Srtrejflys over nogle afsnit af samfundsøkonomien
af Gerda Gjerulff
E. Wienes Boghandel, København 1916

Indhold

1. afsnit.
Jordrenten og dens samfundsøkonomiske betydning.

1. Hvad jordrenten er og hvordan den fremkommer.
2. Hvem jordrenten med rette tilhører.
3. Hvordan samfundet gennem den af Henry George foreslåede jordværdibeskatning kan tage jordrenten i besiddelse.
4. Følgerne af jordskyldsreformen.

2. Afsnit
Penge, deres opgave, virkemåde og samfundsmæssige betydning

1. Hvordan problemet historisk er opstået.
2. Hvad der forstås ved penge.
3. Kredit og kreditmidler.
4. Prisniveauets stigning og fald og den vigtigste årsag dertil.
5. Gode og dårlige tider, økonomiske kriser Og årsagen til de fleste af dem.
6. Pengerenten og dens virkninger.
7. Ideale penge, deres opgave og virkemåde i omsætningen.
8. Hvordan en pengereform kan tænkes indført her i Danmark.
9. Vil der ske en stigning af prisniveauet ved overgangen til reformen?
10. Statens og kommunernes finanspolitik.
11. Muligheden af indførelsen af et internationalt eller universalt pengesystem i alle lande.
12. Virkningerne af den foreslåede pengereform.
13. Kurserne mellem penge fra forskellige pengesystemer.
14. Monometalisme og bimetalisme.

3. afsnit
Jordskyldsreformens og pengereformens forhold til hinanden indbyrdes og til en reform af styret

1. Vanskeligheden ved at indføre jordskyldsreformen før pengereformen.
2. Følgerne af, at pengereformen indføres før jordskyldsreformen.
3. Fordelene ved at indføre begge reformer samtidig og følgerne af, at begge er indført.
4. Sandt folkestyres betydning for reformers

Indledning

De fleste mennesker tænker ikke videre dybt over det sociale spørgsmål. Vel kan de fleste se, at der er noget galt og at det hele ikke er, som det burde være. Men de mener, at alle hidtil fremkomne reformforslag er umulige at gennemføre i praksis, og at man derfor bør slå sig til tåls med den tingenes tilstand, som der nu engang er, man bøder lidt på de værste ulemper ved en smule velgørenhed hist og her, dels fra privates og dels også fra statens og kommunernes side. Blandt dem, der kan se, at der både kan og bør gøres noget for at forbedre forholdene, gives der igen yderst få, der kan se alt, hvad der i den henseende bør gøres. De fleste af dem, der overhovedet er tilhængere af økonomiske reformer, har set sig så stæreblinde på en enkelt af disse, at de slet ikke har øje for, at der også kræves andre reformer. Dette gælder således de allerfleste af tilhængerne af Henry Georges jordskyldsreform; enten påstår de, at denne reform er den eneste nødvendige for at skaffe gode sociale forhold, eller også siger de, at de i alt fald ikke kan overkomme at tænke over, om andre økonomiske reformer er nødvendige. Med hensyn til den anden af de i denne lille bog omtalte økonomiske reformer, nemlig pengereformen, så tænker de fleste mennesker i alt fald her i Danmark aldrig på, at her overhovedet er et spørgsmål, der bør løses, endsige da på, hvordan det bør løses. De fleste, selv af dem, der har øje for, at her er et problem, tillægger dog ikke spørgsmålet videre betydning. I de forenede stater i Nordamerika er man, vel nærmest på grund af den uhyre magt, som de amerikanske penge- og finansmænd sidder inde med, blevet i højere grad opmærksom på, at her er et problem, som skal løses og løses rigtigt, og at dette vil have en ganske overordentlig betydningsfuld indflydelse på hele folkets økonomiske liv; der er derfor fremkommet mange forskellige forslag til reformer på dette område. I Tyskland har de tyske fysiokrater optaget på programmet det af Silvio Gesell i hans bog Die neue Lehre vom Geld und Zins fremsatte reformforslag. Da jeg imidlertid ved nærmere grundig eftertanke over sagen er kommet til den overbevisning, at de fleste af disse reformforslag, omend de alle indeholder en del af sandheden, dog på nogle punkter er fejlagtige, og at de alle er ufuldstændige, har jeg ment det hensigtsmæssigt her i dette lille skrift at fremsætte de resultater, jeg selv er kommet til angående sagens rette løsning. Og da denne sag er så lidt behandlet her i Danmark, men der derimod angående jordskyldsreformen foruden oversættelser af Henry Georges bøger tillige er udkommet en del selvstændig litteratur, har jeg ment det hensigtsmæssigt at behandle hin sag så grundigt og udførligt som det var mig muligt, medens jeg kun har skitseret sidstnævnte reform og så i øvrigt vil henvise interesserede til at læse nævnte litteratur. Af hensyn til forståelsen af forholdet. Imellem begge reformer har jeg dog ikke helt villet undlade at behandle jordskyldsreformen. Med hensyn til pengereformen gør dette lille skrift ikke fordring på at have behandlet emnet udtømmende, men forfatteren nærer håb om, at det i ethvert fald må have ydet et bidrag til spørgsmålets rette løsning og at det desuden må hjælpe til at udbrede forståelse af, at her er et vigtigt økonomisk spørgsmål, som bør løses. Hvis dette sker, har de efterfølgende sider ikke været skrevet forgæves.

1. afsnit.
Jordrenten og dens samfundsøkonomiske betydning.

1. kapitel.
Hvad jordrenten er og hvordan den fremkommer.

Hvad forstås der ved jordrente og hvorledes opstår den? Ved jordrente forstås den økonomiske værdi, der årligt fremkommer på jorden. Et stykke jord får først jordrente, når efterspørgslen efter det er større end tilbudet. Hvis ingen eller kun få bryder sig om et jordstykke, har dette ingen økonomisk værdi, men hvis to eller flere vil have det og er villige til at yde økonomisk vederlag for brugen af det, opstår straks jordrente, og denne vil blive desto højere, jo flere der sætter pris på netop det bestemte stykke jord. Om jordrente vil opstå på en bestemt slags jord, vil derfor afhænge af, om der efterspørges et større areal end der tilbydes. Så længe tilbuddet er større end efterspørgslen, vil ingen jordrente opstå. Vil man udforske de dybere årsager til, at jordrente opstår og til dens størrelse må man undersøge, hvad det er, der bevirker, at der bliver efterspørgsel efter jord. Og her vil navnlig tre momenter gøre sig gældende, nemlig: 1) jordens beskaffenhed med hensyn til dyrkning 2) beliggenheden og 3) størrelsen af det jordareal af en vis beskaffenhed eller beliggenhed, der står til rådighed. At et stykke jord er af en vis god beskaffenhed til dyrkning er ikke i og for sig tilstrækkeligt til, at jordrente opstår på den. Dette sker kun, hvis der efterspørges et større areal af jord af den beskaffenhed end der tilbydes, og kun i så fald vil der altså opstå jordrente på den. Med hensyn til, at der opstår jordrente på et stykke jord på grund af dens beliggenhed, så sker dette kun, når denne er bedre end beliggenheden af det i denne henseende dårligste stykke jord, der haves til rådighed, samt når arealet af jord med samme gode beliggenhed er begrænset, hvad den nu altid er, så at man kan sige, at beliggenhedsjordrente opstår på hele det areal af den optagne jord, som ikke netop har den allerdårligste beliggenhed. Bonitetsjordrente vil først opstå, når al jord af den bedste beskaffenhed er optaget. På den anden side vil der opstå jordrente selv på jord af så dårlig beskaffenhed, at den blot lige egner sig til dyrkning, så snart al jord af denne beskaffenhed er fuldt optaget. Denne slags jordrente er altså hverken bonitets- eller beliggenhedsjordrente, man kunne derimod kalde den begrænsnings- eller monopoljordrente. Et stykke jord kan have såvel beliggenheds­ som bonitets- og begrænsningsjordrente. Så snart denne sidste er opstået på den dårligste af den til dyrkning indtagne jord vil nemlig jordrenten på de jordarealer, der hidtil kun havde bonitets- og beliggenhedsjordrente, blive tilsvarende større, og denne tilvækst vil være begrænsningsjordrente. Så længe denne sidste endnu ikke er opstået, kan jord have 3 slags jordrente, nemlig: 1) udelukkende bonitetsjordrente, der opstår på jord af bedre kvalitet end den dårligste, men med den dårligste beliggenhed; 2) udelukkende beliggenhedsjordrente på jord, hvor beskaffenheden ingen rolle spiller, og 3) bonitets- og beliggenhedsjordrente på jord, hvor hverken boniteten eller beliggenheden er af den dårligste. Så snart begrænsningsjordrente er opstået, vil den danne en ny bestanddel i de 3 slags jordrente, og der vil desuden opstå en fjerde slags jordrente, nemlig den, der udelukkende består i begrænsningsjordrente, og vil opstå på jord, der både har den dårligste bonitet og den dårligste beliggenhed; denne ,jord havde tidligere ingen jordrente.

Med hensyn til det historiske tidspunkt, hvorpå de forskellige bestanddele af jordrenten er opstået, så vil bonitetsjordrenten være den, der først er opstået, nemlig så snart al jord af bedste beskaffenhed var optaget, og man måtte gå over til at tage jord af mindre god beskaffenhed i brug. Beliggenhedsjordrente kan ikke være opstået, førend arbejdets deling og dermed industri og andel kom til at spille en rolle, altså samtidig med byernes opkomst. Hvad endelig begrænsningsjordrenten går, så er den opstået så snart al dyrkelig jord er optaget. Dette tidspunkt burde jo ingen steder være indtrådt, førend al dyrkelig jord var dyrket så godt som det på daværende tidspunkt var muligt med forhåndenværende redskaber og kundskaber, og burde derfor endnu på nærværende tidspunkt ikke være indtrådt. I virkeligheden er begrænsningsjordrenten dog opstået for århundreder siden, og dette skyldes, at folk har fået lov til at beslaglægge mere jord end de faktisk dyrkede eller dyrkede godt nok, og dermed udelukkede de andre fra brugen af store jordarealer, og tilbuddet af jord indskrænkedes meget betydeligt på den måde. Skulle begrænsningsjordrenten først være opstået på det tidspunkt, da den uundgåeligt måtte opstå, så skulle der stedse være sørget for, at ingen beslaglagde mere jord end han virkelig dyrkede forsvarligt, og i fald man nu ville foretage sådanne foranstaltninger, at dette skete, så ville al nu bestående begrænsningsjordrente bortfalde, og denne slags jordrente vilde først opstå igen efter lange tiders, måske århundreders forløb, måske aldrig. dette kan ses ved at foretage et simpelt regnestykke, nemlig ved at udregne, hvor stort jordens samlede dyrkelige areal er, og hvor stort det areal ville være, som jordens samlede befolkning måtte tage i brug for at tilfredsstille alles fornødenheder med de for tiden rådende dyrkningsmetoder; man ville da se, at det første areal var langt større end det sidste men det er ikke alene således under de nuværende forhold, at begrænsningsjordrente eksisterer, til trods for at den ikke nødvendigvis behøvede det i lange tider; men denne begrænsningsjordrente vokser desuden stadigt med alle fremskridt og forbedringer, der gøres i samfundet, hvad enten disse består i opfindelser, folkets større flid og sparsommelighed osv., og den bør derfor under de nuværende forhold nærmest betragtes som en monopoljordrente, der opsluger hele overskuddet af produktionen og hindrer såvel de, der dyr jorden, som andre arbejdere i at få deres udbytte forøget, når fremskridt gøres.

En måde at begrænse jordrentens størrelse på, derved at begrænsnings- og dermed monopoljordrenten hindredes i at opstå førend nødvendigt, ville være at bestemme, at ingen måtte besidde mere jord, end han til enhver tid dyrkede eller på anden måde anvendte forsvarligt, samt sørge for, at denne bestemmelse blev overholdt. Dette ville dog ikke være så let at udføre i praksis, thi hvorledes kunne man have garanti for, at den, der overtager et jordstykke, som af den tidligere bruger ikke udnyttedes godt nok, ville udnytte det bedre, og således kunne megen jord evindelig skifte hænder, uden at dyrkningen derfor blev bedre. For at indføre retfærdighed med hensyn til jordrenten er det desuden ikke nok, at denne reduceres til sin naturlige størrelse; der må også sørges for, at den tilfalder dem, hvem den med rette tilhører. Herom skal vi høre i næste kapitel.

2. kapitel
Hvem jordrenten med rette tilhører.

I dette kapitel skal vi beskæftige os med spørgsmålet om, hvem de værdier, som jordrenten præsenterer, med rette tilhører. Vi må da først undersøge, hvorpå ejendomsret til værdier i det hele taget bør grundes. Her kan vi vel snart blive enige om, at genstande, der er frembragt ved menneskeligt arbejde tilhører det eller de mennesker, der har ydet dette arbejde. Men når man siger, at en genstand er frembragt ved menneskeligt arbejde, så er det jo ikke ment i bogstavelig forstand, idet det menneskelige arbejde kun formår at forarbejde, dvs. ændre og tildanne de fra naturens hånd givne råstoffer; selve disse kan derimod ikke frembringes ved menneskeligt arbejde. Man bør altså sige, at kun den værdiforøgelse, som er frembragt ved arbejdet, tilhører den, som har ydet dette. Værdien af det ubearbejdede stof, om det har nogen kan ikke tilhøre noget enkeltindivid. For at erhverve ejendomsret til en genstand er det derfor ikke nok at have ydet det arbejde eller dets ækvivalent, der var nødvendigt for at det råstof, hvoraf genstanden består, kan blive passende omdannet; man må også have ydet arbejde, som ækvivalerer den værdi, som vedkommende råstof havde, inden det blev omdannet, hvis det da havde nogen; ellers tilhører genstanden en med rette også uden dette ekstraarbejde. Bær, som plukkes på jord, der er ubrugelig eller overflødig til dyrkning, fisk, som fanges i søer eller have, hvor de findes i tilstrækkelig mængde, til at alle og enhver kan have lov at fange dem, huse, som bygges af træstammer, som findes i overflødig mængde osv. alt dette tilhører med rette dem, der plukker bærrene, fanger fisken, bygger huset osv. Anderledes med frugt, der dyrkes på jord, hvoraf der ikke er nok til, at alle kan få et areal til frugtdyrkning, på jord af en sådan beakaffenhed eller beliggenhed, at tilbuddet af den er mindre end efterspørgslen; her kan vi ikke sige, at den, der dyrker disse frugter, blot gennem det ved dyrkningen ydede arbejde har en udelukkende ejendomsret til dem; for at erhverve sig en sådan, må han desuden yde et sådant ækvivalent i arbejde, der svarer til jordrenten på det areal, han har brugt til frugtdyrkningen. Det samme gælder med hensyn til ejendomsretten til fisk, der fanges i en sø, hvis fiskebestand er så begrænset, at ikke alle uden videre kan få lov at fiske i den, men kun de, der er villige til at yde den værdi, som retten til at fiske i søen repræsenterer, fastsat ved forholdet imellem tilbud og efterspørgsel. Ligeledes må det samme siges med hensyn til ejendomsretten til huse, der bygges af planker, der stammer fra en skov, hvor ikke alle og enhver frit kan hugge træer til bygning af huse. I alle disse og lignende tilfælde må der af den, der med rette vil kunne gøre fordring på ejendomsretten til vedkommende genstand, kunne præsteres bevis for, at han ikke alene har ydet det arbejde eller det ækvivalent, der var nødvendigt for at omdanne det i genstanden indeholdte råstof, men også, at han har ydet ækvivalent i arbejde for den værdi, som råstoffet repræsenterer; kun når denne værdi er 0, behøves dette sidste altså ikke. I lighed hermed kan vi nu spørge: Hvem har da frembragt den værdi, som repræsenteres af jordrenten? Åbenbart intet enkelt menneske, men derimod alle de mennesker tilsammen, som bor i og udgør samfundet. På to måder vil disse bidrage til jordrentens opståen og vækst, nemlig for det første ved selve de enkelte menneskers tilstedeværelse, idet denne frembringer efterspørgsel efter jord, og for det andet ved at disse mennesker danner et ordnet samfund, der foretager sådanne foranstaltninger, som forhøjer jordens værdi i alle tilfælde, hvor der eksisterer monopoljordrente, altså praktisk talt overalt. Så snart begrænsningsjordrenten eksisterer og jordrenten inkasseres af private, vil den stige ved alle fremskridt og forbedringer, idet der altid vil være nogle, som er villige til at give mere for adgangen til jorden, når dette blot overhovedet er dem muligt. Alle foranstaltninger, som bevirker, at produktionsudbyttet bliver større, vil jo derved også bevirke, at den enkelte bliver i stand til at betale mere for brugen af jorden. Men når jordrenten ikke tilhører et eller flere enkeltindivider, fordi frembragt af alle i lige grad, så må den også tilhøre alle. Og da det ikke er beboerne i det enkelte land, som ene frembringer jordrenten i dette land, men da alle mennesker i alle lande tilsammen frembringer jordrenten over hele jorden, så må den tilhøre hele jordens befolkning under ét, og det er da forkert at sige, at jordrenten i Danmark tilhører de danske, i Frankrig franskmændene osv. At jordrenten kommer alle til gode kan føres ud i praksis på to måder, nemlig enten således, at jorden dyrkes i fællesskab eller på den af Henry George anviste måde, hvorom vi skal høre i næste kapitel. Den første måde, nemlig at dyrke jorden i fællesskab er af mange grunde meget ufuldkommen. For det første kan den kun praktiseres på flere afgrænsede områder, så at jordrenten ikke kommer alle mennesker på hele jorden i lige grad til gode, og for det andet kan den slet ikke anvendes overfor byjord. Dernæst medfører den den uretfærdighed, at alle de arbejdende får samme udbytte uden hensyn til det ydede arbejde, og dette virker hindrende på fliden og fremmer dovenskab, hvilket igen vil bevirke, at det samlede økonomiske udbytte bliver mindre. Denne metode har man brugt i tidligere tider, og den kan navnlig anvendes, så længe der kun drives jagt, fiskeri og kvægavl, men den er ikke så god, når først agerdyrkning bliver almindelig, og er derfor også de fleste steder blevet forladt igen for at vige pladsen for den private ejendomsret til jorden, således praktiseret, at den enkelte ikke alene har brugsretten til at dyrke jorden, men også kan inkassere jordrenten, til hvilken han ingen moralsk ret har, ja, han kan endog de fleste steder lade jorden ligge hen uden at benytte den. Herved opnår han ganske vist ingen øjeblikkelig fordel selv, men han hindrer andre i at benytte den og opnår selv, at han, uden at behøve at gøre sig den ulejlighed at dyrke eller på anden måde anvende j orden, dog efter kortere eller længere tids forløb kan tjene penge ved at sælge den.

Den private ejendomsret til jorden, praktiseret på denne måde, giver således anledning ikke alene til stor uretfærdighed derved, at værdier, som med rette tilhører alle, inkasseres af enkeltindivider, men den bevirker også., at megen jord af spekulationshensyn holdes ude af brug eller af andre hensyn så godt som ikke udnyttes (bruges til jagtterræner osv.), og derved opstår arbejdsløshed, idet ikke alle, der er i stand til og villige til at dyrke jord, kan komme i besiddelse af et stykke af passende størrelse og på rimelige og naturlige vilkår, således at de yder den årlige økonomiske værdi, der svarer til den naturlige jordrente, c: den, der vilde fremkomme, når al jord udnyttedes så godt som muligt. Kun et fåtal af de arbejdere der kan og vil dyrke jorden, kommer på den måde i besiddelse af jord, i utilstrækkelig mængde og på unødvendig strenge vilkår. Men når flertallet af disse arbejdere ikke kan komme til at dyrke jorden, vil de konkurrere om andet arbejde, og arbejdslønnen vil derfor holde sig på et lavpunkt, hvor den lige er stor nok til at dække det nødvendige til den arbejdendes og hans families underhold. Og den vil ikke stige, selvom der gøres nok så mange forbedringer og fremskridt. Det meste af den fattigdom, forbrydelser og anden elendighed, som for tiden hersker i samfundene, skyldes således den private ejendomsret til jorden, praktiseret på den ovenfor beskrevne måde. Hvorledes fordelene ved den private ejendomsret kan bevares, men denne dog udøves på en sådan måde, at samfundet får de værdier, der tilkommer det gennem jordrenten, skal vi se i næste kapitel.

3. kapitel
Hvordan samfundet gennem den af Henry George foreslåede jordværdibeskatning kan tage jordrenten i besiddelse.

Skønt flere førend Henry George så., at det var galt fat med den bestående jordbesiddelsesordning, var han dog den første, der fremsatte et forslag til ondets afhjælpning, der passede til nutidens forhold. Hvis de forslag gennemføres, vil ikke alene samfundet få den værdi, der tilkommer det, men den enkelte arbejder vil også få vederlag i forhold til værdien af hans ydelse. Som vi så i sidste kapitel, vil fælles besiddelse og fælles dyrkning af jorden nok hidføre det første, men ikke det sidste, og denne metode vil desuden være upraktisk for nutidens forhold. Henry Georges forslag går simpelthen ud på, at samfundet gennem beskatning skal inddrage de værdier, der tilhører det, og desuden ved ophævelse af alle nu bestående skatter sørge for, at arbejderne ikke berøves nogle af de ved deres arbejde frembragte værdier. Henry George mente så, at arbejderne på denne måde ville få det fulde udbytte af deres arbejde; dette vil de dog ikke, thi så længe pengerenten eksisterer, må dens beløb jo enten tages fra jordejerne eller fra arbejderne, men når de første, efter at Henry Georges skattereform er indført, ingen jordrente inkasserer mere, kan det altså ikke tages fra dem og kan da kun tages fra de værdier, der egentlig tilkommer arbejderne. Herom skal vi høre nærmere i 2. afsnit. Reformen skal indføres på den måde, at jorden først vurderes af sagkyndige folk; dernæst skal en mindre skat pålægges i forhold til det enkelte jordstykkes værdi og andre skatter afskaffes af omtrent tilsvarende beløb, og således skal der gås frem gradvist, indtil hele jordrenten inkasseres af samfundet og alle andre skatter et afskaffet. Således kan der altså gås frem, men det er et spørgsmål, om det ikke var bedre at gennemføre reformen så hurtigt som muligt og inkassere den fulde jordrente, så snart man bliver i stand til at bedømme størrelsen af den naturlige jordrente; dette vil man først kunne gøre, når en ikke alt for lille grundværdiskat har fået tid at virke. Én ting tror jeg, man skal vogte sig for, når man vil gennemføre reformen rationelt, nemlig at begynde med en alt for lille skat, da denne vil have for ringe social virkning til, at modstanderne kan blive overbevist om en grundværdiskats gavnlighed i det hele taget og dog vil være lige så vanskelig at få vedtaget.

Hvis man nu vil spørge, om samfundet ikke kunne inkassere jordrenten på anden måde end den ovenfor beskrevne af Henry George anviste, så vil jeg dertil svare, at dette må nok kunne lade sig gøre, men at jeg dog tror, at denne metode vil være den bedste. Man kunne jo ekspropriere eller konfiskere jorden ved at vedtage en lov, der erklærede al jord for samfundseje enten med eller uden erstatning til de øjeblikkelige ejere og så udleje eller bortforpagte jorden til den højstbydende. Denne fremgangsmåde med erstatning til jordejerne anbefales af de tyske fysiokrater. Men jeg tror, der vil være flere vanskeligheder ved at gennemføre denne metode frem for den af Henry George anviste, og desuden tror jeg, at den, når den er gennemført, ikke vil virke så gavnligt som hin. At gennemføre metoden med erstatning vil kræve store pengemidler til statens rådighed; denne vanskelighed kunde dog nok overvindes ved hjælp af den pengereform, der skal behandles i andet afsnit; men desuden skal der jo også tages bestemmelse om, efter hvilket princip erstatningen skulle fastsættes, om jordejerne kun skulle have den sum, de oprindelig havde givet for jorden, eller den sum, de ved salg kunne have opnået på det tidspunkt, da reformen indføres. Desuden vil erstatning i det hele taget være uretfærdig, thi hvem er det, der skal erstatte jordejerne tabet, andre end dem, der hidtil er blevet udbyttet af jordejerne? Egentlig skulle jordejerne jo snarere yde erstatning til de andre. Men hele spørgsmålet om erstatning er endnu vanskeligere at afgøre på grund af, at jorden jo stadig skifter ejer i nutiden også. Den sidstnævnte erstatning, nemlig fra jordejerne til arbejderne ville derfor være umulig at gennemføre i praksis. Skulle metoden derfor virkelig benyttes, kunne det vist nok kun ske ved konfiskation, altså uden erstatning, men en lov herom ville vist være vanskelig at gennemføre. Hertil kommer så, at reformen i det hele taget næppe ville være så god som den af Henry George foreslåede. Når jorden skulle forpagtes eller lejes ud, så måtte det være på et vist åremål, og når så dette var udløbet, måtte jorden igen udlejes til den højst­bydende. Bygninger og andre forbedringer måtte vurderes og de, der ville forpagte eller leje jorden, måtte så købe bygningerne og de øvrige forbedringer til vurderingspris. Men derved ville det meget let indtræffe, at en ejer ikke vedblivende kunne beholde sin ejendom, fordi lejen eller forpagtningsafgiften blev budt så højt op, at han ikke kunne stå sig ved at give denne afgift og derfor måtte gå fra ejendommen. Ved en upartisk vurdering af jorden tror jeg derimod, at man snarere traf det rette, og jorden kunne da, om fornødent, vurderes hvert år, hvorimod man ikke godt kan tænke sig alle ejendomme sat til auktion hvert år. Princippet i begge fremgangsmåder er det samme, nemlig at sikre dels alles lige og uhindrede adgang til jorden og dels samfundets besiddelse af alle de værdier, som rettelig tilkommer det; men i praksis tror jeg som sagt, at den af henry george anviste vej er den bedste.

4. kapitel
Følgerne af jordskyldsreformen.

Hvilke ville nu såvel de umiddelbare som de fjernere følger af den af Henry George foreslåede jordskylds­reform blive? Det, der allerførst vil ske, når der er pålagt en ikke alt for lille grundværdiskat, vil være dette, at megen jord, såvel agerbrugs- som byjord vil blive udbudt til salg til priser, som vil være en del lavere end de nuværende. Derved vil mange arbejdere komme i besiddelse af tilstrækkelig megen jord, til at de kunne leve udelukkende af at dyrke den, og megen af den jord, som nu ligger ledig i byerne, vil blive bebygget, hvorved huslejerne ville synke. Herved vil arbejdsløsheden i byerne betydelig formindskes og arbejdslønnen hæves. Efterhånden som grundværdiskatten forhøjes og alle de skatter, der nu trykker handel og omsætning, deriblandt navnlig toldskatterne, bliver ophævede, vil varepriserne blive lavere, handel og industri blomstre og huslejerne yderligere synke derved, at de tidligere på bygninger og andre forbedringer hvilende skatter afskaffes. Efterhånden vil jordrenten gå ned til sin naturlige højde. Dette vil ske derved, at begrænsningsjordrenten helt vil forsvinde og ligeledes en del af bonitetsjordrenten. Det kan f. eks. godt tænkes, at arealet af den bedste jord her i Danmark vil være mere end tilstrækkelig stort til at tilfredsstille efterspørgslen efter jord til agerbrug, og i så fald vil al bonitetsjordrente bortfalde, og først når det bliver nødvendigt at optage mindre god jord til dyrkning, vil noget af den komme igen. Eller det kan være, at arealet af den bedste og den næstbedste jord tilsammen er tilstrækkelig stort til at tilfredsstille behovet for agerbrugsjord; i så fald vil en del af bonitetsjordrenten bortfalde og kun den del blive tilbage, der svarer til forskellen imellem den bedste og den næstbedste jord. Arbejdslønnen, såvel for håndens som for åndens arbejde, vil ikke alene hæves straks ved reformens indførelse, men dens købeevne vil for fremtiden blive større hver gang der gøres fremskridt og forbedringer, såvel tekniske som andre, såsom arbejdernes større flid og dygtighed, bedre oplysning osv. Herved vil arbejderne blive interesserede i, at fremskridt gøres, og der vil derfor blive gjort mange nye opfindelser og forbedringer, blive udvist større flid, stræbt mere efter oplysning osv. Da enhver, der er villig og i stand til at arbejde, vil kunne få sit rigelige underhold derved, vil der ikke mere være så megen fristelse til tyveri, bedrageri osv., og derved vil det offentlige igen spare mange udgifter til fængsler, politi, fattigvæsen, sindssygeasyler, understøttelse til arbejdsløse osv. Dette vil også være heldigt for samfundets økonomi, idet indtægten ved jordrenten sandsynligvis vil blive mindre end de nuværende skatter. Når man vil afgøre, om dette sidste vil finde sted, må man dog huske på, at den nuværende jordrente, hvis der ingen skatter opkrævedes, ville være så meget større, som beløbet af de nuværende skatter udgør; da nemlig jordrenten under de nuværende forhold opsluger hele overskuddet, kan skatternes beløb kun tages af dette enten direkte eller indirekte ved overvæltning.

En yderst gavnlig virkning af reformen vil endvidere være sundere, bedre og billigere boliger. Huslejen vil blive billigere, dels fordi der ikke længere skal svares skat af bygningerne eller i form af told af de materialer, hvoraf husene bygges, og dels fordi selve jordrenten, som vi tidligere så, vil blive mindre. Også den reform, som vi skal omtale i næste afsnit, nemlig pengereformen, vil gøre huslejen billigere, idet renten af den i bygningerne indestående kapital vil spares. At boligerne tillige vil blive sundere og bedre indrettede, vil ske derved, at konkurrencen i byggefagene vil blive større, når der ikke mere henligger jord på spekulation. Når derfor den, der bygger boliger til udlejning, ikke bygger disse tilstrækkelig sunde og gode, vil lejerne hellere selv skaffe sig et stykke jord og lade bebygge efter deres ønske og smag.

Omend således en rationel grundværdibeskatning vil være en umådelig vinding for alle arbejdende mennesker og for samfundet som helhed taget, idet den vil bringe de første en betydelig større andel af deres arbejdsudbytte, og det sidste de værdier, der tilkommer det, så vil der dog ikke ved denne reform alene, således som de fleste af dens tilhængere tror, skaffes fuld retfærdighed, således at arbejderne får det fulde udbytte af deres arbejde. Ej heller vil derigennem de ødelæggende økonomiske kriser forebygges, eller den samlede produktion, omend betydelig større, blive så stor som det til enhver tid er muligt med de datidige produktionsmetoder og det forhåndenværende antal arbejdere; disse vil nemlig stadig berøves den del af deres arbejdsudbytte, som vil medgå til ydelse af kapital- eller pengerente til kapitalisterne, der vedblivende vil kunne leve af deres renter uden at arbejde. For at nå det ideale mål, der bør tilstræbes, nemlig at arbejderne får det fulde udbytte af deres arbejde, og at ingen kan leve ved andres arbejde, er derfor endnu en anden vigtig økonomisk reform nødvendig, hvorom vi skal høre nærmere i næste afsnit. For at sikre ikke alene de to reformers konsekvente gennemførelse, men også deres vedblivende beståen er imidlertid endnu en tredje reform nødvendig, nemlig et nyt styresystem, hvorom vi senere skal se. For at imidlertid denne sidste reform ikke alene skal blive indført, men også vedblivende bestå, må forståelsen af den indgå i folks bevidsthed, således at det ikke for nogen pris igen giver afkald på sin styreret eller afskaffer de metoder, som kan sikre denne; hertil kræves ikke alene forståelse hos den generation, der lever, når en sådan reform indføres, men at der stadig sørges for, at hver ny opvoksende generation erholder den fornødne undervisning og oplysning om styret. Der vil sandsynligvis altid være egoistiske personer, som straks griber enhver lejlighed til at udplyndre andre ved at leve af deres arbejde, og som derfor altid ville stå på vagt efter enhver chance. Når folkets flertal derfor ikke er oplyst og vågent, vil det før eller senere igen blive berøvet sin styreret og de midler, som tidligere brugtes til at udbytte det, vil igen blive anvendte derved, at de gode reformer afskaffes.

Jordskyldsreformens indførelse vil få størst betydning og virkning i lande, hvor den dyrkelige jord er udnyttet i mindre grad eller slettere end i lande, hvor den er udnyttet i højere grad eller bedre. I lande som England, hvor store arealer ligger hen som græsgange eller jagtterræn, og De forenede Stater i Amerika, hvor kapitalstærke selskaber har opkøbt store arealer og holder dem tilbage på spekulation, vil en grundværdiskats indførelse have langt større social virkning end i lande som Frankrig og Danmark, hvor der er ingen eller få større godser og hvor størstedelen af jorden hører til mindre brug; men intet sted vil reformen være virkningsløs i social henseende, thi intet sted er jorden så godt udnyttet, som den kunne og burde være. Desuden vil dens indførelse i et land også have social virkning i alle andre lande, idet arbejderne ville strømme til det land, hvor den ør indført, og dette vil især ske i stor målestok, hvis vedkommende land hører til dem, hvis jord tidligere var slet udnyttet; her vil jo nemlig så mange flere arbejdere kunne finde beskæftigelse.

2. Afsnit
Penge, deres opgave, virkemåde og samfundsmæssige betydning

1. kapitel
Hvordan problemet historisk er opstået.

I svundne tider, da hver familie eller stamme levede i økonomisk fællesskab og levede direkte af de produkter, som medlemmerne selv frembragte ved dyrkning af jorden eller ved jagt og fiskeri, var der så at sige ikke brug for arbejdets deling og dermed for handel. Den smule, der behøvedes, kunne let besørges ved hjælp af direkte tuskhandel. Senere, da arbejdets deling blev mere udbredt, hvilket gav sig udslag i dannelsen af byer, kunne tuskhandel ikke strække til og var alt for upraktisk; man måtte derfor have et byttemiddel. Man gik da over til at bruge en bestemt vare som sådant, og til forskellige tider og steder er dertil brugt mange forskellige varer, lige fra kvæg til muslingeskaller. Ved dem alle klæbede der dog væsentlige ulemper. Det viste sig så efterhånden, at de varer, der bedst egnede sig til byttemiddel, vare de ædle metaller, guld og sølv; disse havde mange fordele: de var holdbare, delelige, vejede lidt i forhold til deres værdi og kunne derfor forholdsvis let opbevares og transporteres; endvidere var der altid efterspørgsel efter dem som varer, og deres værdi var derfor forholdsvis stabil. Alle disse fordele gjorde, at man efterhånden overalt gik over til at bruge et af dem eller dem begge som byttemiddel, først i form af stykker af en vis vægt og senere i form af prægede mønter, der gjordes til lovligt betalingsmiddel. De andre metaller, kobber, nikkel osv. gjorde kun tjeneste som skillemønt og kunne altid fordres indløst med møntmetallet; dette bestod enten af guld eller sølv alene eller af begge dele i et vist indbyrdes ved lov fastsat værdiforhold, der så vidt muligt til at begynde med svarede til forholdet imellem disse metallers markedspris.

Efterhånden som omsætningen øgedes, viste ulemperne ved brugen af de ædle metaller sig stedse tydeligere. De væsentligste var disse:

1) først og fremmest var deres værdi ikke konstant og kunne ikke være det, fordi man lige så lidt ved disse som ved andre varer kunne regulere tilbud og efterspørgsel. Følgen var da altid, at når tilbuddet enten på grund af, at produktionsomkostningerne var formindskede eller af andre grunde blev større, uden at efterspørgslen samtidig steg tilsvarende, dvs. uden at tilbuddet af andre varer blev tilsvarende større, så steg prisniveauet og omvendt. Følgen heraf var igen stor forstyrrelse i forholdet mellem debitor og kreditor og derigennem i hele erhvervslivet. Ved stigende priser kom dertil spekulationen, som drev priserne på enkelte vigtige artikler unaturlig i vejret, og det hele endte så med en krise og et krak, hvorefter forholdene igen blev nogenlunde normale en tid.

2) Den til enhver tid indskrænkede mængde af guld- og sølvbeholdninger, der ikke kunne udvides efter behovet, bevirkede, at de, der var i besiddelse af flere af disse metalmønter end de i øjeblikket havde brug for, kunne forlange og få en afgift ved at låne dem ud til dem, der i øjeblikket ikke havde nok af disse byttemidler. Denne afgift vil jeg kalde pengerente eller ægte kapitalrente i modsætning til kapitalrenten som den almindelig forstås, som foruden pengerente tillige indbefatter risikopræmie, omkostningspræmie (betales af de lånsøgende) og foretagsomhedspræmie (erholdes af den, der anbringer penge i bestemte produktive foretagender.

3) dernæst var det besværligt at lade store mængder af mønter til stadighed være på vandring mellem de forskellige handelshuse indbyrdes og imellem disse og de private husholdninger.

4) og endelig forårsagedes der ved sliddet på mønterne et efterhånden ikke ganske ubetydeligt tab.

For at bøde på nogle af ovennævnte ulemper, indførte man i forrige århundrede indløselige banksedler, dvs. anvisninger på en bestemt vægtdel guld eller sølv, præget til mønt. Disse cirkulerede da delvis i stedet for mønterne, som blev liggende i bankernes kældre. Denne rent praktiske foranstaltning kunne ifølge sagens natur kun afhjælpe de sidstnævnte to rent praktisk ulemper, derimod ikke de to først omtalte principielle; den kunne altså ikke hindre prisniveauets svingninger og ikke afskaffe pengerenten. Heller ikke hjalp det i denne henseende, da man begyndte på at udstede sedler, for hvilke man ikke havde guld eller sølv liggende, men for hvilke man købte værdipapirer; thi disse sedler kunne alligevel altid af ihændehaveren forlanges ombyttet med guld eller sølvmønt. Derimod opnåedes herved, at man kunne have en større cirkulerende pengemængde og at det seddeludstedende bankinstitut kunne have en renteindtægt svarende til den gængse rente af beløbet af de cirkulerende sedler, for hvilke man ikke havde guld og sølv liggende. Men til gengæld var der den store ulempe at der altid var fare for, at en krise kunne opstå derved, at banken ikke kunne indløse sine sedler. Dette tilfælde kunne indtræde på grund af pludselig svigtende tillid, der bevirkede, at de fleste indehavere af sedler ville have disse indløst med mønter. Længere end til dette stadium er man til dato ikke nået i praksis på pengevæsenets område.

2. kapitel.
Hvad der forstås ved penge.

Penge er et byttemiddel, som repræsenterer bytteværdi og er gjort til lovligt betalingsmiddel. De betegner endvidere altid et tilgodehavende, idet den, der besidder dem, når som helst kan indløse dem på markedet i vedkommende land med varer eller tjenester. Penge kan bestå af og består for det meste af materielle ting, f.eks. små vægtdele guld eller sølv med et vist påstemplet præg eller papirstykker, hvis værdi som betalingsmiddel angives ved påtrykt tekst, men de kan også være immaterielle eller ustoflige, f. eks. bestå i et tilgodehavende i en bank. Dette har man et historisk eksempel på i pengesystemet i republikken Venedig i sin tid. Her var det som regel kun småbeløb, der betaltes med mønter, medens større beløb betaltes ved hjælp af anvisninger på Venedigs bank. Som lovligt betalingsmiddel brugtes nemlig foruden mønter tillige tilgodehavender i Venedigs Bank. De udstedte anvisninger kunne derfor ikke forlanges udbetalt, men kunne kun overføres til kreditors konto. For at skaffe sig et tilgodehavende, hvoraf man kunne anvise, måtte man dog først indbetale mønter, men siden kunne man aldrig forlange disse igen, men kun anvise beløbet i større eller mindre summer; den, der modtog anvisningen i betaling, kunne heller ikke forlange mønter udbetalt, men beløbet blev krediteret hans konto. Dette system bestod ca. 600 år i Venedig, og i den tid blomstrede handelen og erhvervslivet i det hele som ingensinde før eller senere, og grunden var den ganske simple, at når der ikke kunne forlanges mønter udbetalt, kunne heller ingen akutte økonomiske kriser opstå, og systemet kunde udvides efter behovet. Et tilgodehavende i Venedigs bank blev værdsat så højt, at der var kurs imellem dette og de tilsvarende mønter i dettes favør. De mønter, der blev indbetalt i bankerne, blev af denne brugt til betalinger i udlandet.

De stoflige penge kunne inddeles i 2 slags, nemlig: 1) de, der er lavet af et i sig selv værdifuldt materiale, således at de skulle indeholde visse vægtdele af dette for at være gyldige, og 2) de, der er lavet af et i sig selv værdiløst stof, f.eks. papir. Disse sidste kunne igen inddeles i 2 slags, nemlig: 1) de, der ikke er penge i egentlig forstand, mon kun anvisninger på sådanne (med. mønter indløselige banksedler, der dog i almindelighed fungerer ganske som rigtige penge), og 2) uindløselige papirpenge. At de er uindløselige, vil kun sige, at de ikke kan kræves indløst med mønter, der indeholder bestemte vægtdele af møntfodsmetallet; de kan derimod indløses på markedet med hvilke som helst varer og tjenester.

Forinden man begyndte at bruge prægede guld- eller sølvmønter som penge, brugte man disse to metaller som byttemiddel efter vægt; men de var da også kun byttemidler, ikke penge. Først da loven satte sit stempel på visse vægtdele af guld eller sølv og bestemte, at de skulle være lovligt betalingsmiddel, blev de til penge. Heller ikke indløselige banksedler er penge i egentlig forstand, skønt de i praksis fungerer som sådanne; de er i virkeligheden kun et byttemiddel; de er jo nemlig ikke lovligt betalingsmiddel og repræsenterer kun indirekte bytteværdi; de repræsenterer derimod penge (mønter), med hvilke de til enhver tid skal kunne ombyttes.

De penge, der bruges i nutiden, er alle stoflige og er enten egentlige penge, bestående af guld- eller sølvmønter (kun undtagelsesvis bruges i nutiden uindløselige papirpenge, f.eks. de såkaldte greenbacks i USA, eller indløselige banksedler (altså egentlig ikke penge).

Hvilken er nu den opgave, som pengene skal løse, og hvorledes bør de være for at kunne løse denne opgave på bedste måde? Deres opgave er at muliggøre og lette omsætningen så meget som muligt og ikke noget som helst andet eller mere. For rigtig at forstå pengenes opgave og virkemåde, er det vist bedst, at vi først gør os det klart, hvad bytteværdi egentlig er. En vares bytteværdi eller pris er indbegrebet af den mængde andre (alle mulige) varer, med hvilke den lader sig ombytte. Bytteværdi er altså ikke nogen egenskab ved en vare, som f.eks. længde, farve osv., men den betegner kun vedkommende vares forhold til andre varer i handel og vandel. Når man derfor vil sige, at et stykke af en vis vare havde bytteværdien 100, så mentes dermed blot, at det ville kunne byttes med 100 stk. af en anden vare, der enkeltvis havde en bytteværdi af 1 eller med 10 stk. af en vare, der enkeltvis havde en bytteværdi af 10 osv. For at fastslå tingenes bytteværdi eller pris i tal, må man altså begynde med at vedtage, at en vis almindelig genstand har en bytteværdi af 1, 10, 100, 1.000 eller 100.000, alt efter praktiske hensyn til, at man undgår såvel at regne med brøker som at regne med unødvendig store tal. Man kan således sætte værdien af en meget ringe genstand, f.eks. en æske tændstikker, til 1 eller værdien af en større genstand, f.eks. et hus af en vis størrelse og beskaffenhed, til 100.000, og derefter vil så alle andre varers bytteværdi fremkomme af sig selv ifølge det større eller mindre arbejde, der skal til for at frembringe hver især. Man kan dog ikke omvendt sige, at når man har anvendt en vis mængde arbejde på at frembringe en genstand, så har denne en aldeles bestemt dertil svarende bytteværdi; thi det nytter jo ikke, at man anvender meget arbejde på at frembringe en genstand, som er unyttig og som der derfor ingen efterspørgsel er efter; dens bytteværdi vil dog være 0. I almindelighed vil dog naturligvis det arbejde, der vil blive anvendt på frembringelsen af en vare, stå i passende forhold til den bytteværdi, som varen har vist sig at have eller som den, hvis det er en ny vare, antages at kunne få.

Man kan nu spørge, hvilke der er de bedste penge, enten de, der i sig selv indeholder værdifuldt materiale (mønterne), eller de, dog i mig selv ingen værdi indeholder (indløselige såvel som uindløselige papirpenge), og af disse igen enten de indløselige eller de uindløselige papirpenge. Papirpengenes værdi beror jo udelukkende på tillid enten til, at de altid vil kunne indløses med mønter eller til at de altid vil blive modtaget som betalingsmiddel. Den i og for sig bedste slags penge er de uindløselige papirpenge, fordi man med disse altid vil kunne sørge for, at de er til stede i en for omsætningen passende mængde, og man altså derved vil kunne undgå følgerne af, at den cirkulerende pengemængde til tider tiltager og til andre tider aftager uforholdsmæssigt i størrelse, begge dele uden at man er herre derover og uden hensyn til behovet. Men skønt de uindløselige papirpenge altså i og for sig er de bedste, kan de dog ikke bruges under alle omstændigheder, men de andre (mønterne eller de med mønt indløselige papirpenge) kan under visse omstændigheder gøre bedre fyldest. I stater, hvor lov og ret ikke er tilstrækkeligt befæstet, men hvor vilkårlighed hører til dagens orden, kan tilliden altid kun være ringe, og de ideale penge kan derfor ikke bruges der; det kan derimod mønterne; disse ville altid kunne cirkulere, thi, hvis pengene synker i værdi som byttemiddel, vil man altid kunne indsmelte mønterne, tilegne sig det værdifulde metal og sælge det til dets markedspris.

Hvad de med mønt eller møntmetal indløselige papirpenge angår (uegentlige penge), så frembyder de som omtalt i forrige kapitel mere rent praktiske fordele frem for mønterne. Skønt brugen af dem ligesom brugen af de uindløselige papirpenge hviler på tillid (enten til at de vil kunne bruges som byttemiddel eller til at de altid vil kunne indløses på forlangende med mønter) så klæber der dog ved deres brug alle de samme væsentlige ulemper som ved brugen af mønterne, omend måske i noget mindre grad, idet deres mængde dog vil kunne gøres noget elastisk.

3. kapitel.
Kredit og kreditmidler.

Hvad forstås der ved kredit? Kredit betyder tillid, og der kan gives kredit på 2 måder, nemlig enten ved at vente med at modtage betaling for ydede varer eller tjenester eller ved at yde lån for kortere eller længere tid. Hvad opnås der nu herved? Der opnås, at omsætningen kan gå hurtigere og lettere og blive større, end den ellers kunne blive. Ja, man kan vel endogså sige, at uden kreditgivning ville den moderne samfundshusholdning, der hviler på arbejdets deling, blive umulig, og man måtte nøjes med en langt ringere grad af denne og derved langt færre kulturgoder.

Hvad forstås der ved kreditmidler, og hvortil tjener de? Kreditmidler er midler, ved hvis hjælp omsætningen kan foregå med en mindre cirkulerende pengemængde end ellers,; de er pengerepræsentativer og kan delvis erstatte disse. Kreditmidler er som regel anvisninger på kontante penge, som ihændehaveren så kan få udbetalt i en bank eller indsætte på en konto i en sådan; på den sidste måde spares yderligere på brugen af kontante penge, og dette system kan drives meget vidt, så længe blot ikke tilliden svigter. I de lande, hvor der bruges forholdsvis få rede penge pr. individ til at besørge omsætningen, vil det vise sig, at dette hidrører fra, at kreditmidler bruges i større udstrækning end i de lande, hvor der bruges et større kontant pengebeløb pr. individ til at besørge en omsætning, der pr. individ ikke er større undertiden endog mindre. Da de forskellige landes pengesystemer ikke er således indrettet, at den kontante pengebeholdning kan udvides efter behovet, har man, da omsætningen stadig stiger, været nødsaget til at tage sin tilflugt til kreditmidler i stedse større udstrækning. Kreditmidler frembyder desuden også flere fordele frem for brugen af rede penge og da navnlig denne, at der ikke er så stor risiko forbundet ved at transportere eller opbevare dem som ved hine. Da de lyder på bestemte personers eller firmaers navne og skal underskrives af disse, inden de kan indløses med rede penge, har f.eks. en tyv ingen fornøjelse af at stjæle en sådan anvisning, som endnu ikke er underskrevet; heller ikke gør det noget, om den skulle brænde eller bortkomme, da der så blot kan skrives en anden. Men da tillid til bestemte personer eller firmaers soliditet danner grundlaget for brugen af disse midler, er der den fare herved, at når tilliden af en eller anden grund svigter, forlanger folk kontante penge; hvis der så ikke er tilstrækkelig mango af disse forhånden, opstår en krise. Da verdenskrigen brød ud i august 1914, stormede folk sparekasserne for at tage deres penge ud; bagefter gik de til nationalbanken for at få sedlerne indløst med guld. For at afværge en krise blev sparekasserne derfor nødt til at indskrænke udbetalingen, således at man kun kunne hæve et vist beløb pr. uge, og nationalbanken så sig nødt til midlertidig at ophæve indløsningen af sedlerne med guldmønt. Man ser heraf, at hvis, som det ville være naturligt, enhver til enhver tid skal kunne hæve hele sit tilgodehavende i sparekassen, er det nødvendigt, at denne altid kan få sin beholdning af kontante penge forøget efter behovet; dette kan dog ikke lade sig gøre, når sedlerne skal kunne indløses med guld, thi så er der jo en ret snæver onhllhi’ for, hvor mange sedler der kan udstedes. Selvom derfor kreditmidler i de fleste lande besørge en større eller mindre del af omsætningen, er det, som vi ser heraf, alligevel nødvendigt, hvis kriser skal undgås, at beholdningen af kontante penge kan udvides uindskrænket, når tilliden i et givent øjeblik svigter. At der slet ikke kan være tale om at lade kreditmidler fuldt ud erstatte penge er indlysende, blot deraf, at hine jo er anvisninger på disse. Til kreditmidler må også henregnes banksedler, der på anfordring kan indløses med guld- eller sølvmønt; men under almindelige forhold blive de jo i den daglige handel og vandel betragtet ganske som rede penge; kun under ekstraordinære forhold, som f.eks. da verdenskrigen brød ud, ser man, at de i virkeligheden ikke er rede penge.

4. kapitel
Prisniveauets stigning og fald og den vigtigste årsag dertil.

En vares bytteværdi eller pris fremkommer ved forholdet mellem den mængde af varen, der udbydes til salg, og den mængde penge og kredit, der samtidig bydes for at få fat i denne varemængde, eller som man i almindelighed siger: en vares pris bestemmes ved forholdet mellem tilbud og efterspørgsel efter den. Bliver tilbuddet større, uden at efterspørgslen samtidig stiger, vil prisen dale og omvendt; den lavere eller højere pris vil da bevirke, at efterspørgslen vil blive henholdsvis større eller mindre, eller at tilbuddet vil blive henholdsvis mindre eller større, og på den måde vil ligevægten stadig vedligeholdes. De lavere eller højere priser vil holde sig så længe forholdet imellem tilbud og efterspørgsel bliver det samme. I almindelighed vil dog en større efterspørgsel efter en vare efterhånden fremkalde et større tilbud af den, og prisen vil da igen blive normal. Men når under ekstraordinære forhold tilbuddet ikke kan forøges, så at det svarer til den større efterspørgsel eller tilbuddet er blevet formindsket, uden at efterspørgslen kan formindskes, fordi det er nødvendighedsartikler, det drejer sig om, så vil der opstå monopolpris på vedkommende vare; det er f.eks. tilfældet nu under verdenskrigen med en del levnedsmidler og med fragter.

En ændring af prisniveauet kan have 2 forskellige årsager, nemlig: 1) at efterspørgslen på alle varer og tjenester stadig stiger eller falder, uden at tilbuddet følger hurtigt nok med; i første tilfælde vil prisniveauet stige og i sidste falde. 2) at omkostningerne ved enkelte livsfornødenheder og andre nødvendighedsgenstande såsom kul, fragt osv. stiger eller falder; hvis priserne på disse ting i længere tid vedbliver at stige eller dale og holder sig på et højere eller lavere niveau, må jo nemlig efterhånden også priserne på alle andre varer og tjenester stige eller falde, og hele prisniveauet vil derfor til sidst være steget eller faldet.

Hvad nu den første af de 2 årsager angår, nemlig at efterspørgslen på alle varer eller tjenester stiger eller falder, uden at tilbuddet følger med, kan dette igen tænkes at ske på. 3 måder, nemlig: 1) derved, at den cirkulerende pengemængde stadig bliver større eller mindre; 2) at den hurtighed hvormed den cirkulerer, bliver større eller mindre, og 3) at kreditten udvides eller indskrænkes. At den cirkulerende pengemængde bliver større eller mindre, kan når guld- eller sølvmøntfod bruges, ske derved, at der strømmet uforholdsmæssig meget guld eller sølv til eller fra landet; det første kan ske enten derved, at der på grund af opdagelsen af nye guldlejer i det hele taget er blevet produceret mere guld, som derfor strømmer ud over alle lande med guldmøntfod, eller derved, at et land har solgt en uforholdsmæssig mængde varer til andre lande og fået guld i betaling eller endelig derved, at landet har modtaget krigsskadeserstatning i guld (Tyskland i 1872). Den større ophobning af guld i det enkelte land vil, når den omsættes i en større cirkulerende pengemængde, bevirke et midlertidigt højere prisniveau i landet; efterhånden vil dog guldet igen fordele sig til andre lande og prisniveauet vil da langsomt dale og give anledning til de såkaldte “dårlige” tider i landet. At den cirkulerende pengemængde bliver mindre i et land med guldmøntfod kan ske enten derved, at flere lande, som tidligere havde sølvmøntfod, nu gå over til guldmøntfod, hvorved guldet vil strømme over til disse lande og bort fra de lande, der i forvejen havde guldmøntfod; herved vil den cirkulerende pengemængde blive mindre i disse sidste, hvis der ikke bødes på dette forhold ved udstedelse af uindløselige papirpenge til hjælp for omsætningen og prisniveauet vil dale. At den cirkulerende pengemængde bliver mindre i et land, kan også bevirkes derved, at landet har sendt store mængder af sit guld til udlandet som betaling for modtagne varer. Dette var f.eks. tilfældet i nogle af de amerikanske kolonier lige førend uafhængighedskrigen. Herved opstod der en sådan pengemangel, at man delvis måtte gå tilbage til tuskhandel, indtil man fandt den nærliggende udvej at udstede uindløselige papirpenge, hvilket imidlertid mishagede de engelske pengemænd så meget, at dette blev en medvirkende årsag til, at kolonierne rev sig løs fra England.

Endelig kan den cirkulerende ‘pengemængde formindskes derved, at pengene blive hengemt på spekulation i bankerne eller af privatfolk på grund af krigsfrygt eller andet, der bevirker, at folk for at sikre sig gemme på kontante penge. Når den cirkulerende pengemængde formindskes på denne hurtige måde, vil dette dog ikke give anledning til, at prisniveauet falder; dette vil kun ske, når den langsomt bliver mindre. Derimod vil det give anledning til en lammelse af omsætningen og en ødelæggende økonomisk krise. En sådan indtraf i 1907 på grund af, at de amerikanske banker gemte på guldet og pengene. En krise kan undgås, når der i tide tages forholdsregler enten ved en midlertidig ophævelse af sedlernes indløsning med guld eller ved at udstede uindløselige papirpenge; det første skete som bekendt i de fleste lande ved verdenskrigens udbrud. Vil man undgå, at den cirkulerende pengemængde bliver større eller mindre, uden at behovet kræver det, må man derfor først og fremmest afskaffe guld- eller anden varemøntfod og indrette pengesystemet således at pengene intet har at gøre med nogen bestemt vare. Men dette er dog selvfølgelig ikke tilstrækkeligt. Man må også, selvom man bruger uindløselige papirpenge, sørge for, at den cirkulerende pengemængde altid svarer til det øjeblikkelige behov, thi ellers vil prisniveauet også da stige eller falde. Hvordan dette kan iværksættes skal vi få lejlighed til at se i senere kapitler. – Med hensyn til den hurtighed, hvormed pengene cirkulerer, er der ingen videre grund til at dvæle herved, da der, så vidt jeg kan se, ikke gives årsager, der bevirker, at den pludselig ændres. Hvad kreditten angår, så er forholdet således under guldmøntfod, at den til tider udvides og til andre tider indskrænkes, og dette sker derved, at diskontoen henholdsvis sættes ned eller op; dette kan dog kun bevirke en midlertidig ændring i priserne på enkelte varer, der er genstand for spekulation, og i kurserne på aktier, og derved give anledning til spekulation og kriser; nogen ændring af hele prisniveauet vil derimod kun kunne ske, når kreditten varigt udvidedes, men dette sker jo som bekendt ikke.

Når guldets pris af ovennævnte grunde falder eller stiger, så vil dette i lande med guldmøntfod bevirke henholdsvis en stigning eller et fald i prisniveauet. Dette vil dog ikke ske pludseligt, men lidt efter lidt, og når guldets pris vedbliver at falde eller stige i længere tidsrum, vil prisniveauet også i dette tilfælde henholdsvis stige eller falde. Når man vil sørge for et stabilt prisniveau, er det derfor også af denne grund nødvendigt at forlade guld- eller sølvmøntfoden. I lande med guldmøntfod vil endvidere enhver, der på en eller anden måde er kommet i besiddelse af noget af dette metal, på forlangende kunne få det udmøntet til den slags guldmønter, som bruges i landet. Herved kan der komme så stor tilstrømning af guld og dermed penge til et land, at hele prisniveauet stiger. For at værge Sverige herimod, har den svenske rigsdag for nylig vedtaget en lov, som bemyndiger Riksbanken til at nægte at udmønte guld til penge. Dette er lige det modsatte af, hvad der skete ved krigens udbrud, da indløsningen af sedlerne med guld blev afskaffet: i første tilfælde frygtedes en oversvømmelse af guldet, i sidste, at det skulde forsvinde som dug for solen. Da på den anden side enhver, som er i besiddelse af guldmønter, når som helst kan udsmelte dem og bruge guldet på anden måde eller sende det til udlandet som betaling, vil et land på denne måde kunne blive berøvet så mange af sine penge, at priserne vil synke og omsætningen indskrænkes, hvis man da ikke i tide sørger for andre slags penge, som ikke kan udvandre. Således gik det, som tidligere nævnt, i nogle af de amerikanske kolonier i årene umiddelbart før uafhængighedskrigen; kolonierne havde fået så mange varer fra moderlandet England, at de for at kunne betale dem sendte meget guld og sølv over Atlanterhavet; standsningen i produktionen afværgedes dengang ved udstedelsen af uindløselige papirpenge til indenlandsk brug. Den vigtigste fordring, der ifølge det foregående derfor må stilles til ideale penge, er, at de intet må have at gøre med én eller flere bestemte varer; de skal kun repræsentere bytteværdi. De såkaldte uindløselige papirpenge opfylder denne fordring fuldt ud, man bør derfor forlade såvel guld- som sølvmøntfod og udelukkende bruge uindløselige papirspenge. For endvidere at undgå anledning til spekulation så meget som muligt, bør man sørge for, at betingelserne for at opnå lån stadig bliver de samme. I perioder med stigende priser, hvor derfor spekulationen blomstrer, udvides kreditten, og dette virker hen til yderligere omend kun midlertidige prisstigninger. For at den cirkulerende pengemængde på ethvert tidspunkt kan svare til behovet, er det nødvendigt, at pengene indgå i og udgår af omsætningen på en måde, som fyldestgør dette formål. Det er nu indlysende, at hvis dette sker på en sådan måde, at nye penge, der er indgået i omsætningen, før eller senere af sig selv vil udgå af den igen, så er der mest sandsynlighed for, at dette sker. Dette vil kunne lade sig gøre på den måde, at man lader pengene indgå i form af lån i produktivt øjemed, thi så vil den cirkulerende pengemængde kun blive øget, når produktionen øges og omvendt. Og pengene vil udgå igen som afbetaling på lånene. Men naturligvis er det i denne henseende ikke ligegyldigt, om der går kortere eller længere tid, inden lånene afbetales. Hvis staten f.eks. ville låne hundreder af millioner af nye penge og lade hengå en længere årrække, inden den påbegyndte afbetalingen, så er det indlysende, at dette let vil kunne blive årsag til prisniveauets stigning. Om dette virkelig vil ske, vil afhænge af, om der på det tidspunkt, da lånet stiftedes, var mulighed for, at produktionen kunne udvides og ville blive det efter en så stor målestok, at den forøgede cirkulerende pengemængde svarede til behovet. Hvis der var tilstrækkelig af ledig arbejdskraft enten i selve landet eller ved indvandrede arbejdere, og især hvis lånet var stiftet i produktivt øjemed, f.eks. til bygning af jernbaner, var der mulighed for, at prisniveauet ikke ville stige, i alt fald ikke lige straks; i modsat fald ville det meget snart stige. Hvis altså al arbejdskraft er fuldt udnyttet og al tilgængelig jord ligeledes, så ville prisniveauet snart stige ved en sådan fremgangsmåde fra statens side. For at holde prisniveauet stabilt, er det derfor ikke engang nok, at der både bruges uindløselige papirpenge og at disse kun indgår som lån i produktivt øjemed og udgår som afbetaling på disse, samt at lånene stadig stiftes på samme betingelser. For at den cirkulerende pengemængde ikke skal blive for stor i forhold til den til enhver tid udbudte mængde af varer og tjenester, må der endvidere sørges for, at landets samlede forbrug stedse så vidt muligt dækker den samlede produktion.

Ved forbrug i denne forstand forstår jeg ikke alene det, der umiddelbart tjener til fornødenhedernes tilfredsstillelse, altså mad, klæder, husly osv., men også sådanne varer, hvoraf den for produktionen nødvendige reale kapital består, såsom huse, maskiner, skibe, broer, jernveje osv. Er forbruget i denne forstand mindre end produktionen, og dette ikke opvejes enten derved, at der for udførte varer opsamles tilgodehavende i udlandet, eller at der udvandrer arbejdere, vil virkningerne heraf først vise sig ved arbejdsløshed og lavere arbejdsløn, som, hvis forholdet vedbliver tilstrækkelig længe, efterhånden vil bevirke et lavere prisniveau. At et lands forbrug er større end dets produktion, kan kun ske enten derved, at det stifter gæld i udlandet, eller derved, at det formindsker sit udenlandske tilgodehavende, og dette kan således ikke påvirke prisniveauet. Der er derimod intet i vejen for, at der, selvom der ingen udenlandske tilgodehavender haves til rådighed og ingen udenlandsk gæld stiftes, ved en for stor pengecirkulation kan gøres et forsøg på at gøre forbruget større end produktionen; da dette imidlertid ikke kan lade sig gøre, vil resultatet blot blive, at prisniveauet stiger. Dette kan i alt fald i teorien tænkes at ske, hvis et lands indbyggere gennem år har opsparet store summer af deres årlige indtægt og så på et bestemt tidspunkt beslutter at bruge disse opsparede penge til luksus, rejser osv. De tager så pengene ud af sparekasserne og lade dem cirkulere. Hvis nu al arbejdskraft i forvejen er optaget derved, at stat og kommuner i de år, da privatfolk for at spare har nedsat deres forbrug, har beskæftiget den ledige arbejdskraft ved offentlige arbejder, så vil en sådan fremgangsmåde fra indbyggernes side nødvendigvis bevirke en stigning af prisniveauet, hvis den strækker sig over tilstrækkelig lang tid, og hvis virkningerne ikke modvirkes derved, at stat og kommuner indskrænker den offentlige virksomhed så meget som det er nødvendigt og derfor afskediger en del af sine arbejdere. Nå, i virkeligheden er der vel ikke megen sandsynlighed for, at folk skulle bære sig sådan ad. Der er derimod intet i vejen for, at det private forbrug til stadighed kan være noget mindre end den i dette øjemed til rådighed stående del af produktionen. For at modvirke dels at prisniveauet begynder langsomt at dale, og dels at der bliver nogen permanent arbejdsløshed herved, vil det i så fald være formålstjenligt, at stat og kommuner sørger for at udvide deres virksomhed tilstrækkeligt til at kunne optage den ledige arbejdskraft, derved at de foruden at bruge deres årlige løbende indtægter forøger disse ved lån. Kommer der så andre år, hvor det samlede private forbrug bliver større end den samlede privatindtægt, bør stat og kommuner indskrænke virksomheden og afbetale på gælden. Hvorledes dette i praksis kan iværksættes skal vi se i et senere kapitel.

Den anden af de ovennævnte to årsager, der kan bevirke en ændring af prisniveauet, nemlig, at omkostningerne ved enkelte livsfornødenheder eller nødvendighedsgenstande er steget eller faldet, har derimod intet med guldmøntfod eller med pengesystemet i det hele taget at gøre, men skyldes andre omstændigheder, f.eks. krige, beskyttelsestold, arbejdssparende opfindelser osv. At prisniveauet er steget nu under verdenskrigen skyldes således de abnorme forhold, der hersker på de fleste områder, og som bevirker dels at tilbuddet af enkelte livsfornødenheder ikke kan blive så stort, at det svarer til efterspørgslen, således at der altså. Bliver monopolpris på disse, dels de højere fragter, der igen delvis skyldes den større risiko, der på grund af miner, torpedoer osv. er ved sejlads i det hele taget, delvis de høje kulpriser og dyrtidstillægget til lønningerne, men også i høj grad den omstændighed, at der er alt for få skibe til at besørge varetransporten; der er altså i virkeligheden også monopolpris på fragten for tiden. Når først prisen på nogle livsfornødenheder såsom kul, korn, fragt osv. er steget, så må før eller senere nødvendigvis også alle andre priser efterhånden stige. Men hvis priserne på livsfornødenheder igen falder efter krigen, på grund af, at normale forhold igen er indtrådt, vil prisen på alle andre varer falde i forhold hertil, hvis da guldets pris i mellemtiden er faldet, men dette er der ikke nogen grund til at antage. Både de såkaldte “gode” tider, hvor mange mennesker navnlig i de neutrale lande tjener en formue uden særlig anstrengelse, og dyrtiden vil da være forbi. Denne sidste årsag til ændring af prisniveauet kan altså ikke fjernes ved indførelse af et rationelt pengesystem, men derimod kun ved a fjerne de andre årsager, såsom krig, toldbeskyttelse osv.

Når derimod omkostningerne ved livsfornødenheder og andre nødvendighedsartikler bliver mindre derved, at der gøres arbejdssparende opfindelser, så vil efterhånden de fleste varer blive billigere og prisniveauet synke; dette er dog kun til gavn og bør derfor ikke modvirkes. – Når guldmøntfoden afskaffes, har man dermed fjernet den vigtigste og hyppigste årsag til prisniveauets ændring.

5. kapitel.
Gode og dårlige tider, økonomiske kriser
Og årsagen til de fleste af dem.

Hvad forstås der ved de såkaldt ‘gode’ og ‘dårlige’ tider? Og hvorfor skifter disse stedse? Og hvad er årsagen til de økonomiske kriser, som betalingsstandsning i og en lammelse af det økonomis liv? ‘Gode’ tider er sådanne, hvor omsætningen foregår livligt, hvor handel og industri blomstrer og trives, hvor tilliden er stor og kreditten derfor udvides, og hvor der som følge igen heraf er forholdsvis lidt eller ingen arbejdsløshed. I sådanne tider står aktiekurserne og ejendomspriserne højt, medens kursen på papirer med fast rente står lavt; dette kommer af, at folk foretrække aktier frem for obligationer, fordi de giver et højt årsudbytte, og fordi der næres tillid til, at de vil vedblive dermed. Sådanne tider ledsages altid af høje priser på de fleste eller dog en del varer eller af stigende priser på alle varer. Ligeledes stiger diskontoen eller renten på lån til forretningsbrug, da der er stor efterspørgsel efter disse. De gode tider ender ofte eller måske altid med en økonomisk krise, der danner overgangen til de ‘dårlige’ tider; disses vigtigste kendetegn er de modsatte af de ‘gode’ tiders, nemlig ringe omsætning for handel og industri, indskrænket kredit, ringe købelyst hos publikum, lavere priser på en del varer end i de ‘gode’ tider eller dalende priser på alle varer og tjenester. Dette bevirker at ingen har lyst til at sætte nye foretagender i gang eller til at udvide ældre; kursen på aktier falder, og folk foretrækker papirer med fast rente, hvis kurs derfor stiger. Endvidere falder også ejendomspriserne. I ‘dårlige’ tider vil der derimod ofte blive bygget en del mere end i gode på grund af, at den offentlige rente af lån i faste ejendomme vil være mindre, når obligationskurserne står højt. Diskontoen falder, da der er ringe efterspørgsel efter lån til forretningsbrug. De ‘dårlige’ tider ledsages endvidere af forholdsvis stor arbejdsløshed. I ‘gode’ tider lider arbejderne og folk med små faste indtægter under de høje priser, især hvis disse som nu under verdenskrigen navnlig gælder livsfornødenheder, og den såkaldte dyrtid hersker trods de ‘gode’ tider. I ‘dårlige’ tider lider arbejderne derimod under den større arbejdsløshed; således som samfundene for tiden er indrettet, er tiderne altså aldrig, hverken når de er ‘gode’ eller når de er ‘dårlige, gode for dem, der skal leve af deres arbejde, hvad enten dette er åndens eller håndens. En økonomisk krise kendetegnes og forårsages derved, at tilliden af en eller anden grund pludselig svigter, således som det f.eks. skete ved verdenskrigens udbrud. Folk vil da alle have kontante penge, og kreditten vil blive indskrænket til trods for, at denne forholdsregel netop fremskynder krisen; når der så ikke kan skaffes eller bliver skaffet tilstrækkelig mange kontante penge til veje, indtræffer krisen, som viser sig ved mange fallitter og stor arbejdsløshed og ofte efterfølges af ‘dårlige’ tider. Såvel økonomiske kriser som gode og dårlige tider falder i 2 slags, hvoraf den største og vigtigste skyldes det dårlige pengesystem, den anden andre forskellige årsager. Den egenskab ved det dårlige pengesystem, som frembringer kriserne, er den, at pengemængden ikke kan udvides efter behovet, således at, når tilliden pludselig svigter og der derfor bliver brug for mange flere kontante penge end ellers, at da disse både kan skaffes til veje og også virkelig bliver det; kun herved kan sådanne kriser afværges. Men, som vi har set, kan pengemængden ikke tilstrækkelig udvides, når guld eller sølv danner grundlaget for pengesystemet. Ja, ikke alene det, men den cirkulerende pengemængde vil endog yderligere indskrænkes, idet folk under sådanne omstændigheder gemmer guld- og sølvmønter på kistebunden og i strømpeskafterne. Der er dog en udvej, der kan gribes til i så tilfælde, og som også overalt blev brugt, da panikken på grund af verdenskrigens udbrud viste sig, nemlig: midlertidig ophævelse af guldmøntfoden, hvilket iværksattes derved, at indløsningen af sedlerne midlertidig (på ubestemt tid) ophævedes og guldet så vidt muligt samledes sammen i de seddeludstedende bankers kældre. En anden egenskab ved det dårlige pengesystem, som også kan frembringe og har frembragt økonomiske kriser, er den, at den cirkulerende pengemængde vilkårlig kan indskrænkes i så betydelig grad, at der, på grund af, at der overalt vil vise sig en følelig mangel på kontante penge, vil indtræde en økonomisk krise, som endog vil kunne strække sig over alle de lande, der grunder deres pengesystem på samme møntmetal. Dette skete i 1907, da en stor og mægtig amerikansk pengetrust, som vist nok Morgan stod bagved, ved at lade sine banker undlade at diskontere veksler i flere måneder opsamlede alle de kontante penge, der indgik ved betalingen af de forfaldne veksler og derved efterhånden fik samlet så mange kontante penge, bestående både af guld, sølv og sedler, at en følelig mangel på rede penge begyndte at gøre sig gældende ikke alene i USA, men også i europæiske lande. Følgerne heraf var masser af fallitter, tvangsauktioner på ejendomme og mægtigt fald i priserne på aktier og spekulationsvarer, såsom kaffe, bomuld osv. Derimod opgang i prisen på papirer med fast rente. Hvad diskontoen angår er den vel først gået til vejrs, men derefter sunket dybt på grund af, at ingen mere begærede lån til industrielle foretagender. Hvilken fordel kunde nu pengetrusten have af en sådan handlemåde? Den, at den kunne opkøbe aktier og ejendomme samt spekulationsvarer til lave priser og sælge sine obligationsbeholdninger til høje priser. Når den så igen påbegyndte diskonteringen af veksler, ville aktiekurserne og priserne på ejendomme og varer igen hæves og den lammede omsætning leve op; hvorimod kurserne på obligationer ville gå ned igen. Trusten kunne nu for anden gang tjene penge ved den modsatte fremgangsmåde, nemlig ved at sælge aktier, ejendomme og spekulationsvarer og ved at købe obligationer. Alt i alt skal det have været en meget fordelagtig transaktion for trusten. Man ser af dette eksempel fra virkeligheden, at det, for at afværge den slags kriser og privatpersoners uberettigede berigelse derigennem, ikke er nok at undlade at basere pengesystemet på guld eller sølv; man må også lade retten til pengeudstedelse være i offentlig, upartisk og ikke i privat besiddelse. Hvis en privat institution uden det offentliges kontrol får lov at skalte og valte med privilegiet til at udstede penge, vil der kunne indtræde lignende kalamiteter som dem i 1907 i USA. Fordres der blot, at en bank skal være i besiddelse af et vist minimum af kapital for at få lov til at blive nationalbank med ret til udstedelse af “National Bank Notes”, for hvilke den skal købe unionens obligationer, som den får en betydelig højere rente af end den lille afgift af 1%, som den yder unionen for denne ret. På denne måde giver unionen renter af sin egen kredit i modsætning til, hvis den selv udstedte pengene og købte rentebærende papirer for dem; den ville da have indtægter i stedet for udgifter. Dette er et tegn på, hvordan særinteresserne dominerer i USA i endnu højere grad end i andre lande.

Så længe indløsningen af sedler med guld endnu ikke er genoptaget, er pengesystemerne i de forskellige lande faktisk helt andre end tidligere, og pengemængden vil kunne udvides tilstrækkeligt til, at kriser kan undgås. Men, hvis man dengang, da verdenskrigen brød ud, havde holdt fast ved guldmøntfoden, ville en krise af hidtil uhørt omfang og følger være indtrådt. De ‘gode’ og ‘dårlige’ tider, som skyldes det dårlige pengesystem, vil være ledsaget af henholdsvis et stigende eller et dalende prisniveau i modsætning til den slags ‘gode’ og ‘dårlige’ tider, som skyldes andre årsager, hvor det i alt fald til at begynde med kun vil være priserne på enkelte varer, på ejendomme og aktier, som er stigende eller faldende; bliver dette længe ved, og det især er livsfornødenheder og andre nødvendigheds­artikler, hvis priser er steget eller faldet, vil det dog, som vi så i forrige kapitel, til sidst resultere i et højere eller lavere prisniveau. Det stigende eller faldende prisniveau, der ledsager den slags ‘gode’ og ‘dårlige’ tider, der skyldes pengesystemet, forårsages derved, at den vare, der er lagt til grund for dette, altså enten guld eller sølv, er faldet eller steget i pris; herved bevirkes jo, som vi så i forrige kapitel, et stigende eller faldende prisniveau. Det sidste vil altid ledsages af ‘dårlige’ tider, fordi al foretagsomhed bliver lammet, når priserne stadig falder, og det modsatte vil være tilfældet under et stigende prisniveau; dette vil være til stadig opmuntring for foretagsomheden, men også for spekulationen; derved vil priserne, i alt fald på enkelte varer, stige til en højde, der ikke svarer til guldets eller sølvets prisfald, og en krise vil derfor indtræde før eller senere. Denne slags ‘gode’ og ‘dårlige’ tider kan strække sig over tidsrum på mange årtier, ja, undertiden århundreder, idet der jo intet er i vejen for, at det til grund liggende møntmetal vedblivende kan blive billigere eller dyrere i en længere årrække. Men deres indtræden kan også ske pludseligt: gode tider kan indtræde ved opdagelsen af nye, rige guldlejer, hvis guld spredes over jorden, og dårlige tider kan indtræde derved, at en eller flere stater, som hidtil har brugt sølvmøntfod, går over til guldmøntfod; derved bliver efterspørgslen efter guld pludselig så stor, at dets pris stiger.

Den anden slags ovenfor omtalte ‘gode’ og ‘dårlige’ tider kan indtræde af højst forskellige årsager og vil indtræde overalt, hvor forholdet imellem tilbud og efterspørgsel efter visse vigtige varer bliver forrykket, således at der opstår monopolpris på disse, idet tilbudet ikke formår at holde trit med efterspørgslen. Derved opstår ‘gode’ tider i de lande, hvor disse varer frembringes; dette er f.eks. i høj grad tilfældet nu under verdenskrigen for de fleste neutrale landes vedkommende. Det er da navnlig de vigtigste livsfornødenheder, fragter samt våben og ammunition, som er steget højt i pris og derved giver anledning til en meget lønnende produktion af disse varer og tjenester. Der er derfor langt mindre arbejdsløshed end ellers, men til gengæld lider arbejderne under dyrtiden, der viser sig ved de høje priser på livsfornødenheder. Disse ‘gode’ tider ledsages af de samme fænomener som de ‘gode’ tider, der skyldes guldets prisfald, nemlig høj kurs på aktier, høje ejendomspriser, høj diskonto og lav kurs på obligationer. Men også Disse ‘gode’ tider vil til sin tid, når krigen er endt og priserne på livsfornødenheder osv. igen falder på grund af, at normale forhold igen er indtrådt, ender med en krise og derpå følgende ‘dårlige’ tider med lavere prisniveau. Denne krise vil blive desto voldsommere, jo højere priserne er drevet til vejrs på spekulation med alt for lidt tanke på, at de ‘gode’ tider ikke kunne vare evindelig. De, der da under højkonjunkturerne har købt varer, ejendomme og aktier til spekulationspriser, vil få et betydeligt tab, og en del fallitter og tvangsauktioner af ejendomme vil følge. ‘Gode’ tider kan også bevirkes af andre økonomiske foranstaltninger f.eks. åbningen af markeder, som hidtil har været spærret af toldmure. I det hele taget vil enhver større forandring i de økonomiske forhold kunne bevirke ‘gode’ eller ‘dårlige’ tider og økonomiske kriser i visse lande.

Hvis man helt vil undgå såvel skiften af ‘gode’ og ‘dårlige’ tider som økonomiske kriser (hvad der ville være meget attråværdigt), må man for det første have et pengesystem, der ingen anledning giver til nogen af delene, og for det andet må man indrette samfundets økonomiske liv på en sådan måde, at ingen større forandringer herefter behøver at foretages, men at det hele er så godt indrettet, at der altid er ‘gode’ tider med livlig omsætning, fuld beskæftigelse for arbejdet, ingen stigende priser, men et stabilt prisniveau. I så fald vil der kun kunne indtræffe stedlig begrænsede og kortvarige ‘dårlige’ tider med mindre kriser på grund af naturkatastrofer, som det ikke står i menneskelig magt at afværge, såsom jordskælv, haglbyger, orkaner, oversvømmelser osv.

De ‘gode’ tider, der ledsages af et jævnt stigende prisniveau, vil også virke stimulerende på omsætningen derved, at de er til fordel for debitorerne: disse ville kunne skaffe de renter og afdrag, de skal yde, gennem salg af færre af deres produkter end tidligere. Skal en debitor yde 100 kr., vil han kunne nøjes med at yde disse 100 kr., selvom prisniveauet er steget i den tid, der er gået siden gælden stiftedes. Et faldende prisniveau vil på den anden side være til skade for debitorerne, idet de for at skaffe renter og afdrag bliver nødt til at sælge flere af deres produkter end tidligere. Da et lands vigtigste klasse debitorer er pantedebitorerne: de, der ejer ejendomme, hvori der er stiftet pantegæld, og da flertallet af disse vel i de fleste lande er de selvejende landmænd, vil dette sige, at når tiderne på grund af et stigende eller faldende prisniveau bliver henholdsvis ‘gode’ eller ‘dårlige’ for landmændene vil disses lettede eller trykkede økonomiske stilling igen indvirke på bybefolkningens derigennem, at landmændene bliver bedre eller dårligere købere af byerhvervenes produktion, og tiderne vil da blive ‘gode’ eller ‘dårlige’ over hele linjen.

Lokale økonomiske kriser opstår af andre årsager end de, der har med pengesystemet at gøre og som en af de vigtigste af disse kan nævnes: spekulation i jordværdier.

6. kapitel.
Pengerenten og dens virkninger.

Hvad forstås der ved pengerente eller ægte kapitalrente, og hvad er årsagen til dens tilstedeværelse? Ved pengerente eller kapitalrente forstår jeg den afgift, der kan opnås ved udlån af penge på den måde, at de når som helst kan fordres tilbagebetalt og hvor risikoen ikke er større end den, der er forbundet ved at gemme pengene hjemme. Er risikoen ved udlånet større, kommer til pengerenten en risikopræmie, dvs. en godtgørelse for den større eller mindre risiko, der løbes i det enkelte tilfælde. Kan pengene først fordres tilbagebetalt efter en vis tids forløb eller med en vis frist, fås også en godtgørelse for denne ulempe, men denne godtgørelse har heller intet med den egentlige pengerente at gøre; denne sidste falder på det nærmeste sammen med den sparekasserente, der fås ved indsættelse af penge på den måde, at de når som helst kan hæves igen. Denne er det, jeg vil kalde pengerenten; en monopolafgift, som fremkommer derved, at tilbuddet af lån altid er mindre end efterspørgslen, ligesom der kan opstå midlertidig eller varig monopolpris på en vare, når efterspørgslen midlertidigt eller stadigt er større end tilbuddet. En vares monopolpris består af den naturlige pris + monopolafgiften, og når vare til stadighed har monopolpris, ligger det i, at de naturlige rigdomskilder, fra hvilke varens råstof stammer, er monopoliserede, så at dette får monopolpris. Midlertidige monopolpriser kan opstå under ekstraordinære forhold som f.eks. nu under verdenskrigen, hvor forholdet imellem tilbud og efterspørgsel på visse varer er ganske ændret på grund af de ved krigen forårsagede hindringer i den frie omsætning mellem landene. Monopolpriser opstår også ofte ved toldbeskyttelse.

Hvorfor er nu tilbuddet af lån altid mindre end efterspørgslen? Fordi pengesystemerne i alle lande er således indrettet, at pengene indgår i og udgår af omsætningen på en sådan måde, at de ikke tjener til dækning af lånebehovet, men derimod, som vi så i tidligere kapitler, forårsager en stigning eller dalen af prisniveauet. Med hensyn til rentens størrelse eller den såkaldte rentefod må man vistnok skelne imellem dens naturlige og dens virkelige størrelse, ligesom imellem en vares naturlige og virkelige pris. Her er nu ganske vist den mærkelighed, at den ‘naturlige’ højde bestemmes på kunstig måde, nemlig ad lovgivningens vej, idet der i de fleste lande ved lov er sat grænse for, hvor høj rente der må tages for lån mod pant i fast ejendom; her i Danmark er maksimum for rente af denne slags lån f.eks. sat til 6%. Denne lovbestemte rente danner så en naturlig målestok, hvorved renten af andre slags lån bestemmes. Rentens virkelige højde i ethvert givet øjeblik vil så bestemmes af det øjeblikkelige forhold imellem tilbud og efterspørgsel af de forskellige slags lån. Hvis der ikke ved lov var sat en grænse for renten af lån i fast ejendom, ville denne til tider kunne være langt højere end til andre tider, og dette vilde igen bevirke en usikkerhed i ejendomsforholdene, idet prisen på jord ville være lavere, når renten var høj, end når den var lav. Ganske vist kan man heller ikke sige, at den effektive rente af lån i faste ejendomme altid er den samme, selv om den formelle er det, idet den første vil være højere, når panteobligationerne står lavt og omvendt, men renten vil dog altid bevæge sig op eller ned om samme bestemte højde, som at forskellen ikke bliver nær så stor som den ellers ville blive. – At den effektive rente svinger er dog også uheldigt, idet det derved ikke altid er lige lønnende at drive byggevirksomhed. Dette bevirker, at der bliver bygget forholdsvis meget i tider, hvor den effektive rente er lav (høje kurser på obligationerne), og forholdsvis lidt i tider, hvor det omvendte er tilfældet. Herved fremkommer i sidste tilfælde forholdsvis stor arbejdsløshed i byggefagene. Dette er altså en virkning af, at pengerenten ikke er konstant, men svinger op og ned om et bestemt punkt. Hvad virkningerne af selve pengerentens tilstedeværelse angår, så må man skelne imellem virkningerne under de nu i øvrigt bestående forhold, hvor jordrenten er i privat besiddelse, og virkningerne under de forhold, der ville bestå, om jordrenten var inddraget til samfundet gennem beskatning. I begge tilfælde er en af virkningerne ganske vist den, at en stor klasse mennesker kunne leve – uden at arbejde – af renten af deres penge. Dette muliggøres derved, at arbejderne ikke får det fulde udbytte af deres arbejde. At dette er uretfærdigt, vil alle, der ikke er forblindede af fordom, indrømme. At det også ofte virker demoraliserende på dem, der ikke behøver at arbejde, vil de fleste vist også indrømme. Men under de nu bestående tilstande er der jo foruden kapitalisterne også de større jordejere, der kan leve uden at arbejde. Nu kan ganske vist pengerenten afskaffes ved et rationelt pengesystem, der sørger for, at tilbuddet af lån altid vil svare til efterspørgslen, og det på en sådan måde, at renten, at renten, i alt fald af lån modpantesikkerhed i ejendomme, ikke vil svinge omkring 0, men altid konstant holde sig på dette punkt, hvorved også de ovenfor nævnte uheldige svingninger undgås. Følgerne af en sådan reform vil dog ikke være nær så store under de nuværende jordejendomsforhold som under de ovenfor antydede, der forhåbentlig engang vil indtræde. En virkning, der nemlig vil indtræde, vil være den, at jordens pris vil stige næsten ubegrænset; derigennem vil jordejerne høste hele fordelen på kapitalisternes bekostning men arbejderne vil intet vinde derved; i stedet for tidligere at blive udbyttet af 2 slags mennesker: jordejere og kapitalister, vil de ganske vist nu kun blive udbyttet af én slags, nemlig jordejerne, men disse vil så til gengæld tage så meget mere af udbyttet. Jordejerne vil høste dette merudbytte, dels gennem højere husleje og forpagtningsafgifter, dels gennem lavere varepriser og lavere arbejdsløn. Følgerne af pengerentens afskaffelse efter jordskyldsreformens indførelse vil derimod blive, dels at nu slet ingen mennesker vil kunne leve uden at arbejde, og dels at produktionen vil kunne udvides og blive så stor som den kunne og burde blive med de forhåndenværende hjælpemidler af jord, arbejdskraft og teknisk indsigt. Hvorfor vil nu omsætningen blive større, fordi pengerenten afskaffes? Dette kommer af, at jo højere rente, der skal deles af den i et foretagende indestående kapital, desto færre produktionsgrene vil kunne betale sig, og jo lavere denne rente er, desto flere. Hvis renten er 0, vil altså allerflest slags produktioner kunne betale sig. Renten må jo nemlig lægges på vareprisen, ligesom enhver anden omkostning, og når en vare ikke kan opnå en højere pris, end at alle øvrige nødvendige omkostninger kan dækkes, så er det indlysende, at det ikke vil kunne betale sig at producere denne vare, når omkostningerne øges ved, at pengerenten også skal dækkes. Jo billigere en vare kan fremstilles, desto større afsætningsmarked vil den kunne finde. At dette stemmer med virkeligheden kan bl.a. ses deraf, at når diskontoen (renten af kortvarige lån) forhøjes, så bevirker dette altid en indskrænkning i produktionen og omvendt. Jo højere renten sættes op, desto mindre vil efterspørgslen efter lån blive (under ellers lige forhold) og omvendt. Når derfor renten går ned til 0, må efterspørgslen efter lån blive den størst mulige (under ellers lige forhold). Den umiddelbare følge af, at renten gik ned til 0, ville ganske vist også under de nu bestående jordejendomsforhold være den, at alle priser undtagen de på råstoffer og huslejer, kunne og ville blive nedsat, og dette ville igen bevirke et midlertidigt opsving i hele omsætningen og forholdsvis gode tider med mindre arbejdsløshed og større udbytte for arbejderne. At priserne på råstoffer og huslejer ikke vil gå ned, kommer af, at jordrentestigningen vil opsluge den fordel, der fremkom ved pengerentens forsvinden. Men ligesom fordelene ved alle andre reformer opsluges af stigende jordrente, således vil det også efter nogen tids forløb gå med fordelen ved denne, og virkningerne i det lange løb vil som sagt være til skade for kapitalisterne, men til fordel for jordejerne, og fordelene for arbejderne vil snart igen forsvinde. Vel vil de lavere varepriser varigt, men denne fordel ville for arbejdernes vedkommende opvejes af lavere arbejdsløn og for landarbejdernes vedkommende tillige af højere pris for den jord, de skulle dyrke.

At produktionen ved reformens indførelse kunde blive endnu større, end den var blevet ved jordreformens indførelse, ville muliggøres derved, at også de tidligere ikke arbejdende kapitalister nu ville blive nødt til at arbejde, og således ville hele den forhåndenværende arbejdskraft blive udnyttet.

For at renten altid konstant skal kunne holde sig på 0, må der stilles den fordring til pengesystemet, at den cirkulerende pengemængde altid vil kunne og vil blive udvidet eller indskrænket efter behovet, således at tilbud af lån altid vil svare til efterspørgslen. Denne fordring opfyldes kun i meget indskrænket målestok af de bestående pengesystemer, og i stedet for at udvide eller indskrænke den cirkulerende pengemængde tilstrækkeligt, er man derfor nødt til at sætte renten (diskontoen) henholdsvis op eller ned, når efterspørgslen efter lån til den gængse rente går henholdsvis op eller ned. På tidspunkter, hvor økonomiske kriser truer, ville det være et virksomt middel mod disse, om man kunne nedsætte renten eller udvide kreditten; krisen ville så undgås ved den forøgede pengecirkulation, hvorved kravet om kontante penge i højere grad ville kunne tilfredsstilles. Men, som forholdene er for tiden, går det lige modsat, idet man tværtimod sætter diskontoen op, for at møntmetallet ikke skal strømme ud af den seddeludstedende bank. Herved fremskyndes selvfølgelig krisen.

7. kapitel
Ideale penge, deres opgave og virkemåde i omsætningen.

Hvorledes bør nu de penge være beskafne, som er de bedste, dvs. som fuldt ud er i stand til at løse deres opgave? Ja, af det foregående er det for det første indlysende, at de ikke bør have noget at gøre med en eller flere bestemte varer. Om de bør være stoflige eller ustoflige, vil afhænge udelukkende af, hvad der er mest praktisk. Et system, hvor pengene udelukkende er immaterielle, kan udmærket tænkes i teorien, men vil møde så store vanskeligheder i praksis, at det ikke vil kunne gennemføres. Man kan udmærket godt tænke sig en statsbank mod filialer rundt omkring i landet, og at det eneste lovlige betalingsmiddel består i tilgodehavende i denne bank. Alle varer og alle tjenester vil da blive betalt mod anvisninger på denne bank, og disse vil blive overført som tilgodehavende for kreditor. Men i praksis vil der klæbe to væsentlige ulemper ved dette system. 1) Det giver for meget besvær at skulle skrive en anvisning for ethvert selv nok så lille beløb, og 2) Vedkommende, der modtager anvisningen i betaling, må først forvisse sig om, at betaleren nu også har et tilstrækkelig stort tilgodehavende i banken; dette vil også volde meget besvær og unødvendigt arbejde. Et blandet system, hvor der var to slags lovlige betalingsmidler, nemlig både tilgodehavende i statsbanken og stoflige penge, lavet af papir eller andet lidet værdifuldt materiale, ville derimod udmærket kunne anvendes i praksis, således at større beløb betaltes med anvisninger på statsbanken og mindre med de stoflige penge, der så nærmest vil fungere som skillemønt. Dog tror jeg, at et system, hvor stoflige penge, for større beløbs vedkommende af papir og for mindre beløb af billige metaller, er det eneste lovlige betalingsmiddel, vil være at foretrække. Den eneste fordel, der efter mit skøn vil være ved det blandede system frem for ved det sidstnævnte var den, at tilgodehavende i en bank ikke kan stjæles eller brændes, det kan derimod papirpenge. Men dette kan der rådes bod på ved en udstrakt anvendelse af kreditmidler og sparekasser, så at ingen privatperson behøvede at ligge med eller transportere større beløb i kontante penge. Jeg tror derfor, at det mest praktiske vil være at basere pengesystemet udelukkende på stoflige penge, bestående af papir for de større beløb og billige metaller for de mindre beløb. Det, som det derimod mest kommer an på, er, at de indgår i og udgår af omsætningen på den rigtige måde og i den rigtige mængde, således at den til enhver tid cirkulerende mængde svarer til omsætningens behov. Hvordan kan vi nu vide, hvorledes der bør sørges for dette? Da penge repræsenterer et tilgodehavende for den, der ejer dem, er det indlysende, at når der skal være balance i tingene, så må der til det samlede tilgodehavende svare en skyld af samme størrelse. Dette vil blive endnu mere indlysende, når man tænker sig det som ovenfor nævnt ganske vist kun i teorien fuldt gennemførlige tilfælde, at pengene i et land består udelukkende af tilgodehavende i statsbanken. En omsætning vil her være fuldbyrdet ved overførelse af et tilgodehavende fra en konto til en anden. Men det vil være umuligt at godskrive den ene konto uden at skyldskrive en anden, så vil regnskabet ikke kunne stemme. Hvis vi nu vil undersøge, om de nu for tiden i de forskellige lande cirkulerende penge opfylder den betingelse, at der til det tilgodehavende, de repræsenterer for ejerne, svarer en skyld uf samme størrelse, så vil vi hurtigt opdage, at de i alt fald ikke alle gør det. Først er der guld og sølvmønterne. Indehaverne af disse har et tilgodehavende på markedet, men hvem er det, der skylder? Har den første oprindelige ejer af guldet eller sølvet påtaget sig en skyld, der svarer til det tilgodehavende, han ved prægning til mønter har fået på markedet? Guldet eller sølvet beholdt han jo i uindskrænket mængde i mønterne, og alligevel har han fået et tilgodehavende! Her er altså et misforhold, og den slags penge er i virkeligheden i en vis forstand falske penge. Hvis han i stedet for at præget mønterne har fået en anvisning udleveret, hvorpå han altid vil kunne få udleveret guldet eller sølvet igen, er forholdet anderledes, idet hans tilgodehavende da ikke er på markedet, men på banken, der skylder ham guldet eller sølvet. Men anvisningen er heller ikke penge, men kun et byttemiddel. Misforholdet indtræder først, hvis han indløser anvisningen med guldet eller sølvet og får dette udpræget til mønter; i så fald har han sit tilgodehavende på markedet, men banken har ingen dertil svarende skyld. Penge, bestående af guld- eller sølvmønter, der gennem fri prægning er gjort til lovligt betalingsmiddel, opfylder derfor aldrig betingelsen om, at der til det tilgodehavende, de repræsenterer for ihændehaveren, skal svare en skyld af samme størrelse. Hvad dernæst banksedler, såvel de indløselige som de uindløselige, angår, så vil det, om de opfylder ovennævnte betingelse, for de sidstes vedkommende ganske afhænge af, på hvilken måde de er udsendt i omsætningen, og for de førstes vedkommende kan man sige, at de opfylder betingelsen på en højst ufyldestgørende måde, og derfor kan betragtes som delvis falske penge. Banken overtager jo ganske vist til gengæld for det erhvervede guld eller værdipapirer en forpligtelse til at indløse med guldmønt på forlangende, men en sådan forpligtelse svarer dog ikke ganske til en skyld. De uindløselige papirpenge kan udsendes i omsætningen på to forskellige måder, nemlig: 1) den udstedende bank kan købe guld, værdipapirer eller tjenester for den, og 2) den kan låne dem ud. Efter den første metode blive pengene fuldt ud falske, idet der jo ikke vil komme til at svare nogen skyld til det tilgodehavende, som ihændehaveren får. Den udstedende bank kommer på denne måde i besiddelse af guld, værdipapirer eller tjenester uden at yde noget som helst til gengæld. Denne metode er til forskellige tider anvendt af stater i pengeforlegenhed, og dette har bidraget til, at de uindløselige papirpenge er kommet i miskredit. Når den anden måde, at låne pengene ud, anvendes, vil pengene opfylde betingelsen, i fald de, når de indgår igen som afbetaling på lånene, ikke mere bliver regnet med, altså enten brændes eller gemmes, til de igen skal lånes ud, men ikke i mellemtiden fungerer som penge. I det øjeblik, et sådant lån er tilbagebetalt, er jo nemlig skylden slettet, og tilgodehavendet må da også være det. Ideale penge kan derfor definer således: et byttemiddel som er gjort til lovligt betalingsmiddel og som repræsenterer bytteværdi i form af skyld og tilgodehavende.

Ideale penge skal altså indgå i omsætningen i form af lån og udgå igen i form af afbetaling på lån. På den måde vil de altid repræsente tilgodehavende og tilsvarende skyld. Naturligvis må pengene kun lånes ud mod tilstrækkelig sikkerhed og mod bestemte afbetalingsvilkår, så at man ikke risikerer, at nogle af lånene ikke bliver afbetalt, og at således skyld bliver tilintetgjort, medens det tilsvarende tilgodehavende stadig eksisterer. Endvidere må de kun lånes ud i produktivt øjemed: herved forøges jo nemlig varetilbuddet samtidig med det forøgede tilbud af penge. Når lån skal have en sikker basis, er det i de fleste tilfælde også nødvendigt, at dette sker. Kun for statens og kommunernes vedkommende kan der være tale om sikkerhed, uden at lånet derfor behøver at være stiftet i produktivt øjemed. Selvom den slags lån til stat og kommuner ikke vil give anledning til prisniveauets stigning, når de stiftes på et tidspunkt, hvor der er tilstrækkelig af ledig arbejdskraft, og når de tilbagebetales hurtigst muligt, så bør de dog kun stiftes i yderste nødsfald, når stat eller kommune er i pengeforlegenhed forårsaget af ganske ekstraordinær og midlertidige forhold. At stifte sådanne lån til dækning af ordinære løbende udgifter, er derimod et skråplan at komme ind på; kan de almindelige løbende indtægter ikke dække de almindelige løbende udgifter, bør enten de første søges forøget eller de sidste formindsket.

8. kapitel
Hvordan en pengereform kan tænkes indført her i Danmark.

Hvordan kan man nu tænke sig en reform, der indfører et sådant ideelt pengesystem, iværksat i praksis f.eks. her i Danmark? Først og fremmest måtte der oprettes et pengeudstedende institut i form af en statsbank med sparekasseafdelinger rundt omkring i landet. De af denne bank udstedte penge skal ved lov gøres til eneste lovlige betalingsmiddel her i landet. En frist skal sættes indenfor hvilken de nuværende penge kan ombyttes med de nye. Indenfor dette tidsrum skal såvel de nye som de gamle penge være lovlige betalingsmidler, hvorefter de nye alene skal være det. De indløselige sedler såvel som skillemønterne bør i dette tidsrum valgfrit kunne ombyttes enten med guld i nationalbanken eller med de nye penge i statsbanken.

Forholdet til nationalbanken kan afvikles på den måde, at såvel dens ret til seddeludstedelse som dens pligt til at betale afgift til staten ophæves fra det øjeblik, loven vedtages. En sum svarende til beløbet af de sedler, der ikke inden den fastsatte frist var ombyttet med guld, men som var blevet ombyttet i statsbanken med de nye penge, skal debiteres nationalbanken, og denne gæld skal så afbetales til statsbanken i løbet af et passende tidsrum. Nationalbanken kan så, efter frit valg, likvidere eller fortsætte som privatbank med almindelige bankforretninger. Dog helst under et andet navn. Statsbanken skal ikke starte som et aktieselskab, men staten skal indskyde den nødvendige driftskapital. Dens virksomhed vil falde i tre dele, nemlig: 1) at yde rentefri lån mod pant i faste ejendomme; 2) at yde rente og afgiftsfri lån til staten og kommunerne, og 3) at modtage penge til indskud på sparekassevilkår, uden renteydelse, men med garanti for sikkerheden og således, at enhver sparer når som helst kan hæve dele af eller hele sit tilgodehavende. Den sidste del af virksomheden kan besørges gennem post­sparekasser, der udgør en særlig afdeling af alle større posthuse, således som det for nylig er indrettet i USA, hvor disse sparekasser yde 2% rente.

Det allerførste, statsbanken skal foretage sig, er naturligvis at udstede et passende beløb af de nye penge i passende mængder af de forskellige pålydende beløb. Disse penge skal gemmes i bankens kælder foreløbig og først udsendes efterhånden som der bliver brug for dem. Banken skal så begynde udlånsvirksomheden straks og de penge, der indgår i dens sparekasseafdelinger, skal benyttes igen til udlån. Hele det af banken udstedte pengebeløb skal godskrives en konto, der oprettes i dette øjemed og f.eks. kunne kaldes seddeludstedelseskonto. Denne konto kommer altså til at repræsentere et passiv i bankens status, og hver gang slidte penge bliver tilintetgjort, skal kontoen skyldskrives for beløbet. Hvis det derimod senere bliver nødvendigt at udstede flere penge, skal også disse beløb godskrives kontoen. Af denne konto vil man altså til enhver tid kunne se, hvor stort det oprindelig udstedte og det i øjeblikket eksisterende pengebeløb er, derimod ikke, hvor stort det cirkulerende beløb er; for at finde dette. må bankens hengemte pengebeholdning fradrages sidstnævnte beløb; jo større denne beholdning til enhver tid er, jo mindre er altså det cirkulerende åengebeløb og omvendt. Selvfølgelig må der føres effektiv kontrol med, at banken ikke i hemmelighed udsteder penge, som ikke bliver godskrevet seddeludstedelseskonto, men brugt til direkte dækning af dens løbende udgifter. Sådanne penge vil være at betragte som falske penge, idet de repræsenterede tilgodehavende uden tilsvarende skyld. Revisorerne skal ligeledes påse, at der heller ikke på anden måde bliver begået misligheder, f.eks. ved at tage højere afgift af lånene end den lovbestemte, at afbetalingsvilkårene overholdes osv.; regnskabet skal være under offentlig kontrol og kritisk revideres af dertil af folkestyret valgte revisorer.

Hvad første del af bankens virksomhed angår, nemlig at yde lån mod pant i faste ejendomme, så burde disse ydes indtil en vis ved lov fastsat procentdel af ejendommens værdi, deri dog ikke medregnet jordens værdi, og imod en vis ligeledes vod lov fastsat årlig afgift, der ikke skal være større, end at den lige dækkede bankens omkostninger. Endvidere bør lånene afdrages ved årlige beløb af passende størrelse, f.eks. 4% af lånet; også dette bør til enhver tid fastsættes ved lov. Det er en selvfølge, at lånene altid bør kunne afbetales hurtigere; der bør endvidere gives adgang til at få et lån, hvorpå der ekstraordinært er afbetalt, forhøjet igen med beløbet af den ekstraordinære afbetaling eller rettere dette burde vel være et nyt pantesikkert lån ligestillet med det første. Når et lån er helt afbetalt, bør der igen kunne ydes et nyt lån i forhold til de på daværende tidspunkt tilstedeværende værdier. I tilfælde, hvor bygningerne og de øvrige forbedringers værdier er blevet større gennem tilbygning o.a., bør der kunne ydes et tillægslån, indtil samme procentdel af de nye tilkomne værdier, som der ellers ydes af de arbejdsskabte værdier.

Hvad angår de renteydende lån i faste ejendomme, som måtte være tilstede på det tidspunkt, da reformen indføres, så bør der gives adgang til at få en passende del af disse, f.eks. 1. prioritet eller dens resterende rest, afløst af et rentefrit lån fra statsbanken mod at denne får overdraget panteobligationen. Dette kan gøres på den måde, at låntagerne får lånesummen udbetalt i de nye penge og bruger disse til mod afbetaling i kreditforeningen af hele eller resten al 1. prioritet at få panteobligationen udleveret og derpå overdrager denne til statsbanken.

Hvad angår lån til stater og kommuner, så bør disse ydes til afløsning af den på overgangstidspunktet bestående gæld. Ejerne af obligationerne får så de pålydende beløb udbetalt i de nye penge, og statsbanken får obligationerne. Lånene skal så afbetales med de samme årlige beløb, der før betaltes, i renter og afdrag, men således, at nu hele beløbet går til afdrag, så at lånene langt hurtigere og senest i løbet af 25 år vil være afbetalt. Nye lån kan så ydes, når nye produktive virksomheder skal iværksættes, med passende årlige afdrag for kommunernes vedkommende, og hvad staten angår er det vist mest praktisk, at den havde løbende konto i statsbanken, således at den til tider havde et tilgodehavende og til andre tider en skyld, eftersom det passede bedst til forholdene; heri vil der ingen fare stikke, når staten førte en fornuftig finanspolitik, som vi skal se i et senere kapitel.

Sparekassevirksomheden kan drives på den måde, at statsbanken overalt i landet har afdelinger, hvor folk kan betale indskud på sparekassekonti og hæve beløbene igen enten direkte eller vod anvisning. De beløb, som provinsafdelingerne ikke af hensyn til den daglige udbetaling behøver at beholde, kan de så indsende til hovedbanken til opbevaring der. De løbende udgifter for samtlige sparekassens afdelinger bør dækkes under et af statsbankens indtægter gennem afgiften på de pantesikrede lån. De på overgangstidspunktet bestående kreditforeninger og sparekasser vil sandsynligvis blive overflødige ved en sådan reforms indførelse, men deri er jo ingen ulykke; de kan så blot likvidere og ophøre med virksomheden. Dog er det ikke sikkert, at de alle bliver overflødige; der er jo en mulighed for, at nogle af dem, på grund af billigere administration end den staten kan præstere, kan vedblive at eksistere; men de bliver i så fald nødt til at udstede nye obligationer til en ganske forsvindende lille rente og ligeledes at nedsætte sparekasserenten til et rent minimum.

Hvad de nye penge i øvrigt angår, må de ligesom de nuværende udstedes i passende beløb og fabrikeres med tilstrækkelig stor omhu, for at de ikke let skal kunne eftergøres; ligesom nu bør de større penge laves af papir og de mindre enten af sølv og kobber eller andet passende materiale; måske kan de allermindste beløb laves af pap som det billigste materiale.

9. kapitel
Vil der ske en stigning af prisniveauet ved overgangen til reformen?

Ved overgangen til reformen vil det blive nødvendigt at fabrikere en masse nye penge. Thi ikke alene skal jo de nuværende penge afløses af de nye, men der skal være penge nok til at afløse alle 1. prioriteter og alle stats- og kommunelån; disse sidste to beløb vil rimeligvis tilsammen være 4 á 5 gange så store som hele vort nuværende cirkulerende pengebeløb. Nu kan man jo spørge, om ikke en sådan masseudstedelse af penge vil påvirke prisniveauet, så at dette gik til vejrs, hvilket jo, som vi tidligere så, vil have meget uheldige følger? Når vi skal afgøre dette spørgsmål, må vi først huske på, hvad det er, der bevirker, at prisniveauet stiger. De omstændigheder, der her skal tages i betragtning, er dels, om størrelsen af den cirkulerende pengemængde vokser udover behovet, og dels om kreditten vil blive udvidet. Hvad det første punkt angår er det jo ikke givet, at fordi der udstedes en masse penge, de da alle vil cirkulere til stadighed; det kan jo være, at størstedelen af dem vil vende tilbage til statsbanken og blive liggende der; i så fald vil prisniveauet ikke stige af denne grund. At dette virkelig vil ske, skal jeg forsøge at vise i det følgende. Jeg vil da begynde med begyndelsen. Hvem får først de nye penge i hænde? Ja, når vi ser bort fra det beløb, der medgår til indløsning af de gamle penge, så vil de første ihændehavere af de nye penge blive de daværende ejere af kreditforenings- samt stats- og kommuneobligationer. Der er så spørgsmålet om, hvad de vil gøre ved disse penge. Her mener jeg at kunne gå ud fra som højst sandsynligt, at disse obligationsejere ikke vil give sig til at spise pengene op med det samme ved at give dem ud til alle mulige luksusvarer, rejser osv. I så fald vil prisniveauet sikkert stige, i ethvert fald midlertidigt, men det kan også tænkes, at det blev en varig prisstigning, nemlig i det tilfælde, at produktionen af varer og tjenester ikke i det lange løb kan følge med efterspørgslen! Men da disse værdier i forvejen var anbragt på en sådan måde, at de ikke var beregnet på øjeblikkeligt, men på senere forbrug eller på at få rente af dem, er det som sagt højst sandsynligt, at deres ejere ikke vil bruge dem, men søge at anbringe dem på den fordelagtigste måde, så at de dog giver noget, omend betydeligt mindre udbytte end tidligere. Her er nu navnlig tre muligheder: 1) der kan købes udenlandske rentebærende obligationer for dem; 2) der kan købes aktier for dem og 3) pengene kan indsættes i en Bank som indlån eller på sådanne sparekassevilkår, at de kun kan hæves med en vis Frist. Den fjerde mulighed, at indsætte dem i statsbankens sparekasse giver jo intet udbytte og vil derfor blive brugt så lidt som muligt. Lad os nu betragte hver af disse muligheder for sig og se deres virkninger; bagefter kan vi så se på de samlede virkninger. De penge, der bruges til at købe udenlandske obligationer for, vil, om sådant køb sker efter en større målestok, bidrage til at hæve kursen på den udenlandske valuta, hvormed de købes og, hvis købene navnlig gælde én eller nogle få bestemte slags obligationer, vil de også bidrage til at hæve kursen på disse obligationer, så at den effektive rente bliver langt mindre end den formelle. Da denne kursgevinst hovedsagelig vil falde i udlandet, vil den ikke kunne give anledning til større forbrug og deraf flydende højere priser her i landet. Når kursen på udenlandsk valuta går til vejrs, vil dette imidlertid under almindelige forhold bevirke, at danske varer i større målestok end tidligere vil strømme til vedkommende land. De i vedkommende udland billigere danske penge ville jo nemlig gøre danske varer billigere der i landet, og omvendt vil varer fra dette land blive dyrere her i landet og brugen af dem derfor indskrænket. På den måde vil efterhånden alle de indførte udenlandske obligationer blive betalt med danske varer, kursen vil igen blive normal, og de danske vil have erhvervet sig flere udenlandske rentebærende tilgodehavender end tidligere. Men pengene, der hos vekselerer og i bankerne er betalt for de udenlandske obligationer, vil jo blive her i landet og fordele sig på de andre to nævnte måder. Det, det kommer an på at udrede, er, om de helt eller delvis sluttelig ville havne et sted, hvor de ikke mere vil cirkulere, eller om de helt eller delvist vil ende med at forøge den til stadighed cirkulerende pengemængde; dette kan vi dog først afgøre, når vi også har undersøgt de andre to muligheder.

De penge, der bruges til at købe aktier for, vil bevirke en stigning i kursen på disse, og for så vidt de tidligere ejere af aktierne vil bruge den indtjente kursgevinst til umiddelbart øget forbrug, vil dette virke i retning af prisstigning, der dog kun vil blive midlertidig, idet produktionen vil blive tilsvarende øget, hvilket jo let kan lade sig gøre, eftersom der på den tid, da overgangen til reformen sker, i alt fald hvis det bliver før eller samtidig med at jordskyldsreformen indføres, vil være nok af ledig arbejdskraft, da denne under de nuværende forhold langt fra er fuldt udnyttet. Det øgedee forbrug vil derfor sandsynligvis kun bevirke et opsving i produktionen, men ikke nogen forhøjelse af prisniveauet. Hovedmassen af de for de solgte aktier indvundne penge vil dog blive anlagt igen enten ved køb af aktier i de nye foretagender, der vil blive startet, eller på en af de nævnte to andre måder, hvoraf den første, nemlig køb af udenlandske obligationer, som vi så var således beskaffen, at de penge, der anbragtes således, senere vil blive anbragte på en af de andre nævnte måder. Det endelige resultat bliver altså, at de allerfleste af de nye penge (de, der ikke anvendes til umiddelbart øget forbrug) meget snart vil havne enten i de private banker eller i statsbankens sparekasseafdelinger. Disse sidste penge vil ganske simpelt blive gemt hen, og de ville således foreløbig ikke mere cirkulere. Spørgsmålet bliver derfor kun, hvad de private banker vil gøre med hele den sandsynligvis uhyre pengemængde, der vil strømme ind i dem og sættes som indlån eller, for de bankers vedkommende, der har sparekasse afdeling, tillige på særlige sparekassevilkår? Ja, først og fremmest bliver bankerne jo nødt til at sætte såvel indlåns- som sparekasserenten så langt ned, at de ikke får tab i stedet for gevinst af virksomheden. Endvidere vil de for at hindre, at folk diskontere privat, blive nødt til også at nedsætte diskontoen tilsvarende. Gør de ikke dette, vil de ikke kunne stå sig i konkurrencen med de nye bank- og vekselforretninger, der da vil blive oprettet, finansieret med nogle af de nye penge. Selvom diskontoen sættes betydelig ned, vil bankerne dog ikke ved diskontering kunne anbringe alle de nye penge, der vil strømme ind i dem. Dette vil de kunne gøre ved en ganske uhyre, uforsvarlig og ufordelagtig udvidelse af kreditten, som de både kan og bør undgå. De er derfor nødsaget til at nedsætte såvel indlåns- som sparekasserenten så meget, at en tilstrækkelig stor del af pengene igen vil blive taget ud for at anbringes i statsbankens sparekasser. Når renten er alt for ubetydelig, vil de fleste foretrække slet ingen at få, men til gengæld have statens garanti for sikkerhed og den fordel når som helst at kunne hæve deres tilgodehavende. Hvor langt renten må nedsættes i dette øjemed, kan ikke siges på forhånd, men det er ikke umuligt, at den må nedsættes til ¼ eller endog 1/8 %. Bankerne kan jo nemlig, når de overhovedet skal yde rente (ikke at forveksle med den egentlige pengerente) til disse kreditorer, ikke stå sig ved at modtage et større beløb som indlån og indskud end de har brug for til diskontering af veksler eller kan anbringe fordelagtigt til indkøb af aktier eller udenlandske obligationer. Kommer der så et tidspunkt, hvor de har brug for flere penge, kan de ved at sætte såvel renten som diskontoen lidt op skaffe disse til veje og ved således at forhøje eller nedsætte renten og diskontoen kan de stedse få netop det pengebeløb, de behøver. Det endelige resultat bliver altså, at alle de penge, der ikke til stadighed bliver brug for i cirkulationen, vil havne i statsbanken og ligge godt gemt der. Man behøver derfor ikke at frygte for prisniveauets stigning, selvom der udstedes milliarder af de nye penge på den måde. Kun et pludseligt øget forbrug vil kunne bevirke dette, men herfor er ingen overhængende fare, eftersom ingen bliver rigere ved de nye penge. Statsbankens sparekasser vil altid være et godt afløbssted for overflødige penge. Endvidere vil jo en del af de nye penge forholdsvis hurtigt indgå igen, nemlig som første afdrag på pantegælden, og sandsynligvis vil der også blive afdraget ekstraordinært på denne gæld, idet der jo gives folk, som både ejer prioriterede ejendomme og kreditforeningsobligationer; de vil da sandsynligvis benytte de penge, de får for disse sidste, til afbetaling på deres prioritetsgæld, idet de jo altid kan få et nyt statslån i deres ejendomme, hvis de senere på anden måde skulle få brug for penge. Systemet vil således virke så automatisk elastisk, at den cirkulerende pengemængde altid vil svare til omsætningens behov, udvides eller indskrænkes efter omstændighederne. Selv i det tilfælde, at alle de penge, der indvindes som kursgevinst på aktier, ville blive anvendte til umiddelbart øget forbrug og derfor foreløbig forblive i cirkulationen, vil de dog ikke blive der længere end nødvendigt af hensyn til den øgede omsætnings behov. Lidt efter lidt vil de igen udgå af cirkulationen, idet de dels vil blive indsat i statsbankens sparekasser og dels bruges til ekstraordinære afbetalinger på de pantesikrede lån fra statsbanken; i begge tilfælde vil de have ophørt at cirkulere. At det dog ikke er sandsynligt, at disse penge vil blive anvendt til øget forbrug, kan man indse, når man tænker på, at de mennesker, der har solgt disse aktier, for så vidt på en vis måde ikke er blevet rigere. Ganske vist er deres formue blevet forøget, men deres indtægt er det derimod ikke, den er tværtimod blevet formindsket. Vil de anbringe pengene igen, får de et betydelig mindre udbytte af dem end tidligere.

I modsætning hertil er det nuværende pengesystem således indrettet, at når der, på grund af omstændigheder, som man ikke er herre over, gåt penge ind i eller ud af omsætningen, vil disse henholdsvis blive i eller vedblive at holde sig ude af cirkulationen. Hvis den pengemængde, der således indgår i eller udgår af cirkulationen, er tilstrækkelig stor, må det nødvendigvis til sidst resultere i et andet prisniveau. Sker tilgangen eller afgangen pludselig, vil den foruden prisniveauets ændring give anledning til henholdsvis en spekulationsperiode med opsving i produktionen eller en krise med lammelse af denne. Da vi ikke har de naturlige kanaler for pengs ind- og udstrømning, som vil fås i den forslåede statsbank, så må de penge, der én gang er indgået i cirkulationen, nødvendigvis blive der, og de, der én gang er udgået, kommer ikke igen, omend der dog gives nogen elasticitet derigennem, at bankerne til tider ligger inde med en større pengemængde end til andre tider.

Vi skal nu til at undersøge det andet punkt, nemlig, om den udvidelse af kreditten, som nødvendigvis forårsages derved, at diskontoen sættes så langt ned, om denne udvidelse vil kunne give anledning til prisniveauets stigning. Som vi så, sker der under det nuværende pengesystem ingen varig ændring af prisniveauet derved, at kreditten, på grund af, at diskontoen snart sættes op og snart ned, undertiden indskrænkes og til andre tider udvides, omend en pludselig stor indskrænkning af kreditten bevirker en krise og lammelse af produktionen og en pludselig udvidelse bevirker en spekulationsperiode med påfølgende krise, når kreditten igen indskrænkes. Når diskontoen sættes ned, så vil dette jo altid bevirke, at en del lån stiftes, som ikke ville være blevet stiftet til den højere diskonto. Når altså ved overgangen til reformen diskontoen ret pludselig går meget langt ned, så vil selvfølgelig en masse driftslån blive stiftet gennem diskontering af veksler. Dette vil dog, i fald der er tilstrækkelig ledig arbejdskraft, ligesom det mulig øgede forbrug af almindelige forbrugsgenstande og tjenester, kun give anledning til et mægtigt opsving i produktionen, som igen vil bevirke, at arbejdsløsheden vil formindskes betydeligt og arbejdslønnen stige. Omend priserne på enkelte varer måske til at begynde med vil stige, vil denne stigning dog kun blive midlertidig, idet den øgede efterspørgsel på disse varer også vil bevirke en større produktion af dem; dette vil jo let lade sig gøre, når der er nok af ledig arbejdskraft. Da der fra det tidspunkt, da reformen er indført, kun vil blive meget små svingninger i diskontoen, vil der ikke senere ske nogen udvidelse eller indskrænkning af kreditten, og kun så mange af de nye penge, som ville behøves på grund af den øgede omsætning, vil varigt blive i cirkulationen.

Hvis man derimod tænkte sig reformen indført i et land, hvor på det pågældende tidspunkt al arbejdskraft i forvejen var fuldt udnyttet, så at der ingen arbejdsløshed fandtes og der endvidere ingen mulighed var for forøget eksport og indvandring af fremmede arbejdere, så ville en sådan pludselig udvidet kredit sikkert give anledning til en stor stigning af prisniveauet; men alle disse betingelser kunne simpelthen ikke opfyldes i virkeligheden, eftersom der ikke for tiden gives noget land, hvor alle de nævnte forhold forefindes. Arbejdskraften er i intet land fuldt udnyttet og kan heller ikke være det, så længe pengerenten ikke er afskaffet og adgangen til jorden ikke er fri.

10. kapitel
Statens og kommunernes finanspolitik.

Når pengereformen er indført i et land, er det af flere grunde ikke ligegyldigt, hvilken finanspolitik staten og kommunerne fører. De bør udvide eller indskrænke deres offentlige foretagender under hensyn til den i øjeblikket forhåndenværende ledige arbejdskraft. Kun herved vil prisniveauet altid kunne holdes stabilt. Når det truer med at dale på grund af, at privatfolk ikke forbruger hele deres indtægt, vil prisfaldet kunne afværges derved, at stat og kommuner udvider deres produktive virksomhed og derved optager den ledige arbejdskraft. Og når det truer med at stige på grund af, at det private forbrug og dermed efterspørgslen efter varer og tjenester er blevet så stor, at tilbuddet, på grund af, at der ingen ledig arbejdskraft er, ikke formår at følge med, da kan prisstigningen afværges derved, at stat og kommuner indskrænker deres offentlige produktive virksomhed. Derved vil den private produktionsvirksomhed kunne få den tiltrængte øgede arbejdskraft. Dernæst vil en sådan målbevidst finanspolitik fra statens og kommunernes side bevirke, at på den ene side arbejdsløshed undgås, og på den anden side, at den forhåndenværende arbejdskraft kan strække til. Herved undgås også, at arbejderne udvandrer på tider, hvor der ikke er brug for deres arbejdskraft. Endelig vil en sådan politik også gavne statens og kommunernes egne finanser. Det undgås herved, at virksomheden udvides på et tidspunkt, hvor arbejdskraften er dyr, eller indskrænkes, når den er billig. Når aktiekurserne stiger og diskontoen og bankernes indlånsrente sættes op, og der som følge deraf strømmer penge ud af statsbankens sparekasser, så er det tidspunktet for stat og kommune at indskrænke virksomheden. Thi da er det tegn på, at der er brug for flere penge og mere arbejdskraft i den private produktionsvirksomhed. Det omvendte er tilfældet, når aktiekurserne falder, diskontoen og indlånsrenten nedsættes og pengene strømmer ind i statsbankens sparekasser. Da vil tidspunktet være inde for stat og kommune til at sætte nye, produktive virksomheder i gang, og selvfølgelig kun af den slags, der på grund af, at konkurrence er udelukket bør varetages af det offentlige. Efter at overgangstiden er forbi, vil det jo nok i det lange løb blive således, at statens og kommunernes virksomhed, når ligevægten skal holdes, må blive omtrent lige stor altid, således at man blot behøver at undgå såvel pludseligt store udvidelser som pludseligt store indskrænkninger.

Hvad nu først kommunernes finanspolitik angår, så bør de af deres løbende årlige indtægter først dække de nødvendige udgifter; det mulige overskud kan så bruges til kapitalanlæggelse i nødvendige eller ønskelige produktive virksomheder, og behøves der flere penge til anbringelse i disse, kan der altså fås rentefri lån i statsbanken, som afbetales med et bestemt årligt beløb, men også kunne afbetales hurtigere, når det er muligt. Kommunerne bør så altid lige så vel som staten sørge for at sætte de nye foretagender i gang på de rigtige tidspunkter, når ovennævnte tegn viser sig.

Hvad det tidsrum angår, som vil hengå imellem reformens indførelse i et enkelt land og dens indførelse i de fleste andre lande, så vil sandsynligvis i dette al den ledige arbejdskraft kunne finde beskæftigelse i den private produktionsvirksomhed. Landet vil jo nemlig som ovenfor omtalt få brug for en masse varer til udførsel til betaling af de indførte udenlandske obligationer, der købes både straks efter reformens indførelse og senere hen. Disse kan jo kun betales med varer eller tjenester (skibsfart), idet man efter reformens indførelse i et land ikke mere der vil kunne stifte renteydende gæld. Nu til dags er det jo sådan, at indførte varer enten kan betales med udførte varer eller med renteydende gæld. Da kursen på udenlandske valutaer efter reformens indførelse her i Danmark, som jeg tidligere har omtalt, til at begynde med vil dale stærkt i de danske penges disfavør, vil dette også fremme udførslen af danske varer og hæmme indførslen af udenlandske, indtil den normale kurs er genoprettet. Dette vil virke opmuntrende på dansk industri, og megen ledig arbejdskraft vil blive beskæftiget. Efter at den første store nedsættelse af diskontoen og indlånsrenten er foretaget, vil der derfor komme en tid, hvor diskontoen og indlånsrenten stiger lidt igen og som følge deraf penge tages ud af sparekasserne, og hvor al ledig arbejdskraft vil blive beskæftiget. I dette tidsrum vil det derfor være hensigtsmæssigt, at stat og kommune ikke påbegynder nye, ikke absolut nødvendige foretagender, og at de indskrænker de løbende udgifter så meget som muligt og bruger de sparede beløb til afbetaling på gælden. Denne politik bør fortsættes, indtil diskontoen og indlånsrenten ikke alene er begyndt at gå ned igen, men indtil de har nået det laveste punkt, som overhovedet nås. Hvis der derefter vedbliver at strømme penge ind i statsbankens sparekasse, så er tidspunktet kommet, hvor stat og kommuner bør udvide deres virksomhed og således optage den arbejdskraft, der er blevet ledig derved, at der nu efterspørges mindre arbejdskraft til private foretagender. Diskontoen og indlånsrenten vil sandsynligvis begynde at gå ned og aktiekurserne at dale fra det øjeblik, da kursen på udenlandsk valuta igen er normal. Diskontoens og indlånsrentens laveste punkt vil være nået senest på det tidspunkt, da de fleste andre, navnlig de os nærmest liggende lande, også har indført reformen. Så vil der komme en periode, hvor en masse udenlandske varer vil strømme ind som dækning for den renteydende udenlandske gæld, som fandtes her i landet i form af udenlandske obligationer. Samtidig vil udførslen af danske varer blive mindre end tidligere. I denne overgangstid vil det være formålstjenligt, at stat og kommune sætter så mange nye foretagender i gang som muligt for at beskæftige den store arbejdskraft, der rnidlertidigt vil blivo ledig. Når valutakurserne, som i dette tidsrum vil være i de danske penges favør, igen er blevet normale, vil der blive brug for mere arbejdskraft i den indenlandske privatproduktion, og stat og kommune bør da indskrænke deres virksomhed noget; diskontoen og indlånsrenten vil da gå ned til det punkt, hvor de under normale forhold vil holde sig, og for at de til stadighed kan stå på dette punkt, bør stat og kommune for fremtiden føre den ovenfor beskrevne regulerende politik; kun ved en sådan vil ethvert tilløb til prisniveauets ændring med sikkerhed kunne undgås, og tillige vil det derved undgås, at arbejdsløsheden, om der er nogen, til tider er større end til andre tider. Også under de nuværende forhold er der, navnlig fra socialdemokratiets side, stillet den fordring, at stat og kommune skal beskæftige den ledige arbejdskraft; dette vil de også, i alt fald delvis, kunne gøre, og det vil i og for sig være fornuftigt, da der for tiden vil være nok af almennyttige foretagender, der kan sættes i gang, men det må under det nuværende pengesystem altid strande derpå, at det offentlige ikke kan få penge til sådanne foretagender uden at stifte renteydende gæld og forøge skatterne for at kunne betale renterne. Når stat og kommune derimod kan få rentefri lån, er der for så vidt intet i vejen for, at de kan sætte nye foretagender i gang, så snart der er ledig arbejdskraft. Staten bør have løbende konto i statsbanken, således at den efter omstændighederne kan skylde eller have penge til gode i denne. Så snart der er penge tilovers, bør der afbetales på gælden eller erhverves tilgodehavende. Og så snart der trænges flere penge, bør gælden øges eller tilgodehavendet mindskes.

Kommunerne bør derimod, hvis der kommer tidspunkter, hvor de har penge tilovers, og hvor de ingen gæld har, som de kan afbetale på, indsætte det overskydende i statsbankens lokale sparekasseafdeling. Da størrelsen af de løbende udgifter ifølge sagens natur er temmelig konstant, bør disse altid dækkes af do løbende indtægter; kun undtagelsesvist og under ekstraordinære forhold bør der stiftes lån til dækning af løbende udgifter.

11. kapitel.
Muligheden af indførelsen af et internationalt eller universalt pengesystem i alle lande.

For at det kan blive muligt at gå over til et internationalt pengesystem enten rationelt som det ovenfor beskrevne eller baseret på guld, må først 2 betingelser opfyldes, nemlig: 1) at der eksisterer en international eller universal styrelse til at varetage samfundenes almene fælles anliggender, og 2) at denne styrelse kan blive enig om, hvilken værdienhed, der skal lægges til grund for systemet. I øvrigt kan udviklingen tænkes at gå ad én af følgende 3 veje: 1) hvis erkendelsen af, at guldet bør afskaffes som værdimåler og omsætningsmiddel og et rationelt pengesystem indføres i lighed med det af mig foreslåede, er almindelig udbredt, længe forinden der er tale om nogen universal styrelse, vil udviklingen sandsynligvis gå for sig på den måde, at de enkelte lande først indfører et rationelt pengesystem, grundet på den nationale værdienhed i hvert af landene; disse forskellige nationale pengesystemer vil så, enten straks eller nogen tid efter, at der omsider er kommet en universal styrelse, afløses af et universalt rationelt pengesystem. For at et sådant kan blive indført kræves da blot, at man kan blive enige om den værdienhed, der skal lægges til grund for systemet; selve dette kan meget let indføres på følgende måde: der oprettes nogle få pengeudstedende institutter’, fordelt så ligeligt som muligt over den beboede del af jorden, og som hvert har et område af denne under sig. Disse institutter står under kontrol af den universale styrelse. Hvert af områderne deles i provinser, i hvert af hvilke enten en af de bestående tidligere seddeludstedende statsbanker eller et nyoprettet institut bliver autoriseret til at drive samme virksomheder som de tidligere statsbanker, altså låne penge rentefrit ud mod pantesikkerhed i ejendomme, låne penge ud til det offentlige, samt holde sparekasser rundt omkring i provinsen. Pengene til udlånene får disse autoriserede provinsbanker rente- og afgiftsfrit og i løbende konto hos det pengeudstedende institut, hvorunder vedkommende provins hører. Der sættes så en frist, indenfor hvilken såvel de gamle nationale som de nye universale penge er gyldige, og inden for hvilken de første kan ombyttes med de sidste i de autoriserede provinsbanker i det af den universale værdienhed dikterede forhold. Efter udløbet af den fastsatte frist erklæres de nationale penge for ugyldige, og alle gældsforhold og priser omskrives til den universale værdienhed. De autoriserede provinsbanker virker så derefter ganske på samme måde som de tidligere pengeudstedende statsbanker, kun at de ikke selv udsteder penge, men får dem til lån bos vedkommende pengeudstedende universale institut.

2) Hvis den universale styrelse kommer længe forinden erkendelsen af, at guldmøntfoden bør afskaffes og et rationelt pengesystem indføres, er almindelig udbredt, vil udviklingen sandsynligvis ske på den måde, at der indføres et universalt pengesystem, baseret på guld, hvor f.eks. 5 gr. fint guld bliver værdienheden. Systemet kan indføres på ganske lignende måde som ovenfor beskrevet angående et universalt rationelt pengesystem. Der fastsættes en frist, indenfor hvilken folk i de forskellige lande valgfrit kan få ombyttet de nationale sedler enten med guld i den hidtil seddeludstedende bank, som har udstedt dem eller med de nye penge i den seddeludstedende bank, hvorunder området sorterer; denne bank overtager så forpligtelsen til indløsning med guld, medens de hidtil seddeludstedende banker debiteres for beløbet af sedler, som don universale bank har indløst for dem, og denne gæld afvikles i løbet af en årrække med et bestemt beløb om året. Efter fristens udløb er kun de universale penge, mønt eller sedler, gyldigt betalingsmiddel i alle lande. De universale banker overtager så de i de nationale seddeludstedende banker endnu henliggende guldbeholdninger og giver med guld indløselige universale seddelpenge i bytte. Kun disse banker, som står under kontrol af det universale styre, får for fremtiden ret til seddeludstedelse. Det siger sig selv, at når først et sådant universalt system, baseret på guld, er indført, vil det meget snart gå op for de flestes bevidsthed, at guldet er så inderlig overflødigt som værdimåler og ombytningsmiddel; det vil nemlig vise sig, at ingen, undtagen lige netop guldsmede, vil forlange sine sedler ombyttet med guld; hvorfor skulle de også gøre det? Når folk nu til dags ombytter sedler med guld, er det i almindelighed, fordi de skal bruge dette til betaling af varer i udlandet; men dette bliver jo ikke mere nødvendigt, når de samme penge er lovligt betalingsmiddel overalt. Der vil da lige så lidt blive brugt guld som byttemiddel som det nu bruges som sådant her i Danmark; her ser man jo så at sige kun sedler. Kun i tilfælde af, at tilliden til de universale seddeludstedende institutter skulle briste, så at folk fik den tro, at de udstedte sedler udover rimelige grænser, kun da kan der være tale om, at man vil forlange sedlerne ombyttet med guld, da dette dog altid vil beholde sin markedsværdi som vare. Men, hvis de seddeludstedende universale banker bliver fornuftigt ledede og er under tilbørlig kontrol, vil der være overvejende sandsynlighed for, at det allermeste af guldet vil blive liggende til stadighed i disse bankers kældre. Intet vil da være lettere end at afskaffe guldmøntfoden og gøre pengesystemet rationelt. Dertil krævedes blot, at man lod de indløselige sedler afløse af nye uindløselige, som blev gjort til eneste lovligt betalingsmiddel, satte en frist for gyldigheden af de gamle penge og i mellemtiden lod folk have lov til valgfrit at ombytte de sidste enten med guld i den respektive universale seddeludstedende bank eller med de nye penge hos dertil autoriserede banker i provinserne; disse banker fik så de dertil fornødne nye penge til låns hos den universale pengeudstedende bank, hvorunder hvor enkelt bank henhørte og blev debiterede for beløbene, som ikke skulle tilbagebetales, men stå rente- og afgiftsfrit i løbende konto. Disse sidste bankers virksomhed skal så være den samme som statsbankens i et land, hvor et nationalt, rationelt pengesystem er indført: rentefrie, men afgiftspligtige udlån mod pant i faste ejendomme, rente- og afgiftsfrie lån til det offentlige og sparekassevirksomhed ligeledes uden renteydelse.

3) Den mulighed kan endelig også tænkes, at på det tidspunkt, da en universal styrelse indføres, er erkendelsen af fordelene ved et rationelt pengesystem ret almindelig udbredt, uden at man dog endnu har indført et sådant i noget af de enkelte lande eller at en del af de mennesker, der sidder i den universale styrelse, har erkendt vigtigheden af et rationelt pengesystem, uden at denne erkendelse endnu er almindelig udbredt. I begge tilfælde er der sandsynlighed for, at den universale styrelse vil søge at indføre et universalt rationelt pengesystem. Dette kan lade sig gøre på følgende måde: Først må man blive enige om værdienheden. Som denne kan man f.eks. godt tage værdien af 5 gr. guld på det tidspunkt, da systemet indføres. Denne værdi er jo nemlig konstant, således at hvis guldet senere forandrer sin værdi, får dette ingen indflydelse, eftersom systemet ellers intet har med guld at gøre. Ligesom i de ovenfor beskrevne to tilfælde sættes nu en frist, indenfor hvilken såvel de nye universale som de gamle nationale penge er gyldige og indenfor hvilken de sidste kan ombyttes enten med guld i de respektive nationalbanker eller med de nye universale penge i det forhold, som fremkommer ved de respektive nationale penges guldværdi. Den sidste ombytning finder sted i de ovenomtalte ældre eller nyoprettede autoriserede banker i de forskellige provinser, en i hver. De hidtil seddeludstedende banker debiteres så hver især for beløbet af de sedler, som provinsbankerne har indløst for dem, og denne gæld afbetales i løbet af en årrække med et bestemt beløb om året. Disse banker skal så fungere ganske som statsbanken i et land, hvor der er indført et nationalt rationelt pengesystem, og de nye penge får disse banker rente- og afgiftsfrit til låns i løbende konto hos det universale pengeudstedende institut, til hvis område banken henhører.

Når et universalt rationelt pengesystem er indført, er det en selvfølge, at det bliver den universale styrelse, som bestemmer alt angående de autoriserede bankers virksomhed, således størrelsen af den årlige afgift, som pantedebitorerne skal yde, hvor stort det årlige afdrag skal være, hvor stor en del af en ejendoms arbejdsskabte værdier, der bør kunne pantsættes osv. Det bliver også denne styrelses opgave at føre kontrol med, at de vedtagne regler overholdes. De universale penge kan i og for sig godt være ubenævnte og altså kun lyde på tal.

Når vi nu vil undersøge, hvilke af de 3 ovenfor beskrevne veje for indførelsen af et universalt rationelt pengesystem, der er mest sandsynlighed for, at udviklingen i virkeligheden vil gå, så tror jeg i ethvert fald ikke, at det bliver den første. Trangen til en universal styrelse er under de nuværende på alle områder kaotiske og fornuftsstridige forhold meget stor, og jeg tror derfor heller ikke, at det vil vare så forfærdelig længe, inden en sådan styrelse kommer. Da på den anden side indsigten i pengeproblemet endnu er meget ringe, vil der sikkert endnu ikke i lange tider komme noget rationelt pengesystem i noget land. Det sandsynligste er derfor måske, at den anden af de ovenfor beskrevne veje vil blive betrådt, således at der, så snart der er indsat en universal styrelse, kommer et universalt pengesystem, baseret på guld, og at dette så senere, måske ikke så længe efter, afløses af et rationelt system. Denne vej vil også frembyde den fordel frem for den første, at man da stedse har et internationalt betalingsmiddel; i det øjeblik, de enkelte lande indfører hver sit rationelle pengesystem, gives der ikke mere noget internationalt betalingsmiddel; for tiden fungerer jo guldet som sådant imellem de enkelte lande, men så snart det er afskaffet som betalingsmiddel i de fleste enkeltlande, vil det for fremtiden kun kunne bruges som internationalt betalingsmiddel imellem lande, der har beholdt guldmøntfoden, og da disses antal under sådanne forhold vil være lille, kan det kun have ringe betydning som betalingsmiddel. Selvfølgelig kan et internationalt betalingsmiddel jo nok undværes, idet de varer, der er mest almindeligt brug for, da ville fungere som sådant; også nu må jo de lande, der ikke selv producerer guld, betale dette med andre varer. Guldet har som internationalt betalingsmiddel visse skavanker, som ikke vil klæbe ved universale uindløselige papirpenge. Der kan således fremkomme sådanne absurditeter, som at et land vedbliver at sende varer ud til andre lande og som betaling stadig modtager guld (dette sker for tiden med USA, der stadig sender varer til Europa og får guld eller renteydende tilgodehavende i betaling). Ved at guldet ophober sig i et land med guldmøntfod vil prisniveauet efterhånden stige i dette land; dette vil give anledning til i høj grad ‘gode’ tider til at begynde med, men når de abnorme forhold engang ophører og guldet igen strømmer ud af landet, vil der komme en krise med faldende priser; de høje priser vil jo ikke kunne holde sig, når guldet igen strømmer ud og varerne ind i landet. Man vil måske efter dette tro, at det i det hele taget ikke vil være hensigtsmæssigt at have noget internationalt betalingsmiddel. Men sådanne kalamiteter som de ovennævnte vil, når de samme betingelser i øvrigt er til stede, ikke altid indtræde, når det internationale betalingsmiddel er uindløselige papirpenge, der er led i et universalt rationelt pengesystem. Selvom der nemlig også da en tid lang vil kunne gå penge ind i et land og varer ud, så vil dette ikke nødvendigvis medføre stigende priser. Dette vil kun ske, hvis forbruget på grund af indbyggernes forhøjede indtægter pludselig sættes op, uden at der er mulighed for, at enten den indenlandske produktion foreløbig kan blive tilsvarende større, eller der ret hurtigt kan indføres tilstrækkelig mange varer fra udlandet. Men ellers vil de penge, der går ind i landet, ikke cirkulere; de vil bundfælde sig i den autoriserede bank og dens sparekasseafdelinger og blive liggende der, til der bliver brug for dem til forsendelse til andre lande som betaling for varer. Er betalingsmidlet derimod guld, så vil dettes pris på stedet synke, når dets mængde stiger tilstrækkeligt, og dette vil give anledning til et midlertidigt højere prisniveau. Guldet vil nemlig ikke som de uindløselige sedler forsvinde af cirkulationen, men bankerne vil, da de skal forrente alle de penge, der sættes ind, ved at sætte diskontoen ned forøge deres udlån og udvide kreditten, og dette vil give anledning til højere priser og spekulation, der igen vil bevirke, at der bliver så stor efterspørgsel efter lån, at diskontoen går op igen, højere end den var før pengerigeligheden.

Hvad angår muligheden for, at den tredje af de ovennævnte veje kan blive betrådt, så kan dette ske enten derved, at den nuværende verdenskrig, som vender op og ned på så mange tilvante begreber, åbner folks øjne for det ufornuftige i at bruge guld som værdimåler og omsætningsmiddel, eller derved, at den kommende universale styrelse ifølge sin måde at dannes på, er således indrettet, at nogle få enkelte personer, der sidder i den og som har tilstrækkelig indsigt i pengeproblemet, ved deres indflydelse kan få den øvrige styrelse til at indse, at der med det samme bør indføres et universalt pengesystem, der ikke baseres på guld, men indrettes efter rationelle principper.

Hvad angår staters og kommuners finanspolitik under et gennemført universalt rationelt pengesystem, så må den blive den samme som under et nationalt sådant, nemlig at udvide virksomheden, når aktiekurserne falder og diskontoen og indlånsrenten nedsættes, og at indskrænke den, når det modsatte sker. I dette tilfælde afhænger prisniveauet jo ikke af den nationale politik, men derimod af den universale. Man kan nu spørge, om et land under dette system ikke kan komme dybt i gæld til udlandet? Dette kan ganske vist ske, men er for det første ikke meget sandsynligt og vil derfor kun ske under særlige forhold, og for det andet vil det ikke være til skade for landet, idet det kun vil ske, for at landet hurtigt kan samle ægte kapital i form af huse, fabrikker osv.; det tidsrum, hvori landet forøger gælden, vil derfor være forholdsvis kort, og bagefter vil der komme en tid, hvor det hurtigt og energisk vil afbetale gælden. Dernæst må man jo huske på, at der ikke som nu skal betales renter af gælden, og denne vil derfor slet ikke virke trykkende. På samme måde kunne andre lande midlertidig blive kreditorer, men denne omstændighed vil jo ikke medføre, at nogle af indbyggerne kan leve af deres renter uden at arbejde, eftersom de ingen rente får.

At et land på et bestemt tidspunkt er i gæld til udlandet, vil under et universalt rationelt pengesystem vise sig på den måde, at summen af ejendommenes samlede pantegæld til den eller de i landet værende autoriserede banker og al løs gæld til udlandet er større end summen af tilgodehavender i udlandet og den i landet tilstedeværende beholdning af kontante penge. Denne difference må nødvendigvis svare til en gæld til alle andre lande. Hvis omvendt den samlede sum af tilgodehavender, deri indbefattet kontante penge, overgår den samlede sum af gældsposter, har landet tilgodehavende i udlandet. Hvis landene derimod har hver sit rationelle pengesystem, spiller pantegældens størrelse ingen rolle, men differencen mellem løs gæld og tilgodehavende vil vise sig i valutakurserne, og disse vil efterhånden hjælpe til, at mellemværendet bliver afgjort og kurserne igen bliver pari. Gives der da intet tegn hvorpå man under et rationelt pengesystem vil kunne se, om et land på et tidspunkt forøger sin gæld eller sit tilgodehavende eller ingen af delene og gives der intet, som af sig selv vil hjælpe til, at mellemværendet bliver udlignet? Valutakurser gives jo under disse forhold ikke. Dertil må svares, at i et tidsrum, hvor et land vedblivende forøger sin gæld, vil dette vise sig derved, at pantegælden stiger; herved kan der jo erhverves flere kontante penge, og disse kan sendes til udlandet som betaling for varer. Omvendt vil i et tidsrum, hvor gælden formindskes, eller hvor der erhverves tilgodehavende i udlandet, pantegældens størrelse være i aftagende. Der vil jo i et sådant tidsrum stadig indgå penge fra udlandet, og disse vil så blive brugte til afbetaling på pantegælden. Der er en absolut grænse for forøgelsen af et lands gæld til udlandet, nemlig den, der nås, når pantegælden er blevet så stor som den kan blive ifølge loven. Derimod er der ingen grænse for, hvor stort et tilgodehavende, der kan opsamles, fordi der ingen grænse er for, hvor stort et beløb af kontante penge, der kan opsamles.

Et universalt rationelt pengesystem vil have den store fordel frem for nationale, rationelle penge i de forskellige lande, at et land, der en tid trænger til kapital, vil kunne få denne rentefrit hos andre lande, som i øjeblikket har overflod på kapital, uden at dette giver anledning til forstyrrelse i prisniveauet, således som en ændring i valutakurserne vil gøre. Dette vil især gavne nye lande, som mangler kapital i den første tid af deres kolonisation. De ville herved blive sat i stand til forholdsvis hurtigt at nå samme velstandsniveau som ældre lande. Et sådant tidsrum i et nyt land vil kendetegnes derved, at diskontoen og indlånsrenten vil være højere end i ældre lande, og den vil falde efterhånden som gælden afbetales. Under et nationalt pengesystem vil beløbet af landets samlede pantegæld til statsbanken være lig beløbet af den i cirkulation værende pengemængde (når til denne henregnes de beløb, der ligge i sparekasser og banker), men under et universalt system er dette ikke tilfældet, idet pengene jo da kan gå frit ud af og ind i landet, og pantegælden derfor kan være såvel større som mindre end den cirkulerende pengemængde. I første tilfælde vil endvidere kredit landene imellem være så godt som udelukket på grund af, at der ingen fælles universal eller international værdimåler findes. Dette er en fordel ved det universale system, men hvilke fordele er der i øvrigt ved dette frem for ved de nationale systemer? Der vil være en del praktiske fordele, deriblandt at der ingen valutakurser og dermed følgende svingninger i de reelle varepriser findes. Endvidere vil alle omkostninger og alt besvær ved at ombytte de forskellige slags penge indbyrdes spares; dette vil være til stor lettelse for handelen imellem de forskellige lande.

12. kapitel.
Virkningerne af den foreslåede pengereform.

De gavnlige virkninger af pengereformen vil være overordentlig vidtrækkende og kan væsentligst siges at bestå i følgende 4:

1. 1. pengerentens afskaffelse.
   2. prisniveauets stabilitet.
   3. den evige vekslen mellem ‘gode’ og ‘dårlige’ tider med mellemliggende økonomiske kriser samt i det hele taget de fleste af de økonomiske kriser vil undgås.
   4. produktionen vil kunne og vil blive udvidet en del og arbejdsløsheden formindsket.

Hvad nu først pengerentens afskaffelse angår, så behøver man blot at udregne, hvilke uhyre beløb der årligt går til betaling af renter på prioriteter, staters og kommuners gæld, diskonto på veksler osv., for at overbevise sig om, hvilken uhyre byrde dette er på produktionen, og hvilke uhyre summer, der må udredes af alle såvel håndens som åndens arbejdere, inden der bliver noget til dem selv.[1]

De videre følger af pengerentens afskaffelse vil være: 1) at produktionen vil kunne og vil blive udvidet og arbejdsløsheden formindsket, og 2) at staters og kommuners finanser og økonomiske status vil blive betydeligt forbedret. Produktionens udvidelse vil bevirkes derved, at en del nye industrier vil kunne betale sig, når den ekstra omkostning, som består i rente af den i forretningen indestående kapital, bortfalder og varen således kan sælges billigere. Også alle andre varer vil jo kunne sælges billigere og derved finde større afsætning. Herved vil flere arbejdere blive beskæftigede og arbejdsløsheden formindskes. At staternes og kommunernes finanser vil blive forbedrede er indlysende, når de store summer, der nu betales som renter af gæld, spares. Derved vil det offentlige enten kunne nøjes med en langt mindre indtægt eller få langt mere ud af denne.

Pengerentens afskaffelse er i alt fald én af betingelserne for, at arbejderne kan få det fulde udbytte af deres arbejde, og at dette sker er en ufravigelig betingelse for social lykke; det er kun kortsynethed at tro, at man i .længen kan gavne sig selv ved at skade andre. Fuld retfærdighed er det rigtigste af alt og kan ikke erstattes af nok så megen teknisk dygtighed. Prisniveauets stabilitet er uomgængelig nødvendig for at undgå økonomiske kriser og den evige vekslen mellem ‘gode’ og ‘dårlige’ tider. Disse sidste er uheldige, dels på grund af den øgede arbejdsløshed, de til tider skaber, og dels på grund af den store usikkerhed, de skaber i hele omsætningslivet; jævne normale forhold til enhver tid vil betinge en langt mindre risiko ved ethvert navnlig nyt foretagende; som følge deraf vil også den såkaldte risikopræmie kunne sættes betydelig ned. Da nu den såkaldte profit, som socialisterne har så meget imod, for en stor del består af risikopræmie, så vil hin også formindskes en del. Hvad i øvrigt ‘profitten’ angår, så består den foruden risikopræmie af: l) pengerente af den i forretningen indestående kapital. 2) løn for ledelse af driften og for nye foretagenders vedkommende tillige: præmie for foretagsomhed. Hvis der ikke kunne vindes en sådan præmie, ville der blive startet få eller slet ingen nye foretagender. Foruden disse bestanddele kan der også i profitten være indbefattet en monopolrente. Dette er tilfældet i alle industrier, der på grund af toldbeskyttelse kunne tage unormalt højt priser for deres produkter samt i de industrier, der hviler på besiddelsen af naturlige rigdomskilder, petroleumskilder, guld- og sølvminer osv.

Da nu ‘profitten’ efter pengereformens indførelse vil blive betydelig formindsket, dels derved, at risikopræmien bliver mindre, og dels derved, at den bestanddel, der består i pengerente vil falde bort, så vil der foruden den formindskede risikopræmie kun blive det tilbage, som er ret og rimeligt, nemlig: driftslederløn og foretagsomhedspræmie. Monopolrenten vil jo blive inddraget til det offentlige, når de naturlige rigdomskilder bliver rationelt beskattet som vist i første afsnit. Hvad den almindelige arbejdsløns højde angår. Så så vi jo i 1. afsnit, at den navnlig afhang af de chancer, enhver har for at kunne skabe sig et selvstændigt erhverv, samt hvor meget han herved kan erhverve sig, og dette sidste afhang igen af beskaffenheden af den jord, som der er fri adgang til. Jeg tror derfor ikke, at pengereformen, når den er indført internationalt eller universalt, vil hidføre nogen videre forhøjelse af arbejdslønnen. Så længe reformen derimod kun er indført i et enkelt land og i den første tid efter dens indførelse, vil arbejdslønnen stige i vedkommende land. Som vi så i niende kapitel, vil der i overgangstiden blive udført langt flere af landets varer end tidligere, idet merudførslen vil blive brugt til betaling for de udenlandske obligationer og aktier, som ville blive købt i landet. Til fremstilling af disse varer vil der blive brug for en masse arbejdskraft, og dette vil sandsynligvis endog give anledning til indvandring af udenlandske arbejdere. Senere vil forholdet derimod, såfremt man stadig ikke har indført reformen i udlandet, kunne blive vendt ganske om: landets indbyggere vil da have erhvervet sig så meget rentebærende tilgodehavende i udlandet, at der hvert år vil strømme en masse varer ind til dækning af renterne; en del af disse vil måske blive betalt med yderligere gældsstiftelse. En del af landets indbyggere kan da leve uden at arbejde, og der vil blive mindre beskæftigelse for landets industri og som følge deraf for arbejderne, ja., man kunne i så fald i teorien tænke sig, at denne udvikling er gået så vidt at de fleste af indbyggerne kunne leve af deres renter uden at arbejde. Udlandet kan jo ikke gøre gengæld ved at erhverve sig rentebærende tilgodehavende i landet. Dette forhold vil være til stor skade for vedkommende lands industri og for landbruget, for så vidt dette er baseret på udførsel af produktionen. Landets erhvervsgrene vil derfor sygne hen og indbyggerne forfalde til ladhed og mangel på initiativ, som det ofte sker med børn af rige folk, som mangler den stimulans som det er at være nødt til at skaffe sig selv og sin familie det nødvendige. Nå, i virkeligheden behøver man nok ikke at frygte for, at udviklingen skal foregå som ovenfor beskrevet, når reformen indføres i et enkelt land. Det vil vistnok gå lige omvendt. Så snart indbyggerne i andre lande ser de gavnlige virkninger af reformen, vil de gøre alt for snarest muligt også at få den indført i deres eget land, og de ovennævnte 4 hovedvirkninger af reformen vil da indtræde også i de lande, hvor den efterhånden indføres. Hvis vi tænker os reformen indført først her i Danmark, hvilke ville så de umiddelbare følger for Danmark blive af, at den få år senere indføres også i Norge, Sverige, England, Tyskland, Holland? Ja, der vil ske noget nær det omvendte af, hvad der vil være sket ved dens indførelse her i landet. Medens valutakurserne da forandrede sig i de danske penges disfavør, så vil de nu forandre sig i favør af de danske penge. Dette vil bevirke en forhøjet vareindførsel fra disse lande og en formindsket udførelse af danske varer til dem. Arbejdsløsheden vil derfor blive større i Danmark og mindre i de andre lande, og diskontoen såvel som indlånsrenten vil gå ned til det allerlaveste punkt, måske 0 for den sidstes vedkommende. Som vi så i tiende kapitel, vil tiden da være inde for staten og kommunerne til at sætte nye produktive foretagender i gang for at formindske arbejdsløsheden og hindre prisniveauets nedgang. Om en krise med fallitter vil kunne undgås, vil afhænge af, om de nævnte forskellige lande indfører reformen på samme tidspunkt eller et ad gangen med mellemrum. I første tilfælde vil krisen sikkert indtræde, i sidste næppe. Hvad der dog foruden statens og kommunernes virksomhed vil virke hen til at formindske arbejdsløsheden, er den omstændighed., at landet så godt som ikke mere vil få varer gratis fra udlandet som betaling for renter. En del af de mennesker, der en tid har levet af deres renter, vil derfor begynde at sætte produktive foretagender i gang, og når den første oversvømmelse af udenlandske varer er forbi og valutakurserne igen er blevet normale, vil den danske industri have samme chance som den udenlandske og en del arbejdere vil da blive beskæftiget igen. Men ligesom det sikkert ikke helt vil kunne undgås, at der ved overgangen til reformen i det land, der først indfører den, vil komme en hausseperiode med stigende arbejdsløn, formindsket eller slet ingen arbejdsløshed, forøget virksomhed og midlertidig stigen af enkelte varepriser og af aktiekurserne, således vil sikkert reformens indførelse i de nærmest liggende lande have en forbigående modsat virkning med større arbejdsløshed, lavere arbejdsløn, formindsket virksomhed, nedgang i priserne på enkelte varer osv. Den sidste virkning vil som nævnt være mindre udpræget, hvis der går nogen tid mellem hvert enkelt lands overgang til reformen, end hvis den sker samtidig for alle landenes vedkommende. Tænker vi os derimod, at reformen blev indført omtrent samtidig såvel i Danmark som i alle de andre nævnte lande, så vil hausseperioden helt eller omtrent helt kunne undgås, medens baisseperioden ligeledes enten helt vil undgås eller først indtræde i ringe grad, når jordens øvrige lande indføre reformen. Valutakurserne på disse landes penge vil i så fald ikke ændres; derimod vil kursen imellem disse og alle øvrige landes penge ændres i de sidstes favør. Alle de ovennævnte gavnlige virkninger af reformen vil da indtræde samtidig i alle de nævnte lande. Det vil derfor utvivlsomt i og for sig være bedre at indføre reformen i flere og så mange lande som muligt på engang end kun at indføre den i et enkelt land til at begynde med, og allerbedst vil det naturligvis være straks at gå over til et universalt pengesystem gældende for alle eller dog de fleste lande; i så fald vil reformens gavnlige virkninger vise sig fuldt ud straks og overalt, men hvis det skulde vise sig lettere at få den indført først i et eller flere enkelte lande, vil det være meningsløst af den grund at holde sig fra at indføre den i dette eller disse enkelte lande; så kan dens universale indførelse jo altid komme senere. Selvom det enkelte land, der først indfører reformen skulle få en baisseperiode med deraf flydende ulemper, når de andre lande går over til reformen, så vil denne periode jo kun være forbigående og holde op for at afløses af ‘gode’ tider, når valutakurserne igen er blevet normale og udlandet har afbetalt sin gæld til vedkommende land; de forbigående ‘dårlige’ tider vil dog sandsynligvis helt kunne undgås, hvis man samtidig med at indføre pengereformen indfører en rationel grundværdibeskatning; herom skal vi høre i senere kapitel. Hvis det derfor skulle vise sig, at der ingen udsigt er til at få reformen indført universalt i en nærliggende fremtid, så bør man i det enkelte land, hvor man har indset reformens gavnlighed, ikke tøve med at indføre den. Det gode eksempel vil da sikker hurtigt smitte.

13. kapitel.
Kurserne mellem penge fra forskellige pengesystemer.

Som bekendt bruges der i de forskellige lande forskellige pengesystemer, således at de samme penge kun er gældende i ét eller højst nogle få lande, og der er derfor kurs imellem de forskellige slags penge. Man bør her skelne imellem den normale kurs og den virkelige eller øjeblikkelige kurs. Når to lande begge har lagt samme ædle metal guld eller sølv til grund for deres pengesystemer, er der en konstant normalkurs mellem de to slags penge; denne kurs fremkommer ved forholdet imellem de vægtdele af fint guld eller sølv, som de to værdibestemmende mønter skal indeholde. Normalkursen mellem penge fra lande med guldmøntfod og fra lande med sølvmøntfod er derimod ikke konstant, idet den afhænger af forholdet imellem guldets og sølvets værdi, og da denne som bekendt ikke er konstant, kan normalkursen heller ikke være det. Det er en ulempe for handelen imellem lande med forskellig møntfod. Hvad angår kursen mellem penge fra lande med guld- eller sølvmøntfod og penge fra lande med uindløselige papirpenge, så vil der heller ikke mellem disse kunne være nogen konstant normalkurs. Selvom nemlig de uindløselige papirpenge udstedes på en så fornuftig måde, at deres værdi er konstant, hvilket vil vise sig derved, at prisniveauet i vedkommende lad er konstant, så vil normalkursen alligevel ikke kunne være konstant, men vil ændres, hver gang guldet eller sølvet ændrer sin værdi. Derimod både kan og bør der være en konstant normalkurs imellem penge fra to lande, der begge bruger uindløselige papirpenge; dette vil der nemlig være, hvis pengene i begge lande udstedes på en så fornuftig måde, at deres værdi er konstant.

Angående den øjeblikkelige kurs mellem to landes penge, så vil den i alle tilfælde svinge op og ned omkring normalkursen og vil afhænge af, hvor stor en mængde af den ene slags penge, der på det givne tidspunkt bydes i bytte for en vis mængde af den anden slags. Hvis f.eks. en større mængde tyske mark end der svarer til normalkursen bydes i bytte for et vist antal danske kroner, vil markens kurs overfor kroner være under normalkursen eller under pari, som man siger, hvilket igen vil sige, at der skal færre kroner til for at købe 100 mark end der skulle, hvis den øjeblikkelige kurs faldt sammen med normalkursen og omvendt. Den øjeblikkelige kurs på penge fra lande, der begge har guld- eller sølvmøntfod, vil dog under normale forhold aldrig kunne afvige ret meget fra den normale, idet det da i det land, hvis penge truer med at gå alt for langt ned i værdi i forhold til det andet lands penge, vil kunne betale sig at ombytte de indløselige sedler med guld eller sølv i den seddeludstedende bank og sende det som betaling i stedet for rede penge eller anvisninger på sådanne; derved hindres at der bliver større kursdifference end der svarer til omkostningen ved forsendelsen af guldet eller sølvet. Men under abnorme forhold som nu under verdenskrigen ser man derimod, at den øjeblikkelige kurs afviger meget betydeligt fra normalkursen; dette ligger deri, at guldmøntfoden for tiden praktisk talt er ophævet i næsten alle lande; man kan nemlig ikke sende guld til udlandet; selvom sedlernes indløselighed nu er indført igen i nogle lande, så nytter dette intet, så længe man ikke må udføre guldet. Når så oven i købet som i Sverige den frie udmøntning af guld også er ophævet, så er der ikke meget af guldmøntfoden tilbage. Når så dertil kommer, at vareudførslen fra de krigsførende lande for centralmagternes vedkommende så godt som helt er standset og for ententemagternes vanskeliggjort på grund af, at alle kræfter sættes ind på at frembringe det til krigen nødvendige, så er det let at forstå, at kursen imellem penge fra krigsførende lande og penge fra neutrale lande kan ændre sig i så høj grad i favør af de sidste. Kurserne ville jo nemlig kunne udjævnes ikke alene ved guldforsendelser, men også ved vareudførsel. Ligeledes ville kurserne kunne rettes ved udførsel af værdipapirer og stiftelse af lån, og dette bliver jo også brugt fra Englands side overfor USA.

Under normale forhold vil heller ikke den øjeblikkelige kurs mellem penge fra to lande, der begge har uindløselige papirpenge og begge fornuftige regler for deres udstedelse og cirkulation, kunne afvige ret meget fra normalkursen, idet vareudførsel vil hindre dette. Måske eller sandsynligvis ville den dog kunne afvige noget mere end kursen mellem penge fra to lande, der begge har guld- eller sølvmøntfod. En forsendelse af møntmetallet vil måske nok ske på et tidligere tidspunkt end en forøget vareudførsel. Men under abnorme forhold hvor der lægges store hindringer i vejen for varernes ud- og indførsel ville den øjeblikkelige kurs derimod vistnok kunne afvige meget fra den normale, selvom prisniveauet i begge lande forblev det samme.

Man kan nu spørge, om den nuværende ugunstige kurs på den tyske mark i forhold til de fleste andre, navnlig de neutrale valutaer udelukkende skyldes den hindrede guld- og vareudførsel, eller om den også til dels skyldes, at den cirkulerende pengemængde i selve Tyskland er blevet for stor i forhold til den betydeligt indskrænkede omsætning eller med andre ord, om det ikke alene er markens øjeblikkelige, men også normalkursen, der er faldet. Dette spørgsmål kan der på nærværende tidspunkt ikke gives noget afgjort svar på, men sandsynligt er det jo nok, at også normalkursen er faldet. Trods den indskrænkede omsætning er der jo stadig udstedt flere penge, og prisniveauet er så vidt jeg ved også steget betydeligt i selve Tyskland. Dette sidste behøver dog ikke at skyldes, at markens værdi er faldet, det kan helt eller delvis skyldes samme årsager, som også har bevirket, at prisniveauet er steget i de fleste andre lande; livsfornødenhedernes fordyrelse ved de på grund af krigen forøgede omkostninger samt monopolpriser på nogle af dem på grund af den for knappe tilførsel. For at afgøre spørgsmålet bestemt, vil det være nødvendigt at vide, om prisstigningen er forholdsvis større i Tyskland end i andre lande, eller måske snarere, om den er større end den, der forårsages direkte på grund af krigsforholdene. Dette kan man imidlertid ikke afgøre, førend man bliver i stand til at skaffe sig fuld besked angående alle herhen hørende forhold. Om markens normalkurs er faldet vil derimod vise sig efter krigen, så snart Reichsbank skal til at påbegynde indløsningen af sedlerne med guld igen. Hvis nemlig normalkursen er faldet må banken enten vente med indløsningen, til den bar trukket så mange sedler ud af omsætningen igen, at normalkursen har nået sin sædvanlige højde eller den må indløse til en lavere kurs, f.eks. 80 mark guld for 100 mark sedler. Hvis den ikke gør en af disse to ting vil den få tab ved indløsningen. Der er også en anden grund til, at den vist må vente med indløsningen: Hvis den nemlig straks efter fredsslutningen begynder på denne, vil alt guldet hurtigt strømme ud af banken og gå til udlandet for at dække gældsposter der. Den vil da sandsynligvis blive ude af stand til at indløse alle de sedler, der vil blive fordret indløst. Den kan sandsynligvis først påbegynde indløsningen på det tidspunkt, da der ikke mere er nogen fare for, at guldet skal strømme til udlandet og da markens normalkurs har nået sin sædvanlige højde. Der er naturligvis også den udvej, at sedlerne kan erklæres for uindløselige for bestandig; hvis dette sker, og hvis der intet gøres for at drage penge ud af cirkulationen, vil markens normalkurs foreløbig holde sig på det punkt, hvor den står i det øjeblik, da sedlernes uindløselighed erklæres; om den vedblivende vil holde sig der, vil afhænge af den fremgangsmåde, der vil blive anvendt ved pengenes udstedelse og cirkulation. I fald markens normalkurs virkelig er faldet nu under krigen, vil staten ved at anvende sidstnævnte fremgangsmåde have den fordel, at dens gæld nedsættes i forhold til den lavere normalkurs.

14. kapitel.
Monometalisme og bimetalisme.

I lange tider har der hersket en tilsyneladende uløselig strid mellem de såkaldte monometalister og de såkaldte bimetalister. De første mener, at et enkelt metal, guld eller sølv bør gøres til basis for pengesystemet; de sidste derimod hævder, at begge metaller i forening enten efter et indbyrdes ved lov fastsat værdiforhold eller efter metallernes øjeblikkelige markedsværdi bør gøres til møntfod og værdimåler. Selvom det, som vi har set, er langt det bedste slet ikke at lade nogen vare, heller ikke guld eller sølv, have noget med pengesystemet at gøre, udelukker dette dog ikke, at et af de nævnte systemer, enten monometalismen eller bimetalismen, kan være det bedste af disse to i og for sig dårlige systemer. Men den mulighed kan også tænkes, at de hver har sine fordele og sine ulemper og for så vidt begge er lige gode eller lige dårlige. For at kunne dømme herom, må vi først se på, hvilke fordele det er, at begge systemers tilhængere hævder, at netop det system, de anbefaler, har frem for det andet system. At pengerenten ikke kan afskaffes ved noget af dem er indlysende, og dette er der heller ingen af tilhængerne af hverken det ene eller det andet system, der påstår. Det, begge parter påstår, er derimod dels: 1) at prisniveauet vil holde sig mere stabilt og 2) at der ikke vil komme så mange økonomiske kriser og ikke vil være en så udpræget forskel på de såkaldte ‘gode’ og ‘dårlige’ tider, som der nu er, når det system, som hver især holder på., er det herskende, og især vil dette gælde, når systemet er indført internationalt. For at kunne dømme om sagen, tror jeg, man må skelne imellem 3 tænkte eller virkelige tilstande, nemlig: 1) at bimetalismen hersker i nogle lande efter indbyrdes ved lov fastsat værdiforhold, medens monometalismen hersker i de andre lande, i nogle med guld, i andre med sølv som basis. 2) at bimetalismen er internationalt gennemført på den måde, at der overalt er samme indbyrdes ved lov fastsat værdiforhold mellem de to metaller, og 3) som 2), men efter metallernes øjeblikkelige markedsværdi. Den første tilstand er historisk, idet Frankrig i lang tid havde bimetalisme efter forholdet 1/16, medens England samtidig havde guldmøntfod, Tyskland, Skandinavien og flere andre lande sølvmøntfod. Det viste sig da, at så længe markedsværdien svarede nogenlunde til den ved lov fastsatte: 1/16, skete der ikke noget mærkeligt. Men da sølvets markedsværdi faldt, vandrede alt Frankrigs guld til England, medens man kun brugte sølv i den indenlandske omsætning. Det omvendte, nemlig, at sølvet var udvandret, ikke til England, men til de lande. der havde sølvmøntfod, ville være sket, hvis det var guldet, der var faldet i værdi i forhold til sølvet. At guldet udvandrede, lå deri, at det, når man i Mønten kunne få 1 pund guld for 16 pund sølv, medens man i det åbne marked skulle give mere sølv for 1 pund guld, at det da kunne betale sig at bytte sit sølv med guld i Mønten og sende dette som betaling for varer til England eller et andet land med guldmøntfod. Det viser sig altså, at den dobbelte møntfod med et ved lov fastsat værdiforhold vil virke på den måde, at, så snart det lovbestemte forhold ikke længere svarer til markedsforholdet, vil det metal, der er blevet billigere i forhold til det andet, faktisk blive værdimåler i landet, og prisniveauet vil da stige, så længe dette metal synker i værdi, medens det vil falde, når det stiger i værdi, lige til det punkt, da forholdet begynder at vendes om, således at i ovennævnte bestemte tilfælde guldets værdi i forhold til sølvets er faldet så meget, at værdiforholdet 1/18 er blevet forrykket i den modsatte retning, altså f.eks. 1/12; fra det øjeblik vil det være guldet, der er blevet værdimåler for de indenlandske priser, og prisniveauet vil da stige eller falde i forhold til dette metals markedsværdi, medens samtidig sølvet vil vandre til lande med sølvmøntfod. Reglen kan da opstilles således: I lande med dobbeltmøntfod og lovbestemt indbyrdes værdiforhold mellem guld og sølv vil det til enhver tid være det metal der i forhold til det andet har en ringere værdi end den lovbestemte der vil være værdimåler og bestemme prisniveauet. Hver gang værdiforholdet mellem guld og sølv ændrer sig således, at forholdet bliver det omvendte, idet det bliver det metal, der hidtil havde en ringere markedsværdi i forhold til det andet end den lovbestemte, der netop får en højere værdi end dette, vil dette sidste ikke mere være værdimåler, men det andet metal vil være det lige til forholdet igen vendes om. For at forstå dette nærmere, lad os så sætte, at det lovbestemte forhold er 1/16. Så bliver sølvet billigere eller guldet dyrere, således at forholdet mellem de to metallers markedsværdi bliver f.eks. 1/20 Sølvet vil være værdimåler og bestemme prisniveauet så længe, indtil værdiforholdet, enten derved, at sølvet igen bliver dyrere eller guldet billigere eller begge dele, bliver forrykket i modsat retning, lad os sige til f. eks. 1/15. Fra dette øjeblik vil guldet blive værdimåler og bestemme prisniveauet indtil værdiforholdet igen vendes om osv. Dobbeltmøntfod med lovbestemt indbyrdes værdiforhold er altså i virkeligheden det samme som skiftevis guld- og skiftevis sølvmøntfod. At der ikke er nogen fordel forbundet hermed frem for ved stadig guld- eller sølvmøntfod, er indlysende. Men, hvis vi nu tænkte os, at der på den tid, da Frankrig havde dobbeltmønt, ingen lande havde været med guldmøntfod, men at alle andre lande samtidig havde haft sølvmøntfod. Hvad ville der da være sket, da sølvets markedsværdi i forhold til guldets blev ringere end den lovbestemte? Man havde i så fald ingen fordel af at lade guldet udvandre! Der kunne kun være sket det, at guldet i stedet for at udvandre ville være forblevet i Mønten, og der ville ikke være blevet udmøntet mere guld, men kun sølv, og ellers vilde forholdene have været ganske de samme, således at det også i det tilfælde havde været sølvet, der var blevet værdimåler og havde bestemt prisniveauet.

Når der i nogle lande består dobbeltmøntfod efter lovbestemt værdiforhold, i andre guld- eller sølvmøntfod, vil de første lande dog undgå nogle af de kriser, der hjemsøger de sidste. Det guld eller sølv, der strømmer fra lande med dobbelt møntfod over til henholdsvis guld- eller sølvlandene, når enten guldet eller sølvet er blevet dyrere i forhold til det andet metal, vil nemlig i de lande, hvor det strømmer ind, let bevirke stigende priser, ‘gode’ tider med efterfølgende krise, medens virkningen på prisniveauet i landet med dobbeltmøntfod afdæmpes noget netop derved, at det dyrere metal strømmer ud af landet; herved undgås det, at prisniveauet stiger så meget som det ellers ville gøre. Medens der altså i og for sig ingen fordel er ved den dobbelte møntfod frem for ved den enkelte, vil den frembyde en fordel, når der samtidig eksisterer lande med guld- og lande med sølvmøntfod. Dette er det sandsynligvis, som har indgivet bimetalisterne deres tro på, at den dobbelte møntfod skulle være bedre end den enkelte. Tænker vi os derimod den dobbelte møntfod indført internationalt i alle lande efter samme indbyrdes ved lov fastsatte værdiforhold, er det efter det foregående indlysende, at den ingen som helst fordel vil frembyde frem for internationalt gennemført enkeltmøntfod, baseret overalt på samme metal, enten guld eller sølv. Den vil jo nemlig som vi har set virke som en skiftende møntfod, og herved er ingen fordel. De fleste bimetalistiske teoretikere hylder da også et system, hvorefter guld og sølv begge skulle være værdimålere og omsætningsmidler, men efter deres markedsværdi til enhver tid. Dette kan kun ordnes på den måde, at man i mønten kan ombytte sine sedler enten med en vis vægtdel af det ene metal eller med en vægtdel af det andet, der svarer til værdien af den bestemte vægtdel af det første. Men herved vil i virkeligheden kun det ene metal, nemlig det første, blive værdimåler, og det andet vil kun blive lovligt betalingsmiddel. I praksis vil denne metode derfor virke ganske som monometalisme og ingen som helst fordel frembyde frem for denne ligeledes internationalt gennemført. Når guld- eller sølvmøntfoden er internationalt gennemført, vil man have den fordel at have et internationalt byttemiddel; dette har man derimod ikke, så længe guldmøntfoden hersker i nogle, sølvmøntfoden i andre lande; der vil da altid kunne blive stor kursforskel mellem penge baseret på guld, og penge, baseret på sølv, og dette vil bevirke en del ulemper for handelen imellem lande med forskellig møntfod. Som resultat af det hele kan vi altså sige, at hverken bimetalister eller monometalister har ret, idet begge systemer er lige dårkige; kun i det ovenfor nævnte specielle tilfælde frembyder bimetalismen en fordel frem for monometalismen, men den forsvinder, så snart bimetalismen bliver internationalt gennemført. Med hensyn til, om enkeltmøntfod er bedst, baseret på guld eller baseret på sølv, så kan kun siges, at det metal, hvis værdi er mest konstant, selvfølgelig vil være det bedste som værdimåler. Men dette forhold kan jo skifte og har også gjort det i tidernes løb. Selvom altså, hvad måske er tilfældet, guldets værdi for tiden er den mest stabile, så er der intet i vejen for, at sølvets senere kan blive det. Dette er også grunden til, at de forskellige lande til forskellige tider har skiftet fra det ene møntfodsmetal til det andet, idet de stedse har optaget det metal som værdimåler, hvis værdi i øjeblikket var mest stabilt.

 

3. afsnit
Jordskyldsreformens og pengereformens forhold
til hinanden indbyrdes
og til en reform af styret

1. kapitel.
Vanskeligheden ved at indføre jordskyldsreformen før pengereformen.

I de to foregående afsnit har vi omtalt jordskyldsreformen og pengereformen særskilt. I dette afsnit skal vi så undersøge, i hvilket forhold de to reformer står til hinanden indbyrdes, samt deres forhold til en tredje reform, styrereformen, som vi endnu ikke har omtalt, da den egentlig ligger udenfor rammen af dette lille skrift, men som dog af hensyn til dens vigtighed for de to andre reformer ganske kort skal omtales i sidste kapitel af dette afsnit. Vi skal nu først undersøge muligheden for at indføre jordskyldsreformen helt og fuldt uden at indføre pengereformen. De fleste tilhængere af jordskyldsreformen mener, at den bør indføres gradvis lidt efter lidt; uagtet det selvfølgelig vil være bedre at indføre den i løbet af så kort tid som muligt, idet man da får alle de gavnlige følger desto før, så vil dette, hvis den skal indføres før pengereformen er indført, dog vanskeligt kunne lade sig gøre i lande, hvor ejendommene er stærkt prioriterede, og dette er jo tilfældet i de fleste ældre kulturlande. Selvfølgelig kan det i og for sig nok lade sig gøre; men modstanden mod reformens hurtige gennemførelse vil blive enorm og, hvis planen alligevel gennemførtes, vilde der følge en voldsom krise, idet masser af ejendomsbesiddere vil blive ude af stand til at betale deres prioritetsrenter; dette vil således blive tilfældet med alle de ejendomsbesiddere, hvis ejendomme er højt prioriterede, og af hvilke jordens værdi udgør en stor part af ejendommens samlede værdi. De ejendomsbesiddere derimod, hvis ejendomme kun er lidt eller slet ikke prioriterede, vil selvfølgelig godt kunne betale skatten, såfremt de da udnyttede deres ejendomme nogenlunde rationelt; det samme gælder de ejendomsbesiddere, af hvis ejendommes værdi jordværdien kun udgør en ringe del, men disse sidste er vist nok kun få; såvel de allerfleste landejendomme som de allerfleste byejendomme er således beskafne, at jordværdien udgør en stor procentdel af hele værdien. Dog vil de mindre landejendomme nok kunne klare såvel prioritetsrenterne som jordskylden; thi her vil den sidstes beløb jo være mindre og måske i de fleste tilfælde kunne opvejes gennem ophævelsen af alle andre skatter. Med hensyn til disse sidste må man huske på, at når alle skatter, der nu hviler på bygninger, bliver ophævet samtidig med, at der lægges meget større skat på grundene, så vil huslejen synke med de ophævede bygningsskatters beløb. En ejer, hvis ejendom er baseret på udlejning, får altså ingen lettelse ved bygningsskatternes ophævelse; for de ejendommes vedkommende derimod, som udelukkende bebos og udnyttes af deres ejere, vil bygningsskatternes ophævelse komme ejeren til gode. Når alle disse forhold tages i betragtning, så kan man sige, at mindre landbrugsejendomme og ejendomme i byerne, som benyttes og udnyttes af deres ejere, nok vil kunne klare såvel jordskylden som prioritetsrenterne, men at større landejendomme og ejendomme i byerne, som udnyttes ved udlejning, derimod ikke vil kunne det. Hvis man derfor vil indføre jordskyldsreformen i ældre kulturlande uden samtidig at indføre pengereformen, så må indførelsen nødvendigvis strække sig over et længere åremål. Men også dette vil medføre en del vanskeligheder. Det vil nemlig være meget lettere at ophæve alle skatter på én gang og lade dem afløse af jordrentens inddragning gennem beskatning, end at skulle gøre dette sidste gradvist. Så kommer straks spørgsmålet: hvilke skatter skal ophæves først? Her er de fleste vel nok enige om, at skatter på bygninger og andre forbedringer først skal afløses, dernæst toldskatterne og til allersidst formue- og indtægtsskatterne. Det er betegnende, at alle er enige om, at disse sidste skatter sidst skal afskaffes, thi heri ligger ubevidst en indrømmelse af, at renteindtægt er uretfærdig, og uden at kunne henvise til en pengereform, hvorved renten afskaffes, vil georgisterne aldrig kunne overbevise socialisterne om, at statens besiddelse af de nødvendige produktionsmidler er overflødig, når blot jordrenten inddrages gennem beskatning. – Hvad toldskatterne angår tror jeg, det vil være uhyre vanskeligt at afskaffe dem gradvis, thi så kommer igen et nyt spørgsmål, som skal besvares: skal de afskaffes gradvis på den måde, at først tolden på nogle artikler ophæves og så efterhånden den på alle de øvrige, eller skal det gøres på den måde, som hævdes af nogle, at f.eks. tolden først nedsættes med 10% over hele linjen og derefter fremdeles efter nogle års forløb med 10 % osv., indtil det hele er ophævet. Begge fremgangemåder tror jeg vil volde store vanskeligheder; ved den første vil hver især af de beskyttede industrier hævde, at ophævelsen af deres beskyttelse må være den sidste, og ved den anden fremgangsmåde vil den stadige nedsættelse al tariffen volde praktiske vanskeligheder. Til trods for, at det altså vil være ulige lettere at ophæve alle toldskatter på én gang, så vil dette dog ikke kunne lade sig gøre, når jordskyldsreformen skal indføres i løbet af et længere åremål. Endvidere vil der komme en langt større usikkerhed i handelen med faste ejendomme, når jordskylden stadig med visse mellemrum skal forhøjes, end når det hele tages på én gang. Alle beregninger med hensyn til forrentningen af en ejendom vil blive langt vanskeligere i første end i sidste tilfælde. Ja, egentlig tvivler jeg om, at det i det hele taget vil kunne lade sig gøre at indføre reformen gradvist og i løbet af en længere årrække. I virkeligheden tror jeg, at det, selv uden at man samtidig indfører pengereformen, vil være lettere at indføre reformen i løbet af nogle få år end i løbet af en længere årrække. Den ovennævnte krise vil nemlig næppe føre til så mange fallitter, som man ved første øjekast skulle tro; kun de ejere, som udnytter deres ejendomme dårligt, vil gå fallit og blive erstattet af andre. De ejere derimod, der udnytter deres ejendomme godt og fuldt ud, vil af prioritetsejerne blive tilstået lettelse i form af nedsættelse af prioritetsrenten. Dette kan prioritetsejerne nemlig lige så godt gøre, som at lade ejendommene gå til tvangssalg; når først den fulde jordskyld er pålagt, vil jo nemlig jorden ikke mere have nogen salgspris, og sættes så en ejendom til tvangssalg, vil der måske højst blive dækning for 1. prioritet; ejerne af de sekundære prioriteter har derfor ingen interesse af at overtage ejendommen, med mindre de selv kan udnytte den bedre end den formelle ejer gør; men dette vil overhovedet sjældent være tilfældet og især ikke for de ejendommes vedkommende, som i forvejen er godt og forsvarligt udnyttede. For ejerne af de sekundære prioriteter vil det derfor som sagt være bedre at nøjes med den rente, som ejendomsbesidderne kan yde. Til trods for at man altså i virkeligheden godt kan indføre jordskyldsreformen alene ret hurtigt, så tror jeg dog, at det vil volde så stor modstand, at det i praksis vanskeligt vil kunne lade sig gøre, og de fleste georgister er jo heller ikke tilhængere af denne fremgangsmåde. Den største vanskelighed, der vil være at overvinde ved at indføre jordskyldsreformen hurtigt uden samtidig at indføre pengereformen, vil være modstanden fra jordejernes side. Disse vil, og som jeg synes med rette, hævde, at det vil være uretfærdigt, at de skal miste den arbejdsfri indtægt, de har gennem jordrenten, når kapitalisterne ikke samtidig mistede den arbejdsfri indtægt, de har gennem pengerenten. Dette argument bliver også virkelig til tider fremført af grundejere og socialister, og jeg synes som sagt også, at der er noget i det.

2. kapitel.
Følgerne af, at pengereformen indføres før jordskyldsreformen.

Vi vil nu tænke os det modsatte tilfælde, nemlig at man i et land har besluttet at indføre pengereformen, men endnu ikke har fået øje på jordskyldsreformen og derfor ikke vil indføre den sidste. Vil der nu være nogen særlig vanskelighed forbundet med at indføre hin uden denne? Jeg tror, den største vanskelighed vil bestå i modstanden fra kapitalisternes side. Disse kan nemlig med rette hævde, at det vil være uretfærdigt at berøve dem den arbejdsfri indtægt, de har gennem pengerenten, når samtidig jordejerne vedblivende kan nyde den arbejdsfri indtægt, de har gennem jordrenten. Dertil kommer så, at en ensidig pengereform vil virke opmuntrende på og fremme et lands handel og industri i modsætning til dets agerbrug. Når så den tid kom, da man også i andre lande indførte en pengereform, så vil arbejdsløsheden blive stor, hvis der ikke gennem jordskyldsreformen var fri adgang til jorden. Hvad selve indførelsen angår, tror jeg derimod ikke, den vil volde andre væsentlige vanskeligheder end modstanden fra kapitalisternes side. En følge af reformens indførelse vil være en vældig stigning af jordrenten, og jordejerne vil således høste den største fordel af den. Men netop derfor tror jeg ikke, at kapitalisterne behøvede at være så bange for dens indførelse; thi den kendsgerning, at jordejerne vil høste endnu større arbejdsfrit udbytte end tidligere, vil hjælpe mægtigt til at åbne alles øjne for det uretfærdige heri og således bane vej for indførelsen af jordskyldsreformen. Hvis reformen indførtes internationalt eller universalt, så vil jordpriserne overalt stige så stærkt, at jord kun undtagelsesvis vil blive genstand for køb og salg; den vil derimod blive lejet eller forpagtet ud. Ingen kan nemlig stå sig ved at sælge et stykke jord, som giver eller kan give en årlig arbejdsfri indtægt, når man intetsteds kan få noget andet at købe, som også giver en årlig arbejdsfri indtægt, og dette kan man jo ikke, når der ikke mere gives nogen pengerente. Med hensyn til arbejdsløsheden, så vil den efter en international eller universal indførelse af pengereformen være omtrent lige så stor som nu, hvor hverken jordskylds­ eller pengereformen er indført. At den ikke vil være fuldt så stor som nu vil bevirkes derved, at staten og kommunerne ville kunne beskæftige mere af den ledigew arbejdskraft end de kunne under de nuværende forhold, hvor de ikke kunne få rentefri lån. Ja, strengt taget ville jo stater og kommuner, når de gik udenfor rammerne af den slags foretagender, hvis udførelse naturligt tilfalder det offentlige, kunne beskæftige alle ledige .arbejdere. Men i så fald måtte de sætte sådanne foretagender i gang, som vil konkurrere med den private produktionsvirksomhed, og dette vil betyde dem rene socialisme, som til sidst vil kvæle al privat initiativ. Ved en ensidig international eller universal indførelse af pengereformen vil der derfor altid være den store fare, at den rene socialisme til sidst blev indført; skal dette undgås, må derfor jordskyldsreformen indføres inden alt for lang tid efter pengereformens indførelse. Hvad angår arbejdsløsheden i et enkelt eller nogle få lande, som har indført en ensidig pengereform, førend den er indført i andre lande, så vil den, som vi så i 2. afsnit, i den første tid efter indførelsen forsvinde eller dog betydelig formindskes, for så senere igen, når også de omliggende lande har indført pengereformen, at vise sig igen eller blive større. Af det anførte kan sluttes, at der ikke er nogen fare ved at indføre pengereformen uden jordskyldsreformen, når det blot ikke varer alt for længe, inden også denne bliver indført.

3. kapitel.
Fordelene ved at indføre begge reformer samtidig og følgerne af, at begge er indført.

Man kan nu spørge: hvilket vil være det bedste, at indføre jordskyldsreformen før pengereformen eller det omvendte? Hertil tror jeg, det vil være rigtigst at svare, at det bedste vil være, om begge reformer indførtes samtidigt. For det første undgik man derigennem alle de vanskeligheder, der er nævnt i første kapitel af dette afsnit, og for det andet kan jordskyldsreformen indføres fuldt ud og på én gang, hvilket, som vi har set, vil være det letteste. Dernæst vil man ved denne fremgangsmåde straks få alle fordelene ved begge reformer, således blandt andet den, at der ikke mere vil være ufrivillig arbejdsløshed, hverken til stadighed eller blot til enkelte tider. Men endelig vil der være endnu en fordel ved at indføre begge reformer samtidig, nemlig den, at den fornødne kapital, som behøves, når der oprettes en mængde nye landbrugsejendomme, med lethed vil kunne skaffes til veje i løbet af forholdsvis kort tid. De arbejdere, der drager ud fra byerne for at oprette selvstændige jordbrug, må jo nemlig foruden billig adgang til jorden også have adgang til de nødvendige lån på rimelige vilkår, både lån mod pant i bygninger og øvrige forbedringer og egentlige driftslån. De første vil de kunne få i den nyoprettede statsbank og de sidste i de private banker til en meget billig afgift. Hvis man derimod indfører jordskyldsreformen eller blot en god begyndelse til den uden samtidig at indføre en pengereform, vil der blive så stor efterspørgsel efter lån, at tilbuddet ikke vil kunne følge med, og renten og diskontoen vil gå op; dette vil bevirke, at oprettelsen af de nye landbrug vil tage længere tid, og den permanente arbejdsløshed vil vedvare i endnu nogen tid.

At indføre begge reformer samtidig vil, som vi tidligere så, i høj grad lette jordskyldsreformens hurtige gennemførelse, idet alle ejendomsbesiddere, hvis ejendomme er prioriteret udover værdien af bygningerne eller som selv udnytter ejendommene direkte (altså uden udlejning), langt lettere vil kunne udrede jordskylden, når de samtidig slipper for at betale renter af prioriteterne således at de af 1. prioritet kun svarer en ringe omkostningspræmie og af 2. foruden denne tillige en mindre risikopræmie. Såfremt begge reformer indføres samtidigt, vil 1. prioritet i ethvert fald for de allerfleste ejendommes vedkommende kunne afløses af rentefri pantelån i statsbanken. Til trods for at de sekundære prioriteter som regel vil savne sikkerhed i ejendommens salgsværdi, idet denne fremtidig kun vil bestå af bygningernes og forbedringernes værdi, så vil til gengæld risikoen for lånene alligevel blive langt mindre under de nye mere stabile sociale forhold, som vil indtræde på grund af reformerne. De af disse lån, der er ydet af hypotekforeninger, vil derfor sandsynligvis kunne konverteres så langt ned, at afgiften endog bliver mindre end afgiften på 1. prioritetslånene + den nuværende difference på renten af hypotekforenings- og kreditforeningsobligationer; denne er jo nu som regel l%., nemlig forskellen imellem 5 % og 4 %. Hvis vi altså antager, at afgiften af statsbankene pantelån vil blive f.eks. ½%, så kan afgiften af hypotekforeningslånene måske gå så langt ned som til 1%. Hvad de hypotekforeningsobligationer angår, som ikke kan konverteres, så må de kunne udbetales ved hjælp af et nyt lån til ovennævnte eller en lignende årlig afgift. Hvad de tab angår, som hypotekforeningerne nu og da vil lide derved, at ejendomme på grund af dødsfald vil blive solgt på tvangsauktion, uden at salgssummen yder tilstrækkelig dækning for såvel l. som de sekundære prioriteter, så antager jeg ikke, at disse tab vil blive større, end at de vil kunne dækkes af reservefonden. Hvad private sekundære prioritetslån angår, vil afgiften af disse ligeledes blive nedsat ved overenskomst imellem låntager og långiver, omend den på grund af den større risiko for långiveren næppe vil kunne sættes så langt ned som afgiften af hypotekforeningslån. Den største fordel, der vil være ved at indføre pengereformen samtidig med jordskyldsreformen, vil da være den, at de allerfleste ejendomsbesiddere med lethed vil kunne klare jordskylden, når de samtidig får en så betydelig nedsættelse i afgiften af såvel l. som de sekundære prioriteter; dette er umiddelbart indlysende. Lettelsen i prioritetsafgiften vil som regel vistnok blive betydelig større end grundværdiafgiften. En undtagelse fra denne regel danner selvfølgelig de ejendomme, der ikke er prioriterede; disses ejere får jo ingen anden lettelse end den, som alle, såvel ejendomsbesiddere som andre, vil få ved de nu bestående skatters afskaffelse; derimod får de jo ingen lettelse gennem prioritetsrentens bortfald; men disse ejendomme står sig jo i forvejen bedre end de andre, forudsat ganske vist, at de er lige så godt udnyttede, og dette er jo meget ofte ikke tilfældet. Ofte består en sådan ejendom af en værdifuld grund, hvorpå der står en faldefærdig gammel rønne. Den slags ejendomme vil selvfølgelig blive ramt af jordskylden, selv om pengereformen indføres samtidig, men alle nogenlunde godt udnyttede ejendomme vil derimod kunne klare sig mindst lige så godt efter som før begge reformers samtidige indførelse; de eneste ejendomme, der ikke vil vinde derved, er de, der er dårligt udnyttede, således f.eks. store godser, hvis jordværdi udgør en større part af den samlede ejendomsværdi end værdien af bygningerne og de øvrige forbedringer. I modsætning hertil vil ved en ensidig og hurtig indførelse af skyldsreformen kun en minoritet af alle kunne klare alle afgifter; disse vil vel fornemmelig stå af husmands- og andre mindre landejendomme de byejendomme, der er baseret på udelukkende udnyttelse af ejerne selv, altså de fleste ejendomme i de mindre provinsbyer; derimod ikke de, der er beregnet på udlejning, altså de fleste ejendomme i storstæderne. Hvad disse sidste angår, må man dog huske på, at når prioritetsrenten forsvinder, så vil huslejen falde med det beløb, der svarer til renten af den kapital, der står i bygningerne, og lettelsen vil altså bestå i et beløb, svarende til renten af den del af prioriteterne, der bliver tilbage, når hint beløb fradrages hele prioritetsbeløbet. Det beløb, der herved spares, vil dog vistnok være stort nok til at dække jordskylden for alle de ejendommes vedkommende, der er ret højt prioriterede; men de ejendomme, der ikke er højt prioriterede, vil jo i og for sig være bedre i stand til at udrede jordskylden. Jeg kan derfor ikke se andet, end at en ensidig hurtig gennemførelse af jordskyldsreformen vil være en stor hensynsløshed imod de jordejere, der væsentlig kun er nominelle ejere. Ligeledes vil en ensidig pengereform være en uret imod kapitalisterne til fordel væsentlig for jordejerne. Hvorfor skal den ene klasse monopolejere begunstiges i sammenligning med den anden? Når der er to klasser af mennesker, som lever af andres arbejde, hvorfor så ikke samtidig sætte en stopper for de to kilder, hvoraf de øser deres rigdom? Dette synspunkt har imidlertid de fleste georgister meget ondt ved at se; kun enkelte kan, til trods for at de mener, at pengerenten ikke kan afskaffes, indse, at det er en lige så stor uretfærdighed, at mennesker kan leve arbejdsfrit af den som af jordrenten. Skal det imidlertid nogensinde virkelig lykkes for georgisterne at imødegå socialisters og andres, navnlig grundejeres indvendinger imod en ensidig jordskyldsreform, da må de nødvendigvis optage også en pengereform på deres program. Disse to reformer danner i forening en enhed og supplerer hinanden, således at ingen af dem kan undværes, hvis ideale økonomiske tilstande skal nås. Samlet vil de også langt lettere kunne indføres end hver for sig, og navnlig vil jordskyldsreformen vanskeligt kunne gennemføres fuldt ud, før pengereformen også er indført; denne vil, som vi har set, i høj grad lette dennes hurtige og konsekvente gennemførelse.

Hvad i øvrigt virkningerne af begge reformers gennemførelse angår, vil de blive alle de, jeg har nævnt under omtalen af hver reform for sig. Jordskyldsreformen vil bevirke, at den permanente arbejdsløshed vil forsvinde, at arbejdslønnens købeevne vil blive betydeligt større og stige ved hver ny opfindelse og forbedring, der gøres, og at det samlede produktionsudbytte ligeledes vil blive betydeligt større. Pengereformen i forbindelse med den omtalte fornuftige finanspolitik fra staters og kommuners side vil bevirke, at også den akutte arbejdsløshed vil forsvinde, at de økonomiske kriser undgås, at renten vil forsvinde og at prisniveauet vil kunne holdes stabilt. Som videre følger af begge reformer kan nævnes: forbrydelsernes antal vil svinde til et rent minimum, og som følge deraf vil antallet af fængsler kunne betydelig indskrænkes, måske vil de endog engang kunne undværes helt; fattigunderstøttelse vil blive ubetydelig, og det offentlige vil derfor spare betydelige summer på disse to poster. Krige vil være utænkelige mellem lande, hvor disse reformer er indført, og udgifterne til militærvæsen vil derfor også kunne indskrænkes til et rent minimum i disse lande. Og, da det gode eksempel smitter, så vil reformerne meget snart blive indført i alle lande, når de først er indført i et eller flere, og krig således helt undgås. Endvidere vil den almindelige sundhedstilstand blive betydelig forbedret, når der ikke mere eksisterer dårlige og usunde boliger og den hæsblæsende, nerveoprivende ‘kamp for tilværelsen’ ikke mere behøves, men kan afløses af almindelig målbevidst stræben efter dygtiggørelse. Som følge af den forbedrede sundhedstilstand vil hospitalernes og sindssygeanstalternes antal også kunne indskrænkes betydeligt. Der vil som følge af alt dette sandsynligvis blive gjort en mængde opfindelser og forbedringer, der vil komme alle de arbejdende, dvs. alle arbejdsdygtige mennesker til gode i form af højere arbejdsudbytte, flere bekvemmeligheder osv. Livet vil efterhånden blive let og behageligt, men dog ikke i den grad, at alle anstrengelser kan undværes; de vil tværtimod belønnes, og herigennem vil undgås, at det store flertal af mennesker nedsynker i dovenskab og åndelig ugidelighed. Man må tværtimod snarere tænke sig, at menneskene i åndelig henseende vil komme til at stå højere, og det både med hensyn til kundskaber, tænkeevne og moral.

For at begge reformer skal kunne gennemføres konsekvent og vedblivende holde sig, må dog først endnu en tredje reform af anden slags gennemføres, hvorom vi skal høre nærmere i sidste kapitel.

4. kapitel.
Sandt folkestyres betydning for reformers gennemførelse og beståen.

Foruden de to vigtige økonomiske reformer, som vi har omtalt udførligt i tidligere afsnit og kapitler af dette lille skrift, gives der en reform af anden art, som er af stor vigtighed for reformers rationelle gennemførelse og beståen; denne reform består i en fuldstændig ændring af styret. Dette er jo for tiden enten enevældigt eller såkaldt ‘parlamentarisk’. Det er dette sidste styre, som består i de fleste civiliserede lande, og som overalt før eller senere afføder ‘partistyre’ og ‘partityranni’ i større eller mindre grad. De parlamentariske forfatninger i de forskellige lande kan inddeles i to slags, nemlig de såkaldt demokratiske, hvor valgretten (som i virkeligheden kun er en stemmeret) er almindelig (dog i reglen kun for mænd), og de bureaukratiske, hvor valgretten enten er begrænset til de mænd, der har en vis minimumsindtægt eller et vist minimum af formue, eller hvor disse personer har en større valgret end den øvrige befolkning (det preussiske treklasse­system) . Nu er det indlysende, at den sidste slags forfatninger først tiltrænger den forbedring, at den privilegerede valgret afskaffes; men dernæst tiltrænger de alle, at valgretten bliver virkelig almindelig derved, at den udstrækkes også til kvinderne og de helt ubemidlede (dette er for nylig sket i Danmark og Norge); kun herved kan retfærdighedens krav opfyldes. Endelig er det i alle parlamentariske forfatninger nødvendigt, at selve valgretten ændres således, at den ikke alene bliver en stemmeret, men en virkelig valgret, der består dels i en styreret, dvs. en ret til personlig deltagelse i varetagelsen af fællesanliggenderne, og dels en ‘fri valgret, dvs. en ret til at vælge en anden til på ens vegne at deltage i styret, hvis man ikke selv enten kan eller vil deltage. Enhver medborger bør have ret til valgfrit til enhver tid at benytte sig enten af sin styreret eller sin fri valgret eller til helt at afholde sig fra deltagelse i styrelsen af de fælles anliggender (ingen stemmepligt) . Hertil knytter sig så en bestemt afstemningsmetode og øvrige regler, som det imidlertid vil blive for vidtløftigt at komme nærmere ind på her[2]. Det er imidlertid indlysende, at hvis dette styre indføres, vil partistyrelserne ikke alene miste hele den uhyre politiske magt, de nu sidder inde med, men blive ganske overflødige, og det vil blive den individuelle enkelte vælger, der får den afgørende indflydelse i forhold til hans dygtighed og indsigt. Dette styre vil i modsætning til det nuværende, der hovedsagelig består i indbyrdes kamp, bestå i et idealt samarbejde og, hvis det indføres i et land, hvor folket er så oplyst og åndelig vågent, at det indser fordelene ved dette styre og derfor stadig er på vagt overfor dem, der forsøger at få det ændret, for at særinteresserne igen kan få det afgørende ord, så vil disse sidste i et sådant land aldrig mere komme til at dominere, men enhver sag vil blive afgjort med henblik på det heles vel og så godt som den kan blive ifølge den bedste indsigt, der eksisterer på daværende tidspunkt. Enhver anskuelse vil nemlig få lejlighed til at gøre sig gældende, og der vil da være mest sandsynlighed for, at den rigtige, hvis den overhovedet fremkommer, vil blive den, der sejrer.

Det er nu indlysende, at når enhver sag under dette styre vil blive afgjort ikke under hensyn til særinteresserne, men under hensyn til det heles vel, så vil sådanne reformer som jordskyldsreformen og pengereformen, der tilsigter det heles i modsætning til særinteressernes vel have langt bedre udsigt end under det nuværende styre til at blive ikke alene vedtaget, men også konsekvent gennemført og vedblivende at bestå. Det første og vigtigste for et samfund er derfor at have et godt styre, men dettes beståen sikres igen kun ved et oplyst og vågent folk. Det et som Henry George et sted siger: “Folkets største tyran er dets egen uvidenhed.” Under partistyret vil enhver reform, selvom den gennemføres, kunne misbruges; jordskyldsreformen således ved en forsætlig urigtig vurdering af jorden samt ved at jordskylden anvendes til fordel for tilhængerne af det eller de herskende partier i stedet for til fordel for det hele samfund, og pengereformen derigennem, at magten til at udstede penge og yde kredit udøves uretfærdigt til fordel ligeledes for det eller de herskende partier. I endnu højere grad vil dette dog naturligvis kunne ske der, hvor der ikke engang er almindelig valgret, men hvor magten gennem privilegeret valgret på forhånd er tildelt visse klasser af befolkningen. Der vil disse klasser i højeste grad være fristede til at misbruge magten til fordel for dem selv. I sådanne stater vil det derfor vistnok ikke kunne nytte at indføre hverken jordskyldsreformen eller pengereformen, førend der i det mindste er indført almindelig valgret. I stater, hvor der vel er almindelig valgret, men hvor partistyret hersker, vil disse reformer vel kunne gennemføres, når flertallet af de aktive vælgere er tilhængere af dem, men der vil ikke være nogen som helst garanti hverken for deres konsekvente gennemførelse eller for at de ikke senere misbruges eller endog helt afskaffes igen. I historiens løb er det sket utallige gange, at virkelig gode reformer er blevet afskaffet igen, fordi styret var dårligt, og fordi folket ikke var vågnet og selv passede på. Herimod hjælper som sagt kun et godt styre og et oplyst og vågent vælgerfolk.

[1] Se herom f.eks. F. Hurop: Penge og ruin.

[2] Hvem der ønsker nærmere besked herom vil jeg anbefale at henvende sig til opfinderen af fri valgret og formanden for “Det universelle samstyresamfund”, hr. Johannes Pedersen, Aarhus. (lån bøgerne på Henry George Biblioteket /pma)