Tillæg til RET, nR. 1, juli 1905
Jordspørgsmålet løst af Henry George
af Leo Tolstoy
Oversat af Villads Christensen

Der er fremsat mange forslag til en retfærdig fordeling af jorden. Det bedste af dem, det mest retfærdige og det lettest udførlige, er efter min mening det, som er fremsat af Henry George.  

Det går ud på følgende:
Ejendomsretten, siger Henry George, grunder sig ikke på de menneskelige love; den stammer fra naturens love eller – for at sige det samme med andre ord – fra de guddommelige love. Retten til ejendom er uomtvistelig og ubetinget, og enhver krænkelse af denne ret – hvad enten den forøves af enkeltmand eller af samfundet – indeholder en overtrædelse af det bud: du skal ikke stjæle.

Den mand, der fanger en fisk, planter et frugttræ, opdrætter en kalv, bygger et hus, syr en klædning eller tegner et billede, erhverver derved den udelukkende ejendomsret over denne genstand – retten til at bortskænke den, sælge den, lade den gå i arv. Men da jorden ikke er skabt af nogen af os, og da vi alle befinder os på den med akkurat den samme berettigelse, er det klart, at ingen enkelt kan have nogen udelukkende ejendomsret over jorden, men at alle mennesker netop har samme lige og uafhændelige rettighed til den.

Den enkeltes ret til at udnytte jord en begrænses af alle de andres lige ret til at gøre det samme. Når derfor samfundet indrømmer den enkelte en ret til at besidde et stykke jord, medfører dette for ham en forpligtelse til at holde samfundet skadesløst for den kostbare forret, som det herved har givet ham.

Når vi lægger skat på bygninger, afgrøde, bohave, kapitaler og rigdomme af hvad art, de være vil, så berøver vi samfundets enkelte medlemmer noget af det, som bør anses for at være deres retmæssige ejendom; vi krænker ejendomsretten og vi begår, i lovens navn, et tyveri. Men når vi lægger skat på jordbunden, fratager vi den enkelte noget, som ikke tilhører ham, men samfundet, og som derfor aldrig kan blive den enkeltes ejendom, uden at der samtidig gøres uret mod de andre. Vi krænker altså retfærdighedens love, både når vi beskatter arbejdet eller dets frembringelser, og når vi undlader at beskatte det fælles eje, jorden. 

Derfor foreslår vi at afskaffe alle skatter, alene med undtagelse af en skat på jordens værdi; ved påligningen af denne tages intet hensyn til de bygninger, der måtte findes på grunden, eller til den anvendelse, som gøres af den.

Indførelsen af en sådan eneste-skat – fordelt på jorden efter den værdi, som naturen eller samfundsforholdene giver de enkelte jordstykker – vil da have følgende virkninger:

1. Den vil befri os for hele den skare af skatteopkrævere, toldbetjente osv., som de nuværende skatter nødvendiggør, og altså lade statskassen tilflyde en langt større part af det, som befolkningen virkelig betaler, end tilfældet er nu. Den vil fjerne fristelsen til falske angivelser, fortielser og løgn; thi jorden kan ikke skjules, og dens værdi er altid let at udfinde. Den skat, vi foreslår, vil således være billigere at opkræve og mindre farlig for den offentlige moral end nogen anden skat. 
2. Den vil i høj grad fremme produktionen og øge samfundets rigdom, idet den fjerner de nuværende skatters hæmmende tryk på arbejdet og foretagsomheden. Den vil skabe lettere adgang til jord for dem, der ønsker at arbejde. Thi de grundbesiddere, der ikke selv udnytter deres jord, men kun spekulerer i dens fremtidige værdistigning, vil få vanskelighed ved fremdeles at holde fast på denne dyre jord. De nuværende skatter, der hviler alt for tungt på arbejdet og alt for let på jordbesiddelsen, virker med til den uretfærdige fordeling af rigdommen – til de stedse voksende formuer hos nogle få og den stedse tiltagende forarmelse af de store masser. Denne uretfærdige fordeling ar rigdommene frembringer på den ene side en klasse af mennesker, der lever i lediggang og laster, fordi de er alt for rige, og på den anden side en klasse af mennesker, der lever i lediggang og laster, fordi de er alt for fattige. Begge disse samfundsklasser holdes nu borte fra nyttig produktion; og ikke de alene: thi de mange snyltedyr, som den uretfærdige formuefordeling fremavler – vagabonder, tiggere, tyve og bedragere – beslaglægger desuden en urimelig mængde af samfundets penge og arbejdskraft. For deres skyld må samfundet opretholde politi, domstole, fængsler og alle de andre midler, det bruger imod dem til eget forsvar.

Nu tror vi dog ikke, at indførelse af grundværdibeskatningen vil forandre den menneskelige natur – det står overhovedet ikke i menneskelig magt. Men de samfundsforhold, den vil skabe, vil være sådanne, at de bidrager til at udvikle de gode sider af den menneskelige natur – og ikke netop de slette, som det sker nu. Den vil fremkalde forøget produktion og større rigdomme og sikre en retfærdig fordeling deraf. Den vil fuldstændig udrydde al uforskyldt fattigdom. Den vil gøre det muligt for menneskene at være i det mindste så hæderlige, retfærdige og hensynsfulde, som de selv ønsker at være.  

Vi kan ved et tankeeksperiment anskueliggøre os denne reform.

Lad os tænke os, at i et eller andet distrikt er al jorden delt mellem et par godsejere – den ene er rig og lever i udlandet, den anden har ingen formue, bor på godset og bestyrer det selv – samt et hundrede bønder, der hver kun har en lille ejendom. Foruden disse bor i distriktet et par snese familier, som ikke ejer jord: håndværkere, købmænd, bestillingsmænd. Lad os antage, at alle distriktets indbyggere var komne til den anskuelse, at jorden er fælles ejendom, og havde besluttet at disponere over den i overensstemmelse hermed. Hvorledes skulle de så gribe sagen an?

At tage al jorden fra de hidtidige besiddere og tillade enhver at benytte af den, hvad han ønskede, ville være umuligt. Thi der ville altid være flere, som ville have netop det samme stykke jord, og så var man inde på evindelige kævlerier.

At forene sig til en fællesdrift, arbejde, pløje og høste i fællesskab, ville være vanskeligt; thi nogle havde plove, heste og vogne, andre havde ingen af disse ting, atter andre havde hverken forstand på at dyrke jorden eller kræfter dertil.

At dele jorden i lige så mange stykker som der var interessenter, og gøre dem alle lige gode, ville være meget vanskeligt. Det blev da nødvendigt at dele jorden i små stykker efter dens forskellige godhed, og lade hver enkelt få en stump af den gode, af den mindre gode og af den dårlige jord, af pløjeland, af eng, af skov. Der vil blive alt for mange småstumper. Desuden er en sådan deling farlig, fordi de fattige eller dovne ville fristes til at leje deres jord ud til de rige, og således ville de store grundbesiddere snart opstå på ny. 

Indbyggerne i distriktet bestemmer sig da for den fremgangsmåde at lade enhver beholde den jord, han har, imod at indbetale en afgift deraf til den fælles kasse. Denne afgift skal være af en sådan størrelse, at den netop svarer til den fordel, som jorden – takseret efter dens godhed og beliggenhed, men uden hensyn til det arbejde, der er nedlagt i den – vil yde sin ejermand. De således indbetalte penge skal deles ligelig mellem alle interessenterne.

Da det lille samfund imidlertid stadig har udgifter til de fælles anliggender: skolen, brandsprøjten, vejforbedring osv., viser det sig upraktisk at uddele disse kontante penge for så straks efter at indkræve dem på ny i form af skatter. Det vedtages derfor, at disse offentlige udgifter skal afholdes direkte af grundbesiddernes afgift.

De, som ingen jord har, betaler altså ingen afgift og får nu ej heller noget udbetalt*1. Deres andel i den fælles jord viser sig deri, at de gratis nyder godt af de foranstaltninger, som grundafgiften sætter det offentlige i stand til at lade udføre.

Denne ordning får til følge, at den ene af godsejerne – han, der lever i udlandet og kun har ringe indtægt af sit gods – finder, det ikke længer kan betale sig for ham at beholde godset med de nye skatter på, og han skiller sig af med det. Den anden godsejer, der er en dygtig landmand, giver kun slip på en del af sin jord, men beholder så meget af den, som han kan bringe til at give mere i indtægt, end hvad han selv må betale i afgift.

De bønder, som har for lidt jord, og enkelte af dem, der hidtil slet ingen jord har haft, overtager de jordstykker, som godsejerne har opgivet. Under denne ordning kommer al jorden snart over på de rette hænder – til dem, der holder af at arbejde med den, og som forstår at få mest ud af den. De offentlige indretninger forbedres, thi der kommer nu flere penge i kassen end før. Og denne store forskydning i ejendomsforholdene er foregået uden processer, larm og kamp simpelthen ved, at de, der ikke forstod at dyrke jorden med udbytte, frivillig har givet slip på den.

Således kan Henry Georges forslag bringes til udførelse, i en enkelt stat eller over hele jorden. Det er retfærdigt, det vil have gode følger, og det lader sig med lethed indføre overalt.