Jordreformbevægelsen i England
fra tidsskrifter Tilskueren, 1908
af Erik Givskov

Når de engelske parlamentsvalg ved nytårstid 1906 næsten fuldstændigt fejede de konservative partier ud af underhuset, da skyldes dette i første række, at så at sige alle de frisindede kandidater på valgtribunerne havde forpligtet sig til at virke for gennemførelse af en beskatning af grundværdierne. Selve ministeriets chef, Campbell-Bannerman og med ham finansministeren mr. Asquith samt blandt andre lord advokaten for Scotland, Thos Shaw og the Solicitor General for Scotland, Alex. Ure ser klart nok, at kun denne reform kan fri landet for toldbeskyttelsens grænseløse ulykke. Tiden vil vise, om det lykkes disse mænd at indfri det liberale partis løfte i så henseende fra valgtribunerne i 1906. Men herpå beror Englands fremtid.

Thi folket, som for godt to år siden i forbitrelse vendte sig bort fra mr. Chamberlain og hans forsøg på at forbedre de arbejdende klassers kår ved at beskatte deres fornødenheder — folket er allerede begyndt at spørge, hvad de liberale har gjort for det i den tid, de har haft magten. De liberale lovede ved hjælp af grundværdibeskatningen at give adgang til jorden, dvs. adgang til arbejde for enhver, der tiltrængte sådan adgang. Alt, hvad de indtil nu har udrettet, er at give England en ret umulig lov om oprettelse af småbrug. Grundværdibeskatningen er ikke kommet, i stedet for kom dårlige tider, og adgang til arbejde er i dag endnu vanskeligere end under det konservative regimente.

Er det et under, at folket føler sig skuffet, at det begynder at lytte til toldbeskytternes løfter om at skaffe arbejde ved at udelukke fremmede landes produkter. Folket føler kun alt for bitterligt, at den delvise frihandel, England nyder, ingenlunde beskytter mod nød og sult, og i sin desperation begynder det at håbe på lettelse gennem toldbeskyttelse. Og de liberale har sig selv at takke; thi det eneste middel, som virkelig kan sikre adgang til arbejde for enhver: grundværdibeskatningen, har de jo hidtil savnet evne og vilje til at bringe i anvendelse.

Sagen er, at når toldbeskytterne påstår, at frihandelen, således som den praktiseres i England, ikke har gavnet arbejderne, så har de ingenlunde helt uret. Frihandelen har mægtigt forøget landets industrielle produktion, og indtil begyndelsen af halvfjerdserne erholdt også arbejderne deres andel af det forøgede produktionsudbytte. Men med den således forøgede trivsel steg jordpriserne voldsomt. Arbejdet måtte afgive til grundejerne en så stor del af arbejdsudbyttet, at hvad der blev tilbage ikke var nok til at sikre et anstændigt vederlag for alle. De heraf følgende dårlige livsvilkår har skabt en sløvhed og mangel på driftighed, der er trængt op langt højere end til de egentligt arbejdende klasser.

Frihandelen havde virkelig bragt trivsel til landet; men trivselen kunne ikke vare, fordi den blev omsat i forhøjede jordværdier, som gik i ikke-producenternes lommer. Den var bygget på en falsk grundvold og kunne ikke modstå den allerførste økonomiske storm, som ramte den.
Manchestermændenes skønne korthus sank i grus.

Indførelsen af dampmaskinen, særlig tærskeværket, berøvede landarbejderen hans fortjeneste om vinteren. Yderligere kom så kommunikationsmidlernes forbedring og tillod indførsel til England af levnedsmidler avlet i lande, hvor jorden kostede lidet eller intet. De engelske forpagtere kunne ikke længere konkurrere, men udlagde deres jorder til “græsgange”, og arbejderne kunne ikke mere finde livsophold hverken sommer eller vinter. De måtte gå til byerne og dér trænges om enhver lille adgang til industrielt arbejde, trykke lønnen ned og forøge byernes grundværdi.

Men det blev vanskeligere og vanskeligere at finde arbejde også i byen. Landbostanden, som i et vel regeret land er hjemmeindustriens bedste marked og samtidig leverer den dens råstoffer og føde, landbostanden eksisterede jo knapt nok mere. Så at sige alt i England afhænger jo af industrien. Og berøvet sit hjemmemarked var denne hovedsagelig henvist til eksport.

Her mødte den imidlertid overalt toldmure. Havde nu det engelske folk været i besiddelse af sin intelligens og energi fra tredserne, ville dette ikke have gjort stort til sagen. Thi takket være skattefrihed på alle mulige råstoffer kunne England dog have produceret billigere end noget som helst toldbeskyttet land. Men folket er ikke mere det samme.

Sagen er, at så længe der ikke gennem grundværdibeskatning gives arbejderen adgang til jorden, så længe er selv den rigeste produktion ude af stand til at hjælpe ham, ja så længe er i virkeligheden en fattig produktion gavnligere for ham. Thi jo mere produktionen vokser, jo mere ulige vil velstandsfordelingen blive, jo mindre vil arbejderens andel blive. Enhver pro-duktionsforøgelse udfælder sig i grundværdi, og det er grundbesidderne, der ene nyder fordelen af forøgelsen. Det er således netop på grund af trivselen, at vi i England finder de fleste svimlende rige jordbesiddere og det største antal af forfærdeligt fattige. — Frihandelen har i England skabt en vældig produktion; men den har ikke kunnet frelse tretten millioner arbejdere fra hver morgen at stå op uden at have den ringeste vished for det daglige brød. Fornedrede og demoraliserede af deres usle kår er mange, måske de fleste af de engelske arbejdere ude af stand til at yde lige så godt arbejde som deres fæller i udlandet.

Hvor ulige velstandsfordelingen er i England fremgår med tilstrækkelig tydelighed af et værk af den bekendte mr. Mulhall “Industry and Wealth of Nations” (1896). I henhold til ham ejede
327.000 rigmænd eller 1½ % af den voksne befolkning 9120 mio. £ eller ca. 80 % af al formuen,
2.380.000 middelstandsmænd (11 % af den voksne befolkning) ejede 2120 mio. eller 18 % af formuen, og
18.210.000 arbejdere (ca. 87½ % af befolkningen) ejede 566 mio. eller ca. 2 % af formuen.

Hertil kan føjes, at i en artikel i The Arena for december 1896 opgives det, at 56 % af den voksne befolkning var ganske uden formue.

Til sammenligning kan anføres, at i henhold til en artikel i Landbruget ejede i Danmark i 1907 — 1½ % af skatteyderne kun 47 % af formuen medens 22½ % ejede 76 % og 76 % ejede 5 %.

Det ses med tilstrækkelig tydelighed, hvor langt stærkere velstanden er koncentreret i England end hos os. Allerede i 1896 var forholdene langt ugunstigere end i Danmark i dag; men siden den tid er formuekoncentrationen i henhold til mr. Mul-hall foregået med forøget fart. De 56 % fuldkommen besiddelsesløse familieforsørgere er sikkert vokset anseligt i antal siden da.

En forsvunden landarbejderstand og en delvist demoraliseret industriens hær, det er hvad Englands “frihandel” har ført til. Trods forfaldet er produktionen dog endnu rig nok. Selv om den ikke har holdt skridt med udlandets, er den ikke i direkte tilbagegang. Men hvad er det, som landet får i bytte for alle disse industriprodukter afsendt til udlandet? Er det ikke i stedse stigende forhold luksusartikler for de rige? Det er i bytte for arbejdets produkter, at disse ting kommer til England; men arbejdet får intet af dem. Arbejdet får overhovedet ikke mere end, hvad der er lige tilstrækkeligt til at opholde livet ved — tretten millioner får jo ikke engang så meget. Resten går andet steds hen. Til hvem går det?

Svaret er, at den allerstørste del går netop til dem, som er skyld i miséren. Man regner, at for at få adgang til den jord, uden hvilken overhovedet intet arbejde er muligt, må arbejdet i England udrede den uhyre sum af £ 150.000.000 eller ca. 2.700.000.000 kr. årligt; alene i London udredes der i dag som ren og skær grundleje, afset fra bygningsleje ikke mindre end £ 20.000.000. Men hvor tyngende end den byrde, der herigennem pålægges arbejdet, kan synes, så er det dog ikke de direkte følger, der er de værste. Tributten blev vel betalt, hvis blot der så virkelig var adgang til jorden.

Men er det ikke netop disse samme mænd, der oppebærer denne vældige sum, som har drevet landarbejderne bort fra jorden? Er det ikke dem, der bærer skylden for den ensidige produktion af industrielt gods i landet? Dem der har dynget arbejderne op lag på lag i storbyerne, hvor hver eneste indvandret arbejder betyder en tilvækst i grundværdierne af mere end 20 kr. om året og er det ikke dem endelig, der nu holder jorden ude af produktionen, i byerne ikke mindre end på landet? For næsten 40 år siden blev der optaget en statistik over ejendomsforholdene i de forenede kongeriger, og skønt alle de, der havde jord i leje for et tidsrum af 99 år så vel som enhver, der ejede et hus med en stump have, blev medregnet, var resultatet af denne statistik således, at ingen regering siden efter har vovet at gentage den.

Men allerede den gang var koncentrationen af jord så vist fremskreden nok. I England ejede 280 personer ¹/₆ af landets jord, 710 ejede ¼, og 4000 ejede 19.000.000 acres eller mere end halvdelen. I Scotland ejede 12 grundejere ¼, 70 det halve og ca. 1700 9/10 af landet, medens i Irland 290 personer ejede  ¹/₃ og 774 det halve af jorden.

I de siden da forløbne 40 år er koncentrationen foregået med øget hurtighed, og en statistik optaget i dag ville give endnu langt mere forfærdende resultater. Men allerede den gang var der en godsejer i Scotland, som ejede 1.358.000 acres, en anden som besad 431.000, medens i England der var en med 186.000 og i Irland en med 170.000 acres. Og heri er endda ikke medregnet de uhyre arealer, der henligger som skov, hede og overdrev, så de virkelige besiddelser vil være langt større.

På alle disse besiddelser har godsejerne næsten uden undtagelse skabt et kunstigt øde. De har fejet arbejderne og de små forpagtere ud, og hvor før dyrkedes hør og hvede, dér tripper nu en flok får rundt, på hvad en godsejer forleden mere poetisk end sandt kaldte deres “golden hoofs”. Det arbejdende folk i England er praktisk talt fuldstændig nægtet adgang til dyrkelig jord, nægtet adgang til at frembringe deres egne livsfornødenheder. I byerne må de søge ved industrielt arbejde at skaffe sig midlerne til at købe disse fornødenheder.

Men i byerne ejes jorden af de selv samme mænd. Det er hele store bydele, som ejes af mænd som hertugerne af West-minster, af Bedford eller af Portland og alle de andre adelige og uadelige godsejere. Og skønt de nok er villige til at overlade denne kostbare jord til produktionen, så er de det på ingen måde, før end jorden takket være indvandringen af et tilstrækkeligt antal af tidligere landbrugere, har nået den værdi, som His Grace eller hans agent finder for godt at forlange. Derfor ligger så megen kostbar jord i byernes midte hen med gamle faldefærdige rønner, derfor er så store arealer i forstæderne fuldstændigt uudnyttede, og derfor må arbejderne gå sultne til sengs.

I en af Londons folkerigeste forstæder ligger der således et vældigt areal, ligger og venter på at “modnes”. I mere end ti år er al den nytte, dette areal — vistnok nær op imod 70 acres — har gjort, den at bære en plakat udtrykkende det fromme håb, at her er et “Proposed size for a Church”, Church naturligvis med stort bogstav. Storbyen strækker sine fangarme milevidt ud forbi denne grund, og i alle de år har arbejderne måttet gå længere ud — spilde tid og penge hver morgen og aften på sporvognen, for at denne grundejer til sidst kan opnå den pris, han har sat på sin jord. Men i alle de år har også arkitekter og mur- og tømmermestre, malere og glarmestre, maskinfabrikanter, teglbrændere og skiferbrud-ejere samt alle disses arbejdere og kontorister haft mindre at bestille. Og alle de arbejdsløse trænger sig naturligt nok om enhver lejlighed til at få arbejde. Tilbage til landet kan de ikke gå; de må finde arbejde i byen, selv om de skal underbyde deres kammerater. Derved holdes lønnen nede, også for de fuldt beskæftigede, der således lider under grundejerens jordstrejke.

Og med arbejderne lider vi alle, direkte og indirekte. Urtekræmmer og skrædder, kunstner og skuespiller, læge og sagfører, alle lider vi skår i vore indtægter, fordi arbejderne — de arbejdende såvel som de arbejdsløse — ikke har råd til at tilfredsstille deres fornødenheder. Skrædderen sælger færre klæder, urtekræmmeren mindre og billigere sukker og kaffe; spækhøkeren, modehandleren, klædekræmmeren er i samme tilfælde. Alle tjener de langt mindre, end de ville, hvis arbejdet havde adgang til jorden, og alle har de mindre at anvende på immaterielle nydelser. Ja det er vel næsten et spørgsmål, om ikke middelstanden lider mest; thi hvis arbejderen bliver arbejdsløs i dag, så har han ganske vist en drøj tid; men når han atter finder arbejde, så kan han dog som regel rette sig igen. Men hvad bliver der af den middelstandsmand, der falder i den kunstigt tilvejebragte kamp for tilværelsen? Et eneste fejlagtigt skridt, og han er faldet for bestandig.
________________

Det er denne nægtelse af arbejdets ret til adgang til den jord, der af skaberen blev givet menneskeheden til værksted, som bærer skylden for Englands forfald. Ved at beskatte jorden, ikke efter hvad den ved rimelig og fornuftig anvendelse burde udbringe, men efter hvad den faktisk udbringer, er det lykkedes fortidens parlamenter af grundejere at omskabe the “Merry England” til et land af vældige lystejendomme og af byer, som får deres fremherskende præg af sodede fabriksskorstene og elendige slumkvarterer; og af de fri yeomen har de skabt de forhutlede, dorske slumbeboere.

Det liberale parti hævdede ved sidste valg at skal arbejdet igen gives adgang til jorden, da må denne beskattes efter den værdi, den virkelig har. Men medens det for mange af de liberale ikke var stort andet end et kampskrig, så har selve Campbell-Bannerman og mange andre med ham forstået, at beskatning af grundværdierne er det eneste alternativ til toldbeskytternes krav. De har forstået, at denne beskatningsmåde og intet andet end den vil tvinge grundejerne til at gøre al den jord nyttebringende, som nu henligger unyttet i spekulations-øjemed eller som vildtparker. Godsejerne vil skynde sig med at sælge løs på deres skammelig forsømte ejendomme eller leje dem ud til småbrug, og landet over vil der vokse op tusinder af bøndergårde, hvis besiddere atter vil udgøre et købedygtigt marked for Englands perverse industri. Og i storbyerne vil alle de ubenyttede grunde blive taget i brug, nybygninger vil springe frem overalt, og de gamle rønner, som nu skamskænder alle engelske byer, vil forsvinde. Nyt liv vil vågne overalt; arbejdet vil have opnået sin ret, og i stedet for som nu der er ti arbejdere for hver plads, vil der være ti pladser for hver arbejder. Følgelig vil arbejdslønnen stige; arbejderen har råd til at leve anstændigt, og skrædder og skomager, urtekræmmer og bager, fabrikant og læge, sagfører og forfatter, kunstner og videnskabsmand vil alle opnå bedre livsvilkår. — Men når fabrikanterne kan finde et købedygtigt marked for hele deres produktion, og når arbejderne til enhver tid kan finde adgang til vel betalt arbejde, da er grunden gravet bort under fødderne af toldbeskytterne. Thi det eneste nogenlunde plausible påskud for deres krav er jo det, at de siger, de vil skaffe arbejde til dem, som intet har.

Lykkes Campbell-Bannerman at gennemføre denne Englands livssag? Tiden får vise det. Indenfor det liberale parti er alle “whiggerne” dvs. godsejerne imod ham. I stedet for at gå til roden af ondet og ved beskatning af grundværdierne at give arbejderne det eneste, de savner for at skabe sig et rigeligt og sikkert udkomme: adgang til jorden, — i stedet for at gøre dette, tyer denne fløj af partiet til allehånde socialistiske palliativer, som ikke koster godsejerne noget. Derfor fik England sin “Small Holdings Act”, og den derved skabte efterspørgsel efter jord har allerede sikret godsejerne en ekstrafortjeneste af 25—30 % på jord solgt for sådant formål, og statskassen dvs. skatteborgerne må betale gildet.

Det samme gælder alle de andre socialistiske forholdsregler, hvormed de “liberale” godsejere på folkets bekostning søger at lægge plaster på elendigheden. Nu er der jo foreslået en alderdomsforsørgelse. Gud hjælpe de gamle for forsørgelse de får; men den fornødne sum må lige fuldt udredes af produktionen. Og hvorfor tiltrænges der overhovedet en lov om alderdomsforsørgelse? Er det ikke netop, fordi den af hele samfundet skabte grundværdi, — den hvoraf alderdomsforsørgelse burde udredes, fordi de gamle har været med til at skabe den, — at den er blevet tilegnet af jordbesidderne. Derved er skabt al den nød, som gør slige love fornødne, og atter må skattefåret klippes lidt tættere for at skaffe penge til de gamles lovskabte armod. Som om ikke i et økonomisk frit samfund hver eneste borger ville være vel i stand til at sørge for sin alderdom, som om ikke, hvis sygdom eller ulykke i et enkelt tilfælde skulle umuliggøre dette, alle en sådan persons slægtninge gladeligt ville træde hjælpende til, når først armod og frygten for armod var bandlyst af samfundet.

De samme betragtninger gælder hele de liberales lovgivervirksomhed. I de to år, de har været ved magten, har de lovgivet, så at den mest renlivede socialist ikke kunne have gjort det bedre. Ganske vist vedtog underhuset i fjor en ret god “Small Holdings” lov for Scotland og en lov om særskilt vurdering af jord sammesteds; men begge disse love forkastedes af overhuset; og når nu regeringen atter har indbragt dem, da er det mere end tvivlsomt om dette er sket i nogen som helst anden hensigt end at bruge dem som våben i partiøjemed i kampen mod overhuset. Var der virkelig en fast beslutning om at gennemføre disse love, da var vejen ligetil: at optage dem på det årlige budget. Over for en sådan fremgangsmåde ville overhuset stå værgeløst, da dets indflydelse på budgettet indskrænker sig til at antage eller forkaste det i sin helhed, og det ville vel vogte sig for at vælge det sidste alternativ. Var det virkelig alvor, da ville den store folketaler og grumme lille statsmand John Burns for længe siden have haft udarbejdet et forslag til grundværdibeskatningens indførelse også i England.

Hvad de liberale i virkeligheden ønsker, er at blive overhuset kvit men skønt dette er en ret sørgelig parodi på et første kammer, er det dog ganske sikkert, at landet ville stå sig ilde ved at blive prisgivet de liberales umodne og ilde betænkte reformiver. Så længe det nuværende forældede partiregimente står ved magt i England, så længe selv folkets højeste og helligste interesser skal bruges og misbruges som våben i partikampene, så længe turde det både landet bedst at holde fast på den bremse, som overhuset nu engang er på statsvognen, selv om det også engang imellem virker som en hæmmende klods.

De liberale håber på, at overhuset skal igen i år forkaste de to love, og at så en indigneret folkestemning vil feje overhuset og alle dets gerninger bort for bestandig. Det ville have været tilfældet for to år siden; men nu er folket i færd med at tabe tilliden til de liberale og fæste sin lid til toldbeskytternes gyldne løfter om at skaffe det arbejde ved at beskatte dets livsfornødenheder.

Men har den såkaldte frihandel ikke formået at skaffe arbejde til de sultne millioner, så vil toldbeskyttelse det endnu langt mindre. Ikke alene vil toldbeskyttelse forhøje prisen på arbejderens livsfornødenheder og derved forringe hans løns købeevne; men den vil direkte formindske efterspørgselen efter arbejde. Thi den formindskede købeevne vil forårsage en formindsket produktion af sådanne artikler, som de arbejdende klasser ville have købt i store mængder, om ikke skatten havde forhøjet deres pris, og en formindskelse i produktionen er ensbetydende med en formindsket evne hos arbejderne til at opnå arbejde. Men efter som under de nuværende sociale forhold lønnens højde bestemmes udelukkende af tilbud og efterspørgsel efter arbejde, er en formindsket produktion ensbetydende med en nedgang af lønnen.

Toldbeskytterne lover mere arbejde, de vil skabe mindre. Betragt i modsætning hertil grundværdibeskatternes løfte — ikke om at skaffe “mere arbejde”; thi kun få elsker arbejdet for arbejdets skyld — men om adgang for hvert eneste menneske til at erhverve sig alle sine fornødenheder ved arbejde på den frigjorte jord. Så vil ikke alene det sociale, men også det storpolitiske spørgsmål være løst i hvert fald for en menneskealder.

Thi alt, hvad arbejdet behøver, er jo vitterligt kun adgang til at anvende sin energi på fremstilling af de produkter, det har brug for. Denne adgang er nu lukket; men grundværdibeskatningen er hovednøglen til naturens værksted, der straks åbner sig på dens bud. Når så arbejderne er i stand til at beholde for sig selv frugterne af deres flid, mon der da skulle være den aller ringeste trang til al den “sociale” lovgivning, hvormed grundejerne søger at putte arbejderne blår i øjnene. Når godsejerne ved grundværdibeskatningen er blevne tvunget til at lade deres vildtparker genopdyrke, mon der da skulle være ret mange, der ønsker jord i henhold til loven om småbrug? Og når alle de øde købstadsgrunde skal bebygges, når lønnen følgelig går op til sin naturlige højde: det fulde vederlag for ydet arbejde, mon der da skulle være nogen stærk trang til love om løn-voldgiftsdomstole, til fabriksinspektører, til alderdomsunderstøttelse og alle de andre sociale for ikke at sige socialistiske forholdsregler trufne for at “beskytte” det arbejde, man først har forsvarligt bundet og bastet ved at nægte det adgang til det eneste fornødne, jorden.

Også de storpolitiske spørgsmål ville svinde ind til lidet eller intet under grundværdibeskatningen. Thi så vil landets egne bønder ikke alene forsyne den industrielle befolkning med dens råstoffer og næringsmidler, men også forbruge største delen af de af denne befolkning forfærdigede produkter. England vil således ikke alene blive uafhængigt af udlandet i henseende til råstoffer og føde, men også med hensyn til de fremmede markeder, som det ikke længere har brug for. Og da næsten alle den moderne tids krige er kampe om markeder, vil landets fred være så nogenlunde sikret.

Skulle krigen alligevel komme, da vil England være ganske anderledes i stand til at tage imod den end nu. Englands svaghed for tiden ligger i de sørgelige sociale forhold, der har ophobet tretten millioner mennesker i storbyerne, uden at de dér kan erhverve sig livsopholdet ved en industri, som ikke kan finde afsætning for sine varer. I stedet for at deltage i velstandsproduktionen hviler disse mennesker som en byrde på den. Livet bliver hårdt og trangt for alle. Siden 1876 er fødselsprocenten — dette usvigelige barometer for et folks velvære — bestandig faldet. Fra 36,8 i det nævnte år faldt den til 27,1 pr. tusinde i 1906 og til 26,8 i 1907. Folket begynder så småt at dø ud, og det er på bedste vej til at sløves og forsumpes. Hvorfra skal landet da hente kraft til den kommende kamp om verdensherredømmet?

Kun grundværdibeskatningen kan atter bringe harmoni i produktionen og åbne adgang for de udsultede millioner til at ernære sig selv, kan forvandle slumkvarterernes legemligt og åndeligt fornedrede beboere til frie intelligente bønder og arbejdere. Men den kan gøre dette, og så vil landet roligt kunne se en krig i møde uden at behøve flere “Dreadnoughts”. Thi det er ikke skibe, det er mænd, som England mangler.
_____________

Det er jo endnu ikke udelukket, at regeringen kan gennemføre sit løfte om grundværdibeskatning. Kan den ikke, vil toldbeskyttelse sikkert og snart komme i stedet. Det vil da ikke være uden interesse for os danske at undersøge, hvilke følger hvert af disse alternativer vil have for den danske udførsel.

Det vil næppe have nogen betydelig indflydelse på vor udførsel af landbrugsprodukter, om England skulle lægge skat på indførselen af levnedsmidler. Thi de får allerede nu fra kolonierne, alt hvad disse kan producere, og det vil i hvert fald tage tid, før denne produktion kan i væsentlig grad forøges. Heller ikke vil kolonierne kunne konkurrere med de danske produkter, fordi de ikke kan bringe dem frem på markedet i så frisk og god en tilstand. Og både toldbeskyttelse og love om småbrug vil være ganske ude af stand til i landet selv at fostre en produktion, der kan tage det op med den danske. Snarere vil under de trange kår, der vil blive følgen, den indenlandske produktion formindskes. Derimod vil de danske produkter komme til at lide under den forringede købeevne, der vil blive en følge af toldbeskyttelsen og vistnok også under følgerne af en uundgåelig udvandring i stor stil. Men alt i alt kan de danske bønder dog med nogenlunde sindsro se på, om England skulle finde på at beskatte sine arbejderes brød.

Langt mere indgribende vil følgerne blive, hvis grundværdibeskatningen skulle blive indført. Der er mænd nok i England, der inderlig gerne ville gå ud og dyrke jorden, bare de kunne; antallet — ca. 5000 — på dem, som har søgt at opnå et små-brug under den i alle henseender uheldige small holdings lov, viser jo tilstrækkeligt dette. Når grundværdibeskatningen har gjort jorden tilgængelig til dens sande værdi i stedet for som nu til en ved the small holdings lov kunstigt opskruet pris, da vil det kun vare ganske få år, før landet er oversået med småbrug. Da vil Danmarks udførsel til England være næsten fuldstændig forbi, ikke alene fordi største delen af de fornødne næringsmidler vil blive frembragt i landet selv, men også fordi så mange af dem, der i dag lever af industrielt arbejde, ville gå over til landbruget igen, og efterspørgselen således formindskes.

Men ville dette i sig selv være en ulykke? Absolut ikke, hvis vi i Danmark selv til den tid har grundværdibeskatning. Thi da vil de på udførsel til England baserede unaturligt høje jordværdier ikke længere være pantsatte til udenlandske kreditorer, men indgå i statskassen, medens bonden kan opnå jord uden at måtte udbetale sin driftskapital som købesum. Hvor billige end fødemidler monne blive, når det engelske marked ikke længere sluger dem alle, så vil bonden dog være bedre stillet end nu. Thi hvad har han i virkeligheden ud af alle sine store engelske cheques? Må han ikke hurtigst muligt afsende dem til udlandet som rente af hans kreditforenings-gæld? Hvad har bonden, og hvad har købstadarbejderen i dag ud af hele den store udførsel? Må de ikke se alle de gode danske produkter gå til England og selv nøjes med dyre og tarvelige udenlandske næringsmidler, med russisk smør, amerikansk svinefedt og margarine osv. En hel klasse af store mellemhandlere tjener sig formuer på denne handel; de skummer fløden; men producenterne må nøjes med den skummede mælk.

Og hvis grundværdibeskatningen havde udleveret jorden til arbejdet, da ville en bankkrise som den, vi nys bivånede, have været umulig. Byggegrundene holdes for spekulationsøjemed ude af produktionen, indtil de har nået en pris, til hvilken hånd-værkeren ikke længere kan bygge uden ruin. I al den tid går arbejdet ledigt, og hele næringslivet lider. Men så længe de gode tider varer, bliver man ved at bygge (på de grunde, som har nået den af spekulanten forlangte pris) og bankerne tilstår byggelån. Så en dag brister boblen. Jordskælvet kommer. Stødet spores først i Amerika eller Japan; men det breder sig til vort land, og millioner tabes. Også grundspekulanterne taber; men medens alt, hvad de tidligere vandt, var vundet på bekostning af arbejdet, så er spekulantens tab ikke arbejderens vinding. Tværtimod arbejdere bliver arbejdsløse, og byggepladser ligger øde. — hvis staten her havde taget den samfundsskabte grundværdi gennem en skat, da havde byggeriet udviklet sig sundt og naturligt; thi det er kun i grundværdi, at usund spekulation kan finde sted, og intet tab ville have været lidt, ingen krise ville været følgen.

Endnu én betragtning: et økonomisk frit og mægtigt England vil altid være en uvurderlig støtte for de små lande, men et forarmet, udsultet, toldbeskyttet England er en fare. Thi kommer England først ind på toldbeskyttelsens skråplan, da vil en toldkrig med Tyskland hurtigt føre til kamp med endnu skarpere våben. Og resultatet af en sådan krig er på forhånd givet. Den engelske arbejder er allerede nu den tyske underlegen i intelligens og ville blive det langt mere under toldbeskyttelse. Tyskland ville gå sejrrig ud af en sådan krig; men hvad blev der så af Danmark?