis han havde ønsket det, have fremlejet butikken for de £1.000 om året og beholdt £950 selv. Det er i virkeligheden, hvad andre har gjort under tilsvarende lejemål.

Arbejdernes andel – Løn.

I mange henseender er den almindelige betydning af ordet løn, ligesom den almindelige betydning af det engelske ord “rent”, for snæver. Den er almindeligvis begrænset til at betyde en betaling fra en arbejdsgiver til en arbejder. Det var ikke den oprindelige betydning, som var belønning for udført arbejde, og det er i den betydning, ordet vil blive brugt her. Det er således ganske klart, at en mand, som arbejder for sig selv, får i det mindste en del af sin indtægt fra sit eget arbejde; denne del er hans løn. Hertil kommer, at de skel, der i daglig tale sættes mellem løn, gage og indtægt, ikke har nogen økonomisk betydning. For så vidt som den formue en mand modtager, er fremkommet som en gengæld for hans eget arbejde, vil den her i bogen blive kaldt hans løn.

Ved at bruge ordet “jordrente” til at betyde den andel af formuen, som går til en jordejer, og ordet “løn” til at betyde den andel, der går til de arbejdende, har økonomer brugt disse ord i deres almindelige mening. Det fremgår af det, der allerede er skrevet, at i den daglige brug beskriver ordene ikke det sande forhold mellem indtægterne og de midler, hvormed de er opnået. I den almindelige brug er disse ord derfor blevet en kilde til forvirring snarere end til klarhed.

Som det ses, afviger jord og arbejde fundamentalt fra hinanden. Jord er den kilde, hvorfra mennesket henter alle sine materielle ejendele; arbejde er det menneskelige virkemiddel, hvormed mennesket producerer livsfornødenhederne. Da disse faktorer er forskellige i selve deres natur, giver herredømmet over dem meget forskellige magtforhold for deres ejere. Hvis ordene jordrente (på engelsk “rent”) og løn i almindelig tale havde haft præcise betydninger, der havde skelnet tydeligt mellem de formueandele, som en mand modtager henholdsvis fra sin jord på grund af ejendomsretten og fra sit arbejde, så ville mange af de vanskeligheder med at forstå, hvordan formue bliver fordelt, aldrig være opstået. Som det er nu, bliver ordene brugt i flæng, og mens de antyder, at de angiver de midler, hvorved et menneske får sin formue, skjuler de dem i virkeligheden.

Hvad er rente?

Når en mand ønsker at købe et stykke jord, men ikke har disponible pengemidler til at betale med, vil han i mange tilfælde optage et lån og give et pant som sikkerhed for det. Sædvanligvis er betingelserne for at få lånet sådanne, at låntageren må forpligte sig til, foruden at tilbagebetale den lånte sum, at betale et tillæg i form af en årlig afgift i den tid, lånet løber. Denne periodiske betaling kaldes almindeligvis rente. Men der er i dette særlige tilfælde overhovedet ikke nogen kapital i transaktionen. Manden lånte pengene, fordi han ønskede at købe jorden. Hvis han ikke betaler det årlige beløb, vil kreditoren i henhold til pantebetingelserne tage jorden. Den eneste grund til, at låntageren erhvervede sig pengene og samtykkede i at betale afgiften, var, at han ønskede at få jorden. Det må derfor være klart, at den årlige betaling overhovedet ikke har nogen forbindelse med kapital, men långiveren kræver den af låntageren i kraft af lånet.

På lignende måde kan direktøren i ledelsen af et konsortium, som ønsker at erhverve jord, stifte et lån, hvormed det kan købe jorden, og som sikkerhed give långiverne gældsbreve med pant i jorden. Også her vil konsortiet i det almindelige tilfælde samtykke i at betale långiverne en fast årlig sum for lånet, og den årlige sum vil blive kaldt rente. Hvis konsortiet skulle forsømme at betale denne rente eller at betale afdragene til de fastsatte datoer, kan långiverne blandt andet tage jorden. Der er heller ikke i dette tilfælde indbefattet nogen kapital i transaktionen.

Hvorvidt kapital indgår eller ikke indgår i billedet afhænger i virkeligheden af, hvad låntageren bruger lånet til; men hvad han nu end bruger det til, så skal han i alle tilfælde betale rente. Det er tydeligt, at långiverens magt til at kræve rente ikke har noget at gøre med, hvad lånet bliver brugt til. Om låntageren bruger det til bygning af en fabrik, eller til at erhverve et beboelseshus, om han bruger det til at anskaffe værktøj til sin virksomhed, eller bruger det på hestevæddeløb, vil ikke gøre nogen forskel. Långiverens magt opstår på grund af de to kendsgerninger, at han har herredømme over en formue, og at låntageren ønsker formuen.

Rentens sammenkobling med kapital har været en ulykkelig fejltagelse, hvis usandheder har bredt sig stærkt. Den er opstået ved, at man har sammenblandet magten til at kræve betaling for lån med det, som nogle af lånene bruges til. Den ignorerer den kendsgerning, at lånene måske slet ikke bliver brugt til at producere formue; at de måske bliver forbrugt til fyrstelig ødselhed som af enevældige herskere; til forhindring af produktion som når mennesker søger at skaffe sig monopol ved at opkøbe konkurrerende virksomheder og nedlægge dem; eller til ødelæggelse af formue som i krig. Den tildeler i tanken lån en egenskab, som den ikke skulle have, en forestilling om produktion og sociale fordele, og den skjuler gælden og afhængigheden, som lånet så tydeligt underretter om. Hvorvidt magten over formuen bliver brugt produktivt, uproduktivt eller ødelæggende, vil afhænge af låntageren, og ikke af långiveren.

Mens jordrente og løn er krav fra henholdsvis jordejer og arbejder, som opstår ved frugtbart samvirke mellem arbejde og jord, opstår rente derimod fra et menneskeligt forhold, forholdet mellem kreditor og debitor. Rente er tydeligvis et sekundært fænomen. Før en mand kan få herredømme over en formue, må formuen produceres, og arbejdere må have udført arbejde på jord. Før en mand kan udlåne, må han have erhvervet et effektivt krav på formue, og de primære midler, hvormed dette krav kan hævdes, er arbejde og herredømme over jord – det vil sige krav på løn og jordrente. Endvidere skal produktionen fortsat være i gang, ellers vil alle krav på formue snart forsvinde i den blå luft.

Disse lån, som giver anledning til betaling af rente, er i deres natur forskellig fra leje af rørligt gods, for eksempel et automobil eller et radioapparat. Når en formuegenstand udlejes, udlejes den for at blive brugt, det vil sige, for at blive forbrugt. I henhold til formuens natur forfalder forbrugsgenstanden og kræver vedligeholdelse. Leje af formuegenstande medfører service, service som ejeren i egen interesse sædvanligvis selv udfører. En udlejningsforretning indbefatter jord og arbejde, og betalingen der erlægges af dem, der gør brug af den, ligner betalingen for enhver anden service. De lån, der giver anledning til betaling af rente, er imidlertid helt forskellige herfra. Långiveren udlåner slet ikke nogen formue. Han overfører til låntageren en fordring på formue, som han derved selv giver afkald på. Fordringen, der er overført til låntageren, bliver måske eller måske ikke anvendt; men almindeligvis vil den blive anvendt til at købe noget for, eller til betaling for noget, men så snart den er anvendt, er den borte. Låntageren påtager sig til en eller anden dato at give udlåneren en tilsvarende fordring på formue tilbage. Hvis låntageren i mellemtiden har erhvervet sig formue ved hjælp af den til ham overførte fordring, er formuen måske blevet forbrugt, tabt eller ødelagt; men derved unddrager han sig ikke pligten til at betale lånet tilbage eller at betale renter.

I fjerne tider, da plyndrende danske hære landede på de engelske øer og hærgede og nedbrændte landsbyerne og tog beboerne til fange og bortførte dem, tilbød den daværende regering at betale skat til danskerne til gengæld for mildhed. Det er unødvendigt at fortælle, at jo mere, der blev betalt, des mere blev der forlangt, og skatterne, der blev opkrævet for at betale denne Danegæld, blev efterhånden meget tunge. Hertil kommer, at den kun blev betalt, når danskerne kom for at opkræve den, hvilket kunne være når som helst. For den almindelige skatteyder var disse pludselige og store krav meget strenge. Hvis det skete, at høsten blev dårlig, var borgeren ofte ude af stand til at betale. Som et resultat af dette udstedte regeringen en lov om, at hvis Danegælden ikke blev betalt inden for fem dage, kunne den mand, som først betalte, tage skatteyderens jord. Stående over for en sådan streng straf indgik de almindelige borgere en aftale med deres rige og betydningsfulde naboer gående ud på, at til gengæld for at disse naboer betalte Danegælden, når den blev opkrævet, påtog selvejerbønderne sig at betale med regulære tidsmellemrum en sum til dækning af Danegælden plus lidt mere. Kort sagt, den lille mand sagde til sin nabo: “Hvis du betaler min skat, når jeg skulle betale den, vil jeg betale min skat til dig og lidt mere.” Det samme sker i vore dage. Skatteborgerne siger gennem deres regering til rige konsortier eller enkeltpersoner: “Hvis I betaler vores skat, når vi skulle betale den, vil vi betale jer en årlig sum gengæld.” Denne praksis, som har været anvendt i England siden Charles den Førstes regeringstid, resulteret i, at de skatter, som regeringen indbetaler til private personer i normale tider beløber sig tredjedel af de totale nationale udgifter, og det sker, uden at gælden reduceres med en penny.

Hvilken brug der end er blevet gjort af disse så er de fleste fordele for det offentlige som helhed ophørt for længe siden. Der betales stadig renter.

Rente er en betaling, som ydes af én person til en anden til gengæld for et lån af en fordring på formue.

Betydningen af ordet “Profit”.

Før vi forlader diskussionen om forholdet mellem ord og de kendsgerninger, som de antages at repræsentere, vil det være nyttigt at betragte ordet profit. Den kritikløse anvendelse af dette ord har ført til en meget betydelig forvirring i tankerne vedrørende sociale forhold. Dets virkelige betydning er simpel nok, det er indtægternes overskud ud over udgifterne. Dets modsætning er tab, eller et “overskud” i udgifterne ud over indtægterne.

En butikshandlende, som selvejer butikken og lageret samt grunden, hvorpå butikken er bygget, og som selv arbejder i sin butik, vil fra tid til anden sammenligne sine udgifter og indtægter og på den måde beregne sin profit. I dette tilfælde skyldes hans profit til dels hans herredømme over jord og til dels hans arbejde hjulpet af hans kapital, kort sagt – hans profit indeholder jordrente og løn. Antag nu, at han ikke længere har herredømme over jorden, men må betale fuld jordrente for den, og at han stadigvæk har herredømme over butikken og lageret og stadigvæk arbejder. Under disse nye vilkår vil hans profit blive mindre end før, formindsket med jordrentebeløbet som han skal betale. Det fremgår klart heraf, at han i det første tilfælde opnåede den større profit, fordi han havde herredømmet over jorden, og at hans profit blev reduceret, fordi han mistede herredømmet over den. I det andet tilfælde ville hans profit omfatte løn. Lad nu den butikshandlende betale den fulde jordrente for jorden og den fulde rente for lånet, for hvilket han oprindeligt erhvervede sig butikken og lageret, men lad ham stadigvæk arbejde. Ved slutningen af regnskabsperioden ville han fremdeles beregne sin profit, og han ville uden tvivl i visse kvarterer blive beskrevet som en “kapitalist”, til forskel fra en “arbejder”. I dette tilfælde ville hans elendige profit bestå af løn minus rente, den ville blive reduceret med både jordrenten, han betalte, og renten han betalte. Antag endelig, at denne mand ikke ejede jorden, hverken ejede butikken eller lageret og ikke arbejdede i butikken – og det er klart, at han så ikke ville tjene noget som helst.

Det fremgår heraf, at hvis ordet profit bruges i nogen anden betydning end i den oprindelige og rigtige mening som differencen mellem indtægt og udgift, vil ordet være meget forvirrende, for profit kan bestå af jordrente, eller løn, eller ingen af delene. At sige, som nogle økonomer gør, at formue fordeles i jordrente, løn, rente og profit, er det samme som at sige, at den menneskelige race deles i mænd, kvinder, børn og arbejdere.

Dividende på aktier eller andele i industrien er det middel, hvormed profit fordeles til dem, der har herredømmet over konsortier eller interessentskaber. Fordi regnskabsførerne kalder den nominelle værdi af aktierne eller andelene for virksomhedens kapital, er den ide fremkommet, at dividenden er en ydelse fra kapitalen, men den har intet som helst med dette at gøre. Konsortiets profit kan ligesom den butikshandlendes profit komme fra herredømmet over jord eller formue, eller fra aktieejernes eller andelshavernes arbejde. Det er klart, at i et ejendomsselskab opnås indtægten for hovedpartens vedkommende fra jorden, og dividenden må derfor hovedsagelig være jordrente. For at gå til den anden yderlighed, i de konsortier, hvor direktørerne og hovedaktionærerne udfører hele arbejdet, kan det godt være, at dividenden er ren løn. Aktier og obligationer er simpelthen adkomstbeviser på de fremtidige indtægter af det pågældende konsortium. Kun ved yderligere undersøgelser kan kilden til indtægten bestemmes, og magten, som sætter aktionærerne i stand til at tilegne sig indtægten, blive åbenbaret.

Sammenfatning:
“Jordrente” vil i denne bog blive brugt i betydningen “den formue, som en mand erhverver sig gennem sit herredømme over jord”, hvad enten den leveres til ham af en anden mand eller ikke.
“Løn” vil blive brugt i betydningen “den formue, som mand får som resultatet af sit eget arbejde”, hvad enten han er herre eller tjener.
“Rente” vil blive brugt i betydningen “den betaling, m en mand yder til en anden til gengæld for et lån en fordring på formue”.

5. Kapitel. – Jordrente og løn.

Formålet med dette kapitel er at bestemme, hvilken del af den fra dag til dag producerede formue der år til dem, der har herredømmet over jorden, og hvilken andel der går til dem, der udfører arbejdet. Med andre ord, hvilken del der går til jordrente, og hvilken del der går til løn.

Fra nu af vil en mand, som har herredømme over jord, blive kaldt en “jordejer”, en der arbejder, en “arbejder”, og en der har herredømme over kapital, en “kapitalist”. Disse udtryk vil ikke nødvendigvis referere til forskellige mennesker. En husmand kan godt på en gang være jordejer, arbejder og kapitalist. Som det er nævnt før, kan aktionærerne i en fabriksvirksomhed godt være både jordejere og kapitalister, ja endog arbejdere. Disse udtryk refererer altså ikke til forskellige mænd, men til tre særskilte stillinger, som enhver mand kan have i forbindelse med produktionen af formue. Dette er vigtigt: Vort formål er ikke at opdage, hvor megen formue mennesker modtager, for det er en sag for statistikeren, men at fastslå, hvad det er for magter, der har sat dem i stand til at få deres formue.

Nu er jord og arbejde to af faktorerne for produktionen af formue, og som følge heraf er jordejerne og arbejderne i stand til at kræve en andel af den producerede formue. Andre, som ikke har noget med industri at gøre, kan tilegne sig formue fra industrien, men de kan kun gøre det på én af to måder. For det første kan de være i stand til at lægge en eller anden byrde på en særlig industri, som for eksempel ved at lægge en stor afgift på nogle af industriens råmaterialer. Resultatet af dette vil blive, at den mængde formue, som i denne særlige industri er disponibel til fordeling i jordrente og løn, vil blive reduceret, men, som det vil blive vist senere, hvis mængden af formue ikke er stor nok til at betale den gældende markedspris for jordrente og løn, vil industrien blive lukket. Det er indlysende, at hvis industrien ikke vil yde så meget i jordrente, som jordejeren kunne opnå ved at bruge jorden til noget andet, vil han i de fleste tilfælde holde jorden tilbage. Hvis arbejderne ikke får så meget i løn, som de kunne få andre steder, vil de sandsynligvis forlade virksomheden. For det andet kan mennesker, der ikke har noget med industri at gøre, tilegne sig formue fra jordejeren eller arbejderen, ligesom skatteopkræveren og pengeudlåneren gør, men disse mennesker påvirker ikke det forhold, hvori den producerende formue fordeles mellem de personer, der har hovedkrav på formuen. Sådanne indhug vil derfor blive ladt ude af betragtning på nuværende tidspunkt; men de vil senere på et passende sted blive taget op til undersøgelse.

på nuværende trin af undersøgelsen ser vi ikke på jordrenten eller lønnen i en eller anden særlig industri, men i al almindelighed ud over hele samfundet, og vi vil undersøge, hvordan jordrenten og lønnen under skiftende tilstande varierer i forhold til hinanden.

Nu er det indlysende, at hvis man forøger den andel, som jordejeren som jordrente tager ud af den formue, der er til fordeling, så må den andel, der går til løn, som følge heraf blive tilsvarende formindsket. Hvis jordrenten således forøges fra 30% til 40% af den formue, der er disponibel for jordrente og løn, så må den andel, der går til løn, formindskes fra 70% til 60 %. Hvis det derfor bliver opklaret, hvor stor den andel af den disponible formue, der går til jordrente, er, og hvordan den varierer, så bliver den andel, der går til løn, automatisk bestemt samtidig. Dette synes at være tilstrækkeligt indlysende; men det er en anden ejendommelighed ved de teorier, der almindeligvis fremsættes om disse emner, at de ikke er i overensstemmelse med en sådan sammentælling. Ved den allerførste prøve på enhver teori, der forsøger at forklare fordelingen af formue, må det undersøges, om forklaringerne på jordrente og løn harmonerer med hinanden. De skal give et resultat, som kan udtrykkes i en simpel ligning, som siger, at den formue, der står til rådighed for fordeling i jordrente og løn, er lig med jordrente plus løn.

Naturloven om jordrente.

Ved ordet “jordrente” menes den formue, som en mand får på grund af sit herredømme over jord. Det er derfor klart, at jordrente ikke kan opstå, medmindre herredømmet over jord i sig selv sætter en mand i stand til at få en del af den producerede formue. Hvis der kun var et menneske, ville dette være umuligt. En mand alene kunne ikke få nogen som helst formue på grund af herredømmet over jord. Den eneste måde, han kunne leve på, ville være ved at arbejde, og alt, hvad han opnåede, ville være frugten af sit eget arbejde. Der kan derfor ikke være nogen jordrente, før der er et samfund.

På den anden side, selv hvor der findes flere mennesker, der lever og arbejder sammen, følger det ikke nødvendigvis deraf, at ejendomsret til jord sætter nogen af dem i stand til at få en andel af den producerede formue. Hvis man uden vederlag kan få jord, der er lige så god som den, nogen som helst anden besidder, så vil ingen kunne få fordel frem for de andre ved herredømme over jord. Under sådanne forhold ville der, uanset hvor stor jordens produktionsevne er, ikke være nogen jordrente. Det er derfor klart, at jordrenten ikke fremkommer på grund af jordens produktionsevne.

Når al den mest produktive jord imidlertid er taget, og der kun er fri adgang til mindre produktiv jord, opstår der nye betingelser. En nyankommende, der under disse forhold bosætter sig på den bedste frie jord, vil være ugunstigt stillet i forhold til dem, der har den bedre jord. Hans arbejde vil give ham et mindre udbytte end det udbytte, som de, der har de bedre jordstykker, får af deres arbejde. Den fordel, som de har frem for ham, har de simpelt hen, fordi de besidder den bedre jord. Denne fordel vil være en gevinst, som de får, fordi de har herredømme over jord, og den vil være jordrente.

I den tid koloniseringen af Amerika begyndte, var der intet, som hurtigere fik flokke af mænd til at drage ind i det nye og ukortlagte land end rygtet om, at der kunne findes guld der. For at finde dette tillokkende metal ville den første guldsøger naturligvis søge de aflejringer, hvor der var de største mængder af guld, og hvor det var lettest at udvinde. Andre ville gøre det sauime, indtil alle de bedste aflejringer var taget og blev udnyttet. De, der kom senere, måtte være tilfredse med mindre indbringende aflejringer. Under disse omstændigheder ville besidderen af en grubelod, hvor chancen for gevinst var stor, ikke uden videre give plads til en mand, som var besidder af en grubelod, hvor chancen for gevinst var mindre, undtagen han fik noget til gengæld. Han ville forvente at få en andel i udbyttet for at overdrage besiddelsen af jorden – han ville forvente at få jordrenten. Den senere ankomne ville måske være, og var i virkeligheden ofte, meget glad for at indtræde i sådan et arrangement, men der ville være en grænse for, hvor langt han ville gå. Hvis den sum, der blev forlangt i jordrente, var så stor, at den ville gøre den sum, der blev ladt tilbage til ham, mindre end hvad han kunne opnå på et frit tilgængeligt jordstykke, er det indlysende, at han ikke ville betale den. Jordrenten ville derfor blive begrænset til forskellen mellem produktionsudbyttet, der kan opnås på den gamle grubelod, og produktionsudbyttet, der kan opnås på den bedste grubelod, som kan erhverves uden betaling.

Sagt på en anden måde: Guldsøgeren, der arbejdede på den bedre jord, ville have en fordel frem for dem på den dårligere jord, en fordel som på ingen måde skyldtes hans dygtighed eller arbejde. Hvis han af en eller anden grund blev nødt til at flytte til fri jord, ville han blive fattigere end før. Kort sagt, forskellen mellem den formue, som han erhvervede sig på sin egen grubelod, og den, som han kunne have erhvervet sig på det bedste jordstykke, der kunne fås uden betaling, ville være jordrente, og resten ville være løn.

Så snart et samfund vokser så meget, at det optager al den bedste jord, der er disponibel, og begynder at brede sig til ringere jord, vil en del af den på den bedre jord producerede formue derfor blive jordrente. Jo ringere jorden er, hvor samfundet breder sig, des større vil jordrenten, som er en del af den på bedre jord producerede formue, blive forholdsmæssigt, og som følge heraf, des mindre vil den del, der er løn, blive forholdsmæssigt.

Det betyder ikke, at den mængde formue, der går til arbejderen, nødvendigvis bliver mindre. Det er en almindelig iagttagelse, at efterhånden som samfundet vokser, sker der en væsentlig stigning i mængden af den producerede formue pr. indbygger, både på den bedste jord og på den ringeste. Resultatet er, at selv efter at den forholdsmæssigt stigende andel, der går til jordrente, er trukket fra den producerede formue, behøver den mængde formue, der er tilbage til løn, ikke at blive formindsket, skønt denne andel falder forholdsmæssigt.

Så vidt er disse kendsgerninger klare – hvor der ikke er et samfund, kan der ikke være nogen jordrente; selv om der er et samfund, vil der ikke være nogen jordrente, hvis der uden betaling kan fås jord, som er lige så god som al anden jord. Kun når al den bedste jord er optaget, og mennesker må arbejde på ringere jord, opstår der jordrente. Jordrentens størrelse vil variere fra jordstykke til jordstykke i overensstemmelse med den fordel, som ejeren får for sit vedkommende; men på hvert jordstykke vil jordrenten blive forskellen mellem formuen, der er produceret på jordstykket ved arbejde, og hvad dette arbejde kunne producere på den bedste jord, der er fri og kan tages i brug uden nogen som helst betaling.

På dette sted vil det være nyttigt at sammenfatte, hvad der indtil nu er blevet behandlet, til klare og simple videnskabelige udtryk, således at man vil kunne se, hvad der sker med lønnen, efterhånden som den del af formuen, der tages som jordrente, forøges forholdsmæssigt, og hvad resultatet bliver, når al brugbar jord i et samfund bliver afspærret.

Kemikeren har en stor fordel frem for økonomen ved behandlingen at sit emne, for han kan meget ofte tage genstanden for sine studier ind i et laboratorium og iagttage og måle dens reaktioner under særlige forhold ved at frembringe en kunstig tilstand, som alle andre påvirkninger er lukket ude fra. Dette kan økonomen ikke gøre. Det er imidlertid muligt at frembringe laboratorietilstande i fantasien og ved omhyggelig iagttagelse og tænkning at skelne disse tilstandes virkninger på emnet for undersøgelserne.

Når en videnskabsmand ønsker at måle forholdet mellem en luftarts rumfang og tryk, frembringer han en kunstig tilstand, hvor temperaturen af luftarten holdes konstant. Hvis han ikke gjorde det, ville variationer i rumfanget blive påvirket af både temperatur og tryk, og det ville være umuligt for ham ved sine iagttagelser at fastslå med sikkerhed hvor meget af ændringen i rumfanget, der blev frembragt af temperaturen og hvor meget af trykket. I vort tilfælde er formålet at bestemme forholdet mellem formuen, der produceres på et stykke jord, og jorden selv, idet vi iagttager, hvordan formuen, der produceres, ændrer sig, når kvaliteten af jorden ændres. For at gøre dette er det nødvendigt, at mængden og kvaliteten af arbejdet, der bruges i hvert tilfælde, er konstant.

For bedre at kunne belyse forholdene kan vi forestille os en ø, som er rig på naturlige ressourcer. Vi kan derpå forestille os, at der kommer mænd til øen og bosætter sig, den ene efter den anden, og vi kan tænke os, at hver mand udfører og bruger en nøjagtig lige stor mængde af arbejde. Til hjælp ved undersøgelserne af, hvad der må ske under sådanne forhold, vil der blive brugt diagrammer. Øen vil blive fremstillet ved en lige linje, der er afgrænset med bølgelinjer, som forestiller havet, som vist nedenfor:

 

Den første nybygger, som kaldes “A”, kommer til øen og søger efter den bedste jord. For bekvemmelighedens skyld lad os antage, at det bedste jordstykke ligger på venstre side af øen. Efter at han har anvendt sin konstante mængde af arbejde, vil han have produceret en formue, som kan repræsenteres ved en søjle, der måler 100, se diagrammet nedenfor.

 

Den første nybygger bosætter sig på den bedste jord og producerer en formue på 100.

Eftersom “A” er den eneste beboer, vil, som forklaret tidligere, intet af den producerede formue være jordrente. Den må derfor være løn og er i diagrammet mærket LØN.

Derpå kommer den anden nybygger “B”. Han finder, at den bedste jord er taget af “A”, og han tvinges derfor til at finde det næstbedste jordstykke. Efter at han har anvendt den samme mængde arbejde som sin nabo, må den formue, han derved har produceret, være mindre end den, der blev produceret af “A”. Den er repræsenteret i det næste diagram ved en lavere søjle mærket 90.

Intet af den af “B” producerede formue vil være jordrente, den vil helt ud være løn. Som det ses, er “B”s udbytte 10 mindre end “A”s, selvom “A” og “B”, som forudsat i undersøgelsen her, anvender den samme mængde af arbejde. Denne forskel opstår på grund af, at “B” besidder dårligere jord. Hvis “A” byttede plads med “B”, ville han få 90 og “B” 100, og det er derfor klart, at han får de ekstra 10 på grund af, at han har herredømme over jord. Dette forhold er fremstillet i det næste diagram ved at vise lønnen på begge jordstykker som 90 og jordrenten på “A”s jordstykke som 10.

Når den næste nybygger “C” ankommer og søger efter jord til at arbejde på, må han være tilfreds med at få endnu ringere jord. Under disse forhold må hans arbejdsudbytte blive mindre end “A”s og “B”s, selvom hans indsats er den samme som deres. Hans arbejdsudbytte angives i næste diagram ved tallet 80. I dette tilfælde vil overskuddet på 10 til “B” og overskuddet på 20 til “A” ud over, hvad “C” opnår, fremkomme på grund af den kendsgerning, at “A” og “B” har herredømme over bedre jord, og overskuddet vil derfor være jordrente. Disse nye tilstande er vist i nedenstående diagram.

Kort sagt, jordrenten på jordstykkerne “A” og “B” er lig med forskellen mellem produktet af arbejdet på det pågældende jordstykke og produktet af den samme mængde af arbejde på jordstykket “C”. I hvert af tilfældene er de tilbageværende 80 løn. En simpel betragtning vil vise, at det forholder sig sådan.

Lad os nu antage, at der kommer en mand “D” til øen, og lad os antage, at “A” siger til ham: “Kom og arbejd for mig på min jord.” Det ville være meget naturligt for “D” at spørge: “Hvor meget vil du betale mig for det?” Hvis vi nu antager, at “D” ved at arbejde for sig selv på den bedste frie jord kunne producere en formue repræsenteret ved 70, er det klart, at han ikke ville arbejde for “A”, medmindre “A” tilbød ham mindst 70. Det ville betyde, at lønniveauet i det lille samfund ville være baseret på 70. Med andre ord, lønnen, som en mand kan forlange under sådanne forhold, er den han kunne opnå ved at arbejde for sig selv på den bedste jord, der frit kan fås til brug. Ledig jord, som frit kan tages i brug, giver “D” en stærk forhandlingsposition over for enhver, som ønsker at beskæftige ham. Alt hvad en jordejer kan få, er det der bliver tilbage, når lønnen er betalt. Dette kan fremstilles i diagram på følgende måde:Det ses altså, at den andel af formuen, der på den ene side går til jordrente, og på den anden side går til løn, bestemmes af den mængde af formue, som arbejde kan producere på den bedste jord, der kan fås til brug uden betaling. Efterhånden som folketallet stiger, og produktionen udvides til ringere jord, vil den andel af formuen, der går til jordrente på den bedre jord, forøges forholdsmæssigt, og som følge heraf vil den andel, der går til løn, formindskes forholdsmæssigt. Som det er blevet anført tidligere, betyder dette ikke nødvendigvis, at mængden af formue, der går til løn, bliver formindsket. I de anvendte tankeeksperimenter blev det forudsat, at alle mænd, som kom til øen og fik jord at arbejde på, anvendte samme arbejdsmængder. I virkeligheden kommer der med det stigende folketal et nyt moment ind i billedet, som vil blive diskuteret i næste kapitel. Samtidig med at samfundet vokser, stiger arbejdets produktivitet meget stærkt, og det kan udmærket godt udvikle sig sådan, at den mængde formue, der produceres på den ringere jord, bliver større end den, der produceredes, da samfundet var mindre, og det anvendte jordområde var mindre. Enten det nu går sådan eller ej, så vil den andel af formuen, der går til jordrente på de bedre jordstykker, imidlertid stadig forøges forholdsmæssigt, efterhånden som befolkningen spredes ud til ringere jord•

Den bedste frie jord, som kan fås uden betaling, betegnes af økonomer som produktionsgrænsen, eller somme tider som dyrkningsgrænsen. Det er på mange måder et uheldigt udtryk, da det antyder gold og ufrugtbar jord, mens dyrkningsgrænsen i virkeligheden er den bedste jord, der kan fås for intet. Man kan derfor sige, at jordrenten bestemmes af det overskud, der kan opnås i arbejdsudbyttet på et hvilket som helst jordstykke, ud over hvad der kan opnås ved anvendelse af samme arbejde og kapital på produktionsgrænsen.

Indtil dette sted i bogen har det i alle tankeeksperimenterne været antaget, at der er mere end nok af god jord, der kan fås frit uden betaling, hvilket giver arbejderen en anden mulighed end den at søge arbejde hos en mester. Det er indlysende, at det er til arbejderens meget store fordel, for det fastsætter en minimumsløn, under hvilken arbejderen vil afslå at arbejde for en anden. Men denne anden mulige indtægtskilde fastsætter ikke blot et minimum for den andel af den producerede formue, som arbejdet får; den fastsætter også et maksimum for den andel af formue, som kan fås i jordrente.

Det kan sammenfattes på følgende måde:

Hvor jorden er fri, bestemmes jordrenten ved forskellen mellem udbyttet af arbejdet på den pågældende jord og udbyttet af det samme arbejde på den bedste jord, der kan fås til brug uden betaling.

Hvor al jord er afspærret, opstår der imidlertid en helt anden situation. Det er en sørgelig kendsgerning, at der i enhver civilisations udvikling nås et punkt, hvor et antal mennesker trækker sig tilbage fra aktivt arbejde i produktionen af formue for at leve af deres jordrente. For sådanne mennesker, som har rigeligt med fritid, vil det ikke være unaturligt at interessere sig for at lede andre, der for deres vedkommende alt for ofte er tilfredse med at lade dem, der har god tid, tage sig af denne besværlige sag. Når dette sker, vil de fås autoritet og magt uundgåeligt blive brugt til at afspærre jord og tage mere og mere af den ind, indtil al jord er kommet under deres herredømme. Mange stærke og indflydelsesrige kræfter arbejder i den retning, når civilisationen har nået et bestemt punkt, men undersøgelsen her befatter sig på nuværende trin ikke med denne sag. Det er tilstrækkeligt at bemærke, at det sker, og at se, hvilke konsekvenser det medfører.

Vi vender nu tilbage til diagrammet og antager, at “A” og “B” afspærrer al jord, og at “C”, “D” og “E” sættes udenfor. De nye tilstande er vist i nedenstående diagram.Hvis “A” under disse forhold spørger “C”, “D” og “E”, om en af dem vil komme og arbejde for ham på hans jord, vil spørgsmålet om løn fremkomme. Det er interessant at lægge mærke til, at det ikke vil være “C”, “D” eller “E”, der spørger: “Hvor meget vil du betale mig?”, men det vil være “A”, som spørger hver af dem efter tur: “Hvor meget ønsker du?”. Det antages, som det er gjort tidligere, at hver af dem arbejder med samme dygtighed og fagkundskab, og derfor vil den få arbejdet, som forlanger mindst i løn. Lønnen vil altså i dette tilfælde blive bestemt af det mindste en mand, ud af flere med samme dygtighed, vil forlange for det. Det er velkendt, at under sådanne betingelser må lønnen blive meget lav. Mændene har ikke længere en anden mulighed for at kunne skaffe sig beskæftigelse, men må søge arbejde hos en mester. Hver mand, der besvarer spørgsmålet: “Hvor meget ønsker du?” vil vide, at hvis han forlanger for meget, vil han ikke få arbejdet. Han vil instinktmæssigt nedskrive sin egen værdi. Den, som nedskriver værdien mest, vil få arbejdet, og han vil bestemme lønniveauet. Denne nye tilstand er vist i nedenstående diagram, hvor lønniveauet er angivet ved en lønlinje på 20.

Alt det, der bliver tilbage ud over lønnen, dvs. 80 på “A”s jordstykke og 70 på “B”s, vil være jordrente. Der vil imidlertid være en grænse, som jordrenten ikke kan overskride. Denne vil være bestemt af det lønniveau, under hvilket arbejderne ikke vil arbejde. Dette vil variere efter forholdene. Hvis konkurrencen mellem mænd for at få arbejde vokser stærkt, vil lønniveauet falde.

Tradition og uddannelse vil ligeledes påvirke forholdene. I lande, hvor levestandarden længe har været lav, og hvor folk er uvidende, vil lønniveauet blive meget lavt. Hvor tradition og uddannelse er af højere kvalitet, vil mennesker nægte at arbejde for så lidt. Hvordan forholdene nu end kan være, så vil den mindste løn, som arbejderne vil acceptere, imidlertid bestemme det højeste punkt, hvortil jordrenten kan stige.

Kort sagt:

Hvor al jord er afspærret bestemmes jordrenten af forskellen mellem mængden af den på den pågældende jord producerede formue og den mindste andel af formuen, som arbejderne vil acceptere som løn.

Naturloven for løn.

Da vi fandt frem til naturloven for jordrente, fandt vi samtidig naturloven for løn. Hvor jorden er fri, bestemmes lønnen af, hvad en mand kan opnå ved at arbejde for sig selv på den bedste jord, der frit kan fås til brug. Det betyder ikke, at lønnen bestemmes af, hvad en mand, der arbejder alene uden kapitalressourcer i et moderne samfund, kan opnå. Lønnen bliver bestemt af, hvad en mand kunne tjene i en fuldt udrustet industri, enten alene eller i samarbejde med sine arbejdskammerater i overensstemmelse med, hvad industrien kræver. Der er ingen tvivl om, at i et frit samfund, hvor loven ikke forbød det, kunne en mand, som ønskede at gøre det, fremskaffe den kapital, han behøvede til sin industri, ved at betale renter, og lønnen han ville opnå på fri jord, ville blive hele produktet af hans virksomhed, ud af hvilket han selvfølgelig skulle betale renterne. I et samfund, hvor gode naturressourcer står frit til rådighed for arbejdet, må produktionsresultatet af menneskers arbejde på den frie jord blive godt, og lønnen må blive høj. Som det allerede er blevet anført, ville det under sådanne forhold ikke vare længe, før arbejderen erhvervede sin egen kapital og ikke var tvunget til at låne.

Hvor al jord er afspærret af nogle få mennesker af samfundet, bestemmes lønnen af det mindste en arbejdsløs mand vil acceptere at arbejde for. Hvor arbejdsløsheden stiger voldsomt, som under industrielle kriser, vil konkurrencen om at få arbejde forstærkes, og lønnen falde. I opgangstider, hvor industrien trækker folk til sig igen, vil konkurrencen om at få arbejde blive mindre hård, og lønnen stige; men da det for en mand, der ikke har andet end sit arbejde, er livsvigtigt at få beskæftigelse hos andre, så vil lønnen, hvor al jord er afspærret, svinge op og ned omkring et meget lavt niveau. Lønnen kan dog, naturligvis, ikke falde under det minimumsudbytte, som et menneske vil acceptere at leve for, og hvad mennesker vil acceptere som et minimumsudbytte varierer i forskellige lande alt efter traditionerne og folkets oplysning, og vil endvidere være forskelligt for forskellige generationer svarende til tidens levevis og uddannelse.

Tilbage til vores eksempel med guldsøgeren; så længe der findes gode aflejringer, som frit kan udnyttes af en nyankommet, vil han ikke acceptere at arbejde for en mester for en løn, der er mindre, end hvad han kan tjene ved at udnytte en af de frie aflejringer. Hvis han er en erfaren og dygtig arbejder, vil han opnå mere, end hvis han var mindre dygtig, og han vil være i stand til at forlange en højere løn hos en arbejdsgiver. Men hvor nogle få mænd afmærker alle guldaflejringerne med pæle og gør krav på dem som deres ejendom, vil en nyankommen ikke kunne finde et sted, hvor han kan arbejde, hvis han ikke får tilladelse til det af ejerne. Han må enten acceptere deres betingelser eller rejse tilbage til civilisationen. Under sådanne forhold, som virkelig forekom i gulddistrikterne, vil han blive tvunget til at arbejde for en meget ringe løn, og hele udbyttet af hans arbejde ud over denne usle løn vil gå til ejerne af guldaflejringerne. Ved afspærring af jorden drives lønnen altså ned, og jordrenten stiger med det, som arbejdet taber. Arbejderen vil ikke have midler, som sætter ham i stand til at opspare kapital, og denne vil blive leveret af ejerne på betingelser. Ejerne vil blive jordejere og pengeudlånere og vil opsluge både jordrente og renter, men magten, som sætter dem i stand til at opnå og fastholde denne stilling, er deres herredømme over jorden.

Løn og kapital.

Før formue kan bruges til at producere mere formue, eller med andre ord, før formue kan bruges som kapital, skal den produceres. Dertil kommer, at der altid vil være nogen, der har krav på den, da den jo er et produkt af menneskelig foretagsomhed, af arbejde anvendt på jord for at tilfredsstille menneskelige ønsker. De primære krav bliver stillet af jordejere og arbejdere. Men mennesker vil kun bruge kapital som arbejdere, i arbejdet med at producere formue. I et samfund, hvor lønnen udgør en så forholdsvis lille del af den producerede formue, at arbejderne ikke får mere i løn, end nok til at opretholde den minimum levestandard, de kræver, vil arbejderne sjældent være villige til at levere deres egen kapital, selvom de var i stand til det.

For at arbejdet skal være effektivt må arbejderne imidlertid forsynes med egnede bygninger, redskaber og lagre. For at opfylde deres egne minimumskrav om lønnen kan det i virkeligheden være nødvendigt for dem at anvende en betydelig mængde kapital.

Hvor al jord er afspærret, og lønnen ikke bestemmes af, hvad en mand kunne tjene som sin egen mester på god produktiv jord, men af det mindste beløb, han er villig til at acceptere, må lønnen falde til det lave niveau, hvor de fleste mennesker ikke vil levere deres egen kapital. Under disse forhold må menneskene enten arbejde med de allersimpleste redskaber og kun tjene lidt, målt som formue, eller en anden må levere kapitalen. Kort sagt, hvis kapitalen ikke tages primært fra lønnen, så kan den kun tages primært fra jordrenten.

Mens mennesker i almindelighed vil være glade for at erhverve sig bygninger, redskaber og lagre for at lette og forbedre deres eget arbejde, hvis de har råd til det, vil de som regel ikke være tilbøjelige til at forsyne andre med det. Faktisk ville de næppe vide noget om, hvilken kapital der krævedes til den anden mands virksomhed. Hvor al jord er afspærret, opstår derfor en situation, hvor de fleste af samfundets medlemmer, der er afhængige af deres arbejde for at kunne leve, ikke har midler til at skaffe sig mere end de simpleste og billigste redskaber til deres arbejde; denne situation varer lige så længe den del af arbejdsudbyttet, der overstiger arbejdernes minimumskrav for opretholdelse af livet, betales som jordrente til jordejeren; jordejeren har i de fleste tilfælde hverken ønske om eller interesse i at levere redskaberne. Denne situation kan resultere i en samfundstilstand, hvor industrien med stort besvær opretholdes på et lavt produktionsniveau ved hårdt slid for arbejderne, som kun får ringe hjælp i form af tekniske hjælpemidler. På den anden side giver denne tilstand en gunstig lejlighed for pengeudlåneren og den forvovne og impulsive industriherre. Hvis en mand ikke kan levere sin egen kapital ud af sin egen formue, må han låne en fordring på formue for at erhverve kapitalen. Hvis han er villig til at betale renter og kan vinde tillid hos ejeren af fordringen på formue, lykkes det ham sandsynligvis at opnå et lån. Arbejderne vil imidlertid ikke betale renter ud af deres løn på grund af de samme forhold som dem, der almindeligvis hindrer dem i at skaffe sig deres kapital, og hvor renten ikke tages primært fra lønnen, må den tages primært fra jordrenten. Det er klart, at hvor arbejderne er fuldt udstyret med kapital, vil – alt andet lige – deres virksomhed blive mere produktiv, end hvor udstyret er dårligere. Resultatet bliver, at selvom noget af jordrenten skal betales i renter for lån, der er optaget for at udstyre en virksomhed, kan jordejeren stadig modtage mere i jordrente, end han kunne “fra en dårligt udstyret forpagter eller lejer. I den situation, hvor der skal lånes fordringer på formue for at skaffe fuldt ud moderne udstyr, får jordejeren der ikke selv bruger jorden, men bortforpagter eller udlejer den til en anden, den fulde jordrente minus den del, der skal betales i renter for at erhverve kapitalen. Hvis han kræver mere, vil der ske det, at enten vil virksomheden ikke blive sat i gang, eller den vil meget snart gå fallit.

Denne begrænsning af størrelsen af jordrenten, som en jordejer kan få, når han bortforpagter eller udlejer jorden til brug for en industri, er den kendsgerning, som har forledt økonomer til at tale om en tredje kanal for fordeling af formue foruden jordrente og løn, og til at kalde den “rente af kapital”. Som det er vist tidligere, opstår denne fejltagelse ved, at magten, som sætter en ejer af formue i stand til at kræve renter fra en låntager, bliver sammenblandet med den anvendelse af lånet, som kun gælder for nogle lån – anskaffelsen af kapital. For eksempel: Begrænsningen af størrelsen af jordrenten, der kan fås ved bortforpagtning eller udlejning, sætter en tilsvarende grænse for salgsprisen for jord; de, der ønsker at starte en virksomhed, kunne derfor tænkes foruden at låne pengemidler til at udstyre virksomheden for, også at låne pengemidler til at købe jordejeren ud og på denne måde selv få hele jordrenten. Det er tydeligt, at i dette tilfælde tages renten fra jordrenten, og den kan ikke være en særskilt fordelingskanal.

Selvom den jordrente, der kan fås ved bortforpagtning eller udlejning, således vil være meget nær den fulde jordrente, vil jordejernes krav presse jordrenten op mod dens maksimum. Mennesker må have adgang til jord for at kunne leve. Hvor al jord afspærres, vil der opstå kamp for at få adgang til jord, og i denne kamp vil den højestbydende sejre. Den fuldt udstyrede virksomhed vil i almindelighed være i en position, hvor den kan overbyde de andre, så jordrenten, som en jordejer kan få ved bortforpagtning eller udleje, vil tendere imod den jordrente, der kan betales af en fuldt udstyret forpagter eller lejer. Med andre ord, for at kunne yde den krævede jordrente og derved få adgang til jord vil arbejderne behøve at blive fuldt udrustede med kapital, og denne udrustning vil variere mere med deres købekraft end med deres dygtighed og foretagsomhed. Desuden vil de virksomheder, der ved deres start har tilstrækkelige pengemidler til at købe jordejeren ud, senere have fordel af enhver stigning i jordrenten ud over, hvad der skal betales i renter, og de vil på den måde blive forsynet med pengemidler til yderligere udvidelser, som ikke vil være til rådighed for forpagtere og lejere, som har kontrakter på korte åremål.

Forhandlinger om lån og jordkøb kræver dygtighed og talent af en særlig slags, som kun visse mennesker er udstyret med. De egenskaber, der kræves, er: Evne til at forstå regnskaber, jura og anliggender vedrørende fast ejendom; talent for at opnå andres tillid og talent for at kunne overtale dem til at skille sig af med penge; sans for den forretningsmæssige værdi af andre menneskers arbejde og dygtighed; evne til at udvælge medhjælpere og få dem til at yde deres bedste. Et menneske, som er begavet med disse egenskaber, har muligheder for at fremskaffe lån, beskæftige arbejdere og udruste virksomheder, og hvis han er heldig med sine foretagender, kan han måske flerdoble sine lån og antallet af sine funktionærer og på den måde få stor magt. Sådanne egenskaber ville være værdifulde i ethvert samfund, men i et samfund som det, der her omtales, får de en betydning, som er alt for stor i forhold til betydningen af andre egenskaber.

Uanset hvor dygtige og samvittighedsfulde andre mennesker kan være, så vil de, hvis deres levevej kræver dyrt udstyr og de ikke har magt over den formue, der skal til for at fremskaffe det, være nødt til at arbejde som funktionærer. Det er deres talent og viden, som vil blive anvendt af finansmanden til at styre og opretholde industrien under hans herredømme. Han begynder måske som bankier, overtager ledelsen af et stort elektroteknisk firma, går videre og bliver leder af en kæmpestor stålindustri, mens de virkelige bankiers, elektrikere og metalarbejdere arbejder for ham. De har så sandelig ikke meget at vælge imellem.

De mænd, der påtager sig at sætte pengemidler og arbejde sammen, behøver fantasi og mod og må være i stand til at yde hårdt arbejde, men ikke mere end hvad der kræves i mange andre beskæftigelser for faglærte. I sammenligning med de få, som har held med sig, er der mange, der går fallit; men på grund af deres betydning i et samfund, hvor de, der har fantasi, dygtighed og mod, ofte ikke har midler til at udstyre sig selv til deres særlige arbejde, vil de, der har held med sig, blive betalt som heldige filmstjerner. Deres betydning har ført til, at økonomer hædrer dem med den specielle titel “driftsherre” (som et vittigt hoved definerede som en person, der risikerer en mands penge for at udnytte en anden mands arbejde) og benævner deres vederlag som “løn for ledelse”. Deres funktion fremhæver imidlertid naturen af de vilkår, som giver dem deres høje rang. Deres opgave er at bringe arbejderne sammen med de pengemidler, som kræves for at udstyre arbejderne, en funktion der naturligvis ville være unødvendig, hvis lønnen var tilstrækkelig til at give arbejderne herredømmet over den formue, som kræves til deres udstyr. I et samfund, hvor lønnen trykkes ned til det mindste, arbejderne er villige til at acceptere, men hvor arbejderne ikke er tilfredse med at arbejde med primitive og forældede redskaber, der må finansmanden nødvendigvis indtage en betydningsfuld stilling, og hans ideer og levevis vil påvirke samfundslivet i teori og praksis. Han vil ikke alene blive industriherre, men vil blive rådgiver for regeringer og velynder af og velgører for arkitektur, litteratur, musik, malerkunst og billedkunst.

Denne samfundstilstand vil imidlertid være sekundær og fremkomme af dybere årsager. Selvom gælden binder en stor del af samfundet til pengeudlånerne, vil den være et skrøbeligt bånd. De, der udlåner deres fordringer på formue, vil søge at sikre sig imod, at skyldneren svigter sit løfte om at betale tilbage. Der vil blive brugt mange anordninger: Den fingerede leje under det såkaldte afbetalingssystem, lån mod pant, lån med tilbageholdelsesret, prioritetslån og statsgaranterede lån. Af alle disse anordninger vil de sikreste være dem, der sætter kreditoren i stand til, hvis debitoren svigter, at tage jorden og opkræve jordrenten direkte til sig selv, som det er tilfældet, hvor der er udstedt pantebreve og gældsbreve, eller hvor der er givet statsgarantier, som understøttes af skatter (“guldrandede værdipapirer”). Sikring ved hjælp af formuegenstande kan aldrig blive lige så god. Jord vedvarer at bestå, og så længe som menneskeheden overlever, vil det være nødvendigt for mennesker at have adgang til jord. Formue forfalder og kræver arbejde for at blive vedligeholdt og erstattet.

Rente er resultatet af afhængighed, som er frembragt af fattigdom. Udstrækningen af “afbetalingssystemet” og væksten af byggeforeninger er klare beviser på denne afhængighed. Næsten alle store industriforetagender er i stor gæld. Regnskabsførere, som er praktiske folk og kun interesserer sig lidt for økonomiske teorier, undtagen når det gælder om at tage en eksamen, indfører regelmæssigt gælden i konsortiets bøger, der viser, hvor meget konsortiet skylder aktionærerne, obligationsejerne og lignende. De kalder denne gæld for konsortiets “kapital”, og således fuldender dette misbrugte ord kredsen fra at betyde hovedet af kvæget, som en mand ejede, til at betyde gælden af et forretningsforetagende.

Det er kun ved at holde de elementære kendsgerninger om økonomi klare i tankerne, at en klar kurs kan styres igennem den forvirring, som de økonomiske tanker er kommet i. Ethvert samfund, der nogensinde har eksisteret, har været baseret på jord og har været afhængig af arbejde styret af menneskelige ønsker. De primære krav på al formue produceret i samfundet har været jordrente og løn. Alle andre kraver sekundære. Eftersom en mand ikke kan leve uden formue, så vil han, hvis hans krav på formue er så små, at han ikke kan klare sig uden at låne, alligevel forsøge at låne, selvom det sætter ham i en afhængig position. Hvordan kravene på formue fordeles, hvorvidt de afføder uafhængighed eller fremmer afhængighed, vil blive bestemt af samfundets struktur.

Rente

Dette er ikke stedet for en fuldstændig diskussion om rente, da mange emner må diskuteres, før ordet rente kan forstås helt ud. Når man tager hensyn til rentens betydning, kan visse generelle iagttagelser imidlertid være til hjælp på dette sted.

Før herredømmet over formue kan sætte en mand i stand til at opkræve en fordring på formue fra en anden mand til gengæld for et lån, må der være andre, som gerne ville betale ham for at bruge det. så længe der er mænd, som er villige til at låne, vil det meste, der kan tages i rente, være det, som låntagere højst vil betale. Det mindste vil blive det, som långiverne mindst vil nøjes med. Mellem disse to punkter, det højeste og det laveste, vil långiveren søge at få så meget som muligt, og låntageren vil søge at betale så lidt som muligt.

Antag nu, at det mindste, mennesker i almindelighed er villige til at udlåne for, er repræsenteret ved tallet 2, og at renten, der i virkeligheden betales, falder til l, så vil mennesker i almindelighed ikke være villige til at give lån, og resultatet må blive, at renten igen vil stige til 2. På den anden side, skulle renten stige til 3, så ville udlån af fordringer på formue straks blive betragtet som en meget indbringende forretning, og mængden, som långivere vil søge at investere, vil hurtigt stige og vil blive ved med at stige, indtil renten igen falder til 2. Med andre ord, mængden af formue, der går til rente, vil altid tendere imod at blive det mindste, mennesker er villige til at give lån for.

Den forøgelse i produktiviteten eller den lettelse i arbejdet, som mennesker forventer at opnå ved at bruge kapital, opmuntrer dem til at erhverve sig kapital. Hvis de er nødt til at låne for at erhverve den, vil de stille den rente, der skal betales for lånet, op mod den forventede fordel ved at bruge kapitalen. Enhver opadgående tendens for renten må påvirke dem til at afholde sig fra at låne. på den ene side vil de samme forhold, som i almindelighed tvinger mennesker til at låne for at erhverve sig kapital i meget høj grad forøge den mængde af formue, som ejerne søger at udlåne. Hvor al jord er afspærret, vil ikke alene lønnen have tendens til at blive det mindste, som arbejderne vil acceptere, men overskuddet af formue ud over lønnen vil have tendens til at falde i hænderne på nogle få. Disse rige personer og konsortier, som udøver dette herredømme, vil være ivrige efter at udlåne deres overskud af pengemidler. Desuden vil fattigdommen, som ledsager de lave lønninger, og frygten, den fremavler, få lønarbejderne til at skrabe sammen og spare op for at sikre sig mod ulykker og gemme hen til alderdommen, og de vil kun være glade for at udlåne deres små opsparinger for at få dem forøget med renter. Disse summer, som er ubetydelige i sig selv, løber op og bliver til betydelige beløb, somme tider omkring 20% af pengemidlerne, der udlånes. Altså, mens de, der er beskæftigede i industri, vil være følsomme over for stigningen i renten, vil de, der ønsker at udlåne, være følsomme over for variationer i mængden af lån, og begge indstillinger vil hjælpe til at holde rentesatsen nede. Der vil selvfølgelig forekomme svingninger, men den almindelige tendens vil være, at renten tenderer imod det mindste, som långiverne er villige til at acceptere.

Jordrente, Løn og Rente.

Det følgende er en sammenfatning af konklusionerne, vi er nået frem til. Hvor jorden er fri, så enhver mand, som måtte ønske det, kan erhverve et jordstykke for sig selv, der vil lønnen blive bestemt af, hvad en mand kan tjene ved at arbejde for sig selv, enten han vælger at arbejde alene eller sammen med andre, på den bedste jord, der frit kan fås til brug uden betaling af jordrente. Hvad hans virksomhed kan producere ud over dette på den bedre jord, vil være jordrente. Under sådanne forhold vil lønnen blive høj, meget mere end tilstrækkelig til at opfylde minimumskravene, sådan at arbejderne vil kunne udstyre sig selv med kapital. Som følge heraf vil der sjældent blive optaget lån. Kun hvis mennesker bliver presset til det af omstændighederne, vil de vælge at sætte sig i gæld. Helt bortset fra omkostningerne ved gælden er skyldneren aldrig helt herre i sit eget hus: Alt hvad han ejer er under gældens skygge, og det kan, hvis uheldet kommer over ham, blive taget af hans kreditorer for at dække gælden.

Hvor al jord er afspærret, vil lønnen blive reduceret til det mindste, arbejderen er villig til at acceptere. Lønnen vil under sådanne forhold ikke være tilstrækkelig til at udstyre en arbejder med mere end de allersimpleste redskaber. Det kan resultere i optagelse af lån i stor stil for at skaffe udstyret. Denne låntagning vil blive foretaget af forholdsvis få mennesker, som vil kunne skaffe sig moderne udstyr, og som vil stræbe efter at drive de uafhængige ejendomsbesiddere, der mangler kapital i deres virksomhed, ud og beskæftige arbejdere i et stadigt stigende antal. De vil imidlertid gøre dette som debitorer (skyldnere), som repræsentanter for pengeudlånerne, hvis tjenere de må være. Formuen, som stilles til rådighed af långiverne, vil for størstedelen blive taget primært fra jordrenten, og renterne for lånene vil også i almindelighed blive taget primært fra jordrenten. Resultatet bliver, at jordrenten, som tilfalder en jordejer, der ikke selv bruger jorden, vil blive reduceret med den del, der kræves for at betale renter for de lån, som er optaget for at udstyre forpagterens eller lejerens virksomhed. Den almindelige kamp om at få adgang til jord vil imidlertid sætte jordejeren i stand til at forøge sine krav, så han kan få den del af jordrenten, som tages til at betale renter med, nedsat til det mindste långiverne vil acceptere. Endvidere vil dette nedadgående tryk blive assisteret af folks ivrige ønske om at udlåne for at kunne forøge deres fordringer på formue med renter. Renterne vil ikke altid blive taget primært fra jordrenten. De vil blive taget fra de fordringer på formue, som skyldneren ejer. Hvor lønnen imidlertid er meget lav, er det indlysende, at der ikke vil blive ret meget tilovers til renter, og det vil kun være i ringe omfang, at renter betales af individuelle arbejdere. Betalingen for hovedparten af lånene til industriformål må som følge heraf nødvendigvis tages fra jordrenten.

Som nævnt tidligere i dette kapitel blev det af hensyn til de viste eksempler antaget, at hver mand arbejdede med samme dygtighed og i samme tidsrum. Sådan forholder det sig selvfølgelig ikke i virkeligheden; hver mand er forskellig fra sin nabo, og nogen vil være mere dygtig til visse ting, og andre vil være mere dygtige til andre ting. Lønnen vil variere for forskellige typer af arbejde. r almindelighed kan man sige, at de, der har et dagligt arbejde, som kræver en mere kostbar uddannelse og større dygtighed, vil opnå en højere løn, for ellers ville det ikke være umagen værd for en mand at gennemføre en uddannelse og erhverve sig den nødvendige dygtighed.

Der er andre betingelser, som har betydning for disse variationer i lønnen, men det må her være nok at lægge mærke til, at de alle har forbindelse med den til grund liggende løn i samfundet, dvs. den løn, som de dårligst betalte arbejdere får. Hvis denne løn stiger, vil lønningerne overalt i samfundet før eller senere også stige. Hvis den falder, vil de andre følge efter.

I det moderne samfund, hvor massernes fattigdom avler uvidenhed og, alt for ofte, demoralisation, vil forskellene i dygtighed mellem mænd være meget markeret og forskellene i løn som følge heraf store. Hvis forholdene var anderledes og formue jævnt fordelt ud over samfundet, ville forskellene mellem mænds dygtighed uden tvivl ikke være store. Hvor mænd gives lige store muligheder, er der sjældent meget stor forskel på deres dygtighed. Nogle vil på visse områder være bedre end deres kammerater, men dårligere på andre områder. Der vil naturligvis være forskelle, men de vil sandsynligvis ikke være større end forskellen på mænds højde, som sjældent er mere end en tomme eller to af seks fod for den almindelige mand. r et sådant samfund ville den betydelige forskel i løn, som kendes i vor tid ikke eksistere. Nogle få ville være fremtrædende som de altid må være, men de ville være de få. Nogle få ville sakke bagud, men det aldeles overvejende flertal ville holde trit med hinanden.

Renten, som kan opnås af lån, varierer også, men det vil almindeligvis være sådan, at en forøgelse af renten skyldes en større risiko ved lånet. Hvor mennesker investerer deres pengemidler i risikable foretagender, som måske kan ende med katastrofer, forventer de et større udbytte. Renten vil blive baseret på det, der kan fås af lån, for hvilke der er stillet god sikkerhed, den rente, der kan indtjenes i en rimeligt sikker industri. Hvis den stiger, vil alle rentesatser stige; hvis den falder, vil alle rentesatser falde.

Disse variationer påvirker ikke lovene for fordelingen af formue som de er fremstillet her. Manden, som er dygtigere, producerer mere formue, og det er kun naturligt, at han skal have mere, men det betyder ikke, at han får en større andel af den samlede producerede formue. Hvor jorden er fri, vil han få så meget som han kunne få ved at arbejde for sig selv. Hvor al jord er afspærret, vil han være underkastet konkurrence i samme grad som enhver anden mand, og han vil ikke opnå mere end hvad andre lige så dygtige mænd ville være villige til at acceptere.

Kort sagt, lovene, der styrer fordelingen af formue, er:

  1. Hvor jorden er fri:
    Jordrenten bestemmes ved forskellen mellem udbyttet af arbejdet på den pågældende jord og udbyttet af det samme arbejde på den bedste jord, som kan fås til brug uden betaling.
    Lønnen bestemmes af, hvad en mand kan få ved at arbejde for sig selv på den bedste jord, som kan fås til brug uden betaling.
  1. Hvor al jord er afspærret:
    Jordrenten bestemmes af forskellen mellem det samlede udbytte af arbejdet på den pågældende jord og lønnen.
    Lønnen bestemmes af det mindste, som mænd vil acceptere for at udføre arbejdet.

I begge tilfælde, uanset om jorden er fri eller ikke, må jordrenten falde, hvis lønnen stiger i forhold til hele udbyttet. Hvis lønnen falder i forhold til udbyttet, må jordrenten stige.

Hvor al jord er afspærret, vil renten tendere imod det mindste långiveren vil acceptere, og den kan blive taget primært fra jordrenten eller lønnen; men den vil for størstepartens vedkommende blive taget primært fra jordrenten.

Indhold

1. Del – Samfundets natur.

  1. Vor tids udfordring.
  2. Produktion af formue.
  3. Er fattigdom uundgåelig?
  4. Formuefordelingen.
  5. Jordrente og løn.
  6. Teori og kendsgerning.
  7. Industrielle kriser.
  8. Tilbageblik.
  9. Naturloven om ejendomsret.
  10. Offentlige og private rettigheder og pligter.
  11. Loven for det menneskelige fremskridt.

2. Del. – Essays om samfundsøkonomi.

  1. Sekundære krav i formuefordelingen.
  2. Industriens struktur
  3. Beskatning.
  4. Rente.

3. Del. –  Flere essays om samfundsøkonomi.

  1. Produktionsomkostninger og byrder
  2. Kredit.
  3. Industriens udstyr
  4. Driftsherrens profit.
  5. Monopoler.
  6. Jordejerens krav.
  7. Skatternes virkning på jordejerens krav
  8. Beskatning af jordejerens krav
  9. Værdi og pris
  10. Samfundsøkonomiens funktion og virkefelt.
  11. Flere betragtninger over økonomiske faktorer

Vil du læse hele bogen? Bestil den på Bibliotek1 – bog @ bibliotek1.dk
Tilsendes for kr. 60,00 (incl forsendelse)

***

The School of Economic Science.

Skolen blev grundlagt i 1937 af folk, der var overbeviste om, at både tidens store depression og dens elendighed og fattigdom var unaturlige og unødvendige, at der fandtes en bedre måde for mennesker at leve på i overensstemmelse med deres egen natur, og at det i samfundslivet var Retfærdighed der var det forbillede menneskene skulle leve efter. Grundlæggerne var sikre på, at det i Storbritannien ikke var nødvendigt at gribe ind i menneskets naturlige frihed for at forbedre menneskenes levevilkår, tværtimod skulle friheden vagtsomt værnes og udvides til det økonomiske område, så briterne kunne få økonomisk frihed, ligesom de havde fået borgerlige friheder.

Skolen virker stadig og har i alle årene tilbudt undervisning i samfundsøkonomi ud fra den grundholdning, at det er naturlove, der styrer samfundslivet og den samfundsøkonomiske organisme, ligesom det er naturlove, der styrer universet.

Leon MacLaren.

“SAMFUNDETS NATUR OG ANDRE ESSAYS” blev skrevet som tekstbog for skolens studerende af Leon MacLaren, der på den tid var praktiserende overretssagfører. Han var søn af Andrew MacLaren, der i mange år var parlamentsmedlem valgt i Burslam og en stor fortaler for jordbeskatningsreformer, som dem Henry George har foreslået os.