fra Herbert Spencer: Social Statics (1862)
Kapitel IX – Retten til brugen af jorden
som citeret af Henry George i En forvirret filosof.
Udkom på dansk sent efterår 2019 –   –
(bringes med tilladelse fra Forlaget Fritanken)

Kapitel IX – Retten til brugen af jorden

§1. Vi forestiller os en race af skabninger, der alle vil forfølge deres ønskers mål i en verden, der er i stand til at tilfredsstille disse ønsker, og hvori disse skabninger er fødte lige. Heraf følger umiddelbart, at alle har lige ret til at bruge, hvad der er i denne verden; for hvis hver enkelt af dem har “frihed til at gøre alt hvad de vil, forudsat de ikke derved begrænser samme frihed for andre,” så har de alle frihed til at bruge jorden til tilfredsstillelse af deres ønsker, så længe de indrømmer alle andre den samme frihed.
Og modsætningsvis er det derfor klart, at ingen kan bruge jorden på en måde, der forhindrer, at andre kan bruge den på samme måde, for det ville give den pågældende større frihed end de øvrige, og det ville bryde loven.

§2. Ligeret tillader altså ikke privat ejendomsret til jord. For hvis en del af jordens overflade retteligt kan besiddes af et individ for hans eget brug og hans egen nydelse, som en ting han har eneret til, så må også andre dele af jordens overflade kunne holdes på den måde, og så kunne det komme til at gælde hele jordens overflade; hvorved planeten i sin helhed ville falde i private hænder. Bemærk det dilemma, dette ville føre til. Hvis hele den beboelige klode blev afspærret, og kun jordejerne havde gyldig ret til jordens overflade, ville alle andre kun kunne leve på jorden med jordejernes tilladelse og på jordejernes betingelser. Disse jordløse ville ikke have noget ståsted, ville overtræde adgangsforbud og hjemfalde til straf. Ja, hvis ingen ville tillade dem et hvilested, kunne alle jordløse efter gældende ret udvises fra planeten. Hvis ideen om, at jord kan holdes som privat ejendom, medfører, at hele kloden bliver privat domæne for nogle, mens resten kun kan udnytte deres evner – ja vitterligt kun kan eksistere – med jordejernes tilladelse; bliver det klart, at eneret til nogen del af jordens overflade gør indgreb i loven om lige frihed. Mennesker, der ikke kan leve, røre sig eller have en tilværelse uden andres tilladelse, har ikke samme frihed som andre.

§3. Går vi nu fra betragtningen af det mulige til betragtningen af det virkelige, ser vi yderligere en grund til at benægte, at privat ejendomsret til jord er retsmæssig. Det kan ikke fastholdes, at nuværende rettigheder til jordejendom er lovgyldig. Skulle nogen have sådanne tanker, lad ham da slå op i gamle skrifter. Vold, falskneri, magtbeskyttede fortrinsrettigheder, overordnet snuhed, behændighed og list er alle kilder, som privat ejensomsret til jord kan spores tilbage til. Det oprindelige skøde blev skrevet med sværdet, snarere end med pennen. Det var ikke lovkyndige, men soldater, der var formidlerne: Slag var den gangbare mønt, der blev leveret som betaling, og som segl blev blod foretrukket for voks. Kunne krav berettiges på den måde? Næppe. Og hvis de ikke kunne, hvordan er det så med de efterfølgende ejeres krav? Vil salg eller arv frembringe en ret, der ikke var der fra begyndelsen? Vil de oprindelige ejeres krav blive afvist ved retten, når det stjålne er blevet omsat? Vist ikke. Og hvis én handel ikke kan give ejendomsret, kan mange handler så gøre det? Nej. Selv om man i evighed mangfoldiggør intet, frembringer det ikke en eneste en. Også loven anerkender dette. En nulevende rettighedshaver må, hvis han kaldes frem, kunne bevise, at hans sælger eller arvelader var retmæssig ejer af det, han købte eller arvede; og en fejl i det oprindelige dokument kan omstøde hans ret, selv om den pågældende genstand har haft mange mellemliggende ejere.
“Men”, postuleres det, “tiden kan i høj grad stifte rettigheder. Ældgamle besiddelser kan tages frem som bevis for et lovligt krav. Det, der har været privat ejendom igennem meget lang tid og har været købt og solgt som sådan, må nu anses for uigenkaldeligt at være privat ejendom.” Dette postulat skal der gives samtykke til, når kravstillerne kan give det en afgørende mening; men så må de kunne svare tilfredsstillende på spørgsmål som: Hvor lang tid tager det for det, der oprindeligt var uret, at udvikle sig til ret? Med hvilken årlig rate bliver ugyldige krav gyldige? Hvis en rettighed bliver gyldig i løbet af tusinde år, hvor meget mere perfekt vil den så være efter to tusinde år? – og så fremdeles. Til afgørelse af disse spørgsmål, må der gøres en ny beregning.
Om det kan være formålstjenligt at indrømme krav af en vis karakter, er ikke vigtigt i den forbindelse. Her overvejer vi ikke et konventionelt privilegie eller et lovgivningsproblem. Vi spørger kun om, hvad kendelsen vil være, når vi forudsætter fuldkommen ligeret. Og den kendelse protesterer imod ethvert krav på privat ejendomsret til jorden, og hævder, at hele menneskehedens ret til jordens overflade stadig er gyldig, uanset alle skøder, sædvaner og love.

§4. Ikke alene er de nuværende former for jordbesiddelse af en oprindelse, der ikke kan forsvares; det er også umuligt at finde en model, hvorefter jord skulle kunne blive privat ejendom. Dyrkning bliver almindelivis anset for at stifte en lovlig ret. Den, der kræver eneret til et jordareal, han tog i besiddelse, da det var et primitivt vildnis, antages at have gjort det til sin ejendom. Men hvis hans ret anfægtes, med hvilket system af logik kan han så hævde sin ret? Lad os nu lytte til hans synspunkter:
“Hallo,” råber verdensborgeren til en nybygger, der står og ryger tobak ved døren til sit blokhus, “sig mig, med hvilken ret har du sat dig i besiddelse af de arealer, som du har ryddet og indhegnet og opført dette bjælkehus på?”
“Med hvilken ret? Jeg slog mig ned her, fordi der ikke var nogen, der havde noget imod det – og fordi jeg havde frihed til at gøre det, ligesom alle andre havde. Men da det nu er mig, der har ryddet skoven, og pløjet og tilsået jorden, er dette sted mere mit, end det er dit eller nogen andens; og det vil jeg da holde fast ved.”
“Javel, sådan siger alle. Men jeg kan nu ikke se, at du derved har bevist dit krav på jorden. Da du kom her, fandt du et stykke jord, hvor der voksede træer – sukker-ahorn, formentlig; eller voksede her præriegræs og vilde jordbær? Nok om det. Men i stedet for disse vækster gav du dig til at dyrke hvede og majs og tobak. Nu kunne jeg godt lide at vide, hvordan du ved at standse væksten af nogle planter og fremme væksten af andre planter, har skaffet dig eneret til denne jord for al fremtid.”
“Jo – de naturlige vækster, som jeg fjernede, havde ringe eller ingen brugsværdi, hvorimod jeg fik jorden til at frembringe ting, der kan give liv og lykke.”
“Men stadigvæk har du ikke forklaret mig, hvorfor din virksomhed har gjort denne jord, som du har forandret, til din. Hvad er det, du har gjort? Du har vendt muldlaget i en dybde af nogle tommer med en spade eller en plov; du har strøet nogle frø hen over det velberedte areal, og så har du indsamlet afgrøden, som sol, regn og luften har hjulpet muldlaget med at frembringe. Vær så rar at sige mig, hvilken trylleformular over disse handlinger der har gjort dig til eneejer af den enorme masse materialer, der findes i jorden imellem ejendommens overflade og jordens centrum, som jeg forstår, at du alt sammen hævder evigtvarende eneret til for dig og dine efterkommere.”
“Jamen, hvis det ikke er min ejendom, hvis er det så? Jeg har ikke taget den fra nogen. Da jeg satte over Mississippi floden fandt jeg kun tavse skove. Havde her været en anden nybygger, ville han have haft lige så god ret til området som jeg. Jeg har ikke gjort andet, end hvad andre også havde frihed til at gøre, hvis de var kommet før mig. Så længe ingen gjorde krav på disse arealer, tilhørte de alle mennesker – den ene såvel som den anden – men nu tilhører de mig, fordi jeg var den første, der fandt dem og forbedrede dem.”
“Ja, det er rigtigt, når du siger, at så længe ingen havde gjort krav på disse arealer, tilhørte de alle mennesker. Men det er min pligt at sige dig, at de stadigvæk tilhører alle mennesker; og at dine ‘forbedringer’, som du kalder dem, ikke kan slette alle menneskers krav. Du kan pløje og harve, og så og høste, og du kan vende muldlaget så tit det skal være; men ingen af disse handlinger gør dig til ejer af muldlaget, der ikke var dit fra begyndelsen. Lad mig give et eksempel: Antag, at mens du vandrede rundt, kom du til et tomt hus, som du trods dets forfaldne tilstand syntes så godt om, at du, for at kunne bo i det, brugte megen tid og arbejde på at sætte i stand – med hvidtning, maling og tapetsering, og du brugte ret mange omkostninger på det. Antag så, at der en skønne dag kommer en, der hævder at have arvet huset og er i stand til at identificere sig og fremlægge nødvendig dokumentation herfor; hvad bliver der så af dine forbedringer? Giver de dig ejendomsret til huset? Tilsidesætter de den oprindelige ejers ejendomsret?”
“Nej.”
“Af samme grund gør dine nybygger-handlinger heller ikke dig til gyldig ejer af disse arealer. Verden er Guds arvegods til menneskeheden. Alle mennesker er fælles-arvinger til det; og du er en blandt alle andre. Og fordi du har taget bolig på en vis del af jorden og har ryddet, kultiveret eller forskønnet denne del – forbedret den, som du siger, er du ikke af den grund berettiget til at kalde den din private ejendom, hvorfra du kan udelukke andre. I hvert fald, hvis du gør det, kan du retmæssigt blive udvist af jordens lovlige ejer – som er samfundet.”
“Nå ja, men man kan ikke jage mig bort uden at give mig erstatning for den store merværdi, jeg har tilført hele området ved at rydde vildnisset og gøre det til frodige marker. Man vil ikke sende mig bort og nægte mig alt udbytte af flere års anstrengelser, som det har kostet mig at bringe denne plet op til dets nuværende standard.”
“Nej da. Som i eksemplet med huset vil du være berettiget til godtgørelse af ejeren for dine reparationer og de nye materialer, og samfundet kan ikke retfærdigvis tage ejendommen i besiddelse uden at betale dig for alt, hvad du har gjort. Den ekstra værdi, som dit arbejde har givet det, er retmæssigt din; og fordi du uafbrudt har haft travlt med at forbedre, hvad der tilhører samfundet, er der ingen tvivl om, at samfundet vil udrede dit krav. Men at give dig den indrømmelse er noget ganske andet end at give dig eneret til selve jorden. Det er ret og rimeligt, at du er berettiget til erstatning for forbedringerne, du har givet ejendommen, men det er lige så rigtigt og rimeligt, at ingen handling, formalitet, process eller ceremoni kan gøre jorden til din private ejendom.”

§5. Umiddelbart synes det muligt, at enkeltpersoner kunne få eneret til jord, hvis den fordeltes ligelig imellem dem. “Hvorfor”, kunne man spørge, “skulle mennesker ikke kunne blive enige om at dele jorden rimeligt mellem sig?” Hvis alt er en fælles arv, hvorfor kan man så ikke dele jorden i lige dele, så enhver derefter kan være herre over sin egen andel?”
Til det spørgsmål må man allerførst sige, at vanskeligheden ved at beregne værdien af jorden gør en ligelig fordeling umulig. Jordens produktivitet varierer, arealernes adgangsforhold er meget forskellige, klimaet er forskelligt, og der er forskel i deres nærhed til civilisationscentre – disse og andre lignende spørgsmål flytter sagen fra det, der kan måles, til det, der ikke kan måles, hvorved den lige fordeling bliver umulig.
Men lader vi nu dette spørgsmål ligge, bliver det næste spørgsmål: Hvem skal have en lod af jorden. Skal de heldige være voksne mænd, der er fyldt 21 år inden en bestemt dato? Hvis ja, hvad så med dem, der opnår alderen dagen efter? Går forslaget ud på, at hver mand, kvinde og barn, skal have en lod? Hvad så med dem, der fødes året efter? Og hvilken skæbne får de, hvis fædre sælger deres jordlod og bortødsler indkomsten? Mennesker uden jordlod vil blive en klasse, der, som allerede beskrevet, ikke har ret til et sted at være; de kan kun leve, hvis deres medmennesker tillader det, og de vil i virkeligheden blive disses tyende. Og sådan en klasse er helt klart i strid med loven om lige frihed.
Derfor, indtil vi kan nedsætte et retsgyldigt udvalg, der bemyndiger os til at udføre denne fordeling – indtil det kan bevises, at Gud har givet ét frihedsbrev til én generation og et andet til den næste – indtil vi kan dokumentere, at mennesker født efter en vis dato er dømt til slaveri, må vi anse en fordeling af jorden for utilladelig.

§6. Sandsynligvis vil nogle mene, at disse vanskeligheder, uadskillelige som de er fra privat ejendomsret til jord, skyldes, at man til den yderste yderlighed vil fastholde en tankegang, der kun er rimelig inden for en fornuftig afgrænsning. Denne måde at tænke på er meget almindelig blandt folk, der hader alt, der har form af nøjagtige beslutninger. Blandt dem findes retten aldrig i en yderlighed, men et sted imellem yderlighederne. De prøver altid at forlige ja og nej. De elsker Hvis’er og Men’er, og Undtagelser. De har en så stor tro på “den gyldne middelvej”, at de næppe kunne tro et orakel, der udtrykte et princip i sin fulde længde. Ville du spørge dem, om jorden drejer om sin akse fra øst til vest eller fra vest til øst, kan du forvente svaret: “lidt af hvert” eller “Ingen af delene”. Det er tvivlsomt, om de vil tilslutte sig grundsætningen, at en helhed er større end hver af dens enkeltdele uden at tage visse forbehold. De har en lidenskab for kompromiser. For at imødekomme deres smag må sandheden altid krydres med småfejl. De kan ikke forestille sig en ren, klar, alt omfattende og ubegrænset lov. Og derfor, i diskussioner som den foreliggende søger de hele tiden begrænsninger – ønsker altid at formindske, modificere og moderere – altid protesterer de imod tanker, der forfølges til deres yderste konsekvenser.
Men her bør man huske på, at etisk sandhed er lige så klar og udtømmende som fysisk sandhed; og at i sagen om forpagtning må den moralske afgørelse være et tydeligt ja eller nej. Enten har mennesker ret til at gøre jorden til privat ejendom, eller også har de ikke denne ret. Der er ikke noget mellem-standpunkt. Vi må vælge en af de to holdninger. Der kan ikke være nogen halvt-af-hver mening. Efter sagens natur må virkeligheden vise enten den ene vej eller den anden vej.
Hvis mennesker ikke har sådan en ret, er vi helt fri for de mange ovenfor beskrevne pinagtige situationer. Hvis de har en sådan ret, er den absolut, hellig, og kan ikke under nogen omstændighed anfægtes. Hvis mennesker har en sådan ret, så er Hans Nåde af Leeds berettiget til at afspærre bjerget Ben Macdui for turister, hertugen af Atholl berettiget til at lukke Glen Tilt, hertugen af Buccleuch berettiget til at nægte Den Fri Kirke områder, hertugen af Sutherland berettiget til at udvise bjergboerne (Highlanders) for at skaffe flere græsgange til flere får. Hvis mennesker har sådan en ret, så vil enerethaveren af hvilket som helst kongedømme – øerne Jersey eller Guernsey for eksempel – være berettiget til at pålægge indbyggerne alle slags regler og bestemmelser, han finder på, så som at de ikke kan bo på hans jordejendom, hvis de ikke dyrker en bestemt religion, taler et bestemt sprog, betaler ham en nærmere fastsat ydelse, går rigtigt klædt, og indordner sig under alle andre vilkår, som han forlanger overholdt. Hvis mennesker har sådan en ret, så er der sandhed i dogmet hos den yderligtgående Tory-skole, der siger, at kun jordbesiddere har ret til at regere landet, og at folk i almindelighed kun kan være i landet med jordejernes tilladelse og derfor bør følge jordejernes bestemmelser og respektere institutioner, som jordejerne opretter. Der er ingen undtagelser fra disse bestemmelser. De er nødvendige følger af læren om, at jorden kan være privat ejendom. Og de kan kun omstødes ved forkastelse af denne lære.
7. Men i virkeligheden er der ingen, der ubetinget går ind for jordejer’ismen. Vi hører om ejendomme, der tilhører kongen, det vil sige staten; eller om, at de er båndlagte i en fond for det almene vel; og altså ikke er umistelige besiddelser tilhørende navngivne ejere. Yderligere forkaster vi dagligt jordejer’ismen ved lovgivningen. Skal der graves en kanal, bygges en jernbane, eller en ny vej, har vi ingen betænkeligheder mod at inddrage netop de arealer, der behøves til det imod at jordejeren får erstatning for den værdi, han må afstå. Vi venter ikke på en indforståelse. En parlamentslov tilsidesætter jordejernes ret og pålægger dem at give efter, hvadenten de synes om det eller ej. Enten er dette ligeret, eller også er det ikke ligeret. Enten kan det offentlige frit inddrage så meget af jordens overflade, som det offentlige behøver, eller også anses jordejernes rettigheder for at være absolutte, så alle offentlige arbejder må vente, til det behager jordejerne at skille sig af med de ønskede dele af deres ejendom. Beslutter vi, at individuelle jordejeres krav skal vige, så indebærer det, at nationens ret til al jord er overordnet – at retten til privat jordbesiddelse kun eksisterer med almenhedens indforståelse og at, når almenhedens indforståelse trækkes tilbage, ophører den private ret – eller med andre ord: Privat jordejendomsret findes slet ikke.

§8. “Men hvor fører denne lære om, at mennesker er ligeberettiget til at bruge jorden, os hen? Må vi tænke tilbage på dengang, da jorden var dækket af et uindhegnet vildnis, og mennesker levede af rødder, bær og jagt? Eller må vi lade os lede af d’herrer Fourier, Owen, Louis Blanc, og Co.?”
Nej, hverken det ene eller det andet. Denne lære er ensbetydende med civilisationens højeste stade; den kan gennemføres uden at ændre ved samfundets goder; og den behøver ikke at medføre en voldsom omvæltning i bestående ordninger. Forandringen, der behøves, vil ganske enkelt være en forandring af jordejerforholdene. Individuelle jordejerforhold vil overgå til alle medborgeres fælleseje. I stedet for at være i enkeltpersoners besiddelse, vil al jord høre under den store helhed – samfundet. I stedet for at leje jorden af en privat jordejer, vil brugeren af jorden leje den af nationen. I stedet for at betale jordlejen til den agent, der varetager sir John eller Hans Nådes interesser, vil brugeren betale til samfundets agent eller dennes stedfortræder. Godsforvaltere bliver offentligt ansatte i stedet for at være privat ansatte; og forpagtninger eller lejeforhold vil være de eneste former for jordbesiddelse.
Denne form for tingenes tilstand vil være i fin harmoni med moralloven. Herunder vil alle mennesker være jordejere; alle vil have lige adgang til at bruge jorden. A, B, C, og alle andre må konkurrere om at overtage et ledigt jordbrug, uden på nogen måde at øve vold imod princippet om ligeretten. Alle vil have lige frihed til at give et bud; alle vil have lige frihed til at lade være. Og når jordbruget er lejet ud til A, B, eller C, vil alle have gjort dét, de helst ville – den ene ved at vælge at betale en vis sum til sine medborgere for brugen af visse arealer – de andre ved at undlade at betale noget. Det er derfor klart, at i sådan et system er jorden indhegnet, taget i besiddelse og kultiveret, i nøje overensstemmelse med loven om lige frihed.

§9. Uden tvivl vil der være store vanskeligheder forbundet med, at menneskeheden som helhed tager sin oprindelige ret til jorden tilbage. Spørgsmålet om erstatning til de nuværende ejere er kompliceret – og kan måske ikke afgøres på en absolut ligeretlig måde. Havde vi skullet ordne os med dem, der oprindeligt frarøvede menneskene deres arveret, kunne vi gøre kort proces. Men, desværre er de fleste nuværende jordejere mennesker, der enten direkte eller indirekte har betalt for deres ejendom med ærligt indtjente midler – enten tjent ved deres egne eller deres forfædres handlinger – i den gode tro, at de investerede deres opsparing på lovlig vis. At danne sig et retfærdigt skøn over størrelsen af sådanne krav og afvikle dem, bliver et af de mest indviklede problemer, samfundet en dag kommer til at skulle afgøre.
Men her skal vi huske på, at det ikke kun er den jordejende klasse, der skal tages hensyn til. Når vi undersøger de fås tilsikrede interesse, bør vi ikke glemme, at de manges rettigheder har været, er og forbliver undertrykt, så længe jorden er monopoliseret for enkeltpersoner. Lad os også huske på, at den uretfærdighed, der herved er påtvunget den store menneskemasse er af en yderst alvorlig natur. Den kendsgerning, at den ikke opfattes som sådan, beviser ingenting. I civilisationens tidlige faser tog man også let på mord. Indisk enkeafbrænding, og andre steders skik at myrde hundreder af mennesker som ofre i forbindelse med en høvdings begravelse, erindrer os herom; og sandsynligvis betragter kannibaler slagtning af fanger, som “krigslykken” gav dem, som den største retfærdighed. Det blev også engang i tiden universelt antaget, at slaveri var en naturlig og helt lovlig institution – hvorunder nogle blev født til at være slaver, og hvortil de burde underkaste sig, som var det en guddommelig indstiftelse; og endnu i dag har en stor del af menneskeheden denne forståelse. Den højere samfundsudvikling har imidlertid givet os en bedre tro, og nu anerkender vi i høj grad krav om menneskelighed. Men vores civilisation er ikke fuldendt. Man vil lidt efter lidt forstå, at Ligeretten giver retningslinier, som vi hidtil ikke har lyttet til; og så vil man begribe, at det at fratage andre retten til at bruge jorden er en kriminel handling, der i ondskab kun er lidt mindre, end det er at tage folks liv eller deres personlige frihed.

§10. Et kort sammendrag af diskussionen af dette emne viser, at ethvert menneskes ret til at bruge jorden, kun begrænset af hans medborgeres samme ret, er umiddelbart udledt af loven om lige frihed. Vi ser, at fastholdelsen af denne ret nødvendigvis er i modstrid med privat ejendomsret til jord. En undersøgelse viser, at alle nuværende rettigheder til jordejendom ikke har nogen gyldighed; inklusive dem, der er baseret på indvinding. Det viser sig, at ikke engang en lige fordeling af jorden blandt dens indbyggere kan tilvejebringe et lovligt ejerforhold. Vi finder, at hvis et krav om eneret til jorden presses frem til dets yderste konsekvens, fører det til et voldeligt jordejerdespoti. Desuden finder vi, at et sådan krav til stadighed afvises af vore lovgiveres love. Og som det sidste finder vi, at ideen om alle menneskers fælles arv harmonerer fint med den højeste civilisation; og at, ligegyldigt hvor vanskeligt det vil være at føre ideen igennem til virkelighed, er Ligeretten en streng kommando, der må og skal gennemføres.

I korthed er argumentationen i dette kapitel følgende (sammenfattet af Henry George):

1. Alle menneskers ligeret til brugen af jorden udspringer af, at de er bragt ind i en verden, hvori findes, hvad de behøver, og hvori de er født med lige rettigheder.
2. Ligeretten tillader altså ikke eneret til jord, da eneretten ville medføre, at nogle kunne have ret til at udelukke andre fra at kunne bruge jorden.
3. Den eneret til jord, der gælder i dag, kan ikke henvise til en retsgyldig oprindelse, og retsgyldighed opstår hverken ved salg eller ved foræring eller ved fredsommelig besiddelse igennem lange tider.
4. Heller ikke er der nogen måde, hvorpå jord retteligt kan blive privat ejendom. Kultivering og forbedring kan kun give ret til resultatet af kultiveringen og forbedringen, ikke til 5selve jorden.
5. Heller ikke kan en lige fordeling af jorden, end ikke med alles indforståelse, give gyldig eneret til jorden; selv ikke hvis det var muligt at gennemføre en sådan ligedeling. For den lige ret til at bruge jorden skal også gælde alle, der fødes efterfølgende, uanset aftaler, deres forfædre har indgået.
6. Der kan ikke modificeres i kravet om ligeretten. Enten har alle mennesker ligeret til at bruge jorden, eller også har nogle få ret til at holde andre mennesker i slaveri og til at nægte dem livet.
7. Det er en kendsgerning, at der i virkeligheden ikke er nogen, der går ind for privat ejendomsret til jorden. En parlamentslov kan selv i dag underkende et skøde, hvilket betyder, at eneret til jord kun gælder så længe den nyder almenhedens indforståelse; trækkes den tilbage, ophører eneretten.
8. Men ideen, om at alle mennesker har ligeret til brugen af jorden, indfører hverken kommunisme eller socialisme, og behøver ikke at medføre nogen alvorlig forandring i nugældende ordninger. Det er ikke nødvendigt, at staten administrerer brugen af jorden i det daglige; det er kun nødvendigt, at jordrenten i stedet for som nu at blive betalt til private jordejere indkasseres af samfundet for at blive brugt til fællesskabets formål.
9. Der kan opstå vanskeligheder ved det retmæssige ophør af nuværende jordejeres eneret, men mennesker, der selv har bragt sig i et dilemma, må selv finde vej ud af det, så godt de kan. Den jordejende klasse er ikke alene om at have krav på hensyn. Så længe man fortsætter med at betragte jorden som privat ejendom, er der masser af mennesker, der lider under en uretfærdighed, der i ondskab kun er en smule mindre end ondskaben, der berøver dem livet eller deres personlige frihed.
10. Hvor vanskeligt det end vil være at virkeliggøre ideen om alle menneskers fællesarv til jorden, vil Ligeretten på det strengeste forlange, at den virkeliggøres.

Læs mere i Henry George: En forvirret filosof